Polarfronten 2002 – 4

LØSSALGSPRIS 25 kr. 

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER • NR. 4/DECEMBER 2002 

Polar fronten 

Voldsomme klimaændringer på vej 

i Nordøstgrønland. Læs s. 12 

Klimaet styrer dyrebestandene. Læs s. 4 

Polarsolens mørke gerninger. Læs s. 8

Dansk Polarcenter er en institution 

under Ministeriet for 

Videnskab, Teknologi og Udvikling 

og har til opgave at 

støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 6200 

Deadline for bidrag 

til næste nummer: 

17. februar 2003. 

Abonnement er gratis og tegnes 

gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Hanne Petersen 

ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Kirsten Caning 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Irene Seiten, layout, DJ 

Henning Thing 

Henrik Elling 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: 

Søren Rysgaard: 

Færdsel på havisen 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse. 

Indhold 

Selvstændighed a la carte 

Selvstændighedsspørgsmålet var det dominerende 

i valgkampen og har også fået en 

fremtrædende plads i Siumuts og IA’s koalitionsaftale. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 

Klimaet styrer dyrebestandene 

For første gang er det lykkedes at dokumentere, 

at dyrebestandene følger klimaets 

svingninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

En gul skygge over Vinlandskortet 

Britiske forskere sår ny tvivl om Vinlandskortet, 

et af beviserne på, at nordboerne 

var de første i Amerika . . . . . . . . . . . . . . 6 

Et fjeldskred målt og vejet 

Geologerne har nu et bud på, hvad der 

skete under det kolossale fjeldskred i 

Disko-området i 2000 . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Polarsolens mørke gerninger 

Polarsolens ankomst efter vinterens mørke 

betyder nyt liv, men frigør samtidig 

miljøgifte i naturen . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

Uegnet for bønder 

Kulde og is, højvande og sandflugt gjorde 

livet surt for nordboerne, som opgav de 

grønlandske bygder engang i midten af 

1400-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

Voldsomme klimaændringer på vej i 

Nordøstgrønland 

Hvis modelberegninger holder stik, vil 

temperaturerne i Nordøstgrønland stige 

med 8° i løbet af de næste 100 år . . . . . . 12 

Vindere og tabere i klimalotteriet 

Kraftigt stigende temperaturer i Nordøstgrønland 

vil påvirke dyrelivet meget forskelligt 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .14 

Kommentar 

Videnskabelig kortlægning af klimaændringer 

i Arktis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 

Ånder, spøgelser og hekseri i Grønland 

14 ældre grønlændere fortæller underfundigt 

om før og nu i ny, storslået 

grønlandsfilm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Selvstændighed a la carte 

Det grønlandske valg skabte ikke 

de store forskydninger mellem de 

tre gamle partier, men gav et ka- 

nonvalg til det nye parti Demo- 

kraterne.Selvstændighedsspørgs- målet var det dominerende i valg- 

kampen og har også fået en frem- 

trædende plads i Siumuts og IA’s 

koalitionsaftale. 

Af Poul-Erik Philbert 

Kravet om selvstændighed var helt fremme 

i den grønlandske valgkamp. Venstrefløjspartiet 

Inuit Ataqatigiit (IA), som 

går ind for løsrivelse fra Danmark, har 

krævet en folkeafstemning om Grønlands 

fremtid senest i 2005. Og Siumut, 

som har været det bærende regeringsparti 

hovedparten af perioden siden Hjemmestyret 

blev indført i 1979, har skærpet 

tonen, og vil oprette et særligt landsstyreområde 

(ministerium) for selvstyre. 

Selvstændighed en dag 

Da valgresultatet var gjort op natten mellem 

den 3. og 4. december havde de to 

partier samlet bevaret status quo bortset 

fra et mandat, som gik fra Siumut til IA. 

Valgets store vinder med fem medlemmer 

blev det nye parti Demokraterne, 

som ikke prioriterer selvstændighed, 

men vil have øget selvstyre inden for 

rigsfællesskabet. 

Det kan synes paradoksalt, men afspejler 

mest af alt, at den grønlandske 

befolknings holdning til selvstændighed 

er meget modsætningsfuldt. En opinionsmåling, 

som blev gennemført af HSanalyse 

i samarbejde med avisen Sermitsiaq 

viser, at der er et udbredt ønske om 

selvstændighed i den grønlandske befolkning. 

74% går ind for fuld politisk 

selvstændighed, mens 18% stiller sig tilfreds 

med øgede beføjelser inden for 

Hjemmestyrets rammer. Men meget ta- 

ler for, at befolkningen ser selvstændigheden 

som et langsigtet projekt, for 

spørger man om de økonomiske betingelser, 

er kun 6% interesseret i en ubetinget 

løsrivelse, mens ikke mindre end 

61% kun vil have fuld politisk selvstændighed, 

hvis det ikke betyder nogen 

økonomisk forringelse. 

Henrik Skydsbjerg fra HS-Analyse 

sammenfatter i avisen Sermitsiaq befolkningens 

budskab til politikerne på følgende 

måde: 

- Vi ønsker selvstændighed på basis af 

en sund økonomi. Se at komme i gang 

med at indrette samfundet og dets institutioner 

således, at begge ønsker kan opfyldes. 

Siumut og IA sammen igen 

Regeringsforhandlingerne efter valget er 

endt med en landsstyrekoalition mellem 

Siumut og IA, som også delte landsstyreansvaret 

i den forrige valgperiode, indtil 

IA for lidt over et år siden trådte ud. 

Det skete bl.a. på grund af utilfredshed 

med den interne splittelse i Siumut, 

hvor Jonathan Motzfeldt-fløjen, som 

står for en satsning med fire vækstcentre 

og en liberalisering af økonomien, stod 

over for Hans Enoksen-fløjen, som går 

ind for at styrke bygderne, intensivere 

kampen for selvstændighed og opprioritere 

det grønlandske sprog. Siden har 

Hans Enoksen erobret formandsposten i 

11 

10 

1999 2002 

7 

8 

8 

7 

5 5 

Siumut IA Atassut Demokraterne Kandidatforb. 

partiet, og valget slog hans førerposition 

endeligt fast, eftersom han fik 2807 personlige 

stemmer mod Jonathan Motzfeldts 

709. 

Det nye landsstyre med fire medlemmer 

fra Siumut og tre fra IA får Hans 

Enoksen som landsstyreformand og IAlederen 

Josef Motzfeldt som landsstyremedlem 

for økonomi. 

Koalitionsaftalen lægger vægt på at 

starte processen hen imod selvstyre omgående 

og peger konkret på oprettelsen 

af et landsstyreområde for selvstyre og 

afholdelse af en vejledende folkeafstemning. 

På det udenrigspolitiske område vil 

Landsstyret arbejde for øget indflydelse 

og for at sikre Grønlands interesser ved 

en ændring af forsvarsaftalen af 1951. 

Man vil styrke udviklingen i bygderne 

og yderdistrikterne, men har i øvrigt ikke 

afgørende, økonomiske strukturændringer 

på programmet. 

Det afgørende politiske spørgsmål for 

det nye landsstyre bliver så, om man 

med den skitserede politik vil kunne skabe 

den økonomiske fremgang og uafhængighed 

af det danske bloktilskud, som 

befolkningen kræver for at stemme for 

selvstændighed i fremtiden. 

Af interesse for forskningsområdet er 

det, at det er besluttet at gennemføre 

Universitetsparken i Nuuk. Det nye landsstyremedlem 

for uddannelse og forskning 

bliver Ruth Heilmann fra Siumut. 

1 

3 • Polarfronten 4 / 02

Klimaet styrer dyrebestandene 

For første gang er det lykkedes at 

påvise, at dyrebestandene følger kli- 

maets svingninger. Nøglen til bevi- 

set fandt en dansk forsker og hans 

amerikanske kollega i Grønland. 


Blandt biologer har det været et hedt diskussionsemne, 

hvor meget dyrebestandenes 

svingninger er bestemt af de store klimasystemer. 

Der har de seneste årtier været 

enighed om, at både biologiske forhold 

og de mere overordnede, klimatiske 

forhold spiller ind. Men ingen har kunnet 

præsentere en ordentlig dokumentation. 

Den er nu kommet fra en dansk biolog. 

Sammen med sin amerikanske kollega 

har han nået spalterne i det meget aner- 

Foto: Henning Thing /Polar Photos 

4 • Polarfronten 4 / 02 

kendte forskningstidsskrift Nature med 

en artikel, som fører et opsigtsvækkende, 

videnskabeligt bevis for, at klimaet har en 

afgørende og selvstændig effekt på dyrebestande, 

og at det kan synkronisere udviklingen 

i dyretallet over store afstande. 

Klimaet på banen 

Mads C. Forchhammer fra Zoologisk Institut 

på Københavns Universitet og Eric 

Post fra Pennsylvania State University 

fik færten af klimaforbindelsen, mens de 

arbejdede sammen på Oslo Universitet. 

De sammenlignede data for forskellige 

bestande af kronhjorte og kunne se, at 

der var et fælles mønster i bestandenes 

udvikling. Længere nede ad gangen på 

instituttet sad en fransk kollega, som var 

i gang med havbiologiske studier i Nordatlanten. 

Han gennemgik datarækkerne 

og udbrød: But of course, it’s the NAO! 

NAO er en af de mange forkortelser, 

som svirrer gennem luften, når forskere 

taler sammen om klima, og den dækker 

over det mere tungevridende begreb: 

’den nordatlantiske oscillation’. 

Der er tale om et klimasystem, som 

påvirker regionale vejrforhold på den 

nordlige halvkugle på tværs af Canada, 

Grønland, Europa og Rusland, en slags 

nordlig pendant til den bedre kendte El 

Nino (se boks). 

- Vi var meget i tvivl i starten, fortæller 

Mads Forchhammer, for som gode 

zoologer er vi opdraget til kun at se på 

effekter i meget velafgrænsede områder. 

Men vi blev fanget af ideen om at finde 

Antallet af moskusokser i Østgrønland og rensdyr i Vestgrønland er synkroniseret af den nordlige halvkugles 

største klimasystem NAO’en. Mads Forchhammer fra Zoologisk Institut på KU har sammen med sin amerikanske 

kollega som de første dokumenteret denne sammenhæng videnskabeligt. 

den store sammenhæng mellem det globale 

klimasystem og udviklingen i dyrebestandene. 

Adskilt af 1000 kilometer 

Tidligere forsøg på at vise, at klimaet er 

med til at synkronisere udviklingen af 

forskellige dyrebestande, er ofte strandet 

på, at biologiske forhold som f.eks. vandringer 

mellem bestandene, konkurrence 

om samme føde eller trussel fra de samme 

rovdyr har forplumret billedet. Det 

har ikke været til at se, om det var biologiske 

eller klimatiske forhold, som skabte 

ensartetheden. 

For at undgå den fælde valgte Forchhammer 

og Post at sammenligne rensdyrbestandene 

i Vestgrønland og moskusoksebestandene 

i Nordøstgrønland. 

Og her ligger en afgørende pointe. 

- Ved at sammenligne rensdyr i Vestgrønland 

og moskusokser i Østgrønland 

fik vi neutraliseret disse forstyrrelser, 

forklarer Mads Forchhammer. Der er tale 

om bestande, som er effektivt adskilt 

af 1000 kilometer indlandsis. Der er ingen 

biologisk kontakt overhovedet. 

Så da de tilgængelige data var blevet 

bearbejdet og analyseret, og der tegnede 

sig en nydelig sammenhæng mellem den 

nordatlantiske oscillation og bestandenes 

udvikling, vidste Mads Forchhammer og 

Eric Post, at de stod med den første, videnskabelige 

dokumentation af, at et regionalt 

klimasystem synkroniserer dyretallet 

over meget store afstande. 

Man kan se, at selvom der er mere 

end 1000 kilometer mellem rensdyrene 

og moskusokserne, så har antallet af dyr 

de to steder udviklet sig i overensstem- 

Foto: Magnus Elander

melse med klimasystemets svingninger. 

Derfor må det være styret og synkroniseret 

af den nordatlantiske oscillation. 

Faktisk viste det sig, at en moskusoksebestand 

i Nordøstgrønland svingede 

mere ens med en rensdyrbestand i Vestgrønland 

end med en anden moskusoksebestand 

i Nordøstgrønland. Man kunne 

have forventet, at moskusoksebestandene 

lignede hinanden mere, men det er 

ikke tilfældet, for klimasystemet påvirker 

moskusbestandene op langs Østgrønlands 

kyst meget forskelligt. 

De to forskere har fået så fast grund 

under fødderne, at de har turdet sætte 

tørre tal på, hvor stor en del af bestandenes 

udsving, der skyldes klimaet. For moskusokserne 

er det op til 24%, og for rensdyrene 

er det op til 16%, lyder deres bud. 

Tak til Sirius 

Mads Forchhammer og Eric Post kunne 

kun sammenligne rensdyr- og moskusoksebestandene, 

fordi de havde de nødvendige 

data. For rensdyrene ligger der 

jagtstatistikker helt tilbage fra begyndelsen 

af 1900-tallet. Men mere overraskende 

er det, at der også er brugbare optællinger 

for det øde Nordøstgrønland. 

For helt mennesketomt er Grønlands 

nordøstkyst ikke. Hver vinter gennemfører 

Sirius-patruljen sine lange ture med 

hundeslæde, og de har siden 1960 systematisk 

registreret alt, hvad de ser af dyreliv. 

Alle observationerne bliver indtegnet 

på et kort, og de seneste ti år er patruljens 

data gået direkte videre til forskningsinstitutionerne, 

hvor de år for år 

bliver lagret i en database. 

- Vi har ofte fortalt dem, hvor godt deres 

materiale er, siger Mads Forchhammer, 

og vi havde simpelthen ikke kunnet gennemføre 

dette projekt, hvis vi ikke havde 

haft Sirius’ data. Så de vil selvfølgelig få 

nogle eksemplarer af Nature-artiklen. En 

ringe tak for deres store indsats. 

En foregangsmand 

Det er ikke første gang, at en dansk forsker 

tager livtag med spørgsmålet om 

forholdet mellem klima og dyrebestande. 

Den kontroversielle zoolog Christian Vi- 

be tumlede fra 1950’erne og fremefter 

med at bevise, at de større klimasystemer 

påvirker dyrearterne. Han interesserede 

sig især for havisens betydning 

og sammenlignede svingningerne i ismængden 

over tid med svingninger i 

dyrebestandenes størrelse. 

- Vibe fandt en næsten for klar sammenhæng, 

som ikke overbeviste det videnskabelige 

samfund. Hans statistiske 

metode var for dårlig, men grundlæg- 

Klimaet bestemmer op til 24% af svingningerne i 

antallet af moskusokser i Nordøstgrønland. 

gende var hans tanker 40 år forud for 

sin tid, slutter Mads Forchhammer. 

Han mødte Christian Vibe en enkelt 

gang, kort før foregangsmandens død i 

1998. 

Kontakt: Mads C. Forchhammer, 

Zoologisk Institut, KU, tlf. 35 32 12 55, 

mcforchhammer@zi.ku.dk 

NAO – Den nordatlantiske oscillation 

Klimaforskerne forklarer den nordatlantiske oscillation med udgangspunkt i trykforskelle 

mellem det subtropiske højtryk over Azorerne og lavtrykkene over Island, som 

har været registreret siden midten af 1800-tallet. 

Gennem de seneste 20-25 år har vi i vinterhalvåret overvejende oplevet en fase 

med meget markante højtryk over Azorerne og dybe lavtryk over Island, og det har 

presset fronterne nordpå og givet en stærk, nordlig luftstrøm. Resultatet har for 

Danmarks vedkommende været en vejrtype, vi kun kender 

alt for godt, med milde og fugtige vintre og flere 

voldsomme storme. 

For Grønland har disse trykforhold givet plads 

til, at der strømmer kold, tør luft fra polområdet 

ned over Vestgrønland og Nordøstcanada. 

Det er forklaringen på, at middeltemperaturerne 

i Vestgrønland de seneste 20-25 år er faldet 

med op til 1º. I Østgrønland - beskyttet 

mod vestkystens polarvinde af Indlandsisen - er 

klimaet derimod præget af de mange nordgående, 

fugtige og tempererede luftstrømme, og målinger 

ved Tasiilaq og Danmarkshavn viser svagt stigende 

middeltemperatur siden midten af 1970’erne. 

Grafik: Mads Forchhammer 

Foto: Poul-Erik Philbert 


En gul skygge over Vinlandskortet 

Britiske forskere sår ny tvivl om 

ægtheden af Vinlandskortet, som 

er et af beviserne på, at nordbo- 

erne nåede Amerika før Christof- 

fer Columbus. 


Det omstridte Vinlandskort, som påstås 

at stamme fra 1400-tallet, er atter kommet 

i modvind. Kortet dukkede op i 1957 

og viser Europa, Nordafrika, Grønland og 

– mest bemærkelsesværdigt – et lille område 

vest for Grønland, som angiveligt 

er nordboernes Vinland. Det blev købt af 

finansmanden Paul Mellon for $ 300.000 

og senere doneret til Yale University. 

Striden blusset op 

Gennem alle årene har forskerne krydset 

klinger over kortet og leveret bidrag og 

undersøgelser, som har talt for eller imod 

dets ægthed. Langt de fleste mener, at 

der er tale om en forfalskning, og tvivlerne 

har nu fået styrket deres mistro af 

en ny, britisk undersøgelse. 

Kemikerne Robin Clark og Katherine 

Brown fra University College London har 

med laserlysteknik analyseret blækkets 

sammensætning og fundet ud af, at kortets 

streger ser ud til at bestå af to komponenter: 

en sort hovedstreg af kul og en 

gullig kant, der indeholder stoffet anatas. 

Robin Clark mener ifølge tidsskriftet 

Nature, at den gule skygge er lagt på for 

at få det til at ligne et gammelt kort. Sorte 

streger med gullige kanter er nemlig 

karakteristisk for gamle dokumenter, 

fordi jernsulfatet i blækket gulner med 

årene. Imidlertid viser de kemiske analyser, 

at blækket på Vinlandskortet slet 

ikke indeholder jern. 

Clark siger videre, at der ikke burde 

være anatas på et kort fra 1400-tallet, 

eftersom stoffet først er blevet brugt i 


blæk fra omkring 1920, hvilket tidligere 

undersøgelser også har påpeget. 

Forskere, som forsvarer Vinlandskortet, 

har kritiseret metoden bag den engelske 

undersøgelse og mener desuden, at det 

er usandsynligt, at en forfalsker har lagt 

en gul skygge bag kortets streger. 

Samtidig har en kulstof14-datering 

bekræftet, at pergamentet stammer fra 

mellem 1423 og 1445. Det svarer helt til 

forsvarernes opfattelse af, hvornår kortet 

er tegnet. 

Det siger intet om korttegningens alder, 

svarer skeptikerne. Kun at der er tale 

om en professionel forfalskning, hvor 

der er valgt et pergament, som skal styrke 

kortets autencitet. 

Nordboerne kom først 

Hvis striden om Vinlandskortet skal afgøres 

definitivt, kan en kulstofdatering 

af blækket være nøglen. Desværre bliver 

det ikke i den nærmeste fremtid, for de 

nuværende dateringsteknikker kræver 

betydeligt mere materiale, end blækket 

på kortet giver. 

Men skulle debatten - som flere forskere 

mener - aldrig blive lukket endegyldigt, 

ændrer det ikke længere på den 

kendsgerning, at nordboerne nåede Amerika 

før Columbus. 

Da kortet dukkede op i 1957, indeholdt 

det for alvor historisk sprængstof. 

En inskription på kortet: ’Øen Vinland 

opdaget af Bjarni og Leif i fællesskab’, 

underbyggede teorien om, at Leif den 

lykkelige havde fundet Amerika omkring 

år 1000 – 500 år før Columbus. Og 

hvis kortet var tegnet i 1400-tallet, havde 

Columbus måske oven i købet kendt det. 

Nu ved vi fra arkæologiske udgravninger 

på L’anse aux Meadows på New 

Foundlands nordspids, at nordboerne nåede 

frem til Amerika lige efter årtusindskiftet, 

så kortet er ikke længere en afgørende 

kilde. 

Så Vinlandskortet har stadig kulturhistorisk 

værdi, men det er nok et spørgsmål, 

om det på lidt længere sigt holder 

sin mere jordbundne værdi, som menes 

at ligge omkring 200 millioner kr. 

Vinlandskortet stammer fra mellem 1423 og 1445, 

siger tilhængerne. Det er et falsum, siger skeptikerne. 

Vinland og Grønland ses i øverste, venstre hjørne.

Et fjeldskred målt og vejet 

Geologerne har nu et bud på, hvad der skete under det kolossale fjeldskred i Disko-områ- 

det i 2000. De vurderer den efterfølgende flodbølge til at være en af de større i moderne tid. 

Af Jane Tolstrup 

Alt var kaos, da et fjeldskred ved Paatuut 

på Nuussuaq-halvøen den 21. november 

2000 forårsagede en enorm flodbølge i 

Saqqaq længere mod syd. I tre kvarter 

væltede høje bølger ind over de lavest 

liggende dele af bygden og vaskede kysterne 

rene for sne i op til 50 meters højde. 

Mens huse blev skyllet bort og en 

stor kran væltede i havet i den nedlagte 

mineby Qullissat på nordsiden af Diskoøen, 

begrænsede skaderne i Saqqaq sig 

til at omfatte sønderrevne joller og speedbåde, 

som blev kastet op på land under 

flodbølgens hærgen. Ingen mennesker 

eller hunde kom dog alvorligt til skade. 

De 90 millioner kubikmeter klippe og 

sten, som forskerne anslog var styrtet i 

havet med op til 200 km i timen, resulterede 

i en rystelse, der blev målt til 2,3 

på Richterskalaen. 

Kiler i klipperne 

I de to år, der er gået, siden naturkatastrofen 

indtraf, har geologer fra Danmarks 

og Grønlands Geologiske Undersøgelse 

(GEUS) beskæftiget sig med at 

finde årsagen til fjeldskreddet. Selvom 

fjeldskred ikke er et ualmindeligt fænomen 

i Grønland, er et så voldsomt skred, 

Foto: Asger Ken Pedersen 

som det, der fandt sted i november 2000, 

sjældent set. 

Grundfjeldets gnejser og granitter sikrer 

normalt stabilitet, men lige netop området 

fra Disko over Nuusuaq til Svartenhuk 

er præget af fjelde, der består af 

forholdsvis bløde sand- og lerbjergarter 

med tunge, massive lag af den vulkanske 

bjergart basalt ovenpå. Denne kombination 

af tunge bjergarter oven på bløde 

bjergarter giver en ustabilitet, der yderligere 

forværres, når der opstår sprækker 

i jorden. Ifølge geologer er det netop sådanne 

sprækker, der i kombination med 

vejret kan siges at have udløst det voldsomme 

stenskred ved Paatuut. 

Et par dage inden skreddet havde det 

været tøvejr, og smeltevandet fra sneen 

var løbet ned i revner i fjeldet. Da det 

senere igen blev frostvejr, kom vandet i 

kontakt med permafrosten og frøs til is. 

Isen har virket som kiler, der blev sat 

ned i klippens revner, og dette har været 

nok til at løsne stenmasserne og sætte 

gang i skreddet. 

Foto: Lotte Melchior Larsen 

Værkstedsbygninger 

i Qullissat før 

og efter flodbølgen 

i 2000. 

En flodbølge af format 

Selvom fjeldskreddet ved Paatuut var 

bemærkelsesværdig, kan det dog ikke 

måle sig med den største, kendte lavine, 

som er forhistorisk og fandt sted i Iran. 

Her mener man, at 20 milliarder kubikmeter 

blev sat i bevægelse. 

Flodbølgen, der opstod som følge af lavinen, 

viste sig til gengæld at høre til de 

større i moderne tid. For at finde flodbølger 

af tilsvarende størrelse må man vende 

sig mod Alaska, der i 1957 og 1964 oplevede 

flere flodbølgers hærgen med store 

ødelæggelser til følge. Til sammenligning 

slap bygderne i Disko-området nådigt 

fra vandets hærgen, hvilket især skyldes, 

at de ligger placeret bag vige, der splittede 

bølgen op i mange mindre bølger. 

Flodbølger ses ofte i forbindelse med 

hurtige stenskred, der pludselig forskubber 

vandmasserne i havet. Den enorme 

bølge dannes ved, at havbunden bevæger 

sig. Herved skabes en bule på vandoverfladen, 

der i kraft af forstyrrelserne breder 

sig hastigt i alle retninger. Når flodbølgen 

nærmer sig kysten, hvor vanddybden 

er forholdsvis lav, ophobes vandet 

til en meget høj bølge, som skyller 

ind over land og skaber kaotiske tilstande. 

Generelt kan flodbølger brede sig 

langt og med en hastighed på flere hundreder 

kilometer i timen. 

Naturkatastrofen har sået bekymring 

blandt indbyggerne i området for, at 

noget lignende skal ske i fremtiden. 

GEUS vurderer dog, at risikoen for et 

snarligt, nyt stenskred med en flodbølge 

er minimal. Selvom vurderingen er 

behæftet med stor usikkerhed, er det 

geologernes bud, at de store, farlige 

skred i gennemsnit sker et par gange 

hvert årtusinde. 

Kontakt: Trine Dahl-Jensen, 

tlf. 38142519, tdj@geus.dk 


Polarsolens mørke gerninger 

Når polarsolen viser sig første gang og gennembryder vinterens langstrakte tusmørke, vækker dens stråler 

naturen til nyt liv. Men samtidig sætter lyset gang i en række kemiske processer, som frigør giftige tungme- 

taller i miljøet. Hermed har forskerne fundet en vigtig kilde til kviksølvsforureningen i Arktis. 


Man har i mange år vidst, at tungmetaller 

fra især kulforbrændingen i den industrialiserede 

verden er blevet ført til 

de arktiske egne med vinden. Det har 

også længe været kendt, at kviksølv og 

de øvrige tungmetaller trænger ind i fødekæden 

og forgifter især de øverste led 

i kæden: sæler, isbjørne og mennesker. 

Men det er først i løbet af de senere år, 

at forskerne har fået taget hul på at afdække 

mysteriet om, hvordan kviksølvet 

finder vej ind i fødekæden. 

Et overraskende gennembrud 

Gennembruddet fandt sted ved et tilfælde 

i 1995 på målestationen i Alert i arktisk 

Canada. Den amerikanske videnskabsmand 

Bill Schroeder var i færd med 

at måle kviksølv i atmosfæren og oplevede 

i forårsmånederne, at mængden af 

kviksølv og ozon helt uforklarligt pludselig 

faldt. Kviksølvet forsvandt øjensynligt 

ud af atmosfæren. Overraskelsen var 

så stor, at måleinstrumenterne blev sendt 

til eftersyn, men de fejlede intet. 

Næste års målinger viste samme mønster: 

når polarsolen dukkede op, begyndte 

koncentrationerne af kviksølv og ozon 

Foto: Henrik Skov 


i atmosfæren igen at svinge og falde kraftigt, 

og det fortsatte frem til, snesmeltningen 

satte ind. Det viste sig også, at 

faldet dagligt var størst omkring middagstid, 

hvor sollyset er stærkest. 

Polarsolen som katalysator 

Siden er forskerne kommet tættere på at 

forstå, hvad det er, der sker, når polarsolen 

viser sig. Blandt dem er atmosfærekemikeren 

Henrik Skov fra Afdeling for 

Atmosfærisk Miljø på Danmarks Miljøundersøgelser, 

som står i spidsen for den 

danske indsats på området. 

- Vi er langtfra kommet helt til bunds 

i mysteriet, fortæller Henrik Skov. Det 

har været meget overraskende at se, at 

kviksølv, som normalt har en levetid på 

et-to år, pludselig forsvinder i atmosfæren 

i løbet af ti timer. Og i virkeligheden 

forsvinder kviksølvet ikke, men fjernes 

blot fra atmosfæren og oplagres i sneen i 

en anden form. 

Fænomenet finder sted ved havet, og 

meget tyder foreløbig på at det er stoffet 

brom, der udløser de kemiske processer. 

Brom findes i havisen og frigøres først, 

når sollyset kommer. I atmosfæren går 

brom i forbindelse med ozon med det 

resultat, at ozonen destrueres, og kviksølvet 

går fra en meget langsomt nedbry- 

Målinger af kviksølv i atmosfæren viser 

markante fald i koncentrationerne i forårsmånederne 

frem til det begynder at tø. 

Kviksølv, ng/m 3 

4.0 

3.5 

3.0 

2.5 

2.0 

1.5 

1.0 

0.5 

0 

J F M A M J J A S O N D 

delig form til en såkaldt reaktiv form 

med ekstremt kort levetid. Det aflæses af 

måleinstrumenterne som et kraftigt fald 

af kviksølv i atmosfæren. 

En stor del af det nye, reaktive kviksølv 

oplagres derpå i sneen og omdannes 

samtidig til en biologisk optagelig form. 

Det er dokumenteret gennem målinger, 

som viser, at den samlede mængde kviksølv 

i snedækket stiger voldsomt, fra polarsolen 

viser sig, frem til snesmeltningen 

sætter ind. 

- Når sneen smelter, har den en utrolig 

høj koncentration af kviksølv, og det 

falder uheldigvis sammen med det tidspunkt, 

hvor alle primære organismer 

skriger efter næring i havet, siger Henrik 

Skov. Vi regner derfor med, at det er 

i denne periode, en stor del af det meget 

giftige kviksølv trænger ind i havets fødekæde, 

og at vi derfor har fundet den 

mekanisme, som spreder det giftige stof 

i det arktiske. 

Store krav til præcision 

Der er tale om meget små koncentrationer 

af kviksølv, så det stiller uhyre store 

krav til præcision af målinger og dermed 

til måleudstyret. 

Henrik Skov og hans forskergruppe er 

meget langt fremme på dette felt og er 

Grafik: AMAP

sammen med en gruppe på NOAA, National 

Oceanic and Atmospheric Administration 

i Tennesee, de eneste, som gennemfører 

denne type målinger i Arktis. 

Adjunkt Mike Goodsite fra Syddansk 

Universitet har stået bag meget af udviklingen 

af måleudstyret og har gennemført 

målinger på Station Nord i Nordgrønland 

og i Barrow i Alaska. 

Det ser foreløbig ud til, at det ikke er 

alt kviksølv, som bliver overført til sneen, 

for de senere års målinger tyder på, 

at en del øjensynlig vender tilbage til atmosfæren. 

Det har endnu ikke været muligt 

at få et nøjagtigt mål for, hvor meget 

det drejer sig om, men man anslår, at det 

er omkring 1 / 3 . 

For øjeblikket er Mike Goodsite i gang 

med at udvikle måleapparaturet, så planlagte 

målinger i Barrow i 2003 og 2004 

vil måske kunne give et mere præcist mål 

for hvor meget kviksølv, der oplagres i 

sneen og hvor meget, der vender tilbage 

til atmosfæren. 

En fordobling af kviksølv i miljøet 

Ud fra den viden, der i dag findes om 

fænomenet, har forskerne på DMU udviklet 

en model, som kan beregne hvor 

meget kviksølv, der udledes i naturen. 

Det er Jesper Christensen, som har udviklet 

modellen, der går under betegnelsen 

DEHM-modellen. 

Beregningerne viser, at den nye teori 

om kviksølvoplagring giver dobbelt så 

meget kviksølv i miljøet, som man hidtil 

har troet. Der udledes årligt 2300 tons 

kviksølv på verdensplan pga. menneskelig 

aktivitet, og modellen viser, at uden 

Solens lys får brom til at stige op fra 

havisen og gå i forbindelse med bl.a. 

ozon. Det omdanner atmosfærisk kviksølv 

til reaktivt kviksølv, som finder vej 

ind i fødekæden eller vender tilbage til 

atmosfæren. 

kviksølv Hg 0 

kviksølvoplagringen vil 100 tons finde 

ud i det arktiske miljø, mens det drejer 

sig om 200 tons, hvis man regner oplagringen 

om foråret med. 

- En model er dum i den forstand, at 

den kun afspejler den viden, vi har, siger 

Henrik Skov. Men vi har allerede nu fat 

i hovedfænomenerne, og finder vi de 

kommende år ud af præcist hvor meget 

kviksølv, der bliver tilbage i sneen, er vi 

kommet et godt stykke videre. 

Et tæt internationalt samarbejde 

Både Henrik Skov og Mike Goodsite understreger 

igen og igen, at en vigtig forklaring 

på gennembruddet i forskningen 

i kviksølv har været et tæt internationalt 

samarbejde. Der er i dag en 6-7 forskergrupper, 

som tæller amerikanske, canadiske, 

franske, schweiziske, norske, svenske, 

tyske og danske forskere, og det er 

herfra, en fuld forståelse af mekanismerne 

bag kviksølvsforureningen i Arktis 

skal komme. 

I Danmark er der indgået et samarbejde 

mellem tre projekter. Forskergruppen 

på Afdeling for Atmosfærisk Miljø fortsætter 

sine analyser af kviksølvoplagringen, 

mens to andre grupper vil undersøge, 

hvor meget kviksølv, der kommer ind 

i fødekæden, og hvordan kviksølvforureningen 

har udviklet sig i forskellige dele 

af den øvre fødekæde. 

Atmosfæreforskningen er blevet finansieret 

af Miljøstyrelsens ordning for 

Miljøstøtte til Arktis. 

Kontakt: Henrik Skov, DMU, 

tlf. 43 60 11 62, hsk@dmu.dk 

Brom indgår forbindelse med ozon og atmosfærisk kviksølv 

kviksølv Hg 0 

kviksølv brom 

reaktivt kviksølv 

brom kviksølv 

Grafik: AMAP 

Kviksølvsforureningen 

fortsætter 

Kviksølvforureningen i Arktis bliver fulgt 

nøje, fordi kviksølvet trænger ind i fødekæden 

og er mistænkt for at udgøre en 

helbredsrisiko for bl.a. mennesker. Senest 

har en færøsk undersøgelse påvist, at 

man kan spore en effekt på børns mentale 

udvikling. 

Kviksølv er et forholdsvis almindeligt 

metal, som findes i klipper, sedimenter og 

organisk materiale. Omkring halvdelen af 

det udledte kviksølv stammer fra naturen, 

den anden halvdel er menneskeskabt. 

Den menneskeskabte del var i 1995 på 

omkring 2300 tons, og heraf stammer to 

tredjedele fra kulafbrænding. 

Mere miljøvenlige kraftværker og anvendelse 

af alternative brændstoffer har i 

Vesteuropa og Nordamerika halveret udledningen 

siden begyndelsen af 1980’erne. 

Der er imidlertid frygt for, at udledningerne 

på verdensplan alligevel er stigende 

i disse år. Det skyldes først og fremmest 

stærkt voksende udledninger i 

Asien, som nu står for halvdelen af Jordens 

samlede udledninger. Især Kina bidrager 

kraftigt fra landets fremvoksende 

industri, kraftværker og kulfyring i husstandene. 

25% af den menneskeskabte 

udledning af kviksølv menes at stamme 

herfra. 

Læs mere i Arctic Pollution 2002, rapport 

fra Arctic Monitoring and Assessment Programme, 

Oslo 2002. 


Uegnet for bønder 

Kulde og is, højvande og sandflugt gjorde livet surt for nordboerne, 

som opgav de grønlandske bygder engang i midten af 1400-tallet. 

Af Jens J. Kjærgaard, Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers 

Vi ved, at nordboerne forsvandt. Men 

hvor blev de af? Det er fortsat en gåde. 

En del af forklaringen får vi forhåbentlig, 

når geologer i de kommende år får 

analyseret bundprøver, som i dette efterår 

blev hentet i fjordområdet omkring 

Nuuk og på det lave vand helt inde ved 

Sandnes i Ameralikfjorden. 

Endnu en brik 

Med andre ord er der sat fokus på det område, 

hvor Vesterbygden blev anlagt og 

havde gode kår, indtil bygden uddøde - 

måske som følge af en klimaforværring, 

Da kolonisationen var på sit højeste, levede 3000- 

5000 nordboer af landbrug i Grønland. I dag er landbruget 

i det store og hele begrænset til fårehold 

som f.eks. i Qorlortoq-dalen over for Narsarsuaq. 


der satte ind i 1300-tallet. Når ekspeditionens 

resultater føjes til de resultater, 

som blev hentet ved lignende maringeologiske 

undersøgelser i Østerbygden i 

Sydgrønland 1998-99, føjes der endnu en 

brik til den norrøne historie i Grønland. 

Nordboerne forsvandt efter 500 års eksistens 

fra landet, men det er endnu ikke 

klarlagt, hvorfor og præcis hvornår de 

forsvandt. Mange undersøgelser er foretaget 

på land, og de maringeologiske undersøgelser 

skal supplere disse, bl.a. med 

information om isforholdene i fjordene. 

Sidste sikre melding fra det norrøne 

Grønland kan læses i et islandsk håndskrift, 

der lakonisk beretter, at Sigrid 

Bjørnsdatter giftede sig med Thorstein 

Olofsøn på Hvalsøy første søndag efter 

korsmesse den 14. september 1408. 

Stærk vind og sandflugt 

Fagfolk vil nu tolke de skjulte budskaber 

i mudderet, som blev indsamlet under 

togtet i Nuuk-området i år. De forskellige 

arter af det kiselskallede bitteliv, som 

kaldes diatomeer, er meget følsomme og 

pålidelige indikatorer for udsving i miljøets 

udbud af næringsstoffer, og de fortæller 

om isforhold og skift i vandets 

saltholdighed og temperatur. Vi får med 

andre ord viden om overordnede klimaændringer 

og disses indflydelse på fjordområderne. 

Undersøgelser på land foretaget i nordboernes 

Østerbygd har afsløret heftig 

sandflugt i visse dele af disse nordboområder. 

Flyvesandet var en plage for nordboerne, 

men skyldes næppe alene rovdrift 

på naturen, som tidligere antaget. 

Undersøgelser af sedimentkerner indsamlet 

ved Østerbygden i 1998 viser således, 

at vinden var markant kraftigere 

mellem ca. 900 og 1300, hvilket selvsagt 

kunne forårsage kraftig sandflugt. 

Foto: Steffen Stummann Hansen

Erosionen medvirkede således til at 

vanskeliggøre de nordiske bønders markarbejde. 

Det er helt sikkert, at havet også 

voldte bekymring. Bønderne kunne se, 

at græsgange og kirkegårde blev slugt af 

bølgerne. Det blev værre og værre fra 

slægtled til slægtled. 

Borekerner fra havbunden 

Undersøgelserne blev udført og ledet af 

Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse 

(GEUS) i samarbejde med instituttet 

GEOMAR ved Christian-Albrechts 

Universität i Kiel, Institute for Baltic Sea 

Research ved Rostock Universitet, Grønlands 

Nationalmuseum og Arkiv samt 

Nationalmuseet i København. Det tyske 

forskningsråd stillede skibet Alexander 

von Humboldt - opkaldt efter den tyske 

naturforsker (1769-1859), som grundlagde 

plantegeografien og den fysiske jordbeskrivelse 

- til rådighed for ekspeditionen. 

Ekspeditionen knytter an til maringeologiske 

undersøgelser ledet af GEUS og 

udført i 1998 med det tyske fartøj Poseidon 

ved Østerbygden i det sydvestlige 

Grønland. 

Før Poseidon sejlede til Grønland, havde 

Farvandsdirektoratet sørget for at lodde 

dybder i fjorde og vige; opmålingen 

ved Tunulliarfik og Igaliku var nødvendig, 

thi der var risiko for grundstødning 

og tab af det kostbare sonarudstyr, som 

blev slæbt over havbunden. 

Foto: GEUS 

Aflejringerne i borekernerne taget med 

Poseidon viser, hvordan havstrømme og 

klima skiftede på det tidspunkt, da efterkommerne 

af Erik den Røde og hans ledsagere 

forsvandt fra Grønland, alt imens 

inuitter kom ind i Nordbo-området fra 

nord. 

På grænsen til det mulige 

Mennesker i Arktis har altid levet på 

grænsen til det mulige, men ved det forrige 

årtusindeskifte, hvor nordboerne 

kom til Grønland, var klimaforholdene 

forholdsvis gunstige takket være det fænomen, 

som kaldes Middelaldervarmen. 

Da kolonisationen var på sit højeste, 

levede der 3000-5000 nordboer i Grønland. 

Det svarer så nogenlunde til indbyggertallet 

i samtidens København. 

Nordboerne var bofaste til forskel fra 

inuitterne, der levede af jagt. Ved gårdene 

kunne der ikke dyrkes korn, idet klimaet 

ikke var varmt nok, men nordboerne 

havde kvæg og får, som græssede på 

sætere i fjeldene i sommertiden – og blev 

fodret med hø, når vinteren satte ind. 

Græsset blev hentet på overrislede marker 

tæt ved gårdene, et sindrigt vandingssystem 

sikrede et optimalt udbytte. 

En kamp for overlevelse 

Men med den tiltagende kulde blev opretholdelsen 

af dette gårdbrug vanskeliggjort, 

samtidig med at de lavere liggende 

Borekerner fra fjordområderne omkring Nuuk kan 

give informationer om klima og miljø i nordbotiden. 

Måske kan det kaste nyt lys over, hvorfor nordboerne 

forlod Grønland i 1400-tallet. 

og kystnære græsarealer i løbet af generationer 

langsomt, men sikkert blev overskyllet. 

Kystlinjen er således helt forandret 

over de sidste 1000 år, idet der er 

sket en relativ hævning af havniveauet 

på to til tre meter. Ja, det er sådan set 

forkert at tale om vandets stigning, faktisk 

er det landet, som sænkes grundet 

ændringer i Indlandsisen. Anderledes er 

det i Nordgrønland. Her hæver landet 

sig, og bopladser afdækket af bl.a. Eigil 

Knuth ligger mange meter over nuværende 

havniveau. 

Samtidig med at nordboerne fik spoleret 

deres græsgange, fik de problemer 

med landets oprindelige befolkning, inuitterne, 

som vendte tilbage til den sydvestlige 

kyst efter flere århundreders 

fravær. I takt med den tiltagende kulde 

fulgte inuitterne deres byttedyr sydover 

og kom ind i de områder, hvor nordboerne 

havde anlagt deres gårde og forsøgte 

at videreføre deres europæiske livsstil. 

Borekerner fra Østerbygdens fjorde viser, 

at storisen tiltog ud for indsejlingen 

til Østerbygdens fjordsystemer fra omkring 

1400. 

Da arkæologerne omkring 1930 begyndte 

at grave i nordboernes kirkegårde, 

havde de en teori om, at den magre 

jord gemte kummerformer, skeletter præget 

af sult og engelsk syge, men sådan 

forholder det sig ikke. Da agrene ikke 

kunne give nordboerne føden, intensiverede 

de deres jagt og fiskeri. Isotopundersøgelser 

viser, at i den sidste periode af 

nordboernes ophold i Grønland udgjorde 

føde fra havet 80 procent af deres kost 

(se artikel i Polarfronten nr. 2/2002). 

De hidtidige undersøgelser af marine 

kerner har bidraget til de arkæologiske 

undersøgelser med ny viden om klimaog 

miljøforhold i nordboernes fjordområder. 

Men endnu er gåden om nordboernes 

forsvinden ikke løst. 

Jens Jørgen Kjærgaard er freelancejournalist, 

Antoon Kuijpers og Naja 

Mikkelsen er geologer ved GEUS og tilknyttet 

nordboprojektet. 

Kontakt: Antoon Kuijpers, GEUS, 

tlf.: 38 14 23 67, aku@geus.dk 


Voldsomme klimaændringer på 

Hvis modelberegninger holder 

stik, vil temperaturerne i Nordøst- 

grønland stige med 8º i løbet af de 

næste 100 år. Det vil øge den bio- 

logiske produktion i vandet og 

dermed fødemængden til bl.a. fisk. 


Foto: Søren Rysgaard 

De forventede temperaturstigninger i Nordøstgrønland 

på 8° vil fjerne havisen i sommerperioden og 

give havet fri adgang til at erodere kysten. Billedet viser 

Mynstedhus ved Hochstetter Forland og er taget 

denne sommer, som bød på helt exceptionelle klimaforhold 

i det nordøstlige. 


Det var helt usædvanlige isforhold, der 

mødte seniorforsker Søren Rysgaard fra 

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), 

da han i september tog turen fra Kap Tobin 

til Nordostrundingen med søværnets 

inspektionsskib Vædderen. Hvor der normalt 

er drivis, var der hele vejen op langs 

nordøstkysten åbent vand. Og havet havde 

fået fri adgang til at gnave af kysten, som 

over store strækninger havde tydelige 

mærker efter erosion og jordskred. 

Nu skal man ikke råbe klimaforandring, 

fordi der et enkelt år viser sig helt exceptionelle 

vejrforhold. Det ved alle, der beskæftiger 

sig med det omskiftelige klima. 

Men det forbløffende syn kan alligevel 

godt blive dagligdag i Nordøstgrønland i 

slutningen af århundredet. 

Temperaturer på himmelflugt 

Helt nye beregninger peger nemlig på, 

at Nordøstgrønland kan se frem til betydeligt 

mere varme de næste 50-100 år. 

Ikke mindre end 8º forventes middeltemperaturerne 

at være steget i slutningen 

af dette århundrede i forhold til i dag. 

Med varmen vil følge 20% mere nedbør, 

den isfrie periode vil fordobles, og isens 

tykkelse halveres. 

Det er Søren Rysgaard og hans kolleger 

fra forskningsprojektet CAMP, der i 

Foto: Søren Rysgaard 

samarbejde med forskere fra Danmarks 

Meteorologiske Institut (DMI) står bag 

de opsigtsvækkende tal. Modelberegningerne 

indgår i et større forskningsprojekt, 

som med base i Young Sund ved 

Daneborg i Nordøstgrønland er i gang 

med at undersøge, hvordan ændringerne 

i klimaet påvirker produktionen og livet 

i arktiske fjorde (se Polarfronten 1/2001). 

Bedre fødegrundlag 

Med en fordobling af den isfrie periode 

regner Søren Rysgaard med, at der vil 

trænge 60% mere lys ned i havet om 50- 

100 år. I dag er planterne i havet først og 

fremmest begrænset af mangel på lys, så 

længere perioder med åbent vand vil sætte 

gang i produktionen i de østgrønlandske 

fjorde og kystområder og vil nemt 

kunne fordoble produktionen af f.eks. 

planktonalger frem til år 2100. 

Omsætningen i Young Sund vil også 

stige, fordi det varmere klima vil give 

mere smeltevand fra Indlandsisen og 

mere nedbør. Det vil øge vandudskiftningen 

i fjorden og bringe flere næringssalte 

og mere næringsrigt vand ind ude 

fra polarvandet. 

- Samlet vil det give et langt bedre fødegrundlag 

end i dag, siger Søren Rysgaard. 

Holder forudsigelserne, vil klimaet 

omkring Young Sund komme til at 

ligne det klima, som man i dag har mellem 

Ammassalik og Kap Tobin flere hundrede 

kilometer længere sydpå. 

Det betyder, at der sandsynligvis vil 

blive bedre forhold for en lang række 

fisk. Men som altid, når det økologiske 

grundlag ændrer sig radikalt, vil konsekvenserne 

ikke være de samme for alle 

dyrearter. I Nordøstgrønland vil det antagelig 

være bedre at være hvalros end 

isbjørn, hvis varmen breder sig (se artiklen 

s. 14). Undersøgelser viser, at hvalrosserne 

kun udnytter en lille procentdel 

af de muslinger, som findes på bankerne 

ud for Young Sund, så med længere perioder 

med åbent vand og en større produktion 

af muslinger må det give plads 

til en væsentlig større hvalrosbestand 

end i dag.

vej i Nordøstgrønland 

HIRHAM4 (2071-2100) – (1961-1990) scB2 

HIRHAM-modellen forudsiger stigninger i middeltemperaturen 

i Grønland, når man sammenligner gennemsnittet 

for perioderne 1961-1990 og 2071-2100. Temperaturstigningernes 

omfang kan aflæses på søjlen til 

højre, som viser en stigning for Nordøstgrønland på 8°. 

Havisen trækker sig tilbage 

Meget tyder på, at havisen allerede er begyndt 

at trække sig tilbage. Claire Parkinson 

fra NASA’s Goddard Space Flight 

Center har på grundlag af NASA’s satellitdata 

beregnet, at perioden med åbent 

vand er blevet øget med 1-2 uger i årene 

fra 1978 til 1996. Beregningerne viser 

også, at havisen i denne periode i gennemsnit 

er svundet ind med 34.000 km 2 

om året, hvilket svarer til 3% pr. tiår. 

For Young Sund viser observationer 

gennem de sidste 50 år en lignende tendens. 

Målingerne startede i 1950’erne på 

vejrstationen i Daneborg og er siden blevet 

fulgt op af observationer fra slædepatruljen 

Sirius og de senere år af DMU. 

Det samlede billede de seneste 50 år er, 

at den isfrie periode nær kysten er blevet 

øget med to uger. Registreringerne peger 

også på, at de senere år har oplevet større 

variationer i isdækket end tidligere. 

For dårligt 

I arbejdet med at udvikle klimaog økosystemmodeller 

har forskerne været handicappet 

af, at der findes så få data. Over 

en strækning på 2000 kilometer – som 

fra København til Firenze – er der kun 

en lille håndfuld målestationer, som indsamler 

atmosfæredata. Og havdata begrænser 

sig til enkeltobservationer i forbindelse 

med diverse forskningsprojekter. 

10 

9 

8 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

0 

Søren Rysgaard har konkret manglet 

lange dataserier, som kunne give informationer 

om saltholdighed, vandtemperaturer 

og strømforhold, og han efterlyser en 

mere aktiv, dansk indsats med at indsamle 

klimadata i Nord- og Østgrønland. Området 

har også stor indflydelse på klimaet 

i Europa, fordi det påvirker de globale 

havstrømme, herunder Golfstrømmen. 

- Både svenske, norske og tyske forskningsskibe 

gennemfører med mellemrum 

målinger ud for den grønlandske 

østkyst. Selv japanere og canadiere er 

repræsenteret. Men vi er ikke særligt 

synlige, når det gælder målinger i Grønlandshavet, 

og det er simpelthen for dårligt 

i lyset af vores rigsfællesskab med 

Grønland, lyder det fra Rysgaard. Med 

moniteringsprogrammet på Zackenbergstationen 

har vi de seneste år skabt et 

forbillede. Men det er ikke tilstrækkeligt. 

Der mangler stadig en registrering af en 

række havdata. 

Han mener, at behovet for målinger 

kan klares med automatiske loggere, som 

kan tjekke f.eks. saltholdighed, tempera- 

Ammassalik 

turer, strømforhold og sammensætningen 

og udsynkning af plankton. Man vil 

så kunne supplere med mere detaljerede 

målinger, når man kommer forbi for at 

tappe de automatisk indsamlede data. 

En langsigtet indsamling af data er 

ikke kun interessant i en forskningssammenhæng. 

Slår de forventede klimaændringer 

igennem, kan der hurtigt vise sig 

kommercielle interesser i at have et ordentligt 

datagrundlag til f.eks. at vurdere 

de fremtidige muligheder for fiskeri. 

Kontakt: Søren Rysgaard, DMU, tlf. 89 

20 14 32, sr@dmu.dk 

En modelleret klimaforudsigelse 

Young Sund 

Kap Tobin 

Klimaforudsigelser bygger på computerstyrede modeller af de komplicerede, fysiske sammenhænge 

i klimasystemet. Forskerne arbejder hele tiden på at optimere modellerne 

ved at opdatere deres viden om systemets indre sammenhænge og oversætte disse til en 

matematisk formulering, som kan indgå i computermodellen. 

Klimamodellen bag forudsigelserne om de stigende temperaturer i Nordøstgrønland 

går under navnet HIRHAM og er en regional atmosfæremodel udviklet i et samarbejde 

mellem forskere ved DMI (v. Jens Hesselbjerg Christensen) og Max Planck Instituttet for 

Meteorologi i Hamborg. 

Den har så høj en opløselighed, at den kan bruges for områder helt ned til 50 x 50 kilometer, 

og er derfor anvendelig i projektet i Young Sund. Den beskriver bl.a. samspillet 

mellem de fysiske processer i solstråling, skydannelse, havis, vandets kredsløb og de fysiske 

processer ved jordoverfladen samt is- og havoverflader. 

Modelleringen for det fremtidige klima bygger på FN’s internationale klimapanels 

(IPCC) scenarier for, hvordan den menneskeskabte forandring i atmosfærens indhold af 

drivhusgasser vil udvikle sig i det 21. århundrede. Forskerne har valgt at arbejde med to 

af scenarierne: et konservativt, som forudsætter, at det menneskeskabte CO2-udslip globalt 

kommer nogenlunde under kontrol, og et mere vildtvoksende og yderligtgående, 

hvor industrialiseringen fortsætter, og CO2-koncentrationern i atmosfæren øges kraftigt 

gennem hele århundredet. 

Forudsigelserne for Nordøstgrønlands fremtidige klima bygger på det konservative scenario. 


Vindere og tabere i klimalotteriet 

Hvis Nordøstgrønland bliver ramt af kraftige temperaturstigninger, vil det påvirke dyrelivet meget forskelligt. 


Temperaturstigninger i Østgrønland på 

op til 8° i løbet af det 21. århundrede 

kan få alarmklokkerne til at ringe hos 

mange. Havisen smelter bort, og isbjørne, 

hvalrosser og sæler vil miste deres 

naturlige miljø. Måske vil bestandene 

blive drastisk mindre, måske vil de blive 

presset væk, eller måske vil de helt uddø? 

Biologen Erik Born fra Grønlands Naturinstitut 

har studeret isbjørne og hvalrosser 

i mange år og har de senere år udført 

sit feltarbejde i Østgrønland. Han 

mener ikke, at der findes et enkelt svar på 

det spørgsmål. Det kan let vise sig, at isbjørne 

og hvalrosser kommer til at stå med 

meget forskellige odds i klimalotteriet. 

Isbjørnene tvinges væk 

Isbjørnene vil være på Herrens mark, hvis 

store dele af havisen ud for Nordøstgrønlands 

kyst forsvinder. 

Bjørnene lever i dag størsteparten af 

deres liv på isen. Sammen med forskere 

fra Oslo Universitet og Norsk Polarinstitut 

udstyrede Erik Born i 1994 to isbjørne 

i Østgrønland med radiosendere og 

har kunnet følge dem i henholdsvis to 

og fire år. Hvis man ser bort fra perioderne 

i hi, tilbragte bjørnene langt størstedelen 

af tiden på havisen ude i Grønlands- 


havet langt fra kysten. Ja, for den ene 

var det næsten hele tiden, og den dækkede 

i løbet af fire år et jagtområde på 

500.000 km 2 , hvilket svarer til omkring 

2 /3 af Norge og Sveriges samlede areal. 

Den utrættelige aktivitet skyldes, at 

bjørnene jager deres foretrukne føde, 

sælerne, på havisen. Det drejer sig om 

ringsæler, grønlandssæler og klapmyds. 

Forsvinder havisen, vil bjørnene ikke 

alene blive presset i land, men de vil også 

miste deres fødegrundlag. Sælerne, der er 

knyttet til isen, vil gå tilbage i antal, og 

isbjørne har svært ved at jage sæler i vandet. 

I Hudson Bugten, hvor isbjørnene 

hver sommer må gå på land, har man set 

tegn på, at mindre is – det vil sige længere 

tid med åbent vand – medfører, at bjørnene 

bliver tyndere og føder færre unger. 

Erik Born mener heller ikke, at den 

grønlandske bjørn kan finde føden på land: 

- Det vil være svært for isbjørnen at 

lægge sin jagtstrategi om og finde nok 

mad på landjorden. Den er snigdræber 

og er i virkeligheden stor og tung og kan 

ikke løbe moskusokserne op. Derfor vil 

stigende temperaturer formentlig hurtigt 

gøre et indhug i isbjørnebestanden 

og muligvis også presse den nordpå. 

Flere hvalrosser 

Nogle forskere mener, at den samme 

skæbne vil ramme hvalrosserne. Den almindelige 

opfattelse har været, at især 

hvalroshunnerne og deres unger er afhængige 

af at ligge på havisen over muslingebankerne. 

Men Erik Born siger, at f.eks. i Canada 

ligger hunner og unger meget på land. 

Det samme gælder hvalrosserne i Østgrønland. 

Det afgørende er ikke, om de 

er på isen eller på land, men at de er i 

nærheden af de muslingebanker, hvor de 

henter hovedparten af deres føde. Og 

hvalrosserne henter muslingerne på ca. 

30 meters dybde tæt på kysten eller i 

fjordområder 

Mindre is over muslingebankerne vil 

tværtimod nok bevirke, at hvalrosbestanden 

i Østgrønland vil vokse. De vil 

få lettere adgang til muslingerne, hvis 

der bliver længere perioder med åbent 

vand, ligesom der vil komme flere muslinger, 

fordi stigende temperaturer vil øge 

omsætningen og produktionen i havet. 

Heller ikke argumentet om, at hvalrosserne 

på længere sigt vil blive truet af sultne 

isbjørne, tror Erik Born på. Bjørnene 

har i forvejen stor respekt for hvalrosserne, 

som de har svært ved at nedlægge. 

Kontakt: Erik Born, Grønlands 

Naturinstitut, p.t. tlf. 32 88 01 07, 

ewb@dpc.dk 

Foto: Magnus Elander

Videnskabelig kortlægning af klimaændringer i Arktis 

En omfattende kortlægning af klimaændringerne i det arktiske område er nu gået i 

gang under bogstavkombinationen ACIA, som står for ’Arctic Climate Impact Assess- 

ment’. Her forklarer formanden for ACIA om baggrunden for og indholdet i initiativet. 

Af Robert W. Corell 

Gennem de seneste årtier er klimasvingninger 

og -ændringer og 

den mærkbare forøgelse af UVstrålingen 

blevet vigtige spørgsmål i det 

arktiske område. Det er de spørgsmål, der 

dominerer dagsordenen, når videnskabsfolk 

og politikere mødes internationalt, 

og når der udformes traktater, aftaler og 

konventioner. Resultater fra forskning 

og viden hentet fra de oprindelige folk i 

Arktis har i stigende omfang dokumenteret 

ændringer, ofte dramatiske, i klimaet. 

Der er tale om ændringer, der tit er 

mere udtalte end andre steder i verden. 

Det gælder f.eks: 

I gennemsnit for Arktis er det blevet 

4-5° varmere om vinteren og 3° på årsbasis 

siden 1960’erne, mens det er blevet 

lidt koldere i det sydlige Grønland, Davis 

Strædet og det østlige Canada gennem 

de seneste årtier. 

Historiske data og oprindelige folks viden 

viser, at arktiske dyr, planter og mikroorganismer 

er vandret nordpå i takt 

med det varmere klima og de stigende 

nedbørsmængder. 

Beboere i landsbyer i det nordlige Alaska 

har oplyst, at tidligere permafrost-områder 

er begyndt at tø. Disse observationer 

er blevet bekræftet af utallige målinger 

i Alaska og andre dele af Arktis. 

Havisen er skrumpet med omkring 

2,9% pr. tiår i Arktis siden 1979 (en ny 

videnskabelig undersøgelse viser, at der 

kan være tale om helt op til 9% pr. tiår 

de senere år) og istykkelsen om sommeren 

er skrumpet med så meget som 40% 

siden 1950’erne. Havisens tykkelse er 

også blevet reduceret med mellem en og 

to meter de fleste steder i Det Arktiske 

Hav og andre arktiske havområder. 

Der er færre havpattedyr til fangst 

pga. oceanografiske ændringer og havisforhold, 

og et lunere klima med milde 

vintre og mindre (eller ustabil) havis har 

også påvirket sikkerheden under jagten 

på havpattedyr. 

Ozonudtyndingen på de nordlige breddegrader 

og de heraf følgende ændringer 

i ultraviolet (UV) stråling er øget betydeligt 

gennem de seneste årtier, så nogle 

dele af Arktis midlertidigt oplever op til 

20% reduktion af ozon og mere end 40% 

stigning i UV-stråling. 

De første resultater af IPCC’s (Intergovernmental 

Panel on Climate Change) 

computersimuleringer viser, at den arktiske 

region i dette århundrede vil opleve 

temperaturstigninger på mellem 3,5 og 5° 

med vigtige forskelle, som går fra en betydelig 

opvarmning i Alaska til ingen opvarmning 

i Grønland. Denne opvarmning 

er mere end 2,5 gange forudsigelserne 

for hele kloden i den samme periode. 

Man hører ofte de oprindelige folk sige: 

‘Vi kan ikke forudsige noget mere. Vi 

ved ikke, om vandet vil fryse eller ej. Tidligere 

vidste vi, hvad der ville ske, når årstiderne 

skiftede, men med alle ændringerne 

i klimaet og de forskellige vandkvaliteter, 

kan vi ikke forudsige noget mere.’ 

Det er blevet klart, at en detaljeret analyse 

af disse observationer og studier bør 

gennemføres for mere præcist at kunne 

fastslå i hvilket omfang, der er tale om 

naturlige svingninger, og i hvilket omfang, 

det skyldes menneskelige aktiviteter. 

Uanset årsagen er det nødvendigt at 

sammenfatte og vurdere de nuværende 

og fremtidige konsekvenser af disse ændringer 

socialt, kulturelt og helbredsmæssigt 

for indbyggerne i Arktis og for 

naturen i området. 

I foråret 1999 diskuterede AMAP 

(Arctic Monitoring and Assessment Programme), 

CAFF (Working Group on the 

Conservation of Arctic Flora and Fauna) 

, IASC (International Arctic Science 

Committee) og WCRP (World Climate 

Kommentar 

Robert Corell er formand for Arctic 

Climate Impacts Assessment (ACIA) 

og forsker fra Kennedy School of 

Governmentpå Harvard Universitet. 

Kan kontaktes på global@dmv.com 

Research Programme) muligheden for en 

sådan kortlægning med repræsentanter 

fra forskning, regeringer og andre interesserede 

parter. Sonderingerne førte til 

et formelt forslag, som blev vedtaget af 

Arktisk Råd i oktober 2000, om at planlægge 

og gennemføre en ’Arctic Climate 

Impact Assessment’ (ACIA), der også omfatter 

effekterne af den øgede UV-stråling. 

ACIA’s mål er: 

• At evaluere og sammenfatte viden om 

klimasvingninger, klimaændringer og 

UV-stråling og at dokumentere deres 

konsekvenser. 

• At forsyne regeringer, organisationer 

og arktiske folk med nyttige og troværdige 

informationer for at støtte 

politiske beslutninger gennem et sæt 

politiske anbefalinger til Arktisk Råd. 

Kortlægningen vil omfatte fysiske, miljømæssige, 

sundhedsmæssige, sociale og 

økonomiske konsekvenser og vil anbefale 

politiske løsninger. Klimaændringerne 

skal undersøges som en del af den øvrige 

udvikling i det arktiske miljø, dets økonomi, 

regionale ressourcer og folk. Kortlægningen 

gennemføres af omkring 180 

internationale forskere og eksperter fra 

de oprindelige samfund. 

ACIA rapporterer til Arktisk Råd flere 

gange hvert år og vil aflevere sin samlede 

afrappportering og anbefalinger til 

politiske løsninger til Arktisk Råds ministermøde 

i Island i slutningen af 2004. 

Yderligere oplysninger kan findes på 

ACIA’s hjemmeside: www.acia.uaf.edu 


Copyright: Arktisk Institut 

125 år med Amundsen, Cook og Rasmussen 

Det Kongelige Danske Geografi- 

ske Selskab har i december af- 

holdt sit 125-års jubilæum. 


Opdagelsesrejser til verdens fjerne egne 

var i slutningen af det 19. århundrede et 

prestigiøst foretagende. Ligeledes var det 

på mode at oprette geografiske selskaber, 

hvor interesserede kunne følge opdagelsesrejserne 

og diskutere de resultater, 

som videnskabsmændene kom hjem med 

i bagagen. 

ISBN 87-558-1696-7 

Kr. 122,50 (incl. moms) 


Det var derfor helt i tråd med tidens 

tendenser, da Det Kongelige Danske Geografiske 

Selskab blev stiftet for 125 år 

siden. Og selskabet har siden da udgjort 

et kvalificeret forum, hvis rolle det bl.a. 

har været at bidrage til, at periodens mange 

opdagelsesrejser blev ført ud i livet. I 

denne sammenhæng har det været af 

stor betydning, at selskabet meget tidligt 

støttede dygtige og lovende grønlandsog 

polarforskere. 

Af de mange opdagelsesrejser, som seskabet 

har støttet gennem årene, er ikke 

så få gået til de arktiske områder. Der 

kan nævnes Den Litterære Grønlands- 

Medlemmer i Den Litterære Grønlandsekspedition fotograferet i mandskabshuset i Jakobshavn. Ekspeditionen 

blev bl.a. støttet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. 

Billeder fra Grønland før og nu - 

Fangeren Jakob Danielsens fantastiske 

billedserier og beretninger fra 

svundne tiders Nordgrønland. Den 

nye udgave er redigeret af Birger 

Rosendahl, søn af tidligere landsfoged 

Ph. Rosendahl. Tekst på grønlandsk, 

dansk og engelsk og med tilhørende 

arbejdshæfte til skolebrug. 

Naturen er Kîstat Lunds store inspirationskilde, 

og alligevel er hun bestemt 

ikke nogen traditionel landskabsmaler. 

Endnu en smuk kunstbog 

føjer sig til serien om personligheder 

i grønlandsk billedkunst. Tekst 

på grønlandsk, dansk og engelsk. 

ekspedition med bl.a. Knud Rasmussen i 

1902-04 og Danmarkekspeditionen i 

1906-1908, der var ledet af I. P. Koch. 

Fornemme opdagelsesrejsende som 

Roald Amundsen og Frithjof Nansen 

har i tidens løb gæstet selskabet, der 

endvidere har stået for uddeling af medaljer 

til banebrydende polarforskere. 

Blandt adskillige medaljetagere blev Fr. 

Cook tildelt en guldmedalje for i 1908 

at have nået Nordpolen som den første. 

Sagen var noget prekær, idet Robert 

Peary året efter hævdede, at han var 

den første, der havde stået på Nordpolen, 

og at Cook var en svindler! Den dag i 

dag er det stadig uklart, om nogen af 

dem var på Nordpolen. 

Selvom de store opdagelsesrejsers 

tidsalder er forbi, kan Det Kongelige 

Danske Geografiske Selskab stadig siges 

at være med fremme i front, når det 

gælder videnskabelig udforskning af 

Jordens polare områder. Således iværksattes 

sidste år ekspeditionen Midgård 

2001, der har til formål at undersøge 

livsvilkår og klimavariationer i Nordøstgrønland 

gennem Holocæn. 

Herudover afholder selskabet møder 

og foredrag om geografiske emner, ligesom 

det udgiver tidsskriftet Geografisk 

Tidsskrift samt diverse skriftserier. 

Læs mere om ekspeditionen og selskabets 

aktiviteter på selskabets hjemmeside: 

www.geogr.ku.dk/dkgs 

ISBN 87-558-1741-6 

Kr. 247,50 (incl. moms) 

Atuakkiorfik Grønlands Forlag Telefon +299 32 21 22 Fax +299 32 25 00 Postboks 840 3900 Nuuk www.atuakkiorfik.gl

"Nassaariuminaallunilu.. 

qimakkuminaatsoq." 

Når du først har fundet os er det vanskeligt at rejse igen 

250 km nord for Polarcirklen, beliggende lige ovenfor 

Ilulissat, Vestgrønlands travleste handelsby, 

med en panoramaudsigt 

direkte mod Isfjorden hvor kæmpemæssige 

iskolosser forlader verdens 

mest producerende isbræ, 

finder du Hotel Arctic. 

Et 4-stjernet konference- og turisthotel, der 

sin geografiske placering til trods har stor 

succes med at levere 1.ste klasses oplevelser 

til både erhvervsfolk og turister. 

Hotel Arctic er gennem de seneste år blevet et skattet 

opholdssted for virksomheder, der gennemfører 

uddannelsesforløb og teambuilding, 

konferencer eller lignende. Både hotel 

og konferencefaciliteter er klassificeret 

med 4 stjerner. 

Den overvældende naturs positive 

indflydelse på fantasi og koncentration, 

betragtes som en værdiful sidegevinst, når hotellet 

vælges som base for møder, og konferencer. 

G R E E N L A N D 

At least once in a lifetime 

I Restaurant ULO er der udsigt 

til såvel nye som velkendte 

smagsoplevelser. Kokkene bag 

menukortet byder på oplevelser 

fra det franske og danske 

køkken, og lækre 

specialiteter fra det 

grønlandske. Under 

måltidet, kan man lade blikket 

gå på vandring i det fantastiske 

panorama, der udspiller sig 

gennem restaurantens store 

glaspartier. 

Hotel Arctics respekt for natur 

og miljø, er siden år 2000 

anerkendt gennem ... 

Postboks 1501, DK-3952 Ilulissat 

Grønland 

Tlf.: +299 94 41 53 

Fax: +299 94 40 49 

www.hotel-arctic.gl 

E-mail: 

reservations@hotel-arctic.gl 

conference@hotel-arctic.gl

"Qillarsuaq" er den fantastiske beretning om dén Qillarsuaq, 

som i 1850erne sammen med sine bopladsfæller vandrede 

fra Baffin Island til det allernordligste Grønland. Det 

tog fem år at nå frem - fem år fyldt med kulde, sult og helt 

umenneskelige strabadser. Efter en del gode år blandt polareskimoerne 

fik Qillarsuaq og hans gruppe hjemve og 

startede en ny migration - hjemover mod Baffin Island. 

Knap nåede de over havet, før sygdom sendte Qillarsuaq 

til den næste verden. Hans gruppe vandrede videre hovedkuls 

ind i misfangst og sult, og for at overleve begyndte 

de levende at æde de døde. Sulten gjorde dem vanvittige. 

Endelig foreligger dette hovedværk i eskimoisk historie på 

dansk og grønlandsk. 

ISBN: 87-90393-96-1 

206 sider - 318.00 kr. 

A partnership between: 

Greenland Resources A/S 

MT Højgaard a/s 

GC is a company in Greenland with substantial 

arctic know-how within: 

• Service & Supply 

• Operations & 

Maintenance 

• Facility Management 

Guy Mary-Rousselière: 

QILLARASUAG - 

Beretningen om en 

arktisk folkevandring 

BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND 

TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44 

e-mail atuagkat@greennet.gl 

• Environmental Management, 

Clean-Up Work and Safety 

• IT and Communications Systems Maintenance 

• Engineering and Construction Work 

with focus on the customer and Quality of Work. 

GC is a DNV certified ISO 9002, ISO 14001, and OHSAS 18001 company. 

GREENLAND CONTRACTORS 

Helseholmen 1 • DK-2650 Hvidovre 

Phone +45 36 34 80 00 

Fax +45 36 34 80 01 

E-mail: gc@greencont.dk 

www.greencont.dk 


3970 Pituffik 

Phone 00 299 97 66 96 

Fax 00 299 97 66 82 

E-mail: gc.cc@gc.gl 


3910 Kangerlussuaq 

Phone 00 299 84 11 76 

Fax 00 299 84 12 48 

Company type: Joint Venture

Henrik Wilhjelm æresdoktor 

Tidligere rektor for det grønlandske seminarium, 

Henrik Wilhjelm, er blevet æresdoktor ved Københavns 

Universitet. Hæderen får han blandt andet for 

sine to bøger om Samuel Kleinschmidt, der var missionær 

og skrev den første grønlandske ordbog. Henrik 

Wilhjelm boede i Grønland fra 1964 til 1991, hvor 

han blandt andet var seminarielærer og med til at starte 

teologiuddannelsen og Grønlands Universitet. 

Pukkelhvaler holder afstand 

Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser har konstateret, 

at pukkelhvalerne ikke blev generet, da der 

blev boret efter olie ved Fyllas Banke ud for Nuuk. 

Konklusionen kommer på baggrund af undersøgelser 

gennemført i sommeren 2000, hvor seks pukkelhvaler 

blev mærket med satellitsendere for blandt andet 

at undersøge, om de ville blive generet af boreaktiviteterne 

i området. Pukkelhvalerne kom ikke tættere 

end 45 kilometer på det sted, hvor boringerne fandt 

sted. Og under havets overflade foretrak hvalerne at 

søge føde øst for bankerne. Hent rapporten på 

http://www.dmu.dk/1_Nyt/default.asp 

Kolossale temperaturhop i Grønland 

Befolkningen i Kangerlussuaq og Narsarsuaq oplevede 

i november en brat temperaturstigning på op mod 

30° inden for ganske få timer. I Kangerlussuaq steg 

temperaturen brat fra -24° til +5° på ganske få timer, 

og i Sydgrønland blev den voldsomme temperaturstigning 

ledsaget af vindstød af orkanstyrke. Ifølge 

Danmark Meteorologiske Institut, som målte de usædvanlige 

temperaturudsving mellem den 8. og 9. november, 

var det den såkaldte føn, der var på spil. Fænomenet 

optræder oftest i Sydgrønland, når der på 

nordsiden af dybe lavtryk blæser kraftige østenvinde. 

Historiske hytter i Antarktis truet 

Hytterne, som Robert Scott og Ernest Shackleton 

brugte på deres antarktiske ekspeditioner, er ifølge et 

internationalt team i fare for at styrte sammen. Salt 

og svamp er nemlig godt i gang med at nedbryde 

hytternes vægge. Det antarktiske klima forhindrer 

normalt ting i at nedbrydes, men hytterne ligger i et 

område, hvor salt fra havvandet hvirvles ind over 

land og ødelægger hytterne. 

Ozonhullet over Antarktis mindre 

Forskere har bekræftet, at ozonhullet over Antarktis 

i 2002 er det mindste siden 1988. Mens hullet de seneste 

år har dækket et areal af ca. 25 millioner km 2 , 

har hullet nu kun en størrelse på ca. 15 millioner km 2 . 

Udviklingen skyldes ifølge forskere vejrmæssige forhold, 

som dog ikke kan forventes at være af generel art. 

KORT NYT 

Færre turister i Grønland 

Grønland oplevede i årets første seks måneder en tilbagegang 

i antallet af turister på 7,5% i forhold til 

samme periode året før. Udviklingen underbygges af 

hotelovernatningsstatistikken for samme periode, 

der viser, at antallet af overnatninger er gået tilbage 

med 5,1%. Langt de fleste turister kommer stadig 

fra Skandinavien, selvom der i 2002 har været flere 

gæster fra Fjernøsten end året før. På trods af tallene 

forudser Greenland Tourism dog ikke et generelt fald 

i antallet af turister til Grønland i 2002. 

Forskere vil undersøge havdyr 

Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser vil nu 

undersøge de positive sider ved at spise havdyr. Tidligere 

undersøgelser har fokuseret på madvarernes 

indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, og 

en af forskerne bag undersøgelsen, Per Møller, begrunder 

det nye initiativ med, at det vil være meget 

uheldigt, hvis grønlændere af frygt for skadelige 

stoffer udelukkende går over til at spise importeret 

mad. Et sådant skift vil på længere sigt kunne resultere 

i hyppigere forekomst af f. eks. hjertekarsygdomme, 

kræft og sukkersyge. 

Avisartikler på internettet 

Gamle grønlandske avisartikler er nu blevet tilgængelige 

på internettet. Det er det såkaldte Vestnord-projekt, 

som er blevet skudt i gang med etableringen af 

en database, der indeholder artikler fra aviser og tidsskrifter 

fra Grønland, Færøerne og Island siden 1773. 

Formålet med projektet er at forbedre adgangen til 

det trykte materiale for både offentlighed og forskning. 

Se http://www.aviisitoqqat.gl 

Grønlandske museer i samarbejde 

18 museer fordelt over hele Grønland er for første 

gang samlet i en guide, der har fået navnet Museumsguide 

Grønland. Guiden præsenterer i ord og billeder 

museerne, og der fortælles om udstillinger, entrepriser, 

åbningstider mv. Guiden kan fås hos Greenland 

Tourism eller downloades på enten dansk eller engelsk 

fra http://www.greenland.com 

100 års opdagelser i Antarktis 

Det er ved denne tid 100 år siden, at Robert Falcon 

Scott, Ernest Shackleton og Edward Wilson indledte 

deres første ekspedition i Antarktis. Ekspeditionen 

var præget af sult og sygdom og måtte endda opgives, 

inden det endelige mål var nået. Historikerne 

har da heller ikke tildelt ekspeditionen en plads 

blandt de fornemste, antarktiske ekspeditioner igennem 

tiderne. Alligevel mener eksperter, at senere 

polarforskere skylder ekspeditionen stor tak, fordi 

den blev et eksempel til efterfølgelse. 

Nyt kollegium 

i Sisimiut 

Sct. Georgs Fonden 

har tilbudt landsstyret 

at bygge et nyt 

kollegium i Sisimiut. 

Et lignende kollegium 

opføres i nærheden af 

Danmarks Tekniske 

Universitet, hvor bl.a. 

studerende fra Grønland 

kan finde bolig 

under deres ingeniørstudier 

i Danmark. 

“ 

” 


KORT NYT 


Dumpekarakterer 

Den grønlandske lærerforening IMAK må konstatere, 

at den grønlandske folkeskole ikke er god nok, efter 

at forårets afsluttende prøveresultater i dansk og 

engelsk gav rekord i karaktererne 00 og 03. Det er især 

i bygderne, at eleverne får dumpekarakter. Lederen 

af undervisningsmiddelcentralen Inerisaavik, Jens 

Jacobsen, bekræfter dog, at det også på landsplan står 

skidt til i fagene dansk og engelsk. Ved folkeskolens 

afgangsprøve i 2001 var gennemsnitskarakteren 5,3 i 

skriftlig dansk på den almene linje og 7,1 på den udvidede. 

Også karaktererne i engelsk lå her i den laveste 

ende af 13-skalaen. 

Inuit i kamp for deres kulturarv 

De grønlandske og canadiske inuitter går nu til kamp 

mod internationale virksomheder, der udnytter deres 

kulturarv i designs for kommerciel vinding. Protesterne 

retter sig bl.a. imod modeskaberen Donna Karans 

kopiering af oprindelige inuitmønstre og en 

japansk virksomheds fremstilling af tupilak-figurer i 

plastik. Inuitterne sammenligner deres kamp for at 

generobre deres kulturarv fra de multinationale virksomheder 

med den kamp, som maorierne fører mod 

LEGO-koncernen. 

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard 

Vandkulturhus i Nuuk 

Når Nuuk næste år fejrer 275 års jubilæum, kan byen 

samtidig juble over indvielsen af et stort vandland. 

Byggeriet er inspireret af Vandkulturhuset i 

DGI-byen i København, og der anlægges således både 

25 meter konkurrencebassin, rundsvømningsbassin, 

varmtvandsbassin og legeland for børnene. 

Svømmehallen koster 97 millioner kr. og er tegnet af 

arkitektfirmaet KHR. Indvielsen er fastsat til den 3. 

september 2003. 

Langt hjemmefra 

I sidste nummer af Polarfronten skrev vi i forbindelse 

med fundet af en antarktisk storkjove i Skotland, 

at storkjoven indtil da aldrig havde været registreret 

nordligere end de argentinske kyster og det sydlige 

Afrika. En af vore læsere, Erik Hansen fra Holbæk, 

som var på biologstationen i Nuuk fra 1966 til 1979, 

oplyser imidlertid, at der den 31/7-1975 blev fundet 

en storkjove i Godthåbsfjorden, der var blevet ringmærket 

i Antarktis et halvt år tidligere. 

Julemand med lommesmerter 

Julemanden, der som bekendt residerer i Grønland, 

er ifølge den grønlandske avis AG løbet ind i økonomiske 

problemer. Sidste år fik Julemandens selskab, 

Santa Claus of Greenland A/S 1,7 millioner kr. over 

finansloven. I år er beløbet reduceret 

til 250.000 kr., og fra 

næste år er der intet afsat 

overhovedet. Hvordan Julemanden 

vil besvare de 50- 

60.000 breve fra børn verden 

over, drive sin hjemmeside 

www.santa.gl og holde gang i 

sine andre juleaktiviteter, forlyder 

der intet om.

Bøger 

Redaktionen har modtaget følgende bøger 

og tidsskrifter: 

Kirsten Thisted: Grønlandske fortællere 

– Nulevende fortællekunst i Grønland. 

Aschehoug. 368 s., 399 kr. 

Kirsten Thisted har samlet beretninger 

fra 22 ældre grønlændere, der fortæller 

historier fra barndom til voksenliv 

i Grønland. Udgivelsen er blevet til på 

baggrund af det righoldige filmmateriale, 

som instruktøren Karen Littauer har 

indsamlet til sin film ‘Jeg husker.... 

Fortællinger fra Grønland’. Kirsten 

Thisted har skrevet en god indledning 

om fortællingernes historiske og kulturelle 

baggrund. 

Jean Malaurie: 

Thule – det yderste 

land. Oversat af 

Poul O. Andersen. 

Forord af Prins 

Henrik. Gyldendal 

2002. 400 sider., 

499 kr. 

Polarforskeren 

Jean Malaurie fortæller 

om polareskimoerne 

og deres møde med nordpolekspeditionerne 

i perioden 1818-1993. 

Bogen tager fat på de store polarforskere, 

først og fremmest Knud Rasmussen, 

som forfatteren beundrer, men også 

Peter Freuchen, Ludvig Mylius-Erichsen 

og Lauge Koch. Bogen er forsynet med 

et væld af smukke tegninger og fotografier, 

som i sig selv afspejler de 170 års 

historie. 

Poul Madsen & 

Rolf Müller: 

Samlet med hjerte. 

Aschehoug 2002. 

304 sider, 499 kr. 

Bogen viser et 

væld af grønlandske 

kunstgenstande 

indsamlet gennem 

50 år af Poul 

Madsen og smukt fotograferet af grønlandsfotografen 

Rolf Müller. Billeder af 

mennesker og natur afløser hinanden 

som perler på en snor. 

Tine Bryld: Hjemmestyrets børn. 

Aschehoug 2002. 256 sider, 269 kr. 

I anledning af Grønlands Hjemmestyres 

forestående 25-års jubilæum har Tine 

Bryld talt med en række af de børn, der 

blev født det år, hvor Hjemmestyret blev 

oprettet. I bogen møder vi en generation, 

der har både spændende og grusomme 

historier at fortælle, og som gerne vil 

gøre op med myten om, at danskerne er 

skyld i det grønlandske samfunds problemer 

(se Tine Brylds kommentar i 

Polarfronten nr. 3/2002). 

Guy Mary-Rousselière: Qillarsuaq – Beretningen 

om en arktisk Folkevandring, 

Forlaget Atuagkat 2002. 206 sider, 318 kr. 

Den fantastiske beretning om den 5 år 

lange vandring, som Qillarsuaq i 1850’erne 

sammen med sine bopladsfæller foretog 

fra Baffin Island til det allernordligste 

Grønland. Adskillige år senere gik 

turen tilbage igen. Til den store tragedie. 

Læs anmeldelse på Polarfrontens hjemmeside: 

www.dpc.dk/polarfronten. 

Johanne Biilmann Egede: Naturen som 

atelier – kunstneren Kîstat Lund. Atuakkiorfik 

2002. 96 sider., illustreret. 

247,50 kr. 

Naturen som atelier er den nyeste udgivelse 

i en voksende bogserie om personligheder 

i grønlandsk billedkunst. I 

denne bog skildrer Kîstat Lund først og 

fremmest Grønlands natur. Hun gengiver 

mesterligt landskabet og er samtidig 

i stand til at forenkle det. 

Nuka K. Godtfredsen: ANDALAs største 

bedrifter. Atuakkiorfik 2002. 64 s.ider, 

illustreret. 122,50 kr. 

Tegneseriefiguren Andalas oplevelser 

og bedrifter har i en årrække været at 

opleve på bagsiden af den grønlandske 

avis Sermitsiaq. I 2000 fik Andala sit 

eget tegneseriehæfte, og det er nu hensigten 

med denne dansksprogede udgivelse 

at give det danske publikum mulighed 

for at stifte nærmere bekendtskab 

med ham. 

Anne Mette K. Jørgensen, Kirsten Halsnæs 

og Jes Fenger: Den globale opvarmning 

– Bekæmpelse og tilpasning, Gads 

Forlag og DMI 2002, 181 sider, 179 kr. 

En samlet og let tilgængelig gennemgang 

af problemet med menneskeskabte 

klimaændringer, som også forholder sig 

til, hvordan fremtiden kommer til at se 

ud, og hvad vi kan gøre for at bekæmpe 

klimaændringerne. 

Tidsskriftet Grønland, nr. 6-7 - Oktober- 

November 2002. Det Grønlandske Selskab. 

Oplysninger om abonnement og 

løssalg på www.groenlandselskab.dk. 

Tidsskriftet Grønland bringer i dette 

nummer Inge Kleivans artikel ’Et dansk 

kajakroerkorps til brug i krigs- og fredstid. 

H.C. Glahns 200 år gamle forslag’. 

DPC-udgivelser 

Danish Polar Center: Poles apart – poles 

on-line. Proceedings of the 19th Polar 

Libraries Colloquy, 17-21 June 2002, 

Copenhagen. Edited by Kirsten Caning 

and Vibeke Sloth Jakobsen. 179 sider, 

illustreret. 

Bidrag fra en konference for polare biblioteker, 

som afholdtes i København 

sommeren 2002. Et gennemgående tema 

er de mange samlinger, som er digitaliseret 

og gjort tilgængelige online. Arkivmateriale, 

historiske fotos, sundhedsinformationer 

mm. foruden de traditionelle biblioteksdatabaser 

kan nu findes via nettet. 

DPC-nyt 

Ny KVUG-hjemmeside 

Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser 

i Grønland, KVUG, har fået 

moderniseret sin hjemmeside. Der er 

kommet nyt design, og en mere gennemskuelig 

struktur skulle i fremtiden 

gøre det endnu nemmere at finde oplysninger 

om støttemuligheder, stillinger, 

strategiplaner og lignende. Vil man løbende 

følge med i KVUG’s aktiviteter og 

deadlines, kan man nu også tilmelde sig 

en nyhedsliste. Adressen er også ny: 

www.kvug.dk 


Ånder, spøgelser og hekseri i Grønland 

14 ældre grønlændere fortæller 

underfundigt om før og nu i ny, 

storslået grønlandsfilm. 


- Jeg elskede min hundehvalp. Faktisk så 

meget, at jeg havde fået lov til at beholde 

den i huset, så den ikke skulle blive 

bidt ihjel af de andre slædehunde. Men 

så en dag mens jeg stod i vinduet og råbte 

efter min mor, sprang den op og kradsede 

min bare ryg til blods. Jeg blev så 

gal, at jeg kom til at kvæle den med min 

fars bugserline. Bagefter var jeg så ked af 

det, men mine forældre, der pga. min lille 

størrelse havde været bekymrede for, 

om jeg dog nogensinde ville kunne tage 

livet af et dyr, fejrede hændelsen som 

min første fangst. 

- Min bedstefar, som var en stor åndemaner, 

havde et lykkeligt liv med sine 

hjælpeånder. Derfor var det så hårdt for 

ham, da han havde taget beslutningen 

om at lade sig døbe. Hans hjælpeånder 

havde bedt ham så inderligt om ikke at 

give sig hen til den nye tro. På vej til døbefonden 

fik han smerter i kroppen, som 

om nogen stak søm ind i ham og gav 

ham de frygteligste slag i ansigtet. Da 

han bøjede sig over døbefonden, så han 

et lys dernede. Han følte det, som var 

han kommet af med en snavset anorak. 

Min bedstefar var jo blevet klar over, at 

det ikke var noget liv at leve som åndemaner, 

men at det ville være bedst at leve 

som et kristent menneske. Alligevel forfulgte 

hjælpeånderne ham resten af livet. 

Det er sådanne historier som Rasmus 

Grims og Inoqusiaq Piloqs, vi præsenteres 

for i Karen Littauers film ’Jeg husker... 

Fortællinger fra Grønland’. I alt 14 fortællere 

fra forskellige ydre egne i Grønland 

fører os med fremragende fortælleteknik 

og energisk gestikuleren ind i en 

verden af fjeldgængere, åndemanere og 

spøgelser. Her møder vi mennesker, der 

har oplevet såvel det forgangne som det 

nutidige Grønland, og som med stort vid 

øser af deres oplevelser og erfaringer fra 

barndom til voksenliv. 


Fortællernes veloplagte beretninger 

om hændelser, der hele tiden balancerer 

mellem det naturlige og det overnaturlige, 

er med til at fastholde tilskueren som 

skiftevis undrende og indforstået. Man 

fængsles f. eks. af en kvindes fortælling 

om, hvorledes hun pludselig bliver usynlig 

for sine omgivelser og især for sin 

mand. For ikke at tale om en mand, der 

beretter om, at hans venstre hånd flere 

gange har forvandlet sig til en bjørnelab. 

Gode historier er der således rigeligt 

af i de 72 minutter, filmen varer. Fortællingernes 

værdi er ikke mindst, at de 

dokumenterer en grønlandsk livsform, 

som ikke er mere. 

- Det spændende ved de gamle fortællere 

er, at de har levet i begge verdener, 

den nye og den gamle. Det er da også i 

sidste øjeblik, denne film kunne laves, for 

der er ikke mange mennesker tilbage, som 

for eksempel har mødt en åndemaner, eller 

som har boet i hytter af tørv og højhus 

af beton, siger Karen Littauer, som 

også begrunder sit ærinde med, at fortælletraditionen 

er i fare for at forsvinde. 

Filmens fornemste kvalitet er da også, 

at den i én og samme ombæring er et 

kulturhistorisk dokument og en underholdende 

og æstetisk flot film, der nødvendigvis 

må henrykke enhver med interesse 

for Grønlands kultur og historie. 

Herudover må den, i kraft af dens evne 

til at fængsle og fastholde tilskueren, siges 

at være oplagt at anvende til undervisningsbrug. 

I denne sammenhæng er 

det endvidere fortrinligt, at eskimologen 

Kirsten Thisted i samarbejde med Karen 

Littauer har sørget for, at et større udvalg 

af det fortællemateriale, som blev 

frasorteret i redigeringsprocessen, er blevet 

tilgængeligt i bogen Grønlandske 

fortællere. 

Jeg husker... Fortællinger fra Grønland, 

En film af Karen Littauer, Magic Hour 

Films og Nuka Film. Filmlængde: 72 

min. Filmen distribueres bl.a. via Det 

Danske Filminstitut.

Polarfronten 2002 – 4

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?