Danske Studier 1939

VORE YNGSTE RUNEINDSKRIFTER 117
Hjarnes mindevers over Frode Fredegod ved den høj, som han lod
udgrave ved Værebro 1 .
Forskellige steder i Lunds domkirke kan den besøgende læse smaa
folkelige fyndsprog, der mere vender sig til mennesket end til Herren
og hans helgene: thet • maa • vell • en • asen • vare • som • tagher •
mer • paa • ånd • han kand båre 1527. Det er Adam van Duren,
den indvandrede westphalske bygmester og billedhugger, der
Fig. 2
lufter sin jævne livsvisdom. Ogsaa han har delt sin samtids interesse
for det gamle. Skønt udlænding lærte han sig sit nye lands gamle
skrift og ristede paa et par af domkirkens søjler med pyntelige runer
sit plattyske Got help 2 (fig. 2). Som indvandret kan han jo ikke
have haft noget nedarvet kendskab til de gamle nordiske bogstaver.
Han kommer til Norden og lærer sig dem, fordi han deler sin europæiske
samtids interesse for alt, hvad der hører fortiden til.
Kan Rønnows runerække opfattes som en indledning til den humanistiske
renaissances studium af de gamle indskrifter, saa kan Adam
van Durens to smaa ristninger i Lund staa som indledning til de følgende
aarhundreders fabrikation af nye.
Her skal kun ganske kort omtales runernes brug til skrift i det
16. aarhundrede; emnet er grundigt fremstillet af Thorsen i hans tillæg
til udgaven af Codex Runicus af Skaanske Lov (1877): Om Runernes
Brug til Skrift udenfor det monumentale. Hans synspunkt,
at der ligger virkelig tradition til grund for Mogens Gyldenstjernes,
Bent Billes og andres runekendskab kan selvfølgelig ikke blankt afvises.
Det forefalder dog ulige sandsynligere, at disse personer, som
hørte hjemme i de adelige kredse, har fulgt en mode og anskaffet sig
1 Johannes Meursius, Historia Danica, Amsterdam 1638 p. 21 (Firenze 1746
sp. 47). 2 O. Rydbeck, Lund domkyrkas byggnadshistoria, 1923 p. 238 og 241
—243, fig. 203 og 205.