vaskemidler - Centre for Environmental Studies - Aarhus Universitet

3 Historie
Vaskemidler, som vi kender dem i dag, har ikke nogen særlig lang historie bag
sig, hvorimod udviklingen af sæben er foregået langsomt op igennem historien.
Hvor intet andet er nævnt vil kilden i dette afsnit være [26].
Oprindeligt blev tøjet vasket ved at gøre det vådt med vand, gnide det mod sten
og banke det med stokke. Det var materialer, der altid var tilgængelige.
I romertiden gik man over til at vaske i råddent urin. Der foregik en forrådnelse
af urinen, hvorved der dannedes ammoniak, som er alkalisk, og dermed fik
urinen en virkning, der mindede om sodaens.
Omkring Kristi fødsel er sæben sandsynligvis blevet opfundet, for forfatteren
Plinius berettede, før hans død i år 79 e.Kr., at germanerne kogte en blanding af
fåretalg og træaske til sæbe, som dog i stedet blev brugt til hårpomade. Træaske
blev herhjemme lavet af bøgebrænde. Aske indeholder vaskeaktive stoffer.
Første gang man hører om sæbe som et middel til tøjvask, er fra den græske
læge Galenos i det 2.årh.e.Kr.
En decideret sæbeindustri blomstrede op i Marseille i Middelhavsområdet i den
tidlige middelalder. Sæben blev dog ikke i første omgang allemands eje, for
materialerne, soda og potaske, var vanskelige og dyre at fremskaffe, så der var
kun tale om en lille produktion. I 1789 skete der dog et gennembrud, da en mand
ved navn Leblanc opfandt en metode til at fremstille soda ud fra kogsalt. Det
medførte nu en mulighed for en storindustri.
14