28.07.2013 Views

Polarfronten 2004

Polarfronten 2004

Polarfronten 2004

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 3/SEPTEMBER 2004 PRIS 35 kr.

Polarfronten

Grønlandsk isbjørn var ikke tvekønnet, læs side 8

Ilulissat Isfjord på UNESCO's verdensarvsliste, læs side 12

INDHOLD

4

6

8

10

11

12

14

16

17

18

24

Eventyret om ringene

I Inglefield Land i det nordvestligste Grønland står forskerne

ansigt til ansigt med et svært forklarligt fænomen.

Møde med en af Jordens store katastrofer

Plantefossiler i Jameson Land fortæller historien om den dramatiske

overgang fra Trias til Jura for 200 millioner år siden.

Et skridt i den rigtige retning

Mistanken om, at en grønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet,

et blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse.

Boret i bund

Boringer på Indlandsisen har hentet vand og plantedele op

fra isens bund, som kan fortælle om tiden før nedisningen.

Grønlands ældste ski

Fundet af et stykke træ, der med stor sandsynlighed stammer

fra et par ski, peger på, at dette transportmiddel også blev brugt i Grønlands norrøne periode.

Isfjorden som globalt arvestykke

Så skete det! Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

NANOK i historiens fodspor

De seneste to somre har folk fra Nordøstgrønlandsk Kompagni registreret gamle hytter og fangststationer i

Nordøstgrønland.

Galathea-ekspeditionen genoplives

Den traditionsrige Galathea-ekspedition ser nu ud til at blive genoplivet i 2006-2007.

Kommentar

Styrk den dansk–grønlandske forskningsindsats i Arktis.

Fire kvinder frem for et hjemmestyre

En ny jubilæumsbog tager temperaturen på den grønlandske kultur efter et kvart århundrede med hjemmestyre

og leverer samtidig et indspark i kulturdebatten.

Tjekkede Thule-portrætter

En aktuel fotoudstilling på Nordatlantens Brygge skildrer, hvordan polareskimoernes hverdag i stigende grad

præges af globaliseringen.

Dansk Polarcenter er en institution

under Ministeriet for Videnskab,

Teknologi og Udvikling og har til

opgave at støtte og koordinere dansk

polarforskning.

Polarfronten udgives af:

Dansk Polarcenter

Strandgade 100H

1401 København K

Tlf.: 32 88 01 00

Fax: 32 88 01 01

E-mail: polarfronten@dpc.dk

Internet: www.dpc.dk

Udkommer 4 gange årligt

Oplag: 4000

Deadline for bidrag til næste nr.

20. november 2004.

Abonnement koster 125 kr. for et år og

tegnes gennem Dansk Polarcenter.

Redaktionen:

Hanne Petersen

ansvarshavende redaktør

Poul-Erik Philbert,

redaktør, DJ

Irene Seiten, layout, DJ

Uffe Wilken

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ

Jane Tolstrup

Gabrielle Stockmann

Henning Thing

Produktion og tryk:

Datagraf Auning AS

Forsidefoto: Foto: Steen Andersen

(HuntersMagazine.com)

Indsamling af isbjørneprøver i

Østgrønland

Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis

udtryk for Dansk

Polarcenters holdning.

Eftertryk er tilladt i uddrag med

kildeangivelse.

Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004

Nordpolen var subtropisk

Sedimenter udvundet fra Lomonosov-ryggen under Polarhavet afslører, at

der for 55 millioner år siden var subtropisk klima på Nordpolen.

Borekerneprojektet i Polarhavet er logistisk udfordrende pga. klimaet, og ikke mindst fordi en

boring fra et skib gennem den bevægelige is kan være svær at kontrollere.

Et stille, lavvandet hav med 20 grader varmt

vand og et rigt dyreliv! Så indbydende og

fremkommelig tog Nordpolen sig ud for

55 millioner år siden – i hvert fald hvis

man skal tro et internationalt forskerteam,

der har udført boringer i Lomonosov-ryggen

under Polarhavet. I borekernerne har

de fundet beviser for, at der dengang var

subtropisk klima på Nordpolen.

Algefossiler er nøglen

Nøglen til den nye viden er små algefossiler

fundet i borekernerne. Disse levede

helt tilbage i en periode med maksimal

opvarmning for 55 millioner år siden.

Det ekstremt varme klima skabte en naturlig

drivhuseffekt, der var årsag til, at

store mængder kulstof blev ledt ud i atmosfæren.

Atmosfærens kulstofindhold

skønnes da at have været 6-8 gange større

end i dag. Forskerne har også fundet

tegn på, at en del af Polarhavet engang

var en stor ferskvandssø – sandsynligvis

da Lomonosov-ryggen var en del af det

nuværende Sibirien.

Ifølge den engelske palæontolog Michael

Kaminski, der var en af deltagerne

i ekspeditionen, viser borekernernes indhold,

at mange havbundsdyr uddøde un-

der den ekstreme opvarmning. For flere

arters vedkommende var der endda tale

om masseuddøen.

Farer undervejs

Det er Arctic Coring Expedition (ACEX),

der har gennemført boringerne i Lomonosov-ryggen,

som strækker sig fra Ellesmere

Island over Nordpolen til et punkt

nær New Siberian Islands. Efter at have

tilbragt seks uger på havet med isbryderne

Oden, Vidar Viking og Sovetskiy Soyuz

er det næste skridt nu at få analyseret de

mange indhentede data. I den forbindelse

har forskerne sat hinanden stævne i

Bremen i november måned – under forhåbentlig

mere rolige forhold end i Polarhavet,

hvor mange farer lurede undervejs.

Ikke alene løb ekspeditionen ind i en

faretruende isvæg, der en overgang så ud

til at ville vælte ned i en af isbryderne og

forårsage stor skade. Også et par ubudne

isbjørne skabte furore, da de forsøgte at

trænge ind på et af skibene. Det lykkedes

dog at skræmme dem væk ved hjælp af

skibets signalhorn.

Jane Tolstrup

Læs mere om ekspeditionen på

www.rcom-bremen.de/English/IODP.html

Is og vand

Is er frossent vand, men hvorfor er is så lettere

end vand? Hvorfor flyder isbjerge? Forklaringen

er simpel: Vand er tungest og har højest vægtfylde

ved +4° C (dvs 1 liter rent ferskvand vejer 1000

gram). Ved koldere temperatur udvider vandet

sig og får lavere vægtfylde, indtil det ved 0° C fryser.

1 liter ren is vejer 917 gram. Gletscheris har

små luftbobler i sig, så derfor vejer 1 liter gletscheris

ca. 900 gram. Havvand, som isbjerge flyder

rundt i, er koldt og desuden saltholdigt, så 1

liter havvand vejer 1025 gram. Forskellen i vægtfylde

mellem isbjerg og havvand er derfor 900/-

1025 = 0,87, dvs. at 87% af et regelmæssigt formet

isbjerg er under og 13% over vandet. Som tommelfingerregel

er altså 7/8 af et flydende isbjerg

usynligt.

Grønlands mange gletschere producerer årligt

30–40.000 isbjerge, hvoraf halvdelen stammer

fra Uummannaq-området og Diskobugten,

især Ilulissat Isfjord. I alt en isproduktion på 60

milliarder tons! De største isbjerge fra Diskobugten

er moppedrenge på omkring 30 millioner

tons, men det største isbjerg nogensinde set på

den nordlige halvkugle blev i 1882 observeret i

den vestlige del af Baffinbugten og efter opmåling

skønnet til at veje mere end 9 milliarder tons,

svarende til 4 liter drikkevand til hvert menneske

på Jorden hver dag i 1 år. – En lille isterning i

forhold til det største antarktiske isbjerg, som

bestod af 1400 milliarder tons ferskvandsis!

De store iskæmper fra Vestgrønlands gletschere

flyder rundt med havstrømmene og smelter

ganske langsomt. Vandets veje fører dem

vestover til Baffin Islands østkyst og derfra sydover.

Kun 1-2% af isbjergene når så langt sydpå

som St. Johns, Labrador (48°N) og ganske enkelte

en sjælden gang helt ned til Bermuda

(32°N); – en rejse på mindst 4500 kilometer.

3

Minturn-cirkler set fra

luften. Cirklerne, som

består af syenit-blokke,

er fra et par meter til 80

meter i diameter og er

synlige, fordi syenitten

er bevokset med sorte

laver.

Polarfronten 3/04

Eventyret om ringene

Noget så sjældent som et svært forklarligt glaciologisk fænomen er, hvad forskerne står ansigt til

ansigt med i Inglefield Land i det nordvestligste hjørne af Grønland.

Den forunderlige historie tager sin begyndelse en forårsdag

i 1983. Historien om de udefinerbare, men umiskendeligt

virkelige ring- og cirkelformede aflejringer,

der pryder et vifteformet område i det centrale

Inglefield Land i det nordvestligste Grønland. Minturncirkler

er de blevet døbt, efter elven, der gennemskærer

det udstrakte, flade område ud mod Kane Bassin.

Opdagelse af dimensioner

Den første, der får syn for den mærkværdige sag, er

en canadisk helikopterpilot, som på sin fridag fra en

arkæologisk ekspedition på jagt efter bl.a. teltringe

på Ellesmere Island flyver et smut henover Kane Bassin.

Men er der ikke det store at komme efter på Ellesmere

Island, viser der sig til gengæld at være banebrydende

opdagelser i vente på den anden side af bassinet.

Et utal af ring- og cirkelformede ’tæpper’, store

som små, møder ham fra den grønlandske kyststrækning.

Opstemt vender han tilbage, men de spændte

arkæologer må dog – efter at den fantastiske nyhed

er overbragt, og forventningerne skruet i vejret – snart

se det store, arkæologiske scoop gå fløjten. Det kan

nemlig hurtigt konstateres, at de mystiske cirkler umuligt

kan være gjort af menneskehånd. Herefter går

opdagelsen i glemmebogen.

I 1994 genopdager danske forskere det hidtil ukendte

geologiske fænomen, da Grønlands Geologiske Un-

Fotos: Peter Appel

dersøgelser (GGU) indleder flybårne, geofysiske undersøgelser

i Inglefield Land. Som led i disse undersøgelser

bliver der taget en lang række flyfotos, som

afslører de sort-grålige, skarpt optrukne cirkler og

ringe. Flybillederne udløser mange spekulationer om

fænomenets årsag. Bl.a. diskuteres det, om strukturerne

er vulkanske kraterrør, der kunne være diamantførende,

resultat af meteornedslag eller overfladefænomener

forårsaget af permafrost. En formodning

om, at strukturerne kunne være tegn på diamantførende

kimberliter, får tillige et mineselskab til at indlede

undersøgelser i området i 1995. Området viser

sig dog hurtigt at være en blindgyde i jagten på diamanter.

Det bliver påvist, da malmgeologen Peter W.

U. Appel, der i dag er seniorforsker ved Danmarks og

Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) sammen

med mineselskabet besøger området.

Senere samme år tager Appel med på en ny GGUekspedition

til Inglefield Land – en ekspedition, der

skal komme til at danne grundlag for hans arbejde

med at formulere det første bud på en sammenhængende

teori om det mystiske fænomen.

Kodeord: syenit

For hvad er de gjort af, disse besynderlige forekomster,

der veksler i størrelse fra et par meter til omkring

80 meter i diameter? Efter at have registreret

ca. 300 Minturn-cirkler og undersøgt ca. 175 er man

nået frem til den konklusion, at de består af løse blokke

af bjergarten syenit, der ligger som tæpper draperet

hen over blokmark og fjeld. Blokkene er ofte bevoksede

med sorte laver, hvilket ikke er uvæsentligt,

da de ellers ville være usynlige. Grunden hertil er, at

syenitblokkene indeholder lidt flere næringsstoffer

end de omkringliggende gnejsblokke.

Det er imidlertid anderledes svært at give en forklaring

på, hvordan Minturn-cirklerne er blevet dannet.

Peter W. U. Appels bud er, at Indlandsisen har

haft en finger med i spillet – og at cirklerne derfor er

et glaciologisk fænomen.

- Syenitten blev transporteret fra bunden og op til

overfladen som følge af isens forskellige bevægelsesmønstre.

Da Indlandsisen begyndte at smelte efter i

mange år at have dækket Inglefield Land, blev syenit-

lokkene fritlagt på overfladen. Det smeltende vand

løb nu i floder, som pga. isens ringe hældning skabte

lukkede, cirkelformede slyngninger, de såkaldte mæandere.

De mange syenitblokke blev i denne proces

lejret i slyngingerne, hvor de dannede cirkler eller

ringe, fortæller Peter W. U. Appel (se figuren).

Flere teorier i spil

Ikke mange har som Appel turdet komme med et bud

på en forklaring på fænomenets opståen. Der er dog

andre teorier i spil, herunder især én der yder Appels

forklaring kvalificeret modstand.

Det er lektor i geografi ved Tårnby Gymnasium, Niels

Münther, der stiller sig tvivlende overfor, om mæandrerende

floder kan forårsage så skarpe linjer, som

præger Minturn-cirklernes ydre kant. Og det især

hvis der ikke samtidig er lineære strukturer at spore.

I stedet foreslår han, at der kan være tale om smeltevandssøer

på stagnerende is, som bliver fyldt op med

skidt og herefter aflejres på jordoverfladen i takt med

isens smelten. Denne teori giver blot ingen forklaring

på, hvordan ringene blev dannet.

Peter W. U. Appel er selv opmærksom på, at punktet

med de mæandrerende floder er det svage led i

teorien. For at komme videre i udforskningen håber

han på i nærmeste fremtid at få mulighed for at foretage

sammenlignende undersøgelser på Varangerhalvøen,

omkring Qaanaaq og i I. C. Christensen Land,

hvor der er fundet lignende forekomster.

- Det er bl.a. afgørende at få undersøgt, om der ligger

et system til grund for fænomenet, eller om det

blot er resultat af dødishuller. Samtidig er det væsentligt

at få afprøvet den nuværende teori på de øvrige

områder for enten at kunne videreudvikle eller

forkaste den i det videre arbejde, siger Appel. Som et

konkret initiativ i den forbindelse har Appel formuleret

et bud på et forskningsprojekt til udførelse som

led i Det Internationale Polarår i 2007-8.

Mens vi venter …

Noget tyder på, at Minturn-cirklerne findes mange

steder i Grønland. Man kan bare ikke se dem, fordi de

ikke som i Inglefield Land er bevokset med laver.

Sammen med tidligere logistikchef ved Dansk Polarcenter,

Hauge Andersson, er Appel i øjeblikket i

gang med ud fra luftbilleder at kortlægge forekomsten

af de Minturn-cirkler i Nordgrønland. Hauge Andersson

har i den forbindelse påtaget sig at registrere

synlige Minturn-cirkler samt at kortlægge områder,

hvor der – på baggrund af generel topografi, lokale

iskapper og tidligere placering ved Indlandsisens

rand – er mistanke om, at cirklerne kan forekomme.

Foreløbig må vi andre væbne os med tålmodighed

og håbe på, at der inden alt for længe skrives et nyt

kapitel i eventyret om ringene.

Jane Tolstrup

Kontakt: Peter W. U. Appel, GEUS, tlf. 38 14 22 14,

pa@geus.dk

Peter Appel fortæller om Minturn-cirklerne i

DPC’s Polarcafé tirsdag den 2. november 2004.

Sådan blev Minturn-cirklerne til

…. måske.

Grafik: Henrik Kiær

Første trin i dannelsen skete for ca. 8.000 år siden, da Indlandsisen dækkede landet.

På grund af permafrost var fronten frosset fast til underlaget, mens der længere

inde under isen var plusgrader. Det betød, at isen pressede sig hen over fronten, og

i denne bevægelse løsnedes de underliggende syenitblokke og transporteredes op

mod isoverfladen.

Da Indlandsisen begyndte at smelte, blev de mange syenitblokke fritlagt og lå på

isoverfladen i store mængder. Da isfronten stadig var frosset fast til underlaget,

kunne smeltevandet ikke som normalt løbe under isen, men blev presset op på

overfladen. Og da samtidig isen hældede ganske lidt, løb vandet her langsomt og

skabte mæandrerende smeltevandsfloder. Efterhånden gled de mange syenitblokke

ned i slyngningerne, og afhængig af hvor mange blokke der var i området, blev der

dannet cirkler eller ringe, som man finder i landskabet i dag.

5

Finn Surlyk i felten i Jameson

Land, som er det absolut

bedste sted i verden

at indsamle plantefossiler,

hvis man er interesseret

i den voldsomme overgang

mellem Trias og Jura.

Polarfronten 3/04

Møde med en af Jordens

store katastrofer

En geologisk ekspedition har i sommer søgt efter plantefossiler i Jameson Land. Interessen samler sig

især om de voldsomme hændelser under overgangen mellem Trias- og Juraperioderne, der rystede Jorden

for 200 mio. år siden og efterlod et ufrugtbart slettelandskab med ganske få planter i sit kølvand.

Jorden er gennem sin 4,6 milliarder år lange geologiske

historie flere gange blevet ramt af gigantiske naturkatastrofer,

som med overvældende kraft har vendt

fuldstændig op og ned på den langsomt fremadskridende

udvikling. Dyre- og plantelivet i store dele af

verden uddøde, nogle få arter overlevede, og først efterhånden

som den rystede klode kom til hægterne

igen, dukkede nye arter op.

Tag til Kap Stewart

En af de danske geologer, der forsker i Jordens store

rystelser, er professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut

på Københavns Universitet, og han fortæller, at

kendskabet til Jordens masseuddøener er relativt nyt:

- Indtil for få år siden var enhver ide om masseuddøen

og store katastrofer stort set bandlyst i geologien.

Man fulgte en geologisk udgave af darwinismen,

som sagde, at alt var resultatet af langsomme, gradvise

ændringer. Nu ved vi, at det er fuldkommen forkert.

Den geologiske udvikling domineres i virkelig-

Foto: Mahai Popa

heden af meget store begivenheder efterfulgt af lange

perioder af kedsommelighed.

Surlyk har studeret den dramatiske overgang mellem

de to geologiske perioder Trias og Jura for 200

millioner år siden. Den er betydelig mindre kendt end

overgangen mellem Kridt og Tertiær for 65 millioner

år siden, hvor dinosaurerne uddøde, men er ligeså

voldsom og regnes blandt de fem store katastrofer i

Jordens geologiske historie.

Geologerne får bl.a. deres viden om de store omvæltninger

ved at undersøge forstenede planter i aflejrede

lag fra de pågældende tidsrum. Og er man på

jagt efter den flora, som spænder over overgangen

mellem Trias og Jura, så gør man klogt i at tage til Jameson

Land i Østgrønland nord for Scoresby Sund.

Her finder man en af verdens rigeste fossile floraer i

en flere hundrede meter tyk lagserie, der kaldes Kap

Stewart Formationen. Den ældste del af floraen er fra

slutningen af Trias og den yngste fra begyndelsen af

Jura, så man i detaljer kan studere overgangen mellem

de to perioder.

De fossile floraer blev opdaget af den danske geolog

Harz for omkring 100 år siden og blev i 1930’erne

detaljeret beskrevet af englænderen Tom Harris. Samlingen

af puslespillet af forstenede planter viste, at

Trias- og Jurafloraen er næsten totalt forskellige, og

at så godt som alt plantelivet uddøde under overgangen

mellem de to perioder.

Årets fund

Derfor er det ikke overraskende, at sommerens feltarbejde

er foregået netop i Jameson Land, hvor Surlyk

som medlem af en internationalt sammensat forskergruppe

systematisk har indsamlet plantefossiler

og kortlagt lagdelingen i Kap Stewart Formationen.

Surlyk er sedimentolog og kan ved at studere de

200 millioner år gamle geologiske lag f.eks. sige, hvordan

floder og søer og landskabet har set ud. Da planter

kun forstener under vand, hvor det iltfattige miljø

forhindrer forrådnelse, er sedimentologens bidrag en

vigtig brik i den arbejdsdeling, som findes i en geologisk

projektgruppe.

Fotos: Finn Surlyk

Surlyks hypotese før sommerens feltarbejde var, at

når stort set hele den højere planteverden uddør, så

får man et afsvedet, steppeagtigt landskab med bregner

og nogle få andre hårdføre planter, og at de radikale

ændringer i forvitring, erosion og afstrømning i

landskabet må afspejle sig i store ændringer i lagenes

udvikling, f.eks. i form af mere sand og grus, mindre

ler, flere flodaflejringer og færre søaflejringer. Hans

store håb var derfor at finde nogle lokaliteter, hvor

grænsen mellem lag fra Trias og Jura kunne fastlægges

præcist, således at denne hypotese for alvor kunne

efterprøves.

Og det fandt han, selvom han skulle helt frem til

den sidste dag, før det skete. Surlyk var sammen med

en anden ekspeditionsdeltager taget til en fjeldside,

hvor flere af ekspeditionsdeltagerne havde arbejdet

allerede i 2002, blot ikke Finn Surlyk, som var blevet

løftet ud af området efter en ulykke, hvor han havde

beskadiget sin ene hånd. Der var enighed om, at det

var et yderst interessant område, men ingen havde

set lige det, som sedimentologen Surlyks trænede øje

fangede:

- Vi bevægede os på en stejl og høj fjeldside, som

nederst bestod af aflejringer fra Trias, og så lige pludselig

ser jeg et tyndt, mørkt lag og – bang! – derefter

vælter det ind med sand. Her stod jeg direkte over for

overgangen fra Triastiden med dens aflejringer fra et

sø- og sumplandskab med en rig vegetation til en periode

præget af aflejringer fra et goldt, afbrændt steppeagtigt

landskab med meget få overlevende planter,

forklarer Finn Surlyk med begejstring i stemmen.

- Med dette fund har vi fået en totalhistorie, der

fortæller, hvordan landskabet ændrede sig fra små,

slyngede, langsomme floder, småsøer og sumpe til i

virkeligheden at blive den type floder, vi finder i Arktis

i dag: brede, flettede, grusede floder, som ikke slynger

sig.

Da tusmørket sænkede sig

Først de senere år er forskerne nået frem til at give et

bud på, hvad der egentlig skete for omkring 200 millioner

år siden.

Det mest sandsynlige er, at Jorden blev rystet af en

af de største vulkanske episoder nogensinde. Den varede

i geologisk målestok relativ kort tid – omkring 1

million år – men var meget voldsom, og vi må forestille

os, at der i den periode er blevet slynget enorme

mængder af vulkanske gasser op i atmosfæren, og at

tusmørket sænkede sig over Jorden og skabte en voldsom

drivhuseffekt.

Teorien er først blevet formuleret de senere år, fordi

det har været svært at bestemme det oprindelige

vulkanske område. Kontinentaldriften har nemlig vredet

landmasserne fra hinanden, så området i dag ligger

spredt ud for Nordamerikas sydøstkyst og Grønland,

i Spanien, i Nordvestafrika og omkring Venezuela.

Jameson Land-geologernes undersøgelser bekræfter

teorien. En af ekspeditionsdeltagerne, Stephen

Hesselbo fra Oxford University, har set på isotopændringer,

og hans kulstof 13-analyse viser, at der er

sket en voldsom stigning i drivhusgasser i atmosfæren

ved overgangen mellem Trias og Jura.

I samme retning peger en undersøgelse af spalteåbningerne

i de meget velbevarede, forstenede blade,

som en anden deltager, Jenny McElwain, har gennemført.

Spalteåbningerne fungerer som planternes åndedrætsorganer,

og deres tæthed og størrelse giver derfor

et indtryk af optagelsen af kuldioxid. McElwains

konklusion er, at der er sket en firedobling af kuldioxidindholdet

i atmosfæren, og det betyder,

at der på Trias-Jura grænsen har været

tale om en pludselig, enorm drivhuseffekt,

som den der kan opstå i

forbindelse med voldsom

vulkanisme.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: Finn Surlyk,

Geologisk Institut, KU,

tlf. 35 32 24 53, finns@geol.ku.dk

Spor efter en af Jordens

store katastrofer. Steve

Hesselbo fra Oxford University

indsamler prøver i

et tyndt sort skiferlag, der

indeholder plantefossiler

fra overgangen mellem

Trias og Juraperioderne

for 200 millioner år siden.

Det tykke gule sandlag

over skiferen stammer fra

den kraftige erosion, som

opstod efter, at Trias-floraen

var næsten uddød.

7

Foto: Magnus Elander

Et skridt i den rigtige

Mistanken om, at en østgrønlandsk

hunbjørn skulle være tvekønnet, er

blevet afkræftet efter en grundig

undersøgelse. Det fjerner imidlertid

ikke risikoen for, at miljøgifte kan

gribe forstyrrende ind i isbjørnenes

kønsudvikling.

I juli 1999 blev der i Østgrønland skudt en

hunisbjørn med tydeligt forstørret klitoris.

Det skabte en del uro blandt danske

isbjørneforskere, fordi de frygtede, at det

kunne være det første eksempel på en

grønlandsk bjørn, som havde fået påvirket

kønsudviklingen af miljøfremmede gifte.

Norske forskere havde gennem 1990’erne

i forbindelse med mærkning af isbjørne

på Svalbard observeret mistænkeligt

udseende abnormiteter i kønsorganerne

hos en række hunbjørne, og det havde

skabt mistanke om, at de høje koncentrationer

af miljøgifte som PCB og DDT, der

med vinde og havstrømme fra Europa og

Asien føres til Østgrønland og Svalbard,

måske kunne gøre bjørnene tvekønnede.

Polarfronten 3/04

Var ikke tvekønnet

Nu viser en detaljeret undersøgelse af

den grønlandske hunisbjørn, at den forstørrede

klitoris intet har at gøre med, at

bjørnen var tvekønnet. Dyrlæge og forsker

ved Danmarks Miljøundersøgelser

(DMU), Christian Sonne, slår fast, at der

var tale om en betændelse, som f. eks.

kan være opstået, fordi hunnen i brunst

har været i tæt og kærlig kontakt med

hanbjørne.

Selvom alarmen foreløbig er afblæst

for den østgrønlandske bjørns vedkommende,

kan forskerne ud fra deres nuværende

viden stadig ikke sige, om de relativt

høje giftniveauer hos bjørnene kan

gribe forstyrrende ind i den normale funktion

af kønsapparatet, immunsystemet,

hormonbalancen m.m. Christian Sonne

slår fast, at der endnu ikke findes et håndgribeligt,

videnskabeligt bevis for dette,

selvom flere studier af bjørne i Østgrønland

og på Svalbard tyder på en sådan

sammenhæng.

- Hunbjørnen fra Østgrønland er den

eneste, vi har observeret med ændringer

i kønsorganerne, og den var altså ikke

tvekønnet. Samtidig ved vi fra en interviewundersøgelse

blandt østgrønlandske

fangere, at ingen af dem nogensinde mindes

at have set noget, som kunne berettige

en mistanke om tvekønnethed.

Christian Sonne mener også, at det kniber

med beviser for de bjørne fra Svalbard,

som norske forskere mistænker for

at være det, man i forskerkredse betegner

som pseudohermafroditter (se faktaboks).

De norske forskere har ganske vist

konstateret ydre tegn på forstørrede kønsorganer,

men da det er sket i forbindelse

med bedøvelse og mærkning, og da bjørne

på Svalbard ikke må aflives, har det

kun været muligt at undersøge dem overfladisk

og tage en blodprøve og en

spækbiopsi.

- Jeg kan ikke vide, om de norske bjørne

er tvekønnede. Men når det ikke har

været muligt at se på dyrenes indre organer,

kan man ikke afskrive den mulighed,

at forstørrelsen af klitoris hos de voksne,

kønsmodne norske bjørne kan have samme

forklaring, som vi har fundet hos hunbjørnen

fra Østgrønland, siger Christian

Sonne.

En undtagelse er dog ifølge Christian

Sonne to 1-årige tvillingeunger, fundet

på Svalbard i 1996, hvor urinrørsåbningen

sad 1/2 centimeter for enden af noget,

der lignede en penis.

Hermafrodit eller

pseudohermafrodit

Blandt forskere, som studerer tvekønnethed i naturen,

skelner man mellem hermafroditter og

pseudohermafroditter. En hermafrodit skal have

både primære hun- og hankønsorganer, dvs. have

en æggestok og en testikel. En pseudohermafrodit

har derimod altid normale testikler eller ovarier,

men har træk af det modsatte køn i de sekundære,

ydre kønsorganer. Både hermafroditter

og pseudohermafroditter har normale kønskromosomer,

da lidelsen er et resultat af enten

en fosterskade eller senere opståede hormonale

ændringer. Forskerne frygter, at de organiske miljøgifte

fra den industrialiserede verden kan gå

ind og efterligne eller blokere kønshormonerne

og bl.a. føre til tvekønnethed. Isbjørnene bliver

observeret særlig tæt, fordi de, som det øverste

led i fødekæden, optager giftstofferne fra alle de

øvrige dyr i kæden.

Forskerne frygtede, at en forstørret klitoris

hos en østgrønlandsk bjørn kunne være et

tegn på tvekønnethed fremkaldt af miljøgifte.

Det viste sig at være en betændelse.

Foto: H.T. Sandell og B. Sandell

etning

Mistanken består

Professor Øystein Wiig, Zoologisk Museum

i Oslo, der er med i den norske isbjørneundersøgelse,

er enig i, at Christian Sonnes

konklusion kan være rigtig, da flere

af de isbjørnehunner, som er blevet observeret

på Svalbard, har været i brunst

og har haft en betændt klitoris.

- Men det gælder ikke alle, tilføjer Øystein

Wiig. Vi har set fænomenet med en

forstørret klitoris hos alle aldersgrupper

helt ned til tremåneders alderen. De mest

specielle var to hununger med en urinåbning

næsten i enden af en ’penis’.

De to unger blev beskrevet i en artikel i

1998, hvor også indgik to voksne hunbjørne

med forstørret klitoris. Ud fra en viden

om, at miljøgifte som PCB kan forstyrre

hormonbalancen hos dyr og mennesker,

pegede de norske forskere i artiklen på,

at forureningen kunne være en mulig årsag

til abnormiteterne i kønsorganerne.

- Vi understregede imidlertid, at der

også kunne være andre mere ’naturlige’

årsager, pointerer Wiig. For eksempel

kunne det være mandlige hormoner fra

en kræftsvulst hos moderen, der var blevet

overført til fostrene og havde forstyrret

udviklingen af deres kønsorganer, ligesom

genetiske faktorer kunne spille ind.

De norske forskere har ikke undersøgt

de pågældende bjørne nærmere, men

har senere i forbindelse med mærkning

af isbjørnehunner på Svalbard fundet eksempler

på forstyrrelser i kønsorganerne

hos omkring 1,5% af de mærkede dyr.

Mistanken til den østgrønlandske hunbjørn

er fjernet og har givet vigtig viden

til fremtidens undersøgelser. Men dermed

er alarmen om, at miljøgiftene kan påvirke

isbjørnenes kønsudvikling, ikke afblæst.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: Christian Sonne, DMU, tlf. 46 30 19 54,

chs@dmu.dk og Øystein Wiig, Zoologisk Museum,

Oslo, tlf. +47 22 85 16 88,

oystein.wiig@nhm.uio.no

Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com)

Østgrønlandske fangere har siden 1999 indsamlet prøver, hver gang de har skudt en isbjørn. Det

har givet materiale til en detaljeret undersøgelse af sammenhængen mellem bjørnenes helbredstilstand

og forekomsten af miljøgifte. Her er Christian Sonne og Maja Kirkegaard fra DMU i

gang med at undersøge et kranium nærmere.

Stor dansk isbjørneundersøgelse

Undersøgelsen af den tvekønnede hunbjørn er et led i DMU’s og Grønlands Naturinstituts isbjørneundersøgelse,

som er enestående i international sammenhæng, fordi forskerne har haft adgang til

indre organer og væv fra døde bjørne. Det har de fået gennem et velfungerende samarbejde med

isbjørnejægerne i Scoresbysund-området, som siden 1999 systematisk har indsamlet prøver, hver

gang de har nedlagt et dyr.

Christian Sonne har derfor analyseret f.eks. lever, nyrer og kranier, og har fundet skader, som

fortrinsvis er aldersrelaterede. De ligner dog meget de skader, som miljøgiftene giver, og det kan

derfor ikke udelukkes, at de har spillet ind. For kraniernes vedkommende var der tegn på en

afkalkning, noget der måske skyldes forureningen.

Forskerne har også undersøgt, hvor store mængder miljøgifte, 92 isbjørne har i kroppen, og

sammenlignet med data fra samme område i 1990. Det generelle billede er, at der har været tale

om et markant fald i koncentrationerne for alle miljøgiftene fra 1990 til 2000, med bl.a. ca. 78% for

PCB og ca. 34% for DDT.

Forskerne ville gerne have haft niveauer fra nogle af de mellemliggende år, så man kunne være

sikker på, at der ikke blot er tale om tilfældige udsving fra år til år. Men umiddelbart ser det ud til,

at truslen fra de gammelkendte miljøgifte er aftagende, hvilket sandsynligvis hænger sammen

med, at mange af stofferne er blevet udfaset i industrien for flere år siden, og at koncentrationerne

i det arktiske miljø langsomt er begyndt at falde.

Til gengæld er det ikke muligt at sige noget om udviklingen i de nye miljøgifte, som f.eks. de

bromerede flammehæmmere og perflurerede syrer, idet disse stoffer først relativt nylig har fundet

vej ind i de arktiske fødekæder.

9

Blandt materialet fra Indlandsisens

bund var også

en grannål.

Forskerne håber, at det rødlige

bundvand vil indeholde

interessant, organisk materiale

fra før Grønland blev

dækket af is for 2 millioner

år siden.

Polarfronten 3/04

Boret i bund

Denne sommers boring på Indlandsisen bragte smeltevand og plantedele op fra isens bund. Forskerne

håber, at materialet indeholder dna og pollen, som kan give viden om tiden før Grønlands nedisning.

Normalt borer holdet bag det store, internationale iskerneprojekt

NordGRIP (Nord Grønlands Iskerne Projekt)

is op fra Indlandsisen. Isen, som er gammel sne,

indeholder oplysninger om klimaet på det tidspunkt,

det faldt, og giver centimeter for centimeter en klimahistorie

120.000 år tilbage i tiden. I år var opgaven

imidlertid lidt usædvanlig, for da lød den på at bore

45 meter frosset bundvand op fra bunden af det 3085

meter dybe borehul.

Bunden blev nået i 2003, og til iskerneforskernes

store overraskelse viste det sig, at varme fra undergrunden

smelter Indlandsisen nedefra. Det betød, at

der steg vand op i borehullet, og da det kommer fra

vandsystemer, som kan have været afskåret fra omverdenen

i måske flere millioner år, er det uhyre interessant

i en forskningssammenhæng. Problemet

var imidlertid, at vandet var blandet op med borevæske

fra kerneboringen, og det blev derfor besluttet at

lade noget ikke-forurenet vand fryse til is og hente

det op i 2004.

Værdifuldt materiale op

Boringen denne sommer forløb planmæssigt. Selvom

hullet var boret, tog det ganske vist tid at nå ned til

bunden igen, fordi der i løbet af det forløbne år har

dannet sig isbroer. Efter et par uger ramte boret toppen

af det frosne bundvand, som viste sig at være

fyldt med røde partikler og have et meget højt indhold

af gasser.

Fotos: NGRIP

- Vi er meget begejstrede og ser frem til, at disse prøver

bliver analyseret for muligt indhold af organisk

materiale fra et miljø, som fandtes i Grønland før det

blev isdækket for et par millioner år siden, siger professor

Dorthe Dahl Jensen. Hvem ved, måske kan eksotiske

livsformer eksistere under isen den dag i dag?

Helt uden uregelmæssigheder gik det dog ikke. Efter

at der var boret 50 kilo frosset bundvand op, begyndte

boret langsomt at dreje bort fra det gamle hul

og ind i gletscherisen. Det betød, at kernen bestod af

både frosset bundvand og is, og at der til sidst kun

var is i kernen.

Da det nye hul kun lå 50 centimeter fra det oprindelige,

gik man ud fra, at boret ville nå bunden ved

3085 meters dybde. Men til alles overraskelse fortsatte

det ned i gletscherisen til 3091 meter, og i modsætning

til sidste års boring kom der på intet tidspunkt

bundvand op i hullet. Selvom boringerne ligger tæt

op ad hinanden, har denne sommers boring åbenbart

ikke ramt en vandkanal.

I stedet blev der hentet en del rødligt mudder op

fra bunden sammen med flere centimeter lange fragmenter

af organisk materiale som mest ligner fyrrenåle

eller barkstykker. De foreløbige undersøgelser

tyder på, at der er tale om gammelt materiale, som

stammer fra den tid, da Grønland var skovdækket.

Fundet af plantedelene antyder desuden, at nedisningen

af Grønland er sket relativt hurtigt, for en langsomt

voksende bræ ville have skyllet eller skubbet de

lette dele bort.

Kernen med frosset bundvand og bundmaterialet

fra den nye boring skal nu analyseres nærmere. Dorthe

Dahl Jensen har især store forventninger til det

relativt rene, frosne bundvand, som kan indeholde

dna og pollen fra en tid, hvor Grønland endnu var bevokset

og uden is.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen,

Geofysisk Afdeling,

tlf. 35 32 05 56, ddj@gfy.ku.dk

Foto: NKA

Grønlands ældste ski

Et stykke træ, fundet i et sæteranlæg i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland,

stammer med stor sandsynlighed fra et par ski fra middelalderen. Fundet

antyder, at samfærdslen i den norrøne periode bl.a. foregik på ski.

I 1997 foretog Grønlands Nationalmuseum

& Arkiv en arkæologisk undersøgelse

i Kirkespirsdalen i Nanortalik Kommune.

Under udgravningen af et lille sæteranlæg,

der skulle fjernes i forbindelse med

et vejbyggeri op til den kommende guldmine

Nalunaq, fandt man et lille stykke

tekstil af umiskendeligt norrøn oprindelse.

Stykket blev kulstof-14-dateret til omkring

1425 og er således et af de seneste

fund fra middelalderens norrøne samfund,

der eksisterede i Sydgrønland fra

ca. år 1000 til omkring år 1450 e.v.t.

Træstump med lang historie

Noget senere blev der til det daværende

Grønlandssekretariat på Nationalmuseet

i København indleveret et stykke træ, der

efter oplysningerne var fundet i et lignende

anlæg, men nogle kilometer længere

inde i Kirkespirsdalen. Et efterfølgende

besøg på fundstedet kunne bekræfte, at

der var tale om yderligere et sæteranlæg

ligeledes bygget af sten et stykke oppe i

fjeldsidens ur.

Træstykket er 85 centimeter langt og

ni centimeter bredt med en let rundet overside

og en flad underside. Langs begge

kanter ses en række huller afsat med

regelmæssige mellemrum.

Efter at have ligget et par år på Grønlands

Nationalmuseum & Arkiv blev stykket

vist til afdelingen for ski på Umeå Museum

i Nordsverige, der utvetydigt erklærede,

at der er tale om et stykke af en såkaldt

kort-ski af en type, der bl.a. ses afbildet

i Olaus Magnus’ store værk fra 1555

om de nordiske folk. Det er karakteristisk

for denne type ski, at foden anbringes

helt bagtil, således at det meste af skien

er foran foden. De små huller langs begge

kanter bruges til fastgøring af en stighud

på undersiden, dvs. skind monteret med

hårene vendende bagud, for at forhindre

bagglid.

En lille stump træ blev forsigtigt skåret

af og sendt til datering på AMS 14C Dateringscenter

ved Århus Universitet. Efter

endt undersøgelse kunne forskerne konstatere,

at træet enten var lærk eller fyr,

og at stykket stammede fra omkring år

1010. Hermed var den ældst kendte ski i

Grønland dateret. Da man af forskellige

grunde næppe kunne anvende drivtræ til

ski, er skien eller træet dertil ret sikkert

medbragt til Grønland udefra, f.eks. fra

Norge.

Trafik i Kirkespirsdalen

Fundene af både tekstil og træ i hver sin

ende af den norrøne tidsskala antyder, at

der har været aktivitet i Kirkespirsdalen

gennem det meste af perioden. Kirkespirsdalen

ligger ca. 245 meter over kysten,

hvor den norrøne gård nr. 60V2-II-

574 er lokaliseret. Det er indlysende, at

man har udnyttet alle til rådighed stående

foderressourcer til gårdens forskellige

dyr, og at Kirkespirsdalen indgik i dens

nærområde.

Hidtil har det ikke været meget, arkæologerne

har vidst om samfærdslen i området,

da det ikke er mange fund fra den

norrøne middelalder, der fortæller om

samfærdsel. Der er dog fundet dele af

klinkbyggede både, enkelte fund af ishakker

af jern, dele af slæder og nu en

stump af en ski.

Da der ikke er fundet andre stykker

træ, der er tolket som ski, kan det tænkes,

at brug af ski ikke var så udbredt og

måske kun blev benyttet i begyndelsen af

nordboernes tilstedeværelse i Grønland.

Joel Berglund

Kontakt: Joel Berglund,

tlf. 00 46 70 24 86 605,

e-mail: berglund.joel@telia.com

Det 1000 år gamle træstykke blev fundet i

Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland og

stammer sandsynligvis fra et par ski.

11

Isfjorden

som globalt arvestykke

Efter lang tids spændt venten har Ilulissat Isfjord nu fået plads på UNESCO’s

eksklusive verdensarvsliste.

Efter flere års forudgående arbejde i kulissen

er det lykkedes grønlandske og

danske myndigheder at skaffe Ilulissat

Isfjord en attraktiv plads på UNESCO’s

verdensarvsliste over bevaringsværdige

lokaliteter. Isfjorden bliver hermed ikke

blot den første lokalitet i Grønland, men

det første naturarvsområde inden for

rigsfællesskabet, der får tildelt den flotte

status. Indtil nu har kun de danske kulturarvssteder

Kronborg, Roskilde Domkirke

og Jellingestenene kunnet bryste

sig af at være arvestykke for hele verden.

19 meter i døgnet

Ilulissat Isfjord ligger i Disko Bugten omtrent

midt på Grønlands vestkyst. Udover

selve Isfjorden omfatter verdensarvsområdet

de tilgrænsende landområder og et

stykke af Indlandsisen. Alt i alt et område

på 4042 kvadratkilometer.

I bunden af Isfjorden udmunder gletscheren

Sermeq Kujalleq, der dræner en

stor del af Indlandsisen. Her vælter gletscheren

frem med en hastighed på 19 meter

i døgnet, hvilket gør den til en af verdens

hurtigste og mest aktive. Årligt producerer

den 35 kubikkilometer is i form

af store isfjelde, der driver mod mundingen

af fjorden og går på grund ved banken,

hvor de indtager hovedrollerne i et

malerisk sceneri i næsten konstant foranderlige

former og farver akkompagneret

af bragen og knagen fra fjeldenes bevægelser.

Da vanddybden ved Isfjordens munding

kun er omkring 200 meter, går de store

isfjelde på grund og spærrer for de mindre

isfjelde. Det betyder, at fjorden – der formentlig

er mere end 1000 meter dyb –

normalt er tæt pakket med små og store

Polarfronten 3/04

isfjelde. Om vinteren dannes et fast dække

af havis, mens der er større og mindre

isfrie områder i fjorden om sommeren.

Ej blot til lyst …

Fra Isfjorden flyder de gradvist smeltende

isfjelde til mere lavvandede områder

og videre ud i Disko Bugten. Herfra fortsætter

de deres rejse med havstrømmene

nordpå langs Grønlands vestkyst.

Mens smeltevand og isfjelde fører næringsstoffer

til Isfjorden, skaber gletscherisen

turbulens i vandet. Begge forhold er

årsag til, at der er et rigt liv i Isfjorden.

Således har fiskeriet gode kår i Ilulissat,

og sammen med turisme er det byens

vigtigste erhverv.

Omkring 10.000 turister besøger årligt

Ilulissat, som har Isfjorden som den altoverskyggende

attraktion. Men ikke blot

er fjorden skøn at skue – den er tillige af

kulturhistorisk værdi, idet den i kraft af

sine naturrigdomme har tiltrukket bosætninger

igennem 4400 år. Først var det

Saqqaq-folket, der slog sig ned ved fjorden.

Dernæst fulgte Dorset-folket, og

omkring år 1200 bosatte Thule-folket sig

i området.

Tæt på Ilulissat ligger også Sermermiut,

hvor arkæologerne i årevis har arbejdet

med at finde rester fra alle tre kulturer i

lag i jordbunden. Udgravningerne viser,

at Grønland med stor sandsynlighed har

været folketom i perioder.

Isfjorden er også til stadighed genstand

for videnskabelige undersøgelser.

Den er nemlig et væsentligt vidnesbyrd

om den seneste istids sidste fjerdedel.

Anerkendelse forpligter

En status som naturarvsområde inde-

Fakta

s

I anledningen af at Ilulissat Isfjord er blevet

optaget på UNESCO’s verdensarvsliste,

har Danmarks og Grønlands Geologiske

Undersøgelse (GEUS) udarbejdet en

bog om Isfjorden med bidrag fra en række

eksperter. Bogen fokuserer hovedsageligt

på de glaciologiske forhold i og omkring

Isfjorden, men omfatter også afsnit om

bl.a. planteliv, dyreliv, hellefisk, arkæologi,

Ilulissats nyere historie og Ilulissat i dag.

Bogen er redigeret af Ole Bennike, Naja

Mikkelsen, Henrik Klinge Pedersen og Anker

Weidick. Foto af Jakob Lautrup m.fl.

Den er også udgivet i en engelsk og en

grønlandsk udgave, er på 116 sider og rigt

illustreret. Prisen er 324 kroner. ISBN 87-

7871-134-7. Bogen kan købes ved henvendelse

til GEUS, Øster Voldgade 10, 1350

København K, telefon 38 14 20 00,

e-post geus@geus.dk.

bærer ikke blot anerkendelse, men også

en forpligtelse til i fremtiden at beskytte

området. For med optagelsen bliver Isfjorden

hele verdens arvestykke og dermed

en global attraktion.

Derfor er der også taget skridt til at igangsætte

et program, der skal overvåge

turisternes påvirkning af naturen. For turister

vil der uundgåeligt blive flere af i

de kommende år. Da størstedelen af området

er vildmark og kun meget sjældent

besøges, vil der dog først og fremmest

blive brugt ressourcer på at bevare området

nær Ilulissat by.

Jane Tolstrup

Læs mere om Isfjorden på

www.dpc.dk/Ilulissat

Foto: Jakob Lautrup, GEUS

NANOK

i historiens fodspor

Medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni har brugt de seneste to somre

på at rejse rundt og registrere gamle hytter og fangststationer langs den

nordøstgrønlandske kyst.

Igennem århundreder har den grønlandske

østkyst været gæstet af mennesker

fra nær og fjern. Jægere, handels- og opdagelsesrejsende,

slædepatruljer m.fl.

har fristet tilværelsen i det golde og uvejsomme

terræn og på deres vej efterladt

sig håndgribelige minder for eftertiden.

Blandt disse er især de mange hytter og

stationer, der ligger spredt rundt i det

vidtstrakte landskab som beviser på områdets

rige kulturhistoriske fortid.

Igennem ikke færre end 14 år har medlemmer

af Nordøstgrønlandsk Kompagni,

NANOK, viet deres somre til udforskning

af netop denne kulturskat. Formålet

er at skabe et samlet, tidssvarende register

over kystens bygninger.

I feltsæsonen 2003 lykkedes det for de

to udsendte hold at registrere ikke færre

end 100 lokaliteter i området mellem Daneborg

i nord og Kong Oscars Fjord i syd.

Polarfronten 3/04

Germania Land

Hochstetter Forland

Shannon Ø

Sabine Ø

Daneborg

Ella Ø Vega Sund

Kong Oscars Fjord

Nathorst Fjord

I år gjaldt det så området fra Nathorst

Fjord i syd til Hochstetter Forland i nord.

Og på trods af, at ekspeditionsdeltagerne

kun havde tre mod normalt fem uger til

rådighed, blev det til omtrent det samme

antal registrerede lokaliteter.

Inuit-ruiner i Germania Havn

Ifølge NANOK’s direktør Peter Schmidt

Mikkelsen, der var en af deltagerne på

denne sommers Nordhold, skyldtes den

succesfulde færd ikke mindst, at vejret

artede sig til fordel for ekspeditionen.

Nordholdet, der ud over Peter Schmidt

Mikkelsen bestod af fotograf Erik Jochumsen

og studerende Søren Kristensen, lagde

ud med at besøge Germania Havn og

Sabine Ø, der fra gammel tid har været et

knudepunkt på grund af beliggenheden

ved åbent vand. Ruiner på stedet vidner

også om, at det har været et godt fangststed

for Inuit i tidligere tider.

Historisk vingesus i Alabama-hytten

Et af højdepunkterne på rundrejsen var

ifølge Peter Schmidt Mikkelsen opholdet

på Shannon Ø. Her besøgte ekspeditionsholdet

bl.a. Alabama-hytten, der blev opført

i 1910 i forbindelse med Ejnar Mikkelsens

og Iver Iversens slæderejse efter

spor fra de tre omkomne fra Danmark-

Ekspeditionen: Brønlund, Mylius-Erichsen

og Høeg Hagen.

Da det stod klart, at ekspeditionsholdets

skib Alabama ikke var til at redde

efter at have været i faretruende clinch

med isen, besluttede Mikkelsen og Iversens

fem kammerater at bygge en hytte

af skibets træmateriale. Da Mikkelsen og

Iversen imidlertid kom tilbage til stedet i

november 1910 efter i ugevis at have ledt

efter de savnede, kunne de konstatere, at

kammeraterne var rejst hjem og blot hav-

Foto: Nanok

de efterladt den netop opførte hytte. Og

således gik det til, at Mikkelsen og Iversen

i årene 1910-12 kunne kalde Alabama-hytten

for deres hjem.

Behov for en kærlig hånd

Sydholdets tur gik bl.a. omkring Ella Ø og

Vega Sund, hvor den hårdt medtagne hytte

Sverresborg blev registreret.

I det hele taget stødte sydholdet, der

bestod af Lars Bønding, Jesper Stentoft

og Ole Schiermer Nielsen, på en hel del

hytter, der kunne trænge til en kærlig

hånd. Ærgerligt i betragtning af, at bygningerne

både besidder historisk værdi

og udgør yndede ’hoteller’ for områdets

rejsende.

Ifølge Peter Schmidt Mikkelsen fremgår

det af både mundtlige tilkendegivel-

En af de hytter, som ekspeditionsholdet besøgte

under sommerens rejse i Nordøstgrønland,

var Ullahytten ved Grandjean Fjord.

ser og beretninger i hyttebøger, at hytter

og stationer istandsat af NANOK ofte foretrækkes

frem for moderne, komfortable

Sirius-depothytter. Det er ikke mindst

på den baggrund, at NANOK snarest muligt

ønsker at genoptage arbejdet med at

renovere udvalgte bygninger, så de kan

blive til lige så stor glæde og gavn for

fremtidens grønlandsfarere, som de var

det for fortidens.

Jane Tolstrup

Foto: Jens Chr. Knudsen

Rensdyrfund i Østgrønland

Skeletter af uddød ’minirensdyr’ er fundet i Østgrønland. Forskere ved Zoologisk

Museum i København står parat til at undersøge det sjældne fund.

Da en fanger i slutningen af august i år

bevægede sig rundt i et bjergterræn omkring

Scoresbysund i Østgrønland, gjorde

han et overraskende fund. Tre kilometer

uden for byen opdagede han pludselig 14

dybfrosne rensdyrskeletter – nogle endda

med både hud og hår på. Det stod hurtigt

klart, at de i mange år havde ligget gemt

under sne og is og derfor var ualmindelig

velbevarede. Via distriktslægen i Scoresbysund

blev der hurtigt sendt bud til

Grønlands Naturinstitut, som kontaktede

Peter Gravlund fra Zoologisk Museum i

København. Her venter man i øjeblikket

på at komme i gang med at analysere det

interessante fund, der er blevet sendt til

Danmark med fragtskib.

”Den ægte vare”

Selv om undersøgelserne først lige er gået

i gang, står det imidlertid klart, at der

er tale om en uddød, grønlandsk rensdyrart,

som levede for mere end 100 år siden.

Et slags minirensdyr - tætbygget med tyk

pels og sandsynligvis et kraftigt fedtlag.

Det er forskernes teori, at dyret indvandrede

til Grønland fra det nordlige Canada

for ca. 5000 år siden. Herfra er nogle

med tiden vandret videre over nordisen

til Svalbard.

Hidtil har zoologerne på Zoologisk Museum

kun haft et par udstoppede eksemplarer

af arten. Det er lykkedes forskerne

at foretage visse DNA-tests med dette

materiale, men med de nye fund bliver

mulighederne for at lære dyret bedre at

kende væsentligt forbedret.

Takket være sneen og de permanente

frostgrader, der har virket nærmest konserverende,

er skeletterne meget velbevarede

med levn af både hud, hår og sener.

Peter Gravlund håber på at finde

forskningsmidler, så det bliver muligt at

aldersbestemme skeletterne via en kulstof-14-test.

Herefter er det målet at foretage

en undersøgelse af fundpladsen,

der muligvis kan give svar på, hvorfor

dyrene døde.

De velbevarede rensdyrknogler er nu ankommet til Danmark, hvor de skal undersøges nærmere.

15

Tredje Galathea-ekspedition

på tegnebordet

Et nyt forslag lægger op til, at den traditionsrige

Galathea-ekspedition, der søsattes for første gang

i 1848, genoplives. Som noget nyt er det planen at

lægge ’verdensomsejlingen’ forbi Antarktis.

På foranledning af Christian VIII stævnede

korvetten ’Galathea’ i 1848 ud fra København

med kurs mod bl.a. Afrika, Indien og

Sydamerika. Godt 100 år senere, i 1950,

lettede fregatten ’Galathea’ anker fra København

og sejlede omkring Afrika mod

Indien og videre til Australien. Mens den

første ekspedition hjembragte videnskabelige

værdier i form af mere end 100 kasser

og krukker med zoologiske, botaniske,

geologiske og etnografiske genstande, lykkedes

det Galathea-2 at påvise eksistensen

af 115 forskellige arter af dyr i dybhavet

omkring Filippinerne, heriblandt søanemoner,

tanglopper, muslinger og søpølser.

God mulighed for danske forskere

Nu, godt et halvt århundrede senere, er

den tredje Galathea-ekspedition under

opsejling. Det er Morgenavisen Jyllands-

Posten, der står bag idéoplægget, men også

Nationalmuseet, som ligger inde med

meget af det tidligere hjembragte materiale,

er med i projektet. Ministeriet for

Videnskab, Teknologi og Udvikling har

afsat to millioner kroner til planlægning

af Galathea-3, der forventes gennemført

fra august 2006 til februar 2007. Og denne

gang er det planen, at turen også skal

Foto: Hans Meltofte

gå til det frosne kontinent, Antarktis. Det

vil give danske forskere en kærkommen

mulighed for at besøge verdens sydlige

polarområde.

- Jeg synes, det er spændende med et

nationalt projekt, ikke mindst fordi det

danske forskningsengagement i Antarktis

ofte foregår i internationale projektsamarbejder.

I 2007 starter det internationale

polarår og ekspeditionen vil derfor

være en god basis for danske forskeres

deltagelse i dette arrangement, hvilket

bør inddrages i planlægningen af Galathea-3,

siger Hanne K. Petersen, direktør

for Dansk Polarcenter.

Formidling i højsædet

Det er de statslige forskningsråd, der skal

udvælge de forskningsprojekter, som skal

med på Galatheas togt. Projekternes egnethed

i forhold til formidling og undervisning

vil indgå i udvælgelsen, der foretages

af bestyrelsen for ekspeditionsfonden.

Et af hovedformålene med at søsætte

den tredje Galathea-ekspedition er

nemlig at øge interessen for naturvidenskaberne

som helhed.

- Galathea-3 vil styrke interessen for

naturvidenskab blandt de unge. Ekspedi-

tionen vil også give værdifuld viden om

verdens videre udvikling, globaliseringen

og det højteknologiske samfund, siger videnskabsminister

Helge Sander.

Derfor er det planen, at Undervisningsministeriet

skal udarbejde undervisningsforløb,

der bl.a. vil give skolerne og forskningsskibet

mulighed for at kommunikere

med hinanden direkte via satellit. Samtidig

skal forskningen kobles til en massiv

formidlingsindsats i de danske medier.

Og med nutidens sammensmeltning

af trykte og digitaliserede medier er der

mulighed for, at ekspeditionen bliver en

omfattende multimediebegivenhed.

Selv om det hovedsageligt er det naturvidenskabelige

område, der tilgodeses

med ekspeditionen, vil der dog blive givet

plads for forskning og formidling inden

for det humanistiske og samfundsmæssige

område.

Rammen om Galathea-3 bliver efter al

sandsynlighed havundersøgelsesskibet

Dana, der muligvis skal bygges om til den

store opgave. Bl.a. overvejes det at udstyre

skibet med et helikopterdæk.

Jane Tolstrup

Forskningsaftale

på toppen af

Indlandsisen

Dansk Polarcenter, Grønlands Hjemmestyre

og National Science Foundation

(NSF) indgik i juli måned en aftale om

forskningssamarbejde.

Mødestedet var den amerikanske

forskningsstation Summit på toppen af

Indlandsisen, hvor direktør Hanne Petersen

fra Dansk Polarcenter og Landstyremedlem

Henriette Rasmussen mødtes

med repræsentanter for NSF for at underskrive

aftalen. Det drejer sig om en rammeaftale,

der åbner mulighed for konkrete

forskningsprojekter og transportstøtte

til fælles projekter mellem amerikanske,

danske og grønlandske forskningsinstitutioner.

NSF er den største generelle

amerikanske forskningsfond og

har i mange år støttet amerikansk forskning

i Grønland.

Direktør Hanne Petersen ser aftalen

som en mulighed for at øge forskningssamarbejdet

med USA og få større gavn

af den store forskningsaktivitet, der udføres

i Grønland. Aftalen åbner også for

udveksling af studerende og for samarbejde

om konferencer og symposier.

Med et kommende internationalt polarår

i 2007 skulle der være gode muligheder

for at omsætte rammeaftalen til

konkrete projekter. Aftalen blev underskrevet

på Summit, fordi der allerede er

indledt et samarbejde mellem parterne

om at få europæiske forskningsinteresser

repræsenteret på forskningsstationen.

European Polar Board har udtrykt interesse

for et sådant forskningssamarbejde

og havde en repræsentant med på turen.

USA har haft forskningsstationen på

Summit siden iskerneboringerne i 90’erne,

og den har de seneste år været helårsbemandet.

Den er enestående på grund

af sin beliggenhed på Indlandsisens top,

3200 meter over havet, og er den eneste

arktiske station, der kan modsvare stationerne

i Antarktis.

Kommentar:

Minik Rosing, professor, Geologisk Museum

Styrk den dansk–grønlandske

forskningsindsats i Arktis

Denne opfordring kommer fra professor Minik Rosing, formand for Kommissionen

for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, der mener, at en satsning

på vores ekspertise og erfaring inden for arktisk forskning både kan

styrke Danmarks internationale forskningsposition og fremme interessen for

Grønland i Danmark.

En undersøgelse, Forskningsstatistik for

Grønland 1995-2000, har dokumenteret, at

den danske forskningsindsats i Grønland

er mindsket betydeligt i de senere år. Dette

er paradoksalt og uheldigt, idet Arktis

- herunder Grønland - tiltrækker sig en

stadigt stigende international forskningsmæssig

opmærksomhed af både grundvidenskabelig

og målrettet karakter.

I den undersøgte periode er den forskning,

som udføres ved grønlandske institutioner,

øget i takt med, at Grønlands

Hjemmestyre har opbygget egne forskningsinstitutioner.

Dette er naturligvis

glædeligt, og tendensen kan tolkes som

et udtryk for en naturlig og ønskværdig

overførsel af kompetence til Grønland fra

Danmark i samklang med principperne

for udmålingen af det danske bloktilskud.

Den danske forskningsindsats i Arktis

bør imidlertid ikke ses udelukkende som

en forpligtelse, der i heldigt fald kan delegeres,

men snarere som en collage af

forskningsfelter med et mægtigt potentiale.

Forskningsfelter, hvor Danmark og

Grønland tilsammen besidder en særlig

ekspertise, og hvor vi har et forspring

frem for de fleste andre på den internationale

forskningsscene.

At øge den danske forskningsindsats i

Arktis er naturligvis ikke et mål sig selv,

men de danske og grønlandske forskningsmiljøer

besidder tilsammen særlige

forudsætninger for at bidrage til den internationale

indsats inden for arktisk

forskning, som gør, at disse miljøer kunne

få en definerende og koordinerende rolle

i den meget omfattende internationale

forskning i Arktis. En øget dansk forskningsindsats

i Arktis kunne berige danskgrønlandsk

forskning og medvirke til øget

internationalisering af forskningen.

En betydelig dansk forskningsindsats i

Grønland vil ud over den rent forskningsmæssige

gevinst være af stor betydning

for rigsfællesskabets fortsatte funktion.

En understregning af dansk interesse i et

fortsat tæt rigsfællesskab kan med fordel

udtrykkes gennem en synlig forskningsindsats

i et koordineret samarbejde med

den grønlandske indsats.

Omfattende og synlig dansk forskning

i Grønland vil medvirke til at vedligeholde

og stimulere en bred dansk opmærksomhed

og interesse for Grønland. Forrige

århundredes bredspektrede og intense

dansk-grønlandske forskning i Nordog

Østgrønland er den direkte årsag til,

at Grønland i dag er én nation med ét

folk og ikke er opsplittet i regioner med

forskellig national tilknytning. Denne

indsats er også årsagen til, at Danmark

og Grønland tilsammen råder over en

betydelig erfaring og ekspertise inden for

arktisk forskning og logistik.

17

Polarfronten 3/04

Fire kvinder frem for et Hjemmestyre

Grønlands Hjemmestyre har modtaget en gave af Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i forbindelse

med sit 25-års jubilæum: En ny bog, der dels tager temperaturen på kulturen efter et kvart århundrede

med hjemmestyre, dels fungerer som et indspark i den grønlandske kulturdebat.

For 25 år siden løsnede Grønland de politiske og administrative

bånd til Danmark med oprettelsen af Grønlands

Hjemmestyre. I anledning af den skelsættende

begivenhed har fire kvindelige forskere fra Grønlands

Universitet, Ilisimatusarfik, sat sig for at se på, hvordan

det er gået på den kulturelle front siden da. Det

er der kommet en bog ud af, der sætter fokus på, hvad

hjemmestyret har betydet for den sproglige, litterære

og mediemæssige udvikling i Grønland.

Grønland i verden

Det er forskerne Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen,

Karen Langgård og Jette Rygaard, der behandler

hhv. det sproglige klima, skønlitteraturens situation,

unges læsevaner og TV-mediets udvikling i Grønland.

Som titlen Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur

og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse

antyder, skuer forfatterne dog ikke først og fremmest

indad. Som en rød tråd gennem bogen løber overordnede

overvejelser om, hvordan den grønlandske identitet

og kultur står i en tid, hvor den globale virkelighed

trænger sig på og uundgåeligt øver indflydelse

på lokale kulturer i verdens yderområder. For

nok har Hjemmestyret dannet ramme om en administrativ

og politisk selvstændighed, der har søgt at

fremme de kulturelle værdier, som betragtes som

særligt grønlandske. Men det har ikke betydet, at

Grønland har vendt sig mod sig selv. Især den brede

vifte af medier, der overalt

har holdt sit indtog, har været

garant for kontakt til den

omgivende verden.

Grønlandsk tv en realitet

Netop mediernes betydning i

det grønlandske samfund behandles

af Jette Rygaard, der

mere specifikt fokuserer på,

hvordan det grønlandske

fjernsyn holdt sit indtog i det

nye Grønland efter 1979.

Forud for KNR TV’s premiere

1. november 1982 var

gået mange år med et ganske

vist optimistisk syn på fremtidens

muligheder for formidling

af nyheder og infor-

mation til hele befolkningen, men også med frygt for,

hvordan Grønlands sprog og kultur skulle overleve

mødet med den udenlandske medievirkelighed. I dag

tyder meget på, at tv-mediet er på vej til at indtage

rollen som samfundets kit på samme måde, som radio

og aviser gjorde det før i tiden. Også selv om det

blot er ca. hver femte udsendelse, der er på grønlandsk.

Sprogdebatten fortsætter

Spørgsmålet om sprogets status og betydning behandles

mere indgående af Birgitte Jacobsen, der har interviewet

en række personer med sprogproblematikken

inde på livet.

Jacobsen konkluderer, at selv om det grønlandske

sprog ikke længere betragtes som truet, hersker der

stadig bekymring over det danske sprogs stigende

indflydelse i form af de såkaldte ’danismer’. Også intolerance

over for dialekter præger nutidens Grønland,

der seks år inden Hjemmestyrets oprettelse fik

ny retskrivning.

Litterær kreativitet efterlyses

Hvad angår litteraturens rolle i Grønland efter 1979

er der både godt og skidt at sige.

Birgit Kleist Pedersen finder det f.eks. alarmerende,

at gruppen af ikke-læsere er langt større end gruppen

af læsere. Samtidig er det betænkeligt, at de store,

skønlitterære værker udebliver til fordel for digtsamlinger,

noveller og kortere romaner.

Også Jette Rygaard påpeger det generelle problem,

at der både læses og skrives for lidt. Som forklaring

giver hun, at Grønland ikke er et tilstrækkeligt litterært

samfund til at fostre et bredt spektrum af skribenter,

og at skolen ikke er gearet til at højne kreativitet

og gode, sproglige kompetencer. Helt skidt står

det dog ikke til. For i næste ombæring må det konstateres,

at der trods alt kommer en jævn strøm af skønlitterære

værker på grønlandsk. Og set i et internationalt

lys er den grønlandske, litterære produktion

imponerende i betragtning af landets størrelse.

De fire forfattere udtrykker i bogens indledning håb

om, at de behandlede emner vil inspirere til videre debat.

I hvert fald er der med de fire artikler skabt et nyt

udgangspunkt for fremtidig diskussion af nogle af de

helt centrale spørgsmål i det grønlandske samfund.

Jane Tolstrup

www.reklame.gl

Air Greenland

- arktisk specialist

Polarfronten 3/04

• Taxi-flyvning

• Medicinske evakueringer

• Efterforskning – support til videnskabelige

efterforskningsprojekter

• Redningsoperationer

• Specielle transporter – herunder flyvning

med underhængende last (slingflyvning)

Fly- og helikopterflåde:

1 Airbus 330-200

1 Boeing 757

6 De Havilland DASH 7

2 De Havilland 6-300 (Twin Otter)

1 Beech Super King Air 200

2 Sikorsky S-61N

4 Bell 212

4 AS 350 B2

Air Greenland Charter & Cargo

P.O.Box 1012

3900 Nuuk

www.airgreenland.com

Charter:

Telefon +299 34 34 34

Fax +299 32 08 98

E-mail: glcharter@airgreenland.gl

Cargo:

Telefon +299 34 34 34

Fax +299 32 61 48

E-mail: gohfb@airgreenland.gl

Ellen Forchhammer

Kære Knud

Genudgivelse af Bergit Forchhammers udvalg af brevvekslingen

mellem Ellen Hallas (Forchhammer) og Knud Rasmussen.

Udgivet første gang i 1979.

I breve og navnlig i "de små blå" holder Ellen Hallas Knud

Rasmussen underrettet om, hvad der sker i venne-kredsen,

når Knud Rasmussen er på ekspeditionsrejser i Grønland og

dermed væk fra alle de fornøjelige og mere alvorlige tildragelser

hjemme i København og omegn.

Brevene er gennemlyst af det varme venskab og den dybe

hengivenhed, som bestod mellem Ellen Hallas og Knud

Rasmussen, og bogen er samtidig et smukt billede af livet i

København i begyndelsen af 1900-tallet.

Bogen er gennemillustreret med billeder, hvoraf mange er

nye i forhold til førsteudgaven.

ISBN: 87-90133-21-8

199,00 kr.

Forlaget Atuagkat

Nye bøger

Henning Jacobsen: I dunkel skygge. Forlaget

Atuagkat 2004. 282 sider, 248 kr.

Henning Jacobsen er atter tilbage med en kriminalroman

om politiassistenten Debora Abelsen,

alias Tipo. Ikke nok med, at hovedpersonen

møder store problemer i tjenesten i Illoqarfik.

Hun må også selv kæmpe med personlige

problemer. Bl.a. dét, at hun ikke taler grønlandsk

på trods af, at hun er halvt grønlænder.

David N. Thomas: Frozen Oceans: The Floating

World of Pack Ice. The Natural History

Museum 2004. 224 sider, £ 22.00.

Bogen er den første af sin art, der giver en fyldestgørende

indføring i pakisens hemmeligheder

til et bredt publikum. Pakis er det flydende

lag af frossen havvand, der - når det er på sit

højeste - dækker 13 procent af Jordens overflade.

Forfatteren, der er en veteran udi rejser

til verdens polare områder, har forsynet bogen

med at væld af flotte fotografier.

Kâle Rosing: Aliortut. Tupinnartunik oqalualaarutit

Kalaallit Nunaanniit/Sælsomme historier

fra Grønland. Forlaget Atuagkat 2004. 119

sider, 198 kr.

I 1970 udkom Kâle Rosings bog om mystiske

og sælsomme oplevelser for første gang – men

kun på dansk. Nu er den her i grønlandsk oversættelse

med en genudgivelse af den danske

tekst fra dengang. Forfatteren fortæller i

bogen om oplevelser, som han og hans familie

har været ude for, og som ikke kan forklares

ud fra almindelige, fysiske love.

Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, Karen

Langård og Jette Rygaard: Grønlænder og

global – grønlandsk sprog, litteratur og medier

i 25-året for Hjemmestyrets indførelse.

Ilisimatusarfik 2004. 203 sider, 198 kr.

I anledning af Grønlands Hjemmestyres 25-års

jubilæum har Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik,

udgivet en bog som gave til jubilaren.

I fire kapitler tager fire lektorer pulsen på litteraturens,

sprogets og mediernes tilstand i

året for løsrivelsen. Tre af kapitlerne bygger

på interviews, mens det fjerde bygger på en

undersøgelse af grønlandske unges læsevaner.

(Se omtalen her i bladet, s. 18).

Tidsskriftet Grønland nr. 5-6 2004, Det Grønlandske

Selskab. Oplysninger om abonnement

og løssalg på www.groenlandselskab.dk.

Tema-nummer om Hjemmestyrets 25 års-jubilæum

med bidrag af en lang række fremtrædende

personligheder i den grønlandske

offentlighed. Nummeret indeholder artikler af

bl.a. Finn Lynge, der skriver om Grønland

som en nordisk mikronation, og Ivalo Egede,

der reflekterer over demokratiets vilkår efter

25 år med hjemmestyre.

Ole Bennike m.fl. (red.): Ilulissat Isfjord – et

verdensarvsområde. Foto af Jakob Lautrup

m.fl. GEUS 2004. 116 sider, 324 kr.

I anledning af at Ilulissat Isfjord er blevet optaget

på UNESCO’s verdensarvsliste har Danmarks

og Grønlands Geologiske Undersøgelse

(GEUS) udarbejdet en populærvidenskabelig

bog om isfjorden, der indeholder bidrag fra

en række eksperter. Selv om der fokuseres på

isfjorden som glaciologisk fænomen, omfatter

bogen også afsnit om planteliv, dyreliv, hellefisk,

arkæologi, Ilulissats nyere historie og

Ilulissat i dag (se omtale s. 12).

Palle Petersen: Gabas slædehunde. Borgens

Forlag 2004. 30 sider, indb. 179 kr.

Gaba har en stor drøm om at vinde det store

hundeslædeløb. Han bor i en lille, grønlandsk

bygd sammen med sine ti helt egne slædehunde.

Han kører sin mor, når hun skal på

besøg i nabo-bygden. Og han tager med sin

far på fangst og fiskeri. Forfatteren har skrevet

og leveret billeder til en lang række billedbøger

om Grønland.

Claus Andreasen m.fl. (red.) Illernit – Spor –

Traces. Inuk Kalaallit Nunaaniukiuni 4400-ni

– Mennesket I Grønland i 4400 år – 4400 Years

of Man in Greenland. Grønlands Nationalmuseum

og Arkiv 2004. 69 sider, 98 kr.

Bogen fortæller Grønlands lange historie gennem

nedslag i forskellige dokumenter og genstande,

der præsenteres flot på glittet papir

med forklarende tekst på både grønlandsk,

dansk og engelsk. Genstandene illustrerer ikke

en sammenhængende historie, men rummer

viden om menneskenes forskellige livsformer

og kulturelle aktiviteter gennem de

seneste 4400 år.

Bøger fra DPC

Werner Schwarzhans: Fish otoliths from the

Paleocene (Selandian) of West Greenland. –

Meddelelser om Grønland Geoscience 42.

Danish Polar Center 2004. 32 sider, 125 kr.

Ørestenene er det sidste, der er tilbage, når

en fisk dør og opløses. Denne bog handler om

fossile øresten i Grønland, som bl.a. kan give

en ide om fortidens klima og miljø. Den tyske

geolog Werner Schwarzhans har studeret fossile

øresten i mere end 30 år og konkluderer i

bogen, at der i Paleocen har været de samme

klimaforhold i Danmark og Grønland, så fisk

fra de to områder formentlig har kunnet bevæge

sig mellem områderne uden at støde på

forhindringer i form af klimabarrierer.

Gå på nettet

og få 60% i rabat på

Meddelelser om Grønland

I forbindelse med Polarforskerdagen holder

vi udsalg på Meddelelser om Grønland

indtil årgang 2001. Fra den 15. november

til den 15. december 2004 er priserne

sat ned med 60%.

Meddelelser om Grønland udgivet før 1979

har i mange år været udsolgt. Vi har fundet

et lille lager med ca. 4 stk. af hver titel

og sælger dem nu til 30 kr. pr. stk. Send

en mail til dpc@dpc.dk med en liste over

de bøger, du ønsker eller se nærmere på

DPC’s hjemmeside på www.dpc.dk.

21

Polarfronten 3/04

KORT NYT

Isbjørnetyve på spil

På den norske ø Svalbard har befolkningen igennem

den seneste tid været plaget af ubudne gæster på fire

ben. Det er øens isbjørne, som i deres søgen efter føde

er begyndt at bryde døre og vinduer op i øens jagtog

sommerhytter. Ifølge Georg Bangjord fra det norske

direktorat for naturstyring er bjørnetyvene et tiltagende

problem. Det skyldes ikke mindst, at folk efterlader

mad i hytterne. Isbjørnene vænner sig hurtigt

til, at bygninger rummer føde, hvorfor de vil få

for vane at søge føde her.

Satellitter afslører kratere i Antarktis

Ved at anvende avanceret satellitteknologi har en

gruppe forskere kortlagt enorme kratere under det

antarktiske isdække. Kraterne stammer sandsynligvis

fra en asteroide, en sværm af kometer eller kometfragmenter.

Ifølge forskerne indtraf nedslagene, der

skabte kratere over et område på 2.092 kvadratkilometer,

for omkring 780.000 år siden og har formentlig

forårsaget en stigning i vandstandene med 60 cm.

Royalt besøg i Zackenberg

Gummistøvlerne var pudsede, måleinstrumenterne

lagt på hylden og det bedste felttøj fundet frem, da

regentparret i juli måned besøgte Dansk Polarcenters

forskningsstation Zackenberg på deres rejse rundt i

Grønland. Dronningen og Prinsen ankom med et Twin

Otter-fly og blev budt velkommen af Dansk Polarcenters

direktør Hanne K. Petersen. Dagen bød på både

faglig introduktion til forskningsarbejdet ved Zackenberg,

rundvisning på stationen samt frokost. Regentparret

nåede tillige en faglig spadseretur i Zackenberg-dalen,

inden de tog afsked.

Foto DPC

Nyt museum i Ivittuut

En smuk, gammel bygning skal efter en renovering

være et nyt museum for Grønlands geologi og byens

minehistorie. Visionen er at skabe et sted, hvor besøgende

kan få noget at vide om Grønlands og især Ivittuut-områdets

turbulente geologi gennem de sidste

3,2 milliarder år. I planlægningen tages der samtidig

højde for, at stedet skal kunne bruges som base

for kursister og studerende fra universiteterne.

Ny CITES-bekendtgørelse

Den 10. september vedtog Landsstyret en ny bekendtgørelse

vedrørende eksport og import af vilde dyr og

planter, der er omfattet af CITES/Washingtonkonventionen.

Med vedtagelsen ønsker Landsstyret at sikre,

at Grønland fuldt ud opfylder konventionens retningslinjer,

således at der ikke foregår ukontrolleret handel

til skade for arter omfattet heraf. Bekendtgørelsen

skal også sikre, at grønlandske forretninger fortsat

kan sælge kunsthåndværk fremstillet af f.eks.

narhval og hvalros. Grønlands Naturinstitut vil fungere

som Grønlands videnskabelige myndighed og

har bl.a. til ansvar at erklære, om eksporten eller importen

sker på et bæredygtigt grundlag.

Gravfund i Nordvestgrønland

I Inglefield Land ca. 100 kilometer nord for Qaanaaq

har et hold arkæologer fundet tre Inuit-gravpladser,

der formentlig stammer tilbage fra Thule-kulturen,

som tog sin begyndelse omkring det 11.-12. århundrede.

Gravpladserne er de første nogensinde, der er

fundet så langt nordpå. Arkæologerne fandt herudover

2000 år gamle varder, teltringe og vinterhuse. Ifølge

museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum,

Hans Lange, er fundene så banebrydende, at

de grønlandske historiebøger skal skrives om. De

fundne genstande skal nu undersøges nærmere og

vil efter al sandsynlighed afsløre nye hemmeligheder

om både Dorset-kulturen, der eksisterede frem til omkring

1400-tallet, og den senere Thule-kultur.

Stort frafald på grønlandske studier

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 70% af de

grønlandske studerende afbryder deres uddannelse i

utide. Ikke bare er frafaldet stort på de faglige grunduddannelser.

Også de videregående uddannelser er

ramt af tendensen. Ud af ca. 1800 optagne på de korte

videregående uddannelser, er 677 stoppet før endt

studietid. Og af omkring 540 studerende på de længere

videregående uddannelser har et par hundrede

afbrudt forløbet før tid. Ifølge Elvira Knudsen fra Danmarks

Statistik viser undersøgelsen ikke noget om

årsagen til det store frafald.

Ny ph.d.-afhandling om diabetes

En ny ph.d.-afhandling skrevet af læge Marit Eike Jørgensen

konkluderer, at diabetes forekommer særdeles

hyppigt blandt grønlandske Inuit. Det er formentlig

livsstilsændringer kombineret med genetiske forhold,

der er årsag til det stigende antal diabetestilfælde

i Grønland. Tidligere var det en udbredt opfattelse,

at forekomsten af type 2 diabetes var lav blandt de

arktiske folk. Udviklingen af diabetes hænger tæt sammen

med den samfundsmæssige udvikling i Grønland

gennem de seneste 50 år. I dag er fangst og fiskeri

for de fleste en fritidsaktivitet, og den vestlige

livsform med fastfood og stillesiddende aktiviteter

vinder frem.

Tulugaq-kampagnen er slut

1. september sluttede Tulugaq-kampagnen, der siden

2002 har sat fokus på bæredygtig udnyttelse af Grønlands

levende ressourcer. Kampagnens medarbejdere

har anbefalet Landsstyret at sikre, at fremtidige tiltag

vedrørende bæredygtighed koordineres i en tværinstitutionel

styregruppe. Indtil nu har elleve grønlandske

kommuner tilsluttet sig det såkaldte Tulugaq-dokumentet,

der indeholder fem initiativer til fremme af

bæredygtig udvikling. De kommuner, der har underskrevet

dokumentet, er Upernavik, Uummannaq, Ilulissat,

Qeqertarsuaq, Maniitsoq, Sisimiut, Nuuk, Paamiut,

Ivittuut, Qaqortoq og Ittoqqortoormiit.

Retsvæsenbetænkning færdig

Efter ti års arbejde har Retsvæsenkommissionen afsluttet

rapporten om det grønlandske retsvæsen.

Retsvæsenkommissionen blev bl.a. nedsat pga. Europarådets

kritik af tidsubestemt anbringelse af grønlandske

fanger i Herstedvester. I perioden 1994 til

2002 har kommissionen endevendt både domstolenes,

politiets og kriminalforsorgens arbejde. Arbejdet

er mundet ud i en række konkrete forslag. Bl.a. foreslås

det at oprette et lukket fængsel i Nuuk, så det

ikke længere er nødvendigt at anbringe grønlandske

fanger i danske fængsler.

Tuberkulose rammer unge

Ifølge embedslæge Knud Brinkløv Jensen rammes et

stigende antal unge grønlændere under 25 år af tuberkulose.

Det er især unge, der bliver boende i lokalområderne,

som risikerer at blive smittede. Det skyldes,

at der her er flest smittede ældre til at bringe smitten

videre. Grønland har fem-ti gange flere tuberkulosetilfælde

end de stærkest belastede områder i Vesteuropa.

I nærmeste fremtid vil en overlæge og en sygeplejerske

rejse rundt i Sydgrønland for at oplyse folk

om, hvad de kan gøre for at undgå sygdommen.

Europæisk frimærkepris til Grønland

For første gang nogensinde har POST Greenland vundet

prisen for årets flotteste Europafrimærke. Prisen

gives for et frimærke, der dog først udgives den 18. oktober

2004. Frimærkets motiv er to grønlandske piger

iklædt grønlandske nationaldragter med blomster og

ishav som baggrund. Fotoet er taget af John Rasmussen

fra Narsaq Foto, med typografi af Dorit Olsen fra

Nuuk. Det er den europæiske postorganisation Post-

Europ, der hvert år kårer det flotteste frimærke.

Grønlandsk kunst på Amalienborgmuseet

Frem til den 6. februar kan udstillingen ’Grønland i

Kongehuset’ opleves på Amalienborgmuseet. Udstillingen

viser et udvalg af Prinsens samling af grønlandsk

kunst og kunsthåndværk. Også smykker, tasker

og legetøj givet til den kongelige familie igennem

tiderne udstilles. Desuden vil man kunne se Kronprinsesse

Marys grønlandske nationaldragt, som hun

fik overrakt under besøget i Grønland denne sommer.

Udstillingen er skabt i samarbejde mellem direktør

Emil Rosing fra Nationalmuseet i Grønland og museumsinspektør

ved Amalienborgmuseet Gerda Petri.

En meget gammel øgle

På den norske ø Svalbard har forskere gjort et sensationelt

fund: et 160 millioner år gammelt fossil af en

hidtil ukendt fiskeøgleart. Fiskeøgler er øglernes svar

på delfiner. Da de beboede Jorden, havde de samme

kropsfacon som hajer og delfiner og levede som disse

i havet. Det fundne skelet er fra et 4-5 meter langt eksemplar

af arten. Forskerne håber nu, at der kan etableres

et forskningsmiljø omkring fundene på Svalbard.

Spørg ’Polarkassen’

Center for Arktisk Teknologi har oprettet en spørgeportal

på internettet. Her kan man bl.a. stille spørgsmål

om byggeri, miljø, energi, levnedsmidler og bioteknologi.

Spørgsmålene besvares af et ekspertpanel

bestående af folk fra Grønland og Danmark. Det er

muligt selv at vælge, om svaret skal gives på folkeskole-,

gymnasie- eller universitetsniveau. Find Polarkassen

på http://www.aperiinnarit.gl/index_dk.php

23

Copyright: Arktisk Institut

Tjekkede Thule-portrætter

Ny fotoudstilling tegner et tankevækkende,

men lige lovlig pænt billede af

livet i Thule-området.

På verdens top, 1300 kilometer fra Nordpolen

i ’det yderste land’ Thule, lever de. Polareskimoerne,

der indvandrede fra Canada

i 1860’erne og siden har været det folk i

Grønland, der med størst succes har holdt

den indtrængende, moderne livsform fra

døren.

Meget er hændt siden Knud Rasmussen

i 1910 for første gang besøgte Nordvestgrønland.

Det var dengang, hvor børnene

muntrede sig med legetøj skabt af ’moder

jord’, og kvinderne syede tøj og tilberedte

dagens måltid af mændenes hjembragte

fangst. Og hvor bjørneskindsbukser og

overtøj af rensdyr- og ræveskind ikke var

klædningsstykker med stor identitetsmæssig

og symbolsk værdi, men simpelthen

den nødvendige uniform til overlevelse i

en af verdens klimamæssigt mest ekstreme

hjørner. I dag præges dagligdagen i

verdens nordligste samfund i høj grad af,

at ikke bare den vestlige livsstil, men også

den moderne, økonomiske orden har bidt

sig fast med store, og ikke altid positive,

forandringer til følge.

På isbjørnejagt i gummistøvler

En fotoudstilling på Nordatlantens Brygge

i København byder aktuelt på en rejse udi

samfundet ved verdens ende. Bag fotografierne

står den finske fotograf Tiina Itkonen,

som i 1995 pakkede sit kamera og

drog til Inughuits land. Siden skulle hun

vende tilbage hertil to gange, og af de mange

billeder, der kom ud af rejserne, vises

nu et spændende udvalg.

Fotografierne er på én gang kontrastfyldte

og harmoniske. Traditionens møde

med moderniteten tematiseres og iscenesættes,

så det giver stof til eftertanke. For

selvom vi alle godt ved, at det globale marked

for længst er nået til Thule-området,

gør det alligevel indtryk at se piercingen,

gummistøvlerne, plastikbaljerne og det elektriske

komfur så godt ’integreret’ i bygde-kulturen.

Mørket mangler

Fotografierne er lækre og kunstneriske,

men læses de som dokumentation, mangler

der alligevel noget. Man spejder forgæves

efter mørket, farerne og klimaets råhed,

som så uomgængeligt sætter rammerne

for livet i det højarktiske. I et område,

hvor stormene ofte piber, og hvor

isnende kulde og mørke i månedsvis lægger

sig tungt og ubarmhjertigt, er det barske

løjer at få tilværelsen til at fungere på

de tiltagende moderne præmisser.

Ej heller springer den sociale nød, som

ikke mindst byen Qaanaaq har kæmpet

med igennem de senere år, i øjnene. Men

nøden er der! Massivt økonomisk underskud,

høj arbejdsløshed, udbredt alkoholisme,

dårligt fungerende uddannelsessystem

og heraf følgende desillusion blandt

de unge er blot nogle af de problemer, som

kommunen står over for.

Selvom fotografierne glimtvis lader den

sociale og økonomiske slagside skinne igennem,

kan de alligevel forekomme at

være for pæne og ’ufarlige’ i forhold til

den virkelighed, de portrætterer. Nøden anes,

men fordi den overvejende æstetiseres

frem for problematiseres, virker den

aldrig helt vedkommende og bevægende.

Udstillingen er først og fremmest interessant,

fordi den skildrer, hvordan det lokale

bliver opslugt i det globale, et fænomen,

der breder sig som en steppebrand

over hele kloden i disse år.

Jane Tolstrup

Udstillingen ‘Inughuit’ kan opleves frem til 31.

oktober på Nordatlantens Brygge, Strandgade

91, 1401 Kbh. K.

Dengang … … og nu. Tiina Itkonens fotografier indfanger

Thule-samfundets forandring.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!