4.5 Kritisk vurdering af Bill Hybels´ taler på ... - Luthersk Mission

Martin Luther skriver i sin bog ”Om koncilierne og kirken” fra 1539: Menigheden vil altid ”i
det ydre være fattig, foragtet, syg og svag” (Luthers Skrifter i Udvalg bd.2 s. 405).
Han opregner samme sted syv kendetegn på den sande kirke:
1) Ordets forkyndelse
2) Dåben
3) Nadveren
4) Nøglemagten til at binde og løse syndere
5) Embedet, der offentligt forvalter de fire første kendetegn
6) Bøn og lovprisning
7) Korset; dvs. modstand og lidelse for troens skyld (s. 392ff).
Det sidstnævnte kendetegn er væsentlig at få med, så menigheden ikke stikkes blår i øjnene
og giver sig til at forvente noget, som Jesus aldrig har lovet. Men dette kors som
kirkekendetegn mangler i ”Smittende Tro”. Den stiller os vækst og fremgang i udsigt, hvis
bare vi følger dens anbefalinger. Derfor vil læserne blive anfægtede, når det ikke går som
lovet. Eller de vil blive imponerede af sig selv, hvis der faktisk bliver tale om vækst.
I ”Om koncilierne og kirken” nævner Luther derefter yderligere en række kirkekendetegn,
som dog ikke er lige så tydelige som de første. Det drejer sig om kærlighedsgerninger og i
det hele taget opfyldelse af Guds konkrete bud (s. 407). Disse sidste kendetegn har altså at
gøre med et menneskes helliggørelse. Men lovopfyldelsen kan efterabes af et moralsk
menneske, selv om vedkommende ikke er blevet retfærdiggjort ved troen på Jesus. Desuden
vil man altid kunne påvise synder hos Guds børn. Det er derfor, Martin Luther kalder
helliggørelsen for et mindre sikkert kirkekendetegn.
Reformert og især arminiansk teologi (se kapitel 5.3) har altid lagt vægten på helliggørelsen
og beskrevet den som noget, det tilstrækkeligt engagerede og fokuserede menneske selv kan
frembringe. Denne teologi er udtryk for en grundskade, som fjerner den troende fra nåden
ved at knytte ham til selvforbedringen. Her er der betydelige problemer i ST.
4.5 Kritisk vurdering af Bill Hybels´ taler på konferencerne
Ved begge WCCC-konferencer i København var Bill Hybels hovedtaler. Øvrige talere var ved
den første konference Nancy Beach og Mark Mittelberg og ved den anden konference Nancy
Ortberg. Det var imidlertid Bill Hybels, der uden sammenligning fyldte mest i programmet, og
hvis timer mange konferencedeltagere har betegnet som dem, der gjorde størst indtryk. På
den baggrund vil den følgende vurdering af konferencerne samle sig om hans timer, der i
overensstemmelse med konferencernes hovedtemaer alle handlede om, hvorledes man kan
opbygge gode, stærke og søgervenlige kirker.
Et fuldt dækkende indtryk af talernes indhold ville fordre et referat af hver enkelt tale. Vi har
vurderet, at dette ville blive alt for omfangsrigt. Med hensyn til den positive inspiration, som
blev formidlet i talerne, er den allerede omtalt i kapitel 4.3. I dette afsnit vil talerne få en
kritisk belysning og blive perspektiverede ved, at der bliver trukket linjer til den måde, Bill
Hybels’ tanker udfoldes på i Willow Creek-menigheden.
4.5.1 Svag bibelsk forankring
Bill Hybels er en enestående dygtig kommunikator. Hans taler er bygget op omkring nogle få
og enkle pointer, der illustreres rigt og omfattende af historier, der ofte handler om hans
personlige erfaringer. Han fortæller levende og medrivende og som regel med stor humor.
37

Historierne taler stærkt til følelserne og skaber en umiddelbar åbenhed over for de afgørende
pointer. Når en pointe er slået fast, følger Hybels den jævnligt op med en appel til
forsamlingen om at give den et positivt bifald i form af et ”ja”, et ”amen” eller lignende.
Bibelens ord og tekster spiller en meget tilbagetrukken rolle i Hybels´ taler. Ved den anden
konference gik der eksempelvis knapt halvanden time, før Hybels første gang henviste til en
bibelsk tekst. Når bibelske tekster inddrages, sker det sjældent i form af en egentlig læsning
af Bibelens egne ord, men typisk som en mere eller mindre fri reference til eller gengivelse af
en tekst og dens pointer. Til tider er gengivelsen så fri, at den reelt forvansker tekstens
mening. Eksempelvis gengives Jesu løfte om, at dødsrigets porte aldrig skal få magt over
hans kirke, som et ønske, kirken bør stræbe efter at leve op til og virkeliggøre: ”Ønsker Gud,
at hans kirke skal have fremgang? Ja, han gør! Dette er sandheden gennem hele kirkens
historie. Gud har ønsket, at hver eneste af hans kirker skal have fremgang. Det gør han, han
længes efter det. Husker I det berømte afsnit, hvor Jesus sagde: ”Jeg ønsker, at min kirke
skal være så stærk, at dødsrigets porte aldrig skal få magt over den” (2,4).
Når Hybels standser for en bibelsk tekst i længere tid, handler den som regel om nogle
personer, hvis karakter eller handlemåde ifølge Hybels bør tjene som eksempler til efterfølgelse
(fx Mattæus: 2,4; tre gange Josef: 2,5).
Hybels´ taler er således ikke bygget op over de bærende tanker i læremæssige afsnit i
Bibelen, men over en række tanker og principper, der ifølge ham selv kan danne grundlag for
og lede frem til et stærkt og fremgangsrigt menighedsliv. De bibelske tekster kommer
således i ringe grad til at vejlede og bestemme tænkningen. Teksterne får en sekundær rolle.
De kommer ind ”i anden omgang” og tjener primært som et lager, hvorfra Bill Hybels henter
illustrationer og formuleringer, der kan understøtte de tanker og principper, han selv har
fremført.
Denne måde at bruge bibelteksterne på svarer ifølge G.A. Pritchard til den måde, som Bill
Hybels anvender i Willow Creek. Her gengiver han i parafraserende form indholdet i enkelte
vers eller afsnit fra Skriften for at understøtte de pointer, han forinden har fremført og
argumenteret for. Hybels forklarer selv, at dette er en gennemtænkt strategi. Han sigter på
først at opnå enighed med sine tilhørere om en given pointe. Derefter inddrager han Skriften
for at vise, at den siger det samme (Pritchard s. 147). Det er åbenbart, at denne måde at
anvende Bibelen på rummer en stor fare for, at Hybels uforvarende kan blive bestemt af sine
egne menneskelige tanker frem for af Guds ord.
Ny Testamente rummer mange centrale læremæssige afsnit om kristent menighedsliv og
åndskraftigt missionsarbejde ikke mindst i Romerbrevet (1-3; 8; 10; 12; 14-15), Korinterbrevene
(1 Kor 1-4; 9-14; 2 Kor 2-7; 10-12), Galaterbrevet (4-5) og Efeserbrevet (1-6).
Her formidles der en dybtpløjende åndelig vejledning, som ofte går helt på tværs af den
naturlige menneskelige tankegang om vejen til en stærk og fremgangsrig menighed. Her
understreges det, at midlet til Guds riges udbredelse er Guds ord i lov og evangelium.
Frelseskraften er knyttet til ordet om korset. Dette ord bæres frem af en menighed, som for
verden fremtræder ringe og svag, men som i Kristus er evigt rig, hellig og herlig. Kilden til
åndskraft i menighedsliv og missionsarbejde er et stadigt fornyet syn for frelsens rigdom i
Kristus. En rig og stærk menighed er en menighed, hvis tro er forankret i Kristus.
I sine mange taler om et stærkt og missionerende menighedsliv udfolder Bill Hybels imidlertid
aldrig de centrale tanker i disse læremæssige tekster.
Inden for bibelfortolkningen er det et centralt princip, at vi må lade vor teologi vejlede og
forme af de læremæssige afsnit i Skriften. Først på dette grundlag kan vi se og vurdere, hvad
der i de historiske afsnit kan tjene som forbillede for os. I kort form lyder princippet, at de
præskriptive afsnit må vejlede vor læsning af de deskriptive.
38

Et andet centralt fortolkningsprincip er, at de bibelske tekster altid må læses og fortolkes i lys
af og ikke løsrevet fra deres sammenhæng. Kun derved kan vi være trygge ved, at vi virkelig
føres ind i Bibelens tanker og ikke lægger vore egne tanker ned over teksten. Jo klarere, vi
bryder med disse to principper, jo større bliver faren for, at vi lader os lede og bestemme af
vore egne mennesketanker frem for af Guds ord.
I Bill Hybels’ taler vises der i praksis ringe respekt for disse fortolkningsprincipper. Man må
derfor være meget opmærksom på faren for et skred i retning af en rent menneskelig og
kødelig tænkning. Faren bliver ikke mindre af, at Hybels er meget fascineret og inspireret af
moderne ideer om effektiv og hensigtsmæssig virksomhedsledelse og markedsføring. Han
synes at være overbevist om, at de principper for ledelse og markedsføring, som kan give
fremgang og vækst i en almindelig verdslig virksomhed, i almindelighed kan overføres på og
give tilsvarende gode resultater i en kristen menighed.
Ved den første konference i København opfordrede han således tilhørerne til at se sig om
efter nogle ledere, der var ”over dem” i lederkompetence, hvad enten de var kristne eller
verdslige. Dem burde man ifølge Hybels se på og efterligne. Han anbefalede at opsøge kurser
med verdslig lederskabsundervisning og overføre principperne herfra på det kristne
menighedsliv. I samme grad den kristne leder på denne måde ”højner” sit lederniveau, vil
ifølge Hybels stadigt flere følge ham. At forsømme at forbedre sin lederkompetence gennem
kurser, læsning o. lign. er ifølge Hybels ensbetydende med, at man ikke tager sit kristne
lederhverv alvorligt: ”Har du ikke læst fem bøger om ”teambuilding” - så skam dig!” (1,10).
Den tillid til og vægtlægning på verdslig ledelses- og markedsføringstænkning, som her
kommer til udtryk, er ifølge Pritchard karakteristisk for Willow Creek-menigheden. Han påviser,
at menigheds- og missionsarbejdet i Willow Creek fra en tidlig fase i betydelig grad har
været tilrettelagt efter principper hentet fra verdslige bøger om virksomhedsledelse og
markedsføring, og at Bill Hybels siden sin tiltræden som leder har pålagt sine medarbejdere
at læse bøger med dette indhold. Prægningen fra verdslig ledelses- og
markedsføringstænkning er ifølge Pritchard særligt tydelig på følgende områder: en stærk
vægtlægning på effektivitet og produktivitet; en opprioritering af klare kommandoveje og
stærk lederautoritet; en orientering ud fra målbare resultater ikke mindst i antallet af
kirkemedlemmer; en regelmæssig definering af præcise visioner og mål for menighedsarbejdet
og en formulering af bestemte strategier og midler til at nå målene; en bestræbelse
på at identificere og imødekomme søgende menneskers følte ønsker og behov; en
opvurdering i menighedsarbejdet af det, som fremtræder stærkt og vellykket, og en
nedvurdering af det menneskeligt set svage og uanseelige; en bevidst tilrettelæggelse af
kirkens ydre form og fremtræden, så den virker tiltalende, succesfuld og attraktiv på søgende;
en vægtlægning i forkyndelsen på de problemer og behov, som virker umiddelbart
relevante på søgende; en betoning af, at livet som kristen giver glæde og tilfredsstillelse; en
gennemreflekteret bestræbelse på gennem musik, sang, humor og en kærlig attitude at
påvirke de søgende gudstjenestedeltageres følelser, så de bliver positive og åbne (Pritchard
s. 42; 59-66; 96-97; 130-136; 208; 240-257).
Der kan ikke være tvivl om, at visse principper og indsigter fra verdslig virksomhedstænkning
kan overføres på og udfoldes i den kristne menighed uden at svække dens åndelige liv. Men
der må sorteres grundigt for ikke at glide ind i en kødelig tænkning og praksis.
Forudsætningen for en sådan sortering er en stærk forankring i Skriften og evangeliet og en
teologi formet heraf.
Pritchard vurderer, at Bill Hybels har sorteret alt for lidt, og at hans tænkning om et stærkt
menighedsliv og missionsarbejde i betydelig grad er præget af en rent menneskelig og
pragmatisk tilgang. Dette er ifølge Pritchard den uundgåelige konsekvens af en ukritisk
anvendelse af verdslig ledelses- og markedsføringsteori. ”Jeg vil gerne understrege igen, at
39

jeg tror, at lederne i Willow Creek ønsker at ære Gud. Men i deres strategi for kirken er der
indbygget en stærk fokusering på succes og dermed på tal. Willow Creek og andre kirker, der
befinder sig midt i den amerikanske dyrkelse af succes, må være opmærksomme på, at
markedsføringens terminologi og strategier let kan forme tænkningen og ødelægge selv de
bedste intentioner. En kirke kan være fuldstændig tom for åndeligt liv og alligevel vokse i
størrelse og indflydelse” (Pritchard s. 245-246).
4.5.2 Ringe plads til kritisk vurdering
Som nævnt ovenfor er der centrale dele af Hybels´ undervisning, der må betegnes som sandt
bibelske og positivt udfordrende. Det drejer sig ikke mindst om hans betoning af de ufrelstes
nød, Guds frelsesvilje og kaldet til at give sig hen i missionens tjeneste, mens tid er (fx 1,2;
2,2). Her har Hybels´ undervisning sit hjerte og centrum og sin største positive værdi.
Betydeligt mere problematisk bliver det, når Hybels anbefaler konkrete strategier og
metoder, der ifølge hans vurdering vil føre til et stærkt og godt menighedsliv og missionsarbejde.
Her møder man meget, som savner klart bibelsk grundlag, og som må underkastes
en grundig prøvelse ud fra Guds Ord. Der er ingen tvivl om, at Bill Hybels
principielt vil tilslutte sig og anbefale, at hans tanker prøves på Bibelen. Men i hans taler
møder man ingen positive opmuntringer hertil. Tværtimod formidler han sine budskaber på
en måde, der kan virke undergravende og svækkende på tilhørernes frimodighed til at
forholde sig kritisk vurderende til det, han siger.
Hybels taler med lidenskab og glød om de ikke-kristnes fortabte tilstand og om nødvendigheden
af ikke at tøve længere, ikke at ”spille sikkert”, ikke holde fast ved det gamle og
trygge, men med vovemod kaste sig ud i en radikal forandring af kirkens arbejdsmåde – i
overensstemmelse med de af ham anbefalede prioriteringer, strategier og metoder (fx 2,2;
2,5). På denne måde sker der nærmest uundgåeligt en identifikation mellem at tage
missionsudfordringen alvorligt og at tilegne sig Hybels´ principper, metoder og strategier.
Hybels lægger selv vægt på, at hver kirke må finde sin egen måde at drive mission på (fx
1,1; 2,4). Men samtidig betoner han, at de centrale principper i hans undervisning har almen
gyldighed og tjener missionens sag. Han mere end antyder, at skepsis eller modvilje over for
disse principper må betragtes som et udtryk for manglende missionssyn eller villighed til at
lyde Gud.
Således betoner han i en af sine taler stærkt nødvendigheden af at gøre menighedens
hovedgudstjeneste søgervenlig, så den retter sig mod og gør et godt og positivt indtryk på
ikke-kristne. Efter at have gennemgået sine egne principper for udformningen af en god og
kvalificeret søgergudstjeneste runder Hybels talen af på følgende måde: ”Venner, hvis I vil
gøre dette, vil I forvandle jeres land! Og det er derfor, vi er samlet her. Og det er det, Gud
ønsker skal ske. Ikke sandt? Det er sandt! Når jeg siger: ”Ikke sandt?”, så svarer I: ”Det er
sandt!” Okay: ”Ikke sandt?” (2,2).
Med formuleringer som disse formidler Hybels et indtryk af, at de, som stiller sig tøvende og
tvivlende over for hans principper for en søgergudstjeneste, enten ikke har forstået eller ikke
er villige til at bøje sig for Guds vilje. I en anden tale understreger Hybels vigtigheden af at
vise vovemod i det kristne arbejde. De, som af bekymring for konsekvenserne holder fast ved
gamle former og viger tilbage for radikale nye initiativer som f.eks. søgergudstjenester,
betegnes som ”kolde og frygtsomme sjæle” (2,5).
Hybels´ holdning til og vurdering af dem, som møder hans program med skepsis, kommer
også til udtryk i hans eksplicitte tilkendegivelse af, at han ikke vil lade sig anfægte eller
stoppe af skepsis eller foruroligelse hos tilhørerne. Efter at have betonet vigtigheden af, at
40

søgergudstjenestens ydre form har en høj æstetisk kvalitet, fremdrager han den menighed,
han selv voksede op i, som et eksempel på en forfejlet strategi. Han beskriver nedladende og
karikerende, hvordan den var villig til at gøre brug af folk, som ifølge almindelige
kvalitetskriterier, ikke var gode til at synge, til at spille på instrumenter eller til at tale. Alle
dem, som ingen andre ville bruge, dem ville denne kristne menighed bruge. Han påpeger, at
en sådan strategi er en hindring for effektiv mission, og afrunder sin agitation for en
menighedsform præget af kvalitet på følgende måde: ”Jeg ved, at nogle bliver oprørt over
det, jeg siger her. Jeg er ligeglad! På det her punkt er jeg ligeglad... Om netop dette emne er
der meget, som bør siges, uanset om det opleves behageligt eller ej” (2,2).
Hybels’ stærke tro på sine egne strategier, prioriteringer og metoder og hans frimodighed til
at lægge tryk på andres samvittighed for at antage dem synes at hænge nært sammen med
hans overbevisning om og erfaring af, at hans egen tilgang virker. Den fremmer et godt og
fremgangsrigt menighedsliv. Han henviser til stadighed til dette sidste: hans tilgang har vist
sig effektiv og har skabt gode ydre resultater ikke mindst i form af ydre kirkevækst. Derfor
tjener den helt åbenbart missionens sag. Tilslutning eller afvisning bliver dermed nok så klart
et udtryk for ens holdning til missionen (fx 1,2; 1,8; 2,4; 2,5; 2,6).
Hybels’ sikkerhed med hensyn til at være på rette vej synes også at bero på hans ofte
gentagne overbevisning om, at hans handlemåde i mange konkrete situationer og ikke
mindst med hensyn til tilrettelæggelse af den rette kirkelige form og strategi er direkte
inspireret af Guds Ånd: ”Jeg var den præst, der havde grundlagt menigheden. Men vi spurgte
ikke: ”Hvad ønsker Bill?” Vi satte os i en rundkreds og sagde: Hvordan ønsker Helligånden, at
vor kirke skal være? Og så prøvede vi virkelig på at trænge ind i, hvad Helligånden havde af
ønsker for os: Hvad slags musik? Hvilken form for forkyndelse? Og vi blev ved at spørge: Du,
Helligånd, du ved bedst, du bestemmer! Og selv søgte vi bare at finde ud af, hvad
Helligånden ville. Og langs ad vejen har Helligånden overrasket os og har startet tjenester,
der har fungeret på virkelig spændende måder” (2,1).
På denne baggrund bliver det ikke svært at forstå, at Hybels med stor selvsikkerhed kan
affeje dem, der stiller sig tøvende og skeptiske over for hans tænkning. At hans holdning og
handlemåde er forståelig, gør den imidlertid ikke mindre problematisk.
Overordnet set tjener Hybels´ selvsikre formidling af og pragmatiske argumentation for sine
tanker til at fremme og forstærke en række problematiske tendenser: den understøtter en
tidstypisk orientering ud fra og opprioritering af det, som giver målbare resultater, på
bekostning af en samvittighedsfuld undersøgelse af og troskab mod det, som er bibelsk
sandt; den fremmer en kritisk og overlegen holdning til kristne, der af den ene eller anden
grund er skeptiske over for visse nye strategier; den fremmer en polarisering mellem
tilhængere af en pragmatisk strategisk tænkning og skeptikere; sidst men ikke mindst
svækker den frimodigheden til kritisk at efterprøve Hybels´ tænkning på Bibelen.
En kritisk vurderende holdning til Hybels´ lære ud fra Bibelen står imidlertid ikke i modsætning
til et varmt missionssind og et oprigtigt ønske om at forny og styrke det evangeliserende
arbejde! Tværtimod er en stadig bibelsk efterprøvelse af det, vi møder, en
forudsætning for, at vi kan bevares i en evangelisk tro og dermed forblive åndeligt friske og
brugbare for Gud i hans riges arbejde.
Kirkehistorien rummer mange eksempler på bevægelser, som har lagt stærk vægt på mission
og har oplevet stor numerisk fremgang for en tid, men som derefter er gået åndeligt i
opløsning, fordi de ikke har været bibelsk og evangelisk forankrede. Det eneste værn mod en
sådan udvikling er en samvittighedsfuld efterprøvelse på Guds ord af det, vi møder.
41

4.5.3 Søgergudstjeneste på menighedens bekostning
Bill Hybels understreger i sine taler, at vi som kristne må tænke kreativt m.h.t. at bygge bro
til ikke-kristne og skabe platforme, hvor de kan møde et kristent vidnesbyrd (1,1; 1,2; 2,1;
2,2; 2,4; 2,5; 2,6). Selve denne pointe er bibelsk sund og vigtig at få løftet frem. Mission er i
al sin enkelhed, at Guds ord og kald til omvendelse når ikke-kristne mennesker på en klar og
forståelig måde. For den kristne menighed må det være en stadig udfordring at udvikle og
etablere platforme, hvor dette kan ske! Her ligger en central udfordring for
missionsforeningerne i dag.
Hos Bill Hybels samles opmærksomheden imidlertid hovedsagelig om én bestemt platform:
søgergudstjenesten. I sine taler lægger han stor vægt på nødvendigheden af at indrette den
kristne menigheds hovedgudstjeneste med henblik på ikke-kristne, så den primært tager
hensyn til deres forudsætninger, tankegange og behov (1,1; 2,1; 2,2; 2,4; 2,5; 2,6). ”I 30 år
har jeg både i Willow og blandt kirkeledere verden over forsøgt at få folk til at gennemtænke
gudstjenesten ud fra spørgsmålet om, hvordan en søger ville reagere på den” (2,2).
Hybels understreger, at målet må være, at ikke-troende mennesker får så positiv en oplevelse
ved at være til gudstjenesten, at de får lyst til at komme igen (2,2). Umiddelbart
lyder denne tankegang både sympatisk og naturlig. Vi er som kristne ikke til for os selv, men
er kaldede til at sætte os selv til side for andre. På den baggrund kan det virke oplagt at
tilrettelægge menighedens hovedgudstjeneste med henblik på ikke-kristne. Men det er
nødvendigt at stoppe op og overveje konsekvenserne. Ifølge Bill Hybels bør en gudstjeneste,
der retter sig mod ikke-kristne, så vidt muligt renses for elementer, der virker
fremmedartede, underlige og uforståelige på ikke-kristne (2,2).
Hybels fremdrager sin ungdoms menighed som eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Han
fortæller om sin oplevelse, da han første gang inviterede en ikke-kristen med i kirken. ”Dette
er første gang i mit liv, at jeg har set på en gudstjeneste med en skeptikers briller” (2,2). I
den situation erkender Hybels, at gudstjenesten er fuld af elementer, som må virke højst
underlige og sære på en ikke-kristen: gamle salmer, fremsigelse af den apostolske
trosbekendelse, lange kedelige bønner, en gammel prædikant med en stor Bibel, en
prædiken over Amos og en tekstudlægning, der stærkt betoner Guds vrede over synden. Bill
Hybels beskriver, hvordan det var en lidelse for ham at komme igennem gudstjenesten ved
tanken om vennens oplevelse af den. Da Hybels efterfølgende talte med ham om
gudstjenesten, gav vennen udtryk for dyb undren over, at så normal en fyr som Bill Hybels
var med til noget så unormalt: ”Det var præcis, hvad han sagde: ”Hvorfor går en normal fyr
som dig til noget så unormalt? Fortæl mig det, og så er jeg tilfreds.” Hvilket spørgsmål!”
(2,2).
Ifølge Bill Hybels må den rette reaktion på dette spørgsmål være at reformere den kristne
gudstjeneste, så den ikke virker så underlig, uforståelig og unormal på ikke-kristne, men
derimod sympatisk, naturlig, behagelig og indbydende: ”Jeg mener bare, at mange af os ikke
har taget os tid til at gennemtænke, hvor indbydende vore gudstjenester egentlig er” (2,2).
Bill Hybels´ anbefaling af at se på den kristne hovedgudstjeneste med en ikke-kristens øjne
og rense den for elementer, der opleves unormale af ikke-kristne, kan i første omgang virke
tilforladelig. Ved nærmere eftersyn og i nytestamentlig belysning bliver det imidlertid klart, at
Bill Hybels’ tankegang og anbefalinger repræsenterer en alvorlig trussel mod den kristne
menigheds åndelige liv og vækst og dermed også mod dens evangeliserende vidnesbyrd over
for verden.
Det svage led i søgergudstjeneste-strategien er den manglende opmærksomhed på de
troendes behov for åndelig næring og opbyggelse. I Willow Creek søger man at tilgodese
dette behov ved gudstjenester midt i ugen. Men man fastholder, at søgergudstjenesten
42

søndag formiddag er menighedens hovedgudstjeneste. Denne opprioritering af søgergudstjenesten
må ses som en hovedårsag til, at kun en tredjedel af dem, som kommer om
søndagen, også slutter op om gudstjenesten midt i ugen. Konsekvensen bliver ifølge
Pritchard, at en meget stor del af menigheden fastholdes i åndelig umodenhed og overfladiskhed,
fordi de aldrig får fast føde i form af solid bibelsk forkyndelse og undervisning.
Med en tidligere Willow Creek-medarbejders ord: ”Willow Creek er halvanden kilometer bred
og halvanden tomme dyb” (Pritchard s.268; se endv. s. 269, 275-278).
Principielle overvejelser 4:
Menighedens gudstjeneste
I NT har menighedens hovedgudstjeneste som hovedformål at samle Guds børn
om nådens midler: ordet og sakramenterne, herigennem forny og opbygge dem i
en frimodig tro på Kristus og herved udruste dem til at leve med ham og vidne
om ham i hverdagen (1 Kor 14,12 og 26; Ef 4,11-16; Kol 3,16-17).
Gudstjenesten er således først og sidst for de kristne. Det betyder ikke, at den er
lukket for ikke-kristne. Tværtimod formanes de troende til at tage godt imod alle,
som kommer – uden personsanseelse (1 Kor 14,24; Jak 2,2-4). Men det er
bemærkelsesværdigt, at vi i Ny Testamente ikke møder ét eneste eksempel på
egentlig evangeliserende forkyndelse ved menighedens sammenkomster. Her
synes der tværtimod at blive talt målrettet til de troende med henblik på at
opbygge dem i troen på Jesus, så de udrustes til at leve som kristne i deres
hverdag.
Ny Testamente lægger således op til at tænke om evangelisationen som det, der
sker, ikke når menigheden samles, men når den spredes! Evangelisationen
foregår 7 dage om ugen 24 timer i døgnet overalt, hvor de kristne færdes som lys
og salt i verden. Åndeligt kraftfuld bliver denne evangelisation imidlertid kun, hvis
de troende næres og opbygges i en fri og myndig tro på Jesus - når de samles!
Gudstjenesten er således de troendes åndelige kraft- og fornyelsescenter.
At menighedens gudstjeneste i NT hovedsagelig retter sig til de troende, fremgår
blandt andet af, hvad der finder sted ved gudstjenesten. Her oplæses og
udlægges både det Gamle Testamentes skrifter og apostlenes skrifter (Ef 3,4; Kol
4,16; 1 Thess 5,27; 1 Tim 5,17; 2 Pet 3,16). Det er til tider ganske krævende og
indforstået stof selv for kristne. Men alle teksterne er blevet læst og udlagt til
fornyelse, opbyggelse og myndiggørelse i troen - for de kristne!
Ved menighedens sammenkomster har man endvidere sunget salmer og sange
med et opbyggeligt og åndeligt vejledende indhold (Ef 5,19; Kol 3,16). Man har
bedt sammen, bekendt troen, holdt nadver, formanet hinanden, bedømt profeti,
bekendt synder for hinanden og øvet kirketugt (Matt 18,15-17; 1 Kor 5,1-5;
11,4-5; 11,17-34; 14,29; 1 Tim 6,12; Jak 5,16). Først og sidst har man været
samlet om evangeliets rige og dybe indhold, som er en skjult og helt uforståelig
skat for de ikke-kristne (Kol 1,25-2,3; 1 Kor 2,6-16; 2 Kor 3,14-17; 4,3-7).
Samlet set må man sige, at der ikke er meget, som har kunnet virke mere
fremmedartet, underligt, uforståeligt og ”unormalt” for hedninger på apostlenes
tid end den kristne gudstjeneste! For her var de kristne samlet om og blev
fornyet i troen på et uudgrundeligt frelsesmysterium og en skjult åndelig
herlighed – i Kristus. Dette udelukkede ikke, at den ikke-kristne kunne blive tiltalt
og vakt af Gud ved en sådan gudstjeneste. Tværtimod, forudsætter Paulus, at
netop det kunne ske, og tilskynder til, at man bruger et almindeligt og forståeligt
43

sprog (1 Kor 14,24-25). Men målgruppen for gudstjenesten var de troende – og
netop derved tjente den evangelisationens sag!
Ud fra dette perspektiv må vi sige, at få ting kan være mere ødelæggende for
evangelisationens åndelige kraft end at opløse gudstjenestens trosfornyende og
opbyggelige sigte. Da nedbrydes selve det åndelige kraftcenter.
Dette kan imidlertid ikke tjene som et forsvar for gudstjenester og møder, hvor vi
som kristne samler os om os selv på en sådan måde, at vi viser ligegyldighed
over for fremmede. Alene næstekærlighedsbudet må fortælle os, at vi er kaldet til
at vise omsorg og gæstfrihed over for alle nye og gøre alt, hvad der står i vor
magt, for at de må føle sig velkomne. Det kan betyde, at vi må nedprioritere
nogle af vore egne sociale ønsker og behov. Det kan også være, at vi må oprette
nye arbejdsgrene i menigheden og gennemføre forandringer, som er udfordrende
og bryder op i vante og trygge mønstre. At menighedens hovedsamling i både
form og indhold må rette sig mod troende, tillader os således på ingen måde at
være ligegyldige i forhold til ikke-kristne gæster. Det må blot være en stærk
påmindelse om, at vi ikke bør omdanne menighedens hovedsamling til en
evangeliserende platform. I så fald betaler vi for en styrket evangelisationsindsats
med menighedens egen åndelige næring og fornyelse, og det vil i sidste ende
blive ødelæggende for evangelisationen.
Derfor er der brug for kreativ tænkning med henblik på at udvikle andre platforme
for den evangeliserende forkyndelse, undervisning og samtale. Det kan
være kurser med indføring i kristendommens ABC, åbne bibelstudiegrupper, åbne
hjem, en-til-en bibelstudium, forskellige evangeliserende møder i eller uden for
menighedens hus etc. Her er et uhyre vigtigt indsatsområde i missionsforeningernes
evangeliserende arbejde.
Det kan også komme på tale lejlighedsvis at lade den almindelige hovedsamling
erstatte af et evangeliserende arrangement. Det vil givetvis mange steder være
ganske tjenligt. Men samlet set bør en øget satsning på evangelisation ikke føre
til en nedprioritering af menighedens egen åndelige opbyggelse.
At tale om ”søgergudstjenester” bør undgås, da alene sprogbrugen er uklar. En
gudstjeneste er de troendes anledning til at træde frem for Gud som deres far for
Jesu skyld, takke ham for frelsens gave og fornyes i troen på den. Kun troende
kan på denne måde tage del i ”gudstjeneste”. Denne virkelighed bør ikke
utydeliggøres ved at tale om ”søgergudstjenester”.
4.5.4 Et tilpasset evangelium
Skal ikke-kristne nås med det kristne evangelium, er det ifølge Bill Hybels afgørende, at vi
kan invitere dem med til gudstjenester med en forkyndelse, som de oplever umiddelbart
relevant (1,2; 2,1; 2,2; 2,5).
Modbilledet er her igen den menighed, Bill Hybels voksede op i: ”Jeg voksede op i en
menighed, der aldrig fungerede rigtigt. Det gjorde den ikke. Hver eneste gudstjeneste, jeg
kan huske var uudholdeligt kedelig. Den var irrelevant for mit liv og for de andre deltageres
liv" (2,1). Når selv de kristne oplevede gudstjenesten og forkyndelsen irrelevant, måtte de
ikke-kristnes reaktion forventes at være endnu værre: "De kristne kunne knapt nok holde
kirken ud. De andre folk har en langt lavere tolerance-tærskel. I forstår!?" (2,2).
44

Det positive alternativ til den gamle menighed er ifølge Bill Hybels at gennemtænke og
indrette gudstjenesten og forkyndelsen efter det, som ikke-kristne oplever relevant for dem.
Man må fokusere på emner, der optager ikke-kristne i deres hverdagsliv: "Venner, sikrer I
jer, at hver eneste gudstjeneste, jeres menighed holder, er relevant for de menneskers liv,
som kommer hos jer? Når vi planlægger vor gudstjeneste, siger vi: ”Hvorfor skulle vi, hvorfor
skulle nogen have lyst til at komme til en gudstjeneste om det emne? Hvis vi besvarer
spørgsmål, som ingen stiller, hvordan kan vi da forvente, at troende vil invitere deres venner
med?" (2,2).
I disse formuleringer møder vi det centrale i Bill Hybels´ tænkning om god og virkningsfuld
evangeliserende forkyndelse. Hovedordet er ”relevans”. Det er et positivt ord, og de fleste
kristne vil formentlig betragte det som glædeligt, hvis den evangeliserende forkyndelse
opleves relevant af ikke-kristne. Spørgsmålet er imidlertid, hvad ordet dækker over hos Bill
Hybels.
Pritchard påpeger, at Bill Hybels tænkning om ”relevans” i forkyndelsen er bestemt af markedsføringens
principper for, hvordan man udvikler og præsenterer en vare, der virker
tiltrækkende på kunderne. Her er det første skridt, at man identificerer kundernes ønsker og
følte behov. Derefter søger man at formulere et tilbud, der virker ”relevant” på kunderne,
fordi det taler til og lover at imødekomme deres ønsker (Pritchard s. 137-144; 198-200).
Ifølge Pritchard fører Bill Hybels’ tænkning om relevant forkyndelse uundgåeligt til en stærk
koncentration om det naturlige menneskes følte behov i henseende til fx en afklaret personlig
identitet, et velfungerende arbejdsliv, et nært og godt menneskeligt fællesskab, ægteskabelig
og familiær trivsel, ro og harmoni, god moral, glæde og lykke, selvrealisering og oplevelse af
personlig succes. Fordi forkyndelsen i Willow Creek samler sig om og tilbyder at imødekomme
disse følte behov, er menighedens centrale evangelium ifølge Pritchard i praksis blevet et
budskab om livsfylde og tilfredsstillelse for dem, som vil tage imod Jesus (Pritchard s. 55; 68-
73; 137-148; 249-257).
Principielt fastholder Hybels et klassisk kristent evangelium om Jesu stedfortrædende
straflidelse og syndernes forladelse ved tro på ham (Pritchard s. 172-183). Men evangeliet
om forsoningen og syndernes forladelse er kun et godt og glædeligt budskab for dem, som
har set sig selv som strafskyldige over for en hellig Gud. I Willow Creek er Guds hellighed
stærkt nedtonet i forkyndelsen til ikke-kristne, og Guds vrede over synden omtales ifølge
Pritchard så godt som aldrig (Pritchard s. 261-265). Derfor kan det ikke undre, at evangeliet
om Kristi kors kommer til at stå svagt i forkyndelsen. I praksis sker der en glidning mod et
andet evangelium, som ikke er et sandt bibelsk evangelium: det glædelige budskab om et
godt og tilfredsstillende liv sammen med Jesus. "Grundlæggende fortæller Hybels den ikkekristne,
at kristendommen vil tilfredsstille hans følte behov og gøre ham glad" (Pritchard s.
143).
Bevægelsen væk fra det sande og frelsende evangelium bliver ikke mindre alvorlig af, at den
er utilsigtet og til dels ubemærket af Willow Creeks ledere. Pritchard skriver herom: "Bill
Hybels og hans medarbejdere søger at formidle det bibelske evangelium. Hvis de bliver
spurgt herom, vil de hurtigt fastslå, at deres budskab er det uforanderlige evangelium, og de
vil fordømme ethvert forsøg på at ændre det... Ikke desto mindre må vi, efter at have undersøgt
betoningerne i Willow Creeks evangelium, konstatere at substansen i deres budskab på
underfundig vis er blevet ændret. Willow Creek-folkene har ikke selv været opmærksomme
på, at måden, de kommunikerer evangeliet på, former budskabet" (Pritchard s. 258). "Willow
Creek mangler kritisk tænkning i sin tilgang til spørgsmålet om relevans. Denne vægtlægning
på de følte behov i forståelsen af relevans ødelægger i sidste ende deres kristendom"
(Pritchard s.200).
45

At Willow Creeks ledere ønsker at videreføre det bibelske evangelium, kom eksplicit til udtryk
ved den anden konference i København, hvor Bill Hybels tog klart afstand fra tanken om at
udvande evangeliet for missionens skyld: "Folk tror, at hvis du skal appellere til mennesker
uden for kirkens mure, så må du udvande evangeliet, tværtimod!" (2,2).
I visse sammenhænge formulerer Hybels evangeliet godt og klart (ST s. 168-178). På det
principielle plan har han således forståelse for, at mennesket må møde budskabet om dets
synd og skyld og høre om Jesu frelsergerning. Det gælder imidlertid for Hybels som for
enhver anden forkynder, at hans teologi ikke kun kommer til udtryk i og må bedømmes på,
hvad han er villig til principielt at bekende og bekræfte som sandhed. Teologien kommer nok
så meget til udtryk i, hvad han i praksis lægger vægt på. Og det er dette sidste, han præger
med.
Sammenlignes den evangeliserende forkyndelse i Willow Creek med den, vi møder hos
apostlene i deres evangeliserende taler i Apostlenes Gerninger, viser der sig at være en
markant forskel i henseende til, hvad der lægges vægt på.
Principielle overvejelser 5:
Evangeliserende forkyndelse
I deres evangeliserende taler bruger apostlene reelt aldrig tid på at tale om Guds
hjælp i forhold til følte og dennesidige behov. Når de får en anledning til at vidne
om Gud, går de med det samme til hovedsagen og tydeliggør for deres tilhørere,
at deres grundlæggende og egentlige problem er, at de er borte fra den eneste
og sande Gud og under hans dom. Ikke én af de elleve evangeliserende
prædikener og taler i Apostlenes Gerninger behandler andre problemer og behov
end dette ene (ApG 2,14-47; 3,12-26; 4,8-12; 7,2-53; 10,34-43; 13,16-41;
14,15-17; 17,22-31; 22,1-21; 24,10-25; 26,2-29).
Det er ikke, fordi apostlene og deres medkristne er ligeglade med menneskers
dennesidige behov, tværtimod. De første kristnes liv var et stærkt vidnesbyrd om
omsorg for hele mennesket. De kristne gav sig helt hen i omsorg for andre
menneskers timelige problemer og behov. De solgte deres ejendele og delte ud til
alle, og havde hele folkets yndest (ApG 2,45; 2,47; Ef 4,28). Vi må forudsætte,
at de kristne også i deres personlige omgang med ikke-kristne samtalede med
dem om mange dennesidige problemer og udfordringer. Men når de stod over for
ikke-kristne i forkyndelsens situation, så de det som deres kald og forpligtelse at
tale med dem om det ene og evigt nødvendige – med det samme.
Det er sandt, at både Jesus og apostlene som et led i deres udbredelse af
evangeliet gjorde undere og tegn og på den måde gav mennesker hjælp i forhold
timelige problemer som sygdom og besættelse. Men det er værd at bemærke,
hvilken funktion NT tillægger disse undere og tegn. Både i forhold til Jesus og
apostlene understreges det, at deres undere og tegn skal vise, at de er Guds
udsendinge, som kommer med Guds rige og taler på Guds vegne. Hensigten med
underne og tegnene er altså at få mennesker til at vende sig mod Jesus og
apostlene og tage imod deres ord om frelsen og Guds evige rige! (Matt 11,1-6;
Mark 16,20; Joh 20,30-31; ApG 2,22; 2 Kor 12,12; Hebr 2,3-4).
Den ydre anledning til apostlenes evangeliserende forkyndelse kunne variere og
dermed også indgangen til at tale om Gud. I Peters pinseprædiken var den ydre
anledning således disciplenes tungetale (ApG 2,14-15), i Paulus´tale på
Areopagos var det de græske afgudsaltre (ApG 17,22-23), og i Peters prædiken i
Salomos Søjlegang var det helbredelsen af en lam (ApG 3,12). I det sidste
46

tilfælde tog forkyndelsen således i nogen grad afsæt i en dennesidig nød og et
følt behov. Uanset anledningen ser vi imidlertid, at apostlene altid bevæger sig
fra den ydre anledning ind til hovedsagen – forholdet til Gud - med det samme.
Vil vi følge apostlenes forkyndelseslinje, må vor forkyndelse således målrettet
sigte på at belyse menneskets situation ud fra dets forhold til Gud. I dette lys vil
det blive tydeligt, at mange af de følte behov er udslag af og symptomer på
syndens virkelighed. Det bliver endvidere tydeligt, at menneskets dybeste og
egentlige problem er dets personlige synd og Guds vrede. Det er forkyndelsens
opgave at åbenbare denne virkelighed og at prædike Jesus som frelseren fra
Guds vrede. Det gjorde apostlene, og det samme må vi gøre i dag.
Skredet væk fra den apostolske forkyndelse sker ikke ved selve omtalen af og
tilknytningen ved menneskers erfarede problemer, ønsker og behov. Skredet
indtræder, når det ikke fører ind til hovedsagen, og når evangeliet bliver det gode
budskab om, at Gud vil hjælpe mennesker med alle deres problemer, tilfredsstille
deres følte behov og herved gøre dem glade. Det er sandt, at kristenlivet er et liv
i glæde, og det må prædikes! Men det er en glæde, der er forankret i Kristus og
hans frelse og dermed er helt uafhængig af de ydre livsvilkår. Det er en glæde,
som er ubegribelig for det uomvendte menneske, og som det kun kan føres ind i
gennem evangeliet om syndernes forladelse. Dette må stå klart for forkynderen,
så al tale om menneskelivets timelige problemer, erfaringer og behov tager sigte
på og medvirker til at afdække syndens grundlæggende problem og føre mennesket
til Jesus som frelseren.
Det er i høj grad ønskeligt, at vor evangeliserende forkyndelse er hver-dags-,
livs- og erfaringsnær, og for så vidt betoner Willow Creek her et berettiget anliggende.
Åndskraften og den bibelske fylde i budskabet behøver ikke at svækkes,
fordi forkynderen knytter til ved det, som mennesker bærer på og slås med i
deres sind, tanker og hverdag. Tværtimod kan det bidrage til, at både lov og
evangelium får mere konkret og direkte nedslag i menneskers liv. Det afgørende
er, at talen om mennskelivets erfaringsside tjener til at afklare hovedsagen:
menneskets stilling over for Gud.
D. A. Carson giver et godt eksempel på, hvordan forkyndelsen kan tage udgangspunkt
i et alment erfaret menneskeligt problem og gennem en bibelsk belysning
vise tilhørerne, at dette problem ret beset er sekundært og blot et symptom på
det store og egentlige problem: ”Hvad enten det erkendes eller ej, bærer mange
kvinder og mænd i Vesten på en dyb og bitter tomhed i deres hjerter. Dette får
mig ikke til at foreslå, at vi omformer evangeliet, så det bliver et middel imod min
indre tomhed. Hvis vi fremstiller det på den måde, er vi som evangeliske kristne
kun en hårsbred fra at bekræfte tanken om, at Gud er til for at tilfredsstille mine
behov, som jeg oplever dem. Menneskelig tomhed og moralsk forvirring må
spores tilbage til sine rødder i lyset af bibelsk teologi; kun inden for den bibelske
teologis ramme kan det historiske evangelium blive formidlet som en hjælp i
forhold til det underliggende problem” (Carson 1996, s. 495).
Carson forudsætter således, at den evangeliserende forkyndelse må sigte på at
hjælpe mennesker med synden og forholdet til Gud - som det første. Først når
dette problem er løst, og mennesker er kommet til tro på Jesus, er der grundlag
for, at forkyndelsen kan række mennesker en evangelisk trøst og hjælp ind på
andre livsområder. Det evangeliske løfte om Guds omsorg, vejledning og hjælp i
livet lyder hos apostlene altid og kun til dem, der er blevet Guds børn ved troen.
Løftet har sit udgangspunkt i frelsen i Kristus, og det, som betones som den
afgørende trøst ind i alle menneskelivets kampe og sorger, er, at frelsens rigdom
47

er den samme til enhver tid uanset de ydre livsvilkår og de indre følelsesmæssige
tilstande (se fx Rom 8; 12-15; 1 Kor 1; 4; 7-14; 2 Kor 1-9; Ef 1-6; Fil 1-4).
Når det drejer sig om det moderne menneskes længsel og jagt efter selvrealisering,
personlig succes og maksimal livsfylde, er det oplagt, at en bibelsk
forkyndelse herom i høj grad må have konfrontationens karakter. Den må sigte
på at afdække, i hvor høj grad disse behov også har en syndig side og er udslag
af menneskets dybe egoisme. Snarere end at bruge disse erfarede behov som
udgangspunkt for en forkyndelse af Gud som den ultimative behovsopfylder for
det selvcentrerede menneske, bør de således bruges som udgangspunkt for en
afsløring af synden og et kald til omvendelse.
Når apostlene forkynder til ikke-kristne om deres forhold til Gud, gør de det ofte
med en udfordrende klarhed og skarphed, der vækker modstand og skaber en
deling af tilhørerskaren (fx ApG. 2,23; 7,51-53; 17,22-31). Over for jøderne
betoner apostlene, at de har forkastet Guds Messias (ApG 2,14-36; 3,12-26; 4,1-
12; 7,1-53). Over for hedningerne betoner apostlene, at de har vendt sig fra
deres sande og eneste Gud, som har givet dem livet, har vist omsorg for dem og
har kaldet dem til at søge ham (ApG 14,15-17; 17,22-31). I begge tilfælde er
målet det samme: at vise tilhørerne, at de har trodset deres eneste sande Gud,
at de har afvist hans i kærlighed udstrakte hånd og derfor er under hans dom.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at apostlenes offentlige proklamation af
Guds ord ikke er deres eneste forkyndelsesform, og måske ikke engang den
væsentligste! Når de ikke-kristne efter at have lyttet til apostlenes proklamerende
forkyndelse tilkendegiver ønske om at høre mere om Jesus, åbner apostlene og
deres medkristne mulighed for at de fortløbende kan mødes med dem for at blive
undervist om og ført ind i troens grundsandheder - i dialogens form (ApG 17,2;
17,17; 17,32-34; 18,4; 18,19; 19,8f; 20,7). I henseende til tidsforbrug synes
denne form for forkyndelse at have fyldt betydeligt mere i apostlenes tjeneste
end de offentlige prædikener.
For os i dag må det være en central udfordring at udvikle former, hvorunder
sådanne evangeliserende og oplærende samtaler kan finde sted. Mange søgende
vil uden tvivl have stor glæde af et sammenhængende samtaleforløb som en
hjælp til at forstå de bibelske grundsandheder til frelse. Navnlig i en tid, hvor det
kristne verdens- og gudsbillede er helt opløst hos mange i den vestlige verden, vil
det være godt, hvis vi kan tilbyde en grundlæggende indføring i den kristne tro.
Men hvordan taler man i den evangeliserende forkyndelse om Gud til mennesker,
der slet ikke tror på ham? Det er et aktuelt spørgsmål, som imidlertid får en
afklarende belysning ud fra de to prædikener, Paulus holder for hedningerne i
henholdsvis Lystra og Athen. Her står han over for mennesker, der er religiøse,
men ikke tror på en personlig Gud, der er verdens skaber, herre og dommer. For
så vidt kan deres religiøsitet minde meget om den, som er udbredt i den vestlige
verden i dag. I sin forkyndelse til disse folk bygger Paulus ganske enkelt det
bibelske verdensbillede og gudsbillede op fra grunden. Han taler om verden som
Guds skaberværk og om Gud som verdens herre og dommer. Og han gør det
tydeligvis i tillid til, at dette ord har kraft til at give tilhørerne et nyt billede af
virkeligheden og af Gud (ApG 14,15-17; 17,24-31). Paulus tror på, at ordet
skaber, hvad det nævner. Når han taler om Gud, som han er, så møder tilhørerne
ham, som han er!
Paulus formulerer sig enkelt, klart og letforståeligt, og han tager hensyn til tilhørernes
religiøse tanker og forestillinger. Men han lader ikke tilhørernes egne
48

eligiøse forhåndsforestillinger sætte grænsen for, hvad han kan tale om. Han
taler om en virkelighed og en Gud, der ligger ud over det, de på forhånd har
forestillinger om, og han tror på, at hans ord har magt til at gøre denne virkelighed
levende for dem og til at føre dem ind i et vækkende møde med Gud!
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Paulus målrettet bruger sit kendskab til
tilhørernes liv og tanker til at afsløre deres åndelige blindhed og synd. På
Areopagos i Athen, i den græske religions og visdoms centrum, prædiker han
frimodigt og klart om en god Gud, der har skabt verden (ApG 17,24). Det var en
uhyrlig tanke for grækerne, der foragtede det skabte og betragtede det som
mindreværdigt. Paulus fælder derefter en nådesløs dom over grækernes
afgudsdyrkelse og betegner de selvbevidste og højlærde grækere som ”uvidende”
(v.30a). Derefter nedbryder han tilhørernes forestilling om, at de selv frit kan
vælge deres guder og påbyder dem på den eneste levende Guds vegne at
omvende sig til ham (v.30b). Endelig forkynder han, at de alle en dag skal
dømmes af et menneske, der er opstået legemligt fra de døde – en tanke, som
knapt kunne være mere anstødelig for en græker, der så befrielsen for legemet
som det åndelige og religiøse mål (v.31). Paulus taler med stor kyndighed ind i
kulturen, men han gør det med henblik på at afsløre mennesket i dets stilling som
en synder over for Gud. Det vækker forståelig modstand, men også vækkelse
(v.32).
Når apostlene afdækker synden og skylden hos deres tilhørere, baner de vej for
forkyndelsen af det ene og sande evangelium, som Jesus pålagde dem at udbrede
til verdens ende: budskabet om syndernes forladelse i hans navn (Luk 24,46-47).
Alt i apostlenes forkyndelse tager sigte på at nå frem til at forkynde dette ene
ord, for de ved, at frelseskraften er knyttet hertil! Igennem evangeliet om Jesu
korsdød og frelsergerning for os virker Ånden den frelsende tro i menneskers
hjerter – og ikke på nogen anden måde (Rom 10,17; 1 Kor 1,18; Gal 3,1-5; Ef
1,13; 1 Pet 1,23-25). Det er et uanseeligt og anstødeligt ord, men apostlene
kender dets indre guddommelige kraft, og derfor skammer de sig ikke ved at
prædike det: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er en Guds kraft til
frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16).
Apostlenes forkyndelse er teologisk normeret. De prædiker ikke det, som kan
vinde størst positiv opmærksomhed og tilslutning. De prædiker det budskab, som
Gud har pålagt dem at prædike, og som han har lovet at virke igennem med sin
Ånd til genfødelse og tro. Ingen vindes for Guds rige uden ved evangeliet om
syndernes forladelse. De, som vindes ved andre midler eller ved andre
budskaber, vindes ikke for Guds rige.
Det sande og frelsende evangelium er der ingen mennesker, der af sig selv
spørger efter. Behovet må vækkes af Guds ord (Rom 3,19-20; 7,7; Gal 2,19).
Netop denne erkendelse var normerende for apostlenes forkyndelse og gav dem
frimodighed til at aktualisere ét bestemt spørgsmål, som ingen selv havde stillet
på forhånd: hvordan får en synder fred med Gud?
Til enhver tid må vi søge at prædike i et nutidigt sprog og ind i menneskers
hverdagsliv. Men målet må til enhver tid være at rejse og give hjælp med det
spørgsmål, som ingen af sig selv stiller.
At den evangeliserende forkyndelse må samle sig om syndens hovedproblem og
om syndsforladelsens evangelium, er ingen ny erkendelse. Vi ser den klart
udfoldet i Ny Testamente. Men vi ser også i kirkens historie, at den til stadighed
glemmes og må ”genopdages”. Det naturlige menneske er altid optaget af sine
49

”sekundære” problemer og blind for sit egentlige problem. Derfor oplever den
kristne kirke et stadigt pres i retning af at indrette forkyndelsen efter det, som
det naturlige menneske oplever vigtigt og relevant, og tilbyde løsninger på rent
dennesidige problemer. I samme grad det åndelige klarsyn svækkes i kirken, vil
den være tilbøjelig til at give efter for dette pres.
Kirkens vækkelsestider har repræsenteret en modsat bevægelse: en ”genopdagelse”
af synden og Guds vrede som hovedproblemet og en fornyet og levende
forkyndelse af evangeliet om syndernes forladelse i Jesus. Denne forkyndelseslinje
repræsenterer den åndelige livslinje fra apostlenes tid, gennem
hele kirkehistorien og frem til i dag.
4.5.5 Professionalisering af menigheden
Et centralt tema ved konferencerne i København var opbyggelsen af gode menigheder, der
kunne være redskaber for kraftfuld evangelisation. Når Bill Hybels taler om dette emne,
kommer han ind på mange forskellige aspekter af menighedslivet. Men et fælles
udgangspunkt for en stor del af hans tænkning er, at vi må tænke på, hvordan de ikkekristne
ser på og opfatter menigheden.
At menigheden iagttages af verden, og at den ved sin ydre fremtræden er et vidnesbyrd over
for verden, betones også af Jesus, når han taler om menigheden som verdens lys og som en
by, der ligger på et bjerg (Matt 5,15-16). Disse vers citeres af Bill Hybels som grundlag for
hans undervisning om et godt menighedsliv: ӯnsker Gud, at hans kirke skal have fremgang?
Ja, han gør! Jesus sagde engang: ”Jeg ser på Guds riges vækst som en by på et bjerg, som
folk går forbi. Du kan ikke overse den. Den er bemærkelsesværdig. Den har lyskraft. Den har
volt. Du kan ikke gemme den under en busk. Det er en kraft, man må regne med”” (2,4).
Når han skal uddybe, hvilken ydre fremtræden den kristne menighed bør have, lægger han
vægt på og vender igen og igen tilbage til, at menigheden bør fremstå tiltrækkende,
tidssvarende, spændende og professionel på ikke-kristne med hensyn både til forkyndelse og
ledelse, de ydre fysiske rammer i form af bygninger, indretning, lyd og lyssætning, og de
kreative indslag i form af musik, sang og drama. På alle disse områder bør ikke-kristne
opleve høj kvalitet og en god ydre form, når de træder ind i den kristne menighed. Bedømt
ud fra hans vægtlægning på denne sag må den betegnes som et hovedanliggende i hans
undervisning om et godt og stærkt, evangeliserende menighedsliv (1,2; 1,6; 2,1; 2,2; 2,4;
2,5).
Modbilledet er her igen hans ungdoms menighed. I sin ydre form og fremtræden virkede den
ifølge Hybels forældet, primitiv og uprofessionel - med gamle bænke, en kedelig og gammel
prædikant, og en kvindelig organist, der var så dårlig, at en ikke-kristen iagttager
umiddelbart måtte overveje, ”om hun var fysisk handicappet” (2,2). Hybels fremstiller sin
gamle menigheds ynkelige fremtoning som et resultat af dens ukritiske anvendelse af hvem
som helst: ”Den menighed, jeg voksede op i, står for mig som helt gak-gak. De sagde: ”Hej,
hvis ingen vil lade dig synge offentligt, så kom og syng hos os. Du ved, det er bare for Gud!”
”Hvis du ikke kan spille godt nok på et instrument til at klare dig i dit eget band...så spil i
kirken. Det er der ingen, der tager sig af.” ”Hvis du ikke kan tale offentligt, fordi ingen ved
deres sanser fulde fem vil lade dig gøre det, så kom og tal hos os. Det er der ingen, der tager
sig af”” (2,2).
Menigheder, der tager missionsudfordringen alvorlig, må ifølge Hybels gå den modsatte vej
og i alle disse ydre forhold tilstræbe høj kvalitet og dygtighed. Netop dette har man satset på
i Willow Creek (1,2; 2,2).
50

Pritchard beskriver, hvordan alt i Willow Creek-menigheden fra parkeringspladsen til de
medvirkendes udseende og tøj er tilrettelagt med henblik på at gøre et godt og professionelt
indtryk på kirke-fremmede: ”Alle der medvirker i gudstjenesten er overordentlig dygtige og
grundigt forberedte. De er generelt også smukke og velklædte mennesker” (Pritchard s.
102). Hensigten er, at de kirkefremmede skal tiltales af menighedens ydre fremtoning og på
det grundlag åbne sig for dens budskab (Pritchard s. 100-115; 209-222).
Bill Hybels understreger selv, at med en kompetent ydre form vil de kristne være ”stolte” af
menigheden og have lyst til at invitere deres venner med i den, og de ikke-kristne vil få en
positiv oplevelse (2,5). Dette gælder ikke mindst i relation til forkyndelsen.
Hybels understreger vigtigheden af at finde og udvikle talere, som har en god og fængende
form. Det er afgørende for, at menigheden kan vokse. Uden talere med en kompetent og
kvalificeret kommunikationsform vil menighedens medlemmer nemlig ikke have lyst til at
invitere ikke-kristne med i menigheden. Man bør være opmærksom på, om man har talere,
der bidrager til, at menigheden vokser eller formindskes. Hvis det sidste er tilfældet, må der
handles: ”Hvis du er en del af lederskabet i din lokale kirke, og forkyndelsen får kirken til at
blive mindre, så må du gøre noget ved det. Så må du tage det op. Hører du mig? Du må tage
det op. Du siger måske: ”Jo, men så vil der være nogle, der bliver følelsesmæssigt sårede.”
Venner, alt, hvad jeg vil sige om dette, er, at der er 100 eller 200 mennesker i dit nærmiljø,
som vil ende med sårede følelser i helvede for evigt, fordi folk i din menighed ikke er
tilstrækkeligt trygge ved og glade for forkyndelsen til at invitere deres venner med. Det er
alvor! Hvis der er nogle følelser, som bliver sårede, mens I prøver at forbedre forkyndelsen i
menigheden, så hellere sårede følelser og fremskridt end beskyttede følelser og ingen
fremskridt” (2,4).
Det er bemærkelsesværdigt, at Hybels i denne sammenhæng slet ikke forholder sig til forkyndelsens
indhold, eller til spørgsmålet om, hvorvidt en vigende opslutning om en bestemt
forkynder evt. kunne skyldes en reaktion mod eller manglende værdsættelse af en sand og
sund bibelsk forkyndelse. I afsnittet umiddelbart forud definerer han ”stærk forkyndelse” ud
fra forkynderens evne til at lave gode introduktioner, fortælle gode historier, gå frem og
tilbage på scenen på den rigtige måde, bruge gode gestikulationer og i det hele taget
optræde som en god kommunikator. Hovedvægten i Bill Hybels´ vurdering af god forkyndelse
lægges på den ydre form, som må raffineres m.h.p. at give de kristne frimodighed til at
invitere deres ikke-kristne venner med. Hvor dette sker, vil flere blive frelst!
Naturligvis er det vigtigt at være bevidst om og arbejde med sin form og fremtræden som
forkynder. Er der alvorlige problemer på dette område, kan det være berettiget for
menighedsledelsen at reagere på det. Men man kan overveje, hvad Hybels´ kriterier for god
forkyndelse ville medføre, hvis de blev overført på to centrale forkyndere i NT: Jesus, der
flere gange talte mennesker ”væk fra sig” ved sin udfordrende forkyndelse af lov og
evangelium (Joh 6,22-68; 8,29-51), og Paulus, hvis enkle og korscentrerede forkyndelse blev
kritiseret for ikke at appellere til ikke-kristne (1 Kor 1-2; 2 Kor 10,10; 11,6).
I NT er det afgørende kriterium for gode forkyndere, at de forkynder Guds sande ord enkelt,
klart og uafkortet (ApG 20,20-35; 1 Tim 4,6-16; 2 Tim 4,1-5; Tit 1,9). Ifølge Pritchard er
prioriteringen af form over indhold et generelt og karakteristisk træk ved Willow Creekmenigheden.
Han fremhæver det som et centralt og alvorligt kritikpunkt og mener, at det må
ses og forstås i lyset af dens uanfægtede overbevisning om at være bibeltro kombineret med
dens pragmatiske grundholdning (Pritchard s. 272-287). Man lægger ringe vægt på kritisk
teologisk tænkning og på at efterprøve sine tanker og strategier på Bibelen. Man er mere
optaget af at udvikle menigheds- og arbejdsformer, som opleves positive og hensigtsmæssige.
Med Bill Hybels´ egne ord: ”Jeg er pragmatiker, og jeg vurderer tingene ud fra, om
de virker eller ikke virker” (Pritchard s. 280).
51

Et andet betænkeligt træk i Hybels’ taler om det gode menighedsliv er hans tilkendegivelse
af, at den rette formgivning af kirken nødvendigvis vil føre til ydre kirkevækst: ”Vi må gøre
det hårde arbejde med at omforme vore gudstjenester indtil vi når det punkt, hvor folk, som
kommer ind til os, siger: ”Ved du hvad. Det var relevant, ærligt, kreativt, dygtigt, det var
sandfærdigt!” Vi må invitere dem ind i et radikalt kærligt fællesskab, som de kan føle sig
hjemme i. Venner, hvis I vil gøre dette, vil I forvandle jeres land!” (2,2).
Ifølge Hybels ønsker Gud, at alle kristne kirker og menigheder skal have fremgang både i
indre modning og i ydre medlemstilgang. Hvis en menighed ikke oplever fremgang, ligger
årsagen ikke hos Gud, men hos menigheden, nærmere bestemt i dens manglende tro på
fremgang og dens manglende villighed til at arbejde for det: ”Det er, hvad Gud ønsker at se
din menighed blive: en kraft for det gode i dit lokalmiljø, i landet, i verden. Men hvis du ikke
tror det, vil du altid gå rundt på en undskyldende måde og sige: ”Vel, vor kirke klarer sig ikke
så godt, og det er i orden i himlen. Vi har ikke oplevet voksne omvende sig i ti år, men sådan
er det.” Hvis du ikke forholder dig til det grundlæggende spørgsmål, om Gud ønsker
fremgang, så hægter du dig selv af krogen og giver alle mulige undskyldninger for, hvor svag
din kirke er” (2,4).
I sin undervisning om, hvorledes en menighed kan opnå fremgang og vækst betoner Hybels
andet og mere end udviklingen af en professionel og tiltalende ydre fremtoning. Han taler
således stærkt om vigtigheden af at få Guds syn på og nød for de ikke-kristne (fx 1,2; 2,1;
2,2), villigheden til at satse radikalt på evangelisation (fx 1,1; 1,2; 2,2), venskaber med ikkekristne
(fx 1,2; 2,1; 2,2), om vigtigheden af stærke ledere (fx 1,1; 1,6; 1,8), betydningen af
et kærligt og omsorgsfuldt fællesskab (fx 1,1; 2,2; 2,6), dygtige forkyndere (fx 2,1; 2,2;
2,4), alles medvirken i menighedsarbejdet (fx 1,1; 2,4; 2,6), og værdien af små grupper (fx
1,1; 2,1; 2,6).
Det er imidlertid karakteristisk, at alt dette fremstilles som noget, menigheden selv kan
beslutte sig for og sætte i værk. Selv nøden for de ikke-kristne fremstilles af Bill Hybels som
noget, menighedens ledelse kan og bør frembringe og holde ved lige (1,1). Gør man det
rette, vil det resultere i fremgang – med Guds hjælp. På denne baggrund bliver det
forståeligt, at Hybels meget enkelt og ligefremt kan tale om to typer af menigheder. På den
ene side de menigheder, som gør det rette og har fremgang, og på den anden side dem, som
ikke har fremgang: ”To slags kirker - ikke sandt?” (2,4).
Tanken om den rette strategi og handlemåde som en sikker nøgle til fremgang kommer også
til udtryk i den simple formel, Hybels opstiller for fremgang:
Forkyndelse + Lederskab + Frivillighed = Fremgang (2,4)
Med en dygtig forkynder, en kvalificeret leder og en arbejdsvillig menighed, vil fremgangen
komme - med Guds hjælp: ”Gud vil, at din kirke skal gøre fremgang. Han vil, at den skal
klare sig bedre end nogensinde før. Og hele himlen hepper lige nu og siger: ”Ja, tro det! Tag
skridtene frem mod denne virkelighed!” Og når du gør det, vil Gud møde dig langs ad vejen.
Han vil give dig kraft langs ad vejen, så enhver kirke gør fremgang og giver ham ære” (2,4).
Sammenholdes Bill Hybels´ undervisning om gode og evangeliserende menigheder med Ny
Testamentes lære om menigheden, viser der sig at være tale om en række dybtgående
teologiske modsætninger.
52

Principielle overvejelser 6:
Menighedens skjulte herlighed
Ifølge NT har Gud underlagt den kristne menighed det vilkår, at den som sin
Herre fremtræder for verden i ydre ringhed (1 Kor 1,26-29; 4,9-13; 2 Kor 4,7-
5,10). Den ydre ringhedsskikkelse hænger sammen med, at menighedens
herlighed og skat er skjult i Kristus. Ingen kan se den. Den er kun synlig for troen
- i evangeliet om Kristus (2 Kor 4,3-5,10).
Efeserbrevet er det store brev i NT om den kristne menighed. Det er ikke tilfældigt,
at Paulus i dette brev hele 35 gange bruger formuleringen: ”i Kristus”, ”i
Herren”, ”i ham”. Kun her finder og ser den kristne menighed sin sande og evige
herlighed. Netop derfor har Paulus én altoverskyggende bøn for efeserne: at
Helligånden må komme til dem og åbne deres hjertes øjne for den rigdom og
herlighed, de altid ejer i Kristus (Ef 1,17-19; 3,15-19; 4,11-16). Her findes kilden
til en frimodig tro og et åndskraftigt vidnesbyrd om Jesus til enhver tid – uanset
menighedens ydre fremtræden!
Menighedens uanseelige og anstødelige fremtræden i verden hænger også
sammen med, at dens budskab vækker verdens modstand. Jesus lovede sine
disciple, at tiden i verden ville være en kampens og modstandens tid, hvor de
måtte lide for hans navns skyld (Matt 5,10-12; 10,23; 23,34; Joh 15,18-21).
Netop dette er ifølge Luther et af den sande kirkes kendetegn: at den bærer kors
i form af modstand fra verden på grund af sit sande bibelske budskab.
Menigheden er således ikke et lys i verden ved sin ydre vellykkethed, herlighed
og glans. Det er tværtimod bemærkelsesværdigt, at Jesu ord om de troende som
verdens lys og som en by på et bjerg kommer umiddelbart efter, at han i
saligprisningerne har omtalt dem som de fattige, de sørgende, de hungrende og
de tørstende og har lovet dem forfølgelse, hån og uretfærdig behandling i verden
for hans navn skyld (Matt 5,3-12). Der er på ingen måde tale om en menighed,
der fremtræder i verden som et strålende eksempel på kraft, fremgang og succes
ifølge en almindelig menneskelig vurdering. Men netop gennem den ydre
modgang og lidelse mindes menigheden om, at den er Guds sande tjener, og har
sin arv og evige rigdom i himlen. Og denne virkelighed vækker troens fryd og
glæde midt under korsets plage. Det evige perspektiv frisætter også de troende
til at elske og tjene andre med gode gerninger i deres korte tid her på jorden. Og
herved er menigheden et skinnende lys i verden og en by på bjerget ved at være
forankret i og leve ud fra evangeliets rigdom i Kristus! (Matt 5,11-16).
Paulus påpeger det samme: at de kristnes ydre ringhed ikke skal betragtes som
et problem og som en hindring for et kraftfuldt missionsarbejde, tværtimod!
Verdens ringeagt, modstand og hån bruges af Gud til at vende de troendes blik
mod den usynlige og evige rigdom i Jesus, så de forankres i den. Netop herved
bliver de stærke, frimodige og åndsfyldte i troen og tjenesten (2 Kor 4,16-5,10).
Den ydre ringhed bruges ifølge Paulus også af Gud til at nedbryde de troendes
hovmodige tillid til sig selv og deres egen evne til at vinde mennesker ind i Guds
rige. Gud har netop udvalgt en menighed, som i verdens øjne er ringe og
uanseelig, for at knytte den i afhængighed til ham og hans overbevisende og
frelsende kraft i ordet! (1 Kor 1,26-2,5). Gud har lagt frelsens skat ned i menighedens
lerkar, for at den må være helt afhængig af, at han selv ved sin Ånd vil
komme til mennesker og gennem evangeliet åbne deres hjerters øjne for skatten
i Kristus (2 Kor 4,7). Kun på denne måde kan mennesker komme til tro: ved at
53

menigheden ikke prædiker om og viser hen til sig selv, men ved at den peger på
og vidner om Kristus! (2 Kor 4,1-6).
I samme grad menigheden begynder at vurdere sin kraft og herlighed ud fra sin
ydre fremtræden, mister den troens og frimodighedens forankring i Jesus – og
dermed sin åndskraft.
NT kender således også til ”to slags kirker”. I NT er det afgørende imidlertid ikke,
om man kan registrere ydre fremgang eller ydre tilbagegang. Her handler det om
hjerternes liv og troens forankring i Jesus! I lyset af dette spørgsmål viser det sig,
at en menigheds sande tilstand kan stå i direkte modsætning til dens ydre
fremtræden. Laodikæa-menigheden er ifølge en ydre betragtning herlig, stærk og
fremgangsrig. Men i virkeligheden er netop denne menighed den åndeligt
fattigste af alle! For den fortrøster sig til sig selv og har glemt at søge sin rigdom i
Jesus (Åb 3,14-22). Smyrna-menigheden synes ifølge en menneskelig vurdering
ynkelig, svag og fattig. Men Guds vurdering er en anden: den er rig! For den har
bevaret og holdt fast ved troen på Jesus! (Åb 2,8-11).
Den kristne menigheds ydre ringhed er ikke noget, vi selv skal frembringe. Den
er et vilkår, som Gud selv underlægger os på den måde og i det omfang, han ser,
det tjener os bedst. Vort kald som kristne er derfor ikke at tilstræbe at lade vor
menighed og dens samlinger fremstå primitive, tarvelige eller triste. Vi må
tværtimod bruge alle vore kreative, kunstneriske og ledelsesmæssige evner til at
frembringe gode, indbydende og velfungerende menighedshuse og menighedssamlinger
med god og smuk sang og musik, rig liturgi, betryggende ledelse osv.
Men vi må gøre det i en frimodig vished om, at Guds kraft ikke beror på eller er
afhængig af kvaliteten af de ydre former. Og vi må lade alle ydre former tjene til
at vende sind, tanke og opmærksomhed mod Guds ord og mod Jesus.
Ligeledes må vi bede om og stræbe efter, at vor menighed ved Guds ord og
evangelium må vokse i tro, kærlighed og tjeneste, så at den både ved sit liv og
sine ord må være et stærkt vidnesbyrd for verden.
Hvilke frugter, der kommer af vort vidnesbyrd, er imidlertid Guds ansvar. Det er
et overordentligt centralt princip i både den apostolske og den lutherske lære.
Gud virker tro, når og hvor han vil det! Han har ikke pålagt os at frembringe store
resultater i form af mange omvendelser. Han har kaldet os til at bringe det sande
evangelium til de ikke-kristne og forkynde det enkelt og ligefremt for dem, så de
forstår det. Hvad det virker i hjerterne, er Guds ansvar (1 Kor 3,6-7).
Påtager vi os ansvaret for, at ordet skal virke tro i hjerterne, trænger vi ind på et
ansvarsområde, som Gud har holdt for sig selv til befrielse for os. Da bliver vor
frimodighed knyttet til vor egen ydre fremgang. Det er vejen til loviskhed,
forkrampethed og åndelig udtørring i evangelisationsarbejdet.
Hos Paulus møder vi det modsatte. En urokkelig frimodighed i tjenesten i medgang
og i modgang, i tider med fremgang og i tider med tilbagegang. Han ved, at
han har ét ansvar: at udbrede Guds lov og evangelium klart og uafkortet. Så må
Guds Ånd virke tro gennem dette ord, når og hvor han vil det! (2 Kor 4,1-4).
Paulus’ troskab imod det ene og sande frelsende evangelium er nært forbundet
med hans frygt for at vinde mennesker for den ydre menighed, uden at der er
sket en indre åndelig levendegørelse. Han bedømmer hele tiden sin tjeneste i
lyset af dommens dag. Hans mål er ikke at opbygge en stor kirke her i tiden, men
54

en kirke, der kan bestå i ildprøven på den store dag, fordi den er genfødt ved
Guds ord (1 Kor 1,18-25; 3,10-15).
Ifølge NT kan kvaliteten af vort kristne menigheds- og evangelisationsarbejde
således ikke bedømmes på vor ydre fremtræden eller vor ydre vækst, men alene
på vore midler. Den centrale og vedvarende udfordring for den troende menighed
består i til enhver tid at være tro mod de åndelige midler, som Gud har lovet at
virke igennem (1 Kor 4,1-5; 2 Kor 10,3-6). Dette er vejen til vedvarende
frimodighed i menigheds- og missionsarbejdet og til sand og evig frugt.
4.5.6 Dygtig ledelse frem for forkyndelse
Bill Hybels lægger i sine taler stor vægt på betydningen af en god og stærk ledelse af menigheden
(1,1; 1,2; 1,6; 1,8; 1,10; 2,1; 2,2; 2,4; 2,5; 2,6; 2,8). I denne forbindelse
kommer han ind på aspekter af det kristne lederskab, som har solidt bibelsk grundlag. Således
betoner han godt og stærkt vigtigheden af, at lederen selv lever et integreret kristent
liv og tager sig tid til at læse i Bibelen. Dette må isoleret set betragtes som positivt. Men når
Hybels begrunder vigtigheden af den åndelige disciplin med, at menigheden vil opdage det og
miste tilliden til lederen, hvis denne svigter disciplinen, så bevæger han sig ud i en
pragmatisk argumentation, som er fremmed for Bibelen (1,10; 2,5; 2,8).
Når Hybels definerer lederens vigtighed, sker det hyppigt i en modstilling til forkynderen
(1,6; 1,10; 2,4; 2,6). Det er et hovedanliggende for Hybels at tydeliggøre, at mange kristne
menigheder lægger alt for megen og for ensidig vægt på gode forkyndere. Ifølge Bill Hybels
har man i hundredvis af år troet, at god forkyndelse vil skabe gode menigheder. Men det har
ikke fungeret. Det har været en forkert teori. Hybels understreger, at god forkyndelse er
vigtig og nødvendig. Men vejen frem er at lægge mere vægt end hidtil på lederen i forhold til
forkynderen (1,6). Kirkens fremtid hviler primært i dens lederes hænder. Alt godt kommer fra
en god leder, og omvendt (1,10).
Lederen giver menighedslivet retning ved at udvikle visioner for dens arbejde (1,6; 1,8; 2,4;
2,5; 2,6). ”Ledere siger: Okay, det er godt nok, men hvor bevæger vi os hen? Hvad er det, vi
prøver at bygge? Holder vi bare gudstjenester og prædikener, eller prøver vi at bygge
noget?” (2,6). Forkynderen udvikler sjældent visioner. Han udlægger Rom 5. ”Men Romerne
5 afklarer ikke menighedens vision” (1,6). ”Ledere afklarer dette. De sætter sig ned og siger:
”Lad os afklare vor vision. Hvad er det, vi prøver at gøre? Hvordan vil vi gerne se ud om fem
år? Hvad vil det kræve af os at nå fra den nuværende realitet til den nye?” Det er dette,
lederskab handler om, venner! Det må vi være opmærksomme på i kirken” (2,4).
Lederen er også kendetegnet ved at løse problemer. Det gør forkynderen ikke (1,6; 2,4). Når
noget er galt i menigheden, når noget ikke fungerer optimalt, så griber lederen ind og gør
noget ved det. Hvis nogen i menigheden eksempelvis modsætter sig kirkens planer og
visioner, går lederen til dem og følger Matt 18 over for dem – Jesu vejledning i kirketugt
(1,6). Lederen sætter endvidere folk i arbejde (2,4). Mens forkynderen samler folk, der
lærer, samler lederen folk, der arbejder. ”En leder siger: ”Jeg vil vide, hvor mange folk, der
er blevet udrustede til at gøre kirkens arbejde. Hvor mange arbejdere har vi oprejst? Hvor
mange frivillige har vi udrustet? Hvor mange mennesker har fundet deres gaver og gør noget
med dem i kirken?”” (2,4).
Gode ledere er ifølge Hybels kendetegnede ved at træffe modige og visionære beslutninger
for deres menigheder for at gøre dem mere evangeliserende – uden at lade sig bremse af
bekymringer vedrørende omkostningerne og andres vurderinger (2,5). Gode ledere går foran
i det evangeliserende arbejde (1,1; 2,2). Skal en menighed blive evangeliserende, er det
55

afgørende, at lederen bliver et forbillede på en evangeliserende livsstil: ”Når du forandrer en
leder, forandrer du kirken” (2,2). Det har Bill Hybels erfaret i forhold til sin egen menigheds
medlemmer: “Hvis de ser på mit liv og ser, at jeg har mange venskaber med disse
mennesker, at jeg indgår i en hel række af kærlige samtaler med dem for at føre dem til
Kristus, så ændres hele deres orientering i forhold til syndere og søgere. Det gør den
virkelig!” (2,2).
Trods elementer af bibelsk tænkning er Bill Hybels undervisning om kristent lederskab mere
bestemt af idealer og principper hentet fra verdslig ledelsesfilosofi end af Bibelens ord. Når
han tegner et billede af den gode leder, fremhæver han således i høj grad kvaliteter og
ledelsesformer, som ifølge moderne ledelsesfilosofi er vigtige for at få en god og effektiv
virksomhed: klare visioner, gennemtænkte strategier, handlekraft, evne til at inspirere og
aktivere, villighed til at skille sig af med problematiske medarbejdere, styrke til at føre
beslutninger igennem trods modstand etc.
Når Hybels anbefaler at give mere plads for folk med ”lederevner” i den kristne menighed,
anbefaler han således indirekte at give mere plads for folk, der har forudsætninger for at lede
menigheden som en effektiv virksomhed.
Princippet om, at en myndig menighedsledelse ikke bør tolerere uenighed om menighedens
vision, men snarere bør skille sig af med medlemmer, der skaber problemer på dette
område, blev uddybet af Willow Creek-medarbejderen Gary Schwammlein på kurset
”Værdibaseret forandringsledelse” i København i 2002. Schwammlein forberedte her sine
tilhørere på, at en menighed, der udvikler en vision om at være målrettet evangeliserende og
derfor lægger sit arbejde om, uundgåeligt vil opleve, at der er nogle i menigheden, som ikke
deler eller forstår visionen. Uenighed eller uklarhed på dette område må ifølge Schwammlein
behandles på én bestemt måde, som altid praktiseres i Willow Creek: “Den bibelske måde er
beskrevet i Matt 18… Hvis de ikke køber visionen. Hvis folk har en anden vision eller er
uklare om visionen, så kommer de ind i en livstruende konflikt, for de vil følge deres eget
ego, deres egen idé… Vi må alle have samme vision” (Gary Schwammlein bånd nr.2).
I Willow Creek behandles uenighed om kirkens vision og strategi således som synd. Uenighed
på dette område er per definition udtryk for syndig egoisme og egenrådighed. Det uenige
kirkemedlem må derfor behandles efter Matt 18, hvor sidste led i formaningsprocessen er
udelukkelse af kirken og tilkendegivelse af, at den pågældende person nu må betragtes som
ikke-kristen og fortabt (Matt 18,17).
Det er muligt og endda sandsynligt, at en sådan form for konfliktløsning er hensigtsmæssig i
en verdslig virksomhed. Det er også muligt, at den i en kristen menighed vil sikre høj
disciplin og effektivitet i arbejdet for menighedens vision. Ikke desto mindre må dens
anvendelse her betegnes som læremæssigt dybt uforsvarlig og både menneskeligt og åndeligt
alarmerende hensynsløs.
Bibelens tænkning om den gode kristne leder ligger langt fra det, som er refereret fra Hybels´
og Schwammleins undervisning. I Skriften betones helt andre egenskaber og kvaliteter:
forankring i nåden, troskab mod den rette lære, uforfærdet og udholdende forkyndelse af
Guds Ord, vedholdende bøn, stadig granskning og personlig tilegnelse af Skriftens ord, opgør
med og afvisning af vranglærere, hyrdeomsorg for og myndig vejledning af den enkelte i
menigheden, et uangribeligt liv, værdighed, gæstfrihed, åndelig modenhed, villighed til at
lide for evangeliet, god familieledelse m.m. (1 Tim 2,1-5; 3,1-7; 4,6-6,21; 2 Tim 1,6-14;
2,1-4,5; Tit 1,5-3,11; 1 Pet 5,1-4).
Det er ikke fremmed for Bibelen at tale om, at lederen må være et forbillede for menigheden.
Men ingen steder tales der om, at han må være det i form af en offensivt evangeliserende
livsstil med mange ikke-kristne kontakter og samtaler. Lederen er som alle andre kristne
56

kaldet til at leve med Jesus i hverdagen og være beredt på at vidne om ham, når anledningen
gives (Kol 4,5-6; 1 Pet 3,15). Men den konkrete kontakt til ikke-kristne kan være meget
forskelligartet. Her er der evangelisk frihed. Der er intet i Skriften, der peger i retning af, at
enhver god kristen leder også bør være evangelist. Her lægger Bill Hybels en forventning og
fordring ind over den kristne leder, som er uden grund i Skriften og derfor er lovisk i sin
natur. Når Skriftens ord kalder den kristne leder til at være et forbillede i sin livsførelse,
lægges der vægt på hellighed og næstekærlighed (1 Tim 4,12; Tit 2,7).
Der er ingen tvivl om, at administrative lederevner og strategisk og visionær tænkning
forenet med den rette åndsudrustning kan blive til stor gavn og velsignelse for en kristen
menighed. Tilsvarende vil der være elementer af moderne ledelsestænkning, som kan inddrages
i det kristne menighedsarbejde og på det menneskelige plan tjene til at forbedre og
styrke arbejdet. Men det er afgørende, at vi sorterer kritisk og bevarer et klart syn for, hvad
NT betoner som de afgørende lederegenskaber, herunder ikke mindst lederens personlige
forankring i og vejledning af andre ud fra nådens evangelium. Det kristne menighedsarbejde
er et åndeligt arbejde og har derfor brug for åndelige ledere.
4.5.7 Svagt syn for Guds ords kraft
Bill Hybels betoner værdien af god forkyndelse. Men som tidligere nævnt definerer han
primært god forkyndelse ud fra dens form og dens umiddelbare konstaterbare virkning på
tilhørerne. Opleves forkyndelsen fængende og oplivende eller kedelig og irrelevant? Det er
det centrale spørgsmål, når Hybels taler om stærk og svag forkyndelse (1,6; 2,1; 2,4; 2,6;
2,8).
Hybels’ vægtlægning på forkyndelsens form og umiddelbare ydre virkning synes at hænge
sammen med hans svage syn for og vurdering af den åndelige kraft i selve det forkyndte ord.
Det er således karakteristisk, at han ofte nedtoner forventningerne til, hvad det forkyndte ord
i sig selv kan udrette (1,6; 1,10; 2,4; 2,6; 2,8). Det er ligeledes karakteristisk, at han
hovedsageligt betegner forkyndelsens formål som formidlingen af information, teologi og
forståelse af Bibelen (1,6; 2,4; 2,6; 2,8). Han taler således aldrig om, at forkyndelsen har
kraft til at skabe tro og åndeligt liv. Han taler heller aldrig om, at forkyndelsens kraft beror
på, at Ånden ledsager ordet og selv virker gennem det. Hybels synes at have et yderst svagt
eller slet intet syn for forkyndelsens åndsdimension og for ordets nådemiddelkarakter.
På denne baggrund bliver det forståeligt, at han så ensidigt retter sin opmærksomhed mod
de ydre og konstaterbare virkninger af forkyndelsen. Det bliver ligeledes forståeligt, at han
anviser andre veje og midler til åndeligt liv og åndelig vækst end tilegnelsen af Guds ord.
Hybels lader således forstå, at man ikke kan komme ind i et personligt og levende forhold til
Jesus og præges af ham blot ved at lytte til sand bibelsk og evangelisk forkyndelse: ”Nogle af
jer har den rigtige trosbekendelse og I har selv aflagt bekendelsen, og I prædiker den rette
information. Der er bare det – her er et lille mysterium – der er meget lidt gensidig relation
til denne person, hvis teologi I forstår, men hvis relationsform er noget uklar for jer” (2,8).
Hybels’ teologi og vejledning på dette område tager udgangspunkt i hans egen erfaring af,
hvordan han kom ind i et personligt forhold til Jesus. Det skete ikke ved Guds ord og
evangelium. Som ung havde han bekendt sine synder og bekendt den rette tro på Jesus som
frelseren fra synden. Dermed var han ifølge sin egen fortolkning frelst, men han var kun
frelst ”positionelt” – dvs. i henseende til sin stilling over for Gud. ”Jeg var en ”positionel”
kristen, men jeg kendte intet til relationel kristendom. Jeg kendte intet til at have et
personligt forhold til Jesus” (2,8).
57

Gennembruddet i Hybels´ forhold til Jesus kom i forlængelse af en forelæsning, hvor en
teologilærer fortalte om Jesus som et menneske præget af ekstraordinære kvaliteter både
fysisk, sjæleligt og moralsk. Læreren lovede, at hvis man lærte Jesus at kende, ville man
blive præget af de samme egenskaber. Hybels opsøgte efterfølgende læreren og spurgte,
hvordan dette kunne ske, og blev anbefalet at sætte sig ned på en stol i enrum og fortælle
Jesus sit livs historie. ”Og venner, det begyndte for mig den dag, og i de sidste tredive år har
jeg nu glædet mig over denne ekstraordinære relationsform. Når jeg tænker tilbage på,
hvordan det var at være en ”positionel”, bare en ”positionel” kristen, så tror jeg ikke, at jeg
kunne have klaret det i længden. Det var ligesom, det var bare for endimensionalt, det var
for fladt. Det var som at se sort-hvid-TV. Hvis det er det eneste du har set, er det vel nok.
Men når du har set farve-TV, så ved du, at der er mere” (2,8).
På denne baggrund udtrykker Hybels sin bedrøvelse over, at så mange prædikanter fortsat
kun kender til ”positionel” kristendom og tror, at forkyndelse med det rigtige indhold er vejen
frem. Han afrunder sin tale med en bøn om, at alle i salen må opsøge Jesus på den
personlige måde og derved præges af hans egenskaber: ”At vi må fortælle ham vor historie
og lytte til hans svar. At vi må leve vort dagligliv med ham og have hovedtelefoner på og
være opmærksomme på, hvad han hvisker til os, og at vi må have tro til at føre det ud i
livet, uanset hvad han beder os om at gøre, så at vi på den sidste dag kan se ind i hans øjne
og sige: ”Vi kendte dig ikke kun ”positionelt”, teologisk. Vi vandrede med dig, vi følte din
kærlighed, vi hørte din hvisken, vi fulgte din befaling og vi gjorde det med glæde. Og alle er
enige og siger: Amen!” (2,8).
Hybels’ fortolkning af sin personlige åndelige udvikling rejser en lang række teologiske
spørgsmål ikke mindst til hans frelsesforståelse. Anser han gold rettroenhed med en ydre
bekendelse for en frelsende tro? Har han ingen forståelse for, at den frelsende tro er en
hjertets genfødelse, der bringer et nyt liv og en ny relation til Jesus med sig? Taler han om to
forskellige slags kristenliv: et med og et uden et personligt forhold til Jesus? Lærer han, at
der venter en særlig åndelig forvandlings- og kraftdimension for dem, der vil opsøge Jesus på
den af ham anbefalede måde?
I forhold til Guds ord er det yderst foruroligende, at Hybels nedtoner forventningen til at
kunne møde Jesus gennem det ydre ord og i stedet anbefaler at søge ham umiddelbart,
direkte, uden om det ydre ord. Dette er den klassiske vej ud i sværmeri. Jo mere man
orienterer sig i denne retning og jo mere man lytter til den vejledning, man får gennem
direkte tilskyndelser, jo større bliver faren for at blive ført vild af ganske andre stemmer og
ånder end Jesus selv. I sine taler opmuntrer Bill Hybels også til at lytte til Jesu stemme i
Bibelen, og betoner med stor klarhed, at Bibelen er de troendes ufejlbarlige vejleder: ”Vi tror,
at Bibelen er sandheden. Det er den absolutte autoritet angående tro og praksis. Vi må have
det ind i vort sind: hvad Bibelen siger – det holder” (2,6; se endv. 2,1; 2,8). I praksis taler
Hybels imidlertid betydeligt mere om velsignelsen ved at lytte til Guds direkte tale (1,2;
1,10; 2,1; 2,6; 2,8).
I en anden tale beskriver Hybels, hvorledes en bestemt kristelig livsform med sikkerhed vil
føre til åndelig fremgang og i sidste instans til et åndeligt liv på ”kogepunktet”: ”Du ved, da
du blev kristen, havde du en vis temperatur. Men så – som en kombination af dine valg og
Helligåndens gerning – begynder du at forøge dit åndelige livs temperatur. Og det er muligt,
det er virkelig muligt for dig at modnes åndeligt frem til det punkt, hvor du lever på eller nær
ved dette fase-forandringspunkt, hvor du erfarer udløsningen af kraft. Bibelen omtaler det
som at blive fyldt med Helligånden, eller Bibelen omtaler det som at blive fyldt med Guds
kraft, eller som Kristus, der lever helt og fuldt i mig” (2,6).
Første skridt på vejen til denne stærke ånds- og krafterfaring er ifølge Hybels at være trofast
i menigheden. Men selv hvis gudstjenesten er rigtig god, kan den ikke få deltagerne helt op
på kogepunktet, kun tæt på det. Derfor må der andet og mere til mellem gudstjenesterne.
58

Her nævner Hybels fire ting:
1) Daglige åndelige øvelser i form af morgenbøn, lytten til kristen lovsangsmusik og
vedvarende lydhørhed over for Guds direkte tale.
2) Deltagelse i en lille gruppe af kristne, hvor man kan opmuntre og støtte hinanden: ”Jeg får
en masse varme, fra den lille gruppe, jeg er med i. Den varmer mig op.”
3) Nådegavebaseret tjeneste i menighedens arbejde: “Når du finder din nådegave og bruger
den, da kommer varmen!”
4) Udøvelse af barmhjertighedsgerninger i dagligdagen: “Hver gang du kører hjem efter at
have gjort noget, som du ved, Jesus ville have gjort, hvis han var i din krop, så varmes du
op. Det varmer dig op.”
Hybels sammenfatter sin tænkning om vejen til åndsfylde og åndskraft på denne måde: “Så
hvis du går i kirke, hvis du gør religiøse øvelser, er med i en lille gruppe, tjener og gør disse
barmhjertighedsgerninger, så vil din temperatur bare gå op og op, og meget snart er du
fyldt. Du er fri!” (2,6).
Det er svært at finde mildere betegnelser for denne vejledning end, at den er uevangelisk i
rystende grad. Hybels fremstiller vejen til frihed og åndsfylde som udførelsen af en række
bestemte gerninger!
I NT står én ting i centrum for al forkyndelse om åndeligt liv og åndelig vækst: evangeliet om
Kristus og frelsens rigdom i ham. Det er ved dette evangelium, vi får tro, kraft, liv, åndsfylde
og alle Åndens frugter. Kun i den af evangeliet åbenbarede frihed fra loven kan troens nye liv
vokse frem og folde sig ud! (fx Joh 15,1-8; Rom 6,14; 8,1-11; Gal 2,19-21; Ef 4,11-16; Hebr
9,14). Evangeliet er det åndelige livs og den åndelige krafts sande og eneste kilde.
Hybels synes at være blind for denne helt centrale evangeliske sandhed og giver derfor en
vejledning i helliggørelse og åndsfylde, som er gennemført lovisk. Hans vejledning på dette
punkt er af så alvorligt vranglærende karakter, at det på afgørende måde undergraver tilliden
til ham som forkynder og åndelig leder. Det er en vranglære af netop denne art, Paulus
vender sig mod i Galaterbrevet: “Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre
lovgerninger eller ved at høre i tro? Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu
ende i kødelighed?” (Gal 3,2-3).
Hybels kan godt tale om ”forvandlende forkyndelse” (2,1; 2,4). Men da er den forvandlende
kraft ikke knyttet til det forkyndte ord, men til bestemte forkyndere, nærmere bestemt de
forkyndere, der har nådegave til at forkynde. Kun når de prædiker, kommer Helligånden og
virker en forvandling hos tilhøreren: “Når en person har gaven til at prædike og undervise, så
bliver Bibelen levende for dem, når de læser den. Gud giver dem ideer til, hvordan de kan
sammensætte en interessant prædiken. Når de er deroppe og prædiker, så salver
Helligånden det på en sådan måde, at det kan forvandle tilhøreren” (2,4).
Bill Hybels fortæller, at han normalt ikke behøver mere end fem minutter for at vurdere, om
en person har nådegaven til at forkynde. Når nådegaven er der, viser det sig ved, at
tilhørerne oplever det som “en ren nydelse” at lytte til den. De føler sig oplivede og ønsker at
høre mere, og de får lyst til at invitere deres ikke-kristne venner med i menigheden, for at de
kan høre netop denne forkynder. Kun prædikanter, hvis forkyndelse har denne effekt, har
forkyndernådegave, og kun de bør få lov at prædike: ”Ny Testamente siger: ”Hvis du vil
opbygge en fremgangsrig menighed, så bør du kun gøre brug af folk med nådegave til at
prædike og undervise” (2,4).
Hybels´ definition af forkyndernådegaven og hans tanke om, at Åndens kraft er knyttet til
personer frem for til Guds ord, er direkte ubibelsk. Den har sit udspring et andet sted og
synes at være en frugt af pragmatiske overvejelser om, hvilke prædikanttyper der kan styrke
evangelisationaktiviteten og fremme ydre vækst i menigheden.
59

Det gælder imidlertid her som på en række andre områder, at Hybels´ teologiske tænkning
er præget af indre uklarhed og manglende sammenhæng. Til visse tider kan han således
bruge formuleringer, som giver indtryk af stor tro på ordets egen iboende kraft. Således kan
han tale om, at ”evangeliet er stærkt” (2,4), at budskabet om Jesu kærlighed er ”den eneste
kraft, der kan forvandle et menneskes liv” (2,1), og at Bibelen er ”kraften, der kan bygge folk
op” (2,1). Men når han giver konkret vejledning om god forkyndelse og om vækst i åndeligt
liv og kraft, må man spejde forgæves efter den bibelske lære om nådens midler og Åndens
gerning. I samme grad denne lære fortones, undergraves det evangeliske kristenliv og
menighedsliv og dermed i sidste ende også det evangeliserende arbejde.
4.5.8 Evangelisation som alles hovedopgave
Bill Hybels betoner stærkt, at alle kristne er kaldede til at tage del i evangelisationsarbejdet
(1,2; 2,2; 2,4; 2,5; 2,6). Hans grundlæggende anliggende er her sandt bibelsk, og som
tidligere nævnt er det godt og nødvendigt at få det løftet frem. Det er imidlertid afgørende, at
det almene og fælles ansvar for evangelisationen afklares og indholdsbestemmes ud fra
Bibelen og ikke ud fra en målsætning om maksimal evangelisationsmæssig aktivitet.
Når Hybels formidler et alment kald til at engagere sig i evangelisation, betoner han stærkt
Guds frelsesvilje og de ikke-kristnes nød. Hensigten er ifølge hans eget udsagn at bidrage til
en ”anden omvendelse”: ”Den første omvendelse er, at vi vender os bort fra vor synd og tror
på Jesus – ikke sandt? Den anden omvendelse handler om, hvordan vi ser på folk uden for
Guds familie. For når du ser folk anderledes, når du ser folk, som Faderen så folk, når du ser
folk, som Jesus så folk – dem der sidder rundt omkring helt alene, så føler du: ”Åh, mit hjerte
bevæges over deres situation, deres fortabthed. Hvordan kan jeg opbygge et venskab,
hvordan kan jeg række min hånd ud, hvordan kan jeg indlede en samtale?”” (2,2).
Ifølge Hybels bør alle kristne opleve denne ”anden omvendelse” med de konkrete konsekvenser,
som han har beskrevet i form af en målrettet bestræbelse på at opbygge venskaber
med ikke-kristne. Gør de ikke det, er de ude af kontakt med Guds hjerte og i konflikt med
hans vilje: ”Hvis jeg bad om en håndsoprækning fra alle jer, der ønsker at se tusindvis af
danskere, som er langt fra Gud, gå ind i riget i tilbedelse af Gud, så ville I alle række hånden
op, hver eneste af jer, selvfølgelig ville I det. Men hvis jeg siger: ”Hvor mange af jer er villige
til at række ud til dem, opbygge venskaber med dem, indlede kærlige samtaler med dem
som et udgangspunkt, så ville meget få af jer række hånden op, og det er virkelig et
problem. Det er et hjerte-problem. Det er et hoved-problem. Det er et synds-problem!”
(2,2).
Ifølge Bill Hybels bør alt både i menighedens liv og i den enkelte kristnes liv omlægges og
indrettes med henblik på at nå ud til og etablere kontakt til ikke-kristne. Gud vil, at alle
kristne og alle kristne menigheder skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde bare
én ikke-kristen (1,2). Det vil formentlig være få kristne, som ikke kan følge Bill Hybels
tankegang. Når vantro mennesker er på vej mod en evig fortabelse, er det en naturlig tanke,
at vi må lade alle andre hensyn fare og samle os om dette ene at skabe kontakt til og
evangelisere for de ikke-kristne. Men det er ikke den tankegang, vi møder i Bibelen.
I NT møder vi ingen almen og fælles formaning til alle kristne om at drive opsøgende evangelisationsarbejde.
Den kristne menighed har som fællesskab et kollektivt kald til at drive
grænseoverskridende mission, og i denne opgave må alle kristne tage del hver på deres
måde, hvad enten det er i forbøn, i givertjeneste eller på anden vis. Men vi møder ikke i NT
noget alment kald til enhver kristen om at drive offensiv evangelisation ved f.eks. målrettet
og strategisk at opdyrke venskaber med ikke-kristne.
60

Hvad vi møder i NT, er en formaning til alle kristne om at leve i et nært forhold til Jesus,
bekende hans navn i verden, øve næstekærlighed mod alle og i denne ånd være beredt på at
vidne om ham, når anledning gives (Matt 10,32-33; Kol 4,5-6; 1 Pet 3,15). Hvad der går ud
over dette, beror på et individuelt kald. Gud kalder nogle til at være evangelister, og han
kalder uden tvivl mange kristne til at opbygge venskaber med ikke-kristne. Som kristne må
vi alle være åbne og lydhøre over for Guds kald på dette område, og vi må erkende, at vi i
den grad har behov både for evangelister og for større frimodighed til at være
hverdagsvidner. Men vi må ikke lægge byrder på os selv eller andre, som Guds ord ikke
lægger på os. Når Bill Hybels betegner det som en synd ikke at arbejde på at opdyrke
venskaber med ikke-kristne, lægger han således et helt igennem ubibelsk og sjælesørgerisk
dybt uforsvarligt tryk på samvittighederne.
To sider af den bibelske lære om en kristens tjeneste for Gud tjener til at afbalancere synet
på evangelisationens plads i en kristens liv.
1) Den bibelske lære om nådegaverne minder os om, at det kristne menigheds- og missionsarbejde
rummer en lang række forskellige tjenester, som alle er vigtige for menighedens
åndelige trivsel og Guds riges udbredelse. Til enhver tid vil der være bestemte nådegaver og
tjenester, som vi er tilbøjelige til at betragte som særligt ophøjede, og som vi ubevidst
begynder at tænke om, at den burde alle kristne ret beset have. For en halv generation siden
var det tungetalen, man var optaget af på denne måde. Det var usundt og nedbrød
frimodigheden hos mange kristne, som ikke havde denne gave. I dag og ikke mindst i Bill
Hybels’ forkyndelse er faren snarere knyttet til evangelistens nådegave. Bill Hybels taler også
om en større bredde af nådegaver (1,6: 2,4; 2,6), men han efterlader ikke desto mindre
indtrykket af, at alle kristne bør være offensive evangelister.
2) Den bibelske lære om kulturkaldet minder os om, at vi ikke kun tjener Gud, når vi beskæftiger
os med åndelige gøremål og arbejder på Guds riges udbredelse (1 Mos 1,28). Vi
tjener Gud i vort ”kald og stand” ved samvittighedsfuldt at varetage vort almindelige
borgerlige arbejde og ved at tage os af vor familie. Vi tjener også Gud ved at nyde naturen,
rekreere og glæde os over god kultur. Dette hører med til et sundt menneskeliv og kristenliv,
og det har værdi i sig selv. Det skal ikke tjene et andet og mere åndeligt formål. Kulturkaldet
står i sagens natur i et dynamisk spændingsforhold til missionskaldet. Men spændingen må
opretholdes. Opløses den, går det galt. Enten forsømmes missionen, eller også forsømmes
menneskelivet med udbrændthed som uundgåelig konsekvens.
Netop dette sidste er ifølge Pritchard et udbredt problem i Willow Creek: ”Ifølge Willow
Creeks teologi kan intet retfærdiggøre, at man gearer ned for at nyde et øjebliks ro. Dette
øjeblik kan kun retfærdiggøres, hvis roen giver mere energi til den store åndelige krig.
Erfaringen af udbrændthed er ikke usædvanlig i Willow Creek. Stærkt engagerede frivillige og
ledende medarbejdere brænder regelmæssigt ud efter års trofast indsats” (Pritchard s. 284).
Ifølge Pritchard tiltrækkes mange mennesker af Willow Creeks program gennem fordøren,
men oplever aktivitetstrykket ødelæggende og forsvinder ud af bagdøren til kirker med en
stærkere vægtlægning på traditionel bibelsk forkyndelse (Pritchard s. 284-285).
Også på dette område gælder det, at en pragmatisk tænkning, der tilsidesætter Skriftens
evangeliske vejledning, i sidste ende undergraver og ødelægger menighedens evangelisationsarbejde.
4.5.9 Kvindelige hyrder og lærere
I en række af sine taler ved de to konferencer i København giver Bill Hybels ordningen med
kvindelige hyrder og lærere positiv og støttende omtale. Ved en enkelt anledning begrunder
61

og forsvarer han ordningen med henvisning til, at alle nådegaver bør udfoldes: ”Hvad bør en
person gøre, som har nådegave til at lære, hvad bør han eller hun gøre? Ja, lære!” (1,1).
Ellers går Hybels ikke ind i et egentligt teologisk forsvar for ordningen, men vælger flere
gange at omtale kvindelige præster og forkyndere som legitime helt på linje med mandlige.
Det sker dels ved, at han fortæller om den kvindelige hyrde- og lærertjeneste i Willow Creek
(1,2), og dels ved, at han omtaler mandlige og kvindelige hyrder og lærere sideordnede: ”Du
må høre denne kvinde eller denne mand prædike og undervise” (2,4). ”Jeg drømmer om den
dag, hvor præster har et personligt forhold til Jesus på så stærk en måde, at menigheden
siger: ”Han vandrer med Jesus. Hun vandrer med Jesus” (2,8).
Ingen er upåvirkelig over for en sådan positiv omtale af kvindelig menighedsledelse. Når
mange erklæret bibeltro kristne i dag bevæger sig væk fra et bibelsk syn i dette spørgsmål,
må det ikke mindst ses som det samlede resultat af mange års små skub og påvirkninger i
retning af en verdslig lighedsideologi. Det er dybt beklageligt, at konferencerne i København
blev brugt af Bill Hybels til at give yderligere nogle skub i denne retning.
Det kan heller ikke betegnes som uproblematisk, at to af Willow Creeks kvindelige præster,
Nancy Ortberg og Nancy Beach, underviste ved konferencerne om emner som ”Hvordan
skabe en fantastisk gudstjeneste” og ”Hjertecheck for den kristne leder”. Det kan svært
fortolkes på anden måde, end at deltagerne satte sig under en kvindelig hyrde og lærers
talerstol for at lytte til hendes åndelige og teologiske vejledning. En sådan praksis er der
eksplicit advaret imod i LM´s vejledning om tjenestedeling (Tjenestedelingen mellem mand
og kvinde i menigheden, 1996, s. 11, 17-18).
At Bill Hybels promoverer ordningen med kvindelige præster må i sig selv rejse spørgsmålstegn
ved det betimelige i at anvende ham som vejleder i opbyggelse af et kristent
menighedsliv. Problemet bliver ikke mindre, når man tager Willow Creeks praksis på dette
område i betragtning.
I Willlow Creek fordres det således af alle aktive medlemmer, at de skriver under på, at de
”med glæde” vil sidde under kvindelige præsters undervisning, at de ”med glæde” vil
underordne sig kvindelige ledere i kirken, og at de vil afstå fra at fremføre personlige
synspunkter, der virker splittende (Grudem 1997).
Ud fra et klassisk bibeltro syn på kvindepræstspørgsmålet må en sådan tvangsordning
betegnes som anti-kristelig i sin natur. Den pålægger alle de kristne, der vil optages i
menigheden med deres underskrift at benægte det, som den samlede kristne kirke i næsten
2000 år har fremholdt og fastholdt som Guds klare og myndige tale.
Bill Hybels er på det rene med, at evangelikale kristne fra begyndelsen har været modstandere
af kvindelige præster, og at mange, der søger til Willow Creek, derfor må formodes
fortsat at være det eller i det mindste at være anfægtede. Han er ligeledes klar over, at der
er tekster i Bibelen, som ikke er nemme at forene med et ja til kvindelige præster. Ved en
Willow Creek-konference i Norge udtrykte han det således: ”Jeg ved, at der findes nogle
”krøllede” afsnit, som vi må arbejde hårdt for at forstå, men i det store og hele tror vi i
Willow Creek, at når Gud har givet en kvinde en nådegave, så siger vi til hende: ”Du må finde
ud af, hvad din nådegave er og bruge den, for du skal aflægge regnskab for den”” (udskrifter
fra Willow Creek konference i Stavanger, “Lederens bøn” del 2).
Når Bill Hybels trods sin erkendelse af disse problemer ikke desto mindre vælger at indføre
og håndhæve den omtalte tvangsordning, vidner det om en alarmerende mangel på åndelig
dømmekraft og bibelsk forankret lederskab.
62

4.5.10 Negligering af verdslighedens fare
I sine taler understreger Bill Hybels stærkt, at kristne ikke er kaldede til at lukke sig inde i
trygge ghettoer, men til at være lys og salt ude blandt verdens mennesker (1,2; 1,6; 1,8;
2,1; 2,2; 2,4; 2,5; 2,6). Han siger meget sandt og godt om dette, og det er et anliggende,
som må betones igen og igen. Skal Guds ord rækkes til ikke-kristne, må kristne møde dem
og have med dem at gøre. Saltet må ud af saltbøssen.
I samme grad dette løftes frem, må det imidlertid også understreges, at verden er åndeligt
farlig. Jesus understreger begge sider af sagen: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve”
(Matt 10,16). ”Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem
fra det onde” (Joh 17,15).
I Bill Hybels’ taler møder man ingen betoning af faren for at præges og forføres af verdslig
tankegang og livsførelse blandt ikke-kristne mennesker. Tværtimod taler han flere gange
nedsættende og latterliggørende om dem, som advarer mod farerne i verden, og viser ingen
forståelse for deres anliggende (1,2; 2,2). Når han taler om ikke-kristnes syndige livsførelse,
gør han det ofte i stærkt humoristiske vendinger, så forsamlingen bringes til at le. Om en
studiekammerat fortæller han eksempelvis: ”Han var den eneste, der regelmæssigt
overnattede i pigernes afdeling i weekenderne. Han var en meget populær fyr. Okay, det er
ikke, fordi jeg forsvarer det, men jeg siger bare: Han kunne fortælle historier om mandagen!”
(2,2). Om de ikke-kristne sejlervenners adfærd under en kapsejlads fortæller han: ”Det er
ikke ualmindeligt at sige noget til en konkurrent. Men mine drenge de råber sjofelheder og
bruger fagter, som jeg ikke kan vise her. Det universelle tegn på mishag, hvis I forstår, hvad
jeg mener. Og så under sejladsen, begynder de at fortælle vittigheder til hinanden. Og jeg er
selvfølgelig midt i alt det her, og de fortæller historier, som er langt ude over den moralske
grænse. I ved, hvilken slags jeg taler om. De fortæller de her vittigheder, og de er langt ude
over grænsen, men de er morsomme, så utroligt morsomme!” (2,2).
Når den åndelige fare i mødet med verden aldrig betones, og når den syndige livsform i
stedet fremstilles i humoristisk form, kommer der til at mangle en overordentlig vigtig bibelsk
dimension og grundtone i kaldet til og undervisningen om at være kristen i verden. Kun med
en sund frygt på dette område kan vi som kristne bevares som lys og salt i verden.
Principielle overvejelser 7:
Korsteologi og herlighedsteologi
I den lutherske teologi skelnes der mellem to grundlæggende forskellige former
for teologi: korsteologi og herlighedsteologi.
Korsteologien minder os om, at som Kristus fremtrådte for verden i ydre ringhed,
sådan vil også hans menighed fremtræde i verden i en ringe skikkelse. Som
Kristus sejrede ved en korsdød, der lignede et nederlag, sådan vinder
menigheden sejr og udbredelse i verden ved et kors-evangelium, som i verdens
øjne er svagt og anstødeligt, men ikke desto mindre bringer Guds livgivende Ånd
med sig. Uanset sine ydre kår bevarer menigheden troen og frimodigheden i sit
vidnesbyrd ved at se sig selv, som den er, ikke i verdens øjne, men i Kristus.
Korsteologien fastholder, at synden og Guds vrede er menneskets grundproblem.
Derved kommer Jesu kors til at udgøre evangeliets strålende centrum, og de
grundlæggende modsætninger i forkyndelsen bliver synd og nåde, dom og frelse.
Ifølge korsteologien er en stærk menighed, en menighed, hvis tro er forankret i
Jesus.
63

Herlighedsteologien vurderer menighedens styrke på dens ydre og synlige
fremtræden, ikke på dens tro. En stærk og herlig menighed, er en menighed, der
fremtræder stærk og herlig. I herlighedsteologien er tyngdepunktet forrykket. Det
er ikke synden og Guds vrede, som i praksis betones som menneskets
grundproblem. I stedet betones menneskelivets udfordringer. Evangeliet bliver et
løfte om, at Gud vil hjælpe og give et bedre liv. Her bliver modsætningerne
svaghed - styrke, ensomhed - fællesskab, mislykkethed – vellykkethed, tomhed –
fylde. Ifølge herlighedsteologien er forudsætningen for et kraftfuldt vidnesbyrd
over for verden, at menigheden fremtræder med en ydre form og et budskab, der
kan overbevise verden om, at her hos disse folk kan livet blive anderledes og
bedre. Korset glider ud af centrum, og den afgørende forventning i
missionsarbejdet sættes ikke længere til Guds Ånds gerning i loven og evangeliet,
men til menighedens ydre fremtræden som vellykket, stærk, kompetent og
attraktiv.
Herlighedsteologien ligger i den menneskelige natur. Det er den teologi og religiøsitet,
som kommer indefra. Den kan kun drives tilbage af det budskab og den
Ånd, som møder os i de bibelske tekster.
I dag går der et stærkt strømdrag igennem den evangeliske kristenhed i herlighedsteologisk
retning. Årsagen må ikke mindst søges i, at nøden og arbejdet for
Guds riges udbredelse gradvist har mistet sin bibelske og evangeliske forankring.
I tiltagende grad orienterer man sig ud fra de ydre resultater. Man undersøger,
hvad der virker sympatisk og tiltrækkende på verdslige mennesker, og forsøger
at indrette sig efter det. Derved spores man ind i en kødelig tænkning, hvor
opmærksomheden rettes mod os selv, vore gerninger og vor ydre fremtræden. I
samme grad denne tendens vinder frem, tømmes vore menigheder for evangelisk
tro, liv og åndskraft. Vi bevæger os som galaterne fra en evangelisk og
Kristuscentreret åndelighed mod en lovisk og selvcentreret kødelighed. Vi kan
vokse i det ydre, men vi dør i det indre.
Formaningen til galaterne er så aktuel som nogensinde tidligere og ikke mindst
ind i en missionsforening, der begyndte med en stærk erfaring af åndskraften i
det frigørende evangelium: “Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus
Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene
vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Er
I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?”
(Gal 3,1-3).
64

5. WCCC i historisk og teologisk kontekst
5.1 Willow Creek som repræsentant for en almen strømning
Både udgivelsen af ”Smittende Tro” og afviklingen af de to store Willow Creek-konferencer
ligger nu i fortiden. Dette forhold kunne give anledning til at opfatte bogens og konferencernes
teologi og missionstænkning som noget, vi i LM stod under påvirkning af i en kort tid,
men som vi nu er ude over og derfor ikke længere behøver at beskæftige os med og afklare
os overfor. Som det er antydet i kap. 4.1, deler udvalget ikke denne opfattelse.
Der er delte meninger om Willow Creek i LM. Nogle har en meget positiv vurdering af menighedens
missionsstrategi. Derfor kan det ikke undre, at enkeltpersoner og forsamlinger i LM
finder det naturligt at hente inspiration herfra. Det skete allerede før de to store konferencer,
og det sker fortsat. Dette er ikke enestående for LM. Det gælder generelt for de gamle
lutherske missionsforeninger i Norden, at de modtager en mere eller mindre stærk påvirkning
fra Willow Creek-inspirationen i disse år. Påvirkningen sker gennem bøger, artikler, kurser,
konferencer, enkeltpersoners besøg i menigheden, via internettet m.m. Nogle personer og
nogle forsamlinger påvirkes meget, andre slet ikke. Men påvirkningen må tages alvorligt og
må anspore til en grundig undersøgelse og vurdering af menighedens teologi.
Der er imidlertid også en anden grund til, at det er væsentligt at vurdere inspirationen fra
Willow Creek. Grunden er, at menigheden i mange henseender står som en typisk eksponent
for en teologi og en religiøsitet, som igennem de sidste 30 år har vundet stadigt større
international udbredelse i den evangeliske kristenhed og ad mange kanaler når frem til og
påvirker os i LM.
At vi påvirkes af strømninger og tendenser i den internationale og navnlig den vestlige
kristenhed, er der intet nyt i, og et stykke på vej kan det betragtes som noget positivt.
Igennem hele LM´s historie har vi hentet inspiration fra andre evangeliske sammenhænge og
herunder også fra ikke-lutherske grupperinger i udlandet. Navnlig på evangelisationens og
missionens område har vi fået megen værdifuld inspiration fra ikke-lutherske kristne.
Generelt har vi imidlertid i LM været meget opmærksomme på at sortere i den påvirkning, vi
mødte udefra, og i de personer, vi benyttede os af som f.eks. forfattere. Det har således
været et grundprincip at holde os til folk med en ”evangelikal” teologisk profil, dvs. folk, som
tilsluttede sig og arbejdede ud fra reformationens teologiske grundprincipper. Igennem lang
tid tjente ordet ”evangelikal” til at definere et klart og betryggende teologisk grundlag for et
inspirationsfællesskab på tværs af de konfessionelle grænser.
Igennem de sidste årtier er termen ”evangelikal” imidlertid blevet anvendt om en stadigt
bredere gruppe kristne og er i takt hermed blevet stadigt mere uklar og rummelig i sit
indhold. I USA vil således omkring 40 procent af befolkningen i dag betegne sig selv som
”evangelikale”. Hvor man tidligere kunne tale om ”den evangelikale bevægelse” som en
bevægelse med en relativt klar og entydig teologisk profil på tværs af forskellige lande og
kirkesamfund, må man nu konstatere, at den evangelikale bevægelse i teologisk henseende
er en meget sammensat og uhomogen størrelse med udflydende grænser. En stor del af
bevægelsen har i praksis mistet sin forankring i reformatorisk teologi og har i stedet udviklet
en teologisk overfladisk og pragmatisk orienteret kristendom. Man kalder sig fortsat
”evangelikale”, men man står i realiteten langt fra den oprindelige evangelikalisme.
Skal vi forstå, hvad der er sket med den evangelikale bevægelse og dermed få bedre
forudsætninger for at forholde os til de forskellige påvirkninger, som møder os i dag, vil det
være hensigtsmæssigt med et kort historisk rids over bevægelsens historie.
65

5.2 Evangelikalismens reformatoriske rødder
Selve termen ”evangelikal” (tysk: ”evangelisch”) går tilbage til det 16. århundrede, hvor den
under reformationen blev brugt som betegnelse for både de lutherske og de reformerte
kristne. Disse to grupper var uenige om adskilligt, men de var enige om, at ”Skriften alene”
er Guds sande og ufejlbarlige ord, og om, at mennesket frelses ved ”Troen alene” på
grundlag af Kristi gerning alene og ved Guds suveræne udvælgelse og genfødende gerning.
Grundlæggende for de evangelikales syn på frelsen var deres syn på mennesket som helt
igennem fordærvet af synden, bundet af Satans magt og dermed helt ude af stand til at
medvirke til sin egen frelse. Frelsen er Guds værk alene gennem Ordet og ved Ånden. Gud
skaber troen, når og hvor han vil det. Ved troen gøres mennesket retfærdigt over for Gud i
Kristus. Den frelsende retfærdighed er en tilregnet, en fremmed retfærdighed. Efter
genfødelsen bliver mennesket ved med at være en fordærvet synder i sig selv, men den
troende er ”samtidig retfærdig og synder” på grund af Kristi tilregnede retfærdighed. Dette
var ifølge de første evangelikale selve det kristne evangelium. De havde en meget stærk
bevidsthed om, at mennesket har ét grundlæggende problem: Guds vrede og dom. På denne
baggrund blev det også klart, at det kristne evangelium er et godt budskab om fred med Gud
ved tro på Jesus alene. Det var dette evangelium, kirken stod eller faldt med, og det var
dette evangelium, den måtte prædike til tro.
5.3 Arminianismen
I begyndelsen af det 17. århundrede splittedes den reformerte verden i to dele: de ”klassisk
reformerte” og en retning præget af Jacob Arminius (1560-1609). Den nye ”arminianisme”
var præget af en svag syndsforståelse og en tilsvarende stor tillid til det naturlige menneskes
egne evner i gudsforholdet. I den arminianske kirkeretning udviklede man overbevisning om,
at mennesket selv kan vælge at tro, og at mennesket må lade troen følge af gode gerninger
for at blive frelst. Frelsen bliver dermed et samarbejde mellem Gud og menneske. Gud frelser
mennesket dels på grund af Kristus og dels på grund af menneskets tro og troens frugter.
Målet for kirken i det missionerende arbejde bliver at overbevise mennesket om, at det må
træffe trosvalget og leve helligt.
I det 17. århundrede blev arminianismen fordømt af både de klassisk reformerte og de
lutherske teologer. Kirkehistorikeren Michael Horton skriver herom: ”Alle evangelikale
betragtede arminianismen som en afvigende vranglære i forhold til den kristne tro. Man
kunne ganske enkelt ikke benægte det totale syndefordærv, Guds udvælgelse til frelse,
retfærdiggørelse af tro alene ved Kristus alene, og så fortsat kalde sig evangelikal” (Horton
1992). Denne afstandtagen fra arminianerne indebar ikke, at man betragtede alle
arminianere som frafaldne, men at man anså deres lære for falsk og forførende i alvorlig
grad.
Fra det 18. århundrede skete der imidlertid en gradvis ændring i manges holdning til arminianismen.
Den væsentligste årsag hertil var, at vækkelsesprædikanten John Wesley
(1703-1791) antog den arminianske lære og fremstillede troen som et menneskeligt valg og
frelsen som beroende på menneskets lydighed. Wesley blev redskab til den største vækkelse
i Englands historie, og fra denne metodistiske vækkelse udbredte den arminianske tænkning
sig gradvist ind i mange andre protestantiske sammenhænge inklusive dele af de ”klassisk
reformerte” og lutherske.
I det 19. århundrede fik den arminianske teologi en stærk fortaler i USA i vækkelsesprædikanten
Charles Finney (1792-1875). Han blev den mest fremtrædende prædikant i sin
levetid og blev banebrydende for en overfladisk teologi, en følelsesbetonet kristendom og en
66

pragmatisk tænkning ind i amerikanske vækkelseskredse. Finney benægtede tanken om
arvesynd og om frelse ved en tilregnet retfærdighed. Mennesket frelses ifølge Finney ved at
vælge at tro og ved at leve helligt. Udfordringen er ifølge Finney at få mennesker til at vælge
troen og vælge at leve ret. Dette sker ikke ved prædikener om objektive frelsessandheder,
men ved prædikener, der appellerer til den enkelte og her ikke mindst til følelserne. Ingen
trossandhed er ifølge Finney så skadelig for kirken som tanken om, at tro og vækkelse virkes
af Gud alene. Denne tanke gør kirken passiv. Der er intet overnaturligt ved en genfødelse
eller en vækkelse. Begge dele kommer med nødvendighed, hvis man anvender de rette
metoder. ”En vækkelse er ikke noget mirakel, og den er heller ikke på nogen måde afhængig
af et mirakel. Den er et helt igennem fornuftsbetinget resultat af den rette anvendelse af de
rette midler” (Citatet er hentet fra: Horton 1995).
De ”rette midler” var ifølge Finney velkalkulerede prædikener, som talte stærkt til tilhørernes
følelser, vakte angst for helvede og et stærkt ønske om frelse. Det var endvidere møder med
en oppisket stemning og stærke appeller til at komme frem og overgive sig til frelse. De, som
traf dette valg, fik at vide, at de hermed var frelst. Finney havde ingen tro på ordet som
nådemiddel, men han havde et stærkt syn for, hvorledes den rette forkyndelses- og
mødeform kunne bevæge mennesker til at træffe gode religiøse valg. Han var pragmatiker og
satsede målrettet på det, som virkede og gav gode ydre resultater. Han opnåede også store
resultater og blev redskab til omfattende vækkelser med et meget stort antal ydre
omvendelser. Hans optimistiske tro på mennesket og på muligheden for at finde vej frem i
åndelige spørgsmål ved mennesketanken og hans hermed forbundne ringeagt for
bibelteologisk kundskab og tænkning forplantede sig imidlertid til de vakte. De lærte at
orientere sig ud fra deres egne fornemmelser for og tanker om, hvad der var godt og rigtigt,
snarere end ud fra Skriften. Derfor stod de værgeløse, da liberalteologien kom med gode
intellektuelle argumenter for en sympatisk og moraliserende bibelkritisk kristendom.
Pritchard skriver om Finneys pragmatiske kristendom: ”Problemet med denne form for
kristendom er, at den ikke har megen vedvarende kraft. Fordi den ikke var tankemæssigt
rodfæstet, gik der kun en generation eller to, før meget af denne kristendom blev skyllet væk
af liberalteologien og dens intellektuelle udfordringer sidst i det 19. århundrede. Pragmatisk
kristendom, der fokuserer på det, der virker i den umiddelbare sammenhæng, virker i sidste
ende alligevel ikke” (Pritchard s. 281).
5.4 Den klassiske evangelikalisme i det 20. århundrede
Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde liberalteologiens bibelkritik vundet omfattende
udbredelse i næsten alle større protestantiske kirkesamfund i USA. Reaktionen kom i form af
”fundamentalismen.” Det var en bibeltro bevægelse på tværs af de protestantiske kirkeskel.
Den ønskede at trodse bibelkritikken og holde fast ved og udbrede de centrale
frelsessandheder til tro og frelse. Fundamentalismen udviklede sig omkring 1920 til en
omfattende bevægelse i USA, men den blev i tiltagende grad præget af en indre deling. En
række fremtrædende klassisk-reformerte og lutherske teologer identificerede sig med
bevægelsens grundsyn og formål, men var utrygge ved, at en stor del af den var præget af
arminiansk teologi. En række andre træk vakte også uro: en udtalt modvilje mod de formelle
kirkesamfund, en stærkt spekulativ tænkning om de sidste tider, en manglende sondring
mellem centrale og mindre centrale lærespørgsmål, et manglende syn for en kristens
samfundsansvar, et svagt syn for værdien af teologisk arbejde og en usundt ensidig
fokusering på evangelisation: ”At vinde enkeltmenneskers sjæle blev nogle gange fremstillet,
som om det næsten var den eneste kristne forpligtelse” (Murray s. 18).
Ud af den gamle fundamentalisme voksede i tiden frem mod 2. verdenskrig en ny bevægelse
frem, der efterhånden blev kendt under navnet ”den evangelikale bevægelse”. Den adskilte
sig fra den gamle fundamentalisme på de ovennævnte punkter. Den var ikke fuldt ud
67

teologisk homogen, men dens mest fremtrædende ledere var stærkt forankrede i
reformatorisk teologi. Adskillige af dem var solide ”klassisk reformerte” eller lutherske
teologer.
En af de organisationer, der mest entydigt kom til at repræsentere den evangelikale bevægelse
efter 2. verdenskrig, var det internationale kristne studenterarbejde International
Fellowship of Evangelical Students (IFES). Blandt dem, som fik ledende roller i dette
studenterarbejde, var Carl Fredrik Wisløff, Oliver Barclay, Francis Schaeffer og John Stott.
Mest betydningsfuld af alle var imidlertid Martyn Lloyd-Jones, der var den vigtigste kraft bag
og teologiske formgiver af det nye studenterarbejde.
Hvad kendetegnede denne evangelikalisme?
I 1971 besvarede Lloyd-Jones over tre foredrag spørgsmålet: Hvad er en evangelikal? Som
det første punkt fremhæver han her, at en evangelikal er en, der kæmper for evangeliets
bevarelse. Den bibelske tro på og forståelse af evangeliet må tilkæmpes på ny i hver
generation. ”Kirkens historie gennem århundrederne viser meget tydeligt, at der ikke er
noget statisk ved kirken. Der er altid en forandringsproces i gang og en udvikling, og
desværre, som det også gælder for naturen, udviklingen går generelt mod opløsning” (Lloyd-
Jones s. 301). Opløsningen kommer aldrig pludseligt, men langsomt og ubemærket. Den
store fare er ikke de åbenbare bibelkritikere, men dem, som langsomt og under dække af
ydre fromhed skridt for skridt fører menigheden bort fra Skriftens grund. ”Den rigtigt farlige
mand er ham, som indfører nogle meget uanseelige og meget underfundige forandringer” (s.
302). Som regel kommer de farlige forandringer fra mænd, som bekræfter de centrale
trossandheder, og derfor virker betryggende på de fleste. Men det nye, de kommer med, vil
med tiden underminere netop troens bærende sandheder (s. 305). Derfor er det så afgørende
at være opmærksom på det sande evangeliums bevarelse for troens og i sidste ende for
evangelisationens skyld. ”Det er dette, der er vort mål. Vi søger ikke bare at være polemiske.
Som jeg sagde vort mål er praktisk. Vi er optaget af mænds og kvinders sjæle. Vi er her for
at sprede det gode budskab om frelse og vinde mennesker ud af mørket ind i lyset. Det er
derfor, vi må være så opmærksomme på sandheden og altid kæmpe for den” (s. 318).
Få har som Lloyd-Jones kaldet og tilskyndet til mission, og få organisationer har bidraget så
meget til bibelsk evangelisation i det 20. århundrede som IFES, der har dansk KFS som
datterbevægelse. Fokus har imidlertid ikke været på tal og ydre vækst, men på bevarelsen
og udbredelsen af det sande evangelium i tillid til Guds frelsende kraft. Med Lloyd-Jones´
egne ord: ”Jeg er ikke interesseret i tal, men i sandheden og i den levende Gud” (Murray,
bagsidetekst).
I foredragene fra 1971 fremhæver Lloyd-Jones som evangelikale karakteristika endvidere:
kirkehistorisk bevidsthed, villighed til opgør med vranglære, ingen tilføjelser til og ingen
fortielser af Guds ords sandheder, bibelsk forankring, mistillid til fornuften i åndelige
spørgsmål, og endelig tro på værdien af teologisk studium og tænkning.
Oliver Barclay, der stod Lloyd-Jones nær og var en ledende figur i det engelske studenterarbejde
i hele efterkrigstiden, fremhæver fem ting som karakteristiske for det, han kalder
”klassisk evangelikalisme” (Barclay 1997, s. 9ff).:
- principiel og praktisk respekt for Bibelens autoritet,
- koncentration om forsoningen og retfærdiggørelsen af tro alene,
- tro på nødvendigheden af genfødelse ind i Guds rige ved Helligåndens gerning,
- aktivt engagement i arbejdet for evangeliets udbredelse,
- betoning af det personlige forhold til Jesus som centralt for et sandt og levende kristenliv.
Når LM i efterkrigstiden har knyttet evangelikale forbindelser, har det stort set udelukkende
været til repræsentanter for den linje, som Lloyd-Jones og Oliver Barclay har været ledende
68

epræsentanter for. Det er karakteristisk, at LM i 1968 udgav en bog af netop Lloyd-Jones om
bl.a. grundlaget for evangelikalt fællesskab: ”Den kristne enheds grundlag”.
Den åndelige og teologiske linje, som Lloyd-Jones har repræsenteret, er imidlertid marginaliseret
i vor tids evangelikale bevægelse. Han så selv begyndelsen til denne udvikling i
1971: ”Du har i Amerika noget, som bryster sig af at repræsentere en ”ny evangelikalisme”…
Folk af denne skole skriver bøger, og det er mit indtryk, at disse bøger viser netop denne
underfundige forandring i definitionen af, hvad det vil sige at være evangelikal” (s. 303).
5.5 Den nye evangelikalisme i sidste del af det 20. århundrede
Forandringen og den teologiske opløsning af evangelikalismen tog for alvor fart efter 1970.
Men den havde været undervejs forinden og havde mange årsager. Her skal kort nævnes
nogle af de væsentligste.
I 1947 tog evangelikale teologer initiativ til oprettelsen af et bibeltro teologisk fakultet, Fuller
Seminary. Hensigten var at uddanne teologer på et evangelikalt grundlag, så de kunne tjene
evangeliets udbredelse. Allerede tidligt i 1960´erne oplevede man imidlertid på Fuller et
splittende indre opgør om bibelsynet. Var Bibelen ufejlbarlig i alle spørgsmål, eller rummede
den fejl og modsigelser? Man nåede ikke til enighed, og fra dette tidspunkt blev det gradvist
mere uklart, hvilken rolle bibelsynet spillede for, om man kunne betegnes som evangelikal. I
dag er der ingen klar grænse mellem den evangelikale bevægelse og et historisk-kritisk
bibelsyn (Murray s. 37).
I 1949 blev den amerikanske offentlighed opmærksom på en ung vækkelsesprædikant, der
kunne samle menneskemængder af en størrelse, som ingen havde set mage til i en
menneskealder. Billy Grahams budskab var enkelt, centralt og vækkende. Han blev snart en
samlende figur i den evangelikale bevægelse i USA. Han var dog betydeligt mindre teologisk
klar end Lloyd-Jones. Han videreførte Finneys praksis med at kalde folk frem til frelse ved
sine møder. Det var virkningsfuldt, men den implicitte teologi blev problematiseret af de
klassisk reformerte og lutherske. Efterhånden som hans kampagner blev populære, ønskede
både liberale og katolske præster at bakke op om dem, og Graham indledte et samarbejde på
tværs af både bibelsyn og evangelieforståelse. Dermed begyndte forankringen i de to
reformatoriske hovedprincipper for alvor at skride. Lloyd-Jones opfordrede indtrængende
Graham til at opgive Finneys praksis og til at bryde med vranglærende præster, men
forgæves (Christianity Today 8. feb. 1980, s. 29).
I de senere årtier er Graham kommet med en række foruroligende teologiske udmeldinger.
Om den romerske kirke udtaler han, at han føler sig lige så godt hjemme der, som i en
evangelisk kirke, og at læreforskellene ikke er vigtige i relation til personlig frelse (Murray s.
68-69). Om hedninger uden for Guds ords rækkevidde hævder han, at Gud kalder og frelser
mennesker uden om evangeliets ord: ”Det kan være, at de slet ikke kender Jesu navn, men
de ved i deres hjerter, at de har brug for noget, som de ikke har, og de vender sig til det
eneste lys, de har, og jeg tror, at de bliver frelst, og at de skal være sammen med os i
himlen” (Evangelical Times feb. 1998). Uanset sin teologiske bevægelse væk fra den
klassiske evangelikalisme anses Graham fortsat for at være en central evangelikal leder. Men
han er leder for en ny form for evangelikalisme, hvor forpligtelsen på og kampen for den
bibelske sandhed og det bibelske evangelium har fået en underordnet rolle.
I 1972 ledte den tidligere missionær Donald McGavran et kursus på Fuller Seminary om,
hvilke metoder der kunne fremme ydre kirkevækst. Dette kursus blev startskuddet til
kirkevækstbevægelsen, der navnlig inden for den evangelikale bevægelse har opmuntret til
at gøre brug af de midler, former og budskaber, som bedst fremmer ydre kirkevækst. Med
McGavrans egne ord: "Metoder og strategier i missionsarbejdet bedømmer vi i lyset af, hvad
69

Gud har velsignet, og hvad han helt tydeligt ikke har velsignet. Intet skader et
missionsarbejde så meget som at fortsætte med at anvende metoder, institutioner og
strategier, som burde bringe mennesker til Kristus, men ikke gør det. Vi lærer folk, at de skal
være hensynsløse, hvad metoderne angår. Hvis noget ikke virker til Guds ære og til hans
kirkes udbredelse, så kassér det og find noget andet, der virker. Hvad metoderne angår, er vi
pragmatiske på det barskeste" (Evangelical Times, jan. 2001, s. 30).
Den grundlæggende filosofi i kirkevækstbevægelsen er, at Gud vil, at kristne kirker skal
vokse. De midler, som tjener til ydre kirkevækst, må derfor antages at være velsignede af
Gud og bør derfor prioriteres. Denne tænkning har vundet stor udbredelse i den evangelikale
bevægelse.
Efter McGavran overtog andre personer de ledende roller i kirkevækstbevægelsen. I anden
generation var det bl.a. Robert Schuller. Han udviklede tanken om at formgive gudstjenesten
ud fra ikke-kristnes ønsker. Med udgangspunkt i en rundspørge i sin kirkes nabolag udviklede
Schuller en gudstjenesteform, der var målrettet på at tiltrække ikke-kristne, imponere dem
og tilfredsstille deres ønsker. I forkyndelsen ville han lægge vægt på at vise forståelse for og
imødekomme folks følte behov. I overensstemmelse med et ønske om kun at prædike
positive budskaber besluttede han, at han aldrig ville prædike om synd. Følgelig ville han
aldrig prædike evangeliet om Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd. Korset og
forsoningen blev løftet ud af evangeliet. Det er svært at tænke sig et klarere eksempel på et
falsk evangelium og en forførende forkynder. Men den nye strategi var virkningsfuld. Kirken
voksede, og den nye gudstjenesteform virkede inspirerende på mange andre kirkeledere. En
af dem var Bill Hybels. Han lægger ikke skjul på, at det var mødet med Schuller, som gav
ham mod på midt i 1970´erne at etablere en menighed med en søgervenlig gudstjeneste.
Siden hen har Hybels bearbejdet Schullers koncept og taler således selv om synd. Men han
har videreført sit samarbejde med Schuller og fastholder, at ”Gud selv stod bag” mødet med
ham (Hybels 1997, s. 81). I dag fremtræder Bill Hybels selv som en af de ledende figurer i
kirkevækstbevægelsen.
I en grundig analyse af den amerikanske kirkevækstbevægelse fremhæver den lutherske
professor Kurt Marquart i 2001 bl.a. følgende træk som karakteristiske: læremæssig ligegyldighed,
en arminiansk overbevisning om menneskets evne til selv at vælge at tro, tillid
til de rigtige teknikker frem for til Guds Ånd, appel til menneskers følte behov, manglende
syn for ordets åndelige kraft, ukritisk anvendelse af marketingsprincipper, svagt syn for
teologisk uddannelse, forsømmelse af de troendes behov for åndelig opbyggelse, løfter om et
godt og lykkeligt liv som kristen, prioritering af ydre kirkevækst over bibelsk sandhed,
forsømmelse af menneskets dybeste og egentlige behov: afsløringen af synden ved Guds lov
og forkyndelse af Kristus til tro (Marquart 2001, s. 59-146). Marquart påpeger, at vi i
kirkevækstbevægelsen ser en gentagelse af meget af det, som Finney stod for og prægede
med (s. 69-71).
På denne baggrund er der grund til alvorlig bekymring for, om kirkevækstbevægelsen vil føre
det samme med sig som Finneys virksomhed. At den vil fremme en optimistisk og overfladisk
kristendom med en svag forankring i Skriftens ord og i korsets teologi og en modsvarende
stærk tro på selv at kunne finde vej frem i det kristne arbejde ud fra den menneskelige
fornemmelse for, hvad der er godt, rigtigt og hensigtsmæssigt. En sådan kristendom har på
længere sigt ingen modstandskraft over for falsk lære og forførende religiøsitet, der netop
ofte virker langt mere god, rigtig og hensigtsmæssig end Skriftens ord og vejledning.
Den teologi, som kirkevækstbevægelsen og herunder også Willow Creek repræsenterer,
bærer fortsat navnet ”evangelikal”. Men den afviger på en række punkter fra den teologiske
og åndelige linje, som oprindeligt kendetegnede og samlede den evangelikale bevægelse.
70

I 1996 blev den indre opløsning og deling i den evangelikale bevægelse synliggjort, da
Alliance of Confessing Evangelicals blev dannet. En lang række fremtrædende evangelikale
ledere anså det for nødvendigt at danne et nyt fællesskab for de evangelikale, der ville
videreføre den klassisk evangelikale linje. Grundlagsdokumentet for den nye alliance, ”The
Cambridge Declaration”, er en indtrængende advarsel mod den åndelige opløsning i den
evangelikale bevægelse og et stærkt kald til at vende tilbage til reformatorisk kristendom.
Dokumentets vurdering af kirkevækstbevægelsen repræsenterer et klassisk evangelikalt syn:
”Mange i kirkevækstbevægelsen tror, at sociologisk kendskab til og forståelse af tilhørernes
situation er af lige så stor betydning for evangeliets fremgang som den bibelske sandhed, der
forkyndes. Som følge heraf er overbevisningen om, hvad der teologisk er sandt, ofte blevet
adskilt fra den praktiske udøvelse af evangeliets tjeneste. I mange kirker er markedsføringsorienteringen
ført et skridt videre i retning af en udradering af forskellen mellem det bibelske
budskab og denne verden, en fjernelse af korsets anstød og en reducering af den kristne tro
til de principper og metoder, der giver sekulære sammenslutninger fremgang og succes.
Selv om man måske stadig tror på korsets teologi, så tømmer disse bevægelser faktisk
ordet om korset for dets mening... Hvor som helst i kirken Bibelens autoritet er gået tabt,
Kristus er blevet fortrængt, evangeliet er blevet forvrænget, eller troen er blevet forvansket,
er det altid sket af én bestemt grund: vore interesser har fortrængt Guds, og vi gør hans
arbejde på vor måde. Det er et almindeligt og dybt beklageligt tab i kirken i dag, at Gud ikke
længere er i centrum for menighedens liv som før. Det er dette tab, der tillader os at
forvandle gudstjenesten til underholdning, forkyndelsen af evangeliet til markedsføring, at
forveksle det at tro med at følge en bestemt fremgangsmåde, det at være god med at føle
sig godt tilfreds med sig selv, og det at være tro med at have fremgang og succes.”
I år 2000 udgav Lloyd-Jones´ nære ven og medarbejder Iain Murray en bog med den sigende
titel ”Evangelicalism Divided” (evangelikalismens deling). Her rejser han spørgsmålet, hvad
der er sket med den evangelikale bevægelse i de seneste årtier og giver selv et åndeligt og
teologisk dybtpløjende svar:
”Jeg mener, at alt peger i én retning: Mens de evangelikale generelt set har videreført de
samme trossandheder, er de blevet fristede til at søge succes på måder, som Ny Testamente
betegner som ”verdslige”. Verdslighed betyder, at man fjerner sig fra Gud. Det er en
menneske-centreret måde at tænke på; den sætter sig mål, som ikke fordrer noget radikalt
brud med menneskets faldne natur; den vurderer tingenes betydning ud fra det nuværende
og ud fra de synlige resultater; den vurderer succes ud fra tal; den begærer menneskelig
anseelse og ønsker ingen upopularitet; den kender ingen sandhed, som det er værd at lide
for; den afviser at være en ”dåre på grund af Kristus”. Verdslighed er den uigenfødtes
tankegang. Den bøjer sig for afguder og står Gud imod.
Fordi ”kødet” stadig er i en kristen, er han langt fra immun overfor verdslighedens indflydelse.
Det er om troende, det siges at ”kødets lyst står Ånden imod og Ånden står kødet
imod. De to ligger i strid med hinanden” (Gal 5,17). Det er bekendende kristne, der får
spørgsmålet: ”Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud?” (Jak 4,4). Det er
dem, som får påbudet: ”Elsk ikke verden!” og ”hold jer fra afguderne” (1 Joh 2,25; 5,21).
Frafald vinder generelt frem i kirken, netop fordi man ophører at være opmærksom på
denne fare. Konsekvensen er, at åndelig krig viger for åndelig pacifisme, og i den samme
ånd, udvikler kirken måder at præsentere evangeliet på, som neutraliserer enhver forargelse.
Modsætningen mellem den genfødte og den uigenfødte udjævnes, og man begynder at
tænke, at de uomvendtes interesser og ambitioner kan blive udnyttet til at vinde dem for
Kristus. Når så denne tilgang skaber resultater – hvad den vil gøre – behøver man ingen
yderligere retfærdiggørelse. Skriftens vejledning må vige for pragmatisme. Den apostolske
bekendelse - ”Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener”
(Gal 1,10) – har mistet sin mening.
Ingen kristen giver med overlæg efter for verdens ånd, men vi står alle i fare for at gøre det
utilsigtet og ubevidst” (Murray s. 255).
71

5.6 Modtagelse af inspiration fra den nye evangelikalisme
Willow Creek-menigheden må ses som en karakteristisk repræsentant for den nyere
kirkevækstbevægelse og evangelikalisme. Som nævnt tidligere i rapporten er det udvalgets
indtryk, at LM´s åbning for inspiration fra Willow Creek i første omgang har ført meget godt
med sig. Mange LM´ere fik gennem mødet med Willow Creek ny frimodighed til at engagere
sig i evangeliets udbredelse og fik hjælp til at tage de første skridt ud i en praktisk
vidnetjeneste. Mange fik en fornyet tro på, at det nyttede at fortælle mennesker i dag om
Jesus, og at de selv og deres menigheder kunne bruges i dette arbejde. En række
forsamlinger i LM oplevede en opblomstring i evangelisationsiveren og i modet til at tage nye
initiativer i evangelisationsarbejdet. Alt dette må betragtes som overordentlig positivt.
Når der ikke desto mindre er grund til at forholde sig yderst kritisk til Willow Creekinspirationen,
skyldes det, at de positive elementer i inspirationen ledsages af en trosnedbrydende
teologi. Mere præcist er der tale om en lovisk og pragmatisk tænkning om, hvordan
man bygger gode og evangeliserende kirker, og hvordan man får stærk påvirkningskraft i
evangelisationsarbejdet. Denne tænkning kan i første omgang føre til en styrket
evangelisationsaktivitet og til ydre numerisk fremgang. Derfor kan den også virke stærkt
overbevisende og tiltalende på mange. Men den savner bibelsk og evangelisk forankring, og
derfor vil den over tid føre dem, som åbner sig for den, væk fra Skriften og fra evangeliet
imod en kødelig og almenreligiøs kristendom.
Denne fare mener vi ikke bare knytter sig til Willow Creek-menigheden, men til hele den
nyere kirkevækstbevægelse og evangelikalisme. Disse sammenhænge bør ikke bare vurderes
på deres første synlige frugter, men på deres teologi. Kirkehistorien rummer mange
eksempler på kirker og bevægelser, der for en tid har evangeliseret med stor iver og med
store ydre resultater, men som derefter er faldet helt sammen, fordi de har savnet en sund
bibelsk og evangelisk teologi.
Det er et bibelsk princip, at vi skal bedømme træet på dets frugter (Matt 7,16). Det er Jesu
eget kriterium for efterprøvelse af forkyndere, der kommer til os i hans navn. Umiddelbart
synes Jesus her at anbefale, at vi forholder os til de ydre resultater af forkyndernes
virksomhed. Er der gode ydre resultater, så må vi tage imod forkynderne. Men i virkeligheden
kunne intet ligge fjernere fra Jesu anliggende og pointe. Han påpeger netop, at de
falske profeters ydre virksomhed og resultater ofte vil virke imponerende og tillidvækkende. I
det ydre virker alt godt. Problemet ligger på det indre plan - i det som er skjult for en
umiddelbar menneskelig betragtning. "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i
fåreklæder, men indeni er glubske ulve" (Matt 7,15). Jesus taler i denne sammenhæng om,
at man ikke kan plukke druer af tjørn eller figner af tidsler (Matt 7,16). NT-professor D. A.
Carson påpeger, at alle på Jesu tid vidste, at tjørnebusken havde sorte bær, som kunne
forveksles med vindruer, og at der var en tidsel, hvis blomst - måske især på en vis afstand -
kunne forveksles med figner (Carson 1994, s. 138). Man kunne altså bedrages af det ydre
skin. Træet så godt ud. Men når man kom tæt på frugterne og stiftede nærmere bekendtskab
med, hvad der var indeni i dem, så kom sandheden for en dag. Jesu pointe synes således at
være, at vi ikke må blive stående ved det første og umiddelbare indtryk. Vi må tæt på og
undersøge, hvad der er ”indeni”. Vi må undersøge, hvad forkynderne siger. Hvad er indholdet
i det, de kommer med? Det er det altafgørende spørgsmål. For det er dette, de vil præge
med på langt sigt.
Men hvordan bør vi da forholde os til personer og sammenhænge, der er stærkt præget af
ubibelsk og uevangelisk teologi? Kan vi overhovedet modtage inspiration fra sådanne folk?
Som vi har fremført det tidligere i rapporten, mener vi, at en række af Willow Creeks
arbejdsformer og arbejdsprincipper er teologisk forsvarlige og anvendelige ind i en dansk LMsammenhæng.
For så vidt mener vi, at det er både forsvarligt og anbefalelsesværdigt at
modtage inspiration fra Willow Creek. Men det er ikke ufarligt. Der er en overhængende fare
72

for uforvarende at blive påvirket af og overtage en uevangelisk teologi. Skal vi undgå dette,
er det nødvendigt at skelne skarpt imellem de dele af menighedens tænkning og praksis, som
er teologisk betryggende, og de dele, der er båret af og formidler en ubibelsk og uevangelisk
teologi.
Denne sondring og sortering er ikke enkel. Meget af det, som er åndeligt nedbrydende, virker
ved første øjekast sympatisk og godt. Derfor vil mange være tilbøjelige til at falde for det.
Det kræver grundig undersøgelse og vurdering at få klarhed over, hvad der kan bruges, og
hvad der er farligt.
Hvem skal foretage denne undersøgelse og vurdering?
Som kristne har vi alle et ansvar for at forholde os åndeligt vurderende og prøvende til det, vi
møder. Det er et centralt element i det almene præstedømme. “Mine kære, tro ikke enhver
ånd, men prøv, om ånderne er fra Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1
Joh 4,1). Dette ord er talt til hele menigheden, alle troende.
Samtidig lyder der et særligt kald til lederne: “Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den
har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han
har vundet med sit eget blod” (ApG 20,28). Til den åndelige hyrdeopgave hører at nære
hjorden med det, som er godt, og værne og advare den mod det, som er dårligt (Matt 7,15-
23; Joh 21,15-18; Rom 16,17-18; 2 Tim 3,-9; Tit 3,10-11; 2 Joh 7-11). Der ligger således et
særligt ansvar hos de åndelige ledere for at forholde sig prøvende og vurderende til de
røster, som lyder i tiden, og for at beskytte og advare den troende menighed mod fremmede
røster.
Når Willow Creek-inspirationen er blevet udbredt i Danmark igennem bøger og konferencer er
det ifølge udvalgets vurdering og som fremhævet i rapporten i betydelig grad sket i en
usorteret form. Der er blevet formidlet adskillig god inspiration, men den har været blandet
op med en ubibelsk og uevangelisk teologi, som på flere punkter er svær at gennemskue. Det
har i vidt omfang været overladt til den enkelte kristne, som har læst litteraturen eller har
deltaget i konferencerne, at vurdere og sortere. Udvalget finder det ikke forsvarligt på denne
måde at udbrede god inspiration sammen med besnærende vranglære og overlade
sorteringen til den enkelte kristne. Det vil uundgåeligt føre til åndelig forvirring og indbyrdes
strid. Vi vurderer, at en betydelig del af den indre uenighed og debat i LM om Willow Creek
har haft sin årsag i, at der er blevet udbredt både godt og skidt under Willow Creeks navn, og
at der i for ringe grad er blevet givet hjælp til at sondre og sortere.
LM har en lang tradition for at modtage inspiration fra ikke-lutherske sammenhænge. Det har
som tidligere nævnt været frugtbart for foreningens arbejde ikke mindst på missionens og
evangelisationens område. Det er ønskeligt, at dette kan fortsætte. Men skal det tjene til
evangeliets udbredelse og til sundt åndeligt liv på langt sigt, er det afgørende, at der på
forhånd foretages en grundig vurdering og sortering, så man ikke åbner for og udbreder
forførende lære. Det er vort indtryk, at der aldrig har hersket og heller ikke nu hersker
uenighed i LM om dette princip, og det er glædeligt. Men vi vurderer, at princippet har været
mangelfuldt udmøntet i relation til Willow Creek.
Det er udvalgets vurdering, at en mere kritisk vurdering og sortering af det, som fremover
møder os fra den nyere kirkevækstbevægelse og evangelikalisme, vil være af vital betydning
for både den åndelige linje, missionsarbejdet og fællesskabet i LM. Det gælder både den
inspiration, som kommer i skriftlige materialer, og den, som tilbydes gennem konferencer.
Det bør understreges, at vi anser det for både værdifuldt og nødvendigt, at åndeligt myndige
ledere holder sig bredt orienteret om nyere teologiske og åndelige strømninger f.eks. inden
for den evangelikale bevægelse. Dette kan meget vel indebære, at de pågældende ledere må
73

læse en del teologisk problematisk litteratur og evt. også deltage i konferencer eller besøge
menigheder med en tvivlsom teologi. Hensigten må i så fald være dobbelt. For det første at
forstå og vurdere de strømninger i tiden, som mere eller mindre direkte også påvirker os i LM
og på denne baggrund give god åndelig vejledning ind i vor forening. For det andet at være
opmærksomme på, om der kan være elementer af god inspiration, som det kan være
hensigtsmæssigt og teologisk forsvarligt at føre ind i vor egen sammenhæng. Hvis dette
sidste er tilfældet, må det overvejes, hvordan den gode inspiration kan løses fra den
problematiske teologi og formidles ind i vor egen sammenhæng i en teologisk betryggende
form.
At denne form for kritisk vurdering og sortering ikke indebærer, at man i praksis lukker af for
positiv inspiration udefra, er LM-historien et klart vidnesbyrd om. På en lang række punkter
har vi modtaget god inspiration fra ikke-lutherske personer og sammenhænge, også fra
nogle, som må betegnes som teologisk set overordentlig problematiske. Et enkelt eksempel
kan tjene til illustration.
Eftermøder er en arbejdsform, som er helt integreret i LM-arbejdet, og som i høj grad tjener
et godt og trosstyrkende formål. Den betydeligste pioner bag denne arbejdsform var Charles
Finney. Hans teologi er beskrevet tidligere i rapporten og må betegnes som uhyre overfladisk
og stærkt uevangelisk. Men han gjorde meget for at udvikle og forny det kristne arbejdes
ydre former, og visse af disse former må betegnes som teologisk forsvarlige og brugbare –
f.eks. eftermøderne. Det var derfor både forsvarligt og anbefalelsesværdigt at modtage
inspiration fra Finney. Men det var afgørende at sortere, og de gode elementer af inspiration
kunne på ingen måde berettige, at man f.eks. inviterede Finney til at undervise LM´erne i
effektiv evangelisation og her udbrede sin usunde teologi.
Når udvalget tillægger spørgsmålet om grundig vurdering og sortering så stor alvor og vægt,
skyldes det ikke mindst de langtidsvirkninger, som vil følge af en ukritisk åbenhed.
Vi er bevidste om og ønsker at understrege, at der i LM i nogen grad er sket en kritisk
vurdering og frasortering i mødet med Willow Creek-inspirationen. Det gælder både i den
centrale tilrettelæggelse af de skriftlige udgivelser, i LM-medarbejdernes formidling af
evangelisations-undervisningen og i de lokale ledelsers efterbehandling af konferencerne. Vi
er også overbevist om, at en del LM´ere, der har deltaget i konferencerne eller på anden
måde har åbnet sig for Willow Creek-inspirationen i større bredde, har grebet nogle gode
elementer og har forholdt sig kritisk til de dårlige. Der er grund til at ønske og bede om, at
alt godt, som er modtaget fra Willow Creek, må styrkes og blive til fortsat velsignelse i vort
LM-arbejde. Det gælder ikke mindst den fornyelse, mange har oplevet i nøden for de
fortabte, i frimodigheden til at vidne om Jesus og i troen på, at mennesker kan blive frelst i
dag.
Selvom der således kan peges på meget godt i forlængelse af LM´s åbning for Willow Creekinspirationen,
er det udvalgets vurdering, at en videreførelse af den samme form for åbenhed
på langt sigt vil være ødelæggende for den åndelige linje, fællesskabet og
evangelisationsarbejdet i LM.
Debatten i LM om Willow Creek har været slidsom, og den har utvivlsomt tappet mange
kræfter fra det evangeliserende arbejde. Men kunne den alligevel ende med det modsatte -
med en fornyelse og styrkelse af vor indsats for evangeliets udbredelse?
Det er tankevækkende at se 40 år tilbage i tiden. Da opstod der en dyb krise i den vestlige
verdens ydremissionsarbejde. Den vestlige kirke måtte erkende, at den i imperialismens tid
havde begået mange fejl i missionsarbejdet. Der bredte sig en stor usikkerhed om, hvordan
man kunne drive mission i en ny tid. Der var mange forskellige meninger, og debatten
virkede en tid lammende på mange. For en betydelig gruppe bibeltroende, evangeliske
74

kristne førte krisen imidlertid til et fornyet studium af Skriftens tale om mission. I mødet med
Guds ord blev missionssynet afklaret, fornyet og opflammet. Det grundige arbejde med
Bibelen ledte frem til en regulær missionsvækkelse, som vi også mærkede i LM. Afklaringen
af arbejdets bibelske og evangeliske grundlag vakte frimodighed, iver og opfindsomhed i
ydremissionsarbejdet.
Kunne noget tilsvarende ske i dag i relation til evangelisationen i vort eget land? Det ville
uden tvivl være uhyre værdifuldt ind i LM både for vort evangeliserende arbejde og for vort
indbyrdes fællesskab.
En fortsat opslidende debat om evangelisationsarbejdet vil næsten uundgåeligt føre til indre
fraktionsdannelse og til en udhuling af frimodigheden i evangelisationsarbejdet. Det vil være
fatalt, og ingen ønsker det. Men det undgås ikke ved at fortie eller negligere de spørgsmål,
som har skabt og fortsat skaber spændinger. Der er behov for det modsatte: en offensiv
indsats for at afklare og udbrede et bibelsk og evangelisk evangelisationssyn iblandt os og for
at afdække og gøre op med de tankegange og metoder på evangelisationsområdet, der
strider imod Skriften og evangeliet. Den kontinuerlige påvirkning fra kirkevækstbevægelsen
og den nye evangelikalisme gør en sådan indsats absolut nødvendig. Det er udvalgets
vurdering, at vi kun herved kan nå frem til i LM i fællesskab og med frimodighed at arbejde
på at nå vor tids mennesker med evangeliet. Kun på et afklaret åndeligt og læremæssigt
grundlag kan vi være opfindsomme og nybrydende i missionsarbejdet med både tryghed og
vovemod.
Der ér brug for en fornyelse og styrkelse af vort evangelisationsarbejde i LM. Der er brug for
udvikling af nye arbejdsformer, for konkret evangelisationsundervisning og for tilskyndelse og
hjælp til at møde ikke-kristne med et personligt vidnesbyrd. Vi er overbevist om, at der
hersker dybtgående enighed om dette i LM. Men skal enigheden udmøntes i fælles og
frimodig arbejdsindsats, er det afgørende, at der skabes klarhed og tryghed i forhold til den
åndelige og teologiske linje i evangelisationsarbejdet.
Debatten om Willow Creek har afsløret indbyrdes uenighed i LM. Men den har ifølge vor
vurdering også afdækket en vidtgående enighed om, at vi bør drive offensiv evangelisation
på bibelsk og evangelisk grund, med teologisk sunde og tidssvarende arbejdsformer og under
kritisk modtagelse af inspiration fra andre sammenhænge. På denne baggrund er det vort
indtryk, at der i LM vil kunne skabes bred enighed om og opbakning til de nedenstående seks
indsatsområder for evangelisationsarbejdet. Det er vor overbevisning, at en forenet indsats
på alle disse områder vil kunne befordre en fælles og fornyet evangelisationsindsats i LM
beriget af positiv inspiration fra andre sammenhænge.
• Central forkyndelse af hele Guds ord i lov og evangelium til frigjort tro og tjeneste.
• Afklaring og udbredelse af et bibelsk og evangelisk luthersk evangelisationssyn.
• Enkel og konkret undervisning om og hjælp til at vidne om Jesus i hverdagen.
• Kritisk vurdering af vore traditionelle forsamlings- og evangelisationsformer.
• Udvikling af nye former, der er åndeligt sunde og svarer til tidens udfordringer.
• Kritisk vurdering og sortering af inspiration fra andre sammenhænge.
75

6. Konklusion
6.1 Gensyn med en tvingende og udfordrende vision
Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Han længes efter, at mennesker skal komme til tro på
ham, og det er kirkens opgave at prioritere ud fra dette. Vi møder hos WCCC en meget stærk
fokusering på dette genuine, bibelske anliggende, og mange har på konferencerne oplevet et
fornyet møde med Guds kærlighed til de ufrelste og dermed også en fornyet nød for menneskers
frelse.
Vi møder her en inspiration, som længe har været savnet, og hvor WCCC yder et stærkt og
markant bidrag. I forlængelse heraf følger også inspirationen til venskabsevangelisation i
hverdagen og udfordringen til kreativ nytænkning i missionsarbejdet med henblik på at udvikle
nye arbejdsformer, der kan tjene til evangeliets udbredelse i vor tid og kultur.
6.2 Pragmatisme på bekostning af bibelsk substans og evangelisk klarhed
WCCC repræsenterer en stærkt pragmatisk tænkning på bekostning af den bibelske substans
og den evangeliske klarhed. Denne omkostning er ikke villet og bevidst, men er så meget desto
mere alvorlig. Den svage bibelske og evangeliske forankring får en række skadelige teologiske
følgevirkninger.
Der sker en stærk opprioritering af formen på bekostning af indholdet og af effektivitet på
bekostning af bibelsk sandhedstroskab. Tilliden sættes i højere grad til menneskelige virkemidler
end til Guds Ånds gerning. Nådemidlerne nedvurderes, idet åndskraften flyttes fra nådemidlet
til det menneskelige vidne. Denne kraft må udvikles af den kristne selv. Forkyndelsen
af Guds ord betragtes nærmest som en oplysningskampagne og underlægges almindelig
kommunikationsteori. Begrebet ledelse prioriteres højere end prædikenen, og den dygtige og
effektive leder bliver en vigtigere person for menigheden end prædikanten. Managementtænkningen
bliver dominerende på bekostning af det åndelige aspekt i menighedens arbejde
og bidrager til en herlighedsteologisk orientering i synet på menigheden.
Blandt de alvorlige problemer er også et uklart syn på frelsens modtagelse, der typisk fremstilles
som en menneskelig beslutning, og helliggørelsen, der fremstilles som et produkt af
det disciplinerede menneskes egen indsats.
I det, som WCCC har formidlet i dansk sammenhæng, har vi således måttet konstatere alvorlige
afvigelser fra bibelsk og evangelisk-luthersk lære på en række punkter, der er afgørende
for en evangelisk forståelse af evangelisation.
6.3 Skadelig ensidighed i fokuseringen på evangelisation
WCCC er gennemtænkt ud fra visionen om at være kirke for kirkefremmede. Det medfører en
intens satsning på missionsaspektet, hvilket har ført megen positiv nytænkning og inspiration
med sig. Men samtidig må vi konstatere, at denne stærke vægtlægning på missionsaspektet
fører til en ensidighed, som trækker kirken skæv.
Der sker en ubibelsk og ensidig fokusering på evangelisation på bekostning af menighedens
andre funktioner og fundamentale sjælesørgeriske hensyn. Det hævdes, at alle kristne må
gennem en ”anden omvendelse” for at få det rigtige syn på mennesker uden for Guds familie
76

og herefter tilrettelægge alt i deres liv med henblik på at være evangeliserende. Medlemmer,
der er uenige med menigheden i denne vision, betegnes som selvoptagne og må formanes og
om nødvendigt sættes i menighedstugt.
Søgergudstjenesten bliver til kirkens hovedgudstjeneste, mens den kristne oplæring nedprioriteres.
Det sker på bekostning af menighedens åndelige liv.
Der sker endvidere i WCCC en så positiv orientering ud mod verden, at de bibelske advarsler
mod verdslighed svækkes. Kirken vil påvirke verden og gøre den kristen, men i bestræbelserne
for at gøre dette, er den selv blevet påvirket af verden og har dermed utilsigtet tilpasset
forkyndelsen, så den ikke længere i tilstrækkelig grad er i besiddelse af bibelsk integritet.
I bestræbelserne på at opnå identifikation med tilhørerne ved at præsentere et budskab med
”relevans” fortoner det bibelske gudsbillede sig, og konfrontationen i forkyndelsen svækkes
markant. Tilhørerne betragtes som kritiske forbrugere, og derfor må forkyndelsen i høj grad
komme dem i møde og svare på deres behov.
6.4 Visionen for fremtiden
Vi møder altså hos WCCC en stærk og udfordrende fokusering på Guds frelsesvilje og i tilknytning
hertil en altafgørende vægtlægning på kirkens missionsforpligtelse. Det ligger i klar
forlængelse af LM´s missionssyn, og har for nogle været med til at vække dette til live igen.
Men dette fokus fastholdes i en markant ensidighed på bekostning af andre bibelske anliggender
og i øvrigt kombineret med en pragmatisk tænkning på bekostning af den bibelske
substans og evangeliske klarhed. Derfor bliver den værdikollision, som WCCC har ført ind i
LM, til et stærkt pres på den evangelieforståelse, som har kendetegnet LM.
Vi har beskrevet den teologi, som vi finder i primært ”Smittende Tro” og talerne på konferencerne.
Vi er helt opmærksomme på, at der i udarbejdelsen af undervisningsmaterialet og i
den undervisning, som er givet på de lokale evangelisationskurser er gjort en stor indsats for
at imødegå problematiske elementer i WCCC-konceptet. Vi har også redegjort for, at vi ikke
har opfyldt kommissoriets tredje punkt og systematisk klarlagt, hvad Willow Creek inspirationen
på kort sigt rent faktisk måtte have medført af konsekvenser i blandt andet LM.
Da vi imidlertid finder teologien i Willow Creek-konceptet yderst problematisk, er vi overbeviste
om, at indflydelsen fra WCCC-teologien på længere sigt uundgåeligt vil være fatal og undergravende
for vor evangelieforståelse, hvis den videreføres. Opgaven består derfor i at
hente tiltrængt inspiration fra Willow Creek og andre relevante sammenhænge om vor missionsforpligtelse,
uden at det fører til nedbrydning af evangelieforståelsen.
Visionen er at drive offensiv evangelisation på bibelsk og evangelisk grund med teologisk
sunde og tidssvarende arbejdsformer og under kritisk modtagelse af inspiration fra andre
sammenhænge. Vi mener, at en forenet indsats på følgende seks indsatsområder for
evangelisationsarbejdet vil kunne befordre en fælles og fornyet evangelisationsindsats i LM:
• Central forkyndelse af hele Guds ord i lov og evangelium til frigjort tro og tjeneste.
• Afklaring og udbredelse af et bibelsk og evangelisk luthersk evangelisationssyn.
• Enkel og konkret undervisning om og hjælp til at vidne om Jesus i hverdagen.
• Kritisk vurdering af vore traditionelle forsamlings- og evangelisationsformer.
• Udvikling af nye former, der er åndeligt sunde og svarer til tidens udfordringer.
• Kritisk vurdering og sortering af inspiration fra andre sammenhænge.
Udfordringen er i fællesskab at fastholde både evangelieforståelsen og missionssynet. Det er
vort håb, at indholdet i denne rapport kan medvirke til dette.
77

Kilder og litteratur
Kilder:
Hybels, Bill og Lynne, 1997, Levende kirke
Hybels, Bill, 2001, Smittende Tro
Hybels, Mittelberg, Strobel, 2001, Smittende Tro - Deltagermanual
Hybels, Mittelberg, Strobel, 2001, Smittende Tro – Ledermanual
Mittelberg, Mark, 2001, Smittende Kirke
-------
Båndoptagelser fra første Willow Creek-konference i København, Februar 2001
CD-optagelser fra anden Willow Creek-konference i København, November 2002
Båndoptagelser fra kurset ”Værdibaseret Forandringsledelse” ved Gary Schwammlein, April
2002
Overheads fra kurset ”Værdibaseret Forandringsledelse” ved Gary Schwammlein, April 2002
Videoen ”Smittende Tro”
Litteratur:
Alfsvåg, Knut, 2004, ”Kirkens vesen og vekst: Teologiske perspektiver på nyere kirkeveksttenkning”,
artikel i: Nordisk Tidsskrift for Misjon 1/2004
Barclay, Oliver, 1997, Evangelicalism in Britain 1935-1995
“The Cambridge Declaration”, Alliance of Confessing Evangelicals, 1996 (dansk oversættelse i
Budskabet nr. 2-2005).
Carson, D.A., 1996, The Gagging of God. Christianity Confronts Pluralism
Carson, D.A., 1994, The Sermon on the Mount. Matthew 5-7
Erdmann, Martin, 2001, “Willow Creek”, artikel i: Evangelical Times Januar-Februar 2001
Fremmegård, Thor, 2004, “Modig Lederskap”, artikel i: Fast Grunn 01/04
Grudem, Wayne, 1997, “Willow Creek enforces egalitarianism”, i: CBMW NEWS December
1997
Guinness, Os, 1993, Dining with the Devil,
Horton, Michael, 1992, “Evangelical Arminians”; artikel i: Modern Reformation Maj/Jun 1992
Horton, Michael, 1995, “The Legacy of Charles Finney”; artikel i: Modern Reformation Jan/Feb
1994
Haahr Andersen, Børge, 2001, ”Willow Creek – udfordringer og faldgruber”, i: Budskabet
04/01
Koester, Robert J., 1994, Law & Gospel...With Special reference to the Church Growth Movement
78

Kvalbein, Jon, 1994, ”Hva lærer Robert Schuller?”, i: Dagen 25. Maj 1994
Kvalbein, Jon, 2004, “Willow Creek”, i: Fast Grunn 04/02
Lloyd-Jones, Martyn, 1989 “What Is an Evangelical”; artikel i: Knowing the Times
Luther, Martin, 1980, Luthers Skrifter i Udvalg Bind 2. Skrifter om Kirke og Gudstjeneste
Marquart, Kurt, 2001, ”Church Growth as Mission Paradigm”, artikel i: Church and Ministry,
udg.: The Luther Academy
Maymann, Christian, 2003, Vurdering af bibelbrugen i bogen ”Smittende tro”
Murray, Iain, 2000, Evangelicalism Divided
Nymann Eriksen, Henrik, 2003, ”Inspiration fra ikke-lutherske kristne”, i: Til Tro april 03
Ottesen, Espen, 2004, ”Underholdning eller åndelighet”, i: Utsyn 23.01.04
Pritchard, G.A., 1996, Willow Creek Seeker Services
Roberts, Mostyn, 2001, “Willow Creek Seeker Services...”, artikel i: Banner of Truth, March
2001
Solheim, Dagfinn, ”Søkelys på Willow Creek”, artikel i: Innsyn nr.1, 2001
Teigen, Arne Helge, ”Hva er det specielle ved forkynnelsen?”, i: Budskap. Årsskrift for Fjellhaug
Skoler 2000
Tulluan, Ola, 2003, ”NLM´s forhold til Willow Creek”, i: Utsyn 24/03
Wells, David, 1993, No Place for Truth
Østergaard, Søren, 1998, Menighedsetablering i spændingen mellem tradition og
kontekst
79