BILLEDHUGGER MED AMBITIONER - Spastikerforeningen

Det kræver sin ret Af Martin Merrild
at kunne gøre sin pligt
28 Spastikeren 3/2013
Merrild -uden filter
,,
Det relancerede paradigme, at enhver må gøre sin pligt for at kunne kræve sin ret, klinger
hult, når de handicappolitiske principper samtidigt tilsidesættes af rent økonomiske
hensyn.
Socialminister Karen Hækkerup lancerede sidste forår regerin- Vi må som borgere forvente,
gens tilgang til en ny socialpolitik og fik derved lejlighed til at
grave den gamle socialdemokratiske parole om ’ret og pligt’
frem fra gemmerne. Den nye tilgang udmøntede sig senere
i reformen af førtidspensions- og fleksjob-ordningerne. En
reform, der har til formål at begrænse ordningernes omfang og
økonomiske omkostninger. Rationalet er, at med retten til at
modtage offentlige ydelser, følger også en grundlæggende pligt
til at yde den indsats, der er mulig for den enkelte. Men når
den personlige hjælp reduceres af økonomiske årsager, hvilket Store fristelser
er realiteten for mange mennesker med funktionsnedsættelser Den nye hjælperordning blev særdeles populær, og liberaliserin-
i disse år, forværres muligheden for, at den enkelte kan leve op gen af arbejdsgiveransvaret, der gav mulighed for at udlicitere
til de fine principper.
dette til en nærtstående person, et privat firma eller en borgerstyret
organisation, medførte et boom i private virksomheder,
Kærkommen håndsrækning
som tilbød at overtage de administrative opgaver.
Præmissen om ret og pligt var også udgangspunktet i den
Desværre viste den nyvundne frihed i kombination med
’gamle’ hjælperordning, som eksisterede indtil den 31. decem- manglende kontrol sig i enkelte tilfælde at blive en for stor
ber 2008. Her var kravet om, at den enkelte var ansvarlig for at fristelse for mere eller mindre redelige virksomheder til at
administrere sin ordning og fungere som arbejdsgiver for sine opnå personlig gevinst, uden nødvendigvis at have synderlig
hjælpere en ultimativ betingelse for at få tilkendt ordningen. omtanke for de konsekvenser det måtte have for ordningens
Med reformeringen af hjælperordningen, og den nye lov om og brugernes renommé. Og på trods af at ordningen var en
’Borgerstyret Personlig Assistance’ (BPA-ordningen), blev det succes, og gav øget frihed for rigtig mange mennesker, blev
muligt at videregive arbejdsgiveransvaret, hvilket åbnede op for konsekvenserne store. Enkeltsager vakte opsigt og blev blæst
en betragtelig udvidelse af personkredsen for ordningen.
op, og i takt med finanskrisens indtog styrkedes de politiske
Muligheden for at overdrage det daglige ansvar for administration
og rekruttering af hjælpere, men stadig fungere
incitamenter til at begrænse ordningens økonomiske omfang.
som daglig arbejdsleder, blev en kærkommen håndsrækning i Skrøbelig tillid til minoriteter
en hverdag, hvor lønudbetalinger, feriepenge og skatteindbe- Men oprydningsarbejdet har tæret på os alle. De negative enretninger
ikke ligefrem er inklusionsfremmende, når man som keltsager har vist, hvor skrøbelig tilliden er til minoriteter som
funktionshæmmet må give afkald på andre aktiviteter, blot for borgere med funktionsnedsættelser.
at kunne administrere sin hjælperordning. Mange, som voksede Udgifterne til handicapområdet har været genstand for en
op med den gamle ordning, var af helt legitime årsager ikke voldsom, og for mange mennesker særdeles krænkende, debat.
umiddelbart begejstrede for at skulle overlade denne del af De offentlige ydelser indskrænkes lidt efter lidt for at undgå
ansvaret til en udenforstående. Her kunne det, forståeligt nok, organiseret modstand, om end modstanden er synlig for den
udgøre en kraftig indskrænkning af frihedsfølelsen ikke længere opmærksomme. Grænser afprøves, og i de enkelte kommuner
at have kontrol med de administrative opgaver. Heldigvis bibe- sættes mere eller mindre tilfældige standarder for servicen
holdt den nye lov også muligheden herfor.
overfor borgere med særlige behov. Behov som i mange tilfæl-
at de ansvarlige politikere
og beslutningstagere lever op til
deres egne principper.