Navnet er Busk - Martin Busk - Bricks

Navnet er Busk - Martin Busk
Morgenavisen Jyllands-Posten
af Lars Thomassen
Offentliggjort 30.12.07 kl. 03:00
Der har været fart på siden barndommen i Risskov. I dag udvikler han ejendomsprojekter i stor skala,
men får også tid til at gøre en indsats for AGF og resten af Århus Elite. JP Århus går tæt på manden, der
også har en forkærlighed for agent 007.
Egentlig gik han bare rundt og passede sine forretninger sammen med sin kompagnon og havde det helt fint
med at være uden for offentlighedens søgelys. Ikke fordi han er nogen sky person. Dem, der kender ham, vil
snarere sige tværtimod. Men en ting er forretning, en anden er privatliv, og det holder han så meget af, at han
værner om det. Men så en dag kom det frem, at det var ham og hans virksomhed BRICKS, der var primus motor
i overtagelsen af udlandsdanskeren Kurt Andersens aktiepost i AGF/Arhus Elite, og så var navnet pludselig
på de fleste lokale læber. Navnet er Busk, Martin Busk. En mand, der har en svaghed for James Bond, og som
ogsa i en kort periode var den lykkelige ejer af en Aston Martin. Den blev dog udskiftet til noget rummeligere og
mere praktisk, da han og hans kone Mette for godt et år siden blev forældre til et sæt tvillingepiger.
Men hvem er han, denne driftige 35-årige, der på kun få år er blevet en væsentlig spiller på det konjunkturfølsomme
ejendomsmarked? Han er Arhusdreng med liv og sjæl. Vokset op i Risskov med en lige så århusiansk
mor, der blev skilt fra hans københavnske far, da han kun var en stor dreng. Faren var Torben Busk, som døde
alt for tidligt, men nåede at sætte sit præg på Arhus, dels som chefdekoratør i Magasin, dels som sprudlende
idemand, der gjorde, hvad han kunne for at sætte ekstra farve og humør pa Arhus. Resten af familien er også
rundet af Risskov, og blandt hans mentorer er ikke mindst morfaderen Bertel Kring, der i en årrække drev Kring
Vask pa Grenåvej.
En tryg opvækst
Han føler sig i dag meget privilegeret, fordi han fik en tryg og kærlig opvækst, mødte spændende og farverige
mennesker, men ogsa havde et hjem hos sin mor, hvor man altid kunne komme hjem og tale tingene igennem
uanset hvad. Han spillede tennis, fra han var tre til han var 15 år, og der var ingen tvivl om, at han havde et betydeligt
talent. »Jeg var god, men ikke god nok,« erkender han i dag 20 år efter. Han begyndte i Risskov Skole,
men kom senere på den katolske Skt. Knuds Skole. Og så kom han for resten pa tysk efterskole i Tinglev, hvor
han lærte en del om livets realiteter, lige som han senere gjorde i Livgarden og som lederaspirant i Dansk Supermarked.
»Alle tre steder opdagede jeg, at det jo rent faktisk er op til en selv at skabe resultater, og den erkendelse
har jeg taget med mig,« siger han.
Han havde kun været ganske kort tid i Livgarden (hvor hans far for resten også aftjente sin værnepligt), da hans
soldaterkammerater valgte ham til at være landstalsmand. Det lagde en del pres på ham at være gardernes
ansigt udadtil, men det gik, og jobbet havde en ikke ringe indflydelse på, at Dansk Supermarked tilbød ham en
lederuddannelse. I første omgang sagde han nej tak og læste i stedet til civiløkonom, inden han sluttede sig til
den store detailkæde, hvor han blev i to-tre år, mens han også tog en HD. Da hans far døde i 1996, var det et
chok, men gav også anledning til at tænke over, hvad han ville med sit liv. Overvejelserne endte med, at han
sagde farvel til Dansk Supermarked. »Jeg havde og har stadig stor respekt for Dansk Supermarked, men vi
passede ikke sammen, og jeg fandt ud af, at det ikke var der, jeg skulle gøre karriere.«

Ejendomsmægleren
Han sagde i stedet ja til et job som salgschef hos Sharp, men kom så via en kammerat i kontakt med management-
og headhunterfirmaet PA Consulting. En konsulent herfra satte ham sammen med erhvervsejendomsmregleren
Hans Vestergaard (Colliers), som efter en snak sa fuldstændig bort fra den unge mands totalt manglende
erfaring fra ejendomsmæglerbranchen og tilbød ham at begynde mandagen efter. »Det var en fantastisk virksomhed
at komme ind i. Men også en virksomhed, der giver en hår på brystet. Jeg fik nogen pa lampen, men
lærte også meget - og der er ingen tvivl om, at Hans Vestergaard har betydet utroligt meget for mig både menneskeligt
og forretningsmæssigt. Dengang jeg begyndte, anede jeg ikke ret meget andet om fast ejendom, end
at den største dør jo nok var hoveddøren. Men efterhånden kom der styr pa tingene, det var learning by doing,
og jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke er noget, der hedder halve løsninger i en branche, hvor tillid og troværdighed
er altafgørende.«
Selvstændig
Efter Hans Vestergaard-tiden blev det til et job som investeringsdirektør, men efter et år var tanken om at starte
for sig selv begyndt at modnes. »Det begyndte med et lille kontorlokale i Mejlgade i februar 2001, og firmaet
kaldte jeg meget originalt for Martin Busk Erhverv. Det hele var meget beskedent. Der var ikke nogen kunder, og
jeg cyklede rundt for at finde passende ejendomme, som jeg håbede på at kunne sælge og tjene lidt på.
Det første år fik jeg slet ingen løn, men levede af lidt opsparing, og hvad jeg kunne låne mig til hos min mor, som
altid har været min faste støtte. Men langsomt begyndte der at komme lidt gang i forretningen, og så var det, jeg
mødte Philip Foss, som havde været ansat ved Kurt Thorsen og der havde lært et og andet. Vi slog os sammen,
og det har været et fornuftigt makkerskab, som siden også har udviklet sig til et stærkt personligt og privat
venskab. Vi er meget forskellige, men vores baggrunde og holdninger viste sig at være meget ens, ligesom vore
kompetencer supplerer hinanden utroligt godt.«
Gennembrud i Mejlgade
Gennembruddet for det beskedne firma kom, da man i Mejlgade fik øje på en ejendom, som de to kunne se en
del muligheder i. Desværre havde bankerne ikke samme syn på sagen, så kassen var lukket i, ogsa selv om der
lå kaution bag lånet. Men Sparbank Vest kunne se potentialet og lånte de to de nødvendige penge. Ejendomme
blev købt, udviklet og tre måneder efter solgt for det dobbelte. »Nu havde vi penge på kontoen, og så kunne
vi for alvor gå i gang med at udvikle vores forretning efter de planer, som vi havde lagt om at lave projektudvikling
og stille og roligt opbygge en ejendomsportefølje. I den proces fik vi et solidt modspil af arkitekten Morten
Schmidt fra Schmidt, Hammer og Lassen, som var med til at give os den holdning til god arkitektur, hvilket vi
har taget med os i alle vores projekter. Men vi må jo også erkende, at vi var på det rigtige sted på det rigtige
tidspunkt og kom ind på markedet, da de enorme prisstigninger på fast ejendom tog fart. I dag er det meget
sværere, så vi havde på mange måder heldet med os - men vi opsøgte det altså også,« slår Martin Busk fast.
BRICKS begyndte at udvide sit netværk og blev sponsor i mindre omfang i AGF. Noget, der skulle vise sig at
blive meget større, da Martin Busk fløj ned til klubbens daværende hovedaktionær for at overtage aktieposten.
»Det gik, som det skulle. Jeg lukkede handelen med Kurt Andersen og lavede efterfølgende investorgruppen,
som i dag er hovedaktionær. Det var en personlig tilfredsstillelse at gøre dette, og vi er meget ivrige efter at udvikle
virksomheden yderligere i de kommende år, ikke mindst med sportscampus bag stadion.« I det hele taget
er mændene bag BRICKS indstillede pa at gøre meget mere for den by, som de begge er vokset op i og ikke
kunne tænke sig at forlade, selv om mulighederne måske er større andre steder.

Arhus i hjertet
»Vi vil meget gerne lave noget spændende for Arhus,« erklærer Martin Busk og ser absolut ud til at mene det.
»Vi vil gerne være med til at løfte overlæggeren. Men vi må også erkende, at det er en tung proces i en by, hvor
embedsmænd og politikere blander sig i de mindste detaljer, og hvor Grenåbanen adskiller havn og by. Men lad
os nu se. Vi fortsætter med at udvikle projekter og ideer. Vi har Arhus i hjertet. Vi vil Arhus, og vi vil Arhus det
godt,« siger den unge direktør, der godt kunne tænke sig, at embedsmænd og politikere lyttede lidt mere til byens
mange fremragende arkitekter, når det gælder udviklingen af byen. »Så kunne det jo være, at vi i fællesskab
kunne skabe noget, der rækker ud over kanten og bryder nogle grænser, og som giver os nogle skæve vinkler,«
siger han håbefuldt.
Visioner efterlyses
»Se for eksempel pa Barcelona og Bilbao. Dér tør man. Hvorfor tør vi så ikke. Jeg savner visioner, og at vi kan
svinge os op til mere end at placere en vanddrage på Store Torv. Heldigvis har man da fået gennemført åbningen
af åen, men det holdt jo også hårdt. Som det gjorde det med Musikhuset og ARoS,« lyder det fra Martin
Busk, der lover, at projekter fra BRICKS aldrig bliver metervarer. »Er der noget, som du specielt gerne vil bygge
i Arhus?« »Ja, jeg kunne fantastisk godt tænke mig at bygge et nyt kollegium inde i byen. Og et plejehjem, også
inde i byen. Noget rigtigt lækkert byggeri for unge og ældre inden for Ringgaden. Det kunne blive helt fantastisk.
Og være til gavn.«