Danske Studier 1939

VORE YNGSTE RUNEINDSKRIFTER 121
elegantibus insignatus charaderibus Runicis (Mon. Dan. p. 298). Men
nu Worms læsning af runerne. Den kritiserer Orluf, idet han uden
videre udtaler: ,Worm læser skilletegnene med som runebogstaver og
foretager derefter selv ordadskillelsen. I træsnittet er skilletegnene
tydeligere betegnede som saadanne'. Det ser jo mærkeligt ud at støtte
sig til et andenhaands, stiliseret træsnit for at bevise, at tegnene paa
Worms egen studietegning er skilletegn 1 . Moltke læser de samme skilletegn
som Orluf. Men disse korsformede skilletegn er ikke skilletegn.
Det er de fejlagtigt blevet gennem en betragtning af træsnittet. Ser
vi paa tegningen opdager vi for det første, at der anvendes et andet
skilletegn, det sædvanlige :, for det andet at de kors, der blev læst
som skilletegn, har fuld runehøjde og en tværarm, der er kortere end
den lodrette arm. Er disse forhold ikke i sig selv afgørende, saa strider
de dog mod god runeskik og berettiger til, i forbindelse med det øvrige,
der kan siges om denne indskrift, at læse korsene som runer, nemlig e.
Man kunde ogsaa hæfte sig ved at finde formen t: T i en middelalderlig
indskrift; normalt kunde man vente formen 1. Mærkeligt nok kritiserer
man ikke Worms læsning af indskriftens første ord, som han gengiver
Bynaffn; baade Moltke og Orluf gengiver uden videre rune nr. 2
ved u, skønt den adskiller sig skarpt fra pindens øvrige u-runer ved
sin form (se fig. 4). Denne rune er da heller ikke u, men y saadan som
Worm rigtigt gengiver den.
Hele sagen er nemlig den, at indskriften paa runepinden fra Viborg
ikke er skrevet med middelalderlige danske runer, men med et runealfabet,
der er i meget nær familie med det .alphabetum gothicum 5 ,
som først Johannes og Olaus Magnus ved midten af 1500-aarene
bragte i trykken 2 , og som snart gennem deres berømte bøger og afskrifter
af runetavlen deri blev kendt og benyttet i hele den lærde
verden. Her har vi nemlig et alfabet, hvor e danner et kors nøjagtig
som paa Worms tegning, og hvor u, y og t optræder med de nævnte
former. Beviset for, at dette alfabet har været velkendt, leveres af
en række værker, hvori det enten direkte eller over mellemliggende
1 Om den Wormske billedsniders forhold til sit forlæg se Erik Moltke i Fornvånnen,
1938 p. 322 f. med fig. 155 og 156, samt Lis Jacobsen, Norske Oldfunn
VI, Evje-Stenen og Alstad-Stenen, 1933 pi. III fig. 5, 6 og 7; pi. IV fig. 11.
2 Johannes Magnus, Historia de omnibus Gothorum Sveonumqve regibus, Rom
1554 p. 25. — Olaus Magnus, Historia de gentibus Septentrionalibus, Rom
1555 p. 57. — Runetavlen er gengivet f. ex. i Nordisk Kultur VI, 1933 p. 241
og hos Otto v. Friesen, Runorna i Sverige, 1928 p. 85.