Mandlige genitalier

Mandlige genitalier 

Resumé 

Testis, epididymis, ductus deferens, 

funiculus spermaticus og vesicula 

379 

seminalis 380 

Struktur og funktion 380 

Udvikling og misdannelser 381 

Infertilitet 383 

Inflammation 384 

Vaskulære forandringer 384 

Neoplasi 

Patoanatomisk undersøgelse ved 

385 

testistumor 390 

Tunica vaginalis 391 

Epididymis 391 


Andre forandringer 391 

Neoplasi 392 

Funiculus spermaticus 392 

Vesiculae seminales 392 

Prostata 392 


Klinik 393 

Udvikling og misdannelser 393 


Non-neoplastiske vækstforandringer 395 

Neoplasi 397 

Patoanatomisk undersøgelse 400 

Penis og scrotum 401 


Misdannelser 402 


Neoplasi 403 

Litteratur 404 

Resumé 

De mandlige genitalia omfatter de indre og de 

ydre kønsorganer. De indre udgøres af testes, 

epididymides, ductus deferentes, vesiculae seminales, 

prostata og glandulae bulbourethrales. De 

ydre kønsorganer udgøres af penis og scrotum. 

De væsentligste patologiske forandringer i 

genitalia forekommer i testis hos yngre mænd 

og i prostata hos ældre. Af benigne forandringer 

er for testis vedkommende maldescensus (kryptorkisme), 

forandringer i forbindelse med infertilitet 

samt testistorsion vigtige, og for prostatas 

vedkommende hyperplasi. Inflammation i testis 

og prostata er ikke almindelig, men derimod 

hyppig i epididymis. 

Germinalcelletumor i testis er den hyppigste 

maligne tumor hos yngre mænd med ca. 300 tilfælde 

om året. Prostatacancer, der er 4-5 gange 

379 

7

7 • Mandlige genitalier 

så hyppig, forekommer fortrinsvis efter 60-års 

alderen. 

De vigtigste sygdomme i penis er seksuelt 

overførte infektioner. Planocellulært karcinom på 

penis er ikke almindeligt i Danmark. Scrotums 

sygdomme omfatter forskellige hudlidelser. 

Testis, epididymis, 

ductus deferens, 

funiculus spermaticus 

og vesicula 

seminalis 

Struktur og funktion 

Anatomi 

Testes måler hos voksne ca. 2,5x3x4cm,vejer 

ca. 20 gram og er lejret i scrotum. Tunica albuginea 

er den tykke, fibrøse bindevævskapsel, 

der omgiver testis, og hvorfra der bagfra i mediastinum 

testis strækker sig bindvævssepta ind 

i testisvævet. Dette resulterer i en opdeling af 

testis i 200-300 lobuli, der indeholder de stærkt 

snoede sædkanaler, tubuli seminiferi contorti, 

og sparsomt interstitielt væv med Leydig-celler. 

Tubuli seminiferi, der indeholder det sædproducerende 

epitel, fortsætter i mediastinum i tubuli 

recti, der munder ind i rete testis. 

Testes er omgivet af tunica vaginalis. Selve 

testis er beklædt med den viscerale del af tunica 

vaginalis, og den øvrige væg er beklædt med 

den parietale del (eller blad). 

Fra rete testis fører 10-15 ductuli efferentes 

ind i caput epididymidis. De ender alle i ductus 

epididymidis, der er en ca. 6 m lang stærkt snoet 

kanal, der udgør størstedelen af corpus og cauda 

epididymidis. 

Ved nedre testis pol fortsætter ductus epididymidis 

i ductus deferens, der løber op på bag- 

380 

siden af testis for at fortsætte i sædstrengen, funiculus 

spermaticus, til inguinalkanalen. Fra inguinalkanalen 

fortsætter ductus deferens i bughulen 

til blærens bagvæg, hvor den udvides til 

ampulla ductus deferentis. Den stærkt afsmalnede 

fortsættelse herfra danner sammen med 

udførselsgangen fra vesicula seminalis, sædblæren, 

ductus ejaculatorus, der løber nedad 

gennem prostata med udmunding i pars prostatica 

urethrae på colliculus seminalis. 

Vesiculae seminales er beliggende bag blæren 

umiddelbart lateralt for ampulla ductus deferentis 

lige over prostata. 

Karforsyning 

Den arterielle blodforsyning til testis går via a. 

testicularis, der ud for 2. lændehvirvel afgår fra 

aorta abdominalis, hvorfra den løber gennem 

inguinalkanalen i funiklen. Venerne samler sig 

omkring funiklen i plexus pampiniformis, der 

tømmer sig i v. spermatica interna. På højre side 

munder v. spermatica interna i v. cava inferior 

under en skrå vinkel, mens den venstre munder i 

v. renalis i en ret vinkel. Veneklapper mangler 

ofte, hyppigst på venstre side. Der er derudover 

venøst afløb via v. spermatica externa og v. vesica 

superiores. 

Lymfedrænage 

Lymfedrænagen går til de paraaortikale lumbale 

lymfeknuder og ikke til de inguinale. 

Funktion 

Den mandlige gonade, testis, kan med fuld ret 

betragtes som den mandlige organismes vigtigste 

organ. Uden den ingen mandlig tilværelse 

og intet nyt liv, med mindre man vil klone sig til 

nye individer. 

Testis har to vigtige funktioner, nemlig produktion 

af sædceller, spermatozoer, der dannes 

i det germinative epitel i tubuli seminiferi, og 

produktion af mandligt kønshormon, testosteron, 

hvilket foregår i Leydig-celler. 

Det sædproducerende epitel indeholder to 

celletyper: kønscellerne eller germinalcellerne 

og støttecellerne eller Sertoli-cellerne. Kønscel-

lerne gennemgår i tubuli en differentiering, 

spermatogenesen, fra spermatogonier, over primære 

og sekundære spermatocytter til spermatider, 

for til sidst at ende som spermatozoer. 

Sertoli-cellerne, der er langt færre end de spermatogene 

celler, har et cytoplasma med lange 

udløbere, hvoraf nogle er lateralt forbundne, 

idet de danner den såkaldte blod-testis-barriere, 

der opdeler epitelet i et basalt og et luminalt 

rum. De spermatogene celler er i alle faser af 

deres modning fra perifert til luminalt i tubuli 

tæt relateret til Sertoli-cellernes cytoplasmaudløbere, 

og over og under blod-testisbarrieren 

udsat for et meget forskelligt mikromiljø, der er 

af afgørende betydning for deres normale modning. 

Sertoli-cellerne producerer blandt andet 

androgenbindende protein, der er af betydning 

for vedligeholdelse af høj koncentration af androgen 

i tubuli. 

I epididymis sker der dels en absorption af 

den væske, hvori spermatozoerne transporteres 

til epididymis, dels en modning af spermatozoerne, 

der blandt andet medfører, at de bliver bevægelige. 

Den sidste del af epididymis er oplagringssted 

for de modne spermatozoer. 

Via ductus deferens, der også bidrager til sæden 

med sekret, transporteres spermatozoerne 

til ductus ejaculatorius, hvori også vesiculae seminales 

munder. 

Vesiculae seminales bidrager til sæden med 

et tyktflydende sekret, der blandt andet indeholder 

store mængder fruktose og prostaglandiner. 

Udvikling og misdannelser 

Testis, epididymis, ductus deferens, funiculus spermaticus og vesicula seminalis 

Udvikling 

Gonaderne, kønskirtlerne, kan hos begge køn 

identificeres allerede i 4. svangerskabsuge på 

bageste bugvæg foran og medialt for nyreanlægget. 

Kimcellerne, de primordiale germinalceller, 

kan erkendes omkring 4. svangerskabsuge, 

ikke i gonadeanlægget, men i blommesækkens 

endoderm, hvorfra de i løbet af et par uger 

vandrer til deres bestemmelsessted i gonadeanlæggene. 

Af den grund har man hidtil opfattet 

germinalcellerne som endodermalt deriverede. 

Nyrere viden tyder imidlertid på, at de snarere 

er af ektodermal oprindelse. Formentlig er de 

allerede til stede i epiblasten i blastocystens indre 

cellemasse. Den tilgrundliggende mekanisme 

for den forunderlige vandring, germinalcellerne 

foretager fra deres oprindelsessted til først 

mesodermen i primitivstriben og derfra videre 

til blommesæksendodermen og videre til bagtarmen 

og det dorsale mesenterium, for endelig 

at nå gonadeanlægget, er kun lidet belyst. I gonadeanlægget 

dannes de primære kønsstrenge, 

hvori germinalcellerne inkorporeres, og heller 

ikke denne proces er fuldstændig klarlagt. 

Udviklingen af gonaderne er hos de to køn 

ens indtil 7. svangerskabsuge (Kap. 8). Herefter 

dannes hos det mandlige foster under indflydelse 

af SRY-genet (sex determing region of the Y 

chromosome), tubuli seminiferi, som indeholder 

germinalceller og Sertoli-celler. I modsætning 

til i ovariet går germinalcellerne i testis 

ikke i meiose før puberteten. 

Fra 8. uge producerer Leydig-celler, der dannes 

fra celler i gonadestromaet, testosteron, og under 

påvirkning af dette udvikles det øvrige udførselsgangsystem 

fra de Wollfske gange, der er udførselsgangene 

i mesonefros. Således dannes epididymis, 

vas deferens og vesicula seminalis. Fra 

beliggenheden højt på bageste bugvæg vandrer 

testiklen i anden halvdel af graviditeten nedad og 

igennem inguinalkanalen til sin endelige lejring i 

scrotum. Under denne nedstigning medfølger en 

udposning af bughulens peritoneum, der til sidst 

kommer til at ligge som en dobbeltlaget sæk, tunica 

vaginalis, omkring størstedelen af testis. Mekanismen 

bag testiklens nedstigning er ikke kortlagt. 

Gubernaculum testis, der er en fibromuskulær 

streng, som forbinder nedre epididymispol og 

scrotums bund, menes under androgenpåvirkning 

at trække testis nedad. 

Udviklingen af testis fortsætter efter fødslen, 

langsomt og gradvist. Ved puberteten indtræder 

under indflydelse af hypofysegonadotropin betydelige 

forandringer, der medfører aktiv spermatogenese 

og modning af den endokrine funktion. 

I puberteten udvikler Sertoli-celler de spe- 

381 

7 • Mandlige genitalier


Figur 7.1. Testisvæv med tubuli seminiferi 

med germinalcelleatrofi og Sertoli cell only. 

cielle tight junctions, der indgår i dannelsen af 

blod-testis-barrieren. 

Misdannelser 

Hyppigst og vigtigst er afvigelserne i testiklernes 

normale nedstigning eller descensus fra deres 

oprindelige anlægssted højt på bageste bugvæg. 

Maldescensus omfatter retentio testis, 

hvor testis er beliggende et sted på dens normale 

vej til scrotum, og ektopi, hvor testis er endt et 

sted uden for den sædvanlige nedstigningsvej. 

Kryptorkisme (græsk: kryptos skjult) er den kliniske 

betegnelse for, at testis ikke er palpabel. 

Medfødte anomalier, som variation i antal og 

lokalisation af testis og vævsforandringer som 

følge af udviklingsabnormiteter med eller uden 

kromosomanomalier, er sjældne. 

Maldescensus testis 

3-4% af drengebørn født til tiden har mangelfuld 

descensus. I løbet af det første leveår normaliseres 

beliggenheden hos de fleste. Herefter er hyppigheden 

af retentio testis under 1%. Tilstanden 

er oftest unilateral. Hyppigst er den retinerede 

testis beliggende i inguinalkanalen, sjældnere i 

abdominalhulen. Ektopiske testes findes hyppigst 

subkutant over den ydre åbning af inguinalkanalen. 

Hos de fleste er maldescens en isoleret 

kongenit anomali uden erkendelig årsag. 

382 

Konsekvensen af manglende descensus er 

dels infertilitet, dels øget risiko for germinalcelletumor. 

10% af de testikulære germinalcelletumorer 

opstår hos mænd med maldescensus. Risikoen 

for tumor er også øget i den kontralaterale 

normalt descenderede testis, omend i mindre 

grad. Kirurgisk korrektion af tilstanden fjerner 

ikke risikoen, men mindsker den. 

Patoanatomi 

Den retinerede testis er mindre end normalt. De 

mikroskopiske forandringer afhænger af alderen. 

I den præpubertale testis er forandringerne 

oftest minimale. Efter puberteten ses tiltagende 

reduktion af spermatogenesen med tiltagende 

atrofi af tubuli. Når germinalcellerne er 

forsvundet, står kun Sertoli-cellerne tilbage 

(Fig. 7.1). Ved yderligere atrofi forsvinder også 

Sertoli-cellerne, og tubuli ses som hyaline 

»skygger«. Leydig-cellerne er længe upåvirkede, 

før også de atrofierer. 

Carcinoma in situ eller intratubulær germinalcelleneoplasi 

(Fig. 7.2 og 7.3) kan påvises i 

biopsier fra retinerede testes hos danske mænd 

med en incidens på 5%. Halvdelen af disse udvikler 

germinalcelletumorer i løbet af 5 år fra 

diagnosen er stillet. 

Udviklingsanomalier 

Klinefelters syndrom 

Klinefelters syndrom er betinget af en kromosomanomali 

med mindst ét ekstra X-kromosom, 

hyppigst 47 XXY, men flere X-kromosomer 

kan forekomme, ligesom der ses tilfælde af 

mosaikkker. Anomalien ses hos 1 ud af 1.000 

levendefødte drenge og er en af de hyppigste 

former for mandlig hypogonadisme. De ydre 

genitalier er maskuline. Ved puberteten viser 

symptomerne sig ved mangelfuld skægvækst, 

gynækomasti, feminine legemsproportioner og 

små testikler. Senere er infertilitet et problem. 

Mikroskopisk ses tubulusatrofi med manglende 

germinalceller. Sertoli-cellerne er alene 

tilbage i tubuli, såkaldt Sertoli cell only-billede, 

og der er udtalt Leydig-celle-hyperplasi.

Figur 7.2. Testisvæv med tubulus (til 

venstre) med germinativt epitel med opmodning 

til spermatozoer og flere tubuli 

(til højre) med manglende spermatogenese 

og abnorme germinalceller lokaliseret perifert 

i tubuli ved basalmembranen og under 

Sertoli-cellekernerne. Forandringerne repræsenterer 

intratubulær germinalcelleneoplasi 

eller såkaldt carcinoma in situ. 

Figur 7.3. Tubuli seminiferi med intratubulær 

germinalcelleneoplasi eller såkaldt carcinoma 

in situ. De abnorme germinalceller 

har store kerner med grov kromatintegning 

og store, uregelmæssige nukleoler. Der ses 

en abnorm mitose. 


Maligne ekstragonadale og specielt mediastinale 

germinalcelletumorer forekommer med 

øget hyppighed. Andre maligne tumorer som 

brystcancer, blærecancer, lymfom og leukæmi 

er også øget ved Klinefelters syndrom. 

Testikulær feminisation, Morris’ syndrom 

Testikulær feminisation er en arvelig X-kromosomrelateret 

tilstand, som er den hyppigste 

form for mandlig pseudohermafrodisme. De 

ydre genitalia og de sekundære kønskaraktertræk 

er feminine, men gonaden er en testikel, 

der som regel er lejret enten intraabdominalt eller 

i inguinalkanalen. Der er hverken epididymis, 

vesiculae seminales eller prostata. Tilstanden 

er resultat af manglende androgenstimulation, 

betinget af nedsat intracellulært receptorprotein 

for androgener, og betegnes også, androgeninsensitivitetssyndrom. 

Testes er små med umodne tubuli seminiferi 

med spermatogonier, men uden spermatogenese. 

Risikoen for germinalcelletumor er øget. 

Andre 

Polyorkidisme (ekstra testis) og anorkisme 

(manglende testis) uni- eller bilateralt kendes, 

men er meget sjældent. 

Appendix testis er en rest af Müllers gang, 

der er til stede hos mange som en stilket cystisk 

struktur ved øvre testispol. Klinisk kan den give 

symptomer, hvis den bliver tiltagende cystisk 

og/eller torkverer. 

Infertilitet 

Ca. 10% af alle par i vor del af verden er infertile, 

og i halvdelen af de tilfælde, hvor der findes 

en årsag, er denne mandlig. Årsagerne inddeles 

i prætestikulære, testikulære og posttestikulære. 

De førstnævnte omfatter endokrine, ofte hypothalamiske 

og/eller hypofysære forhold, og 

metaboliske forstyrrelser som fx uræmi, levercirrose 

og diabetes. 

De testikulære, som er de almindeligste, er 

betinget af forandringer som følge af infektion, 

traumer, fysiske og kemiske påvirkninger, maldescensus 

og kromosomale anomalier. 

De posttestikulære årsager, som er de sjældneste, 

omfatter anlægsforstyrrelser som agenesi 

383 



og atresi af ductus deferentes og sekundær obstruktion 

som følge af infektion, traume eller 

operative indgreb. 

Mikroskopisk undersøgelse af testisvæv som 

led i infertilitetsudredning kommer først på tale, 

når en række genetiske, kromosomale og hormonale 

forhold er belyst. De mænd, som får 

foretaget testisbiopsi, vil i de fleste tilfælde 

være af normal habitus med normal hormonstatus, 

med testikler af normal eller formindsket 

størrelse og med azoo- eller oligospermi, dvs. 

med manglende eller reduceret antal spermatozoer 

i ejakulatet. En række forskellige histologiske 

forandringer kan ses i biopsierne, men 

desværre er de ofte ikke specifikke. Forskellige 

lidelser kan medføre de samme forandringer, og 

forskellige forandringer kan være resultat af én 

og samme lidelse. De histologiske forandringer 

omfatter manglende modning af den præpubertale 

testis, reduceret spermatogenese, modningsstop 

i spermatogenesen, germinalcellehypoplasi, 

varierende grader af atrofi og intratubulær 

germinalcelleneoplasi eller såkaldt carcinoma 

in situ. 

Inflammation 

Infektiøs 

Orchitis, akut eller kronisk, er ikke hyppig og 

ses sjældent af patolog. De fleste tilfælde forekommer 

i forbindelse med urinvejsinfektion og 

epididymitis, der er langt mere almindelig. 

Viral orchitis forekommer ved epidemisk 

parotitis. Hos voksne med viral parotitis er 

testis involveret i 20% af tilfældene, hyppigst 

unilateralt. Bilaterale tilfælde efter puberteten 

kan medføre infertilitet. 

Specifikke granulomatøse infektioner som 

tuberkulose og tertiær syfilis forekommer, men 

er sjældne. 

Non-infektiøs 

Granulomatøs orchitis 

Granulomatøs orchitis er en særlig type af granulomatøs 

inflammation, der ikke er hyppig, 

384 

men som bør kendes, idet differentialdiagnoserne, 

der dels er specifik granulomatøs infektion, 

dels tumor, er vigtige. 

Ætiologien er ukendt. Traume, immunologisk 

reaktion mod sperma og vaskulær insufficiens 

har været overvejet. Inflammationen er 

som regel unilateral og ses hyppigst hos midaldrende 

mænd. 

Patoanatomi 

Testis er moderat forstørret og fast. 

Mikroskopisk ses infiltration med betændelsesceller 

af alle typer arrangeret koncentrisk 

svarende til de mere eller mindre destruerede 

tubuli. Mikroskopisk er den vigtigste differentialdiagnose 

malignt lymfom. 

Vaskulære forandringer 

Torsio testis 

Testistorsion er en akut, smertefuld skrotallidelse, 

der kan opstå som følge af en snoning af funiklen 

og/eller drejning af testis. Det medfører i 

første omgang afklemning af det venøse tilbageløb, 

men ikke af den arterielle blodforsyning. 

Det resulterer i voldsom stase og iskæmi af 

testis. Torsio testis er hyppigst i alderen mellem 

15 og 20 år og incidensen er 5-10. Torsionen 

medfører, hvis den er komplet, i løbet af få timer 

nekrose af det germinative epitel. Behandling 

skal ske inden for 6 timer, hvis testis skal reddes. 

Ikke helt få bliver hemiorkiektomeret, fordi 

de kommer for sent til behandling. 

Mikroskopisk ses diffus hæmoragisk infarcering. 

Varikocele 

Varikocele (årebrok) er varikøse forandringer 

af venerne i plexus pampiniformis i funiklen. 

Det er en hyppig lidelse, der næsten kun optræder 

efter puberteten og som hos mere end 80% 

er venstresidig. Sideforskellen er betinget af 

venstre og højre vena spermatica internas forskellige 

forløb, det mere vinkelrette indløb i 

vena renalis sin. og måske manglende klapfunktion 

dér. Varikocele er den hyppigste en-

keltårsag til nedsat fertilitet hos mænd. Mekanismen 

bag infertiliteten er ikke klarlagt, men 

øget temperatur i scrotum er en mulig medvirkende 

faktor. Sekundært varikocele ses ved rumopfyldende 

processer i retroperitoneum eller 

abdomen. Ved højresidigt varicocele bør denne 

årsag altid udelukkes. 

Neoplasi 

Der forekommer i testis to grupper af organspecifikke 

tumorer, nemlig germinalcelletumorer 

og tumorer udgået fra gonadestromaet. Germinalcelletumorerne 

er for de allerflestes vedkommende 

maligne, mens de gonadale stromatumorer 

for det meste er benigne. 

Derudover ses tumorer af mesenkymal oprindelse, 

udgået fra celler i det øvrige væv i 

testis, og endelig ses metastaser. 

Germinalcelletumorerne er på alle måder 

langt de vigtigste. 

Germinalcelletumorer 


Forekomst 

Germinalcelletumorer, der udgår fra kimcellerne, 

udgør over 90% af samtlige testistumorer, 

og 95% af dem er maligne. 1-3% er bilaterale. 

Testikulære germinalcelletumorer optræder 

med betydelig variation i forskellige lande og 

befolkningspopulationer. Danmark har den højeste 

incidens i verden, nemlig 9 per 100.000 

mænd per år svarende til ca. 300 nydiagnostiserede 

tilfælde om året. Hyppigheden har været 

stigende gennem de sidste 50 år. Forekomsten 

er aldersrelateret. En del germinalcelletumorer 

forekommer hos børn under 5 år, hvorimod de 

fra 5-års alderen til puberteten er meget sjældne. 

Fra puberteten stiger incidensen med maksimum 

hos de 25-30-årige. Efter 55-års alderen er 

germinalcelletumorer sjældne. 

Ætiologi og patogenese 

Ætiologien er ukendt. Incidensen er øget ved 

maldescensus og gonadale udviklingsanomalier. 

Øget påvirkning af østrogen og østrogenlignende 

substanser i føtallivet er muligvis en risi- 

kofaktor. I de seneste år har kromosomundersøgelser 

vist visse gennemgående kromosomabnormiteter 

i germinalcelletumorer. Således 

indeholder mange et isokromosom i (12)p, og 

derudover er der ofte overrepræsentation af kromosom 

7 og 12 og underrepræsentation af kromosom 

18. 

Germinalcelletumorer hos voksne, men ikke 

sikkert hos børn, forudgås af præmaligne forandringer, 

de såkaldte carcinoma in situ-forandringer 

eller intratubulær germinalcelleneoplasi. 

Klinik 

Testisforstørrelse, diffust eller i form af en knude 

og med eller uden andre symptomer, er som 

regel det, der foranlediger nærmere undersøgelse. 

Nogle har tyngdefornemmelse, lokalt ubehag 

eller smerter. Akut debut med smerter og 

feber forekommer hos 10%. Gynækomasti ses 

hos 10% og kan være det første og eneste symptom. 

Undertiden stammer debutsymptomerne 

fra metastaser. 

Germinalcelletumorer i testis metastaserer 

først og fremmest til de regionale lymfeknuder, 

der er beliggende paraaortikalt i retroperitoneum 

helt op til undersiden af diaphragma. 

Behandlingen er orkiektomi. Yderligere behandling 

i form af stråle- og/eller kemoterapi afhænger 

af tumortype og stadium. Ved orkiektomi 

for germinalcelletumor anbefales her i landet 

kirurgisk biopsi fra den kontralaterale testikel 

med henblik på undersøgelse for intratubulær eller 

eventuel invasiv germinalcelleneoplasi. 

Tumormarkørundersøgelser af serum for αføtoprotein 

(AFP) og humant β-koriongonadotropin 

(HCG) foretages altid inden orkiektomi. 

Er der tale om en markørproducerende tumor, er 

det vigtigt af fastlægge serumkoncentrationerne 

før operation med henblik på vurdering af behandlingseffekt. 

Falder værdierne postoperativt 

ikke svarende til de pågældende markørers sædvanlige 

halveringstider, er det udtryk for persisterende 

tumorvæv, dvs. metastaser. 

Postoperativt foretages undersøgelser med 

henblik på stadieinddeling, der er af betydning 

385 



Tabel 7.I. TNM-klassifikation af testiscancer 

pTis Intratubulær 

pT1 Tumor begrænset til testis og epididymis og 

uden karinvasion 

pT2 Tumor lokaliseret til testis og epididymis 

med invasion i kar eller i tunica vaginalis 

pT3 Tumorinvasion i funiculus spermaticus 

pT4 Tumorinvasion i scrotum 

Metastaserende cancer 

NX Regionale lymfeknuder ikke undersøgt 

N0 Ingen regionale lymfeknudemetastaser 

N1 Lymfeknudemetastaser 2 cm og 5 cm eller ekstranodal 

tumorvækst 

MX Forekomst af fjernmetastaser ikke undersøgt 

M0 Ingen fjernmetastaser 

M1a Metastaser til ikke-regionale lymfeknuder 

eller lunger 

M1b Lymfeknudemetastaser andetsteds end 1a 

for behandling og prognose. TNM-klassifikationen 

er vist i Tabel 7.I. 

Testiscancer er en af de få maligne sygdomme, 

der kan behandles med godt resultat. 5-års overlevelsen 

for samtlige tumorer under ét er ca. 90%, 

men derudover noget bedre eller dårligere, afhængig 

af tumorstadium på diagnosetidspunktet. 

Klassifikation af germinalcelletumorer 

Germinalcelletumorer inddeles i en række hovedtyper 

på grundlag af det histologiske billede 

og det formodede histogenetiske korrelat: seminom, 

embryonalt karcinom, blommesækstumor, 

teratom og koriokarcinom. Seminomcellen an- 

386 

ses for at være en udifferentieret tumorcelle, der 

kun sjældent differentierer yderligere, mens tumorcellen 

i de øvrige tumortyper i mere eller 

mindre grad er i stand til at differentiere i retning 

af forskellige væv og strukturer i den embryoide 

og føtale udvikling. De kan forekomme som rene 

tumorer, hvilket er hyppigst for seminom, eller 

indgå i forskellige kombinationer i blandede tumorer, 

hvilket er hyppigst, når det gælder de øvrige 

tumortyper. I klinikken anvender man ofte 

betegnelsen testiscancer og en inddeling i seminomer 

og non-seminomer, omfattende henholdsvis 

rene seminomer og alle de andre, rene eller 

blandede. 

Seminom 

Seminom (synonym: klassisk eller typisk seminom) 

udgør ca. halvdelen af germinalcelletumorerne 

i testis, men derudover indeholder ca. 

30% af de blandede tumorer en seminomkomponent. 

Seminom er hyppigst i 30-40-års alderen 

og meget sjældent før puberteten. Patienter med 

seminom har ofte forhøjet serum placenta alkalisk 

fosfatase (PLAP), laktatdehydrogenase-1 

(LDH-1), og 5-10% har forhøjet humant β-koriongonadotropin 

(HCG), det sidstnævnte betinget 

af tilstedeværelse af syncytiotrofoblastiske 

celler i tumorvævet (Fig. 7.6). Forhøjet AFP 

forekommer ikke ved rent seminom. 

Ved lokaliseret sygdom helbredes 100% og 

ved metastaserende over 90%. 

Patoanatomi 

Makroskopisk er seminom en solid, ensartet og 

som regel velafgrænset, gullig eller grålig tumor 

(Fig. 7.4). Store tumorer, der erstatter alt 

testisvæv, ses ikke så sjældent. 

Mikroskopisk har seminom et meget karakteristisk 

billede domineret af en enkelt celletype, 

der ligner den umodne kimcelle eller germinalcelle, 

gonocytten (Fig. 7.5). Tumorcellerne er 

store med tydelige cellegrænser og store kerner 

med store nukleoler. Tumorcellerne vokser i solide 

formationer adskilt af bindevævssepta med 

infiltration af lymfocytter som et karakteristisk 

fænomen. I nogle seminomer kan tumorvævet


Figur 7.4. Orkiektomipræparat, hvori testis er 

gennemskåret og snitfladen viser en afrundet, 

lys, homogen tumor, som hvælver sig op over 

det omgivende testisvæv. Billedet er karakteristisk 

for rent seminom. 

Figur 7.6. Solitær syncytiotrofoblastisk kæmpecelle 

med positiv HCG-reaktion, omgivet af 

seminomceller. Immunperoksidase. 

være mere eller mindre erstattet af granulomatøs 

inflammation eller cikatricielt bindevæv. 5-10% 

af tumorerne indeholder syncytiotrofoblastiske 

celler (Fig. 7.6), som ikke er koriokarcinom og 

som ikke har betydning for prognosen. 

Den samme tumor i ovariet betegnes dysgerminom. 

Spermatocytisk seminom 

Spermatocytisk seminom er en sjælden og for testis 

unik germinalcelletumor, der ikke forekommer 

i de øvrige lokalisationer, hvor germinalcelletu- 

Figur 7.5. Mikroskopisk billede af seminom 

med solide formationer af store, lyse tumorceller 

med tydelige cellegrænser. Tumorvævet 

opdeles af bindevævssepta med kar og lymfocytinfiltration. 

Figur 7.7. Spermatocytisk seminom. Tumorvævet 

er solidt opbygget med tumorceller af 

forskellig størrelse. Bemærk de store kerner 

med filamentøs kromatinstruktur. 

morer ellers kan optræde (ovarier, mediastinum 

m.fl.). Det ses fortrinsvis hos mænd over 50 år, og 

da der aldrig er rapporteret metastaser, er det at 

betragte som en benign tumor. 

Patoanatomi 

Makroskopisk er det spermatocytiske seminom, 

modsat det klassiske, dårligt afgrænset, gråligt, 

meget blødt og udflydende. 

Mikroskopisk er det karakteriseret ved at 

indeholde tumorceller af tre forskellige størrelser 

(Fig. 7.7). Den mest karakteristiske af disse 

387


er stor med en stor rund kerne med grov og filamentøs 

kromatinstruktur. 

Embryonalt karcinom 

Embryonalt karcinom er den næsthyppigste 

type af de testikulære germinalcelletumorer. 

Embryonalt karcinom er meget sjældent hos 

børn og ualmindeligt efter 50-års alderen. Embryonalt 

karcinom forekommer hyppigere som 

en komponent i blandet germinalcelletumor 

(Fig. 7.8A) end som en ren tumor. Teratokarcinom 

er en ældre betegnelse for en kombination 

af embryonalt karcinom og teratom. Embryonalt 

karcinom indeholder ingen serologisk anvendelige 

markører. 

Patoanatomi 

Makroskopisk er embryonalt karcinom en solid, 

blød, grålig tumor, ofte med nekrose og blødning. 

Mikroskopisk ses et tumorvæv opbygget 

af store celler med dårligt afgrænset cytoplasma 

og store uregelmæssige, vesikulære kerner med 

flere og store nukleoler (Fig. 7.8B). Tumorcellerne 

ligner de primitive udifferentierede celler 

i morula og blastulastadiet i embryogenesen. 

Vækstmønstret er varierende solidt, papillifert 

eller pseudoglandulært. 

Blommesækstumor 

Blommesækstumor eller endodermal sinustumor 

er den almindeligste testistumor hos børn, men 

på trods af dette dog en sjælden barnetumor. Hos 

voksne forekommer den hos de yngre. Hos børn 

optræder den så godt som altid alene, mens den 

hos voksne næsten altid indgår som en komponent 

i en blandet germinalcelletumor. Blommesækstumorer 

producerer AFP, som kan påvises i 

serum og ofte i meget høje koncentrationer. 

Patoanatomi 

Makroskopisk er blommesækstumoren en meget 

blød, gelatinøs eller slimet grålig eller rødbrun 

tumor og ofte med blødning, nekrose og 

småcyster. 

Mikroskopisk præsenteres man for en fascinerende 

variation af morfologiske mønstre, der 

388 

Figur 7.8A-F. A. Gennemskåret orkiektomipræparat 

med blandet germinalcelletumor. 

B. Embryonalt karcinom. C. Blommesækstumor 

med mikrovesikulær eller netagtig 

struktur. D. Blommesækstumor med 

endodermal sinusstruktur. E. Maturt teratom 

med uregelmæssige hulrum med cylinderepitel. 

F. Koriokarcinom med tumorvæv, 

der består af både syncytiotrofoblast 

og cytotrofoblast. 

A 

B 

C


i større eller mindre grad imiterer blommesæksstrukturer 

(Fig. 7.8C-D). Indtil videre arbejder 

man med ti forskellige varianter, hvoraf de fleste 

blommesækstumorer indeholder flere. Det 

er for patologen vigtigt at være bekendt med 

denne mangfoldighed af variationer af hensyn 

til korrekt diagnostik, specielt af metastaser, 

hvis primær tumor ikke er kendt. 

D 

E 

F 

Teratom 

Teratom er den næsthyppigste testistumor hos 

børn. Hos børn er testisteratomer rene tumorer, 

der ikke metastaserer. Hos voksne forekommer 

teratom i de yngre aldersgrupper mellem 20 og 

30 år i lighed med de andre non-seminomatøse 

germinalcelletumorer og er som disse maligne, 

uanset hvor veldifferentieret tumorvævet end 

måtte være. Teratom optræder sjældent alene 

hos voksne, men er ofte en komponent i en blandet 

germinalcelletumor. Serum-AFP og -HCG 

er undtagelsesvist forhøjet ved teratom. 

Restmetastaser efter kemoterapi af blandede 

germinalcelletumorer består ofte udelukkende 

af teratom. 

Patoanatomi 

Makroskopisk har teratom et nemt genkendeligt 

broget udseende med en blanding af solidt og 

cystisk tumorvæv. 

Mikroskopisk er teratomer karakteriserede 

ved at indeholde forskellige vævstyper, der er 

imitationer af føtalt eller mere modent væv 

(Fig. 7.8E). I nogle tumorer kan man ligefrem 

se embryoide legemer, der er efterligninger af 

den allertidligste embryonale udvikling. 

Teratomer inddeles i modne og umodne teratomer 

og teratomer med malign transformation. 

Graden af modenhed vurderes ud fra i hvilken 

grad de forskellige teratomkomponenter er af 

vævstyper, der ses i fostret eller i den udvoksede 

organisme. De umodne komponenter er ofte 

neuroektodermalt eller mesenkymalt væv, 

mens de modne komponenter hyppigt er cyster 

med forskellige typer af veldifferentieret epitel, 

glat muskulatur, bindevæv, brusk, fedtvæv osv. 

Malign transformation i form af egentlige 

karcinom- og sarkomkomponenter kan i sjældne 

tilfælde ses i teratomer hos voksne, men aldrig 

hos børn. 

Koriokarcinom 

Koriokarcinom forekommer som en tumorkomponent 

i ca. 25% af de blandede testikulære germinalcelletumorer 

hos voksne, meget sjældent 

som en ren tumor og så godt som aldrig hos børn. 

389 



Koriokarcinom producerer HCG og andre graviditetsproteiner, 

der kan medføre gynækomasti. 

HCG er standardmarkøren for koriokarcinom. 

Patoanatomi 

Makroskopisk er koriokarcinom karakteriseret 

ved at være udtalt hæmorragisk, blødt og henflydende. 

Mikroskopisk ses i tumorvævet to celletyper, 

cyto- og syncytiotrofoblast (Fig. 7.8F) og så 

godt som intet stroma. Syncytiotrofoblast alene 

berettiger ikke til diagnosen koriokarcinom. Tumorvævet 

er ofte præget af udtalt blødning og nekrose, 

og der er hyppigt karindvækst i testisvævet. 

Gonadale stromatumorer 

Tumorer udgået fra testiklernes specielle stromaceller 

omfatter Leydig-celle-tumorer, Sertolicelle-tumorer, 

Sertoli-Leydig-celle-tumorer, og 

granulosa- og thecacelle-tumorer, der alle også 

kan ses i ovarierne. De udgør tilsammen ca. 5% 

af samtlige testistumorer og er således sjældne. 

Leydig-celle-tumorer 

Leydig-celle-tumorer forekommer hos mindre 

børn og hos voksne i 30-60-års alderen. Hos 

børn kan de forårsage for tidlig pubertet (pubertas 

præcox) og hos voksne gynækomasti. De 

fleste er benigne. 

Mikroskopisk ses tumorceller med en vis 

lighed med Leydig-celler. Reinke-krystaller, 

som er eosinofile, rektangulære cytoplasmatiske 

krystaller, er patognomoniske, men ses kun 

i mindre end halvdelen af tumorerne. 

Sertoli-celle-tumorer 

Sertoli-celle-tumorer, der forekommer i alle 

aldre, kan være associeret med gynækomasti og 

er sjældent maligne. 

Mikroskopisk ses tubulære og solide formationer 

af celler, der i nogen grad ligner Sertoli-celler. 

Andre tumorer 

Lymfom 

Primært malignt testikulært lymfom er sjældent, 

men dog den hyppigste maligne testistu- 

390 

mor hos mænd over 60 år. Det drejer sig om 

non-Hodgkins lymfomer, oftest højmaligne Bcellelymfomer, 

og prognosen er sædvanligvis 

dårlig. 

Makroskopisk ses diffus involvering af testis 

med et billede, der kan ligne seminom. 

Mikroskopisk ses diffus infiltration med lymfomceller, 

først og fremmest i det interstielle væv. 

Leukæmi 

Ved leukæmi er involvering af testis hyppig. 

Ved de akutte børneleukæmier er testikulær relaps 

efter remission ikke ualmindelig. Dette diagnosticeres 

ved testisbiopsi. 

Metastaser 

Metastaser til testis er sjældne. Hyppigst forekommende 

er metastaser fra cancer i prostata, 

lunger, ventrikel, colon og nyre, samt fra malignt 

melanom. 

Patoanatomisk undersøgelse 

ved testistumor 

Cytologi 

Finnålsaspiration anbefales sædvanligvis ikke 

ved diagnostisk udredning for testistumor. Er 

en tumor påvist ved palpation, og/eller ultralydsundersøgelse, 

foretages kirurgisk eksploration 

og om nødvendigt frysesnitsundersøgelse. 

Imprint af væv tilsendt til frysesnitsundersøgelse 

anbefales som et nyttigt supplement til 

frysesnitshistologi. 

Cytologisk undersøgelse af sperma med henblik 

på diagnostik af intratubulær neoplasi eller 

manifest malignitet er ikke rutine, men under 

udvikling med supplerende immuncytologisk 

undersøgelse for markører. 

Histologisk biopsi 

Frysesnitsundersøgelser foretages med henblik 

på omfanget af det kirurgiske indgreb. De vigtigste 

differentialdiagnoser til germinalcelletumor 

vil afhængig af tumortypen være malignt 

lymfom, granulomatøs orchitis, tuberkulose, 

epidermoidcyste og adenomatoid tumor. Pato-

Figur 7.9. Adenomatoid tumor. 

logen skal have in mente, at nogle biopsier tilsendes 

som testisbiopsier, omend de er taget fra 

epididymis. Sådanne biopsier kan ligesom biopsier 

fra rete testis misopfattes som biopsier 

fra teratom. 

Kirurgisk testisbiopsi tages i tilfælde af germinalcelletumor, 

også fra den kontralaterale 

testis med henblik på evt. forekomst af intratubulær 

germinalcelleneoplasi eller såkaldte carcinoma 

in situ forandringer. 

Operationspræparater 

Operationspræparater omfatter totale orkiektomipræparater 

med testis, epididymis og funikel. 

Makro- og mikroskopisk undersøgelse af orkiektomipræparat 

med tumor har til hovedformål 

at fastlægge tumortype, tumorstadium og andre 

prognostiske faktorer som tumorstørrelse og 

karinvasion. 

Tunica vaginalis 

Hydrocele 

Hydrocele (vandbrok) er en øget væskemængde 

i tunica vaginalis. Det kan være primært eller 

sekundært. Ved det sekundære hydrocele skyldes 

den øgede væskemængde anden sygdom 

som fx epididymitis, tumor testis, torsio testis, 

traume eller følger efter operation for varicocele 

eller hernie. 

Fibrøs pseudotumor 

Fibrøs pseudotumor eller proliferativ, fibromatøs 

eller nodulær periorchitis er en reaktiv, ikke 

neoplastisk, fokal eller diffus forandring i tunica 

vaginalis eller albuginea. Der ses én eller flere 

faste, hvidlige, fra få millimeter til flere centimeterstore 

noduli. Ved den diffuse form er testis 

omgivet af en tyk fibrøs kappe. Fibrøs pseudotumor 

kan ses i alle aldre, men er hyppigst hos midaldrende. 

De bør kendes for at undgå unødvendige 

radikale kirurgiske indgreb. 

Adenomatoid tumor 

Adenomatoid tumor er en speciel variant af benignt 

mesoteliom (Fig. 7.9). Adenomatoid tumor 

forekommer i tunica vaginalis, ved øvre og 

nedre pol af epididymis og i funiklen, som en 

velafgrænset, fast hvidlig eller gullig, op til et 

par cm stor tumor. Det histologiske billede, der 

er meget varierende, kan fejlagtigt opfattes som 

adenom, eller, hvad der er værre, som adenokarcinom. 

Epididymis 

Inflammation 

Akut og kronisk inflammation i epididymis er 

almindelig og oftest infektiøs. Hos yngre mænd 

drejer det sig i mange tilfælde om venerisk infektion, 

hvor Chlamydia thracomatis er den 

mest almindelige nu, mens det tidligere var gonoré. 

Hos ældre er det oftest en coliinfektion i 

forbindelse med infektion i urinvejene. 

Andre forandringer 

Tunica vaginalis 

Appendix epididymidis 

Appendix epididymidis er en rest af tubuli i mesonefros 

lokaliseret svarende til caput epididy- 

391 



midis og til stede hos ca. 25%. Klinisk kan appendix 

epididymidis give sig til kende ved cystedannelse 

og torsion. 

Spermatocele 

Spermatocele er en cystedannelse i caput epididymidis, 

oftest udgået fra ductuli efferentes. 

Spermatocele er relativt hyppig og kan være 

medvirkende årsag til reduceret fertilitet. Det 

kan blive op til flere centimeter i diameter. 

Spermagranulom 

Spermagranulom forekommer i både epididymis 

og ductus deferens. Da det ofte er forudgået af 

enten epididymitis, vasektomi eller traume, menes 

øget intraduktalt tryk med ruptur at være et 

væsentligt ætiologisk element. Kliniske symptomer 

i form af smerte og hævelse har som regel 

stået på længe, når patienterne henvender sig. 

Spermagranulomet viser sig som en lille, hård 

tumor, og mikroskopisk ses kronisk inflammation 

med ekstraduktal forekomst af spermatozoer 

med granulomdannelse. 

Neoplasi 

Både benigne og maligne tumorer, såvel epiteliale 

som mesenkymale, er meget sjældne. 

Funiculus 

spermaticus 

De vigtigste patologiske forandringer i funiklen 

omfatter medfødte misdannelser som agenesis, 

duplikation og ektopi, en speciel inflammatorisk 

forandring (vasitis nodosa) og mesenkymale tumorer, 

og ingen af dem er særligt hyppige. 

De benigne tumorer omfatter først og fremmest 

lipomer. 

De maligne mesenkymale tumorer er efter lipomer 

de hyppigste tumorer i funiklen. Rhabdomyosarkom 

er hyppigst og forekommer hos 

392 

børn og unge, mens de øvrige sarkomtyper først 

ses efter 40-års alderen. 

Vesiculae 

seminales 

Sygdomme i vesiculae seminales er ejendommeligt 

nok meget sjældne. Tumorer er en rarietet. 

Prostata 


Anatomi 

Prostata eller blærehalskirtlen omgiver den 

øverste del af urethra, pars prostatica urethra. 

Prostata vejer hos en 25-årig mand 20 g og hos 

en 70-årig 30-60 g. Prostata består af kirtelvæv 

og stroma og omgives af en kapsellignende 

struktur. Kirtlen kan inddeles i fire glandulære 

zoner, som alle udgår fra forskellige segmenter 

af urethra prostatica. Den zonale inddeling har 

klinisk betydning, idet prostatahyperplasi og - 

cancer optræder med forskellig hyppighed i zonerne. 

Urethra prostatica kan deles i et proksimalt 

og et distalt segment, der danner en anterior 

åben vinkel på 135°. Ved vinklingspunktet findes 

basis af verumontanum (colliculus seminalis) 

lokaliseret i den posteriore væg af distale 

segment. Omkring 95% af alle prostatagange 

udmunder i distale urethra omkring verumontanum. 

Ductus ejaculatorius munder i basis af 

verumontanum. 

Den perifere zone udgør størstedelen (70%) 

af den regulære prostatakirtel. 

Centralzonen udgør 20-25% af prostata. 

Denne zone har en konisk form, hvis basis danner 

næsten hele basis prostatae.

Transitionszonen er relateret til det proksimale 

uretrale segment og udgør kun 5-10% af 

prostatas glandulære væv. 

Den periuretrale zone er ganske lille og udgør 

kun 1-5%. Den består af små udførselsgange 

og umodne kirtler spredt langs det proksimale 

uretrale segment og perifert begrænset af den 

præprostatiske sphincter. 

Den præprostatiske sphincter består af glatte 

muskelfibre, der omgiver det proksimale uretrale 

segment. Den distale sphincter består af tværstribede 

muskelfibre, der delvist omgiver distale 

uretrale segment. 

Histologi 

Prostata er opbygget af kirtler, gange og fibromuskulært 

stroma. Kirtlerne (acinus) i den perifere 

zone, centralzonen og transitionszonen er 

jævnt fordelt omkring store gange (ductus), 

som munder i urethra. 

I centralzonen forgrener ductus sig i kunstfærdige 

kirtler, der har intraacinære papillære 

indfoldninger og en jævn afgrænsning mod det 

omgivende stroma. 

I den perifere zone og transitionszonen er 

ductus lange og smalle og forgrener sig i små 

ensartede acinus oftest uden papillære indfoldninger 

og med en jævn eller svagt bugtet kontur 

mod omgivende stroma. 

Kirtler og gange beklædes af et tolaget eller 

pseudolagdelt epitel med basalceller og sekretoriske 

celler. Basalcellerne er aflange og ligger 

med deres sparsomme cytoplasma i et kontinuerligt 

lag under og mellem de sekretoriske celler. 

De sekretoriske celler er cylinderformede eller 

kubiske, og står på basalmembranen eller på 

basalceller. Der er lette variationer i deres udseende 

i de forskellige regioner. De sekretoriske 

celler indeholder bl.a. prostataspecifikt antigen 

(PSA) og prostataspecifik sur fosfatase (PSPH), 

der kan demonstreres immunhistokemisk. 

I kirtlernes lumen kan der forekomme såkaldte 

corpora amylacea (græsk: amylon stivelse), 

der er lyse, eosinofile legemer med koncentrisk 

opbygning. De tiltager i antal med alderen 

og er hyppige hos mænd over 50 år. 

Prostata 

Neuroendokrine celler findes i et mindre antal 

spredt mellem de sekretoriske og basale celler 

i alle zoner. Deres betydning for prostatas 

normale funktion er ikke klarlagt. 

Prostatas stroma domineres af glatte muskelceller, 

men indeholder også en del bindevæv, 

kar og nerver. 

Funktion 

Prostata danner et tyndtflydende, mælkeligende 

sekret, der udgør en stor del af sædvæsken. Sekretionen, 

der er under hormonal kontrol, er overvejende 

apokrin. Sekretet er meget sammensat og 

indeholder proteiner og oxidative enzymer som 

transaminaser, dehydrogenaser og enzymer, der 

er af betydning for glykolyse i sædvæsken. Det 

indeholder også adskillige proteolytiske enzymer 

som fibrinolysin, fibrinogenase, aminopeptidase 

og PSA. PSA forekommer i sædvæsken i en koncentration, 

der er ti gange større end i serum. 

Mængden af sur fosfatase i sædvæsken er korreleret 

til den sekretoriske aktivitet. En væsentlig 

komponent af prostatasekretet er citronsyre, der 

bevirker, at sædvæskens pH er 6,5. 

Klinik 

Symptomer fra prostata er hyppigst betinget af 

hyperplasi, der oftest medfører vandladningsbesvær. 

Det drejer sig om vandladningsbesvær 

af forskellig type som pollakisuri, stranguri og 

dysuri. Ømhed eller smerter forekommer ved 

infektion. Prostatacancer er ofte symptomløs, 

men betinget af lokalisation og størrelse kan der 

forekomme symptomer som ved hyperplasi. Da 

nogle prostatacancere debuterer med metastaser, 

kan billedet alene være præget af disse, fx 

knoglesmerter. 

Udvikling og misdannelser 

I slutningen af 3. graviditetsmåned begynder 

epitelet i den kranielle del af urethra at prolifere 

og danne små gange. Disse spreder sig ud i det 

omgivende stroma og bliver hos drenge til prostata, 

mens gangene hos piger bliver til de 

parauretrale kirtler. Indtil puberteten består prostatavævet 

næsten udelukkende af gangsyste- 

393 



met. I puberteten udvikles kirtler, hvorved prostatas 

størrelse fordobles. 

Medfødte misdannelser af prostata er meget 

sjældne. 

Inflammation 

Inflammation i prostata inddeles i ikke-bakteriel 

prostatitis og infektiøs (bakteriel) prostatitis, 

og derudover kan der ses en række specielle 

sjældnere inflammationer. 

Ikke-bakteriel prostatitis 

Ikke-bakteriel kronisk prostatitis eller kronisk 

abakteriel prostatitis er den hyppigste form for 

inflammation i prostata. 

Chlamydia, mycoplasma, ureaplasma og 

virus mistænkes for at have en patogen rolle. 

En langsom og snigende udvikling gør tilstanden 

vanskelig at diagnosticere. Patienten 

har smerter og ubehag over lænden og i underlivet. 

Vandladningen kan være smertefuld, men 

der er ikke udflåd fra urinrøret. Ved palpation er 

prostata ofte normal evt. let øm. Diagnosen stilles 

på basis af negativt dyrkningsresultat og mikroskopisk 

undersøgelse af prostatasekret efter 

massage af prostata. 

Mikroskopisk ses i prostata infiltration af 

lymfocytter, plasmaceller og et mindre antal 

granulocytter og makrofager. 

Infektiøs prostatitis 

Infektiøs prostatitis inddeles i akut og kronisk 

bakteriel prostatitis. 

Akut bakteriel prostatitis er en akut diffus eller 

fokal suppurativ inflammation forårsaget af 

bakterier, der som regel er E. coli. Bakteriespredningen 

til prostata sker oftest via urinvejen, 

men kan også være lymfo- eller hæmatogen. 

En hyppig årsag er bakteriel kontamination 

i forbindelse med kateterisation, cystoskopi, 

uretral dilatation eller transuretral resektion. 

Gonoroisk prostatitis er sjælden, men kan forekomme 

efter akut uretralinfektion med Neisseria 

gonorrhoea. 

Symptomerne er pludseligt indtrædende feber 

med kulderystelser, lavtsiddende rygsmer- 

394 

ter og perineal smerte. Der er hyppig vandladningstrang, 

nocturi og dysuri. Ved palpation føles 

prostata svullen og er meget øm. 

Mikroskopisk ses akut inflammation evt. 

med abscesdannelse. 

Kronisk bakteriel prostatitis har et mere snigende 

og langvarigt forløb. Symptomer og makroskopisk 

og mikroskopisk patoanatomi svarer 

til, hvad der ses ved kronisk abakteriel prostatitis. 

Specielle inflammationer 

Tuberkuløs granulomatøs inflammation 

Tuberkuløs prostatitis er sjælden, men forekommer 

sammen med TB-infektion i nyre eller 

epididymis. 

Non-tuberkuløs granulomatøs inflammation 

Non-tuberkuløs granulomatøs prostatitis omfatter 

iatrogent granulom, non-specifik granulomatøs 

prostatitis og allergisk granulomatøs prostatitis, 

og derudover malakoplaki og xantogranulomatøs 

prostatitis. 

Iatrogent granulom (synonym: post-transuretralt 

resektionsgranulom) forekommer hyppigt 

efter transuretral prostataresektion og op til 

flere år efter den primære resektion. 

Non-specifik granulomatøs prostatitis ses 

hyppigst omkring itugået prostatagang, formentlig 

som fremmedlegemereaktion på prostatasekretet. 

Ved rektal eksploration findes en 

knudret og meget hård prostata, der giver klinisk 

mistanke om prostatacancer. 

Allergisk granulomatøs prostatitis er sjælden. 

Patienterne har ofte asthma eller tegn på 

systemisk allergisk reaktion. 

Patoanatomi 

Mikroskopisk ses ved non-tuberkuløs granulomatøs 

inflammation nodulære betændelsesinfiltrater 

med epiteloide makrofager, hvoraf nogle 

er multinukleære. Infiltraterne kan være med 

eller uden central nekrose og indeholder lymfocytter, 

plasmaceller og evt. eosinofile granulocytter.

Malakoplaki 

Malakoplaki er en granulomatøs inflammation 

forårsaget af gram-negative bakterier og med et 

karakteristisk billede. Makroskopisk ses gulbrune, 

bløde plaques i prostatavævet og heraf 

navnet (malakos blød og placos plaque eller 

plet). Mikroskopisk ses mange histiocytære celler 

med cytoplasmatiske inklusionslegemer, såkaldte 

Michaelis-Gutmann-legemer. 

Prostata er forstørret og hård, hvorfor der klinisk 

er mistanke om prostatacancer. 

Xantogranulomatøs prostatitis 

Xantogranulomatøs prostatitis er en sjælden 

non-infektiøs variant af granulomatøs prostatitis, 

hvor det mikroskopiske billede er domineret 

af skumfager eller skumceller. Ætiologien er 

ukendt. Differentialdiagnostisk er det vigtigt at 

adskille denne forandring fra lavt differentieret 

acinært adenokarcinom. 

Andre forandringer 

Prostatalithiasis 

Prostatasten, der forekommer i kirtler og stroma, 

kan måle fra millimeter til centimeter, men er 

som regel små, multiple og asymptomatiske. De 

er meget hyppige hos mænd over 50 år. De forekommer 

ofte ved prostatitis og hyppigt ved afløbshindring. 

Aflejring af calciumsalte på corpora 

amylacea kan også medføre stendannelse. 

Non-neoplastiske 

vækstforandringer 

Benign prostatahyperplasi 

Definition 

Benign prostatahyperplasi er en hyperplasi af 

kirtler og stroma hovedsagelig i transitionszonen 

og i mindre grad i den periuretrale zone. 

Forekomst 

Benign prostatahyperplasi udvikles kun hos 

mænd med hormonalt fungerende testisvæv og 

er relateret til aldringsprocessen. I 40-års al- 

Prostata 

deren har 20% en benign hyperplasi, mens hyppigheden 

er 80% hos 70-årige og 90% hos 80årige 

mænd. 

Patogenese 

Patogenesen er ikke kendt i detaljer, men såvel 

androgener som østrogener synes begge at være 

involverede via omdannelse til dihydrotestosteron 

(DHT), der menes at være en vigtig faktor 

for prostatas vækst. Ved en kombination af 

reduceret katabolisme og øget intracellulær binding 

af DHT, akkumulerer ældre mænd en øget 

mængde DHT i prostata. Østrogen/testosteronratio 

øges med stigende alder, hvilket har betydning 

for hyperplasiens udvikling. 

Patoanatomi 

Makroskopisk viser benign prostatahyperplasi sig 

som små og store noduli i vævet omkring urethra, 

som derved komprimeres i tiltagende grad (Fig. 

7.10). Noduli er lyse og med varierende konsi- 

Figur 7.10. Blære- og prostataresektat. 

Prostata er stærkt forstørret på grund af 

hyperplasi, og blæren, der er stor, har 

udtalt trabekulær slimhindetegning, 

forårsaget af obstruktion. 

395


Figur 7.11. Prostatahyperplasi. Bemærk tendensen til nodulusdannelse. 

stens, afhængig af om den stromale eller glandulære 

hyperplasi dominerer. Ved tiltagende hyperplasi 

komprimeres også det omgivende prostatavæv, 

der efterhånden reduceres til en smal bræmme, 

som danner den såkaldte kirurgiske kapsel. 

Denne bruges af kirurgen ved suprapubisk prostatektomi 

til enuklering af det hyperplastiske væv. 

Mikroskopisk karakteriseres hyperplasien 

ved, at der ved forgrening og afsnøring af kirtler 

og gange er dannet nye duktacinære strukturer, 

som er beklædt med et tolaget eller pseudolagdelt 

evt. papillært cylinderepitel med både basalceller 

og sekretoriske celler (Fig. 7.11). Der 

ses også diffus eller fokal proliferation af det fibromuskulære 

stroma, stedvis som egentlige 

leiomyomer. Oftest ses en blandet adenomyomatøs 

hyperplasi. I nogle tilfælde kan der ses 

iskæmiske infarkter, og særlig i relation hertil 

kan der forekomme pladeepitelmetaplasi og inflammatorisk 

betinget epitelatypi. 

396 

Atypisk adenomatøs hyperplasi eller 

adenose 

Atypisk adenomatøs hyperplasi eller adenose er 

en nodulær benign proliferation af små tætliggende 

acinære kirtler uden dysplastiske epitelforandringer. 

Differentialdiagnosen over for 

højt differentieret acinært adenokarcinom kan 

være vanskelig. 

Skleroserende adenose 

Skleroserende adenose er en lokaliseret benign 

proliferation af små acini, små solide epitelcellegrupper 

og enkeltceller i fibrøst stroma. Skleroserende 

adenose er sjælden, men ses i vævet 

fra 1-2% af de transuretrale resektioner. Forandringens 

betydning er den store lighed med adenokarcinom.

Klinik og forløb 

På et givet tidspunkt er ca. 130.000 danske mænd 

generet af prostatahyperplasi. Hos 5-10% opstår 

der en operationskrævende tilstand som følge af 

en tiltagende forsnævring af urethra. Symptomerne 

ved hyperplasien er nedsat urinflow og tiltagende 

besvær med at lade vandet. Mangelfuld 

blæretømning disponerer til urinvejsinfektion, 

der er hyppig, og som kan medføre akut prostatitis 

og abscesdannelse. 

Der udvikles hypertrofi af blærevæggen, 

som bliver trabekuleret evt. med dannelse af divertikler 

(Fig. 7.10). Efterhånden kan der udvikles 

hydronefrose med deraf følgende risiko 

for såvel nyreinsufficiens som pyonefrose. 

Hos nogle patienter optræder iskæmiske infarkter 

som følge af kompromitteret blodforsyning. 

Akut infarkt er ofte årsag til hurtigt indsættende 

afløbshindring. 

Neoplasi 

Benigne tumorer 

Benigne tumorer i prostata både epiteliale og 

mesenkymale er meget sjældne med undtagelse 

af leiomyomer. 

Præmaligne forandringer 

Definition og forekomst 

Præmaligne forandringer i prostata er dysplastiske 

forandringer i prostatas sekretoriske epitel. 

De benævnes også prostatisk intraepitelial neoplasi 

(PIN) og inddeles i tre differentieringsgrader. 

Let dysplasi findes hyppigt sammen med 

benigne forandringer. Moderat og svær dysplasi 

er påvist i 33-100% af prostatae med karcinom. 

PIN forekommer med tiltagende hyppighed 

med stigende alder. 

Ætiologi 

Ætiologien er ukendt, men menes at være den 

samme som for prostatacancer. 

Patoanatomi 

De præmaligne forandringer er hyppigst lokaliseret 

alene i prostatas perifere zone. Hos ca. en 

tredjedel er der samtidigt forandringer i den 

perifere zone og transitions- eller centralzonen. 

PIN kan have fire forskellige vækstmønstre. 

Forløb 

PIN forudgår prostatacancer med gennemsnitlig 

10 år. Er der svær dysplasi som eneste fund i 

en biopsi fra prostata, er der stor sandsynlighed 

for, at patienten har prostatacancer, og ny biopsi 

må tilrådes. 

Maligne tumorer 

Prostata 

Forekomst 

I 1996 diagnosticeredes i Danmark 1.340 tilfælde 

af prostatacancer, og det er den 3. hyppigste 

cancer hos mænd. Incidensen er stadig stigende. 

Prostatacancer er sjælden hos mænd under 

50 år og hyppigst hos mænd over 70. Sygdommen 

er hyppig i Nordamerika og Vesteuropa og 

sjælden i Kina og Asien. Særlig hyppigt ses prostatacancer 

blandt afroamerikanere. 

Ætiologi og patogenese 

Ætiologien er ukendt. Alder, race, endokrine 

forhold og miljøfaktorer spiller en rolle. At hormonale 

forhold har betydning for patogenesen 

støttes af, at kastration kan forsinke væksten af 

metastaserende prostatacancer. Nodulær benign 

hyperplasi er ikke årsag til cancer. 

Patoanatomi 

Prostatacancer er i 70% af tilfældene lokaliseret 

i den perifere zone, mens 20-25% forekommer i 

transitionszonen. Det er oftest de sidstnævnte, 

der påvises tilfældigt i transuretrale resektater, 

der er foretaget for formodet hyperplasi. 

Makroskopisk er tumorvævet grynet grågulligt 

eller hvidligt og hårdt (Fig. 7.12). I transuretrale 

resektater vil følger af varmekoagulation ofte gøre 

den makroskopiske vurdering vanskelig. 

Mikroskopisk er prostatakarcinomer næsten 

altid adenokarcinomer (Fig. 7.13A-B). På histo- 

397 



genetisk grundlag kan de inddeles i acinære, 

duktale, blandede acinære og duktale adenokarcinomer 

og andre typer. Opdelingen er uden klinisk 

betydning og anvendes derfor ikke i praksis. 

Inddeling efter differentieringsgrad har derimod 

betydning (se nedenfor). 

Uanset differentieringsgrad vokser tumorcellerne 

invasivt i bindevæv og muskelfibre, og 

perineural tumorforekomst er hyppig. 

Sjældne tumortyper forekommer også i prostata 

og disses histologiske billede svarer til, hvad 

man finder i tilsvarende tumorer i andre organer. 

Gradering af prostatacancer 

Der er beskrevet talrige histologiske graderingssystemer 

for prostatakarcinom. De hyppigst anvendte 

er Gleasons graderingssystem (Fig. 7.14), 

og WHO’s system, der har vist god korrelation til 

prognose. 

Stadieinddeling af prostatacancer 

Tumors udbredning på diagnosetidspunktet har 

betydning for prognosen og valg af behandling. 

I Europa anvendes TNM-systemet (Tabel 7.II), 

mens man i USA stadieinddeler prostatacancer i 

fire grupper (A-D). 

Klinik og forløb 

Prostatacancer kan klinisk præsentere sig på 

forskellig måde: 

398 

A B 

Figur 7.12. Prostatacancer, der fylder det 

meste af prostata. 

Klinisk karcinom er symptomgivende tilfælde, 

hvor diagnosen stilles klinisk og bekræftes 

histologisk. 

Figur 7.13A. Højt differentieret acinært adenokarcinom. Bemærk det manglende stroma mellem 

kirtelformationerne. B. Udifferentieret karcinom.

Tilfældigt opdaget (subklinisk) karcinom er 

tilfælde, der påvises ved den mikroskopiske 

undersøgelse af prostatavæv, ofte fjernet for 

formodet hyperplasi. Tilfældigt opdaget karcinom 

findes i 10-25% af transuretrale resektater 

fra mænd med formodet benign prostatalidelse. 

1 

2 

3 

4 

5 

Figur 7.14. Gleasons graderingssystem. 

Simplificeret illustration, der viser de histologiske 

vækstmønstre og tumorcellernes/ 

kirtlernes relation til stromaet. Graderingen 

foretages på baggrund af tumorcellernes 

hyppigste og næsthyppigste vækstmåde ud 

fra de fem mulige vækstmønstre. Herved opnås 

et Gleason score, der kan være fra 2-10, 

hvor Gleason score 10 har den værste prognose. 

(Fra Gleason DF. Histologic Grading and 

Clinical Staging of Prostatic Carcinoma. Chapter 

9 in Tannenbaum M (Ed). Urologic Pathology: 

The Prostate. Lea & Fibiger 1977). 

Prostata 

Okkult karcinom er tilfælde, hvor metastaser 

opdages, før primærtumor er erkendt. 

Latent karcinom er tilfælde af prostatacancer 

påvist ved obduktion af en patient, der ikke klinisk 

havde tegn på prostatacancer. Latent prostatacancer 

kan påvises hos op til 70% af mænd 

over 80 år. 

Tabel 7.II. TNM-klassifikation af prostatacancer 

Nonpalpabel cancer 

T1a Nonpalpabel cancer i 5% af reseceret væv 

T1c Nonpalpabel cancer påvist ved nålebiopsi 

Palpabel cancer begrænset til prostata 

T2a Tumor involverer kun én prostatalap 

T2b Tumor involverer begge prostatalapper 

Cancer med vækst gennem prostatas kapsel 

T3a Ekstrakapsulær tumorvækst, uni- eller bilateralt 

T3b Tumor invaderer vesicula seminalis, uni- eller 

bilateralt 

T4 Tumor vokser ind i andre naboorganer end 

vesicula seminalis, dvs: 

Blærehals, eksterne sphincter, rectum, 

levatorerne og/eller bækkenvæg 

Metastaserende cancer 

NX Regionale lymfeknuder ikke undersøgt 

N0 Ingen regionale lymfeknudemetastaser 

N1 Regional lymfeknudemetastase påvist 

MX Forekomst af fjernmetastaser ikke undersøgt 

M0 Ingen fjernmetastaser 

M1 Fjernmetastaser påvist 

399 



Prostatacancer medfører afløbshindring fra 

blæren, mangelfuld blæretømning, hæmaturi og 

evt. påvirket nyrefunktion pga. hydronefrose. 

Rektaleksploration vil ofte afsløre en usymmetrisk 

og meget hård forandring af den bagerste 

del af prostata. Betydeligt forhøjet se-PSA 

støtter diagnosen. 

Prostatacancer spreder sig dels ved direkte 

invasion, dels gennem lymfebaner og blodkar. 

Lokalspredningen sker oftest til vesicula seminalis 

og blærebunden. Lymfatisk spredning 

sker først til lymphonodi obturatorii, som urologen 

har mulighed for at fjerne laparoskopisk. 

Med faldende hyppighed ses lymfatisk spredning 

til lymfeknuder perivesikalt og til lymfeknuder 

langs a. hypogastrica, aa. iliacae, præsakralregion 

og paraaortale lymfeknuder. 

Hæmatogen spredning sker først og fremmest 

til knogler. Knoglemetastaserne er oftest 

osteosklerotiske, men kan være osteolytiske. 

Med faldende hyppighed involveres vertebrae 

lumbales, proksimale del af femur, pelvis, vertebrae 

thoracalis og costae. 

Knoglemetastaser kan være smertefulde og 

give anledning til patologisk fraktur. Paraneoplastisk 

syndrom pga. ektopisk hormonproduktion 

kan ses. Kronisk dissemineret intravaskulær 

koagulation og non-bakteriel trombotisk endocarditis 

er ikke helt sjælden, og knap 20% af 

Figur 7.15. Transuretralt elektroreseceret 

prostatavæv fremsendes formalinfikseret 

til patologisk institut til undersøgelse. 

Vævsspånerne kaldes også chips. 

400 

sådanne tilfælde ses hos patienter med prostatacancer. 

Prognose 

Behandling og prognose ved prostatacancer afhænger 

af patientens alder på diagnosetidspunktet, 

tumorstadium, differentieringsgrad og 

tumorvolumen. Hvis der gives behandling, kan 

denne være hormonel eller kirurgisk. Radikal 

prostatektomi foretages ved lokaliseret cancer 

hos mænd med forventet levealder på 10-15 år. 

Denne behandling er hyppig i USA, men udføres 

kun få steder i Danmark. 

Patoanatomisk undersøgelse 

Cytologi 

Cytologisk undersøgelse af finnålsaspirat fra 

prostata anvendes i begrænset omfang i Danmark 

til diagnostik af prostataforstørrelse. 

Histologisk biopsi 

Histologisk undersøgelse af nålebiopsi foretages 

tiltagende hyppigt fra patienter mistænkt for 

prostatacancer. Metoderne har skiftet mellem 

transperineal og transrektal teknik. I dag bruges 

oftest en biopsipistol med en 18 kalibers nål, der 

giver en 15 x 1,2 mm biopsi. Biopsien tages 

bedst ultralydsvejledt. Metodens diagnostiske 

sensitivitet afhænger ikke kun af den rektale 

eksploration og ultralydsteknikken, men også af 

antallet af biopsier. Nålebiopsier anvendes i tiltagende 

grad ved stadieinddeling af prostatacancer. 

Falsk negative prøver andrager

vævet indstøbes, for med 95% sandsynlighed at 

kunne påvise dette vævsfragment. På grundlag 

af den gennemsnitlige vævsmængde af resektaterne 

indebærer dette, at der skal udtages væv i 

seks kapsler til paraffinindstøbning. 

Operationspræparater fra radikal prostatektomi 

omfatter hele prostata. 

Immunhistokemisk undersøgelse 

Immunhistokemisk påvisning af PSA, der praktisk 

taget er organspecifikt, kan afsløre, om en 

metastase hidrører fra en prostatacancer. 

DNA-ploidi 

Både ved flowcytometri og ved billedcytometri 

kan DNA-ploidien af en prostatacancer bestemmes. 

Prostatacancer med aneuploidi er forbundet 

med øget risiko for recidiv og død. 

Penis og scrotum 


Anatomi 

Penis, (græsk: fallos), det mandlige lem er lokaliseret 

foran scrotum og foran og neden for symfysen. 

Længden hos voksne mænd varierer betydeligt, 

men er gennemsnitlig 10-12 cm. Ved 

erektion forøges længden med en tredjedel. Penis 

består af tre såkaldte svulmelegemer, to corpora 

cavernosa penis, der ligger på hver side af 

penisskaftet og corpus spongiosum penis, der er 

lokaliseret på undersiden. Corpus spongiosum, 

der ender som glans penis, indeholder den distale 

del af urethra. 

Huden på penis er fritforskydelig og danner 

distalt en fold, præputium, der dækker glans. Huden 

på glans er derimod fikseret til underlaget. 

Scrotum eller pungen indeholder testes, epididymes 

og en del af funiculi spermatici med 

tilhørende kar og nerver. 


Histologi 

Svulmelegemerne består af kavernøst eller 

erektilt væv, der er blodfyldte hulrum, sinusoider, 

beklædt med endotel og adskilt af bindevævsvægge 

med talrige glatte muskelceller. 

Corpora cavernosa er funktionelt sammenhængende 

via et fenestreret septum. Corpus spongiosum 

indeholder færre muskelceller og flere 

elastiske fibre end corpora cavernosa. Svulmelegemerne 

er omgivet af tunica albuginea, der 

er en bindevævskapsel, der omkring corpora cavernosa 

er meget kraftig og omkring corpus 

spongiosum tyndere. 

Huden på penisskaftet indeholder vellushår. 

Indsiden af præputium og glans penis er uden 

hår, men har talrige modificerede talgkirtler. 

Huden på scrotum indeholder mange hårfollikler, 

apokrine, ekrine og sebaceøse kirtler. 

Dermis fortsætter direkte i et lag af glat muskulatur 

uden mellemliggende subcutis. Under muskulaturen 

er der tre fascielag, der har forbindelse 

med muskelfascierne i forreste abdominalvæg. 

Funktion 

Penis fungerer dels som mandens kopulationsorgan, 

dels som en del af distale urinvej. Erektion 

er betinget af stærkt øget blodfylde af det 

kavernøse væv. Selve erektionsmekanismen er 

langt fra klarlagt. 

Scrotum beskytter testis og epididymis og 

bidrager specielt til, at temperaturen i testis og 

hermed i det germinative epitel er passende, 

hvilket vil sige lavere end normal legemstemperatur. 

Karforsyning 

Arterieforsyningen stammer fra a. pudenda interna, 

der deler sig i a. dorsalis penis og i a. profunda 

penis. Den sidste fylder helt overvejende 

det kavernøse væv under erektion. De terminale 

arterioler og postkavernøse venoler er specielt 

opbygget med henblik på erektionsfunktionen. 

401 



Lymfedrænage 

Lymfekarrene danner et superficielt og et profundt 

kompleks, der dræner lymfe henholdsvis 

fra penishuden og præputium til de superficielle 

inguinale lymfeknuder, og fra glans og det erektile 

væv til de dybe inguinale lymfeknuder og 

lymfonodi iliaci externi. 

Nerveforsyning 

Penis er rigt forsynet med både somatiske og 

autonome nervetråde. De autonome, der forsyner 

de glatte muskelceller i kavernevægge og 

blodkar, kommer fra det sympatiske plexus hypogastricus, 

og de parasympatiske kommer fra 

nervi erigentes fra sakralnerven. 

Misdannelser 

Medfødte misdannelser af penis og scrotum er 

sjældne. Hypospadi er en misdannelse, hvor 

urethra munder på undersiden af penis hyppigst 

svarende til glans. Hypospadi kan være forbundet 

med kryptorkisme. Epispadi er mangelfuld 

lukning af urethra svarende til oversiden af penis. 

Ved penis arcuatus eller på dansk krummerik 

er der en udviklingsanomali af corpora 

cavernosa, der medfører krumning af penis specielt 

under erektion. Phimosis eller forhudsforsnævring 

kan være med medfødt eller erhvervet. 

I de første leveår er der en mere eller mindre 

fysiologisk phimosis. 

Inflammation 

Som i andre sammenhænge kan der være tale 

om uspecifikke og specifikke inflammationer. 

Forandringerne kan inddrage glans, præputium 

og/eller den øvrige hud og desuden urethra. 

Urethritis er omtalt under distale urinveje. Det 

skal yderligere nævnes, at penis er den hyppigste 

indgangsport for HIV-infektion hos mænd. 

Balanopostitis, der er inflammation af glans 

og præputium, er ofte forbundet med phimosis. 

Hyppigst er seksuelt overførte infektioner som 

fx kondylomer og herpes genitalis. Langt sjældnere 

er syfilis, chancroid, granuloma inguinale 

og lymphogranuloma inguinale. 

402 

Plasmacellebalanitis er en inflammation af 

ukendt ætiologi med et tæt subepitelialt infiltrat 

af plasmaceller. Makroskopisk kan forandringen 

ligne Bowens sygdom (carcinoma in situ). 

Balanitis xerotica obliterans eller lichen 

sclerosus et atrophicus er en inflammmation 

med progredierende atrofi af huden på glans og 

præputium. Den kan medføre phimosis og forsnævring 

af meatus urethrae. 

Skrotale inflammationer er af mindre klinisk 

betydning. De omfatter almindelige hudlidelser 

og seksuelt overførte infektioner som kondylomer 

og herpes. En sjælden og dramatisk infektion 

er idiopatisk skrotalt gangræn, også kaldet 

Fourniers gangræn eller nekrotiserende fasciitis. 

Det er en nekrotiserende infektion, der kan 

opstå som komplikation til traume, analfistel eller 

rektalabsces, men i halvdelen af tilfældene 

kender man ikke indgangsporten for infektionen. 

Det er en blandingsinfektion med mikroorganismer 

fra fækalfloraen. Infektionen, der udvikler 

sig meget hurtigt, indrager hud og underliggende 

væv på scrotum og kan brede sig til penis, 

perineum og abdomen. 

Induratio penis plastica 

Induratio penis eller Peyronies sygdom (opkaldt 

efter Ludvig d. XV’s livlæge) er en fokal asymmetrisk 

fibrose af tunica albuginea. Ætiologien 

er ukendt. Der kan være samtidig forekomst af 

Dupuytrens kontraktur. Patoanatomisk ses først 

kronisk inflammmation med lymfocytter og 

plasmaceller, og siden udvikles fibrose, evt. med 

kalkaflejringer og bruskdannelse. Symptomerne 

er smerter, formændring af penis (krummerik) 

og gener ved erektion og samleje. 

Idiopatisk skrotal kalcinose 

Idiopatisk skrotal kalcinose er multiple, asymptomatiske 

knuder i huden på scrotum. De består 

af calciumfosfatkrystaller omgivet af fremmedlegemereaktion.

Neoplasi 

Penis 

Benigne tumorer på penis er sjældne bortset fra 

kondylomer. 

Præmaligne og maligne forandringer udgår 

helt overvejende fra huden på glans og præputium. 

Mesenkymale neoplasmer, både benigne 

og maligne er meget sjældne. 

Præmaligne forandringer 

De præmaligne forandringer på penis omfatter 

Bowens sygdom og Erytroplasia Queyrat, der 

er varianter af planocellulært carcinoma in situ. 

De er tidligere klinisk beskrevet som to forskellige 

sygdomme. Forandringerne ses på glans 

hos midaldrende mænd som en rød plet eller et 

indureret plaque. Histologisk svarer forandringerne 

til de tilsvarende forandringer i huden ved 

planocellulært carcinoma in situ. Hyppigheden 

for udvikling af invasivt karcinom er ikke sikkert 

kendt. 

Bowenoid papulose, der viser sig som multiple, 

diskrete violette papler på huden på penisskaftet 

hos yngre mænd, er en vigtig differentialdiagnose 

til carcinoma in situ. Histologisk er 

der dysplasilignende forandringer i epidermis. 


Planocellulært karcinom 

Planocellulært karcinom optræder med betydelig 

geografisk variation med højeste incidens i 

Asien, Afrika og Mellemamerika. Her i landet 

er incidensen 1 per 100.000 per år, og patienterne 

er ældre mænd. 

Ætiologien er ikke sikkert kendt. Dårlig hygiejne, 

phimosis, kronisk balanopostitis og human 

papilloma virusinfektion disponerer til 

karcinom. Omskårede mænd er praktisk talt 

forskånet for lidelsen. 

Karcinomet er lokaliseret på glans eller præputium 

og ses som en papillomatøs, ulcereret 

eller infiltrende tumor. Karcinomet ofte højt 

differentieret. 

Prognosen er relateret til udbredningen på 

diagnosetidspunktet. Tumor vokser ofte langsomt, 

og mange patienter henvender sig først 

sent i forløbet. Metastaser optræder først i de inguinale 

lymfeknuder. 

Scrotum 


Benigne tumorer 

Benigne tumorer på scrotum omfatter en række 

hudtumorer som fx epidermalcyster og hæmangiomer. 

Skrotale angiokeratomer (Fordyces angiokeratomer) 

er multiple, millimeterstore, vaskulære 

papler, der forekommer i huden på scrotum 

hos ældre mænd. Det er teleangiektasier, hvor 

den overliggende epidermis er hyperkeratotisk. 


Den hyppigste maligne tumor, der i øvrigt er 

sjælden, er planocellulært karcinom. Det er en 

historisk interessant tumor, idet den i 1775 blev 

beskrevet af Sir Percival Pott hos skorstensfejerdrenge. 

Pott, der siden er blevet betragtet 

som arbejdsmedicinens grundlægger, pegede 

på sod som årsag, hvad der siden er blevet yderligere 

bekræftet. 

Andre maligne hudtumorer som basalcellekarcinom, 

malignt melanom og Pagets sygdom 

optræder sjældent. 

403 



Litteratur 

Bostwick DG, Eble JN, eds. Urologic Surgical Pathology. 

Mosby, 1997. 

Epstein JI. Prostate Biopsy Interpretation. 2nd ed. 

Raven Press, 1995. 

Jacobsen GK, Talermann A. Atlas of Germ Cell Tumours. 

København: Munksgaard, 1989. 

Jones GW, ed. American Cancer Society National 

Conference on Prostate Cancer. San Francisco, California, 

February 13-15, 1992. Cancer (supplm.), 

1993. vol. 71 (3), 879-1186. 

Mostofi FK, Sesterhenn, IA. Histological Typing of 

Testis Tumours. Geneva: WHO, 1998. 

Mostofi FK, Sesterhenn IA, Sobin LH. Histological 

Typing of Prostate Tumours. Geneva: WHO, 1980. 

Teilum G. Special Tumours of Ovary and Testis and 

Related Extragonadal Lesions. København: Munksgaard, 

1976. 

Ulbright TM, Amin MB, Young RH. Atlas of Tumor 

Pathology. 3rd Series. Tumors of the Testis, Adnexa, 

Spermatic Cord and Scrotum. Fasc. 25. Washington 

D.C.: Armed Forces Institute of Pathology, 1999. 

404

Mandlige genitalier

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?