Danske Studier 1939

VORE YNGSTE RUNEINDSKRIFTER
AF
ANDERS BÆKSTED
D et unægtelig noget uklare skel mellem ,ægte' og ,uægte' runeindskrifter
drages for det meste som en temmelig skarp tidsgrænse
mellem middelalder og nyere tid. Runeskrift fra før 1500 betragtes
regelmæssigt som ægte runemindesmærker, der staar i direkte
forhold til ældre tiders traditionelle runeskik, medens indskrifter fra
tiden efter c. 1500 ligesaa regelmæssigt betragtes som en art kuriøs renaissancebevægelse,
der i første række skylder lærd interesse for fortidens
skrift sin tilblivelse. Samtidig har man dog holdt en dør aaben
til begge sider: de enkelte bevarede middelalderlige runehaandskrifter
karakteriseres — uden tvivl med rette — som en bevidst modebevægelse,
altsaa som en art uægte runeminder fra selve middelalderen,
medens adskillig folkelig runeskrift fra nyere tid, i Cyprianus-bøger
o. 1. — med mere tvivlsom ret — stiltiende er blevet betragtet som
folkelig tradition med rod i middelalderen.
Synderlig skarpere kan grænsen næppe heller drages, og den er
for saa vidt praktisk, som der faktisk er et ret afgørende skel mellem
de i middelalderen og de i nyere tid frembragte runemindesmærker.
Muligvis bør dog allerede en del af middelalderens indskrifter ikke
uden videre betragtes som et ganske selvfølgeligt led i den runiske
udvikling. Adskillige af dem kunde tyde paa at være bevidst arkaiseren,
frembragt som de er i et milieu, hvor runerne ikke var den fremherskende
skriftart, og af mennesker, som næppe til daglig har betjent
sig af runer. Det ser ud til, at det middelalderlige indskriftsmateriale
kan deles i to grupper, ikke tids- men arts-bestemte, hvoraf den ene
— og største — indeholder indskrifter, som hviler paa direkte tradition,
medens den anden — mindre — repræsenteres ved en del indskrifter,
der maa være frembragt af folk, som tilhører den fælles latinkultur,
som omkring 1200 havde en blomstringstid herhjemme. Lige-