BELYSNINGSPLAN - Vejdirektoratet

4. REGLER, RETNINGSLINJER OG PRAKSIS
Billede 4-5 Eksempel på anlæg med lange mastearme (Hareskovvejen ved Brønshøj).
FØRSTE UDG. AF 9.20.01-9.20.07,
UDSTYR, VEJBELYSNING 1979-1981
I 1979 udkom de første af de 7 hæfter med regler og anvisninger
for vejbelysning som med mindre revisioner har været
gældende helt frem til de nuværende regler kom i 1999.
De 7 hæfter omfattede:
Regler og anvisninger for vejbelysning 1979-1999
9.20.01 Vejregler for dispositionsplan, etablering,
ændring og reduktion samt vejbelægningers lysteknisk
egenskaber. (Planlægning), 1979, 1981, 1992.
9.20.02 Vejregler for udformning, miljøhensyn og
reduktion samt ændring af eksisterende anlæg.
(Projektering) 1979, 1981.
9.20.03 Registrering af eksisterende
vejbelysningsanlæg 1979.
9.20.04 Økonomi ved ændring af eksisterende
vejbelysningsanlæg 1979.
9.20.05 Håndbog 1979.
9.20.06 Eksempelsamling 1979.
9.20.07 Tillæg til håndbog 1980.
42
Reglerne foreskrev først og fremmest normal brug af de lave
belysningsklasser L5, L6 og L7 med luminansniveauer på
0,5cd/m 2 og 1cd/m 2 og regelmæssigheder på 0,25 og 0,35
og endvidere at der på veje med begrænset kørehastighed
ikke var noget krav til langsregelmæssigheden.
Med disse regler og anvisninger kom der mere skub i at
etablere og renovere vejbelysningsanlæg på et fælles
grundlag og med den anden energikrise først i rserne kom
der rigtig gang i at renovere en række af de større belysningsanlæg,
der var etableret gennem 70’erne med de høje
luminanskrav og med den energiforbrugende kviksølvslyskilde.
Denne udvikling blev også muliggjort af at der nu var
højtryksnatriumlyskilder på markedet i alle størrelser fra 50
– 400W med opaliseret, ellipsoideformet kolbe, som kunne
erstatte kviksølvlyskilderne.
For nogle af de armaturtyper hvor det var muligt, blev den
hvælvede, perlemønstrede eller prismatiske skærm udskiftet
med en plan skærm for at reducere fjernvirkningen og spildlyset
til omgivelserne. Enkelte af disse ombygninger var dog
ikke helt heldige, idet armaturåbningen, der var født med
en hældning på 15 grader, med den plane skærm gav en
generende fjernvirkning i den retning som den pegede imod.
Dette medførte en praksis om, at for armaturer med plan
skærm, der skulle være totalt afskærmende måtte skærmen
højest hælde 3 grader.
Endelig blev anlægget ombygget til reduceret drift ved at installationerne
blev ændret så man kunne slukke hvert andet
armatur i de traksvage timer. Man begyndte også at indføre
dæmpning på nogle af de anlæg, hvor regelmæssigheden
lå tæt på minimumsværdien så en slukning af hvert andet
armatur ville give for lav regelmæssighed.