køn kultur & politik - Dansk Kvindesamfund

årgang 121 nr.2 april 2005 

køn kultur & politik 

tema: ligestilling i erhvervslivet 

debat: ungdommens sprogvaner 

landsmøde 2005

kære læser 

Landsmødenummeret af 

Kvinden&Samfundet er igen i år blevet 

fremstillet af en gæsteredaktør, nemlig 

undertegnede. Jeg hedder Birgitte Saksø 

og er tofaglig bachelor i litteraturhistorie 

og køn, kommunikation & kultur. 

Det grafiske udtryk og layout er skabt 

af Lisbeth Damgaard, som er grafisk 

designer og fotograf. 

Temaet for det kommende landsmøde 

er Ligestilling i Erhvervslivet, hvilket også 

afspejler sig i bladet. På trods af at der er 

opnået væsentligt mere ligestilling end 

tidligere mellem mænd og kvinder i 

erhvervslivet, halter kvinderne stadig 

bagefter. Hvorfor det er sådan, giver to 

kvinder deres bud på. Du kan blandt andet 

læse om, at kvinder generelt ikke sparer 

nok op i pension, som igen indvirker på 

den plads, de har i erhvervslivet. 

Derudover kan du læse en artikel om, 

Forside: Mentor, Annette Blou Pryce og mentee, 

Rachel Kouassi–Zessia. Foto Lisbeth Damgaard 

Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling 

af og ligeværd for kvinder og mænd, så de på lige 

vilkår kan gøre deres indsat i hjem, erhverv og 

det offentlige liv. 

April 2005 – 121. årgang 

www.kvindenogsamfundet.dk 

Udgiver: Dansk Kvindesamfund, 

Niels Hemmingsensgade 10, 3. sal, 

1153 Kbh. K. Tlf. og fax: 33 15 78 37 

Internet: www.kvindesamfund.dk. 

E-mailadresse: danskkvindesamfund@mail.dk 

Medlemskab af Dansk Kvindesamfund inkl. 

abonnement på Kvinden&Samfundet 

2 

hvordan den kulturelle opfattelse af køn 

spiller ind på lønforhandling, hvor kvinder 

ofte ender som taberne. Der er dog også 

optimisme at spore, idet KVINFO har 

opbygget et mentornetværk, 

som består af både danske kvinder og 

kvinder med anden etnisk baggrund. 

Grundidéen med mentornetværket er 

at skabe et velfungerende netværk i 

erhvervslivet for kvinder med anden 

etnisk baggrund ved hjælp af de danske 

kvinders kontakter og kendskab til det 

danske system. Ligeledes giver formanden 

for Akademikernes Centralorganisation sit 

bud på, hvilke muligheder og barrierer en 

kvindelig leder står overfor. 

Debat handler denne gang om unge og 

deres (manglende) sproglige bevidsthed. 

I Århus forsøger Engdalskolen at gøre op 

med unges sprogforurening i det offentlige 

rum, og sætter derfor hårdt ind overfor 

verbal krænkende adfærd. Den kvindelige 

rapgruppe Looney Teknix mener derimod 

koster 450 kr./ år, studerende 300 kr./ år 

B-medlemskab (kun Kvinden&Samfundet 

uden medlemskab) 250 kr./ år 

Udgivet med støtte fra Hulda Pedersens Legat 

Redaktør (ansvarshavende): Birgitte Saksø 

Redaktøren forbeholder sig ret til at forkorte 

og redigere i indsendte indlæg. 

Kvinden&Samfundet udkommer i ordinær udgave 4 

gange årligt: Februar, juni, september og december 

Desuden udkommer et landsmødenummer i april. 

Næste ordinære nummer udkommer i juni 2005. 

Vejledende deadline er 5. maj 2005. 

Indlæg kan sendes som vedhæftet fil eller på 

diskette til redaktør 

Jane Deleuran, Musvågevej 30, 3. tv, 8210 Århus V, 

deleuranjane@hotmail.com. 

Mobil: 30 52 74 29 

ikke, at man skal tage skældsordene, 

der er rettet mod kvindekønnet så alvorligt. 

Udover artiklerne er der de obligatoriske 

elementer i forbindelse med landsmødet: 

Forkvindens beretning, kandidater til 

styrelsen, beretning fra legatudvalg samt 

program for landsmødet. 

God læselyst og godt landsmøde. 

Redaktør Birgitte Saksø 

Grafisk design og layout: Lisbeth Damgaard 

Lisbeth er 34 år og uddannet på Danmarks 

Designskole, linien for visuel kommunikation 

med foto og bogtilrettelægning som speciale. 

Hun arbejder som freelance designer, og har 

egen tegnestue (og fotostudie: fortrinsvis 

digitale formater til portræt og produktoptagelser 

til webpages og netbutikker) 

Kontakt: 4818 4949 

Repro og tryk: Reklameholdet, Jylland – Filipsen, 

Dalbyvej 93, 6000 Kolding, www.filipsen.com 

ISSN: 0106-5084. Trykkes i 1400 eksemplarer. 

Bladets leder udtrykker Dansk Kvindesamfunds 

holdninger. Øvrige artikler i bladet er ikke 

nødvendigvis i overensstemmelse med 

foreningens synspunkter.

Ligestilling i erhvervslivet 

Det er så svært 

Af Hanne Christensen 

Kvinder og magt – om muligheder og barrierer 

for kvinder som ledere af faglige organisationer 

Af Sine Sunesen 

Integration med mentor 

Af Sine Borup 

Et helt køns manglende evne? 

Af Iris Rittenhofer 

Ny rapport om tvangsægteskaber 

Min skrædder i Quagadougou 

Af Anette M. Sonne 

Kvindernes internationale kampdag 

Af Gry Overgaard Nielsen 

Til kamp mod mandetyrani 

Af Birgitte Saksø 

Forkvindens beretning 

Af Karen Halberg 

Kandidater til styrelsen / Valg til styrelsen 

Af Shirley H. Højbjerg 

Program for landsmødet 

Ungdommens sprog og sprogvaner 

Nej tak til sprogforurening 


“Jamen det er jo ikke møntet på mig” 


Landsstyrelsen/lokale kredse 

Regnskab for Hulda Pedersens Legat 

Bognyt 

Af Agnes Bræmer 

Beretning fra legatudvaldet 

Portræt af Charlotte Ferslev Møller 


Leder 

Af Karen Hallberg 

4 

6 

8 

10 

12 

14 

16 

19 

20 

22 

23 

24 

26 

28 

29 

29 

30 

32 

TEMA 

LANDSMØDET 

DEBAT 

DANSK KVINDESAMFUND 

Årgang 121/2-5 2005 3

4 

det er så svært 

Af Hanne Christensen, 

adm. direktør i Skandia 

Kvinder kan ikke finde ud af økonomi. 

Det er en påstand, jeg tit hører. Er det sandt, 

eller er det blot en selvopfyldende profeti? 

Jeg tror på det sidste. Det minder mig alt 

for meget om den myte, at kvinder ikke kan 

parallelparkere. Hvis man hele tiden får at 

vide, at det kan man ikke, så tror man til 

sidst på det. Men myten er blevet tilbagevist: 

Det er ikke længere nogen naturlov, at 

mænd er bedre til økonomi. 

Mændenes domæne 

Sandheden er dog, at det i dag stadig ofte 

er mændene, der står for den hjemlige 

økonomi. Jeg tror ikke, at mændene har 

tiltvunget sig retten. Sandheden er snarere, 

at mange kvinder villigt og med glæde 

overlader økonomien til mændene. 

Er det gamle kønsrollemønstre eller 

ugidelighed, der spiller ind her, kunne 

man provokende spørge? 

Jeg synes, at det er på tide at ændre på 

dette forhold. Efter min mening er det ikke 

alene et spørgsmål om at være selvstændig, 

men også et spørgsmål om at tage 

ansvar for sig selv. Vi går så meget op i 

at forme og så vidt muligt styre vores 

erhvervsaktive alder, men hvorfor interesserer 

vi os så lidt for vores tredje alder? 

Kvinder lever længere end mænd. Det har 

vi hørt så mange gange. Men det betyder 

jo rent faktisk, at kvinders pension skal 

vare længere end mændenes. De tørre tal 

taler faktisk for sig selv: Kvinders levealder 

f o t o : p r i v a t

er i gennemsnit 79,5 år. Og kvinders effektive 

pensionsalder er i gennemsnit 61,6 år. 

Statistisk set har kvinder altså 17,9 år, hvor 

vi er afhængig af den pensionsordning, vi 

har valgt for at kunne leve, som vi ønsker. 

Det er da værd at interessere sig for. 

I Skandia fik vi for nogle år siden foretaget 

en undersøgelse, der viser, at det i to tredjedele 

af ægteskaberne er manden, som 

sparer mest op. Samtidig overlader hver 

tredje kvinde det til manden at tage vare 

på familiens pensionsforhold. 

Med et vist forbehold kunne man sige, 

at hvis mændene så blot vidste mere om 

pension end kvinderne, så kunne en del 

af problemet være løst. Desværre viser 

undersøgelsen, at mændene tror, at de 

ved mere om pension, end de faktisk gør. 

Det gavner hverken mænd eller kvinder, da 

pensionsordningerne således kan være sammensat 

forkert med manglende forsikringsdækninger, 

forkerte opsparingsforhold 

eller lignende. 

Mentalitetsændring kræves 

Der skal en mentalitetsændring til. 

Pensionsforhold er svære at sætte sig 

ind i. I pensionsbranchen synes vi selv, 

at vi gør meget for at gøre pensionsforhold 

mere overskuelige, men for de 

fleste virker det stadig meget uoverskueligt. 

Noget tyder på, at vi kvinder tænker 

for meget i nuet og for lidt på alderdommen. 

Mens at mændene i højere grad skal 

erkende, at de ikke nødvendigvis ved alt 

om pensioner og eventuelt bruge lidt mere 

tid på at sætte sig ind i forholdene. 

Økonomisk skævhed 

Der er nogle rigtig gode grunde til, at 

kvinder bør interessere sig mere for deres 

tredje alder og dermed deres pensionsforhold. 

Når vi i Skandia sætter fokus på 

kvinder og pension – bl.a. ved at oprette 

en selvstændig hjemmeside med det formål 

at informere om dette emne - så er det 

også for at pege på skævheden i forhold 

til kvinder og mænds mulighed for en økonomisk 

tryg alderdom. Det er et problem, 

som kvinder ofte først opdager, når det 

er for sent. Ønsker man som kvinde at 

være økonomisk ligestillet med mændene, 

når man når pensionsalderen, skal man 

have en pensionsordning, som tager 

højde for det. 

Kvinder tjener fortsat mindre 

Som følge af det såkaldte unisex-grundlag 

vil kvinder og mænd med ens pensionsopsparinger 

få udbetalt ens pensionsydelser. 

Det lyder jo meget godt, men der er stadig 

store indkomstforskelle mellem mænd og 

kvinder – især i det private erhvervsliv, 

hvor kvinders løn kun svarer til 83-88 pct. 

af mænds løn. Dette kommer naturligt til 

udtryk i det beløb, lønmodtageren har 

mulighed for at lægge til side til opsparing 

og det modsvarende arbejdsgiverbidrag. 

Ud over at kvinder, sammenlignet med 

deres mandlige kolleger i tilsvarende 

stilling, modtager en lavere løn, viser 

statistikken også, at kvinder i højere grad 

besætter stillinger i den offentlige sektor, 

hvor lønnen er lavere end i den private 

sektor. Brugen af decentrale forhandlinger 

i forbindelse med overenskomster har haft 

betydning for fastsættelsen af lønniveau 

og bidragsprocenter til pensionsopsparinger. 

I de individuelle forhandlinger er 

mænd bedre til forhandle end kvinder, 

hvilket kommer til udtryk i højere løn 

og bidrag til pensionen. 

Kvinder har kortere tid at spare op i 

Kvinder er på arbejdsmarkedet i kortere 

tid end mænd. I gennemsnit indtræder 

kvinder således halvandet år senere på 

arbejdsmarkedet end mænd (20,98 år for 

mænd mod 22,52 år for kvinder). Samtidig 

fratræder kvinder arbejdsmarkedet over 

halvandet år før mændene (63,25 år for 

mænd mod 61,60 år for kvinder). Kvinder 

har således en kortere periode, hvor de 

kan spare op til pension. Kvinders sene 

l i g e s t i l l i n g i e r h v e r v s l i v e t 

indtrædelsesalder på arbejdsmarkedet 

har især en betydning pga. den store 

vægt, som den tidlige pensionsopsparing 

har i kraft af rente og renters rente. 

Orlov 

Derudover er der er en tendens til, at det i 

stigende grad er kvinder, som tager orlov. 

Dette er især tilfældet med hensyn til 

barsels- og børnepasningsorlov. Når man 

benytter sig af barsels- og børnepasningsorlov, 

betales der kun pensionsbidrag, 

hvis orlovstageren modtager fuld løn i orlovsperioden. 

Men sådan er det langt fra for alle. 

Det betyder, at kvinder også her mangler 

indbetalinger til deres pension, og pensionsforskellen 

mellem mænd og kvinder 

udvides endnu mere. Og når vi nu er ved 

børnene, så prioriterer kvinder og mænd 

meget forskelligt, når de opretter deres 

pensionsordning. Kvinder prioriterer i højere 

grad dækningen af deres børn, hvor mænd 

mere fokuserer på den samlede opsparing 

samt dækning af deres ægtefælle. 

Kvinderne forstærker selv problemet 

Jeg vil gerne afslutte denne artikel med 

endnu en provokation, nemlig at kvinder 

også selv er med til at forstærke problemet 

ved ikke aktivt at involvere sig i deres 

pension. For det er ikke kun rent samfundsmæssige 

årsager, der er et problem 

for kvindernes pensionsopsparinger. Jeg 

mener, at pension simpelthen er for vigtigt 

et spørgsmål at overlade til andre. Jeg vil 

derfor stærkt opfordre alle – kvinder som 

mænd – til selv at tage ansvar for deres 

egen pensionsopsparing. For som vi siger 

hos Skandia: ”Dine penge. Din pension”. 

Det er op til dig selv at gøre noget ved det. 

Se mere på Skandias web-site 

www.kvinderogpension.dk 

Årgang 121/2-5 2005 5

kvinder og magt – om muligheder og barrierer for kvinder 

som ledere af faglige organisationer 

Af Sine Sunesen, formand for Akademikernes Centralorganisation 

Min erfaring fra faglige organisationer 

ligger hovedsageligt i den akademiske 

organisationsverden. Efter i 8 år at have 

været leder af hhv. en forbundsafdeling i 

Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) 

og derefter forbundsformand for DJØF, har 

jeg siden januar 2004 været formand for 

Akademikernes Centralorganisation, 

som er hovedorganisationen for samtlige 

akademikerorganisationer. I øvrigt som 

den første kvindelige formand på denne 

post. Jeg har desuden en tæt kontakt 

med den ikke-akademiske del af 

fagforeningsdanmark. 

Få kvinder i ledelsen 

Indledningsvis et kort overblik over 

andelen af kvinder i ledelsen af de akademiske 

organisationer: Blandt de 22 akademikerorganisationer 

- store som små - har 

Dansk Magisterforening, Foreningen af 

Yngre Læger, Forbundet Kommunikation 

og Sprog (tidligere Erhvervssprogligt 

Forbund), Bibliotekarforbundet og 

Præste-foreningen én kvindelig formand. 

Hertil kommer flere kvinder på centrale 

tillidsposter i den akademiske 

fagpolitiske verden. 

I hovedparten af organisationerne er det 

ifølge vedtægtsfæstede regler kun muligt 

at være formand i en tidsbegrænset periode, 

typisk 6 år. Disse bestemmelser er 

skabt for at sikre en fornyelse i de politiske 

ledelser, og for at sikre sig mod pamperi, 

mod at man som formand gror for godt fast 

på taburetten og mere tænker på at blive 

siddende end på at tjene medlemmernes 

interesse. Konsekvensen af denne relativt 

hyppige udskiftning af formand betyder 

imidlertid, at kontinuiteten og i høj grad 

netværket for organisationen ligger i 

6 

dennes administration - med direktøren 

som den centrale person. Kun én ud af 22 

direktører/sekretariatschefer i akademikerorganisationerne 

er kvinde! Alt i alt ser 

det nogenlunde ud, men der er langt igen 

i forhold til ligelig kønsrepræsentation. 

Men betyder det egentlig noget, at der 

kommer en mere ligelig kønsfordeling i 

forhold til lederne af de faglige organisationer? 

Idet kvinderne udgør halvdelen af 

medlemsskaren/vælgerbefolkningen vil de 

også have en organisation, de kan identificere 

sig med. Naturligvis kan man som 

kvinde godt identificere sig med en organisation 

og et parti med en mandlig formand. 

Men man kan ikke identificere sig med en 

organisation, der aldrig har haft eller har 

udsigter til at få en kvindelig formand. 

Nye tider – nye profiler 

De faglige organisationer i Danmark har 

over en bred kam samme udfordring; at 

medlemmerne ikke kommer eller bliver af 

sig selv. Man skal kunne se nytteværdien 

af et medlemskab, både økonomisk og 

politisk. Derfor skal organisationerne være 

synlige i offentligheden – varen skal sælges 

– helst af en nogenlunde repræsentativ 

formand. Den erkendelse har hele det 

politiske og fagpolitiske establishment for 

længst gjort, og det er potentielle kvindelige 

lederes største mulighed. Der er medvind i 

forhold til deres køn og i forhold til, at formænd 

skal have en anden profil end tidligere. 

Det giver kvinderne på vej op større 

mulighed for selv at fylde en formandsrolle 

ud, ved ikke skulle presse sig selv ind i 

en traditionel skabelon, skabt af en 

mandlig forgænger. 

Lad mig give et eksempel herpå. I 2004 blev 

både Bente Sorgenfrey (formand for FTF) 

og jeg valgt som formænd for to af de tre 

hovedorganisationer i Danmark. LO har som 

bekendt Hans Jensen som formand. I løbet 

af de kommende år skal Hans Jensen ifølge 

LO’s vedtægter gå på pension, og det er 

ingen hemmelighed, at LO’s næstformand 

Tine Aurvig Huggenberger er kandidat til 

formandsposten. Blandt flere af de ledende 

skikkelser (mænd) i LO’s ledelse har jeg 

hørt udsagnet, at når nu AC og FTF har 

en kvindelig formand, så må LO nok også 

hellere få det. Underforstået, at får man ikke 

en kvindelig efterfølger for Hans Jensen, så 

signalerer man som hovedorganisation ikke 

fornyelse. Det er jo interessant og noget af 

en mulighed, hvis kvindelige ledere bliver 

synonym med fornyelse - i en tid, der 

skriger på fornyelse! 

Hertil kommer, at der efter min erfaring er 

forskel på kvindelige og mandlige lederes 

prioriteringer i spørgsmål, der handler om 

ligestilling og familiepolitik. Et for mig meget 

sigende eksempel herpå stammer fra min tid 

i DJØF. I forbindelse med regeringens forslag 

om at forlænge barselsorloven diskuterede 

vi i DJØF’s hovedbestyrelse spørgsmålet om, 

hvorvidt vi skulle anbefale regeringen at 

reservere en del af orloven til fædrene. 

For første gang, i den tid jeg har været fagpolitisk 

aktiv, oplevede jeg en afstemning, 

der 100 % delte kønnene. Uanset alder, 

afdelingstilhørsforhold (offentlig eller privatansatte, 

chef eller menig) stemte kvinderne 

for en reservation, mændene imod! 

Så kom ikke og sig, at ens køn ikke har 

betydning, når vi taler om, hvordan fremtidens 

arbejdsmarked skal indrettes, så 

der er plads til både arbejdsliv og familieliv. 

Magtens pris 

Men ligestilling på ledelsesposter kommer

ikke af sig selv. For mig at se ligger den 

største barriere for, at kvindeandelen vil 

stige, primært, men ikke udelukkende, hos 

kvinderne selv. I bund og grund handler det 

om, hvorvidt kvinderne vil, gider, orker, 

eller har lyst til magt. Man kommer jo ikke 

udenom de oplagte negative sider af at 

påtage sig politiske ledelsesposter. Man 

skal være klar til at tage ubehagelige magtkampe 

i et vist omfang. Man bliver i det hele 

taget eksponeret, og jobbet er mere ensomt, 

end når man er en del af et team. Og endelig 

skal man arbejde mere end gennemsnittet. 

Disse forhold gælder naturligvis også for 

mænd. Dog er det min erfaring, at langt flere 

kvinder end mænd synes at de negative 

sider ved ledelse, herunder også politisk 

ledelse, vejere tungere end de positive 

sider. Især vejer fraværet fra familien tungt. 

Billedet på et moderne kvindeliv med succes 

er – udover det velbetalte og udviklende 

arbejde – også, at man har perioder med 

barsels- og forældreorlov, hvor man mere 

eller mindre helliger sig familielivet. 

Nu udelukker en fagpolitisk karriere jo ikke 

børn, men det er meget svært at være væk 

fra kredsen af de politiske beslutningstagere 

i længere tid, hvis man vil være sikker på 

fortsat at have noget at skulle have sagt. 

Det er derfor vigtigt, at de af os, der sidder 

på politiske ledelsesposter også fortæller 

om, hvordan vi får vores arbejdsliv og familieliv 

til at hænge sammen, og om de mange 

kompromiser, der nødvendigvis må indgås. 

For at anspore til, at andre også får lysten 

til ledelse på baggrund af en realistisk 

fremstilling af vilkårene. 

Tvivlen som følgesvend 

En af mine gode venner, som jeg har kendt i 

mange år igennem arbejdet i DJØF, spurgte 

mig i forbindelse med, at jeg var blevet 

formand for AC, om det ikke var kedeligt 

i forhold til at være DJØF-formand. Jeg var 

noget overrasket over spørgsmålet, da 

jeg jo synes, at der var tale om en naturlig 

udvikling for mig, et løft i niveau i forhold 

til at få indflydelse på centrale beslutningstagere 

om vigtige samfundsemner. Men 

hun mente, at arbejdet måtte være på så 

overordnet et plan, at følingen med, hvad 

de enkelte akademikermedlemmer tænker 

og ønsker er forsvundet, og dermed måtte 

posten være mere kedelig at sidde i. Jeg 

er naturligvis ikke enig med hende, men 

jeg forstår godt ræsonnementet. Og det er 

meget sigende for kvinders tankegang. 

At det føles bedre at være aktiv på græsrodsniveauet, 

dér hvor man er enige i 

gruppen, og hvor spørgsmålene ikke er 

for komplicerede. Dertil kommer, at man 

bliver mere i tvivl, jo højere op i hierarkiet 

man kommer, om man nu træffer de rigtige 

beslutninger. Tvivlen er som bekendt en 

nådesgave, men den kan i overflod være 

kvælende for lysten til politisk ledelse. Jeg 

kender adskillige kvindelige ledere, der ind 

i mellem bliver i tvivl om, hvorvidt de nu er 

de rigtige til posten, om de overhovedet 

gør en forskel. Og jeg kender ingen mænd, 

der udtaler en sådan tvivl. Men om de føler 

den, ved jeg ikke! 

Netværkets betydning 

Endelig er spørgsmålet, om mændene 

er en barriere for kvindernes fremfærd i 

fagpolitik. Det er vel efterhånden ganske 

svært at støve mænd op, der sådan helt 

primitivt mener, at mænd er bedre ledere 

end kvinder. Jeg har ikke mødt nogen reaktionære 

holdninger af den karakter i min tid 

i akademikerorganisationerne, men man 

skal nok ikke så mange år tilbage, før de 

stortrivedes i den traditionelle fagbevægelse. 

Men, dem der måtte være tilbage 

er en uddøende race, både tidsånden og 

ledelsesforskningen er sådanne holdninger 

imod. Omvendt vil det være forkert at 

påstå, at det ingen betydning har, når man 

som kvinde trænger ind på et ellers mandsdomineret 

område. Jeg skal ikke forsøge 

at kortlægge alle barrierer for kvinder i 

mandsdominerede sammenhænge, men 

kun give et eksempel herpå. 


Det er min erfaring, at mænd er bedre 

til at få faglige relationer til også at blive 

private venskaber, end kvinder er. Kvinder, 

jeg selv inklusiv, gør ofte en dyd ud af at 

skille arbejde og fritid. Venskaberne opstår 

bl.a. om fælles interesser. I min verden er 

disse mandeinteresser centreret f.eks. om 

sport (cykelklubber, oldboys fodbold mv.) 

og god rødvin. Det er jo ikke interesser, 

mændene har valgt for at genere mig eller 

andre af de få kvinder i vores verden. 

Bestemt ikke, vi skulle da være velkomne 

til at cykle med, hvis vi havde lyst. Men det 

har vi jo ikke. Og dermed er vi som kvinder 

ikke helt så meget med i netværket, som 

mændene er. 

Den netværksskabelse vil, så længe der 

er et overtal af mænd, være centreret 

om mandeinteresser. Og det netværk er 

bestemt ikke uden indflydelse i forhold til 

de mange kabaler, der lægges i fagpolitik. 

De venskaber, der etableres, trækkes der 

på, når uenigheder opstår. Man kommer 

ikke uden om, at er man ikke en del af et 

sådant netværk, så er der heller ikke helt 

så meget personlig good-will at trække på 

i krisesituationer. For mig at se, er der ikke 

så meget andet at gøre ved det end stille 

og roligt at sætte lidt fokus på det – og 

glæde sig over, at i takt med at flere 

kvinder tager magten, så udlignes 

denne skævhed. 

Årgang 121/2-5 2005 7

8 

integration med mentor 

Af Sine Borup, cand.mag.litt. 

”Da jeg startede eget firma, måtte jeg sande, 

at netværk er alfa og omega for at klare sig i 

Danmark. Alle mine opgaver er hidtil opstået 

ud af netværk og personlige kontakter.” 

Grete, 44 år, ingeniør og mentor. 

Selvom brugen af mentorer indenfor erhvervslivet 

har været kendt og brugt i USA 

og Canada siden 1960’erne, så er det først i 

løbet af 1990’erne, at mentorbegrebet rigtig 

kommer til syne i Danmark. Mentorer bruges 

både af mænd og kvinder, men succesen 

er først blevet helt synliggjort i forbindelse 

med kvinders brug af mentorer. Kvinder, 

der senere er kommet til top i dansk erhvervsliv, 

eller som er blevet selvstændige. 

Erhvervslivet har opdaget, at en mentor er 

en guldgrube af ”gratis” erfaring og viden, 

og sammen med større fokus på brugen af 

netværk er de to begreber blevet grundsten 

i al tale om karriere og erhvervsliv. 

Mentorbegrebet er dog gammelt og stammer 

fra den græske mytologi. I Homers 

Odysseen fortælles det, at da Odysseus 

forlod Itaka for at drage på rejse, bad han 

sin ven Mentor om at tage sig af sønnen 

Telemachos, mens Odysseus var bortrejst. 

Kort fortalt er en mentor en erfaren rådgiver 

og vejleder for en yngre, mere uerfaren 

person, en mentee. 

I 2003 modtog KVINFO en bevilling af 

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere 

og Integration til at gennemføre deres 

projekt om et mentornetværk for kvinder 

med indvandrer- og flygtningebaggrund. 

KVINFO skulle stå som omdrejningspunkt 

for et mentornetværk, hvor ressourcestærke 

danske kvinder stiller deres viden, 

råd og netværk til rådighed for kvinder 

med indvandrer- og flygtningebaggrund. 

Det drejer sig i sin enkelhed om at give 

praktisk viden og støtte videre fra kvinde 

til kvinde. Hensigten er at give kvinder med 

indvandrer- og flygtningebaggrund støtte 

til at komme videre i deres arbejdsliv, uanset 

hvor de er i deres liv, om det drejer sig 

om hjælp til at starte på en uddannelse, at 

søge job eller at blive selvstændig. 

Mentorforholdet 

Mentorforholdet er bygget op omkring 

mentees behov og ønsker, og det er derfor 

mentees ansvar at fastholde fokus ved at 

sætte dagsorden med konkrete møde- og 

samtaletidspunkter. De mentees, der i 

øjeblikket er i et mentorforhold i KVINFOs 

mentornetværk, har meget forskelligt 

uddannelsesniveau. Der er ufaglærte kvinder, 

kvinder med mellemlange uddannelser 

som laboranter og sygeplejersker, ph.d.er 

og selvstændige, der hver især har forskellige 

behov og ønsker til et mentorforhold. 

Samtidig er der stor aldersmæssig spredning, 

den ældste mentee er i 50’erne. Det 

er vigtigt, at mentorforholdet er bygget 

op omkring mentee og hendes konkrete 

behov, som er meget forskellige fra kvinde 

til kvinde. På den måde sker udviklingen 

under ansvar og på baggrund af reelle 

ønsker og ikke på baggrund af luftige 

idéer om mentees behov. 

For mange mentees er det sværeste i 

forløbet selve afklaringsfasen, hvor de 

klart fremlægger deres ønsker i forhold til 

mentorforholdet. Det er vel genkendeligt 

for de fleste, at det kan være vanskeligt 

at sætte ord på de ting, man ønsker sig 

af et givent forhold, og hvad præcist man 

vil. Der arbejdes i mentorforholdet blandt 

meget andet med helt konkrete problemer 

som for eksempel at få ækvivaleret en 

udenlandsk uddannelse til dansk. Dette er 

til tider utrolig svært. Ofte svarer en mel-

lemlang uddannelse fra et andet land til en 

kort uddannelse i Danmark, og det kræver 

flere år på skolebænken. Nogle har ikke råd 

til det, og i de situationer kan mentor være 

behjælpelig med at brain storme og finde 

andre muligheder; at konkretisere mentees 

uformelle kompetencer og støtte mentee i 

forløbet via mentors kendskab til det danske 

uddannelsessystem. 

Mentor derimod har ansvaret for at holde liv 

i forholdet med nye input i form af erfaringer 

og netværk, og mentor skal være i stand til 

at finde ny inspiration til mentee, når der er 

behov for dette. Mentor skal være en kvalificeret 

arbejdskraft med et fagligt funderet 

netværk. Hun fungerer som en personlig 

sparringspartner og viser vej og inspirerer 

mentee til at åbne nye døre. Mentor skal 

støtte sin mentee i at realisere sit faglige og 

personlige potentiale på det danske arbejdsmarked. 

Det er dog vigtigt, at mentor ikke 

tager over og gør tingene for mentee, da det 

er mentee, der er aktøren i forholdet. 

Rammen om et godt mentorforhold er en 

fælles mentoraftale, som mentor og mentee 

indgår. Begge parter formulerer deres 

konkrete mål og forventninger til relationen 

og afklarer også de praktiske retningslinjer 

for forholdet, såsom hvor tit de mødes og 

hvordan. Aftalen tages løbende op til evaluering, 

så begge er garanteret, at forholdet 

hele tiden har det rette fokus. Evalueringen 

kan også sikre, at forholdet udvikler sig i 

positiv retning. KVINFOs presseansvarlige, 

Gundhild Riske, forklarer, at der fx kan opstå 

problemer, når forholdet mellem mentor og 

mentee udvikler sig til venskab, hvilket sker 

for mange af kvinderne. Det er glædeligt 

med de mange venskaber, men det kan være 

svært at folde fokus på fagligheden, når der 

også skal være plads til venindesnak. Det 

er derfor vigtigt, at kvinderne bevidst afsætter 

en fast tid til mentorsnak. På den måde 

sikrer de sig, at forholdet ikke udvikler sig 

til ren hyggesnak men fastholder den faglig/ 

praktiske hensigt med forholdet. 

KVINFOs rolle og netværket 

KVINFO er brobyggerne i mentorforholdet, 

og de matcher kvinderne i mentorforhold på 

basis af samtaler med såvel mentor som mentee. 

I løbet af disse samtaler afklarer ansatte 

på KVINFOs mentornetværk mentees ønsker 

og behov, og de taler med mentorer om, hvorfor 

de ønsker at være mentorer, og hvad den 

enkelte mentor kan. Grundidéen med mentorforholdet 

er, at faggruppe sættes sammen 

med faggruppe, sygeplejerske er mentor for 

sygeplejerske og ingeniør for ingeniør. 

Det kom i starten bag på KVINFOs neværk, 

at så mange mentees fra Iran, Irak og 

Mellemøsten havde naturvidenskabelige 

uddannelser, hvorimod hovedparten af 

de tilknyttede mentorer var humanistisk 

uddannede. I mentorforholdet er det mennesket, 

evnerne og fagligheden, der er i centrum, 

og kultur og oprindelsesland kommer i 

anden række. Samarbejdet i mentorforholdet 

skal bygges på ligeværdighed, gensidighed, 

respekt og tillid. 

Der er i øjeblikket over 70 mentees på 

venteliste til at komme til samtale hos netværket. 

Og selvom der stadig søges efter 

mentorer, så er promoveringen af KVINFOs 

mentornetværk efterhånden selvkørende. 

I starten holdt KVINFOs netværkskoordinator 

Lorraine Hayles foredrag rundt omkring 

i Storkøbenhavn på forskellige sprogskoler, 

men efterhånden er mentornetværket blevet 

kendt ved mund-til-mund-metoden. Kvinder, 

der allerede er mentees gennem KVINFO, 

fortæller om det til andre kvinder i deres 

omgangskreds, på sprogskoler, osv. Samtidig 

har der være større fokus på mentornetværket 

i de danske medier, efter at KVINFO 

modtog Integrationsprinsen for 2004 for 

det offentlige arbejdsmarked og ALT for 

damernes Kvindepris samme år, og KVINFO 

er nu kandidat til EU’s Integrationspris. 

KVINFO er ikke kun brobyggere mellem 

enkelte mentorer og mentees, de er også 

et dynamisk netværk på snart 900 kvinder 

fordelt på København og Århus. KVINFO 


holder sociale arrangementer, workshops og 

netværksmøder, hvor mentees og mentorer 

kan mødes på kryds og tværs af mentorforholdene, 

diskutere eventuelle problemer, 

faldgruber og finde inspiration samt 

udveksle idéer med andre i mentornetværket. 

Derudover har KVINFO oprettet et 

elektronisk forum på deres hjemmeside 

www.mentor.kvinfo.dk, hvor mentorer og 

mentees kan diskutere og udveksle gode 

idéer og nye indfaldsvinkler for at komme 

videre ud i det danske erhvervsliv. 

”Efter mit andet møde med min 

mentor følte jeg en enorm lettelse. 

Nu var jeg ikke længere alene med 

mine problemer i forhold til jobsøgning 

og det at finde ud af, hvor jeg 

passer ind jobmæssigt med mine 

kvalifikationer. Jeg har haft succes 

i mit hjemland og tror nu på, at jeg 

også nok skal få det her.” 

Heidi, 43 år 

tidl. blomsterhandler 

og mentee. 

KVINFO søger stadig mentorer, 

og interesserede mentees er meget 

velkomne til at kontakte KVINFO: 

KVINFOs Mentornetværk 

Chr. Brygge 3 

1219 København K 

Tlf. 33 13 50 88 

www.mentor.kvinfo.dk 

mentor@kvinfo.dk 

Mentornetværkets folder kan hentes 

via hjemmesiden, og findes på 8 sprog. 

Årgang 121/2-5 2005 9

10 

et helt køns manglende evne? 

Af Iris Rittenhofer, ph.d. 

Vi har alle set dem. Statistikker, som viser 

forskelle i kvinders og mænds løn. Nogle 

af dem er opstillet af journalister, andre 

af forskere. En af dem er Flemming Ibsen, 

som i 1991 skrev om ”Ligeløn og person- 

lige tillæg”(Samfundsøkonomen 2/25). 

Undersøgelsen koncentrerer sig specielt 

om HK i den private sektor. Alligevel benyt- 

ter Ibsen sig af lejligheden. På baggrund af 

undersøgelsen følger han en udbredt skik og 

fortæller læserne, hvad kvinder ikke kan og 

mænd sagtens kan finde ud af: At “kvinder 

på trods af samme uddannelse, arbejdsom- 

råde, jobfunktion og erhvervserfaring alli- 

gevel ikke er i stand til at opnå de samme til- 

læg som mændende... [De] personlige tillæg 

[skal] som hovedregel forhandles individuelt 

mellem ledelsen og den enkelte HK-er. Det 

er altså i dette forhandlingsspil, at kvinderne 

bliver tabere i lønkapløbet”. Selvom jeg 

åbner munden for at protestere, så lukker 

jeg den igen - uden at sige noget. For vedlagt 

er statistikker, hårde tal. 

Sandheden om løntillæggene er delt op i to 

spalter. Den ene spalte bærer overskriften 

‘kvinde’. Den anden ‘mand’. Tallene er ikke 

til at komme uden om: Sort på hvidt doku- 

menter de forskellen i kvinders og mænds 

løn. Især der hvor vi snakker de store løn- 

ninger, er kvinder ikke længere så godt med. 

Som kvinde og lønmodtager står jeg tilbage 

med en dårlig smag i munden. Det ser ud til, 

at jeg endnu engang - endda videnskabeligt 

- har fået bekræftet, at jeg og mit køn ikke 

duer. Hvis kønsforskellen så markant kom- 

mer til udtryk i arbejdsmarkedets strukturer, 

så må ligeløn være og forblive en illusion. 

End of story? 

Er ligeløn et spørgsmål om et helt køns 

forhandlingsevne - eller rettere sagt 

manglen på samme? Jeg mener nej. Det 

er ikke kønsforskellen, som påvirker løn- 

niveauet. Tværtimod. Jeg mener, at vi skal 

se på lønforskelle med nye øjne. For det 

forholder sig lige omvendt. Køn skabes på 

arbejdsmarkedet, i forhandlingsituationen. 

Forskelsbehandling på lønområdet skaber 

kønsforskellen. 

Kønsforskellens ulidelige lethed 

I det danske samfund tages kønforskellen 

som en selvfølgelighed. Det er denne selvføl- 

gelighed, der gør det svært at argumentere 

mod endnu en konstatering af, at det ikke 

skulle være menneskers politiske, sociale 

og symbolske handlinger, men kønnenes for- 

skellighed, som med ulidelig lethed påvirker 

og former alle samfundets områder. Men 

hvad er køn, og hvad er kønsforskellen? 

Både køn og kønsforskel er symbolske 

handlinger. Som symbolske handlinger er 

de en del af vores kultur og har en historie. 

Historikeren Thomas Laqueur (1990) tilhører 

dem, som påpeger, at vores forståelse af 

køn har ændret sig markant gennem histo- 

rien. Der er sket et markant brud omkring 

den periode, vi kender som oplysnings- 

tiden. Til forskel fra andre forskere påpeger 

han imidlertid, at et yngre to-køns-system 

ikke har afløst et ældre et-køns-system. 

Begge systemer sameksisterer indtil i dag. 

Sameksistensen af disse to systemer gør, at 

vi tager det som en selvfølge, at mænd får 

mere i løn end kvinder, og at lønforskellen 

direkte kan føres tilbage til kønsforskellen: 

En biologisk, social, psykologisk osv. defi

neret forskellighed mænd og kvinder imellem 

og deres indbyrdes ensartethed. 

Et-køns systemet er kendt siden antikken. 

Menneskers kroppe - kønsorganer inklusive 

- betragtes som ens. Man ser på mennesker 

som et hierarki. Kvinder anses som en 

mindre udgave af manden. I dette hierarki 

symboliserer manden den øverste position. 

Man ser endnu ikke på kroppen i relation til 

kønsforskel. Mænd og kvinder - køn - bruges 

som en metafor, som et billede, der udtryk- 

ker eller står for hierarki. Køn som billede på 

et hierarki peger endnu ikke mod hverken 

kønsforskel eller natur som en forklaring på, 

hvad disse hierarkier skyldes. Denne forkla- 

ring kommer til, da to-køns-systemet opstår. 

Godt hjulpet på vej af modernitetens viden- 

skaber og deres opfindelse af mandlighed og 

kvindelighed, sker et skift i menneskesynet. 

Mennesker anses ikke længere som ens, 

men som delt i to slags kroppe: Mænd og 

kvinder. Blikket på kroppen ændres: Hvor 

det før var enshed, ser man nu ikke kun en 

naturlig forskel i kvinde- og mandekroppe. 

Opfattelsen af, at mænd og kvinder er hinan- 

dens modsætninger, bliver ligeledes til sand- 

hed og viden. Alle tre aspekter - hierarkiet, 

forskelligheden og dens naturlige forklaring 

- er uløseligt knyttet sammen i vores selvføl- 

gelige syn på samfundet i dag. Her er viden- 

skabsfolk og forskere som en del af vores 

kultur ingen undtagelse. 

Ibsens statistik er som så mange andre et 

eksempel på, hvordan sameksistensen af 

et-køns og to-køns systemet påvirker vores 

syn på arbejdsmarkedet, hvordan kønsfor- 

skellens indflydelse på arbejdsmarkedets 

forhold tages for givet, og hvordan det virker. 

Statistikken har to akser. Løntillæggets 

forskellige størrelse er på y-aksen delt op 

efter tillæggets størrelse - det største til- 

læg befinder sig øverst, det laveste nederst. 

Løntillæggenes forskellige omfang frem- 

stilles hierarkisk. På x-aksen fremstilles 

tillæggenes forskellighed todelt, dvs. som 

en difference og som en forskel mellem to 

størrelser: Kvinder og mænd. Jo højere til- 

lægget er, jo større er andelen af mænd i det 

samlede antal ansatte, der bevæger sig på 

dette løntrin. Antallet af kvinder er tilsvar- 

ende nedadgående. Her er det et-køns-sys- 

temet, vi har med at gøre. Repræsentanter 

for begge køn får løntillæg i forskellige 

størrelser. Men der er forskel på, på hvilke 

løntrin vi har flest mænd og på hvilke vi har 

flest kvinder. Køn er et billede som skaber 

dette hierarki. 

Samtidigt er to-køns-systemet på spil: 

Køn billedliggør ikke kun et hieraki og 

symboliserer difference. Fordi vi tager men- 

neskekroppens kønsforskelle som selvføl- 

gelige, peger diagrammets billede samtidigt 

mod en hovedårsag som en forklaring: 

Menneskekroppens to forskellige køn, 

grundtanken bag modernitetens kønsforskel. 

Siden kroppe er symboler på natur, på noget 

som er uforanderligt, som er entydigt og på 

forhånd givet, har køn i dette billede også 

den effekt, at det udgør hierarkiets og diffe- 

rences effekt. Kroppenes todelte forskel- 

lighed opfattes derudover som modsat 

hinanden. Modernitetens syn på menneske- 

kroppen giver os således ‘en naturlig forkla- 

ring’: At det er modsætningen kvinder og 

mænd imellem, som gør, at vi på trods af 

lovgivning på området ikke har opnået og 

heller ikke vil opnå reel ligeløn. 

Tokønnethed 

Statistikker som Ibsens er et scenario af 

udvalgte fakta, som iscenesætter både et- 

køns og to-køns systemet. Sameksistensen 

af et-køns og to-køns-systemet betegner jeg 


med et begreb: Tokønnethed (Rittenhofer 

1997). Tokønnethed som redskab kan bruges 

på to måder. For at gå statistiske og andre 

‘naturlige’ fremstillinger af arbejdsmarke- 

det efter i sømmene. Og for at skabe nye 

forudsætninger at lave undersøgelser på. 

Tokønnethed kan anvendes for at kunne 

analysere vores eget blik på kvinder og 

arbejdsmarkedet. Som redskab giver tokøn- 

nethed mulighed for at udvikle alternative 

forståelser af arbejdsmarkedet og dermed 

for at tage nye og anderledes tiltag, der 

kan rette op på uligheder. Det kræver, at vi 

ændrer synet på kønsforskellen. Vi skal se 

på kønsforskellen som en femtrædelsesform. 

Den tyske forsker Angelika Wetterer (1992) 

har peget på, at enhver fremstilling af en 

kønsforskel følger et regelsæt, som også 

har konsekvenser. 1) At der findes to og 

udelukkende to og ikke for eksempel tre 

eller fem forskellige køn. Fordelingen af 

løntillæggenes forskellige størrelser todeles. 

2) At det, som karakteriserer det ene køn, 

er diametralt modsat det, der karakteri- 

serer det andet køn. Dermed udelukkes 

muligheden for at kunne se, at nogle kvin- 

der og nogle mænd opnår de samme tillæg 

i lønforhandlinger, men at ikke alle kvinder 

og mænd gør det. Det hænger sammen med, 

at 3) vi tager det for givet, at alle mennesker 

entydigt kan tilordnes udelukkende som 

det ene eller det andet køn. Og at 4) denne 

tilordning er uigenkaldelig. Det falder os 

svært at acceptere, at en mand er en kærlig 

og omsorgsfuld far og en kvinde en hård og 

kontant chef, at begge roller kan forenes i 

den samme person, eller at en mand er dårlig 

til lønforhandling og alligevel opnår et større 

tillæg end en kvinde, som er god til det. 

Det hører med til regelsættet, at 5) der ikke 

findes et før, imellem eller efter - kønnene 

fremstilles, som om de altid har været ‡ 

Årgang 121/2-5 2005 11

12 

ny rapport om tvangsægteskaber 

Dansk Kvindesamfund har netop udgivet rapporten 

”Tvangsægteskaber og tvangslignende ægteskaber” 

over den 2. foredragsrække, som Esma Birdi har afholdt for DK 

med bevilling fra Integrationsministeriet. Den anden foredragsrække 

har primært henvendt sig til forældregenerationen og de fagfolk, 

der kommer i berøring med problematikker omkring tvangs- og 

arrangerede ægteskaber. Overvejelser og konklusioner i rapporten 

er draget på baggrund af de pågældende foredrag og debatmøder. 

Der bliver i rapporten lagt vægt på, hvor vigtigt det er, at lovgivning og demokrati omfatter alle, 

så alle basale menneskerettigheder overholdes. Rapportens mål er at skabe debat om, 

hvordan et samfund sikrer friheden og de demokratiske værdier for den enkelte. 

Det gælder også ved valg af partner og indgåelse af ægteskab. 

Rapporten er forfattet af Esma Birdi med konsulentbistand fra Charlotte Ferslev Møller. 

Den kan rekvireres fra DK’s sekretariat for et ekspeditionsgebyr på 30 kr. 

Den vil senere være at finde på DK’s hjemmeside. 

er du interesseret i kønsforskning? Så se her 

Kønsforskning - Årskonference 2005 Lørdag den 16. april 2005, Aalborg Universitet 

FREIA – Center for Kønsforskning, AAU arrangerer i samarbejde med 

Foreningen for Kønsforskning i Danmark årskonference 2005 med titlen: 

”Magt og identiteter i en globaliseret verden” 

Årskonferencens to keynote speakers er: 

Kathleen B. Jones, San Diego State University: Reflections on Violence and Gender in an Era of Globalization 

Gunhild Agger, Aalborg Universitet: Kønnet i Matador og Krøniken 

Workshops: 

Vold og identiteter i en globaliseret verden • Etniske minoriteter, integration og kønslighed • Intersektionalitet • Maskulinitet, seksualitet 

og vrede mænd • Køn, organisation og fagbevægelse • Køn og læring • Velfærd, sundhed og omsorg – begreber og praksis • 

Køn og politik på lokalt niveau. 

Konferencen henvender sig til alle interesserede. Yderligere information om tilmelding og program: www.ihis.aau.dk/freia

‡ 

sådan - og vil blive ved med at være 

sådan. Det kommer til udtryk i denne sæt- 

ning, som altid lukker enhver diskussion om 

forandringsmuligheder: Det er nu engang 

kun kvinder der kan amme, ikke? Effekten 

er, at kønforskelle fremstår som uforanderlige. 

Den menneskeskabte kønsforskel 

Kønsforskellen er menneskeskabt. Det er 

lønforskellen også. Vi kan komme den til livs 

ved at stille to grundlæggende spørgsmål: 

Er køn et relevant kriterium for de forhold, 

som søges formidlet? Hvilken betydning har 

kønsforskellen i denne konkrete fremstilling? 

Vigtige forudsætninger for disse to spørgsmål 

er både konkretisering og historisering. 

Konkretisering betyder, at disse spørgsmål 

ikke kan stilles generelt eller overordnet til 

alle femstillinger af kønsforskelle i samfundet 

og på arbejdsmarkedet. Spørgsmålene skal 

altid stilles i relation til et konkret forhold, 

for eksempel forskelle i HK-ers løntillæg. 

Historisering betyder, at vi skal spørge, om de 

beskrevne forhold altid har været sådan. I dag 

anses sekretær eller frisør som et typisk kvin- 

defag. Betegnelsen gør, at det er selvfølgeligt 

for os at spørge, hvad der er ved piger, der 

gør, at de er særligt ‘egnede’ til disse erhverv. 

Går vi imidlertid tilbage i fagenes historie, vil 

vi finde ud af, at begge fag engang med den 

samme selvfølgelighed gjaldt som rene og 

‘ægte’ mandefag. Historiseringen er et red- 

skab til at vise, at der ikke kan være tale om, 

at en naturlig kønsforskel kommer til udtryk i, 

hvem der udøver disse fag. Og historiseringen 

åbner øjnene for andre og alternative forklar- 

inger, som ikke tager et selvfølgeligt udgangs- 

punkt i tokønnethed. 

I vores samfund er ‘kvinde’ og ‘mand’ en 

måde at adskille fakta. Tokønnethed 

forhindrer os i at se forskellighed og mang- 

foldighed. Data som Ibsens viser, at der er 

store forskelle i løntillægsniveauet indenfor 

kønnene, altså blandt henholdsvis kvinder 

og mænd. Hvis vi antager, at tillæggene ude- 

lukkende er et spørgsmål om forhandling, 

så viser en sammenligning på tværs af køn 

ligeledes store forskelle i mænds forhand- 

lingsevne. Dermed modificeres indtrykket af, 

at mænd som et køn i modsætning til kvinder 

er gode forhandlere. Tværtimod: Ændrer vi 

vores blik på statistikken, så får vi øjnene op 

for at mange mænd og kvinder opnår samme 

løntillæg - de har faktisk en masse tilfælles. 

Denne opdagelse er diametral modsat 

opfattelsen af, at kvinders og mænds store 

forskellighed kommer til udtryk i deres evne 

til at forhandle løntillæg. Opdagelsen passer 

ikke ind i det billede af tokønnethed, som er 

fremherskende i vores samfund. Opfattelsen 

skyldes, at vi oversætter det, folk gør til, hvor- 

dan folk er. Vi bruger det, folk gør i en konkret 

situation, til overordnet at definere folk. 

Tokønnethed i forhandlingssituationen 

Ibsens statistik viser, at der dog findes et 

tillægsniveau, hvor kvinder på undersøgelses- 

tidspunktet ikke længere var med. Det kræver 

selvfølgelig en forklaring. Men den skal ikke 

findes i kvinders eller mænds særart og 

dermed en forskel kønnene imellem. Den skal 

derimod findes i den betydning, tokønnethed 

får i og for de enkelte forhandlingssituationer, 

og i vores måder at opstille statistikker på. 

Med udgangspunkt i tokønnethed kan forkla- 

ringen være, at lønforskellenes hierarki skal 

bevares, at manden er et symbol på, at det 

højeste opnåelige, HK-tillægget, er noget 

særligt, noget betydningsfuldt og altså 

værd at stræbe efter. 

Sagen ved tokønnethed er den, at den 

udtrykkes og leves i arbejdsmarkedets 

hverdagskulturer. Vil vi forklare forskelle i 

løntillægsniveauet, så skal vi se på, hvordan 


tokønnethed i forhandlingssituationen er 

med til at skabe kønsforskelle. Således må 

forhandlinger om løntillæg betragtes som 

forhandlinger om køn. Det må undersøges for 

de konkrete situationer, hvordan køn ‘gøres’ 

og kønsforskel skabes. En undersøgelse af 

eksempelvis køn, sprog og magt i forhand- 

lingssituationer i lighed med Jann Scheuers 

analyse af ansættelsessamtaler ville kunne 

bidrage til at afklare dette spørgsmål. 

Det gør en væsentlig forskel, om vi tager 

udgangspunkt i eksistensen af en på forhånd 

givet kønsforskel, eller om vi tager udgangs- 

punkt i at køn er noget, der kan skabes i 

konkrete situationer. At gøre forskel på 

mennesker, at se på dem med forskellige 

øjne er ikke ensbetydende med, at der findes 

en kønsforskel. Det betyder ikke andet, end 

at vi ser, hvad der i vores kultur er synligt for 

os. Statistikker synliggør ingen kønsforskel, 

de fremstiller det, som er synligt for dem, der 

udarbejder dem. 

I sidste ende er køn et resultat af en løbende 

proces, ikke en entydigt definerbar, uforan- 

derlig og på forhånd givet konstant. Det er 

vores syn på arbejdsmarkedet, vores blik på 

forskelsbehandling, som vil blive afgørende 

for, om ligeløn kan blive virkelighed. 

Iris Rittenhofer, ph.d. 

Årgang 121/2-5 2005 13

14 

min skrædder i Ouagadougou 

Af Anette M. Sonne, 

forkvinde i International Kontakt 

og medlem af Fil Bleus danske projektgruppe 

I udkanten af Ouagadougou, i kvarteret 

Pissy i det vestafrikanske land Burkina Faso 

sidder Martine ved sin symaskine. Fra værk- 

stedets åbne dør kan hun se ud på gaden, 

hvor der er en stadig trafik af kvinder - de 

fleste på vej hen mod vandposten, andre til 

markedet. Dagen er lige begyndt, men det er 

den bedste del af dagen, synes Martine. 

For det er ikke for varmt, og støvet, som er 

så generende på denne årstid, har endnu 

ikke rejst sig. Skrædderen Dens, som 

Martine arbejder sammen med, vil snart 

komme. Når han har fulgt de mindste af 

børnene i skole, vil også han sætte sig 

ved sin symaskine. 

Vestafrikanske vævere, farvere, skræddere 

og spindersker har store kompetencer inden 

for håndværk baseret på lokalt fremstillet 

bomuld. Men den vestafrikanske tekstil- 

branche har gennem flere år været trængt 

på grund af konkurrencen fra billigt frem- 

stillede tekstiler fra blandt andet Indien 

og Kina. 

Den lokale købekraft er svækket på grund 

af lave markedspriser på landbrugsvarer - 

bomuld blandt andet - og mange regnfattige 

år har givet ringe høstudbytte. 

Det voksende udbud af brugt tøj fra vesten, 

som man kan se på næsten ethvert vestafri- 

kansk marked, udkonkurrerer også den 

lokale tekstilproduktion og gør traditionelle 

håndværkere som vævere og farvere arbejds- 

løse. Dette går især ud over kvinderne.

Initiativrige kvinder 

Martine og Dens er med i projektet ”Fil 

Bleu”, som består af kunsthåndværkere i 

Burkina Faso og Mali samt en projektgruppe 

fra en dansk NGO. 

Martine arbejder i projektets ”hjerte” og er 

lige nu ved at sy en nederdel af blåt stof. 

Det er stof, som en kvindegruppe fra byen 

Koudougou, 80 km vest for hovedstaden, har 

lavet. Gruppen blev dannet som et resultat 

af lukningen af Burkina Fasos eneste tekstil- 

fabrik, Faso Fani, i Koudougou. Fabrikken 

gav arbejde til mange mænd, og lukningen 

betød mange arbejdsløse med store sociale 

problemer til følge. 

Men nogle aktive kvinder, som på deres 

egen krop følte, hvordan problemerne vok- 

sede, tog et initiativ i forsøget på at skaffe 

andre indkomstmuligheder for familierne. 

De dannede en kvindegruppe, opnåede et 

mindre lån hos en statslig organisation til 

at finansiere starten og begyndte at opkøbe 

ufarvet, vævet bomuldsstof fra den nedlagte 

fabrik for at trykke deres egne tekstiler. 

Stoffet solgte de privat og på de lokale 

markeder. Nu leverer de også stof til ”Fil 

Bleu” og deltager i projektet. 

Men kvinderne i kvindegruppen er ikke de 

eneste, der er gået med i samarbejdet. I en 

afsidesliggende landsby i Dogonbjergene 

er en gruppe kvinder beskæftiget med at 

spinde og karte bomuld, som dyrkes lokalt 

på sletten neden for landsbyen. 

De er med i et kooperativ, som også består 

af otte mandlige vævere. Kvinderne sørger 

for tråd til væverne og senere, når stoffet 

er vævet, farver de det i indigoblåt fra 

planter, som de samler i bjergene. 

Væverne og spinderskerne arbejder sammen 

med Martine og Dens i ”Fil Bleu”. 

Trådens baggrund 

I International Kontakt, IK, besluttede vi for 

et par år siden, at vi ville gøre noget for at 

bevare det kvalitetsstærke vestafrikanske 

håndværk og gøre det bæredygtigt – også 

i en moderne verden. 

Derfor dannede vi sammen med en gruppe 

kunsthåndværkere fra Mali og Burkina Faso 

en forening som vores partnere i syd gav 

navnet ”Fil Bleu”, på dansk ”den blå tråd”. 

Projektet går ud på via Internettet at for- 

midle skræddersyet tøj, syet af trykt eller 

vævet vestafrikansk bomuld, til Danmark 

og andre lande. Projektet er vokset ud af de 

venskabskontakter, som IK har fået i løbet 

af de seneste mange års rejser til Vestafrika, 

hvor temaet har været kunsthåndværk med 

udgangspunkt i mindre lokalsamfund. 

IKs rolle i projektet er - på et nonprofit 

grundlag - at stå for formidlingen i samar- 

bejde med en gruppe vævere i Kantu i Malis 

Dogon bjerge, tekstiltrykkere i Koudougou 

og skræddere i Pissy-kvarteret i Ouaga- 

dougou. Formidlingen kommer til at foregå 

via projektets hjemmeside. Her kan man se 

de enkle modeller. Flest er til kvinder, men 

der er også skjorter til mænd og få modeller 

til børnetøj samt duge og servietter. 

Udvalget er endnu ikke stort, men 

bliver større med tiden. 

Æstetisk tøj 

Bønder, spindersker, vævere og farvere 

forsyner skrædderne i Ouagadougou med 

stof. På internetadressen www.filbleu.org 

kan man bestille tøjet, syet efter personlige 

mål og af høj kvalitet og fin æstetik. 

Det er tøj, man vil føle stort velvære ved at 

bruge. Ikke kun fordi det er rart og smukt at 

have på, men også fordi det er tøj, der har 


en god historie, er produceret under gode 

arbejdsforhold og giver arbejde og uddan- 

nelse til mennesker, der har behov for det. 

Hele salgsprisen, med fradrag af moms, told 

og forsendelse, går tilbage til producenterne 

og bruges til aflønning af projektdeltagerne, 

til investeringer for at få flere deltagere og til 

forbedringer og nye projekter i de lokalsam- 

fund, kunsthåndværkerne kommer fra. 

Fil Bleu er også et uddannelsesprojekt, 

idet projektdeltagerne får undervisning 

i elektronisk kommunikation, så de ved 

udgangen af det 4-årige projekt selv kan 

køre projektet videre. Fil Bleu er støttet af 

Projektrådgivningen, en konsulentordning 

under DANIDA for de mindre NGO’er, fordi 

projektet er nytænkende og et pionerprojekt 

inden for området. 

IK er en nonprofit organisation, der gennem 

mange år har lavet studie- og temarejser til 

lokalsamfund i Vest- og Nordafrika, og som 

støtter udviklingsprojekter i samarbejde 

med lokalgrupper i blandt andet Mali 

og Burkina Faso. 

DANIDA har støttet mange af IKs 

oplysningsprojekter. 

Årgang 121/2-5 2005 15

16 

kvindernes Internationale Kampdag 

Af Gry Overgaard Nielsen 

stud.mag. 

Fakta om Kvindernes Internationale Kampdag 

• Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet i København i 1910. 

Det skete på den Anden Internationales kvindekongres. 

• Siden 1921 er dagen blevet fejret den 8. marts. 

• Indtil 1969 blev Kvindernes Internationale Kampdag primært fejret i de socialistiske lande. 

• I 1969 markerede nyfeminister på Berkeley University dagen. 

• I Danmark genopstod Kvindernes Internationale Kampdag i 1974, og der har siden da været 

afholdt arrangementer og demonstrationer den 8. marts hvert år. 

Hvor er kvindekampen år 2005? 

Temaet for Kvindernes Internationale 

Kampdag har været kvinders ligestilling 

med mænd. Kampen for lige rettigheder og 

lige muligheder. I Danmark er der imidlertid 

mange, måske især unge, der mener, at 

den kamp er kæmpet, og at den er vundet. 

Og hvad er så pointen med at fastholde 

kampdagen? Det var det, jeg gerne ville 

undersøge. Jeg ville høre nogle bud på, hvor 

og hvad kvindekampen anno 2005 er. Så 

udrustet med pen, papir og et lånt digitalkamera 

begav jeg mig op på barrikaderne. Jeg 

tog i Blågårdens Medborgerhus på Nørrebro 

til debat-café arrangeret af SF’s Ungdom. 

Overskriften var: ”Hvor fri er du? Kønne 

stereotyper og stereotype køn”. Jeg vil her 

bringe et uddrag af indholdet i talerne i 

Blågårdens Medborgerhus. 

Ligestilling og børn 

Første taler på scenen var Karen Sjørup. 

Karen Sjørup er ansat ved Center for Ligestillingsforskning. 

Overskriften for Sjørups 

oplæg var ”Karriere, livsstil og køn”. Sjørup 

fortalte, at mænd og kvinder starter på lige 

fod i voksenlivet. Vi får ca. lige gode studentereksaminer 

og tager omtrent lige lange 

uddannelser. Det huslige arbejde fordeles 

også nogenlunde ligeligt. Det kritiske punkt 

indtræder ved fødslen af det første barn. Her 

begynder det, Sjørup kalder ”uligestilling”. 

Mænd forventes at tage et par ugers barsel, 

og kvinder forventes at tage ca. et års barsel. 

Kvinderne forventer, at mændene tager 

over senere, men det sker ikke. Efter første 

barn fødes, fordobles kvindernes arbejde i 

hjemmet, mens det for mændenes vedkommende 

nedsættes en lille smule. Efter barn 

nummer to forstærkes tendensen. Efter 1 år 

væk fra arbejdet og fordoblet arbejde i hjem

met forringes kvinders karrieremuligheder 

betydeligt. Sjørups bud på en løsning er at 

indføre den islandske barselsmodel. 

På Island kan 3 mdr. af barslen kun tages 

af kvinden, 3 mdr. kan kun tages af manden 

og 3 mdr. kan enten tages af manden eller 

af kvinden. Begge har krav på 80 % af 

lønnen under barslen. Resultatet er, at 80 % 

af de islandske fædre tager 3 mdrs. barsel. 

Ligestilling og loven 

Sjørup oplyste, at vi i Danmark har verdens 

måske mest progressive ligestillingslov. 

I loven står der, at der 

skal være balance mellem 

mænd og kvinder i offentlige 

råd, nævn og styrelser, 

og at nye love skal 

vurderes i forhold til 

ligestilling. Problemet 

er dog ifølge Sjørup, at 

loven ikke overholdes, 

og at ligestillingsministeren 

Eva Kjer Hansen 

ikke mener, den er relevant. 

Som eksempel 

nævnte Sjørup den nye 

kommunalreform. 

I Strukturkommisionen 

sidder 11 mænd og 3 

kvinder. Ligestillingsministerens 

argument 

for dette var, at der ikke 

fandtes flere egnede 

kvinder. Sjørup mener 

ikke, det er et rimeligt 

argument i en branche 

med 76 % kvinder, 

hvoraf mange har lange 

uddannelser. 

Ligestillingsministeren 

har udtalt: ”Det er kun 

lovforslag, der har en 

kønsmæssig effekt, 

der skal screenes”. 

Men hvordan kan man 

kende effekterne, før 

f o t o : G r y O v e r g a a r d N i e l s e n 

man har undersøgt sagen? Kommunalreformen 

er ikke blevet screenet for eventuelle 

følger for ligestillingen. I kommunalreformen 

lægges der f.eks. op til, at en del opgaver 

udliciteres til private, og Sjørup frygter, at det 

bl.a. kan skade kvinderne på grund af barsel. 

Ligestilling og prostitution 

Sjørup nævnte kampen mod udnyttelse af 

kvinders seksualitet som den vigtigste sag 

for kvinders frigørelse. Sjørup mener bl.a., at 

kriminalisering af mænd, der benytter sig af 

prostitution, skal på dagsordenen i dansk 

Karen Sjørup: ”Efter første barn fødes, 

fordobles kvindernes arbejde i hjemmet, 

mens det for mændenes vedkommende 

nedsættes en lille smule.” 


politik. Hun mener, at situationen i dagens 

Danmark er underligt dobbelt. På den ene 

side er prostitution lovligt, på den anden 

side har prostituerede ingen rettigheder. 

På tværs af de politiske partier er der kvinder, 

der gerne så et forbud mod køb af sex, men 

der er ingen mandlige politikere, der ønsker 

det, bortset fra kristendemokraterne, som 

kom under spærregrænsen ved valget. 

Sjørup forventer ikke, at holdningen til prostitution 

ændres, før der foreligger grundige 

undersøgelser, der kan dokumentere, at 

prostitutionen er voldsomt skadelig for de 

prostituerede kvinder. Desværre har det i 

Danmark ikke været muligt for forskere at 

få bevillinger til at fortage større undersøgelser 

af forholdene omkring prostitution, 

modsat i Sverige, hvor der foreligger flere 

gennemgribende undersøgelser, og hvor 

køb af sex (måske som følge deraf) er forbudt. 

Reden (værested for prostituerede i 

Kbh.) har dog på sin hjemmeside nogle tal 

omkring prostitution. Der står bl.a., at 

ca. 92 % af de prostituerede gerne vil 

ud af prostitutionen, og at ca. 56 % af 

de prostituerede kvinder har været udsat 

for seksuelt misbrug. 

Køn og pornografi i massemedier 

Næste oplægsholder var kønsforsker Anette 

Dina Sørensen. Hun arbejder på et tværnordisk 

projekt om unge, køn og pornografi. 

Hun talte dog ikke specifikt om dette projekt, 

eftersom det først ligger færdigt i 2006. 

Sørensen anser 1997 for at være et skelsættende 

år pga. eksplosionen af private netopkoblinger 

i Danmark. Adgangen til porno blev 

hermed betydeligt lettere, og pornoen blev 

følgelig mere udbredt. Pornoens indtog i kulturen 

tog nu for alvor fat. Sørensen sagde, 

at massekulturen er blevet ”porn chik” eller 

”pornosmart”. Hun talte om tre tendenser i 

mainstreamingen af pornografien i massekulturen. 

Den første er volumen: Der er langt 

mere porno end tidligere, pornoen er lettere 

tilgængelig og konsumet af porno er større. 

Den næste tendens er clean-up: ‡ 

Årgang 121/2-5 2005 17

‡ 

Pornoen er ved at blive stueren. 

Magasiner bringer interviews med pornostjerner 

og dokumentarudsendelser 

handler om porno. 

Det tredje punkt er fragmenter. Med fragmenter 

menes henvisninger til pornoens 

verden. Som eksempel nævner Sørensen 

en hvervekampagne fra Venstres Ungdom, 

hvor en ung mand står midt i en gruppe 

letpåklædte kvinder. Teksten hedder 

”Sig aldrig nej til et godt tilbud” og 

”Vi forkæler vores medlemmer”. 

Sørensen mener, at det er sørgeligt, at 

kønsbillederne i massekulturen igen er 

blevet mere stereotype, og at kvinder igen 

seksualiseres og objektgøres. Hun mener 

nemlig, at der kan opstå problemer i forhold 

til ligestillingen, hvis kvinders rolle primært 

er at være sexobjekter. Mænd objektgøres 

også men i langt mindre grad. Der er ifølge 

Sørensen ofte strengere censur, når det 

gælder billeder af afklædte mænd. Sørensen 

betegner sig selv som en ”bekymret superdemokrat”. 

Bekymret for effekterne af en ensi- 

18 

dig fremstilling af kvinder. Superdemokrat på 

den måde, at der må være lige vilkår. Alle skal 

kunne kigge, og alle skal kunne kigges på. 

Hun foreslår kækt, at kvinder skal kræve 

flere billeder af nøgne mænd. 

Vold mod kvinder 

Sidste oplæg blev holdt af Nis Bjarnhof fra 

Amnesty International. Nis Bjarnhof fremlagde 

en række dystre fakta i forbindelse 

med vold mod kvinder: Hver tredje kvinde i 

verden udsættes for vold. Hver femte kvinde 

udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg. 

Hvert andet kvindelige mordoffer 

er blevet myrdet af sin partner. I Danmark 

udsættes 65.000 kvinder årligt for vold. 

Danmarks 40 krisecentre modtager årligt 

10.000 henvendelser fra voldsramte kvinder. 

10.000 kvinder voldtages årligt i Danmark. 

Kun ca. en tredjedel anmelder det, når de 

udsættes for vold. FNs generalsekretær Kofi 

Annan har udtalt, at ”Vold mod kvinder er en 

af de største menneskeretslige udfordringer 

i vor tid”. Amnesty International arbejder for 

overholdelsen af menneskerettighederne, og 

derfor arbejder de også for at stoppe volden 

mod kvinder. Nis Bjarnhof fortalte herefter 

om Amnestys aktuelle tiltag på internationalt 

og nationalt plan. 

Farvel og tak 

Som nævnt i indledningen er det mit indtryk, 

at mange, måske især unge, mener, at kvindekampen 

er udkæmpet og vundet. Det var 

på denne baggrund jeg satte kursen mod 

SFU’s 8. marts arrangement på Blågårdens 

Medborgerhus. De tre timers oplæg mere 

end overbeviste mig om, at der stadig er en 

ting eller to at kæmpe for med hensyn til 

kvinders stilling, hvad enten det drejer sig 

om forhold på arbejdsmarkedet, vold, porno 

eller prostitution. Kvindernes Internationale 

Kampdag er altså stadig særdeles relevant. 

Efter oplæggene var der aftensmad og afterparty. 

Fuld af indtryk forlod jeg imidlertid 

Blågårdens Medborgerhus og cyklede gennem 

de snefyldte gader hjem for at lave 

aftensmad til min kæreste - og mig selv. 

kvinder og fædre Undersøgelse – vil du deltage? 

Er du en af de mange kvinder, der er vokset op uden en far? Har du overvejet hvilken betydning det har eller har haft for dig som 

kvinde, for dit forhold til mænd generelt og for din opfattelse af kærlighed og omsorg? Og hvilken betydning det har/har haft for dit 

sexliv? Har du tænkt over, hvad det har/har haft af betydning for dit liv i det hele taget? 

Jeg efterlyser kvinder, der har lyst og energi til at fortælle om deres erfaringer og overvejelser over ovennævnte til mig. 

Besvarelserne skal munde ud i en bog om kvinder, deres manglende fædre, forholdet til mænd, til kærlighed og til sig selv. 

Alle medvirkende forbliver anonyme for andre end forfatteren. Du må gerne ringe eller skrive for at høre nærmere om projektet 

og eventuelt få tilsendt spørgeskema. 

Henvendelse til Sine Borup sines@mail.dk eller tlf. 51 24 19 66

På Kvindernes Internationale Kampdag 

politianmelder kvinder med indvandrerbaggrund 

Imam Raed Hleihel og Det Islamiske 

Trossamfund! 

Pressemeddelelse d. 8. marts 2005 

På Kvindernes Internationale Kampdag 

(d. 8. marts) politianmelder vi, ca. 40 

kvinder med indvandrerbaggrund, 

Imam Raed Hleihel for hans truende og 

diskriminerende udtalelser mod kvinder 

fra muslimske familier. Det skal ikke være 

tilladt at opmuntre mænd til at se ned på 

kvinder, betragte dem som en del af deres 

ejendomme, have dem under konstant 

kontrol og behandle dem som slaver! 

Imam Raeds opfordringer, som har fundet 

sted i Danmark, er et klart forsøg på at krænke 

kvinderettighederne og skubbe dem flere 

årtier tilbage. Det er et forsøg på at skabe 

de samme tilstande for indvandrerkvinder, 

som vi er vidner til i de islamiske lande, 

hvor mange af os er flygtet fra. 

Vi håber, at mange kvindeorganisationer og 

frihedselskere i Danmark vil støtte os og sammen 

med os vil kræve, at Imam Raed sendes 

til en domstol pga. sine kvindefjendske og 

formørkede udtalelser og for at opfordre til 

vold og tvang mod kvinder. Det Islamiske 

Trossamfund skal også fordømmes og sendes 

til en domstol pga. sin fulde opbakning af 

en Imam med kvindefjendske holdninger og 

udbredelse af disse holdninger blandt skolebørn 

på de islamiske skoler. 

En gruppe kvinder med indvandrerbaggrund 

Kontaktperson Nahid Riazi 

nahid@mail.danbbs.dk 

Tlf. 40 54 39 92 

Pga. sikkerhedsmæssige årsager ønsker vi at være 

anonyme. Det er kun politiet, som får kendskab til 

vores identitet. 

til kamp mod mandetyranni 

Af Birgitte Saksø, stud.mag. 

Baggrunden for politianmeldelsen 

Kvindegruppen har politianmeldt Imam 

Raed Hleihel og Det Islamiske Trossamfund 

i Danmark pga. Imamens diskriminerende 

udtalelser mod kvinder med indvandrerbaggrund 

samt Det Islamiske Trossamfunds 

opbakning af Imamens udsagn. 

Politianmeldelsen tager sit afsæt i fredagsbønnen, 

fredag d. 18. februar 2005, hvor 

Imam Raed Hleihel krævede, at muslimske 

mænd skulle sørge for, at deres koner, 

døtre og søstre var tildækket fra top til tå. 

Imamen påpegede, at kvinder er Satans 

våben over for mænd, og at de kvinder, 

der går til frisør, pynter sig og bruger 

parfume ender i Helvede! 

Derudover opfordrede han mænd til at 

tvinge deres koner til at følge Allahs påbud 

og vejledning. Hans argument var bl.a., 

at ifølge Koranen kan man ikke være en 

troende muslim og samtidig have en kone, 

som ikke følger Allahs påbud. Ligeledes 

mente han, at muslimske kvinders ære ikke 

kan opretholdes, hvis de afstår fra at overholde 

Allahs påbud og love. 

Kvindegruppen mener, at Imamens opfattelse 

af, at kvinder skal dækkes til samt følge 

Guds påbud svarer til at opfordre til tvang 

og vold mod kvinder, som ikke vil indrette 

sig efter disse krav. 

Herigennem fremstilles de ”uregerlige” 

kvinder, som dårlige kvinder, der grundet 

deres opførsel ender i Helvede. De muslimske 

mænd bliver udfra denne opfattelse 

direkte opfordret til at fastholde kvinderne 

i en stereotyp og undertrykt rolle. Denne 


tilgangsvinkel er en seriøs trussel mod 

ind vandrerkvinder, deres frihed, selvbestemmelse 

og ligestilling. Ligeledes fastslår 

kvindegruppen, at det er overtrædelse 

af individets ret til personlig frihed i et 

demokratisk samfund. 

Gennem Imamens kvindekrænkende livsindstilling 

mener gruppen, at han nedgør 

kvinder og krænker deres rettigheder som 

selvstændige og fornuftige individer. 

Ved at understrege, at kvinder er under 

mænds varetægt og ansvar og skal rette 

sig efter mandens retningslinjer, håner man 

kvinder som ligeværdige borgere i Danmark. 

Kvindegruppen fremfører også, at det er 

diskriminerende, at det udelukkende er 

kvinder, der skal tildækkes, med udgangspunkt 

i at de har et bestemt køn, og at 

kvinder pga. deres køn bliver opfattet 

som ”Satans instrument”. Kvindegruppen 

mener, at en anden grund til tildækningen 

er, at mænd kan blive ophidset af at se 

kvindens krop i detaljer. 

Det Islamiske Trossamfund, som havde 

indbudt Imamen til fredagsbønnen i deres 

moske i København, har takket ham for 

besøget og vil gerne invitere ham en anden 

gang, trods Imamens diskriminerende og 

truende udtalelser. Talsmanden for Det 

Islamiske Trossamfund, Kasem Said Ahmed 

tager ikke afstand fra udtalelserne. 

Det Islamiske Trossamfund har desuden 

indspillet fredagsbønnen på flere hundrede 

kassettebånd med henblik på at uddele 

dem til elever på islamiske skoler. 

Årgang 121/2-5 2005 19

20 

forkvindens beretning 2004-2005 

Af Karen Hallberg 

landsforkvinde i Dansk Kvindesamfund 

Dansk Kvindesamfund er stadig en særdeles 

aktiv kvindepolitisk forening, og det til 

trods for at vi i årets løb er blevet nødt til 

at bruge mange ressourcer på at skaffe 

de økonomiske midler til foreningens 

fortsatte drift. Vilkårene for at drive 

en forening som vores er anstrengte. 

Mange puljer og fondes midler er blevet 

beskåret, det gælder blandt andet Dansk 

Folkeoplysnings Samråd, hvor DK ofte 

har fået projektstøtte. Den bortfaldne 

portostøtte har også belastet vores 

økonomi, selv om vi får en delvis 

kompensation fra den særlige 

portopulje til støtte for kulturtidsskrifter. 

I 2005 har DK fra Integrationsministeriets 

Satspuljemidler fået bevilget kr. 302.000 

i driftsstøtte. Det betyder, at DK ved 

udgangen af 2005, forudsat et vedvarende 

aktivt fondsøgningsarbejde og sparsommelighed, 

igen vil være en forening med 

en positiv egenkapital. 

Kvinden&Samfundet 

Bladets økonomi har gennemgået en økonomisk 

hestekur, og som noget helt nyt 

blev landsmødenummeret i foråret 2004 

lavet af en praktikant, Agnes Bræmer, som 

led i hendes studie. Det samarbejde nyder 

DK stadig godt af, idet Agnes efter sit 

praktikophold har været særdeles aktiv 

i DK. Kvinden&Samfundet er stadig foreningens 

flagskib, også selvom vi af hensyn 

til portoen har måtte vælge en anden 

papirkvalitet. Endvidere findes bladet 

også i elektronisk form på www.kvindeno 

gsamfundet.dk. Ved årets udgang måtte 

Signe Møller Jørgensen forlade redaktørjobbet, 

idet hun fik fuldtidsarbejde. Der 

er nu ansat en ny dygtig redaktør, Jane 

Deleuran. Jane laver dog ikke nærværende 

nummer, da vi igen i år har en praktikant, 

Birgitte Saksø, som er tofaglig BA i litteraturhistorie 

og køn, kommunikation & kultur. 

Støttekoncert i Jazzhouse 

Et nyt tiltag til styrkelse af foreningens 

økonomi var en støttekoncert, arrangeret 

af Agnes Bræmer. Koncerten var en succes, 

men fremmødet var en skuffelse. 

Koncerten gav et lille overskud, men det 

stod ikke mål med de mange investerede 

arbejdstimer med at stable koncerten 

på benene. 

Studiekreds om vold mod kvinder 

I vinter har der været afholdt en spændende 

studiekreds om vold mod kvinder. 

Den er blevet afholdt over seks aftener, 

hvor emnerne blandt andet har været: 

Vold mod kvinder med anden etnisk baggrund, 

vold og omsorgssvigt mod børn, 

overgreb og vold mod kvinder, forebyggelse 

af vold og vold mod fysisk handicappede 

kvinder. Det har været meget 

dygtige og engagerede oplægsholdere, 

hvis oplæg har givet anledning til spændende 

debatter. Det påtænkes at følge 

studiekredsen op med en foredragsrække 

om vold mod unge kvinder. 

Etablering af DK’s krisecenter 

Der var fundet et ideelt hus på 

Frederiksberg til formålet, men inden 

formaliteterne faldt på plads med 

Frederiksberg kommune, fortrød ejeren 

det afgivne tilbud. Vi har stadig bevillingen 

fra Socialministeriet og en kreds 

af særdeles aktive kvinder med relevante 

kompetencer, så der ledes stadig efter et 

egnet hus. Der har været artikler i lokalavisen 

på Frederiksberg, og de har med

ført en positiv respons. 

Hvervebrochurer til frivillige kan fås på 

DK’s sekretariat. 

Pjecen ”Bedre barsel for alle” 

Indholdet kom på plads i 2004, og pjecen 

blev klar til udsendelse i januar 2005. 

Det er blevet en flot pjece med et godt 

indhold og i et lækkert design, og vi har 

kun høstet ros for den. Pjecen indeholder 

oplysninger om den nuværende barsel- og 

forældreorlov samt forslag til løsninger 

inden for området, f.eks. oprettelsen af 

en fælles central barselsfond. Pjecen er 

trykt i 20.000 eksemplarer og sendt ud 

til diverse politikere, pressen og fagforeninger. 

Desuden er den distribueret til 

forskellige offentlige institutioner såsom 

biblioteker, uddannelsesinstitutioner, 

svangreambulatorier mm. DK’s kredse har 

deltaget af distributionen af pjecen. 

Vi har stadig mange eksemplarer på lager, 

så kontakt sekretariatet for at få tilsendt 

flere pjecer. 

Kønskulturkløften 

I 2004 har Esma Birdi fortsat sin foredragsrække 

om tvangs- og arrangerede ægteskaber 

i samarbejde med DK. Hendes 

anden foredragsrække har i modsætning 

til den første mere henvendt sig til voksne, 

forældregenerationen, samt til fagfolk, der 

kommer i berøring med indvandrere og 

dermed får problematikken vedrørende 

tvangs- og arrangerede ægteskaber ind 

på livet. Der har været holdt foredrag i 

kommuner, på fag- og sprogskoler, hos 

politiet, på folke- og ungdomsskoler, for 

sundhedsplejersker mm. Efterfølgende er 

der udarbejdet en evalueringsrapport om 

oplysningsarbejdet, som udkommer i slutningen 

af februar. Rapporten kan down 

loades fra DK’s hjemmeside eller rekvireres 

fra sekretariatet for en beskeden pris. 

Ghana-projektet 

DK har i samarbejde med Care ansøgt 

Danida om midler til et samarbejdsprojekt 

i Ghana. DK er med i en mindre del af 

projektet, som primært skal køres af en 

kvindeorganisation i Ghana. Fra DK har 

Gry Pedersen og Leslie Larsen deltaget 

i arbejdet med at formulere den meget 

omfattende ansøgning til Danida. Det er 

også Gry og Leslie, som skal deltage i den 

praktiske del i Ghana. Det bliver undervisning 

af NGO’er i landdistrikterne, og målet 

med projektet i distriktet er, at kvinderne 

selv skal kunne eje jord i stedet for kun 

at forpagte den. Der forventes et tilsagn 

til projektet sidst i marts, så det kan påbegyndes 

straks herefter. 

Regeringens CEDAW-rapport og Beijing+10 

Regeringens rapport til CEDAW-komiteen 

om implementeringen af konventionen i 

Danmark blev sendt til kommentering hos 

udvalgte NGO’er i juni 2004. DK kommenterede 

på en række punkter, og kommentarerne 

blev medtaget i den endelige rapport. 

Disse kan ses på DK’s hjemmeside. 

Som et led i Buffy Lundgrens praktik 

på DK i efteråret samlede og koordinerede 

hun bidrag til FN’s Questionaire 

om Beijing+10. Udover emnerne fra 

CEDAW-rapporten blev der også kommenteret 

på emner som Kvinder & Medier og 

Integration af piger og kvinder med anden 

etnisk baggrund. Disse kommentarer kan 

også ses på hjemmesiden. 

Opdatering af CEDAW-pakken 

Da CEDAW-pakken fra 1993 efterhånden 

ikke er helt dugfrisk længere, blev det i 

en arbejdsgruppe besluttet at søge om 

midler til udarbejdelse af en ny pakke. 

Målgruppen for den opdaterede pakke 

er primært gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner. 

Der er tilsagn fra en 

række skribenter om oplæg i artikelhæftet. 

Såfremt vi får de ansøgte midler, skal pakken 

udkomme i december 2005. 

Fremtiden 

DK deltog med en delegation i IAW’s 

100-års jubilæumskonference i Berlin i 

september. På et opfølgende møde for de 

IAW-medlemmer, som deltog i konferencen, 

blev det besluttet af afholde en international 

konference om prostitution og 

trafficking i oktober 2006. Medarrangør vil 

være Norsk Kvinnesaksforening og IAW. 

En pjece om kvinder og alkohol med 

erfaringerne fra foredragsrækken i 2003 

er under udarbejdelse og forventes at 

udkomme i marts 2005. En konference 

om de personlige og familiemæssige konsekvenser 

af kvinders alkoholmisbrug er 

også i støbeskeen. 

Efter lang tids informationsudvikling med 

Integrationsministeriet blev der bevilget 

penge til en integrationsmanual for fagfolk, 

der beskæftiger sig med børn fra 0-15 

år. Formålet med manualen er at give de 

pågældende fagpersoner, sundhedsplejersker, 

pædagoger og folkeskolelærere 

effektive redskaber til at håndtere forskellige 

situationer i omgangen med forældre 

og børn med anden etnisk baggrund. 

Manualen bliver til i et samarbejde mellem 

Esma Birdi og Dansk Kvindesamfund. 

Karen Hallberg 

landsforkvinde 

i Dansk Kvindesamfund 

2 0 0 5 

l a n d s m ø d e 

Årgang 121/2-5 2005 21

2 0 0 5 


22 

Nuværende styrelse, 

suppleanter og revisorer 

samt nye kandidater. 

Der skal vælges 

3 styrelsesmedlemmer 

plus landsforkvinde. 

kandidater til styrelsen 

Gurli Jensen 

Det har været et par gode men hårde år, 

særlig svært har det været at få økonomi og 

opgaver til at gå op i en højere enhed, men 

jeg synes, at styrelsen har gjort et stort 

stykke arbejde. 

Min opgave her i det nordlige har været 

at få skabt interesse omkring DK, og det 

er ikke nogen let opgave, skal jeg hilse 

og sige. Men efterhånden ser det ud til 

at bære frugt; jeg har en 8-10 kvinder, 

som begynder at komme, når jeg holder en 

aften om nogle af vores mærkesager, så på 

sigt håber jeg, at vi bliver flere, og at nogle 

vil melde sig ind i DK. 

Vores barselpjece er blevet taget godt imod - 

også et positivt tegn på at det gør en forskel. 

Jeg genopstiller, fordi det er vigtigt for mig, 

at vi repræsenterer hele landet, og at vi igen 

kan blive endnu mere synlige, end vi er. 

Gry Pedersen 

Genopstiller også til styrelsen 

Karen H. Edith H. Gry P. Gurli J. Agnes B. Helen S. 

På valg: 


- genopstiller som forkvinde 

Edith Hansen 

- genopstiller 

Gry Pedersen 


Gurli Jensen 


Edith Hansen 

Jeg genopstiller til bestyrelsen, hvor jeg 

har været næstforkvinde det sidste år. Jeg 

fortsætter med at arbejde for at synliggøre 

Dansk Kvindesamfunds politikker og viden 

til gavn for samfundet. Da ligestilling ikke 

er et særskilt område i lovgivning, men 

vedrører hele samfundet, er der nok at 

tage fat på. Min indsats har især drejet 

sig om ”vold mod kvinder”, formidling 

af viden/synspunkter vedr. ligestilling til 

elever, studerende og andre interesserede 

og fundraising/økonomi. I øjeblikket har 

jeg desuden fokus på strukturreformens 

kønsdimension, det internationale samarbejde 

om kvinders vilkår, barselsfonden 

og kvinders sundhed. 

Min sidste prioritering er at gøre Dansk 

Kvindesamfund mere tydelig gennem en 

styrkelse af den interne organisation, 

bl.a. gennem dialog, netværksdannelse 

og inddragelse af medlemmer. 

Ikke på valg: 

Agnes Østvand 

Buffy Lundgren 

Tinne Stubbe Østergaard 

Nye kandidater 

Agnes Bræmer, Lemvig 

Suppleanter 

Helen Stensbæk Schrøder, 

Odense 

- opstiller som suppleant 

Revisorer 

Linda Wittchen 

- ikke på valg 

Birthe Andersen 


Revisorsuppleanter 

Kirsten Skjøde 

- opstiller 

Agnes Bræmer 

Jeg blev valgt som suppleant til styrelsen 

sidste år, og jeg har siden da deltaget 

aktivt i styrelsens møder. Desuden 

var jeg i foråret 2004 i praktik i Dansk 

Kvindesamfund, hvor jeg bl.a. var gæsteredaktør 

af Kvinden&Samfundet. Jeg er 25 år 

og netop ved at afslutte min uddannelse 

som cand.mag. I løbet af mit studium har 

jeg beskæftiget mig med kvinder, køn og 

kønsroller på et teoretisk plan, men via mit 

arbejde i Dansk Kvindesamfund nyder jeg, at 

teorien får en praktisk dimension. Selvom 

jeg er vokset op i et moderne demokrati, hvor 

vi formelt set har ligestilling, er ligestilling 

og lige muligheder mellem kvinder og mænd 

slet ikke noget, jeg tager for givet. Som kommende 

styrelsesmedlem vil jeg gerne være 

med til at arbejde for at synliggøre Dansk 

Kvindesamfund, at profilere foreningens 

synspunkter og at tiltrække nye medlemmer. 

Det vil jeg fx gøre som en del af Dansk 

Kvindesamfunds nye pr-gruppe.

Program for Landsmøde den 9 - 10 april 2005 

Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsensgade 10, 3. sal, 1153 København K 

Tema: Ligestilling i Erhvervslivet 

Lørdag: 

Kl. 10-11.30 Forkvindemøde: Økonomi i store træk, fremtiden, kommende aktiviteter, 

kredsnetværksmødet og landsmødet 2006 

Kl. 11.30 Indskrivning til landsmødet 

Kl. 12.00 Frokost 

Kl. 13.00 Landsmødet åbnes. Velkomst ved landsforkvinden 

Valg af dirigent, stemmetællere og protokolførere 

Kl. 13.15 Uddeling af Mathildeprisen 

Prismodtager taler, prisen præsenteres 

Kl. 14.10 Oplæg ved gæstetaler 

Kl. 15.00 Pause med kaffe 

Kl. 15.20 Landsforkvindens beretning. Debat om beretningen og godkendelse 

Kl. 16.00 Gennemgang af årsregnskab 

Besvarelse af på forhånd indsendte spørgsmål vedr. regnskabet 2004 

Kl. 17.00 Præsentation af indkomne forslag, herunder resolutioner 

Eventuel nedsættelse af resolutionsudvalg 

Kl. 17.30-18.10 Tinne Stubbe Østergaard orienterer om Kvindekommissionens Samling i New York 

Kl. 19.00 Middag ude i byen 

Kl. 21.30 Eventuel aftenkaffe i Kvindernes Bygning 

Søndag: 

Kl. 9.00 Morgenmad i DK for de morgenduelige 

Kl. 10.00 Landsmødet genoptages, valg af dirigent 

Kl. 10.10 Opdatering på DK’s igangværende projekter: Ny CEDAW-pakke, Ghanaprojektet og 

international konference om prostitution og trafficking i Kbh., arrangeret i 

samarbejde med IAW 

Kl. 11.00 Godkendelse af regnskab for 2004. Forelæggelse af budget for 2005 

Kl. 11.30 Pause med frugt/kaffe 

Kl. 11.45 Fastsættelse af kontingent. Valg af forkvinde og styrelse. Styrelsens forslag til 

prioritering af arbejdsopgaver mv. Fremtidige temaer og kredsnetværksmøde 2005. 

Behandling af indkomne forslag og resolutioner. Landsmøde 2006. Eventuelt. 

Afslutning 

Kl. 13.15 Frokost 

program for landsmøde den 9-10 april 2005 

2 0 0 5 


Årgang 121/2-5 2005 23

nej tak til sprogforurening 

Der er gennem de seneste 10 år sket 

et skred i måden at være sammen på. 

Betegnelser som ”luder” og ”fuck dig 

din nar” indgår oftere og oftere i de 

unges sprogbrug. En af de folkeskoler, 

der har mærket udviklingen, er Engdalskolen 

i Århus, der har taget konsekvensen 

af det. Skolen har de seneste år 

strammet deres politik op, så der nu 

bliver sat hårdt ind over for uacceptabel 

verbal krænkende adfærd. 

24 


Stemningen på Engdalskolen emmer af liv 

og glade stemmer. Overalt høres der venskabelig 

pjanken og grinen. Det umiddelbare 

indtryk er, at her er rart at være. At det ikke 

altid er sådan skinner igennem under K&S’ 

samtale med skoleinspektør Leif Sønderby. 

Engdalskolen er blot én af mange folkeskoler 

i Danmark, der gennem de sidste 5-6 år har 

oplevet en stigning i verbale krænkelser. 

Af samme grund er K&S denne fredag morgen 

taget til Århus for at få en snak med 

Leif Sønderby om det stigende problem 

med unges dårlige sprogvaner. En uvane 

der ofte indeholder kvindenedsættende 

skældsord. På baggrund af den udvikling, 

der er kommet i måden at være sammen 

på, har skolen valgt at sætte ind over for 

en uacceptabel tiltaleform. På den måde vil 

skolen sende klare signaler om, at det ikke 

er en tilfredsstillende måde at omgås sine 

medmennesker på. Sanktionerne kan være 

alt fra en irettesættelse til i yderste konsekvens 

en hjemsendelse på op til en uge. 

Leif Sønderby mener, at de unges holdnings- 

a r k i v f o t o : L i s b e t h D a m g a a r d

ændring blandt andet skyldes en mangel på 

grundlæggende respekt for deres medmennesker. 

”Respekten for voksne og respekten 

for hinanden er blevet dårligere i den tid, jeg 

har været her, og det er immervæk 35 år”, 

udtaler han. Samtidig understreger han, at 

det absolut ikke er de gamle floskler fra ”Far 

til fire”-filmene, som han ønsker sig tilbage 

til, men derimod en respektfuld måde at 

omgås hinanden på, hvor ukvemsord ikke er 

en del af det daglige samvær. 

Det dårlige forbillede? 

Uden at ville hænges op på det skønner 

Leif Sønderby, at der er en relativ stor sammenhæng 

mellem rapmusik og unges uacceptable 

sprogbrug. Naturligvis skal sproget 

udvikle sig, mener han. Blot bør det ikke 

være de sproglige ekstremer, som visse rappere 

repræsenterer, der sætter standarten. 

Leif Sønderby synes ikke, at rappere udelukkende 

er dårlige forbilleder for børn og unge, 

idet han påpeger, at rap kan være både 

skægt, morsomt og tankevækkende. Der, 

hvor han mener, det kammer over, er, når 

rapperne benytter sig af (kvinde-)nedværdigende 

og groft sprogbrug, som gør rapperen 

til en kritisabel model for unge. Han tror dog 

ikke, at grunden til, at det oftere er drenge, 

der benytter sig af gloser fra rapmiljøet, er, 

at de er mere påvirkelige over for rapsprogs 

jargonen end piger. Derimod vurderer han, 

at det nok nærmere skyldes, at pigers opdragelse 

ofte er mere ”prinsesseagtig”, og at de 

derfor har en hurtigere bremse for, hvad der 

kommer ud af deres mund. 

Hårde drenge og listige piger 

Leif Sønderby kan ikke beskrive en konkret 

forskel på pigers og drenges vulgære sprogbrug. 

Generelt er der dog flere episoder med 

drenge end piger, som udsættes for skolens 

sanktioner i forbindelse med sproglig krænkende 

adfærd. Leif Sønderby mener, at det 

generelt er drengene, der har det hårdeste 

verbale sprog, og at pigerne langt sjældnere 

bruger nedsættende ord om hinanden. 

u n g e s s p r o g 

I hvert fald er pigernes stødende sprogbrug 

ikke helt så tydeligt i det offentlige rum. 

”Pigerne, de kan sådan være lidt mere listige 

omkring det”, udtaler han med et skævt grin. 

En dårlig vane 

Indskrænkelsen af krænkende sprog på 

Engdalskolen har betydet, at eleverne i dag 

i langt højere grad ved, at der er grænser for, 

hvad der accepteres; hvilket langt de fleste 

elever også efterlever. Det betyder dog ikke, 

at alle uacceptable ord med et trylleslag 

er forsvundet. Leif Sønderby påpeger, at 

indsatsen overfor den sprogforurening, der 

finder sted, er en løbende proces, der tager 

tid, og som formentlig aldrig overstås. 

”Der kommer jo nye børn hele tiden. Og nye 

påvirkninger og nye normer”, som han siger. 

Reaktionerne fra omgivelserne i forbindelse 

med stramningen har generelt været positive. 

Både fra skolebestyrelsen, fra forældrene 

og fra eleverne selv. Leif Sønderby 

vurderer desuden, at en del af det dårlige 

sprogbrug, der er blandt folkeskoleelever, 

i høj grad skyldes en dårlig vane. Der er simpelthen 

blevet integreret så mange eder og 

forbandelser i det danske sprog, at eleverne 

ofte ikke bemærker det, når et ord som 

”fuck” kommer over læben. Derfor mener 

Leif Sønderby også, at det blandt andet er 

lærernes opgave at gøre eleverne opmærksomme 

på den sproglige uvane. Skolens 

ønske og målsætning er at holde dårligt 

sprogbrug nede – hvad enten det drejer 

sig om et upassende ord, der mere eller 

mindre er blevet alment accepteret, eller 

det drejer sig om en langt mere krænkende 

betegnelse som fx ”frigide kælling”. 

De udblødte grænser 

I diskussionen om hvorvidt det overhovedet 

er skolens ansvar at blande sig i forældrenes 

opdragelse af børnene, understreger Leif 

Sønderby, at det i høj grad er forældrenes 

forpligtelse, men at det også er skolens 

ansvar. Dog synes han, at balancen de 

seneste år er vippet over til, at skolen har 

for stort et ansvar i forhold til den enkelte 

elevs basale opdragelse. Hovedvægten af 

børneopdragelse bør ligge i hjemmet, som 

skolen så skal følge op på, pointerer han. 

Leif Sønderby fremhæver, at en mulig grund 

til skredet i balancen mellem forældrenes og 

skolens indblanding kan ligge i 60’er-70’er 

generationens opgør med de mere traditionelle 

værdier og normer. Netop denne generation 

er i dag mange af dem, der er forældre 

til folkeskoleelever. Det har muligvis 

resulteret i, at linjerne ikke er blevet helt 

så skarpt optrukne, som han godt kunne 

ønske sig i dag. De mere udblødte grænser 

afspejler sig så igen i de unges sprog, som 

ofte heller ikke er blevet konfronteret med, 

hvor nedsættende betegnelsen ”smatso” 

faktisk er. Ordet er til en vis grad blevet 

udvandet blandt de unge. Ikke desto mindre 

er der stadig mange, som føler sig krænket 

over at blive kaldt ”smatso”. 

Der er stadig lang vej 

På trods af at det udefra set virker som 

en frugtbar indsats skolen har gjort i forbindelse 

med krænkende sproglig adfærd, er 

Leif Sønderby selv meget påpasselig med 

at bruge et ord som ”succes” i forhold til 

skolens indsats. ”Succes; så kan man jo 

sige, at man har løst det. Det er i hvert fald 

det ultimative. Men vi har ikke løst det. Vi 

arbejder med det – det kommer vi til de 

næste mange, mange år”, fastslår han. 

Gennem dette arbejde er dialog og eget 

ek-sempel alfa og omega. Afslutningsvis 

fastslår Leif Sønderby, at der stadigvæk 

skal være plads til et vredesudbrud i ny 

og næ. Det er først og fremmest den bevidstløse 

sproforurening, som skolen griber ind 

overfor, for på den måde at være med til 

at sætte en stopper for den uacceptable 

omgangstone, der er blevet hverdagssprog 

for mange unge. 

Årgang 121/2-5 2005 25

Katrine Choe Larsen alias KCL. Foto: privat 

26 

Nanna Liv Strandvad alias Prinsesse Liv. Foto: privat

“jamen det er jo ikke møntet på mig” 


K&S mødte rapgruppen Looney Teknix til 

en snak om sproget i rapmusik. Gruppen 

består af 23-årige Nanna Liv Strandvad 

alias Prinsesse Liv og 27-årige Katrine 

Choe Larsen alias KCL. Selv bruger de ikke 

direkte et udtryk som ”luder” i deres tekster 

men er til gengæld ikke blege for at kalde 

en kvinde ”denne dags top skøge gang 

banger all night super star”! 

Den dynamiske duo udskiller sig markant 

i rapmiljøet, idet de er nogle af de få kvindelige 

rappere i Danmark - noget, de inden 

interviewet har understreget, at de ikke 

gider snakke om for 120. gang. Gruppen 

opfatter nemlig ikke sig selv som væsentligt 

anderledes end deres mandlige kollegaer. 

At der alligevel er en forskel på kvindelige 

og mandlige rappere kommer blandt andet 

til udtryk ved, at det ofte er kvindekønnet, 

som bliver mødt med nedværdigende gloser 

i rapsangene og ikke omvendt. Med det in 

mente har K&S interviewet Looney Teknix 

for at blive klogere på den sproglige betydning 

i deres univers. Grundet deres status 

som kvindelig duo er der allerede fra start 

nogle forventninger om, at gruppen giver 

igen med samme mønt over for de mandlige 

rappere. Looney Teknix’ tilbagebetaling i 

form af nedværdigende gloser om det modsatte 

køn udebliver imidlertid. Begge understreger 

de, at det simpelthen ville være for 

lavt at begynde på det samme niveau, som 

visse af deres kollegaer bevæger sig på. 

”Hvis man er med til at hive standarten ned, 

så er man selv ude om det, hvis standarten 

er lav”, mener Liv. På trods af det bliver 

hverken Liv eller Katrine stødt af brugen af 

fx ”ho” i en rapsang. Deres begrundelse er, 

at så længe det ikke er dem personligt, der 

bliver rappet om, så føler de sig ikke truffet. 

De mener tværtimod, at stærke gloser, 

der bruges med omhu, kan være med til at 

understrege en stemning i en sang. ”Hvis 

det er en passende sammenhæng, så er 

det utrolig stødende at blive kaldt 

møgluder, men så er det altså også 

med til at understrege noget. 

Men man skal også have lov til at 

provokere,” fastslår Liv. 

Det er samfundets skyld 

Liv mener, at en rapper i bund og grund må 

sige præcis det, han/hun har lyst til i sine 

sange. Derimod kan det undre hende, at 

der findes en person, som vil være maneger 

for en sådan rapper, at pladeselskaber vil 

udgive det, samt at radiokanaler vil spille 

det. På den måde mener hun, at en hel 

række instanser er med til at godkende, at 

kvinder kollektivt betegnes som ”bitches”. 

Ligeledes ser Liv en kobling mellem brugen 

af fornedrende ord om kvinder i rapsange 

samt visse reklamer, der sendes i tv. 

Her er kvinderne jo også ofte objekter, 

hvor det igen tillades, at opfatte dem 

som andenrangs mennesker. 

Ikke den store påvirkning 

Hverken Katrine eller Liv mener, at unge 

piger på 15-16 år får påvirket deres begyndende 

sexliv af at falde ind under fællesbetegnelsen 

”luder”. ”Jeg er ligesom vokset 

op med det, da det startede. Så jeg har 

jo været vant til det,” udtaler Katrine. Liv 

tilføjer, at rapmiljøet måske godt kan være 

med til at påvirke de unge piger, men at 

det ifølge hende er en relativ lille del af den 

udvikling, der finder sted. På samme måde 

føler Liv og Katrine heller ikke, at nedsæt- 

u n g e s s p r o g 

tende ord om kvinder forfølger dem og 

dermed regulerer deres seksualitet. Igen 

fordi de ikke føler sig personlig angrebet 

og derfor ikke identificerer sig med 

betegnelserne. 

En misforstået genre? 

Begge rappere mener, at samfundets aflæsning 

af rapmusik ofte er forfejlet og entydig. 

Det betyder, at den egentlige essens af 

denne kultur fejlagtigt bliver ligestillet med 

få grupper, eksempelvis Niarn og Nik & Jay, 

som dermed bliver opfattet som repræsentative 

for alt rap. Det gør samtidig, at den 

bølge af tilsvining af især kvindekønnet, 

der i øjeblikket er indenfor genren, bliver 

opfattet som den eneste tendens, der er. 

At det så samtidig er denne trend, der sælger 

rigtig godt, gør det naturligvis ikke nemmere 

at vise omverdenen, at rap er langt 

mere end Niarns: ”Klap dig selv i røven so!” 

Ligeledes mener Katrine, at ordet ”luder” 

tit ender med at blive brugt i en eller anden 

form for mudderkastning, som ikke skal 

tages så bogstaveligt. Ifølge hende er både 

”bitch” og ”so” gået hen og blevet ord, der 

til en vis grad har mistet deres betydning, 

og som primært anvendes for at give en 

beskrevet situation en yderligere understregning. 

Hun påpeger, at ordene i visse 

kredse bliver brugt i flæng på lige fod med 

et udtryk som ”fuck”, og at det i høj grad 

er blevet en vane frem for et decideret 

stødende udtryk. 

En afsluttende kommentar fra undertegnede 

lyder som følgende: En dårlig vane er altid 

værd at overveje – vi er stadig nogle der 

føler os ramte af at blive kaldt ”so”! 

Årgang 121/2-5 2005 27

landsstyrelsen 

Forkvinde 


Havnegade 33, 2 th. 


3315 6940 

kl.hallberg@get2net.dk 

lokale kredse 

Frederikshavn / Sæby 

v/ forkvinde 

Alice Fredborg Sørensen 

Karetmagervej 24 

9300 Sæby 

9846 1660 

Hellerup 

v/ forkvinde 

Susi Alsfelt Riise- 

Knudsen 

Fortunvej 41 

2920 Charlottenlund 

3964 4010 

Hjørring 

v/ kontaktkvinde 

Else Andreasen 

Frejasvej 42 

9800 Hjørring 

28 

Næstforkvinde 

Edith Hansen 

Gl.Hellebækvej 5c 

3000 Helsingør 

4921 6284 

Edithogjonas@mail.tele.dk 

Kasserer 

Agnes Østvand 

Håndværkervej 169 

8600 Silkeborg 

8686 7357 / 3029 7357 

agnes@ostvand.dk 

Thy /Mors 


Mette Lund 

Fuglesøparken 32 

7900 Nykøbing Mors 

mette@lund.mail.dk 

Kolding 


Inger Olsen 

Haslevej 15 

6000 Kolding 

7552 3517 

København 

v/ forkvinde 

Dorte Schiönning 

Andersen 

Ledagersti 17 

2720 Vanløse 

3874 1924 

tid@get2net.dk 

Medlemmer 

Tinne Stubbe Østergaard 

Trige Centervej 34 

8380 Trige 

8623 1231 

bnaa0005564@bolignet 

aarhus.dk 

Gurli Jensen 

Katsigvej 43, Skær 

9900 Frederikshavn 

9847 3449 

hedebakken@get2net.dk 

Lyngby-Virum-Søllerød- 

Gladsaxe 

v/ forkvinde 

Ulla Lundbye 

Nybrovej 271 

2800 Kgs. Lyngby 

4588 8738 

sofiton@get2net.dk 

Odense 


Hanne Bille 

Hjallesegade 11,C3 

5260 Odense S 

2628 8083 

bille@odense.kollegie 

net.dk 

Roskilde 

v/ forkvinde 

Henriette Kofoed 

Landevejshøjen 17, 

Højby 

4320 Lejre 

4648 1143 

Buffy Lundgren 

pt. Philadelphia, USA 

buffy.lundgren@ 

gmail.com 

Gry Pedersen 

Pilehøjvej 2 

2750 Ballerup 

4464 9698 

Pederseng@sol.dk 

Horsens 

v/ forkvinde 

Lis Ørnstrup 

Charlotteparken 14 

Stensballe 

8700 Horsens 

7565 7457 

Vejle 

v/ forkvinde 

Kirsten Dalager 

Horsvangen 10 

7120 Vejle 

tlf 7581 5346 / 

fax 7571 2084 

Kirsten.Dalager@skole 

kom.dk 

Aalborg 


Helle Ahlgreen-Ussing 

Sebbersundvej 29, 2 tv. 

9220 Aalborg Ø 

9815 2135 

miksi@mail.dk 

Suppleanter 

Helen Stensbæk Schrøder 

Assensvej 98 

5771 Stenstrup 

6324 0030 

helen@mail.tdcadsl.dk 

Agnes Bræmer 

Banegårdsvej 2A 

7620 Lemvig 

3324 2262 / 

2512 3832 

agnesbraemer@hotmail.com 

Århus 

v/ kontaktperson 

Søren Sylvest 

Borggade 16, 2 th. 

8000 Århus C 

tlf 8620 2740 / 

fax 8620 2742 

s.sylvest@webspeed.dk 

Beretning fra Hulda Pedersens legat 2004 Bestyrelsen har afholdt to ordinære møder, hvor uddelingerne har fundet sted. Det beskedne 

renteniveau betyder desværre, at der ikke er mange penge til uddeling; 219.000,- kr. i alt. Bestyrelsens uddelinger i 2004 var følgende: 

Kvinden&Samfundet, udgivelsesstøtte 80.000,- • Dagmars Døtre, uddeling af Dagmarprisen 1.000,- • Inger Tinne Vammen, bog om Henriette Skram 15.000,- • Joan- 

Søstrene, Kvinderådgivning, 25 års jubilæumsbog 15.000,- • Mødrehjælpen i Århus, projekt til hjælp ved fødselsdepressioner 20.000,- • KVINFO, Digitalisering af 

Kvinden&Samfundet og Hvad vi Vil 15.000,- • Foreningen for Kønsforskning, Årskonference 10.000,- • Dansk Kvindesamfund, Århuskredsen 16.000,- • Bodil Kirstine 

Hansen, udgivelsesstøtte til bog om landbofamilien 15.000,- • Ulla Angkjær Jørgensen, udgivelsesstøtte til bog om kvindelige billedkunstnere 10.000,- • Laust Torp 

Jensen, udgivelsesstøtte til bog om Karen T. Jensen 10.000,- • Eva Ark, informationsfolder til indvandrerkvinder 12.000,- 

Ansøgningsfrister til Hulda Pedersens Legat er 15. feb. og 15. sept. Legatet gives ikke til uddannelsesformål. Ansøgningsblanketter kan rekvireres i 

Kvindehistorisk Samling, Statsbiblioteket, Universitetsparken, 8000 Århus C, Mail: el@statsbiblioteket.dk, Tlf.: 8946 2300

ognyt 

Af Agnes Bræmer, styrelsesmedlem i DK 

KVINDER & SAMFUND: 

Stine Marie Eriksen, Malene Nors Tardrup, 

Marie Reynolds (red.): 

Kvinder stiller skarpt - fotografi og historier 

Informations Forlag 2004, 144 s., 178 kr. 

- Kvinder stiller skarpt er en foto- og tekstantologi, 

der handler om de seneste 

25-års kvindeliv og kvindesyn i Danmark. 

Bogen blev udgivet i forbindelse med 

Dannerhusets 25-års jubilæum sidst i 

2004, og indeholder bl.a. bidrag af Kirsten 

Justesen, Tine Bryld og Emmas Dilemma. 

Britta M. Lindqvist, Kari Helene Partapouli, 

Lea Holst Spenceley: 

Kvinderummet - Dannerhuset som kvindepolitisk 

forum og krisecenter 

Informations Forlag 2004, 141 s., 178 kr. 

- Kvinderummet er en bog om Dannerhusets 

historiske betydning - både inden for og 

uden for husets fire vægge. Ligesom oven- 

beretning fra legatudvalget 

Af Shirley H. Højbjerg 

I år (2204) modtog vi 803 ansøgninger. Det 

er ca. 200 færre end i 2003. Det betød, at vi 

hver især i udvalget kun skulle læse ca. 135. 

Samtidig fik vi den gode nyhed fra vor administrator, 

Jørgen Simonsen, at vi i år kunne 

uddele 11 portioner mere end sidste år, så i 

alt kunne vi glæde 44 ansøgere med et positivt 

svar. Ansøgerfeltet er meget bredt med en overvægt 

på overbygningsuddannelse i udlandet. 

Samtidig er der i den modsatte ende flere og 

flere trangstilfælde. Vi får ansøgninger fra ældre 

kvinder helt op i 70’erne. Den 27.september 

blev ansøgningerne fordelt. 

nævnte bog udkom denne også i forbindelse 

med, at det den 2. november 2004 var 25 år 

siden, at 300 kvinder besatte Dannerhuset 

for bl.a. at etablere et krisecenter. 

KVINDER & HISTORIE: 

Grete Jensen: 

Kvinder i Danmarkshistorien 

Politikens Forlag 2004, 318 s., 299 kr. 

- Denne bog fortæller om 48 bemærkelsesværdige 

danske kvinders historie over de 

sidste 1000 år. Det er alle sammen kvinder, 

der har spillet en betydningsfuld og 

afgørende rolle i Danmarks politiske historie 

og kulturhistorie. Bogen indeholder desuden 

et kvindeleksikon over 150 kvinder. 

KVINDER & FAMILIELIV: 

Suzanne Giese: 

Moderskab - en rejse 

i moderskabets kulturhistorie 

Det blev klaret på én dag af Grete Delvig, 

Leif Sørensen og Charlotte Ferslev Møller. 

En stor tak til dem. Der er stadig en del ansøgninger, 

der bliver afvist pga. mangelfulde oplysninger 

og forkerte vitterlighedsunderskrifter. 

Lidt kynisk kan man sige, at det gør det lettere 

at kassere en ansøger, men det er jo ikke 

meningen. Det var i år meget svært at finde 

en dato, hvor vi alle 6 kunne komme, så 

desværre var vi kun 3, da vi den 4. december 

mødtes hos Betty Riget i Århus, hvor vi blev 

vartet godt op. De udvalgsmedlemmer, som 

ikke kunne komme, havde dog gjort deres 

Tiderne Skifter 2004, 300 s., 325 kr. 

- En historisk gennemgang af moderskabets 

og familielivets historie fra oldtiden og op 

til i dag. Lige fra ægteskab og skilsmisse i 

romerriget til vor tids moderskabsdyrkelse, 

hvor ønskebørn er blevet statussymboler 

og det igen er blevet populært for unge 

kvinder at gå hjemme med børnene. 

KVINDER & KUNST: 

Kvinder på værtshus (red.): 

Udsigt – feministiske strategier 

i dansk billedkunst 

Information Forlag 2004, 262s., 298 kr. 

- En antologi af kunstnergruppen Kvinder 

på værtshus, der sætter fokus på kvindelige 

kunstnere og deres kunst, som hidtil har 

været svært tilgængeligt eller slet og ret 

bare overset. Idéen med antologien bliver 

dermed, at få feminismens indflydelse på 

kunsten og kunsthistorien anerkendt. 

hjemmearbejde. Tak for det! Margrethe Olsen 

kunne ikke komme og har udtrykt ønske om 

at blive erstattet. Jeg håber, at hun ændrer 

mening. Det bringer mig dog til en opfordring 

til medlemmerne rundt om i landet om at overveje 

en evt. indtræden i udvalget. Arbejdet er 

koncentreret fra først i oktober til slutningen 

af november. Der var forslag fremme om, at 

udvælgelsen skulle henlægges til København? 

Jeg vil slutte denne beretning med at takke 

alle, der har bidraget med en god og saglig 

afvikling af arbejdet. Håber ikke, jeg har 

glemt noget. 

Årgang 121/2-5 2005 29

Sekretariatsleder Charlotte Ferslev 

Møller har siden 1993 arbejdet på Dansk 

Kvindesamfund, hvor hun til daglig er den, 

som samler trådene og har det store overblik 

over foreningens aktiviteter. At hun er 

den eneste fastansatte medarbejder, som 

har sin daglige gang på DK forhindrer hende 

på ingen måde i at holde den kønsmæssige 

fane højt. Derudover er hun med sine 43 år 

et af de yngre medlemmer i DK, men har 

alligevel nået at være medlem af 

foreningen i 12 år. 

K&S udsatte hende for en række spørgsmål, 

der ikke er til at komme udenom, når man 

arbejder med ligestilling. 

Hvor længe har du arbejdet på DK? 

Jeg kom til DK i 1993. Jeg startede herinde i 

jobtræning som kommunikationsmedarbejder 

og blev ansat året efter, i starten med 

15 timer om ugen. Så det var jo ganske i det 

små. Nu er jeg nærmere en altmuligkvinde. 

Noget af det spændende ved at være her er 

jo også, at man kan være med i hele processen. 

Man kan være med til at udforme de 

tanker og de ting, der skal stå i fx høringssvar, 

ansøgninger og rapporter og den slags, 

så man er med til at udforme politik, selvom 

man er embedsmand. Og man er også med 

til at sætte frimærke på i sidste ende. Der er 

ingen fremmedgørelse i arbejdsprocessen. 

Det er meget tilfredsstillende. 

Hvorfor blev du medlem af netop DK? 

Jeg har altid haft stor sympati for kvindebevægelsen. 

Så det var et utroligt held, at 

jeg fik arbejde på Dansk Kvindesamfund. 

Det passede virkelig godt til mine holdninger. 

Jeg sætter stor pris på at arbejde et sted, 

hvor jeg kan gå ind for de idéer, der er i 

organisationen. Jeg ved ikke, om jeg havde 

meldt mig ind i DK, hvis jeg ikke var begyndt 

at arbejde her – det havde jeg jo nok, når jeg 

30 

de sendte en sekretariatsleder 


havde fået øjnene op for, hvad det var, man 

arbejdede med i foreningen. Men jeg meldte 

mig selvfølgelig ind, fordi det så blev en 

naturlig følge af, at jeg arbejdede 

herinde. Det gjorde jeg ret hurtigt. 

Hvad er din mærkesag indenfor DK? 

Er der et område, som du mener bør 

vægtes særlig højt? 

Jeg synes, vi arbejder med flere spændende 

områder i øjeblikket. Blandt andet at få 

udbredt en central barselsfond til hele 

arbejdsmarkedet, og oplysning om vold 

mod kvinder, der er et meget større problem, 

end mange går og tror. Det emne, 

som jeg i øjeblikket går meget op i, er mit 

samarbejdet med Esma Birdi om tvangs- og 

arrangerede ægteskaber, hendes foredragsrække 

og den nye rapport, som er lavet på 

baggrund af foredragsrækken, og den ny 

integrationsmanual, som vi skal til at skrive. 

I forhold til tvangs- og arrangerede ægteskaber 

synes jeg, det er meget vigtigt, at 

sikre demokrati og menneskerettigheder for 

alle. Derfor skal især alle kvinder med anden 

etnisk baggrund oplyses om deres rettigheder 

og muligheder for at sige nej til et ægteskab, 

de ikke ønsker. CEDAW–konventionen, 

som jeg har arbejdet meget med, er også et 

godt middel til at oplyse kvinder om deres 

rettigheder internationalt. 

Mange af de ting, jeg har arbejdet med, 

er gået hen og blevet mine hjertebørn. 

Et andet vigtigt område er ligeløn – men det 

kan jo ikke blive ved med at være ens hjertebarn 

gennem så mange år. Der skal noget til, 

der rykker indimellem. Det betyder meget, 

at man kan se, at DK gør en forskel i nogle 

sammenhænge, fx i forbindelse med at tage 

tvangs- og arrangerede ægteskaber op. Her 

blev den sidste pressemeddelelse, DK sendte 

ud i forbindelse med rapporten om tvangs- 

og arrangerede ægteskaber, netop taget op 

af pressen. Eller rettere: Emnet blev taget op. 

Så må vi jo finde os i, at DK ikke får credit for 

det. Den centrale barselsfond er også blevet 

taget op efter mange år i skyggen. Det synes 

jeg er rigtig vigtigt og rigtig tilfredsstillende 

at se. I bund og grund er vi jo en forening, 

der tager de lange seje træk. 

Hvad mener du er den største 

udfordring for DK som forening? 

Det er en kontinuerlig udfordring at få det 

hele til at løbe rundt økonomisk. Og det at 

hverve nye medlemmer, er også noget som vi 

skal gøre hele tiden. Jeg synes, det er meget 

spændende, at der er så mange unge kvinder, 

som viser interesse for foreningen. Men jeg 

tror også, at vi måske skal til at tænke i nogle 

andre baner i forhold til at holde fx debat- og 

fyraftensmøder. Jeg tror ikke, at det bliver den 

rigtige måde at mødes på i fremtiden. Det er 

svært at få folk ud om aftenen. Det er vist et 

generelt problem rundt i landet. Med tiden går 

det hele nok hen og bliver mere ad hoc agtigt. 

Man slutter sig sammen i nogle grupper og 

arbejder med et tema, man synes er spændende, 

og så opløser man gruppen igen, når 

man mener, man er kommet et stykke vej. 

Det er nok sådan en struktur, vi mere skal 

lægge op til. 

Hvorfor tror du, at kvinderne stadigvæk 

halter bagud i erhvervslivet i forhold 

til mændene? 

Det er jo treenigheden med arbejde, hjem og 

børn. Jeg tror, at kvinder traditionelt set føler 

et større ansvar for, at hjemmet fungerer. 

Samtidig føler kvinderne stadigvæk ansvaret 

for børnene hvilende tungere på deres skuldre. 

Men måske skal man også gribe lidt i egen 

barm en gang imellem. Vi kvinder skal være 

bedre til at give noget mere ansvar fra os og 

ikke tro, at vi alene skal have det forkromede 

overblik. Men det er meget svært at give slip 

på. I dagligdagen foretager kvinderne sig også 

mange af de ting, som får det hele til at hænge 

sammen. Men ofte er de ting ikke konkrete nok 

til, at mændene opfatter dem som en opgave,

på trods af at det også beslaglægger en del 

energi. Den høje prioritering af at tingene 

fungerer i hjemmet gør, at kvinder tit ikke har 

overskud til at prioritere deres karriere højt 

nok. Så kommer hele problematikken oveni 

om, at mænd oftest vælger mænd ude i det 

private erhvervsliv, og at kvinderne helst skal 

være dobbelt så gode for at gøre sig. 

Hvorfor tror du, at vi endnu ikke har opnået 

reel ligestilling i Danmark? 

Det er igen den arbejdsdeling, der ofte er mellem 

mænd og kvinder. Mange kvinder føler 

de skal have det store ansvar derhjemme, og 

nogle af dem går derfor på deltid for at få det 

hele til at køre rundt. Jeg tror, at kvinderne 

tænker meget på, at kollektivet skal fungere. 

Det gør, at nogle ambitioner forbliver uopfyldte, 

fordi man først og fremmest satser på at 

få det kollektive til at fungere. Mændene satser 

i højere grad på sig selv. De er blevet opdraget 

til at skulle udfylde forsørgerrollen. Det er 

jo ligeså meget kultur for dem, som det er for 

os. Men jeg synes bestemt, at mændene er 

kommet meget mere på banen med hensyn 

til hjem og børn, så de ikke nøjes med kun at 

”hjælpe til” derhjemme. Mange mænd tænker 

jo efterhånden ligestillingsorienteret. 

Men vi ser også stadig, at mange kvinder 

udsættes for vold. Det, at mænd slipper af 

sted med at nedgøre kvinder på den måde, 

er et udtryk for, at der mangler meget i ligestillingen. 

Samfundet tager ikke det problem 

alvorligt nok, idet mange mænd ikke bliver 

straffet. Kvinder bliver opdraget til, at de er 

de fysisk svage, og den rolle kommer mange 

til at sidde fast i. 

På hvilken måde vil tvungen barselsorlov 

til mændene have indflydelse på mere lige 

forhold mellem kønnene? 

Det vil være et stort skridt i den rigtige retning. 

Det ville betyde, at kvinder ikke får et 

karrieremæssigt afbræk. Eller som man altid 

har sagt i Dansk Kvindesamfund: ”Mænd 

skal være lige så ustabil en arbejdskraft som 

kvinder. Og først på det tidspunkt får vi lige- 

portræt 

k v i n d e r i d a n s k k v i n d e s a m f u n d 

stilling på arbejdsmarkedet.” Hvis der bliver 

øremærket tre måneder til mændene, som 

enten tilkommer dem eller helt bortfalder, 

vil det være noget, der rykker. Fordi de så vil 

få et bedre forhold til børnene og vil finde 

ud af, hvad det betyder at gå derhjemme og 

have ansvaret for tingene. Det er nok ikke 

alle fædre, som vil tage barselsorloven, men 

nogen vil helt sikkert. Manden kan jo blive 

nødt til det, fordi institutionspladser ikke 

hænger på træerne. Tvungen barselsorlov 

til mændene vil også betyde meget for kvinders 

karriere, idet de ikke bliver sat tilbage 

på samme måde, som de gør i dag, hvis de 

får tre børn og holder et års orlov hver gang. 

Rent pensionsmæssigt vil det også betyde 

meget for kvinderne at komme tidligere tilbage 

på arbejdsmarkedet. 

Hvorfor bliver det ofte opfattet som noget 

negativt at være feminist i Danmark? 

Det er fordi udtrykket ”feminist” har fået 

en militant klang. Samtidig bliver ordet forbundet 

med 70’erne og lilla ble bundet om 

hovedet. I 70’erne var det en offensiv kvindekamp, 

som der ikke rigtig er nogen, der 

kan identificere sig med i dag. Spørgsmålet 

er, om feminisme ikke får en renæssance 

nu. Men Danmark står i grel modsætning til 

vores søsterlande Norge og Sverige, hvor 

man opfatter feminisme på en helt anden 

måde. Her i Danmark bliver feminister ofte 

identificeret med mandehadere, og det er i 

virkeligheden ikke det, det handler om. Det 

handler jo om at arbejde sammen på lige 

vilkår og at arbejde sammen om de ligestillingsproblemer, 

der er i Danmark. 

Mange kvinder kan have mange af de holdninger, 

som er feministiske, men kalder sig 

ikke feminist af frygt for, at andre kvinder og 

mænd lægger afstand til dem. Som feminist 

bliver man ofte sat i en boks, hvor man i 

hvert fald ikke er feminin mere. 

Hvad er dine visioner for fremtiden 

indenfor DK? 

Først og fremmest at vi får mange flere 

Charlotte Ferslev Møller: 

”Vi kvinder skal være bedre til at give noget 

mere ansvar fra os og ikke tro, at vi alene 

skal have det forkromede overblik.” 

medlemmer, så vi bedre kan blive hørt som 

organisation og komme igennem med flere af 

vores mærkesager. Flere medlemmer vil også 

betyde mere uafhængighed af tilskud og 

legater. Det kunne også være rart, hvis det 

kom til at køre rundt økonomisk, så vi ikke 

skulle bruge en masse energi på at samle 

penge sammen. Det er fint at søge penge 

til projekter, og det skal vi selvfølgelig blive 

ved med at gøre. Men hvis vi havde midler til 

administration hvert år til at køre sekretariatet 

og eventuelt have mere lønnet hjælp, så 

ville det virkelig være noget, der gjorde, at 

der kom et overskud. Både i styrelsen, på 

sekretariatet og til det politiske arbejde. 

Det ville være meget mere relevant, hvis man 

kunne koncentrere kræfterne på det kvindepolitiske, 

i stedet for at bruge så meget energi 

på at overleve. Sidste år gjorde vi et stort 

arbejde for at komme på finansloven, og det 

bliver vi nødt til at gøre igen i år. Vi har fået 

støtte fra et ministerium i år, men vi har jo 

ikke fået den faste årlige støtte, som det ville 

betyde at komme på finansloven. Jeg synes, 

Dansk Kvindesamfund er en organisation, 

der i den grad fortjener at overleve, for 

samfundet har brug for os. 

Årgang 121/2-5 2005 31

Dansk Kvindesamfund 

Niels Hemmingsensgade 10, 3 sal 


Modtager 

Adresse 

Postnr. og by 

leder 

Forleden dag 

blev jeg stillet følgende 

spørgsmål af en journalist: 

”Hvad er det I vil ha’, når I har ligestilling 

og ret til alt på lige fod med mændene?” 

Mit svar var: ”Vi vil have halvdelen af mag- 

ten.” Det havde været mere korrekt, hvis jeg 

havde svaret: ”Vi skal tage halvdelen af magten.” 

Jeg mener, at kvinderne skal i gang med at ta’ den magt. 

Der er ikke tvivl om, at kvinderne er lige så kloge som 

mændene og vores grundlæggende uddannelse også ligger 

på højde med mændene – måske endda lidt højere. 

Alle undersøgelser viser, at kvinder er mindst lige så 

gode ledere som mænd – både til at skabe overskud og 

til at skabe gode arbejdspladser. Kvinderne er næsten ude 

af magtpositioner, når der ses bort fra det politiske liv. 

Andelen af kvindelige topledere i lønmodtagerorganisationer 

er under 20%, blandt vore professorer er 

10% kvinder, for de administrerende direktørers 

vedkommende udgør kvinder 4% og i erhvervsorganisationer 

omkring 2%. Når det gælder orlov i forbindelse 

med barsel er kvinderne helt anderledes med, her 

tager kvinderne i gennemsnit orlov i 268 dage og 

mændene i 16 dage. Det kalder jeg ikke ligestilling. 

For at få flere kendsgerninger er der god viden at hente 

på www.lige.dk og www.magtudredningen.dk 

Regeringen siger, at der skal være sammenhæng 

og balance i familien, jeg vil også have 

sammenhæng og kønsbalance i 

samfundet generelt. 

Med denne leder vil jeg gerne 

sætte gang i en debat om kvinder og magt. 

Returneres ved varig adresseændring 

B 

Er kvinder 

bange for at 

få magt? 

I 1970’erne gik kvinderne 

sammen og fik ændret 

fundamentale uretfærdigheder. 

Jeg synes, at tiden er 

inde til, at kvinder og mænd 

samarbejder og deler magten ude 

og hjemme. Det må være i alles interesse, 

ikke mindst i fremtidens. 

Som samfund kan vi ikke være bekendt, at vi 

mister en meget stor del af den kvindelige talentmasse. 

Af Karen Hallberg, landsforkvinde 

Dansk Kvindesamfund 

Er det ukvindeligt 

at ville magten? 

Ødelægger kvinden sin 

familie, hvis hun 

prioriterer sine behov? 

Er kvinder parate til 

at afgive halvdelen af 

magten i hjemmet? 

Er kvinder villige til at 

overlade en stor del af 

barselsorloven til manden? 

Svarer børneinstitutionernes 

tilbud og fleksibilitet 

til nutidens krav? 

Hvorfor opfattes det 

ofte som nedsættende 

at være feminist i 

Danmark? 

Hvorfor opfattes 

feminisme anderledes 

i Sverige?

køn kultur & politik - Dansk Kvindesamfund

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?