magasinet - Bergsbureau.dk

magasinet 

SKRIGHALSEN 

Kalle Post 

HANSAAGE BØGGILD 

Fortælleren 

HUSSEIN AL-KARIM 

3700 Rønne 

TRADITONEN TRO 

Kildefesten 

Pris kr. 60,- 

2003 > NR.1 

VI TRÆNGER SÅDAN TIL 

Bornholm 

magasinet bornholm | 1

2 | magasinet bornholm 

Skippertorvet · Nexø Havn · 56 44 10 81

A visit is a must 

www.BalticSeaGlass.com www.BenteHammer.dk 



SERVERINGSFORSLAG

A T F O R T Æ L L E B O R N H O L M 

Magasinet Bornholm 

udgives af de Bornholmske 

Borgerforeningers 

Samvirke med økonomisk 

støtte fra Indenrigs- og 

Sundhedsministeriets 

Landdistriktspulje og i samarbejde 

med Leader+ med økonomisk 

støtte fra EU. Magasinet 

udkommer i november på dansk 

og i maj på dansk og engelsk. 

Ansv. redaktør 

Jørgen Hammer 

Produktion 

Konnect, Gl Rønnevej 17B, 

3730 Nexø, 70 20 29 49, 

www.konnect.dk 

Artdirectors 

Engelke Toklum og 

Frank Eriksen 

Annoncer 

Lone Thomsen, 

Konnect Kommunikation - 

70 20 29 49. 

Annoncepriser 

www.bornholmliv.dk 

Oplag 

14.000 

Oplaget sælges overalt på 

Bornholm. 

Tryk 

Svendborg Tryk 

Bornholm er et særegent sted. Historien, naturen, 

sproget, byggeskikken, maden, roen, kunsten og 

kunsthåndværket, livet som det leves viser tydelige 

træk af en regional identitet. En afsides beliggenhed 

og det beskyttede vand gør en forskel, gør Bornholm 

til noget unikt. 

Magasinet Bornholm præsenterer fænomenet Bornholm. 

Magasinet fomidler og sætter øens gode historier 

i scene, graver i fortiden, finder pejlepunkter for 

fremtiden og sætter kulturen i relief. 

For mange er Bornholm en ø, der tager plads i hjertet. 

For mange er Bornholm et sted, som ikke passerer 

ufordøjet. En ø, som man er nødt til at vende tilbage 

til. 

Magasinets mission er at give mulighed for at komme 

lidt tættere på. Missionen er kort sagt, at ’fortælle 

Bornholm’ for både herboende og vores gæster. 

Det er vores håb, at resultatet af vores anstrengelser vil 

resultere i udsigt og indsigt, formidle inspiration og viden 

og præsentere historier, der kan fortælles videre. 

For Bornholm er en god historie værd. Tag godt i mod 

magasinet. God fornøjelse. 

Jørgen Hammer, 

Ansvarshavende redaktør 


En topmoderne biograf i nostalgiske rammer 


...fortsættes i Rønne Bio 

Rønne Bio viser over 30 premierer om året - både 

danmarks-/verdenspremierer, vi har en børnefilmklub, 

en støtteforening ved navn Rønne Bios Venner 

og er med i Biografklub Danmark, hvor man kan få 

billetter til halv pris. 

Biografens kinotekniske udstyr er fra 2003: 

Vores lydsystem hedder: Dolby Digital Surround 

Ex. (efter gældende THX-standard) - det nyeste der 

findes på markedet. 

Vores kinomaskine hedder Ernemann E15-5000 og vi 

har nyt lærred, så også billedkvaliteten er i top. 

Vi har 250 nye, komfortable stole og god benplads 

mellem rækkerne. 

Den gamle stil fra 50’erne er bevaret i både foyer 

og sal. Biografen er fra 1951. 

Rønne Bio har gennemgået en større salrenovering 

i 2003.

Forside 

Klipperne ved Vigehavn har 

gennem århundreder været 

skueplads for folkets hyldest 

til den hellige kilde. I dag 

er kildefesten I Svaneke tæt 

forbundet med fejringen af 

årets konfirmander. 

Model: Najda Karadza 

Styling: Mette Itenov 

Fotograf: Torben Villumsen 

I N D H O L D 

8 

16 

20 

30 

45 

46 

58 

64 

70 

76 

86 

94 

HUSSEIN AHMAD ABDEL AL-KARIM, 

3700 RØNNE 

Hussein er langsomt ved at slå rødder på 

Bornholm efter flugten fra 

Sadam Husseins Irak 

SMID ØSTERSØENS DRONNING PÅ 

TALLERKNEN 

Torsk, torsk, torsk. Rita Kofoed – ja, den Rita 

– og Frank Truberg deler ud af deres 

opskrifter 

FU SHAN HAI OG EDDERFUGLENE 

I 19 år har han kigget ud over havet - Niels 

Sørensen er fyrmester på Hammer Odde Fyr 

DET BORNHOLMSKE SPISEKAMMER 

Preben, Thorkild, Nils, Jørgen, Jesper. Fem 

ildsjæle med en fælles interese for mad, 

drikke og livskvalitet. Om det gode øl, 

den bornholmske rødvin, Spegelars, den øko- 

logiske is og bornholmernes eget mel 

ER BORNHOLMERNE NÆRIGE 

Eller historien om, hvorfor Onkel Joakim taler 

bornholmsk, når Disney-sjov ruller over skær- 

men hver fredag aften 

AT FORTÆLLE BORNHOLM 

I snart en menneskealder har han ’fortalt 

Bornholm’. Han er fortælleren. Mød Hansaage 

Bøggild 

TRADITIONEN TRO 

Kildefesten i Svaneke er noget særligt. En 

særegen cocktail af gammel mystik og kris- 

tendommens ritualer 

PRÆSTESNÛDAN I PEDERSKER 

Lyseblå Lada af ubestemmelig alder. En ciga- 

ret i flaben. Og præstekrave. Ung nyuddannet 

præst tager livtag med ’landsby-Bornholm’ 

VI TRÆNGER SÅDAN... 

Gilla og Karl Kruschel har rejst kloden tynd, 

men hvert år holder de tre ugers ferie på 

Bornholm. I år for 25. gang 

KALLE, KALLE, KALLE 

Alle kender Kalle. Kalle kender alle. Kalle Post 

fra Svaneke, stjerne for en aften, rocksanger, 

eller bare Henrik Brandt Schou 

EN OMVEJ PÅ 20 ÅR 

Om brændt pandehår og svedne øjenbryn. 

I 20 år gnavede ormen, inden Svend Holst- 

Pedersen endelig endte som glasformgiver 

DET SIMPLE ER SVÆRT 

Unikt bornholmsk møbeldesign på kanten af 

Utzon. Om far og datter, der bare ikke kan 

lade være 


Eksotiske grøntsager 

Hussein Ahmad Abdel Al-Karim, 

3700 Rønne 

Et arabisk hjørne i Rønne 


DE HAR HAFT DEM I KØBENHAVN I ÅREVIS 

– BUTIKKER, SOM MINDER OM, AT DER ER EN 

VERDEN FJERNT FRA DANMARK, HVOR MAN 

SPISER ANDERLEDES, TALER ANDERLEDES 

– OG HOLDER ÅBENT FRA SILDE TIL SENT. 

RØNNE HAR FÅET SIN FØRSTE ARABISKE 

BUTIK, ÅBNET AF FLYGTNINGEN HUSSEIN 

OG HANS FAMILIE. 

Tekst: Torben Østergaard Møller/Foto: Poul-Erik Rath Holm

Eksotiske grøntsager 


Hussein Ahmad Abdel Al-Karim, 

3700 Rønne 

Et arabisk hjørne i Rønne 

Du skal sidde der,« siger Nabba og peger 

på en stol. 

»O.K,« siger jeg. 

»Nej, dér,« siger hun så og peger på en 

ny stol. 

»Nåh, okay,« siger jeg og griber ud efter 

den i stedet. 

»Nejnej, du skal sidde på dén stol,« siger 

hun og bringer en tredje i spil. Så fniser 

hun: 

»Jeg driller bare,« siger hun fornøjet. 

Sådan er syvårige piger. Fulde af spilopper 

og krudt og små hurtigt affyrede 

dagsordener. Uanset om de kommer fra 

Bornholm, Bagsværd - eller Bagdad for 

den sags skyld. 

Hun kommer fra Bagdad, den lille mørkhårede 

skønhed Nabba. Men nu er hun 

i fuld færd med at omplante sit spæde 

rodnet til Rønne sammen med sin familie, 

faren Hussein Ahmad Abdel Al-Karim, 

moren Najwa, og den nye baby, som 

denne dag endnu ligger i mors mave og 

trækker tiden lidt ud, som om den godt 

ved, at det ikke er helt uproblematisk at 

skulle skifte et velkendt miljø ud med et 

nyt og fremmedartet. 

Egentlig skulle vi høre familiens historie 

– hvordan, hvornår, hvorfor blev 

det nødvendigt at forlade fædrelandet 

Irak? Men der er flere barrierer. Husseins 

dansk er selvfølgelig ikke efter blot 

ni måneders danskkursus udviklet i en 

grad, så samtalen kan flyde uhindret. 

Dernæst er ønsket om at lægge puslespillet, 

der fortæller om, hvad der gik 

galt i Irak, lille. Der var noget med problemer 

med navnebroderens, den afsatte 

diktator, Saddam Husseins, kusine. Men 

hvilke vil han ikke så gerne nærmere 

ind på. 

10 | magasinet bornholm

Men enfin, nu bor Hussein og familien 

i Rønne, og på Lille Torv er han blevet 

næringsdrivende med egen butik, 

Sindbad, som er en blanding af en købmandshandel 

og en kiosk, men med det 

absolutte særpræg, at den i udformning 

og vareudbud giver mindelser om familiens 

oprindelsesland - eller for den sags 

skyld et væld af tilsvarende butikker på 

brokvartererne i København. 

Dér i baglokalet sad vi, - nogle dage før, 

Nabba drillede mig ved middagsbordet 

- og skulle tale sammen og opdagede, at 

sprogbarrieren stod lidt i vejen. 

Men det står dog fast, at Hussein ankom 

til Sandholmlejren 18. oktober 2000. 

Efter at have rundet flere andre lejre 

endte han omsider i asylcentret ved Rønne, 

men har nu fået sin opholdstilladelse 

og bor i en lejlighed i Højvangsparken, 

Rønne, med sin familie. At han stak af 

til Danmark skyldes, at landet 

befinder sig i Europa, hvor der 

er demokrati. Han har brødre i 

Sverige og Holland, mens to andre 

brødre, en søster og moren 

fortsat er i Bagdad. 

»Hvordan var livet i Bagdad, før du 

flygtede?« 

»Det var sådan … almindeligt.« 

»Hvad savner du?« 

»Det ved jeg ikke,« griner han forlegent. 

»… jeg savner min mor,« tilføjer han så. 

For 13 måneder siden fik Hussein sin 

kone og sin nu syvårige datter, Nabba, 

til Bornholm. Datteren går i skole på 

Åvangsskolen i Rønne, og »min kone får 

ingen penge fra kommunen,« pointerer 

Hussein. 

Hussein har en makker i butikken, Hani 

Al-Sadawi, som slet ikke taler dansk, 

men til gengæld kan engelsk. Det er et 

engelsk, som heller ikke er let at forstå, 

men han taler gerne – bl.a. om, hvordan 

mange måske synes, at alle ’sorte’ er ens, 

men sådan er det ikke, pointerer han. 

»Jeg har lært danskere at kende,« siger 

han. 

»Og så er der ingen problemer.« 

Hani, som ikke har fået - men håber at 

få - opholdstilladelse, vil hellere være på 

Bornholm end f.eks. i København. Det 

er en lille ø, hvor der ikke er så mange 

problemer - »og der er heller ikke så 

mange arabere!,« griner han. 

I København ser man mere arabere som 

én stor masse, på Bornholm føler han, 

der er større chance for at blive opfattet 

som et individ, et menneske. Og får han 

lov at blive i Danmark, drømmer han om 

at åbne en shawarma-bar. Øens første. 

Men hvad med at droppe alle historierne, 

hvorfor ikke bare mødes om noget, 

som de fleste mennesker interesserer sig 

for. Man siger, at et smil er den korteste 

vej mellem to mennesker, men en anden 

genvej til forståelse og menneskelig kontakt 

er mad. 

Så vi laver en aftale. De arabiske traditioner 

for mad bliver naturligvis holdt i 

hævd i det husseinske hushold, så hvorfor 

ikke mødes en dag, så jeg kan deltage 

i kokkereringen af et typisk arabisk mål- 

tid mad og den efterfølgende spisning, så 

vi samtidig kan se, hvordan familien har 

indrettet sig. 

Denne torsdag viser det sig, at vi ikke 

helt har haft samme forståelse af aftalen. 

Hussein tager mig nemlig med 

fra butikken og hen om hjørnet, hvor 

Hanis danske kæreste, Pia, bor. Og her 

står højgravide Najwa og er gesvindt i 

fuld gang med maden. Ude i gården står 

grillen tændt op og Hani og Hussein går 

til og fra med kebab på specielle irakiske 

flade spyd, som de lægger på og nøje 

overvåger. 

Lidt arabisk særpræg er der dog i pærebornholmske 

Pias hjem, konstaterer jeg 

med henvisning til en stor vifte, som 

hænger i loftet i den hyggelige stue. Den 

er nok kommet op på foranledning af 

Hani i løbet af det halvt år gamle forhold, 

tror jeg – men nej. 

»Den fik jeg af min far for 20 år siden, 

da jeg boede i Hasle. Lugten af fisk fra 

havnen var meget stærk, så jeg kunne 

ikke li’ at sove for åbne vinduer om sommeren. 

Så hængte han den op for mig,« 

siger Pia. 

Under middagen går snakken og godmodige 

drillerier flyver over bordet. 

»Se, han ligner Budha,« siger Hani og 

peger først på en figur, der sidder i reolen, 

og så på Hussein , som er en mand 

med en fyldig pondus. 

»Han spiser meget god arabisk mad.« 

»Ja,« siger Hussein grinende »og når vi 

har spist, skal vi alle sammen sove, man 

bliver træt oven på sådan et måltid.« 

Og snakken går om livet i Bagdad. Om 

hvordan kvinderne ofte tilberedte maden 

i fællesskab og om spisevanerne: 

Morgenmad kl. 8, frokost kl. 14, te med 

f.eks. youghurt og brød eller dadler kl. 

16, aftensmad kl. 21 … 

»Og vi kunne tanke bilen op 

for en dollar. Én dollar,« siger 

Hani. 

Senere går Hussein tilbage til 

butikken, og Hani fortæller 

en sjov historie. Det er noget 

med en lille mand og en stor 

mand, som kommer op at 

toppes, men vi forstår ikke, 

hvad det præcis er, der er morsomt. 

Hanis krop hopper af grin ved tanken, 

men trods flere forsøg på engelsk forstår 

vi ikke historien, hverken jeg eller hans 

danske kæreste, som han kærligt klemmer 

i ny og næ, eller Pias datter på et 

par og tyve, som er stødt til selskabet. Til 

morens fortrydelse har hun netop spist 

en burger fra Mormors grill, og er derfor 

ikke fristet af måltidet, som stadig står 

på bordet. 

Så sætter Hani et videobånd i maskinen 

og en arabisk udgave af Gøg og Gokkeagtig 

slapstickhumor toner frem. Givetvis 

kendte skuespillere på de kanter, men vi 

forstår stadig ikke, hvad der foregår. Pyt 

med det. Stemningen er intakt, vi sidder 

en flok mennesker mætte og tilfredse, og 

Hani smiler bredt over sin video. Og den 

korteste vej mellem mennesker er som 

bekendt et smil. 


Velkommen til Sindbad 


VARERNE I DEN ARABISKE 

BUTIK PÅ LILLE TORV I RØNNE 

ER EN SKØNSOM BLANDING 

AF KENDT OG UKENDT. 

Tekst: Torben Østergaard Møller/Foto: Poul-Erik Rath Holm 

Fra højttalerne lyder musik, som for en 

vesterlænding virker både fremmed og 

eksotisk. Violinbuerne trakterer violinen 

på en højst uvant måde. Men luk øjnene 

et øjeblik og pludselig vil en mavedanser 

tone frem på det indre af øjenlågene. Vi 

står i Hussein Ahmad Abdel Al-Karims 

butik, Sindbad, og studerer hylderne. En 

dansk kunde kommer ind. 

»Har du Harissa?« 

»Ja,« siger Hussein og peger på en hylde 

med dåser. 

»Nej,« siger kunden. 

»Det, jeg leder efter, er en tube med noget 

stærkt krydderi.« 

»Ja,« siger Hussein, »Harissa – det er 

arabisk, ikke?« 

»Øh, jo, det er det vel,« siger kunden. 

Han fandt ikke noget Harissa, i hvert fald 

ikke den Harissa, han kom efter. 

Da Hussein boede i Bagdad havde han 

sammen med sin bror en engros-forretning, 

hvor de solgte ris, olie osv. 

Broren er stadig i Irak, hvor han nu har 

en bilforretning. Men Hussein er igen i 

fødevarebranchen. 

Cafe Najjar Classico er typisk arabisk 

kaffe med kardemomme i, men her 

er også tyrkisk nescafé og brasiliansk 

Queen Gold. Eller en stribe forskellige 

Ceylon-te, heraf én som også har kardemomme. 

Her er pakistanske ris i store sække og 

arabisk sesampure på dåse, som man 

kan blande i sin hummus (som fremstilles 

af kikærter og har en cremet konsistens, 

og som Sindbad også sælger), eller 

man kan spise den alene sammen med 

dadler og evt. brød. 

Irakiske dadler – »dem spiser man mange 

af i Irak med yoghurt, brød og te,« 

siger Hussein. 

Her er Halva – arabisk slik med enten 

kakao eller pistacienød. 

Her er tyrkiske oliven – 6 slags. 

Bønner og kikærter (hele og halve) i 

massevis.



Irakiske pickles, som arabere spiser meget 

til maden. »Den holder kun to dage hos os,« 

siger Hussein og peger på et glas med 1.700 

gram. 

Kyllingekødpølse, oksekødpølse og kyllingecocktailpølser 

på dåse, alt halalslagtet. Og af 

en eller anden grund fra Kroatien. 

Fire slags bulgur, diverse linser – og vandpiber!, 

som Hussein siger både arabere, danskere 

og turister køber. Men hvorfor ryge 

vandpibe fremfor almindelig pibe? 

»Nikotinen bliver i vandet,« forklarer Hussein, 

som gerne selv nyder et stop i ny og næ. 

Han har i øvrigt 17 forskellige typer tobak, 

man kan lade gå op i røg. 

»Salaam,« lyder det – der er kunder i butikken, 

og imens kan jeg konstatere, at man 

også kan købe lidet eksotiske varer som Nivea 

Creme, Kinder æg, Ritter Sport, Bounty 

og Milky Way. Fra fjernere egne kan man få 

lækkert udseende kage, som en af kunderne 

forklarer er meget søde, og som man både 

spiser i Tyrkiet og i de arabiske lande. Disse 

stammer godt nok fra Orient konditori, som 

ligger på N. Grängesbergsgatan 8 i Sverige. 

INSPIRATION FRA DET ARABISKE KØKKEN 

Det traditionelle irakiske køkken er både varieret 

og krydret. Lam og kylling dominerer, gerne tilberedt 

i en stærk sovs serveret med ris. Der bruges 

masser af grøntsager: auberginer, courgetter, 

løg, citroner, peberfrugter og hvidløg. 

PRØV F.EKS. DULMA - FYLDTE COURGETTER: 

8-10 mellemstore courgetter 

250 g hakket lammekød 

1 mellemstort finhakket løg 

1 fed finhakket hvidløg 

1/2 spsk. paprika 

1/2 spsk. salt 

3-4 spsk. olie 

3 spsk. tomatpuré 

1 spsk. citronsaft 

2 dl. hakket bredbladet persille 

Udhul courgetterne og hak noget af fyldet til 

farsen. Rør en fars af resten og fordel fyldet i 

courgetterne. Smør et ildfast fad og læg de fyldte 

courgetter i. Hæld lidt vand ved. Dæk dem til og 

bag dem ca. 35-40 min. ved 200 grader. 

Serveres med ris, salat og yoghurt. 

Her er også Irakiske squash, som er mindre 

og lysere, end dem man normalt ser. Og så 

nogle frugter, som kunne minde lidt om et 

æble, men som har en hård skal. Hvad hedder 

de på dansk? 

Hussein spørger datteren Nabba, men hun 

ved det ikke, og en af de kunder, som står i 

butikken og netop er ved at købe nogle, ved 

det heller ikke. Han er også fra ’orienten’, 

men taler dansk. 

»Man skærer dem op og spise det inderste,« 

siger han beredvilligt. 

»Du kan også få dem i Kvickly, men de er 

billigere her. I Kvickly koster de fem kroner.« 

»Nej 10,« indskyder en anden kunde. 

»O.K., men her kan du få fem for 20 kr.,« 

siger den første kunde. 

Han køber beredvilligt en ekstra og Hussein 

fremskaffer kniv og tallerken. Og snart står 

jeg og smager på denne dejlige frugt, som 

minder om passionsfrugt. Og - passionsfrugt 

eller ej, den kan fås i Sindbad. 

BAKLAVA – TIL DEN SØDE TAND 

500 g mel 

1 pose kartoffelmel 

125 g smør 

250 g valnødder 

75 mandler 

1 kop yoghurt 

1 æg 

400 g sukker 

1/2 citron 

1/2 l vand 

Tag sukker og citron i en gryde, og lad det koge 

indtil det bliver klistret. Mel, smør, æg og yoghurt 

æltes til en blød dej. Valnødder og mandler hakkes 

til fyld. Del dejen op til 25 stk. Stykkerne 

formes til små stykker i æggestørrelse, og hviler i 

10 minutter. Stykkerne rulles på mel/kartoffelmel 

så de passer til pladen. Første stykke smøres med 

olie, anden stykke med fyld i, og lægges oven på 

hinanden. Sådan gøres der med resten af stykkerne. 

Det samlede kage, skæres i trekanter. 

2 kopper olie varmes i en gryde, og hældes over 

hele baklava. Bages i en ovn ved 125 grader i ca. 

½ time, indtil den har en lækker gylden farve. Når 

baklava er bagt og afkølet, hældes glasur på. Baklava 

skal stå og trække glasuren i 2 timer. 

Serveres med te eller kaffe.

www.unoform.com 

Hooked on a feeling 

Lad hænderne glide over træets flader. Iagttag de elegante fingertapninger, 

de håndslebne overflader og den holdbare skønhed. Oplev at hver detalje 

forener æstetik og funktion på den mest gennemtænkte måde. Mærk med 

alle sanser, at du har investeret i den ægte vare. Og nyd den snigende 

afhængighed. 

Sådan er uno form – et dansk designmøbel tegnet af Arne Munch i 1968. 

HTH køkkenforum Torvet 12 - 14 3720 Åkirkeby Tlf. 5697 4994 


NOVEMBER OG DECEMBER ER GODE MÅNEDER FOR 

BÅDE RØDKÅL OG TORSK. OG FRANK TRUBERG FRA 

BRASSERIE TRUBERG I NEXØ GIVER EN SIMPEL OPSKRIFT 

PÅ, HVORDAN MAN FÅR TORSK OG RØDKÅL TIL AT 

SPILLE SAMMEN. 

TORSK ER HØJTIDSSPISE. NOGEN STEDER. MEN IKKE PÅ 

BORNHOLM. NIELS-ANKER OG RITA KOFOED I IBSKER 

KAN IHVERTFALD IKKE ERINDRE, AT DE NOGENSINDE 

HAR KOMBINERET GÆSTER OG KOGT TORSK MED 

GUDJEMMADYPPA. 


Østersøens dronning i julehumør - Nok til 4 personer 

FISKEN 

4 flotte stykker torskeryg med 

skind eller 

1 hel torsk på 2,8 kilo, inkl. 

hoved 

1 spsk durum-hvede 

Salt (F.eks. Læsø sydesalt). 

1 spsk god olie 

RØDKÅLEN 

1/8 frisk rødkål 

1/2 dl mørk portvin 

3 spsk lynghonning 

1/4 rød chili 

Vanille 

SAUCEN 

En håndfuld urterester: gulerod, 

selleri, løg, persillestilk eller 

hvad der nu forefindes i husholdningen. 

Torskehoved samt fiskerester. 

8 skalotteløg 

1 spsk koldt smør 

1 spsk tomatpuré 

2 laurbærblade 

5 hele peberkorn 

FISKEN 

2 kilo torsk (fanget dagen før) 

1/2 dl eddike 

1 spsk. salt 

15 peberkorn 

1 laurbærblad 

Fremgangsmåde: 

RØDKÅLEN 

Snit rødkålen meget fint. Tilsæt portvinen i gryde sammen med rødkålen og vanillen, 

som er flækket og delt i fire stykker. Tilsæt den hakkede chili uden kerner og tilsidst 

honning. 

Koges godt sammen i 12 minuter ved svag varme. Og er klar. 

SAUCEN 

Brun urterester, peber og laurbærblade til det er godt mørkebrunt. Tilsæt tomatpuré 

samt fiskerester og torskehoved uden øjne og gæller (flækkes i 4-6 stykker). Tilsæt vand, 

så det dækker. Koges ved svag varme en times tid. Saucen sigtes og reduceres til 2 dl. 

8 skalotteløg dels i kvarte. Brunes godt af. Boullionen tilsættes og koges igennem i et 

par minutter. Pisk det kolde smør i saucen. Smag til med salt og peber, og den er klar til 

servering. 

TORSKEN 

Hvis en hel torsk anvendes, skæres hovedet af lige bag finnerne ved hovedet. Kniven 

lægges ned, og man følger rygbenene hele vejen ned til halen. Resultatet bliver to filetter. 

Disse afpudses og befris for ben og er klar til brug. 

Husk at lade skindet sidde på. 

Skær filetterne ud i pæne stykker. De saltes godt og vendes i durum-mel. Kom olie på 

panden. Vent til olien er godt varm. Kom torsken på med skindsiden nedad. Steges ved 

moderat varme. Lad varmen trænge op i kødet. Torsken vendes først til allersidst og steger 

færdig på eftervarmen. 

ANRETNING 

Anret torskeryggen/filetterne på varme tallerkner eller direkte på pandejernet med 

sauce og rødkål. 

Jeg vil mene, at en skudefuld pillekartofler vendt i en håndfuld grofthakket persille samt 

en kande kælderkold Ølle-bølle vil klæde denne dronningspise vældigt. 

Velbekomme 

Frank W. Truberg 

Brasserie Truberg – Nexø. 

Kogt torsk med Gudjemmadyppa 

Nok til fire personer 

Torsken renses for skæl. Skæres i 2-3 cm stykker på tværs. Hoved 

og hale smides væk, bruges til suppe eller til hunden. 

Torsken kommes i kogende vand, så det dækker. I kogevandet er 

kommet 1 spsk salt, 1/2 dl eddike, 15 peberkorn og 1 laurbærblad. 

Koger til torsken er mør, til benet slipper. Cirka 5-10 minutter. 

Brug evt. en kogerist. Det gør det meget nemmere at få torsken 

op af gryden i pæne og hele stykker. Torsken skal serveres direkte 

fra gryden. Kog evt. torsken i to hold. 

SAUCEN 

1 dl fersk spæk i små tern 

1 dl løg skåret i små tern 

1/2 til 3/4 liter fiskevand 

maizena-mel 

salt og peber 

eddike 

2-3 spsk. sukker og fløde 

Spækket skal være fersk. Bacon eller andet røget spæk har en tendens 

til at dominere den fine smag af spæk og løg. 

Smelt spækket langsomt i en gryde. Løgene kommes i, når der er 

fedt nok til at de kan steges. Når løgene er blevet blanke, tilsættes 

fiskevandet. Jævnes med maizena-mel. Smages til med salt, peber, 

et skvat edikke og omkring 2-3 spsk sukker. Prøv jer frem - afhængig 

af smagsløg og lyster. Til slut tilsættes en smule fløde, der 

fjerner eddikens skarpe kanter. Og husk at den der smør’ godt, kør’ 

godt. Til retten serveres vand. 



Din lokale leverandør 

af bornholmsk kvalitetskød 

Kreaturer, Grise, Strudse, Lam og Ged 

Besøg også vort velassorterede slagterbutik - Brovangen 18 - 3730 Åkirkeby - Tel. 56971012 

haandvaerksslagteren@mail.dk - www.haandvaerksslagteren.dk

Jan Hällfors Intuitive Landscape 

Det er ingen kunst at finde et godt forsikringsselskab 

Tornegade 8, 3700 Rønne, telefon magasinet 5693 0000 bornholm | 19 

www.bornholmsbrand.dk

Tekst: Torben Østergaard Møller. Fotos: Flemming Pauk 


ÅRET RUNDT, URET RUNDT MED 

KIKKERTEN FOR ØJET, MED BLIKKET MOD HAVET. 

SYV MAND KONTROLLERER TRAFIKKEN PÅ VERDENS 

3. MEST BEFÆRDEDE FARVAND. 

NIELS SØRENSEN ER FYRMESTER PÅ HAMMER 

ODDE FYR PÅ NORDSPIDSEN AF BORNHOLM 

FU SHAN HAI 

OG EDDERFUGLENE



FU SHAN HAI 

OG EDDERFUGLENE 

» DET ER DA SMUKT SÅDAN EN MORGEN MED GLIMT I HAVET, HVOR MAN KAN 

SIDDE OG FØLGE EDDERFUGLENES ’BØRNEPASNING’ - ET PAR STYKKER BLI’R 

TILBAGE OG PASSER UNGERNE OG GIVER DE NÆRGÅENDE MÅGER TÆSK.

Sommerdagen sender en brise ind i det lille kvadratiske 

hus ved siden af fyret. Solens lys varmer klipperne, som 

lige uden for vin duet skråner ned mod havet, der glitrer 

som fiskeskæl. 

Nærmest en lille prik - for ment lig en båd. Men kikkerten 

står der - så sæt dog øjet til! 

Nu er det en jolle. Kikkerten forstørrer 60 gange. Tre 

mand i en båd. Hvid med rød ræling. ’Brutalis’, står 

der i agterenden. En måge vugger i vandet. Orange redningsveste, 

og de bærer alle kasketter. To blå og en hvid. 

De gestikulerer og roder lidt med noget fiskegrej. Den 

midterste ry ger på en cigaret. Et sidste dybt sug, og skoddet 

knibses ud i Born holmsgattet. Påhængsmotoren starter, 

og de glider lydløst lidt længere mod vest. Helt alene i 

deres egen verden. Tror de. 

SUN ELLER BLUE RUN 

Fyrmester Niels Sørensen har til bragt en stor del af sit liv 

med at kigge ud over havet. Alverdens ski be sejler forbi 

på en endeløs odyssé. Øjne følger dem overalt. Vandet 

mel lem Bornholm og Sverige er det 3. mest befærdede 

farvand i verden, og Niels Sørensens ’fangstplads’. 

Syv ansatte sikrer, at der døgnet rundt bliver holdt øje 

med de forbi passerende skibe. 

Lige nu er det ham, der har sat sig hen til kikkerten. Øjet 

til, stiller skarpt, koncentrerer sig. Hedder lastskibet langt 

derude i kimingen nu Blue Sun eller Blue Run? Selv 60 

gange forstørret op kan det være svært at se. 

»Nå, det må vi lige tjekke«, siger han og sætter sig ved en 

computerskærm, mens hans hund Mille, en tysk ruhåret, 

som altid er med på arbejde, følger ham med øjnene. 



FU SHAN HAI 

OG EDDERFUGLENE 

’Brutalis’ bemærker han knap nok. En snoldet jolle med 

tre mænd ombord er ikke interessant – med mindre de 

skulle opføre sig un derligt. Det samme gælder en motor 

båd endnu længere ude. Hvid båd med mand i hvid 

T-shirt. Ingen red ningsvest. Fiskestangen vugger ud over 

rælingen i agterstavnen. El ler den speedbåd, der suser 

forbi så hurtigt, at man skal være trænet for at kunne nå 

at fange den i kik kertøjet. 

»’Blue Sun’ hedder den,« siger han lidt efter. 

På computeren kan han finde stort set alle verdens skibe 

af en vis størrelse, med navn, billede og diverse specifikationer. 

Hver måned modtager fyret to opdaterede cdrom 

mer fra Bornholms Marinedistrikt fyldt med data 

om skibene. 

DRØMMEN DØR FOR MANGE 

I 15 år har Niels Sørensen været på fyret - siden 1999 

som fyrmester. 

Ikke alle kan klare livet på fyret. Der er for eksempel 

dem, der har væ ret forbi i ferien, og som under so lens og 

sommerens indflydelse sy nes, der er så dejligt, at her vil 

de gerne tilbage til igen. Permanent. 

Når det så lykkes dem at få job på fyret, kan de ikke 

klare det. Vin teren sætter sig igennem, og drøm men dør. 

Der sker simpelthen for lidt i de lange, kolde og mørke 

må neder. Pludselig savner de ca féerne, teatrene, biograferne, 

restau ranterne … 

»Vi havde et par, som simpelthen var chokeret over, at 

her ikke var en McDonald’s. Det var før den kom i Rønne«, 

siger Niels Sørensen. 

»Er man naturelsker, så er det fint nok. Men ellers er man 

havnet på den forkerte hylde.« 

Kun det evige rend af turister kan gøre ham en smule 

træt. Men først i slutningen af sæsonen. Og når vinteren 

har fået fat, så glæder han sig faktisk til at de vender tilbage. 

SØFARTSALFABETET 

»Uniform, ekko, lima, india … hører du efter?,« griner 

han i te le fonen, inden han melder de sid ste observationer 

til Bornholms Ma rinedistrikt. 

Han er uddannet tømrer, og en gang var han fisker, men 

det satte fiskerierhvervets krise en stopper for. Siden har 

han været her på skæret. 

»Fyret har gennem tiden opsuget man ge af de fiskere, der 

kom i klemme.« 

Han kom hertil som dreng for 30 år siden, da han sammen 

med fa milien flyttede fra Helsingør til Born holm. 

Faren var havbiolog og én af dem, som fiskerne, da kvoterne 

knækkede erhvervet, rettede vreden imod. Men 

faren kom nu godt ud af det med de lokale, inklusive 

fiskerne. Alligevel påvirkede situationen ham meget. 

»Det er ikke utænkeligt, at det var på grund af det, han 

døde allerede som 60-årig«, siger Niels Sørensen. 

EDDERFUGLENES BØRNEHAVE OG FU SHAN HAI 

»Hov«, siger han pludselig. 

»Hørte du det? Det var nattergalen. Den har fløjtet hele 

natten.« 

Jobbet har sine rutiner, men for Niels Sørensen er det 

ikke et rutinearbejde at arbejde på fyret. 

»Det bliver aldrig hverdag for mig at arbejde her. Aldrig! 

Der er noget nyt hver dag. Og hvad det romantiske angår, 

så er det da smukt sådan en morgen med glimt i havet, 

hvor man kan følge solstribens gang og høre edderfuglens 

‘gog gog gog, uaa uaa’. Man kan sidde og følge deres kollektive 

’børnepasning’, hvor næsten hele flokken tager 

ud, mens et par stykker bli’r tilbage og passer ungerne 

– og måske giver en nærgående måge tæsk. Eller man ser 

en sæl, som turisterne sjældent ser, fordi de lige så stille 

glider i vandet, når nogen kommer for tæt på. « 

»Vi har også haft et rådyr gående, som ikke var bange, og 

som kom og præsenterede sine lam for os 5-6 år i træk. 

Det er da et privilegium at få lov til at følge med i, mens 

man passer opgaverne på vagten.« 

Men også alvorligere oplevelser byder arbejdet på. Niels 

Sørensen har overværet både skibe i havsnød og i brand 

og set en mand blive trukket ned af et trawl. Og i begyndelsen 

af juni måned i år stødte to fragtskibe sammen 2,6 

sømil fra fyret i fuldt dagslys. Kinesiske ’Fu Shan Hai’ gik 

ned. 225 meter og 38.603 ton skib forsvandt i dybet. 27 

mand måtte evakueres. Olien strømmede ud fra skibet, 

og adskillige miljøskibe måtte tilkaldes.

DE MØDTES PÅ DR. JAZZ 

Ind ad døren træder en ung pige og en kvinde med en lille dreng på armen. Niels Sørensen lyser op. 

”Hej Emil”, siger han og tager den lille dreng. 

Familien bor i fyrmesterboligen ganske nær fyret. Far, mor og fire børn. Moren, Angelica, er flygtning fra Hviderusland. Hende 

mødte Niels Sørensen for seks år siden på Dr. Jazz i Rønne. Bare tanken får ham til at se glad ud. Hun havde to børn, flugten 

fra sit hjemland og et dårligt dansk ægteskab med i bagagen. Udover hendes børn, Eugen på 17 år og Alexandra på 16, er der 

kommet en lillesøster, Emma, og en lillebror, Emil, på henholdsvis to et halvt og ét år til. Niels Sørensens kone er matematikuddannet 

og blev nødt til at flygte fra Hviderusland, som stadig har et benhårdt kommunistisk styre. 

HØRTE DU DET? DET VAR NATTERGALEN. DEN HAR 

FLØJTET HELE NATTEN. 



Rønne – Ystad 14 timer 

Rønne – København 32 timer 

Onlinebooking: www.bornholmstrafikken.dk



Fotograf Carola Härtel 

Højevejen 7 

3740 Svaneke 

Vindueskiggeri 

Tekst Poul Friis | Fotos Carola Härtel 

» 

DØREN ER HUSETS MUND,« siger irerne. Ergo må 

vinduerne være husets øjne. I både bogstavelig og overført betydning. 

Og øjet er jo sjælens spejl. På den måde har fotografen Carola 

Härtel indfanget selveste Svanekes sjæl i sine smukke vinduesbilleder 

fra byen. Nogle af dem er en ren udstilling, andre blot et tilfældigt 

gennemtræk eller en smuk blomst. Et kig ind i beboernes tanker i lillebyens 

sorgløse idyl. Prøv selv at være vindueskigger en dag. 

Men lidt diskret, som Carola.


( t e m a ) 


Det frugtbare Bornholm 

DELIKATESSEVÆRKSTEDERNE PÅ BORNHOLM BÆRES AF ILD- 

SJÆLE, SOM ELSKER BORNHOLM OG DEN LIVSKVALITET, DER 

KOMMER AF GOD MAD OG DRIKKE 

D 

en fede muld, de sandede agre, havet, skovene. Bornholmerne 

har tusinde års ekspertise i at fravriste naturen dens 

frugter. 

Gårdslagteren fremtryller pølser og skinker efter gamle opskrifter 

og ny inspiration. Rapsolie er den gyldne essens af de 

gule rapsmarker. Durum og spelt vinder indpas side om side 

med hveden, og midt i købstaden Svaneke opstår der et bryggeri 

efter 30 år uden bornholmsk øl. Bornholms første flasker 

rødvin blev revet væk. Gennem generationer har Dam’s 

Bageri i Aakirkeby begejstret Danmark og resten af verden 

med ’den bekendte rugkiks’ i den blå æske. Andelsmejeriet i 

Klemensker har modstået mejerigiganten og vinder verdensmesterskaber 

i blå ost. Honning, bolsjer, chokolade, økologisk 

is og jordbærvin på den søde side og et boom for bornholmsk 

sennep på den anden. Og så er der silden, laksen og torsken. 

Tema : Vin, brød, kød, øl og is – fem historier fra det bornholmske 

spisekammer.

Spis Bornholm

( t e m a ) 


På forkant 

DER ER BUD EFTER BOISEN

Isfabrikken i Snogebæk 

Isfabrikken består af to gedigne maskiner i skinnende rustfrit stål, som Thorkil Boisen selv har fundet i Italien, hvor han også 

fik en masse gode råd af en ismester. Apparaterne blander og fryser den økologiske mælk fra bornholmske køer med vanille, 

kokos, kaffe. stracciatella (med Bailey, Strega og chokoladestykker), kanel, caloric punch, rabarber, nougat, hyldeblomst, 

chokolade, jordbær, honning. Derudover produceres der sorbet-is med ribs, solbær, hindbær, brombær, hyldeblomst og 

citron. 

BIOLOG, KUNSTMALER, LIVSNY- 

DER, DIREKTØR, ILDSJÆL, ØKO- 

LOG. DER KAN SÆTTES MANGE 

ETIKETTER PÅ THORKIL BOISEN. 

MEST KENDT ER HAN DOG NOK 

FOR SIN ØKOLOGISKE IS 

Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett 

T 

horkil Boisen sætter nøglen i valnøddetræ-instrumentbrættet 

og starter 

sin Jaguar Mk II 1966. ’Det engelske 

rovdyr’ spinder stille, og lyden fra de 

seks cylindre giver morgenhumør. Den 

smalle bjergvej tager ham ned fra huset 

ved Hammerfyret. Destinationen er den 

lille økologiske isfabrik ved Snogebæk. 

Turen er den samme hver dag, men 

tankerne, drømmene og ideerne skifter. 

Drømmen om at kunne leve 100 procent 

af at producere økologisk is. Ideerne om 

at være med til at omskabe Bornholm til 

et fødevaremekka. At finde en vej væk 

fra mad produceret i store fabrikker til 

spændende og salgbare nicheprodukter 

med historie, kvalitet og sjæl. 

Visionerne om hele tiden at udvikle den 

økologiske is. Drømmen om at mange 

flere end de bornholmske turister finder 

ud af, at Boisen is er kvalitet. Springet 

fra et salg i de relativt ydmyge lokaler i 

Snogebæk til også at være repræsenteret 

i de store delikatesseforretninger i København. 

»Isen er min stolthed,« siger han. 

»Jo mere is, jeg fremstiller, desto mere 

er jeg med til at opmuntre bornholmske 

mælkebønder og bæravlere og til 

at styrke den regionale fødevarekultur. 

Bornholm skal overleve på økologiske 

specialiteter frem for anonyme masseprodukter.« 

»Det er egentlig meget simpelt. Konkurrerer 

man alene på prisen, så vil andre 

med flere penge udkonkurrere dig. I 

et ’hårdt’ marked, hvor prisen er den 

dominerende faktor, vil produktionen 

flytte sig derhen, hvor produktionen er 

mest rentabel, hvor omkostningerne er 

lavest.« 

Spis Bornholm 

»Bornholm kan kun konkurrere på 

unikke varer med en høj kvalitet.,« siger 

han og fortsætter: 

»Og hvor sjovt er det egentlig at have en 

virksomhed, hvor den eneste strategi er 

en konstant fokusering på at reducere 

sine omkostninger«. 

Thorkil Boisen er lidt fanatisk med, at 

alle ingredienserne så vidt muligt skal 

være bornholmske. Mælken, bærrene, 

rabarberne, hyldeblomsten og honningen. 

»Min is skal skille sig ud fra de højindustrialiserede 

euro-is fra Frisko (Unilever) 

og Premier (Nestlé), der alle har mere eller 

mindre syntetisk smag, farve og konsistens. 

Folk rejser ud, tager på ferie for 

at prøve noget andet, men bliver mødt af 

de samme ispinde som derhjemme. Der 

skal være forskel på min is og deres,« 

siger han bestemt. 

Han peger blandt andet på, at isen fra 

den lille isfabrik i Snogebæk vejer 850 g 

pr. liter, mens industri-is kun vejer 600 

g pr. liter. 

»Luft er en billig råvare,« konkluderer 

han. 

Indtil videre har det økologiske is-eventyr 

været en kostbar kærlighedsaffære. 

Men det koster altid noget at ville være 

på forkant, som han siger. 

Hidtil har han arbejdet som biolog ’ovre’ 

i vintermånederne for at få økonomien 

til at hænge sammen. Men nu fire år efter 

startskuddet, så lysner det. Sæsonen 

2003 har været god. Og flere delikatesseforretninger 

og kvalitetsbutikker har 

udtrykt ønske at føre Boisen Is i deres 

sortiment. 

»Men det er næste års projekt, indtil 

videre kan isen kun fås på Bornholm,« 

fortæller Thorkil Boisen. 


( t e m a ) 


Attraktion 

NÅR KOBBERKEDLEN BULDRER 

BRYGHUSET I SVANEKE 

ER BLEVET EN ATTRAK- 

TION AF SAMME KALIBER 

SOM RUNDKIRKERNE OG 

HAMMERSHUS – NÆSTEN 

UDEN AT HAVE BRUGT 

EN KRONE PÅ MARKEDS- 

FØRING 

Tekst: Michael Berg Larsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett

Det er en smule uvirkeligt.« 

Brygmester Preben Nielsen ryster på 

hovedet. 

»Det eksploderede nærmest mellem 

hænderne på os.« 

Han ryster igen på hovedet, tømmer sin 

kaffekop og sender et langt blik på tværs 

af rummet. 

En kortvarig øjenkontakt beroliger ham. 

’Brygmester-eleven’ har fået temperaturen 

under kontrol. Alt er som det skal 

være. Og endnu 1000 liter øl er ved at 

blive født i Bryghusets kobberkeddel. 

Og egentlig forstår man ham godt, brygmesteren. 

2003 har været et vildt år. Classic, Mørk 

Guld og Stout er blevet revet væk. Den 

lille kobberkeddel har produceret mere 

end 200.000 liter øl, der blev revet væk. 

Folk har stået i kø, skreget og råbt for at 

få øl. Skribenter på tv, i aviser og magasiner 

har skamrost øllet. I to måneder 

var København og omegn tørlagt for 

Svaneke-øl. 

Der kunne simpelthen ikke presses mere 

øl igennem. 

Øl-entusiaster holder ferie på Bornholm 

og belejrer bryggeriet i dagevis. Og det 

virker, som om alle turister skal forbi 

Bryghuset for, at ferien er fuldbyrdet. 

»Det er en smule uvirkeligt,« siger den 

58-årige brygmester endnu en gang, inden 

interviewet bliver afbrudt for fjerde 

gang. En håndværker skal bestille rør til 

de nye tanke, der snart skal monteres. 

Produktionskapaciteten skal sættes op. 

»Selv om det måske er godt for vores 

image, at der fra tid til anden er udsolgt, 

så er det jo dårlig forretning ikke 

at kunne levere varen,« forklarer brygmesteren. 

Bryghuset i Svaneke har ramt en guldåre. 

Men hvorfor? Og hvordan? 

Brygmesteren rynker panden, tager tilløb 

og siger: 

»Vi har ramt en smag, folk kan lide. Og 

så har vi måske ramt ’noget i tiden’. Der 

er efterhånden dukket mange små håndværksbryggerier 

op i Danmark. Måske er 

det nostalgi eller romantik. Jeg ved det 

ikke. Men der er klart en voldsom nysgerrighed 

overfor kombinationen af øl 

og kvalitet.« 

Og måske kan guldårens anatomi koges 

ned til: ’lav et godt produkt, ram en stor 

trend i tiden’. Er man blot en smule heldig, 

så kommer tv og aviser af sig selv. 

Resten er rigtig hårdt arbejde og godt 

købmandsskab. 

Og det var netop, hvad der skete. En 

omtale i tv-udsendelsen 19-direkte i 

efteråret 2002 fik interessen til at eksplodere. 

Men det er kun en del af forklaringen. 

For uden et godt produkt, ingen omtale, 

ingen succes. 

Hvordan kan det gå til, at et lillebitte 

mini-bryggeri i Svaneke pludselig kan 

producere øl, der kan få eksperterne til 

at flyde over med lovord? Hvad er hemmeligheden? 

Opskriften på succes? 

»Vi har været dygtige. Og vi har været 

heldige,« siger brygmesteren prøvende. 

Preben Nielsen blev ansat, fordi han 

var uddanet til at kunne noget med en 

skruenøgle. Øl, det var noget han drak. 

Han havde overhovedet ingen erfaringer 

med øl-produktion. Men det har han i 

dag. 

»Vi har brugt rigtig meget tid på at justere 

vores øl, på at udvikle smagen. Det 

øl, der blev produceret de første par år, 

var ikke godt nok,« uddyber han. 

»Vi har været gode til at spørge de rigtige 

mennesker i branchen om råd og hjælp. 

Vi har et godt netværk. Og branchen er 

meget åben. Der er både sympati, hjælp 

og forståelse, når vi f.eks. ringer og skal 

bede om hjælp til et eller andet,« siger 

han. 

. 

SVANEKE BRYGHUS 

Svaneke Bryghus har i dag fem medarbejdere 

ansat til produktion af øl. 70 

procent af produktionen bliver solgt på 

Bornholm, hvor specielt sommerperioden 

rykker. 

»Vi har et rigtig godt hjemmemarked,« 

som Preben Nielsen formulerer det. 

Frem til jul regner han med, at der skal 

produceres 8000 liter øl om ugen i den 

lille kobberkeddel. Blandt andet skal der 

produceres mellem 30 og 35.000 liter 

julebryg. 

Og så håber han, at de nye køle- og 

gæringstanke kan sørge for, at sæsonen 

2004 bliver en smule mindre hektisk. 


( t e m a ) 

DET VAR EGENTLIG MERE AF 

NØD END AF LYST, AT HAN 

BLEV PØLSEMAGER. MEN I DAG 

PRODUCERER JØRGEN TOFT 

CHRISTENSEN 12 TONS PØLSER 

OM ÅRET FRA LILLE HALLEGÅRD 

– PØLSER MED EN HISTORIE. 


Principfast 

PØLSEMAGERENS VÆRKSTED 

Tekst: Michael Berg Larsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett

Jørgen Toft Christensen har sine principper. 

Og hvad gør man så, når man 

står med et større antal grise og ikke 

lige kan finde en samarbejdspartner, der 

vil forarbejdede dem uden brug af konserveringsmidler 

og farvestoffer. Så gør 

man det selv. 

Først med lidt hjælp fra en tysk pølsemester 

og hans søn, men siden på egen 

hånd. Og i dag producerer den tidligere 

lastbilschauffør og uddannede socialpædagog 

12 tons pølser om året – og er godt 

tilfreds. 

Lille Hallegård ligger et stykke uden 

for alfarvej. Faktisk et temmelig pænt 

stykke uden for alfarvej. Gården danner 

rammen om pølsemageriet og produktionen 

af en del af de grise og kalve, der 

ender som pølser. Der er to ansatte. En 

til pølsemageriet og en til landbruget. 

På køkkenbordet i den firlængede gård 

ligger Landsbrugsavisen og Information 

side om side. Og det er faktisk et godt 

billede på virksomheden Lille Hallegård: 

kombinationen af tradition og nysgerrighed. 

Nysgerrigheden, der driver Jørgen Toft 

Christensen til at udvikle en kyllingehjertepølse, 

hvor ’stumperne’ er leveret 

af BornPoultry. 

Traditionen, der driver ham til at producere 

pølser af gamle bornholmske 

opskrifter: Spegelars, Rita-pølse og Fru 

Larsen m.fl. 

Nysgerrigheden, der driver ham til at 

udvikle en specielt røget, bornholmsk 

skinke, der – efter skribentens smagsløg 

– sagtens kan tage kampen op med lignende 

italienske produkter. 

Men her stopper det ikke. For der er også 

projekterne med det rødvinsmarinerede, 

koldrøgede oksekød, de marinerede unghanebryster 

og meget mere. Og rundt 

om i landet leverer ældre slagtermestre 

og eksperter en lind strøm af gamle – og 

nogle gange meget gamle – opskrifter til 

Lille Hallegård. Og de skal naturligvis 

afprøves. 

PØLSEMAGERENS STORYTELLING 

Jørgen Toft Christensen ejer foruden 

Lille Hallegård også Skovgård – i alt 80 

hektar. Men samtidig har han forpagtet 

90 hektar naturområder blandt andet 

tæt ved Hammershus, hvor geder og får 

får et herligt liv, inden de ender enten 

som lammesteg eller i pølsemaskinen. 

Og - hvis kreditforeningen ellers vil – så 

skal han fremover producere flere grise 

selv. Målet er at blive selvforsynende 

med kød til pølsemaskinen og salgsvognen, 

der hver uge turnerer mellem 

Rønne og Nexø. 

Faktisk producerer han så mange pølser, 

at han også er kunde hos Håndværksslagteren 

i Aakirkeby. 

»Og det er lækker kvalitet fra kødkvæg. 

Men man går glip af den gode fornemmelse 

af, personligt, at kunne stå inde 

for, at dyrene har haft de bedst mulige 

opvækstbetingelser,« siger han. 

Det kan han så til gengæld, når han snart 

går igang med at producere pølser af naboen 

Hans Verners jersey-tyrekalve. 

»De har haft en god opvækst, og der er 

ingen mening i bare at slå dem ihjel, sådan 

som det sker mange steder – det er 

godt kød,« siger han. 

Jørgen Toft Christensen er kommet langt 

med at realisere drømmen om at skabe 

en sammenhæng fra jord til bord, at 

kunne sætte navne, ansigter og steder på 

dem, der producerer kødet. At give sine 

pølser en unik identitet, en historie. 

Og selv om sikringerne knalder for et 

godt ord i det ydmyge pølsemageri langt 

fra alfarvej, når hurtighakkeren skal 

køre max, så er Lille Hallegårds koncept 

enhvert reklamefirmas drøm. For 

fabriksfremstillede standardprodukter, 

der alene konkurrerer på prisen, er svære 

at markedsføre. Fremtidens produkter 

er unikke og har en indbygget historie. 

Fremtidens produkter konkurrerer ikke 

på pris, men på kvalitet og deres evne til 

’storytelling’. 

SVINEPRISERNES RUTSCHETURE 

Det var økologien, der inspirerede ham 

til at begynde med grisene. Og hvis 

det dog bare kunne hænge økonomisk 

sammen, så blev alle dyrene produceret 

økologisk. 

»Men det kan det ikke. Ihvertfald ikke 

på Bornholm. Jeg har forsøgt. Og det 

kostede mig en masse penge,« erindrer 

han. 

Og er tydeligvis en smule ærgerlig. 

»Men«, som han siger, »der er et godt 

og voksende marked i godt kød, dyrevelfærd 

og fravær af konserveringsmidler 

og andre tilsætningsstoffer.« 

Og i modsætning til andre af sine kolleger, 

så er det ikke svineprisernes rutscheture, 

der bruges mest tid på. 

Forarbejder man selv sine grise, så får 

man også en helt anden økonomi. For 

hver gris, der ryger igennem pølsehakkeren, 

skal pølsemageren i Lyrsby levere 

syv grise til Danish Crown for at få 

samme indtjening. 


( t e m a ) 

Tradition og fornyelse 


BORNHOLMERNES MEL 

DURUM-MEL. SPELT-MEL. FAGRE 

NYE FREMTID. MØLLER NILS 

JESPERSEN FRA BORNHOLMS 

VALSEMØLLE GÅR NYE VEJE. 

Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett

fakta 

I umindelige tider – eller i hvert fald 

så lang tid nogen kan huske - har der 

knejset en mølle på Møllebakken i 

Aakirkeby. Den hollandske ottekantede 

stenmølle med løghat, selvkrøjer 

og selvsvikker har stået, hvor den står i 

mere end 135 år. Og før det, stod der en 

stubmølle. 

Og i mere end 80 år har familien Jespersen 

været den drivende kraft i møllens 

liv. 

Emil H. Jespersen købte møllen i 1920. 

Hans søn, Knud, kom med i firmaet i 

1945 og moderniserede produktionen op 

gennem 50-60’erne. Sønnesønnen Nils 

begyndte i fimaet i 1978 og de to driver i 

dag møllen sammen med fire ansatte. 

En usædvanlig erhvervshistorie i en tid, 

hvor fusioner, opkøb og andre af globaliseringens 

fænomener hærger. Hvor alt 

bliver større, strømlinet og mere internationalt. 

Den hollandske mølle stoppede produktionen 

i 1950, men firmaet Valsemøllen 

er her fortsat. 

Nils Jespersen er ikke i tvivl om, at Valsemøllen 

A/S vil fortsætte med at male i 

mange år endnu. 

»Men der er ingen tvivl om, at vi må korrigere 

kursen en smule de kommende 

år,« siger han. 

I 2002 gik der 1200 tons korn ind gennem 

møllen. Afsætningskanalerne var 

primært øens bagerier, Nyker Brød og de 

bornholmske forbrugere. 

Sådan har det været i mange år. Og der 

hvor en bager faldt fra, har forbrugerne 

taget over. 

Valsemøllens største kunde er Nyker Brød. Valsemøllen 

leverer hvert år næsten alt det mel, som Nyker Brød bruger 

i produktionen, hvilket svarer til omkring 375 tons mel 

eller næsten 250.000 stk. brød. 

»Men der er nok ingen tvivl om, at omsætningen 

hos bagerne fortsat vil falde – 

enhver tankstation vil efterhånden bage 

frostbrød – og det kan gå ud over vores 

omsætning,« fortæller Nils Jespersen. 

Og det er blandt andet derfor, at han mener, 

at kursen skal justeres en smule. 

»Der er nok ingen tvivl om, at en del af 

vores fremtid ligger i at udvikle og producere 

kvalitetsprægede nicheprodukter, 

der også kan sælges ovre,« forklarer 

han. 

»Blandt andet sælger vi nu omkring 40 

tons mel i Irma – både hvedemel og den 

specielle 30 procents durum-blanding.« 

På spørgsmålet om det ikke er ’at sælge 

sand i Sahara’, svarer Nils: 

»For det første indeholder vores hvedemel 

en stor mængde vårhvede, som 

giver et højere glutenindhold og dermed 

en bedre bagekvalitet. Det er kvaliltet, 

som forbrugerne gerne betaler mere for. 

Og samtidig er det min vurdering, at 

mange forbrugere instinktivt forbinder 

Bornholm med kvalitet.« 

Nils Jespersen sidder bag skrivebordet i 

kontoret med solidt pengeskab og laboratorieudstyr 

og fortæller, at det er de 

lokale bagere, der konstant har presset 

Valsemøllen til at holde fast i hvedemelets 

kvalitet. 

»Durum-melet har sin egen historie. Der 

er kun ganske få steder i Danmark, hvor 

man kan dyrke durum, da det kræver 

meget sol. Durum giver et rigtig godt 

brød med masser af bid i.« 

»Vi har en aftale med Finn, bonden på 

Frennegaard, som synes det er spæn- 

dende at arbejde med nye kornsorter,« 

fortæller mølleren. 

Og når disse linier læses, har Valsemøllen 

langet endnu et produkt på markedet 

– speltmel. Igen produceret af Frennegård. 

Spelt er også et nicheprodukt med en 

historie. Spelt er en gammel kornsort, 

en af forløberne for den hvede, vi kender 

i dag. Spelt giver et gyldentbrunt brød 

med en særdeles fyldig aroma. 

»Det bliver rigtig spændende.« 

»Vi har hidtil ikke haft den stor tradition 

for at markedsføre os. Det har ikke været 

nødvendigt. Men skal vi øge salget af 

mel til de bornholmske forbrugere, sælge 

mere til kæderne ovre og lancere nye 

produkter, så kræver det nok, at vi er 

mere udadvendte,« siger han. 

Men først skal der investeres i en automatisk 

pakkemaskine til både 1 og 2 

kilos poser, så Valsemøllen kan følge 

med, når omsætningen stiger som følge 

af markedsføringen. 

Da interviewet nærmer sig sin afslutningen, 

kommer Knud, faderen, gående 

gennem kontoret og hilser på gæsten: 

»Dig kan jeg huske fra dengang, du boede 

i Vestermarie, du var inde på møllen 

og købe noget mel. Det må have været 

omkring 1972,« smiler han. 

Jeg er ved at falde ned af stolen over 

den gode hukommelse og kan nu godt 

huske handelen. Lidt efter kommer der 

en kunde for at få ti kilo mel med sig. 

Salg og snak ved mølledøren – hvor 

mange oplever egentlig den fornøjelse i 

vore dage? 


( t e m a ) 

Rondo 

DA BORNHOLM 

BLEV ET 

VINLAND 

TRAFIKKAOS OG NÆSTEN 

UDSOLGT PÅ MINDRE END 

TO TIMER, JESPER PAULSEN 

GLEMMER ALDRIG DEN 1. 

AUGUST, DA RONDO 2002 

BLEV REVET VÆK 


Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett 

Enhver 

familie har sine mærkedage. 

Yvonne og Jesper Paulsen i Pedersker, 

Bornholms første vinbonde, glemmer 

aldrig datoerne 20. juni 2000, 10. oktober 

2002 og 1. august 2003. De markerer 

plantningen af 2000 vinstokke, den 

første druehøst og den dag, hvor første 

årgang af Lille Gadegaards rødvin Rondo 

2002 blev revet væk. 

»Det var helt fantastisk, og det gik næsten 

for hurtigt. Vores gårdbutik holder 

åbent mellem kl. 16 og 18, og allerede 

kl. 14 havde de første stillet sig i kø, og 

den voksede til 200 mennesker. Der var 

trafikkaos på Søndre Landevej, og da vi 

lukkede butikken var der 200 flasker 

tilbage.« 

»Dagen efter kom de første kunder kl. 

15, og to timer efter kunne vi melde 

totalt udsolgt. Pedersker Brugs havde 

fået 100 af de godt 1000 flasker, og de 

blev flået fra hylderne i løbet af en halv 

time,« fortæller Jesper Paulsen. 

På få dage blev vinen og Jesper Paulsen 

landskendt. Nyheden blev sendt rundt 

via Ritzaus Bureau og gik videre til 

den skandinaviske og nordtyske presse, 

og Jesper blev inviteret til at medvirke 

i TV2’s ’Go’morgen Danmark’. Han er 

stadig lidt fortumlet over al opmærksomheden 

og samtidig lykkelig for, at 

premieren gik så strygende. 

Jesper Paulsen er Bornholmer med stort 

B, og han ser en stor fremtid for bornholmske 

delikatesser. Landbruget burde 

interessere sig for at fremstille special- 

DET VAR HELT FANTASTISK, OG DET 

GIK NÆSTEN FOR HURTIGT. 

produkter frem for svin på samlebånd, 

der bliver grovparteret på slagteriet i 

Rønne og sendt videre til forarbejdning 

andre steder. Han synes, at jordbær, 

honning, fedekvæg og druer er mere 

spændende end grise og gylle. 

»Det var et stort show og en fantastisk 

oplevelse at få lov at være ambassadør 

for Bornholm,« siger Jesper Paulsen. 

900 LITER VIN OM ÅRET 

De 2000 vinstokke, der blev sat i jorden 

i sommeren 2000, giver cirka 1.500 kilo 

druer og 900 liter vin. Marken, hvis jord 

har et gunstigt indhold af sand og grus, 

så rødderne har noget at arbejde med, er 

smukt omkranset af høj bevoksning, 

Her er både læ og lys, og med de mange 

solskinsdage i sommeren 2003 er der 

store forventninger til høsten i oktober. 

Men der er ikke plads til flere vinstokke 

på den hektar jord, der er anlagt professionelt 

med metaldragere og tråde, som 

kan støtte væksten. Produktionen kan 

kun sættes i vejret ved at anlægge endnu 

en mark, og der går mindst tre år fra 

tilplantningen til aftapningen, så vinen 

fra Lille Gadegaard vil også et stykke ud 

i fremtiden være forbeholdt de hurtigste 

liebhavere. 

VIN I DANMARK ER IKKE LÆNGERE 

EN VITTIGHED 

Europa-Unionen opretholdt indtil for et 

par år siden et forbud mod professionel 

vindyrkning i Danmark. Sydeuropas 

bønder skulle ikke påføres unødig konkurrence, 

og desuden var det jo en vittighed, 

at man overhovedet skulle være 

i stand til at fremstille vin i de barskere 

egne, hvor øl og brændevin dominerer. 

Det lykkedes at få ophævet bestemmelsen, 

og en håndfuld avlere er gået i gang 

med at fremstille rødvin, som har vakt 

anerkendelse i selveste Barolo, Italiens 

mest forgudede distrikt. 

Vel er Bornholm hverken Barolo eller 

Bourgogne, men vin fra klippeøen har 

mere at fortælle end vin fra Avedøre, 

sagt med al respekt for den københavnske 

vestegns specialister. Og så er der 

jo sagnet om, at de første vinbønder i 

Bourgogne (Burgund) var udvandrere 

fra Bornholm (Burgundia) – en legende, 

som vinbønderne i Frankrig holder meget 

af. 

Yvonne og Jesper Paulsen har øvet sig 

på at forvandle frugt til alkohol. De var 

i forvejen kendt for en liflig jordbærvin 

(fås som sød og tør), fremstillet af Korona-bær 

fra egne marker og vidste derfor 

meget om gæring, lagring og tapning. 

Desuden har de rejst rundt i Europa og 

besøgt vingårde og suget viden til sig. 

Forbilledet er den danskfødte vinavler 

Peter Sisseck, der på sin gård i Spanien 

har udviklet Pingus, som har opnået 

kult-status blandt vinkendere, der er 

parat til at betale en høj pris. 


Marineret Christiansøsild 

skyllet ned med Snaps fra Bornholms 

Spritfabrik 

Boller fra andi’s køkken 

bagt af Finn’s durumhvede 

skånsomt malet hos Nils på 

valsemøllen 

mørkt guld fra svaneke bryghus 

honning fra den 

gamle skole 

ost fra st. clemens, 

bornholms andelsmejeri 

på kiks fra jesper på dams 

rugkiks 

salat med grønsager fra 

Bornholmergrønt tilberedt med koldpresset 

rapsolje 


mad med identitet 

- se efter skiltet 

Lammerullepølse fra Hallegård 

på nybagt rugbrød fra Nyker 

bornholmerhane tilberedt 

hos Jette på le port 

varmrøget østersølaks 

fra svaneke røgeri 

velhængt kalveryg fra 

håndværksslagteren 

et måltid rundet af med boisen is 

og kaffe applikeret med kjærstrup 

chokolade 

jordbærvin fra lille gadegård

Vi anstrenger os 

1.000 watt 

RealMæglerne Per Kofoed 

Strandgade 6 · 3730 Nexø · www.realmaeglerne.dk/bornholm 



Onkel Joachims accent 

...KOMMER ONKEL JOACHIM FRÂ SÂNKAAS? 

HAN TALER BORNHOLMSK. HAN ER VOLDSOMT INITIATIVRIG. HAN ER 

STINKENDE RIG. OG SÅ SPILLER HAN HOVEDROLLEN, NÅR FAMILIEN 

DANMARK HVER FREDAG KL. 19.00 KICKSTARTER WEEKENDEN MED 

DISNEYSJOV PÅ SKÆRMEN. 

ed nevøerne Rip, Rap og Rup samt en 

utålelig pilot på slæb, kaster Joachim von 

And sig ud i alverdens anstrengelser for 

at skrabe endnu mere rigdom til sig. Og 

det går ikke stille af sig. 

Det er ren Indiana-Jones. Men Onkel 

Joachim-figuren tegnes ikke kun af 

positive karaktertræk. Foruden at være 

verdens rigeste mand, er han også en nærigpeter 

af rang. Og det er måske blandt 

andet derfor, at han taler med skotsk 

accent i de oprindelige Disney-film. For 

skotterne er kendt for at være et yderst 

nærigt folkeslag. Men er bornholmerne 

også det ? Een ting er, at bornholmerne 

er kendt som et stridbart folkefærd, men 

er de også nærige? Skribenten aner en 

historie, griber telefonen. 

I Danmarks Radio vil tegneserie-eksperten 

Jakob Stegelmann ikke påtage sig 

ansvaret. Men spørgsmålet har da også 

rumlet i hans hoved uden at finde en 

forklaring. For hvis man skulle finde en 

Jâ hâr brøg for 

et friskt pæjnjabâd 

sproglig kobling mellem det skotske, det 

nærige og en dansk accent med tilsvarende 

karakteristika, så måtte det vel snarere 

være en gang »hestekræmmer-jysk.« 

Svaret finder vi hos Kirsten Saabye, 

der er kreativ direktør i Disney Character 

Voices: 

»Der er tale om en ren tilfældighed.« 

Den bornholmske accent passede 

bare bedst til skuespiller John Hahn-Petersen, 

som i 1989 blev castet til at lægge 

stemmebånd til den nærige von And. 

John Hahn Petersen fortæller, at ’det 

kom bare af sig selv’: 

»Jysk var for tungt. Fynsk for let. 

Men den hurtige bornholmske tone gjorde 

von And livfuld og fik ham til at fungere 

lige så godt og dynamisk, som den 

oprindelige von And,« siger han. 

Selv om John Hahn-Petersen har en 

bornholmsk oldefar, så kommer inspirationen 

til skuespillerens ’teaterbornholmsk’ 

alene fra ferier og optrædender 

© Disney


HANSAAGE BØGGILD ER BORNHOLMS KRØNIKESKRIVER. ET LIVS 

JOURNALISTIK OG FORFATTERSKAB SOM ALTID HAR KREDSET OM »DET EGENTLIGE« 

VED BORNHOLM. NETOP NU ER HAN VED AT LÆGGE SIDSTE HÅND PÅ BINDET OM 

BORNHOLM I GYLDENDALS NYE VÆRK OM DANMARK DER UDKOMMER I FEBRUAR 2004. 

DA BOGVÆRKET UDKOM FOR FØRSTE GANG FOR 16 ÅR SIDEN VAR DET OGSÅ DENGANG 

BØGGILD, DER TOLKEDE DEN BORNHOLMSKE FOLKESJÆL OG ØENS BEMÆRKELSESVÆR- 

DIGHEDER. HISTORIEN, NATUREN, KUNSTEN, MENNESKENE. BØGGILD VED MERE OM 

BORNHOLM END DE FLESTE. 

Tekst Poul Friis | Fotos Casper Dalhoff 

FORTÆL

LEREN 

D 

Bøggild og Bornholm 

et var en forårssøndag i 1951. Overfarten med »Rotna« havde været blid. 

Billetten han havde fået tilsendt havde været til 1. klasse og selvom de var 

fire mænd i kahytten, havde han egentlig sovet godt. 

Nu stod han på kajen i Rønne. Næsten uden penge, men med faderens 

røde Parker fyldepen i lommen. Blækket skulle han se at skaffe sig på avisen, 

men det var tidlig morgen og redaktøren var nok ikke stået op endnu. 

Bøggild hankede op i sejlgarnet som omgav den lille pakke med det brune 

papir. Den var hans eneste bagage. Lidt undertøj og en ekstra skjorte. På 

banegården i Sorø havde et par »akademister«, peget på den gule rejseseddel 

på pakken og grinet: »Bornholm, det er da ovre i Rusland«. Og nu stod 

han her. En fjern egn, som virkede underligt fremmedartet. 

En kop kaffe ville gøre godt. Han begyndte at gå op gennem byens gamle 

gader. Det slog ham, hvor net og ryddeligt der så ud. »Stille ædel provins«, 

tænkte han. Ædel, for det virkede så ordentligt og respektabelt det hele. 

Dams Hotel turde han ikke gå ind på. Den fornemme restauration så for 

dyr ud til hans krone til morgenmad, så han endte på Evas Bar i Nørregade. 

Et sted uden kunder, men dog kaffe. Et par timer senere bankede han 

på hos redaktør Gunnar Bjerg Møller hos Bornholms Avis i Storegade. 

»Ja, det var så Hansaage Bøggild, jeg skulle starte på Deres avis« Den 

konservative bulderbasse kiggede den unge journalist ud. Jobbet var ingen 

sinecure, havde han skrevet, da han per korrespondance ansatte den nye 

referent. Og det var det da heller ikke. Hverken godt betalt eller særlig 

behageligt. Men foreløbig fik Bøggild stukket et frikort ud til banen, så 

kunne han jo se lidt på øen. Og referenten tog toget til Sandvig, vandrede 

til Hammershus og følte, at nu var han kommet til Bornholm. 



Han fik lært øen og dens indbyggere 

at kende ved at spørge. 

»Spørg om alting«, var det råd 

hans tidligere redaktør på det 

fine hæderkronede Sorø Amtstidende 

havde sendt med ham. 

»Spørg og bland dig«. Så Bøggild 

gik til generalforsamlinger 

og møder og markvandringer og 

receptioner. Alt, hvad der kunne 

gøres for at møde folk hvor de 

var. Og spørge. Og nogle gange 

faldt der også lidt majonæse af til 

pressen og så var udgiften til middagsmaden 

sparet. 

Efter et par år kom der tilbud fra 

Frederikshavns Avis. Hansaage 

var nyforelsket i Gudrun som var 

fra Jylland og de tog turen til det 

forblæste Vendsyssel, hvor de blev gift, 

men »det stormede altid ned gennem 

Danmarksgade«, husker han fra den 

relativt korte tid i det nordjyske. For 

Bornholm trak i dem. Den overskuelige 

verden, den enestående natur, den stille 

ædle provins. 

Og en dag stod Bøggild atter på havnen i 

Rønne. Denne gang for at blive her. For 

altid. Og for med tiden at blive »mere 

bornholmer end bornholmerne selv«, 

som han siden har hørt sig karakteriseret. 

Med iver og kærlighed genoptog han 

sine opdagelsesrejser ind i den bornholmske 

folkesjæl. I dag, efter et halvt 

århundrede som journalist og forfatter, 

siger han, at han kender Bornholm og 

bornholmerne bedre, end de selv gør. 

Derfor er det ham, der først og fremmest 

er den nutidige bornholmske krønikeskriver. 

Som igennem et halvt hundrede 

bøger, tusindvis af avissider og på kilometer 

af lydbånd har beskrevet Bornholm, 

historien, naturen, kunsten og 

frem for alt bornholmerne. Hvorfor? 

»Jo, fordi alt hvad der kommer mennesker 

ved, alt hvad der sker imellem mennesker, 

det har interesse«, er Bøggilds 

filosofi. »Men bornholmer selv, det drister 

jeg mig ikke til at kalde mig«. Han 

er dansker. Ikke sjællænder, ikke fynbo, 

ikke jyde. Heller ikke bornholmer. 

Lige nu sidder han i sit lille hyggelige 

byhus midt i Rønnes gamle kvarter. Der 

er brosten i gaden og et smukt robiniatræ 

på hjørnet. Under loftet er hans 

hule. Manuskripter og materialer til to 

kommende bogudgivelser ligger i pæne 

bunker. Den gode kunst på væggene. De 

nødvendige bøger i reolen. Ild i piben og 

kaffe på kanden. Velkommen til Bøggilds 

Bornholm. 

HISTORIEN 

Den bornholmske historie er præget af øens beliggenhed. 

Først den magtpolitiske strategiske, 

senere dens afstand til de danske magtcentre. 

Men har den bornholmske historie noget at 

sige andre end de særligt lokalpatriotiske? 

Jeg mener, at jeg forstår Bornholm. Jeg 

mener også, at det er der mange bornholmere, 

der ikke gør. For mange er den 

bornholmske historie ensbetydende med 

1658 og de russiske bombardementer i 

1945. De historier kender de. Ikke meget 

mere. Og det er synd. 

Naturligvis er Bornholm en del af den 

store historie. Af Danmarks- og verdenshistorien. 

Der udspiller sig begivenheder 

her, som er vigtige i forståelsen af ikke 

bare den danske nations historie. Bornholm 

har været med i det storpolitiske 

spil. Tænk, vi har syv store naboer som 

i skiftende perioder alle har været stormagter 

og begæret den strategiske klippe 

midt i havet, men vi har jo også den lille 

historie. 

Den lille historie. Den der handler om de 

rene bornholmske begivenheder og tildragelser. 

Og den behøver ikke at være 

dramatisk eller skelsættende for at vise 

nogle af de spor, som øen har sat blandt 

sine indbyggere. 

Egentlig kan jeg godt forstå dem, der 

tænker på en Jens Kofoed, en Povl 

Anker eller en Villum Clausen, fordi 

de føler sig i slægt med dem. Men det 

er de færreste der går og føler sådan til

daglig. Nogle gør. Det er også dem, der 

husker på de stærke bornholmske helte i 

vikingesagaerne med en brusen i brystet. 

Føler stolthed over en heroisk fortid. 

Personligt nærer jeg ingen stolthed ved 

at tænke på, at bornholmerne kæmpede 

sig fri fra det svenske åg og overgav øen 

til enevældskongen. Jeg synes blot, at 

det er nogle spændende historier, men 

det kunne da være rart, hvis vi også 

ALT HVAD DER KOMMER MENNESKER VED, 

ALT HVAD DER SKER IMELLEM MENNESKER, 

DET HAR INTERESSE« 

kunne lære noget om nutiden gennem 

historien. 

Vi kunne f.eks. lære at blive hele mennesker 

af historien. Lære at tro og kæmpe 

for en sag. I fællesskab. En af bornholmernes 

største begrænsninger er f.eks. 

deres formidable evne til at være indbyrdes 

uenige. 

Misforstå mig ikke, jeg har stor respekt 

for bornholmerne. De har stærke kvali- 

teter som spændende øboer, men der er 

sket noget i de senere år. Det heltemod, 

som kendetegnede 1658 er forsvundet. 

Det særlige er ved at forsvinde. 

Se blot hvordan vi lader os tyrannisere i 

færgesagen og andre slag om politisk bevågenhed 

ovre fra. Uenigheden gør svag, 

så længe der f.eks. sidder en Almeborg 

med en helt anden dagsorden end den, 

der ville være til bedste for Bornholm. 

Vi mangler de ledere, der kunne skære 


Bøgild 

fakta 


HANSAAGE BØGGILD 

Forfatter og journalist Hansaage Bøggild, født juleaften 1927 

i Slagelse. Familien flyttede til Svendborg i 33, hvor han gik 

syv år i skole og senere blev uddannet typograf. Senere kom 

han i lære som journalist i Sorø. Kom første gang til Bornholm 

i 1951 hvor han blev ansat som referent på det daværende 

konservative dagblad Bornholms Avis. Efter en smuttur til 

Frederikshavn kom han i 1956 tilbage til Bornholm. Først på 

Bornholms Avis igen, senere på Bornholms Tidende. I begyndelsen 

af 90’erne blev han også fast knyttet til DR-Bornholm. 

Han er forfatter til næsten et halvt hundrede bøger om 

Bornholm, Bornholms historie, Bornholms natur og bornholmsk 

kunst, hvoraf det sidste har haft hans særlige bevå- 

igennem al den historiske uenighed. 

Og til at huske Danmark på 

den forpligtelse det er, at have 

en landsdel liggende midt ude i 

Østersøen. 

NATUREN 

Martin Andersen Nexø var ikke 

særligt benovet over den indfødte befolkning 

på Bornholm. »Trangsynede 

og småtskårne« var hans dom, men, 

tilføjede den gamle kommunist så: 

»Naturen, den er der ikke noget galt 

med«. Hvis vi lige lader karakteristikken 

af befolkningen ligge et øjeblik, 

hvad er det så i den bornholmske 

lilleputnatur som fascinerer dig såvel 

som Nexø? 

Der er ikke noget så sjældent 

som Bornholm, så enestående. Så unikt. 

Tænk, vi har ligget nede ved Afrika engang. 

Deraf kommer måske den besnærende 

fremmedartethed. Og størrelsen, 

afstanden mellem de vidt forskellige 

stykker natur er overskuelig. 

Jeg ved godt, at man kan finde klipper, 

der er større, sandstrande, der er længere, 

skove, der er vildere, bjerge, der er 

højere og have, der er dybere. Men intet 

sted er alting, som her, samlet på et sted. 

På den måde. 

Intet andet sted er sandet så fint som 

på Dueodde. Intet andet sted finder du 

så varierede sprækkedale som på Bornholms 

nordøstkyst. Intet andet sted finder 

man en sådan variation af blomster 

og vækster som her på øen. Hvis du f.eks. 

boede et sted på Sjælland, så oplevede du 

blot det, der var deromkring. Her er der 

så kort til hele naturen. Til tusinder af 

oplevelser. 

Tag ned til Bølshavn, Listed eller Årsdale 

en aftenstund hvor solen går ned. Se 

hvordan havet kan blive helt rødt. Se en 

måge med lyserøde fjer på klippen i det 

stille vand. Og dagen efter kan himmel 

og hav stå i et. Forskelligheden. Variationen 

i klima og vejrlig er fantastisk. 

Hammeren, et drama uden lige i en vestenstorm, 

den stille skærgård. Himlen, 

lyset. Alt det der tiltrak kunstnerne og 

turisterne. Det er lige uden for døren. 

Det er umuligt at undvære, når man 

først har fået det i blodet. 

Det er vel også det, der tiltrækker turisterne. 

Man skal vel glæde sig over det, 

men jeg bryder mig egentlig ikke om 

genhed. Ikke mindst øens største maler, Oluf Høst, har haft en 

dygtig og beundrende pennefører i Bøggild. 

Som hovedværker i Bøggilds livslange arbejde på og med 

Bornholm står hans »Kunst på Bornholm« fra 1996 og 

Bornholms-beskrivelsen i Gyldendals serie om de forskellige 

egne af Danmark fra 1987. En bedrift han netop nu er ved at 

gentage i en helt ny udgave af det store værk. Også en stor 

biografi af Oluf Høsts søn, Ole, som også var maler og som 

endte sit liv på østfronten i tysk uniform, er på vej. Begge 

bøger udkommer i februar på henholdsvis Gyldendal og 

Bornholms Tidendes forlag. 

turismen. Måske er det endda en udgift 

for Bornholm, hvis det hele blev gjort op 

og man overvejede alternativerne. Men 

turismen er en kendsgerning. Et vilkår 

for livet her og jeg holder da også af at 

spejle glæden og beundringen over den 

vidunderlige natur i deres øjne. Og intet 

er så rart som at vise en turist vej til Nyker 

eller Ekkodalen. Man får afløb for en 

naturlig stolthed, simpelthen. 

KUNSTEN 

I din store bog om kunst på Bornholm lader 

du i forordet en sød gammel kone sige 

om kunst: »Ded e nok ingtressant, vis man 

ingtresserer saj for’ed«. Underforstået, at det 

gør man såmænd ikke så meget her på øen, 

hvor andre mere materielle ting måske er lidt 

mere påtrængende. Men hvorfor er der i det 

hele taget grund til at interessere sig for kunst 

på Bornholm? 

Jeg forstår hende egentlig på en anden 

måde. Som en slags tolerance overfor 

noget, der måske er fjernt for hende, 

men som er i orden, hvis nogen gider beskæftige 

sig med det. Men selvfølgelig er 

det nok sagt i den anden betydning. At 

kunst ikke er værd at beskæftige sig med 

for den jævne bornholmer. Jeg kan kun 

være dybt uenig i den tankegang. Og jeg


egriber slet ikke udtrykket »finkultur«. 

Kunst og kultur ligger åbent for alle. 

Personligt kunne jeg ikke leve uden 

kunsten. Kunsten giver mig indsigt og 

forståelse af menneskelivet. Den er vigtig 

som historien. Gennem kunsten forstår 

vi os selv på en måde, som historien 

ikke kan gøre. Et andet pejlemærke for 

baggrunden for vore handlinger. 

Så hvorfor skal man in- 

Oluf Høst den maler, som 

teressere sig for kunst på 

AT SE VERDEN GENNEM ET ANDET TEMPERAstærkes, 

næsten på An- 

Bornholm? Tja, hvorfor 

interessere sig for fodbold 

MENT END ENS EGET ER UTROLIGT GIVENDE. 

dersen-Nexøs maner har 

formået at skildre udsynet 

eller TV? Det gør jeg ikke. 

og indsigten hos almuen på 

Fodbold siger mig intet, men kunsten 

Høst, Lergaard og Rude er de rigtige 

Bornholm. Hans malerier er udsprunget 

giver indsigt, også i vore omgivelser og 

bornholmermalere. De er fortolkerne 

af den forfinede folkelige tradition, jeg 

vore medmenneskers sind. At se verden 

af udsynet og menneskets placering på 

holder mest af ved Bornholm. 

gennem et andet temperament end ens 

Bornholm. De er ægte. Jeg kunne også 

eget er utroligt givende. Alternativet til 

tage Claus Johansen med. Han kiggede 

Derfor er det synd, at et sted som Høst- 

den aktivitet kan være fjernsynet eller 

indad, de andre udad. Men alle fire er 

museet i Gudhjem er endt i det rene 

bænken på torvet. Du kan drikke 100 

bidragydere til forståelsen af den born- 

akademiske Københavneri. Indtoget af 

bajere om dagen og til sidst vil du hade 

holmske folkesjæl. 

kunsthistorikerne dér har gjort sit til, at 

dig selv. Mennesket har pligt til at ud- 

bornholmerne måske ikke interesserer 

vikle sig. Historien, naturen og kunsten 

sig så meget for deres egen kulturarv. 


hjælper til med det. Og Bornholm har 

det hele. 

Derfor skal du interessere dig for kunst 

her på øen. Men også fordi vi har haft 

nogle af de fineste kunstnere her. Kunstnere 

som har været med til at skabe det 

moderne landskabsmaleri. Som har sat 

deres, og dermed Bornholms, fingeraftryk 

i vor kulturhistorie. 

De andre, lige fra Zahrtmann over 

Isakson og Weie til Cobramalerne f.eks. 

kendte Bornholm i solskin. De brugte 

øen. Brugte lyset og motiverne, men 

de var inspireret og båret af en anden 

kunstnerisk mission. De skildrede ikke 

øen, men tolkede verden herfra. Men det 

er jo også fantastisk spændende. 

De bornholmske kunstnere har været 

folkelige på den gode måde. For mig er

MENNESKET HAR PLIGT TIL AT UDVIKLE SIG. HISTO- 

RIEN, NATUREN OG KUNSTEN HJÆLPER TIL MED DET. 

OG BORNHOLM HAR DET HELE. 

Det er blevet fjernt og ufolkeligt og i 

strid med Høsts ånd. Akademiseringen 

af kunsten får folk til at reagere imod 

den. Udsagn som »det kunne jeg da 

også selv lave« er ganske vist åndelig 

dovenskab og måske også uoplysthed. 

Men der er også kulturelle barrierer. 

BORNHOLMERNE 

Lad os vende tilbage til Andersen Nexøs 

beskrivelse af bornholmerne. En ikke særlig 

rosende eller flatterende karakteristik, må 

man sige. Men er den dækkende? 

Martin Andersen Nexø havde jo den 

evne, som måske den eneste af de 

skrivende mennesker på denne ø, at 

han kunne skildre Bornholms almue, 

dens vilkår og dens liv. At vise sammenholdet 

blandt almindelige mennesker, 

vise hvor gode de var til at tage 

sig af hinanden. Vise det stærke i det 

bornholmske folkedyb. Han sagde også 

nogle sandheder om eliten. Om dem, 

der bestemte, dem, der sad på flæsket 

og melede deres egen kage. Jeg opfatter 

hans stærke ord om den bornholmske 

smålighed som møntet på en ganske 

bestemt gruppe af befolkningen, ikke 

på den almindelige jævne borger, som 

ved Gud ikke havde det nemt på Nexøs 

tid. 

Desværre har bornholmerne lært at 

hade den verdensberømte forfatter. 

Lært, fordi han var kommunist og, 

som nogle siger, »gjorde i sin egen 

rede«. Det er helt glemt, hvilken fremragende 

fortolker han var af det almindelige 

liv på Bornholm. 

Der er en særlig folkelighed på Bornholm. 

En folkelighed, som jeg føler er 

ægte. En sund folkelighed hvor menneskene 

er vokset ind i deres livsvilkår. 

Hvor de er blevet en del af det område, 

der er deres. Alle yderområder er mere 

udsatte for politisk vilkårlighed og så 

megen anden tilfældighed end borgere 

andre steder. Det vil altid præge de 

mennesker der bor i randområderne. 

Det vil være særligt udpræget på Bornholm, 

hvor bevidstheden om at være 

særegen lever stærkt. 

På en måde behøver du ikke bornholmerne 

til at bo på Bornholm. Tag 

Svaneke. Det går jo godt nok foruden. 

Men der ville nu alligevel mangle 

noget, hvis bornholmerne ikke var 

her. Omvendt må man jo også sige, at 

tilflytterne, dem der, af og til, bliver 

mere bornholmske end bornholmerne 

selv, netop elsker øen og dens miljø, 

fordi de har foretaget et bevidst valg. 

De er kommet hertil, fordi de ønskede 

det. Ville det. De er ikke bare blevet 

født her og har glemt at tage af sted. 

Vi skal passe på ikke at gå til i den 

hyggelige lillebymentalitet, hvor besnærende 

det end kan være. Det burde 

være en pligt for enhver, der bor på 

Bornholm, at man rejser over mindst 

fire gange om året. Man skal have andre 

indtryk for at kunne forstå sig selv 

og sit eget. Og det kommer kun ved at 

vende blikket udad engang imellem. 

Det forsømmer mange desværre nok 

alt for ofte her på øen. 

Man kan blive så tryg ved Bornholm, 

at man bliver bange for alt muligt andet. 

Endnu en grund til at rejse væk af 

og til. Man kan blive blind af at gå og 

stirre ind ad egne vinduer. 

Tekst Poul Friis | Fotos xxxxxxxxxxxxxxx 

PÅ TOPPEN 

Der er et interviewtrick, der kaldes »den tredje 

dims«. Det går ud på, at det er nemmere at 

formidle noget, hvis man har noget konkret 

at forholde sig til, at se på eller måske oven i 

købet røre ved. 

Her handlede det om en radiosamtale med en 

forfatter, der netop, det var i 1987, havde udgivet 

en bog om emnet; Bornholm. Oplevet og 

beskrevet af Hansaage Bøggild, som der stod 

på titelbladet. Pointen var altså, at vi skulle se 

og røre ved subjektet, mens vi snakkede om 

Bornholm. 

»Gider du tage med mig op på Rytterknægten«, 

spurgte jeg i telefonen. 

»Ja«. Bøggild var med på den værste. Vi snoede 

os derop. Og videre op af jernstilladset. 183 

meter over havet og udsigt til Rømers store 

skov. Den tredje dims, Bornholm, lå for vore 

fødder. 

»Og hvorfor har en mand fra Slagelse så skrevet 

en bog om Bornholm?« Interviewet varede 

en halv times tid. Vi kravlede ned igen. Kørte 

hjem. »Tak for i dag!« 

Tre kvarter senere ringede jeg atter til Bøggild: 

»Øhhh, ser du. Båndsalat. Ikke noget af det kan 

bruges, gider du tage derop igen?« 

»Selvfølgelig«, grinede han. Nu er der en ny 

bog på vej. Gud ved, hvor mange gange vi 

skal kravle op på toppen af Bornholm denne 

gang? 


Fredensborg har egen vinkælder. Naturligvis. 


Urtehaven. 

Radisson SAS Fredensborg Hotel, Bornholm 

Strandvejen 116, DK-3700 Rønne · Tel. +45 / 5690 4444 · Fax +45 / 5690 4443 

nfo@bornholmhotels.dk · www.bornholmhotels.dk 

Radisson SAS Fredensborg Hotel, Bornholm ligger i 

Rønne lige på kanten til Østersøen. 

Alle suiter og dobbeltværelser har balkon og udsigt 

til vandet og er indrettet med danske designklassikere. 

RESTAURANT ”DI 5 STÂUERNA” 

I 5 hyggelige stuer serveres mad af høj gastronomisk standard. 

Fiskespecialiteter og menu’er. Mange bornholmske råvarer. 


Livsstil er et af kodeordene for N& K 

- en spændende og anderledes butik i Rønne. 

Butikken er holdt i en let romantisk stil, med et islæt af 

fransk/svensk bondestil. 


SnellemarkCentret, 3700 Rønne Tlf. 5691 1211 www.nicecream.dk 

Varesortimentet 

spænder over modetøj 

fra Noa 

Noa - nu også 

til piger og Freoli 

til drengene 

- smykker fra 

Dyrberg Kern 

- nye og antikke 

møbler og brugskunsthåndplukket 

til stilen - et 

univers af oplevelser.

BornAppetit 

DEN BORNHOLMSKE HONNINGKAGE 

Håndlavet fra KjaerStrup chokolade i Snogebæk 

Specialiteter fra Bornholm: www.bornappetit.dk 



Traditionens vogtere 

KILDEFESTEN I SVANEKE TRÆKKER VEKSLER PÅ ÅRHUNDREDERS 

GAMLE MYTER, SKIKKE, OG TRADITIONER. DEN ER EN SÆREGEN 

STÆRK BLANDING AF OVERTRO, MYSTIK, HEDENSKAB OG KRIS- 

TENDOM. OG SELV OM EN STORMFLOD FOR EVIGT SLUKKEDE DEN 

HELLIGE KILDE I VIGEHAVN, HOLDES DEN URGAMLE FEST FORT- 

SAT I HÆVD. MÅSKE SOM ET VÆRN MOD EN ALT FOR PULSERENDE 

OG UOVERSKUELIG NUTID. OG I DET LYS GØR DET MÅSKE IKKE SÅ 

MEGET, AT KILDEN FORSVANDT I 1872. 

Tekst Poul Friis | Fotos Torben Villumsen

Traditionens vogtere 1878 

Det var en ganske særlig dag. Alt var perfekt. Solen skinnede. 

Himlen var fri for skyer, og brisen kom mildt fra vest. Det 

var som om alle var af huse. Som om både blomster og buske 

gjorde sit yderste. Kun hønsene hakkede sig roligt frem gennem 

Storegade. Hanen galede med musikalske mellemrum. Og 

pludselig – uden forvarsel - brasede en tremastet fregat ræerne 

ud for skansen og stævnede ind. Ved havnen holdt fiskerne 

fri, sad og snadrede med piben i munden, mens ungerne løb 

til og fra i synlig ophidselse og forventning. En smuk chalup 

med kongekrone blev straks sat i vandet og stod ind gennem 

havnehullet. Det var den 20-årige prins Valdemar, som sammen 

med en større flok kadetter ville opleve den festklædte 

midsommerby. Enten var det en heldig forudseenhed, eller 

også var der tale om rent og skært held. Men netop dette år 

havde kildefestkomiteen valgt at bryde med traditionen og 

flytte den århundrede år gamle fest ud til ammunitionshuset 

ved siden af skansen. I mange århundreder, så langt nogen 

kunne huske, havde kilden ved Vigehavn ellers været centrum 

for kildefesten - den årlige fejring af naturens kræfter og den 

mystiske, lokkende midsommer. Men stormfloden i 1872 hærgede 

havneværkerne og lukkede for stedse den hellige kilde i 

Vigehavn. Og nu seks år senere var det ligesom forkert at holde 

fest ved en kilde, som ikke længere sprang, og ved skanserne 

var der i disse fredelige tider god plads. Kildefesten blev derfor 

dette år endnu festligere med udsigt til Fregatten Jylland 

– kongeskibet, der havde medbragt den festglade prins og hans 

virile besætning, som med begejstring og humør tog del i optog 

og karruselture, dans og gemytlighed. Og ikke at forglemme: 

Prinsen og hans følge ofrede så meget til kilden, at der var to 

kroner til hver af årets kildebørn. Jo, det var sandelig en fest, 

der sent vil blive glemt. 

Valdemar Myhre | udlånt af byforeningen Svanekes Venner 


Hun er ikke meget mere end 7 år, men uniformen sidder perfekt. 

De lange hvide støvler, fløjlet på reversen. Den høje hvide 

kasket med den blå skygge over de blonde nordiske lokker. 

Hun er i lære som tambur, og lige nu står hun i solhvervsskin 

på Svaneke Torv og venter på, at resten af orkesteret skal gøre 

klar. Kun klipperne ved kysten og et par mødre, der har klædt 

sig ud i nationaldragt i dagens anledning, minder hende om 

hjemstavnen ved Sognefjorden i Norge. De har flag og et banner 

med skolens navn. Nu slår den næsten voksne og rigtige 

tamburmajor an, og orkesteret istemmer ’Se Norges blomsterdal’” 

og marcherer tværs over torvet på vej til festpladsen ved 

fyret. Sydskoven er mørkegrøn og tæt. Havet lyser blåt, og de 

mange smældende dannebrogsflag fortæller om den milde sydvestlige 

brise - giver kulør og national stemning til den store 

fest. Overalt har de små børn sat deres små blomsterkilder ud på 

vejen og håber på indtægt og overskud og iskager til aften. På 

festpladsen har kildebørnene atter gjort deres pligt, og kilden 

er pyntet efter alle kunstens regler. Præsten er her. Og skoleinspektøren. 

De hundredvis af blomster er endnu friske, og det 

bundne egeløv giver skygge over kildens kornblomst-kranste 

spejl, når man er smuttet ind under den særligt smukke indgangsguirlande, 

som kaldes ’jomfruens æreskrans’. Små boder 

med is, pølser og æbleskiver og et lille restaurationstelt omgiver 

pladsen og på den lille scene er der musicerende underholdning. 

Senere skal en kendt politiker tale her og sammen med 

alvorsfulde samfundsbetragtninger ønske lillebyen glædelig 

fakta 


Traditionens vogtere 2003 

KILDEFESTER 

Overalt i landet har der været kilder, som er blevet 

tillagt særlig helbredende eller magiske kræfter. Og 

virkningen skulle være særlig effektfuld ved f.eks. solhverv 

eller jævndøgn, hvor folk i stort tal valfartede 

til kilderne for at drikke eller vaske sig i det helsebringende 

vand. For at få gigten til at forsvinde, for at få 

en bullen finger til at blive i orden igen. Ja selv alvorligere 

sygdomme kunne mildnes af lige dele tro, håb og 

kildevand. 

Allerede i hedensk tid flokkedes gøglere, musikanter, 

ølsælgere og alskens handelsfolk omkring kilderne – for 

når godtfolk mødes, så kommer der flere til. 

Sct. Hans og en god sommer. I havnen vugger de første gæstesejlere, 

som har trodset Hammervandet og stævnet ned langs 

nordøstkysten og her fundet en fredelig oase langt fra plastikmarinaerne 

i det øvrige land. Der promeneres i den stille time 

mellem seks og syv. De lokale hænger ud på gelænderet eller 

har fundet sig et par fiskekasser og deler erfaringer og øl i en 

perfekt kombination. Midsommer med lun fralandsvind, lys og 

forventning får luften til at dirre på nøjagtig samme måde som 

for 125 år siden. En kat misser. En hund gør. Og en hvid mink 

springer sulten rundt på en fiskekutter. Så begynder bilerne at 

komme. Flere og flere. Og folk skrår over havnen mod nord. 

De skal ud til Vagtbodnakke. Har de glemt, at festen er flyttet? 

Nej. Naturligvis ikke. De trækker traditionen med fra den 

gamle kilde til den nye. I fakkeltog og med det norske skoleorkester 

i spidsen vandrer de over havnen mod fyret og festplads 

og bål. Fakkeltoget kan trække så langt ud, at de forreste kan 

smide faklerne på bålet, mens de sidste endnu ikke har forladt 

havnebryggen. Og alt imens er tusmørket på vej. Nattergalen 

puster sig op til årets sidste triller, og mens bålet blusser holdes 

der båltale og synges midsommervise og nationalsang. Og 

pludselig er det hele slut. På kildepladsen er der dog endnu en 

æbleskive og en fadøl og en gyngende harmonika i restaurationsteltet, 

men vildt bliver det aldrig. Traditionen tro er en kildefest 

en pæn og anstændig foreteelse som hele familien kan 

deltage i. Og nu begynder turistsæsonen for alvor. 

Almindingen har også huset en kildefest ved Koldekilde. 

Udbuddet af gøgl, musik og beværtning var betydeligt 

større her end ved lillebyen Svanekes diminutive vandsprøjt. 

Forlystelsesetablissementet Dyrehavsbakken ved 

København er ’født’ i det brogede folkeliv, der gestaltede 

sig omkring Kirsten Piils Kilde, der også havde et 

livgivende og lindrende ry. Ved kristendommens indtog 

overtog de gejstlige traditionen, velsignede vandet og 

beholdt de til tider vilde og løsslupne fester ved midsommertid.

HELLIG KILDE VED VIGEHAVN 

ildefesten i Svaneke er et voksende tilløbsstykke på Bornholm. 

Flere hundrede drager til byen især for at opleve det stemningsfulde 

fakkeltog og bålet på det yderste østlige skær på øen. 

I Svaneke betragter man kildefesten som ’den eneste endnu bevarede 

festtradition knyttet til en hellig kilde i hele Danmark’. 

Kildefestens traditioner går tilbage til hedensk tid. 

’Helligkilde’ hed det vandspring mellem havklipperne, som stormfloden 

havde ødelagt. 

»Her kastede man blomster i den lille kilde og på en lille slette i nærheden 

dansede de unge fiskere og sømænd og pigerne, mens de beværtedes 

fra vogne,« som professor Madvig skriver i sine erindringer om 

sin barndoms by. 

Endnu går kildebørnene, det vil sige de kommende konfirmander, 

rundt i byen et par dage før Sct. Hans og spørger om blomster til kilden. 

Og hele byens frodige og farverige overskud bliver til blomsterranker 

og opsatser. Og kilden udsmykkes efter de gamle forskrifter hvori det 

bl.a. hedder, at støtterne bindes med blomster, hunjatjajs og bøgekviste. 

Guirlanderne på samme måde, men uden blomster og ’taget’ 

består af egeløv fra præsteskoven i Ibsker. 

De norske skoleorkestre har været en fast bestanddel af festen siden 

begyndelsen af 1970’erne. 

Fakkeltog, Drachmanns midsommersang, nationalsangen og båltalen 

er en tradition som er vokset ud af bålafbrændingen. En skik som kom 

til Bornholm lige efter 1. Verdenskrig. 

At kildetraditionerne også indeholder fortidige kønsrollemønstre er 

kun naturligt. Mens pigerne henter pæoner, guldregn, syrener, rødtjørn, 

kornblomster, violer og stedmoderblomster hos byens borgere, 

samler drengene mængder af vild kørvel langs klippekysten. Det er 

også drengene der står ekstra tidligt op på selve festdagen og ager 

vestover til Ibsker præstegård efter egegrene. Først derefter vækker de 

pigerne under stor ståhej, for så skal traditionens vogtere binde blomster. 

Traditionens vogter, står der på en sten på kildepladsen. Det er til 

minde om lærer Valdemar Hansen som indtil sin død i 1945 stod for 

udviklingen og bevarelsen af kildefestens mange ritualer. Det er i hans 

ånd at festen fortsætter som om verden af i går stadig eksisterer. 

Valdemar Myhre fotograferede folk, liv og by i Svaneke i tiden omkring 

år 1900. Den stemning af uskyld, arbejdsomhed og folkeliv som han 

dokumenterede, findes stadig i byen. Måske især ved kildefesttid. 

Benævnelsen ”Traditionens vogter” kan også med god ret hæftes på 

fhv. malermester Harald Lind, som med et livs ihærdighed har ført 

kildefest-traditionerne videre og berettet så levende om i værket om 

Svaneke Bys historie. 



Svaneke Torv 7 · 5649 6282

Bøj din fantasi 

magasinet bornholm | 63 

www.bornholmslimtrae.dk 5695 3022


DET VAR I AAKIRKEBY, JEG 

SÅ HAM. FØRSTE GANG. 

HAN FOREKOM PÅ EN GANG FREMMED - 

DENNE UNGE MAND KLÆDT I SORT. OG SÅ 

ALLIGEVEL IKKE. MEN ALENE HANS HØJDE 

STAK UD. OG DET KRONRAGEDE HOVED 

- JA, DET NÆRMEST SKREG STORBY... 

Tekst Ida Lassen | Fotos Torben Villumsen 


Præstasnûdan 


...EN HALV TIME SENERE SÅ JEG HAM IGEN. DENNE GANG TÆT 

VED BUSSELY OG LODBERGS SMEDJE. 

Målbevidst, iført attaché-mappe, i rask gang 

på vej mod den sydlige ende af byen. En 

fremmed. En fremmed på gennemrejse. Ingen 

tvivl om det. Og fremmed, det var han. 

Denne Kim Fischer Nielsen. Importeret fra 

skyggesidernes København, i tæt kontakt 

med misbrugsfolket og aidsramte. Importeret 

til det trygge, nære, tætte lokalsamfund 

på sydlandet. 

Han opholdt sig kun på Bornholm i få måneder 

og forlod øen igen, da sommeren gik på 

hæld. Men alligevel var han en af dem - en 

af de få - der på allernærmeste hold kom til 

af dele nogle af livets største øjeblikke med 

de lokale Pedersker-boere. 

Men hvad får en ung, nyuddannet teolog fra 

København til overhovedet at søge jobbet 

som præst i et lille sogn på Østbornholm? At 

flytte sig fra sin centralt placerede toværelses 

lejlighed på Amager tæt på byens puls til en 

lille gul bungalow i Pedersker godt nok med 

egen carport og køkkenhave? 

At kaste den behagelige storbyanonymitet 

overbord og placere sig selv i centrum for et 

fremmed folks interesserede og ind i mellem 

nysgerrige blikke? 

Mærkeligt nok lyder det hverken hult 

eller som en kliché, når han med alvor 

i stemmen og en Kings med filter i 

hånden bekræfter, at der er tale om et 

kald. 

»Jeg vil virkelig gerne dét her, jeg vil virkelig 

gerne være præst,« siger han. 

»Jeg går så meget ind for det kristne budskab 

om tolerance, næstekærlighed og tilgivelse, 

at det i den grad giver mening for mig at 

være præst.« 

At det så lige blev Bornholm var nok mest, 

fordi jobbet tilfældigvis var her. Men ikke 

desto mindre har flytningen til netop Bornholm 

understreget hans følelse af at have 

kastet sig ud i noget spændende og eksotisk. 

For der er forskel på København og Pedersker. 

På storbyen og Bornholm. 

»Det er ganske særligt at opleve, hvordan 

det pludselig er interessant, hvad præsten 

mener, siger han og trækker æ¹et i præst på 

det bedste bornholmske, han har lært. Uanset 

hvad, så forventer man noget særligt af 

præsten. Han skal se ordentlig ud, opføre sig 

ordentligt, ikke drikke for mange øl, og så 

har han kone og børn. Havde jeg været 50, 

var et Johannes Møllehave-agtigt look med 

fløjlsbukser og fornuftige Jacoform sko nok 

det, de fleste havde forventet, siger den unge 

præst, der selv går ungt og stilsikkert men 

afslappet klædt.« 

»Det er da sket, at jeg har delt en flaske vin 

med mig selv en aften, og jeg har måske 

endda købt flasken i den lokale brugs, men 

det er ikke noget jeg har skiltet med, smiler 

Kim Fischer.« 

Ganske vist er han selv vokset op i et lille 

samfund i det sydfynske og var derfor bekendt 

med og godt forberedt på den eksponering, 

han ville blive udsat for. Men at interessen 

for hans person skulle blive så stor, 

havde han ikke forudset. Han er ikke i tvivl 

om, at nysgerrigheden over for det nære er 

vigtig. Altså at man i det lille lokalsamfund 

interesserer sig for hinanden og engagerer 

sig i sine omgivelser. 

»Nysgerrigheden er på den måde med til at 

holde én i gang, og man bliver ikke så let 

ensom. Ud fra et kristent synspunkt, skal vi 

faktisk på et eller andet plan bekymre os om 

det liv, der omgiver os. Men nysgerrighed 

bliver let til nyfigenhed, og med den følger 

sladderen. I min tid i Pedersker har jeg nok 

oplevet sladder men ikke ondsindet sladder,« 

siger Kim Fischer.

fakta 

Sognepræst 

Kim Fischer Nielsen, 33 år er født 

og opvokset på Tåsinge ved Svendborg. Cand. 

theol. i 2001. Sit første præstembede fik han 

som vikar i Pedersker fra 1. marts til 15. august 

2003. Kim Fischer Nielsen har blandt andet 

arbejdet som rådgiver på AIDS-linien, på en 

familiebehandlingsinstitution, hvor misbrugere 

kan være sammen med deres børn, mens de 

er i behandling. Desuden har han besøgt en 

række gadeprojekter i udlandet , der lavede 

opsøgende socialt arbejde blandt unge prostituerede. 

Kim Fischer Nielsen forlod Bornholm 1. september 

for at tiltræde som hjælpepræst ved den 

danske kirke i Bruxelles. 

Det store ansvar: 

Han føler 

et stort ansvar for at udfylde sin rolle som præst og 

medmenneske og at give begrebet næstekærlighed 

mening i praksis. Med jævne mellemrum sover Kim 

Fischer med telefonen under hovedpuden. Det sker, 

når han har vagt på Sct. Nicolai Tjenesten, som er 

en kristen telefontjeneste, der giver ensomme, ulykkelige 

og rådvilde mennesker mulighed for at tale 

med et andet menneske om sine problemer. Det er 

ikke mange nætter siden, at han der fra sengekanten 

hjalp et ensomt menneske ved at lytte og tale en 

halv times tid. 

»Bagefter tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, 

jeg var der. Jeg fik en fornemmelse af, at det virkelig 

betaler sig at anstrenge sig, at yde en indsats,« siger 

Kim Fischer. Som han sidder der i sin enkelt indrettede 

stue omgivet af bøger, musik og levende lys, 

har man måske et svar på, hvorfra han selv henter 

saft og kraft. 


Præstasnûdan 

Den store lokale interesse har gjort det 

let for ham at komme i kontakt med 

folk, og han føler sig modtaget med åbne 

arme. De lokale vil gerne præsentere sig 

selv og så selvfølgelig høre lidt om, hvad 

ham præsten er for én. 

»En bedstemor passer mig op på gaden, 

fordi hun gerne vil vise mig sine børnebørn, 

og i Brugsen møder jeg endnu et 

par stykker, der gerne vil sludre. På mig 

har det ikke virket omklamrende, men 

jeg kan da godt forestille mig de, der var 

løbet skrigende bort. Tværtimod har den 

kolossale opbakning og interesse betydet, 

at jeg har fået den bedste start på 

mit præsteliv, jeg kunne ønske mig.« 

Lige fra starten har han konsekvent hilst 

på alle han møder. Hilsner der kun med 

enkelte undtagelser bliver gengældt. Og 

en del tyske turister har sikkert fået noget 

at tænke over: Hvem pokker kender 

jeg i Pedersker? 

Men det er ikke kun det lokale samfunds 

opmærksomhed, der gør forskellen mellem 

land og by. F.eks. konfirmanderne. 

»Jeg tror, at de unge her lever et noget 

andet liv og får nogle andre værdier med 

hjemmefra. F.eks. da jeg introducerede 

årets konfirmander for det voksende 

problem med stoffer og narkotika blandt 

deres jævnaldrende og forsøgte at forklare 

dem, at uanset, hvad de kommer 

ud for, så vil kirken være der for dem - 

ja, det faldt faktisk lidt til jorden. Det var 

åbenbart ikke en relevant dagsorden.« 


Og efterfølgende er han blevet i tvivl 

om, hvorvidt emnet har været bragt på 

banen for tidligt. 

»Selvom de på mange måder agerer som 

teenagere, så fornemmer jeg, at de unge 

her er mere afventende og velopdragne 

end deres jævnaldrende i byen.« 

»Havde de været mere stille end de var, 

havde jeg troet, der var noget galt.« 

»De forekommer heller ikke så modige, 

men måske hænger det sammen med en 

større respekt for kirken. De fik helt frie 

hænder til at planlægge deres konfirmationsgudtjeneste, 

og jeg havde håbet, 

de kunne finde på at rappe trosbekendelsen. 

Men det blev der ikke noget af. 

På den måde er de ikke så udfarende og 

eksperimenterende.« 

Som vikarierende sognepræst i Pedersker 

Sogn har Kim Fischer Nielsen få dage 

forinden forrettet sin fjerde begravelse. 

Forrygende! Sådan betegner han selv det 

at få lov at være med til at formulere det 

sidste farvel til et medmenneske. 

»Det er her jeg tjener min løn som 

præst,« siger Kim Fischer. At tage del i 

et sorgforløb og begravelse er på én gang 

krævende og spændende. 

»Det at miste en af sine nærmeste giver 

sjældent mening og skal ikke forstås. 

Det er vigtigt for mig som præst at lykkes 

og få de efterladte til at tro på, at den 

retfærdighed, vi ikke kan se, trods alt 

findes.« 

Ved begravelsessamtalen med de pårørende 

lægger han vægt på at forsøge at 

lære afdøde at kende. Det handler ikke 

kun om at sætte sig ind i vedkommendes 

livsforløb men også om at pejle sig ind 

på, hvem vedkommende var som menneske. 

Nysgerrighed vil nogen måske 

kalde det. Men nej, måske mere en dyb 

interessere i at få en fornemmelse for, 

hvem personen egentlig var, inden han 

siger de sidste og mange gange afgørende 

ord i kirken. 

I Pedersker er der nemlig mulighed for at 

lære alle at kende - her kender præsten 

den, han begraver. I storbyen forekommer 

det derimod ofte, at præsten begraver 

en person, han ikke kender. 

»For mig som præst har den personlige 

involvering en vigtig betydning – også 

selvom den sikkert på længere sigt kan 

komme til at tære på ressourcerne. Det 

at være tæt på folk betyder, at jeg i højere 

grad kan komme til at fungere som 

samtalepartner. Og det er en mindst 

ligeså vigtig og spændende del af præstens 

arbejde som at holde gudstjeneste 

om søndagen.« 

I Kim Fischers tid som præst i Pedersker 

nåede der at ske et boom i interessen 

for de personlige samtaler, da først folk 

havde set ham tilstrækkeligt an. 

»Det har været drønspændende og så 

cool at opleve, at man faktisk du’r til 

noget – ikke bare som præst men som en 

god og ligeværdig samtalepartner.


De tyske gesandter 

GILLA OG KARL KRUSCHEL HAR VENNER OG BEKENDTE OVERALT 

I VERDEN. DE HAR REJST KLODEN TYND. MEN HVER EVIG ENESTE 

SOMMER VENDER DE TILBAGE TIL BORNHOLM. 

I ÅR FOR 25. GANG 

fakta 

GENTAGELSE 

Tekst Jette Kold | Fotos Torben Villumsen 

25 ferier på Bornholm 25 år i træk og 

hver gang mindst tre uger! Selv en lokalpatriot 

må undre sig? 

»Nej, det er da ikke spor mærkeligt,« 

smiler Gilla Kruschel. 

»For vi trænger sådan til Bornholm 

mindst én gang om året. Bornholm 

er simpelthen blevet en del af vores 

families livsrytme. Og når vi efter 

endt ferie igen forlader øen, er det 

oftest med vemod. Evig og altid taler 

vi om, at vi godt kunne have brugt 

mindst endnu en uge! Men vi må jo 

hjem.« 

»Længslen efter Bornholm forlader 

os aldrig rigtig, og derfor er det altid 

dejligt, når vi i november booker næste 

års rejse og ophold. Så begynder 

vi så småt at glæde os til at vende 

tilbage, selv om vi som regel har adskillige 

rejsemål i udlandet i løbet af 

Gilla og Karl Kruschel, henholdsvis 54 og 57 år, er fra den tyske by 

Schwerte i Nordrhein-Westfalen, omkring 80 km syd for Dortmund. 

Gilla underviser i kvindelitteratur på et voksenundervisningscenter. Karl 

er magister i teologi og ansvarlig for Westfalens evangeliske kirkes økumeniske 

samarbejde med Mellem- og Østeuropa. 

De har to voksne sønner, Florian på 27, ingeniør i Køln, og Philipp på 24, 

studerende i Boston, USA. 

Ægteparret Kruschels hjemby Schwerte er ingen trist, forkullet Ruhrdistrikt-by, 

som ville få enhver til at ønske sig bort til skønne, rene himmelstrøg. 

Tværtimod har den et charmerende, historisk bycenter med 

markedsplads foran den store evangeliske kirke og er omgivet af et 

grønt, skovklædt opland, gennemstrømmet af Rhinens bifloder. 

Indbyggertallet er lidt højere end hele Bornholms, og med tysk målestok 

regnes Schwerte for en lille by. 

et år. Men Bornholm er for os noget 

meget mere personligt.« 

I taler om at trænge til Bornholm – hvordan 

skal det forstås? 

»Først og fremmest handler det om 

ro,« forklarer Karl Kruschel. 

»Den særlige bornholmske rolige 

dagsrytme, som vi aldrig har fundet 

magen til andre steder i verden, er 

balsam for sjælen.« 

»Vi lader os påvirke af denne gode 

ro til at sidde uforetagsomme eller 

f.eks. læse og koncentrere os uforstyrret 

om et emne. Så er der det 

med afstandene. Ingenting er langt 

væk, vi kan cykle rundt eller bare 

gå til bageren, til brugsen eller til 

kirken i Pedersker (som ægteparret 

Kruschel på korrekt bornholmsk 

udtaler ‘Pærsker’)«.

» 

DEN, DER ÅBNER SIG MOD VERDEN, OPLEVER ANDRE 

KULTURER, SPROG OG LEVEMÅDER, OG DET SÆTTER 

ENS DAGLIGE TILVÆRELSE, DET TRAVLE HVERDAGSLIV, 

I RELIEF. DET HAR FÅET OS TIL AT PRIORITERE BORN- 

HOLM HØJEST.« 


» 


»Vi handler også altid i de små boder 

langs vejene og har vænnet os 

til tilliden blandt folk. Men når vi 

har tyske venner på besøg, bliver de 

lige så forbløffede over boderne, hvor 

man bare betjener sig selv og naturligvis 

sørger for at betale. Det kender 

vi slet ikke fra Tyskland,« siger Karl 

Kruschel. 

Og Gilla Kruschel skynder sig at 

tilføje, at ligesom boderne er også 

de bornholmske nye kartofler – især 

aspargeskartofler – i særklasse. 

»Aspargeskartofler kan vi slet ikke 

opdrive i Tyskland,« siger hun og 

bliver forbavset over at høre, at de er 

almindelige i hele Danmark. 

»I vores have hjemme i Tyskland har 

vi et bornholmske figentræ, og nu vil 

vi også forsøge os med bornholmske 

kartofler! Men honningen fra en 

avler i Vestermarie – den slår alle 

rekorder og er så unik bornholmsk.« 

SOLEN OG DEN DRAMATISKE 

BLÆST PÅ UVEJRSDAGE 

Gilla og Karl Kruschel fortæller, at 

de altid lejer sommerhus i Østre Sømarken. 

De er ikke de store strandløver, 

men spadserer dagligt langs 

stranden eller i skoven og noterer sig 

år efter år hver eneste ændring i den 

dejlige natur. 

»Vi ved jo, at vejret er lidt af et puslespil, 

og det er da et plus, når det 

byder på sol og varme, men vi kan 

så godt lide, at vejret på Bornholm 

normalt ikke er for hedt. Klimaet 

om sommeren passer os godt med 

dets vekslen mellem solfyldte dage 

og ikke mindre den dramatiske blæst 

på uvejrsdage.« 

GESANDTER FOR BORNHOLM 

Interessen for at rejse har Gilla og 

Karl Kruschel haft fra ungdommen, 

hvor hun var ansat i British Airways 

i Berlin. Siden blev det Karls arbejde 

VI TRÆNGER SÅDAN TIL BORNHOLM MINDST 

ÉN GANG OM ÅRET. BORNHOLM ER SIMPELTHEN 

BLEVET EN DEL AF VORES 

FAMILIES LIVSRYTME.«

» 

DEN SÆRLIGE BORNHOLMSKE ROLIGE DAGSRYTME, 

SOM VI ALDRIG HAR FUNDET MAGEN TIL ANDRE 

med internationalt, kirkeligt samarbejde, 

som har ført dem viden om. 

Det har også ført til mange venskaber 

i alle dele af verden, og en del af de 

venner, som har besøgt dem hjemme i 

Tyskland, har de inspireret til at rejse til 

Bornholm. 

»Gesandter for Bornholm – det er vi 

gerne med alle de glæder øen har givet 

os, og det var iøvrigt også på andres an- 

STEDER I VERDEN, ER BALSAM FOR SJÆLEN.« 

befaling, at vi for 25 år siden første gang 

ferierede på øen.« 

»Den, der åbner sig mod verden, 

oplever andre kulturer, sprog og levemåder, 

og det sætter ens daglige tilværelse, 

det travle hverdagsliv, i relief. Det har 

fået os til at prioritere Bornholm højest,« 

siger Karl Kruschel. 

»Men når vi stadig i dag holder så meget 

af Bornholm og ikke kan undvære vores 

årlige ferie på øen, så skyldes det også, at 

vi efterhånden har fået fire-fem familier 

som vores private venner.« 

»Gennem nære venskaber får vi gensidigt 

indsigt i de grundlæggende forskelle, 

der er på vores samfund – det 

tyske og det danske, selv om vi næsten 

bor dør om dør,« siger de og vil meget 

gerne snakke om og have mere viden 

om, hvordan det står til med Bornholm- 


strafikken, regionskommunen, arbejdsløshed, 

skoleforhold og det kulturelle liv 

på Bornholm. 

VENSKABER 

»Vi læser sommetider i avisen,« siger 

Gilla Kruschel, der har gået til danskundervisning 

i sin hjemby i Tyskland og 

forstår meget, men synes, det er umanerligt 

svært at tale dansk. 

»Var der sommerkurser i dansk for os 

veteraner, så var jeg en sikker deltager,« 

smiler hun og siger, at hun da også gerne 

ville udvide sin bekendtskabskreds. 

»Jeg synes, der er så utroligt mange 

interessante mennesker, f.eks. mange 

kunstnere inden for alle genrer på Bornholm, 

og jeg kan godt forstå, at naturen, 

roen, og de små samfund må virke inspirerende 

i en ellers så hektisk tidsalder,« 

siger Gilla Kruschel. 

DET DYRE BORNHOLM 

Men kan der stadig være udfordringer eller 

nye oplevelser for jer at hente på Bornholm? 

»Bornholm har en meget stor kulturel 

spændvidde. Tradition og fremskridt 

går så flot hånd i hånd på denne ø, hvor 

alt er overskueligt og nemt at få øje på. 

Gamle håndværk som urmageri, mølleri 

og andre håndværksteder lever side 

og side med de mest avancerede glasværksteder, 

moderne bygningskunst, 

et blomstrende musikliv på højt niveau 

og kunstudstillinger, som vi simpelt hen 

ikke ville gå glip af. « 

»Noget af det nyeste, vi de sidste år har 

glædet os til at gense, er f.eks. Grønbechs 

Gård i Hasle, Raschs Pakhus i Rønne for 

ikke at tale om de sprudlende kunstneriske 

oplevelser på Svanekegården – men 

vi er f.eks. også altid omkring Høstmuseet 

og Martin Andersen Nexø-museet, 


og til næste år glæder vi os til at se udvidelsen 

af Kunstmuseet i Rø.« 

»Det geniale ved Bornholm er, at der 

er ro og fred, men ikke desto mindre et 

væld af oplevelser at vælge imellem, hvis 

man har overskud og lyst til det.« 

Men der må også være forhold, som skuffer 

jer? 

»Det er et problem, at det er så forfærdelig 

dyrt at komme til Bornholm, og 

vi mener, det kommer til at koste bornholmsk 

turisme dyrt, hvis ruten mellem 

Rønne og Sassnitz ophører. Så vil mange 

nordtyskere vælge Mallorca!« 

»Det er også problematisk, at det er så 

skrækkeligt dyrt at spise på restaurant, 

og at de dagligdags leveomkostninger er 

så høje. Fødevarepriserne er efter vores 

vurdering tårnhøje.« 

»Vi foretrækker jo at spise dansk og synes, 

at de særlige bornholmske fødevarer 

smager specielt godt at sætte til livs på 

stedet. De lokale specialiteter fra rejser i 

det store udland smager altid bedst dér, 

hvor de frembringes. Tag bare bornholmsk 

laks eller østersøtorsk, honning, 

softkernebrød, aspargeskartoflerne!« 

»Men dyrt – det er det. Alligevel køber vi 

de særlige bornholmske produkter med 

hjem – ikke længere til os selv, men som 

gaver til venner og bekendte.« 

VINTERFERIE, NEJ TAK 

Jeres voksne børn, unge mennesker i almindelighed 

– tror I, de gider komme til Bornholm 

på ferie? 

»Bornholm er genialt som feriested for 

familier med børn og for folk, der er 

oppe i årene. Vore sønner kommer stadig 

i kortere perioder – de kender øen 

fra barnsben, har som unge slæbt kam- 

merater med år efter år og har en særlig 

veneration for øen.« 

»De er overbevist om, at de – når de 

engang stifter familie – vil tilbringe 

sommer efter sommer på Bornholm, 

men i disse år keder de sig efter få dage 

og tager videre,« siger Karl Kruschel og 

fortsætter: 

»Jeg tror ikke, det er muligt at vende 

det billede – med mindre Bornholm 

begyndte at satse på masseturisme og 

ungdommens vekslende stil, som ikke 

nødvendigvis ville have noget med det 

autentiske Bornholm at gøre. Og det 

ville for mig at se være en katastrofe!« 

Hvorfor besøger I altid Bornholm om sommeren? 

Kunne det ikke være interessant at være 

her i efteråret eller om vinteren? 

Men den mulighed er Gilla og Karl 

Kruschel ikke positive overfor. 

»Jeg er født og opvokset i Nordtyskland 

og kender alt for godt til tåge, kulde og 

de få lyse timer,« siger Karl, og Gilla 

tilføjer: 

»Nej, selv sejladsen fra Tyskland til 

Bornholm i sommertiden kan, når bølgerne 

er høje, være en slem prøvelse 

for mig. Efterårs- og vinterstorme ville 

ødelægge min ferieglæde, og ingen af 

os lades upåvirket af de mange mørke 

timer. I på Bornholm må leve med i 

mange måneder.« 

»I den mørke tid drager vi altid mod 

lysere egne, hvis vi har muligheden 

arbejdsmæssigt og økonomisk, forklarer 

Gilla, og hun tilføjer: 

Men Bornholm er altid – uanset årstid 

– i vores hjem i Schwerte, hvor bornholmeruret 

tikkende fortæller os, at tiden 

nærmer sig til næste års rejse til vores 

andet hjem, Bornholm.«

» 

BORNHOLM HAR EN MEGET STOR KULTUREL SPÆNDVIDDE. TRA- 

DITION OG FREMSKRIDT GÅR SÅ FLOT HÅND I HÅND PÅ DENNE 

Ø, HVOR ALT ER OVERSKUELIGT OG NEMT AT FÅ ØJE PÅ. 



Kalle fra Svaneke 

Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen, 

Charlotte Barrett og Torben Villumsen 

ALLE KENDER HAM. POSTBUD, FORSANGER I EXPECT NO MERCY, STJERNE 

FOR EN AFTEN I DEN BEDSTE SENDETID, FODBOLDTRÆNER... HELE SIT LIV 

HAR ’KALLE POST’ MED DE FASTE LÅR OG DET FRÆKKE GLIMT SLÅET SINE 

FOLDER PÅ DEN BORNHOLMSKE ØSTKYST. OM AT TISSE NÅR FILMKAMERAET 

RULLER, OM KÆRLIGHEDEN, OM LIVET, OM KVINDERNE... 


Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen, 

Charlotte Barrett og Torben Villumsen 


n flimrende hed sommerdag kommer 

Kalle kørende på sin rute. Luften står 

stille, sommerfuglene danser parringsdans 

i luften. Kaprifolien dufter, så den 

rammer Kalle helt inde i den gule postbil. 

Han standser bilen. 

»Juhuu, kommer du ikke herned med 

posten?« lyder det fra haven. Og en smilende 

kvinde iført trusser, bh og store 

solbriller vinker dovent. 

»Men da jeg kommer ned i haven, har 

hun taget bh og trusser af og ligger dér 

splitternøgen. Så står man der … øh, god 

dag ...,« erindrer Kalle. 

»Pyh, det er varmt, vil du ikke have noget 

koldt at drikke,« lyder det inde bag de 

store solbriller«. 

Og det ville Kalle jo gerne … 

For han er fræk, posten i Svaneke. De 

faste lår, den gode bagdel, glimtet i de 

spillende, blå øjne. Den hæse stemme, 

det bløde bornholmske. De rappe replikker... 

Kalle voksede op i et trygt miljø i fiskerlejet 

Aarsdale lidt syd for Svaneke. 

Han gik på Svaneke Skole i en klasse 

med 24 elever, hvoraf halvdelen kom fra 

Aarsdale. 

»Vi var alle lige, der var ingen, der havde 

mere end andre. Vores forældre mødtes 

dagligt på havnen og fik en snak, og 

det var også her, at lommepengene blev 

reguleret, sådan at den ene far sagde til 

den anden: Nåh, hvad får jeres unger i 

lommepenge hjemme hos Jer? Så talte 

de lidt frem og tilbage om det, og så fik vi 

alle sammen det samme,« husker Kalle. 

»Mens andre unge tog ud for at se verden, 

blev vi hjemme. Der var ingen, der 

tog på Interrail. Vi havde nok i os selv 

og følte ikke, at vi havde brug for den 

udfordring. Vi var sammen. Vi drak! Vi 

rejste aldrig ud af byen, men valgte at 

blive her.« 

På et tidspunkt er Kalle alligevel ved at 

løbe sur i livet. Forældrene bliver skilt, 

Kalle er rodløs og kan ikke finde fred. 

Drikker for mange guldbajere og ryger 

for meget hash sammen med gutterne. 

Kommer på nervemedicin og er helt ude 

i tovene. Men Kalles bedste ven og faste 

holdepunkt, Peter Sigumfeld, samler 

Kalle op igen. Og takket være Peter - og 

Kalles job som postbud, som han altid 

har været meget glad for - klarer han 

skærene og kommer ud på den anden 

side. 

»Min far sagde altid: pas dit arbejde! Og 

det har jeg altid gjort med glæde.« 

En morgen aser og masser han med en 

rørformet pakke til en ældre, kristen 

dame. Det går ikke. Kalle kan ikke få 

den igennem og ringer på døren. Den 

ældre dame lukker op: 

»Din sprække er ikke stor nok, jeg har 

prøvet alt, men jeg kan ikke presse den 

ind!« 

»Den gav røde ører, men gudskelov 

fangede hun den ikke,« siger Kalle, der 

formåede at holde masken.


Kalle 


Da lynet slog ned i Kalle og Lone til en 

juleafslutning i fodboldklubben, gav det 

seriøs genlyd i Danmarks mindste købstad 

- det ellers ikke videre bornerte Svaneke, 

hvor man er vant til et vist gennemtræk 

i ægteskaberne. Tænk, postbudet 

rendte med byens smukkeste pige 

– den yndige dagplejemor. Hun kvittede 

status, bedsteborgerhus, Mercedes Benz 

og én af byens andre populære sønner, 

med hvem hun havde to små børn. 

Kalle forlod sin kone gennem et år og tre 

måneder og sin lille søn. To små familier 

blev splittet. 

Byen var rystet, stemningen skiftede 

mellem forargelse og medfølelse. Man 

skuttede sig og rykkede tættere sammen 

i de små hjem: 

Det var frygteligt, fordi så mange blev 

berørt og ulykkelige af det, men det 

kunne ikke være anderledes, for Lone 

og Kalle måtte bare have hinanden. 

Lone husker parrets første stævnemøde. 

De havde lånt en taglejlighed i byen. Ingen 

vidste noget endnu. Det skulle være 

meget romantisk: 

»Og så kom han med en flaske Champagne 

– og et par trusser fra Kvickly!,« 

griner Lone, der absolut ikke var vant til 

at få kærlighedsgaver indkøbt i et supermarked. 

Kvickly-trusserne kunne dog ikke rokke 

ved, at Lone havde tabt sit hjerte til Kalle. 

En måned efter flyttede de sammen 

i Kalles lille, gule bindingsværkshus. 

To vidt forskellige mennesker, med vidt 

forskellige baggrunde og vidt forskelligt 

Kalle 

syn på livet. Hun var den pæne pige, som 

aldrig havde kommet sammen med nogen, 

der røg hash og drak sig fuld. Kalle 

var en uregerlig og charmerende rod, der 

drak Jack Daniels, røg fede og hang ud 

med vennerne. 

Hun var til Bo Bedre og engelsk country 

style, han kunne bo i en campingvogn 

med tre ølkasser. Han kaldte hendes 

omgangskreds for fattigfine, hun var 

flov over at blive set med hans venner 

og dukkede sig bag fiskekasserne, når 

hun og Kalle sad og fik en håndbajer 

med dem på havnen, og hendes venner 

kørte forbi. Han har måttet overnatte i 

bandets øvelokale, og hun har siddet og 

skummet af vrede i sin eksmands kolonihavehus, 

når bølgerne er gået højt og 

kanterne skulle slibes. 

I dag har Lone indset, at passion og lidenskab 

er vigtigere end materielle goder, 

og at man ikke behøver at være et 

skod, fordi man får sig en bajer på havnen. 

Kalle er ikke helt så vild og uregerlig, 

som han har været og har desuden 

lært at respektere Lones venner. 

En tidligere skønhedsdronning, som 

altid forsøgte at lokke Kalle indenfor til 

et glas saft, kom en dag løbende ud på 

gaden for at tage imod ham. 

»Hun har vel været omkring 65 år, og 

det var længe siden, hun havde været en 

skønhedsdronning, men pludselig står 

hun og tager imod mig midt på gaden 

i g-streng og stormasket netundertrøje. 


De forbikørende bilister var nær kørt galt 

ved synet,« fortæller Kalle. 

Senere ved den lokale havnefest kaster 

den aldrende skønhed sig over ham, 

presser hans hoved ned mellem sine 

store gyngende bryster, som under den 

gennemsigtige blondebluse bølger som 

Østersøen i novemberstorm, og giver 

ham et ordentligt goddagknus. 

»Det er da dejligt, at kunderne er glade,« 

smiler Kalle. 

Der er sådan lidt ’Postbudet ringer altid 

to gange’ over ham. Kvinder i Svaneke 

spinder kælent, når de hører brevene 

blive presset gennem dørsprækken. Selv 

når rudekuverterne og rykkerne bliver 

listet ind ad sprækken, sukker de henført, 

kvinderne. Pirrede af fantasien om, 

hvad der kunne ske, hvis de fik ham lokket 

med inden for i køkkenet, inviterede 

ham på en kop kaffe … på køkkenbordet 

… midt i det bornholmske rugmel … 

Kalle elsker at provokere og drille, og 

han kan ikke lade være med at diskutere 

alting, også selv om han i virkeligheden 

er enig. 

»Jeg har aldrig boet sammen med nogen, 

der kan bringe mig så langt ud af fatning 

som Kalle. Han kan få mig så langt ud, 

at jeg kaster med ting efter ham, fordi 

han er så øretæveindbydende. Men jeg 

har til gengæld heller aldrig mødt nogen, 

der kan få mig til at grine så meget,« erkender 

Lone, der ikke fortryder, at hun 

sagde ja, da Kalle friede, og hun byttede 

det store gule hus ud med et lille gult. 

På Kalles visitkort måtte der gerne stå 

»rocksanger - og postbud i fritiden«. Den 

musikalske interesse begyndte, da Kalle 

og fire af gutterne fra Aarsdale dannede 

rockbandet Expect no Mercy i starten af 

1980’erne. 

Bandet har opnået lokal kultstatus, og 

fansene sørger for, at ’Expecterne’ spiller 


for fulde huse, hver eneste gang de fyrer 

den af. 

»Jeg føler mig som stjerne for en aften, 

når vi spiller 3. juledag på Bodegaen i 

Svaneke, hvor duggen driver ned ad vinduerne, 

publikum kammer totalt over, 

og stemningen er så høj, at man næsten 

svæver. Det er bare så fedt,« siger Kalle, 

der får julelys i øjnene og karter rundt i 

lokalet, når han taler om sin musik og 

sammenholdet i bandet. 

Og så var der den gang, hvor Kalle og 

gutterne fra bandet spillede hårdkogte 

rockere i Lotte Svendens film ’Bornholms 

stemme’: 

»Vi skulle pisse på én, der skulle indvies i 

vores rockergruppe, og havde fået en tepose 

under armen, som vi skulle trykke 

på, så vi kunne pisse på instruktørens 

kommando. Men det virkede ikke. Så 

vi måtte tage kalorius frem og gøre det 

rigtigt. Det er sgu svært, når fotografen 

– ved synet af vores udstyr - samtidig 

står og fortæller, at han har ondt af de 

bornholmske piger,« griner Kalle, der 

sammen med de andre ’Expecter’ måtte 

stå med kalorius uden for bukserne i tre 

dage, før scenen var i kassen. 

»Men det var pisseskægt – og så blev vi til 

og med betalt for det.« 

Bandet er begyndt at skrive deres numre 

selv. Og Kalle har måttet sande, at det 

kan være noget af en satsning at lade 

både postbudet og komponisten være på 

arbejde på samme tid: 

»Jeg kom kørende ude på ruten, og pludselig 

kommer der en melodi til mig. Den 

er pissegod, og jeg må bare ikke glemme 

den. Jeg bliver ved med at nynne den, 

men kan til sidst godt indse, at jeg jo 

ikke kan rende rundt og nynne indtil 

arbejdsdagen er slut. Så da jeg kommer 

forbi en mønttelefon, ringer jeg straks 

til guitaristen og skråler melodien ind i 

røret, så han kan optage hittet. Da jeg


agefter vender mig om for at gå hen 

i postbilen, opdager jeg, at der står et 

hold tyske turister og stirrer på mig. Jeg 

hilser venligt, som jeg gør til alle, sætter 

mig ind i postbilen og kører videre. 

I bakspejlet bemærker jeg, at turisterne 

bliver stående og glor, indtil jeg er ude 

af syne. De fik da noget lokalkolorit for 

pengene!.« 

Kalle var også genstand for mediernes 

bevågenhed, da han for nogle år siden 

blev topscorer i Bornholms-serien. Han 

spillede centerforward i Svaneke Boldklub 

og havde scoret 25 mål i sæsonens 

løb. 

Det var på de tider, hvor man skulle til at 

danne FC Bornholm. På et pressemøde 

spørger en journalist FC Bornholms 

træner, om ikke Kalle kunne udgøre en 

vigtig brik på holdet, hvortil træneren 

svarer: 

»Kalle er ikke hurtig nok, Kalle har 

ikke overblik nok, og Kalles teknik er 


ikke god nok. Men derudover er Kalle 

en fin fyr.« 

Nu spiller Kalle på old boys-holdet i 

Svaneke, hvor han også træner pigerne 

i fodbold. 

»Livet er betydeligt nemmere, hvis man 

benytter sig af humor og en god portion 

selvironi,« siger Kalle, som sagtens kan 

grine af sig selv, når han har begået en 

bommert eller sagt noget uoverlagt. Og 

som ikke bærer nag, hvis andre dummer 

sig eller sårer ham. 

»Han kan nok ikke tåle at høre det her, 

men sandheden er, at Kalle er et rummeligt 

og ukompliceret menneske. Han 

er altid glad, udadvendt og åben. Og så 

kan han tale med alle mennesker og er 

en ekstremt god lytter,« fortæller Lone, 

der har oplevet Kalle sidde en hel nat 

og tale intenst med en 90-årig gammel 

herre om dennes prostataproblemer. 

Kalle elsker at iagttage, lytte og tale med 

mennesker, han møder på sin vej. Det 

populære postbud ved nøjagtigt, hvad 

der foregår i byen. 

»Jeg har naturligvis tavshedspligt og 

kunne aldrig finde på at udlevere nogen 

– så ville jeg sgu blive fyret - men som 

postbud ved man ofte, hvad der finder 

sted i de små hjem, mange gange også 

inden de implicerede ved det selv. De 

fleste postbude kunne udlevere samtlige 

husstande på deres rute, hvis det skulle 

være,« siger Kalle og truer for sjov med 

at skrive sine erindringer, ’Mit liv som 

Post’, når han engang skal pensioneres. 

Ligesom byens læger og den lokale frisør, 

er Kalle om nogen en nøglefigur i 

det nære lokalsamfund, hvor alle ved det 

meste – og Kalle ved alt – om alle. 

»Ja, jeg kan godt love dig, at det er sjovt, 

når jeg sætter mig i frisørstolen hos Joe. 

Så bliver der eddermaneme luftklippet!«.

MAGASINET SOM GAVE 

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk og 

forkæl en af dine venner eller forrretningsforbindelser 

med et eksemplar af Magasinet 

Bornholm. 

Send evt. en personlig hilsen med. Pris 

85,00 kr. inkl. forsendelse (DK). 

MAGASINET SOM 

GAVEABONNEMENT 

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk 

og forkæl en af dine venner eller forrretningsforbindelser 

med et abonnement på 

Magasinet Bornholm Nr. 1 2003 og nr. 2 

2004. Send evt. en personlig hilsen med. 

Pris 170,00 kr. inkl. forsendelse (DK). 

Ja tak, jeg vil gerne tegne abonnement på de næste to numre af Magasinet Bornholm 2004. 

Navn 

Adresse 

Postnummer 

By 

Evt. e-mail 

Forkæl... 

Indbetal venligst beløbet på konto 0654-6444946332 og husk tydelig angivelse af navn og adresse. 

Læs mere om Magasinet Bornholm på www.magasinetbornholm.dk 

Næste nummer udkommer ultimo maj 2004. 

MAGASINET SOM 

ABONNEMENT 

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk og 

bestil dit eget abonnement på Magasinet 

Bornholm 2004. Udkommer ultimo maj og 

oktober 2004 . Pris 170,00 kr., inklusiv forsendelse 

(DK). Du er også velkommen til at 

bruge nedenstående kupon. 


Det er ligegyldigt, hvor gammel man 

bliver. Ens forældre bekymrer sig … 

Og Svend Holst-Pedersens forældre var 

ingen undtagelse. 

Han havde rundet de 40, havde familie, 

hus og fast job. 

Så det gik jo egentlig meget godt. Et liv, 

der set udefra, næsten virkede som en 

frugt, der blot hænger der på livets træ 

og bliver stadigt tungere, indtil den en 

dag slipper sit tag i grenen og falder til 

jorden. Et liv fuldbyrdet og tilendebragt. 

Sådan var det midt i 1990’erne. Og 

Svends forældre var trygge. 

Men der var en orm i æblet. 

En dag stoppede Svend Holst-Pedersen 

op, mærkede efter. Jo, den gnavede 

fortsat, og til forskel fra så mange andre 

i samme situation, så tog han ormen 

alvorligt, undlod at parkere den i sin 

underbevidsthed. 

I næsten 20 år havde menuen stået på 

filmfremkaldelse, salg af videokameraer, 

fotoudstyr og betjening af kunder. 

»Jeg havde det jo egentlig meget godt,« 

siger han i dag. 

»Og jeg kunne godt li’ kontakten med 

alle de mennesker, jeg mødte gennem 


Kunsten 

Ormen i æblet 

Tekst Torben Østergaard Møller | Fotos Torben Villumsen 

midt arbejde. Men der var altså også gået 

lidt meget rutine i det.« 

Den havde ulmet længe...drømmen. 

Drømmen om at skifte spor, bruge sit 

liv på noget han kunne gøre con amore, 

fremfor af vane og for at kunne betale 

regninger. 

Det var glasset, den flydende masse af 

smeltet glas, som man kan trække ud af 

en over tusind grader varm ovn og forme 

efter lyst og evne, der trak. Hans bekymrede 

forældre mente ikke, at det var 

verdens klogeste disposition at droppe et 

fast job og et velordnet liv. 

Men faktisk var det deres egen skyld. 

For det var jo dem, der tog ham med 

rundt til glasværkerne i Småland, allerede 

da han var dreng. Det var her, 

ormen begyndte at gnave: Fascinationen 

af glaspusterne, som stod der ved ovnen 

og blæste i piberne, og som, mens 

sveden sprang, skabte deres kunst eller 

håndværk. 

Senere, da glasset i 1970’erne fandt vej 

til Bornholm, tog Svend Holst-Pedersen 

til Snogebæk for at besøge glaspioneren 

Mogens Dams glashytte, som var oprettet 

i et gammelt silderøgeri - den første af 

slagsen på Bornholm. Fascinationen var 

intakt, ormen var der stadig. Men først i 

begyndelsen af 1990’erne fik han omsider 

lejlighed til selv at prøve at håndtere 

det uregerlige materiale. 

Han begyndte at gå til hånde hos Charles 

Meaker i Inferno Glassworks. 

En dag faldt de to i snak, og Meaker 

spurgte Svend Holst-Pedersen, om han 

havde lyst til at forsøge sig med værktøjet 

og glasset. Dét havde han. 

»Og det var jo ikke så ligetil. Man skal 

jo lære, hvad man må røre ved og ikke 

røre ved, så jeg fik brændt lidt pandehår 

og svedet øjenbrynene og hårene på armene, 

men efterhånden blev jeg jo bedre 

til det.« 

På det tidspunkt var det kun for sjov 

– også når Svend Holst-Pedersen i ferier 

og lange weekender tog hen til Meaker. 

»Jeg syntes, at det blev mere og mere 

spændende, og fik virkelig blod på tanden. 

Men samtidig nærmede jeg mig jo 

en alder, hvor man normalt ikke laver så 

mange ændringer i sit arbejdsliv. Vi talte 

om det mange gange. Min kone bakkede 

mig op, og sagde at skulle det være, så 

skulle det være snart. Og så i 1994-95

Foto Flemming Pauk 

I DEN ALDER TÆNKER DE FLESTE PÅ OTIUM OG PENSIONSORDNINGER. 

MEN DET ER ALDRIG FOR SENT. EFTER MERE END 20 ÅR BAG SKRANK- 

EN I EN FOTOFORRETNING SKROTTEDE SVEND HOLST-PEDERSEN JOB- 

BET, SOLGTE HUSET, UDDANNEDE SIG TIL GLASFORMGIVER OG SLOG 

SIG NED MED EGET GALLERI. OG DET HAR HAN ALDRIG FORTRUDT EN 

METER... 

Kunsten 



Kunsten 

blev det alvor. Selv om jeg var 

meget glad for mit arbejde i 

fotoforretningen, var min dag 

også meget forudsigelig, og jeg 

fik virkelig lyst til kaste mig 

over noget nyt. Noget, det virkede 

mere tilfredsstillende at 

arbejde med.« 

Også dengang var der krise på 

Bornholm, og man talte meget 

om at få nogle flere uddannelsesmuligheder 

til øen. En 

afdeling af designskolen skulle 

måske rykke herover, men det 

blev ikke til noget, og i stedet ville amtet 

lave en glas- og keramikskole. 

Men i mellemtiden søgte Svend Holst- 

Pedersen ind på de skoler, der er tilknyttet 

nogle af de svenske fabrikker, 

Orrefars og Kosta, og familiens økonomi 

blev gearet til at kunne klare den økonomiske 

omvæltning, der 

ventede, når han forlod 

sit job og blev studerende. 

De solgte huset og flyttede 

i lejlighed i Rønne. Sverige 

blev imidlertid ikke 


til noget, for han blev simpelthen ikke 

optaget. Og det var i denne periode forældrene 

var lidt skeptiske over for, hvad 

deres 44-45 årige søn havde gang i. Var 

det virkelig så vigtigt med det der glas? 

»Men siden hen er de blevet mere positive, 

og det var jo heller ikke noget, de 

skulle afgøre,« siger Svend Holst-Pedersen 

med et mat smil. 

»Men der var også mange, der syntes, 

at det var flot at tage sådan en beslutning, 

ligesom jeg har talt med en del, 

der egentlig gerne ville foretage et skift 

i deres liv, men som så alligevel tænker 

»nej, vi har det jo meget godt.« 

Amtet kom i gang med at realisere Glas 

– og Keramikskolen, og i mellemtiden 

valgte Svend Holst-Pedersen på opfordring 

fra Arbejdsformidlingen at dygtiggøre 

sig, så han havde bedre chancer for 

at bestå optagelsesprøven til skolen. Så 

JEG FØLTE, JEG STOD I ET RUM MED EN 

HEL MASSE ÅBNE DØRE, JEG BARE KUNNE 

GÅ IND AD.« 

det blev først til VUC med billedkunst 

som enkeltfag, hvor der blev tegnet, 

malet og skulptureret, så det var en 

lyst. Og senere tog han nogle måneder 

til Engesholm Højskole, som ligger mellem 

Vejle og Billund. Der på det gamle 

utroligt flotte slot, som i sin tid Tycho 

Brahes bror byggede, kunne han vælge 

mellem at beskæftige sig med glas, keramik, 

tegning, grafik, oliemaling, tekstil 

og smykker. 

»Vi skulle vælge to fag, så jeg valgte glaspustning 

og glaspustning,« griner Svend 

Holst-Pedersen. 

»Men den gik ikke, og så valgte jeg 

oliemaling som det ene fag – og jeg har 

malet lige siden. Min far har også altid 

malet.« 

Sammen med syv af sine medstuderende 

fra højskolen søgte Svend Holst-Pedersen 

så ind på det første hold på Glas- og Keramikskolen 

i Nexø. De fem 

bestod optagelsesprøven, deriblandt 

Svend Holst-Pedersen, 

som altså nu kun var tre års 

uddannelse fra sin drøm om 

at blive glaskunstner. 

(fortsættes side 90)

ARTS&CRAFTSBORNHOLM 

WWW.CRAFTSBORNHOLM.DK 



Kunsten 

»Det var et spændende første år 

med en masse gæstelærere, der 

underviste i forskellige specialer. 

Jeg følte, jeg stod i et rum 

med en hel masse åbne døre, jeg 

bare kunne gå ind ad.« 

Egentlig havde han regnet med 

primært at skulle lave brugskunst, 

men det var en helt 

anden dør, der lokkede mest, 

viste det sig. 

»Jeg blev simpelthen grebet af 

det sandstøbte og det skulpturelle 

glas, som jeg slet ikke 

kendte noget til før. Og glas støbt i gipsforme, 

som vi lærte om af bl.a. japanske 

Keiko Mukaide fra Edinburgh og Colin 

Reid fra England. Jeg opdagede, at det 

spændende for mig var at arbejde med 


formen. Jeg kan godt li’ det tredimensionelle 

og skulpturelle.« 

I sidste halvdel af andet studieår kom 

eleverne i praktik. Svend Holst-Pedersen 

kom på en fabrik i Orrefors, Sverige, 

hvor han mødte Bertil Wallien, som 

havde været designer der i 30 år, og som 

havde samlet en lille gruppe omkring sig 

til at arbejde med sandstøbte ting. 

»Det var et scoop for mig, og i løbet 

af de tre måneder, jeg var der, fik jeg 

skærpet interessen for det sandstøbte. 

Jeg var også oppe på værkstederne, hvor 

jeg lærte meget og fik oparbejdet en vis 

rutine, men jeg søgte hele tiden ned i 

kælderen, hvor de gik og sandstøbte. 

Der skete så meget, at jeg var nødt til at 

skrive dagbog for overhovedet at kunne 

rumme det.« 

Allerede efter højskolen havde Svend 

Holst-Pedersen sagt sit job i fotoforretningen 

op, og nu levede han altså af SU 

plus et par jobs, han havde ved siden af. 

»Men jeg havde det rigtig godt med at 

være på vej,« siger han, og i 2000, som 

48-årig, var han omsider færdiguddannet. 

Efter tre år, hvor han havde gået på 

skole sammen med en flok, som han alle 

på nær én var gammel nok til at være 

far til. 

»Men de var søde nok og behandlede 

mig som en ligemand. En enkelt gang 

fortalte jeg en vittighed, hvor der var en, 

der bemærkede, at den ville hans forældre 

også ha’ fundet morsom!« 

Næste mål var at finde det rigtige sted 

til galleri og bolig. Det blev i Rø, hvor 

den gamle stationsbygning var til salg,

og hvor lagerbygningerne sammen med 

en tidligere købmandshandel kunne 

fungere som udstillingslokale og værksted. 

Efter at have investeret en million i 

ombygninger, diverse ovne, nyt tag osv. 

kunne han omsider slå dørene op til et 

liv som glasformgiver på Rø Stationsvej 

5. 

Har det været det hele værd? 

»Jeg har fået en bedre tilværelse med 

meget mere indhold og større tilfredshed 

i hverdagen. Og mere selvværd, fordi det 

har givet mig et større livsindhold,« siger 

Svend Holst-Pedersen. 

Men også større bekymringer må han 

erkende. 

»Når hverdagen melder sig, begynder det 

jo også at dreje sig om penge. Det har 

givet mig en stor frihed, men der følger 

jo også et ansvar for at få det til at løbe 

rundt. Og jeg er jo både indkøber, fabrikant, 

sælger, gadefejer osv. … haha … Så 

jeg kan godt savne den faste hyre ind i 

mellem. Jeg skal lave noget, der sælger 

for også at få lov til at lave noget af det, 

jeg brænder rigtigt for, det lidt mere 

outrerede.« 

Derfor har produktionen i løbet af sommeren 

bl.a. stået på nisser, som han ved, 

der er afsætning på til jul, ligesom også 

holdere til fyrfadslys synes evigt gangbare. 

Hvis der pludselig blev slået en stilling op i en 

fotoforretning, ville du så søge den? 

»Nej … heldigvis har min kone jo et godt 

job, men lad os nu se, hvordan det går. 

Det er ikke nogen guldgrube det her, 

men de fleste siger også, at det ta’r 3- 

4 år, før sådan en virksomhed kommer 

op at stå. Og menneskeligt set synes jeg 

virkelig, jeg har fået en bedre tilværelse. 

Set i bakspejlet skulle jeg nok ha’ gjort 

det her 10 år eller mere før. Nu kan jeg 

i heldigste fald arbejde med glas i 30 år 

fremfor i måske 50 år. Men på et tidspunkt 

overværede jeg et foredrag med 

sølvsmeden Mogens Bjørn Andersen. 

Han var sidst i firserne, i færd med at 

forberede en udstilling i Berlin og i fuld 

vigør. Den slags giver håb for sådan en 

som mig.« 

BAT - din bus på Bornholm 

magasinet bornholm | 91 

www.BAT.dk

Annonce 


Nils maler kornet. 

Jørn passer stenovnen. 

Bornholmerne elsker det...

Gudhjem før 

www.gudhjem.nu 



DESIGN 

Enkelth

eden i en pind 

Hvis det virkelig var så let, som du 

tror.« 

Ole er lidt patroniserende over for sin 

nittenårige datter Malvine. Så let kommer 

ingenting. Enkelhed er skam meget 

kompliceret. 

»Næh, Malvine, så let er det altså ikke.« 

Doris smiler. Hun ser spillet mellem far 

og datter. Har set det før. Ved, at det ender 

ude i skomagerværkstedet med eksperimenter 

og diskussioner natten igennem. 

Det kan godt være, at det ikke er let. Men 

det er sjovt. 

Denne gang var det nogle japanske spisepinde, 

der satte gang i processen. Malvine 

lader dem falde på mikado-vis. Igen. 

Tager dem op, samler de spidse ender. To 

trekanter. Struktur. Her er jo en stol! 

Ole Funder havde tit drømt om at lave 

noget, der var større end sko. 

»Men som hippie har man jo mange 

drømme, som aldrig bliver til noget ....« 

Og Oles verden behøver ikke at være 

kompliceret. Han er skomager. Laver 

Tekst Poul Friis / Foto: Torben Villumsen 

UNIKT BORNHOLMSK 

MØBELDESIGN KOMBINERER 

JAPANSKE SPISEPINDE OG 

DANSKE UTZON 

spændende hippieagtige sko sammen 

med hustruen, Doris. Hun er naadlerske, 

dvs. hun tager sig af overlæderet og farverne. 

Ole ordner sålen og sætter det hele 

sammen. 

Og Malvine får de store ideer. 

»De bruger mig alle sammen,« smiler Ole 

beskedent. 

Men at komme her og sige, at det er let at 

lave en stol! 

OG SÅ BARE LIDT LÆDER IMELLEM 

Malvine vikler noget garn rundt om enderne 

på spisepindene. Sætter dem sammen. 

Skaber konstruktionen. 

»Og så bare lidt læder imellem!« 

Far og datter ender naturligvis i værkstedet. 

Og lidt ret har han jo. Det enkle er 

ofte mere besværligt, end det ser ud til. 

Men stolen var skabt. Ideen var født. Et 

unikt stykke bornholmsk minimalistisk 

og skulpturelt møbeldesign med mindelser 

om Wegner og Mogensen opstod på 

skomagernes værksted den nat. 



MEN SOM HIPPIE HAR MAN JO MANGE DRØMME, SOM ALDRIG BLIVER TIL NOGET ....« 

fakta 

UTZONS VANDTÅRN 

I 1950 var Svaneke 

ved at løbe tør for 

vand. Nye brønde 

skulle bores, og 

det var nødvendigt 

med et vandtårn 

oven for byen. Den 

nye borgmester var 

socialdemokrat og 

den nye tids mand. 

Emil Andersen havde 

fået øje på en ung 

lovende arkitekt. Han 

skulle bygge vandtårnet. 

Det skulle ikke 

ligne andre vandtårne. 

Jørn Utzon skabte 

det som en stor fyrbåke. 

Et sømærke og 

et vartegn, men de 

konservative borgere 

i byrådet ville have 

et vandtårn, som lignede 

et vandtårn. 

”Utzons vandtårn er 

det eneste vandtårn 

i Danmark som er 

vedtaget af et byråd 

med alle stemmerne 

imod en”, sagde Emil 

Andersen ved en 

senere lejlighed. Den 

enlige stemme var 

hans, og han var for. 

Og kunne indvie tårnet 

i 1952. I 1990 blev 

det fredet og står nu 

som symbol på fremskridtsvenlighed 

og 

historisk forankring. 

Der skulle gå et år, før den første stol 

stod klar. Et år til at finde ind til den enkelhed, 

som det hele begyndte med. I et 

stykke tid var drømmen betydelig mere 

rustik end resultatet. Ole og Malvine 

tænkte på tykke aluminiums stilladsrør 

og grove samlinger, men så kom smeden i 

Svaneke, Flemming Thomsen, ind over. 

Flemming gør sig i smedearbejde i den 

store stil. Indviklede konstruktioner og 

dele til vindmøller, skibsfart og broer. 

Men han har også en møbelmager i maven. 

Og øje nok til at se, at Malvine havde 

fat i noget særligt. I smedens hænder blev 

de lange rør af tromlet stål samlet med 

en perfektionistisk finish, og en særlig 

avanceret samling gør det muligt at skille 

stolen ad på en let og enkel måde. Sæde 

og ryglæn består af det bedste 3 mm 

kraftige kernelæder, der kan skaffes. Et 

særligt problem var fastgørelsen af læderet 

på stellet. 

»Hvorfor gør du ikke som Børge Mogensen?«, 

spurgte en arkitekt. 

»Selvfølgelig,« tænkte Ole og gik hjem 

og lavede en særlig samling med et tyndt 

stålrør gennem en række huller i læderet. 

At det ikke lige var sådan den berømte 

møbeldesigner havde gjort, betød mindre. 

Oles løsning giver en lethed og en linie, 

som understreger designet, og så gør 

DESIGN 

Enkeltheden i en pind 

det jo ikke så meget, at man ikke følger 

med i alle de gamles meritter. 

STOL OG VANDTÅRN I FORENING 

Og så skulle barnet have et navn. Hvad 

kalder man en spisepindestol af fire, to 

meter lange, stålrør og kraftigt læder? 

Malvine, måske? Tipi? Eller noget med 

Svaneke! Hvorfor nu det? Jo, da den første 

stol stod færdig, var der ingen, der var 

i tvivl om, hvor inspirationen var hentet. 

Det var naturligvis Svanekes vandtårn. 

Jørn Utzons lille mesterværk oven for 

Danmarks østligste købstad er blevet et 

vartegn for byen og dermed for bornholmsk 

kvalitet og frimodig nytænkning. 

Stol og vandtårn står godt til hinanden. 

Spejler kunst, håndværk og bornholmsk 

tradition. 

»Det er sjovt, det er rigtigt, men fuldstændigt 

tilfældigt«, griner Ole. 

Derfor hedder stolen noget helt andet, 

som har noget med inspirationen at gøre. 

Den hedder ‘Angle’. Det var vinklen, der 

skabte ideen. 

DRØMMEN OM DET ENKLE LIV 

Ole og Doris Funder var blomsterbørn, 

da de i begyndelsen af 1970’erne fandt 

til Bornholm. »Jord under neglene, højt 

til loftet, økologi og et liv i harmoni med 

natur og hinanden.« 


DESIGN 

Enkeltheden i en pind 

fakta 


MARTIN ANDERSEN NEXØ 

Den verdensberømte danske forfatter blev født på 

Christianshavn, men kom som 6-årig til Bornholm i 1877. 

Her boede han med sin familie i de nuværende mindestuer i 

Ferskesøstræde i Nexø, indtil han blev skomagerlærling som 

15-årig og flyttede ind i skomagermesterens hus i Bagergade 

13. 

”Byen havde det ved sig, at det var tungt at gå i seng, og 

tungt at komme op. Herinde steg intet gry gysende over jorden 

og vækkede alting op, husene spærrede for morgenens 

Det handlede det om dengang. Og for så vidt er det stadig drivkraften 

for de to. Skomagerhåndværket giver mad og rødvin på 

bordet. Drømmen om det enkle liv er de fortsat fælles om i den 

gamle butik i Bagergade i Rønne. Her har altid været skomager. 

Her stod den verdensberømte forfatter Martin Andersen 

Nexø i lære. Han sov lige oven på værkstedet. Ole læser i ’Pelle 

Erobreren’ og bliver glad for den forankring og tradition, som 

dermed springer ud af verdenslitteraturen. Læderhåndværket 

er ældgammelt. Værktøjet fra begyndelsen af sidste århundrede. 

Slidt af dusinvis af skomagersvendes håndelag. Måske 

også Martins? 

DER SKAL SYS MASSER AF SKO 

‘Angle’ er en smuk stol. En skulptur. Og den er tung. Mange vil 

også synes, den er dyr. På en måde er Ole ikke stolt af prisen. 

Han drømmer om at udvikle en ny stol, der er til at betale for 

alle. En stol med de samme linier, men lettere. Og billigere. De 

første forsøg er i gang. En mindre, men stadig ligeså skulpturel 

prototype står allerede på værkstedet. Men der skal udvikles 

meget endnu, før den ide er færdig. Og der skal sys masser af 

sko for at få råd til produktion og markedsføring. 

Og til et godt og enkelt liv i Rønnes pittoreske gamle kvarter. 

Og sjælen er med. 

‘Angle’ | 18.000 dkr. | Askepot | Bagergade 13 | 3700 Rønne 

åbne ansigt. Og den svindende dag gød ikke sin aftenmødighed 

tungt i lemmerne og drev dem mod lejet, livet her gik i 

omvendt retning, folk blev livlige mod natten. Klokken halv 

seks dunkede mester som lå nedenunder, i loftet med sin stok. 

Pelle der havde ansvaret, rejste sig mekanisk over ende og 

dunkede i sengesiden med den knyttede hånd, så faldt han 

tilbage igen bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig. 

Men så tabte mester tålmodigheden. »For satan, vil I slet ikke 

op i dag,« brølede han. 

Fra ”Pelle Erobreren”, Læreår 19

Anne -Dorte Johansen 

Kirkebyvej 41 

3751 Østermarie 

Tel. 5647 0457 

krusegaard@mail.dk 

www.craftsbornholm.dk textilformgivning & design 



Ferie på Bornholm A - Z 

Feriehuse og lejligheder, hoteller og pensionater. 

Færdigpakkede ferier inkl. færge- og brobilletter. 

Bestil det store feriekatalog for Bornholm. 

BORNHOLMTOURS 

Telefon: 5649 3200 · info@bornholmtours.com · www.bornholmtours.com

magasinet - Bergsbureau.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?