Danske Studier 1939

144 EILIF BØGEBJERG
„Efter min Sædvane ved historiske Undersøgelser lader jeg hellere
staa et Hul, end jeg fylder det med Gjætninger, der som oftest kun
er Vind, hvor de ikke er bedrageriske Lygtemænd" 1 . Hans Realitetssans
frelser ham som oftest fra de gabende Afgrunde. I denne Forbindelse
kan det nævnes, at A. engang rettede et i Realiteten skarpt
Angreb paa en af vore mest fremtrædende Arkæologer, fordi denne
ikke i en af sine Afhandlinger havde anført, at en ny Tydning af et
videnskabeligt Problem oprindeligt var fremført af en almindelig Træhandler
i Salling, men nærmest havde givet det Udseende af selv at
have udfundet Løsningen og dermed pyntet sig med stjaalne Laurbær
2 .
Men selv om A. stillede Sandhedskravet op som et kategorisk Imperativ,
vil det dog ikke sige, at hans Fremstilling derved bliver tør
og kedelig. Det var i dobbelt Forstand uopdyrket Jord, som A. skulde
til at bearbejde. Det var noget af ét Pionerarbejde, han begyndte.
Ingen havde før ham givet noget tilsvarende, og den Læsekreds, han
henvendte sig til, var endnu ikke vænnet til den Art af Læsning.
Han mente derfor at maatte afpasse Afhandlingernes Form, deres
Stil og Sprog herefter. A. stillede den Fordring, at den almindelige
Lægmands Interesse allerede ved første Øjekast skulde vækkes for
Aarsskriftets Indhold. Som et Middel hertil anvendte han selv iøjnefaldende
Overskrifter: En Skarns Præst — Den hængte Tyv — En
adelig Bandit — En Herremand, der spytter — To grusselige Gjærninger
o. s. v., men ogsaa selve Formen er præget heraf 3 . Aakjærs
Fortællemaade er meget letfattelig; den skrider jævnt fremad og er
i Besiddelse af en vis Bredde, der maaske kan virke noget trættende
paa den mere øvede Læser. I en Artikel, der handler om Kongernes
Besøg i Salling gennem Tiderne, fortælles det, at Kristian 3. gav en
af sine tro Adelsmænd, Iver Juel Lov til at nedbryde en Kirke. Da
Traditionen imidlertid beskylder Knud Gyldenstjerne herfor, beviser
A. den rette Sammenhæng for at korrigere Overleveringen. Først herefter
gaar han videre med sit egentlige Emne*. Læseren faar derved
Tid til at besinde sig og til at opfatte Indtrykkene. Undertiden søger
han at livliggøre Fremstillingen ved reflekterende Indskud og Overgangsled,
som oftest farvet af en let Ironi og jysk Humor, som fx.:
„Se, se! Saa den gode Lensmand brugte Skive „Kirkehimmel" til Korn-
1 A.H.S.S.432. 2 M. iM. S. 152. « Se herom A. H. S. S. 149 og 511, K.A. S.
S. 40 og 90, G. B. B. S. 95. * K. A. S. S. 8.