Danske Studier 1939

JEPPE AAKJÆR SOM LOKALHISTORISK SKRIBENT 149
Allermest mødes dog de to Sider af hans Personlighed: Digteren
og Forskeren i hans Persontegning. Ganske vist henter han sine Skikkelser
fra Kilderne, men i Skildringen ad dem mærker man tydeligt
Digteren. Personerne er fremstillet i grove, men anskuelige Træk;
de er sete, og de træder saa at sige lyslevende frem for Læserens Øje
næsten rubriceret i Typer. Vi ser den brutale, procesgale Herremand,
der ligger i Kiv med Alverden, og hans Modsætning, den fattige Degn,
maaske den ulyksaligste af Datidens Mennesker, der sad paa en ren
Sulteløn og derfor udsendte de ynkeligste Jammerraab om Hjælp
til sine overordnede. Vi følges med den skikkelige Præst i Vroue, da
han en solvarm Sommerdag „pamper" ud i Marken til sine Tjenestefolk
med Mad, men paa Vejen har et Sammenstød med et af sine
hidsige, selvfølende Sognebørn, der resulterer i, at Præsten faar sig
en ordentlig „Lining". Og et ligesaa klart Billede faar vi af hans ikke
helt velforvarede Kollega i Dalsgaard, der banker to af sine Koner
ihjel og slog enhver, der kom med Bebrejdelser imod ham 1 . Selv den
ringeste Biperson faar sin tildelte Plads i hans Fremstilling, ingen
undgaar hans Opmærksomhed. Da han i et af Regnskaberne fra det
17. Aarh. læser om en Udbetaling til Mestermanden for Henrettelse
af en Tyv, ser han ligesom de dunkle Konturer af „en Menneskeskæbne
og dens Udslettelse". I 1722 ansættes Tordenskjolds trofaste
Kammertjener, Chr. Nielsen Kold, i hvis Arme Søhelten udaandede,
i en fattig Stilling som Herredsfoged i Fjends Herred. Et Eksempel
paa Skæbnens Forunderlighed, tænker A. „Tordenskjold og Fjends
Herred — forunderligere Rim er der aldrig set!" A. lever og aander
med sine Personer, han river Læseren med sig, saa denne ogsaa bliver
fortrolig med dem.
Men netop denne dybe Interesse for de ejendommelige Personligheder,
som han mødte paa sine Undersøgelsers Veje, kunde føre endog
en saa øvet Forsker som A. paa Afveje nu og da. I en Afhandling om
de tyske Kolonisters Anbringelse paa Alheden og Vanskelighederne
herved bruger han som Kilde nogle Breve fra en Amtmand Trappaud,
der sad i Ledelsen for Foretagendet 2 . Manden var imidlertid en Koleriker,
i højeste Grad uligevægtig og savnede Forhandlingstalent og
Evne til at omgaas andre. Ved at bruge disse Breve som Hovedkilde
har A. faaet en livlig og fængslende Afhandling, men Betragtningen
1 Vedr. omstaaende Eks. se A. H. S. S. 146, 149 ti., 270 og 395. a A. H. S.
S. 668 ff.