lingen 2012 - UNIMA Danmark

Nytår - - igen et nyt år.
Egentlig er jeg et ‚tænke-frem
menneske‘, men netop når året slutter og et
nyt begynder, så læner jeg mig tilbage i min
lænestol, tænder min pibe trods onde kræfter,
der vil forbyde mig mit velvære og så kigger
jeg tilbage. Jeg ser ikke bare tilbage på det
år, der netop er gået, men også langt længere
tilbage. Hvert nytår - hver gang.
Når det gælder det teater som vi beskæftiger
os med, så skal jeg kun kigge 45 år tilbage
- til 1966 - da det startede for mig og os for alvor.
Jeg var for første gang på en scene med
en lille figur på hånden og i salen sad der
mennesker, der havde betalt for at se, hvad
vi havde på hjertet. Det var i 1966 at Det lille
Teater startede i København i en af de små
gader bag rådhuset - Lavendelstræde hed
den.
Der var virkelig Lavendelduft over vores start
selvom det var et sent efterår, at dørene blev
åbnet. Noget af det vi lavede den gang var
vel en smule ‚primitivt‘. Vi vidste ikke meget
om det, at lave teater og så var det noget, der
skulle appellere til børn. Det var børne-teater
vi skulle lave og vi havde egentlig ikke rigtigt
noget at sammenligne med. Der var Staffan
Westerberg i Sverige, men det han skabte
var så personligt, at det ikke kunne bruges
som model. Det væsentlige vi fik ud af mødet
med Staffan, da han kom på gæstespil på
Det lille Teater i 1967, var hans respekt for de
børn forestillingerne var beregnet for.
Den respekt for publikum, har jeg haft lige
siden og den har udvidet sig til også at gælde
de voksne der kommer på teatret. Respekten
for publikum. Men hvad vil det egentlig sige at
vise respekt for noget eller nogen?
For mig betyder det, at jeg tager mine publikummer
alvorligt. De bruger deres tid sammen
med mig - de betaler ofte til og med for
det - og den tid skal de ikke føle, at de har
spildt. Det er som med en vare man køber.
Lever den ikke op til det vi mener den bør, så
Små-snak om teater og
lavendelposer
Af Ole Bruun Rasmussen
er vi blevet snydt. Vi kan levere en vare
tilbage og gå til kassen og få pengene
igen. Sådan er det desværre ikke med
teatret. Har man betalt og forestillingen
er blevet set, så er der ingen penge at få
tilbage, hvad enten man syntes at stykket
var for kort, for langt eller indholdet for
ringe. Kommer vi ikke ud fra teatret med
en stærk og god oplevelse, så er det bare
ærgerligt. Damen eller manden i billetsalget
har for længst lukket lugen og er gået
hjem med pengekassen.
Når jeg tænker tilbage på alle de år, jeg
har været med indenfor det vi nu måske
skal kalde animations-teater, men som jeg
foretrækker at kalde ‚teater med dukker‘,
så er der da højdepunkter, men jeg må
desværre indrømme, at jeg har oplevet flere
ligegyldige forestillinger med dukker (og
somend også uden dukker) end forestillinger
der satte sig fast i mit hjerte og hjerne.
De forestillinger der løftede publikum ud
over den hverdag de kom fra og satte dem
af i - - - netop Lavendelstræde og ikke i
Pisserenden (begge gader er i det indre
København men pisserenden eksisterer
vidst ikke længere), de forestillinger var
ikke de mange. Når jeg nævner Lavendelstræde
så har det absolut intet med Det
lille Teater at gøre i denne sammenligning,
men kun fordi lavendel planten har smukke
blålilla blomster, en skøn duft og gør sindet
let og lykkeligt. Duften af lavendel kan
føre os direkte tilbage til lykkelige stunder
i barndommen, til en gamel have hvor en
mormor havde en hel lille lav hæk med
disse blomster og det summede af bier
og farverige sommerfugle dansede deres
elskovsdans. Hun plukkede blomsterne og
syede dem ind i små poser som blev lagt
mellem det rene tøj i skabet. Når man tog
det tøj på, så var duften der stadig selvom
mange måneder var gået, siden klæderne
kom i skabet med lavendelposerne.