Polarfronten 2004

lokkene fritlagt på overfladen. Det smeltende vand
løb nu i floder, som pga. isens ringe hældning skabte
lukkede, cirkelformede slyngninger, de såkaldte mæandere.
De mange syenitblokke blev i denne proces
lejret i slyngingerne, hvor de dannede cirkler eller
ringe, fortæller Peter W. U. Appel (se figuren).
Flere teorier i spil
Ikke mange har som Appel turdet komme med et bud
på en forklaring på fænomenets opståen. Der er dog
andre teorier i spil, herunder især én der yder Appels
forklaring kvalificeret modstand.
Det er lektor i geografi ved Tårnby Gymnasium, Niels
Münther, der stiller sig tvivlende overfor, om mæandrerende
floder kan forårsage så skarpe linjer, som
præger Minturn-cirklernes ydre kant. Og det især
hvis der ikke samtidig er lineære strukturer at spore.
I stedet foreslår han, at der kan være tale om smeltevandssøer
på stagnerende is, som bliver fyldt op med
skidt og herefter aflejres på jordoverfladen i takt med
isens smelten. Denne teori giver blot ingen forklaring
på, hvordan ringene blev dannet.
Peter W. U. Appel er selv opmærksom på, at punktet
med de mæandrerende floder er det svage led i
teorien. For at komme videre i udforskningen håber
han på i nærmeste fremtid at få mulighed for at foretage
sammenlignende undersøgelser på Varangerhalvøen,
omkring Qaanaaq og i I. C. Christensen Land,
hvor der er fundet lignende forekomster.
- Det er bl.a. afgørende at få undersøgt, om der ligger
et system til grund for fænomenet, eller om det
blot er resultat af dødishuller. Samtidig er det væsentligt
at få afprøvet den nuværende teori på de øvrige
områder for enten at kunne videreudvikle eller
forkaste den i det videre arbejde, siger Appel. Som et
konkret initiativ i den forbindelse har Appel formuleret
et bud på et forskningsprojekt til udførelse som
led i Det Internationale Polarår i 2007-8.
Mens vi venter …
Noget tyder på, at Minturn-cirklerne findes mange
steder i Grønland. Man kan bare ikke se dem, fordi de
ikke som i Inglefield Land er bevokset med laver.
Sammen med tidligere logistikchef ved Dansk Polarcenter,
Hauge Andersson, er Appel i øjeblikket i
gang med ud fra luftbilleder at kortlægge forekomsten
af de Minturn-cirkler i Nordgrønland. Hauge Andersson
har i den forbindelse påtaget sig at registrere
synlige Minturn-cirkler samt at kortlægge områder,
hvor der – på baggrund af generel topografi, lokale
iskapper og tidligere placering ved Indlandsisens
rand – er mistanke om, at cirklerne kan forekomme.
Foreløbig må vi andre væbne os med tålmodighed
og håbe på, at der inden alt for længe skrives et nyt
kapitel i eventyret om ringene.
Jane Tolstrup
Kontakt: Peter W. U. Appel, GEUS, tlf. 38 14 22 14,
pa@geus.dk
Peter Appel fortæller om Minturn-cirklerne i
DPC’s Polarcafé tirsdag den 2. november 2004.
Sådan blev Minturn-cirklerne til
…. måske.
Grafik: Henrik Kiær
Første trin i dannelsen skete for ca. 8.000 år siden, da Indlandsisen dækkede landet.
På grund af permafrost var fronten frosset fast til underlaget, mens der længere
inde under isen var plusgrader. Det betød, at isen pressede sig hen over fronten, og
i denne bevægelse løsnedes de underliggende syenitblokke og transporteredes op
mod isoverfladen.
Da Indlandsisen begyndte at smelte, blev de mange syenitblokke fritlagt og lå på
isoverfladen i store mængder. Da isfronten stadig var frosset fast til underlaget,
kunne smeltevandet ikke som normalt løbe under isen, men blev presset op på
overfladen. Og da samtidig isen hældede ganske lidt, løb vandet her langsomt og
skabte mæandrerende smeltevandsfloder. Efterhånden gled de mange syenitblokke
ned i slyngningerne, og afhængig af hvor mange blokke der var i området, blev der
dannet cirkler eller ringe, som man finder i landskabet i dag.
5