Læs en kronik om mønsterbrydere skrevet af ... - Karen Gjesing.

K R O N I K
Af Lisbeth Zornig Andersen & Karen Gjesing
KAREN GJESINGS HISTORIE
Som 10-årig sidder Lisbeth bag på sin bror
Renés cykel, borer næsen ind i hans pæne
trøje og nyder duften af sæbe. René er
hjemme på weekend fra børnehjemmet,
hvor han er anbragt sammen med sine
to brødre. Kun Lisbeth, lillesøster, bliver
hjemme. Duften af sæbe bliver symbolet på
orden og tryghed, og duften får Lisbeth til
at længes væk fra en verden af forladthed,
kaos, grimme lugte, druk og vold.
Lisbeth kan minutiøst skildre de øjeblikke,
hvor hun husker, at ”nogen” så det omsorgssvigtede
barn. En dansklærer, som
forsøgte at få hende i pleje, men fik afslag,
fordi hun var enlig mor. En skolepsykolog,
som rykkede hende en klasse op. En gym-
26
BAGGRUND FOR DE TO FORFATTERE
Lisbeth Zornig Andersen er børnehjemsunge. Hun er også cand.polit., administrerende
direktør i SPECIALISTERNE og foredragsholder i Socialpoetik. Født 1968, mor til 5.
Karen Gjesing er socialpædagog. Hun er også leder i socialpsykiatrien, har egen
virksomhed som systemisk coach og er foredragsholder i Socialpoetik. Født 1948, har
2 børn og 5 børnebørn.
Det, som optager dem, er de udsatte børn og unge. Især spørgsmålet, hvordan det er
muligt at bryde den sociale arvs onde cirkel.
Lisbeth var 14 og Karen 34, da de mødtes på en døgninstitution i 1982. Relationen har
været stabil gennem årene, og de er stadig optagede af, hvad de kan skabe sammen.
Når det offentlige
skal være mor
Forfatterne har haft et skæbnefællesskab gennem et kvart århundrede
– Lisbeth Zornig Andersen som børnehjemsbarnet, der havde
brug for hjælp og endte med at være normbryder og få både uddannelse
og topjob, og Karen Gjesing som socialpædagogen, der
hjalp hende. Her gør de sammen samfundsregnskabet for Lisbeth
op – og også for hendes bror Tonny, som det ikke er gået ligeså godt
nastiklærer, som faktisk fik hende i pleje
en kort tid – hvorfor dét blev afbrudt, ved
Lisbeth ikke. Og lærer Holst, som tavst gav
det forsømte barn varm kakao om eftermiddagen
og stak hende en lap papir med
et telefonnummer til sagsbehandleren. En
dag ringede Lisbeth til nummeret. Samme
eftermiddag blev hun fjernet og anbragt på
børnehjem. Statistisk set skulle Lisbeth som
nu 40-årig sidde på en barstol i stedet for i
en direktørstol. Lisbeth blev en mønsterbryder,
én af de mange, som bryder den sociale
arvs onde cirkel. Danmarks Pædagogiske
Institut lavede i 90’erne et grundigt studie
i, hvad der betinger en sådan udvikling.
Undersøgelsen koncentrerer sig om, hvad
der for disse mønsterbrydere udgør ven-
depunktet i deres liv. Det er mødet med
engagerede voksne, voksne, der ser dem,
tror på dem og VIL dem.
Lisbeth skulle møde mange pædagoger,
hvis navne og ansigter hun ikke husker, før
hun kom til ”endestationen”, en specialinstitution,
hvor hun mødte voksne, som
ville hende tilstrækkeligt til at hente hende
på banegårdsbænken og sætte hende på
skolebænken i stedet. Bedre sent end aldrig.
René og de andre brødre gik det anderledes.
René holdt op med at dufte, da han blev
voksen, han takkede af for få år siden efter
en hiv-diagnose og udsigten til en hård
narkodom. Michael og Tonny kan Lisbeth
opsøge på et værtshus i Istedgade.
Børn skal have stabile og engagerede
voksenkontakter. I Danmark har antallet af
anbragte børn gennem de over 30 år, hvor
jeg har arbejdet som socialpædagog, været
nogenlunde stabilt, omkring 13.-14.000 om
året. Antallet af forældre, som ikke magter
forældreopgaven, er tilsvarende stabilt,
cirka to procent af samtlige forældre. Det,
som ikke er stabilt, er børnenes alder på
N y hedsmagasine t Danske Kommuner / nr. 28 / 20 08

anbringelsestidspunktet,
idet de fleste anbringelser
sker, efter at barnet er
fyldt 13 år.
Får børn pludseligt og uventet
store sociale og følelsesmæssige
problemer som
13-årige? Svigter forældreomsorgen
først, når barnet er
over 13? Det tror jeg ikke på.
I Tønder og for nylig i Aalborg
kan det også pludseligt gå
stærkt med anbringelsessager.
Et offer og en bøddel, som sikkert
har dét tilfælles at være vokset op
i miljøer med det ultimative omsorgssvigt.
Det er ikke alene sagsbehandlerne i
kommunerne, der har røde ører. Ingen kan
sige sig fri for ansvar: Naboen, postbudet,
skolelæreren. Mange må have en dårlig
smag i munden. Nogle må have haft en
anelse. En lærer Holst kan naturligvis ikke
se ind i de små stuer og få dokumentation
for, at hér sidder en lille, rædselsslagen pige
under bordet mellem de tomme flasker,
N y hedsmagasine t Danske Kommuner / nr. 28 / 20 08
mens stedfar truer med at slå mor ihjel
med en økse. Som det skete i Nakskov, hvor
Lisbeth var barn. Men han stoler på, hvad
han ser: Et gennemsigtigt barn i sommersko
om vinteren.
Det offentlige kan være en udmærket mor,
når de biologiske forældre svigter. Det kræver
primært, at ”nogen” tager ansvar. Sags-
I L L U S T R A T I O N : G I T T E S K O V
behandleren med hjerne og
hjerte til at forstå, at hér er
et udsat barn, har viden og
indsigt både i børns behov og i
gældende lovgivning. Hun/han
skal også have det økonomiske og
beføjelsesmæssige råderum til at
træffe de bedste foranstaltninger.
Dét, som virker, er, at barnet sikres
stabile, engagerede voksenkontakter.
Døgninstitutioner er der ikke
mange tilbage af, der er snart sagt kun
spædbørnehjem og sikrede institutioner for
unge. Familiepleje eller opholdssteder er i
mange tilfælde en anbringelsesform, hvor
barnet netop sikres stabil voksentilknytning.
I Canada har man undersøgt, at værst
af alt – for barnets tilknytning – er hjemtagelse
fra plejefamilier. Næstværst er skift
mellem plejefamilier.
Den sagsbehandler, som har fået en fornuftig
og måske dyr anbringelse igennem,
er magtesløs, når forældre vilkårligt kræver
barnet hjemgivet. Dét kunne være anderledes,
hvis den ”offentlige mor” i de tilfælde,
27

K R O N I K
hvor man allerede fra barnets fødsel eller
endda før ved, at forældreressourcerne
mangler, råder over mere end 50 procent
af forældremyndigheden, eller der gives
mulighed for åben adoption. Sagsbehandleren
er tilsvarende magtesløs, når en kommune
i slutningen af budgetåret hjemtager
anbragte børn.
Da Lisbeth kom på specialinstitution, og
hendes liv ændrede retning, mødte hun
ikke alene voksne på institutionen, som ville
hende noget. Hun fik fra hjemkommunen
den økonomiske opbakning gennem flere år
til at gennemføre en ordentlig uddannelse.
Det var en god investering – af flere grunde.
I dag, mere end 25 år efter at jeg mødte
Lisbeth første gang på specialinstitutionen,
hvor vi begyndte at terpe tyske og
latinske verber, må jeg konstatere, at det
blev en vedvarende og stabil relation. Det
kan endda hænde, at jeg agerer barnepige
for de mindste af hendes fem dejlige og
velfungerende børn. Men relationen har
naturligvis skiftet karakter. Den tid er forbi,
hvor jeg kræver lektielæsning og orden
på værelset. Nu holder vi foredrag sammen
om børnehjemsungen og socialpædagogen.
Jævnfør den store mønsterbryderundersøgelse
er jeg som menneske og som
fagprofessionel dybt optaget af, hvilke
kvalitative forskelle i relationen mellem
barn og voksen som er udslagsgivende for,
”
Det offentlige kan være en udmærket mor, når de biologiske
forældre svigter. Det kræver primært, at ”nogen” tager ansvar.
Sagsbehandleren med hjerne og hjerte til at forstå, at hér er et
udsat barn, har viden og indsigt både i børns behov og i gældende
lovgivning. Hun/han skal også have det økonomiske og beføjelsesmæssige
råderum til at træffe de bedste foranstaltninger.
”
at en Lisbeth bliver en solstråle, og broren
én af samfundets skæve eksistenser. Det
foreløbige svar er simpelt: “Somebody has
to get crazy about that child”.
Kan det betale sig? Lisbeth er cand.polit. fra
KU, økonom, så hun kan selv lave regnestykket
over, hvad hun har kostet samfundet.
Vi sammenligner med hendes bror.
LISBETH ZORNIG ANDERSENS HISTORIE:
Jeg tror, samfundet og de mange velmenende
sagsbehandlere, der gerne vil gøre
en positiv forskel for familier som den, jeg
kommer fra, må tale samme sprog og stille
samme spørgsmål som de øverste beslutningstagere.
Altså: ”Hvad får samfundet
for det? Kan det betale sig? Er der en
positiv bundlinje? Hvad er risici? Hvad er
tidshorisonten? Hvem er interessenterne?
Hvad er alternativt omkostningerne ved at
fortsætte ad samme bane?” osv.
Og ja, som med udvikling af it-systemer,
som er min normale bane at spille på, vil
der også være parametre, der er vanskelige
at kvantificere og sætte kroner på.
Men det må man bare gøre. Kald det at
estimere med forbehold for diverse risici
og ukendte faktorer.
Jeg skal spare jer for den store regnearksgymnastik
her. Nedenfor vil jeg bare remse
nogle af de poster op, som ville indgå i min
bror Tonnys og min business case:
TONNY, 44 ÅR:
Udgifter for samfundet:
• Børnehjems- og ungdomspensionsophold,
ti år i alt.
• Fængselsophold i fire fængsler i DK, ti år
i alt.
• Indlæggelse på psykiatriske afdelinger
(lukkede cirka en tredjedel af tiden), tre
år i alt.
• Omkostninger ved diverse indbrud og
røverier: Ukendt beløb.
• Kontanthjælp i hele voksentiden indtil 41.
år minus et halvt års job ved et flyttefirma
og minus fængselsophold.
• Pension fra 41. år og frem (tidshorisont
fem-ti år).
• Administration af økonomi med daglige
udbetalinger af lommepenge.
• Bragt mad en gang i døgnet.
• Daglig opringning fra en rigtig god sagsbehandler,
der hver dag tjekker, om han
stadig er i live.
• Behandling efter diverse voldsepisoder.
• Løbende behandling for HIV og leverbetændelse.
• Nye tænder.
• Nyt øje.
• Briller.
• Statens udlæg for manglende børnetilskudsbetalinger
samt konfirmation til
datter, 14 år.
28 N y hedsmagasine t Danske Kommuner / nr. 28 / 20 08

Indtægter for samfundet:
• Skat af et halvt års ufaglært arbejde.
• Produktion af klemmer og lignende under
fængselsophold.
• Skat af kontanthjælp og pension.
LISBETH, 40 ÅR:
Udgifter for samfundet:
• Børnehjems- og plejefamilieophold i alt
syv år, heraf fire år på særlig institution
med høj normering.
• Psykologbistand en time hver 14. dag i
tre år.
• Tilknyttet værge et år ved Karen Gjesing
(fra det 17. til det 18. år på grund af udflytning
til egen bolig).
• Revalideringsydelse syv år indtil det 25. år
minus SU.
• Udgifter til universitetsuddannelse syv år.
Indtægter til samfundet:
• Skat af revalideringsydelse.
• Skat af studenterjob i tre år.
• Skat af konstant arbejde fra 25. år og frem.
Løbende udvikling over årene fra 25.000
til foreløbig 60.000 kroner pr. måned
brutto.
• Fem børn, der hver især tegner til at blive
gode bidragsydere til samfundet. Førstefødte
har allerede aftjent sin værnepligt og
er i gang med en universitetsuddannelse.
N y hedsmagasine t Danske Kommuner / nr. 28 / 20 08
Jeg tror
ikke, man
behøver
den store
lommeregner
for at
regne ud,
om det kan
betale sig at
investere lidt
mere i udsatte
børn – gerne så
tidligt som muligt.
Tænk på, hvis man nu
havde fundet en dejlig familie til
mig, fra jeg var baby? Så havde man sikkert
sparet psykologregningen og den dyre institutionsanbringelse.
Tænk, hvis man havde
investeret det samme i Tonny som i mig?
Tænk, hvis man havde haft den viden om
mig og tilfælde som mit i for eksempel en
central vidensdatabase? I mit nuværende
job er jeg som direktør for SPECIALISTERNE
sammen med KMD ved at tænke tanker om
at opbygge lige præcis sådan en vidensdatabase
for mennesker med et usynligt
handicap. Samme behov gælder for dem,
som de behov jeg havde som barn.
Jeg vil gerne afslutte med en lille historie
fra i sidste uge. En morgen i sidste uge
skulle jeg vaske min bil inden et kundemøde.
Her mødte jeg Tonny i køen hos Shell.
Jeg
stod
i mit
pæne
tøj – han
stod i sit
beskidte
og lasede
tøj med to
elefantøl
i hånden. Jeg
spurgte ham, om
han ikke skulle have
lidt morgenmad, hvortil
han svarede, at det var det,
han stod med i hånden. Vi havde en rigtig
hyggelig halv time sammen, hvor jeg kørte
bilen i vaskehallen, og hvor vi kunne sludre
indimellem. Som det sidste tømte jeg bilen
for tomme sodavandsflasker efter en lang
tur til Jylland – og hvad var mere naturligt,
end at Tonny fik dem, så han kunne få en
øl mere til morgenmad. Sådan har vi vores
lille sære verden sammen. Her er status og
forskellige livsbetingelser annulleret. Her
møder lillesøster storebror på tværs af en
verden til forskel, hvor søskendekærligheden
og omsorgen stadig eksisterer. Den
morgen fik jeg ham til at love, at han gav
sin sagsbehandler mit telefonnummer – bare
for det tilfælde, at han en dag ikke skulle
tage telefonen mere, når hun ringede…
29