HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 7. februar ... - Domstolene

Sag 52/2011
(1. afdeling)
Eyvind Rimstad
og
Michael Rossing
(advokat Allan Ohms for begge, beskikket)
mod
Rudersdal Kommune
(advokat Svend Paludan-Müller)
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 7. februar 2013
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Lyngby den 9. juli 2010 og af Østre Landsrets 9.
afdeling den 28. oktober 2010.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Niels
Grubbe, Jon Stokholm og Jan Schans Christensen.
Påstande
Appellanterne, Eyvind Rimstad og Michael Rossing, har påstået frifindelse.
Indstævnte, Rudersdal Kommune, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
I vedtægterne for Skodsborg Grundejerforening hedder det bl.a.:
”§ 1 FORMÅL
Foreningens formål er at varetage grundejernes interesser som ejere af fast ejendom i
Skodsborg-området især med henblik på:
- at arbejde for de bedst mulige vilkår for grundejere i alle offentlige forhold
- at optræde på grundejernes vegne over for det offentlige
- at arbejde for bevarelse af Skodsborgs skønhedsværdier

- 2 -
- kommunikation og information
- miljø
- lokalhistorie
- spørgsmål af fælles kommunal, sanitær og økonomisk karakter
…
§ 2 MEDLEMMER
Stk. 1. Enhver ejer eller medejer af fast ejendom, der er beliggende i Skodsborg-området,
kan optages som medlem.
…
Stk. 6. Indmeldelse i Grundejerforeningen er bindende for ét år.
…
§ 4 BESTYRELSEN
Stk. 1. Bestyrelsen består af min. 5 og max. 7 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen
for 2 år ad gangen. Hvert år er min. 2 og max. 4 medlemmer på valg. Der
vælges 1 suppleant af generalforsamlingen hvert år
…
Stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede.
Stk. 7. Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens
(ved dennes fravær næstformandens) stemme udslagsgivende.
…
Stk. 10. Grundejerforeningen alene hæfter med sin formue, og det enkelte bestyrelsesmedlem
kan således ikke drages økonomisk til ansvar.”
I referat af ekstraordinær generalforsamling den 10. februar 2005 i Skodsborg Grundejer-
forening hedder det bl.a.:
”Angående Kystprojektet – Skodsborg Strandvej
Antal fremmødte 58 personer – 34 husstande …
Ad. 3. Advokat Håkun Djurhuus
Gennemgik de omfattende juridiske aspekter af sagen. Han orienterede forsamlingen
om, at sagen er ”løftet” op på politisk plan i Trafikministeriet, hvorfra vi stadig afventer
et endeligt svar.
Advokat Djurhuus fremlagde en overvældende mængde argumenter for VVM undersøgelse.
Fremlagde desuden ”Springforbi-Projektet” som eksempel på, at en VVM-undersøgelse
er fundet nødvendig, selvom dette projekt er væsentlig mindre omfattende end
Skodsborg Strandpark. Desuden blev en nylig EU-dom nævnt, som evt. kan danne præcedens
i denne sag.

- 3 -
De økonomiske konsekvenser blev fremlagt. Worse-case ser vi på en omkostning på ca.
kr. 300.000, -.
Afslutningsvis vurderede advokat Djurhuus, at Grundejerforeningen har en 70/30 sandsynlighed
for at vinde. …
Langt de fleste erklærede sig parate til efter evne at supplere med ekstra indbetalinger til
foreningen.
Bestyrelsens forslag om at fortsætte sagen, om nødvendigt ved at anlægge sag ved domstolene,
blev sat til afstemning. …
Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal.”
Af foreningens regnskab for 2004-2005 fremgår bl.a., at foreningen som ”Bidrag til advo-
kat/retssag” havde modtaget 26.600 kr. Det tilsvarende tal for 2005-2006 var på 30.660 kr.
I referat af ordinær generalforsamling for Skodsborg Grundejerforening den 2. november
2005 hedder det bl.a.:
”5. Godkendelse af regnskab – herunder fastsættelse af kontingent
Regnskabet var udsendt og blev fremlagt af formanden.
På spørgsmål om udgifterne til advokatbistand var svaret, at de er på ca. 250.000 kr.,
men at honoraret maksimalt kan beløbe sig til 300.000 kr., samt at vi ikke ønsker at optage
lån.
Efter en drøftelse af næste års kontingent var der et overvejende flertal for, at kontingentet
bliver 500 kr., – ud fra den betragtning, at hvis det bliver højere, ville der være risiko
for medlemstab – og at der samtidig med opkrævningen tilføjes en opfordring til, at
man giver et ekstra beløb som bidrag til retssagen.
Det blev samtidig besluttet, at en liste over medlemmerne, hvoraf der er 180-200, udsendes.
Regnskabet var herefter godkendt.”
Den 19. september 2006 påtog de daværende bestyrelsesmedlemmer sig på nærmere angivne
vilkår personligt at indestå for hver sin del af advokatomkostningerne ved førelsen af sag
vedrørende kystsikringsprojektet.
Af regnskabet for Skodsborg Grundejerforening for 2006-2007 fremgår, at foreningens egen-
kapital pr. 30. juni 2007 var negativ med 149.017,11 kr. Kontingenter og bidrag androg hen-
holdsvis 50.363,16 kr. og 4.250 kr. I regnskabet indgik en gæld til Håkun Djurhuus’ advokat-

- 4 -
firma Lind & Cadovius på 200.000 kr. Grundejerforeningen har i en note til regnskabet an-
ført, at der med hensyn til den nævnte gæld er indgået aftale om, at grundejerforeningen ”af-
drager rentefrit efter formåen”.
Skodsborg Grundejerforening betalte den 18. oktober 2007 50.000 kr. som afdrag på gælden
til Lind & Cadovius, og den resterende gæld er efterfølgende blevet eftergivet helt. Efter be-
talingen af afdraget den 18. oktober 2007 var foreningens kassebeholdning på 40.275,39 kr.
Retten i Lyngby frifandt ved dom af 9. november 2007 Transport- og Energiministeriet og
Rudersdal Kommune og pålagde grundejerforeningen at betale 150.000 kr. i sagsomkostnin-
ger til hver af de to sagsøgte.
Om begrundelsen for sagsomkostningsafgørelsen hedder det i dommen:
”Ved afgørelsen af sagens omkostninger tages hensyn til de anslåede udgifter på ca. 4
millioner kroner til etablering af kystbeskyttelsen, sagens betydelige omfang samt tidsforbruget
under domsforhandlingen og den forudgående formalitetsprocedure.”
I brev af 9. november 2007 fra advokat Håkun Djurhuus til Skodsborg Grundejerforening
hedder det bl.a.:
”Det er med både undren og stor beklagelse, at jeg hermed fremsender den dags dato
telefonisk oplyste domskonklusion fra Retten i Lyngby.
Jeg modtager selve dommen – og altså også begrundelsen – pr. post på mandag.
Dommen vil straks blive videresendt til dig.
Omkostningsafgørelsen forekommer mig uforståelig hård, og omkostningsafgørelsen
vil, efter min overbevisning, under alle omstændigheder skulle påkæres til landsretten.
Kærefristen er 14 dage fra dags dato at regne.”
I en mail, som Eyvind Rimstad sendte til de fem øvrige bestyrelsesmedlemmer den 16. no-
vember 2007, hedder det bl.a.:
”Appelspørgsmålet skal Michael og jeg drøfte med Djurhuus på mandag (19. ds.). Jeg
hører gerne, om Bestyrelsen kan tilslutte sig denne fremgangsmåde. Det er vigtigt, at
Bestyrelsen eller i hvert fald dens flertal, principielt er indforstået med appelmuligheden,
hvis denne skønnes rigtig. Mail venligt jeres mening tilbage til mig.”

- 5 -
I brev af 22. november 2007 fra advokat Håkun Djurhuus til Skodsborg Grundejerforening
hedder det bl.a.:
”Hermed følger den af mig i sagen udarbejdede ankestævning samt mit følgebrev til
Østre Landsret.
Ankestævning m.v. vil blive indleveret til Østre Landsret i morgen kl. 12.00, medmindre
jeg forinden hører andet fra jer.
Et ”worst case-scenario” vil være, at Østre Landsret stadfæster dommen i forhold til
begge appelindstævnte, og at Østre Landsret stadfæster omkostningsafgørelsen og tillægger
yderligere omkostninger for ankesagen.
Som drøftet i forbindelse med vores møde, er det imidlertid min opfattelse, at vi har en
rigtig god sag, navnlig i forhold til Transport- og Energiministeriet. En procesrisiko vil
der dog naturligvis altid være.
Som tilkendegivet i forbindelse med vores møde, er Retten i Lyngbys omkostningsafgørelse
eksorbitant, og der kan fremføres en række udmærkede argumenter for, at omkostningerne
bør reduceres væsentligt i forbindelse med Østre Landsrets afgørelse af sagen.
Jeg fremsender nu afregninger vedrørende sagens behandling ved 1. instans i overensstemmelse
med vores aftale herom. I forbindelse med mine følgebreve vil jeg bekræfte,
at jeg er indstillet på at gennemføre ankesagen for et reduceret honorar…”
I brev af 28. november 2007 fra bestyrelsesmedlemmerne Eva Schmidt-Fibiger, Grethe Bay
og Klaus Lundsgaard til Eyvind Rimstad hedder det bl.a.:
”Vedr. udmeldelse af Grundejerforeningen
Kære Eyvind
Det er med beklagelse - og et vist vemod – at undertegnede bestyrelsesmedlemmer må
melde fra.
Vi udmelder os hermed af Grundejerforeningen med øjeblikkeligt varsel. Samtidig udtræder
vi naturligvis af bestyrelsen.
Udmeldelsen sker i protest mod, at formandskabet - uden forud ved bestyrelsesmøde at
have konsulteret os/den øvrige bestyrelse herom – appellerer sagen om kystsikring og
dermed formentlig påfører foreningen yderligere udgifter.
Informationsniveauet har været uforsvarligt lavt. Vi har alle måttet læse i lokalpressen
om sagens udfald ved Lyngby Ret, før vi blev orienteret om udfaldet.

- 6 -
Foreningen er truet af konkurs/betalingsstandsning. På den baggrund finder vi det ikke
forsvarligt at risikere yderligere gældssætning.
Foreningens medlemstal må formodes at dale, og foreningen vil, hvis den overlever,
være handlingslammet mange år frem.
På baggrund af ovenstående ser vi ingen grund til at fortsætte medlemskabet.”
I en mail af 29. november 2007 fra Eyvind Rimstad til de øvrige bestyrelsesmedlemmer hed-
der det bl.a.:
”Også Michael og jeg måtte læse i lokalpressen om dommen, hvad der selvfølgelig undrede
os. Den faldt som bekendt om fredagen (9. nov. d.å.) og på det tidspunkt blev vi
ikke informeret. Djurhuus var bortrejst hele den følgende uge (12.-18. nov. d.å.) og først
om onsdagen blev jeg fra advokatkontoret skriftligt informeret om domsresultatet. I andre
skulle have modtaget dommen senest fredag, den 16. ds. Ugen fra 12.-18. nov.
brugte Michael og jeg til at få en aftale i stand med advokatkontoret om et møde med
Djurhuus hurtigst muligt. Dette møde blev berammet til mandag, den 19. ds. Appelfristen
udløb den 23. ds.
Den 16. nov. 2007 fremsendte jeg til hele Bestyrelsen en orienterende mail, i hvilken
jeg redegjorde for forholdene, og hvori jeg pointerede, at jeg ønskede jeres stillingtagen
til appelspørgsmålet. Men ingen af jer meldte tilbage. Tiden var knap, og jeg måtte derfor
gå ud fra, I tilsluttede jer appelmuligheden.”
I referat af bestyrelsesmøde i grundejerforeningen den 4. december 2007 hedder det bl.a.:
”… til stede var Jørgen Knudsen, Jacob Raben, Michael Rossing og Eyvind Rimstad.
Formanden Eyvind Rimstad oplyste, at tre bestyrelsesmedlemmer, Klaus Lundsgaard,
Grethe Bay og Eva Smidth-Fibiger pr. 28. nov. 2007 havde valgt at forlade bestyrelsen.
På det grundlag opfordredes suppleanten, Jørgen Knudsen til at indtræde som nyt bestyrelsesmedlem.
Jørgen Knudsen modtog opfordringen.
Formanden oplyste endvidere, at den afsagte dom i sagen om Strandparken og Kystsikringen
af Grundejerforeningen var blevet appelleret efter indgående samtale med
Grundejerforeningens advokat Håkun Djurhuus. Det var således advokat Djurhuus’ opfattelse,
at Foreningen havde en god sag i landsretten, ikke mindst fordi der slet ikke i
byretsdommen var taget hensyn til Grundejerforeningens juridiske argumenter, ligesom
omkostningerne var atypisk høje.
Der var i øvrigt i den nye bestyrelse enighed om solidarisk at fortsætte sagen i
Landsretten.”

- 7 -
Ved dom af 7. november 2008 stadfæstede Østre Landsret Lyngby Rets dom og pålagde
grundejerforeningen at betale sagsomkostninger for landsretten til Transportministeriet og
Rudersdal Kommune med henholdsvis 120.000 kr. og 80.000 kr.
I landsrettens dom hedder det bl.a.:
”Landsrettens begrundelse og resultat
Grundejerforeningens påstand over for ministeriet
Efter dagældende bekendtgørelse nr. 128 af 11. marts 1999 om miljømæssig vurdering
af anlæg på søterritoriet (VVM) med tilhørende bilag I-III (nu bekendtgørelse nr. 809 af
22. august 2005) § 3, nr. 2, er der pligt til at udarbejde redegørelse for et projekts
indvirkning på miljøet (VVM-redegørelse), når der søges om tilladelse til de i bilag II
nævnte anlæg og foranstaltninger, såfremt det ansøgte kan få væsentlig indvirkning på
miljøet. Bilag II, pkt. 10, litra k, nævner ”kystanlæg til modvirkning af erosion og maritime
vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjerne, som f.eks… bølgebrydere
og andre konstruktioner til beskyttelse mod havet, bortset fra vedligeholdelse og
genopførelse af sådanne anlæg.” Bilag II, pkt. 13, nævner ”ændringer eller udvidelser af
projekter i … bilag II, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført,
når de kan være til skade for miljøet.” Efter bekendtgørelsens § 4 afgør Trafikministeriet,
om der i forbindelse med ansøgninger efter § 3, nr. 2, skal gennemføres en VVMredegørelse.
Trafikministeriets beslutning herom skal træffes under hensyn til de i bilag
III angivne kriterier og indhentede udtalelser om projektet fra berørte myndigheder.
Det fremgår af Kystdirektoratets svar af 28. september 2004 og 14. oktober 2004 til
Trafikministeriet, at direktoratet har lagt til grund, at det pågældende projekt er omfattet
af pkt. 13 i bilag II, og at direktoratet har anset det for utvivlsomt, at projektet ikke ”kan
være til skade for miljøet”, hvorfor det falder helt uden for VVM-bekendtgørelsen, således
at der ikke er anledning til at foretage den i bekendtgørelsens § 4 omhandlede
miljømæssige vurdering (screening) af, om en egentlig VVM-undersøgelse skal foretages.
Denne vurdering er tiltrådt af Trafikministeriet.
Landsretten finder ikke grundlag for at kritisere, at projektet af ministeriet er henført
under pkt. 13 i bilag II, idet hovedformålet med projektet må antages at have været en
udbedring af det eksisterende kystsikringsanlæg. Den omstændighed, at kystsikringen i
sig selv har omfattet en udvidelse/retablering af strandarealet på en del af kyststrækningen,
og at denne udvidelse i forbindelse med nogle jordarbejder på land med fældning
af træer og buske har gjort det muligt at forbedre publikums adgang til vandet, kan ikke
i den foreliggende situation føre til et andet resultat.
Efter bevisførelsen for landsretten er der endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets
skøn, hvorefter anlægget ikke kan være til skade for miljøet. Landsretten henviser
herved til de grunde, byretten har anført, der, hvad angår den egentlige kystsikring,
er blevet yderligere bestyrket gennem den for landsretten foretagne bevisførelse. Landsretten
bemærker særligt, at også efter det sagkyndige vidnes udsagn giver bølgebrydere

- 8 -
bedre end høfder mulighed for, at der ved højvande sker oprensning af tang, og at bølgebrydere
derfor er mere skånsomme for miljøet end høfder. Den afledede virkning i
form af øget publikumstilstrømning og gener fra parkerede biler på særlige dage, som
efter bevisførelsen for landsretten må antages at gøre sig gældende, er en påvirkning af
miljøet, som ikke ifølge ministeriets afgørelse er taget i betragtning. Landsretten finder,
at denne virkning også burde have været vurderet, men at den manglende vurdering, i
betragtning af at det drejer sig om en i forvejen meget befærdet vej, Strandvejen, og en i
forvejen offentlig park, Struckmannparken, ikke påvirker hverken bedømmelsen af ministeriets
skøn eller gyldigheden af dets afgørelse.
Landsretten finder, at forsigtighedsprincippet tilsiger, at der foretages screening efter §
4 i VVM-bekendtgørelsen i tilfælde af tvivl om, hvorvidt et anlæg omfattet af bilag II,
pkt. 13, kan være til skade for miljøet. Landsretten finder ikke fuldt tilstrækkelig grund
til at kritisere, at der ikke har været foretaget screening i den foreliggende sag, som
følge af at anlægsarbejdet har været henført under pkt. 13 i bilag II til dagældende
VVM-bekendtgørelse og er fundet ikke at kunne være til skade for miljøet.
Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom for så vidt angår påstanden
over for ministeriet.
Grundejerforeningens påstand over for kommunen
Af de grunde, der er anført af byretten, og idet landsretten har fået forelagt det formelle
grundlag for kommunens beslutning, tiltrædes det, at grundejerforeningens påstand over
for kommunen ikke er taget til følge. Landsretten bemærker yderligere, at grundejerforeningen,
uanset at den oprindelig ikke var tillagt partsstatus, har haft fuld adgang til
gøre sine synspunkter gældende både over for kommunen og over for ministeriet. Med
denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom over for Rudersdal Kommune.
Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal grundejerforeningen i sagsomkostninger
for landsretten betale 120.000 kr. til Transport- og Energiministeriet og
80.000 kr. til Rudersdal Kommune. Beløbene er til dækning af advokat- og vidneudgifter.”
Byrettens omkostningsafgørelse er uomtalt i landsrettens dom.
Af referat af ordinær generalforsamling i Skodsborg Grundejerforening den 12. november
2008 fremgår bl.a., at Eyvind Rimstad som led i sin formandsberetning orienterede om resul-
tatet af landsretsdommen, og at ”bestyrelsens beslutning om appel understøttedes af forsam-
lingen”, der ligeledes tilsluttede sig bestyrelsens arbejde med sagen. Det fremgår endvidere af
referatet, at Eyvind Rimstad blev genvalgt til bestyrelsen.
Den 23. marts 2009 fremsatte foreningen forslag om fuld og endelig betaling af de idømte
sagsomkostninger med i alt 75.000 kr. Dette forslag blev accepteret af Trafikministeriet, men
afvist af Rudersdal Kommune.

Forklaringer
- 9 -
For Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af Håkun Djurhuus, Michael Rossing
og Eyvind Rimstad.
Håkun Djurhuus har supplerende bl.a. forklaret, at han i september 2006 indgik aftale med
grundejerforeningen, hvorefter der blev afregnet i alt 341.000 kr. for sagens førelse indtil det
tidspunkt. Han forklarede i september 2006 grundejerforeningen, at man på daværende tids-
punkt i retspraksis ofte tilkendte et mindre beløb i sagsomkostninger til offentlige myndighe-
der, end man ville have gjort, hvis der var tale om en privat part. Han har formentligt sagt, at
man i værste fald kunne forvente at skulle betale noget, der lignede 25.000 – 35.000 kr. til
hver af de sagsøgte i sagen. Denne praksis blev imidlertid ændret. Første gang, han blev op-
mærksom på denne ændring, var ved den omhandlede byretsdom af 9. november 2007. Han
kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om en generel praksisændring, som skete lige
med ét ved næsten alle domstole. I dag tilkender man således som udgangspunkt samme om-
kostninger til offentlige myndigheder som til private parter. Han var meget overrasket over
byrettens afgørelse om sagsomkostninger, hvilket også kom til udtryk i hans vejledning af
grundejerforeningen efter dommen. Han anbefalede således, at foreningen i hvert fald skulle
overveje at påkære byrettens omkostningsafgørelse. Han har i den indankede dom kunnet
læse, at Rimstad skulle have forklaret, at han nærmest tryglede dem om at appellere byrets-
dommen af 9. november 2007. Han har imidlertid aldrig tryglet en klient om noget, og det
gælder også i denne sag. Men han sagde til grundejerforeningen, at de havde en god sag. Han
sagde også, at den rigtige løsning på sagen ville være at give grundejerforeningen medhold.
Han anførte imidlertid samtidig, at der er risici forbundet med at føre retssager, især når man
har tabt i 1. instans. Han rådgav i den forbindelse om de økonomiske risici forbundet med at
anke sagen. I et brev af 22. november 2007 til grundejerforeningen anførte han bl.a., at i vær-
ste fald ville anke af sagen føre til en stadfæstelse, herunder af omkostningsafgørelsen fra by-
retten, og der ville blive tillagt yderligere omkostninger til modparterne vedrørende anke-
sagen. Men han anførte samtidigt, at grundejerforeningen efter hans opfattelse havde en god
sag.
Michael Rossing har supplerende bl.a. forklaret, at det var generalforsamlingen, der pålagde
ham at føre hovedsagen. Og det, der lå i det pålæg, var, at sagen skulle føres hele vejen igen-
nem til Strasbourg, om det så var nødvendigt. Der var således fra starten mandat fra general-

- 10 -
forsamlingen til at føre sagen hele vejen igennem samtlige retsinstanser. Det har helt fra star-
ten været meget vigtigt for grundejerforeningen, at de havde en kompetent advokat inden for
miljøretten, at det juridiske grundlag for at føre sagen var i orden, og at økonomien i sags-
førelsen var i orden over for foreningen og foreningens medlemmer. Han har på intet tids-
punkt handlet imod råd fra advokat Djurhuus. Advokat Djurhuus var ikke at træffe i ugen ef-
ter afsigelsen af byrettens dom, men det lykkedes at få et møde i stand med ham til mandag
den 19. november 2007. Djurhuus var meget oprørt over det, som var sket i sagen, hvilket vil
sige både det forhold, at de havde tabt hovedsagen, og det forhold, at de var blevet idømt så
store omkostninger. Djurhuus forklarede omkostningsafgørelsen sådan, at det var dommerens
måde at afskære dem fra at anke sagen på. Djurhuus orienterede om, at det overhovedet ikke
var i overensstemmelse med praksis at tilkende omkostninger i den størrelsesorden, når en
privat part sagsøger staten. Det var helt uhørt. Før mødet den 19. november 2007 hos advokat
Djurhuus var han meget utryg ved at havde påført foreningen så store omkostninger ved sags-
førelsen. Derfor var han meget negativ over for muligheden for at anke. På den anden side
syntes han, at det var helt urimeligt, at de havde tabt sagen. Beslutningen om anke blev truffet
derved, at Djurhuus accepterede at føre sagen for landsretten for 10.000 kr. med tillæg af
moms. Advokat Djurhuus udtalte på mødet, at han ville føre sagen for landsretten for et sym-
bolsk beløb. Vedrørende de omkostninger, der var blevet tilkendt modparten, sagde Djurhuus
blandt andet, at han stadigvæk havde et tilgodehavende på 150-160.000 kr. hos grundejerfor-
eningen, som han ville afskrive, hvis de også tabte for landsretten. Djurhuus’ orientering gik i
øvrigt ud på, at afgørelsen om sagsomkostninger ikke var i overensstemmelse med praksis, og
at det, man risikerede, var at skulle betale omkostninger til Trafikministeriet og kommunen på
35.000 til 40.000 kr. til hver. På mødet den 19. november 2007 drøftede de ikke, om de skulle
forelægge spørgsmålet om anke for generalforsamlingen. De var enige om, at det var et
spørgsmål, som bestyrelsen skulle tage beslutning om. De overvejede heller ikke at indkalde
til en generalforsamling efter indgivelsen af ankestævningen. Han var på mødet den 19. no-
vember 2007 – og i forbindelse med spørgsmålet om anke i det hele taget – ikke klar over, at
ankefristen var 4 uger. Han havde hele tiden forstået det sådan, at man havde 14 dage til at
anke dommen, og det var også det, advokat Djurhuus havde skrevet. Han forstod situationen
sådan, at de på mødet den 19. november 2007 kun havde en uge tilbage til at beslutte, om de
ville anke sagen eller ej. Efter landsretsdommen var de chokerede over resultatet, både i ho-
vedsagen og for så vidt angik sagsomkostningerne. De aftalte et møde med Djurhuus, hvor de
foreholdt ham problemet. Djurhuus lovede at hjælpe med at få en aftale i stand vedrørende
betaling af sagsomkostninger til modparterne. Det var i den forbindelse, at advokat Djurhuus

- 11 -
fandt ud af, at praksis på området vedrørende sagsomkostninger til offentlige myndigheder
var ændret. Advokat Djurhuus ringede uden varsel ringede til ham en dag og fortalte, at han i
forbindelse med forhandlinger med kammeradvokaten om en forligsmæssig løsning ved-
rørende de tilkendte sagsomkostninger af kammeradvokaten var blevet oplyst om, at praksis
var ændret.
Eyvind Rimstad har supplerende bl.a. forklaret, at generalforsamlingen på den ekstraordinære
generalforsamling den 10. februar 2005 gav bestyrelsen bemyndigelse til at føre sagen for alle
instanser. Bestyrelsen meddelte generalforsamlingen, at det godt kunne komme til at dreje sig
om to instanser ved domstolene, og at de gerne ville have generalforsamlingens tilslutning
dertil. De fik tilslutningen. Det er derfor, man anvendte flertalsform i referatet fra general-
forsamlingen, hvor der tales om at anlægge sag ved ”domstolene”. Før han gik ind til mødet
den 19. november 2007, var han meget meget overvejende i forhold til spørgsmålet om at
anke sagen. Han vidste jo, hvordan det stod til. Han vidste, at foreningen var blevet idømt
sagsomkostninger på 300.000 kr., hvilket var kommet som en stor overraskelse og et chok.
Derfor sagde han til bestyrelsen, at en anke kun skulle iværksættes, hvis advokat Djurhuus var
meget indtrængende og på en konstruktiv måde kunne forklare, at en anke ville være på rette
plads. Djurhuus må have vidst dette, for han kendte foreningens økonomi. På mødet den 19.
november 2007 var det advokat Djurhuus, der førte ordet, forelagde problemstillingen og kom
med udspillet. Han husker ikke advokat Djurhuus’ nøjagtige ordvalg med hensyn til omkost-
ningsspørgsmålet, men meningen var i hvert fald den, at omkostningsafgørelsen efter advo-
katens opfattelse var helt hen i vejret: Advokaten fandt omkostningerne urimeligt høje og helt
ude af trit med sædvanlig kutyme. Advokaten nævnte igen på mødet, at sagsomkostningerne
burde fastsættes til 30.000-40.000 kr. pr. modpart. Advokaten forklarede på den baggrund, at
ved en anke ville man få berigtiget byrettens afgørelse på dette punkt, sådan at den kom i
overensstemmelse med sædvanlig praksis, og at man, hvis man tabte hovedsagen i anken,
oven i købet risikerede omkostninger i samme størrelsesorden, altså 30.000- 40.000 kr. pr.
modpart, for landsretten. Advokaten nævnte ikke risikoen for stadfæstelse af den høje om-
kostningsafgørelse, og der var ingen, der spurgte til en sådan risiko. Advokaten fastholdt, at
sagsomkostningsafgørelsen var forkert. Der var enighed om, at også den materielle side af
sagen skulle ankes. De drøftede ikke på mødet den 19. november 2007 muligheden for at
forelægge spørgsmålet om anke for generalforsamlingen. Personligt overvejede han mulig-
heden, men han kom til den konklusion, at det ikke skulle ske: Generalforsamlingen havde
givet en bemyndigelse til sagens førelse for alle instanser ved domstolene, og rent tidsmæssigt

- 12 -
kunne det ikke hænge sammen at forelægge spørgsmålet for en generalforsamling. De fik af
vide af advokat Djurhuus, at ankefristen var 14 dage. Da advokaten havde været væk den før-
ste uge, havde man kun en uge tilbage. Anken til landsretten skal ses på baggrund af, at de sad
over for en af landets førende miljøretsadvokater, som tilskyndede dem at anke, og som tilbød
dem at føre sagen for 10.000 kr. med tillæg af moms for landsretten. Det var hans opfattelse,
at det kunne have været ansvarspådragende for bestyrelsen ikke at tage imod advokat Djur-
huus’ tilbud om anke, idet foreningen så efterfølgende kunne have kritiseret bestyrelsen for
ikke at have imødegået byrettens forkerte afgørelse, herunder om sagsomkostninger. Efter
indgivelsen af ankestævningen drøftede de ganske kort spørgsmålet om at indkalde til en eks-
traordinær generalforsamling med henblik på at drøfte anken. De fandt det ikke nødvendigt,
idet de havde fuldt tilstrækkelig bemyndigelse til at føre sagen.
Højesterets begrundelse og resultat
1. Bestyrelsesansvar i grundejerforeninger
Sagen angår, om medlemmer af bestyrelsen for en grundejerforening har pådraget sig et per-
sonligt erstatningsansvar over for en kommune for sagsomkostninger, som foreningen under
en ankesag om gyldigheden af kommunens beslutning om et kystsikringsprojekt ud for
grundejerforeningens lokalområde er dømt til at betale til kommunen.
Om bestyrelsesansvar i en grundejerforening bemærker Højesteret, at et medlem af bestyrel-
sen kan blive erstatningsansvarlig for en retsstridig, tabsforvoldende disposition, der kan til-
regnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Anvendelsen af denne ansvarsnorm for-
udsætter, at der sker en fastlæggelse af de pligter, der påhviler bestyrelsesmedlemmer. Besty-
relsen har pligt til at handle i foreningens interesse, og der må i øvrigt tages hensyn til, at en
grundejerforening i almindelighed ikke driver erhvervsvirksomhed, men alene har til formål
at fremme medlemmernes fælles interesser som grundejere i et lokalområde. Hertil kommer,
at foreningens aktiviteter normalt er begrænsede i karakter og omfang, og at foreningens be-
styrelse sædvanligvis vælges blandt foreningens medlemmer og ikke udgør en professionel
organisation og heller ikke råder over et professionelt sekretariat. Hvis bestyrelsen disponerer
ud fra et rimeligt beslutningsgrundlag, vil fejlskøn som udgangspunkt ikke være ansvars-
pådragende for bestyrelsens medlemmer.
2. Baggrunden for tvistens opståen

- 13 -
Den 16. oktober 2006 anlagde Skodsborg Grundejerforening sag mod Rudersdal Kommune
(tidligere Søllerød Kommune) og Transport- og Energiministeriet (tidligere Trafikministeriet)
med påstand bl.a. om, at kommunen skulle anerkende, at kommunens beslutning om at fore-
tage arbejder til kystbeskyttelse af en nærmere angiven strækning i Skodsborg var ugyldig, og
at ministeriet skulle anerkende, at ministeriets stadfæstelse af Kystdirektoratets tilladelse til
det omhandlede projekt var ugyldig.
Retten i Lyngby frifandt ved dom af 9. november 2007 ministeriet og kommunen og pålagde
grundejerforeningen at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til hver af de to sagsøgte.
Den 23. november 2007 ankede grundejerforeningen dommen til Østre Landsret, som ved
dom af 7. november 2008 stadfæstede byrettens dom og pålagde grundejerforeningen at be-
tale sagsomkostninger for landsretten til ministeriet og kommunen med henholdsvis 120.000
kr. og 80.000 kr.
Da foreningen ikke betalte de idømte omkostninger, anlagde Rudersdal Kommune denne sag
mod bestyrelsesformand Eyvind Rimstad og bestyrelsesmedlem Michael Rossing om erstat-
ning af de sagsomkostninger på i alt 230.000 kr., som kommunen fik tilkendt ved byretten og
ved landsretten. Eyvind Rimstad og Michael Rossing er i både byret og landsret blevet fri-
fundet for så vidt angår det sagsomkostningsbeløb på 150.000 kr., Rudersdal Kommune blev
tilkendt ved byretten, mens de ved begge instanser er dømt til at erstatte det sagsomkost-
ningsbeløb på 80.000 kr., som foreningen skulle betale for landsretten.
For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet, om Eyvind Rimstad og Michael Rossing er
personligt ansvarlige for betaling af sagsomkostningsbeløbet på 80.000 kr., som foreningen
blev pålagt at betale for landsretten.
3. Grundejerforeningen og dens bestyrelse
Skodsborg Grundejerforening er en forening, hvis medlemmer – ved sagens begyndelse ca.
220 – er grundejere i et lokalområde. Som lokal interesseorganisation har den til formål at
varetage medlemmernes interesser som grundejere, herunder arbejde for de bedst mulige vil-
kår for grundejerne i alle offentlige forhold og optræde på deres vegne over for det offentlige i
bl.a. miljøanliggender (vedtægternes § 1, stk. 1). Foreningen driver ikke erhvervsvirksomhed.
Bestyrelsen er valgt af og blandt medlemmerne.

- 14 -
4. Anlæggelse af sagen om kystsikringsprojektet
Sagen mod Transportministeriet og Rudersdal Kommune blev anlagt efter, at grundejer-
foreningen i flere år havde arbejdet med kystsikringsprojektet. Foreningen har i hele forløbet
været bistået af advokat og har fulgt dennes råd.
Forud for sagsanlægget var det på en generalforsamling den 10. februar 2005 med ”over-
vældende flertal” blevet besluttet ”at fortsætte sagen, om nødvendigt ved at anlægge sag ved
domstolene”, og efter de uimodsagte partsforklaringer omfattede beslutningen også en even-
tuel anke af en dom i første instans. På generalforsamlingen den 12. november 2008, efter at
landsretten havde afsagt dom i ankesagen, var der da heller ingen kritik af, at sagen var blevet
anket uden fornyet forelæggelse for generalforsamlingen, og ”bestyrelsens beslutning om ap-
pel understøttedes af forsamlingen”. Højesteret lægger derfor til grund, at både sagsanlæg og
anke skete i henhold til generalforsamlingsbeslutning.
Bestyrelsen sikrede sig før sagens anlæg en maksimering af foreningens egne direkte omkost-
ninger til advokat mv. og handlede i tillid til advokatens oplysning om, at sagsomkostninger
til modparterne ved en tabt sag ville være ikke over 60-80.000 kr. Bestyrelsen havde derfor
grund til at forvente, at foreningen kunne honorere de udgifter, der var forbundet med sagen.
Advokaten havde rådgivet bestyrelsen om, at foreningen havde en god sag, og skulle forenin-
gen alligevel tabe sagen, antog bestyrelsen i lyset af den nævnte maksimering og de anslåede
omkostninger til modparterne i værste fald, at det var forsvarligt at anlægge sagen.
5. Særligt om iværksættelsen af anken
Ved byrettens dom af 9. november 2007 blev foreningen dømt til at betale sagsomkostninger
på i alt 300.000 kr. Foreningen havde ikke midler til at dække dette beløb, og måtte antages at
bryde økonomisk sammen, hvis denne afgørelse blev endelig.
Højesteret lægger til grund, at foreningens advokat på mødet med bestyrelsens repræsentanter
mandag den 19. november 2007 anbefalede at anke sagen, idet han tilkendegav, at dommens
afgørelse af det materielle spørgsmål var forkert, og at der var overvejende sandsynlighed for
at vinde under anken. Advokaten gav udtryk for, at omkostningsafgørelsen var klart i strid
med retspraksis og derfor ville blive ændret, også i tilfælde af, at foreningen tabte anken, så-
ledes at sagsomkostninger i hver instans til modparterne i alt ville være 60-80.000 kr. Advo-

- 15 -
katen anbefalede, at anke skulle ske inden eksekutionsfristen på 14 dage, hvilket var velbe-
grundet efter advokatens vurdering af omkostningsafgørelsen.
Højesteret finder, at bestyrelsesformanden Eyvind Rimstad og Michael Rossing var berettiget
til som sket på mødet den 19. november 2007 på foreningens vegne at træffe beslutning om
anke og efterfølgende søge beslutningen godkendt af bestyrelsen, således som det skete på
bestyrelsesmødet den 4. december 2007, da der på grund af de ekstraordinære omstændig-
heder ikke var tid til, at en stillingtagen til anke kunne afvente et bestyrelsesmøde, hvor der
kunne træffes beslutning på grundlag af advokatens rådgivning om ankespørgsmålet.
Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at det ville være urealistisk af Eyvind Rimstad og
Michael Rossing på tidspunktet for ankebeslutningen fortsat at forvente, at foreningen ville
kunne honorere sagens omkostninger under anken både til egen advokat, der havde begrænset
sit honorar til et beskedent beløb, og til modparterne, såfremt sagsomkostningerne blev redu-
ceret til beløb i den størrelsesorden, som advokaten havde tilkendegivet. Eyvind Rimstad og
Michael Rossing måtte derimod forvente, at foreningen ikke ville være i stand til at dække
modparternes sagsomkostninger i værste fald, hvis byrettens dom blev stadfæstet og forenin-
gen pålagt yderligere at betale sagsomkostninger for landsretten, som det senere skete. Høje-
steret finder imidlertid, at de uanset dette forhold ikke handlede ansvarspådragende ved på
foreningens vegne at træffe beslutning om at få prøvet byrettens dom ved anke som anbefalet
af advokaten.
6. Særligt om forløbet efter iværksættelsen af anken
Spørgsmålet er herefter, om bestyrelsen, efter at anken var iværksat, handlede ansvarspådra-
gende ved at undlade gennem kontingentopkrævning eller på anden måde at sikre, at forenin-
gen kunne svare enhver sit, også i værste fald, hvis byrettens dom blev stadfæstet og forenin-
gen pålagt yderligere at betale sagsomkostninger for landsretten, som det senere skete. Der er
ikke i en sag som den foreliggende hjemmel i retsplejeloven til, selv om appellanten er øko-
nomisk usolid, at stille krav om sikkerhed for sagsomkostninger, heller ikke under en anke, og
Højesteret finder, at det ikke var ansvarspådragende for bestyrelsen at undlade at sikre, at for-
eningen kunne betale sagsomkostninger til modparterne i værste fald.
7. Konklusion og sagsomkostninger
Højesteret frifinder herefter Eyvind Rimstad og Michael Rossing.

- 16 -
Efter sagens udfald og værdi skal Rudersdal Kommune til Eyvind Rimstad og Michael Ros-
sing i alt betale sagsomkostninger for byret og landsret med 91.110 kr. til dækning af advo-
katudgifter med 90.000 kr., 45.000 kr. for hver instans, og retsafgift med 1.110 kr.
Kommunen skal endvidere til statskassen betale sagsomkostninger for Højesteret med 53.340
kr. til dækning af advokatudgifter med 50.000 kr. under hensyn til arbejdets omfang samt
retsafgift med 3.340 kr. Sagsomkostningsbeløbet skal indbetales til Højesteret, der efter dæk-
ning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen.
Eyvind Rimstad og Michael Rossing frifindes.
Thi kendes for ret:
I sagsomkostninger for byret og landsret skal Rudersdal Kommune betale 91.110 kr. i alt til
Eyvind Rimstad og Michael Rossing.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Rudersdal Kommune betale 53.340 kr., som indbetales
til Højesteret.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af-
sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.