Danske Studier 1939

112 ANDERS BÆKSTED
saa øjensynligt det er, at der i Valdemarstiden har levet mennesker,
for hvem runerne var den naturligste, maaske eneste skriftart, ligesaa
sikkert synes det, at der allerede paa samme tid fra lærd side er blevet
gjort et bevidst, kunstigt forsøg paa at holde den gamle nationale
kulturfaktor, som runerne var, i live ved siden af de latinske bogstaver,
der sejrrigt trængte frem paa alle felter. Naturligvis kan grænsen
mellem de to arter af indskrifter nu kun antydes.
Mest iøjnefaldende blandt alle disse runemindesmærker, der blev
frembragt samtidigt med at dansk middelalderlig latin-kultur satte
europæisk vurderede frugter som Saxos og Andreas Sunesøns berømte
værker, er den sten, som engang efter 1178 og-sandsynligvis før 1201
blev rejst ved Norra Åsum kirke i Skåne til minde om.kirkens to
bygherrer, uden tvivl sat der paa deres egen foranledning: -f- krist j
mario ; sun • hiapi • pem • ær • kirku • pesi | gerbo•• absalon
i ærki • biskup • ok•• æsbiorn muli • Kristus, Marias
søn, hjælpe dem, der byggede denne kirke: Absalon ærkebiskop og Esbjørn
Mule 1 . Her er det altsaa selve ærkebispen, den første blandt
alle landets latinskrivende præster og munke, der lader riste runer
paa en sten til forherligelse af sit værk.
Der kan vel næppe være nogen grund til at tvivle om, at Absalon
for det meste har skrevet og ladet skrive latin. Hans indskrift i runer
bør da rimeligvis opfattes som en bevidst holden fast ved noget nationalt
præget gammelt, allerede nu forsvindende, i en fædrelandsbegejstret
tid, hvor interessen for det fra ; fortiden overleverede.—
heriblandt runerne — var lysvaagen og opfordrede til efterligning
og fortsættelse. I samme retning peger det forhold, at her er tale
om en rejst sten. Middelalderen kender ellers kun de liggende ligstene.
'''•'••
Blandt de middelalderlige indskrifter er der flere andre, som mere
eller mindre direkte tyder paa, at runerne ikke har været: ophavsmændenes
sædvanlige skrift. Bregninge-stenen er ristet af den gejstlige
Helge degn, men iøvrigt ornamenteret og hugget af den formodentlig
ikke skrivekyndige mester Bo —.: helge diakææn : ristæ
1 Indskriften gengivet i Scandia V, 1932 p. 111. Absalon blev ærkebisp 1178
og døde 1201. Wimmer mente, at stenen var sat til minde om de to bygherrer
efter deres død. Naturligst glider den, som Erik Moltke har. paavist, ind i rækken
af de indskrifter, hvormed bygherren,, evt. bygmesteren, .signerede', sit værk:
kirken. Jvf. Wimmer, De danske Ruriemindésmærker, Haandudgave ved Lis
Jacobsen, 1914 nr.'224 Lund, 227 Børglumj 231 Kragelund, 259 Søndbjerg o. a.