Kina – en dannelsesrejse Af rejseleder Casper Tollerud, Genuine China Tours, Shanghai En rejse til Kina er ikke kun en rejse til et land, som byder på smukke og utrolige seværdigheder. Det er samtidig en rejse til et samfund, som er præget af mange tusinde års historie, og som er markant anderledes end hvad vi kender fra Danmark. Med mere end 1,3 milliarder indbyggere og et areal på næsten 10 millioner kvadratkilometer er Kina om noget et land, hvor diversiteten er enorm. Vi skal se både nogle af de største byer i landet, hvor historien stadig står markant i bybilledet, og vi skal langt ud på landet og opleve hvordan kineserne lever herude blandt rismarkerne. En rejse til Kina er næsten en dannelsesrejse, og kun få mennesker tager herfra uden at have ændret deres syn på verdens folkerigeste land. Beijing – Xi’an – Guilin – Beijing Vores rejse starter i Kina’s hovedstad, Beijing, hvor vi skal opleve nogle af landets vigtigste seværdigheder. Her ligger Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Den Store Mur og meget mere. Vi tilbringer først tre dage her med at opleve disse mageløse bygningsværker og skal også besøge nogle af de faglige indslag, som turen byder på. I Beijing skal vi samtidig have en introduktion til landet så vi har et grundlag til at forstå, hvad vi skal se i løbet af turen. Netop forståelsen for hvordan det kinesiske samfund har udviklet sig er vigtig for at kunne sætte sig ind i, hvorfor landet og kineserne er som de er den dag idag. Vi kører med nattog til Xi’an, den gamle kejserstad. Xi’an er idag en moderne by, men er også hjemsted for nogle af de mest imponerende sights i hele landet. Vi skal naturligvis opleve Terracottahæren, en mageløs opstilling af lersoldater, som blev bygget ca. 200 f.Kr. som gravmæle for Kejser Qin. Hæren er med rette blevet kaldt det vigtigste arkæologiske fund i det 20. århundrede. Xi’an byder på meget mere, og vi skal også opleve den velbevarede bymur, muslimkvarteret og meget, meget mere. Vi skal naturligvis også have besøg med fagligt indhold her. Senere går turen til det sydlige Kina. I Guangxiprovinsen, helt nede ved den vietnamesiske grænse, skal vi ud på landet og opleve hvordan man lever herude. Vi skal se hvordan risdyrkningen sker og besøge helt almindelige bønder, som kan fortælle om livet som bonde i Kina. Guilin-området er berømt som et af de smukkeste landskaber i hele landet, og ud over at lære om opdyrkningen af landområderne skal vi naturligvis også have tid til at nyde de smukke limstensformationer, der ligger som sukkertoppe mellem rismarker og floder. Turen afsluttes i Beijing, hvor de sidste oplevelser og indkøb venter, inden vi afrunder en fantastisk rejse med den berømte Pekingand. Rejseleder Casper Tollerud er cand.mag. i kinesisk og har boet i Kina i 10 år. Han taler sproget flydende og har et indgående kendskab til det kinesiske samfund, historie, kultur og meget mere. Turen igennem vil Casper fortælle om seværdigheder, men vil også hjælpe os med at opbygge et kendskab til dette fascinerende land gennem foredrag om mange af landets facetter. Casper har som den eneste udlænding nogensinde taget og bestået den kinesiske rejsebureau-eksamen. Turen til Kina Tidspunkt 7.-20. oktober 2011 Foreløbig tilmelding meget gerne snarest til kontoret. Introduktionsmøde i foråret 2011. Prisen vides ikke nu, men samme niveau som tidligere ture Til turen vil jeg gerne tilføje, at da vi var en rundrejse til Shanghai, Yangze-floden, Xi’an og Beijing var det som overskriften siger en dannelsesrejse, en lære om Kina som fascinerede os enormt meget og gav lyst til at lave turen også for jer. Se på hjemmesiden www.danskholstein.dk 58 · <strong>Dansk</strong> <strong>Holstein</strong> Nr. 4-2010
Nr. 4-2010 <strong>Dansk</strong> <strong>Holstein</strong> · 59