RCT Midtjylland RehabiliteringsCenter for Traumatiserede flygtninge

Forord
af Annemarie Gottlieb, centerleder og psykolog
For 20 år siden ved etableringen af det, der dengang
hed FCF (ForrevalideringsCenter for Flygtninge), var
den faglige debat om PTSD og traumatiserede flygtninge
relativ ny.
Centret opstod dengang ud fra nye tanker om behandling
på flere niveauer af et menneskes liv; de
fysiske, psykiske og sociale. Man mente, der var brug
for et tværfagligt tilbud, der også kunne yde en pædagogisk
indsats og rydde op i traumatiserede flygtninges
ofte påtrængende sociale problemer.
Derfor mødte man hos os psykologer, fysioterapeuter,
socialrådgivere og pædagoger, hvor man på andre
behandlingssteder mødte læger og sygeplejersker. Vi
satsede på danskundervisning og på værkstedernes
pædagogiske og sociale dimensioner.
Mennesker fra hele verden
I de 20 år er ca. 1300 personer blevet udredt, og over
1000 har været igennem et rehabiliteringsforløb hos
os. Siden etableringen af pladser under Sygehusloven
i 2003 er der henvist i alt 550 til behandling, hvoraf
ca. halvdelen aktuelt står på venteliste. Der er tale om
mennesker fra mange forskellige lande (og krige): Fra
Vietnam, Chile, Iran, Irak, Tyrkiet, Afghanistan, Kosovo,
Albanien, Bosnien, Etiopien, Somalia og enkelte andre
steder. Igennem alle årene har vi dog haft en overvægt
af mennesker fra arabisktalende lande – herunder især
mange statsløse palæstinensere fra Libanon.
Alle disse mennesker repræsenterer store forskelligheder
både politisk, religiøst, kulturelt og uddannelsesmæssigt.
De har haft meget forskellige forudsætninger
for at integrere sig i det danske samfund og
for at være i behandling. Eksempelvis var de chilenere,
som kom til Danmark midt i 80’erne, for en stor dels
vedkommende veluddannede og politisk aktive – mens
de, der i de senere år er kommet fra Afghanistan, er
mennesker næsten (eller helt) uden skolegang - hvor
deres ”politiske aktivitet” var at ville gå i skole og
uddanne sig.
Fokuseret rehabilitering
I de første år af centrets liv - da ventelisten ikke var så
lang, som tilfældet er nu - mødte vi en stor accept af,
at arbejdet med denne målgruppe tager tid. Senere er
behovet – og dermed ventelisten - blevet så lang, at vi
har været nødt til at prioritere indsatsen: I dag er det
dem, der har størst behov og de bedste forudsætninger
for at have gavn af indsatsen, vi tilbyder den til.
3