Danske Studier 1939

114 ANDERS BÆKSTED
synspunkt er tidligere blevet fremsat for runehaandskrifternes vedkommende,
men er ikke før blevet sat i forbindelse med selve indskriftsmaterialet.
Som yderligere støtte for synspunktet skal anføres, at rundt regnet
fjerdedelen af de bevarede middelalderlige indskrifter er affattet i
latin, og at saaledes i det mindste disse paa en eller anden maade maa
skylde gejstligt uddannede, for hvem de latinske bogstaver -var de
egentlige skrifttegn, deres tilblivelse.
Et direkte og talende vidnesbyrd om, hvordan disse .moderne'
runer er blevet udbredt, og hvad man har brugt dem til, er, i forbindelse
med fortællingen om Valdemar Sejrs og Olåfr ]>6r5arsons,
Hvitaskålds, glæde ved at sysle med fortidens frasagn 1 , Olafs egen
beretning om kongens snilde sammenstilling af runerne til en sætning,
et .Hypogrammon Runicum' (Sveinbjorn Egilsson), hvori alle runerækkens
tegn forekommer 2 .
I det foregaaende er det søgt klarlagt, at visse af middelalderens
runeindskrifter kan opfattes som en art kuriositeter, uægte udfra det
synspunkt, at de er resultater af forsøg paa at skabe noget i ,gammel
stil', i en stil, som i virkeligheden var ved at blive den paagældende
tid fremmed. Imidlertid har runerne i middelalderen som bekendt
ogsaa haft en udbredt praktisk anvendelse til trylleformler. En del
af disse bør muligvis ogsaa opfattes som en bevidst anvendelse af de
gamle tegn til forskel fra de latinske bogstaver, som ved denne tid maa
have været de almindeligste. Man tør nok gaa ud fra, at en del af disse
specielt middelalderlige formler blev skrevet med runer, fordi runerne
for den, der skulde anvende tryllemidlet, var gamle og halvvejs glemte,
derfor ogsaa mystiske tegn, en sær skrift af fremmedartet virkning;
runerne har rimeligvis i mange tilfælde for vedkommende troldmand
fungeret paa lignende maade som græske bogstaver og runer og hjemmegjorte
tegn i det 18. og 19. aarhundredes Cyprianus-bøger. Her kan
f. ex. nævnes den hyppige Ave Maria-bøn, der i middelalderen ansaas
for at være en særdeles virksom djævlefordriver. Foruden paa den
allerede omtalte Ikast-sværdknap findes den bl. a. paa kirkeklokken
fra Hæstrup 3 . Typiske og almindelige middelalderlige trylleord fore-
1
Sogur Danakonunga, utg. av Carl av Petersens och Emil Olson, 1919—1925
p. 287. a Islands grammatiske litteratur i middelalderen II, 1884: Den tredje
og fjærde grammatiske afhandling i Snorres Edda, udg. ved Bjflrn Magnusson
6lsen, p. 45 f.
3 "Wimmer, De danske Runemindesmærker, Haandudgave ved
Lis Jacobsen, 1914 nr. 219.