Miljøkonsekvensvurdering af regionplaner - Centre for ...

Miljøkonsekvensvurdering af regionplaner 

-et skridt mod en bæredygtig udvikling? 

Miljølære 1999/2000, Århus Universitet 

Udarbejdet af: 

Anne Riis (biologistuderende) 

Helen Bovbjerg (biologistuderende) 

Marianne Boe Eriksen (landbrugstekniker) 

Klaus Munk Ulrich (statskundskabstuderende) 

Vejleder: Svend Erik Jeppesen

MILJØLÆRE 

AARHUS UNIVERSITET 

Finlandsgade 12-14 

8200 Århus N 

Phone: +45 8942 4424 

Fax: +45 8942 4426 

Udgiver: Miljølære, februar 2000 

Tryk: Fysisk Institut, Aarhus Universitet 

Antal: 60 

ISBN: 87-7785-114-5 

ENVIRONMENTAL COURSE 

AARHUS UNIVERSITY 

Finlandsgade 12-14 

DK-8200 Aarhus N 

DENMARK 

e-mail: miljolare@au.dk 

Web site: www.miljolare.au.dk

Miljøkonsekvensvurdering af regionplaner 

-et skridt mod en bæredygtig udvikling? 

Miljølære 1999/2000, Århus Universitet 

Udarbejdet af: 

Anne Riis (biologistuderende) 

Helen Bovbjerg (biologistuderende) 

Marianne Boe Eriksen (landbrugstekniker) 

Klaus Munk Ulrich (statskundskabstuderende) 

Vejleder: Svend Erik Jeppesen

Indholdsfortegnelse 

INDHOLDSFORTEGNELSE..........................................................................................................................................1 

1 INDLEDNING...........................................................................................................................................................2 

2 INTRODUKTION TIL MILJØKONSEKVENSVURDERING...........................................................................4 

2.1 MILJØVURDERING AF KONKRETE PROJEKTER .......................................................................................................4 

2.2 BRUNDTLAND-RAPPORTEN, RIO-DEKLARATIONEN OG BÆREDYGTIGHEDSPRINCIPPET..........................................5 

2.3 MILJØKONSEKVENSVURDERING AF LOVFORSLAG.................................................................................................6 

2.4 FRA LOVFORSLAG TIL PLANER..............................................................................................................................8 

2.5 FORSKELLEN PÅ VVM OG MILJØKONSEKVENSVURDERING..................................................................................9 

3 PLANLOVENS BESTEMMELSER FOR REGIONPLANLÆGNINGEN.......................................................10 

4 MILJØKONSEKVENSVURDERING AF REGIONPLAN................................................................................13 

4.1 UDENLANDSKE ERFARINGER MED MILJØVURDERING AF PLANER........................................................................13 

4.2 GENNEMGANG AF BO ELLINGS MODEL...............................................................................................................15 

4.3 ERFARINGERNE FRA NORDJYLLANDS AMT.........................................................................................................18 

4.4 VORES METODE .................................................................................................................................................19 

5 MILJØKONSEKVENSVURDERING AF DE ENKELTE RETNINGSLINIER FOR VANDLØB ...............23 

5.1 PRÆSENTATION AF SKEMAER .............................................................................................................................23 

5.2 KOMMENTERING AF DE ENKELTE RETNINGSLINIER.............................................................................................27 

5.3 VANDLØB...........................................................................................................................................................27 

5.3.1 Tilførsel af miljøfremmede stoffer og tungmetaller skal begrænses direkte ved forureningskilden ..........29 

5.3.2 Målsætningen af vandløbene.....................................................................................................................32 

5.3.3 Rensning af spildevand til vandløbene og Spildevandsudledninger til de mest sårbare vandløb.............33 

5.3.4 Nedbringelse af okkerbelastning af vandløb.............................................................................................36 

5.3.5 Miljørigtig vandløbsvedligeholdelse og Vandløbsrestaurering ................................................................37 

5.3.6 Klassifikation af vandløb...........................................................................................................................40 

5.3.7 Ophjælpning af fiskebestandene................................................................................................................41 

5.3.8 Sejladsvandløb ..........................................................................................................................................42 

5.4 DELKONKLUSION ...............................................................................................................................................44 

6 POTENTIELLE KONFLIKTER I REGIONPLANEN.......................................................................................46 

6.1 PRÆSENTATION AF MATRIX................................................................................................................................47 

6.2 KOMMENTERING AF POTENTIELLE KONFLIKTER .................................................................................................48 

6.2.1 Vandløbsområdet og området for overordnede veje.................................................................................48 

6.2.2 Vandløbsområdet og jordbrugsområdet ...................................................................................................52 

6.3 DELKONKLUSION ...............................................................................................................................................56 

7 DISKUSSION AF MODELLENS ANVENDELSESMULIGHEDER ...............................................................57 

8 KONKLUSION .......................................................................................................................................................63 

BILAG..............................................................................................................................................................................64 

BILAG 1: TJEKLISTE .......................................................................................................................................................64 

BILAG 2: OVERSIGT OVER SØNDERJYLLANDS AMTS RETNINGSLINIER FOR VANDLØB. ...................................................66 

BILAG 3: OVERSIGT OVER SØNDERJYLLANDS AMTS RETNINGSLINIER FOR VEJE ............................................................68 

BILAG 4: OVERSIGT OVER SØNDERJYLLANDS AMTS RETNINGSLINIER FOR LANDBRUG ..................................................69 

BILAG 5: AFPRØVNING AF BO ELLINGS MODEL..............................................................................................................71 



BILAG 8: EKSEMPEL PÅ VÆGTNING ................................................................................................................................80 

LITTERATURLISTE.....................................................................................................................................................81 

1

1 Indledning 

I Sønderjyllands Amt finder man et rigt og varieret landskab. Mod vest er der Vadehavet og 

marsken. Midt i amtet er det flade sandede hedesletter med bakkeøer, ådale og vandløb, der præger 

billedet. Mod øst ændrer landskabet sig til frodige, bakkede fjordlandskaber med løvskove og fede 

jorder. Denne ”naturskat” er det vigtigt at bevare. Med udgangspunkt i regionplanen administrerer 

amtet anvendelsen af det åbne land til landbrug, turisme, natur, veje osv. og indtager derved som 

øverste regionale myndighed en central rolle i beskyttelsen og plejen af naturen. 

I den statslige udmelding til regionplanlægningen fra 1999 er amterne blevet opfordret til at foretage 

miljøkonsekvensvurdering af deres regionplaner (Miljø- og Energiministeriet, 1999a). Dette er 

noget nyt indenfor regionplanlægningen, og der foreligger derfor ingen klare regler eller metoder 

for, hvordan en miljøkonsekvensvurdering foretages. Sønderjyllands Amt har i den forbindelse 

opfordret studerende til at deltage i processen med at udvikle en metode, som amtet kan bruge til at 

miljøvurdere deres regionplan. Denne opfordring har vi taget imod, og formålet med opgaven bliver 

derfor: 

At opstille en operationel metode som amtet kan bruge 

til at miljøkonsekvensvurdere deres regionplan. 

Dette vil blive fulgt op af et konkret eksempel på, hvorledes man, ved hjælp af den foreslåede 

metode, kan foretage miljøkonsekvensvurderingen. For at gøre miljøkonsekvensvurderingen 

overskuelig har vi valgt kun at vurdere vandløbsområdet fremfor hele regionplanen. Besidder man 

ressourcer og tid, kan miljøvurderingen udvides til også at omfatte andre planområder. 

I litteraturen hersker der en smule begrebsforvirring indenfor dette felt. På dansk bruges ordene 

miljøkonsekvensvurdering, strategisk miljøvurdering, virkninger på miljøet, SEA og miljøvurdering 

ofte i flæng. Vi har valgt at holde os til ordet miljøkonsekvensvurdering, men hvor andre ord er 

brugt (f.eks. miljøvurdering), har det samme betydning. 

Da opgaven er stilet til to modtagere, Miljølære og Sønderjyllands Amt, har vi undertiden befundet 

os i et dilemma mellem to hensyn. På den ene side hensynet til at opgaven gerne skulle kunne 

2

uges af planlæggerne i Sønderjyllands Amt. På den anden side hensynet til kravet om 

tværfaglighed som Miljølære stiller til opgavens indhold. 

Denne balancegang mener vi at have fuldført ved både at inddrage metodiske overvejelser og viden 

fra fagområder som biologi, kemi, jura, politik, planlægning m.m. i opgaven. Desuden mener vi, at 

den bagvedliggende ide ved regionplanlægning (at tage hensyn til forskellige interesser for at nå 

frem til en fornuftig løsning, der tilgodeser flest mulig) i sig selv kan betegnes som tværfaglig. 

Ambitionen har været at skrive opgaven i et forståeligt sprog, der kunne læses uden kendskab til 

regionplanerne fra Sønderjyllands Amt. Det håber vi er lykkes. Samtidig må dog siges, at et vist 

kendskab til regionplanlægning og Sønderjyllands Amts regionplaner vil give et større udbytte af 

læsningen. Det kan derfor anbefales, at man under læsningen har regionplanerne liggende ved siden 

af sig til opslag og efterprøvninger af vores tolkninger. 

Til sidst vil vi gerne takke de folk, der har hjulpet os på vej med ideer, råd og materiale. Ved 

Sønderjyllands Amt vil vi gerne takke Lene Frandsen, Povl Petersen og Allan Zinn fra 

Regionplanafdelingen, der ved to udbytterige samtaler i det sønderjyske leverede ideer og 

inspiration til metodeudviklingen, samt Ole Ottesen fra Vandløbsafdelingen, der leverede materiale 

og information om amtets praksis. Desuden vil vi gerne takke vores vejleder Svend Erik Jeppesen 

fra Matematisk Institut, der har guidet os gennem forløbet og rådgivet omkring metodeudviklingen. 

Afsnit 2 starter ud med en generel introduktion, hvor baggrunden for miljøkonsekvensvurdering vil 

blive gennemgået. Afsnit 3 redegør for regionplanens baggrund, indhold og opbygning, som skal 

give læseren en forståelse for den genstand, som miljøvurderingen bliver udført på. I afsnit 4 

beskrives Bo Ellings model samt forskellige erfaringer med miljøkonsekvensvurdering af planer. Vi 

foreslår desuden en mere anvendelig metode, der beskrives i detaljer. I afsnittene 5 og 6 giver vi 

eksempel på, hvordan man konkret foretager miljøvurderingen ved at køre vores metode igennem 

for vandløbsområdet. I afsnit 7 samles der op på metoden ved at diskutere fordele og ulemper samt 

muligheder for forbedring. Afslutningsvis konkluderes der på den samlede opgave (afsnit 8). 

3

2 Introduktion til miljøkonsekvensvurdering 

Indledningsvis vil der blive redegjort for principper og eksisterende former for miljøvurdering, der 

danner grundlaget for miljøkonsekvensvurdering af regionplaner. 

2.1 Miljøvurdering af konkrete projekter 

Den første metode til at udføre systematiske miljøvurderinger på enkelt projekter blev udarbejdet i 

USA i 1969. Metoden blev kaldt environmental impact assessment (EIA) som på dansk senere blev 

til vurderinger af virkninger på miljøet (VVM). Grundlæggerne af metoden mente, at EIA var 

patentløsningen på miljøproblemer, mens offentligheden var meget skeptiske overfor tiltaget. Især 

blandt virksomhedsejerne var der frygt for store økonomiske tab i forbindelse med udførelsen af 

EIA (Wood, 1995). Ideen bag EIA er objektivt at rådgive politikere om miljøkonsekvenser ved 

politiske beslutninger. 

Efter en række konferencer og miljøhandlingsplaner i EU-regi finder man frem til, at den bedste 

miljøpolitik består i at forebygge forurening frem for at handle, når skaden er sket. Et konkret tiltag 

til at efterleve denne politik blev taget med den tredje Miljøhandlingsplan i 1983, hvor ideen om 

VVM blev lanceret for første gang. Baggrunden for VVM er et ønske om, gennem forebyggelse af 

forurening, at beskytte menneskets sundhed, bidrage til højere livskvalitet samt at bevare 

biodiversiteten (Miljø- og Energiministeriet, 1995c). 

VVM blev i 1985 lavet som et EU-direktiv fra Ministerrådet (direktiv nr. 85/337/EF) ud fra et ønske 

om at vurdere de offentlige og private projekter, som vurderes at have en væsentlig virkning på 

miljøet. Direktivet har medført en specifik procedure til gennemførelse af miljøkonsekvens- 

vurdering. Det understreges, at virkningerne på miljøet skal tages i betragtning på et så tidligt 

stadium som muligt i alle tekniske planlægnings- og beslutningsprocesser. De danske regler for 

VVM fremgår af Planloven (se afsnit 3). 

Et projektforslag skal indsendes til amtet, som vurderer, hvorvidt der skal udarbejdes et 

regionplantillæg med VVM-redegørelse. Alle forslag til regionplantillæg med VVM-redegørelser og 

miljøgodkendelser skal offentliggøres af amtet, hvorefter offentligheden har mindst 8 uger til at gøre 

indsigelser. VVM bliver det, der senere danner grundlag for strategisk miljøkonsekvensvurdering. 

4

2.2 Brundtland-rapporten, Rio-deklarationen og 

bæredygtighedsprincippet 

Ønsket om at inddrage miljøhensyn i flere sammenhænge end i VVM-undersøgelser skyldes i høj 

grad, at man som følge af bl.a. Brundtland-rapporten og Rio-deklarationen tænker i retning af en 

bæredygtig udvikling. Strategisk miljøvurdering er et resultat af den helhedstænkning, som man 

tilstræber for netop at kunne opnå bæredygtighed. Miljøvurdering på strategisk plan vil kunne 

anvendes som en bæredygtighedstest. Det har derfor sin berettigelse at gennemgå 

bæredygtighedsprincippets oprindelse og definition, inden vi i de følgende afsnit vil fokusere på 

strategisk miljøvurdering. 

Det er internationalt erkendt, at en ønsket miljøkvalitet ikke kan opfyldes, hvis lovgivningen mv. 

alene er rettet mod et begrænset antal forurenere eller mod de enkelte recipienter. Det var først og 

fremmest i den af FN nedsatte Brundtland Kommission, der i 1987 fik sat fokus på behovet for at 

sikre helhedstænkningen under overskriften "bæredygtig udvikling”. I Brundtland Kommissionens 

rapport ”Vor fælles fremtid” gives følgende definition på begrebet bæredygtighed: ”En udvikling 

der imødekommer nutidens behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers mulighed 

for at dække deres behov.” (Miljø- og Energiministeriet et al., 1995). Denne definition mødes ofte i 

litteraturen og er alment accepteret. Definitionen er imidlertid meget bred, og de kriterier som 

bæredygtighed vurderes ud fra, vil være udsat for subjektivitet under udvælgelsen. Der er dog visse 

kerneområder, som ofte betragtes som væsentlige inden for debatten om bæredygtig udvikling. Som 

det første kan nævnes klodens ressourcer og forurening. Der skal gøres tiltag for at spare på klodens 

ressourcer og forurening skal bekæmpes ved at rydde op efter fortidens syndere og forebygge nye. 

Desuden er der menneskets sundhed og velfærd. Der skal tages hensyn til de mennesker, som 

påvirkes under den givne udvikling. Alle hensynene skal baseres på et økonomisk rentabelt 

grundlag. 

I fortsættelsen af Brundtland Kommissionens rapport gennemførtes FNs store miljøkonference i Rio 

de Janeiro i 1992. Ét af resultaterne fra Rio-konferencen var Agenda 21, et omfattende princip- og 

handlingsprogram for en bæredygtig udvikling i det 21. Århundrede. Danmark underskrev 

deklarationen sammen med ca. 180 andre lande og forpligtede sig dermed politisk til at gøre en 

indsats for at hjælpe udbredelsen af denne. Programmet pålægger bl.a. lokale myndigheder i hele 

5

verden at gennemføre principperne inden for de lokale områder i form af en lokal Agenda 21. Det 

skal ifølge Rio-dokumentet ske i tæt dialog med lokalbefolkningen, således at det er ved hjælp af 

den brede befolknings initiativ og interesse, at miljøet forbedres. I 1994 opfordrede Miljø- og 

Energiministeriet (Landsplanafdelingen), Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening 

således amterne og kommunerne til at gå i gang med lokal Agenda 21. Idet Rio-konferencens udlæg 

ikke er juridisk bindende, er amterne og kommunerne stillet over for frivillighedsprincippet i 

spørgsmålet om at efterleve retningslinierne. Det store flertal af de Agenda-aktive kommuner og 

amter har valgt at integrere bestræbelserne mod en bæredygtig udvikling i henholdsvis 

kommuneplan og regionplan (Miljø- og Energiministeriet og Kommunernes Landsforening, 1997). 

Følgende fem mål har indgået i arbejdet med programmet: Inddragelse af globale hensyn, 

helhedstænkning og tværsektoriel tænkning, aktiv borgerdeltagelse, kredsløbstankegang og 

styrkelse af det langsigtede perspektiv (Christiansen et al., 1995). 

Sønderjyllands Amts ønske om at lave miljøkonsekvensvurderinger (bæredygtighedstest) på 

regionplanen kan ses som et tiltag til at efterleve Agenda 21, hvor de fem ovennævnte mål skal 

inddrages i videst mulige omfang. Man kan dog ikke tale om en decideret lokal Agenda 21 i den 

forstand, som den udføres i form af projekter fremsat af den brede befolkning, idet testen initieres 

og gennemføres længere oppe i hierarkiet hos de amtslige embedsmænd uden indblanding fra 

befolkningen. 

2.3 Miljøkonsekvensvurdering af lovforslag 1 

Udtrykket strategisk miljøvurdering, på engelsk strategic environmental assesment (SEA), bruges 

om miljøvurdering på beslutningsniveauer over eller før projektniveauet. Strategisk miljøvurdering 

kan udføres på politikker (f.eks. lovforslag), planer (f.eks. region- og kommuneplaner) og 

programmer (f.eks. handlingsprogrammer). Det er kun på niveauet politikker, der i dag er vedtaget 

en fast procedure for udarbejdelsen af strategisk miljøvurdering. Tankerne tilknyttet denne 

procedure anvendes i vid udstrækning i forsøgene med miljøvurdering af regionplaner. 

1 Hvor intet andet fremgår, bygger redegørelsen i dette afsnit på Miljø- og Energiministeriets rapport ”Råd om 

fremgangsmåde ved miljøkonsekvensvurdering af lovforslag og andre regeringsforslag- jfr. Statsministeriets cirkulære 

nr. 31 af 26. Februar 1993.” 

6

I Danmark kom i 1992 betænkning nr. 1243 fra Finansministeriet om ”De erhvervsøkonomiske og 

miljømæssige konsekvenser af offentlig regulering”. Denne betænkning ligger som baggrund for 

Statsministeriets cirkulære nr. 12 af 11. januar 1995 (oprindeligt Statsministeriets cirkulære nr. 31 

af 26. februar 1993) om bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag. Som noget nyt skal 

alle lovforslag fremsat efter 1. oktober 1993 miljøvurderes, hvis de skønnes at have væsentlige 

konsekvenser for miljøet. 

Cirkulærets bestemmelser skal ses i forbindelse med den generelle tendens til at søge at integrere 

miljøhensyn i beslutningsprocesserne. Dette gøres med henblik på at skabe en bæredygtig udvikling 

i overensstemmelse med tankerne i bl.a. Brundtland-rapporten, Rio-konferencen og i EF’s 5. 

Miljøhandlingsprogram. Ønsket om miljøkonsekvensvurderinger på det strategiske niveau er 

således internationalt. 

Miljøvurdering fik altså i 1993 en ekstra dimension ud over VVM-begrebet, idet Danmark her 

indførte miljøvurdering på det strategiske niveau. Der er dog tidligere gennemført en del analyser, 

som har indeholdt elementer af strategisk miljøvurdering både indenfor Miljø- og Energiministeriets 

område f.eks. Vandmiljøplan II og indenfor andre ministerier f.eks. miljøhandlingsplaner for 

transport og landbrug. 

Det er ifølge cirkulæret de enkelte ministerier, der entydigt er ansvarlige for at vurdere og begrunde, 

om forslaget har væsentlige miljømæssige konsekvenser og for at udarbejde en eventuel 

konsekvensvurdering. Selve analysen kan udføres af ministeriet selv eller af et konsulentfirma. 

Miljø- og Energiministeriets to forskningsinstitutioner, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks 

Geologiske Undersøgelser, har store datasamlinger og en kompetence, som kan udnyttes i 

forbindelse med miljøkonsekvensanalyser. 

Miljøkonsekvensvurderingerne skal ifølge cirkulæret tilrettelægges på en sådan måde, at hensynet 

til en smidig lovgivningsproces til stadighed varetages. For at hjælpe processen har Miljø- og 

Energiministeriet udarbejdet folderen ”Råd om fremgangsmåde ved miljøkonsekvensvurdering af 

lovforslag og andre regeringsforslag”. Folderen indeholder en tjekliste (bilag 1), som kan bruges til 

7

på en enkel og hurtig måde at udskille de forslag, som kan have væsentlig betydning for miljøet, og 

som derfor bør stilles over for en egentlig vurdering af de miljømæssige effekter. 

Tjeklisten bruges på en sådan måde, at man vurderer lovforslagets indvirken på hovedområderne 

(vand, luft, klima, jord, dyr, planter, landskaber, andre ressourcer, affald, historiske bygninger, 

befolkningens sundhed, sikkerhed og velfærd). Fører anvendelsen af skemaet til, at forslaget kan 

have ”væsentlige” miljømæssige konsekvenser i forhold til et eller flere af spørgsmålene under 

hovedområderne, eller til at det ”bør undersøges” nærmere, bør en egentlig miljøkonsekvens- 

vurdering foretages. Vurderes forslaget derimod at have ”mindre betydende” eller ”ubetydelig” 

konsekvens, skal der ikke laves miljøkonsekvensvurdering. Hvis forslaget derimod har mange 

miljøkonsekvenser, som hver for sig er ”mindre betydende”, kan der dog samlet være tale om 

væsentlige miljøkonsekvenser, som bør undersøges. Miljøkonsekvenserne kan både være positive 

og negative. Der tages hensyn til både langsigtede og kortsigtede, direkte og indirekte effekter. 

Desuden tages der hensyn til effekter, der går ud over de nationale grænser. 

Redegørelsen for de miljømæssige konsekvenser publiceres i bemærkningerne til forslaget, som er 

en del af Folketingets beslutningsgrundlag. Redegørelsen skal indeholde hovedkonklusionerne af 

overvejelserne herunder en redegørelse for de undersøgte alternativer. I tilfælde hvor et forslag har 

negative konsekvenser for miljøet, er det vigtigt, at det tydeligt fremgår af bemærkningerne, hvorfor 

regeringen alligevel har besluttet at fremsætte forslaget (Miljø- og Energiministeriet, 1994a). 

Cirkulæret stiller ingen krav til offentlighedens deltagelse i miljøvurdering af lovforslag. Men 

offentligheden kan deltage i debatten om den udførte vurdering gennem dens muligheder for at 

deltage i lovgivningsprocessen i Folketinget (Elling og Nielsen, 1997). 

2.4 Fra lovforslag til planer 

I den statslige udmelding til regionplan 2001 opfordres amterne til at lave miljøkonsekvens- 

vurdering af regionplanforslag for at kvalificere beslutningerne om den langsigtede bæredygtige 

udvikling: ”Beskrivelser af miljøkonsekvenser bør som udgangspunkt udarbejdes for hele 

regionplanforslaget, men kan også udarbejdes for dele af planforslaget.” (Miljø- og 

Energiministeriet, 1999a). Miljøkonsekvensbeskrivelser af et regionplanforslag er indtil videre 

frivilligt, men EU har imidlertid fremlagt forslag til Rådsdirektiv om miljøkonsekvensvurderinger af 

8

planer og programmer. Opfordringen fra staten om at udarbejde miljøkonsekvensvurderinger af 

regionplanforslag skal ses som et ønske om at få brugbare og praktiske metoder til fremtidige 

vurderinger af regionplaner (Miljø- og Energiministeriet, 1999a). 

For at komme en eventuel lovvedtagelse i forkøbet har Nordjyllands Amt i samarbejde med Bo 

Elling fra Roskilde Universitetscenter, som de første og eneste i landet, udarbejdet en metode til at 

miljøvurdere regionplaner med (se afsnit 4.2). Som inspiration til metoden har de primært hentet 

ideer fra England, som har arbejdet med miljøvurdering af planer i en længere årrække. Flere andre 

europæiske lande er også langt fremme i miljøkonsekvensvurderinger af planer, men vi har valgt 

kun at beskrive de metoder, som ligger til grundlag for det arbejde, der er lavet på området i 

Danmark, dvs. erfaringerne fra England (se afsnit 4.1). 

Sønderjyllands Amt har med sin opfordring til os, og gennem deres egen interesse for strategisk 

miljøvurdering, fulgt i fodsporet på Nordjyllands Amt. Det er vigtigt, at så mange amter som muligt 

tager hul på miljøvurderingerne, således at eksisterende metoder kan videreudvikles, og erfaringer 

kan udveksles på tværs af amterne. 

2.5 Forskellen på VVM og miljøkonsekvensvurdering 

Det er vigtigt at fastholde den grundlæggende forskel på VVM og miljøkonsekvensvurdering. Som 

tidligere nævnt er miljøkonsekvensvurdering et redskab til at integrere forskellige tilgange til 

inddragelse af miljøhensyn i beslutninger over eller før projektniveauet. Det er ikke meningen, at 

miljøkonsekvensvurdering skal erstatte VVM-undersøgelserne, men den skal danne kontekst og 

underbygge en eventuel efterfølgende projektvurdering. Grunden til at man ikke må udelade 

miljøvurderingen på konkrete projekter er, at man på det strategiske niveau ikke kan stille de samme 

krav til detaljeringsgrad og dokumentation, som man kan på det konkrete projektniveau. Ved 

miljøkonsekvensvurdering kan man kun beskrive påvirkningsretningen og ikke påvirkningsgraden, 

som man kan ved VVM-undersøgelserne. Det er derfor vigtigt, at processerne underbygger 

hinanden, således at man ikke overser potentielle negative miljøkonsekvenser. 

Miljøvurdering på projekter har den klare fordel, at aktiviteten er konkret, og dermed er dens 

påvirkning af miljøet forholdsvis forudsigelig. Uønskede effekter kan undgås ved konkrete 

ændringer i projektet, ved lokaliseringen, ved alternative handlinger mv.. Men miljøvurdering på 

9

projektniveauet rummer også en række huller, som miljøkonsekvensvurdering vil kunne udfylde. 

For det første kan hensyn til miljøet systematisk inddrages i aktiviteter, som ikke er omfattet af 

VVM-reglerne. Det drejer sig f.eks. om adfærdsregulerende lovgivning og fysiske udviklingsplaner 

såsom region- og kommuneplaner. For det andet vil der ske en miljøvurdering af mindre 

projektarbejder, som ikke i sig selv har væsentlige miljøkonsekvenser og derfor falder udenfor 

VVM-proceduren, men som ved gentagelse i stort antal vil medføre væsentlige virkninger på 

miljøet. Mulighederne for at gennemføre vurderinger af kumulative effekter vil således være langt 

større på det strategiske niveau. Endelig kan væsentlige virkninger på miljøet, som stammer fra 

indirekte og/eller direkte afledede aktiviteter, forårsaget af store anlægsaktiviteter, være vanskelige 

at vurdere ved VVM-undersøgelser, hvorimod de lettere vil kunne vurderes på det strategiske 

niveau (Elling og Nielsen, 1997). 

Om miljøkonsekvensvurdering vil kunne løse de miljømæssige problemer, som ikke tages hånd om 

gennem udførelse af VVM-undersøgelser, er endnu ikke fuldt ud klarlagt gennem praktiske 

erfaringer. Der er dog enighed om, at man skal arbejde på at udbrede hensynet til miljøet gennem 

miljøkonsekvensvurdering. 

3 Planlovens bestemmelser for regionplanlægningen 

Planloven fordeler ansvaret for planlægningen i Danmark mellem Miljø- og Energiministeriet, de 14 

amter og de 275 kommuner. Princippet bag loven er sikring af en bæredygtig udvikling med 

udgangspunkt i bevaringen og udviklingen af de lokale miljøkvaliteter som det centrale element (§1, 

stk. 1). 

Lovens kapitel 3 omhandler amternes ansvar i planlægningen. De har som opgave at udarbejde 

regionplaner for 12-års perioder med henblik på at varetage planlægningen og administrationen af 

det åbne land. Desuden er der et krav om revision af planen hvert fjerde år (§22, stk. 1). De 

nøjagtige retningslinier, som planen skal indeholde, lyder (§6 stk. 3): 

1) Arealudlæg til byzoner og sommerhusområder. 

2) Beliggenhed af større offentlige institutioner samt større trafikanlæg og andre større tekniske 

anlæg. 

10

3) Beliggenhed af virksomhed mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles 

særlige beliggenhedskrav. 

4) Beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i 

væsentlig grad. 

5) Den samlede detailhandelsstruktur. 

6) Varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udlægningen og sikringen af de særlig 

værdifulde landbrugsområder. 

7) Beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket. 

8) Varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder 

udpegningen og sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser. 

9) Beliggenheden af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder. 

10) Beliggenheden af arealer til fritidsformål. 

11) Anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden. 

12) Anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne, herunder udpegning af områder med særlige 

drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede 

drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder, indsatsområder, samt en prioritering af 

indsatsområderne. 

13) Kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. 

14) Realiseringen af regler eller beslutninger om landsplansdirektiver. 

Udover de specifikke krav til planens retningslinier stilles der krav om en redegørelse for 

forudsætningerne for planen (§1, stk. 7). Denne skal indeholde en beskrivelse af de eksisterende 

forhold i amtet, fremlægge beregninger og prognoser over den forventede udvikling samt fremstille 

målsætningerne bag planlægningen. Redegørelsen skal være med til at gøre planen mere 

overskuelig, og dermed lette befolkningens og myndighedernes forståelse af regionplanen. Netop 

befolkningens forståelse er et vigtigt element i planlægningsprocessen. Før amtet begynder på 

revisionen af regionplanen, skal offentligheden have mulighed for at komme med ideer og forslag til 

ændringer. Efter offentliggørelsen af forslaget til den nye regionplan har befolkningen 8 uger til at 

komme med indvendinger og ændringsforslag (§22, stk. 2). 

11

En af regionplanens retningslinier omhandler beliggenheden og udformningen af større 

enkeltanlæg, der må antages at kunne påvirke miljøet i væsentlig grad. Som supplement skal en 

sådan retningslinie ledsages af en redegørelse for de miljømæssige konsekvenser – de såkaldte 

VVM undersøgelser (§6, stk. 8) (se afsnit 2.1 om VVM). De virksomheder, der er omfattet af 

VVM-reglerne, bliver betegnet som listevirksomheder og er beskrevet i Miljøbeskyttelseslovens 

kapitel 5. Derudover vil disse virksomheder også ofte skulle godkendes i henhold til 

Vandforsyningsloven, Vandløbsloven, Okkerloven, Naturbeskyttelsesloven eller Råstofloven. En 

stor del af amternes opgaver er, via overvågning og tilsyn, at sikre, at disse love overholdes, så 

miljøforvaltningen bliver bedst mulig (Miljø- og Energiministeriet, 1996). 

Som følge af det lovmæssige grundlag, ligner regionplanerne i de enkelte amter hinanden. De er 

opdelt i planområder, og hvert enkelt område består af en række retningslinier, der beskriver, 

hvorledes amtet vil opfylde deres målsætninger. 

I Sønderjyllands Amt har man valgt at opdele regionplanen i en administrativ og en politisk del. 

Den politiske del behandler emner udover det lovpligtige, og skal ses som en orientering til 

borgerne om, hvilke målsætninger politikerne i amtet har for de beskrevne områder. 

Den administrative del behandler udelukkende de lovpligtige emner. Den er opdelt i syv 

hovedafsnit: 1) Byudvikling 2) Natur og landskab 3) Jordbrug, skovrejsning og råstoffer 

4)Vandressourcerne 5) Turisme 6) Forebyggelse af miljøkonflikter 7) Vindmøller. Til flere af 

områderne er der udarbejdet mere fyldestgørende redegørelser, der supplerer med forklaringer og 

facts. 

I alt indeholder planen 108 retningslinier. Retningslinierne er ofte formuleret med en vis ”elastik”, 

så de ikke bliver for stive og kategoriske. Et eksempel på en retningslinie, der illustrerer dette, kan 

findes i retningslinie nr. 4.2.6, der omhandler miljørigtig vandløbsvedligeholdelse: 

”Vedligeholdelsesbestemmelserne i regulativerne fastsættes i overensstemmelse med behovet for 

vandafledning og recipientkvalitetsmålsætningen”. Man giver altså både plads til, at vandløbet skal 

vedligeholdes, så det kan aflede vand tilstrækkelig effektivt til at sikre, at jordbrugsområderne ikke 

oversvømmes, men samtidig skal vandløbet også opfylde en kvalitetsmålsætning, der eventuelt 

forudsætter, at vandløbet bliver skånsomt vedligeholdt. Retningsliniernes ”vage” formulering 

skyldes flere hensyn. Der er et krav om, at regionplanernes detaljeringsgrad ikke må ”være større 

12

end nationale og regionale interesser nødvendiggør. Herved sikres det størst mulige råderum for 

kommunernes planlægning” (Miljø- og Energiministeriet, 1994b). Disse hensyn fører dog ofte til, at 

retningslinierne varetager modstridende interesser, der ikke alle kan tilgodeses. 

4 Miljøkonsekvensvurdering af regionplan 

4.1 Udenlandske erfaringer med miljøvurdering af planer 2 

Bo Ellings model til miljøkonsekvensvurdering af regionplaner bygger primært på erfaringer fra 

England. I dette afsnit vil vi kort skitsere, hvilke elementer Bo Elling har inddraget i sin model samt 

en begrundelse herfor. Materialet er indhentet fra tre engelske ”counties” i årene 1992-1996 (et 

county svarer til et amt herhjemme). 

De engelske modeller har fem overordnede, identiske trin: 

1) Karakteristik af miljøtilstanden i regionen og identifikation af relevante miljøkriterier. 

Her gives en karakteristik af det givne områdes miljøtilstand, og derudfra bestemmes de 

miljøkriterier, som planen skal vurderes udfra. Fastsættelsen af miljøkriterierne sætter rammerne for 

den efterfølgende miljøkonsekvensvurdering, og bestemmer hvilke konsekvenser der er relevante at 

vurdere. En meget snæver afgrænsning kan indbefatte luft, jord, vand, dyr og planter. Derudover er 

der en række andre kriterier, der kan inddrages, alt efter hvilke forhold man ønsker belyst i det givne 

område. Eksempler på disse kan være menneskets sundhed, støj, kulturarv og energiforbrug. 

2) Scoping af planens påvirkninger af miljøet. 

Ordet scoping er ikke anvendt på dansk, men kan oversættes til omfang. Når man taler om scoping 

af en plan, prøver man at finde ud af, om planen dækker relevante tiltag, der er nødvendige for en 

miljøbeskyttelse, samt hvilke dele af planen det vil være relevant at vurdere miljøeffekterne af. 

Scoping er altså en form for skøn over, hvor i planen der kan forkomme punkter, der strider imod en 

beskyttelse af miljøet. 

2 Redegørelsen i dette afsnit bygger på Bo Ellings rapport ”Miljøvurdering af regionplaner – fase 1” fra 1996. 

13

3) Vurdering af planens virkning. 

Planens overordnede virkning kan vurderes udfra dens mål og strategier, dens retningslinier eller 

udfra konkrete projektforslag. Alt efter hvilket niveau man vælger at arbejde med, vil 

miljøvurderingen blive mere eller mindre abstrakt. 

I selve vurderingsprocessen anvendes ofte matricer for at prøve at systematisere oplysningerne, samt 

til at belyse modstridende retningslinier. 

4) Offentlighedens deltagelse. 

Formålet med at inddrage offentligheden er at bibringe miljøvurderingen værdier og prioteringer 

udover planlæggerens egne. Inddragelsen kan ske på forskellige tidspunkter i planforløbet. 

5) Fremstilling/formidling af vurderingens resultat. 

Meningen med hele miljøvurderingen er, at den i sidste ende skal føre til et større miljøhensyn i 

planen. Derfor er det vigtigt, at resultaterne bliver fremstillet klart og enkelt, så det er 

gennemskueligt, hvor konfliktområderne træder igennem, og hvor planen eventuelt skal revideres. 

Det første eksempel fra England er hentet fra Lancashire. Modellen er meget simpel, og består 

udelukkende af en kvantitativ analyse. De valgte kriterier opstilles mod retningslinierne i planen, og 

der gives pointene +1 eller –1 for en positiv/negativ effekt, og +2 eller –2 for en 

betragtelig/signifikant positiv/negativ effekt. Til sidst bliver alle pointene lagt sammen, og de 

enkelte retningslinier opstilles i rangorden. 

Bo Elling har i sin model overført systemet ved at opstille hver enkelt retningslinie i regionplanen 

mod de valgte kriterier, men han vurderer pointsystemet som uholdbart, og det er derfor udeladt. 

I regionen Kent opdeler man de valgte kriterier i tre emner: Lokale, regionale og globale. I 1993 

anbefaler det britiske miljøministerium, Department of the Environment (DoE), at netop denne 

kategorisering anvendes i fremtidige miljøvurderinger. 

Retningslinierne opstilles mod kriterierne i en matrix på samme måde som i Lancashire, men 

pointsystemet er reduceret, til kun at angive om retningslinien har en negativ, positiv eller ingen 

effekt på det givne miljøkriterium. Metoden er også her udelukkende kvantitativ. 

Hvor analysearbejdet i Lancashire kun blev foretaget af én person, bliver den i Kent udført af fem 

personer, der repræsenterede forskellige dele af befolkningen. 

14

Bo Elling har fra denne model brugt metoden med at opdele kriterierne under lokale, regionale og 

globale emner. 

På grund af DoEs anbefaling ligner de valgte miljøkriterier i Bedfordshire dem fra Kent. Til brug i 

vurderingen har man for hvert kriterium opstillet et nøglespørgsmål, der lyder på, om retningslinien 

vil forbedre eller forringe det givne kriterium. Under klima vil spørgsmålet således lyde: ”Vil 

retningslinien medføre en bevarelse eller en ændring af det globale klima?”. Derudover gives der 

eksempler på, hvilke konsekvenser en retningslinie kan have. Til hver retningslinie har man givet et 

alternativ, samt tilføjet hvilke miljøeffekter det har haft, at man har valgt den givne retningslinie 

frem for alternativet. 

Herefter har man sammenfattet konsekvenserne under hvert planområde. Til hvert planområde er 

der udarbejdet tillæg, der illustrerer, hvorledes de enkelte områder indvirker på hinanden. 

For at indikere hvorvidt de enkelte retningslinier medvirker til en bæredygtig udvikling, angives 

dette med en højredrejet pil, mens retningslinier der modvirker mærkes med en venstredrejet pil. 

Til slut opsamles det for hvert planområde, hvordan effekten er på det lokale, regionale og globale 

miljø, samt om planområdet sikrer lige vilkår for nuværende og kommende generationer. 

Modellen er til forskel fra de forrige kvalitativ i stedet for kvantitativ. Der er ikke anvendt noget 

pointsystem, men i stedet beskrives det under hver retningslinie, hvordan den har en positiv eller 

negativ effekt på miljøet. 

Bo Elling har i høj grad anvendt denne model. Både brugen af nøglespørgsmål, alternativer, 

sammenfatninger og hvordan de enkelte områder indvirker på hinanden er direkte overført til hans 

model. 

4.2 Gennemgang af Bo Ellings model 3 

Miljøkonsekvensvurdering af regionplaner er et forholdsvist nyt fænomen i Danmark. Miljø- og 

Energiministeriet har først for nyligt opfordret amterne til at teste deres regionplaners 

bæredygtighed (Miljø- og Energiministeriet, 1999a). Amterne har imidlertid haft vanskeligt ved at 

håndtere opgaven, idet der hverken foreligger nogen tidligere praksis eller nøjagtig beskrivelse fra 

3 

Redegørelsen i dette afsnit for Bo Ellings model bygger på rapporten ”Strategisk miljøvurdering i regionplanlægningen 

- fase 2” fra 1998. 

15

Miljø- og Energiministeriet af, hvordan amterne konkret skal foretage en miljøkonsekvensvurdering 

af regionplanerne. 

Bo Elling har i samarbejde med Nordjyllands amt forsøgt at opstille en model for miljøkonsekvens- 

vurdering af regionplaner, som amterne kan bruge i forbindelse med revisionen af den gamle 

regionplan og udarbejdelsen af den nye regionplan. Modellen skal opfattes som en forsøgsmodel, 

som amterne kan eksperimentere med og gøre sig nogle erfaringer med, inden staten muligvis 

indenfor nogle år gør det lovpligtigt at foretage miljøkonsekvensvurdering af regionplanen. 

Ifølge Bo Elling kan amtets procedure for miljøkonsekvensvurderingen inddeles i fem faser. 

Proceduren for miljøvurdering minder om den fra de engelske modeller, men er ændret en smule, 

således at miljøvurderingen af regionplanen kan indpasses i den eksisterende procedure for revision 

af regionplanen. De fem faser for miljøvurderingen af regionplanen er: 

Fase 1: Scoping af eksisterende plan og fastlæggelse af de miljøkriterier som regionplanerne skal 

vurderes i forhold til. 

Fase 2: Miljøvurdering af den eksisterende regionplan. 

Fase 3: Forslag til den nye regionplan miljøvurderes. 

Fase 4: Offentligheden inddrages og høres. 

Fase 5: Endeligt planforslag og vedtagelse. 

Denne opgave vil primært beskæftige sig med fase 1 og 2, som er de faser Sønderjyllands Amt for 

tiden befinder sig i. I det følgende vil faserne 1 og 2 blive beskrevet nøjere og eventuelle problemer 

og vanskeligheder blive diskuteret. Afsluttende vil de sidste tre faser blive kommenteret kort. 

En forudsætning for at kunne foretage en miljøkonsekvensvurdering af en regionplan er, at man 

fastlægger nogle miljøkriterier, som virkningerne af regionplanen kan vurderes i forhold til. Bo 

Elling foreslår, at man bruger en forholdsvis bred definition af miljø, der omfatter både det naturlige 

miljø og samfundsskabte miljø, hvilket medfører en lang række af miljøkriterier 4 . Disse opdeles i 

4 Miljøkriterierne er en videreudvikling af dem som Miljø- og Energiministeriet anbefaler i folderen ”Råd om 

fremgangsmåde ved miljøkonsekvensvurdering af lovforslag og andre regeringsforslag” (Miljø- og energiministeriet, 

1993) (se bilag 1). 

16

tre rumlige kategorier alt efter om deres påvirkning er lokal, regional eller global. Bo Elling 

pointerer, at kriterierne er et forslag; en ”prøveklud”, der skal give erfaringer med, om kriterierne er 

anvendelige og dækkende. De valgte miljøkriterier er i høj grad i overensstemmelse med dem, der 

kan udledes af den danske miljølovgivning, herunder Miljøbeskyttelsesloven, 

Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Vandforsyningsloven og Råstofloven. Desuden har 

miljøkriterierne været anvendt ved miljøkonsekvensvurdering i andre lande (se afsnit 4.1), og er 

således resultatet af en længere diskussion. 

Bo Ellings miljøkriterier er følgende: 

Lokale miljøkriterier: Landskab, Kulturarv, Menneskers sundhed, 

Menneskers velfærd, Støj, Transport. 

Regionale naturressourcer: Vand, Luft, Jord, Dyre- og planteliv, Råstoffer, 

Energi, Affald. 

Globale miljøkriterier: Klima, Biodiversitet. 

Ifølge Bo Elling er det vigtigt at definere de enkelte kriterier uddybende, således at der er enighed 

om, hvad f.eks. kriteriet ”landskab” dækker over. Bo Elling definerer miljøkriterierne gennem et 

nøglespørgsmål, der præciserer, hvad der skal forstås ved det pågældende kriterium. For ”landskab” 

er nøglespørgsmålet: ”Vil retningslinien medføre bevaring, forbedring eller forringelse af 

landskabet, herunder særligt værdifulde landskaber og geologiske strukturer?”. 

Efter at have fastlagt miljøkriterierne fortsætter Bo Elling til fase 2, som er selve 

miljøkonsekvensvurderingen af regionplanen. Miljøkonsekvensvurdering på regionplanniveau retter 

sig mod retningslinier, der danner rammerne for de fremtidige, konkrete beslutningsprocesser. Af 

sådanne retningslinier kan foretages en vurdering af, hvad der påvirkes, hvordan denne påvirkning 

forårsages, og i hvilken retning den går. Derudover mener Bo Elling, at miljøkonsekvens- 

vurderingen kan udbygges med en kvalitativ beskrivelse af retningsliniernes sandsynlige effekt på 

miljøet, og eventuel gøres mere kvantitativ gennem en grovvurdering af retningsliniens positive, 

neutrale eller negative indflydelse på miljøet. Miljøkonsekvensvurderingen foretages bedst i en 

tabel, hvor det vurderes, hvordan hver retningslinie vil påvirke de enkelte miljøkriterier (se bilag 5) 

(bilag 5-7 viser vores forsøg med at indsætte retningslinerne for vandløb i Bo Ellings model). 

17

Konsekvenserne sammenfattes derefter i et nyt skema, hvor konflikter med andre retningslinier i 

regionplanen ligeledes vurderes (bilag 6). For eksempel kunne der eksistere en konflikt mellem 

retningslinierne om offentlighedens adgang til naturområder og sikringen af særlige 

bevaringsværdige naturområder. Ideen med krydstjek af retningslinierne er at skabe fokus på den 

manglende sammenhæng, der kan være mellem retningslinierne i regionplanen. 

Til sidst opsummeres de samlede miljøkonsekvenser, og der angives eventuelt forslag til ændring af 

planområdet (bilag 7), som amtspolitikerne kan bruge, når regionplanforslaget til den nye 

regionplan skal formuleres (fase 3). I den fjerde fase inddrages offentligheden, og efter eventuelle 

ændringer vedtages den endelige regionplan i fase fem af Amtsrådet. 

4.3 Erfaringerne fra Nordjyllands Amt 

Bo Ellings model blev i perioden 1995-97 anvendt i forbindelse med Nordjyllands Amts region- 

planrevision ’93 og er siden hen blevet evalueret i rapporten ”Miljøvurdering i regionplanlægningen 

– Evaluering af Nordjyllandsprojektet” fra 1999. Evalueringen er blevet gennemført via interviews 

med udvalgte personer, der på tæt hold har deltaget i forløbet med miljøvurderingen. Resultatet af 

evalueringen er en række erfaringer med miljøkonsekvensvurdering og mere konkret med Bo 

Ellings model, der kan bruges i den videre udvikling af brugbare metoder til miljøvurderinger af 

regionplaner. 

Generelt giver alle deltagerne i evalueringen udtryk for, at selve ideen om miljøkonsekvens- 

vurdering er væsentlig at realisere, da den forventes at styrke miljøhensynet i amtets region- 

planlægning. Desuden mener de fleste, at miljøkonsekvensvurderinger kan være et godt middel til at 

styrke borgernes inddragelse og deltagelse i amtets planlægning. Det er derfor bemærkelsesværdigt 

og paradoksalt, at miljøkonsekvensvurderingen ikke i væsentligt omfang påvirkede den endelige 

formulering af regionplanens retningslinier! Til trods for den generelt positive indstilling hos 

deltagerne, og den forholdsvis store arbejdsindsats med miljøkonsekvensvurderingen, blev den ikke 

inddraget i den sidste hektiske fase af regionplanrevisionen. Dykker man ned i evaluerings- 

rapporten, dukker der flere årsager til den udeblevne effekt af miljøkonsekvensvurderingen op. 

18

For det første var der problemer med de organisatoriske rammer for implementeringen af forsøget 

med miljøkonsekvensvurdering. Planlæggere, borgere og politikere blev ikke ordentligt informeret 

om formålet med miljøkonsekvensvurdering og havde vanskeligt ved at se, hvad det egentligt skulle 

bruges til. Der blev således gået til opgaven med skepsis og varierende arbejdsindsats fra 

planlæggernes side. 

Af større interesse er de metodiske erfaringer og problemer. Flere af planlæggerne gør opmærksom 

på det store arbejds- og tidspres, som den grundige behandling af hver enkel retningslinie og det 

efterfølgende krydstjek gav. Flere foreslår, at man i stedet fokuserer på temaer frem for at foretage 

miljøkonsekvensvurdering af hele regionplanen. Ved kun at fokusere på temaer (f.eks. landbrug 

eller vandløb) ville en meget mindre del af personalet blive inddraget i miljøvurderingen. Desuden 

ville miljøvurderingen blive mere overskuelig og dybdegående. 

Med hensyn til miljøkriterierne er der generel enighed om, at de er dækkende for regionplanen. 

Flere mener, at især de bløde miljøbegreber (f.eks. landskabets værdi og menneskers velfærd) giver 

en mere nuanceret planlægning og inddrager helhedstænkningen i regionplanen. Mange er dog også 

opmærksomme på, at de mange miljøkriterier kan give et mere forvirrende billede, og at 

vurderingen bliver meget subjektiv, alt efter hvilken faggruppe der udarbejder dem. De foreslår 

derfor, at man sørger for at inddrage personer med forskellig faglig baggrund i miljøvurderingen. 

Sammenfattes erfaringerne fra evalueringsrapporten af Bo Ellings model, kan man konstatere, at det 

er en forholdsvis omfattende og arbejdskrævende model, idet hele regionplanen som udgangspunkt 

skal vurderes. Desuden anvender Bo Elling en meget bred definition af miljø, hvilket giver en lang 

række miljøkriterier, som hver enkel retningslinie skal vurderes i forhold til. Den brede 

miljødefinition bevirker, at en række miljøkonsekvenser kan inddrages, men gør også miljøbegrebet 

lidt ”uldent” og derved vanskeligt at operationalisere og arbejde med. I det følgende afsnit vil vi 

komme med et forslag til, hvorledes Bo Ellings model kan ændres, så nogle af de ovennævnte 

problemer undgås. 

4.4 Vores metode 

Indledningsvis har vi brugt Bo Ellings model uden ændringer (se bilag 5-7) for at få en ide om hele 

vurderingsproceduren og få øjnene op for huller i modellen. Med udgangspunkt i de erfaringer vi i 

19

den forbindelse gjorde samt erfaringerne fra Nordjyllands amt, vil vi nu komme med vores forslag 

til en metode for miljøkonsekvensvurdering, der forhåbentlig vil være mere anvendelig, men 

samtidig også mindre omfangsrig. Overordnet set består vores metode af to dele; en del der 

udelukkende vurderer det udvalgte planområdes retningslinier (se afsnit 5); dernæst en anden del 

der undersøger, hvorvidt det udvalgte områder er i konflikt eller samarbejde med andre planområder 

(se afsnit 6). Metodens to dele supplerer hinanden og er begge nødvendige for at få undersøgt 

planområdet til bunds. 

Den første ændring drejer sig om miljøkonsekvensvurderingens omfang. I stedet for at miljøvurdere 

hele regionplanen foreslår vi, at amtets politikere udvælger et eller flere områder/temaer, som enten 

er ”oppe i tiden” eller mistænkes for at indeholde specielle miljøproblemer. En sådan ”tema- 

miljøvurdering” vil gøre det langt mere overkommeligt og derved realistisk at gennemføre 

miljøkonsekvensvurderingen. Vores valg af vandløbsområdet er et eksempel på en tema- 

miljøvurdering. 

Med hensyn til den første del af vores metode retter den primære ændring sig mod valget af 

miljøkriterierne. Som tidligere nævnt består en vigtig og central del af miljøkonsekvensvurdering i 

udvælgelsen og definitionen af de kriterier, som regionplanens konsekvenser skal vurderes i forhold 

til. Bo Ellings model og de engelske modeller anvendte alle en bred definition af miljø, der udover 

de ”hårde” miljøkriterier (dyr, planter, jord, luft og vand) inddrog en række ”bløde” kriterier under 

miljø såsom menneskets velfærd og sundhed, landskabets æstetiske værdi, affald, energiforbrug 

m.m.. Denne brede definition af miljø ligger tæt opad principperne om helhedstænkning og 

bæredygtighed, som kommer til udtryk i Brundtland-rapporten og i den danske miljølovgivning, 

herunder i bl.a. Miljøbeskyttelsesloven, Naturbeskyttelsesloven og Planloven. 

I stedet for den brede miljødefinition vil vi prøve at anvende en snæver definition af miljø. Ved at 

udvælge nogle få, ”hårde” miljøkriterier ønsker vi at gøre miljøbegrebet klarere og nemmere at 

arbejde med. Vores intention er at lave en ren miljøkonsekvensvurdering af vores tema, hvor det 

sociale, det æstetiske, det økonomiske osv. udelades. Disse aspekter må vurderes i andre 

konsekvensvurderinger, dvs. i en social konsekvensvurdering, en æstetisk konsekvensvurdering og 

en økonomisk konsekvensvurdering. 

20

Vores forslag om en snæver definition af miljøkonsekvensvurdering bevæger sig dermed væk fra 

princippet om bæredygtig helhedstænkning. Forudsætter man at de andre konsekvensvurderinger 

foretages, bevæger man sig igen i retningen af bæredygtighed. 

En af fordelene ved det snævre miljøbegreb er, at det bliver langt nemmere at operationalisere 

begrebet miljø. Ved miljø forstår vi ”det der er derude” eller med en anden formulering, ”de 

ressourcer der er i naturen”. Dette leder frem til otte miljøkriterier, der har en forholdsvis 

ukompliceret og almen karakter: grundvand, overfladevand, jord, luft, råstoffer, dyr, planter og 

landskab. Vores fastsættelse af miljøkriterierne sætter rammerne for den efterfølgende 

miljøkonsekvensvurdering og bestemmer hvilke konsekvenser af regionplanen, det bliver relevant at 

vurdere. Den valgte definition af miljø medfører, at man ikke kan inddrage konsekvenser af 

regionplanen for eksempelvis menneskets sundhed eller rekreative muligheder. Til gengæld gør det 

snævre miljøbegreb det mere realistisk at foretage miljøkonsekvensvurdering af alle regionplanens 

temaer. 

For miljøkriterierne grundvand, overfladevand, jord og luft gælder, at det er naturressourcer, vi 

ønsker at bevare i så rene former som muligt. I forhold til regionplanen skal man således vurdere, 

om retningslinierne vil medføre at kvaliteten og mængden af grundvand bevares, forbedres eller 

forringes. Og på samme måde med overfladevand, jord og luft. Ved overfladevand forståes søer, 

vandløb, kystnære områder og havområder, og ved jord menes der jordoverflade, jordbund og 

overfladevandets sediment. 

Miljøkriteriet råstoffer adskiller sig fra de fire ovennævnte kriterier ved mere at fokusere på 

forbruget at naturressourcer. Man skal derfor vurdere om retningslinien vil medføre forøget eller 

reduceret forbrug af råstoffer, herunder ikke fornybare råstoffer. Råstoffer inkluderer sand, grus, 

sten, olie, gas, træ m.m. 

For miljøkriterierne dyr og planter gælder, at det er ressourcer, vi ønsker at bevare i en så alsidig 

form som mulig. Når man skal undersøge kriterierne dyr og planter, skal man vurdere om 

retningslinien vil medføre beskyttelse, forbedring eller forringelse af betingelserne for dyrs og 

21

planters levesteder og artsrigdom. Kan man opfylde miljøkriteriet om et alsidigt dyreog planteliv i 

amtet bidrages ligeledes til bevaringen af den nationale og globale biodiversitet. 

Miljøkriteriet landskab adskiller sig ved ikke at være lige så intuitivt klart som de andre 

miljøkriterier. Forskellige mennesker har forskellige landskabsidealer. Det kunne således give 

anledning til stor subjektivitet i miljøkonsekvensvurderingen, alt efter om den blev foretaget af en 

landmand, en naturfredningsmand eller en landskabsarkitekt, der sikkert ville have vidt forskellige 

opfattelser af forskellige landskabstypers værdi. Derfor har vi valgt ikke at fremhæve en 

landskabstype frem for en anden, men derimod valgt det varierede landskab, som idealet der skal 

efterstræbes. For miljøkriteriet landskab skal man vurdere, om retningslinierne vil medføre 

bevarelse, forøgelse eller forringelse af variationen i landskabet. 

De enkelte retningslinier for vandløb vurderes nu i forhold til de otte miljøkriterier, og der gives en 

simpel kvantitativ karakter (se afsnit 5.1 for eksempel). Denne karakter kan enten være et +, et ÷ 

eller et 0, som henholdsvis betyder, at retningslinien har en positiv, negativ eller neutral effekt på 

miljøet. Vi finder det vanskelig at udvide karakterskalaen, da det er svært objektivt at vurdere 

omfanget af retningsliniernes konsekvenser. Skemaet suppleres med en mere udfyldende 

beskrivelse af hver enkelt retningslinies konsekvenser for miljøkriterierne (se afsnit 5.3.1-5.3.8). 

Efter at have vurderet vandløbsområdet er næste skridt at undersøge, om der eksisterer potentielle 

konflikter eller samarbejdsmuligheder med andre dele af regionplanen (se afsnit 6). Modellen, vi 

anvender, indeholder to trin 5 . Første trin er en miljøvurdering af retningslinierne for vandløb med 

udvalgte planområder. Dette gøres i en matrix med den intention at finde potentielle konflikter i 

retningsliniernes ordlyd. Andet trin er en vurdering af planområderne, hvor målsætninger og 

redegørelser inddrages. Ideen med dette andet trin er at indfange eventuelle konflikter, der ikke kom 

til udtryk i retningsliniernes formulering. Næste kapitel vil eksemplificere, hvorledes metoden 

bruges og vil måske kunne give svar på eventuelle spørgsmål til metoden. 

5 Modellen er inspireret af Bo Elling “Miljøvurdering af regionplaner, fase 1” (1996) 

22

5 Miljøkonsekvensvurdering af de enkelte retningslinier for 

vandløb 

I dette afsnit vurderes konsekvenserne af retningslinierne for vandløb på miljøet ved hjælp af den 

metode, der blev skitseret i det foregående afsnit. Effekten af retningslinien vurderes ved at se på 

hvilke miljøkriterier den påvirker, hvorledes påvirkningen sker, og om retningslinien har positiv, 

neutral eller negativ effekt på miljøet. I afsnittet vurderes kun den enkelte retningslinies effekt på 

miljøet, ikke eventuelle konflikter med andre planområder eller retningslinier. 

Ligeledes skal det understreges, at det ikke er specifikke aktiviteter eller projekter, men formulerede 

intentioner i regionplanen (retningslinierne) der vurderes. Derudover har vi gennemlæst 

målsætningerne for vandløb, men da de ikke bidrager med flere oplysninger, end hvad der står 

skrevet i retningslinierne, vil de ikke blive yderligere inddraget. En mulighed er også at inddrage 

amtets praksis og konkrete prioriteringer, men dette bliver i vores situation for omfattende. Dette 

kan gøres, når miljøkonsekvensvurderingen foretages af personer fra amtet. Hermed baseres 

miljøkonsekvensvurderingen af vandløbsområdet udelukkende på retningsliniernes ordlyd. Det der 

miljøvurderes, er således regionplanens evne til at udstikke rammer, der sikrer miljømæssigt 

forsvarlige beslutninger i fremtiden. 

5.1 Præsentation af skemaer 

De nedenstående skemaer læses ved først at gennemse hele retningsliniens ordlyd, som den står 

skrevet i bilag 2. Derefter skal man bruge de i afsnit 4.1, 4.2 og 4.4 omtalte nøglespørgsmål for de 

enkelte kriterier. F.eks. spørges det, om retningslinie 4.2.1 omhandlende begrænsning af 

miljøfremmede stoffer og tungmetaller direkte ved kilden vil medføre, at kvaliteten og mængden af 

overfladevand bevares, forbedres eller forringes? I skemaet kommenteres det, hvordan 

retningslinien påvirker det givne kriterium. Hvis man ikke umiddelbart forstår kommenteringen i 

skemaet, går man frem til den dybere beskrivelse af retningslinien (afsnit 5.3.1-5.3.8). Her vil 

samtlige af skemaets kommenteringer være understøttet af en forklaring. 

Nogle af vandløbsretningslinierne er blevet lagt sammen. Det gælder for retningslinierne 4.2.3 og 

4.2.4, som omhandler spildevandsrensning generelt og i følsomme vandløb samt retningslinierne 

4.2.6 og 4.2.7, som drejer sig om miljørigtig vandløbsvedligeholdelse og vandløbsrestaurering. 

23

Retningslinierne er blevet lagt sammen, da vi vurderede, at konsekvenserne for miljøkriterierne var 

de samme for begge retningslinier. 

Grunden til at vi ikke har opsummeret skemaerne, som det gøres i Bo Ellings model (se bilag 7), er 

at vi har fravalgt nogle af miljøkriterierne og dermed ikke opererer med en bæredygtig udvikling. 

Opsummeringen i vores metode består i, ud fra retningsliniens indflydelse på de enkelte kriterier, at 

give en samlet kvantitativ vurdering af, om retningslinien har en positiv, negativ eller neutral 

indvirken på det, vi i denne opgave har defineret som miljø (de otte valgte miljøkriterier). Således 

vil man få en vurdering af, om retningslinierne for vandløbsområdet sætter gode rammer for 

bevaring og forbedring af miljøet eller ej. 

24

Retningslinier. 

Nr. og 

overskrifter. 

4.2.1 

Tilførsel af 

miljøfremmede 

stoffer og 

tungmetaller 

skal begrænses 

direkte ved 

forureningskilden. 

4.2.2 

Målsætning af 

vandløbene. 

4.2.3 

Rensning af 

spildevand til 

vandløb. 

4.2.4 

Skærpede krav 

til 

spildevandsudledning 

til 

de mest 

sårbare 

vandløb. 

Overfladevand 

Er med til at 

sikre/forbedre 

vandkvaliteten 

Er med til at 

sikre 

vandkvaliteten 

et vist niveau. 

Er med til at 

sikre vandkvaliteten, 

da 

bl.a. nitrat, 

fosfor og 

organisk stof 

fjernes fra 

spildevandet. 

Undtagelserne 

(lempet målsætning 

og 

nærfeltpåvirkningszone) 

har negativ 

påvirkning. 

Grundvand Luft Jord Råstoffer Dyr Planter Landskab Kvantitativ 

vurdering 

Er med til at 

hindre 

nedsivning af 


stoffer til 

grundvandet. 

Er med til at 

mindske 

nedsivningen 

af 

næringsstoffer 

til 

grundvandet. 

Reducerer 

ophobning i 

sedimentet. 

Mindsker 

mængden af 

forurenende 

stoffer i slam 

fra rensningsanlæg, 

der 

kunne være 

spredt på 

markerne. 

Reducerer 

ophobning af 

fosfor i 

sedimentet. 

Bedre forhold 

for dyr der 

påvirkes af 


stoffers giftige 

virkning. 

Undgår 


tungmetaller i 

fødekæden. 

Er med til at 

beskytte 

faunaen, der 

stiller særlige 

krav til et 

velfungerende 

vandløbsmiljø. 

Er med til at 

sikre et artsrigt 

dyreliv. 

25 

Er med til at 


plantesamfund. 

Er med til at 


planteliv. 

+ 

+ 

+

4.2.5 

Nedbringelse 

af okkerbelastning 


vandløb. 

4.2.6 

Miljørigtig 

vandløbsvedligeholdelse. 

4.2.7 

Vandløbsrestaurering. 

4.2.8 

Klassifikation 

af vandløb. 

4.2.9 

Ophjælpning 

af de 

oprindelige 

fiskebestande. 

4.2.10 

Sejladsvandløb. 

Medvirker til 

at sikre vandet 

en ren og klar 

farve. 

Er med til at 

øge vandløbets 

selvrensende 

evne, hvorved 

vandet bliver 

renere. 

Mindsker 

risikoen for 

okkerdannelse. 

Er med til at 

sikre 

vandløbets 

vandføring. 

Den øgede 

næringsstofomsætning 

i 

vådområder 

mindsker 

nitratindholdet 

i det vand, der 

nedsiver til 

grundvandet. 

Mulighed for 

at landområder 

omkring 

vandløbet 

ændres til 

vådområder 

Bidrager til at 

sikre 

vandløbenes 

fisk og 

invertebrater. 

Er med til at 

bevare 

vandløbets 

fysiske 

variation, der 

sikrer et rigt 

dyreliv. 

Etablering af 

passager ved 

styrt sikrer 

vandløbets 

fiskebestand. 

Bidrager til 

bevaring af de 

naturlige, 

hjemmehørende 

fiskestammer. 

Er med til at 

bevare 

uforstyrrede 

steder, 

hvormed et 

rigt dyreliv 

kan etableres. 

26 

Er med til 


planteliv, da 

planterne ikke 

skygges ihjel. 

Medvirker til 

at sikre og 

forbedre 

vandløbets 

fysiske 

variation, der 

sikrer et rigt 

planteliv. 

Er med til at 

sikre 

plantelivet. 

Kan medvirke 

til at 

landskabskarakteren 

ændres til et 

mere varieret 

landskab. 

+ 

+ 

0 

+ 

+

5.2 Kommentering af de enkelte retningslinier 

I det følgende kommenteres de enkelte retningslinier for vandløbsområdet. Ideen med 

kommenteringen af de enkelte retningslinier er at give et mere uddybende billede af modellen og 

dermed gøre miljøkonsekvensvurderingen mere konkret. Skemaerne skal således give en let 

overskuelig fremstilling af miljøkonsekvenserne tilknyttet de enkelte planområder, mens 

kommenteringen skal virke som en uddybende forklaring, hvor dette ønskes. 

Vi vil for hver retningslinie behandle følgende punkter: 

• Introduktion til emnet. 

• Uddybning af skemaet. 

• Relevante love og regler. 

• Situationen i Sønderjyllands Amt. 

Den dybere kommentering er et godt redskab til politikerne og andre læsere af vurderingen, hvis de 

vil have et overblik over emnet eller ikke helt forstår sammenhængen mellem retningsliniens 

indhold og de i skemaet beskrevne miljøkonsekvenser, f.eks. hvorfor retningslinien om sejlads 

sikrer vandføringen. Ligeledes giver kommenteringen en ide om, hvilke love og regler 

retningslinien ligger under for. Ofte vil lovene og reglerne kunne forklare en stor del af 

retningsliniens indhold, og hvorfor den overhovedet eksisterer. F.eks. er retningslinie 4.2.2 om 

målsætning af vandløb baseret på planloven §6, stk. 3, som foreskriver, at der skal fastsættes krav til 

kvaliteten af vandløb. Beskrivelserne af varetagelsen af de enkelte retningslinier i amtet kunne godt 

blive mere kritisk ved at spørge, om det er godt nok, det der bliver gjort i amtet, men vi besidder 

ikke den nødvendige viden til at påtage os en sådan kritisk tilgang. Vi kan kun vurdere situationen 

ud fra de formulerede tiltag i redegørelserne og i regionplanens retningslinier og tilkendegivelser. 

Inden kommenteringen af de enkelte retningslinier gives først en kort introduktion til emnet 

vandløb. 

5.3 Vandløb 

Vi har valgt at behandle planområdet vandløb som er et eksempel på et område, hvor man i flere år 

har haft miljøet i højsædet, og hvor det i dag indgår som en naturlig del af regionplanlægningen. I 

Sønderjyllands amt er der cirka 13.000 km vandløb. Heraf bliver de 700 km ejet af amtet, de 3.800 

27

ejes af kommunerne, mens resten er private vandløb (Sønderjyllands Amt, Redegørelse om 

miljøkvalitet i overfladevand, 1998). 

Vandløbene er altid blevet udnyttet af menneskene. De første beboelsesområder i Danmark, opstod 

tæt på vandløbene, hvor man udnyttede drikkevandet. Senere opstemmede man vandløbene og 

brugte vandkraften til mølledrift. Det betød, at vandløbets dyr ikke havde muligheder for at passere, 

og fisk der plejede at svømme op i vandløbene for at gyde blev nu forhindret heri. 

Landbruget har altid udgjort et vigtigt produktionsområde for Danmark. Det har sat sit præg på 

vores vandmiljø på flere måder. Et stadigt forsøg på at udnytte lavbundsarealer og våde områder har 

betydet, at vandløbene er blevet renset for grøde og aflejrede bundmaterialer, og mange steder er de 

blevet rettet ud for at optimere vandføringen. Vandløbene har i mange år også modtaget store 

mængder spildevand. Industri og kloakvand fra byerne blev ledt direkte ud i vandløbene (Madsen, 

1995). 

I dag ser det heldigvis noget anderledes ud. Med Miljøbeskyttelsesloven fra 1974 og Vandløbsloven 

fra 1982 blev der sat strengere krav til, hvordan vandløbenes fysiske tilstand skal sikres, og hvordan 

vandkvaliteten skal være, så det er et godt levested for dyr og planter. Derfor har man i 

Sønderjyllands Amt bygget næsten alle opstemninger om til stryg, eller der er etableret fisketrapper, 

så fiskene nu frit kan passere gennem vandløbene (Sønderjyllands Amt, Redegørelse om 

miljøkvalitet i overfladevand, 1998). 

Ved skånsom vandløbsvedligeholdelse, udlægning af vådområder og genopretninger af vandløbenes 

naturlige slyngninger prøver Sønderjyllands Amt at rette op på den skade, der er sket ved 

effektiviseringen af landbruget. Sidst har man med Brede Å projektet genslynget 13,6 km vandløb 

(Sønderjyllands Amt, Brede Å – slynger sig igen). 

I 1987 blev den første Vandmiljøplan vedtaget, og det betød blandt andet en bedre spildevands- 

rensning. Det har dog ikke haft den store betydning for vandløbene, da det er en anden form for 

spildevand, der her udgør problemet. Det drejer sig hovedsageligt om udledningen fra ukloakerede 

beboelsesområder, og udledning fra mindre mekaniske rensningsanlæg. 

28

5.3.1 Tilførsel af miljøfremmede stoffer og tungmetaller skal begrænses 

direkte ved forureningskilden 

Tungmetaller er, som navnet antyder, grundstoffer der er karakteriseret af en meget høj vægtfylde. 

Tungmetallerne er, selv i ret små mængder, giftige for levende organismer, og har derfor ofte været 

til debat. Tungmetaller er umulige at fjerne fra naturen igen, da grundstoffer ikke nedbrydes men til 

stadighed danner forbindelser i naturen. Kviksølv, bly og cadmium er de tre tungmetaller, der har 

været mest fokus på, og derfor vil afsnittet her været begrænset til en beskrivelse af disse. 

Kviksølv (Hg) kan forekomme i alle tre tilstandsformer. Det er flydende nedtil -38,8 C o , og i fast 

form er det indbygget i visse svovlforbindelser. Stoffet er blevet anvendt i mange forskellige 

sammenhænge, og derfor er der meget kviksølv i kredsløb. I dag udledes kviksølv primært fra 

krematorier og metalindustrien. Her forbrændes kviksølvholdige stoffer, og røgen sendes direkte op 

i atmosfæren. Her har det en opholdstid på op til et år, inden det går i forbindelse med vanddampe 

og føres tilbage til jorden via regnvandet (Miljø- og Energiministeriet, 1995b). 

Udover en akut forgiftning ved direkte indtagelse kan kviksølv lagres i fedtvæv og på den måde 

ophobes i fødekæden. I ferskvandsfisk har man fundet kviksølvindhold på op til 1 mg/kg, hvilket 

er dobbelt så meget som den tilladte grænseværdi (Björk, 1997). Der er fundet så mange forskellige 

symptomer på forgiftninger fra tungmetaller, at det er svært at skille nogle ud og henføre direkte på 

kviksølv (Autrup et al., 1998). 

Bly (Pb) udvindes i visse bjergegne, og har været brugt gennem de sidste tusinder af år og op til vor 

tid. I dag anvendes bly primært i industrien. Bly er et tungmetal, der har været meget fokus på, bl.a. 

fordi det er blevet brugt i store mængder i benzin, hvor det øger oktantallet. Inden den blyfri benzin 

kom på markedet, sendte vi i Danmark 200 tons bly ud hvert år alene fra bilerne. Det er nu et krav, 

at alle EU-lande skal tilbyde blyfri benzin (Miljø- og Energiministeriet, 1995b). 

Bly kan indåndes direkte fra bilernes udstødningsgasser. Derudover kan det afgives til de marker, 

der ligger langs vejene, hvor det blyholdige græs bl.a. kan ædes af køer. Bly ophobes i knoglevævet 

hos mennesker og dyr, og dermed bliver det indbygget fødekæden. Derudover er bly en kraftig 

nervegift, og kan desuden give anæmi, da det hæmmer produktionen af hæmoglobin (Autrup et al., 

1998). 

29

Cadmium (Cd) bruges i legeringer, ved fremstilling af metalplader, i maling, som blødgører i visse 

typer plastic samt i nogle genopladelige batterier. Derudover er det følgestof i fosfatgødninger og 

bliver på den måde ledt direkte ud i naturen. Handelsgødning indeholder også andre tungmetaller 

som kviksølv, bly og nikkel. I Danmark er det blevet forbudt at bruge Cadmium som blødgører i 

plastic, og i batterier er det ligeledes på vej ud af markedet (Grüttner, 1994). 

Cadmium er giftigt og har været årsag til sundhedsskader verden over. Ved indånding sammen med 

støv kan det give væskeansamlinger i lungerne, og det ødelægger både hjerte og nyrer. Cadmium 

lagres i knoglevæv, og ved langvarig påvirkning kan det resultere i calciumtab og dermed forårsage 

knogleskørhed (Autrup et al., 1998). 

Planternes cadmiumoptagelse er afhængig af den tilgængelige mængde samt af jordens pH-værdi. 

En lavere pH-værdi giver en større optagelse. De danske landbrugsjorde har oftest en pH-værdi 

omkring 6, og ved dette niveau er cadmium let tilgængeligt for planterne. 

En del tungmetaller ophobes i vandløbenes sediment. Herfra kan de ved nedsivning føres til 

grundvandet. For at sikre rent drikkevand har man opstillet grænseværdier for bly, cadmium og 

kviksølv på henholdsvis 50, 5 og 1 µg/l. 

Miljøfremmede stoffer kan f.eks. være de østrogenlignende stoffer. Herfra kommer den største 

mængde fra pesticider, og de vaskeaktive stoffer (tensider). LAS (Lineær Alkylbenzen Sulfonat) er 

det mest anvendte tensid. 

En stofgruppe der er under mistanke er nonylphenol-forbindelser, der bl.a. indgår i pesticider, 

plastproduktion, maling og i rengøringsmidler. I danske spildevandsanlæg forsvinder mellem 90 og 

99% af stoffet fra vandet, hvoraf 60-65% skønnes at blive bundet i slammet, mens resten nedbrydes 

(Bjerregård, 1997). Pesticider anvendt til ukrudtsbekæmpelse kan ikke fjernes og vil derfor ende i 

vandløb eller i grundvandet. I Danmark er der lukket adskillige boringer efter fund af pesticider i 

drikkevandet. 

Stoffet kan bindes i fedt og bliver derfor indbygget i fødekæden. Det er påvist at det ophobes i alger, 

muslinger og fisk. 

De østrogenlignende stoffer er under mistanke for at fremkalde et kønsskifte hos fisk . Det drejer sig 

om hanfiskene, der udviser feminine træk ved at udvikle blommeprotein (begyndelsen til æg) i 

30

testiklerne og dermed mister de forplantningsevnen (Bjerregård, 1997). 

Tensider er overfladeaktive stoffer fra vaskemidler, der virker ved, at de opløser fedt og proteiner. 

Alle levende organismer har en cellemembran, der er opbygget af fedtstoffer og proteiner, og derfor 

kan tensiderne ødelægge flere af cellens funktioner. Eksempler på skader er set hos alger, krebsdyr 

og fisk (Thomsen, 1997). 

LAS findes i næsten alle former for vaskemidler, og man antager, at der årligt udledes 70-220 tons 

til de danske vandløb (Nyholm, 1997). Der mangler endnu viden om, hvordan stoffet nedbrydes, og 

hvor hurtigt det foregår. Forsøg har vist, at kun få algearter kan tåle LAS. Allerede ved 

koncentrationer på 0,1 mg/l vand forsvandt mange algearter. Da alger er laveste led i fødekæden, 

kan det få alvorlige konsekvenser for vore vandløb (Gustavson, 1997). 

Fosfonater er kalkbindende stoffer, der ligeledes anvendes i vaskemidler, og som også er giftige for 

alger. Især EDTA (Ethylen Dimin Tetra Acetat) og NTA (Nitrilo Tri Acetat) er uønskede i 

vandløbene, da de bevirker, at tungmetallerne i spildevandet bliver lettere opløselige og dermed 

mere giftige for dyr og planter (Gustavson, 1997). 

Dette var et udpluk af stoffer, som vandløbets dyr og planter udsættes for. Stofferne forekomst er 

forskellige, og alt efter hvilke der er tilstede, kan de virke sammen på endnu ukendte måder. I det 

foranstående er der påvist en selvforstærkende effekt mellem fosfonater og tungmetaller, men 

yderligere forsøg på at undersøge en samlet effekt af de miljøfremmede stoffers virkning på miljøet 

har endnu ikke kunnet give konkrete resultater (Krogh, 1997). 

Ifølge Jordforureningsloven skal skadelige virkninger fra jordforurening på grundvand forhindres 

(§1, stk.1). Lov om jordforurening er vedtaget i maj 1999, og træder i kraft 1. januar 2000 (Miljø- 

og Energiministeriet, 1999b). Vandløbene er beskyttet mod forurenende stoffer gennem 

Miljøbeskyttelsesloven §27, stk.1. 

Amtsrådet vil i Sønderjyllands Amt arbejde for at sikre, at tilførslen af miljøfremmede stoffer 

begrænses mest muligt ved anvendelse af bedste tilgængelige teknologi på de enkelte virksomheder. 

Der vil blive fastlagt grænseværdier for spildevandet, der skal sikre, at målsætningerne for 

vandløbene kan overholdes (Sønderjyllands Amt, Regionplan 1997-2008, administrative del). 

31

5.3.2 Målsætningen af vandløbene 

Formålet med at målsætte vandløbene er at sikre den biologiske mangfoldighed i vandløbene. 

Kriterierne er opsat efter hvilke fiskearter, der bør kunne trives i den givne del af vandløbet, og 

dermed også hvilke kemiske, fysiske og biologiske forhold der kræves. Selve målsætningen 

bestemmes af Amtsrådet, og flere forskellige overvejelser inddrages i vedtagelserne. Det gælder 

blandt andet vandløbets naturlige forhold og den menneskelige påvirkning, herunder landbrug og 

spildevandsudledning. Derudover ser man på, hvilke interesser der er i og omkring vandløbet, og 

hvilke mål der vil være realistiske (Madsen,1995). 

Målsætningssystemet i Sønderjyllands Amt består af 11 forskellige grupper, der kort beskrevet lyder 

således: 

A Særligt naturvidenskabeligt interesseområde. 

A(F) Særligt naturvidenskabeligt interesseområde (påvirket af okker). 

B0 Vandløb, der skal rumme et varieret dyreog planteliv, men som ikke er egnet som 

levested for fisk. 

B0(F) Vandløb, der skal rumme et varieret dyreog planteliv, men som ikke er egnet som 

levested for fisk (påvirket af okker). 

B1 Gyde- og yngelopvækstområde for laksefisk. 

B1(F) Gyde- og yngelsopvækstområde for laksefisk (påvirket af okker). 

B2 Laksefiskevand. 

B2(F) Laksefiskevand (påvirket af okker). 

B3 Karpefiskevand. 

B3(F) Karpefiskevand (påvirket af okker). 

C Vandløb, der alene skal anvendes til afledning af vand, herunder spildevand. 

Grupper påvirket af okker er tilføjet et F i navngivningen. 

Overordnet kan målsætningerne grupperes i tre. De A målsatte har skærpede krav, de B målsatte har 

basiskrav, mens de C målsatte har lempede krav (Sønderjyllands Amt, Redegørelse for miljøkvalitet 

af overfladevand, 1998). 

32

Ved at målsætte vandløbene forsøger man at sikre vandkvaliteten et vist niveau samt at skabe de 

bedst mulige forhold for dyr og planter. Målsætningerne kan blandt andet overholdes ved, at 

vandløbene vedligeholdes skånsomt, og ved at spildevandsudledningen begrænses. Hermed sikres 

en god vandkvalitet, samt de fysiske rammer et alsidigt dyreliv kræver. De steder hvor der findes 

dyr og planter, der stiller særlige krav til et velfungerende vandmiljø, er der mulighed for at beskytte 

disse ved at fastlægge en høj målsætning. Således har man i Sønderjylland forsøgt at beskytte 

snæbelbestanden, der er en truet laksefiskeart (Sønderjyllands Amt, Redegørelse for miljøkvalitet af 

overfladevand, 1998). 

Vandløbsloven, som den så ud før 1982, sikrede udelukkende, at vandføringen fungerede optimalt. 

I 1982 blev loven revideret, så overholdelsen af loven nu skulle ske, under hensyntagen til de 

miljømæssige krav til vandløbskvaliteten (§1, stk. 2). Kravene blev fastlagt efter 

målsætningssystemet (Madsen, 1995). Derudover står der skrevet i Planloven, at der skal fastsættes 

krav til kvaliteten af vandløb (§6, stk. 3). 

Sønderjyllands Amt fører løbende tilsyn med 2000 km vandløb. I 1997 opfyldte en tredjedel 

kvalitetskravene, en tredjedel opfyldte næsten kravene, 8% var påvirket af spildevand, 10% var 

påvirket af okker, mens resten havde stillestående vand eller var påvirket af saltvand 

(Sønderjyllands Amt, Redegørelse for miljøkvalitet af overfladevand, 1998). 

5.3.3 Rensning af spildevand til vandløbene og Spildevandsudledninger til de 

mest sårbare vandløb 

Rensningen af spildevand forgår i tre forskellige trin. Det første trin er den mekaniske rensning, 

hvor vandet løber igennem en rist, hvorved alle større genstande bliver frasorterede. Derudover 

bundfældes sand, mens fedtstoffer flyder ovenpå og kan fjernes. 

Det næste trin er den biologiske rensning. Den foregår i to etaper. Først bliver spildevandet tilført et 

stort bassin via et sprinklersystem. På denne måde iltes vandet og giver gode betingelser for de 

mikroorganismer, der lever aerobt (iltrige forhold), og som skal varetage dele af rensningen. Det 

døde organiske stof, der stadig findes i vandet, mineraliseres af mikroorganismerne til ammonium. 

Det næste trin betegnes nitrifikation, og her omsættes den dannede ammonium til nitrit af bakterier 

fra bl.a. slægten Nitrosomonas, mens bakterier fra bl.a. slægten Nitrobacter omsætter nitrit til nitrat. 

(Prescott et al., 1996). 

33

Derefter bliver spildevandet overført til en anden tank, hvor der er iltfrie forhold. Her finder en 

denitrifikation sted, hvor nitraten omdannes til luftformigt kvælstof, der frigives til luften. Dette 

sker ved, at de anaerobe mikroorganismer anvender nitrat som oxidationskilde (nitratrespiration). 

Det tredje trin er den kemiske rensning. Her udfældes fosfat ved tilsætning af en række sulfater. 

Ved disse processer fjernes en stor del af spildevandets organiske stof, fosfor og kvælstof. For 

eksempel bliver der for Åby renseanlæg reduceret organisk stof med 99%, kvælstof med 91% og 

fosfor med 75% (Århus kommune). 

Når spildevandet udledes i vandløbene skal det være renset på en sådan måde, at vandløbenes 

målsætninger overholdes (se afsnit 5.3.2 om målsætninger). Udover målsætningssystemet 

klassificerer man også vandløbene efter deres forureningsgrad, og spildevandsudledningen skal 

derfor også være justeret, så de fastlagte forureningsgrader ikke overskrides. Hertil anvendes Dansk 

Fauna Indeks, der er baseret på en indsamling af invertebrater. Vandløbet klassificeres efter 

artssammensætning og hyppighed. Indekset opererer med fire forureningsgrader; I, II, III og IV, 

samt mellemstadierne I-II, II-III og III-IV. I vandløb, der har en forureningsgrad I, findes de mest 

forureningsfølsomme dyr, mens der i vandløb med en forureningsgrad IV forekommer de mest 

forureningstolerante dyr. Når et vandløb er meget forurenet, er artsdiversiteten ofte lav, men de få 

arter der er til stede, kan til gengæld forekomme i meget store antal. Modsat er der i de reneste 

vandløb oftest et artsrigt dyreliv, men forekomsten af hver enkel art er ikke så stor (Madsen, 1995). 

Retningslinien om spildevandsrensning har som minimumskrav, at spildevandet skal renses så godt, 

at der nedstrøms udledningen kan opretholdes en forureningsgrad på II eller bedre. Undtaget herfra 

er dog vandløb, der efter målsætningssystemet har en lempet målsætning, samt de vandløbs- 

strækninger hvor spildevandet opblandes med vandet fra vandløbet (nærfeltspåvirkningszonen). 

Spildevandsudledningen til de mest sårbare vandløb må kun finde sted, hvis det er sikkert, at 

udledningen ingen skadelig virkning har på vandløbets tilstand. Sårbare vandløb er defineret som 

vandløb, der er A, B1 eller B0 målsat, og hvor medianminimumsvandføringen 6 er på under 10 l/sek. 

Retningslinierne betyder, at vandkvaliteten i vandløbene sikres i vist niveau. Dermed er vilkårene 

for et alsidigt dyreog planteliv også tilstede. På de vandløbsstrækninger der er undtaget fra den 

generelle målsætning, er vandkvaliteten dårligere, og artsdiversiteten er lavere. 

6 Medianminimumsvandføringen er den værdi, som halvdelen af målerækken er større end og halvdelen er mindre end. 

34

Rensningen af spildevand betyder formentlig også, at nedsivningen af næringsstoffer, tungmetaller 

og miljøfremmede stoffer til grundvandet reduceres (tungmetaller og miljøfremmede stoffer bindes 

til det organiske stof i slammet). 

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 omhandler, hvordan beskyttelsen af overfladevand skal varetages. 

Ifølge §27, stk. 1, ”må stoffer, der kan forurene vandet, ikke tilføres vandløb, søer eller havet. Der 

kan dog gives tilladelse til at spildevand tilføres”. Det er amtsrådet, der giver tilladelserne, og 

kommunerne der varetager udledningen af spildevand fra rensningsanlæggene (§28). Kommunen er 

pålagt, at udarbejde en plan for bortskaffelse af spildevand, og planen må ikke stride imod 

regionplanlægningen (§32, stk.1 og 2). Det betyder, at de målsætninger der bliver stillet til 

vandløbskvaliteten blandt andet skal søges overholdt ved den rigtige spildevandsrensning. 

Amtet har ansvaret for tilsynet med miljøtilstanden i vandløbene, og dermed også for at 

vandløbenes forureningsgrad bestemmes (§66, stk.1). 

I midten af 1970erne var cirka 25% af Sønderjyllands Amts vandløb stærkt eller særdeles stærkt 

forurenet. Her i 90erne er tallet faldet til cirka 8%, så der er altså sket en væsentlig forbedring siden. 

Det hænger sammen med, at byerne er blevet kloakerede, og at spildevandsrensningen er blevet 

væsentlig forbedret. I 1987 blev den første Vandmiljøplan vedtaget, og det betød, at de fleste 

rensningsanlæg blev udvidet fra kun at foretage en mekanisk rensning til nu også at udføre biologisk 

og kemisk rensning. I Sønderjyllands Amt betød det, at 22 af amtets største rensningsanlæg blev 

forbedret. Dette har dog haft en større betydning for havmiljøet end for vandløbene. Den største 

trussel mod vandløbene udgør udledningen af spildevand fra den spredte bebyggelse, og den 

udledning der sker fra rensningsanlæggene, når kraftige regnskyl får opbevaringsbeholderene til at 

svømme over. I Sønderjyllands Amt er der cirka 22.000 ukloakerede beboelsesejendomme, der 

udleder dårligt renset spildevand. Man arbejder i dag med en række tiltag, der forventes bragt i 

orden inden år 2010. Det drejer sig blandt andet om etablering af nedsivningsanlæg, biologiske 

sandfiltre og minibiologiske rensningsanlæg. 

Omfanget af problemerne med oversvømmelser fra rensningsanlæggene er ikke veldefinerede. 

Mange af Sønderjyllands Amts overløbsværker er i en ringe stand, mange kloakledninger er utætte, 

og man er klar over, at det er en kilde til forurening af både vandløbene og grundvandet. Derfor 

pointeres det også i regionplanen, at man i den kommende periode vil fokusere på problemet, og det 

35

forventes, at de mest betydningsfulde regnvandsudledninger er reguleret til et niveau, der er 

foreneligt med målsætningerne inden år 2010 (Sønderjyllands Amt, Redegørelse for miljøkvalitet af 


5.3.4 Nedbringelse af okkerbelastning af vandløb. 

Okker er en fællesbetegnelse for en gruppe af iltede jernforbindelser, og er karakteriseret af den 

stærke rødbrune farve. De okkerrøde vandløb ses i områder, hvor der er store mængder af pyrit 

(FeS2) i jorden. Pyrit dannes i stillestående, iltfattige vandområder, og hvor vandet indeholder opløst 

ferrojern (Fe ++ ) samt svovlbrinte (H2S) eller sulfat (SO4 -- ). Jernet stammer fra de omkringliggende 

jordlag, og frigives ved forvitring af jordbundens mineraler. Ved iltning af pyrit vil ferrojernet blive 

skyllet væk. Når det havner i det iltede miljø i vandløbene, vil det oxideres og udfældes som okker. 

Samtidig vil der blive dannet svovlsyre, der gør, at pH-værdien i vandløbet sænkes. Det er dog 

forskelligt, hvor stor denne forsuring bliver, alt efter hvor alkaline (koncentrationen af HCO3 - - 

ioner) vandløbene er. Er området meget kalkholdigt, fungerer dette som buffer ved syredannelsen, 

og en pH-sænkning undgås. Indeholder området derimod lidt kalk, vil vandløbet forsures, der vil 

opstå iltmangel og betingelserne for dyr og planter bliver dårlige (Jensen, 1991). 

Okker opstår i forbindelse med dræning. Herved sker der en sænkning af grundvandsspejlet, så der 

kommer ilt til de lavere liggende pyritholdige lag. Drænet fører vandet væk fra jorden og leder det 

til det nærmeste vandløb, som derved også får tilledt ferrojern (Madsen, 1995). Udover svovlsyrens 

forsurende effekt, er der mange andre komplikationer forbundet med okkerforurening. Den synlige 

okker er ikke direkte giftig, men den forårsager en skyggeeffekt, så planterne i vandløbet ikke får 

nok lys til deres fotosyntese. Dette betyder også, at alger der sidder fasthæftet på bundens sten 

forsvinder, og dermed er fødegrundlaget for en række smådyr væk. Ved stigende koncentrationer af 

ferrojern vil andre smådyr også påvirkes og forsvinde fra vandløbet. Smådyrene er fødegrundlaget 

for en række af vandløbets fisk, og derfor vil fiskene være afhængige af deres tilstedeværelse og 

artssammensætning. Okker i sedimentet umuliggør også gydning, da det sætter sig i porene imellem 

gydegruset, og forhindrer vandstrømmens passage igennem banken. Fiskeynglen befinder sig i 

banken de første 4 måneder, hvor de er afhængige af vandstrømmens tilførsel af ilt, og fjernelse af 

affaldsstoffer. Derudover udfældes okkeren på fiskenes gæller, og rovfiskene får svært ved at 

orientere sig i forhold til byttet, da sigtbarheden reduceres. 

36

Sønderjyllands Amts retningslinie om okker pointerer, at okkertilførslen til amtets vandløb ikke må 

forøges, og skal begrænses mest muligt. Dette sikres ved at fastsatte grænseværdier, samt 

okkerdæmpende foranstaltninger ved de væsentligste kilder. 

Ved at begrænse okkerforureningen, sikres et rent og klart vandmiljø og gode forhold for de dyr og 

planter, der er tilknyttet vandløbet. Dermed sikres også den biologiske mangfoldighed, der ønskes 

opretholdt. 

Okkerloven blev fremsat i 1985 som et tiltag til beskyttelse af vandløbene. Loven betyder, at 

landbruget ikke må påbegynde dræning og udgrøftning i særligt okkerpotentielle områder uden en 

tilladelse fra amtet. Hvor tilladelse gives under forudsætning af, at der etableres 

okkerrensningsanlæg, ydes der økonomisk støtte til oprettelsen. Hvor tilladelsen ikke gives, tildeles 

der i stedet erstatning (Basse, 1999). 

I Sønderjyllands Amt findes der okkerbelastede vandløb pga. afvanding af vådområder på 

hedesletterne. Men alle vandløbene er højalkaline, og derfor sker der ingen steder alvorlige 

forsuringer. Det er især i Vestjylland, at forsuring er et problem, da jordene her er lavalkaline 

(Jensen, 1991). 

5.3.5 Miljørigtig vandløbsvedligeholdelse og Vandløbsrestaurering 

De seneste år er der blevet sat stor fokus på begrebet miljørigtig vandløbsvedligeholdelse. 

Udgangspunktet er, at der må være en sammenhæng mellem vandløbets målsætning, og måden 

vedligeholdelsen af vandløbet foretages på. For at opnå og opretholde en høj målsætning for 

vandløbene er det ikke nok udelukkende at reducere forureningen, man må også sikre, at vandløbet 

har en god fysisk variation. Dette sikres i stor udstrækning ved skånsom grødeskæring, som bl.a. 

indebærer, at man bevarer skjule- og levesteder for vandløbets bundfauna og fisk. Desuden vil 

grødebankerne øge vandløbets selvrensende effekt, idet grøden er beklædt med en mikrofilm af 

bakterier og andre mikroskopiske organismer, som omsætter det organiske materiale i vandet. 

Skånsom grødeskæring er også med til at sikre, at der findes grødebræmmer, der kan beskytte 

brinken mod strømmen. Hvis man samtidig lader breddens planter stå uberørte, forsegler rodnettet 

brinkerne. På denne måde undgås sammenfald og erosion af brinkerne, og den skadelige 

sandvandring nedsættes. Sandvandringen forsøges også reduceret ved at etablere sandfang 

37

(fordybninger gravet opstrøms den strækning man ønsker forbedret) i vandløbene, som man 

tømmer, når det er nødvendigt. Sandvandring er skadelig for gydebankerne, idet det stopper porerne 

(virker som okker, se afsnit 5.3.4). Derudover kan ophobning af sand og mudder nedsætte 

strømhastigheden og dermed reducere vandafledningen (Madsen, 1995). 

En skånsom vedligeholdelse er mest nødvendig i vandløb med fiskemålsætninger og i vandløb, hvor 

man skal have naturlige forhold (henholdsvis B og A målsatte vandløb, se afsnit 5.3.2 om 

målsætning af vandløb). Skånsom vedligeholdelse er også af stor værdi i okkerbelastede vandløb, 

hvor grødebanker og høj vandstand kan holde okker tilbage (se afsnit 5.3.4 om nedbringelse af 

okkerbelastning). 

I praksis udfører man ofte skånsom vedligeholdelse ved kun at skære grøden i strømrenden. Grøden 

skæres efter behov, dvs. sådan at vandføringen sikres. For at strømrenden ikke gror til, vil man ofte 

være nødt til at skære grøden oftere ved skånsom vedligeholdelse end ved den traditionelle, 

hårdhændede måde. Et markant, synligt resultat af den skånsomme vedligeholdelse er, at vandløbet 

skifter udseende. Brede, lavvandede vandløb ændres til at være smalle og dybe. Ændringerne fører 

imidlertid ikke til nedsat vandafledningsevne. Vandløbet vil også ofte ændre form som følge af 

miljørigtig vandløbsvedligeholdelse, idet det får et mere snoet forløb. Landskabet vil derfor fremstå 

mere varieret og dermed mere æstetisk flot end det lige, meget vedligeholdte vandløb (Madsen, 

1995). 

Vandløbsrestaurering foretages i offentlige vandløb, der er så medtaget af regulering og 

vedligeholdelse, at deres tilstand ikke svarer til den fastlagte målsætning. Restaureringstiltagene kan 

være enkeltprojekter som f.eks. etablering af kunstige, overhængende brinker, placering af større 

sten, placering af planker eller lignende ved vandløbsbunden, etablering af passage ved styrt og 

opstemninger og etablering af gydebanker (Madsen, 1995). Formålet med disse tiltag er primært at 

skabe levesteder for ørreder i vandløb, hvor der er for få fisk tilbage. Vandløbsrestaurering er også 

integrerede projekter som genslyngning af en vandløbsstrækning. Sådanne projekter er imidlertid en 

bekostelig affære, som kun udføres i særlige naturvidenskabeligt interessante områder, hvor 

ovennævnte tiltag ikke er tilstrækkelige til at opnå en god vandløbskvalitet. Genslyngning af 

vandløb har en særskilt værdi i, at sådanne projekter vækker befolkningens forståelse for, at man 

skal behandle naturen godt. Ofte vil restaureringen gennemføres som samlede projekter, der 

38

integrerer vandløbet med den tilgrænsende ådal. Genslyngning af vandløb kan hæve vandstanden i 

området, således at landområdet i forbindelse med vandløbet ændres til et vådområde. Denne følge 

vil have positive konsekvenser for miljøet, idet vådområdet tilbageholder og omsætter en stor del af 

den mængde nitrat, som ellers ville være ført til havet via vandløbet. Desuden beskyttes 

grundvandet mod nedsivning af nitrat. 

Regulativer for vandløbsvedligeholdelse fastsættes i dag i overensstemmelse med behovet for 

vandafledning og recipientkvalitetsmålsætningen (se afsnit 5.3.2 om målsætning af vandløb). At 

vandløbet skal vedligeholdes, for at opnå den bedst mulige vandafledning fra de dyrkede marker, 

har været pointeret uden forbehold i den gamle vandløbslov. Vedligeholdelsen fulgte enkle regler: 

”Vandløbene skal vedligeholdes forsvarligt, så vandet kan ledes effektivt bort” (Madsen, 1995). 

Men da Miljøstyrelsens Ferskvandlaboratorium i 1980 udgav et temahæfte om, hvordan man kan 

vedligeholde vandløbene på en mere miljørigtig måde, begyndte amterne at eksperimentere med 

bl.a. mere skånsom grødeskæring og undladelse af hårdhændet opgravning af sediment i 

vandløbene. Amterne var dog godt klar over, at man måtte køre forsigtigt og trinvist frem, så det 

gennem forløbet var muligt at kunne udvise stor fleksibilitet, så man hurtigt kunne afhjælpe 

problemer med høj vandstand og utilstrækkelig vandføring på særlig udsatte steder (Madsen, 1995). 

Vandløbsloven fra 1982 angiver i kapitlet om vandløbenes vedligeholdelse, at denne skal ske på en 

sådan måde, at det enkelte vandløbs skikkelse og vandføringsevne ikke ændres (§27). I lovens 

formålsparagraf står der, at man ved fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter loven 

skal tage hensyn til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten (§1, stk. 2). Ved administration af 

loven skal amterne altså ved vedligeholdelse af vandløbene tage hensyn til vandafledningen, men 

også til at målsætningerne opretholdes. Loven inddeler vandløbene i amtslige, kommunale og 

private. Amtet er vandløbsmyndighed i de amtslige vandløb, mens kommunen er 

vandløbsmyndighed i de kommunale og private vandløb. Det er vandløbsmyndigheden, der står for 

vedligeholdelsen af vandløbene, bortset fra i de private vandløb, hvor det er lodsjeren selv, der skal 

vedligeholde vandløbet. Ifølge vandløbsloven skal der laves et regulativ for alle offentlige vandløb. 

Regulativet skal beskrive vandløbets skikkelse og form, ligesom det skal beskrive, hvordan 

vedligeholdelsen skal ske (§12). 

39

Loven indeholder også et kapitel om vandløbsrestaurering. Restaureringer og andre tiltag, der 

påvirker vandløbene, kræver tilladelse efter loven. Det er vandløbsmyndigheden, der skal betale 

restaureringen, men ved gennemførelsen af større projekter kan staten yde tilskud (§37, stk. 3). 

Sønderjyllands Amt gennemfører vandløbsrestaurering i henhold til deres handlingsplaner for ådale, 

okker, odder og naturgenopretning samt i overensstemmelse med amtets udpegning af særlige 

drikkevandsområder. Amtet arbejder med permanente løsninger ved restaureringen, men der 

anvendes også tilskud til midlertidige landbrugsordninger (miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger) 

som erstatning til lodsejerne. Amtet lægger stor vægt på, at projekter kun udføres efter frivillig 

aftale med de involverede lodsejere (Sønderjyllands Amt, Regionplan 1997-2008, administrative 

del). Vandløbene vedligeholdes efter bestemmelserne i regulativerne for de enkelte vandløb, hvor 

miljørigtig vedligeholdelse er indarbejdet i hovedparten af dem. Gennemførelse af miljøvenlig 

vedligeholdelse forventes i løbet af de næste 3-4 år at bevirke, at målsætningerne med hensyn til 

dyrelivets sammensætning opfyldes på en lang række af de vandløb, hvor dyrelivet i dag næsten er 

tilfredsstillende i forhold til målsætningerne (Sønderjyllands Amt, Redegørelse for miljøkvalitet i 


5.3.6 Klassifikation af vandløb 

Som nævnt i forrige afsnit er de danske vandløb klassificeret som amtslige, kommunale eller private 

vandløb. I forbindelse med en offentlig høring kan den offentlige instans op- eller nedklassificere et 

vandløb. Et vandløb nedklassificeres, hvis det går fra at være offentligt ejet til at være privat, eller 

hvis det det går fra at være amtsligt til at være kommunalt. Der gælder dog altid de samme regler for 

vedligeholdelsen og brugen af vandløbet, så vandløbets målsætning bliver ikke ringere af en 

nedklassificering. 

Om et vandløb er klassificeret som privat eller offentligt har ikke noget med det reelle ejerforhold at 

gøre. Det forholder sig altid sådan, at hvis en lodsejer har jord ned til en vandløbsstrækning, har han 

ejendomsretten til midt i vandløbet. Klassifikationen går udelukkende på, hvem der skal 

vedligeholde vandløbene. Som nævnt i afsnit 5.3.5 er det vandløbsmyndigheden, der står for 

vedligeholdelsen af vandløbene bortset fra i de private vandløb, hvor det er lodsejeren selv, der 

skal vedligeholde vandløbet. Derfor vil det ofte være i lodsejerens interesse, at et vandløb forbliver 

offentligt, da det herved er det offentlige, der skal bekoste vedligeholdelsen (Ottesen, 1999). 

40

Som nævnt i forrige afsnit skal vandløbsmyndigheden udarbejde et regulativ for offentlige vandløb. 

Regulativet skal beskrive vandløbets skikkelse og form, samt hvorledes vedligeholdelsen skal ske. 

For private vandløb kan vandløbsmyndigheden fastsætte bestemmelser om vandløbets skikkelse og 

form (§15). Vandløbet deles op på en sådan måde, at det altid er amtet, der er vandløbsmyndighed 

ved strækningens nedre del, mens kommunen er myndighed ved vandløbets udspring (§9, stk. 4). På 

den måde sikres det, at amtet, der har de store både og maskiner til vedligeholdelse, får tildelt den 

del af vandløbet, som oftest er bredest. Kommunerne er ofte nød til at hyre en maskinstation til at 

skære grøden på kanterne. 

I retningslinien for klassifikation af vandløb pointerer Sønderjyllands Amt, at vandløb som 

hovedregel skal opretholdes som offentlige for at sikre miljøkvaliteten. Specielt skal en 

nedklassificering undgåes, hvis vandløbet: 1) Har særlig høj vandløbskvalitet 2) Er en del af et 

samlet vandsystem af betydning for områdets økologi 3) Er omgivet af arealer, som er en del af et 

samlet naturområde 4) Har mange interesser tilknyttet med afledning af vand, eller får tilledt 

væsentlige mængder vejvand eller spildevand 5) Har rekreativ betydning ud over det sædvanlige. 

5.3.7 Ophjælpning af fiskebestandene 

I Danmark er fiskene generelt ved at få bedre livsbetingelser. Flere og flere vandløb bliver 

vedligeholdt miljøvenligt, så der igen er ved at komme et varieret dyreog planteliv (herunder 

fiskeliv) i dem. Der er lavet mange fiskepassager, så fiskene kan genindvandre til deres tidligere 

levesteder, og flere steder har man etableret gydebanker ved at udlægge grus. Derfor er der 

eksempler på, at fiskene nu skaber langt bedre fiskebestande ved gydning, end der tidligere er skabt 

ved kompensationsudsætninger (Miljø- og Energiministeriet, 1995a). 

Selvom man kan forbedre den naturlige fiskepopulation ved nogle af ovennævnte tiltag, bliver der 

brugt mange millioner kroner hvert år på at sætte dambrugsopdrættede fisk ud i vandløbene. Man 

søger på denne måde at ophjælpe fiskebestanden i de vandløb, som er fiskemålsat (se afsnit 5.3.2), 

men hvor vandløbet ikke har nået en sund fiskepopulation. F.eks. har et dansk vandløb en god 

bestand af ørreder, hvis der er mere end 50 stk. yngel pr. 100 m 2 og mere end 10 store ørreder pr. 

100 m 2 (Madsen, 1995). 

41

Fiskene bliver sat ud efter særlige udsætningsplaner, som Danmarks Fiskeriundersøgelser, Afdeling 

for Ferskvandsfiskeri laver. Finansieringen af udsætningen kommer hovedsageligt fra 

fisketegnspengene. Langt de fleste udsatte fisk er yngel, men man udsætter også større fisk. Små 

ørreder bliver sat ud i små vandløb, mens de store ørreder bliver sat ud i store vandløb. Man 

vurderer, hvor mange ørreder et bestemt vandløb kan bære ud fra dets bonitet, hvor vandløbene 

gives en karakter fra 0-5. Hvor 0 er uegnet for ørreder og 5 angiver, at der findes de bedste forhold 

for ørreder med gode skjulesteder og en god vandkvalitet. Boniteten angiver altså, hvor godt et 

givent vandløb er til udsætning af fisk (Madsen, 1995). 

Ofte har man problemer med, at de udsatte fisk har en dårlig overlevelse i forhold til den naturlige 

population. Dette kan skyldes mange ting. Måske er dambrugsfiskene ikke så hurtige svømmere (de 

har en dårlig kondition), så de ikke kan undvige farer og søge føde på lige fod med de naturligt 

forekommende fisk. Det kan også tænkes, at de ikke har samme naturlige fornemmelse for 

prædatorer. For at sænke mortaliteten, og dermed få mere fisk for de mange millioner kroner, har 

Danmarks Fiskeriundersøgelser netop igangsat et projekt, som har til formål at undersøge, om mere 

naturlige forhold i dambrugene kan øge fiskenes overlevelse, når de først er sat ud i vandløbene. De 

mere naturlige forhold forsøges skabt gennem udsætning af prædatorer i bassinerne, tilstedeværelse 

af strøm svarende til naturlige forhold, etablering af skjul m.m. (Ministeriet for Fødevarer, 

Landbrug og Fiskeri et al., 1999). 

I retningslinien for ophjælpning af fiskebestande skriver amtet, at man forsøger at udføre en 

koordineret ophjælpning af fiskebestande i vandløb og søer med fiskemålsætninger. Man tilstræber 

at ophjælpe de naturligt hjemmehørende stammer mest. Amtet pointerer, at man ikke må udsætte 

fisk i vandløb, som er målsat som særlig naturvidenskabeligt interesseområde, med mindre at dette 

sker i forbindelse med et ønske om at genoprette et alsidigt dyreog planteliv. 

5.3.8 Sejladsvandløb 

Sejladsvandløb er de amtslige vandløb, hvor amtet har tilladt sejlads. Sejladsen på amternes vandløb 

er nogle steder blevet så omfattende, at der har været behov for regulering. Dette gøres for at 

beskytte dyreog planteliv i og langs vandløbene. 

Der er to hovedinteresser omkring vandløbene. Den ene er landbrugets interesse i afledning af vand, 

og den anden er de miljømæssige hensyn. Derudover er der mange forskellige organisationer, der 

42

har interesser i brugen af vandløbene f.eks. sportsfiskerforeninger, Danmarks 

Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet. Alle disse forskellige 

interesser giver anledning til konflikter. 

Amterne kan ifølge Vandløbsloven selv udforme regulativer, der styrer sejladsen på vandløbene (§ 

4, stk. 3). Regulativerne skal godkendes af Miljø- og Energiministeriet. Tidligere var alle amtslige 

vandløb åbne for offentlighedens sejlads med ikke-motordrevne småfartøjer. 

Det første regulativ i Sønderjylland kom i 1992, hvor amtet bl.a. uddelte kvoter for kanoudlejning. 

Her fastsatte amtsrådet maksimale udlejningskvoter for de enkelte sejladsvandløb. Baggrunden for 

regulativet var, at “begrænse slidtage og skader fra sejladsen, således at vandløbenes miljøtilstand 

ikke påvirkes” (Sønderjyllands Amt, Sejladsregulativ, 1999). Samtidig udvalgte man i alt 175 km 

sejlandsvandløb blandt de største og mest robuste af amtsvandløbene, som skønnedes at kunne tåle 

sejlads. For privatejede fartøjer kræves ingen sejladstilladelse, da de ikke opfattes som en væsentlig 

trussel mod miljøet. Private lodsejere har altid lov til at sejle ud for egen ejendom. 

En revideret udgave af regulativet fra 1992 træder i kraft den 1. januar 2000. I dette har man, på 

grundlag af erfaringer fra de foregående år, ændret lidt på udlejningskvoter og startsteder. 

Derudover er nogle strækninger taget ud, så sejlads på disse ikke længere er tilladt. For at beskytte 

vandløbenes form, er det fremover kun tilladt at sejle i strømmens retning, da man ved sejlads 

opstrøms vil være tilbøjelig til at støde fra med årene på bund og brinker. 

Retningslinien har som mål, både at undgå ødelæggelser, der kan nedsætte vandløbenes evne til at 

aflede vand, samt sikre at miljøkvalitetsmålsætningen kan opretholdes. Ved at fritage nogle vandløb 

for sejlads får de mere sarte dyr og planter mulighed for at finde fristeder. 

I Sønderjyllands Amt har man aldrig påvist, at sejlads med kanoer på vandløb har nogen større 

forstyrrende effekt på plante- og dyrelivet. Man kunne formode, at indførelsen af regulativerne ville 

føre til en forøget sejlads på de strækninger, hvor sejlads er tilladt, men erfaringer fra de første 5 år 

med sejladsregulativ viser, at miljøtilstanden ikke er forringet pga. sejladsen. Der har været 

påstande fremme om, at fiskenes gydebanker kunne ødelægges, men da sejladsen kun foregår i 

43

sommermånederne, hvor der normalt ikke er æg i gydebankerne, er sådanne skader begrænsede. 

Normalt er sejladssæsonen 1.maj til 30. september, men sæsonen kan afkortes, hvor miljøhensyn 

taler for det. Det er derfor amtets opfattelse, at sejlads på de sønderjyske sejladsvandløb også 

fremover kan ske, uden at vandløbenes målsætninger og miljøtilstand bliver forringet 

(Sønderjyllands Amt, Sejladsregulativ, 1999). 

5.4 Delkonklusion 

Gennemgangen af retningslinierne for vandløb kan bruges til at vurdere, om det er nødvendigt at 

stramme op omkring området og dets enkelte retningslinier. Da retningslinierne for vandløb primært 

er formuleret i overensstemmelse med natur og miljø, giver dette område ikke de store negative 

konsekvenser for vores miljøkriterier. Dette ses ud fra de mange plusser i den kvantitative 

vurdering. Planområdet har altså en overvejende positiv tendens med hensyn til påvirkning af 

miljøet. Det er imidlertid mindst lige så vigtigt at få klarlagt de positive konsekvenser, som 

retningslinierne kan have, så politikere og befolkningen kan se, at regionplanlægningen er nyttig og 

nødvendig. Havde vi f.eks. valgt planområdet turisme som tema, ville vi have haft et eksempel på et 

område, der var mere konfliktfyldt i forhold til miljøet. 

Selvom retningslinierne er blevet vurderet til at have en positiv indvirken på miljøet, er det muligt, 

at den kunne blive endnu bedre. Retningslinierne vil altid kunne strammes op og gøres bedre for 

miljøet, f.eks. kan man ofte målsætte vandløbene højere og reglerne om rensning af spildevand kan 

skærpes. Derfor må den kvantitative vurdering ikke være en sovepude for politikkerne, således at 

man ser bort fra forbedringer af et planområde, hvis det vurderes udelukkende som værenede 

positivt for miljøet. 

Der er imidlertid en ulempe ved at vurdere planområdet vandløb alene, idet man blot får det indtryk, 

at retningslinierne er positive for vandløbsmiljøet. Men ofte viser det sig, at planen som helhed ikke 

kan vurderes som positiv i forhold til vandløbene, idet andre planområder medfører en negativ 

påvirkning af disse. Konflikterne der udspiller sig på tværs af planområderne afsløres altså ikke ved 

denne tilgang. Derfor skal denne metode kombineres med krydstjekket, som beskrives i afsnit 6. 

Samlet kan det om metoden siges, at den kan bruges til at udpege de områder af planen, som har 

negativ indflydelse på miljøet. Disse områder skal planlæggerne lede opmærksomheden hen imod 

44

ved udarbejdelsen af den nye regionplan, dog uden at glemme at de positive planområder altid kan 

gøres bedre. Politikerne kan bruge skemaet til hurtigt at overskue planområdets retningslinier og 

dets konsekvenser for miljøet. For politikerne kan oversigten desuden være anvendelig ved 

udarbejdelsen af den nye regionplan, idet man kan vurdere, om nye retningslinier styrker eller 

svækker de henholdsvis positive eller negative miljøpåvirkninger i forhold til de tidligere 

retningslinier. 

45

6 Potentielle konflikter i regionplanen 

I de foregående afsnit er de enkelte retningslinier for vandløb blevet behandlet. Selvom 

retningslinierne for vandløb overvejende blev positivt vurderet, er det ikke sikkert, at regionplanen 

som helhed har en positiv indvirkning på vandløbene. Andre planområder, for eksempel landbrug, 

kan have negativ indvirkning på vandløbenes miljø. Man kan således finde potentielle konflikter i 

regionplanen, der ikke blev fundet ved vurderingen af de enkelte retningslinier. Ligeledes er det 

muligt at finde retningslinier, der virker i samme retning og dermed samarbejder. 

Ideelt set skulle man vurdere vandløbsområdet i forhold til alle andre retningslinier. Af hensyn til 

rapportens omfang har vi dog valgt at begrænse os til nogle udvalgte områder, som vi mener er i 

potentiel konflikt med vandløbsområdet, nemlig veje og jordbrug. Vi vil prøve at finde 

dissepotentielle konflikter og samarbejdsmuligheder i en to-trins model. Første trin består af en 

matrix, hvori retningslinierne for vandløb vurderes i forhold til retningslinierne for de udvalgte 

planområder. Andet trin er en vurdering af målsætningerne for vandløbsområdet og det udvalgte 

område. 

Om der rent faktisk er konflikt mellem forskellige planområder og retningslinier kan være 

vanskeligt at fastslå. Vi har imidlertid valgt at læse retningsliniernes indflydelse på miljøet i deres 

yderste konsekvens, og er i vores vurdering således gået efter konflikterne (Elling og Nielsen, 

1996). Derved indfanger man muligvis flere konflikter, end der rent faktisk er, men man får til 

gengæld alle tænkelige konflikter belyst. 

46

6.1 Præsentation af matrix 

Nedenfor er vandløbsretningslinierne vist i den vandrette række og retningslinierne for veje og 

jordbrug i den lodrette kolonne. Ved hver retningslinie er der en kort tekst, der antyder, hvad 

retningslinien handler om (den fulde tekst til retningslinierne kan ses i bilag 2, 3 og 4). Rubrikkerne 

med K markerer en potentiel konflikt, mens S betyder mulighed for samarbejde. Tomme rubrikker 

indikerer, at retningslinierne ikke vurderes til at have gensidig indflydelse på hinanden. 

Trin 1: Matrix over retningsliniernes konflikt- og samarbejdspotentiale. 

Retningslinier 

1.4.1 

Arealer til 

veje 

1.4.2 

Arealer til 

cykelstier 

1.4.3 

Trafiksanering 

1.4.4 

Trafik i 

byer 

1.4.5 

Landskabelige 

interesser 

3.1.1 

Jordbrugs- 

områder 

3.1.2 

Landbrug 

og by 

4.2.1 

Bekæmpe 

tungmetaller 

og 


stoffer ved 

kilden 

4.2.2 

Målsætning 

af vandløb 

K 

4.2.3+4.2.4 

Spildevand 

til vandløb 

skal renses 

S S 

4.2.5 

Bekæmpe 

okker 

4.2.6+4.2.7 

Vedligeholdelse 

og 

restaurering 

af vandløb 

S S 

4.2.8 

Klassifikation 


vandløb 

4.2.9 

Ophjælpe 

fiskebestandene 

4.2.10 

Sejladsvandløb 

S K S K K K S 

47

6.2 Kommentering af potentielle konflikter 

I de nedenstående afsnit vil fokus være på de retningslinier, hvor der mellem retningslinierne enten 

er konfliktpotentiale eller mulighed for samarbejde. Specielt vigtigt er det at få klarlagt konflikterne, 

da den skadelig indflydelse fra et område ville kunne opveje de gode intentioner i 

vandløbsområdets retningslinier. 

6.2.1 Vandløbsområdet og området for overordnede veje 

Med udsigt til en generel stigning i transport på veje kan der være god grund til at undersøge 

indflydelse fra vejområdet på vandløbsområdet. Dette gælder måske især for Sønderjylland, der er 

gennemkørselsområde for varetransport mellem store dele af Norden og resten af Europa. 

Planområdet ”overordnede veje” indeholder i alt fem retningslinier (1.4.1-1.4.5), som der i dette 

afsnit gives en nærmere fortolkning af. Ligeledes vil der blive redegjort for matricens markeringer, 

dvs. hvor der findes konflikter, og samarbejdsområder med retningslinierne for vandløb. Proceduren 

følger to-trins fremgangsmåden som beskrevet i afsnit 4.4. 

Trin 1: 

Retningslinie 1.4.1 omhandler amtets administration af det overordnede vejnet. Retningslinien 

angiver, at der reserveres areal til forlægning af en ny landevej nord om Rinkenæs (landevej 316). 

Reservationen vil ifølge retningslinien blive opretholdt, indtil der foreligger en afklaring omkring 

udbygningen af de overordnede veje imellem motorvejen og Sønderborg. Retningslinien angiver, at 

reservationen først vil kunne medføre nyanlæg, når denne afklaring er sket. 

Umiddelbart er det ikke til at se nogen prioritering i forhold til miljøet i denne retningslinie. 

Retningslinien angiver kun en arealreservation. Ifølge regionplanens tilkendegivelse for 

retningslinien står der, at når fastlæggelsen af ”placering og udformning af nye veje skal finde sted, 

skal det i videst muligt omfang ske under hensyn til de landskabelige værdier og de øvrige 

interesser, der varetages igennem Naturbeskyttelsesloven”. Formuleringen i videst muligt omfang 

indikerer, at at man er klar over, at man ikke i alle tilfælde kan tage hensyn til natur og miljø ved 

vejudbygning. Her kan man altså, ved nærlæsning af tilkendegivelsen, finde en konflikt i 

retningslinien mellem placering af nye veje og hensynet til naturen omkring. 

48

Denne konflikt bekræftes og synliggøres med, at man udarbejder en vurdering af virkninger på 

miljøet (VVM) samt et tillæg til regionplanen, inden anlægsarbejdet igangsættes. Således står der i 

regionplanens tilkendegivelser, at der er ved at blive udarbejdet et regionplantillæg med VVM for 

udbygning af landevej mellem Sønderborg (Alssund) og Nordborg. VVM-undersøgelserne har 

afsløret, at dele af vejstrækningen vil påvirke regionplanens udpegede naturområder, områder af 

særlig landskabelig værdi og værdifulde kystlandskaber. De efterfølgende beslutninger taget på 

grundlag af VVM-undersøgelsen vil vise, hvor højt amtet har prioriteret hensynet til miljø og natur, 

og om der i virkeligheden har været en konflikt mellem natur og miljø og det givne vejanlæg. 

For at holde os på det strategiske niveau (dvs. væk fra projektniveauet og VVM) og til 

miljøkonsekvensvurdering af regionplaner går vi ikke ind og kigger på de enkelte afgørelser truffet i 

forbindelse med VVM-vurderinger. Vi giver en overordnet tolkning af retningslinien som udlæg af 

en ny landevej og laver udfra denne en vurdering af de konsekvenser, en sådan i værste fald kan 

tænkes at have for vandløbene i amtet. Som tidligere nævnt skal vores vurderinger ikke erstatte 

VVM-undersøgelserne. Men vurderingerne vil kunne give politikere, borgere m.fl. en ide om, 

hvilke potentielle konsekvenser for vandløbene tiltaget medfører, og om konsekvenserne er så store, 

at man helt bør undgå at reservere areal til en vej i et område, hvor der findes vandløb. 

I matricen ses det, at retningslinie 1.4.1 står anført som værende i potentiel konflikt med 

retningslinie 4.2.2 om målsætning af vandløb. Udbygning af infrastrukturer til transport sker ofte i 

relativt uberørte områder og kan på den måde medføre store konsekvenser for natur og landskab. 

Specielt vil højt målsatte vandløb være i fare for at blive forringet, hvis der skal anlægges en ny vej 

i området omkring dem. Regnvandet fra vejen afledes via grøfter til det enkelte vandløb, som 

dermed kan påvirkes af forurenende stoffer som salt, benzinrester, tungmetaller m.m.. En ny vej 

gennem et uberørt område kan således medføre forringelse af vandkvaliteten, så målsætningen ikke 

kan opretholdes. Desuden vil der være en vis risiko for forurening af vandområder med 

olie/kemikalier som følge af tankvognsuheld og lignende. Endelig kan vandløbets fysiske 

udformning forstyrres af nye vejanlæg, idet man må rørlægge det eller ændre dets forløb for at gøre 

plads til vejen. Ændrede fysiske forhold påvirker, på lige fod med vandkvaliteten, vandløbets 

tilstand/målsætning. 

49

Retningslinie 1.4.2 angiver, at der er reserveret areal til cykelstier, som enten kan anlægges som 

selvstændige stier eller afmærkes som cykelbaner ved afstribning på kørebanen. Vi kan ikke se 

nogle potentielle konflikter mellem denne retningslinie og retningslinierne for vandløb. 

Retningslinie 1.4.3 omhandler arealreservation til at udføre hastighedsdæmpende trafiksanering i 

de byområder på landevejsnettet, hvor dette endnu ikke er sket. I tilkendegivelsen beskrives det, at 

trafiksaneringen kan bestå af foranstaltninger som heller og bump kombineret med byporte og 

eventuelt cykelstier. Sådanne tiltag har hverken positive eller negative konsekvenser for 

vandløbsområdet. 

Retningslinie 1.4.4 pointerer, at nye byområder skal sikres god trafikal sammenhæng med den 

eksisterende by, og at dette så vidt muligt skal ske ad det lokale vej- og stinet. Desuden angiver 

retningslinien, at udlæg af arealer til byformål som hovedregel skal ske indenfor byens afgrænsende 

veje. I tilkendegivelsen forklares det, at fordelene ved at udbygge byen indenfor en overordnet vej 

fremfor udenfor denne er, at man undgår forøgelse af den krydsende trafik med større uheldsrisiko 

til følge. Samtidig undgår man, at vejen kommer til at udgøre en uhensigtsmæssig barriere i 

bymiljøet. Desuden kan det siges, at retningslinien har den positive effekt, at man opnår en vis 

beskyttelse af det åbne land ved at holde byudviklingen samlet indenfor en afgrænsende vej. Således 

beskyttes vandløbene dels mod selve byudviklingen og dels mod de ekstra nye veje, en sådan 

medfører. I matricen er der derfor angivet, at retningslinie 1.4.4 samarbejder med retningslinie 4.2.2 

om bevaring af vandløbenes målsætning. Desuden kan det tænkes, at man reducerer antallet af 

spredte bebyggelser, så retningslinien også samarbejder med retningslinie 4.2.3 og 4.2.4 om 

beskyttelse af vandløb mod spildevand. 

Den sidste retningslinie under afsnittet ”overordnede veje” er retningslinie 1.4.5, som angiver, at 

nye vejanlæg i det åbne land skal anlægges under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige 

værdier. I tilkendegivelsen skrives, at nye vejanlæg skal godkendes efter reglerne i Miljø- og 

Energiministeriets bekendtgørelse om vejanlæg i det åbne land (bekendtgørelse nr. 571 af 25. juni 

1992). Retningslinien sikrer altså en vis kontrol med vejes påvirkninger af natur og miljø. Men 

hvorvidt og i hvilken grad der i praksis tages hensyn til de landskabelige og naturmæssige 

50

interesser, kan man ikke udlede udfra retningslinien. Hensynselastikken i retningslinien lægger altså 

op til, at prioriteringen sker i den konkrete sag. Retningslinien er således blot en huskeseddel på, at 

der skal ske en afvejning, men den giver ingen anvisning på, hvorledes der skal prioriteres. Man må 

dog formode, at retningslinien i bedste fald har positive konsekvenser for bevaring af vandløbenes 

målsætninger (retningslinie 4.2.2) og for muligheden for arealreservation til restaureringprojekter 

(retningslinie 4.2.7). 

Retningslinierne for overordnede veje (1.4.1-1.4.5) har desuden konsekvenser for regionplanens 

øvrige planområder ud over vandløbsområdet. F.eks. har retningslinie 1.4.2. om udbygning af 

cykelstier positive konsekvenser for turismen, mens retningslinie 1.4.1 om udlægning af nye 

landeveje f.eks. har positive konsekvenser for erhvervsudviklingen og negative konsekvenser for 

natur og landskab. Men vi har valgt kun at beskæftige os med temaet vandløb, derfor er det kun 

retningslinierne for dette tema, som holdes op mod retningslinierne for overordnede veje. De øvrige 

konfliktområder i regionplanen må ligeledes bearbejdes separat i temaer. F.eks. ville temaet turisme 

belyse retningslinier, som arbejder imod eller med udviklingen af turismen (f.eks. henholdsvis 

hensyn til naturområder og etablering af cykelstier). Men det videre arbejde med temaer overlades 

til amtet, og vil således ikke blive behandlet i vores projekt. 

Trin 2: 

Ved at vurdere de to områder lidt mere overordnet og inddrage målsætningerne, der kan findes i den 

politiske del af regionplanen, undersøges det, om det er muligt at finde nogle flere overordnede 

konflikter mellem de to områder, som ikke blev fundet ud fra retningsliniernes ordlyd. 

For vejområdet gælder, at Amtsrådet ”lægger vægt på, at der er gode vejforbindelser både til at 

dække erhvervslivets og borgernes transportbehov” samt ”at der sikres en høj fremkommelighed på 

det overordnede vejnet både for at tilgodese erhvervstrafikken og for at undgå, at der flyttes 

uvedkommende trafik over på de mindre veje.” (Sønderjyllands Amt, Regionplanen 1997-2008, 

politiske del). Desuden undersøger Amtsrådet jævnligt ”behovet for nye vejforbindelser som kan 

tilgodese behovet for at bevare en høj standard under hensyn til de stigende trafikmængder”. 

Konsekvenserne af sådanne hensigtserklæringer må vurderes til at have negativ indflydelse på 

miljøet, herunder også vandløbene, og det selvom ”Amtsrådet vil arbejde for, at de miljømæssige 

51

gener fra vejene og trafikken belaster omgivelserne mindst muligt.” (Sønderjyllands Amt, 

Regionplanen 1997-2008, politiske del). 

Amtsrådets målsætning for vejområdet harmonerer ligeledes dårligt med målsætningen om bedre 

miljøkvalitet i vandløb, søer og hav: ”Miljøkvalitetsplanlægningen for overfladevand har til formål 

at sikre de kvaliteter i vandløb, søer og kystvande som har betydning for menneskers hygiejniske og 

rekreative levevilkår, samtidig med at et alsidigt og naturligt plante- og dyreliv sikres udvikling og 

bevarelse.” (Sønderjyllands Amt, Regionplanen 1997-2008, politiske del). Man kan således 

konstatere, at der eksisterer potentielle konflikter mellem målsætninger for vejområdet og 

overfladevand, herunder også vandløbene. 

Amtets udbredte ønske om at udbygge infrastrukturen fremgår altså klarere ud fra målsætningerne 

end ud fra retningslinierne. I retningslinierne står der blot, at man har reserveret areal til en given 

vej. Det fremgår ikke, at amtet prioriterer infrastrukturen meget højt. Ved at inddrage 

målsætningerne får man altså understreget den konflikt, der findes i regionplanen mellem 

vejområdet og vandløbene. Målsætningerne afslørede ikke flere konflikter, end dem der blev fundet 

under trin 1. 

Konflikten mellem god infrastruktur, der giver økonomisk vækst og erhvervsudvikling, og øget 

transport, der betyder øget forurening og ødelæggelse af naturområder, er på mange måder klassisk 

(Elling og Nielsen, 1996). Der er ikke noget nyt i konstateringen af denne modsætning mellem de to 

områder. Det er dog vigtigt, at denne konflikt kommer frem i lyset, så politikerne kan foretage en 

prioritering mellem de to områder. Udbygning af vejnettet og øget trafik er svært at forene med en 

bedre miljøkvalitet i vandløbene – lidt populært sagt, man kan ikke både blæse og have mel i 

munden. 

6.2.2 Vandløbsområdet og jordbrugsområdet 

I løbet af det sidste århundrede er der sket store ændringer indenfor landbruget, der har haft 

betydning for miljøet. De forandringer der har haft størst indflydelse, er en forøget 

næringsstoftilførsel i form af kvælstof og fosfor, anvendelsen af pesticider og den øgede brug af 

kunstvanding (Sønderjyllands Amt, Redegørelse om jordbrug, 1998). Dette medfører problemer, 

også for miljøet i vandløbene, som vil blive belyst i gennemgangen af resultaterne for krydstjekket. 

52

I det følgende afsnit gives en nøjere beskrivelse af de potentielle konflikter og samarbejdsområder, 

der findes imellem retningslinierne for vandløb (4.2.1-4.2.10) og jordbrug (3.1.1-3.1.2). Først vil der 

dog blive givet en nøjere beskrivelse af retningslinierne for jordbrug, da fortolkningen af disse har 

en stor betydning. 

Trin 1: 

Retningslinie 3.1.1 omhandler, hvorledes jordbrugsarealer kan indrages til andre formål. Dette skal 

begrænses og må kun finde sted, hvis arealerne skal bruges til formål, der mest hensigtsmæssigt er 

placeret på jordbrugsområder. Derudover skal det tilstræbes, at man anvender landbrugsjord, der har 

en lav dyrkningsværdi, så mest mulig af den bedste landbrugsjord bevares. 

I forbindelse med byudvidelser skal der tages hensyn til eksisterende landbrugsejendomme. Hermed 

tilkendegiver regionplanen, at der er en potentiel konflikt mellem bevarelsen af jordbrugsarealer og 

byudvidelser. 

En lignende pointering af konflikter mellem landbruget og miljøet er ikke beskrevet. Tværtimod 

gøres der i tilkendegivelsen opmærksom på, at bevarelsen af landbrugsarealer ikke er til ”hinder for 

varetagelsen af natur- og miljømæssige hensyn, f.eks. sikring af vandføringen i vandløb, sikring af 

drikkevandsinteresser, naturgenopretning og sikring af de beskyttede naturtyper (vådområder, heder 

mv.) samt sten- og jorddiger.” Der bliver altså i regionplanen konkluderet, at der ingen potentielle 

konflikter findes mellem landbrug og miljø. Dette er en slutning, som alle i dag ved ikke er sand. 

Netop dette område er meget konfliktfyldt og ofte til debat i medierne. For at opfange alle tænkelige 

konflikter har vi tolket retningslinien som om, at landbrugets interesser altid har første prioritet i de 

eksisterende jordbrugsområder. 

Vores krydstjek mellem de ti retningslinier for vandløb og denne retningslinie om jordbrugsområder 

viser, at der er potentielle konflikter mellem 4 af retningslinierne, mens der er 3 af retningslinierne, 

der samarbejder og støtter op om det samme formål (se matrix s. 47). 

Retningslinien samarbejder med retningslinie 4.2.1, der omhandler, hvorledes udledningen af 

miljøfarlige stoffer og tungmetaller skal nedbringes mest muligt direkte ved kilden. 

Landbruget modtager slam fra rensningsanlæggene, der spredes på markerne som gødning. Hvis de 

enkelte virksomheder selv renser deres spildevand, vil det betyde, at slammet indeholder færre 

53

miljøfarlige stoffer. Da man begyndte at anvende slam som gødning, var der en stor interesse fra 

landmændenes side. Men som situationen er i dag, er det svært at få slammet afsat, da der hersker 

en stor mistro til, hvilke konsekvenser tilførslen vil få for de dyrkede afgrøder. 

Retningslinien kan hermed få en positiv indvirkning på landbrugsområdet. 

Retningslinien er i konflikt med retningslinie 4.2.2, der handler om målsætning af vandløbene. 

For at sikre at en høj målsætning kan overholdes, kræves der ofte forskellige tiltag. Det kan dreje sig 

om skånsom vandløbsvedligeholdelse, der eventuelt vil medføre oversvømmelse af de 

omkringliggende landbrugsområder eller udlægning af vådområder for at øge næringsomsætningen. 

Ifølge Vandløbsloven skal der ved siden af vandløbene være to meter bræmmer, der hindrer, at 

næringsstoffer og organisk stof bliver ført direkte ud i vandløbet (§69, stk. 1). Loven er med til at 

sikre, at retningslinien om målsætning af vandløbene lettere overholdes, men for landmændene 

betyder det, at de mister en del jord og dermed får et mindre udbytte. 

Retningslinien samarbejder med retningslinierne 4.2.3 og 4.2.4, der beskriver kravene om rensning 

af spildevand, der tilføres vandløb generelt og til særligt følsomme vandløb. 

Hvis der tilledes for meget næringsholdigt spildevand til vandløbene, vil det medføre en eksplosiv 

vækst af vandplanter. Herved nedsættes vandløbets evne til at aflede vand, og den omkringliggende 

landbrugsjord kan risikere at blive oversvømmet. Det skal dog tilføjes, at landbrugets egen 

udledning af næringsstoffer til vandløbene, ofte selv er medvirkende til denne udvikling, og derfor 

er de afhængig af en effektiv grødeskæring. 

Retningslinien er i konflikt med retningslinie 4.2.5, der behandler reduktion af okkertilførslen til 

vandløbene. 

I lavtbundsområder er det nødvendigt at dræne jorden, hvis den skal udnyttes som landbrugsjord. 

Okker opstår i forbindelse med denne dræning, og da vandet afledes via drænrør til vandløbet, er det 

her til stor skade for dyreog plantelivet. Skal dræningen stoppes, vil det betyde, at 

lavbundsarealerne vil blive oversvømmet og ikke længere kan udnyttes som landbrugsjord. 

Retningslinien er i konflikt med retningslinierne 4.2.6 og 4.2.7, der omhandler miljørigtig 

vandløbsvedligeholdelse og restaurering. 

54

Den miljørigtige vandløbsvedligeholdelse og restaurering skal sikre et rigt og varieret dyreog 

planteliv. For at dette kan gennemføres, er det nødvendigt, at der i vandløbet er en stor fysisk 

variation, som kun kan skabes, hvis grødeskæring og oprensninger begrænses. Dette kan i nogle 

tilfælde betyde, at vandføringsevnen reduceres, og at de omkringliggende landbrugsarealer risikerer 

oversvømmelse. 

Retningslinien er i konflikt med retningslinie 4.2.9, der omhandler ophjælpning af fiskebestande. 

Ved intensiv landbrug er der mulighed for stor tilførsel af organisk stof til vandløbene. Dette kan 

medføre et stort iltforbrug om sommeren under den mikrobielle nedbrydning. Dermed er der risiko 

for iltsvind til skade for fiskene. 

Retningslinien samarbejder med retningslinie 4.2.10, der behandler emnet sejlads på vandløbene. 

Sejladsen på vandløbene er reguleret for at undgå beskadigelser, der kan påvirke vandløbenes evne 

til at aflede vand. Vandløbenes vigtigste funktion for landbruget er, at de er vedligeholdt på en 

sådan måde, at de kan aflede tilstrækkelig meget vand. Hermed samarbejder de to retningslinier. 

Der kan dog blive problemer hvis sejlerne går i land og ødelægger hegn eller tramper korn ned. 

Retningslinie 3.1.2 om jordbrug er kort og lyder: ”Ved planlægning og administration af 

arealanvendelsen i landsbyer, skal der tages hensyn til, at bestående landbrugsbedrifter kan 

opretholdes og udvikles.” Som vi tolker retningslinien, skal der i mindre landsbyer, hvor en 

landejendom er placeret inde i selve landsbyen, tages hensyn til landmanden. Det vil sige, at under 

opførelsen af ny bybebyggelse skal det ske på en sådan måde, at det stadigt er muligt for 

landmanden at udvide med f.eks. nye stalde. Konflikten her er udelukkende mellem 

landbrugsudvidelser og byudvidelser, og der er ingen skjulte konflikter med miljøet. Derfor har vi 

vurderet, at denne retningslinie ingen indflydelse har på vandløbene, og den er derfor ikke omtalt 

yderligere. 

Trin 2: 

Som det fremgår af ovenstående, er der mange konflikter mellem landbruget og vandløbsmiljøet. 

Disse konflikter er sløret i retningslinierne, men ser man i stedet for på målsætningerne, gøres der i 

højere grad opmærksom på konflikterne, og at de så vidt muligt skal forebygges. 

55

Målsætningen beskriver, hvorledes levesteder for dyr og planter skal fremmes, og at målene for 

Vandmiljøplan II om nedbringelse af udvaskningen af næringsstoffer, skal søges opfyldt. 

Som virkemidler der er til rådighed for gennemførelsen af miljøvenlige projekter i 

landbrugsområder, vil man anvende økonomiske incitamenter og jordfordeling. Der tilføjes dog 

sidst i sætningen, at aktiviteter til fordel for miljøet kun vil finde sted, hvor det kan forenes med 

landbrugsdriften. 

Det vil sige, at i de tilfælde hvor interesserne ikke kan forenes, er det landbruget, der vil blive 

tilgodeset. Her har man altså taget stilling til, hvem der skal tilgodeses, i de tilfælde hvor der opstår 

konflikter. 

Samlet kan konkluderes, at inddragelsen af målsætningerne i trin 2 ikke førte til flere konflikter end 

dem, der blev fundet i trin 1. Dog kom det tydeligere frem i målsætningerne at konflikterne 

eksisterer og dermed har trin 2 underbygget konklusionerne fra trin 1. 

6.3 Delkonklusion 

I de ovenstående afsnit er planområderne for veje og landbrug blevet krydstjekket med 

vandløbsområdet for at undersøge, om der eksisterer potentielle konflikter eller 

samarbejdsmuligheder. Resultatet var, at for både veje og landbrug blev der konstateret såvel 

konflikt- som samarbejdsmuligheder. For vejområdet blev der lidt overraskende fundet flere 

samarbejdsområder end konfliktområder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at vejområdet alt i 

alt har en positiv indflydelse på vandløbsområdet, da den ene potentielle konflikt kan veje tungere 

end de fire samarbejdsmuligheder. Med hensyn til vandløbs- og landbrugsområdet kunne det 

konstateres, at konfliktpotentialet er større mellem disse to områder end mellem vandløbs- og 

vejområdet. 

Til at undersøge for konflikt og samarbejde blev der brugt, det vi kaldte en to-trins model. Ideen 

med både at vurdere retningslinier og målsætninger var at indfange så mange konfliktfelter som 

muligt. Det lader imidlertid til, at trin 2, dvs. den kvalitative vurdering af målsætninger, ikke har 

bidraget med yderligere konflikter, i forhold til de områder vi har undersøgt. Man kunne 

tilsyneladende godt have nøjes med trin 1 og fået samme resultat, men vurderingen af 

målsætningerne har dog medvirket til at bekræfte resultaterne fra vurderingen af retningslinierne. 

56

Der er en tendens til, at man ”tør” afsløre konflikter mere i målsætningerne end i retningslinierne. 

Det skyldes formentlig, at retningslinierne er blevet passet til gennem mange års revision, så de ikke 

modstrider nogens interesser. 

7 Diskussion af modellens anvendelsesmuligheder 

For at overskueliggøre diskussionen har vi valgt at opdele den i tre afsnit. Det første afsnit vil 

omhandle fordelene ved vores model, det andet afsnit behandler ulemperne, mens der i tredje afsnit 

vil blive diskuteret forbedringsforslag. Visse punkter kan placeres i flere af afsnittene, og der vil 

derfor blive et vist overlap. 

Fordele ved vores model: 

I evalueringen af Bo Ellings model bliver den af mange kritiseret for den store arbejdsbyrde ved 

udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingen, samt at den er svær tilgængelig for den almene 

befolkning. Det er derfor punkter, som vi har arbejdet meget med at forbedre, og det kommer til 

udtryk i modellen på flere måder. 

For det første har vi udvalgt et emne, der har været det gennemgående tema i hele processen. Det 

bevirker, at man til udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingen kan vælge at bruge fagfolk, hvis 

ekspertise netop ligger inden for dette emne. Herved vil området blive behandlet så præcist og 

dybdegående som mulig. Det kan dog også have den negative effekt, at den fagkyndige behandling 

kan gøre stoffet sværere tilgængeligt for ”almindelige mennesker”. Dette, mener vi dog, kan 

forebygges ved, at selve miljøkonsekvensvurderingen foretages af et panel, der både består af 

konsulenter, planlæggere og personer fra den brede befolkning. Herved vil samarbejdet føre til, at 

vurderingens endelige udfald vil have karakterer af, at den skal være fuld forståelig for 

offentligheden. 

Netop offentlighedens deltagelse i miljøkonsekvensvurderingen, mener vi, er et vigtigt element, 

fordi det tilfører modellen helt andre værdier og prioriteringer, end en ren ekspertbehandling vil 

57

gøre. Beslutningen om at begrænse omfanget til ét tema er også et forsøg på at konkretisere og 

overskueliggøre emnet, så det bliver nemmere for befolkningen at forholde sig til. 

En anden positiv effekt ved at begrænse vurderingen til enkelte temaer består i, at det kræver færre 

involverede. Skal modellen anvendes på hele regionplanlægningen, vil det betyde en stor 

arbejdsbyrde for både fagfolk og planlæggere. Som situationen er i dag, er det frivilligt om amterne 

foretager miljøkonsekvensvurderinger, og dermed er det også begrænset, hvor meget tid og hvor 

mange ressourcer der stilles til rådighed. Derfor må man nok også forvente, at så længe 

miljøkonsekvensvurdering ikke er vedtaget ved lov, vil amternes arbejdsindsats med modellen være 

begrænset. Derfor mener vi, at udvælgelsen af ét tema i øjeblikket er en fordel, og at det vil give de 

bedste resultater. På denne måde er det også muligt at arbejde videre med miljøkonsekvens- 

vurderingerne, i det omfang tiden og viljen tillader det. 

Bo Elling har i sin endelige model udeladt det systematiske krydstjek. Hans argument er, ”at 

systematikken kan aflede opmærksomheden fra de reelle konflikter, som regionplanen skal være 

værktøj til at løse” (Elling og Nielsen, 1996). Vi finder netop krydstjekket meget vigtigt og centralt, 

da det er her, konflikterne bliver gjort synlige og problemerne sat i fokus. 

Selve krydstjekskemaet giver et overskueligt billede af, hvor der er overensstemmelse mellem 

retningslinierne, og hvilke planområder der er problematiske, mens den efterfølgende gennemgang 

beskriver de fremhævede punkter i skemaet. Som et ekstra tiltag for at inddrage alle tænkelige 

konflikter har vi holdt retningslinierne for vandløb op imod nogle af regionplanens målsætninger. 

Hermed sikres, at der ikke er skjulte konflikter på grund at retningsliniernes formulering, og at alle 

tænkelige problemer bliver belyst. 

Nogle af konflikterne kan eventuelt virke utænkelige og paradoksale for de ansatte i amtet, der har 

et nøjere kendskab til, hvordan retningslinierne anvendes i praksis. Derfor er det en klar fordel, at 

der for fremtiden vil være ansatte fra amtet med i miljøkonsekvensvurderingen. I vores situation, 

hvor dette ikke har været muligt, mener vi, at det er bedre at belyse alle tænkelige konflikter, og 

amterne må så selv i deres anvendelse af modellen sortere de punkter fra, der er urealistiske. 

Som tidligere nævnt mener vi, at det vil styrke modellen, hvis der er repræsentanter fra flere 

forskellige dele af befolkningen med i miljøkonsekvensvurderingen. Vi synes derfor at have haft 

58

fordele af vores tværfaglige tilgangsvinkel. Igennem vores forskellige studier har vi tilegnet os 

forskellige arbejdsmetoder og værdisæt. Det har betydet, at vi har forskellige meninger om, hvordan 

opgaven bedst muligt gribes an, og det har givet anledning til en del diskussioner, som vi mener har 

styrket modellen. 

Modellens anvendelighed må vi overlade til Sønderjyllands Amt at vurdere, men vi er dog stødt på 

ét punkt, hvor vi mener, den vil føre til forbedringer. Det drejer sig om, at retningslinierne og 

tilkendegivelserne i den administrative del ikke altid stemmer overens med målsætningerne i den 

politiske del og i redegørelserne. Miljøkonsekvensvurderingen vil føre til, at regionplanen vil blive 

bedre gennemarbejdet, så uoverensstemmelser kan behandles, inden den vedtages. Som et eksempel 

kan nævnes jordbrugsområdet, hvor der i tilkendegivelsen bliver pointeret, at jordbrugsarealer så 

vidt muligt ikke skal inddrages til andre formål, men at dette ikke har nogen betydning for 

varetagelsen af natur- og miljøhensyn. I målsætningen bliver der derimod fokuseret på netop 

konflikten om arealanvendelsen, i områder hvor der både findes landbrugs- og naturinteresser. Så 

direkte modsatte påstande bør undgås, og det mener vi, miljøkonsekvensvurderingen kan være med 

til at forebygge. 

Ulemper ved vores model 

En meget vigtig ting som vi mener, man skal gøre sig klart, når man arbejder med 

miljøkonsekvensvurdering er, hvorfor man laver den. 

Mener man, at modellen i sig selv skal arbejde mod en bæredygtig udvikling, må vores model nok 

betegnes som utilstrækkelig. Vi har, efter en diskussion om hvad begrebet miljø indebærer, valgt at 

frasortere en del af de miljøkriterier som Bo Elling arbejder med, og som anvendes i de engelske 

modeller. Det vil sige, at punkter som befolkningens sundhed og velvære ikke bliver behandlet. 

Dermed ikke være sagt at emnerne ikke er betydningsfulde, vi mener blot, at man ved at drage dem 

ind i en miljøkonsekvensvurdering får en meget bred definition af miljø. Med vores definition går 

der nok noget af den oprindelige tanke om helhedstænkning, men vi tror, at modellen indtil nu har 

gabt over for meget, og i sine bestræbelser på at få alt med har den mistet sin anvendelighed. 

Derfor mener vi, at erkendelsen af modellens begrænsninger vil kunne føre til noget positivt. Hvis 

man et øjeblik ser bort fra helhedstænkningen, tager skyklapper på og siger: ”Vi vil kun tage hensyn 

til natur og miljø”, ender man ud med et resultat, der måske virker noget snæversynet, men som er 

59

gennemarbejdet og dybdeborende. Tanken om bæredygtighed mener vi ikke skal sløjfes, og det er 

stadig det centrale element i miljøkonsekvensvurderingen. Men bæredygtighed er meget andet end 

miljø, og derfor er der så mange andre emner, der skal inddrages og vurderes, inden man kan træffe 

det valg, der vil bringe vores samfund et skridt videre mod en bæredygtig udvikling. Som vi gerne 

vil se vores model anvendt, skal den være et redskab til politikerne. Den skal oplyse og orientere 

om, hvilke konsekvenser deres beslutninger vil få for miljøet. Det bliver derfor deres opgave at 

indhente oplysninger om konsekvenserne for områder som de erhvervsmæssige, økonomiske, 

sociale, sundhedsmæssige o.s.v., og derefter foretage deres valg. 

Et tilbagevendende problem i arbejdet med regionplanen er retningsliniernes brede og svært 

fortolkelige formulering. Vi har følt, at miljøvurderingen af de enkelte retningslinier til tider blev så 

lidt konkret, at den ikke kunne bruges til noget fornuftigt. Der er dog ingen tvivl om, at 

miljøkonsekvensvurderingen skaber en opmærksomhed omkring problemerne, og det er i sig selv 

selvfølgelig betydningsfuldt. Skal vurderingen gøres mere konkret, er det nødvendigt, at 

retningslinierne er mere entydige, og at det tydeligere fremgår, hvor amtets prioriteringer ligger. 

Hvad kan gøres bedre? 

Som nævnt finder vi det vigtigt, at miljøkonsekvensvurderingen bliver så forståelig som mulig, og 

at dette kan imødekommes ved at nedsætte en arbejdsgruppe, der både består af planlæggere, 

konsulenter og personer fra offentligheden. Derudover har vi diskuteret muligheden for at inddrage 

en større del af befolkningen ved at arrangere debataftener eller ved at uddele spørgeskemaer. 

Det har dog vist sig fra andre sammenhænge, at det er svært at fange offentlighedens interesse, når 

det drejer sig om det amtslige og kommunale arbejde. I Hinnerup kommune opfordrede man f.eks., i 

forbindelse med lokal Agenda 21, borgerne til at indsende forslag til projekter, der ville føre 

kommunen et skridt i retningen af en bæredygtig udvikling. Der indkom meget få forslag, og ingen 

af forslagene omhandlede det, der var blevet opfordret til. Dette viser, at den begrænsede 

borgerdeltagelse ikke kun skyldes manglende interesse, men at der heller ikke er en forståelse af, 

hvad det går ud på. Dette understreger igen, hvor vigtig det er, at miljøkonsekvensvurderingen 

bliver lavet så overskuelig og let tilgængelig som mulig, hvis man ønsker en større 

borgerinddragelse. 

60

Som modellen ser ud i dag, består den af en rapport, der ligger i stakken sammen med regionplanen. 

Hvis man i stedet kunne indbygge miljøkonsekvensvurderingen i regionplanen, så der til sidst under 

hvert planområde vil være en opsamling af områdets positive og negative virkninger på miljøet, 

ville tingene få en større sammenhæng. 

Dette forbedringsforslag er vi ikke selv i stand til at foretage, så det må blive en opfordring til 

Sønderjyllands Amt. 

I evalueringen af Bo Ellings model, gør mange af de interviewede opmærksom på, at de mangler en 

kvantitativ vurdering. Vi mener, at grunden til at så mange efterspørger den kvantitative vurdering 

er, at de tror, det vil give dem et overblik over, hvor problemerne ligger, og hvor de største hensyn 

skal tages. Dette har selvfølgelig også været hensigten i de engelske modeller, hvor den kvantitative 

vurdering er blevet gennemført. Her brugte man en udvidet vurdering, men den gav et misvisende 

billede, og derfor mener vi, at det er bedre at holde sig til den simple vurdering. 

Hvis man vil gøre et forsøg på at lave en udvidet vurdering, kan det for eksempel gøres ved at 

foretage en vægtning af miljøkriterierne og retningslinierne. Grundvand kan f.eks. vurderes til at 

være fem gange så vigtig som råstoffer, og retningslinien om begrænsning af miljøfremmede stoffer 

og tungmetaller ved kilden kan være tre gange så vigtig som retningslinien om sejladsvandløb. I 

bilag 8 kan ses et eksempel på, hvordan vægtning kan foretages. Som det fremgår af eksemplet får 

retningslinien om begrænsning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller 39 point, mens 

retningslinien om sejladsvandløb kun får 9 point. Formålet er at tydeliggøre, hvilke retningslinier 

der er vigtigst i forbindelse med bevaringen af et sundt miljø. De retningslinier med stor positiv 

score er det vigtigt at håndhæve og værne om. Retningslinier med stor negativ score er det derimod 

væsentligt at henlede opmærksomheden på i forbindelse med regionplanrevisionen. 

Vægtningen af miljøkriterierne og retningslinierne kan enten fastlægges af de folkevalgte politikere, 

en tværfaglig gruppe bestående af borgere, fageksperter og politikere, eller gennem en form for 

afstemning i befolkningen. Vælger man at foretage vægtningen via en offentlig afstemning, får man 

også en større borgerinddragelse. 

En anden mulighed for kvantificering er at sætte kroner og øre på retningsliniernes værdi for miljøet 

og hvad det koster at håndhæve retningslinien. Herved kommer man ind på at skulle værdisætte 

61

miljøet, hvilket er ret problematisk. Vi har en tradition for, at naturen er stillet gratis til rådighed, og 

at man frit kan forsyne sig af dens ressourcer. Hele vores eksistens er baseret på naturens ressourcer, 

og en forventning om at de er uudtømmelige. Ressourcerne bearbejdes og omdannes til noget 

brugbart, og først herved får de en værdi for forbrugeren, der er villig til at betale for produktet. 

Efterhånden er det ved at gå op for de fleste, at vores brug af naturen har sin pris. Dermed kommer 

spørgsmålet ind om, hvad vi er villige til at betale for at bevare naturen. Landbruget er i løbet af de 

sidste årtier blevet mere og mere effektiviseret. Det er et krav til landmanden, at han skal øge 

produktiviteten for at være konkurrencedygtig, men den intensive drift fører problemer med sig. I 

dag er udledning af kvælstof, bakterier i fødevarerne og fundet af pesticider i vores drikkevand 

meget omdebatterede emner. Men for at forhindre dem er det nødvendigt med en omlægning af 

landbruget, og hvor meget er vi villige til at betale for det? 

Man kan sige, at vi altid har kalkuleret med en model, hvor prisen på miljø er lig nul. Men i takt 

med samfundets stigende velstand, er der blevet tilført andre værdier såsom de rekreative, æstetiske 

og etiske. For flere og flere er det ikke bare et spørgsmål om økonomi og mad på bordet. Grisen 

man spiser, skal også have haft det godt, og på fisketuren skal man også gerne fange andet end 

rustne cykler. Når vi er nået dertil, kan man sige, at prisen for miljøet ikke længere er lig nul. 

62

8 Konklusion 

Udviklingen af en brugbar metode til miljøkonsekvensvurdering befinder sig endnu i støbeskeen. I 

denne opgave har vi forsøgt at komme et skridt videre i processen mod en brugbar metode ved at 

videreudvikle en model udarbejdet af Bo Elling. Ideen med videreudviklingen har været, at gøre 

miljøkonsekvensvurderingen mere anvendelig og operationel. 

Som en vigtig ændring har vi foreslået, at miljøkonsekvensvurderingen skal være temaorienteret 

fremfor at være baseret på en vurdering af hele regionplanen på én gang. Derudover har vi 

indsnævret miljøbegrebet til kun at omfatte få, ”hårde” miljøkriterier. 

Vores metode er opdelt i to dele, der supplerer hinanden. Den første består at en enkeltvis vurdering 

af retningslinierne for vandløbsområdet. Det andet trin er et krydstjek af retningslinierne for vandløb 

med retningslinierne for landbrug og veje. 

Afslutningsvis må siges, at hvis miljøkonsekvensvurderingen skal have en chance for at blive 

implementeret i regionplanlægningen i fremtiden, kræver det, at amterne arbejder videre med 

metoderne og udveksler erfaringer på tværs af amtsgrænserne. 

63

Bilag 

Bilag 1: Tjekliste 

Miljø- og Energiministeriets tjekliste til brug for stillingtagen til miljøkonsekvensvurdering af 

lovforslag og andre regeringsforslag 

Kan forslaget medføre ændring i eller påvirkning af: 

væsentlige bør mindre ubetydelig 

1. Vand undersøges betydende 

1.1 Overfladevand 

- Udledning af organiske eller uorganiske stoffer, 

herunder toksiske, til søer og vandløb? 

- Udledning til kystnære områder eller havområder? 

- Mængden af overfladevand eller vandstand? 

- Vandkvalitet i salt- eller ferskvand? 

- Naturlige økosystemer i salt eller ferskvand? 

1.2 Grundvand 

- Nedsivning til grundvand? 

- Grundvandskvalitet? 

- Mængden af grundvand? 

- Drikkevandsforsyning eller –reserve? 

- Forbrug af vand? 

2. Luft 

- Udledning til luften 

- Luftkvaliteten (f.eks. forsurende eller toksiske stoffer)? 

- Luftgener 

- Ændring af nedbørskvaliteten 

3. Klima 

- Udledning af drivhusgasser eller andre stoffer, som 

påvirker klima, temperatur? 

- Andre forhold, herunder skovfældning, som kan 

medføre lokale eller globale klimaændringer? 

4. Jordoverflade, jordbund og nedsivning 

- Jordens overflade, anvendelighed eller dyrkningsværdi? 

- Nedsivning eller ophobning af forurenende eller 

miljøfremmede stoffer i jorden? 

- Vanderosion eller vinderosion? 

- Jorden ved ændring af grundvandstand? 

- Jordlagenes opbygning? 

5. Dyre- og planteliv, herunder påvirkning af levesteder 

og biodiversitet 

- Antallet af individer af nogen arter af vildtlevende planter 

eller dyr eller af arternes fordeling i landet? 

- Antallet eller udbredelsen af sjældne eller udryddelsestruede 

planter eller dyr? 

- Ind- eller udførelse af nye arter til/fra landet til udsætning 

i det fri, herunder udsætning af genmodificerede organismer? 

- Kvalitet eller omfang af levesteder for vildtlevende 

planter eller dyr? 

- Struktur eller funktion af naturlige økosystemer? 

- Sårbare natur- eller halvkulturområder (fx moser, heder, overdrev, 

strandenge, rørsumpe, vandløb, søer, ferske, og kyster)? 

- Arters formering eller naturlige bevægelses- eller trækmønstre? 

64

- Dyrkningsmetoder eller arealanvendelse i landbruget eller skovbruger? 

- Fiskeri, fangster eller de anvendte metoder i fiskeriet i haveller 

ferskvand 

- Friluftsaktiviteter eller færdslen i naturen, som kan påvirke 

plante- eller dyrelivet eller medføre slitage på vegetationen? 

6. Landskaber 

- Det samlede areal eller arealanvendelse f.eks. indenfor områder 

til landbrug, byer, sommerhuse, tekniske anlæg samt skov eller 

kyst- og naturområder (klit, heder, moser m.v.)? 

- Geologiske processer som kystdannelse, -nedbrydning, 

sandflugt, jordflugt, vanderosion? 

- Geologiske strukturer i landskabet som ådale, højdedrag, kyststrukturer 

(f.eks. klinter og klitter) 

- Varige bindinger på arealanvendelse som reducerer fremtidige 

dispositionsmuligheder i det åbne land? 

- Omfanget eller fremtoning af forhistoriske eller historiske 

steder, bygning, anlæg eller andre værdier? 

7. Andre ressourcer 

- Dyrkning, fældning, fangst eller anvendelse af fornybare 

ressourcer, f.eks. træ, fisk, eller vildt? 

- Indvinding eller anvendelse af ikke-fornybare ressourcer som 

fossile brændstoffer, mineraler, råstoffer (grus, sand, sten)? 

8. Affald 

- Affaldsstoffer, -rester eller mængder, som deponeres, forbrændes, 

destrueres eller genanvendes? 

- Behandling eller anvendelse af affald? 

9. Historiske bygninger 

- Bevaringsværdige bygninger og bygningsmiljøers arkitektoniske, 

kulturhistoriske eller bymiljømæssige værdi, herunder bevaringsog 

restaureringsmuligheder? 

- Bygninger og historiske monumenter eller deres tilstand ved 

ændret grundvandsstand eller ved luftforurening? 

10. Befolkningens sundhed og velfærd 

- Akut sundhedsrisiko (inkl. mental sundhed) i forbindelse med 

fødevarer, drikkevand, badevand, luft, støj, eller håndtering 

af miljøfarlige stoffer mv.? 

- Tilsvarende langsigtede sundhedsrisici? 

- Omfanget af og sundhedsskader ved støjgener? 

- De rekreative oplevelser og muligheder (herunder ændring i den 

fysiske fremtræden af landskaber, natur- eller halvkulturområder)? 

- Byernes funktion og miljø, herunder bynatur og rekreative muligheder? 

- De visuelle oplevelser? 

11. Sikkerhed ved produktion, håndtering eller transport af miljøfarlige 

stoffer 

- Risiko for brand, eksplosioner, uheld eller for ulykker og emissioner 

i forbindelse hermed? 

- Risiko for udslip af miljøfremmede eller gensplejsede organismer? 

- Mængden af elektromagnetiske felter? 

- Risiko for udslip af nukleare stråler? 

- Befolkningens tryghed og sikkerhed (f.eks. trafik, ulykker, kemiske 

stoffer eller udslip)? 

- Risiko for uheld eller ulykker ved transport af stoffer og materiale? 

65

Bilag 2: Oversigt over Sønderjyllands Amts retningslinier for vandløb. 

Regionplanens tilkendegivelser og kommentarer til retningslinierne er ikke medtaget, men kan findes i den 

administrative del side 67-75. 

4.2.1 Tilførsel af miljøfremmede stoffer og tungmetaller skal begrænses direkte ved 

forureningskilderne 

”Udledning og anden tilførsel til vandområderne af miljøfarlige stoffer og tungmetaller skal nedbringes mest 

muligt gennem anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi direkte ved kilden, - det vil sige på de enkelte 

virksomheder mv. inden udledning af processpildevand til kommunale renseanlæg eller til egen direkte 

udledning. 

Fastlæggelse af vilkår og udlederkrav for disse stoffer vil blive fastsat således, at recipientkvalitetsmålsætningernes 

kvalitetskrav for de enkelte vandområder vil kunne sikres opfyldt.” 

4.2.2 Målsætningen af vandløbene 

”For vandløbenes tilstand og anvendelse fastsættes målsætninger som vist på ”Kortbilag 3 – Vandressourcer”. 

De kvalitetskrav, som skal søges opretholdt eller tilvejebragt for vandløbene med de respektive målsætninger, 

fremgår af tabel 4.2.2.” 

4.2.3 Rensning af spildevand til vandløb 

”Spildevand, der udledes til vandløb, skal som minimum renses så godt, at vandløbet ikke påvirkes mere, end at 

der nedstrøms udledningen kan opretholdes en forureningsgrad i vandløbet vurderet efter saprobiesystemet på II 

eller bedre. Dette gælder også vandløb, der endnu ikke er særskilt målsatte. 

Undtaget herfra er vandløb med lempet målsætning. I disse vandløb skal spildevand renses så godt, at der 

nedstrøms udledningen kan opretholdes en forureningsgrad i vandløbet vurderet efter saprobiesystemet på II/III 

eller bedre. 

Der kan i forbindelse med udledningerne fastsættes en kort nærfeltpåvirkningszone, hvori spildevandet opblandes 

med vandløbets vand. Her vil en forureningsgrad II vurderet efter saprobiesystemet ikke i alle tilfælde kunne 

forventes overholdt.” 

4.2.4 Spildevandsudledning til de mest sårbare vandløb 

”Til de særligt forureningsfølsomme vandløb, der er de A, B1 og B0-målsatte vandløb med en 

medianminimumsvandføring på under 10 liter pr. sekund, der er vist på ”Kortbilag 3 – Vandressourcer”, samt 

disses tilløb, må der kun ske udledning af spildevand, når det gennem rensning eller andre foranstaltninger er 

sikret, at den enkelte udledning hverken alene eller sammen med andre udledninger kan have skadelig virkning 

på vandløbets tilstand. 

Den højest miljømæssige tilladelige forureningspåvirkning sikres mod overskridelse ved at spildevandet som 

minimum renses til et renseniveau svarende til et typegodkendt renseanlæg med biologisk rensning og med 

ammoniakfjernelse.” 

4.2.5 Nedbringelse af okkerbelastning af vandløb 

”Okkertilførslerne til vandløbene må ikke forøges, og vandløbenes indhold af okker vil søges begrænset mest 

muligt. Dette sikres ved overholdelse af grænseværdierne jf. retningslinie 4.2.2 for opløst jern og for 

resuspenderet totaljern (okkerslam) med en grænseværdi på ikke over 1,5 mg/l. 

66

Okkerbelastningen af vandløbene søges begrænset ved iværksættelse af okkerdæmpende foranstaltninger ved 

veldefinerede okkerkilder af væsentlig betydning i det tempo, økonomien gør det muligt.” 

4.2.6 Miljørigtig vandløbsvedligeholdelse 

”Vedligeholdelsesbestemmelserne i regulativerne fastsættes i overensstemmelse med behovet for vandafledning 

og recipientkvalitetsmålsætningen.” 

4.2.7 Vandløbsrestaurering 

”Vandløbsrestaurering gennemføres som samlede projekter, der integrerer vandløbet med den tilgrænsende ådal. 

Vandløbsrestaurering gennemføres i henhold til amtets handlingsplaner for ådale, okker, odder og naturgenopretning 

samt i overensstemmelse med amtets udpegning af særlige drikkevandsområder.” 

4.2.8 Klassifikation af vandløb 

”Målsatte vandløb skal som hovedregel opretholdes som offentlige vandløb for at sikre miljøkvaliteten” 

4.2.9 Ophjælpning af fiskebestandene 

”I vandløb og søer med en fiskevandsmålsætning søges gennemført en koordineret ophjælpning af 

fiskebestandene, således at de naturlige hjemmehørende fiskestammer ophjælpes mest muligt.” 

4.2.10 Sejladsvandløb 

”Sejladsen på vandløbene er reguleret for at undgå beskadigelser, der kan påvirke vandløbenes evne til at aflede 

vand, samt for at sikre opfyldelsen af vandløbenes miljøkvalitetsmålsætning (jf. kortbilag 3 – Vandressourcer) og 

dermed fastholde og forbedre vandløbene som levesteder for dyr og planter. 

Der er foretaget udpegning af de amtsvandløb, hvor sejlads er tilladt (jf. kortbilag 2 – landskab og turisme), og de 

amtsvandløb, hvor sejlads ikke er tilladt. Der er desuden fastsat kvoter for, hvor mange udlejningsfartøjer, der må 

være på de enkelte vandløb.” 

67

Bilag 3: Oversigt over Sønderjyllands Amts retningslinier for veje 

Regionplanens tilkendegivelser til retningslinierne er ikke medtaget, men kan findes i den administrative del side 31-35. 

1.4.1 Veje 

”Det fremtidige overordnede vejnet består af motorvejen og landevejsnettet som er vist på kort 1.35. 

Der reserveres areal til forlægning af følgende veje: landevej 316, nord om Rinkenæs. 

Arealreservation vil blive opretholdt indtil der foreligger en afklaring af udbygningen af de overordnede veje 

imellem motorvejen og Sønderborg. Reservationen vil først kunne medføre nyanlæg, når denne afklaring er 

sket.” 

1.4.2 Cykelstier 

”Der reserveres areal til de cykelstier, som er vist på kort 1.36.” 

1.4.3 Trafiksanering 

”Der reserveres areal til at udføre hastighedsdæmpende trafiksanering i de byer på landevejsnettet, hvor dette 

endnu ikke er sket.” 

1.4.4 Trafikale forhold ved byudvikling 

”Nye byområder skal sikres god trafikal sammenhæng med den eksisterende by, så vidt muligt ad det lokale vej 

og stinet. 

Hvor byer afgrænses af omfartsveje eller andre overordnede veje, bør udlæg af arealer til byformål som 

hovedregel ske på den bynære side af det overordnede vejnet. 

Ved udlæg af nye erhvervsområder vil det i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at tillade direkte adgang til det 

overordnede vejnet, hvis der kan sikres separat stiadgang til eksisterende byområder.” 

1.4.5 Landskabelige interesser 

”Nye vejanlæg i det åbne land skal anlægges under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige interesser.” 

68

Bilag 4: Oversigt over Sønderjyllands Amts retningslinier for landbrug 

Regionplanens tilkendegivelser og kommentarer til retningslinierne er ikke medtaget, men kan findes i den 

administrative del. 

3.1.1 Jordbrugsområder 

”Der kan kun inddrages arealer med begrænset betydning for jordbruget til ikke-jordbrugsmæssige formål, 

medmindre arealet skal bruges til formål, som mest hensigtsmæssigt placeres i jordbrugsområder. 

Er arealinddragelse uundgåeligt skal alternative placeringsmuligheder overvejes, sådan at inddragelse af arealer 

med lav dyrkningsværdi tilstræbes. Der skal derudover tages hensyn til ejendomsstrukturen, foretagne 

investeringer og kulturtekniske anlæg, så den mest hensigtsmæssige løsning for jordbruget tilstræbes. 

Arealer skal normalt forblive i jordbrugsmæssig drift indtil de tages i brug til anden anvendelse. 

Hvor det er muligt bør jordbrugsdriften kun opgives midlertidigt.” 

3.1.2 Landbrug og landsbyer 

”Ved planlægning og administration af arealanvendelsen i landsbyer, skal der tages hensyn til, at bestående 

landbrugsbedrifter kan opretholdes og udvikles.” 

69

Bilag 5: Afprøvning af Bo Ellings model 

Skema 1a: De enkelte retningslinier i forhold til lokale miljøkriterier 

Skema 1a Lokale miljøkriterier 

Retningslinie 

Nr. og indhold 

4.2.1 

Tilførsel af miljøfremmede 

stoffer og 

tungmetaller skal 

begrænses direkte 

ved 


4.2.2 


vandløbene. 

4.2.3 



vandløb. 

4.2.4 

Skærpede krav til 


til de mest sårbare 

vandløb. 

4.2.5 

Nedbringelse af 

okkerbelastning af 

vandløb. 

Landskab Kulturarv Menneskers 

sundhed 

Visse miljøfremmede 

stoffer og tungmetaller 

kan påvirke menneskers 

hormonbalance og 

forplantningsevne. En 

reduktion vil være med 

til at sikre menneskers 

sundhed. 

Er med til at hindre 


tungmetaller, 

miljøfremmede stoffer 

og næringsstoffer til 

grundvand og 

ophobning i naturen, 

hvorved den 

menneskelige sundhed 

sikres. 

71 

Menneskers 

velfærd 

Reduktion er med til at 

sikre de rekreative 

områder. 

Er med til at 

sikre/bevare optimale 

forhold til rekreative 

aktiviteter (lystfiskere, 

jægere, ornitologer og 

sejlads). 

Rensning er med til at 

sikre gode rekreative 

muligheder. 

Er med til at sikre 

æstetisk smukke 

vandløb. 

Støj Transport

4.2.6 

Miljørigtig 


4.2.7 

Vandløbs- 

restaurering. 

4.2.8 

Klassifikation af 

vandløb. 

4.2.9 

Ophjælpning af de 

oprindelige 


4.2.10 



ændring af 

landskabstypen i 

forbindelse med 

vandløbet 

(vådområde). 


oversvømmelse af 

kulturelle værdier. 


drikkevandet. 

72 

Flere rekreative 

områder. 

Bedre rekreative 

muligheder for 

lystfiskere, da 

fiskepopulationen 

sikres en given 

størrelse. 

De rekreative 

muligheder for sejlads 

indsnævres.

Skema 1b: De enkelte retningslinier i forhold til naturressourcerne 

Skema 1b Naturressourcer 

Retningslinie 


4.2.1 

Tilførsel af miljøfremmede 

stoffer og 


begrænses direkte 

ved 


4.2.2 


vandløbene. 

4.2.3 



vandløb. 

4.2.4 




vandløb. 

Vand Luft Jord Råstoffer Energi Dyr og planter Affald 

Er med til at 

sikre/bevare 

vandkvaliteten. 


et vist niveau for 

vandkvaliteten i 

vandløbene. 


vandkvaliteten i 

vandløbene, da 

bl.a. nitrat, fosfor 

og organisk stof 

fjernes fra 

spildevandet. 

Reducerer 

nedsivning og 


tungmetaller og 

stoffer til jord og 

sediment. 

Mindsker 



stoffer i slam fra 

rensningsanlæg, 

der ellers kunne 

være endt på 

marker. 

Reducerer 

ophobningen af 

fosfor og 


sedimentet. 

73 

Sparer deponering 

af slam. 

Sparer energiforbrug 

ved 

produktion af 

kunstgødning. 

En række 

menneskeskabte 

kemiske 

forbindelser er 

giftige for dyr og 

planter. En 

reduktion vil 

medføre bedre 

forhold for disse. 

Målsætningen er 

med til at bevare 

et alsidigt dyre og 

planteliv. 

Sikrer fysiske og 

kemiske forhold 

for 

tilstedeværelsen af 

diverse 

rentvandsarter. 


et alsidigt dyreog 

planteliv og især 

rentvandsarterne. 

En mindre 

mængde affald, 

da slammet kan 

bruges på marker 

som gødning.

4.2.5 



vandløb 

4.2.6 

Miljørigtig 


4.2.7 

Vandløbs- 

restaurering. 

4.2.8 


vandløb. 

4.2.9 

Ophjælpning af de 

oprindelige 


4.2.10 


Er med til sikre 

vandet en klar og 

ren farve. 

Øger vandets 

selvrensende 

evne, hvorved 

vandet bliver 

renere og klarere 

Mindsker 

risikoen for 

okkerdannelse. 


vandføringen i 

vandløbet. 


ændring af et 

landområde til et 

vådområde. 

74 

Okker har en 

skadelig virkning 

på dyr og planter. 

Retningslinien 

sikrer vandløbet 

en kvalitet, så 

vilkårene for 

vandlevende dyr 

og planter ikke 

ødelægges 

(gydesteder og 

sigtbarhed). 

Er med til at 

bevare og øge den 

fysiske variation 

og sikrer dermed 

et varieret dyreog 

planteliv i 

vandløbene. 


at de naturlige, 

hjemhørende 

fiskestammer 

bevares. 

Er med til at 

bevare 

uforstyrrede steder 

for dyr og planter.

Skema 1c: De enkelte retningslinier i forhold til globale miljøkriterier 

Skema 1c Globale miljøkriterier 

Retningslinie 


4.2.1 

Tilførsel af fremmede stoffer 

og tungmetaller skal begrænses 

direkte ved forureningskilden. 

4.2.2 

Målsætning af vandløbene. 

4.2.3 

Rensning af spildevand til 

vandløb. 

4.2.4 


spildevandsudledning til de 

mest sårbare vandløb. 

4.2.5 


okkerbelastning af vandløb. 

4.2.6 

Miljørigtig vandløbsvedligeholdelse. 

4.2.7 

Vandløbsrestaurering. 

4.2.8 

Klassifikation af vandløb. 

4.2.9 

Ophjælpning af de oprindelige 


4.2.10 


Klima Biodiversitet 

Er med til at sikre/øge biodiversitet. 


Faunapassager. 





Er med til at sikre/øge biodiversitet, 

idet der sikres rolige og stabile 

forhold for dyr og planter. 

75


Skema 2a Miljøkriterier 

Retningslinie: 

Nr. og indhold. 

4.2.1 

Tilførsel af fremmede 

stoffer og 


begrænses direkte ved 


4.2.2 


vandløbene. 

4.2.3 



vandløb. 

4.2.4 




vandløb. 

4.2.5 



vandløb 

Lokalt 

(se skema 1a) 

- Sikrer menneskets 

sundhed, da visse stoffer 

kan være skadelige 

(hormonbalancen/kræft) 

- reduktion er med til at 

sikre de rekreative 

områder. 

- optimale forhold for 

rekreative aktiviteter 

- hindrer nedsivning til 

grundvand, hvilket sikrer 

rent drikkevand og 

sundhed 

- medfører gode rekreative 

muligheder 

- sikrer æstetisk smukke 

vandløb 

Naturressourcer 

(se skema 1b) 

- forbedrer vandkvaliteten 

- reducerer ophobning af 

skadelige stoffer i 

bundsediment. 

- energigevinst ved 

anvendelse af slam og 

minimeret deponering 

- bedre forhold for dyr og 

planter 

- mindre affaldsmængde. 

- sikrer vandkvaliteten 

- sikrer et alsidigt dyre og 

planteliv 

- sikrer vandkvaliteten 

- sikrer et alsidigt dyre og 

planteliv 

- sikrer rent og klart vand 

- sikrer gode vilkår for 

vandlevende dyr og 

planter 

Globalt 

(se skema 1c) 

76 

Planområder der 

kan forstærke (+) 

eller modvirke 

(÷). 

Alternativer – 

tidligere retningslinier 

eller overvejede 

alternativer 

- Sikre/øger biodiversitet + Overfladevand - Udledningen skal 

begrænses mest muligt 

uanset målsætningen 

for de berørte vandløb 

- sikrer/øger 

biodiversiteten 

- sikrer faunapassager 





+ Landskaber 

÷ Jordbrug 

+ Overfladevand 

÷ Byudvikling 

÷ Detailhandel 


+ Landskaber 

÷ Jordbrug 


- strammere 

målsætning 

- forbedre 

spildevandsrensningen 

fra den spredte 

bebyggelse 

(rodzoneanlæg m.m.) 

- begrænse den 

spredte bebyggelse så 

vidt det er muligt 

- udlægning af flere 

vådområder og mindre 

dræning i 

okkerbelastede 

områder 

- foranstaltninger ved 

alle okkerkilder

Skema 2b Miljøkriterier 

Retningslinie: 

Nr. og indhold. 

4.2.6 

Miljørigtig 


4.2.7 

Vandløbsrestaurering 

4.2.8 


vandløb 

(privat/offentlig) 

4.2.9 

Ophjælpning af 

fiskebestandene 

4.2.10 


Lokalt 

(se skema 1a) 

- mulighed for 

landskabsændringer 

- mulighed for 

oversvømmelse af kulturelle 

værdier. 

- flere rekreative områder 

- bedre rekreative 

muligheder for lystfiskere, 

da fiskepopulationen sikres 

en given størrelse 

- sikrer vandløbets sider og 

derved god vandføring 

- rekreative muligheder for 

sejlads indsnævres 

Naturressourcer 

(se skema 1b) 

- øger selvrensning og 

næringsomsætning og 

medvirker derved til 

renere vand 

- sikrer et varieret dyre og 

plante liv 

- sikrer at de naturlige og 

hjemhørende 

fiskestammer bevares 

- uforstyrrede steder til 

dyr og planter 

Globalt 

(se skema 1c) 

- øger/sikrer 

biodiversiteten. 

- sikrer biodiversiteten 

77 

Planområder der 

kan forstærke (+) 

eller modvirke 

(÷). 

+ Landskaber 

÷ Jordbrug 


- biodiversiteten sikres + Landskaber 

+ Jordbrug 


÷ Turisme 

Alternativer – 

tidligere 

retningslinier eller 

overvejede 

alternativer 

- Ingen 

vandløbsvedligeholdelse 

eller 

grødeskæring i 

udvalgte områder 

- stramme regler 

om sejlads på 

vandløbene 

- sikring af regler


Skema 3: Opsummering af hele vandløbsområdet. 

Hvorledes planområdet medvirker til 

en bæredygtig udvikling 

Retningslinierne om vandløbene må alle vurderes til at 

bidrage til en bæredygtig udvikling. Dette sker bl.a. 

gennem: 

– Målsætning, skånsom vedligeholdelse og 

restaurering er med til at sikre, at de fysiske rammer er 

til stede for et alsidigt dyre og planteliv. Globalt set er 

det med til at sikre at biodiversiteten sikres eller øges. 

- Bevarelse/sikring af gode forhold for rekreative 

oplevelser og aktiviteter. 

- Begrænsning af tilførslen og ophobning af 

tungmetaller, næringsstoffer og miljøfremmede stoffer 

til skade for menneskers, dyrs og planters sundhed. 

- Udpegning af særligt sårbare eller bevaringsværdige 

vandløb, der kræver ekstra miljømæssig hensynstagen. 

Hvorledes planområdet modvirker en 

bæredygtig udvikling 

Retningslinierne om vandløbene kan i mindre grad 

modvirke en bæredygtig udvikling. Dette kan ske 

gennem: 

- Sikringen af vandløbenes afvandingsevne kan 

medføre ødelæggelse af levesteder for dyr og planter. 

- Muligheden for at undtage vandløb med lempet 

målsætning for en ordentlig spildevandsrensning kan 

have negative konsekvenser på dyr, planter og 

menneskers sundhed. 

- Udpegningen af sejladsvandløb til rekreative formål 

kan på længere sigt føre til beskadigelse af 

levestederne for dyr og planter samt til slid på 

områdets rekreative værdi. 

- Vandløbsrestaurering kan medføre oversvømmelse 

af områder med kulturel værdi. 

78 

Hvorledes planområdet forstærker/modvirker 

andre planområders virkninger 

Retningslinierne om vandløbene forstærker i vid 

udstrækning planområdet 2.1 omkring Natur og 

Landskab om sikring af den biologiske 

mangfoldighed, herunder hensyn til naturværdier og 

interesser, biologiske korridorer, lavbundsarealer og 

internationale fuglebeskyttelsesområder. Planområdet 

forstærker ligeledes den rekreative værdi af 

vandløbene. 

Retningslinierne om vandløbene modvirker 

planområdet 3.1 om Jordbrug, da bl.a. 

vandkvalitetsmålsætning og miljøvenlig grødeskæring 

kan medføre begrænsninger i den landbrugsmæssige 

udnyttelse af de omkringliggende arealer. 

Retningslinierne om vandløbene forstærker det 

naturmæssige og friluftsmæssige grundlag for 

planområde 5 omhandlende turisme og 

turistområderne. Samtidig kan en stigning i turisme og 

udvidelse af turistområderne dog medfører et øget slid 

på natur og miljø.

Skema 4: Opsummering af hele regionplanen 

Hvorledes planen med- og modvirker til en 

bæredygtig udvikling 

Vandløbene: 

Retningslinierne om vandløbene medvirker i 

allerhøjeste grad til en bæredygtig udvikling. Der er 

mindre negative effekter af retningslinierne, men disse 

opvejes af de langt større positive effekter, herunder 

bevaring/skabelse af et varieret dyreog planteliv, 

gode rekreative muligheder, minimering af 

udledningen af tungmetaller, næringsstoffer og 

miljøfremmede stoffer til skade for dyr, planter og 

mennesker. 

Miljømæssige problemområder i planen Forbedringsmuligheder vedrørende planens 

miljømæssige påvirkninger 

Hensynet til vandløbenes afvandingsevne strider imod 

ønsket om et alsidigt dyreog planteliv. 

79 

Det ville være muligt at opnå forbedringer gennem en 

generel skærpelse i retningslinierne, således at en 

bæredygtig udvikling i endnu højere grad blev 

tilgodeset. Sådanne opstramninger i retningslinierne 

skal selvfølgelig opvejes imod andre interesser af 

erhvervsmæssig, økonomisk og rekreativ art.

Bilag 8: Eksempel på vægtning 

Vægtning x3 x5 x5 x2 x1 x3 x3 x1 

X3 

X1 

Retningslinier. 

Nr. + 

overskrifter. 

4.2.1 

Tilførsel af 

fremmede 

stoffer og 

tungmetaller 

skal begrænses 

direkte ved 

forureningskil 

den. 

….. 

4.2.10 


Overfladevand 

Er med til at 

sikre/forbedre 

vandkvaliteten. 

+ 9 point 

Er med til at 

sikre 

vandløbets 

vandføring. 

+ 3 point 

Grundvand Luft Jord Råstoffer Dyr Planter Landskab 

Er med til at 

hindre 


miljø-fremmede 

stoffer til 

grundvandet. 

+ 15 point 

Reducerer 

ophobning i 

sedimentet. 

Mindsker 



stoffer i slam fra 

rensnings-anlæg, 

der kunne være 

spredt på 

markerne. 

+ 6 point 

Bedre forhold 

for dyr der 

påvirkes af 


stoffers giftige 

virkning. 

Undgår 



fødekæden. 

+ 9 point 

80 

Er med til at 

bevare 

uforstyrrede 

steder, 

hvormed et rigt 

dyreliv kan 

etableres. 

+ 3 point 

Er med til at 

sikre 

plantelivet. 

+ 3 point 

Samlede 

point 

+ 39 point 

+ 9 point

Litteraturliste 

Autrup, Herman; Bonde, Jens Peter; Rasmussen, Kurt og Sigsgaard, Torben (1998): Miljø- 

og arbejdsmedicin. FADLs Forlag. 

Basse, Ellen Margrethe (1999): Miljøret – samspillet mellem lovgivning og aftalte ordninger. 

Børsens Forlag A/S. 

Bjerregård, Poul (1997): En hormonal streg i renligheden. Miljøforskning for fremtiden, nr. 29, s. 

35-37. 

Björk, Lena (1997): Nej tak til kviksølv i år 2000. MiljøDanmark, årg. 11, nr. 4, s. 14-15. 

Christiansen, Louise; Elsborg, Karen og Kørnøv, Lone (1995): Miljøkonsekvensvurdering af 

kommunale enkeltsager, planer og politikker. Gruppen for renere teknologi. Institut 

for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet. Skriftserie nr. 168. 

Elling, Bo (1998): Strategisk miljøvurdering i regionplanlægningen – fase 2. Tema Nord 

1998:519, Nordisk Ministerråd. 

Elling, Bo og Nielsen, Jane (1996): Miljøvurdering af regionplaner - fase 1. Tema Nord 1996:538, 

Nordisk Ministerråd. 

Elling, Bo og Nielsen, Jane (1997): Miljøvurdering af lovforslag. Studie i strategisk miljøvurdering 

og 2 eksempler. Roskilde Universitetscenter, Videncenter for 

Miljøvurdering, Institut for Miljø, Teknologi og Samfund for Miljø- og 

Energiministeriet og Europakommissionen DG XI. Vestergaards Bogtrykkeri. 

Grüttner, Henrik (1994): Status over slambehandling i Danmark. Aktuelt miljø, nr. 2, s. 5-11. 

Gustavson, Kim og Riemann, Bo (1997): Mangfoldigheden blev vasket væk. Miljøforskning for 

fremtiden, nr. 29, s. 33-34. 

Jensen, Egon (1991): Landbrug og miljø. Geografforlaget Aps. 

Jensen, Kaj Sand og Lindegård, Claus (1996): Økologi i søer og vandløb. G.E.C. Gads Forlag. 

Krogh, Poul Henning og Holmstrup, Martin (1997): Slam med vaskemiddel. Miljøforskning for 

fremtiden, nr. 29, s. 27-29. 

Madsen, Bent Lauge (1995): Vandløbene - 10 år med den nye vandløbslov. Miljønyt, nr. 13. 

81

Miljø- og Energiministeriet (1993): Råd om fremgangsmåde ved miljøkonsekvensvurdering af 

lovforslag og andre regeringsforslag- jfr. Statsministeriets cirkulære nr. 31 af 26. 

februar 1993. Jeppesen offset ApS. 

Miljø- og Energiministeriet (1994a): Miljøkonsekvensvurdering af lovforslag og andre 

regeringsforslag - Eksempelsamling. Jeppesen offset ApS. 

Miljø- og Energiministeriet (1994b): Planloven i praksis. Saloprint A/S. 

Miljø- og Energiministeriet (1995a): Fiskenes krav til vandløbenes fysiske forhold – et udvalg af 

eksisterende viden. Luna-Tryk ApS. 

Miljø- og Energiministeriet (1995b): Tungmetaller - status, mål og midler for indsatsen. 

Miljøstyrelsen, nr. 1. 

Miljø- og Energiministeriet (1995c): Vurderinger af virkninger på miljøet – en gennemgang af 

VVM-reglerne. Stougaard Jensen/Scantryk A/S. 

Miljø- og Energiministeriet (1996): Vejledning om planloven. Schultz Grafisk. 

Miljø- og Energiministeriet (1999a): Den statslige Udmelding til Regionplan 2001. Miljø- og 

Energiministeriets hjemmeside (www.mem.dk). 

Miljø- og Energiministeriet (1999b): Jordforurening. Faktuelt, nr. 26. 

Miljø- og Energiministeriet (1999c): Miljøvurdering i regionplanlægningen - Evaluering af 

Nordjyllandsprojektet. Levison+Johnsen+Johnsen a/s. 

Miljø- og Energiministeriet, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening (1995): 

Lokal Agenda 21 - introduktion til amter og kommuner. Bianco Lunos. 

Miljø- og Energiministeriet og Kommunernes Landsforening (1997): Lokal Agenda 21 – Dansk 

status ved årsskiftet 1996-97. Bianco Lunos. 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri; Skov- og Naturstyrelsen og Ringkøbing Amt 

(1999): Myndighedssamarbejdet om fiskeri i Ringkøbing og Nissum fjorde. 

Nyholm, Niels (1997): Tør sommer - mere sæbe i åen. Miljøforskning for fremtiden, nr. 29, s. 30- 

32. 

Ottesen, Ole (1999): Telefonisk samtale d. 23 december 1999, biolog ved Sønderjyllands Amt. 

82

Prescott, Lansing M.; Harley, John P. og Klein, Donald A (1996): Microbiology. Wm.C.Brown 

publishers. 

Sønderjyllands Amt (1998): Redegørelse om miljøkvalitet i overfladevand. 

Sønderjyllands Amt (1998): Redegørelse om jordbrug. 

Sønderjyllands Amt (1999): Sejladsregulativ, Fællesregulativ vedrørende sejlads på de 

sønderjyske amtsvandløb. 

Sønderjyllands Amt, Regionplan 1997-2008: Administrative del. 

Sønderjyllands Amt, Regionplan 1997-2008: Politiske del. 

Sønderjyllands Amt (årstal ikke oplyst): Brede Å – slynger sig igen. 

Thomsen, Søren Hyltoft (1997): Rengøringen gør ondt på miljøet. Råd & Resultater, nr. 9, s. 10- 

11. 

Wood Christopher (1995): Environmental impact assessment-a comparative rewiev. Addison 

Wesley Longman Limited. 

Århus Kommune (årstal ikke oplyst): Åby renseanlæg, Miljøkontoret. 

Anvendte love: 

Miljøbeskyttelsesloven 

Okkerloven 

Vandløbsloven 

Jordforureningsloven 

Naturbeskyttelsesloven 

Planloven 

83

Miljøkonsekvensvurdering af regionplaner - Centre for ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?