Danske Studier 1939

VORE YNGSTE RUNEINDSKRIFTER 115
kommer paa fingerringen fra Revninge 1 og blypladen fra Odense 1 .
Længere latinske texter af magisk art læses paa den nævnte Odenseblyplade
fra det 13.—14. aarhundrede og paa kirkeklokken fra Hardeberga
2 (Skaane). Naar disse formler, der alle er indført kristeligt
gods og som staar i nøje tilknytning til latin-kulturen, skrives med
runer, skyldes det næppe, at de præster, som har leveret dem, eller
som selv har skrevet dem, har fundet sig bedst til rette med runerne,
men snarere at runerne allerede for visse moderne, europæisk orienterede
kredse stod som gammeldags tegn, der var velegnede til anvendelse
i magiske formler, som de forlenede med et extra tilskud
af dunkel magt.
Det ser ikke ud til, at runemoden har varet middelalderen ud;
blandt de mange danske indskrifter er der ingen, som med sikkerhed
eller overvejende sandsynlighed kan dateres til 1400-aarene. At kartografen
Claudius Clavus 3 (f. 1388) har fundet det passende paa sit landkort
i stedet for virkelige islandske stednavne at anbringe runetegnenes
navne fra en islandsk runeremse kan ikke udlægges som bevis
for, at han har haft noget virkeligt kendskab til den gamle skrift.
Men lige efter 1500 er der et par exempler, der tyder paa, at nu vaagner
interessen for runerne igen. Slutningen af middelalderen havde paa
forskellige omraader været en nedgangsperiode. Efter 1500 vaagnede,
delvis efter udenlandske forbilleder, atter en stærk national følelse,
og med den skulde ogsaa fortiden, helst naturligvis hvor den kunde
bidrage til fædrelandets hæder, genoplives. Derfor blev meget af det,
som ved denne tid var ved at gaa i glemme, draget ind i de hjemlige
humanisters interesse for nationens fortid. Og saa blev da ogsaa runerne
grebet og fastholdt af folk med historisk sans og interesse.
Her fortjener først selve roskildebispen at nævnes. Joakim
Rønnow har indvendig paa bindet af sin Aristoteles 4 , som nu opbevares
paa det Kongelige Bibliotek, gjort en hel del notater. Blandt
dem læses ogsaa eth runne abeceth som gamle danske brugthe
nar thy kasthe rhunner och en nu staar i gamle stene
1 Moltke i Acta Ethnologica, 1938 p. 120—122, 125—128. a "Wimraer, De
danske Runemindesmærker IV, 1, 1903—1904 p. 144 f. 3 A. A. Bjørnbo og
Carl S. Petersen, Fynboen Claudius Claussøn Swart, 1904 p. 1'38—141. * Totius
philosophiæ naturalis Aristotelis paraphrases. Paris 1521.
8*