Danske Studier 1939

100 INGER SIMONSEN
fejltagelsen. Hey var præst, og det alvorlige tillæg er religiøse digte
for børn. Mange af dem blev oversat allerede 1835 af Sille Beyer og
trykt i Molbechs „Julegave for Børn".
„Fabler for Børn", — titlen peger bagud. Det samme gør overskrifter
som „Hunden og. Katten", ;,Drengen og Egernet" og brugen
af dialog mellem mennesker og dyr og mellem dyrene indbyrdes.
Disse træk røber værkets afstamning fra det 18. aarh/s fabel, som
igen kan føres helt tilbage til den gamle græske fabeldigter Æsop.
I sin kærne er bogen imidlertid slet ikke traditionel. Igennem
den taler en ny tid, og det, den vil bringe barnetj er noget ganske
andet end det 18. aarh/s kloge og moralske sentenser. Det er smaa
billeder af livet, det liv, der rører sig ude omkring, i have og gaard,
paa mark og i skov, som er nært og fortroligt og dog nyt og interessant,
naar man blot faar øjnene rigtig op for det.
Her skildres trækfuglenes ankomst om foraaret,-svalens, og storkens
redebygning og rugetid, deres omsorg f or ungerne, livet sommeren
igennem og afskeden om ef teraaret. Vi ser vinterens fugle, ravn
og spurve, ser smaafuglene flokkes ved ruden eller paa sneen foran
loen. Flagermus og ugle, egern, hare og hjort og de smaa fisk i dammen
er børnenes venner. Fjenderne er ulv og ræv og de slemme rovfugle,
som truer høns og kyllinger. For af alle dyr er husdyrene selvfølgelig
de kæreste og fortroligste. Dem kan barnet trygt nærme sig,
undrende og spørgende, og i smaa samtaler aabenbarer dyrene deres
væsen. Kaninerne kender den, der bringer dem kaalblade, og svanerne
svømmer til land for at tage brødet af barnets haarid. Kattekillinger
og lam og, fremfor nogen, de mange smaa og store hunde er barnets
legekammerater; vel opståar dér af og til uoverensstemmelser, men
de ender altid med forsoning.
Hey lader dyrene tale. Det gjorde de ogsaa i den gamle fabel,
men formaalet med dette kunstgreb er hos ham et andet. Dyrehammen
er ikke en forklædning; fablerne har ikke en filosofisk eller
satirisk pointe, og deres indhold. kan ikke samles i en slutmorale
eller ordsprogsagtig sentens. Det er rigtige levende dyr, som de løber
omkring derude; og det, de siger, er kun, hvad en opmærksom iagttager
med lidt fantasi maa lægge i deres bevægelser, miner og „stemme".
At fuglene, der sværmer om uglen, driller den, er da en klar sag. At
den pibende kylling føler sig hjemløs og hjælpeløs, riaar den er kommet
bort fra hønen, vil ingen benægte; eller, at fuglens skrig, naar