Polarfronten 2004

More documents

Recommendations

Info

Finn Surlyk i felten i Jameson Land, som er det absolut bedste sted i verden at indsamle plantefossiler, hvis man er interesseret i den voldsomme overgang mellem Trias og Jura. <strong>Polarfronten</strong> 3/04 Møde med en af Jordens store katastrofer En geologisk ekspedition har i sommer søgt efter plantefossiler i Jameson Land. Interessen samler sig især om de voldsomme hændelser under overgangen mellem Trias- og Juraperioderne, der rystede Jorden for 200 mio. år siden og efterlod et ufrugtbart slettelandskab med ganske få planter i sit kølvand. Jorden er gennem sin 4,6 milliarder år lange geologiske historie flere gange blevet ramt af gigantiske naturkatastrofer, som med overvældende kraft har vendt fuldstændig op og ned på den langsomt fremadskridende udvikling. Dyre- og plantelivet i store dele af verden uddøde, nogle få arter overlevede, og først efterhånden som den rystede klode kom til hægterne igen, dukkede nye arter op. Tag til Kap Stewart En af de danske geologer, der forsker i Jordens store rystelser, er professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut på Københavns Universitet, og han fortæller, at kendskabet til Jordens masseuddøener er relativt nyt: - Indtil for få år siden var enhver ide om masseuddøen og store katastrofer stort set bandlyst i geologien. Man fulgte en geologisk udgave af darwinismen, som sagde, at alt var resultatet af langsomme, gradvise ændringer. Nu ved vi, at det er fuldkommen forkert. Den geologiske udvikling domineres i virkelig- Foto: Mahai Popa heden af meget store begivenheder efterfulgt af lange perioder af kedsommelighed. Surlyk har studeret den dramatiske overgang mellem de to geologiske perioder Trias og Jura for 200 millioner år siden. Den er betydelig mindre kendt end overgangen mellem Kridt og Tertiær for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde, men er ligeså voldsom og regnes blandt de fem store katastrofer i Jordens geologiske historie. Geologerne får bl.a. deres viden om de store omvæltninger ved at undersøge forstenede planter i aflejrede lag fra de pågældende tidsrum. Og er man på jagt efter den flora, som spænder over overgangen mellem Trias og Jura, så gør man klogt i at tage til Jameson Land i Østgrønland nord for Scoresby Sund. Her finder man en af verdens rigeste fossile floraer i en flere hundrede meter tyk lagserie, der kaldes Kap Stewart Formationen. Den ældste del af floraen er fra slutningen af Trias og den yngste fra begyndelsen af Jura, så man i detaljer kan studere overgangen mellem de to perioder. De fossile floraer blev opdaget af den danske geolog Harz for omkring 100 år siden og blev i 1930’erne detaljeret beskrevet af englænderen Tom Harris. Samlingen af puslespillet af forstenede planter viste, at Trias- og Jurafloraen er næsten totalt forskellige, og at så godt som alt plantelivet uddøde under overgangen mellem de to perioder. Årets fund Derfor er det ikke overraskende, at sommerens feltarbejde er foregået netop i Jameson Land, hvor Surlyk som medlem af en internationalt sammensat forskergruppe systematisk har indsamlet plantefossiler og kortlagt lagdelingen i Kap Stewart Formationen. Surlyk er sedimentolog og kan ved at studere de 200 millioner år gamle geologiske lag f.eks. sige, hvordan floder og søer og landskabet har set ud. Da planter kun forstener under vand, hvor det iltfattige miljø forhindrer forrådnelse, er sedimentologens bidrag en vigtig brik i den arbejdsdeling, som findes i en geologisk projektgruppe.
Fotos: Finn Surlyk Surlyks hypotese før sommerens feltarbejde var, at når stort set hele den højere planteverden uddør, så får man et afsvedet, steppeagtigt landskab med bregner og nogle få andre hårdføre planter, og at de radikale ændringer i forvitring, erosion og afstrømning i landskabet må afspejle sig i store ændringer i lagenes udvikling, f.eks. i form af mere sand og grus, mindre ler, flere flodaflejringer og færre søaflejringer. Hans store håb var derfor at finde nogle lokaliteter, hvor grænsen mellem lag fra Trias og Jura kunne fastlægges præcist, således at denne hypotese for alvor kunne efterprøves. Og det fandt han, selvom han skulle helt frem til den sidste dag, før det skete. Surlyk var sammen med en anden ekspeditionsdeltager taget til en fjeldside, hvor flere af ekspeditionsdeltagerne havde arbejdet allerede i 2002, blot ikke Finn Surlyk, som var blevet løftet ud af området efter en ulykke, hvor han havde beskadiget sin ene hånd. Der var enighed om, at det var et yderst interessant område, men ingen havde set lige det, som sedimentologen Surlyks trænede øje fangede: - Vi bevægede os på en stejl og høj fjeldside, som nederst bestod af aflejringer fra Trias, og så lige pludselig ser jeg et tyndt, mørkt lag og – bang! – derefter vælter det ind med sand. Her stod jeg direkte over for overgangen fra Triastiden med dens aflejringer fra et sø- og sumplandskab med en rig vegetation til en periode præget af aflejringer fra et goldt, afbrændt steppeagtigt landskab med meget få overlevende planter, forklarer Finn Surlyk med begejstring i stemmen. - Med dette fund har vi fået en totalhistorie, der fortæller, hvordan landskabet ændrede sig fra små, slyngede, langsomme floder, småsøer og sumpe til i virkeligheden at blive den type floder, vi finder i Arktis i dag: brede, flettede, grusede floder, som ikke slynger sig. Da tusmørket sænkede sig Først de senere år er forskerne nået frem til at give et bud på, hvad der egentlig skete for omkring 200 millioner år siden. Det mest sandsynlige er, at Jorden blev rystet af en af de største vulkanske episoder nogensinde. Den varede i geologisk målestok relativ kort tid – omkring 1 million år – men var meget voldsom, og vi må forestille os, at der i den periode er blevet slynget enorme mængder af vulkanske gasser op i atmosfæren, og at tusmørket sænkede sig over Jorden og skabte en voldsom drivhuseffekt. Teorien er først blevet formuleret de senere år, fordi det har været svært at bestemme det oprindelige vulkanske område. Kontinentaldriften har nemlig vredet landmasserne fra hinanden, så området i dag ligger spredt ud for Nordamerikas sydøstkyst og Grønland, i Spanien, i Nordvestafrika og omkring Venezuela. Jameson Land-geologernes undersøgelser bekræfter teorien. En af ekspeditionsdeltagerne, Stephen Hesselbo fra Oxford University, har set på isotopændringer, og hans kulstof 13-analyse viser, at der er sket en voldsom stigning i drivhusgasser i atmosfæren ved overgangen mellem Trias og Jura. I samme retning peger en undersøgelse af spalteåbningerne i de meget velbevarede, forstenede blade, som en anden deltager, Jenny McElwain, har gennemført. Spalteåbningerne fungerer som planternes åndedrætsorganer, og deres tæthed og størrelse giver derfor et indtryk af optagelsen af kuldioxid. McElwains konklusion er, at der er sket en firedobling af kuldioxidindholdet i atmosfæren, og det betyder, at der på Trias-Jura grænsen har været tale om en pludselig, enorm drivhuseffekt, som den der kan opstå i forbindelse med voldsom vulkanisme. Poul-Erik Philbert Kontakt: Finn Surlyk, Geologisk Institut, KU, tlf. 35 32 24 53, finns@geol.ku.dk Spor efter en af Jordens store katastrofer. Steve Hesselbo fra Oxford University indsamler prøver i et tyndt sort skiferlag, der indeholder plantefossiler fra overgangen mellem Trias og Juraperioderne for 200 millioner år siden. Det tykke gule sandlag over skiferen stammer fra den kraftige erosion, som opstod efter, at Trias-floraen var næsten uddød. 7
Page 1 and 2: UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 3/
Page 3 and 4: Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004
Page 5: lokkene fritlagt på overfladen. De
Page 9 and 10: etning Mistanken består Professor
Page 11 and 12: Foto: NKA Grønlands ældste ski Et
Page 14 and 15: NANOK i historiens fodspor Medlemme
Page 16 and 17: Tredje Galathea-ekspedition på teg
Page 18: Polarfronten 3/04 Fire kvinder frem
Page 21 and 22: Nye bøger Henning Jacobsen: I dunk
Page 23 and 24: Ny ph.d.-afhandling om diabetes En

Polarfronten 2004

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?