Kvindelige helte - 16:9

Kvindelige helte
Af CLAUS TOFT-NIELSEN
En ny antologi kaster et både kritisk og akademisk blik på den måde
’stærke’ kvinder iscenesættes i film, tv og computerspil. Antologien
Femme Fatalities. Representations of Strong Women in the Media
byder på læsninger af så forskellige kvinder som husholdersken
Dolores Claiborne, computerspils- og filmheltinden Lara Croft, den
kastrerende og piskesvingende Ilsa til America’s sweetheart Meg Ryan.
En karseklippet og blødende Demi Moore ligger forslået i mudderet og
skuler ondt op på sin overordnede Navy SEALS-instruktør. Han vil hun
skal indrømme, hun ikke hører hjemme i det mandsdominerede
elitekorps. Hun ser ham i øjnene og siger sammenbidt: ”Suck my dick!”
Scenen er fra Ridley Scotts G.I.Jane (1997) og illustrerer ret præcist
punktet, hvor kvinden – i en traditionel underdanig position for mandens
fødder – nægter denne underdanige kvinderolle og i stedet tilkæmper
sig en plads blandt mændene. Hun har nosser den kvinde – eller hvad?
For spørgsmålet er, hvordan man skal tolke denne scene: Skal man
fokusere på hendes mandlige frisure, på blodet og mudderet og på den
klart mandlige replik og dermed læse filmen som en feministisk
undsigelse af traditionelle stereotype kønsroller? Eller skal man i stedet
fæstne sin opmærksomhed ved de særdeles fremtrædende
silikonebryster i den våde T-shirt? Sagt på en anden måde: Er
karakteren G. I. Jane et aktivt subjekt og en positiv rollemodel for et
kvindeligt publikum eller er hun iscenesat som et objekt for mænds
lystbetonede blikke – Striptease (1996) i militæruniform?
Spørgsmål af denne art er udgangspunktet i antologien Femme
Fatalities. Representations of Strong Women in the Media – 12 artikler
der alle kredser om fremstillinger af stærke kvinder i film, tv og
computerspil. Faktum er nemlig, at kvinder i stadig stigende grad er ved
at kolonisere traditionelle mandsdominerede områder: vampyrjægeren
Buffy, krigerprinsessen Xena, den sadistiske nazist Ilsa og ikke mindst
90’er-heltinden fra computerspil og film Lara. Er disse heltinder blot nye
versioner af den gamle pin-up, sat i scene for mandens lyst eller er de
genuint nye kvinderoller og positive identifikationsfigurer for kvinder?
Perversiteter, porno og filmteori
Antologien er medredigeret af Rikke Schubart, og hun har efterhånden
gjort det til en tradition at være utraditionel. Hun har tidligere
beskæftiget sig med såkaldt underlødige områder som horrorgenren,
actionfilmen, kvindelige superhelte og nu fremstillingen af stærke
kvinder i mediefiktioner. Schubarts bidrag til antologien er da også
noget helt nyt i akademisk sammenhæng, nemlig en analyse af den
nok mest berygtede af alle women-in-prison-film; Don Edmons Ilsa,
She-Wolf of the SS (1975). Filmen excellerer i tabuiserede perverse
situationer, og Schubart viser hvordan disse fantasier virker gennem en
overskridelse af tabuer og en omvending af den traditionelle orden:
Både hvad angår genre, ikonografi, karakterer, den konventionelle
falliske sejr og en generel dikotomi mellem lav- og højkulturel æstetik er
Ilsa stik mod konventionen. At et mandligt publikum alligevel tiltrækkes
af en sådan film, skyldes ifølge Schubart ikke, at vi er dybt perverse –
tværtimod. Det skyldes, at der er indskudt en masochistisk synsposition
mellem tilskueren og Ilsa: Vi oplever Ilsas behandling af mænd gennem
April 2005
3. årgang
nummer 11
gratis
forsiden | indholdsfortegnelsen forrige side | næste side
Femme Fatalities (2004).

en mandlig slave. Han fungerer som et oplevelsesfilter og er vores
’sikre’ indgang til perversiteterne. Både han og vi ser, hvad der sker og
frygter det værste, men undslipper altid til slut i filmen. Inspireret af
Carol Clovers term om The Final Girl fra horrorfilm betegner Schubart
denne ene og sidste mand som undslipper The Final Boy – og med
ham undslipper den mandlige tilskuer også.
Virginie Despentes roadmovie Baise-Moi (2000) er en film lavet af to
kvinder med eksplicitte feministiske intentioner men med tydelige
pornografiske elementer i deres udtryk. Wencke Mühlersen tager
udgangspunkt i denne film og stiller spørgsmålet: ”How and why is the
aestetics of pornography as a condensensed western narrative of
sexuality of interest from a feminist perspective?” (p. 21)
Mühlersen fortsætter i samme spor som Linda Williams nyklassiker,
Hard Core – Power, Pleasure and the ”Frenzy of the Visible” – en
undersøgelse af pornofilmen. Men hvor Williams’ analyseområde er en
række forskellige pornofilm begrænser Mühlersen sig desværre til kun
en enkelt smal fransk artfilm. Artiklen bliver derfor værkanalytisk med
kulturelle afstik og ikke omvendt. Jeg ville nu heller læse noget om
nutidig fransk kultur eller den pornografiske bølge i fransk fiktion, hun
indledningsvis nævner.
Computerspilsheltinder mellem medierne
I den diametralt modsatte ende af skalaen finder vi cross overfænomenet
Lara Croft, og hun står for skud i to forskellige artikler. Maja
Mikula analyserer computerspilsheltinden, der er alt, hvad en kvinde vil
være, og en mand vil have. Populær som Barbie var det for 50 år
siden, tilbydes Lara som både indlevelsesfigur for kvindelige spillere og
som velformet, selvstændig, hårdtslående men adlydende figur for
mandlige spillere. Mikula undersøger også hvad der skete med den
storbarmede computerspilsfigur, da hun stod for at skulle overføres til
det store lærred: Hvordan Angelina Jolie som Laras cimenatografiske
avatar skulle fremstå, som det tomme tegn Croft-karakteren er, for
bedst muligt at kunne imødekomme begge køn. Pointen er, at
objektificeringen også fulgte med, da mediet skiftede: Hendes
selvstændighed og vildskab er stadig indfattet i det traditionelle
mandlige blik.
Den anden artikel på området er Kim Waldens undersøgelse af Tom
Tykwers roste Lola Rennt (1998) og Simon Wests Lara Croft: Tomb
Raider (2001). Walden trækker på Bolter og Grusins teori om
remediering – at filmmediet reagerer på truslen fra nye medier, som
computerspil, ved at absorbere og assimilere træk fra dette. Den
kvindelige actionhelt i begge film analyseres ud fra deres overleverede
træk fra computerspilsmediet. Således blotlægger Walden, hvordan
computerspillets narrative karakteristika overføres til filmene og til
fremstillingen af de to heltinder Lola og Lara. De undersøges også,
hvad angår det, som Walden betegner som Body Spectacle: Heltindens
erotiske potentiale, opbygget af referencer til både japansk manga og
animè og til den klassiske Hollywood-pin-up. Trods den lidt udvandede
konklusion fungerer artiklen både som en introduktion til remedieringsfænomenet
og som et letlæst katalog over fællestræk de to medier
imellem.
Den almindelige kvinde i mandeverdenen
Midt mellem porno, perversiteter og computerspilsheltinder finder vi et
par skandinaviske film. Antologiens anden medredaktør Anne Gjelsvik
tage fat på den norske 90’er-bølge af film med både en kvindelig
hovedperson og en kvindelig instruktør. Undersøgelsen går på,
hvordan disse kvindelige hovedpersoner fremstilles sammenlignet med
thrillergenrens konventioner. Tesen er, at den skandinaviske thriller, til
forskel fra Hollywoods samme, inddrager et hverdagsaspekt, specielt
orienteret omkring den kvindelige hovedpersons valgsituationer – at
fokus ikke er på hvem men på hvorfor. Identitetsforståelse frem for
plotafklaring. Altså en kvindelig forståelsesramme i en ellers mandlig
genre. Ideen er god, men problemet er, at det analytiske
eksempelmateriale stammer fra Cellofan – med døden til følge (1999),
Evas øye (1999) og Salige er de som tørster (1998) – tre norske

thrillere de færreste nok kender til.
Omvendt kender vi alle Bess fra Lars von Triers mega-hit Breaking the
Waves (1996). Baseret på empirisk materiale fra svenske
biografgængere ser Ingrid Lindell Breaking the Waves som enestående
i forhold til den måde, køn ellers er repræsenteret på i mainstreamfilmen.
Lindells pointe er, at betydningen af det enkelte værk først
træder frem, når man ser det i sammenhæng med værkeksterne
faktorer, andre film – hvad Lindell kalder for ”the macrostructures of the
contemporary flow of films and observable stereotypical patterns” (p.
50).
Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad Lindells pointe egentlig er, for
hendes pletvise pointer flyder sammen med empiriske redegørelser af,
hvordan svenske piger har reageret på forskellige spørgsmål.
Yvonne Tasker kaster sig over den måske mest maskuline genre
overhovedet, nemlig krigsfilmen. Hendes udgangspunkt er to forskelle
krigsfilm: Edward Zwicks melodramatiske Courage under Fire (1996)
og lejlighedsvis inddrager hun også Ridley Scotts boot camp-film G. I.
Jane (1997). Begge film omhandler en kvinde, som har svært ved at
blive inkorporeret i en mandlig gruppe, og det er udgangspunktet for
artiklens undersøgelse af og redegørelse for, hvordan maskulinitetsbegrebet
kan forstås: Skal Meg Ryan og Demi Moore forstås under
termen maskulinitet, som maskuliniserede kvinder, eller er de nye
versioner af femininiteten, maskulinitet men i en kvindelig form?
Artiklens analyse inddrager bl.a. Meg Ryan som star persona – om
hvorvidt lillepigen Ryans spring fra komedie til drama sker på en
overbevisende måde. Er hun troværdig i en så stor dramatisk rolle?
Ifølge Tasker lykkedes filmen faktisk, ikke på trods af, men netop på
grund af Meg Ryan:
[I]t is their superimposition, whereby Ryan’s ’ordinaryness’ secures the
genric heorism she is called on to perform, that is ultimately crutial to
the military masculinity the movie enacts around her (p. 100)
Antologiens sidste bidrag er en undersøgelse af en helt almindelig
kvinde i en helt almindelig kvinderolle: En midaldrende enlig
husholderske – Dolores Claiborne (Taylor Hackford, 1995). Sharon Lin
Tay, artiklens forfatter, plæderer for et fadermord på de to patriarkater,
der indtil nu har hjemsøgt feministisk filmteori – Freud og Lacan. Lin
Tay læser Dolores Claiborne som en fortsættelse af the gothic
woman’s film så som Hitchcocks Rebecca (1940), Cukors Gaslight
(1944) og Sirks Sleep, My Love (1948) og laver så at sige en genealogi
over filmen i forhold til en lang række forskellige genrer. Men det
springende punkt, hvormed Dolores Claiborne adskiller sig fra de
øvrige film, er hvad angår brugen af flashback. Den traditionelle brug af
flashback indordner automatisk fortiden og nutiden i en hierarkisk og
kausalkronologisk orden, hvor fortiden har en ødipal magt over nutiden.
Det ødipale traume kan så blotlægges hvorved det efterfølgende kan
opløses. Inspireret af franskmanden Gilles Deleuzes filmfilosofiske
overvejelser (Cinema 2) argumenterer Lin Tay for en særlig kvindelig
erindringsmåde i filmen: Kvinderne kan, i modsætning til mændene,
erindre på en sådan måde, at fortid og nutid er tilstede i samme rum. I
denne form for erindring bliver tiden krystallinsk, hvad Deleuze ville
betegne for ’sheets of past’. Den krystallinske tid fungerer på den
måde, at flere tider – fortiden og nutiden – indfoldes i et og samme
billede. Effekten for denne kvindelige erindringsmåde er, at fortidens
problematiske og pinlige situationer sameksisterer med nutiden,
hvorved situationerne er accepteret, erindret og ikke fortrængt.
Kvinderne kan mande sig op og se deres fortid i øjnene. Det er blot en
skam, at Lin Tays artikel er een af de korteste i hele antologien, for den
er både velskrevet og rasende interessant.
Postfeminisme
Af andre områder i antologien kan bl.a. nævnes en analyse af teenikonet
Sarah Michelle Gellar, som både er tvs feministiske
vampyrdræber Buffy og advokerer traditionelle kvindebilleder gennem
sin reklame for makeupmærket Maybelline. Man kan læse om, hvad
der er sket med den klassiske femme fatal efter hun forlod neo noiren

og pludselig dukkede op andre steder i billedstrømmen. I den mere
kuriøse afdeling kan man læse om, hvorfor latinamerikanske og
spanske homoseksuelle m/k er så vilde med camp-tvserien
Krigerprinsessen Xena.
Fælles for alle 12 artikler i antologien er, at ingen af dem er ideologiskfeministiske
i en traditionel forstand og på den måde kommer med
simple kønspolitiske svar på komplekse problemstillinger.
Redaktørerne bekender sig i stedet til en postfeminisme, eller en
neofeminisme, der er karakteriseret ved at være positiv indstillet overfor
områder som patriarkatet, populærkulturen og forbrugerismen generelt.
Trods enkelte artikler, hvor undertegnede til tider havde svært ved at se
pointen eller relevansen (andet end kønsforskning for
kønsforskningens skyld), er det overordnede billede af antologien
positivt. Det klæder virkeligt antologien at inddrage ikoniske analyse af
skuespillerinderne (både som stjerner i og uden for filmen),
remedieringfænomener som Lara Croft og de mere kuriøse emner. Jeg
savner generelt en mere næranalytisk tilgang fra forfatternes side, da et
næranalytisk eksempelmateriale kunne være med til at spidsformulere
de til tider teoretiske pointer. Hvad angår letlæselighed veksler
artiklerne meget – enkelte flyder uden de store teoretiske blokke, mens
andre er teoritunge og regulær grundforskning. Igen må man sige, at
artiklerne – hvad angår emner, teori og letlæselighed – supplerer
hinanden og aftegner et billede af kvinderollen anno 1990 og frem.
Faktaboks
Femme Fatalities. Representations of Strong Women in the Media,
Rikke Schubart & Anne Gelsvik (eds.), Nordicom, Göteborg
University, 2004. (233 s.) Kan bestilles på NORDICOMs hjemmeside
til 250,- eller bestilles hos Århus Bog Café, Nørregade 24, 8000
Århus C for 343,-
Indhold:
● Anne Gjelsvik, Rikke Schubart: “Babes, Bitches, Dominatrixes
and Teen Witches”
● Wencke Mühleisen: “Baise-moi and Feminism’s Filmic
Intercourse with the Aesthetics of Pornography” (link)
● Ingrid Lindell: “Over and over again. The Representation of
Women in Contemporary Cinema”
● Maja Mikula: “Lara Croft, Between a Feminist Icon and Male
Fantasy”
● Kim Walden: “Run, Lara, Run! The Impact of Computer
Games om Cinema´s Action Heroine”
● Yvonne Tasker: “Soldiers´ Stories. Woman and Military
Masculinities in Courage under Fire”
● Deneka C. MacDonald: “Iconic Eye Candy. Buffy the Vampire
Slayer and Designer Peer Pressure for Teens”
● Karma Waltonen: “Dark Comedies and Dark Ladies. The New
Femme Fatale”
● Anne Gjelsvik: “A Woman´s Gotta Do What a Woman´s Gotta
Do”
● Mervi Pantti: “’Must-see Medicine Woman’ Breaking Borders
of Genre and Gender in ER”
● Rikke Schubart: “Hold It! Use It! Abuse It! Ilsa She-Wolf of the
SS and Male Castration”
● Walter AlesciXena: Warrior Princess Out of the Closet? A
Melodramatic Reading of the Show by Latin American and
Spanish Lesbian and Gay Fans”
● Sharon Lin Tay: “Sustaining the Definitive Bitch from Hell. The
Politics of Dolores Claiborne within a Feminist Genealogy”
Litteraturliste:

Bolther, J.D & Grusin, R.: Remediation: Undertanding new media,
London: MIT, 1999.
Clover, C.; Men, women and chain saws: Gender in the modern horro
film, London, BFI, 1992.
Deleuze, G.: Cinema 2 – TheTime-Image, University of Minnesota
Press, Minneapolis, 1989
Tasker, Y: Working Girls. Gender and sexuality in popular cinema.
London: Routledge, 1998.
Tasker, Y.: Spectacular Bodies: Gender, genre and the action
cinema, London: Rputledge, 1996.
Williams, L.; Hard Core – Power, Pleasure and the ”Frenzy of the
Visible”, Berkely: university of California Press, 1989.
Udskriv denne artikel
Gem/åben denne artikel som PDF (? Kb)
Gem/åben hele nummeret som PDF (? Kb)
16:9, april 2005, 3. årgang, nummer 11
forrige side | næste side
til toppen | forsiden | tidligere numre | om 16:9 | kontakt | copyright © 2002-2005,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.