Danske Studier 1939

JEPPE AAKJÆR
SOM LOKALHISTORISK SKRIBENT
AF
EILIF BØGEBJERG
A f Almenheden er Jeppe Aakjær først og fremmest kendt som
. den store Lyriker, hvis Digte fra Hjemegnen er kendt og skattet
i vide Kredse, og mange har ogsaa læst og værdsætter hans Romaner,
hvori han har givet saa veltalende Skildringer af sin Samtids Kulturog
Samfundsforhold. Men de færreste har et mere indgaaende Kendskab
til hans Virksomhed som Lokalhistoriker, skønt han dog i en
Generation har viet den mange af sine bedste Kræfter. En Betragtning
af hans Arbejde paa dette Omraade vil sikkert være lønnende,
da den vil belyse ham som Digterpersonlighed og vise, at han ved sin
Syslen med Historien ofte blev inspireret til sin digteriske Virksomhed
baade hvad Emner og Anlæggelse af Synspunkter angaar.
Kun faa har følt sig saa nøje knyttet til sin Fødeegn som A. Salling
med sine store landskabelige og økonomiske Modsætninger var for ham
Jyllands Kerne, hvor denne Landsdels landskabelige Særpræg naaede
sin højeste Styrke. Derfor maatte ogsaa Menneskene her blive særprægede,
Historiens Røst maatte lyde stærkere og kraftigere end
andet Steds. Det er derfor karakteristisk, at det Billede, som han
begynder at forme i sit store Digt „Jylland" af det Land, „hvor
Stormene gaar, og Brændingen slaar paa Landet med djærveste Kno",
efterhaanden omdannes, saa det lidt efter lidt antager Sallings Fysiognomi
med „de bredeste Enge, jeg nogentid saa de blankhornede
Høvder med ravgullig Taa, der gaar rundt i de knortede
Kjær." Ja til sidst indsnævrer han Billedet saa stærkt, saa han kun
ser det Sted, som altid fik de ømmeste Strenge i hans Hjerte til at
dirre: Det fattige Barndomshjem, hvor hans Forældre havde kæmpet
en saa udholdende Kamp i „Armod og Gjæld". Og den Høj „der stiger