Polarfronten 2006 – 3

U D G I V E T A F D A N S K P O L A R C E N T E R N R . 3 / 2 0 0 6 P R I S 3 5 K R .
Polarfronten
Sjældne søjler står for fald, s. 4-5
Grønlandske ulyksaligheder, s. 7
Istidslandet i billeder, s. 12-13

INDHOLD 3
Polarfronten 3/06
4
6
7
8
10
12
14
16
17
18
19
24
Gift for forplantningen
Østgrønlandske isbjørnes kønsdele påvirkes
negativt af miljøgifte.
Sjældne søjler står for fald
Ikkafjordens unikke mineralsøjler er truet af
stigende vandtemperaturer.
Flagskibet i Diskobugten
Københavns Universitet har fejret 100-året
for oprettelsen af Arktisk Station.
Grønlandske ulyksaligheder
En ny rapport om unges trivsel afslører alarmerende
nyt om selvmordsadfærd og seksuelt misbrug i Grønland.
Frivilligt fanget i isen
Skonnerten Tara er fanget i polhavets ismasser og slipper først fri igen om et par år.
Den genetiske forbindelse
Forskerne arbejder ihærdigt på at afdække relationen mellem gener, overvægt og livsstil.
Istidslandet i billeder
Jette Bang var sin tids største grønlandsfotograf. Denne sommer vendte hun tilbage til ’Istidslandet’ i
skikkelse af sine billeder.
En forsinket reaktion
Diskoøens gletschere er blevet skrevet i mandtal. Det viser sig, at de har trukket sig mere tilbage i første
halvdel af det 20. århundrede end i sidste.
Terra Australis Incognita
Historien om Antarktis er en fortælling om store bedrifter, internationalt fælleseje og højt profileret
forskning.
Kommentar
Danmark er blevet medlem af SCAR. Det betyder nye muligheder for dansk polarforskning.
Svalbards sociale eksperiment
En ny bog tegner et kulturhistorisk portræt af minesamfundet Longyearbyen fra 1916 til 1975.
Zackenberg – nu med vinterlogi
Forskningsstation Zackenberg er blevet to huse rigere. Også Daneborg har fået et nyt bådehus.
Zackenberg i søgeren
De tre vinderbilleder i Dansk Polarcenters Zackenberg-fotokonkurrence er fundet.
Dansk Polarcenter er en institution
under Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling og har til opgave
at støtte og koordinere dansk
polarforskning.
Polarfronten udgives af:
Dansk Polarcenter
Strandgade 102
1401 København K
Tlf.: 32 88 01 00
Fax: 32 88 01 01
polarfronten@dpc.dk
www.dpc.dk
Udkommer 4 gange årligt
Oplag: 3500
Deadline for bidrag til næste nr.
17. november 2006.
Abonnement koster 125 kr. for et år og
tegnes gennem Dansk Polarcenter.
Redaktionen:
Hanne Petersen,
ansvarshavende redaktør
Jane Benarroch, redaktør,
Irene Seiten, layout, DJ
Uffe Wilken, DJ
Jens Jørgen Kjærgaard, DJ
Poul-Erik Philbert, DJ
Gabrielle Stockmann
Henning Thing
Produktion og tryk:
Datagraf Auning AS
Forsidefoto: F. Latreille
Artikler i Polarfronten giver ikke
nødvendigvis udtryk for Dansk
Polarcenters holdning.
Eftertryk er tilladt i uddrag med
kildeangivelse.

Gift for forplantningen
Østgrønlandske isbjørnes kønsdele påvirkes negativt af miljøgifte. Det kan på
længere sigt udgøre en trussel mod bjørnenes fortsatte overlevelse.
Det er blevet påvist igen og igen de senere
år, at gifte fra den vestlige verdens
industriproduktion ender i det arktiske
miljø, hvor de trænger ind i havets fødekæder
og forurener dyr og mennesker.
Blandt de absolut hårdest ramte er isbjørnen,
fordi den befinder sig på toppen
af havets fødekæde og derfor sluger
de opkoncentrerede gifte, når den
kaster sig over den nærende sælspæk.
Specielt den seneste tid har nyhederne
om isbjørnenes sundhedstilstand stået
i kø (se bl.a. Polarfronten nr. 2/2006). Og
det er ikke solstrålehistorier forskerne
har at berette.
De seneste resultater viser således,
at de såkaldte organohalogene stoffer
(først og fremmest flourfobindelser og
langsomt nedbrydelige, organiske miljøgifte)
påvirker udviklingen af bjørnenes
kønsorganer. Det er første gang, at det
er lykkedes forskere at påvise denne
sammenhæng hos vilde pattedyr.
I spidsen for undersøgelsen står dyrlæge
Christian Sonne, Danmarks Miljøundersøgelser,
og han er nået frem
til, at jo større koncentrationer af miljøgifte,
der er i bjørnene, jo mindre bliver
både hannernes testikler og penisben
samt hunnernes æggestokke og
livmoder. Konkret har det vist sig,
at hvis man sammenligner en højt
og en lavt belastet isbjørn, så finder
man en reduktion på ca. 30 procent af
størrelsen af testikler og penisben hos
bjørnen med den høje belastning af giftstoffer.
­ Isbjørne har i forvejen den laveste
fødselsrate blandt pattedyr, og man kan
frygte, at de mindre kønsorganer på
længere sigt kan forringe deres frugtbarhed
og udgøre en risiko for den østgrønlandske
bjørnebestand. Specielt
penislængde og sædkvalitet er af afgørende
betydning for en vellykket parring
og efterfølgende befrugtning, siger
Christian Sonne.
Det kan af gode grunde være svært
at gennemføre denne form for undersøgelser,
men Christian Sonne har haft et
virkelig stort materiale til sin rådighed.
Et samarbejde med isbjørnejægere fra
Østgrønland i årene 1999 til 2002 har
gjort, at forskerne har kunnet arbejde
med dele fra omkring 100 bjørne.
Udover giftstofferne truer også den
globale opvarmning isbjørnens fortsatte
overlevelsesmuligheder. Så det kan
ikke udelukkes, at der allerede er sket
en reduktion af isbjørnebestanden ikke
bare i Grønland, men i hele Arktis.
Kontakt: Christian Sonne, DMU,
csh@dmu.dk
Foto: Magnus Elander
Poul-Erik Philbert
Gletscherspalten
I den tidlige sommer i Grønlands fjelde kan man
træffe landets mindste pelsdyr. Dets engelske
navn betyder ’uldbjørn’, dets latinske navn ’den
der bærer det kvindelige’ og på dansk hedder
det ’fjeldspinder’. Den langhårede larve, der bliver
til sommerfugl, er en historie værd.
Larven er hele 6 sæsoner om at udvikle sig
og blive puppeklar. Dens livret er blade fra arktisk
pil og helst ikke andet. Bladene har størst
næringsværdi i det spæde arktiske forår, så larven
spiser kun om foråret. Pelsens gulbrune
strithår med modhager gør larven til en ulækker
mundfuld for fugle, og dens andre fjender
- snyltehvepse og snyltefluer - er ikke fremme
om foråret, så fjeldspinderlarven har det godt
i spisekammeret. Efter den hurtige fedekur på
pileblade søger larven i slutningen af juni et beskyttet
sted under en sten, spinder sig ind i et
svøb af silketråde og ligger så i 11 måneders
dvaletilstand beskyttet mod rovdyr og frost indtil
næste forår. Vinterens lave temperaturer skader
ikke larven, for dens krop er godt dopet med
antifrost-kemi. Når forårssolen igen varmer, og
pileskoven grønnes, vågner larven op til endnu
en hurtig omgang pileblade, et hudskifte til en
pels ét nummer større og så 11 måneder mere
under stenen i silkesvøbets sikre favn.
Dette gentager sig 7 gange, og så er larven
omsider klar til at forpuppe sig. Den spinder
sig ind i et mørkegråt, tætvævet silkehylster og
udenpå et løsere hvidligt silkelag. Kokonen placeres,
hvor solen skinner, og de to lag gør, at solens
stråler varmer kokonens indre ekstra op, så
den forunderlige forvandling fra larve til voksen
sommerfugl kan ske på blot et par uger. Endelig!
Efter et tilløb på 2500 døgn er forvandlingen fuldbragt,
og ud af hylstret kravler en voksen fjeldspinder.
Men ak, voksenlivet er hårdt og kort,
meget kort. Den voksne hun er tyk og kan ikke
flyve, og så snart hun er ude af kokonen, sender
hun en uimodståelig duft ud i fjeldets klare
luft. Nybagte hanner i omegnen er toptunet til
at opfange dette duftstof med sansehår på følehornene,
og de slår straks til. En duftende hun
får snart selskab af mindst én ivrig han. Straks
efter den uundgåelige parring dør hannen, mæt
af dagen. Få timer senere lægger hunnen omkring
100 æg, ofte oven på det forladte puppehylster.
Og det var så det sidste, hun formåede i
livet. - Mission completed for Gynaephora groenlandica!
3

Sjældne søjler står for fald
Torsken er tilbage i Ikkafjorden. Det kan være et dårligt varsel for fjordens unikke mineralsøjler. Et af Galathea 3-ekspeditionens
landbaserede projekter fik opsigtsvækkende resultater med hjem fra sommerens feltarbejde.
I det dunkle, grønne vand stirrer dykkeren
og fisken på hinanden. Begge er
sikkert lige overraskede, men dykkeren
undrer sig sandsynligvis mere over mødet
end torsken, fordi der ikke de sidste
mange år er set torsk i fjorden. Fisken
kan være et vink om, at klimaændringerne
måske er ved at finde vej ind i de
sydgrønlandske fjorde. Er det tilfældet,
kan det få katastrofale konsekvenser
for de hundredvis af mineralsøjler, der
knejser på bunden af Ikkafjorden.
Økosystem i fare
I august måned var der travlhed på
bunden af Ikkafjorden. Et hold dykkere
Polarfronten 3/06
Foto: Richard Martin
svømmede rundt mellem de utallige
søjler af ikait og samlede prøver ind af
det sjældne mineral. Måske forsvinder
søjlerne om få år, fordi det hvide, porøse
ikait kollapser, hvis vandtemperaturen
stiger til mere end 6 C. Og noget tyder
på, at vandet i Ikkafjorden er ved at
blive varmere.
Sammen med dykkerne var et hold
geologer og mikrobiologer. Et af målene
med deres arbejde var netop at finde
ud af, hvilken indflydelse højere
vandtemperaturer har på mineralsøjlerne.
Peter Stougaard fra Den Kongelige
Veterinær­ og Landbohøjskole, der er
leder af Galathea­projektet i Ikkafjorden,
siger:
­ I værste fald forsvinder søjlerne og
med dem også de mange dyr og planter,
der lever på og i søjlerne. I bedste
fald sker der ingen ting. Man kan måske
også forestille sig en mellemting,
hvor de søjler, der allerede er dannet,
bliver stående. Men hvor tilvæksten af
nye søjler ikke kommer til at foregå i
samme hastige tempo, som vi har set
det indtil nu. Det ved vi ikke noget om.
Forsvinder søjlerne, forsvinder også
et mikrobiologisk samfund, hvor bakterier
lever i koldt og stærkt sodaholdigt
vand med en pH­værdi på 10,5.
Mikrobiologerne vurderer, at op mod
en tredjedel af de bakterier, der lever
inde i søjlernes ekstreme miljø, er nye
og ukendte.
En søjle saves over. Samme søjle blev også savet
over i 2002 og var i mellemtiden vokset
små 60 centimeter. I laboratoriet vil mikrobiologerne
senere tage prøver fra forskellige områder
i søjlen for at se, hvilke bakterier der lever
i det fjendtlige miljø.
Varmere vand
I første omgang var det dykkerne, der
lagde mærke til forandringerne. Allerede
på en ekspedition til fjorden i 2002
opdagede de, at det ikke var så koldt
om fingrene, som det havde været på
tidligere ekspeditioner i midten af
halvfemserne. Målinger bekræftede,
at bundtemperaturen i og omkring ikkasøjlerne
var 4­50 C, et par grader varmere
end i 1997.
På ekspeditionen i sommeren 2006
kunne dykkerne imidlertid både mærke
og aflæse en vandtemperatur, der havde
fået et par ekstra varmegrader i forhold
til 2002. Geologerne mente også,
at de søjler, som dykkerne baksede op
fra dybet, så mere ynkelige ud, end de
FAKTA OM IKKASØJLERNE
Søjlerne af ikait opstår, når sodaholdigt
vand fra bjergene pibler op gennem bunden
af Ikkafjorden og blander sig med havvandet.
Der sker en kemisk reaktion, som
får ikaitten til at udkrystallisere og søjlerne
til at vokse helt op til 20 meters højde. Af
de mange søjler i Ikkafjorden er mere end
1000 over én meter høje. Det bløde mineral
ikait omdannes langsomt til hård calcit,
som sammen med de mange kalkalger på
søjlerne er med til at styrke søjlerne, så de
ikke tipper omkuld.
I de kommende to år vil en stor, tværfaglig
forskergruppe arbejde i Ikkafjorden for
blandt andet at undersøge klimaændringernes
påvirkning af ikkasøjlerne, vandets
kredsløb i fjorden samt kortlægge livet inden
i søjlerne.
Arbejdet er finansieret af Forskningsrådet
for Teknik og Produktion og af Villum
Kann Rasmussen Fonden.

tidligere havde gjort. Det vokseværk,
der prægede søjlerne for få år siden, synes
desuden at være bremset en smule.
Fra 1996 til 2002 var en afskåret søjle
vokset med 1,2 meter, mens en anden
søjle fra 2002 til 2006 kun var vokset
med 60­70 centimeter.
Det er nærliggende at pege fingre ad
den globale opvarmning som årsag til
forandringerne i Ikkafjorden. Men holder
den forklaring vand? Til det siger
Mads Hvid Ribergaard fra Danmarks Meteorologiske
Institut:
­ Det kan ikke udelukkes, at det er
den globale opvarmning, man nu ser
slå igennem i de sydgrønlandske fjorde.
Mere nærliggende er dog, at det vi ser
er naturlige variationer i det nordatlantiske
havklima, som påvirker de vestgrønlandske
farvande. Det har vi set tidligere.
Fra midten af 1920’erne og frem
til slutningen af 1960’erne var vandmasserne
varmere. Fra 1960’erne og frem til
midten af 1990’erne gik vi ind i en koldere
periode. Siden midten af 1990’erne
er varmen vendt tilbage til samme niveau
som observeret for slutningen af
1960erne. Opvarmningen ses langs hele
Vestgrønland.
Kunstige enzymer er fremtiden
Uanset årsagen til det varmere vand
kan det som sagt gøre det af med det
enestående økosystem. Peter Stougaard
siger:
­ I de tusindvis af små hulrum inde
i søjlerne lever mikroorganismer, som
ikke findes andre steder her på Jorden.
De er specielt designet til et liv ved lav
temperatur og høj pH­værdi og vil ikke
kunne etablere sig i almindeligt havvand.
Bakterier fra ikkasøjler har ganske
særlige enzymer i deres celler, der gør,
at de kan leve i disse ekstreme miljøer.
Mikrobiologerne håber at finde nye, ukendte
enzymer, der måske kan fremstilles
kunstigt og bruges inden for levnedsmiddel­
og medicinalindustrien.
Forsvinder søjlerne, forsvinder dermed
også Grønlands mulighed for selv at
skabe en bioteknologisk nicheproduktion
fra landets genetiske ressourcer.
Fra den stenede kyst kan dykkerne se
en af folkene ude på ledsagebåden. Han
har travlt. Fiskestangen står spændt i
Foto: Richard Martin.
en bue, og han trækker den ene fisk op
efter den anden. Da båden sejler hjem,
viser han stolt dagens fangst: En spandfuld
velvoksne torsk. Jo, lystfiskeriet i
Ikkafjorden går måske mod bedre tider.
Uffe Wilken
Kontakt Peter Stougaard, KVL, psg@kvl.dk
Læs mere på
http://www.dpc.dk/sw6023.asp
Under sommerens feltarbejde i Ikkafjorden
borede dykkerne sonder ind i en tyk søjle af
ikait. Sonderne vil de næste mange måneder
sende informationer om pH-værdier, temperatur,
saltholdighed og iltindhold til en lille computer,
så forskerne kan følge variationerne
inde i søjlerne over en periode på flere år.
5

Flagskibet i Diskobugten
Københavns Universitet har netop fejret 100-året for oprettelsen af Arktisk Station i Qeqertarsuaq på øen af samme navn.
Københavns Universitets nordlige forpost
ligger i et smørhul, midt i et frodigt
og artsrigt område med mangfoldige
plante­ og dyrearter på land og i havet
og med spændende klipper, landskaber
og gletschere lige ved hånden.
Stationen har udviklet sig meget siden
barndomsårene i begyndelsen af
1900­tallet. Nye bygninger, mere kapacitet,
bedre apparatur, større skibe, hurtigere
kommunikation, flere brugere – og
større budgetter! Men én ting er uændret
gennem de 100 år: Forskernes nysgerrighed,
deres trang til at undersøge
sammenhænge, deres snilde og målrettethed
og glæden ved at være i felten.
Porsild: plantefanger og pioner
Stationens bagmand, botanikeren Morten
Porsild, var en meget fremsynet
mand og en ihærdig forsker, som klart
så mulighederne ved at placere en international
forskningsstation netop
her, lige uden for kolonien Godhavn.
Polarfronten 3/06
Fotos fra bogen ‘Arktisk Station 1906-2006’.
Sammen med sin familie levede og forskede
han i, på og omkring Disko­øen i
40 år. Porsild­navnet står for altid mejslet
ind i klippen som den arktiske botaniks
faderskikkelse. Grønlænderne kaldte
ham kærligt for ’plantefangeren’.
Arktisk Station ligger ualmindeligt
smukt placeret mellem kystlagunen
og den irgrønne, frodige Østerlien. Der
er ikke langt at gå, førend spændende
forskningsemner ligger lige til højrebenet.
Saltvand, brakvand, ferskvand,
kilder med koldt og lunkent vand, nogle
med radioaktivt udslip.
Vand gi’r liv, og livet myldrer i alle typer
af vand ved Arktisk Station. Kildeforskning
har i en del årtier været en
ivrigt dyrket disciplin hos stationens
brugere. Der er også nok at tage fat på.
Disko­øen har kilder i tusindvis.
Angakokkens sted
Blandt Qeqertarsuaqs beboere benævnes
Arktisk Station ofte som ’Angakkussarfik’,
dvs. ’stedet hvor åndemanere
holder til’. I klippevæggen lige under
stationens højtstående flagstang er der
en grotte, hvor en åndemaner i gamle
dage trænede sine lærlinge og selv udførte
sine ånderitualer. Angakok­lærlingen
blev bundet med reb og placeret inde
i grotten, indtil han – oftest efter flere
døgn – så noget overnaturligt. Nogle
lærlinge nåede ikke så langt, men døde
undervejs. De blev begravet i Østerlien
lige ved stationen. For at beskytte eftertidens
forskere mod fortidens ånder
skulle der angiveligt være nedgravet et
brystben af en lomvie under hovedbygningens
gulv.
Hver vinter den 13. januar ser man
endnu en lokal anvendelse af Arktisk
Stations placering. Indbyggerne fra byen
kommer herud for at se solen vise
sig for første gang over horisonten i
syd. Dens stråler farver Østerlien lyserød,
og alle bliver opstemte over signalet
om, at det igen går mod lysere tider.
Hundrede års forskning
I anledning af stationens 100 års jubilæum
har Københavns Universitet udgivet
en stor og pragtfuld bog, der på fornemste
vis kommer rundt om alle de
emner, som knytter sig til Arktisk Station,
Disko­øen og –bugten samt den
forskning, der i ti årtier er udført her af
talrige professorer, lektorer, Ph.D.’ere
og alle de andre fra videnskabens verden
Kloden rundt. Bogen er som Arktisk
Stations omfang og betydning:
stor, vægtig, interessant og indbyder til
fordybelse. Den er ikke i lommeformat
og kræver et stabilt underlag, men godt
bænket foran værket er det også nemt
at bruge mange timer i dets selskab.
Hvis man ikke lige ved nok om rullesten
med olie, kildeeksplosioner, solautografer,
tellurisk jern, saltvandsmider,
videohvaler, pølsetang, gletschergalop
eller Porsild og istorsk, – så få fat
i dette flotte festfyrværkeri fra forskningens
frontlinie.
Henning Thing
Arktisk Station 1906 – 2006. Redigeret af
Lone Bruun m.fl. Københavns Universitet i
samarbejde med Rhodos, 2006. 398 kr.

Grønlandske ulyksaligheder
En ny rapport om unges trivsel i Grønland afslører, at op imod hver tredje pige har været udsat for seksuelt misbrug.
Samtidig har et stort antal unge alvorlige selvmordstanker.
Hvordan trives børn og unge i Grønland
i dag? Det spørgsmål har et hold forskere
ledet af seniorforsker Tine Curtis fra
Statens Institut for Folkesundhed forsøgt
at få svar på ved at spørge de unge
selv. Fra februar 2004 til februar 2005
gennemførte forskerholdet computerbaserede
spørgeskemaundersøgelser
på ti skoler i de syv grønlandske byer
Upernavik, Ilulissat, Maniitsoq, Tasiilaq,
Nuuk, Narsaq og Qaqortoq. I alt modtog
de 508 besvarelser fra elever, der alle
gik i 9. eller 10. klasse og var mindst 15
år på undersøgelsestidspunktet.
Spørgsmålene kredsede om alt fra forholdet
til kammerater og forældre over
krops­ og identitetsopfattelse til rygeog
alkoholvaner. Men også spørgsmål
om alvorlige problemer som seksuelt
misbrug og selvmordsforsøg blev de unge
bedt om at svare på. Og svarene her
er nedslående.
Seksuelt misbrug udbredt
Tallene viser nemlig, at et alarmerende
højt antal unge dels har været udsat
for seksuelt misbrug, dels har alvorlige
selvmordstanker eller sågar forsøger
selvmord.
­ Svarene viser, at mindst 11 procent
af drengene og hele 53 procent af pigerne
havde været udsat for strafbare seksuelle
handlinger defineret som et seksuelt
forhold før det fyldte 15. år. Da
man imidlertid må korrigere for, at et
forhold mellem eksempelvis en 14­årig
pige og 15­årig dreng formentlig kun
i de færreste tilfælde opleves som et
overgreb, har vi konkluderet, at 28 procent
af pigerne og 9 procent af drengene
er blevet misbrugt seksuelt, siger
professor ved Statens Institut for Folkesundhed,
Peter Bjerregaard, som er
medforfatter til rapporten.
Konklusionen viser med al tydelighed,
at der er behov for en øget indsats
imod seksuelt misbrug. Rapporten anbefaler
især, at der sættes ind over for
den sociale nød i familierne, men også
at indsatsen rettes mod sociale og kulturelle
normer for seksuelt misbrug af
børn. Normer, som forskerne fra studier
i bl.a. Finland ved, er mere udbredt i
tyndt befolkede egne af verden. Og som
derfor måske kan forklare tendensen
til flere tilfælde af seksuelt misbrug i de
grønlandske bygder.
Mange forsøger selvmord
Samtidig viser de unges svar, at mange
af dem enten overvejer eller forsøger
selvmord. Mens hele 52 procent af pigerne
svarede, at de har haft alvorlige
selvmordstanker, er tallet for drengenes
vedkommende 20 procent. Hertil
kommer, at hele 33 procent af pigerne
har forsøgt selvmord mod 11 procent af
drengene.
­ Det er nærliggende at se de mange
selvmordsforsøg som et udslag af en
barndom præget af dårlige oplevelser
kombineret med aktuelle psykiske helbredsproblemer.
Det skal dog også
nævnes, at mange af de unge med selvmordsadfærd
har kendt nogen, der har
begået selvmord. Undersøgelsen giver
ikke noget klart svar på årsagen til denne
sammenhæng, men det er nærlig­
Mens 52% af pigerne svarede,
at de har haft alvorlige
selvmordstanker, har
hele 33% sågar forsøgt
selvmord.
gende at antage, at sorg over tabet af en
kæreste eller nær pårørende spiller en
rolle, siger Tine Curtis.
Gode venskaber øger trivsel
Overordnet viser undersøgelsen, at der
er en tæt sammenhæng mellem de unges
trivsel og forholdet til klassekammerater,
venner og familien. De fleste
unge har et godt forhold til forældre og
kammerater, men generelt viser svarene,
at de unge efterlyser mere ansvarsfuldhed
fra forældregenerationens side.
Samtidig mener de fleste, at det offentlige
bør træde til, hvor forældrene
svigter.
Generelt konkluderer rapporten, at
mange af de unge trives og har det godt.
Det skyldes ikke mindst, at mange har
et godt forhold til forældre og venner,
at de er fysisk aktive og drikker alkohol
med måde. Men de store grupper af unge,
der lider nød, er stadig for mange i
det grønlandske samfund.
Jane Benarroch
Kontakt:
Peter Bjerregaard, pb@si-sundhed.dk
Tine Curtis, tc@si-folkesundhed.dk
7

Frivilligt fanget i isen
Skonnerten Tara er fanget i Polhavets
ismasser og slipper først fri
igen om et par år. Det sker som led
i en videnskabelig undersøgelse af
klimaforandringer i Arktis.
I begyndelsen af september måned ankrede
den franske skonnert Tara op i den
arktiske pakis på 80°N, hvor den hurtigt
blev fanget i et fast greb af ismasserne.
Her bliver den i hvert fald i et par år, før
den igen kan komme fri af isen og sejle
videre for egen kraft.
Et gennemprøvet koncept
Men det, der umiddelbart kunne ligne
en risikabel og faretruende situation,
er i virkeligheden indledningen på en
Polarfronten 3/06
veltilrettelagt og stort anlagt europæisk
forskningsekspedition.
Tara vil nemlig de næste par år drive
med pakisen de omkring 1800 kilometer
fra Det Østsibiriske Hav over Nordpolen
og til Framstrædet mellem Nordøstgrønland
og Svalbard. Først her vil
skibet i sommeren 2008 smelte fri af sit
fangenskab. Undervejs vil Tara fungere
som tag over hovedet for en flydende
forskningsstation, som skal måle og
kortlægge oceanografiske, meteorologiske
og glaciologiske forhold i det relativt
uudforskede område omkring Nordpolen.
Der er ikke noget, som tyder på, at
det planlagte samspil med naturkræfterne
kan slå fejl. Ekspeditionen er et
led i det såkaldte Damocles­projekt,
som er det største europæiske, arktiske
forskningsprojekt nogensinde. Forskerne
har et meget godt kendskab til
pakisens bevægelser i Det Arktiske Ocean.
Og desuden er idéen med at lade et
skib fryse ind i isen og lade det drive
med den såkaldte transpolare isdrift
ikke af ny dato. Det blev første gang afprøvet
af Fridtjof Nansen på Fram­ekspeditionen
i 1893­96 og er senere anvendt
af de russiske isdriftstationer fra
1930’erne (se boks).
Klar til afgang. Indefrosset i pakisen har skonnerten
Tara begyndt sin to år lange rejse tværs
over Nordpolen. I hele perioden vil der fra den
videnskabelige isdriftsstation blive indsamlet
data, som skal øge kendskabet til klimaforandringer
i Det artiske Ocean.
Foto: F. Latreille/Tara Arctic

På talefod med satelitterne
Da Tara havde lagt sig til hvile i pakisen,
gik den otte mand store besætning
og deres hjælpere som det første i gang
med at opbygge en lejr på isen. De anlagde
en helikopterlandingsplads, som
kunne sikre kontakten til omverdenen,
og placerede forskelligt måleudstyr, så
man hurtigt kunne begynde indsamlingen
af data til de mange projekter, der
har en aktie i ekspeditionen.
Den danske deltagelse i projektet
kommer fra Danmarks Meteorologiske
Institut (DMI), Dansk Rumcenter og
Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
DMI deltager blandt andet i et program,
der koncentrerer sig om sne­ og
ismålinger under hele Taras sejlads.
Rasmus Tonboe på DMI arbejder med
strålingsmodeller for havis og har sammen
med Danmarks Rumcenter udviklet
det måleprogram, som styrer dataindsamlingen
under Taras rejse.
­ Strålingsmodeller kan hjælpe til at
oversætte satellitmålinger til meteorologiske
forhold som eksempelvis atmosfærens
vanddamp og temperatur. Det
er informationer, vi bruger på DMI, når
vi f.eks. laver vejrprognoser for Danmark.
Men vi ved, at de nuværende vejrmodeller
kan tage fejl, og at det i høj
grad skyldes, at der er for få observationer
i det arktiske område. Vores arbejde
i forbindelse med Damocles vil gøre
satellitmålingerne langt mere brugbare
og dermed øge kvaliteten af vejrprognoser
i Danmark og langt ned i Europa.
Rasmus Tonboe forklarer, at isen og
atmosfæren udsender en lillebitte stråling,
som satellitterne er i stand til at
fange. Hvis man bliver i stand til at oversætte
strålingen til de modsvarende
vanddampe og temperaturer i atmosfæren,
vil man direkte kunne bruge satellitmålingerne,
når man laver vejrudsigter,
som er det, strålingsmodellerne
skal bruges til.
Men skal man nå så langt, er det nødvendigt
at indsamle data om så at sige
alt, hvad der sker på isen. Der skal måles
snetykkelse, snetæthed, istykkelse
og størrelse på snekorn, der skal opstilles
en klimastation, som skal indsamle
de grundlæggende meteorologiske
data, og der skal sænkes et kabel ned i
I Nansens fodspor
Det første forsøg på at lade et skib indefryse
i Det Arktiske Oceans ismasser blev gjort af
Fridtjof Nansen i 1893-96. Nansen forsøgte
at nå frem til Nordpolen som den første, og
til det formål lod han sit specialbyggede skib
Fram fryse inde i pakisen. Hans teori var, at
der måtte gå en havstrøm hen over Nordpolen
mod syd, og at det indefrosne skib på den
måde ville komme tæt på Nordpolen. Fram
drev langsomt mod nord, og på et tidspunkt
forlod Nansen sammen med to andre besætningsmedlemmer
skibet for at nå Nordpolen
til fods. Forsøget mislykkedes. 418 kilometer
fra målet måtte de give op og søge sydpå til
Franz Josephs Land, hvor de overvintrede.
Men teorien viste sig at holde vand. Fram blev
i sommeren 1896 frigivet af ismasserne mellem
Svalbard og Nordøstgrønland i det, der
senere kom til at hedde Framstrædet. Under
driften blev der - ligesom det er planen med
Tara-ekspeditionen - udført oceanografiske,
meteorologiske og glaciologiske målinger.
Nansens erfaringer er senere især blevet
brugt af russerne, som siden 1937 næsten har
haft faste isdriftsstationer, som driver fra den
russiske del over Nordpolen for at blive evakueret
omkring Framstrædet. Også amerikaner-
havet, som skal måle vandets temperatur
og saltholdighed.
Rasmus Tonboe og hans kolleger regner
med at modtage data løbende gennem
de næste to år, og at det vil gøre
dem i stand til at udvikle en model for
isens stråling. Med den i hånden vil opgaven
så være at integrere de daglige
satellitdata på en sikker måde i vejrmodellerne.
Klimaændringer og IPY
Ekspeditionen er som nævnt en del af
et stort EU­projekt, Damocles, som er
igangsat i anledning af Det Internationale
Polarår. Budgettet er på 16 mio.
og i alt 45 videnskabelige institutioner
fra 12 lande deltager i projektet. Der vil
være en masse aktiviteter inden for meteorologi,
glaciologi og oceanografi, og
projektet vil omfatte både havis, sne,
gletschere. Udover målinger fra Tara be­
ne har haft isdriftsstationer i den amerikanske
del af Det Arktiske Ocean.
Så Fram-ekspeditionen har været inspirationen
for både de russiske driftstationer og for
Tara-ekspeditionen.
Det kræver selvfølgelig en speciel konstruktion,
hvis et skib skal fryse inde i isen uden at
blive skruet ned. Fram blev konstrueret til at
kunne modstå stort tryk fra skruende havis
på skibets sider, idet skrogets form var skrå
i vandlinien, så isskruninger pressede skibet
opad i stedet for at knuse det. Det samme gælder
Tara, som har en rund og flad bund, som
sikrer, at den bliver skubbet op af isen i stedet
for at blive knust af ismasserne.
Foto: F. Latreille
står programmet af satellitmålinger og
af indsamling af data fra forskellige islejre
og forskningsskibe.
Baggrunden for den store satsning
er, at der i disse år sker specielt store
klimaændringer i det arktiske område.
Bl.a. bliver isens tykkelse og udbredelse
stærkt reduceret omkring Nordpolen.
Mange forskere mener, at de store klimaændringer
i Arktis både sender en
advarsel om og påvirker den fremtidige
globale klimaudvikling. Desværre
mangler vi den nødvendige viden til at
kunne udtale os mere sikkert om samspillet
mellem klimaet i Det Arktiske
Ocean og det globale klima, og det er
denne manglende viden, Damocles­aktiviteterne
skal råde bod på.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Rasmus Tonboe, DMI, rtt@dmi.dk
9

Den genetiske forbindelse
Grønlændere har større risiko for
at blive ramt af type II-diabetes på
grund af deres gener, mener diabetesforskere.
Men også overvægt og
stillesiddende livsstil spiller en rolle
for udvikling af sygdommen, der eksploderer
i Grønland i disse år.
I Qaanaaq, 1200 kilometer nord for Polarcirklen,
ligger den. Verdens nordligste
grillbar, Polar Grill, der ironisk nok
er placeret med pragtudsigt til den isdækkede
fjord, Inglefield Bredning,
hvor polareskimoerne igennem århundreder
har jaget og fanget føden. Grillbaren
er ikke bare et slående symbol
på globaliseringens rækkevidde. Med
et menukort bestående af frituredryppende
pommes frites og salatfattige
burgere er den tillige et lokalt arnested
for den eskalerende overvægt og fedme,
der breder sig overalt i det arktiske samfund
og truer med at gøre den grønlandske
befolkning syg som aldrig før.
Den helt store sundhedsudfordring
er livsstilssygdommen type II­diabetes,
der de seneste år har været på hastig
fremmarch overalt i Grønland. Senest
har et forskningsprojekt med bl.a. inuit
fra Qaanaaq som forsøgspersoner
stærkt indikeret, at generne spiller en
rolle for udviklingen af diabetes. Og en
dansk forsker deltager i øjeblikket i et
tværpolart projekt, der skal bidrage til
at løse gåden om, hvorfor en sygdom,
der har været stort set ikke­eksisterende
blandt inuit før 1960’erne, pludselig
boomer.
Hver tiende har diabetes
På høje tid, fristes man til at sige, når
man ser de seneste tal for diabetesudbredelsen.
En stor befolkningsundersøgelse
i 2001 viste, at ud af de 917 personer,
der indgik i undersøgelsen, havde
10,8 procent af mændene og 8,8 procent
af kvinderne over 35 år udviklet
type II­diabetes. Herudover havde hhv.
Polarfronten 3/06
9,4 procent og 14,1 procent såkaldt nedsat
glukosetolerance, som kan være et
forstadium til diabetes. Sammenlignet
med Danmark var der 35 procent flere
diabetikere i Grønland.
Dermed er type II­diabetes langt mere
udbredt i Grønland end i f. eks. Danmark,
og selv på internationalt plan ligger
Grønland i top. En overraskende udvikling
i betragtning af, at sygdommen
er ny i Grønland.
­ Fra at være stort set ikke­eksisterende
i Grønland før 1960’erne ser vi
pludselig en stigning i diabetes­tilfælde
hos både mænd og kvinder. Udefra
set har vi blot kunnet konstatere, at der
har været et klart tidsmæssigt sammenfald
mellem sygdommens udbredelse
og den moderne kulturs opblomstring,
siger Peter Bjerregaard, der er professor
ved Statens Institut for Folkesundhed
og står bag en lang række undersøgelser
om grønlændernes sundhedstilstand.
Udviklingen falder også sammen
med en stigning i vægt, som er en naturlig
følge af livsstilsændringerne. De
seneste tal fra 1999­2001 viser, at 36
procent af de grønlandske mænd og 33
procent af de grønlandske kvinder over
18 år er overvægtige. Tallene viser også,
at hele 16 procent af mændene og 22
procent af kvinderne er decideret fede.
Med andre ord vejer en tredjedel af befolkningen
for meget.
Fedtlagring i top
Forskerne er da heller ikke i tvivl om, at
den umiddelbare årsag til de stigende
problemer med diabetes skyldes ændringer
i livsvilkår – som i andre lande
verden over. Den moderne verden og
al dens uvæsen er for længst nået ud i
de små samfund langs hele den nordlige
polarkalot. Ikke bare har fastfood
fortrængt friskfanget fugl og sællever
fra det daglige middagsbord. Folk bevæger
sig også langt mindre nu end dengang,
det var nødvendigt for at holde
sig i live på de polare breddegrader. For
den lille del af befolkningen, der sta­
dig lever som fangere, er hundeslæden
skiftet ud med snescooteren, kajakken
med speedbåden, bjørneskindsdragten
med Gore­texjakken og harpunen med
geværet. Resten af befolkningen har i
endnu stærkere grad overgivet sig til et
liv med moderne bekvemmeligheder
som firehjulstrækkere, færdigretter og
fuldisolerede huse.
Forskningen har dog været stillet
over for et paradoks: hvis overvægt er
en vigtig faktor for udvikling af diabetes,
hvorfor har Inuit­befolkningerne i
Arktis så ikke fået sygdommen noget
før? For selv om tallene de senere år har
vist en stigning i grønlændernes vægt,
har inuit jo ikke just gennem århundrederne
været hverken slanke eller levet
af fedtfattig mad. Tværtimod har de været
tungere end bl.a. europæere og sat
ekstrem fed kost som hvalspæk og fede
fisk til livs i store mængder.
Det er hér, at grønlændernes gener
kommer ind. Der er det særlige ved inuit,
at de igennem mange århundreder
i ekstremt barsk, arktisk klima har udviklet
en særlig evne til at lagre fedt i
kroppen – en nødvendig egenskab, der
har gjort befolkningen i stand til at
overleve trange tider med ringe jagtudbytte
i temperaturer ned til 60 minusgrader.
Da de samtidig har udviklet en
fænomenal evne til at forbrænde fedt,
når omstændighederne krævede det,
har disse fedtlagre aldrig nået at blive
en sundhedsbelastning, fordi der altid
blev tæret på dem. I dag derimod, hvor
der ikke er grund til at bevæge sig og
dermed tære på fedtdepoterne, vil de få
lov at vokse sig store og dermed forårsage
en særlig usund overvægt, der hyppigt
vil resultere i diabetes.
Jagten fortsætter
For et par år siden undersøgte et hold
forskere fra Rigshospitalets Center for
muskelforskning en gruppe superaktive
fangere fra Qaanaaq­området. Selvom
de spiste fed mad og var overvægtige,
var de ikke i nærheden af at have

Overvægt og diabetes er på fremmarch i det grønlandske samfund. Grillmad får en stor del af
skylden. Her er det verdens nordligste grillbar, Polar Grill, i Qaanaaq.
type II­diabetes. Undersøgelsen bekræftede
formodningen om, at grønlænderne
har oparbejdet en slags indkodet beskyttelse
over for den fede kost, hvis de
samtidig opretholder en høj grad af fysisk
aktivitet. De grønlandske forsøgspersoner
viste sig at have en meget
veludviklet evne til at forbrænde fedt
i forhold til de gennemsnitsdanskere,
der også deltog i forsøget.
Skal man tro videnskaben ser det altså
ud til, at Qaanaaqs sultne sjæle burde
kunne frekventere Polar Grill uden
risiko for diabetes, hvis de blot skaffer
sig af med computeren og fjernsynet
og finder kajakken og de gamle jagtredskaber
frem igen. At de med andre
ord kan tåle at være tykke, men ikke
dovne. Der er dog stadig behov for en
mere præcis dokumentation for den ge­
netiske forudsætning, end forskningen
kan fremvise i dag. Men dokumentationen
kan være lige om hjørnet.
Den canadiske forsker R.A. Hegele og
hans team identificerede for nylig et
kendt gen hos inuit, der tilsyneladende
øger risikoen for fedme blandt inuit
kvinder. Desuden er en ny stor undersøgelse
af ikke bare grønlændernes, men
også canadiske og amerikanske inuits
overvægt og diabetes i gang i disse måneder.
Endda med dansk deltagelse.
­ Projektet skal kaste mere lys over
relationen mellem kost og fysisk aktivitet
og udviklingen af diabetes. Desuden
vil vi sammenligne udviklingen
i grønlændernes diabetes og overvægt
med andre inuit­befolkninger. Og sluttelig
vil vi belyse den genetiske forbindelse
ved at analysere indsamlet ge­
netisk materiale i de amerikanske og
grønlandske populationer, fortæller
Peter Bjerregaard.
Vi må dog vente med svaret indtil
2008, hvor resultatet af undersøgelsen
foreligger. Men mon ikke Qaanaaqs bysbørn
i mellemtiden vil fortsætte med
at slentre ind omkring Polar Grill frem
for i sundhedens navn at genoptage
fordums fangerliv på Inglefield
Bredning.
Kontakt: Peter Bjerregaard,
pb@si-folkesundhed.dk
Foto: Magnus Elander
Jane Benarroch
11

Istidslandet i billeder
Jette Bang var sin tids største grønlandsfotograf. Denne sommer har befolkningen i elleve grønlandske byer kunnet
genopleve et udvalg af hendes billeder. Men hvem var hun egentlig, den legendariske kunstner og dokumentarist, der
som ingen anden skildrede Grønlands overgang fra traditionelt til moderne samfund?
’Istidslandet med dets varmblodige, næsten
sydlandske Folkefærd, der har forstået
at skabe sin egen Kultur – Grønlænderne,
der under dansk Styre og
Vejledning er ved at gøre Springet fra
Stenalder til Nutid. Maatte de i Kraft af
deres Oprindelighed redde sig lykkeligt
over i Civilisationen’.
Den, der har kigget dybt i Jette Bangs
velkomponerede og varmt iscenesatte
fotografier, ved det. Ordene fra forordet
til bogen ’Grønland’ illustrerer ganske
prægnant den store grønlandsfotografs
drivkraft og hele værk. For var der noget,
der fascinerede og betog den belevne
og belæste danske kvinde, der i 1936
som blot 22­årig, nyuddannet fotograf
absolut måtte til Grønland for at portrættere
det sagnomspundne land mod
Nord, var det netop grønlændernes styrke
og evne til at overleve og tilpasse sig
givne vilkår i en foranderlig verden. I
dag, hvor Grønland for længst har bevæget
sig ind i moderniteten, og den gamle
fangerkultur hører erindringerne og
fortællingerne til, fungerer Jette Bangs
billeder som et vindue til en tid, hvor
de store omvæltninger for alvor tog fart
og ændrede det grønlandske samfund
for altid.
’Hvem er det?’
I det lys er det måske ikke overraskende,
at Jette Bang er et tilløbsstykke, når
hun i skikkelse af sine fotografier atter
dukker op i de små grønlandske
Polarfronten 3/06
samfund, som hun dengang for mere
end et halvt århundrede siden færdedes
hjemvant i og forevigede med sit
Rolleiflex­kamera. Udbredt interesse
var der i hvert fald, da udstillingsrækken
’KINAANA. Jette Bangs grønlandsbilleder
1936 – 1962’ ramte landet fra Qaanaaq
i nord over Nanortalik i syd til Tasiilaq
i øst hen over foråret og sommeren
i år. Udstillingsrækken har været
unik derved, at hvert museum i de i alt
elleve byer udstillede fotografier, som
afspejlede de respektive lokalområder.
Der var derfor lagt op til, at de besøgende
skulle kaste nyt lys over billedernes
motiver og historierne bag.
­ Udover at give grønlænderne mulighed
for at genopleve deres lokale fortid
og fællesskab gennem Jette Bangs billeder
har et af formålene med udstillingerne
været at indsamle informationer
og historier om de mange fotografier.
Titlen ’Kinaana’, der betyder ’hvem er
det?’, er netop valgt for at få folk til at erindre
og fortælle om billederne, siger
eskimolog Leise Johnsen, der står bag
udstillingerne. I en firemåneders periode
har hun rejst rundt til hvert enkelt
museum for at åbne udstillingerne
­ og ikke mindst få folk i tale. Og det
lykkedes meget godt, fortæller hun:
­ I Nanortalik udbryder Charlotte
Poulsen: ’Ilaana’! Det er jo mig’, da hun
ser et billede fra 1936 af sig selv i Nanortalik,
hvor hun og hendes lillesøster
Cornelia boede. I Qeqertarsuaq fortæl­
ler Agathe Kaspersen om alle lokaliteterne
på de udstillede billeder. Og i Qaqortoq
beretter Pouline Knudsen om kiosken,
hvor hun altid skulle hente ugebladet
Hjemmet. ’For hvis jeg læste
i det, ville jeg langt hurtigere lære
dansk’, siger hun.
Leise Johnsen har arbejdet med Jette
Bangs fotosamling i fem år. Først i forbindelse
med universitetsspecialet ’Jette
Bang i billeder og ord 1940­1961 ­ Fotografiet
som broskaber’ og siden 2004
med projektet ’Tilbageførslen af Jette
Bang­samlingen til Grønland’, der har
haft til formål at registrere og sikre den
enorme samling for eftertiden ved bl.a.
at omlægge negativer til syrefrit papir.
De fleste af Jette Bangs cirka 12.000 billeder
tilhører i dag Arktisk Institut og
kan ses i billeddatabasen Arktiske Billeder.
Den vil nu blive opdateret med de
nye informationer og beretninger, som
udstillingerne har bragt for en dag, ligesom
Leise Johnsen håber på at bruge
den nyindsamlede viden i en biografi
om Jette Bang.
Mod fjerne horisonter
Men hvem var hun egentlig, denne bemærkelsesværdige
kvinde, der hungrede
efter at besøge og portrættere det
’primitive’ eskimoiske folk, som levede
på naturens præmisser i det fjerne land
mod nord?
Jette Bang voksede op i Strandgade
på Christianshavn meget tæt ved Grøn­

landske Handels Plads, hvorfra store
opdagelsesrejsende som Knud Rasmussen
og Peter Freuchen drog af sted på
tidens farefulde polarekspeditioner.
Eventyrene lå dermed og fristede lige
for enden af gaden. Da hun samtidig
var præget af tidens kulturradikale
strømninger og færdedes blandt kulturpersonligheder
som Rudolf Broby­Johansen
og Otto Gelsted, har der ikke været
langt fra tanke til handling, da hun første
gang besluttede sig for at hoppe på
et af skibene i 1936.
­ Hendes entre som ung, dansk kvinde
må have vakt opsigt i de små, grønlandske
samfund, der først og fremmest
forbandt danskere med de mandlige
embedsmænd. Der er forskellige historier
om, hvordan folk gemte sig for
hende, når hun gik i land. Men når den
første skepsis havde lagt sig – ofte efter
at hun havde delt cigaretter ud til alle ­
forstod hun altid at vinde grønlændernes
tillid, hvilket hendes fotografier er
et synligt bevis på, siger Leise Johnsen.
Jette Bang var da også her, der og alle
vegne. Hun tog på hvalfangst i Nanortalik,
i skole i Aasiaat, til købmanden
i Sisimiut, på jagt i Qaanaaq, til lægen
i Qaqortoq og på slæderejse i Qasiqiannguit.
­ Man kunne kalde hendes metode
for ’flue på væggen’, for hun deltog i
stor stil i grønlændernes liv på sidelinjen.
I den forstand var hun meget etnografisk
i sin tilgang til arbejdet. Man
ser på hendes billeder, at det først og
fremmest er menneskene, der betager
og drager hende, mener Leise Johnsen.
Tilbage til Grønland
Men hun dokumenterede ikke bare. Efter
datidens forhold var hun en eksperimenterende
og nyskabende fotograf,
der arbejdede med lys og skygge som
effekter, uortodokse billedvinkler og
dynamiske billedkompositioner.
­ I mit speciale argumenterede jeg
for, at det er for unuanceret at sige, at
hun betragtede grønlænderne som ’the
noble savage’. Nok bliver de på sin vis
fremstillet som ’vilde’, men på en civiliseret
måde. Samtidig skal man ikke være
blind for, at hun har sit publikum in
mente, når hun fotograferer. Motivet
skal helst leve op til det billede, som allerede
var skabt af grønlænderen, siger
Leise Johnsen.
Fra 1936 til 1962 gennemførte Jette
Bang ikke færre end otte rejser i det
Grønland, som hun både fascineredes
af og forundredes over. Mange af
dem foretog hun mere eller mindre på
egen hånd med skib og hundeslæde. I
dag bidrager fotografierne til at styrke
den kollektive, grønlandske erindring.
­ Jette Bang er kendt over alt, hvor man
kommer frem, og hun er meget vellidt.
Derfor har det også været vigtigt for
mig at lave udstillingsrækken i Grønland.
Hun ønskede selv ved sin død i
1964, at hendes samling skulle overgå
til Grønland. Takket være støtte fra Villum
Kann Rasmussen Fonden og Nuna
Fonden er det nu sket med digitaliseringen
og registreringen af fotosamlingen,
som er tilgængelig online og dermed
giver grønlænderne mulighed for
at fordybe sig i hendes billeder hvor
som helst og når som helst, siger Leise
Johnsen.
Kontakt: Leise Johnsen,
leisejohnsen@hotmail.com
Læs mere på www.kinaana.net
Jane Benarroch
Jette Bangs billeder, der forvaltes af Dansk
Polarcenter, kan købes ved henvendelse til
fotokurator Kirsten Klüver, kk@dpc.dk
Når Jette Bang ankom til en bygd, gemte befolkningen sig ofte for hende. Ved at dele cigaretter ud
til alle lykkedes det hende at komme i kontakt med grønlænderne og vinde deres tillid.
Alle fotos © Jette Bang Photo
13

En forsinket reaktion
Disko-øens gletschere er blevet skrevet
i mandtal. Det har vist sig, at de
har trukket sig tilbage siden slutningen
af 1800-tallet, og at tilbagetrækningen
sandsynligvis har været stærkere
i første halvdel af 1900-tallet
end de senere år.
Det har været noget af et pillearbejde
at identificere og optælle Diskos gletschere
ud fra satellitfotos, flyfotos,
geodætiske kort, rejsebeskrivelser og
håndtegnede kort. Men nu ved vi, at
der i alt er 1070 gletschere og snefaner,
hvis vi tæller revl og krat med, og
at 350 af dem er over 1 km2 . En størrelse,
som gør dem værdige til betegnelsen
’gletscher’ og til at blive undersøgt
nærmere.
Det er ph.d.­studerende Jacob Clement
Yde og lektor Niels Tvis Knudsen
fra Geologisk Institut på Aarhus Universitet,
som har haft Diskos gletschere un­
Disko – De tusind gletscheres land
Disko-øen ligger i det centrale Vestgrønland ud for Ilulissat. Den er 8575 km 2 stor, hvilket kun er
lidt mindre end Sjælland og Lolland-Falster, og er for 19 procents vedkommede dækket af is. To
store iskapper, Storbræen og Bræpasset, dækker den centrale del af øen. En tidligere kortlægning
har vist, at der samlet er omkring 1070 gletschere og snefaner på Disko.
Der bor kun omkring 1100 mennesker på Disko, 1000 i hovedbyen Qeqertarsuaq (tidligere Godhavn)
og ca. 100 i bygden Kangerluk.
Grafik: Ruth Nielsen
Polarfronten 3/06
der luppen. Og de har ikke blot skrevet
dem i mandtal det Herrens år 2005,
men har samtidig undersøgt, hvordan
antallet af gletschere har udviklet sig
historisk. De har i detaljer fulgt 247 gletscheres
bevægelse fra slutningen af
1800­tallet frem til i dag.
Kraftigere tilbage tidligere
Undersøgelsen viser, at gletscherne
samlet set har trukket sig tilbage i hele
perioden. Hermed skal ikke forstås, at
gletscheroverfladen er blevet mindre, eller
at gletscherne er blevet tyndere – for
det har de to forskere ikke undersøgt –
men at gletscherfronten er smeltet tilbage.
Blandt konklusionerne falder det umiddelbart
i øjnene, at tilbagetrækningen
synes at have været kraftigere tidligere
end i dag.
­ Sammenligner vi nutidens gletschere
med informationer om de samme
gletschere omkring 1900 og 1950, så ser
det ud til – med det forbehold, at der
kun er undersøgelser fra nogle få gletschere
­ at de har trukket sig mere tilbage
i første halvdel af århundredet
end i sidste, siger Jacob Yde.
De to forskere tager også et andet forbehold,
for deres kilder fra tiden før
1953 er ikke til de skråsikre konklusioner.
De består først og fremmest af kort
fra en ekspedition i 1878­1880, udarbejdet
af R. Hammer og K. J. V. Steenstrup
(Meddelelelser om Grønland, bind 4),
og af et kort fra 1931­33, der stadig anvendes
og er lavet af det daværende
Geodætiske Institut i København. Fra
den mellemliggende periode har der
været forskellige kort, lokale skitser og
rejsebeskrivelser udarbejdet af mange
forskellige, men dog med Steenstrup
som en væsentlig kilde.
30-50 års forsinkelse
Set i lyset af den igangværende debat
om klimaforandringer i Arktis kan
det virke overraskende, at det er gået
stærkest med tilbagetrækningen i den
første halvdel af det 20. århundrede.
Men brikkerne falder hurtigt på plads,
hvis man blot henter en af de almindeligt
anerkendte fysiske lovmæssigheder
for gletschere frem af gemmerne.
­ Det har gennem mange år været
fælles tankegods for glaciologer, at det
tager nogen tid – en 30­50 år ­ for mindre
gletschere at justere deres størrelse
i forhold til klimaændringer, fortæller
Jacob Yde. Når vi derfor ser en kraftigere
tilbagetrækning af gletscherne i første
halvdel af 1900­tallet end i sidste
halvdel, kan det forklares med, at det
er en forsinket reaktion på de temperaturstigninger,
som kommer efter den såkaldte
lille istid, en flere hundrede år
relativt kold periode, som klinger ud i
slutningen af 1800­tallet.
Fra 1953, hvor de første dækkende
flyfotos er til rådighed, har forskerne
haft et virkelig sikkert kildemateriale,
ikke mindst efter at de første satellitfotos
kommer i 1973.

Ved gletscherens fod. Den seneste galopperende
gletscher på Disko har tiltrukket sig stor
opmærksomhed fra forskere og studerende.
Fronten er meget sort, fordi isen er blevet blandet
med materiale fra gletscherens bund.
Med den gode dokumentation i ryg­
gen viser beregningerne, at 70% af gletscherne
har trukket sig tilbage i løbet af
denne periode, mens 28% har forholdt
sig i ro og 2% er gået frem. Splitter vi perioden
op, viser det sig, at den største
aktivitet har ligget i perioden 1965­85,
hvor 58% af gletscherne har trukket
sig tilbage, mens tallene for perioderne
1953­64 og 1985­2005 ligger omkring de
40%.
Det betyder, at flere gletschere trækker
sig tilbage før begyndelsen af 1990’erne,
hvor temperaturerne begynder at stige
i Vestgrønland.
­ Også her er nøglen til en forståelse,
at gletscherne reagerer forsinket på
temperaturstigninger. Vestgrønland oplevede
især i 1920’erne en kraftig stigning
i middeltemperaturerne, og det er
den opvarmning, som viser sig i et stigende
antal gletschere på tilbagetog
fra midten af 1960’erne, siger Jacob Yde.
Forfølger vi den logik betyder det
til gengæld, at vi kan forvente, at temperaturstigningerne
i 1990’erne vil slå
igennem om 15­20 år.
Kortlægningen af Diskos gletschere
viser også, at det især er de store gletschere
over 5 km2 og gletschere under
800 meters højde, der har trukket sig
tilbage. Ligeledes er gletschere, hvis udløb
vender mod syd over mod nordvest,
gået stærkere tilbage, ganske givet fordi
de ligger med front mod solen.
Galopperende gletschere
Ikke alle gletschere opfører sig imidlertid
ens. En del af formålet med undersøgelsen
har været at få et overblik over
de såkaldte galopperende gletschere,
som findes flere steder i Arktis. Det
har ikke været helt klart, hvor mange
galopperende gletschere der er på Disko.
Hidtil har man ment, at der var 20
af denne type, men Ydes og Tvis Knudsens
optælling har nu afsløret, at der
er hele 75 gletschere, som kan klassificeres
som galopperende.
Galopperende gletschere har fået deres
tilnavn, fordi de bevæger sig på en
radikal anden måde end de mere adstadige,
normale gletschere. De kan i en
meget lang periode – måske op til flere
hundrede år – befinde sig i en meget
rolig fase, hvor de smelter meget
langsomt tilbage, hvorefter de pludselig
bevæger sig frem med en voldsom
kraft.
Der er ikke nogen direkte sammenhæng
mellem klimaændringerne og
gletschernes galop. Ganske vist påvirker
klimaet gletscheren, ligesom det påvirker
alle andre gletschere. Men det er
ikke klimaændringerne, som bestemmer
tidspunktet for gletscherens udbrud:
­ Forklaringen på de galopperende
gletschere skal formentlig findes i den
dynamik, som er beskrevet i den såkaldte
propteori, fortæller Jacob Yde. Den
siger, at gletscherens front fryser fast
til underlaget og dermed danner en
prop, der holder gletscherens ismasser
tilbage. Bag ved fronten ophobes der en
mængde smeltevand, som langsomt opbygger
et voldsomt tryk på gletscheren,
indtil presset bliver for stort, og gletscheren
godt hjulpet af smeltevandet
vælter nedad i voldsom fart.
Den seneste galopperende gletscher
på Disko er Kuannersuit­gletscheren,
som blev opdaget i sommeren 1999 i
det centrale Disko. Den bevægede sig
mere end 10 kilometer frem i løbet af
3­4 år og har været oppe på en tophastighed
på mere end 50 meter i døgnet.
Jacob Yde og hans kolleger har fulgt
denne galopperende gletscher nøje og
har besøgt stedet flere gange siden 1999.
De vurderer, at den i løbet af få år har
flyttet omkring 3 km3 is. Gletscheren er
så tyk, at den endnu ikke er smeltet
ned og begyndt at trække sig tilbage.
Fronten er desuden beskyttet af et isolerende
lag af mudder og sten, så den vil
formentligt blive koblet fra selve gletscheren
på et tidspunkt og komme til at
ligge som et dødisområde midt i dalen.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Jacob Clement Yde, Aarhus
Universitet, yde@phys.au.dk
Foto: Morten Rasch
15

Terra Australis Incognita
Historien om Antarktis er en fortælling
om store, heroiske bedrifter, internationalt
fælleseje og højt profileret
forskning anno 2006.
Terra Australis Incognita. Sådan kaldte
de tidlige opdagelsesrejsende Antarktis
allerede inden, de med sikkerhed vidste,
at kontinentet fandtes. Vished for
dets eksistens fik man først i 1820, da
den russiske ekspeditionsleder Thaddeus
von Bellinghausen og den britiske
kaptajn Edvard Bransfield spottede den
antarktiske halvø med få dages mellemrum.
Forinden havde den store britiske
eksplorer James Cook været den første
til at krydse den sydlige polarcirkel i
1770’erne – dog uden at se Antarktis.
Der skulle dog gå hen ved hundrede
år, inden mennesket første gang satte
foden på den sydlige polaris. Den tidlige
antarktiske udforskning nåede sit
højdepunkt først i det 20. århundrede
med prominente navne som Ernest
Shackleton og Carsten Borchgrevink
på listen over heltemodige polarfarere,
der satte livet på spil i jagten på det
store eventyr. Kontinentet skulle desuden
blive skueplads for et af de mest
berømte, dramatiske kapløb i polarhistorien,
da norske Roald Amundsen
og engelske Robert Scott i 1911 kæmpede
om at blive den første til at plante
det nationale flag på Sydpolen. En
kamp som Amundsen vandt, og som efterfølgende
kostede den udkørte og demoraliserede
Scott livet, da han frøs
ihjel på vej tilbage til det skib, der skulle
bringe ham og hans ekspeditionskammerater
tilbage til Europa.
En traktat bliver til
Siden da er det gået støt og roligt fremad
med at bemægtige sig viden om den
golde verdensdel. Frem til slutningen
af 1930’erne var de antarktiske ekspeditioner
primært privat finansieret og
ofte ledet af karismatiske polarforskere.
I takt med, at kontinentets strategiske,
økonomiske og videnskabelige betyd­
Polarfronten 3/06
ning begyndte at gå op for flere og flere
regeringer, begyndte de at gøre territoriale
krav på dele af de antarktiske ismasser.
En landsmands opdagelse af det
respektive land blev ofte brugt som begrundelse
for kravene, der i tiden, inden
Antarktis blev internationalt område,
blev fremsat af landene Argentina,
Australien, New Zealand, Storbritannien,
Frankrig, Chile og Norge.
I slutningen af 1940’erne blev de første
permanente forskningsstationer anlagt
af store forskningsnationer som
Storbritannien, USA og Australien. Udover
territoriale interesser var opførel­
Fotos: Aka Lynge, Polar Photos
serne foranlediget af, at forskningsinitiativet
det Internationale Geofysiske
År (IGY) skulle løbe af stabelen i 1957
– et initiativ, der i øvrigt er det direkte
springbræt for det forestående internationale
polarår, som skydes i gang 1.
marts 2007 og løber frem til 1. marts
2009. De videnskabelige landvindinger
i kølvandet på det geofysiske år skulle
vise sig at være så talrige og succesfulde,
at landene snart bestemte sig for
at gennemføre permanente forskningsprogrammer
på kontinentet.
Dette blev startskuddet til den antarktiske
forskningskomite Scientific Com­

mittee on Antarctic Research (SCAR),
der blev nedsat i 1958, og som Danmark
netop er blevet associeret medlem af.
Komiteen skulle stå for at koordinere
forskningssamarbejdet mellem de
12 lande, der havde deltaget i IGY, og
som underskrev The Antarctic Treaty
i 1959. Traktaten er den dag i dag det
nærmeste, man kommer på en lov for
Antarktis, og den fungerer som fundament
for reguleringer af enhver art. For
eksempel fastsættes regler vedrørende
turisme, miljø og videnskabelige aktiviteter
med afsæt i traktaten, der i dag
er underskrevet af 44 lande. I traktaten
hedder det endvidere, at al militær aktivitet
på kontinentet er forbudt, og at
forskning frit skal kunne gennemføres
og efterfølgende gøres tilgængelig for
alle interesserede.
Danmark på Antarktis
I dag sker forskningen på Antarktis
med base i en række store forskningsstationer,
hvoraf nogle er bemandet året
rundt. Af de mest kendte kan nævnes
de amerikanske McMurdo Station
og South Pole Base, den new zealandske
Scott Base, den britiske Halley Station
samt den russiske Vostok Station.
I forhold til pionéræraen, hvor det
først og fremmest gjaldt om at opdage
og bemægtige sig nye områder af det
isede kontinent, er det nu muligheden
for at lave videnskabelige undersøgelser
inden for snart sagt enhver polarforskningsdisciplin,
der lokker forskere
fra hele verden til Antarktis.
Også adskillige danske forskere har
gennem tiden fundet vej til bunden af
Jorden for at deltage i projekterne, der
ofte er internationalt lagt an. Det mest
kendte eksempel er vel nok Niels Bohr
Institutets glaciologigruppe, der med
stor succes har deltaget i de antarktiske
iskerneboringer, herunder det såkaldte
EPICA­projekt, der i 2003 borede en
iskerne med den nette alder af 900.000
år. Med Danmarks nylige medlemskab
af SCAR skulle der være grobund for,
at flere danske forskere vil være med
fremme i geledderne, når nye kapitler i
historien om Antarktis skal skrives.
Jane Benarroch
Kommentar:
Af Hanne K. Petersen,
direktør for Dansk Polarcenter
Danmark medlem af SCAR
Danmark blev i sommer optaget som
associeret medlem af SCAR ­ Scientific
Committee for Antarctic Reseach.
SCAR er et internationalt samarbejde
om udvikling og koordinering af
forskning i Antarktis. Komitéen har 28
fuldgyldige og 4 associerede medlemmer,
der har interesse i antarktisk forskning.
Når Danmark først nu er blevet
medlem af SCAR, skyldes det antagelig,
at hovedparten af den danske polarforskning
altid er foregået i Grønland eller
andre arktiske områder.
Selvom internationalt samarbejde altid
har præget polarforskning, har der
været overraskende lidt kontakt mellem
de arktiske og antarktiske forskningsmiljøer.
De senere års øgede fokus
på klimaændringer og grænseoverskridende
miljøproblemer har dog ændret
dette, således at der i dag er større fokus
på områderne omkring begge poler
og deres gensidige betydning. I forbindelse
med det kommende internationale
polarår (IPY) har den bipolare
forskning også fået øget opmærksomhed.
For eksempel er der indsendt 160
internationale forslag til bipolare projekter.
Danmark har ikke et egentligt antarktisk
forskningsprogram, men der
er allerede flere forskere involveret i
antarktiske projekter. Et eksempel er
de danske iskerneforskere, som deltager
i boringer på Antarktis og også
Foto: Geir B. Larssen
har etableret et tæt samarbejde mellem
de grønlandske og de antarktiske
boringer. Et andet eksempel er den igangværende
Galathea3­ekspedition,
som medbringer en række ekspeditionsdeltagere,
der skal forske i og omkring
Antarktis.
I forbindelse med forberedelsen af
ansøgningen om medlemskab i komitéen
undersøgte DPC det eksisterende
engagement, og der var overraskende
mange emner repræsenteret. Jeg tror,
at medlemskabet af SCAR vil øge interessen
for og betyde en lettere adgang
for danske polarforskere til de internationale
forskernetværk omkring Antarktis.
Der foregår et omfattende videnskabeligt
samarbejde organiseret efter forskellige
videnskabelige discipliner, som
det spredte danske polarforskningsmiljø
kan have glæde af at kende til, og
som rummer mange muligheder for at
supplere den arktiske forskning. Det vil
også gøre det nemmere for de polarforskere,
der ikke i forvejen har kontakter
til dette miljø, at inddrage bipolare aspekter
i deres projekter.
Endvidere vil det styrke samarbejdet
med de andre nordiske lande, som
alle i flere år har været medlem af
SCAR. Bl.a. vil der kunne etableres samarbejdsaftaler
om brug af faciliteter i
Antarktis for de danske forskere, der
ønsker at arbejde her.
17

Svalbards sociale laboratorium
En ny bog tegner et kulturhistorisk
portræt af minesamfundet Longyearbyen
i perioden 1916 til 1975.
Hvem var det, der drog til Longyearbyen
på Svalbard for at lede efter kul i første
halvdel af forrige århundrede? Og
hvordan var det at leve i den afsidesliggende
mineby, som blev drevet og kontrolleret
af mineselskabet Store Norske?
Den norske historiker Bjørg Evjen søger
at besvare spørgsmålene i en ny
bog om Longyearbyen i perioden 1916
til 1975. Bogen, der er baseret på hendes
doktorafhandling forsvaret ved universitetet
i Tromsø, tager afsæt i året
1916, da Store Norske Spitsbergen Grubekompagni
overtager kulminedriften,
og slutter med indvielsen af flyvepladsen
i 1975, som også bliver begyndelsen
på enden af det gamle minesamfund.
Arktisk arbejdsplads
Evjen har især kigget på, hvilken betydning
de lange vintre i isolation fra resten
af Norge betød for samfundsudviklingen
og det sociale liv i byen.
­ De mange ensomme måneder fra
oktober til juni bidrog til, at de sociale
forhold i byen ikke ændrede sig i takt
med forholdene på fastlandet. For eksempel
blev den velfærd, som det øvrige
Norge oplevede i perioden, aldrig
beboerne på Svalbard til del. Det skyldes
ikke mindst, at man regnede med
at skulle afvikle byen, når kulforekomsterne
en dag var sluppet op, siger
Bjørg Evjen.
Longyearbyen blev da heller aldrig betragtet
som et etableret industrisamfund,
men snarere som en arktisk arbejdsplads.
Hun kalder byen for et ’socialt
laboratorium’ skabt af Store Norske.
Alle, som ønskede at rejse til Svalbard
og arbejde i minerne, skulle forinden
igennem omstændelige fysiske undersøgelser.
Især var det vigtigt at have gode,
sunde knæ, fordi arbejdet i minerne
krævede, at man time efter time skulle
kunne krybe på alle fire i søgen efter
kullet.
Polarfronten 3/06
Minearbejderne i Longyearbyen var ansat som sæsonarbejdere, der skulle igennem omfattende
helbredsundersøgelser inden afrejsen til Svalbard.
Arbejderne var sæsonansat og fik alle
udleveret såkaldte sæsonkort. Herpå
blev det anført, hvis man havde stjålet,
var socialist eller på anden måde havde
gjort sig uheldig bemærket. I et sådant
lukket og isoleret samfund, som for
det meste blot havde omkring 1300 beboere,
var det ikke overraskende vigtigt
at rette ind og undgå stridigheder, for
at hjulene kunne køre effektivt rundt.
Forskel på folk
Evjen har endvidere set på relationen
mellem kvinder og mænd, funktionærer
og arbejdere, russere og nordmænd.
Men også analyser af forholdet mellem
de forskellige befolkningsklasser
fylder en del i bogen. Evjen kalder
samfundet for ’et klassesamfund uden
klassekamp’. Arbejderne boede
i barakker og spiste i messer, mens
funktionærerne levede for sig selv. Og
mens de kvindelige funktionærer fik
lov til at føde på Svalbard, måtte arbejderkvinderne
rejse til fastlandet, når de
blev gravide.
­ Ugen før den sidste båd mod fastlandet
skulle afgå, havde de pligt til
at meddele lægen, hvornår de sidst
havde haft menstruation. Hvis der var
mistanke om graviditet blev de sat på
båden, lyder det videre fra Evjen.
Overordnet konkluderer hun, at selvom
der ganske vist fandt ændringer
sted i det svalbardiske samfund i perioden,
var kontinuitet den fremherskende
norm.
I forhold til tidligere tider er Longyearbyen
i dag et moderne bysamfund med
bl.a. bibliotek, posthus, banker, restauranter,
konferencefaciliteter, supermarkeder,
turistinformation, hospital og sågar
en lokalavis, Svalbardposten. Og byens
beboere er nu først og fremmest
forskere, studerende og turister, som
gør kortere eller længere ophold på
Svalbard.
Jane Benarroch
Bjørg Evjen: Kull, karer og kvinnfolk. Longyearbyen
1916-1975 - fra arktisk arbeidsplass
til etablert industrisam. Unipax 2006.
285 sider.

Zackenbergs nye beboelseshus rummer ni tomandsværelser, to baderum, sauna, opholdsstue og terrasse.
Zackenberg – nu med vinterlogi
Så lykkedes det! Forskningsstation
Zackenberg er blevet to huse rigere: et
beboelseshus og et hus til elværk, garage
og værksted. Dermed er stationen
færdigbygget og kan nu huse overvintrende
forskere. De første spadestik til
stationen blev taget helt tilbage i 1995,
og de fleste af de nuværende huse blev
bygget i 1996­97.
Endvidere er et hus til de mange både,
som bruges i forskningen i Young
Byggepladsen fotograferet kort efter, at slingoperationen
er fuldført.
Sund/Tyrolerfjord, skudt op i Daneborg,
tæt ved den gamle vejrstation, Kystens
Perle, der anvendes til indkvartering og
laboratorier.
Byggerierne startede i midten af august
med udgravning af fundamenter.
Forinden havde fragtskibet Arina Arctica
leveret byggematerialer, som med
ca. 150 helikoptersling blev bragt ind på
byggepladsen ved Zackenberg. Den 29.
august stod de nye huse endelig færdige.
Med det nye beboelseshus vil al indkvartering
ved Zackenberg nu foregå
under tag. Beboelseshuset kan endvidere
byde på en hyggelig dagligstue
med panoramavinduer med udsigt til
Zackenbergfjeldet samt forbedrede badefaciliteter
med blandt andet sauna.
Byggerierne ved Zackenberg og i
Daneborg er muliggjort ved hjælp af
en større donation fra Aage V. Jensen
Charity Foundation.
Huset til elværk, garage og
værksted set fra syd.
Foto: Henrik Munch Spanggaard
Foto: Bent Olsen Foto: Morten Rasch
19

Polarfronten 3/06
H. C. Petersen & Michael Hauser:
Trommesangtraditionen
i Grønland
Kalaallit inngerutinik
atuinerat
Drum Song Tradition
in Greenland.
Trommesange er traditionelle sange ledsaget
af en trommerytme. For et folk
uden skriftsprog som det eskimoiske har
de haft en vigtig kulturbærende og kulturformidlende
funktion. Bogen præsenterer
den grønlandske trommesangstradition
set i ud fra to synsvinkler: et kulturhistorisk
ved H.C. Petersen og en
musikhistorisk ved Michael Hauser.
Isbn: 87­90393­60­0
129 sider
Box 216 · 3900 Nuuk · Grønland
telf. (00299) 557674
email: atuagkat.publ@greennet.gl
www.arktisk
www.arktiskebilleder
ebilleder.dk .dk
Ole Andersen fra Ikerasak i kajak
med fangst. Upernavik, maj 1936.
Thule 1909: K'ârqutsiaq Etah,
søn af Aleqasina og Ehré.
Foto: Th. Krabbe

Nye bøger
Lone Bruun m.fl. (red.): Arktisk Station
1906 – 2006. Københavns Universitet i samarbejde
med Rhodos, 2006. 470 sider.
Arktisk Station fylder i år 100 år. Det
fejres med udgivelsen af en bog i mammutstørrelse,
der præsenterer et bredt
udvalg af den forskning, der i tidens
løb har fundet sted med udgangspunkt
i stationen på Disko. Herudover rummer
den beretninger om både natur, logistik
og forskningens udvikling, fra
stationens åbning og frem til nutiden.
Ikke færre end 60 forfattere har bidraget
til det enorme værk, der er smækfyldt
med flotte billeder og illustrationer.
Læs mere på side 18.
H.C. Petersen & Michael Hauser:
Trommesangstradition i Grønland/Kalaallit
inngerutinik atuinerat/Drum Song Tradition
in Greenland. Forlaget Atuagkat, 2006. 129
sider.
Trommesange er traditionelle sange ledsaget
af en trommerytme. For et folk
uden skriftsprog som det eskimoiske
har de haft en vigtig kulturbærende
og kulturformidlende funktion. Bogen
præsenterer den grønlandske trommesangstradition
set ud fra to synsvinkler:
et kulturhistorisk ved H.C. Petersen og
en musikhistorisk ved Michael Hauser.
Ester Balle: Øst, vest – Grønland bedst.
En sygeplejerskes erindringer. Forlaget
Atuagkat, 2006.
Erindringsbog af og om sygeplejersken
Ester Balle, der viede sit liv til at
hjælpe syge mennesker i det Grønland,
hun kom fra og altid vendte tilbage til
efter adskillige ophold i den store verden.
Bl.a. USA, hvor hun uddannede
sig til sygeplejerske med speciale i tuberkulosebehandling.
Tine Curtis m.fl.: Unges trivsel i Grønland
2004. Inussuk. Arktisk Forskningsjournal 1,
2006. 119 sider.
Rapporten beskriver unges livsbetingelser
og trivsel samt en række mistrivselsfaktorer
som seksuelt misbrug, alkoholmisbrug
og fysisk vold. Resultaterne
viser, at langt de fleste unge trives og
har det godt. Der er dog en stor del, der
har haft selvmordstanker, været udsat
for seksuelt misbrug eller har haft alkoholmisbrug
tæt inde på livet.
Per Herholdt Jensen: Atlantsejlerne. Flådens
inspektionsskibe i 100 år. Aschehoug, 2005.
256 sider.
En beretning om Forsvarets inspektionsskibe
og deres besætninger gennem
100 år. Bogen skildrer de mangeartede
opgaver, som inspektionsskibene
har udført til gavn for det grønlandske
og færøske samfund. Læs bl.a. om
forsvar af fiskeriterritorier og handelsinteresser,
om skibes og besætningers
kamp mod naturens kræfter i Nordatlanten,
og om kvindernes indtog i
flåden.
Bodil Kaalund m.fl.(red.): Hans Lynge: En
grønlandsk kulturpioner. Forlaget Rohdos,
2006. 343 sider.
Markant værk om den grønlandske
forfatter, billedkunstner og politiker,
Hans Lynge (1906­88) ­ den måske
største kulturpersonlighed i sin samtid.
Den i bogstavelig forstand tunge bog
kommer godt rundt om Lynges hele
liv og værk. Man præsenteres for både
kendte og mere ukendte arbejder, og
en lang række i grønlandsk sammenhæng
kendte personer som Jonathan
Mozfeldt, Robert Petersen og Bodil Kaalund,
der var en af Lynges mangeårige
venner, har bidraget med indsigtsfulde
tekster om det rigt facetterede menneske.
Man finder også hidtil upublicerede
tekster af Lynge selv, foruden en
erindringsskitse af Lynges hustru siden
1961, Inge Lynge.
Vagn Lundbye: Omkom 79’Fjorden:
Hundredåret for tragedien på Danmark-Ekspeditionen
1906-08. Forlaget Borgen, 2006.
Få opdagelsesrejser har været mere
omdiskuterede i Danmark end Danmark­Ekspeditionen
1906­08 til Nordøstgrønland.
Vagn Lundbye deltog i 1984
og 1987 i ekspeditioner til området ved
79’fjorden for at søge efter spor efter de
forsvundne. Fund og resultater fra disse
to ekspeditioner indgår i den nye og
redigerede udgave af bogen, der udkom
første gang i 1984.
21

Polarfronten 3/06
KORT NYT
Diamantfund i Grønland
Under sommerens feltarbejde har forskere fra
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse
(GEUS) fundet nye tegn på hidtil skjulte diamantforekomster
i Grønland. I et område øst for Maniitsoq
fandt et hold geologer kimberlitgange, der indeholder
fragmenter af Jordens kappe – og dermed måske
diamanter. Samtidig fandt et andet hold geologer,
der cirka 140 kilometer sydøst for Nuuk var i
færd med at undersøge bjergarter på en nunatak
på Indlandsisen, et stort antal kimberlitblokke i en
sidemoræne. Der er gode muligheder for, at også
blokkene her viser sig at indeholde diamanter.
Danmarkshavn fylder 100 år
I år er det 100 år siden, at ekspeditionsskibet Danmark
anløb ­ og dermed skabte ­ det nuværende
Danmarkshavn. Danmark­Ekspeditionens formål
var at kortlægge Nordøstgrønland. Ekspeditionen
endte tragisk, da forfatteren og ekspeditionslederen
Mylius­Erichsen, premierløjtnant Høegh Hagen
og kateketen og slædekusken Jørgen Brøndlund
døde under den hårde færd i november 1907. Danmarkshavn
er året rundt bemandet med en håndfuld
mænd, der fejrede jubilæet med et glas champagne.
© Arktisk Institut
Åbent vand ved Nordpolen
Europæisk Rumfarts Organisations Envisat­satellit
har i sommer opsnappet et stort område med
åbent vand i Det Arktiske Ocean. Området, der er
på størrelse med de britiske øer, går fra Svalbard
ind over den russiske del af polhavet og op til
Nordpolen. Satellitter har ikke tidligere observeret
lignende isfri arealer, selvom det er normalt, at der
er mere åbent vand i sensommeren end andre tidspunkter
på året. Forskere fra ESA forudser, at det
vil blive muligt at sejle til Nordpolen inden for de
kommende 10 til 20 år, hvis isen fortsat reduceres.
Dorset-langhus fundet ved Etah
Sommerens arkæologiske feltaktiviteter har bragt
nye spor efter den sene Dorset­kultur nord for
Thule for en dag. På sommerens togt omkring den
tidligere boplads Etah ved Smith Sund fandt arkæologer
fra Grønlands Nationalmuseum og amerikanske
museumsfolk resterne af et langhus, der er det
hidtil største, som er fundet i Grønland. Det er begrænset,
hvad man i dag ved om langhusenes brug
og funktion. Den sene Dorset­kultur eksisterede
i Grønland fra cirka 700 til 1300 og levede udelukkende
nord for Thule.
Muterede moskusklove undersøges
En ekspert i misdannelser undersøger i øjeblikket
et antal muterede klove fra grønlandske moskusokser
på et laboratorium i Tyskland. De forvoksede
klove blev opdaget ved Kap Atholl ved Thule i
1998, men rapporten, der blev lavet dengang, kunne
ikke give noget bud på årsagen til misdannelserne.
Teorier om manglende bevægelse, genetisk indavl
eller forhøjede koncentrationer af forskellige stoffer
i føden har været fremme.
Grønlandske søkort opdateres
Kort­ og Matrikelstyrelsen er gået i gang med at
revidere de gamle grønlandske søkort. Det viser
sig nemlig, at søkortene er utidssvarende i en tid,
hvor skibene primært er indrettet med satellitnavigationsudstyr.
Problemet opstår, når man lægger
nye opmålingsdata ind over de eksisterende kort.
Styrelsen vil nu ved hjælp af flyfotos rette kortene
til, så sikkerheden til søs kan øges i fremtiden.

Ny arktisk forskningsstation
Canada har i sensommeren taget forskud på Det Internationale
Polarår ved at åbne en ny forskningsstation
i Arktis. Stationen vil give forskere bedre
mulighed for at studere bl.a. ozonlagets tilstand,
luftforurening og klimaændringer i Arktis. Forskningsstationen,
der er blevet døbt PEARL, ligger i
600 meters højde i et øde område af Ellesmere Island
ca. 1100 kilometer fra Nordpolen.
Mammutten var også rød og blond
Et forskerteam med deltagelse af den danske professor
Eske Willerslev fra Niels Bohr Instituttet har
ved at undersøge DNA i en 43.000 år gammel mammutknogle
fra Sibirien fundet ud af, at mammutten
har samme hårfarve­gen som musen, nemlig
det såkaldte MC1R­gen. Forskerne opdagede, at
mammutten havde et både aktivt og en mindre aktivt
MC1R­gen, hvilket sandsynligvis dokumenterer,
at der fandtes både lyse, mørke og sågar rødhårede
mammutter. De tør dog ikke gætte på, om mammutterne
har haft forskellige fordele af at være enten
det ene eller det andet, inden arten uddøde for
ca. 10.000 år siden.
Klimaændringer på Google Earth
En ny komponent i Google Earth gør det muligt for
alle at følge klimaændringernes gang verden over.
Det er FN, der har lavet en kontrakt med Google
om at vise satellitfotos af 100 hotspots verden over,
bl.a. af polare gletschere og iskapper. For at bruge
programmet, skal man downloade Google Earth og
vælge ’Featured Content’. Herefter kan man under
United Nations Environment Programme (UNEP) se
de ca. 100 fikspunkter.
Vulkanudbrud ønskes!
Hvis ikke kloden snart bliver ramt af et godt, stort
vulkanudbrud, vil effekten af den globale opvarmning
blive endnu kraftigere. Sådan lyder det fra
den nyligt udnævnte professor i meteorologi ved
Københavns Universitet, Eigil Kaas. Argumentet lyder,
at de store vulkaner igennem årene har bidraget
afgørende til at begrænse opvarmningen, og at
udeblivelsen af nye vulkanudbrud vil få den globale
opvarmning til at fortsætte med uformindsket
styrke. Temperaturen på kloden er på 100 år steget
med cirka 0,8 grader.
Havisen skrumper
En NASA­satellit har registreret, at arealet med flerårig,
arktisk havis er faldet med 14 procent mellem
2004 og 2005. Helt konkret er arealet blevet indskrænket
med 730.000 kvadratkilometer, et areal
på størrelse med Tyrkiet. Ifølge NASAs geofysikere
er forklaringen formentlig en kombination af et usædvanligt
vindmønster og en generel opvarmning
af Arktis. Opvarmningen i Arktisk sker cirka dobbelt
så hurtigt som i øvrige områder på Jorden.
Isbjerge flår havbunden op
I forbindelse med Galathea 3­ekspeditionen har
forskere på Vædderen lavet undersøgelser af havbunden
ud for Sisimiut. Professor ved Danmarks og
Grønlands Geologiske Undersøgelse, Birger Larsen,
fandt her adskillige dybe furer ved hjælp af skibets
avancerede ekkolod, en såkaldte multibeam,
der kan tegne et detaljeret billede af havbunden.
Furerne, der er udbredte overalt langs den grønlandske
kyst, opstår, når havstrømme skubber isbjerge
videre, efter at de er gået på grund.
Antarktisk ozonhul tæt på rekord
Hullet i ozonlaget over Antarktis er større end
sidste år på samme tid og tæt på rekorden i år
2000. Det konkluderer World Meteorological Organization,
der også siger, at ozonnedbrydningen
kom sent, men pludseligt. Ifølge organisationens
talsmand vil vi over de næste årtier formentlig se
tilbagevendende ozonhuller af den størrelse, vi er
vidne til i dag. Det antarktiske ozonhul forventes
tidligst at være gendannet i 2065.
Foto: Magnus Elander
23

Zackenberg i søgeren
Der er taget tusindvis af billeder på Forskningsstation
Zackenberg siden etableringen
i 90’ernes midte. Omkring 500 af
dem fandt vej til Dansk Polarcenters fotokonkurrence,
som skulle kåre det bedste
billede taget på eller omkring stationen
gennem de godt og vel 10 år. Billederne
kom fra forskere og andre, som har opholdt
sig på stationen, og der var bidrag
ikke blot fra Danmark, men også fra
Grønland og Italien.
De to bedste billeder kan beundres på
denne side. De faldt hurtigt i dommerkomitéens
øjne, men til gengæld var
valget mellem dem svært. Vinder blev
Mikkel Tamstorf, som med sit billede af
landskabet med kærulden langs elven
har fanger den smukke natur omkring
Zackenberg­stationen.
Fotograf Rudy Hemmingsen siger på
dommerkomitéens vegne om Mikkel
Tamstorfs billede:
­ Et flot landskabsbillede. Bygget op
lige efter bogen, med først og fremmest
en utrolig flot formidling af den grøn­
landske natur omkring Zackenberg. Der
er dybde og renhed. Et billede som virker
ved første blik, men som også rummer
den kvalitet, at de fleste vil kunne
se på det igen og igen og hele tiden finde
nye elementer at glædes over. Et super
flot skud!
Nummer to i konkurrencen blev Stefano
Masetti for billedet af regnbuen over
Zackenberg­stationens depot.
Tredjepladsen gik til Charlotte Sigsgaard
for et foto af Zackenbergfjeldets
takkede top.
Vinderbilleder og flere af de øvrige bidrag
til konkurrencen kan sammen med
fotos fra sommerens forskningskampagne
i Nordøstgrønland, ’Forskning i Nord’,
ses i DPC’s reception fra kulturnatten
den 13. oktober og nogle måneder frem.
Poul-Erik Philbert
Foto: Stefano Masetti
Foto: Mikkel Tamstorf