Danske Studier 1939

ANNA MICHELSEN OCH J. P. JACOBSENS UNGDOMSKJUS 13
hvad Du skylder gammelt Venskab, have vi herovre dog stadigt tænkt
og talt om Dig, en Anelse har længe sagt mig, hvad Du i Dine Breve
syntes at undgaa at give bestemt Svar paa og igaar hørte jeg noget af
Fru Askow der bekræftede det, dette er Grunden hvorfor jeg skriver.
I Nøden skal man kjende sine sande Venner, Peter, det er ikke rigtigt
af Dig at skyde Dem fra Dig, de have delt Dine Glæder, de have Part
i Dine Sorger. — Der var en Tid, Peter, da jeg ikke havde en skjult
Tanke eller Følelse for Dig, hvad har forandret alt, er Skylden min
eller Din? det er mig, som om jeg pludselig fra Barn er bleven gammel,
er bleven fremmed for min Barndoms Ven, jeg kjender neppe mig selv
mere, hvor er mit gamle Hjem, hvor de gamle kjendte Ansigter, jeg er
fremmed blandt Fremmede. Jeg ser Livets store Krav paa mig, Opofrelse,
Anstrengelse og Arbejde, fordrer det, kan og vil jeg opfylde
det, kan det bestaa ved Siden af mit egentlige jeg, vil det ikke knække
mit Mod og sløve min Aand? svar mig Peter, ogsaa til Dig er Opfordringen
kommen nu, hvad er Din Trøst, Din Støttestav, Din Hjælp i Striden,
har Du fundet ham, der vil dele Din Sorg og Din Byrde, søg ham og
Du skal finde ham, har han sagt — Nu har jeg talt til Dig af mit inderste
Hjerte, jeg kjender Dig bedre end Du selv, jeg ved hvor meget ædelt
og godt der bor i Dig, jeg har jo saa mangen en smuk Tanke at takke
Dig for, jeg ved at Du vil sejre i Kampen og jeg haaber at naar vi engang
mødes, Gud bestemmer hvor, da vil vi begge indse at alt hvad der her er
mødt os er sendt os fra en kjærlig Faders Haand, der ikke paalægger
sine Børn mere end de, med hans Hjælp kan bære. —"
Sedan foljer ett stycke om en plats som lårarinna i Fyen, ett „kali"
som hon hoppas på att få åtaga sig. Brevet slutar:
„Nu vil jeg slutte, gid Du maa læse mit Brev med samme Følelse
som jeg har skrevet det og husk at hvordan det end gaar Dig, har Du
altid en sand Veninde i mig, der vil bevare hvad Du betror hende og vil
føle sig glad ved Din Oprigtighed og ikke skuffe Din Tillid. Lev vel,
Din Veninde Anna.
Dersom Du vil skrive, saa opsæt det ikke."
Deras vanskap har fått en alivarlig knåck men tager upp sig igen,
ty han fortfar att umgås i hennes hem och firår åven jul dår. Det år
dock klart av hennes brev, att hon intager en helt kristen, troende
standpunkt och att det maste bli allt svårare for dem att komma
overens, då ingen av dem ville ge med sig eller kunde underlåta att
grubbla 6ver problemet.
Redan i januari 1867 var Jacobsen på våg bort från den kristna
tron (Jfr. dagboksanteckningen „Om mit Kald", 111:3) och snart
skriver han rent ut: „Jeg er ikke Kristen, jeg har været det" (III: 4).
Att denna standpunkt svårligen kunde forlikas med Annas alltmera
intensivt kristna år ju sjålvklart. Vad som forekom av rent personliga
motsåttningar år omojligt att uttalasig om, då det fullståndigt