difoet-nyt 59.vp - heerfordt.dk

diføtnyt 

Arthur C. Clarke: 

Fremtidsvision til eftertanke 

Fysikernes forklaring 

på stjernetågerne 

Nyt fra 

METHERNITHA 

Hans Coler: 

BIOS rapporten på dansk 

Teknikken bag 

»stemmefænomenet« 

Oesterle i Danmark 

Kortnyt: 

Motor kører på lyd 

NASA’s frontforskning 

NR. 59.4 / DECEMBER 1999 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand 

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05 

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar 

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14 

Mogens Larsen - Kasserer 

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre 

Christian Heerup 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

Jan Koed - Redaktør 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Alan Pauel Bjerre - Suppleant 

Boholmsvej 7, 3250 Gilleleje 

Børge Frøkjær-Jensen - Revisor 

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Girokonto 

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Medlemskab 

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages 

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent: 

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr. 

Forsiden 

I en afstand af 8.000 lysår 

fra Jorden blinker denne 

timeglasformede stjernetåge 

ned til os. MyCn18, 

som er dens tekniske betegnelse, 

blev fotograferet 

af rumteleskopet Hubble i 

midten af 1990’erne. Dens 

komplekse struktur udfordrer 

astrofysikerne, som 

kun tør gisne om himmelfænomenets 

oprindelse og 

videre skæbne.Foto:NASA 

17. årgang nr. 59.4, dec. 1999 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel/fax 33 22 37 28 

email: jan-koed@inet.uni2.dk 

Udgivelse 

diføt nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 250 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Bedre naboskab 3 

Om stjernetåger 5 

Methernitha genbesøgt 8 

Hans Colers opfindelse 

- og en påstået ny 

energikilde 12 

Det elektroniske 

stemmefænomen 

- teknik og tanker 17 

Kortnyt 

En maskine 

for fremtiden 22 

NASA projekter udpeget 24 

2 Oesterle 27 

Brev fra GABS 35 

Foreningsnyt 36

Fremtiden: 

Bedre naboskab 

Det kommer som en lettelse – og måske som en advarsel – at et os nærtstående 

stjernesystem er afgået ved døden. 

Af Arthur C. Clarke 

Efter en beregningsmæssig kraftanstrengelse, 

der belastede vore ressourcer til 

det yderste, løste vi endelig det gamle 

mysterium om dobbeltnovaen. Og så har 

vi endda kun afkodet en lille del af de radiotransmitterede 

og optiske budskaber 

fra den kultur, der forsvandt under så 

spektakulære omstændigheder; men de 

grundlæggende kendsgerninger – så 

overraskende de end er – synes at være 

uden for diskussion. 

Vore forhenværende naboer udviklede 

sig i en verden meget lig vor egen planet 

og i en sådan afstand fra deres sol, at 

vand normalt var flydende. Efter en lang 

periode med barbari begyndte de at udvikle 

teknologier, hvor de benyttede sig 

af lettilgængelige materialer og energikilder. 

Deres første maskiner blev ligesom 

vores drevet ved hjælp af kemiske 

reaktioner, der involverede grundstofferne 

brint, kul og ilt. 

De måtte nødvendigvis konstruere 

befordringsmidler, der kunne bevæge 

sig både til lands og vands, men også i 

luften og ud i rummet. Efter at de havde 

opdaget elektriciteten, udviklede de 

hurtigt kommunikationsudstyr, herunder 

de radiosendere, der i første omgang 

gjorde os opmærksom på deres eksistens. 

Skønt de levende billeder, vi fik at 

se, afslørede deres udseende og opførsel, 

stammer hovedparten af vores forståelse 

for deres historie og endelige skæbne fra 

de komplekse symboler, de benyttede til 

at opsamle informationer. 

Kort før det var slut, rendte de ind i en 

energikrise, delvis udløst af deres enorme 

fysiske størrelse og voldsomme aktivitet. 

Den udbredte anvendelse af uranspaltning 

og brintfusion udsatte for en 

tid det uundgåelige. Drevet af nødvendighed 

forsøgte de derefter desperat at 

finde bedre alternativer. Efter adskillige 

fejlslagne forsøg, der indbefattede kernereaktioner 

ved lav temperatur – videnskabeligt 

interessant, men uden 

praktisk værdi – lykkedes det dem at tappe 

energien fra de kvantefluktuationer, 

der optræder ved selve fundamentet for 

rum-tiden. Det gav dem adgang til en i 

praktisk forstand uendelig energikilde. 

Hvad der herefter skete er stadig genstand 

for spekulation. Det kan have 

været et industrielt betinget uheld eller 

et forsøg fra en af deres mange konkurrerende 

organisationer på at få overtaget. 

Hvorom alting er, ved at misbruge 

universets ultimative kræfter udløste de 

en naturkatastrofe, der sprængte deres 

egen planet i luften – og kort tid efter 

dens eneste, store måne. 

Skønt man bør beklage tilintetgørelsen 

af ethvert intelligent væsen, er det 

ikke muligt at føle megen sorg i dette tilfælde. 

Disse vældige skabningers historie 

rummer utallige episoder med vold: 

mod deres egen art og mod de mangfoldige 

andre arter, der befolkede deres planet. 

Om de ville have klaret den nødven- 

3

diføt nyt 59.4 

dige overgang – som vi gjorde for år tilbage 

– fra en kul- til en germanium-baseret 

bevidsthed, har været genstand for 

megen debat. Det er temmelig imponerende, 

hvad de var i stand til at opnå 

som stoftunge enkeltindivider, der udvekslede 

informationer med en jammerlig 

transmissionshastighed – ofte ved 

hjælp af meget kortbølgede vibrationer i 

deres atmosfære! 

De var tilsyneladende på nippet til at 

udvikle den nødvendige teknologi, der 

ville have gjort det muligt for dem at afvikle 

deres klodsede, kemisk drevne legemer 

og derved gøre dem multiforbundne. 

Var det lykkedes for dem, 

kunne de være blevet en alvorlig fare for 

4 

Formålet med konferencen 

alle civilisationer i vores lille del af universet. 

Lad os give hinanden håndslag på, at 

en sådan situation aldrig vil opstå igen. 

Tilegnet drs. Pons og Fleischmann, det 21. 

århundredes nobelprismodtagere. 

Sir Arthur C. Clarke er rektor for International 

Space University og Moratuwa-universitetet på 

Sri Lanka. Han er forfatter til bogen 2001 en 

odyssé i verdensrummet og mange andre romaner 

og historier. Han blev nomineret til Nobels 

fredspris for opfindelsen af kommunikationssatelliten. 

Han bor på Sri Lanka. 

Dette essay er oversat fra Improving the neighbourhood 

bragt i Nature, vol. 402, 4.11.99. 

8. Internationale 

Konference om Kold Fusion 

21.-26. maj 2000 

Villa Marigola, Lerici (La Spezia), Italien 

I et stadig større antal laboratorier verden over studeres der fænomener med relation 

til kold fusion, ofte omtalt som »ny brintenergi«. Gennem mere end 10 år har forskningsområdet 

udviklet sig med et stadig større antal reproducerbare eksperimenter 

og et bedre samarbejde med det videnskabelige samfund. En bred vifte af forsøgsmetoder 

vil blive taget op på konferencen tillige med forsøg på at udvikle teorier om 

de observerede fænomener. De vægtige sponsorater bag ICCF8 er en garanti for, at 

konferencen vil leve op til selv de strengeste, videnskabelige standarder. 

Konferencens officielle sprog vil være engelsk. Det koster 750.000 lire (ca. 2.900 

kr.) at deltage i konferencen ved betaling inden 31.3.00, derefter 800.000 lire (ca. 3.100 

kr.). Deltagerafgiften inkluderer ICCF8 Proceedings, kaffepauser under konferencen, 

velkomstcocktail og »Social dinner«. Flere oplysninger kan fås på konferencens 

hjemmeside www.frascati.enea.it/iccf8. 

Konferencens sekretariat 

Maria Luisa Ciceroni, ENEA C. R. Frascati, 

Via Enrico Fermi, 45, 00044 Frascati (Roma) 

tel 0039-06-94005854, fax 0039-06-94005855, email iccf8@frascati.enea.it

Astrofysik: 

Om stjernetåger 

Hubble-rumteleskopet, der blev sendt op 

med rumfærgen fra ‘Cape Canaveral’ i 

1990, har billedligt talt åbnet vinduet til 

nye, ukendte egne i universet. Den giver os 

et svimlende glimt af en kosmologi, hvis 

storhed vi næppe fatter. Forsiden på sidste 

nummer af diføt nyt viste et billede af den 

planetariske tåge NGC 6543, også kaldet 

‘Katteøjet’. Billedet til højre viser en anden 

gengivelse af det samme himmelfænomen, 

mens billedet på næste side er en gengivelse 

af dette nummers forsidebillede, stjernetågen 

‘Timeglasset’. Indholdet af artiklen er 

en oversættelse af NASA´s egen, nøgterne 

beskrivelse af fænomenerne med de foreløbige 

forsøg på en forklaring. 

En døende stjerne 

Dette billede, der er optaget af NASA’s 

Hubble-rumteleskop i 1994, viser en af 

de mest komplekse planetariske tåger, 

der nogen sinde er set. Navnet er NGC 

6543 med tilnavnet »Stjernetågen Katteøjet«. 

Hubble afslører overraskende 

komplicerede strukturer, der omfatter 

koncentriske skaller af gas, højhastigheds-jetstrømme 

af gas og usædvanlige 

knuder af gas fremkaldt af stød. Med sin 

alder, der vurderes til at være 1.000 år, er 

stjernetågen en synlig »fossil afbildning« 

af dynamikken i den sene udvikling af 

en døende stjerne. 

En foreløbig fortolkning går ud på, at 

stjernen måske er et dobbeltstjerne-system. 

De dynamiske effekter af to stjerner, 

der kredser om hinanden, giver den 

enkleste forklaring på de indviklede 

strukturer, som er langt mere kompli- 

cerede, end det normalt ses hos planetariske 

tåger. (De to stjerner er for tæt på 

hinanden til at de kan skelnes som særskilte 

objekter af Hubble. I stedet syner 

de som et enkelt lyspunkt i stjernetågens 

centrum.) 

Ifølge denne model skabte en hurtig 

»stjernevind« af gas, der blæser væk fra 

den centrale stjerne, den aflange skal af 

tæt, glødende gas. Denne struktur er 

indlejret i to større flige af gas, der blev 

blæst ud fra stjernen i en tidligere fase. 

Disse flige »klemmes« af en ring af tættere 

gas, antagelig slynget ud langs dobbeltstjernens 

kredsløbsbane. 

Den mistænkte følgestjerne er måske 

også ansvarlig for et par højhastigheds-jetstrømme 

af gas, der forløber vinkelret 

på den ækvatoriale ring. Såfremt 

følgestjernen trak materiale ind fra en 

nabostjerne, kunne der skabes jetstrømme 

langs følgestjernens rotationsakse. 

5


Disse jetstrømme kunne forklare adskillige 

besynderlige fænomener langs 

gasfligens periferi. Som en vandstrøm, 

der rammer en sandbanke, sammenpresser 

jetstrømmene gas foran sig, 

mens de danner de karakteristiske »snirkler« 

og lyse buer nær yderkanten af fligene. 

De to jetstrømme peger nu i forskellig 

retning i forhold til disse fænome- 

6 

Planetarisk tåge 

Når sollignende stjerner bliver 

gamle, bliver de koldere og rødere, 

samtidig med at de forøger deres 

størrelse og energiudladning voldsomt: 

de kaldes for »røde kæmper«. 

Det meste af kulstoffet (grundlaget 

for liv) og partikulært stof (grundlæggende 

byggesten i solsystemer 

som vores) i universet fremstilles 

og spredes af røde kæmpestjerner. 

Når den røde kæmpestjerne har 

udslynget alle sine ydre lag, får den 

ultraviolette stråling fra den blottede 

og varme kerne i stjernen den 

omgivende sky af stof til at danne 

sig under kæmpestjernens glødende 

fase: objektet bliver til en planetarisk 

tåge. Det har længe været et 

stående spørgsmål, hvordan planetariske 

tåger opnår deres komplekse 

former og symmetrier, da 

røde kæmper og de gas- eller 

støvskyer, der omgiver dem, for 

det meste er runde. Hubbles evne 

til at gengive meget fine, strukturelle 

detaljer (der sædvanligvis er 

sløret til ukendelighed på jordbaserede 

billeder) gør os i stand til at 

søge efter løsninger på dette 

spørgsmål. NASA 

ner. Det antyder, at jetstrømmene slingrer 

– eller præcesserer – og tænder og 

slukker lejlighedsvis. 

Billedet blev optaget med det planetariske 

vidvinkel-kamera nr. 2 (Wide Field 

Planetary Camera-2, WFPC2) den 18. september 

1994. NGC 6543 befinder sig i en 

afstand af 3.000 lysår i den nordlige himmels 

stjernebillede Dragen. 

Betegnelsen planetarisk tåge er faktisk 

en forkert betegnelse; døende stjerner 

skaber disse kokoner, når de mister 

de ydre gaslag. Processen har intet at 

gøre med dannelse af planeter, hvilket 

man antager sker tidligt i en stjernes liv. 

Ovenstående materiale blev præsenteret 

ved det 185. møde i American Astronomical 

Society i Tucson, Arizona, den 11. 

januar 1995. 

Kilde: J. P. Harrington og K. J. Borkowski 

(Marylands universitet) og NASA.

Timeglasset 

Billedet viser MyCn18, der er en ung planetarisk 

tåge omkring 8.000 lysår borte, 

fotograferet med det vidvinklede planetkamera 

2 (WFPC2) om bord på NASA’s 

Hubble Space Telescope (HST). Dette 

Hubble-billede afslører, at den virkelige 

form på MyCn18 minder om et timeglas 

med et indviklet »skrabemønster« langs 

kanterne. Billedet er sammensat af tre separate 

billeder optaget i lyset fra ioniseret 

kvælstof (repræsenteret ved den 

røde farve), brint (grøn) og dobbelt-ioniseret 

ilt (blå). Resultatet er af stor interesse, 

fordi det kaster nyt lys på den meget 

mangelfulde forståelse af udslyngningen 

af stellart stof, der ledsager en 

sollignende stjernes langsomme død. I 

tidligere jordbaserede billeder fremtræder 

MyCn18 som et par store yderringe, 

der omgiver en mindre ring, men de fine 

detaljer ser man ikke. 

Ifølge én teori om dannelsen af planetariske 

tåger bliver timeglasformen frembragt 

af udvidelsen af en hurtig stellar 

vind inden i en langsomt ekspanderende 

sky, som er tættere nær 

ved dens ækvator end ved 

dens poler. Det som ligner 

en lys, elliptisk ring i centret 

– og som ved første øjekast 

fejlagtigt kunne antages 

at være et tæt område 

nær ved ækvator – ses ved 

nærmere eftersyn at være 

en kartoffelformet struktur 

med en symmetriakse, 

der er dramatisk anderledes 

fra aksen i det store timeglas. 

Den varme stjerne, 

som man har forestillet 

sig har udslynget og oplyst 


tågen – og som man derfor har regnet 

med har ligget i sit symmetriske centrum 

– ligger helt klart ikke i centret. Derfor 

har Hubble afsløret, at MyCn18 ikke opfylder 

visse helt afgørende, teoretiske 

forventninger. 

Hubble har også afsløret andre helt 

nye og uventede egenskaber ved 

MyCn18. Fx er der et par skærende, elliptiske 

ringe i det centrale område, som synes 

at være kanterne af et mindre timeglas. 

Der er de indviklede »skrabemønstre« 

på timeglassets vægge. De buelignende 

indhak kunne være resterne af 

adsondrede skaller udslynget fra stjernen, 

da den var yngre (som fx observeret 

hos »Æggetågen«), ustabile strømninger, 

eller de kunne være resultatet af aktiviteten 

fra en smal stråle af stof, der rammer 

timeglassets vægge. En ikke observeret 

følgestjerne og dertil hørende tyngdeeffekter 

kan meget vel vise sig nødvendige 

for at forklare MyCn18’s struktur. 

Kilde: Raghvendra Sahai og John Trauger 

(JPL), gruppen af videnskabsfolk omkring 

WFPC2 og NASA. 

Hubble-rumteleskopet 

7

Testatika: 

I begyndelsen af juni måned lykkedes det for 

en gruppe på 34 ingeniører at få tilladelse 

til at besøge det kristne samfund ‘Methernitha’. 

Her fik deltagerne et indblik i samfundets 

arbejde med at videreudvikle ‘Testatika’, 

måske den mest overbevisende konstruktion 

til udnyttelse af den fri energi, 

verden endnu har set. Det er ikke hverdagskost, 

at vi hører nyt fra Methernitha, og redaktøren 

er derfor glad for at kunne bringe 

et interview med nogle af gruppens medlemmer, 

formidlet af det særdeles aktive redaktørpar 

bag ‘NET-Journal’, Adolf og Inge 

Schneider. 

I dag skal der mere end almindelig nysgerrighed 

og gode ord til for at opnå en 

tilladelse til at besigtige de selvkørende 

energimaskiner Testatika ved det religiøse 

produktionskollektiv Methernitha i det 

emmentalske Linden, Schweiz. Som bekendt 

har folkene i Methernitha deres 

grundregler: de lever fri for alkohol og 

8 

Methernitha genbesøgt 

nikotin. Derfor har det måske virket befordrende, 

at de ærværdige herrer fra 

Burgdorf Teknikum – der gennem flere 

år har forsøgt at få en besøgsaftale i stand 

– selv er afholdende. 

Det lykkedes for redaktionen (af 

NET-Journal) at få lejlighed til at spørge 

nogle af deltagerne om deres indtryk. De 

fleste af dem var overbevist om, at maskinerne 

virkede, og at der ved præsentationen 

af dem var tale om den ægte vare. 

Kun få var stadig i tvivl og fyldt med 

skepsis. Nogle mente, at hvis det de havde 

set var rigtigt, så måtte lærebøgerne 

skrives om. 

I det følgende bliver svarene gengivet 

i interview-form, hvor de interviewede – 

da det drejer sig om sagen, ikke personer 

– bliver omtalt uden navn. Det skal bemærkes, 

at opfinderen, Paul Baumann, 

ikke henvendte sig til plenum, men talte 

med enkeltpersoner, hvorfor svarene 

falder forskelligt ud.

Redaktionen.: Hvem fra Methernitha var 

til stede ved præsentationen? 

Deltager 1: Paul Baumann og Francis 

Bosshard. 

Red.: Hvor mange modeller har De set? 

Delt. 1: Seks, hvoraf to med en diameter 

på 1 m var under bygning. En kollega så 

den samme dag en model på 2,5 m. 

Red.: Hvilken ydelse kunne modellerne 

præstere? 

Delt. 1: En maskine med diameteren 50 

cm afgiver ved 250 V 10-13 A jævnstrøm, 

altså ca. 3 kW. Spændingen ved en af modellerne 

(skive på ca. 12 cm) androg 130 

V, stømstyrke ukendt. 

Red.: Var alle maskiner i drift? 

Delt. 1: Paul Baumann fremviste to små 

modeller, som han først satte i gang, 

mens vi var tilstede. Maskinen med en 

diameter på 50 cm kørte allerede, da vi 

ankom, og blev ikke standset. Men der 

var ingen vedvarende belastning af den. 

Delt. 2: På 50 cm maskinen blev der tilsluttet 

en 1.000 W pære i omkring 10 sekunder. 

Red.: Blev der også sat en belastning på 

den lille maskine? 

Delt. 1: Ja, enkelte 100 W pærer, der lyste 

noget længere end ved 1.000 W pæren. 

Baumann opfordrede alle til at kortslutte 

den lille maskine ved hjælp af en lille metalstang 

i hver hånd. Det forårsagede et 

hørligt, elektrisk stød. 

Red.: Hvordan blev den lille maskine sat 

i gang? 

Delt. 1: Paul Baumann drejede med pegefingrene 

begge skiver rundt ca. 15-25 


gange i hver sin retning. Ind imellem justerede 

han afstanden hhv. retningen på 

en elektrode ved den forreste skive. Efter 

ca. den 20. omdrejning erklærede han, at 

nu var den der. 

Delt. 2: Det forbløffende var, at skiverne 

efter at være sat i drift af hånden uden videre 

og af sig selv fortsatte med en regelmæssig 

rotation. 

Red.: Man har forsøgt sig med en 

sammenligning med en influensmaskine, 

hvor der bliver frembragt en høj 

spænding. Men den kan ikke udnyttes til 

noget. Hvordan forholder det sig med 

Testatika? 

Delt. 3: Influensmaskinen kræver en mekanisk 

energiimpuls. Den skal drives 

mekanisk, for at den kan opsamle ladningerne, 

og virkningsgraden er meget 

ringe, fordi maskinen har en enorm 

gnidningsmodstand. Dertil kommer, at 

der anvendes børster til aftasting af ladningerne 

på lamellerne. Disse børster er i 

berøring med lamellerne, hvorved der 

går energi tabt i form af gnidning. Paul 

Baumann har løst dette problem på en 

anden måde. Han anvender såkaldte taster 

i stedet for børster, dvs. små stykker 

metal, der aftager kapacitiv ladning. Det 

er en slags rist, der kommer ganske tæt 

på uden dog at berøre skiverne. 

Red.: Hvad skete der, når der blev sat en 

belastning på – kørte hjulene da langsommere? 

Delt. 3: Nej, de kørte videre i det samme 

tempo. Dertil skal siges, at også en influensmaskine 

kører, hvis man påfører den 

ladning udefra, og der ikke forekommer 

nogen videre gnidning. Men de sædvanlige 

influensmaskiner har for megen 

gnidning, så at man ikke kan få dem til at 

9


køre. Nedsætter man imidlertid gnidningen, 

hvad der er lykkedes for Paul 

Baumann, får man dem til at køre ved 

hjælp af ydre ladninger. Det er tilfældet 

ved Testatika: der bliver tilført ladninger 

udefra, for at den overhovedet skal kunne 

køre. 

Red.: Tales der her om ladninger i betydningen 

statisk elektricitet? 

Delt. 3: Ja, luften er altid elektrisk, fordi 

ilten og kvælstoffet består af molekyler, 

der fremtræder med en elektronskal. 

Normalt er molekylerne neutrale, og ladningerne 

er fordelt regelmæssigt i hele 

molekylet. Som følge af sammenstødene 

mellem luftmolekylerne i termisk bevægelse 

frembringes der imidlertid ladningsasymmetrier. 

Gennem et stød bliver 

elektronskallen deformeret. Hvis stødene 

er tilstrækkeligt kraftige, kan det 

komme så vidt, at der opstår ioner. Fx 

ved man, at man kan ionisere ilten i et 

elektrisk felt. I et sådant felt kan man altså 

med beskeden energi frembringe negative 

iltioner. Dette felt har man også 

ved Testatika, dog anbringer man de første 

ladninger og skaber feltet under 

håndstarten. I dette felt bliver luften så 

ioniseret. 

Red.: Det vil altså sige, at det er nødvendigt 

med statisk elektricitet – en slags 

kunstigt tordenvejr – for at drive maskinen? 

Delt. 3: Ja, ifølge min analyse må Testatikas 

funktion være ringere i fugtig luft. 

Red.: Bliver Testatika-maskinerne brugt 

til strømforsyning inden for Methernitha? 

Delt. 2: Man fortalte os, at enkelte af de 

maskiner, som vi så, leverer strøm til lys 

og varme i nogle af husene. 

10 

Delt. 3: Det blev også sagt, at maskinen 

på 2,5 m snart er færdig og skal levere 

30-40 kW strøm. 

Red.: Er energien stabil? 

Delt. 1: Her er der endnu usikkerhed, og 

der er en frygt for, at den forventede 

ydelse ikke kan kontrolleres. Paul Baumann 

nævnte til eksempel, at allerede 

strømmen fra en 50 cm maskine har ødelagt 

apparater på grund af ophedning. 

Red.: Bliver den producerede energi akkumuleret 

og hvis ja, så hvordan? 

Delt. 1: Ja, energien bliver opsamlet i 

store batterier, hvor man for øvrigt også 

opsamler vindenergi. 

Red.: Var det muligt at kontrollere nogle 

af maskinerne for indbyggede batterier 

eller skjulte strømforbindelser? 

Delt. 1: De små maskiner kunne man løfte 

op fra bordet, hvorefter de kørte videre. 

Allerede grundmodellen, som var 

den eneste, der havde en elektromotor til 

at drive skiverne, var udstyret med 4 

kondensatorer af forskellig type: 2 med 

hulmetal og 2 »indbyggede« lukkede cylindre 

på bagsiden. I disse cylindre kunne 

der have været plads til batterier til drift 

af motoren, men jeg kan ikke forestille 

mig, at der er anbragt batterier dér, fordi 

det ville være for kompliceret. En strømtilslutning 

ville være synlig, da bordet 

stod frit fremme i rummet. 

Red.: Hvordan blev spørgsmålene om 

maskinernes funktion besvaret? 

Delt. 1: I forbindelse med det problem, at 

et digitalapparat ved den lille model kun 

i ganske kort tid viste 130 V og derefter 

ikke mere, mente Baumann, at der ikke 

var tale om strøm i almindelig forstand.

10 kW ‘Testatika’ under bygning. 

Digitalapparatet virkede kun i forbindelse 

med principforsøg. Alle efterfølgende 

målinger blev foretaget med et analogapparat. 

Baumann sagde, at molekylerne 

i metal undergår en orienteringsændring 

eller ommagnetisering. 

Red.: Har De fået ideer til, hvordan maskinen 

fungerer? 

Delt. 1: Jeg antager, at der er tale om 

mindst to principper i perfekt samspil: 

På den ene side viklingen af permanentmagneterne, 

der viser tilbage til Coler (se 

næste side). En anden nøgle er sikkert 

anvendelsen af hulmetal. Jeg tror, at deres 

funktion ikke kun er som elektroder, 

som det ses i en influensmaskine. En association 

fik jeg til pyramideenergien, 

der kan frembringes gennem en enkel 

rumlig struktur. Så kom jeg i tanke om 

Körblers nye homøopati, hvor der ligeledes 

er tale om aktive formprincipper og 

derefter Hieronymus-maskinen… 

Red.: Hvis man anskuer situationen 


konventionelt, ville 

den på pladerne opsamlede 

ladning i coulomb 

aldrig være tilstrækkelig 

til at frembringe 

strømstyrker i 

kilowatt-klassen. 

Delt. 1: Ja, det synes 

som om der er tale om 

et ukendt princip. 

Red.: Blev spørgsmålet 

stillet, om der eventuelt 

er indbygget en 

radioaktiv kilde? 

Delt. 1: Dette spørgsmål 

stillede jeg til 

Francis Bosshard. Han 

spurgte derefter Paul Baumann, der afviste 

det kategorisk, også med henvisning 

til hvor vanskeligt det ville være at skaffe. 

Red.: De fik tilladelse til at gøre notater, 

men ikke tage fotos. Er det lykkedes for 

Dem at opdage et eller andet, der vil gøre 

det muligt at kopiere maskinerne? 

Delt. 1: Jeg vil forsøge at bygge den enkle 

grundmodel, som jeg har lavet en computertegning 

af. 

Red.: Blev spørgsmålet stillet, om teknologien 

skal markedsføres? 

Delt. 2: Ja, spørgsmålet blev af Francis 

Bosshard besvaret på den måde, at menneskeheden 

ikke er moden til at omgås 

denne teknologi på en fornuftig måde. 

Den ville bruge den til krigsformål, og 

derfor vil man ikke markedsføre den. 

Interviewet stod i NET-Journal 6, juni 1999. Originaltitel: 

Das Geheimnis der Testatika. 

11

Pionér: 

Hans Colers opfindelse 

– og en påstået ny energikilde 

Af R. Hurst, Msc. 

Hans Colers navn vil være kendt af mange 

med interesse for alternativ fysik og fri energi. 

Allerede i 1920’erne udviklede den tyske 

marinekaptajn forskellige apparater, der angiveligt 

kunne producere et energioverskud 

i form af elektrisk strøm. Opfinderen var 

ikke selv i stand til at forklare konstruktionernes 

virkemåde, men arbejdede ud fra sine 

egne, intuitive ideer. Under 2. verdenskrig 

forsøgte Coler og hans støtter at gøre den 

tyske marinekommando interesseret i opfindelsen. 

Efter krigen blev Coler taget i forhør af 

den britiske efterretningstjeneste. Han var 

yderst samarbejdsvillig og indvilgede i at 

konstruere en model under britisk opsyn, 

som viste sig at give positive måleresultater. 

Den britiske undersøgelse af Coler mundede 

ud i en efterretningsrapport, som senere 

blev frigivet og gjort offentligt tilgængelig. 

I. Besøgets formål og resumé 

Coler er opfinder af to apparater, hvor 

det påstås, at der kan udvindes elektrisk 

energi uden nogen form for kemisk eller 

mekanisk energikilde. Da der forelå en 

officiel interesse for denne opfindelse 

hos det tyske admiralitet, mente man, at 

det var berettiget at foranstalte en undersøgelse, 

skønt man under normale omstændigheder 

ville anse en sådan påstand 

for at være falsk. 

Som følge heraf aflagde man Coler et 

besøg og udspurgte ham. Det viste sig, at 

han var villig til at samarbejde og afsløre 

alle detaljer om sine apparater. Han ind- 

12 

vilgede i dels at konstruere og idriftsætte 

en lille model af det såkaldte Magnetstromapparat 

ved hjælp af materialer, 

som han fik af os, dels kun at arbejde når 

vi var tilstede. Med dette apparat, der 

kun bestod af permanentmagneter, kobberspoler 

og kondensatorer i et statisk 

arrangement, viste han, at han kunne 

opnå en spænding på 450 mV i en periode 

på nogle timer; og ved en gentagelse 

den næste dag blev der målt 60 mV i en 

kort periode. Apparatet er sendt hjem og 

bliver nu yderligere undersøgt. 

Coler talte også om et andet apparat 

kaldet Stromerzeuger, hvorom han erklærede, 

at han med et input på nogle få 

watt fra et tørbatteri kunne opnå et output 

på 6 kW i al uendelighed. Der eksisterer 

ikke et sådant apparat i dag, men 

Coler var villig til at konstruere det i løbet 

af 3 uger, hvis han fik stillet materialerne 

til rådighed. 

Der blev lejlighed til at udspørge dr. F. 

Modersohn, som havde arbejdet sammen 

med Coler gennem 10 år og havde 

ydet finansiel støtte. Han bekræftede 

Colers historie i alle detaljer. 

Hverken Coler eller Modersohn var i 

stand til at fremkomme med teorier på 

grundlag af alment accepterede videnskabelige 

begreber, der kunne forklare 

disse apparaters virkemåde. 

II. Historiske noter 

1. ‘Magnetstromapparat’ 

Dette apparat består af seks permanentmagneter 

beviklet på en bestemt måde, 

så at kredsløbet inkluderer både selve

magneten og vindingerne (se fig. 1). Disse 

seks magnetspoler er arrangeret i en 

sekskant og som vist på diagrammet (se 

fig. 2 og 3) forbundet i et kredsløb, der 

inkluderer to små kondensatorer, en 

kontakt og et par cylindriske spoler, hvor 

den ene kan glide inde i den anden. 

For at sætte apparatet i gang åbnes 

kontakten, magneterne flyttes lidt fra 

hinanden, og den glidende spole bliver 

anbragt i forskellige stillinger med en 

ventetid på adskillige minutter mellem 

justeringerne. 

Magneterne bliver derefter igen fjernet 

lidt fra hinanden og spolerne flyttet 

igen. Dette gentager sig, indtil en kritisk 

adskillelse af magneterne og et udslag viser 

sig på voltmeteret. Kontakten bliver 

sluttet, og proceduren fortsættes, men 

langsommere. Spændingen bygger sig 

nu gradvis op til et maksimum og skulle 

så vare ved i det uendelige. Den størst 

opnåede spænding hævdedes at have 

været på 12 V. 


Magnetstromapparatet blev udviklet af 

Coler og von Unruh (nu død) i begyndelsen 

af 1933; de blev senere assisteret af 

Franz Haid fra Siemens-Schuckert, som 

selv byggede en model, der var i drift i 

december 1933. Det blev overværet af dr. 

Kurt Mie fra Berlin Technische Hochschule 

og Herr Fehr (Habers assistent ved KWI), 

som rapporterede, at apparatet tilsyneladende 

virkede, og at de ikke kunne påvise 

nogen form for snyd. Én model siges 

at have fungeret i 3 måneder låst inde i et 

13


rum i den norske legation i Berlin i 1933. 

Der synes ikke at have været arbejdet på 

dette system siden denne dato. 

2. ‘Stromerzeuger’ 

Dette apparat består af et arrangement af 

magneter, flade spoler og kobberplader 

med et primært kredsløb, der bliver fødet 

af et lille batteri. Udtaget fra sekundærsiden 

blev anvendt til at oplyse en 

bænk med lamper, og det blev hævdet, 

at udtaget leverede mange gange mere 

energi end den oprindeligt tilførte, og at 

det fortsatte i det uendelige. … 

I 1925 viste Coler en lille (10 W) version 

til prof. Kloss (Berlin), som anmodede 

regeringen om at underkaste den en 

grundig undersøgelse, men dette blev 

afvist med samme begrundelse som patentet, 

at der var tale om en »evighedsmaskine«. 

Denne udgave blev også set af 

prof. Schumann (München), Bragstad 

(Trondheim) og Knudsen (København). 

… 

I 1933 fremstillede Coler og von 

Unruh en lidt større model med en afgiven 

effekt på 70 W. Denne blev forevist 

dr. F. Modersohn, som modtog en bekræftelse 

fra Schumann og Kloss på deres 

afprøvninger i 1926. Modersohn indvilgede 

da i at støtte opfindelsen og dannede 

et selskab (Coler G.m.b.H.), der skulle 

videreføre udviklingen. Samtidig havde 

en norsk gruppe givet finansiel støtte 

til Coler, og nu stødte disse to grupper 

sammen. 

Modersohns forbindelse med Rheinmetall-Borsig 

og dermed med det officielle 

Hermann Göring-Werke gav ham en fordel 

i denne konflikt. Coler byggede derefter 

i 1937 en større version for værkerne 

med en udgangseffekt på 6 kW. 

I 1943 gjorde Modersohn forsknings- 

14 

afdelingen i marinens overkommando 

(OKM) opmærksom på apparatet. Undersøgelsen 

blev henlagt under Oberbaurat 

Seysens ledelse, som beordrede 

dr. H. Fröhlich til at samarbejde med Coler 

i perioden 1.4-25.9.1943. Fröhlich var 

overbevist om fænomenets realitet og 

gik i gang med at undersøge apparatets 

grundlæggende egenskaber. Han koncentrerede 

øjensynligt sine studier om 

de forandringer i energien, der finder 

sted i forbindelse med åbning og lukning 

af induktive kredsløb. Ved afslutningen 

af perioden blev han forflyttet til BMW 

for at arbejde med aerodynamiske problemer, 

og han arbejder nu i Moskva. 

I 1944 blev der underskrevet en kontrakt 

mellem OKM og Continental Metall 

AG om den videre udvikling, men den 

blev aldrig realiseret på grund af landets 

situation. I 1945 blev apparatet ødelagt af 

en bombe i Kolberg, hvortil Coler var blevet 

evakueret. Siden da har Coler været 

lønmodtager, undertiden som ingeniør, i 

andre tilfælde som ufaglært. Modersohn 

havde afbrudt forbindelsen til Rheinmetall-Borsig 

– som han havde været direktør 

for – og arbejdede for de russiske 

myndigheder på konsulentbasis som kemiingeniør. 

III. Rapport 

1. Afhøringen af Coler 

Coler blev først udspurgt om historien 

bag sine opfindelser, hvor de ovenfor anførte 

detaljer blev oplyst. 

Han blev derefter udspurgt om teorien 

bag apparaterne, men han var ude af 

stand til at give en sammenhængende 

forklaring på virkemåden. Han erklærede, 

at hans udforskning (tilsyneladende 

udført med primitivt apparatur) af magnetismens 

natur havde fået ham til at

konkludere, at ferro-magnetisme var et 

svingningsfænomen med en frekvens på 

ca. 180 kHz. 

Denne svingning fandt sted i apparatets 

magnetiske kredsløb og inducerede 

svingninger i det elektriske kredsløb, 

hvis frekvens naturligvis afhang af de 

anvendte komponenters værdier. De to 

fænomener vekselvirkede og opbyggede 

gradvis spændingen. 

Da mekanismen ikke var forstået, var 

det ikke muligt at beregne sig frem til det 

rigtige arrangement. Man var i stedet 

nået frem til resultatet gennem eksperimenter, 

og når apparatet skulle justeres 

skete det ved en tilsvarende forsøgspræget 

fremgangsmåde. 

Coler hævdede, at magneterne ikke 

mistede deres kraft, når apparatet var i 

brug; og han antydede, at han udnyttede 

en ny form for hidtil ukendt energi, 

Raumenergie (rumenergi). Coler gav et resumé 

af det arbejde, dr. Fröhlich havde 

udført for OKM, og fremstillede en kopi 

af Fröhlichs rapport, skrevet i samarbejde 

med ham selv. … 

Coler blev dernæst spurgt, om han 

var villig til at bygge nogle modeller af 

apparaterne, hvis han fik stillet materialer 

til rådighed. Han bekræftede, at han 

ville gøre det, og at det ville tage 1 uge at 

konstruere et Magnetstromapparat og 1 

måned at konstruere en Stromerzeuger. 

Som følge heraf stillede vi magneter, 

kondensatorer og kobberledning til rådighed 

for førstnævnte apparat, og Coler 

gav sig i kast med at bygge et apparat 

som beskrevet i 3. afsnit. Coler udarbejdede 

tillige en liste over de ting, der var 

nødvendige til en Stromerzeuger. 

2. Afhøringen af dr. F. Modersohn 

Modersohn blev udspurgt om historien 


bag disse apparater, som han havde 

været engageret i finansielt. Han bekræftede 

Colers beretning i detaljer. Han 

hævdede, at han i første omgang ikke 

havde troet på Colers påstande, men 

havde taget mange forholdsregler for at 

undgå at blive bedraget. Han havde set 

en Stromerzeuger på 70 W i drift ved flere 

lejligheder og havde flyttet den fra ét 

værelse til et andet, mens apparatet var i 

gang. Alle dele var synlige, intet var 

skjult. Da han ikke selv var ekspert, havde 

han forsøgt at få eksperter til at foretage 

en gennemgribende undersøgelse, 

men anerkendte videnskabsmænd havde 

enten afslået at have noget som helst 

med det at gøre eller var mere optaget af 

at afsløre svindelnummeret end at finde 

ud af, hvordan det virkede. 

Undtagelsen var dr. Fröhlich, som var 

overbevist om effektens realitet, og som 

også mente, at hemmeligheden skulle 

findes i en analyse af energiforandringerne 

i det specielle induktive kredsløb. 

Han havde foretaget eksperimenter for 

at afprøve sine ideer, men Modersohn 

nægtede at kende noget til resultaterne. 

Modersohn var ekstremt systematisk og 

fremviste sit arkivmateriale om denne 

sag: de indeholdt kopier af samtlige breve 

og rapporter om apparatet siden 1933. 

3. Konstruktion og afprøvning af ‘Magnetstromapparat’ 

Under vor tilstedeværelse og med materialer 

stillet til rådighed af os (nogle 

medbragt fra England, resten indkøbt lokalt) 

byggede Coler et apparat som vist 

på fig. 1-3. Det skal bemærkes, at nogle 

magneter er viklet i retning med urviseren, 

når man ser mod nordpolen (kaldet 

venstre) og andre i retning mod uret 

(kaldet højre). Magneterne var udvalgt 

15


med henblik på at være så ens i styrke 

som muligt, og modstanden i kombinationen 

magnet-spole blev afprøvet efter 

omviklingen for at sikre, at den også var 

den samme (ca. 0,33 ohm). 

Den fysiske opstilling var i det store 

og hele som vist på fig. 2. Målinger af 

spænding og strøm over A-B blev foretaget 

med et mavometer. Et mekanisk arrangement 

af skinner og håndsving til at 

holde magneterne ens adskilt blev monteret. 

Den 1. juli 1946 fortsatte eksperimenterne 

efter 3 dage med frugtesløs justeren. 

Da magneterne var adskilt fra hinanden 

med omkring 7 mm, blev det første 

beskedne udslag bemærket (omkring 

kl. 9). Kontakten blev sluttet og ved en 

langsom justering af den glidende spole 

– og ved at forøge adskillelsen af magneterne 

til lidt over 8 mm – øgedes spændingen 

kl. 11 til 250 mV, og kl. 12.30 var 

den på 450 mV. 

Det fortsatte i endnu 3 timer, da en 

loddet forbindelse blev afbrudt, og måleinstrumentet 

langsomt faldt tilbage til 

nul. En ny lodning af den afbrudte forbindelse 

var ikke i stand til at genoprette 

spændingen. Magneterne blev lukket 

inde og efterladt natten over, og den 

samme fremgangsmåde for at finde den 

rette justering blev gentaget den 2. juli 

1946. Efter omkring 3 timer blev der opnået 

et udslag på 60 mV; det blev opretholdt 

i mere end 30 minutter, men faldt 

derefter til nul, da der blev forsøgt flere 

justeringer. 

Mens arbejdet stod på, var modellen 

helt åben, og intet kunne være skjult i 

den. Grundbrættet og måleinstrumentet 

kunne tages op og bevæges rundt i lokalet, 

det kunne stilles på skrå eller drejes 

rundt, uden at det påvirkede effekten. 

16 

Apparatet forekom at være for primitivt 

til at kunne virke som modtager af radioenergi 

eller at kunne fungere som følge 

af induktion fra lysnettet (det nærmeste 

kabel lå i en afstand af mindst 1,8 m), 

og resultatet må i øjeblikket anses for at 

være uforklarligt. 

IV. Konklusioner 

1. Det blev vurderet, at Coler var en ærlig 

eksperimentator og ikke en svindler, 

og der bør tages behørig hensyn 

til Fröhlichs bedømmelse af sagen, 

som det fremgår af hans rapport til 

Seysen. 

2. Det opnåede resultat var ægte så vidt 

det kunne afprøves med de til rådighed 

stående faciliteter, men der er 

endnu ikke gjort forsøg på at finde en 

forklaring på fænomenet. 

3. Det ser ud, som om det vil være berettiget 

at lade foretage yderligere 

undersøgelser af en ekspert i elektromagnetisk 

teori, og at Colers tilbud 

om at konstruere en model af Stromerzeuger 

bør imødekommes. 

Rapportens originale titel og data i øvrigt: The invention 

of Hans Coler, relating to an alleged new 

source of power. BIOS Final Report No. 1043. 

British Intelligence Objectives Sub-Committee, 

32, Bryanstone Square, London, W.1. Undersøgerne 

var R. Hurst, Forsyningsministeriet og 

kaptajn R. Sandberg fra den norske hær. 

Rapporten er tilgængelig i sin helhed på Internet 

på adressen http://www.geocities.com/ 

CapitolHill/3752/hcoler1.htm. Her kan man også 

læse rapportens Appendiks I-III.

Fænomen: 

Det elektroniske stemmefænomen 

– teknik og tanker 

I forrige nummer af diføt nyt berettede Peter Stein om historien bag 

stemmefænomenet. 2. del af beretningen tager især udgangspunkt i forfatterens 

egne forsøg med EVP, ‘The Electronic Voice Phenomenon’. 

Af Peter Stein 

Egentlig en nok så mærkværdig indfaldsvinkel 

for en tekniker til en rent teknisk 

undersøgelse – først at prøve at 

overbevise sig selv om, at emnet for 

undersøgelsen overhovedet existerer. 

Men ikke desto mindre var det min situation, 

da jeg i 1982, efter at have stiftet 

bekendtskab med Jürgenson og Raudives 

bøger, besluttede mig til en nærmere 

undersøgelse af dette mærkværdige 

stemmefænomen, som de (og på den tid 

iøvrigt også adskillige andre) berettede 

om. 

Mit udgangspunkt var dels en livslang 

interesse i parapsykologi, dels arbejdede 

jeg til daglig i et veludrustet 

elektroniklaboratorium og havde således 

muligheden for at foretage en undersøgelse 

af, hvad der egentlig rent teknisk 

fandt sted under en optagelse af disse 

stemmer. 

Men først ville jeg have vished for, at 

også jeg personligt ville være i stand til at 

gentage Jürgensons experimenter. Der 

var sidst i halvfjerdserne udkommet en 

del erfaringsmateriale, deriblandt en bog 

med tilhørende kassettebånd. Rent teknisk 

var det meste af det ganske vist værdiløst, 

men det gav en antydning af, 

hvorledes andre havde båret sig ad med 

at efterligne Jürgenson og af stemmernes 

karakter. Een ting fremgik klart: Stemmerne, 

der optages via en mikrofon, opstår 

ikke ud af det rene intet, der må tilføres 

et eller andet lydmateriale, og her 

havde flere opnået resultater ved at bruge 

lyden af en pjaskende vandhane som 

et neutralt og samtidigt brugbart materiale 

– en metode der jo var let at efterprøve. 

Jeg lod altså vandhanen på badeværelset 

løbe så »pjaskende« som muligt 

ned i kummen, placerede en mikrofon i 

et par meters afstand, stillede nogle 

spørgsmål »ud i luften« og optog lyden i 

omkring to minutter (en passende tid for 

en optagelse, hvis aflytningen skal være 

overkommelig) på en kassettebåndoptager. 

Så kom det spændende øjeblik. Jeg 

kørte båndet tilbage, satte båndoptageren 

på »Afspil« og hørte – lyden af vand 

fra en pjaskende vandhane. 

Nu havde jeg fået at vide i forvejen: 

Der sker sjældent noget de første gange, 

nogen prøver to, tre gange, nogen måske 

ti… 

Jeg husker ikke længere, hvor lang tid 

der gik, før der skete noget, måske et par 

uger med i alt otte eller ti afprøvninger. (I 

forrige artikel lod jeg Jürgenson selv fortælle, 

hvordan han i begyndelsen adskillige 

gange forgæves forsøgte at gentage 

sin oprindelige oplevelse.) 

Men pludselig hørte jeg, midt i en optagelse 

og totalt uforberedt, en svag, men 

17


klar mandsstemme. Først efter et par 

yderligere afspilninger af stedet på båndet 

fik jeg helt fat på, hvad der blev sagt: 

Nu hører vi dig igen. Hvem der talte fik jeg 

aldrig opklaret. Blot een ting stod fast – 

der kunne ikke være tale om et radiogennemslag. 

Det var mit første personlige møde 

med stemmerne. Jeg arbejdede med 

denne metode i ret lang tid, afprøvede 

forskellige lydkulisser og fik også samlet 

en hel del stemmer, men droppede til 

sidst det hele. Der var faktisk ikke noget 

at undersøge, ingen egentlige parametre 

man kunne variere, det hele var der bare. 

Dog undrede jeg mig lidt over, hvorfor 

forskellige andre fik bedre stemmer… 

I dag er jeg noget klogere og ved også, 

hvad fejlen ved min fremgangsmåde 

dengang var, men kan egentlig godt forstå, 

hvorfor tanken om den virkelige årsag 

aldrig bare strejfede mig. Årsagen 

stred mod al min årelange erfaring fra laboratoriearbejdet. 

Mit apparatur var 

simpelt hen for godt. En langt billigere, 

ringere mikrofon, måske også en ringere 

båndoptager, havde givet bedre resultater. 

Hvorfor? Der gik adskillige år, før jeg 

fandt i hvert fald delvis ud af, hvad der 

dengang egentlig skete. Og da havde jeg 

for længst droppet alt med lydkulisser 

og mikrofoner. 

Men i mellemtiden (som jeg allerede 

antydede i min forrige artikel) gik den 

fulde betydning af det, Jørgensen beskrev, 

op for mig. Han fortalte, hvordan 

han forbandt sin båndoptager direkte 

(altså uden en mikrofon som mellemled) til 

en radiomodtager og straks fik betydelig 

bedre stemmer. En opdagelse jeg efterprøvede 

og hurtig kunne bekræfte. Men 

hvorfor? Hvad betød denne ændring 

rent fysisk? 

18 

Lyd er et mekanisk fænomen, nemlig 

svingninger af luftmolekyler. Modtagelsen 

af et radiosignal er modtagelsen og 

bearbejdningen af et elektromagnetisk felt. 

Der skulle altså existere to vidt forskellige 

stemmefænomener – et der bombarderede 

mikrofonens membran med mekaniske 

partikler og et der benyttede sig 

af elektromagnetiske bølger. 

To vidt forskellige hypoteser for at 

forklare et og samme fænomen? Det lød 

for usandsynligt. Der måtte være en fælles 

nævner for de to metoder! Det er der 

også – og den kan findes i den rent 

elektroniske del af apparaturet. Stemmerne 

kommer ikke ind i form af lyd eller radiobølger. 

De dannes i selve de elektroniske 

kredsløb. Hvordan er stadig fuldstændig 

uforklarligt. Men hvor, det kan 

der siges noget om. For her står vi overfor 

et elementært matematisk problem 

hvis rigtighed kan bekræftes experimentelt. 

Men alle disse betragtninger kom 

først meget senere og efter en lang række 

experimenter med »Radiometoden«. I 

sin enkleste form går denne blot ud på at 

indstille en radiomodtager på en svag, 

fremmedsproget station eller endnu 

bedre på en blanding af forskellige stationer, 

forbinde båndoptagerens indgang 

med radioen, stille nogle spørgsmål 

og optage det hele på bånd i et par minutter. 

Der kommer faktisk ofte et relevant 

svar eller blot en kommentar – hvor 

utroligt det end lyder. Og også her får 

man først et resultat efter en del forsøg. 

Stemmerne har en ret speciel klang og 

kan være vanskelige at høre og skelne fra 

bagrundsstøjen. Langt hovedparten af 

registrerede stemmer – og det må dreje 

sig om mange titusinder – er fremkommet 

på denne måde. Adskillige af disse

stemmer, optaget af andre, har jeg personligt 

haft lejlighed til at høre og ved 

nogle af dem har jeg overværet selve optagelsen. 

Selv har jeg en pæn samling, 

som kan bruges ved en demonstration af 

fænomenet. Der er blot det: Som dokumentation 

er de værdiløse. For hvad var 

der oprindeligt i den udsendelse, radioen 

var indstillet på? 

Det var en af årsagerne til at jeg fandt 

på at »wobble« indstillingen af min radio. 

Udtrykket stammer fra radioteknikken 

og kan bedst illustreres ved, at man 

forestiller sig, at man, efter at have indstillet 

på et bestemt sted på radioen, drejer 

afstemningsknappen hurtigt frem og 

tilbage over et ganske smalt område på 

skalaen. Ideen hermed var så, at det 

modtagne signal blev forvandlet til en 

uforståelig blanding. Stemmerne derimod 

skulle blive stående uberørt. Det 


Forsøgsopstilling 1993. Foto: Peter Stein 

hele blev udført rent elektronisk, virkede 

ganske udmærket og gav betydelig flere 

stemmer. Metoden blev også offentliggjort 

i et tysk og amerikansk tidsskrift, 

men de mennesker, der arbejdede med 

stemmefænomenet, var teknisk totalt 

ukyndige og kun få magtede at eftergøre 

denne metode. Ud over at give en (lidt) 

forbedret mulighed for en dokumentation 

bragte den mig to væsentlige informationer: 

Stemmerne kommer ikke udefra, 

de er upåvirket af radioens afstemning 

og må derfor opstå længere inde i 

apparatet, og den større dynamik, der 

var tilført optagelsesprocessen, påvirker 

tilsyneladende stemmedannelsen i gunstig 

retning. Det sidste punkt viste sig at 

blive af afgørende betydning. 

Der fulgte nu en lang, ja faktisk årelang, 

række af forsøg med at udnytte og 

maksimere de indtil nu indvundne er- 

19


faringer. Lad mig nøjes med ganske kort 

at nævne nogle af hovedpunkterne for 

så at springe frem til slutresultatet, som 

det forelå omkring midten af 1996. 

Jeg har allerede omtalt, at det var et 

rent matematisk problem, hvor og kun 

hvor i apparaturet stemmer kunne opstå. 

Det, der var tale om, var jo at omforme 

nogle givne frekvenser til noget, der afveg 

fra det ude fra indkomne. Og en sådan 

omformning kan kun finde sted i et 

ulineart element. Matematisk kan det udtrykkes 

ved, at der skal finde en multiplikation 

og ikke bare en addition af nogle 

frekvenser sted. Et godt exempel finder 

man i en almindelig musik-mixerpult – 

her må netop ikke opstå nye klange og 

derfor adderes de forskellige kanaler. Et 

ulineart led findes i enhver AM-radiomodtager 

på det sted, der ensretter (detekterer) 

det indkomne radiosignal og 

omformer det til tale eller musik. Det er på 

det sted, stemmerne opstår. Den omvendte 

proces finder i øvrigt sted i en radiosender, 

her påmoduleres, også gennem et 

ulineart element, tale og musik til en højfrekvent 

radiobølge. (For kort at vende 

tilbage til de gamle mikrofon-indspilninger: 

En dårlig, billig mikrofon, en tilsvarende 

båndoptager har en relativ stor 

forvrængning d.v.s. er ulineare – og giver 

bedre stemmer. Et paradoks, som altså 

har en forklaring.) 

Dette var det ene punkt, mine experimenter 

var rettet imod. 

Det andet, noget vanskeligere problem, 

var at tilføre det udstrålede materiale 

mest mulig dynamik. Jeg må her lige 

indskyde, at jeg på det tidspunkt arbejdede 

med en lille specialbygget sender 

med tilhørende modtager og det på frekvensområder, 

hvor ingen andre radiosendere 

kunne genere – nærmere beteg- 

20 

net mellem 90 og 100 kHz. Der stod hermed 

to muligheder til rådighed for dannelse 

af stemmer, en i senderen og en i 

modtageren. Der var også mulighed for 

frit at vælge det udstrålede materiale – 

men hvad er egentlig et højdynamisk, 

lavfrekvent materiale? 

Efter adskillige, til dels særdeles 

mærkværdige, forsøg på at udvikle et 

brugbart »dynamisk« materiale, blev 

slutresultatet af mine overvejelser den 

ret matematiske konstatering: Den største 

dynamik ligger i et pludseligt spring – 

teoretisk fra nul til en uendelig amplitude 

og på nul tid. 

Rent praktisk foregik det ved, at et tilført 

materiale (her to forskellige sprogudsendelser 

på serbokroatisk) blev optaget 

på to treminutters endeløse kassettebånd. 

Disse bånd blev afspillet af to små 

båndoptagere, der kørte vilkårligt forskudt 

for hinanden og med en ubetydelig 

forskel i hastighed. Ud fra disse to 

bånd blev der, ad rent elektronisk vej, 

»plukket« skiftevis to småbider med en 

varighed på ca. 80-100 ms (ms = et millisekund, 

er en tusindedel sekund) og 

denne blanding blev tilført senderen, 

udstrålet og modtaget på en speciel radiomodtager. 

Da båndene kørte forskudt 

for hinanden, med forskelligt 

startsted og lidt forskellig hastighed, var 

det sikret, at de samme to udpluk aldrig 

kom til at følge efter hinanden. 

Ser man tilbage på Jürgensons forsøg 

er der vist ikke blevet ret meget tilbage af 

hans oprindelige, primitive og lunefulde 

udstyr. Til gengæld er resultaterne forbedret 

tilsvarende og langt over forventning. 

Apparaturet er blevet demonstreret 

for nogle få personer, deriblandt 

en journalist fra TV-Avisen som overværede 

en optagelse og også fik besvaret

et personligt spørgsmål. Indslaget blev 

ganske vist bragt nogen tid efter – men så 

beskåret, at det blev totalt ligegyldigt. 

Selve apparaturet blev ikke omtalt og 

iøvrigt er sagen som sædvanlig ved at blive 

tiet ihjel. 

Min sidste optagelse blev foretaget i 

november 98. På det tidspunkt flyttede 

min kone og jeg til et mindre hus og al 

mit elektronik-materiel havnede på loftet. 

Der står det p.t. endnu. 

Trist? Nej – et held! For min eneste 

mulighed blev nu at prøve på at simulere 

hele sagen på min computer. Og her viste 

det sig, at hvad man hidtil har betragtet 

som stemmefænomenet i virkeligheden 

»kun« er et særtilfælde af et langt 

mere almindeligt, men også langt mere 

uforklarligt fænomen. Og som så ofte 

ved den slags undersøgelser blev det opdaget 

ved en ren tilfældighed. 

Da jeg havde lagt en del af mit lydmateriale 

(jeg bruger stadig indvandrer-radioens 

serbokroatiske udsendelser som 

udgangspunkt) på computeren, ville jeg 

først undersøge, hvor stort et frekvensomfang, 

der i det hele taget var brug for. 

Måske var de helt lave eller helt høje frekvenser 

i virkeligheden ganske overflødige. 

Jeg rådede over et computerprogram, 

der kunne filtrere vilkårligt brede 

frekvensafsnit ud af et lydprogram, så 

jeg filtrerede et antal ret snævre udsnit af 

mit lydmateriale og placerede dem i selvstændige 

filer med tanke på en senere 

sammenstilling af et til brug ved stemmeoptagelser 

bedre og samtidig i omfang 

også mindre lydmateriale. Nærmest 

af nysgerrighed aflyttede jeg hvert 

enkelt afsnit, og ved et af dem skete det 

helt uventede, ja utrolige. I eet ganske 

snævert interval af den rent serbokroatiske 

optagelse lå spredt en række danske 


og tyske stemmer, mens den oprindelige, 

fremmedsprogede del var forsvundet, 

rettere sagt lå udenfor det meget 

smalle lydudsnit. 

Selvfølgelig gentog jeg forsøget med 

andre fremmedsprogede lydfiler. Resultatet 

var det samme. Til sidst prøvede jeg 

med et rent dansksproget materiale. Resultatet 

blev nogle få tysksprogede stemmer. 

At det blev til kun få kom ikke overraskende 

for mig, da denne optagelse 

var indspillet med langt større styrke. 

Uanset optagelsesmetoden giver dette 

altid ringere resultater. Åbenbart drejer 

det sig om meget små energimængder, 

der står til rådighed for at omdanne eller 

påtrykke et materiale disse stemmer. 

Jeg har i denne, nødvendigvis korte, redegørelse 

forsøgt at give et indblik i blot 

een, nødvendigvis meget lille, del af mit 

mangeårige arbejde med dette besynderlige 

og – for mig i hvert fald – fascinerende 

»elektroniske stemmefænomen«, 

som det vel efterhånden retteligt 

burde kaldes på dansk. Meget vil efter 

læsningen sikkert stå uafklaret, især den 

sidste del, hvor jeg omtaler mine sære 

computermanipulationer, vil givetvis 

fremkalde en del hovedrysten hos læserne. 

Det er der bare ikke noget at gøre ved. 

Men jeg skal da også gerne indrømme, at 

det var med nogen betænkelighed, jeg 

medtog dette så usandsynlige afsnit. 

Imidlertid har jeg nu i mere end et 

halvt år arbejdet udelukkende med denne 

metode og opnår stadig de samme resultater. 

Jeg kan derfor kun tilbyde at demonstrere 

mit arbejde, men må samtidig 

begrænse mit tilbud til virkelig interesserede 

fagfolk, som måske selv kunne 

tænke sig at arbejde med sagen – og som 

er lidt mere end bare nysgerrige. En 

21


yderligere vanskelighed ligger i, at flertallet 

af stemmerne er tyske, så et minimum 

af tysk sprogkendskab vil nok 

være ønskeligt. 

Det så ofte stillede spørgsmål, hvorfor 

det videnskabelige establishment ikke 

viser nogen interesse, vil jeg gerne besvare 

med en lille historie fra Tyskland: 

For nogle år siden deltog en videnskabs-journalist 

fra en af de større tyske 

aviser ved et par af den tyske »Tonbandstimmen 

Verein«´s møder. Journalisten 

både deltog i indspilninger, hørte på adskillige 

stemmer og udførte desuden 

også egne, positive forsøg. Ved en TVudsendelse 

nogen tid senere, hvor også 

nogle medlemmer af foreningen var til 

stede og talen faldt på stemmefænomenet, 

afviste og latterliggjorde den samme 

journalist på en yderst negativ måde 

hele sagen. Da han efter udsendelsen 

blev afkrævet en forklaring af nogle af de 

tilstedeværende, svarede han helt forundret: 

»…ja vist, selvfølgelig ved jeg da, at 

fænomenet existerer – men De kan da 

vel ikke forlange af mig, at jeg skal indrømme 

det for åben skærm?« 

Tja, sådan er det altså bare… 

22 

De store opfindelsers historie kendetegnes 

ved tre faser: I begyndelsen hævder 

modstanderne, at opfinderen er gal. 

Senere bliver han dog accepteret som 

normal, men om hans opfindelse bliver 

der sagt, at den ikke har nogen praktisk 

betydning. Endelig indrømmer man, at 

opfindelsen sådan set er vigtig, men at 

princippet har været kendt længe. 

Sigmund Freud 

Kortnyt 

En maskine for fremtiden 

Den 27. maj i år udsendte pressetjenesten 

ved ‘Los Alamos National Laboratory’ denne 

meddelelse: 

Som et skridt hen imod at finde alternativer 

til de traditionelle motorer har videnskabsmænd 

ved Afdelingen for Energi 

ved Los Alamos National Laboratory udviklet 

en bemærkelsesværdig enkel og særdeles 

effektiv motor uden bevægelige 

dele. Motoren beskrives i en artikel, der 

offentliggøres i dagens udgave af Nature 

(vol. 399, 27.5.99, s. 303-305, 335-338 – 

red.anm.). 

Problemer med forurening, global opvarmning 

og begrænsede reserver af fossilt 

brændsel har sat fokus på spørgsmålet 

om, hvordan motorer producerer 

elektrisk og mekanisk kraft. Motorer 

med en højere effektivitet hjælper os 

med at bevare det fossile brændsel og reducerer 

udslippet ved at bruge mindre 

brændstof til at skabe en given effekt. I 

dag er de fleste maskiner forbrændingsmotorer 

eller turbiner. 

I artiklen i Nature fra den 27. maj beskriver 

de to forskere fra Los Alamos, 

Scott Backhaus og Greg Swift, en termoakustisk 

Stirling-varmemotor, der består 

af en lang baseball-bat-formet resonator 

med et ovalt »håndtag« i den nedre 

ende. Apparatet er konstrueret af et billigt 

stålrør og fyldt med sammenpresset 

helium; det er særdeles pålideligt og udpræget 

lav-teknologi. 

Ved at opvarme den sammenpressede 

helium inde i systemet ved hjælp af

en varmeveksler, der befinder sig ved 

»håndtaget«, frembringer motoren 

akustisk energi i form af lydbølger. Den 

intense, akustiske energi kan anvendes 

direkte i akustisk drevne køleskabe eller 

til at frembringe elektricitet. Energifremstillingsprocessen 

er miljøvenlig og op til 

30% effektiv, mens typiske forbrændingsmotorer 

er mellem 25% og 40% effektive. 

Ifølge Backhaus er »effektiviteten hos 

almindelige varmemotorer begrænset 

både af termodynamikkens love og 

praktiske overvejelser omkring omkostningerne 

ved at bygge og drive indviklede 

motorer. Det typiske er, at de højeste 

effektivitetsgrader kun opnås med kostbare 

motorer som fx de store turbiner, 

der anvendes i forbindelse med el-værker. 

Vores motor er hverken mekanisk 

kompliceret eller dyr.« 

Ideen bag motoren stammer delvis fra 

Stirling-cyklen, hvor en indesluttet luftmængde 

udvider sig under højt tryk og 

trækker sig sammen ved lavt tryk. Derved 

udføres der et arbejde i forbindelse 

med omgivelserne. Udvidelsen og sammentrækningen 

af luften drives henholdsvis 

af absorptionen og afvisningen 

af varme ved motorens varme- og kuldevekslere. 

Robert Stirlings opdagelse af dette 

princip i 1800-tallets Skotland dannede 

grundlaget for den konventionelle Stirling-motor, 

hvor en bestemt mængde 

helium komprimeres i et kølekammer og 

derefter transporteres til et kammer, der 

opvarmes af en udvendig brænder. I takt 

med at luften udvider sig, driver den et 

stempel, som leverer energi. Når luften 

afkøles returnerer den til et kølekammer, 

og kredsløbet kan starte forfra. 

Ifølge Swift er der mulighed for man- 


Diagrammet viser Stirling-motorens virkemåde: 

a en resonator med en stående bølge på en 

kvart bølgelængde svarende til den, der anvendes 

af Backhaus og Swift. Glaskolben er i stand 

til at opbevare luft og reducere svingningerne i 

trykket ved resonatorens »åbne« ende, hvilket 

gør den halvt så lang, som den ellers ville have 

været, hvis begge ender havde været »lukket«. I 

takt med at luften slår mod den lukkede ende af 

røret, stiger trykket over middelværdien. I takt 

med at luften tvinges tilbage og ind i kolben på 

grund af overtrykket ved den lukkede ende, 

overskrider luften sin ligevægtsbeliggenhed, og 

trykket ved den lukkede reduceres til under den 

gennemsnitlige værdi for trykket. Denne svingning 

i luften ind og ud af kolben finder sted ved 

den laveste, naturlige resonansfrekvens. 

b Backhaus og Swift udnytter de store tryksvingninger 

ved rørets lukkede ende til at tvinge 

luften gennem regeneratoren i en Stirling-cyklus-motor. 

De skaber en trykforskel over regeneratoren 

ved at tilføje en let forhindring for 

strømningen og ekstra volumen, der inducerer 

luftgennemstrømninger gennem regeneratoren i 

fase med den rejsende bølge. Den indsnævrede 

åbning bag kuldeveksleren fungerer som en 

»jetpumpe« for at neddæmpe strømningen i 

kredsløbet. Strømningsudretteren forhindrer, at 

luften inde i det termiske stødpuderør (her vist i 

en bøjet form, men i virkeligheden er den rettet 

ud, dog med en beskeden tilspidsning) bliver rørt 

op af turbulensen ved forbindelsen mellem bøjningen 

og resonatoren. 

Kilde: ‘Nature’ vol. 399, 27.5.99 

23


ge anvendelser af denne motor. »Fx kan 

en lille, billig motor som denne anvendes 

i private husstande til kombineret kraftvarmeproduktion. 

Det vil sige, at den 

kunne bruges til at generere elektricitet 

og samtidig producere varme til direkte 

opvarmning eller gennem centralvarmeanlægget.« 

Da den termoakustiske Stirling-varmemotor 

ikke indeholder nogen bevægelige 

dele og er konstrueret af enkle materialer, 

kræver den praktisk talt ingen 

vedligeholdelse, og den er billig at fremstille. 

Der synes at vente den termoakustiske 

Stirling-motor en lovende fremtid. 

Backhaus og Swift arbejder på at finde 

metoder til at opvarme motoren med solenergi 

og derefter generere elektrisk 

strøm. Der kan endda blive tale om at anvende 

overskudsvarmen fra forbrændingsmotoren 

til at drive bilens aircondition. 

LANL 

Stirling-motor på naturgas 

Den indledende test at en 9 kWel Stirling-motor 

på naturgas er i gang hos Instituttet 

for Energiteknik, Danmarks Tekniske 

Universitet. Det er en opfølgning på 

den vellykkede afprøvning i efteråret 

1998 af en 35 kWel Stirling-motor med 

flisforbrænding. Afprøvningen fortsætter 

indtil anlæggene opnår 300-400 driftstimer. 

Herefter bliver de flyttet ud til anlægsværten 

for langtidsafprøvning. Herning 

Kommunale Værker og Naturgas Midt 

Nord forventes at opstille anlæggene så 

de allerede i år når op på flere tusinde 

driftstimer. 

Stirling-motoren er udviklet til kraftvarmeproduktion 

hos lidt større indivi- 

24 

duelle forbrugere. Motoren har nu kørt i 

100 timer og viser allerede lovende resultater 

ved at leve op til forventningerne 

på ca. 25% el og 60% varme. Modsat den 

lidt større udgave som har fire cylindre 

har denne motor kun en enkelt. De er opbygget 

over det samme princip som en 

hermetisk lukket enhed tilsvarende en 

kølekompressor i et køleskab. 

Det er allerede i dag muligt at etablere 

individuel kraftvarme med en gasmotor, 

men med Stirling-motoren forventes lidt 

højere virkningsgrader og væsentlig lavere 

forurening med CO2 ,NOxog uforbrændte 

kulbrinter. 

9 kWel motoren er udviklet i samarbejde 

med Naturgas Midt Nord, Danstoker 

og Klee & Weilbach. Projektet har fået tilskud 

fra Energistyrelsens Udviklingsprogram 

for Vedvarende Energi. Yderligere 

info: Henrik Flyver Christiansen, Energistyrelsen, 

tel 33 92 75 64, email hfc@ens.dk 

Kilde: Energinyt 2/99 

NASA projekter udpeget 

Den amerikanske rumfartsorganisation 

NASA’s forsøg på at finde nye metoder til 

at drive rumskibe og foretage langdistancerejser 

i rummet blev udførligt omtalt i 

diføt nyt 52. Forskningsprogrammet går 

under betegnelsen ‘Breakthrough Propulsion 

Physics’ med base i ‘Glenn Research 

Center’ (indtil 1. marts ‘Lewis Research 

Center’).www.grc.nasa.gov/WWW/bpp 

I den forløbne periode har man undersøgt 

og vurderet de mange indkomne forslag 

til »gennembrudsforskning« og er nået frem 

til at anbefale seks projekter, der fortjener en 

nærmere undersøgelse. Det følgende er citeret 

fra NASA’s nyhedsbrev:

NASA Glenn Research Center meddeler 

hermed, at der er udvalgt seks forslag til 

eksperimentel og teoretisk undersøgelse 

i Breakthrough Propulsion Physics – forskning 

der måske vil gøre det muligt at 

foretage rejser mellem stjernerne. 

Afstanden mellem stjernerne er så 

stor, at en rumsonde med den eksisterende 

brændstofteknologi vil være titusinder 

af år undervejs, før den vil nå 

vores nærmeste nabostjerne. Selv med 

den mest ambitiøse fremdriftsteknologi 

baseret på kendt fysik, vil det være ekstremt 

vanskeligt for en sonde at nå så 

langt inden for en tidshorisont på 50 år. 

For at overvinde disse begrænsninger 

for insterstellare rumrejser leder man efter 

en ny måde at drive rumfartøjer på 

gennem forskningsprogrammet Breakthrough 

Propulsion Physics. De seks udvalgte 

forskningsprojekter er første trin i 

denne proces. 

»I den nyeste videnskabelige litteratur 

har der vist sig spændende udviklinger, 

der kan tjene som udgangspunkter 

for denne form for forskning«, sagde 

Marc Millis, lederen af projektet ved 

Glenn. Breakthrough Propulsion Physics 

programmet er begyndelsen på NASA’s 

bestræbelse på systematisk at vurdere 

disse opdagelser og teorier. »På dette stadium 

af forskningen defineres succes 

mere som en læreproces omkring denne 

udvikling snarere end som opnåelse af et 

gennembrud«, tilføjede Millis. 

Forslagene blev udvalgt efter en udvælgelsesproces 

i to faser. I første fase 

vurderede 50 specialister fra universitetsverdenen, 

regeringen og industrien 

de 60 forslag, der var indkommet. I anden 

fase udvalgte embedsmænd fra regeringen 

en vifte af forskellige metoder 

fra gruppen af de højst placerede forslag. 


Forslagsstillerne skal nu i gang med at 

forhandle om bevillinger, kontrakter eller 

samarbejdsaftaler for en samlet værdi 

af $430.000. De vigtigste forskere og en 

kort beskrivelse af deres forslag følger 

herunder: 

1. John Cramer (University of Washington, 

Seattle, WA) har foreslået et eksperiment 

til undersøgelse af, om en 

ændring i energistrømmen kan påvirke 

inertien som antydet i 1991 af 

James Woodward i tidsskriftet Foundations 

of Physics Letters. Hvis der eksisterer 

en sådan effekt, kan den måske 

udnyttes til at udvikle en ny metode 

til drift af rumfartøjer. Under 

alle omstændigheder vil forskningen 

fremme en forståelse af, hvordan 

inertien er forbundet med det omgivende 

stof i universet. 

2. Jordan Maclay (Quantum Fields LLC, 

Richland Center, WI) og MEMS Optical 

Inc. (Huntsville, AL) har foreslået et 

eksperimentelt og teoretisk studie af 

kvante-vakuumenergi. Eksperimenterne 

vil gøre brug af mikro-elektromekaniske 

apparater til at afprøve 

effekter i form af kraft og energi som 

forudsagt af kvante-elektrodynamikken. 

3. Harry Ringermacher (General Electric 

Corporate Research and Development, 

Schenectady, NY) har i samarbejde 

med andre forskere foreslået et eksperiment 

med magnetisk resonans 

for at afprøve en teori, der forbinder 

elektromagnetisme, masse og tid. 

Ringermacher offentliggjorde oprindeligt 

teorien i 1994 i tidsskriftet Classical 

and Quantum Gravity. 

25


4. Glen Robertson og Ron Litchford 

(NASA Marshall Space Flight Center, 

Huntsville, AL) har foreslået en 

undersøgelse baseret på eksperimenter 

af mulige forbindelser mellem 

superledere og gravitation som 

diskuteret i adskillige videnskabelige 

tidsskrifter i den senere tid. De planlægger 

at anvende en torsionsvægt – 

svarende til dem der anvendes til at 

lede efter materialeafhængige gravitationseffekter 

– til at søge efter effekter, 

der forbinder superledning 

med gravitation. 

5. Kevin Malloy (University of New 

Mexico, Albuquerque, NM) og Raymond 

Chiao (University of California 

at Berkeley, Berkeley, CA) har foreslået 

et forskningsarbejde på eksperimentel 

og teoretisk basis af »superlysende 

kvante-tunnelboring« (superluminal 

quantum tunneling), en effekt 

hvor lys synes at passere hurtigere 

gennem barrierer end gennem det 

almindelige rum. Den foreslåede 

forskning vil kritisk undersøge nogle 

af de hurtigere-end-lyset-hypoteser i 

tilknytning til denne effekt. 

6. Serguei Krasnikov (Altamonte 

Springs, FL) har foreslået på teoretisk 

basis at vurdere nødvendigheden af 

»negativ energi« som antydet i nyere 

videnskabelig litteratur om superhurtige 

rejser. Mulighederne for at 

foretage superhurtige rejser er mere 

sandsynlige, hvis det ikke er nødvendigt 

med negativ energi. 

26 

Kilde: NASA News 99-66a, 19.08.99 

Menneskets oprindelse 

Røntgenobservatoriet Chandra, der har 

kostet 10 mia. kr. at udvikle, er blevet 

indviet af den amerikanske rumfartsorganisation 

NASA. Det er et uhyre kraftigt 

røntgenobservatorium med verdens 

største og mest følsomme røntgenteleskop, 

som gør det muligt at undersøge 

eksploderende stjerner, sorte huller, kolliderende 

galakser og andre kraftige 

energiudladninger i rummet med uhørt 

præcision over ufattelige afstande. 

Ved indvielsen udtalte prof. Kirschner 

fra Harvard Universitet: »Chandra vil 

bidrage til at bekræfte en af den moderne 

videnskabs mest spændende teorier, 

nemlig at mennesket kommer fra stjernerne.« 

Kilde: Politiken 6.9.99. 

Arthur C. Clarkes love 

1. lov: 

Hvis en fremtrædende, men 

ældre videnskabsmand siger, at 

noget er muligt, så har han utvivlsomt 

ret. Hvis han siger, at det er 

umuligt, tager han sandsynligvis 

fejl. 

2. lov: 

Den eneste vej til at finde det 

muliges grænser er at overskride 

dem og stræbe mod det umulige. 

3. lov: 

Enhver tilstrækkeligt avanceret 

teknologi kan ikke skelnes fra 

magi.

Besøg: 

2 Oesterle 

Med 1 times forsinkelse ankom dr. Otto 

Oesterle til Københavns Hovedbanegård 

den 9. november om aftenen. Den planlagte 

velkomstmiddag måtte aflyses, og vi måtte i 

stedet i al hast køre foredragsholderen til 

‘Østerbrohuset’ i Århusgade. Vores forventninger 

til et interessant og udbytterigt 

møde med denne vidende og uortodokse videnskabsmand 

var høje. I alt 19 medlemmer 

var mødt frem. Arne Christensen sad klar 

med notesblokken for at referere indholdet af 

aftenens møde. 

Dagen efter kørte Oesterle i selskab med 

både formand og næstformand i DIFØT til 

Tørring, hvor Albert Hauser fik mulighed 

for at diskutere sine konstruktioner og ideer 

med den tyske gæst. Aftenens arrangement 

var henlagt til Tønder, hvor Arne Gabs var 

vært ved et møde på Tønder Museum. 

Ernst Rasmussen beretter i artiklens anden 

del om sine indtryk af det farverige møde 

mellem aftenens to hovedpersoner. 

Østerbrohuset i København 

Dr. Otto Oesterle var inviteret til at holde 

foredrag med udgangspunkt i sin bog 

Goldene Mitte: Unser einziger Ausweg. 

Oesterle er doktor i geologi og diplomingeniør 

i teleteknik, og han har taget sin 

uddannelse i Rusland som efterkommer 

af udvandrede tyske forældre. Han har 

gjort mange opfindelser og skrevet mange 

videnskabelige artikler på russisk. I 

dag arbejder han ved universitetet i Berlin. 

Upræcist virkelighedsbillede 

Ses virkeligheden i et spejl, ses den for- 

vrænget. Hjernen forvrænger også den 

sete virkelighed. Vi tror at lysstråler er 

rette, men de er i virkeligheden krumme. 

Og på samme måde har vi en tilnærmet 

opfattelse af virkeligheden. Til det almindelige 

daglige brug er dette også 

godt nok, men det er ikke godt nok for videnskaben. 

Videnskaben søger den fulde sandhed, 

og alligevel er denne i dag stadig 

blandet op med forkerte subjektive opfattelser 

af virkeligheden, eller tilnærmelser. 

Det gælder f.eks. nedkøling til 

det absolutte nulpunkt (0 Kelvin = ca. 

- 273 Celsius), det absolutte luft-vakuum 

eller en elektrisk isolator. Disse absolutte 

størrelser findes ikke i virkeligheden. 

Man kan derfor opstille tesen: Det 

absolutte eksisterer ikke i virkeligheden. Einsteins 

relativitetsteori indeholder mange 

absolutte størrelser, men der findes mange 

bøger, der modsiger den. 

Amerikaneren Asimov har skrevet en 

bog om opfindelsernes historie. Han har 

heri opstillet en graf over antallet af opfindelser 

pr. år over en årrække. Denne 

graf viser, at antallet er for nedadgående. 

Grafen toppede omkring 1940. I 1990’erne 

ligger niveauet på det samme som i 

1800-tallet, selvom antallet af videnskabsfolk 

er vokset eksplosivt i perioden. 

De må derfor være på vildspor! 

Det tager ca. 20 år at omsætte en idé til 

praksis. Der er udført mange eksperimenter 

med idéen om det absolut tomme 

rum, men de giver ingen resultater. 

Teorien er forkert! Omkring år 1900 troede 

mange på en æter, men Michelson 

»vidste«, at æteren ikke eksisterede, og 

27


det troede Einstein på. Michelsons elever 

har helt til 1930’erne arbejdet videre med 

undersøgelser af æteren, og tilstedeværelsen 

af en ætervind er påvist flere 

gange, men forkastet hver gang. Alle disse 

eksperimenter er beskrevet i en publikation 

af russeren Azjukowski. 

Hvirvler 

Hvilke egenskaber skal vi så fylde denne 

æter med? Den må være tættere end stål, 

og den nuværende definition af begrebet 

lys må være forkert. Æteren er en superflydende 

væske, der kan sammenlignes 

med flydende helium. Vi kan derfor 

måske finde egenskaber, der svarer til 

væskers egenskaber, herunder hvirvler. 

En helt ny gren af fysikken er ved at opstå 

i disse år: hvirvelfysik. 

Der findes i dag ikke noget autoriseret 

om hvirvelfysik, men f.eks. har østrigeren 

Wilhelm Bauer gjort meget ved 

hvirvelfysikken. Der findes en forening, 

der hedder Værksted for Decentrale 

Energier, som laver en del forsøg. 

Da man måske bedst kan forestille sig 

en hvirvel i luft, kan man f.eks. lave følgende 

forsøg: Man tager et rør af en vis 

længde og med en diameter på f.eks. 

20% af længden, og midt på dette monteres 

et andet rør med en lille diameter. 

Det mindre rør monteres tangentielt og 

vinkelret midt på det større rør. I det større 

rør bores og skæres et hul, så luft, der 

blæses igennem det lille rør, kommer ind 

i det større rør indvendig langs periferien 

i et plan vinkelret på det større rørs 

centrale omdrejningsakse. Luftindblæsningen 

danner derfor to hvirvelbevægelser 

i det større rør fra det midterste 

tværplan og ud mod begge ender. Disse 

to hvirvler har forskellig omdrejnings- 

28 

retning. Den ene er højredrejet og den 

anden er venstredrejet. 

Denne opstilling viser nogle interessante 

egenskaber ved hvirvler. Inde i det 

større rør er molekylehastigheden naturligvis 

større langs periferien end langs 

centralaksen, og det gælder i begge ender, 

men hvis man måler gennemsnitstemperaturen 

ved de to rørender, ser 

man en temperaturforskel. Og tilsætter 

man en strømning igennem røret, bliver 

forskellen større. Ved lydhastighed ordnes 

kaos til ren strømning. Varmen omdannes 

til mekanisk energi i mængder, 

der ikke svarer til termodynamikkens 2. 

lov om energiens konstans. Denne lov 

gælder ikke absolut og altså ikke for 

hvirvler. Man kan her tænke på f.eks. 

tornadoer. 

Denne lære må kunne anvendes i 

praksis. Man må også kunne lave hvirvler 

i æteren. Elementarpartikler, som 

f.eks. elektroner og protoner, er hvirvelkonstruktioner 

i æteren. De er torus-formede 

som en slange til et bildæk. 

I skolefysikken bruger man meget 

store maskiner, som f.eks. acceleratoren i 

CERN, til at bestemme elementarpartiklernes 

masser og egenskaber. Men det 

målte hænger ikke sammen med teorien. 

Med æter-fysikken kan man derimod 

regne sig til verificerbare resultater, og 

kraftfelter kan også forklares her. Ud fra 

disse teorier har Azjukovski beregnet 

elementarpartiklerne til de målte størrelser. 

Faraday sagde allerede, at der var en 

æter. 

Akupunktur er også hvirvelfysik. En 

hvirvel har en indgang og en udgang. 

Punkterne er hvirvel-ind-gange. Chakraer 

er også hvirvelsystemer.

Æterstrøm til stof 

Gravitationsfeltet er egentlig en strømning 

i æteren ind mod jorden, og i jorden 

bliver den fortættet til elementarpartikler. 

Derfor vokser jorden hele tiden! Beviserne 

herfor er mange. Vi ved at kontinenternes 

kystlinier passer sammen som 

brikker i et puslespil, og de fleste bevæger 

sig hele tiden fra hinanden. Satelitterne 

måler det kontinuerligt. I Paris findes 

»platin-meteren«, som er grundmålestokken 

i vores metersystem. Den opbevares 

i vakuum, men den tager på i 

vægt?! Tilvæksten på jorden formodes at 

ske i de øverste 20 km af jordoverfladen. 

Jorden vokser og bliver varmere. For 

250 millioner år siden var jordens diameter 

det halve og rumfanget 1/8. Dinosaurerne 

vejede mindre. Igennem 200 år 

har man i USA og Canada målt temperaturen 

i jorden i 300 meters dybde regelmæssigt, 

og i den periode er den steget 

med en halv grad celsius i gennemsnit. 

Vi ved, at gletschere smelter ned, og klimaet 

bliver varmere. Man siger, at det 

skyldes »drivhuseffekten« fra kuldioxid, 

men beregninger viser, at den i løbet af et 

år kun kan forårsage en temperaturstigning 

på 1/8000 grad eller næsten lig nul. 

En tysk klimatolog siger, at »drivhuseffekten« 

er noget sludder. Atomenergisympatisører 

er naturligvis med til at 

fremme teorien om »drivhuseffekten«. 

Beregninger viser, at æter-indstrømningen, 

der også giver gravitationen, er en 

mere sandsynlig årsag. Solen gennemfører 

en galaktisk rotation på 200 millioner 

år, og herunder passeres æter af forskellig 

tæthed, hvorved istider opstår. 

Jorden vokser også af støv, der falder 

ned fra universet, men det er slet ikke tilstrækkeligt 

til at forklare tilvæksten. Jor- 


dens diameter forøges i gennemsnit med 

2,8 cm pr. år. Nogle steder op til 12 cm pr. 

år som f.eks. i Australien. Kontinenter 

forskydes fra hinanden. Og selvom plader 

nogle steder skyder sig ind under 

hinanden ved de store bjerge, er det 

imidlertid ikke nok til at forklare de store 

afdrifter. Spredningerne ved den midtatlantiske 

ryg er ret konstant, og det forklares 

bedst ved, at jorden vokser. Forklaringer 

med tektoniske forskydninger 

er ikke gode nok. 

Fordi jorden vokser uens, flytter 

nord- og sydpolen sig. I de sidste par 

hundrede år har de flyttet sig med flere 

hundrede km. 

Ikke kun jorden vokser og bliver varmere. 

Det gælder alle planeter. Jupiter 

nærmer sig en størrelse, som gør den til 

en sol, der begynder at stråle. Og når det 

sker, vokser den ikke mere. Der opstår en 

ligevægt, idet det tilførte stof udsendes 

som stråling. 

Rummet forvandles konstant til materie 

og det er irreversibelt. Alt ændres 

hele tiden: Gravitations-konstanten, 

energierne i partikler og lignende. 

Energi fra æteren 

Elektriske felter er hvirvelfelter, hvor 

halvdelen er snoet til venstre og halvdelen 

til højre. Lys er også hvirvler. Tyskeren 

Felix Würth viste, hvordan man 

teknisk kan fremstille æterhvirvler: En 

roterende skive vil slæbe æteren med. 

Når skiven accelereres op og bremses 

ned igen, er der energioverskud. Et magnetfelt 

er også et roterende felt, og en roterende 

fast cylindermagnet giver 

ætereffekter. En russer, Baunow, har 

eksperimenteret med dette i vakuum. 

Elektriske hvirvler kan også fremstille 

hvirvler i æteren. Vi ser det i Testatika- 

29


generatoren. Monstein har beregnet, at 

der kan tappes mange ampere strøm ud 

af et sådant system. En flydende strøm 

danner en æterfelthvirvel viser Tjernetski. 

I Canada har Corea og hans kone 

konstrueret nogle plasma-glasrør med 

elektroder, der giver mere energi ud, end 

de bruger (= over-unity). Der er altså 

mange systemer, som arbejder med 

hvirvler. Det er lykkedes for dr. Oesterle 

ved to lejligheder at opnå over-unity med 

en Testatika-generator, og det skete lige 

før solopgang. 

En tysk marinekaptajn, Hans Coler, 

der levede under anden verdenskrig, 

fremstillede også et apparat, der giver 

netto-strøm fra sig (se side 12 – red. 

anm.). I dag forsøger mange studenter i 

Berlin at gentage Colers opstilling. Coler 

formodede, at rummet svingede med 

180 kHz. Han tog en stålmagnetstang på 

ca. 100 mm, og da lydhastigheden i dette 

stål er 500 m/s, giver det en 60 Hz resonans. 

Magneten opdelte han i 3 dele, og 

ved hvert trediedelspunkt påloddede 

han en elektrisk ledning. Den 3. overtone 

skal ramme rummets egen-frekvens. 

Han forestillede sig nu, at der i et flydende 

medium som æteren opstår trykbølger. 

Colers princip kan måske bedst forstås, 

hvis man forestiller sig et lukket rum 

med 2 klapventiler. Den ene åbner udad, 

og den anden åbner indad. Ved en pulsering 

i trykket udefra, vil der opstå en 

strømning. Når trykket stiger, strømmer 

æteren ind i det lukkede rum igennem 

ventilen, der åbner indad, mens den anden 

ventil lukker. Og omvendt når det 

ydre tryk falder. 

Æteren bevæger sig sammen med alle 

planeter i deres baner, så hele solsystemet 

er én stor æter-hvirvel. Rotation af 

30 

jorden, solen og planeterne skaber bølger 

i æteren i universet. Ved refleksion 

opstår stående bølger. Orgon-akkumulatoren, 

som Wilhelm Reich lavede, består 

af skiftende lag af materialer, og disse 

lag er gode til at modtage de stående 

bølger. Akkumulatoren filtrerer løbende 

bølger fra. Det er i øvrigt sundt at opholde 

sig i en sådan akkumulator. Også i 

pyramidernes centre samles disse stående 

bølger. 

Statistisk kemi 

Dr. Oesterle har også arbejdet med »Statistisk 

kemi« og gjort en interessant opdagelse. 

Det drejer sig om kemi i såvel 

mineraler som planter og dyr. 

Der er ca. 5 millioner uorganiske kemiske 

forbindelser, men af organiske forbindelser 

er der milliarder. På atomniveau 

drejer kemi sig om bindingskræfter 

eller egenskaber ved valens-elektronerne 

i den yderste elektronskal. For de forskellige 

grundstoffer er ioniseringsenergien 

meget forskellig, men middelværdien 

er beregnet til 8,26 eV. Det svarer til 

Bolzmankonstanten eller 310 K=37 C. 

Og dette svarer præcis til den menneskelige 

krops temperatur. Det vil sige, at 

menneskets krop står i midten af funktionsskalaen, 

hvor de fleste kemiske forbindelser 

kan bestå. 

Når naturen kan tilpasse sig sådan, 

må folk fra andre planeter sikkert også 

have samme gennemsnitlige kropstemperatur. 

Det er den mest stabile temperatur, 

hvor det største udvalg af kemiske 

forbindelser findes. Det åbner spændende 

muligheder for sameksistens. 

Arne Christensen

Tønder Museum 

Den 10. november inviterede det meget 

gæstfri Tønder Museum til et usædvanligt 

møde med to – for nu at bruge værtindens 

ord – meget spændende personligheder 

– nemlig Arne Gabs og Otto 

Oesterle. Sidst – men ikke mindst – bør 

Albert Hauser dog også nævnes i denne 

forbindelse. Som en kender af begge forskeres 

synsvinkler har Hauser været opmærksom 

på at denne konfrontation ville 

kunne bringe interessante ting for dagen. 

Det var dog ikke blot selve ideen, men 

også den praktiske realisering af denne 

som vi kan takke Hauser for – bl.a. fordi 

han ville træde ind i den vanskelige rolle 

som simultantolk. Det vigtige mellemled 

der, på den ene side, kunne levere tilhørerne 

en sober og klar oversættelse af 

den tysktalende Oesterles bemærkninger, 

men også – på den anden side – orientere 

denne om Arne Gabs’ forskellige 

indlæg. På denne måde formåede Hauser 

at holde sammen på trådene (et ikke 

helt let job i den foreliggende situation) 

og skabte derved den nødvendige forudsætning 

for aftenens meget vellykkede 

forløb. 

To temperamenter 

Museumsinspektøren havde i sin korte 

introduktion udtrykt ønsket om at aftenen 

måtte udvikle sig som en dialog – 

ikke blot mellem de to forskere indbyrdes, 

men også på en måde der, straks fra 

starten, kunne inddrage tilhørerne i forhold 

til deres spørgelyst. 

Dette måtte vel siges at være en meget 

ideel betragtning og efterhånden som aftenen 

skred frem blev det da også mere 

og mere klart, at det vi her kom til at ople- 


ve snarere måtte betegnes som en konfrontation 

end som nogen egentlig dialog. 

Til trods for at der eksisterede en 

grundlæggende enighed m.h.t. opfattelsen 

af gravitation som »en trykkraft, der 

bl.a. forøgede jordens vægt- og volumen 

samt forårsagede stigning i temperaturen«, 

så var der dog ingen tvivl om at 

man – så snart der blev foretaget en lille 

udflugt udenfor dette snævre teoretiske 

felt – kunne opleve en virkelig udtalt 

konfrontation mellem et materialistisk 

livs- og verdenssyn og et ikke-materialistisk 

livs- og verdenssyn. At der så tillige 

var tale om mødet mellem to – rent 

menneskeligt set – meget forskellige 

temperamenter kunne kun bidrage til at 

trække konturerne ekstra skarpt op. 

Men dette kunne, for mig at se, kun betragtes 

som et ekstra plus der bevirkede 

at aftenen også blev stående i erindringen 

som en meget festlig oplevelse. 

Ved ringside 

Konfrontationen, der til tider fik karakter 

af en ren kamp, frister mig her til at 

forsøge på at overføre noget af aftenens 

stemning til disse linier: I det ene hjørne 

Arne Gabs – denne kosmologiens Jens 

Jørgen Thorsen – som på et tidspunkt 

ikke kunne dy sig for at sige: »Er det ikke 

dejligt at lave røre i andedammen!« I det 

andet hjørne den lidt korpulente Otto 

Oesterle, der til tider så ud som ville han 

falde i søvn. Og så i midten, den skarpe 

(men venlige) dommer Hauser. 

Gong! – første runde: 

Dr. Oesterle får lov at lægge sin første, 

men også – som det skulle vise sig – næstsidste 

planche på overheaden! Vi ser her 

forsiden til Oesterles bog Goldene Mitte: 

Unser einziger Ausweg. Og nogle af tilhørerne, 

der havde læst Gabs’ bog, erin- 

31


drede måske fra denne et kapitel med 

overskriften: Skab balance – eller dø. Men 

»den gyldne middelvej« og dette at »skabe 

balance« henviser ikke her – som man 

umiddelbart kunne tro – til det samme. 

Billedet viste hvorledes hele videnskabens 

bygning var ved at styrte i grus fordi 

man ikke havde formået at finde en 

balance mellem de to grundprincipper – 

det såkaldte »absolutte« og det såkaldte 

»relative«. Disse ideer, som skulle udgøre 

det bærende fundament under videnskabens 

bygning, er ikke, som vi meget 

vel ved, blevet harmoniseret tilfredsstillende. 

Hos Gabs var ideen om en »afbalancering« 

– som vi skal se – blevet udmøntet 

på en ganske anden måde. 

Oesterles næste billede var egentlig 

også udtryk for en art afbalancering – i 

dette tilfælde mellem videnskabens 

mange forgreninger. Et slags udviklingstræ 

skulle illustrere at vi ikke kunne nå 

frem til nogen virkelig forståelse uden at 

se mange forskellige videnskabsdiscipliner 

(bl.a. også biologi) i organisk sammenhæng. 

Dette blev nu mødt med en velrettet 

knockout fra modstanderen: »Vi kan jo 

ikke tale om det hele«, svirrede det gennem 

luften. »Vi taler om at tyngdepartikler 

trænger ind i jorden og gør den tungere 

og varmere. Er han enig i det – ja eller 

nej?« 

Æteren og det tomme rum 

Dommeren går i tælling. Heldigvis for 

Oesterle var han enig i dette og når også 

lige at få et godt stød ført ind: »Ifølge min 

opfattelse er det en art hvirvler som visse 

steder fortætter sig til sådanne partikler.« 

Og – henvendt til dommeren – »prøv at 

spørge hvad han mener der er imellem 

partiklerne« (for at komme udenom det 

32 

»mystiske tomme rum«, som man tidligere 

har forestillet sig udfyldt af et uhyre 

fintstofligt fluidum benævnt »æteren« 

eller »det mørke stof« – har Oesterle her 

forsøgt sig med begrebet: »væskeagtig 

substans«). 

Mesterbokseren ryster lidt på hovedet 

(tilsyneladende er der ikke plads til andet 

end »partikler« derinde). Det tomme 

rum – tja? I Gabs’ bog står der et sted: »Ingenting 

eksisterer ikke« – men et andet 

sted står der: »I det tomme rum er der ingenting?!« 

Men hvordan kan der være tyngdepartikler 

overalt og rummet alligevel se 

tomt ud? Gabs forsøger at parere med 

denne finte: »Tyngdepartikler er ufatteligt 

små og har ufatteligt høj fart på. Så 

den enkelte partikel kan være i både solen, 

månen og jorden indenfor brøkdelen 

af et sekund. Vi kalder det samtidighed!« 

Hov! – stop engang! Med denne 

bemærkning indføres der igen, for mig at 

se, et af disse såkaldte »absolutter« eller 

videnskabelige dogmer som vi ellers – 

under selve opvarmningen til kampen – 

var så godt igang med at få afskaffet, idet 

begge parter startede med at give hinanden 

hånden på at der hverken kunne 

være tale om noget absolut 0-punkt eller 

nogen absolut lyshastighed. Men så er 

der også noget galt her. Taler vi om »samtidighed« 

så må det være et absolut enten/eller 

– selv om der kun er nogle få 

brøkdele af et sekund til forskel der ikke 

har nogen praktisk betydning, så har 

dette dog betydning for vores tænkning 

og teoridannelse. 

Gong! – første runde slut. 

Forståeligt nok er Gabs stolt over at 

han, med sin sunde fornuft, har været i 

stand til at udspekulere nogle teorier der 

i flere tilfælde synes at blive bekræftet af

videnskabelige undersøgelser. At galakserne 

i virkeligheden bør illustreres med 

en blå farve i midten som udtryk for øget 

hastighed i dette felt – eller dette at temperaturen 

på Jupiter i virkeligheden er 

langt højere end sædvanligt antaget. 

Men nu mumler Oesterle fra sit hjørne: 

»Jeg synes ikke vi skal tale så meget om 

Jupiter, men hellere koncentrere os om 

jorden!« Og vi er ved at være klar igen. 

Refleksioner 

Gong! – anden runde. Kampen går videre, 

men jeg er selv, lidt uopmærksom, 

faldet i staver over forestillingen om disse 

»partikler« (med masse) der skulle bevæge 

sig gennem rummet som en art diskontinuerte 

billardkugler. Hvordan 

skulle man overhovedet kunne forbinde 

det med nogen sund fornuft? Først når 

de møder jordatmosfæren (og »får noget 

at bølge i«) gir det mening at tale om at de 

sætter farten ned og omsætter deres bevægelsesenergi 

til varmeenergi. De fleste 

farer imidlertid gennem jorden, men nogen 

blir alligevel – ifølge Gabs – hængende. 

Hvorfor gør de det? 

Heisenberg fortæller et sted om et 

foredrag hvor Bohr anvendte en atommodel 

bestående af små kugler, og i samtalen 

bagefter siger Bohr: De forstår det 

ikke. De tror at atomerne er små hårde 

kugler! Men vil man så nogensinde komme 

til at forstå det siger Heisenberg. Ja, 

men så må man udvide selve begrebet 

»forståelse« svarer Bohr. 

Jeg tror noget lignende gør sig gældende 

her. Gabs ved godt at atomerne er 

»mest mellemrum« – eller »helt mellemrum« 

som nogen siger. Men hvorfor 

skulle dette så ikke også gælde de såkaldte 

tyngdepartikler? Og så droppe hele 

ideen om »partikler« som f.eks. Fritjof 


Capra har gjort det for mere end 20 år siden. 

Der er kun tale om forskellige energiformer 

der er i interaktion med hinanden. 

Gabs siger i sin bog: »Det primære i 

det hele er partiklerne og afstanden 

imellem dem. Man må vel sige: OK – 

ihvertfald m.h.t. sidste del af sætningen 

hvor vi nærmer os lidt til Newton der om 

gravitationen sagde: »Der er tale om 

intervalkræfter – af åndelig art.« 

Den sidste tilføjelse er afgørende 

(også for andre gravitationsforskere der 

søger at forstå det problematiske »mellemrum« 

som værende af mental art), 

men næppe for Gabs! Men kan den rene 

partikel-teori da ikke føre til andet end 

konstatering af varme og vægtforøgelse 

– der indenfor et overskueligt tidsrum 

fører til at vi alle blir stegt – så er det jo ret 

perspektivløst – men egentlig også en 

usandsynlig teori fordi vi her aldeles 

mangler forklaringen på alle de livs- og 

bevidsthedsprocesser som vi trods alt 

ved forekommer. 

Nuvel, Gabs ser dog et »livsvigtigt 

perspektiv« i dette hurtigst muligt at få 

boret nogle huller i jorden så vi kan få 

»luftet ud« og måske ved samme lejlighed 

redde os en god portion gratis opvarmning. 

Dette er Gabs’ bud på at få balance 

i tingene! Fra et hjørne af min bevidsthed 

hvisker Schauberger: »Man 

skal ikke korrigere naturen« – og mere 

realistisk: Gad vide om et sådant projekt 

ikke ville forudsætte en gevaldig holdningsændring 

– og så er vi tilbage ved bevidsthedens 

betydning i hele denne sag. 

Til trods for at vi allerede har adskillige 

dommedagstrusler hængende over 

vore syndige hoveder, så fortsætter 

interessegrupperne – overalt på jordkloden 

– deres ubønhørlige kamp med hinanden. 

Så man vil næppe – selv med 

33


Gabs meget overbevisende argumenter 

– kunne skræmme folk til at gå i gang 

med at omdanne jorden til en schweizerost. 

Nej, vi skal ikke lave om på omgivelserne, 

men på os selv. Men dette vil 

man næppe kunne gøre med baggrund i 

en et-livs opfattelse hvor man vil blive 

ved med at stræbe efter »et bedre liv« (så 

længe det varer) i stedet for »et rigtigere 

liv«. 

Teori og virkelighed 

Hov, man var vist gået glip af det meste i 

en helt ny runde. Jeg kunne lige nå at opfatte 

at den tilbageholdne Oesterle fik et 

– taktisk set – meget godt slag placeret: 

»Vi må lære at skelne mellem det der er 

virkeligheden og det der er vore teorier 

om virkeligheden«, kom det fra ham. 

Egentlig ganske udramatisk – men den 

sad! Det drejer sig om vore modellers anvendelighed. 

Taler vi om »partikler« eller 

»hvirvler«. Om »væskeagtig substans« 

eller »mørkt stof« så er det ganske vist 

kun ord, men disse ord medfører dog 

forskellige ideer som f.eks. om det kontinuerte 

i forhold til det diskontinuerte 

der igen afføder teorier om det analoge 

og det digitale. 

Gong! – tredie runde: 

Der var nu vakt en del spørgelyst til 

live i salen. En spinkel dame bag mig ville 

gerne vide om dette tyngdepartikelbombardement 

nu blot gik gennem 

mennesker uden nogen påviselig virkning. 

Gabs var straks parat med en morsom 

bemærkning: »Jeg har jo så tit sagt til 

dig: hvis du ikke spiser noget mere så bliver 

du til ingenting til sidst. Nej, de fleste 

partikler går helt sikkert igennem dig – 

men det skulle da ikke undre mig om en 

enkelt syntes så godt om dig at den blev 

hængende derinde! 

34 

Talteori 

En herre på forreste række begyndte nu 

at udvikle en interessant teori om talrækkens 

mærkelige nul som han mente ikke 

var kendt og anvendt, hvis man gik langt 

tilbage i tiden. Måske var det et uheldigt 

eller ligefrem forkert symbol der kunne 

sidestilles med den forkerte ide om det 

tomme rum mente han. Gabs svarede 

prompte: »Alle tal er forkerte!« (hvilket 

naturligvis er korrekt når vi tænker på 

den mest almindelige anvendelse af tallene 

– nemlig til statistikker). 

I Gabs’ bog kan man få et lidt mere udførligt 

svar. Her står: »Matematik er et 

sprog lig med Latin. For min skyld kan 

man tale det sprog man vil når bare man 

ikke laver om på logikken.« Oesterle 

mente også at der her – specielt m.h.t. 

nullet – kunne forekomme en uheldig 

association til begrebet »død« og »intethed«. 

Gabs forstår tilsyneladende ikke at 

tallene i sig selv er sande. At man herfra 

har udviklet et sprog der hæver sig langt 

over Latin eller andre bogstav-sprogformer. 

Oesterle forstår (måske) ikke at nullet 

også kan være det eneste rigtige symbol 

for balancen mellem positive og negative 

energier. Når Gabs taler om at 

tyngdepunktet er lig med balancepunktet 

så nærmer han sig selv denne ide. 

Den menneskelige vinkel 

Flere i salen blev nu interesseret i de nye 

teoriers evt. indflydelse på mennesket. 

Oesterle bemærkede at disse tanker også 

viste sig inspirerende for vort syn på de 

store gådefulde sygdomme som kræft og 

AIDS. Væske-substans-ideen og hvirvel-teorien 

indgik også som forklaringsmodeller 

ved f.eks. akupunktur og behandlingen 

af Wilhelm Reich-teorier.

På dette stikord rakte min sidemand 

fingeren op og spurgte om disse ting 

havde noget at gøre med livskræfternes 

møde med dødskræfterne. Der var ikke 

nogen umiddelbar kommentar til dette, 

men spørgsmålet blev grebet af Anders 

Heerfordt der ønskede at holde fast i tanken 

og tilføjede et par bemærkninger 

hvor begrebet »sjælen« og endog reinkarnation 

forekom. Dette bragte straks 

damptromlen Gabs i position: »Hvis sjælen 

overhovedet er noget – så er den noget 

materielt«, lød det. »Og med hensyn 

til det sidste vil jeg ekspedere det videre 

til herren et par rækker tilbage!« (Jeg går 

ud fra at der her måtte forputte sig en teolog). 

Oesterle måtte til denne bemærkning 

bekende at hans undersøgelsers naturlige 

konsekvenser havde medført at han 

ikke så sig i stand til at benægte reinkarnationen. 

Det materialistiske livssyns konfrontation 

med det ikke-materialistiske livssyn 

var hermed markeret helt klart. Det 

kunne her være utroligt fristende at gå 

videre med udviklingen af disse tanker, 

men pladsen tillader det desværre ikke. 

Gabs konkluderede, »at det dog var 

glædeligt at begge parter – på et lille 

punkt – ikke var ganske uenige«. 

Oesterle sagde: »Næste gang jeg kommer 

til Danmark vil jeg kunne tale sproget!« 

Hauser smed håndklædet i ringen og 

trængte vist til at se dyner. 

Vi andre – mindre geniale – havde virkelig 

fået noget spændende at tænke 

over, og helt bestemt en festlig oplevelse 

rigere. God aften! 

Ernst Rasmussen 

Brev fra GABS 


Jeg havde fornøjelsen af at hilse 

på Doktor OTTO Oesterle her i 

Tønder. Hermed vil jeg benytte 

lejligheden til selv at fortælle hvad 

jeg mener. 

Vi har nu haft et Århundrede 

som har stået i bølgernes tegn, ja 

så meget at der nok ikke er meget 

at hente af denne vej. 

Derfor lad os nu bruge lidt tid 

på at se på årsagen til bølgerne, 

nemlig Partiklerne. 

Der har været megen tale om 

HAU og hendes langsomme lys, 

som ikke kan ses – derfor mener 

jeg at det må være spændende at 

jeg kan vise at lyspartikler også 

kan sætte farten op og at hver 

synlig hastighed ses af den farve 

vi ser – hver hastighed – sin Farve. 

EINSTEINS lyshastighed på 

300.000 sek. det er dem vi ikke ser 

på den sorte nattehimmel. 

Her efter nytår kommer der 3 

korte indslag i TV Syd. I Familie-Journalen 

kommer min nye 

lydlov lige først i det nye år. 

 

Venlig Hilsen 

Arne GABS 

74 72 44 24 

Gabs meddeler i øvrigt, at han har 

vulkanen Ætna på Sicilien på »observationsbænken« 

omkring den 1. 

februar 2000. 

-red 

35


Ild af vand 

TIRSDAG DEN 14. MARTS har vi valgt at 

sætte kold fusion på dagsordenen. Folkene 

bag det amerikanske tidsskrift Infinite 

Energy har produceret en dokumentarfilm 

om kold fusion med titlen Cold 

Fusion: Fire From Water. Filmen behandler 

alle sider af fænomenet, både i teori 

og praksis. Mange af forskningens hovedaktører 

kommer til orde i filmen, fortæller 

om deres arbejde og videregiver 

en opdateret viden om fænomenet og 

dets muligheder for at blive anerkendt 

som en af fremtidens seriøse bud på en 

ny energikilde. 

Aftenen vil forme sig som en studiekreds, 

hvor der med mellemrum vil blive 

mulighed for at diskutere de spørgsmål, 

filmen rejser. Anders Heerfordt, som 

selv har arbejdet med kold fusion og som 

har et indgående kendskab til fænomenet, 

vil være tilstede og kunne besvare 

spørgsmål. 

 


TIRSDAG DEN 11. APRIL har Peter Stein 

imødekommet vores ønske om at komme 

og fortælle mere om sin forskning i 

det usædvanlige stemmefænomen, som 

man har kunnet læse om i de to seneste 

numre af diføt nyt. Peter Stein får ved 

denne lejlighed bedre mulighed for at 

komme ind på mere detaljerede spørgsmål 

og ikke mindst demonstrere fænomenet 

ved afspilning af et udvalg af sine 

bedste optagelser. 

36 

Foreningsnyt 

KOMMENDE MØDER 

Mødekalender 

Tirsdag 14. marts 00 kl 19.30: 

Møde i København 

Videoaften: 

Ild af vand 

Tirsdag 11. april 00 kl. 19.30: 

Møde i København 

Peter Stein: 


Mødested: 

Østerbrohuset, Århusgade 103 

2100 København Ø. 

Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer 

og gæster 30 kr. I pausen kan der købes 

the, kaffe eller andre forfriskninger. 

diføt intern 

Dette nummer vedlægges medlemstillægget 

diføt intern 27 med omtale af titlerne 

i tidsskriftlæsekredsens tilbud samt 

en tilmeldingsblanket for 2000. 

Husk at nuværende medlemmer af læsekredsen 

skal forny deres tilmelding én gang 

om året. 

diføt intern udsendes kun til medlemmer 

af DIFØT. 

Register 

Albert Hauser har udarbejdet en oversigt 

over indholdet af samtlige numre af 

diføt nyt 1983-99. Indholdsfortegnelsen 

er vedlagt dette nummer. -red 

Foreningens medlemmer 

og alle bladets læsere ønskes 

en rigtig glædelig jul 

og et løfterigt nytår!

difoet-nyt 59.vp - heerfordt.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?