Danske Studier 1939

126 ANDERS BÆKSTED
Da man i det 16. aarhundrede tog fat paa runestudiet, var man
ikke ganske klar over disse forhold. Olaus Magnus havde, som tid-
Ugere omtalt (side 121) paa sin runetavle fra 1555 et særligt tegn for y.
Derimod giver han A værdien z, og saaledes anvendes den ogsaa i
Das Doberaner Anthyrlied (side 122) og andre steder. Derimod var
Bureus klar over, at A er en r-lyd. Paa sin rune-oversigtstavle 1 anfører
han udfor r baade R og A. Worm gaar nøjere ind paa spørgsmaalet
i 1636 2 og bestemmer A dels som betegnelse for y, dels som
en særlig r-lyd, et ,r finale', der kun kan bruges i slutningen af ord
og som i sig ,optager' en vokal, e, a, u, y. Worms væsentlig rigtige
syn sejrede efterhaanden, men maatte dog døje adskillig ubillig kritik.
Den svenske lærde Olof Verelius bestemmer saaledes A som binderune
af \ og n og læser den som au. Tilmed tillader han sig at skæmte
med Dr. ,Orm', der jo snart gengiver det omstridte tegn ved y, snart
ved r 3 .
Imidlertid var det nu baade paa Bures og Worms runetavler 4 at
læse, at runen for r dels var R dels A, de to tegn stadig anbragt ved
siden af hinanden og jævnbyrdigt. Fra Worm gik opfattelsen videre,
aabenbart i mange tilfælde uden nøjere studium i den tilhørende text,
for snart ser man A anvendt som betegnelse for r alle mulige steder,
ikke alene som ,r finale', men midt inde i ord og som forlyd. Der er
en hel lille gruppe indskrifter, der netop udfra dette forhold kan bestemmes
som tilhørende tiden efter Worm (evt. efter Bure). Grunden
til, at man saa ofte ser A foretrukket fremfor R ligger vel i det forhold,
at for mange af de mennesker, der morede sig med at riste og skrive
runer, har det været magtpaaliggende, at det frembragte mindesmærke
havde saa lidt lighed med latinsk skrift som muligt.
Som en af de ældste af de danske indskrifter, hvor A (sammen
med R) optræder som betegnelse for r, kan nævnes den, der læses paa
det saakaldte Skonabåck-honv 5 , der har faaet navn efter sit tidligere
opbevaringssted, en herregaard i Sydskaane. Det dateres med
1 Runakænslanæs læræ sban, Uppsala 1599. 2 Runer seu Danica literatura
antiqvissima, 1636 p. 76—79. s Manuductio compendiosa ad Runographiam
Scandicam antiquam recte intelligendam, Uppsala 1675 p. 32 f.: Doctor Orm uti
sin Literatura cap. 11 haller henne fore att wara R, uti thet 12. cap. icke aldeles
R, uti thet 16. cap. upreknar han henne ytterst, och kallar Y . 4 Worm,
anf. arb. p. 58, 61. 5 Nu i Historiska Museet i Lund. Omtalt hos N. H. Sjoborg:
Samlingar for Nordens Fornalskare II, 1824 p. 189 f., pi. 47—48 fig. 154
og 158. — Jørgen Olrik, Drikkehorn og Sølvtøj fra Middelalder og Renaissance,
1909 p. 10—11, fig. 11.