vaskemidler - Centre for Environmental Studies - Aarhus Universitet

VASKEMIDLER
Århus Universitet
Miljølære 2001

VASKEMIDLER

VASKEMIDLER
Karen B. Petersen (Teknisk assistent)
Philip S. Hjelmborg (Stud. scient kemi)
Christina Thorhauge (Stud. scient biologi)
Vejleder: Jens Dybkjær Holbech

MILJØLÆRE
AARHUS UNIVERSITET
Finlandsgade 12-14
8200 Århus N
Phone: +45 8942 4424
Fax: +45 8942 4426
Udgiver: Miljølære, februar 2001
Tryk: Fysisk Institut, Århus Universitet
Oplag: 60
ISBN: 87-7785-119-6
ENVIRONMENTAL STUDIES
AARHUS UNIVERSITY
Finlandsgade 12-14
DK-8200 Aarhus N
Denmark
e-mail: miljolare@au.dk
Web site: www.miljolare.au.dk

1 Forord
Denne projektrapport er lavet som den afsluttende del af det tværfaglige kursus
”Miljølære” på Århus Universitet, efteråret 2000.
Vi har valgt at fokusere på ét af de mest dagligdags gøremål for alle: tøjvask.
Vi har afgrænset os til at undersøge koncentrerede tekstilvaskemidler i
pulverform, til privat brug.
7

Indhold
1 FORORD..............................................................................................................................................7
2 INDLEDNING....................................................................................................................................11
2.1 PROBLEMFORMULERING ..................................................................................................................13
2.2 EMNEAFGRÆNSNING........................................................................................................................13
3 HISTORIE..........................................................................................................................................14
4 HUSHOLDNINGSØKONOMI..........................................................................................................19
4.1 FORBRUG ........................................................................................................................................19
4.2 TEST AF COLORVASKEMIDLER .........................................................................................................23
4.3 KALKBINDERE .................................................................................................................................26
4.4 SKYLLEMIDLER ...............................................................................................................................27
5 FORBRUGERENS ADFÆRD...........................................................................................................29
5.1 REKLAMER OG MARKEDSANDELE .....................................................................................................29
5.2 FORBRUGERUNDERSØGELSER...........................................................................................................31
5.3 KAMPAGNE FRA MILJØSTYRELSEN ...................................................................................................32
5.4 ÅRSAGER TIL ADFÆRD .....................................................................................................................34
6 LOVGIVNING OG BEKENDTGØRELSER...................................................................................43
7 MILJØMÆRKNING.........................................................................................................................46
7.1 PRODUKTMÆRKNINGSSYSTEMER......................................................................................................48
7.2 MILJØMÆRKNINGENS HISTORIE ........................................................................................................49
7.3 MÆRKNING .....................................................................................................................................52
7.3.1 Frivillig mærkning................................................................................................................52
7.3.2 Miljømærker.........................................................................................................................53
7.4 KRITERIER FOR VASKEMIDLER..........................................................................................................61
8 INDHOLDSSTOFFER.......................................................................................................................65
8.1 GIFTIGHED, BIOAKKUMULERBARHED OG BIONEDBRYDELIGHED.........................................................65
8.2 KEMIEN BAG INDHOLDSSTOFFERNE I VASKEMIDLER ..........................................................................67
8.2.1 Overfladeaktive stoffer..........................................................................................................68
8.2.2 Anioniske tensider:...............................................................................................................71
8.2.3 Nonioniske tensider:.............................................................................................................72
8.2.4 Kompleksdannere, ionbyttere og EDTA.................................................................................74
8

8.2.5 Blegemiddel..........................................................................................................................78
8.2.6 Enzymer...............................................................................................................................79
8.2.7 Optisk hvidt..........................................................................................................................80
8.2.8 Fyldstoffer............................................................................................................................81
8.2.9 Parfume ...............................................................................................................................82
8.2.10 Farvestoffer..........................................................................................................................82
8.2.11 Skumregulatorer...................................................................................................................83
8.2.12 Beskyttende kolloider............................................................................................................83
8.2.13 Korrosionsinhibitorer...........................................................................................................84
8.2.14 Farvebeskyttende stoffer.......................................................................................................84
8.2.15 Konserveringsmidler ............................................................................................................84
9 SLAM .................................................................................................................................................87
10 VASKEMIDLERS INDVIRKNING PÅ MILJØET..........................................................................95
10.1 LAS I MILJØET .........................................................................................................................100
10.2 NONYLPHENOLETHOXYLAT ......................................................................................................104
10.2.1 Bioakkumulering ................................................................................................................ 104
1.1.1 Økotoksikologiske effekter ..................................................................................................105
10.2.2 Fremtidig brug ................................................................................................................... 105
10.3 GLUKOSEBASEREDE TENSIDER (SUKKERTENSIDER) ....................................................................105
10.4 KALKBINDERE – DERES BELASTNING I MILJØET, VED EN LIVSCYKLUS ANALYSE..........................106
10.5 PERSPEKTIVERING ....................................................................................................................107
11 KONKLUSION ................................................................................................................................109
12 LITTERATURLISTE ......................................................................................................................111
13 FORKORTELSER...........................................................................................................................115
14 BILAG ..............................................................................................................................................116
15 GODE VASKERÅD.........................................................................................................................120
9

2 Indledning
Igennem hele undervisningsforløbet på Miljølære er vi gentagne gange blevet
gjort opmærksom på, at vi alle udleder mange stoffer af forskellig art til miljøet.
Det gælder industri, landbrug og private forbrugere, der alle har en stor andel i
den forurening, vi næsten dagligt hører om i medierne.
Alle vasker meget tøj og meget tit, og vaskemidler består idag hovedsageligt af
syntetisk fremstillede kemikalier, hvoraf flere er miljøfremmede. Mange af disse
indholdsstoffer er belastende for miljøet, men det er muligt at erstatte de mest
skadelige stoffer med andre mindre skadelige, eller de skadelige men
nødvendige kan tilsættes i mindre mængder. Herved bliver vaskemidlet mere
skånsomt for miljøet - uden samtidig at miste vaskekraft og effektivitet.
Vi vil belyse konsekvenserne ved brugen af vaskemidler ved at følge forløbet af
disse midler fra vi køber dem, putter dem i maskinen, og til spildevandet fra
vaskeriet ender i et rensningsanlæg og evt. udledes til naturen igen i form af
slam eller renset spildevand.
Samtidig vil vi fortælle lidt om historien bag vaskemidler, analysere private
forbrugeres adfærd, samt se på økonomien ved forbrug af vaskemidler – også sat
i relation til miljøpåvirkningen.
Den overordnede del omkring lovgivning og miljømærkning har vi også set på.
Tekstilvaskemidler gennemgår en lang række processer, fra forbrugeren tilsætter
dem til sin vaskemaskine, til de passerer renseanlægget. Nogen steder benyttes
der sivebrønde og septiktanke i stedet for kloakering, og hermed vil vaskevandet
slet ikke blive renset. Der findes derfor en række forskellige love og
bekendtgørelser, der har til formål at styre eventuelle problemer vedrørende
fremstillingen, brugen og bortskaffelsen af vaskemidler og deres
nedbrydningsprodukter.
11

Miljømærkning har de senere år accelereret, og er blevet mere synligt på
butikshylderne, så vi alle idag har en mulighed for at vælge mest miljøvenligt.
Vi har i processen stødt på utallige pjecer, der på en mere eller mindre udførlig
måde giver gode råd og anbefalinger til forbrugeren. I denne opgave har vi
fundet det vigtigt at samle den tilgængelige information, samt at gå lidt dybere
ned i de informationer der ligger bag anbefalingerne.
- HISTORIE
- ØKONOMI
- FORBRUGER
(valg)
LOVGIVNING
GRUNDVAND
12
SPILDEVAND
VANDLØB
RENSNINGS
ANLÆ G
SLAM
DEPONI JORD
Figur 1. Skematisk oversigt over de dele af emnet vaskemidler som vi vil komme ind på i
denne opgave. (Grundvand er medtaget på trods af tvivl om hvorvidt stoffer fra vaskemidler
når grundvandet, derfor er linierne stiplede).

2.1 Problemformulering
Under arbejdet med opgaven har vi valgt at arbejde ud fra følgende centrale
spørgsmål:
Hvilke konsekvenser har brugen af vaskemidler for miljøet?
Hvilken adfærd har forbrugeren i forhold til vaskemidler?
Hvilke miljømærker findes der? Hvad er kravene til miljømærkning?
Er det muligt at producere mere miljøvenlige vaskemidler, uden at det går ud
over vaskeeffektiviteten?
2.2 Emneafgrænsning
Det har under afgrænsningen af vores emne været nødvendigt at fravælge
vigtige og interessante dele af miljøbelastningerne ved vask. Således er
materialeforbrug ved fremstilling af vaskepulver ikke omtalt. Ligeledes er
energiforbruget, både ved fremstilling af vaskepulver og ved vask, ikke
behandlet. De globale og regionale miljøbelastninger fra energiproduktion i de
forskellige stadier af vaskepulvers livsforløb har vi valgt at se bort fra. Ligesom
vi også ser bort fra den miljøbelastning, der er forbundet med emballage til
vaskepulver. Andre områder der knytter sig til emnet tøjvask, f.eks. anvendelse
af skyllemidler og tørretumbler vil kun blive overfladisk berørt.
13

3 Historie
Vaskemidler, som vi kender dem i dag, har ikke nogen særlig lang historie bag
sig, hvorimod udviklingen af sæben er foregået langsomt op igennem historien.
Hvor intet andet er nævnt vil kilden i dette afsnit være [26].
Oprindeligt blev tøjet vasket ved at gøre det vådt med vand, gnide det mod sten
og banke det med stokke. Det var materialer, der altid var tilgængelige.
I romertiden gik man over til at vaske i råddent urin. Der foregik en forrådnelse
af urinen, hvorved der dannedes ammoniak, som er alkalisk, og dermed fik
urinen en virkning, der mindede om sodaens.
Omkring Kristi fødsel er sæben sandsynligvis blevet opfundet, for forfatteren
Plinius berettede, før hans død i år 79 e.Kr., at germanerne kogte en blanding af
fåretalg og træaske til sæbe, som dog i stedet blev brugt til hårpomade. Træaske
blev herhjemme lavet af bøgebrænde. Aske indeholder vaskeaktive stoffer.
Første gang man hører om sæbe som et middel til tøjvask, er fra den græske
læge Galenos i det 2.årh.e.Kr.
En decideret sæbeindustri blomstrede op i Marseille i Middelhavsområdet i den
tidlige middelalder. Sæben blev dog ikke i første omgang allemands eje, for
materialerne, soda og potaske, var vanskelige og dyre at fremskaffe, så der var
kun tale om en lille produktion. I 1789 skete der dog et gennembrud, da en mand
ved navn Leblanc opfandt en metode til at fremstille soda ud fra kogsalt. Det
medførte nu en mulighed for en storindustri.
14

I gamle dage blev det betragtet som et tegn på velstand, at husstanden kun
behøvede at vaske to gange om året. I vor hygiejniske tid vil en husmoder eller -
fader – bortset fra alle velstandsbetragtninger– betakke sig for at have snavset
vasketøj liggende i et halvt år.
Når tøjet skulle tørres, blev det bredt ud på træer eller buske, især dem med
torne på, eller på en lyng- eller græsmark. Efterhånden vandt tørresnore med
hjemmelavede klemmer indpas [25].
Der skete efterfølgende en udvikling af sæben, så det efterhånden blev muligt
for flere at benytte den, men først i starten af 1900-tallet blev sæben afløst af de
syntetiske (sulfonerede) vaskemidler.
Disse vaskemidler blev så også efterhånden videreudviklet til de vaskemidler, vi
kender i dag.
I begyndelsen af 30´erne forskede man i Tyskland i at benytte
fedtalkoholsulfater, da der var mangel på fedtstoffer. Disse sulfater blev også
indført i Danmark, men blev aldrig nogen succes.
Omkring 1950 havde den automatiske vaskemaskine endnu ikke havde holdt sit
helt store indtog, men gruekedel og vaskebrædt blev fortrinsvis brugt endnu.
Dertil blev følgende ingredienser benyttet:
Blødgørings- og iblødsætningsmidler
Disse midler bestod af:
Soda 1 , som opløser smuds og blødgør vandet, og dette kunne igen opdeles i
krystalsoda 2 og blegsoda.
1 Soda kendes ved forskellige navne som natriumcarbonat, kulsort natron og calcineret soda.
15

Til uld og silke anbefalede man i 50´erne at bruge rent vand og evt. tilsat lidt
syntetisk vaskemiddel og ingen iblødsætningsmidler, da man ikke mente, at
”husmødrene kunne dosere lavt nok”. Til mørkt uld og silke blev kvillajabark
brugt, som var udvundet af inderbarken fra et sæbetræ. Det var mere nænsomt.
Ligeledes mente man, at de syntetiske vaskemidler var bedst til iblødsætning af
beskidt arbejdstøj med oliepletter.
Naturlige vaskemidler
Med naturlige vaskemidler menes der grundsæbe
og sæbespåner.
Selvvirkende vaskemidler
De selvvirkende vaskemidler var fortrinsvis egnet
til kogning (85 °C).
Under krigen eksperimenterede man med at tilsætte natriumperborat til
vaskelud 3 , da man ikke kunne få selvvirkende vaskemidler.
Efter krigen videreudviklede USA fedtalkoholsulfaterne fra 1930. De blev oftest
lavet af kokosolie, hvor fedtsyren reduceredes til fedtalkohol ved behandling
med svovlsyre, og derved opstod fedtalkoholsulfaterne.
Man brugte også umættede kulbrinter (olefiner) fra olieraffinaderierne i stedet
for kokosolien.
2
Krystalsoda er soda med bundet krystalvand i strukturen: Na2CO3 • 10H2O.
3 Den vandige opløsning af sæben.
16

De umættede kulbrinter er vaskeaktive stoffer. Herhjemme brugte man mest
flydende sæbe bestående af sekundære alkylsulfater, medens man i USA brugte
alkylarylsulfater, hvori der indgår en benzenring. I USA var
pulvervaskemaskinerne ved at være udbredt på det tidspunkt.
I midten af 50´erne fremstillede man pulver af sæbe med et rimeligt
fedtsyreindhold, samt fosfater, soda og øvrige tilsætningsstoffer. Dette gav en
større vaskevirkning i maskinerne, men midlerne var dyrere i brug. Pulveret
egnede sig især til de automatiske vaskemaskiner, som begyndte at komme på
markedet.
En videreudvikling af fedtalkoholsulfaterne blev til de syntetiske vaskemidler,
som man dengang også omtalte som ”sulfosæber”.
Syntetiske vaskemidler
I 50´erne var sæben stadig bedst til storvask (d.v.s. gruekedel), men de
syntetiske vaskemidler trængte mere og mere frem p.g.a. maskinernes indtog.
De syntetiske vaskemidler udgjorde i 1954 halvdelen af det samlede forbrug af
vaskemidler i USA.
I 1954 var de syntetiske vaskemidler stadig på et meget primitivt og tidligt
stadie, og der var brug for yderligere forskning.
Generelt var holdningen dengang, at der blev brugt for meget vaskemiddel, men
der fandtes flere anbefalinger om at skære ned på mængderne.
17

Et lille citat fra hovedkilden til dette kapitel [26], lavet for husmødre i 50´erne:
”Det er en kendsgerning, at de fleste husmødre altid har brugt
for stærke sæbeopløsninger til trods for al den oplysning, der i
form af pjecer og foredrag har søgt at belære dem om, at en
tynd sæbeopløsning vasker bedre end en stærk.”
Bemærk den svagt nedladende tone i formuleringen.
I en anden bog fra Statens Husholdningsråd [24], blev det i starten af 80´erne
anbefalet, at der skulle tilsættes nok vaskemiddel, for hvis man tilsatte for lidt,
blev tøjet gråt, for man brugte for lidt fosfat. Idag kender vi andre muligheder,
som vi vil komme ind på senere.
Hjælpestoffer
Med hjælpestoffer menes:
Blånelse og optiske blegemidler
Polyfosfater
CMC
Der har været adskillige forsøg op igennem tiderne for at få fremstillet et
anvendeligt vaskemiddel, og mange af de midler, der blev anvendt i 50´erne, har
dannet basis for de syntetiske vaskemidler idag. Udviklingen er op til idag
fortsat og er endnu ikke gået i stå, og idag sker der en større satsning på mere
miljøvenlige midler fra producenternes side p.gr.a. et større krav fra forbrugerne.
Vi vil senere fortælle om mere miljøvenlige midler samt om forbrugerkrav.
18

4 Husholdningsøkonomi
Der bliver hvert år brugt mange ressourcer på vask i de danske familier.
Vi vil her fortælle lidt om tallene, samt give enkelte gode råd til, hvordan man
kan spare på ressourcerne og dermed pengene i de enkelte familier.
4.1 Forbrug
En familie vasker i gennemsnit 3 maskinfulde tøj om ugen, d.v.s. 6-8 kg tøj pr.
uge eller 300-400 kg. tøj om året. Dertil gik der 36.000 tons vaskemiddel i 1999,
og det er ca. 15kg vaskemiddel pr. familie.
Forbrug af vaskemiddel bliver for 3 maskinfulde tøj om ugen ca. 3 kr. for det
billigste vaskemiddel (omtales senere i dette kapitel under vaskemiddeltest) og 9
kr. for det dyreste vaskemiddel.
Vask tegner sig for ca. 6% af det samlede elforbrug for familien [25].
Danmarks Statistik har lavet en undersøgelse: ”Indkomst, forbrug og priser”
[32] fra 1996 til 1998, og den viser, at en gennemsnitsfamilies (2,1 person)
forbrug typisk i gennemsnit er:
Vaskemiddel: 290 kr.
Skyllemiddel: 68 kr.
Sæbespåner/brun sæbe/soda: 9 kr.
Miljøstyrelsen kortlagde vaske- og rengøringsmidler i 1986 [34], og vi vil her
kort vise nogle af de tankevækkende tal fra denne kortlægning:
Der fandtes 2.567 forskellige vaske- og rengøringsmidler.
249.432 tons vaske- og rengøringsmidler blev importeret og produceret,
19

heraf blev 71.663 tons eksporteret.
31 stk. produkttyper optrådte hyppigst, heraf var 44,1% vaske- og skyllemidler
til tekstil.
Der var tale om 1.281 forskellige kemiske stoffer, f.eks. 409 overfladeaktive
stoffer, 133 opløsningsmidler, 114 farvestoffer, 100 pH-regulerende stoffer. Ud
af de 1.281 var de 70 stoffer med på en liste over stoffer, der kan forårsage
helbredsskader, og heraf var de 40 stk. stoffer, der optrådte i vaske- og
rengøringsmidler til privat brug, institutioner og anden virksomhed.
Energistyrelsens kampagne vedrørende reduktion af antallet af kogevaske til
60 °C vask har medført et fald fra 15% i 1997 til 12%, der kogevasker i 1998.
Målet er 11%, og det vil betyde en besparelse på 10-12.000 tons CO2 for miljøet
[34].
Der bliver som vist brugt mange penge, ressourcer og forskellige midler hvert
år, og det kan være svært at overskue de mange muligheder for forbrugeren,
men det viser bare, at der for forbrugeren er mange måder at nedsætte forbruget
af stoffer på samt udnyttelse af miljøet, og der er ligeledes mange udfordringer
for producenterne at klare - både for at nedsætte de mange forskellige stoffer
eller gøre dem mere miljøvenlige. Sluttelig kunne producenterne også medvirke
til bedre uvildig information af forbrugerne.
Dosering
Dosering er vigtig, både for miljøet og pengepungen.
Hvis man bruger for lidt vaskemiddel bliver tøjet ikke rent, og der sætter sig
kalk i både tøj og vaskemaskine.
For meget vaskemiddel er spild af penge og er en unødvendig belastning af
vandmiljøet. Der danner sig også ofte for meget skum i vaskemaskinen, som
20

forringer både vaske- og skylleevne, og kan i uheldige tilfælde ødelægge
vaskemaskinen.
For at dosere rigtigt skal man kende vandets hårdhed, for vaskemidlet binder
kalken i vandet, så doseringen for hårdt vand kan være det dobbelte af
doseringen for blødt vand.
Man kan spare vaskemiddel, hvis man bor i et område med middelhårdt og hårdt
vand, ved at bruge kalkbinder, som binder kalken i vandet, så det ikke sætter sig
i tøjet eller vaskemaskinen. Man kan så nedsætte mængden af vaskemiddel til
blødt vands dosering og tilsætte kalkbinder for resten. Det er både billigere at
bruge kalkbinder 4 og bedre for miljøet 5 , da der derved udledes færre vaskeaktive
stoffer, som er mere miljøbelastende end kalkbindere.
I et område med hårdt vand kan en familie skære mængden af vaskemiddel ned
med knap 9 kg om året ved at bruge kalkbinder [25].
Kompakt/tabs/flydende?
Man bør bruge kompakte vaskemidler, da der derved udledes færre stoffer til
naturen, og der bliver sparet på emballageforbruget. Dog skal man være meget
opmærksom på doseringsanvisningen på pakken, så man ikke overdoserer
vaskemidlet.
Traditionelt vaskepulver udleder flere stoffer end kompakte pulvere eller tabs,
og i flydende vaskemiddel findes de største mængder af miljøbelastende stoffer,
da der heri er flere tensider til at blødgøre vandet. Vaskeevnen er ikke bedre
[25].
4
Omtales senere i dette kapitel
5
Se nærmere i afsnit om indholdsstoffer
21

Tørring
Når man tørrer sit tøj, er det bedste for miljøet naturligvis tørresnoren. Da ikke
alle har mulighed for at tørre ude, eller har tiden til at afvente, at tøjet er tørt,
bruges tørretumbleren ofte. En maskinfuld bomuldstøj bruger ca. 4kWh, og det
svarer til en pris på ca. 5 kr i 2000. Det er ikke i denne opgave blevet undersøgt,
hvad en tøjvask bruger af elektricitet.
Dertil kommer udledning af CO2 p.gr.a. energiforbruget. Danmark har rekord på
12 tons pr. indbygger, medens gennemsnittet for indbyggere i EU er på 8,4 tons.
Tørretumbler tegner sig for ca. 14 % af det samlede elforbrug for familien [25].
Skyllemiddel
Skyllemiddel er kun nødvendigt at bruge ved vask af syntetisk tøj af hensyn til
statisk elektricitet, men ellers er det et overflødigt produkt. Skyllemiddel
forringer tilmed tørreevnen for bomuldstøj, da det lægger sig som en hinde på
tøjet [25].
Energimærkning af vaskemaskiner
Hvis man skal købe ny vaskemaskine eller tørretumbler, bør man så vidt muligt
købe A-mærkede produkter, da de har det laveste elforbrug. En A-mærket
vaskemaskine bruger 0,95 kWh pr. vask [25].
22

4.2 Test af Colorvaskemidler
Der er lavet en test af Råd- og Resultater for Color-
vaskemidler i oktober 1999 [11, 14, 30].
Vi har valgt at bruge de gældende priser fra dengang, og også
kun at medtage Colorvaskemidler.
Vi har også valgt at medtage miljøvurderingen i dette kapitel,
da den stadig er relevant i sammenhæng med prisen.
Tabel 1. Testresultat for colorvaskemidler. Priser og miljøvurdering.
Produktnavn Pris i Pris i Miljøvurdering Samlet
kr./vask kr./pakke
bedømmelse
Una Color-kompakt 0,80 27 under middel middel/god
Proff Color Refill 1,00 29 under middel middel/god
Jelp Color 1,10 16 god middel Ja
Compact maskinvask Color 1,30 31 under middel middel/god
Ren 2000 Color 1,60 48 god god
Cyclon Color 1,70 50 under middel middel/god
Tusindfryd
Colorvaskemiddel*
1,80 60 meget god god Ja
Bluecare Colorvaskemiddel* 1,80 31 meget god god Ja
Forggy Color-kompakt 1,80 57 under middel middel/god
Omo Color 2,00 28 dårlig middel/god
Bio-Tex Color 2,20 30 god middel
Keminus Color & forvask 2,20 60 under middel middel/god
Dynamo Color 2,30 27 meget god middel/god
Neutral Compact Color 2,40 35 god under middel Ja
Mini Risk color 2,60 37 under middel middel/god
Ecover kompakt 2,70 44 meget god under middel
Ariel Color 3,00 61 dårlig middel/god
*Bluecare og Tusindfryd er identiske vaskemidler, men Tusindfryd sælges kun i Irma-
forretninger.
23
Svanemærke

Priserne er normalpriser og ikke tilbudspriser.
Den samlede bedømmelse er vurderet ud fra nedenstående kriterier:
Vaskemidlerne blev afprøvet på et 40 ºC normalprogram uden forvask – der
blev vasket med hvert middel 10 gange.
Colorvaskemidlerne skulle klare forskellige typer smuds. Dels blev der vasket
test-strips med sod/olie, blod, kakao, rødvin og hudfedt, og dels blev der på
samme måde afprøvet, hvor gode midlerne var til at fjerne pletter som stivelse,
græs, blod/mælk/tusch samt læbestift.
For hver teststrip blev det målt, hvor meget smuds, vasken havde fjernet. Alle
midler blev afprøvet i identiske vaskemaskiner.
For at teste colorvaskemidlernes virkning på farvet tøj, blev der vasket
stofprøver, indfarvet med forskellige slags farvestoffer. Desuden blev det
undersøgt, hvor meget farverne smittede af.
Samtidig har laboratoriet målt, hvor mange rester af f.eks. kalk og sæbe, der var
tilbage i tøjet efter vask.
Endelig er det med i vurderingen, hvor god og læsbar brugsvejledning og
deklaration forbrugerne får på pakkerne.
De forskellige testdele er vægtet på denne måde: Vasketest 45%,
farveafsmitning 25%, farveændring 15%, sæbe- eller kalkrester 10% og
brugsvejledning 5%.
Der findes flere svanemærkede vaskemidler, som ikke har deltaget i denne test.
De kan oplyses hos Miljømærkesekretariatet 6 , hvor der også oplyses om andre
produktgrupper, der er miljømærkede.
6 Miljømærkesekretariatet kan kontaktes pr. telefon 39 69 35 36 eller via Internet på adressen www.ecolabel.dk
24

Det anbefales fra Miljøstyrelsens side idag at købe miljømærkede vaskemidler
[15].
Hvis der skal tages hensyn til miljøet, bør man vælge: Bluecare
Color/Tusindfryd, Dynamo Color og Ecover Kompakt. I selve vasketesten er
Bluecare/Tusindfryd klart den bedste med bedømmelsen god, Dynamo Color får
karakteren middel og Ecover Kompakt bedømmes til under middel.
Den næstbedste miljøkarakter får Ren 2000 Color, og vaskemæssigt er den god.
Miljøvurderingen dårlig gives kun til Ariel Color og Omo Color (de indeholder
LAS - se nærmere om LAS i afsnittet om indholdsstoffer). Disse to midler får i
vasketesten karakteren middel til god.
Som nævnt anbefales det at købe miljømærkede produkter, og ser vi på Jelp
Color, der har Svanemærket, er den samlede bedømmelse middel og
miljøvurderingen god, hvor Neutral Color, som lige har opnået Svanemærket,
har opnået miljøvurderingen god, men vasketesten var under middel. De har
altså opfyldt kriterierne for Svanemærket, f.eks. med hensyn til indholdsstoffer,
men kan godt opnå en samlet dårligere bedømmelse end de øvrige
Svanemærkede produkter.
Under afsnittet om Forbrugerens adfærd nævner vi, at der bliver brugt mange
penge på TV-reklamer, og herhjemme er det hovedsageligt Omo og Ariel, der
har markeret sig på denne fornt. Udgifterne til reklamerne skal selvsagt betales
af forbrugerne, og det tydeliggøres, når Omo og Ariel samtidig er nogle af de
dyreste vaskemidler på markedet.
25

4.3 Kalkbindere
Da kalkbindere også er relevante at bruge sammen med vaskemidler (se kapitel
om indholdsstoffer), er der også medtaget en test fra Råd og Resultater
vedrørende kalkbindere.
Tabel 2. Testresultat for kalkbindere. Priser, effektivitet og anbefalet dosis.
Produktnavn Pris i kr./
Kalkophobning i Anbefalet
anbefalet dosering tøjet
dosering/vask
Minus Kalk 0,93 lidt 30 ml
Matas Hexafosfat 1,04 lidt 50 ml
Kalk Væk Ultra 1,32 noget 50 ml
Kalk Væk 1,32 meget 100 ml
Calgon Ultra 1,90 meget 48 ml
Calgon Tabs 2,03 lidt 1 tablet
Calgon 3,13 noget 90 ml
Kalkfri flydende 4,62 meget 200 ml
Kilde: [31].
Her taler tallene for sig selv, da både lille pris og ringe kalkophobning følges
pænt ad for de første produkter. Det fremhæves dog i testen, at der bør angives
en bedre doseringsvejledning på produkterne.
Der er ikke fundet nogle svanemærkede produkter indenfor kalkbindere.
Vi har i afsnittet om indholdsstoffer nærmere behandlet nogle af stofferne, der
kan optræde i kalkbindere, og her også nævnt noget om miljøbelastningen.
26

4.4 Skyllemidler
Skyllemidler er blevet testet i Råd og Resultater i maj 1995 [33].
Da der andetsteds i denne projektopgave bliver nævnt, at skyllemiddel for det
meste er overflødigt, vil vi her vise, hvad det koster, så man også dermed kan se,
hvad man kan spare, både på sin egen pengepung og ligeledes for miljøets skyld.
Der er et årligt forbrug på ca. 11.000 tons skyllemiddel her i Danmark, og det
medfører en udledning af ca. 1.000 tons miljøskadelige stoffer til
renseanlæggene og vandmiljøet.
Tabel 3. Testresultat for skyllemidler.
Produktnavn Pris i øre/vask Mængde i Tøjets sugeevne i % efter
(3-4 kg. tøj) liter/flaske brug af skyllemiddel
Super
Tekstilskyllemiddel
9 4 18
Bio-special 12 1 74
Una fresh flowers 12 1 52
Net-Op
tekstilskyllemiddel
13 1 51
Proff Caribic 13 1 8
Nopa forår 13 1 0
Keminus
Tekstilskyllemiddel
15 1 52
Pona Ultra 15 1 52
Mille wild rose 16 1 63
Vibclean 17 1,5 0
Kilde: [33].
Der findes ingen Svanemærkede skyllemidler.
27

Hver enkelt forbruger kan nemt nedsætte udledning af skyllemidler, og
belastningen af renseanlægget og miljøet med disse stoffer nedsættes med
mellem 10 og 40%. Der udledes nemlig mellem 0,9 og 5,5g tensid fra en vask
med skyllemiddel, og det er vel at mærke ofte de tensider, der er mest skadelige
for miljøet. Vi vil ikke gå nærmere ind på skyllemidler i denne projektopgave.
Alle disse tabeller og tal for både vaskemidler, kalkbindere og skyllemidler
viser, hvor der konkret er noget at spare, for hvis man vælger svanemærkede
vaskemidler, hører de til blandt de billigste, samtidig med at de er mest
miljøvenlige at benytte. Samtidig kan man konkret spare en del ved at undlade
skyllemiddel mest muligt.
Der anbefales at dosere vaskemiddel efter blødt vand, og i egne med
middelhårdt og hårdt vand korrigere for hårdheden ved brug af kalkbinder.
Her kan der tillige spares, da kalkbinder er billigere pr. vask end vaskemiddel.
28

5 Forbrugerens adfærd
Der findes idag mange forskellige muligheder og bevæggrunde, når man skal
købe ind. Der er f.eks. ideologiske, økonomiske, personlige, vanemæssige og
reklameprægede indkøb.
Der er lavet nogle undersøgelser omkring bl.a. tilliden til miljømærker, nogle
opgørelser over markedsandele for producenterne, samt en forundersøgelse før
en kampagne fra Miljøstyrelsen, som vil blive belyst her.
5.1 Reklamer og markedsandele
Reklamerne har stor indflydelse på vaskemiddelmarkedet. Der blev i 1998 brugt
27 mill. kr. på TV-reklamer i Danmark. Der er kun få vaskemiddelmærker, der
benytter sig af TV-reklamer, men til gengæld er det de mærker, der sælger mest
[37].
Ariel
Ariel, der bliver produceret af Procter & Gamble, kom på markedet omkring
1990 samtidig med TV-reklamernes indtog. De indførte vaskebolden, brugte
kendte personer i reklamen, og fik hurtigt en position på markedet. De har idag
opnået en markedsandel på ca. 40% på 10 år. Vaskemidlet sælger altså godt,
selv om det ikke vasker bedst, og det samtidig er det dyreste på markedet 7 [37].
7 Se nærmere i afsnit om økonomi vedr. test af vaskemidler fra Råd og Resultater.
29

Omo
Omo (Lever) blev ligeledes kendt af forbrugerne igennem TV-reklamer, og de
indførte et nyt produkt, der kunne vaske bedre end de andre vaskemidler, iflg.
Omo. De har idag en markedsandel på ca. 20% [37].
Bluecare
Bluecare fra FDB har fra oktober 1999 10-doblet sit salg af Bluecare Color
Compakt i løbet af et halvt år. FDB benytter sig ikke af TV-reklamer, men gør
sig synlig i butikkerne i stedet, og har fået en god reklame gennem en test i Råd
og Resultater. De mener at have en markedsandel på ca. 20%, og ca. halvdelen
af de vaskemidler, der sælges i FDB´s butikker, er Bluecare Color. Hvis man
medtager alle typer vaskemidler (d.v.s. kompakt, flydende og tabs) har Bluecare
en markedsandel på ca. 10%, hvis man regner det ud i kroner, men da Bluecare
er et billigere vaskemiddel i indkøb end Omo og Ariel, kan man i stedet regne
markedsandelen ud i vægt, og så ændres markedsandelen til 25% 8 .
Salgstest
FDB lavede i 1999 en salgstest, der gik ud på at se, om forbrugerne køber
miljømærket vaskemiddel eller om de køber efter vaskemiddelnavnet. Derfor
importerede og solgte FDB Svanemærket Ariel fra Sverige, men der blev ikke
solgt mere Ariel vaskemiddel, selv om det var Svanemærket. FDB solgte stadig
mest af sit eget mærke Bluecare, men sælger idag igen Ariel, der ikke er
Svanemærket, da forbrugerne stadig efterspørger dette mærke 9 .
8 Tallene fra FDB er oplyst ved et telefoninterview med Henrik Lohmann fra FDB i december 2000.
9 Tallene fra FDB er oplyst ved et telefoninterview med Henrik Lohmann fra FDB i december 2000.
30

Sverige
I Sverige nægter detailhandelskæderne at sælge vaskemidler, der ikke er
miljømærkede, så her har de miljømærkede vaskemidler en markedsandel på
90%. Prisen for miljømærket vaskemiddel er ofte også billigere i Sverige end i
Danmark, til eksempel kan nævnes, at en pakke Ariel i juli 1998 kostede 18 kr.
mindre i Sverige end i Danmark. Der findes også en del ”no name” produkter,
d.v.s. detailhandlernes egne discountmærker, som er miljømærkede. Mange af
disse produkter er fremstillet i Randers af Nordisk Parfumevarefabrik (NOPA)
[38].
5.2 Forbrugerundersøgelser
Tillid til miljømærker
Gallup har foretaget en undersøgelse for Miljømærkesekretariatet i efteråret
2000, der viser, at forbrugerne kender miljømærker, og hvor meget tillid de har
til dem [36].
Det viser sig, at halvdelen af forbrugerne kender Svanemærket, medens kun
16% kender Blomsten. Ud af disse 16% ved under en fjerdedel ikke, at
Blomsten er et offentligt miljømærke. Der er her tale om et fald i forbrugernes
kendskab på 40% på et år.
Til gengæld er andelen af forbrugere, der kender betydningen af Svanemærket,
steget med 50% fra 30% til 45% af forbrugerne.
For begge mærker gælder det, at seks ud af ti forbrugere har tillid til, at de
gavner miljøet, medens mistilliden til Svanemærket indskrænker sig til 5
forbrugere, og til gengæld er større for Blomstens vedkommende – 15
forbrugere.
31

I løbet af det sidste halve år har 40% af forbrugerne ikke købt miljømærkede
varer, medens 32% har købt varer med miljømærke. Den resterende del af
forbrugerne ved ikke, om de har købt miljømærkede produkter.
Det kan ikke konstateres, om der er tale om et fald eller en stigning, for der
findes ingen tal for 1999.
Blumøller
Blumøller, som producerer Neutral, har lavet sin egen forbrugerundersøgelse, og
den viser, at over 60% af kunderne foretrækker miljøvenlige vaskemidler. I
Blumøllers målgruppe – kvinder mellem 25 og 45 år – er der tale om 78%, der
gerne vil have miljøvenlige vaskemidler [35].
Gennembrud?
Erling Albrechtsen, der har stået for Forbrugerinformations test af vaskemidler
(Råd & Resultater), mener, at der har været et gennembrud for Svanemærket
indenfor vaske- og rengøringsmidler, og mener også, at branchen nu vil være
mere interesseret i at fremstille miljømærkede produkter, da der nu er en større
forbrugerinteresse [35].
Direktøren for brancheforeningen SPT (Sæbe, parfume og toiletartikler), Kim
Michael Christiansen, mener ikke, der er sket et holdningsskifte. Det koster
penge for producenten at få Svanemærket, men der er et marked, og der er tale
om en frivillig ordning, så det er producenterne selv, der ønsker mærket, fordi
det kan betale sig for dem [35].
5.3 Kampagne fra Miljøstyrelsen
Hvor intet andet er nævnt i dette afsnit er kilden [39].
32

Som oplæg til en kampagne om at vaske rent ved 60 °C fra Miljøstyrelsen, er
der gennemført en undersøgelse af CASA 10 i 1996. Denne undersøgelse bestod
af:
telefoninterview; 1.000 personer fik 17 spørgsmål hver om tøjvask, tøjtørring og
opvask
selvregistreringsundersøgelse; ca. 50 mindre og større udvalgte husstande
registrerede deres adfærd
to fokusgruppeinterview; afdække valg af metoder og muligheder samt
barrierrer for ændring af adfærd.
Undersøgelsen er stor og giver mange oplysninger, men vi har her valgt at
uddrage de vigtigste for dette projekt:
Egen vaskemaskine?
3 ud af 4 husstande vasker tøj i egen vaskemaskine (73%), og i husstande med 1
person er der tale om 52%. Hvis der er 3 eller flere personer i en husstand,
benytter 91% egen vaskemaskine.
Ejendomsvaskeri benyttes af 21%, men det er mest i større byer og i
hovedstadsområdet. Isolerer man hovedstadsområdet er der tale om, at 40%
bruger ejendomsvaskeri. Der er kun 4%, der går på møntvaskeri.
Hvor ofte?
I husstande med 2 eller flere personer vasker 46% hver dag, medens der bliver
vasket mindre i husstande med 1-2 personer – dog flere gange pr. uge.
De mindre husstande, hvor der er 1 person, fylder ikke altid maskinen.
10 Center for Alternativ Samfundsanalyse a.m.b.a
33

Temperatur
1 ud af 4 husstande vasker aldrig på 90 °C, og i halvdelen af de danske
husstande vasker man ved ved 90 °C 1-3 gange ud af 10 vaske. De ældre vasker
hyppigt ved 90 °C. Adfærden ved vask i ejendomsvaskeri er næsten mage til
adfærden for de husstande, der har egen vaskemaskine. Dem der vasker på
møntvaskeri vasker oftere ved 90 °C.
Forvask
Forvask anvendes af 2/3-del af alle danske husstande.
Halvdelen bruger forvask hyppigt, og hver 6.husstand
forvasker konsekvent. Forvask benyttes dog mest i
ejendomsvaskeri og møntvaskeri.
Tørring
45% har adgang til tørretumbler. I husstande med 1
person og husstande i lejlighed bruger 20% altid
tørretumbleren.
5.4 Årsager til adfærd
Objektive faktorer
Der er flere, der er flyttet i hus, og dermed fået lettere adgang til egen
vaskemaskine. Samtidig bliver husstandene mindre, og maskinerne fyldes ikke
altid helt op.
Flere huse er ikke indrettet til tørring, hvorfor det er nemmere at benytte en
tørretumbler, som samtidig gør tøjet mere blødt, end hvis det tørrer på en snor.
34

De største forskelle består i, om man har sin egen vaskemaskine, eller man
bruger fællesvaskeri, og ikke, om det er store eller små husstande.
Holdningsmæssige forskelle
Baggrund for adfærden og en afvejning af forholdene går typisk på:
Økonomi, hygiejne, bekvemmelighed og miljøvenlighed.
Der er foretaget to fokusgruppeinterview, der har opdelt folk i 6 typer:
De miljørigtige
De har et stort engagement, når det drejer sig om miljøspørgsmål.
De føler et ansvar for det fælles miljøproblem.
De har et indbygget ubehag ved unødigt ressourceforbrug.
Konflikt: miljø og økonomi.
Konflikterne opstår af praktiske, økonomiske og hygiejnemæssige årsager.
De praktiske kan f.eks. være upraktisk indretning, så vandet skal løbe langt fra
fyret til køkkenet.
De økonomiske kan være den prisforskel, der stadig er fra konventionelle til
økologiske fødevarer eller miljømærkede produkter, hvor de miljørigtige vil
vægte miljøet højt så vidt som muligt.
Hygiejnestandarden er i denne gruppe anderledes, da de først vaske tøjet, når det
er beskidt. De øvrige grupper, der omtales herefter, vasker, når tøjet ikke
længere er nyvasket.
De miljørigtige er åbne for at ændre deres adfærd, hvis det ville gavne miljøet.
De imagebevidste
Deres holdninger er modepræget. Hvis miljø er moderne, og de rigtige signaler
gives, vil de handle miljørigtigt.
35

Der er ikke noget dybtfølt ansvar for miljøet.
Konflikt: hygiejnestandarder og modestrømninger
Der er her tale om nogle høje hygiejnestandarder.
Det gør f.eks. ikke noget, at der bliver brugt ekstra vaskemiddel, når man så til
gengæld ikke har nogen bil at forurene med. Der er ikke noget ubehag ved
unødig ødslen med ressourcerne.
De er modtagelige for fikse ideer, f.eks. er det for dem rart med meget skum ved
vask, for så bliver tøjet sikkert ekstra rent.
De vil gerne bevare deres frihed til at bestemme selv.
Adfærden ændres kun, hvis budskabet/informationen kan give dem det rette
image og. f.eks. miljøvenligt er moderne.
De bekvemmelige
Bekvemmelighed går frem for idealer.
De finder ingen incitamenter for miljørigtig adfærd.
Ansvaret er ”de andres”, hvis der skal tages stilling til problemer.
Konflikt: miljø og bekvemmelighed
Her findes vaskemaskine og tørretumbler, hvis der på nogen måde er plads.
Vask er en sur pligt, der skal overståes hurtigst muligt, og det sker også med
faste intervaller, så tøjet ikke når at blive beskidt.
De mener, at det er de andre, der skal gøre noget og gå forrest, f.eks. de store
butikker, for de bruger for meget energi.
Adfærden ændres kun til fordel for det miljøvenlige, hvis det ikke koster ekstra i
tid og penge. Information om f.eks. programvalg skal være nemt tilgængelig.
De økonomiske
De handler kun miljørigtigt, hvis miljø og økonomi er sammenfaldende.
Hvis der er konflikt mellem økonomi eller hygiejne og miljø, falder miljø fra.
36

Miljø er ikke et fælles anliggende.
Konflikt: miljø og økonomi.
De sparer, da vand og el koster penge, og tøjet bliver slidt i en tørretumbler.
Besparelserne er ikke af hensyn til miljøet.
De økonomiske køber heller ikke økologiske varer/miljømærkede produkter, for
de prioriterer også her økonomien højere end miljøet.
Deres hygiejnestandard vejer tungere end miljøhensyn, så tøjet skal være rent.
De føler ikke noget fælles ansvar for at handle miljørigtigt, kun hvis de kan
spare penge.
Deres adfærd kan kun ændres, hvis de kan få saglig og økonomisk information,
f.eks. en udførlig brugervejledning til en energisbeparende vaskemaskine.
De snusfornuftige
De afvejer økonomi, miljø og tid.
De afvejer for hver situation, om man skal tage hensyn til miljøet eller om f.eks.
bekvemmeligheden vinder.
Konflikt: miljø og fornuft fra flere vinkler
De føler, som de miljøbevidste, et ubehag ved unødigt ressourceforbrug og vil
heller ikke slide deres tøj i en tørretumbler.
Deres hygiejnestandard er høj, for tøjet skal være rent og nogle bruge f.eks. kun
et badehåndklæde én gang.
De mangler viden om f.eks. unødvendigheden af kogevask og skyllemiddel.
Mange af de adspurgte var børnefamilier, så de økonomiske hensyn vejede tungt.
De har også nogle paralleller til de bekvemmelige, da de også mener, at tøjvask
bare skal overståes så hurtigt som muligt.
Deres adfærd kan bedst ændres, hvis de kan få gode råd til at lette hverdagen og
er åbne for information, hvis de ikke skal ændre for meget på deres hverdag. De
37

har dog ofte et svært valg, da de blander hensyn til familien (økonomi) og
miljøet, samt tiden.
De frie
De bryder sig ikke om bedrevidende formyndere, der udsender pjecer og anden
statslig information.
De vil beholde retten til at handle, som de selv vil.
De kan dog godt lide, hvis det er ”in” at have et image om miljørigtig adfærd.
Konflikt: miljø og frihed/fornuft.
De frie minder om de imagebevidste, da de også lægger meget vægt på, at det er
i orden med miljøvenlighed, hvis deres image forbedres.
Hygiejnen må der ikke slækkes på, da det vil føles som et tilbageskridt, og de
bliver provokeret af gode råd fra f.eks. elværkerne.
Denne gruppe bestod af yngre mennesker uden børn, som ofte havde både tid og
økonomi til at tage hensyn til miljøet, men som kun ønskede at tage dette
hensyn, hvis det ikke var for besværligt
Information til de frie må ikke virke formynderisk, da det vil føles som et angreb.
Miljø er ikke deres problem. Deres information skal minde om den til de
imagebevidste.
Konklusion
Sammenfattende kan man generelt sige, at de frie, de imagebevidste og de
bekvemmelige er yngre, der bor en eller to sammen. De frie og de
bekvemmelige kunne ændre sig til mere snusfornuftige som ældre. De
miljørigtige, de økonomiske og de snusfornuftige er lidt ældre familieforældre.
For at ændre adfærden hos forbrugerne, må man finde forskellige
indfaldsvinkler. Det er kun nogle af de nævnte typer, der er åbne over for
38

oplysende information, og der vil også skulle bruges forskellige argumenter og
tiltaleformer:
De miljøbevidste:
Man kan tale til deres ansvarfølelse og samfundssind.
De økonomiske:
De er interesserede i information, hvis de kan spare penge.
De imagebevidste og de frie:
De er præget af moden og vil kun være med, hvis den almene trend er
miljørigtig.
De har tid og penge til et prioritere deres ønsker.
De har det svært med formynderisk information.
De lægger ansvaret op "de andre" og de betragter sig selv som opposition.
De bekvemmelige:
De er svære at påvirke.
De har ingen interesser i miljørigtig adfærd, men skal adfærden ændres, skal det
være meget nemt og helst gratis.
De snusfornuftige:
De er åbne for information, men ændringer skal være nemme.
Det er svært med de mange hensyn, der skal tages, men de har dog en
ansvarsfølelse, man kan tale til.
Der er generelt tale om en høj hygiejnestandard, og der er ikke mange, der
overvejer, at man kan spare ved at sætte antallet af tøjvaske ned, men de
overvejer derimod kun miljørigtig "vaskeadfærd" i henhold til programvalg,
dosering, tørringsmetode og hvorvidt maskinen er fyldt.
De fleste er bange for at virke usoignerede i andres øjne.
39

Argumenterne for og samtidig fordelene ved, at der kan være meget at spare,
kunne være: det er miljørigtigt, økonomisk, bekvemt, tidsbesparende og det vil
slide mindre på tøjet.
Opfattelsen af, hvorvidt tøjet er rent eller beskidt, skal ændres, før adfærden kan
ændres, så folk kun synes, at tøjet er beskidt, hvis det lugter eller ser snavset ud.
Da hygiejnestandarden ofte er socialt sat, bør indsatsen koncentreres "punktvis":
i skolen, på arbejdspladsen og lignende.
Indsatsområder
Tøj vaskes som rutine og oprydning og ikke,
når der er snavset. Den meget fokus på
hygiejne, der har været fra statens side, har
medført, at der bliver vasket oftere.
De sociale normer siger, at man ikke må
være beskidt eller lugte, så der vaskes
hellere unødigt ofte.
Argumenterne for at vaske mindre kunne
bestå af: miljørigtig, bekvemt,
tidsbesparende og økonomisk besparende.
Dog vejer hygiejnehensynet tungt mod disse
argumenter.
Forvask og kogevask
Forvask og kogevask bruges mest i
fællesvaskerier og møntvaskerier, men dog
også i de enkelte husstande. Ved interview
af fokusgrupperne viste undersøgelsen stor
40
I en AIM-undersøgelse i 1997 svarede
1017 forbrugere på spørgsmålet om,
hvordan de doserer vaskemiddel [10].
4 3% Følger pakkens
doseringsanvisning
4 0% Doserer på slump
eller efter erfaring
8% Følger maskinens
brugsanvisning
8% Doserer efter
tøjmængde
6% Doserer efter
tilsmudsningsgrad
1 0% Doserer efter
”andet”
1% Ved ikke

usikkerhed og manglende viden, så bedre information omkring programvalg
kunne være gavnligt. Samtidig ville oplysning om vaskemidlernes evner
indenfor de forskellige vaskegrader samt dosering være effektiv, for dosering
foregår ofte på slump og uden hensyn til vandets hårdhedsgrad.
Tørring
Tørretumbler bruges, når der ikke er anden mulighed og ligeledes af
bekvemmelighed. Indeklima påvirkes, da indendørs tørring kan give
fugtproblemer. Det er især de miljøbevidste, der fremhæver dette.
Hvis der bliver tørret meget om vinteren, vil en kondenstumbler være bedst,
fordi man så udnytter spildvarmen.
Barrierer for miljørigtig adfærd
Barriererne, som er opstillet ud fra interviews med fokusgrupperne, kan
sammenfattes til følgende:
Manglende
viden:
Der mangler kendskab til vandets hårdhedsgrad, hvilket
medfører fejldosering af vaskemiddel.
De fleste typer fra fokusgrupperne er modtagelige for
information omkring dosering (bortset fra de frie og med
besvær de bekvemmelige).
Der bør være bedre information om den mest miljøvenlige
anvendelse ved køb af nye vaskemaskiner.
Økonomi: Der er her tale om en af de mindre barrierer, da besparelser på
ressourcer og økonomi ofte hænger sammen.
Hygiejne: Vi vasker ofte p.gr.a. høj hygiejnestandard, for man må ikke se
41

eller lugte, at tøjet er beskidt. Alle de interviewede personer er
enige om dette.
De miljøbevidste vasker dog først, når tøjet er beskidt. De
andre vasker, når tøjet ikke længere er nyvasket.
Vi har den høje hygiejnestandard, fordi vi afskyr smuds, og vi
vil ikke virke usoignerede i andres øjne.
Miljø og økonomi supplerer altså hinanden, som før nævnt, p.gr.a. besparelser,
men den største barriere, de har imellem sig, er hygiejnestandarden.
42

6 Lovgivning og bekendtgørelser
Der findes forskellig former for lovgivning og andre bekendtgørelser for
tekstilvaskemidler:
Bekendtgørelse om vaske- og rengøringsmidler, bek. 124, 1986 og bek. 443,
1983 [49].
stiller krav til mærkning om produktets anvendelsesformål, samt hvem der er
ansvarlig for markedsføringen.
stiller krav til mindst 90% biologisk nedbrydelighed af overfladeaktive stoffer
(den primære nedbrydelighed). Der er ingen krav til den sekundære
nedbrydelighed.
Det forventes, at et nyt EU-direktiv om tensiders nedbrydelighed bliver
vedtaget i løbet af 2001.
Miljøstyrelsens produktregister, bek. 726, 1987 [49].
Importører og producenter af tekstilvaskemidler har haft oplysningspligt om
indholdet i vaskemidler solgt i 1986. Der var tale om en éngangsrapportering for
at kortlægge vaske- og rengøringsmidler.
Rapporteringen viste bl.a., at 20% af de registrerede vaske- og
rengøringsmidler blev produceret i udlandet, og de resterende 80% blev
produceret i Danmark. Der var tale om 121 firmaer, der importerede eller
producerede vaske- og rengøringsmidler, og disse firmaer var fordelt på
mere end 50 store og mange små firmaer (74 stk.).
Loven om mærkning af farlige kemiske stoffer og produkter, bek. 586, 1991
[49].
Der skal være advarselsmærkning, hvis et vaskemiddel indeholder farlige
stoffer. I 1990 fandtes ingen vaskemidler til husholdningsbrug med stoffer, der
43

krævede mærkning. Der fandtes enkelte kraftige blegemidler, der var
fareklassemærket.
EF-Kommissionen, henstilling, 1989 [49].
Industrien fik en henstilling om at følge fælles regler for deklaration og
doseringsvejledning, samt det procentvise indhold af følgende stoffer, hvis de er
over 0,2% : fosfater, fosfonater, tensider (anioniske, kationiske og amfotere) og
blegemidler. Der kræves kun en omtrentlig sammensætning, som opdeles i
intervallerne: mindre end 5%, mellem 5 og 15%, mellem 15 og 30% og over
30%. Man bør også angive indhold af enzymer og konserverings- og
desinfektionsmidler.
Doseringsvejledningen skal følge et fast skema, hvor man opgiver doseringen
for forvask og klarvask og til klarvask alene. Det skal være for en 4-5 kg
maskinvask og det skal angives for blødt, middelhårdt og hårdt vand.
Listen Over Uønskede Stoffer, 1998 [20].
I december 1996 udsendte Miljøministeriet debatoplægget ”Status og
perspektiver for kemikalieområdet” med det formål at give en status for
indsatsen på kemikalieområdet og i forlængelse heraf at lægge op til en debat
om den fremtidige indsats.
Det overordnede mål for indsatsen på kemikalieområdet er at reducere
påvirkningen af miljøbelastende stoffer, så miljøkvaliteten ikke forringes for
mennesker og miljø.
I debatoplægget indgår som bilag et udkast til en liste over uønskede stoffer,
som Miljøstyrelsen har udvalgt udfra deres effekter og de mængder, hvori
stofferne markedsføres, suppleret med stoffer, som Miljøstyrelsen af andre
grunde anser for problematiske. Denne liste er ”Listen over uønskede stoffer”.
44

Listen er ikke udtømmende, da der hele tiden kommer nye stoffer til, og stoffer
på listen kan blive fjernet, hvis de ikke længere bruges i stort omfang, eller ikke
længere udgør et problem. Derfor skal listen med jævne mellemrum opdateres.
At et stof står på listen er ikke generelt et udtryk for, at Miljøstyrelsen har
besluttet at indstille dette til forbud. Forbud er kun en af mange virkemidler, til
at begrænse brugen af farlige kemikalier. Af andre virkemidler kan nævnes
klassificering og mærkning, afgifter på særligt problematiske kemikalier,
skærpede standarder, frivillige aftaler om afvikling, miljømærker, grønne
indkøbsvejledninger, positiv/negativ lister for udvalgte områder, støtte til
substitutionsinitiativer, emmisionsbegrænsning samt informations-kampagner
[20].
Vandmiljøplanen
Vandmiljøplanen er en vejledning under ”Miljøbeskyttelsesloven”. Den fulde
titel er: ”Vejledning om begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor til
vandløb, søer og havet med spildevand fra industrielle virksomheder m.v.
Vandmiljøplanen er opstået i forsøget på at begrænse forureningen af
vandmiljøet med de nævnte næringsstoffer. ”Vandmiljøplan 1” er fra 1988, og i
1994 kom der en rettelse der omtales som ”Vandmiljøplan 2”. I rettelsen
revideres de oprindelige målsætninger.
45

7 Miljømærkning
Alt hvad vi bruger i hverdagen – fra sæbe og køkkenrulle til køleskabe og
computere – belaster miljøet i et eller andet omfang. Der tæres på ressourcerne,
og fremmede stoffer ledes ud i miljøet. Og det sker ikke bare, mens vi bruger
tingene, men også under fremstillingen af dem, og når de senere ender på
forbrændingsanlægget eller lossepladsen.
Den bedste og enkleste måde at vælge ”miljørigtigt”, er at vælge et produkt, der
er mærket med et miljømærke, d.v.s. Svanemærket eller Blomsten, og som
dermed belaster miljøet mindst muligt. Der er dog ingen vaskemidler, der bærer
mærket Blomsten. For at kunne få et miljømærke, skal produktet opfylde en
række krav til både miljøegenskaber og vaskeeffekt for vaskemidler [43, 48].
Først lidt om forhistorien for miljømærker og senere om kravene.
Hvor intet andet er nævnt er kilden i dette afsnit [49].
Miljømærketanken er opstået i slutningen af 80´erne ud fra en hjemmel til
miljømærkeordninger i loven om kemiske stoffer. Miljøministeren ville ud fra
denne hjemmel drøfte med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, hvordan
en dansk positiv miljømærkeordning kunne opbygges og administreres, inden en
sådan ordning blev iværksat. Miljøministeren havde i loven om kemiske stoffer
bemyndigelse til at fastsætte regler for opnåelse af retten til at anvende
miljømærker, d.v.s. forløberen til det nordiske Svanemærke.
I september 1989 anmodede EF´s ministerrådsmøde Kommissionen om at
udarbejde et forslag til en miljømærkeordning, og forslaget til en fælles ordning
blev fremsat til ministerrådet i løbet af 1990, dette blev forløberen til EU´s
Blomsten.
46

Hovedformålet med miljømærker er at fremme udviklingen og anvendelsen af
produkter, der belaster miljøet mindst muligt.
Renere teknologi er også et led i miljømærkeordningen, og det omfatter alle led i
produktets kredsløb, d.v.s. mindre forurenende produktionsteknologi,
råvarevalg, hjælpestoffer og ændring af produktdesign, brug og bortskaffelse.
Man kalder det vugge til grav princippet.
Producenterne manglede i 80´erne nogle generelle retningslinier og kaldte
mange produkter ”miljøvenlige”. Hvis der på en vare bliver anført urigtige,
vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser af betydning for udbud og
efterspørgsel, kan dette være i strid med god markedsføringsskik, d.v.s.
markedsføringsloven.
I loven om kemiske stoffer og produkter og forslagene til en ny
miljøbeskyttelseslov, der blev fremsat i 80´erne, er der hjemmel til at kunne
forbyde producenter og forhandlere at reklamere med, at deres varer er
”ufarlige”, ”miljøvenlige” eller lignende.
Miljømærker udstedes kun til produkter, der har konkurrenter i forvejen. Hvis et
enkeltstående ikke miljøbelastende produkt uden konkurrenter fik et
miljømærke, ville det ligne en miljøpris, og det er ikke hensigten fra
Miljøstyrelsen. Produktet skal (ligesom det skal have konkurrenter) også have
en vis markedsandel i forvejen.
47

7.1 Produktmærkningssystemer
Der findes flere produktmærkningssystemer:
Tabel 4. Produktmærkningssystemer.
De obligatoriske: f.eks. De frivillige: f.eks.
Kemikalieområdet Varefakta
Levnedsmiddelområdet Økologiske produkter
Genbrugsområdet
Energiområdet
Både de obligatoriske og de frivillige systemer kan igen opdeles i:
Negative: Kemikalier
f.eks. en direkte advarsel.
Neutrale: Neutral oplysning, ingen form for vurdering af varen
f.eks. Varefakta, som er frivillig.
f.eks. energimærkeordning af hårde hvidevarer.
Positive: Fremhæver produktets positive egenskaber i forhold til umærkede
produkter til samme formål.
f.eks. genanvendelsesmærkning; genbrugscirklen fortæller, at et produkt
indeholder genbrugsmaterialer eller kan genbruges. Der er ikke tale om et
miljømærke. Papir kan f.eks. være bleget med klor, selv om det er mærket med
genanvendelse.
f.eks. miljømærkerne Svanen og Blomsten.
Derudover findes mange private produktmærkeordninger.
48

7.2 Miljømærkningens historie
”Den blå engel”, Tyskland
Et af de første miljømærker, der har eksisteret siden 1978, er det tyske ”Den blå
Engel”, som siden har været forbillede for flere miljømærker.
Der er tale om et frivilligt mærke, hvor producenten betaler gebyr for det. Fra
1979 til 1988 kom der 2.650 mærkede produktnavne på markedet i Tyskland.
Mærket på varen vurderes hvert 3.år og kan inddrages. Ofte vurderer man kun
en enkelt miljøparameter. Fremstillingssiden for produktet skal overholde
miljølovgivningen, men vurderes ellers ikke, ligesom emballagen heller ikke
vurderes.
I 1988 var ingen tekstilvaskemidler mærket med ”Den blå engel”.
Andre lande
Der har også i flere år været miljømærkeordninger i andre lande, f.eks. Canada,
Japan og Østrig; de er alle iværksat ultimo 80´erne, og hver har deres
individuelle kriterier.
Frankrig nedsatte i 1988 et udvalg, der fremlagde overvejelser om en
miljømærkeordning, og England udsendte i august 1989 et debatoplæg til en
fælles miljømærkeordning for hele EF. Samtidig kom Holland med en
redegørelse ud fra et delstudie om miljømærker, der var en del af et større
udredningsarbejde om miljøkontrol.
Nordisk
Sverige og Norge tog i 1988 og 1989 initiativer til miljømærker. I 1988 blev der
nedsat et fælles nordisk samrådsforum, der skulle finde en nordisk
49

harmonisering af principperne for en frivillig, positiv miljømærkning af
produkter. Der blev udarbejdet en statusrapport i 1989, som indeholdt nogle
forslag til betingelser for en generel kriterieudvikling:
Relativitet, d.v.s. sammenlignende vurdering.
Høje krav, d.v.s. højere end de strengeste officielle regler i de nordiske lande.
Livsforløb.
Kriterier sættes indenfor en produktgruppe, d.v.s. produkter med samme
brugsområde, uafhængig af typen.
Kriterier udformes, så nytteværdien i forhold til målene bliver størst mulig.
Fælles miljømærkeordning
Ud fra alle disse forløbere kom der i 1989 en udredning fra EF om en fælles
miljømærkeordning.
Denne udredning fremførte følgende formål:
Minimere brugen af naturlige ressourcer.
Minimere emmissionen af skadelige stoffer.
Maksimere produktets levetid.
Maksimere genbrug/genindvinding af produktet.
Udredningen afsluttedes i december 1989 med en række anbefalinger, som ikke
vil blive uddybet nærmere her.
Alle nævnte eksisterende og planlagte miljømærkeordninger har som nævnt
mindst taget udgangspunkt i ”Den blå Engel”. Denne tyske ordning har lagt
vægt på en enkelt egenskab ved en produktgruppe og så mærket de eller det
mindst belastende. Andre principper bygger på at vurdere hele produktets
kredsløb, d.v.s. råstofudvinding, fremstilling, forbrug og affaldsbortskaffelse,
hvor man prøver at vurdere mængden af miljøindikatorerne (råstof- og
50

energiforbrug, emissioner til luft, vand og jord, samt affaldsproblemer) for at
have et så godt grundlag som muligt. Alle mærkeordninger er frivillige, og for
nogle af dem betales et gebyr af producenten.
Fordele og ulemper
Der er naturligvis både fordele og ulemper ved at lægge vægt på enten en enkelt
egenskab eller hele kredsløbet.
Fordelene ved at lægge vægt på en enkelt egenskab 11 kan være:
der er ofte tale om kun én egenskab, der reelt er mest miljøbelastende
det er en mere overkommelig fremgangsmåde, som er både hurtig og
overskuelig.
Ulemperne kan være:
andre miljøindikatorer overses, hvorved forbrugerne kan miste tilliden til
miljømærkernes berettigelse og værdi og sætter spørgsmålstegn ved et
miljømærket produkt.
det kan være kompliceret at vurdere produkter, f.eks. rengøringsmidler. Det
medfører, at man kan udelukke en produktgruppe, der belaster miljøet
væsentligt.
producenterne vil måske undgå miljømærker, hvis kun en enkelt egenskab
vurderes, fordi det så bliver for dyrt at opnå mærket. Det vil være nemmere for
producenterne blot at mærke f.eks. ”uden PVC”.
Når hele kredsløbet 12 vurderes kan man pege på følgende fordele og ulemper:
11 som ved ”Den blå Engel”
12 som man gør ved Svanemærket og Blomsten
51

Fordelene kan være:
der er en mere præcis baggrund for en vurdering
det er nemmere at skærpe kriterierne, hvis produktudviklingen gør det
nødvendigt.
producenterne ”får noget for pengene”, d.v.s. betalingen for miljømærket.
Ulemperne kan være:
det er besværligt og ressourcekrævende at indsamle de mange data.
Overskueligheden kan fremmes ved at fremskaffe en mere udførlig
dokumentation, end selve miljømærket kræver.
7.3 Mærkning
Mærkning af forbrugsprodukter kan inddeles i to hovedkategorier, nemlig
frivillig mærkning og miljømærkning.
7.3.1 Frivillig mærkning
Dansk Varefakta Nævn (DVN)
Retningslinier for mærkning siden 1981 [24, 49].
Der stilles krav til deklaration af indholdsstoffer, samt
angivelse af dosering og antal vaske pr. pakke.
Doseringen skal angives for blødt, middelhårdt og hårdt vand og henvises til
vaskemaskinens doseringsanvisning, samt angives en vejledende dosering pr.
kg. tøj.
Henstillingen fra EF-Kommissionen vedrørende indholdsstoffer følges også her,
men skærpes yderligere med krav om deklaration af enzymer, konserverings- og
desinfektionsmidler, uanset mængden, vand, diverse fyldstoffer, farve og
parfume. Kravene er altså strengere ved DVN end ved EU.
52

Der stilles minimumskrav til indhold af de stoffer, der har betydning for
vaskeresultatet, d.v.s. sæbe, syndeter samt kalkbindende midler.
DVN foretager stikprøvekontrol 1 gang årligt, hvorfor producenterne skal
aflevere en fyldestgørende recept på indholdet i vaskemidlet. Betaling for denne
kontrol foretages af mærkningsindehaveren.
Det betales ikke gebyr.
Astma- & Allergiforbundet
samarbejde om deklaration [24].
Der stilles krav om, at vaskemidler kun må indeholde
stoffer, der har en vasketeknisk funktion, d.v.s. uden optisk
hvidt, parfume eller farvestoffer.
Alle ingredienser skal være nævnt på emballagen.
Astma- og Allergiforbundet kontrollerer, at kravene bliver
overholdt.
Der betales ikke gebyr
7.3.2 Miljømærker
Bra Miljöval
svensk miljømærke fra Naturfredningsforening siden 1990 [24].
Samarbejde med detailhandelen.
Strengere krav end Svanemærket.
Reglerne strammes, når Naturfredningsforeningen og
detailhandelen skønner, det er nødvendigt.
Naturfredningsforeningen udfører stikprøvekontrol.
Producenten betaler gebyr for at bruge mærket.
53

Svanemærket
Dette nordiske miljømærke trådte i kraft i november 1989 efter
en beslutning af Nordisk Ministerråd. I starten var Finland,
Island, Norge og Sverige tilsluttet. Danmark er tilsluttet i 1998
[24, 50].
Overordnede formål
At bidrage til et mindre miljøbelastende forbrug.
At være et supplement til de miljøpolitiske styringsmidler (f.eks. afgifter); man
udnytter markedskræfterne til at opnå miljøgevinster, d.v.s. forbrugeren tror på
og kan se et formål med at købe miljømærkede produkter.
Miljøstrategi
Miljømærket skal bidrage til udvikling af et bæredygtigt samfund, d.v.s. en
udvikling som sikrer, at den nuværende befolknings behov dækkes, uden at
svække mulighederne for fremtidige generationer.
Svanemærket skal være retningsgivende for, hvilke produkter og serviceydelser,
der skal udvikles kriterier for, og beskrive, hvilke principper, der skal ligge til
grund for kriterieudviklingen.
Nordisk Miljømærkningsnævn (NMN)
Er besluttende myndighed for endelig fastsættelse af kriterier og definition af
produktgrupper. Forslag til produktgrupper og ansvaret for kriterieudvikling
kommer fra det enkelte land.
Definerer miljøstrategien og fastlægger årlige arbejds- og handlingsplaner.
Rapporterer til Nordisk Ministerråd.
54

På nationalt plan betyder dette, at der er et organ i hvert af de tilsluttede lande,
som så forvalter ordningen.
Gebyr
I 1996 kostede det ca. 10.000 kr. i ansøgningsgebyr for Svanemærket, samt et
anvendelsesgebyr på 0,4% af det årlige salg i hvert af de lande, hvor produktet
er registreret. Der er dog et loft på 250.000 kr. for indtægter på hvert produkt til
det ansvarlige organ.
Ansøgningsgebyret er nu sat ned til 3.500 kr. (som for Blomsten).
Principper vedrørende miljøaspekter
Miljøpåvirkningen gennem hele produktets livscyklus skal klarlægges og lægges
til grund for valget af et begrænset antal parametre.
Vigtige faktorer er f.eks. valg af råvarer, energi- og ressourceforbrug,
emissioner til luft og udledninger til vand og jord, støj, lugt og affald såvel
ved produktion som ved transport, anvendelse og slutdeponering.
- Der lægges vægt på produktets holdbarhed og reparerbarhed.
- Til grund for udviklingen af kriterier lægger man forsigtighedsprincippet,
som er et grundlæggende retsprincip, der bliver brugt ved fortolkning af
loven, ved at vælge den løsning, der tager mest hensyn til miljøet.
Kriterierne for mærket må ikke være på bekostning af sikkerheden (f.eks. for
børn) og arbejdsmiljøet.
Principper vedrørende kravniveau
- Miljøkravene skal sættes højt og skal ses i forhold til den officielle
miljølovgivning i de deltagende lande.
55

- Markedsandelen af de produkter, der forventes at leve op til kriterierne, må
højst udgøre 30% af markedet i Norden.
Principper vedrørende kvalitets- og funktionskrav
- Miljømærkningen må ikke indebære, at der gives afkald på kvalitets- og
funktionskrav for produkterne, så der skal være et krav om test af funktion
og/eller kvalitet.
Ved en ansøgning om miljømærkelicens skal man vedlægge resultater af
typeprøvning, analyser fra processer m.m. og en testrapport, som er udarbejdet
af en godkendt prøvningsinstitution. Testrapporten skal dokumentere, at
kriteriernes krav overholdes.
Prøvning
Det kan være licensindehaveren (producenten) selv eller en prøvningsinstitution,
der kontrollerer, at produkterne og fremstillingsprocessen m.m. opfylder
kravene i kriteriedokumentet. Kontrollen skal udføres løbende, og hvis kravene
ikke opfyldes ved kontrollen, skal mærkning ophøre og evt. restpartier
tilbageholdes. Miljømærket skal fjernes på de produkter, der ikke opfylder
kravene.
Der kan også foretages uanmeldt kontrol af miljømærkningsorganet.
Blomsten
EU´s miljømærkningssystem blev initieret ved en forordning i
marts 1992 i Ministerrådet. Alle medlemsstater i EU deltager i
ordninger [24, 50].
56

Formål
- At promovere design, produktion, markedsføring og anvendelse af produkter,
som har en reduceret påvirkning af miljøet igennem hele deres livscyklus.
- At give forbrugerne bedre information om produkters virkning på miljøet.
dette skal ske på en måde, der ikke gør produkterne sikkerhedsmæssigt
dårligere, forværrer arbejdsmiljøet eller har en negativ indvirkning på
produkternes egnethed til brug.
- Ordningen gælder ikke for fødevarer, drikkevarer og lægemidler.
Produktbegrænsninger
- Hvis der i produktet er stoffer eller præparater, der er klassificeret som
farlige for forbrugerne i.h.t. EU direktiverne om fareklassemærkning, kan
disse produkter ikke tildeles miljømærket. Der er dog en undtagelse, hvis
produktet stadig kan leve op til hovedformålet ovenfor. Miljømærket kan
heller ikke tildeles produkter, der har en sundheds- og miljøfarlig
fremstillingsproces.
Procedurer for kriterieudvikling
I hver medlemsstat findes der er ansvarligt organ til at udføre opgaverne
omkring miljømærket. I Danmark er det Miljøstyrelsen.
EU-Kommissionen diskuterer kriterier, procedurer m.m. med et uformelt
udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne samt observatører fra
industrien, handel, forbrugerorganisationer og miljøorganisationer.
Når der skal stilles forslag til kriterier og foranstaltninger bistås Kommissionen
af et udvalg (Regulatory Committee), der har repræsentanter for
57

medlemsstaterne og et medlem fra Kommissionen som formand. Forslagene
sendes til høring i et forum forinden vedtagelsen. Dette forum består mindst af
repræsentanter for industri, handel, forbrugerorganisationer og
miljøorganisationer. Resultatet sendes derefter til Regulatory Committee.
Ansøgning om licens til miljømærke sendes til det ansvarlige organ i det
pågældende land, som så vurderer ansøgningen og giver besked til
Kommissionen.
Kommissionen videresender resultatet til de andre medlemsstater og fører
register over godkendelser og afslag.
58

Figur 2. Skematisk illustration af procedurer for kriterieudvikling.
Kommissionen udarbejder liste med
prioriterede produktgrupper. Den
revideres løbende.
Det ansvarlige organ gennemfører
forstudie og afklarer, om produktgruppen
egner sig til kriterie-udvikling.
Kommissionen beslutter efter
forstudiet, om der skal udvikles kriterier
Arbejdsgruppe med repræsentanter fra
interesserede ansvarlige organer og
repræsentanter valgt af forum (fase 1)
Resultatet af arbejdet præsenteres for
Kommissionen, sendes til udvalget, der
godkender kriterierne. Kommissionen
publicerer det.
Gebyr
I 1996 skulle man betale et ansøgningsgebyr på 3.500 kr. og derudover et
anvendelsesgebyr på 0,15% af det årlige salg inden for EU og EØS. Procenten
beregnes af fabriksprisen for produktet.
Principper vedrørende miljøaspekter
- Kriterierne skal fastlægges ud fra en vugge til grav betragtning.
59
Forstudie:
beskrivelse af markedet for den
enkelte produktgruppe
redegørelse for økon. og industr.
interesser
preliminær bedømmelse af
miljøbelastningen
fordele ved miljømærkning for
produktgruppen
redegørelse for tilgængelig viden om
produktion
Markedsoversigt udarbejdes (fase 2)
Opgørelse over input/output i
produktionsprocessen (fase 3)
Miljøpåvirkningsvurdering (fase 4)
Udvikling af kriterier (fase 5)

- De skal være præcise, klare og objektive.
- De skal så vidt muligt være baseret på anvendelse af renere teknologier.
- Ønsket om så lang levetid som muligt for produktet skal afspejles i
kriterierne.
- Kriterierne skal dække alle produktets væsentlige miljøpåvirkninger i løbet af
dets livscyklus.
- Opfyldelse af formålene med miljømærkning må ikke forringe arbejdsmiljø.
- Produktet skal leve op til EF´s krav om sundhed, sikkerhed og miljø.
Principper vedrørende kravniveau
- Kriterierne skal sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau.
- De skal foranledige industrien til at forbedre produktets miljømæssige
egenskaber.
- Produkter der dækker mellem 5 og 30% af markedsandelen kan opnå
miljømærker i hver produktgruppe.
Principper vedrørende kvalitets- og funktionskrav
- Produktets sikkerhed må ikke bringes i fare.
- Produktets egenskaber må ikke ændres væsentligt p.gr.a. miljømærkning.
Dokumentation og kontrol
Der findes ikke faste procedurer vedrørende dokumentation og kontrol.
Ansøger af miljømærket dokumenterer ved ansøgningen, om der leves op til
kriterierne, men der kan dog udføres kontrolbesøg.
Der udføres selvkontrol af produkterne med rapport om evt. afvigelser, og ved
forlangende skal man bevise, at man lever op til kriterierne.
60

7.4 Kriterier for vaskemidler
Vaskemidler defineres forskelligt i Blomsten og i Svanemærket.
Blomsten
”Produktgruppen ´vaskemidler´ defineres som ´Alle vaskemidler i form af
pulver, flydende eller i hvilken som helst anden form, til vask af tekstiler, som
hovedsageligt er beregnet til brug i vaskemaskiner´”.
Svanemærket
”Produktgruppen er defineret som vaskemidler til vask af tekstiler i maskiner og
i hånden”.
Kriterierne er også forskellige:
Blomsten
Kriterierne for vaskemidler i opdelt i 3 dele:
- specifikke miljøkriterier for bestanddele og emballage
- bestanddele med vægtninger, liste over vaskemiddelbestanddele og
egenskaber, emballage med pointsystem, begrænset anvendelse af visse
bestanddele
- generelle miljøkriterier
- forbrugeroplysninger, doseringsanvisninger, forbud mod vildledende
markedsføring, etikettering af bestanddele som f.eks. enzymer, krav om
testning af enzymers renhed
- kriterier for vaskeevne
- krav om vaskeevne i forhold til Wash-and-Wear test (vil ikke blive
behandlet nærmere)
Svanemærket
Kriterierne er opdelt i 2 dele:
- generelle kriterier
61

- krav til produktet om klassificering og pH
- krav til bestanddele, f.eks. nedbrydningsprodukter, nedbrydning af tensider,
parfume, emballage
- brugsegnethed og forbrugeroplysninger
- øvrige kriterier
- efterlevelse af miljø og arbejdsmiljølovgivningen
- kvalitetssikring/kontrol og miljøredegørelse
Sammenligning af kriterier og forhold til livscyklus
Kriterierne for ”Blomsten” og ”Svanemærket” er opstillet skematisk i bilag 1, og
sammenlignes her punkt for punkt.
1. Miljøkriterier for bestanddele:
Kriterierne er næsten ens, men der er andre beregningsmetoder for
Svanemærket.
2. Emballage:
Den eneste forskel er her, at Svanemærket forbyder brugen af PVC i emballage.
3. Andre miljøkriterier vedrørende bestanddele:
Der er sat flere grænser for stoffer i Svanemærket, og det er mere specifikt
omkring stoffernes navne. Der er opstillet kriterier vedrørende enzymer, da de er
allergifremkaldende, så her er mest tænkt på arbejdsmiljøet i første omgang.
Optisk hvidt, parfume og natriumhypochlorit (blegemiddel) er tilladt i Blomsten.
4. Forbrugeroplysninger:
Der skal anføres bestemte miljøskåneråd iflg. Blomsten, men ellers er de næsten
ens.
62

5. Oplysninger på etiket vedrørende bestanddele:
Der skal ved Blomsten anføres oplysninger om typen af enzymer og angivelse af
konserverings- og desinfektionsmidler.
6. Testning af enzymers renhed:
Svanemærket kræver, at enzymerne er rene, men ingen test. Kravene gælder kun
for enzymer fremstillet ved genteknologi i begge mærker.
7. Vaskeevne:
Der er næsten ens krav under dette punkt.
8. Myndighedskrav:
Ved Blomsten skal man kun leve op til EU´s miljølovgivning, hvis produktet er
fremstillet i EU, medens Svanemærket stiller krav om efterlevelse af miljø- og
arbejdsmiljølovgivningen i produktionslandet – også uden for Norden.
9. og 10. Kvalitetssikring og miljøredegørelse:
Gælder kun for Svanemærket og lægger op til mere kvalitets- og miljøstyring i
produktionen.
Konklusion
Der findes som nævnt i dette afsnit mange forskellige muligheder for at mærke
produkter.
Som generel rettesnor kan man sige, at forbrugeren bør vælge miljømærkede
produkter, d.v.s med mærkerne Bra Miljöval, Svanemærket eller Blomsten, da
disse miljømærker er overvågede og styrede fra det offentliges side, og de følger
derved bestemte retningslinier. Her findes der en reel valgmulighed for
63

forbrugeren helt nede på porduktniveau i modsætning til den overordnede
lovgivning, som man som forbruger sjældent har nogen kontakt eller føling med.
64

8 Indholdsstoffer
Ud fra et miljømæssigt synspunkt er det ikke ligegyldigt, hvilket vaskemiddel
man vælger. Der er stor forskel på, hvilke stoffer der indgår i forskellige
vaskemidler, hvor skadelige de er for miljøet, og i hvor store koncentrationer de
skadelige stoffer findes i vaskepulveret.
Herefter følger en gennemgang af de stoffer der er eller kan være tilsat
vaskepulver, samt en ”grundforklaring” om de miljømæssige aspekter [19].
8.1 Giftighed, bioakkumulerbarhed og bionedbrydelighed
I det følgende, under afsnittene om miljøegenskaber, vil der blive omtalt
forskellige grader af giftigheder. Giftighederne af de forskellige kemiske og
naturlige stoffer er bestemt ved forsøg med forskellige vandlevende organismer,
det kan f.eks. være alger, fisk eller krebsdyr. Man opererer både med dødelighed
og ændret adfærd som indikatorer for giftvirkningen. Ved forsøg med
dødelighed arbejder man typisk med en LC50-værdi (LC= lethal koncentration).
LC50-værdien er den koncentration af et stof, ved hvilken 50% af forsøgsdyrene
er døde som følge af giftvirkningen. Tilsvarende arbejder man i forsøg, hvor
adfærden anvendes som indikator, med en EC50-værdi (EC= effekt
koncentration), der er den koncentration ved hvilken 50% af dyrene udviser
adfærdsændringer.
Et stof kategoriseres som skadeligt ved LC/EC50-værdier på 10-100mg./l.,
giftigt ved LC/EC50-værdier på 1-10mg./l. og meget giftigt ved LC/EC50-
værdier på 1mg./l. eller derunder [10].
65

Nogle stoffer har egenskaber der gør, at de kan ophobes i levende organismer
(bioakkumuleres) eller bindes til organisk materiale i spildevandsslam og
sedimenter 13 . Kemiske stoffer betragtes som bioakkumulerbare, når de kan
findes i organismer i en koncentration, der er højere end i det omgivende miljø.
Nogle af indholdsstofferne i tekstilvaskemidler har egenskaber der gør, at de vil
kunne ophobes i miljøet, såfremt de ikke nedbrydes.
Det der bestemmer om et stof er bioakkumulerbart er, hvordan det fordeler sig
mellem fedt og vand, dette kaldes fordelingskoefficienten (Kow). Når stoffet
fordeler sig med 1000 dele til fedt og 1 del til vand (Kow = 1000 ) eller mere,
betegnes det som potentielt bioakkumulerbart [11].
I dag kræver loven, at vaskeaktive stoffer skal være mindst 90% nedbrydelige
(jvf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr.443 af 6. september og bekendtgørelse
nr. 124 af 14. marts 1986). Den nedbrydelighed, der er tale om i
bekendtgørelserne, er den primære nedbrydelighed.
Krav om primær nedbrydelighed sikrer ikke, at de skadelige egenskaber er
fjernet fra miljøet. Der er nemlig ikke er tale om en fuldstændig nedbrydning til
uskadeligt kuldioxid og vand.
Dette hensyn er udelukkende lavet, da man
oplevede store problemer med skum i
rensningsanlæggene, og særligt i de recipienter 14 ,
der modtog urenset spildevand, f.eks. vandløb og
søer. Reglen er altså løsningen på et teknisk
13 Ordet sediment kan direkte oversættes med aflejring eller bundfældning, her menes der sø- eller havbund, som
jo består af bundfældet organisk materiale.
14 Recipienter er et fælles begreb for områder der modtager spildevand, f.eks. en sø eller en mark.
66

problem, mere end et miljømæssigt problem. Særligt skal man bemærke, at der
ikke tales om, hvordan man skal forholde sig til nedbrydningsprodukterne, efter
den primære nedbrydning. Disse kan i flere tilfælde vise sig at være mere
skadelige end det oprindelige stof, og bør derfor undersøges.
Kigger man nærmere på de enkelte bestanddele i vaskemidler, vil det
forekomme rimeligt med en mere restriktiv politik vedrørende udledninger og
producerede mængder.
Nedbrydningen af et vaskeaktivt stof til dets grundbestanddele går over mange
trin med adskillige forskellige nedbrydningsprodukter undervejs. Den primære
nedbrydelighed er derfor et dårligt redskab til at bestemme et vaskeaktivt stofs
miljøegenskaber. Oplysninger om fuldstændig biologisk nedbrydelighed er mere
relevante i denne sammenhæng.
I flere tilfælde er der forskel på nedbrydeligheden under iltede (aerobe) og i
iltfrie (anaerobe) forhold; nedbrydningen vil ofte være vanskeligere under iltfrie
forhold end under iltede.
Det er meget vigtigt også at kende til den anaerobe nedbrydelighed af
vaske/overfladeaktive stoffer, idet disse stoffer bindes til organisk materiale i
spildevand og i vandmiljøet. Det betyder at de vaskeaktive stoffer har en stor
tendens til at ophobes i spildevandsslam og i de akvatiske 15 sedimenter, der er
domineret af iltfrie forhold [11].
8.2 Kemien bag indholdsstofferne i vaskemidler
Tabel 5. Typisk sammensætning af vaskemidler
Stofgruppe Eksempel Mængde i %
Overfladeaktive stoffer Anioniske tensider
5 – 10
(detergenter)
Nonioniske tensider
1 – 5
15 Akvatisk = noget som vedrører vand.
67

Kompleksdannere Natriumtripolyfosfat 10 – 40
Ionbyttere Zeolith-A 0 – 30
Blegemidler Natriumperborat 15 – 35
Stabilisatorer Fosfonat, TAED 0.2 – 1
Enzymer Lipaser, proteaser 0.3 – 1
Optisk hvidt Stilbendisulfonsyre 0.1 – 1
Korrosionshæmmere Natriumsilikat 2 – 7
Fyldstof Natriumsulfat 2 – 25
Blegeaktivatorer TAED 0.2 – 2
Smudsbærere Carboxyl-methyl-cellulose 0.5 – 2
Farve 0 – 0.001
Parfume 0.05 – 0.3
Kilde: Miljøministeriet, (1993) [18].
8.2.1 Overfladeaktive stoffer
Disse stoffer kendes under flere forskellige navne, nemlig som detergenter,
tensider, syndeter 16 og sæber. Ordet detergent benyttes oftest om syntetiske
substanser, der ikke er fremstillet ved saponifikation (forsæbning) af fedtstoffer
og olier, en velkendt gammel metode der bruges ved fremstillingen af sæber.
Figur 3. Skematisk tegning af et tensids virkemåde [23].
Detergenternes opgave er at nedsætte vandets overfladespænding, heraf
betegnelsen overfladeaktive stoffer, for derefter at samle sig omkring smuds og
fedtpartikler, således at disse kan vaskes ud af tøjet. Når overfladespændingen
nedsættes, vil vandet nemmere sprede sig, og det vil bedre trænge ind i tøjets
16 Ordet syndet stammer fra sammenlægningen af ordene syntetisk og detergent, og betyder syntetisk fremstillet
detergent.
68

fibre. Man siger at tøjet nemmere befugtes. Detergenten skal være delvist
vandopløselig (hydrofil) og delvist fedtopløselig (lipofil), og vil derved have den
egenskab, at den lægger sig i rummet mellem vandpartiklerne og fedtpartiklerne.
Figur 4. Kemisk struktur af nonylphenol. Bemærk den lineære facon, med en polær (hydrofil)
og en upolær (lipofil) ende. Den polære ende er enden med en OH-gruppe.
Når tilpas mange detergent molekyler omgiver en fedtpartikel, vil fedtpartiklen
til sidst blive løsrevet fra sit fæste, og danne en micelle. En micelle er en
”klump” eller en ”bold” dannet af fedtpartikler fuldstændigt omkranset af
detergent partikler. Da de vandopløselige ender vender bort fra fedtpartiklen, er
fedtpartiklen blevet gjort ”vandopløselig”, og kan skylles bort med hjælp af rent
vand og vasketromlens bevægelse. For at undgå, at det bortrensede materiale
sætter sig fast igen, er det af stor betydning, at micellerne ikke bliver for store,
sådan at de ikke kan undslippe gennem stoffets fibre. Det er derfor en vigtig
egenskab, at detergenten kan holde fedtstofferne i opløsning længe nok til, at de
kan udvaskes ved skyllestadiet.
Detergenternes opgave er altså at tage sig af selve rengøringen af tøjet.
Detergenter kan også tilsættes som skumregulatorer, der forhindrer for stor
skumdannelse i vaskemaskinen.
Ofte tilsættes der flere forskellige typer tensider, for at klare de forskellige
opgaver. I tekstilvaskemidler tales der overordnet om to typer tensider; de
nonioniske og de anioniske 17 . De nonioniske tensider kan ikke udfældes i hårdt
17 En anion er en negativ ion, som f.eks Cl - ionen fra kogsalt. (NaCl)
69

vand, og de fleste af disse stoffer er mindre akut giftige end de anioniske. Da der
er stor forskel i skadelighed på anioniske og nonioniske tensider, kan man
indvende at man burde undgå de skadelige, ved at undlade at bruge dem. Det er
desværre ikke muligt i stort nok omfang, hvorfor et reduceret vaskeforbrug er
ønskeligt.
Der findes tillige amfotere, eller amfolytiske 18 detergenter, der er i stand til at
virke som enten anionisk eller kationisk detergent, afhængigt af pH-værdien
(surhedsgraden) af vaskevandet.
Tabel 6. Opdeling af tensider i anioniske og nonioniske.
Anioniske tensider: Nonioniske tensider:
Sulfonater Alkoholethoxylater
Sulfonsyrer Alkylphenolethoxylater
Sulfater blokpolymerer
Fedtsyrer
fedtsyresæber.
sukkertensider
Kilde: [19].
Miljømæssige egenskaber
Vaskeaktive stoffer er generelt giftige overfor vandlevende organismer, og det
er derfor hovedsagligt stoffernes nedbrydelighed, der er afgørende for deres
miljømæssige effekter [10].
De fleste tensider er bionedbrydelige under aerobe forhold, og under aerobe
forhold er der også kun små forskelle på deres giftighed overfor vandlevende
organismer.
18 En amfolyt er en kemiske forbindelse der kan være både syre og base, afhængigt af de kemiske
omstændigheder.
70

Der er dog væsentlige forskelle på tensiderne bionedbrydelighed under
anaerobe forhold (forhold, hvor der ikke er ilt til stede). Det er også forskelligt, i
hvor høj grad de forskellige tensider opkoncentreres i levende organismer
(bioakkumulering).
8.2.2 Anioniske tensider:
Anioniske tensider kan indeholde en sulfonat- eller sulfat- eller en
carboxylsyregruppe. De fleste anioniske tensider danner tungtopløselige salte
med Ca 2+ (calcium) og Mg 2+ (magnesium) ioner, der findes i hårdt vand. Når
disse salte findes, mistes vaskeevnen. Det er af den grund, at det er nødvendigt
med kalkbindere, der netop fjerner disse metalioner.
Blandt de anioniske tensider har der især været opmærksomhed omkring LAS
(Lineære Alkylbenzen-Sulfonater). Ifølge de hidtidige undersøgelser er LAS
meget giftigt for vandlevende organismer.
LAS er udover almindelig sæbe det mest anvendte overfladeaktive stof i verden.
Produktionen på årsbasis er på 2,5 millioner tons verden over, og der anvendes i
Danmark 3.000 tons årligt . Årsagen til den meget udbredte brug af LAS er, at
stoffer er meget billigt for producenterne og samtidigt meget effektivt [14, 19].
Desuden mener flere af producenterne stadig ikke, at brugen af LAS udgør
nogen risiko for miljøet [19]. Indtil 1997 hævdede producenternes
brancheforening SPT, at der slet ikke var LAS i kompakte vaskemidler. Som
følge heraf anbefalede Forbrugerstyrelsen i 1996 at den miljøbevidste forbruger
burde anvende kompakt vaskepulver for at undgå LAS. I august 1997 lod
miljøorganisationen Grøn Information nogle af de mest solgte kompakte
vaskepulvere teste for indhold af LAS. Det viste sig at de alle indeholdt LAS i
mængder fra 3,4- 92 g/kg [14]. LAS er medtaget på Miljøstyrelsens liste over
uønskede stoffer [21]. LAS nedbrydes til en vis grad i renseanlæggene, men det,
der ikke nedbrydes, udledes til det omgivende miljø - hovedsageligt bundet til
71

spildevandsslammet. Op til 20% af det LAS, der tilføres til et rensningsanlæg
med spildevandet, kan genfindes i slammet [19].
Sulfonsyrer, der også anvendes som anionisk tensid, har med hensyn til
giftighed og bionedbrydelighed egenskaber, der ligner sulfonaters [10].
Ifølge en projektrapport fra Miljøstyrelsen har sulfonater generelt en lavere
bionedbrydelighed end sulfater, og anbefalingen er her, at man bør vælge
sulfater, hvor det er muligt.
I sjældne tilfælde anvendes alkylsulfater, disse er mindre giftige end
sulfonaterne, og desuden nedbrydes de både under aerobe og anaerobe forhold
[11].
Fedtsyrer og fedtsyresæber er de mest simple anioniske tensider, og de bliver
fremstillet af animalsk fedt eller vegetabilske olier. De nedbrydes let i
rensningsanlæg og i miljøet, og er generelt mindre giftige end syntetiske
anioniske tensider.[10] .
8.2.3 Nonioniske tensider:
Alkoholethoxylater er nonioniske tensider, der normalt nedbrydes i
rensningsanlægget og i andre iltholdige miljøer. Flere af disse tensider har vist
sig også at være nedbrydelige under anaerobe forhold. Nogle alkoholethoxylater
er meget giftige for vandlevende organismer, hvis de slipper ud i miljøet, andre
betegnes som giftige for vandlevende organismer [19].
Alkylphenolethoxylater er svært nedbrydelige nonioniske tensider, der kan
ophobes både i spildevandsslam og i miljøet, og de er giftige for vandlevende
organismer. Desuden har flere undersøgelser vist, at et af
72

nedbrydningsprodukterne fra NPE (nonylphenolethoxylat), nemlig nonylphenol,
kan have en hormonforstyrrende effekt på fisk, og varmblodede dyr, heriblandt
mennesker [19].
Alkylphenolethoxylater er ligesom LAS at finde på Miljøstyrelsens liste over
uønskede stoffer [21].
Miljøstyrelsen har i 1987 indgået en frivillig aftale med producenterne
(brancheforeningen SPT) om udfasning af Octyl- og nonylphenolethoxylat i
rengøringsprodukter til det danske marked [21].
Blokpolymerer er en gruppe af nonioniske tensider, der har en ret lav giftighed,
men som ikke nedbrydes i nogen særlig grad i renseanlæg. Det er usandsynligt,
at anvendelse af blokpolymerer i det omfang det finder sted i øjeblikket, kan
give anledning til uønskede effekter i miljøet [11].
Sukkertensider er nyere alternativer til de syntetiske nonioniske tensider, de
svarer i miljøegenskaber til de naturlige fedtsyresæber blandt de anioniske
tensider. De er generelt mindre giftige end de øvrige nonioniske tensider, de kan
være giftige for fisk, men de nedbrydes normalt så hurtigt, at giftvirkningen er
uden praktisk betydning [10].
Det er især de vaskeaktive stoffer, der kan være farlige for vandlevende
organismer. Det er deres evne til at opløse fedt, der gør dem skadelige for
smådyr i vandmiljøet. Specielt er den tynde hud i gællerne hos fisk, vandlopper
og muslinger udsat. ”Det strategiske miljøforskningsprogram” har bl.a. vist, at
muslinger kan påvirkes i deres stadium som larver. Sæbestofferne gør, at
larverne ikke kan sætte sig fast på sten og andre overflader, når de skal udvikle
sig til voksne muslinger [23].
73

8.2.4 Kompleksdannere, ionbyttere og EDTA
I vaskevandet findes der forskellige metalioner, hovedsageligt calciumioner
(Ca 2+ ) og magnesiumioner (Mg 2+ ), men jern (Fe 2+ ) kan også forekomme. I egne
med hårdt vand, er indholdet af calcium- og magnesiumioner stort, og i egne
med blødt vand er indholdet lavt. Ved vask af tøjet vil disse ioner have en
tendens til at udfælde i tøjet, og i særdeleshed på varmelegemerne i
vaskemaskinen. De vil også binde sig til den ioniske ende af det vaskeaktive
stof, og dermed fjerne vaskekraften fra dette. Det er kun de anioniske
detergenter, der rammes af dette problem, da metalionerne er positive ioner og
de anioniske detergenter er negative ioner. Sammen danner de tungtopløselige
salte, der udfælder som faste partikler. Man kalder disse reaktionsprodukter for
kalksæber. Denne ulempe kan forhindres, hvis det er muligt at binde
metalionerne kemisk, og rense dem ud med skyllevandet. Til det formål har man
flere muligheder, nemlig kompleksdannere og ionbyttere.
Kompleksdannere er kemiske forbindelser der kan binde sig til ionerne, og
danne kompleksioner med disse. Disse komplekser er meget stabile, og vil
derfor dannes sålænge der er metalioner og overskud af kalkbinder tilstede i
vandet. Man kan på denne måde effektivt reducere indholdet af de uønskede
metalioner. Da disse kompleksioner samtidigt befinder sig på opløst form, og
ikke som partikler, har man undgået problemet med for store partikler, og det
uønskede materiale kan nemt skylles bort. Et eksempel på kompleksdannere er
fosfater, silikater og carbonater.
74

En anden metode er ved brug af Zeolith-A 19 , der er et slags mineral. Det har den
egenskab, at det kan opfange ladede partikler. Zeolithter er mikroskopiske korn,
der har en masse små hulrum. Inde i hulrummene eksisterer særlige elektriske
tilstande, sådan at små ladede partikler fanges, og store passerer uhindret forbi.
Det er en slags ”omvendt sigte”, der fanger små ioner, men lader de store
passere. Zeolithten binder metallerne inde i hulrummene, og fjerner dem dermed
fra vaskevandet. Det hedder ionbyttere, fordi der sker det inde i zeolithten, at for
hvert metalion der bindes, udskilles der to natriumioner (Na + ). Ionerne bytter
simpelthen plads. Natriumioner er meget letopløselige, og kan ikke danne
forbindelser med detergenterne. På den måde får man udskiftet nogen generende
metalioner med nogen uskadelige natriumioner.
Zeolithter er meget fine partikler, der nemt kan passere tøjets fibre, og der sker
derfor ikke en aflejring i tøjet.
En tredje mulighed er ved hjælp af EDTA. EDTA fungerer på samme måde som
kompleksdannere, bortset fra at der ikke dannes kompleksioner, men
ladningsløse komplekser (der er ringformede), også kaldet chelater. Forskellen
er minimal, og resultatet er det samme; nemlig at metallerne (Calcium og
magnesium) bindes meget stærkt, hvorved det nemt udvaskes senere i processen.
Visse kalkbindere regulerer også pH i vaskevandet.
I områder med hårdt vand er det en god ide at tilsætte kalkbinder separat, da det
vil nedsætte mængden af tensider, der skal til for at gøre tøjet rent.
Tidligere anvendtes også NTA (nitrilotrieddikesyre), der dog stort set er gået ud
af vaskemiddelproduktionen p.g.a. mistanke om kræftfremkaldende egenskaber
[19].
19
Zeolithter er naturligt forekommende, men kan også fremstilles syntetisk. Til industrielt brug fremstilles der
mange forskellige typer, der alle har specielle egenskaber. Zeolith-A er en syntetisk fremstillet zeolith, hvor man
f.eks. kan bestemme porestørrelsen, og dermed hvilke stoffer, der skal kunne passere uhindret.
75

Miljømæssige egenskaber
Den mest anvendte kalkbinder er polyfosfat, men den har visse miljøproblemer.
I fosfatfrie vaskemidler er fosfaterne erstattet med polycarboxylater, citrat,
zeolithter, NTA og EDTA. Polycarboxylater, citrat og zeolithter er ikke specielt
skadelige for miljøet. Det samme kan ikke siges om NTA og EDTA, der har
egenskaben, at de kan binde metaller, der ellers er bundet meget hårdt til
slammet, eller andre substrater. Således bringes disse metaller i opløsning; man
siger at de bliver mobiliseret. Der tænkes specielt på tungmetaller som kviksølv
(Hg) og bly (Pb), men også på chrom (Cr). NTA er som ovenfor nævnt tillige
mistænkt som værende carcinogent (kræftfremkaldende).
Blandt kalkbindere er det hovedsageligt EDTA og fosfonater, der kan give
anledning til bekymring, idet begge stoffer er vanskeligt nedbrydelige i
rensningsanlæg.
EDTA kategoriseres som skadelig for vandlevende organismer, det kan desuden
virke skadeligt på reproduktionen. I produkter, der opnår det Europæiske
miljømærke ”Blomsten” eller det Nordiske miljømærke ”Svanen”, må EDTA
ikke anvendes [19]. Effekten af stoffet NTA ligner den for EDTA, men som før
nævnt anvendes NTA stort set ikke mere i Danmark.
Fosfonater anvendes også som erstatning for fosfater.
Fosfonater er kategoriseret som giftige for vandlevende organismer, og er især
meget giftige for alger. Fosfonater kan desuden øge tungmetallers opløselighed,
og derved øge koncentrationen af tungmetaller i vand med øget eksponering af
vandlevende organismer til følge [10].
76

Fosfater har tidligere været et stort problem for vandmiljøet. Populært kan man
sige, at de fungerer som gødning og forårsager en opblomstring af alger, med
ubalance i f.eks. søers økosystem til følge. Som følge af kravene i
Vandmiljøplan ´95 [Vandmiljøplan 1988-07-22 Vejl. (Rettelse 1994)] er der i de
senere år sket en udbygning af renseanlæggene. Således sker der på flere og
flere anlæg en ret effektiv fosforfjernelse [5]. Under forudsætning af, at man er
tilsluttet et rensningsanlæg, der fjerner fosfor, betragtes det derfor som
forsvarligt at anvende vaskepulver med fosfat.
Kalkbinderne zeolithter og polycarboxylater er begge svært nedbrydelige, men
de har ifølge Miljøstyrelsen ingen væsentlige skadevirkninger. Zeolithter binder
sig, ligesom EDTA, til tungmetaller, men da zeolithter ikke er vandopløselige,
resulterer denne binding ikke i en øget udledning af tungmetaller fra renseanlæg
til vandmiljøet [19]. Zeolithter anses for uskadelige for vandmiljøet, når de
forekommer i små mængder [10].
Carbonater og citrater nedbrydes forholdsvist let og har samtidig en lav
giftighed [10, 19].
Det samme hævder Miljøstyrelsen i miljøvejledningen ”Tekstilvaskemidler
Baggrund” fra 1999 er tilfældet for silikater generelt. Dette er dog i modstrid
med oplysninger i en videnskabelig artikel af M.St.J. Warne & A.D. Schifko,
ligeledes fra 1999. Denne undersøgelse viser, at natrium silikat sammen med
tensiderne var det indholdsstof, der bidrog mest til den samlede giftighed af
vaskepulver [24].
De syrer og salte af syrer, der anvendes i kalkbindere er generelt ikke
problematiske ved udledning til vandmiljøet, da de er let nedbrydelige. Syrer
virker dog ætsende i ufortyndet tilstand, men er uskadelige ved neutral pH (pH
77

7). Neutral pH-værdi opnås hurtigt ved fortynding enten i renseanlægget, eller
ved udledning til recipienten [10].
8.2.5 Blegemiddel
Til nogen typer vaskemidler tilsættes der blegemidler. Det er de typer
vaskemidler, der ikke hedder noget med color, idet blegemidler også fjerner
farven fra tekstilerne. Blegemidler udgøres for det meste af natriumperborater,
der har den egenskab, at de ved opvarmning udskiller oxygen (ilt) til vandet.
Herved sker der en oxidation (iltning) af organiske pletter fra f.eks. kaffe, the,
rødvin og frugt, sådan at de farvede pletter fjernes. Det gælder dog også for
tøjets oprindelige farve, og blegemidler bruges derfor hovedsageligt til vask af
hvide tekstiler. Der findes andre blegemidler end perborater, som f.eks. de mere
uskadelige perkarbonater.
Ønskes det at vaske ved lavere temperaturer, skal der tilsættes stabilisatorer til
vaskemidlet, ellers virker perboraterne ikke. Det er stoffer som TAED og
fosfonater, der virker som stabilisatorer. Vasketemperaturen kan ved hjælp af
disse komme helt ned på 40 °C [18].
Tabel 7. Typiske indholdsstoffer udover tensider.
Blegemiddel (oxidant) Blegestabilisatorer Blegeaktivator
Perborat Magnesiumsilikat TAED (tetraacetylendiamin)
Percarbonat *Fosfonater
Miljømæssige egenskaber
Natriumperborat udgør 10-30% af mange maskinvaskemidler (undtaget color
vaskemidler), og virker fra ca. 60 °C.
Perboraten nedbrydes til borsyre, der kan give problemer i visse vandløb. Ved
dyreforsøg er det vist, at både borsyre og borater har reproduktionskadelige
effekter. Perborater i vaskemiddel bør derfor så vidt muligt undgås [19].
78

Borsyre er i større mængde skadeligt for planter.
I havvand er det naturlige indhold af bor 20 stort. Det ligger omkring 4 mg/l, og
udledninger af borsyre fra vaskemidler udgør derfor ikke et stort miljøproblem
for havmiljøet. Nogle vaskemidler indeholder stoffer, der aktiverer perboraten
ved lavere temperaturer, nemlig TAED og fosfonater [5].
TAED anses ikke for at være skadelig i vandmiljøet [10].
På industrielle vaskerier anvendes der desuden klorholdige blegemidler Det er
hovedsageligt disse, der giver anledning til bekymring, da de kan danne
organiske klorforbindelser, der kan være skadelige for vandmiljøet.
8.2.6 Enzymer
Enzymers funktion i vaskemidler er at nedbryde specifikke pletter på vasketøjet,
f.eks. proteiner. Proteiner binder særdeles godt til overflader, og kan ofte ikke
fjernes med vaskemidler alene. Enzymerne nedbryder pletternes bestanddele til
mindre enheder, der så kan vaskes væk v.h.a. tensiderne. Enzymer forbedrer
vaskeevnen ved lav temperatur.
Der anvendes flere forskellige typer enzymer i vaskemidler:
Tabel 8. Forskellige typer enzymer.
Protease nedbryder protein
Lipase nedbryder fedt
Amylase nedbryder kulhydrat
Cellulase nedbryder cellulosefibre
20 Grundstoffet Bor, atomsymbol B.
79

Ikke alle vaskemidler indeholder alle slags enzymer. De mest anvendte er
proteaser [19] . Hvis enzymer er tilsat, forbedrer det vaskemidlets effektivitet
meget overfor de specifikke pletter [12].
Enzymer fremstilles syntetisk, ved dyrkning på specielle svampearter, og
tilsættes vaskemidlet i tørret form.
Enzymerne nedbrydes i renseanlæggene, og udgør ikke noget miljøproblem.
8.2.7 Optisk hvidt
Optisk hvidt er efterhånden blevet en integreret del af mange vaskemidler. De
må betragtes som farvestoffer, der absorberes 21 af tekstilerne, dog uden at blive
vasket ud ved den efterfølgende skylning.
Det er et stof, der kan omdanne ultraviolet lys til synligt lys, i den blå ende af
skalaen. Da det usynlige ultraviolette lys omdannes til synligt blåt lys, vil der
reflekteres mere synligt lys fra tekstilerne, hvis de er behandlet med optisk hvidt,
end der ville, hvis de ikke var. På den måde får det tøjet til at se mere lysstærkt
ud. Da det ekstra udsendte lys ligger i den blå-violette ende af spektret, vil det
komplementere den gullige nuance, der er i fibrene, og på den måde få det til at
se hvidere ud. På denne måde får optisk hvidt tøjet til at blive både hvidere og
lysere, eller måske snarere mere lysintenst.
Det er avancerede stoffer, der har disse egenskaber, og strukturen for mange af
dem er fabrikshemmeligheder.
Optisk hvidt skal ikke forveksles med den ældre metode, hvor man blåner tøjet.
Denne metode fungerer sådan, at man tilsætter en blå farve til vaskevandet, der
21
Absorbere: At noget suges ind i et materiale, og gennemtrænger dette. Hvis et materiale f.eks. absorberer lys
med en særlig farve, betyder det, at lys med den absorberede farve ”forsvinder” og resten reflekteres igen. Et
stykke grønt papir reflekterer grønt lys, medens resten er blevet absorberet.
80

adsorberes 22 til tøjets overflade. Dette pigment vil absorbere noget af den gule
farve, der rammer den, og vil reflektere farver rigere på blå. Men overordnet set
absorberer tøjet mere lys end det reflekterer, og vil derfor ikke se lysere ud, blot
hvidere.
Miljømæssige egenskaber
De fluorescerende stoffer, der anvendes som optisk hvidt, er alle svært
nedbrydelige, og de er giftige for vandlevende organismer [19]. Optisk hvidt kan
desuden give hudproblemer [10]. Optisk hvidt må som udgangspunkt siges at
være overflødigt, idet det kun er en falsk hvidhed, der påføres tekstilet.
Tøjets ægte farve bevares ved rigtigt valg af vaskepulver, vandtemperatur og
ved sortering af tøjet efter farve.
8.2.8 Fyldstoffer
Traditionelle vaskepulvere er tilsat fyldstoffer, der giver vaskepulveret nogle
bestemte egenskaber, dels gør det pulveret lettere at håndtere ved f.eks.
dosering, dels tilfører det pulveret gode egenskaber i selve vasketromlen.
Natriumsulfat er det mest anvendte fyldstof. I flydende vaskemidler er
indholdsstofferne opløst i vand, her er det vandet der fungerer som fyldstof [19].
Miljømæssige egenskaber
Selve stoffet natriumsulfat betragtes ligesom andre sulfater som forholdsvist
uskadeligt, men brugen af fyldstoffer giver andre miljømæssige problemer. I
ikke kompakte vaskepulvere udgør fyldstofferne en stor del af pulveret, og dette
giver større emballageforbrug, mere transport og større behov for lagerplads.
22 Adsorbere: At noget sætter sig på en overflade, uden at gennemtrænge denne.
81

Brug af vaskemidler med fyldstoffer medfører altså et unødvendigt højt forbrug
af ressourcer.
8.2.9 Parfume
Parfume tilsættes for at tilfredsstille nogle forbrugeres ønske om velduftende tøj.
Parfumen kan dels camouflere ubehagelige lugte fra andre indholdsstoffer i
vaskemidlet, dels lugte fra snavs, der ikke blev fjernet fra tøjet ved vask [19].
Tabel 9. Parfumer.
Syntetiske parfumer
Naturlige æteriske olier
Miljømæssige egenskaber
Nogle parfumer kan muligvis være skadelige for miljøet [19]. Især visse
syntetiske parfumer kan være giftige og vanskeligt nedbrydelige, hvorimod de
naturlige æteriske olier anses for at være uskadelige for vandmiljøet, når de
forekommer i små mængder. Om parfumer generelt må det siges, at deres
miljøeffekter er dårligt undersøgt [5, 10].
Det er dog et veldokumenteret faktum, at nogle parfumestoffer kan fremkalde
allergiske reaktioner.
Parfume må anses for at være et unødvendigt indholdsstof i vaskemidler, idet
det ikke har nogen funktion i vaskeprocessen, derfor bør det så vidt muligt
undgås.
8.2.10 Farvestoffer
Farvestoffer tilsættes ligesom parfume af rent kosmetiske årsager, blot er der her
kun tale om, at man ønsker at give selve vaskemidlet en bestemt farve [19]. Der
er altså tale om, at producenterne forsøger at give vaskemidlet en fremtoning,
der opfattes som attraktiv af forbrugerne.
82

Miljømæssige egenskaber
Farvestoffer har, ligesom parfume, ingen funktion i vaskeprocessen. De kan give
allergi og hudirritation. Miljøeffekterne af farvestoffer er generelt dårligt
undersøgt, men flere farvestoffer anses dog for at være svært nedbrydelige [10].
8.2.11 Skumregulatorer
Skumregulatorer (eller skumdæmpere) tilsættes vaskemidlet for at undgå for stor
skumudvikling under vaskeprocessen [19].
Tabel 10. Skumregulatorer.
Silikoneforbindelser
Carbamid
Specielle tensider
Miljømæssige egenskaber
Silikone og silikoneolie anses for uskadeligt i vandmiljøet, når det forekommer i
små mængder. Carbamid anses heller ikke for at være skadeligt i vandmiljøet
[10].
8.2.12 Beskyttende kolloider
Også kaldet antiredepositionsmidler er stoffer, der forhindrer snavs, der er opløst
og fjernet fra tøjet, i at sætte sig på tøjet igen. De beskyttende kolloider har
egenskaber, der gør, at snavset kan adsorberes til dem, og således forbliver i
vaskevandet [19].
Tabel 11. Beskyttende kolloider.
CMC (carboxylmethylcellulose)
stivelsesbaserede forbindelser
Andre polymerer
83

Miljømæssige egenskaber
Polymerer, der anvendes som beskyttende kolloider er generelt langsomt
nedbrydelige, men ugiftige.
8.2.13 Korrosionsinhibitorer
Tilsættes for at beskytte vaskemaskinens metaldele mod korrosionsangreb.
Korrosionsinhibitoren sætter sig i et meget tyndt lag på overfladen af metaller og
forhindrer herved angreb. En sideeffekt ved korrosionsinhibitorer er, at de virker
stabiliserende på perborater, der eventuelt er tilsat som blegemiddel, og desuden
gør de vaskevandet basisk. Oftest er det silikater der anvendes som
korrosionsinhibitorer, og mest anvendt er natriumsilikater [19].
Miljømæssige egenskaber
Der er som nævnt under afsnittet om kalkbindere forskellige meninger om
miljøpåvirkningen fra silikater.
8.2.14 Farvebeskyttende stoffer
Er stoffer der tilsættes for at forhindre afsmitning mellem forskellige farvede
tøjstykker. Afgivet farve holdes bundet i vaskevandet v.h.a. forskellige former
for polymerer, der kan binde farven til sig [19].
Polymerer er nonioniske tensider, der tilsættes for at hindre tekstilernes
farveafsmitning.
Miljømæssige egenskaber
Polymerer nedbrydes langsomt i miljøet, men de har en lav giftighed [10].
8.2.15 Konserveringsmidler
Tilsættes normalt ikke til vaskepulveret som færdigt produkt, men det kan være
tilsat flere af ingredienserne [19]. (Det er dog oftest nødvendigt at anvende
84

konserveringsmiddel i flydende vaskemiddel). De spiller en rolle i de
komponenter, der har let nedbrydelige bestanddele [10].
Tabel 12. Konserveringsmidler.
Parabener
Alkoholer
Kvaternære ammoniumforbindelser
Benzoater
Formaldehyd
Miljømæssige egenskaber
Generelt har konserveringsmidler giftvirkning overfor mikroorganismer, hvilket
er naturligt nok, da de netop er tilsat for at undgå bakterie- og svampevækst i de
forskellige indholdsstoffer. Dette betyder dog, at de må antages også at have
giftvirkning overfor andre organismer (f.eks. alger). Formaldehyd er giftig for
fisk og desuden kræftfremkaldende. Konserveringsmidler kan også fremkalde
allergi og hudirritation [10].
85

Tabel 13. Oversigt over skadelige- og mindre skadelige indholdsstoffer.
Indholdsstof: Meget skadelige Begrænset skadelige
Tensider anioniske Sulfonater (LAS)
Fedtsyresæber
Sulfonsyrer
Sulfater
Tensider nonioniske Alkylphenolethoxylater Sukkertensider
Alkoholethoxylater
Blokpolymerer
Kalkbindere Fosfater*
Fosfater*
NTA
Zeolithter
EDTA
Citrater
Fosfonater
Silikater**
Polycarboxylater
Enzymer Lipaser
Amylaser
Proteaser
Cellulaser
Blegemidler Perborater Percarbonater
Blegemiddelaktivatorer TAED
Blegestabilisatorer Fosfonater
Optisk hvidt +
Parfume +
Farvestoffer +
Fyldstoffer +***
Skumregulatorer Silikoneforbindelser
Beskyttende kolloider CMC
Andre polymerer
Korrosionsinhibitorer Silikater**
Farvebeskyttende stoffer Polymerer
Konserveringsmidler +****
* I dag foregår der en effektiv fosfatfjernelse på mange rensningsanlæg, men er man
imidlertid tilsluttet et renseanlæg, der ikke har fosfatfjernelse bør man vælge fosfatfrit
vaskepulver, og det samme gælder, hvis husstandens spildevand løber i en septiktank
eller lignende.
** Som nævnt under de respektive afsnit er der uenighed om giftigheden af silikater.
*** Det mest anvendte fyldstof natriumsulfat er ikke i sig selv skadeligt, dog medfører
anvendelse af ikke kompakt vaskemiddel et unødigt stort ressourceforbrug.
**** Konserveringsmidler er generelt skadelige i miljøet (de kan dog være svære at undgå),
da det ikke er vaskemiddelproducenterne, der tilsætter dem, men derimod
underleverandørerne, der tilsætter dem til det enkelte indholdsstof.
86

9 Slam
Der forbruges årligt i Århus kommune 20,9 mio. m 3 vand (1997 tal), leveret fra
Århus kommunale værkers vandforsyning [53]. Hovedparten af dette vand
finder anvendelse i husholdninger og industri, og bliver efter endt anvendelse
ledt til kommunens renseanlæg gennem kloaksystemet, i form af spildevand.
Den samlede mængde spildevand der modtages årligt på kommunens
renseanlæg, beløber sig til 34,5 mio. m 3 (1997 tal) [53]. De ekstra 13,6 mio. m 3
vand der tilledes, kommer fra indsivninger til kloakkerne, samt fra regnvand der
afstrømmer fra befæstede arealer, og opfanges af kloaksystemet.
Spildevandet indeholder betydelige mængder organisk affald og næringssalte,
der stammer fra husholdningernes køkkener og toiletter, vaske- og
opvaskemaskiner, samt industriens egne udledninger. I tillæg til de næringssalte
der stammer fra husholdningen, er der en del, der stammer fra overfladevand fra
befæstede arealer 23 .
I renseanlægget sker der en sortering af indholdet af spildevandet.
Den første fase er opfangning af store genstande, der frasorteres i en rist. De
kaldes med en fællesbetegnelse for ristestof. Herefter ledes spildevandet i
gennem et sandfang, hvor opslemmet sand bundfældes. Sandfanget er ofte
forsynet med en fedtfælde, der fjerner fedtpartikler fra overfladen af vandet.
Fedtet køres enten direkte til forbrænding, eller til anlæggets biogasanlæg (se
senere i afsnittet).
23
Her tænkes der specielt på nitrat, der formodes at komme fra regnvand. Når der sker emmision af nitrøse
gasser fra bilers udstødninger og fra forbrændingsanlæg, vil der kunne dannes nitrat. Når regnvandet
efterfølgende opsamles i kloakker, vil det derfor være beriget med nitrat.
87

Spildevandet, der nu er klar til selve renseprocessen, indeholder en betydelig
mængde organisk materiale. Det indeholder også uorganiske næringssalte, samt
kemikalier hidrørende fra f.eks. vaskemidler.
Det primære formål med rensningen er at fjerne næringssalte fra vandet 24 . Det er
specielt nitrogenholdige og fosforholdige næringssalte, der er tale om. Nitrogen
er bundet som nitrat (NO3 - ), og fosfor som fosfat (PO4 3- ).
Først ledes vandet ind i en serie af kar, der kan ilte vandet ved, at der
gennembobles med atmosfærisk luft. Disse kar har samtidigt en fysisk indre
opdeling, der gør det muligt at have iltfrie (anaerobe) forhold bestemte steder.
På denne måde kan man udnytte nogen bakterietyper, der er i stand til at
nedbryde nitrogenholdige bestanddele, således at nitratindholdet reduceres til et
acceptabelt niveau. Disse bakterier tilsættes bevidst til karsystemet. Det endelige
restprodukt, efter endt nedbrydning, er ren nitrogen-gas (N2) der bobler bort, ud
i atmosfæren. Det udgør ikke noget miljøproblem, da N2 er en naturlig
bestanddel af denne. Det forholder sig nemlig sådan, at atmosfæren består af
78% N2.
Efter nitrogenrensningen, også kaldet den biologiske rensning, fjerner man
fosfat fra vandet. Det sker ved tilsætning af jernsulfat (FeSO4), hvorved fosfaten
udfældes.
Vandet ledes herefter til klaringstanken, hvor det rensede vand skilles fra
slammet, der både består af bundfældet fosfat og organisk materiale. Herefter
udledes vandet til recipienten.
For at reducere slammængden, sender man det i gennem et biogasanlæg. De
fleste større renseanlæg har et biogasanlæg installeret. På den måde udnytter
24 Næringssalte er årsag til eutrofiering af overfladevand som f.eks. åer, vandløb og søer.
88

man brændværdien i slammet, ved at omdanne det til metan. Metanen udnyttes i
et kraftværk, der producerer strøm til den daglige drift.
Efter endt proces, har man et produkt der er rigt på fosfat, idet fosfat er et
uorganisk salt, der derfor ikke nedbrydes ved biogasomdannelse. Det høje
fosfatindhold gør slammet velegnet som gødningsmiddel på landbrugsjorde.
Slammet indeholder tillige organiske bestanddele, der ikke kan nedbrydes i
biogasanlægget, men som har en gavnlig effekt på jorden. Det skaber porøsitet i
jorden, og gavner herved med strukturforbedrende egenskaber.
Renseanlægget kan ikke fjerne alle uønskede kemiske stoffer fra spildevandet
fuldstændigt. De stoffer som ikke nedbrydes, forbliver i det rensede spildevand,
eller udfældes i slammet. Da slammet tillige har et ret højt vandindhold, selv
efter afvanding (op til 25% vandindhold), kan der også være en del
vandopløselige stoffer tilbage i slammet af den grund. Dermed kan der tilføres
miljøfremmede stoffer til landbrugsjorden, hvis slammet anvendes i landbruget.
Der kan også tilføres uønskede stoffer til recipienten, via det rensede spildevand.
Koncentrationerne af disse stoffer kan være så høje, at de påvirker de mest
følsomme organismer. Det er særligt to typer af miljøfremmede stoffer, der
kommer fra vaskemidler, som forefindes i slam, nemlig nonylphenolethoxylater
(NPE) og lineære alkylbenzensulfonater (LAS). Disse to stofgrupper er vigtige
detergenter i vaskemidler, men har uheldige egenskaber i forhold til miljøet. Det
er deres ringe nedbrydelighed i anaerobe miljøer, der gør dem problematiske.
Når spildevandet ankommer til renseanlægget, bliver det på bestemte steder
under processen iltet, ved at der blæses luft i gennem det. På den måde får
mikroorganismerne, der har til opgave at nedbryde organisk materiale, aerobe
levevilkår der gør processen mulig. Nedbrydningen virker også for nogen af de
uønskede kemiske forbindelser, der er tilstede i spildevandet, men ikke i særlig
høj grad på NPE og LAS. Hovedårsagen til dette kan være, at NPE og LAS
89

adsorberes til overfladen af slammet, og andre partikler i spildevandet. Så længe
NPE og LAS sidder fast på overfladen af partikler, er de kun i ringe grad
tilgængelige for angreb fra mikroorganismerne. På den måde undslipper de
nedbrydningen i luftningstankene. Opholdet her er typisk 24 timer eller mindre.
Den aerobe nedbrydningstid for LAS ligger langt under 24 timer, men p.g.a. at
det er bundet til slammet, nedbrydes det ikke fuldstændigt. Efter afvandingen
bliver slammet deponeret i et slamlager, der skal kunne indeholde op til 9
måneders produktion [3]. Det betyder, at slammet der opholder sig her, har en
relativt lille overflade, så vekselvirkninger med luftens ilt bliver minimal. Derfor
sker der heller ikke her en god iltning af slammet. Når det så efterfølgende
pløjes ned i landbrugsjorden, bliver det gemt under jordoverfladen, igen
anaerobt.
Problemet med LAS er derfor, at det ikke kommer under aerobe betingelser i
tilstrækkelig lang tid, til at kunne nedbrydes fuldstændigt.
Der findes mange forskellige undersøgelser om skæbnen af LAS i forbindelse
med spildevand, hvilket gør det svært at afgøre, hvad der er korrekt.
Modelberegninger fra Holland antyder f.eks., at 40-60% af spildevandets
indhold af LAS, allerede nedbrydes i kloakledningerne [13]. Det antydes
hermed, at LAS ikke er så svært nedbrydeligt som andre kilder antager.
Da der er bred enighed om det fornuftige i, at anvende slam som gødningskilde,
men at det ikke skal ske for enhver pris, er der fastsat grænseværdier for, hvor
meget af de miljøfremmede stoffer slammet må indeholde. Det er en særlig
bekendtgørelse, der omhandler dette, ved navn Bekendtgørelse om anvendelse af
affaldsprodukter til jordbrugsformål 25 , også kaldet Slambekendtgørelsen. Med
25 Bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000
90

henblik på vaskemidler er det interessant at læse tabel 4a til 4c (bilag 2 i
slambekendtgørelsen) - se tabel herunder, hvori man kan læse grænseværdierne
for de fire forskellige stoffer, der er blevet udvalgt som særligt skadelige for
miljøet i slam. Her er der specielt nævnt to stoffer, som forekommer i
vaskemidler, nemlig de føromtalte LAS og NPE. Særligt skal det bemærkes, at
grænseværdien for NPE bliver reduceret år for år, og således skal ende på et
niveau på 10 mg/kg slam i 2002.
Disse grænseværdier har til formål at sikre, at afgrøderne og grundvandet ikke
forurenes.
Tabel 14. Afskæringsværdier der gælder til den 30. juni 2000
mg pr. kg tørstof
LAS 2600
Σ PAH 26 6
NPE 27 50
DEHP 100
Tabel 15. Afskæringsværdier der gælder fra den 1. juli 2000
mg pr. kg tørstof
LAS 1300
Σ PAH 3
NPE 30
DEHP 50
(Tabellen fortsættes næste side)
26
Sumtegnet (Σ) henviser til, at der er tale om den samlede sumkoncentration af 9 forskellige PAH forbindelser,
nemlig Acenaphthen, Phenathren, Fluoren, Fluoranthen, Pyren, Benzfluoranthener (b+j+k), Benz(a)pyren,
Benz(ghi)perylen, Indenol(1,2,3-cd)pyren.
27
Der er tale om både Nonylphenol, samt nonylphenolethoxylater med 1-2 ethoxygrupper.
91

(Fortsat fra forrige side)
Tabel 16. Afskæringsværdier der gælder fra den 1. juli 2002
mg pr. kg tørstof
LAS 1300
Σ PAH 3
NPE 10
DEHP 50
Kilde: Slambekendtgørelsen (2000) [3].
I sidste halvdel af 1990´erne blev der i gennemsnit årligt udbragt over 100.000
tons slam på landbrugsjordene. Alene i 1997 blev der produceret 151.717 tons.
Heraf blev 60.8% genanvendt i landbruget, til skov og markdrift. 21.7% blev
brændt, 15.9% endte på losseplads og 1.6% på langtidslager [7]. At omkring
40% af slammet bliver kasseret skyldes, at det ikke overholder de af
Miljøstyrelsen fastsatte grænseværdier. Dog kan det tillige skyldes, at det ikke
har været muligt at finde aftagere i landbruget af andre årsager end dette.
Slambekendtgørelsen siger nemlig i § 6, stk. 1, at ”Affaldsprodukter, der skal
anvendes til jordbrugsformål og privat havebrug, skal overholde grænse- og
afskæringsværdierne i bilag 2 og være prøvetaget og analyseret efter
bekendtgørelsens krav jf. §25, stk 3 28 . Endvidere må produkterne ikke indeholde
væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer.” [slambekendtgørelsen §6,
stk. 1] [3]. Her skal det i øvrigt bemærkes, at der gøres brug af
forsigtighedsprincippet, idet der i sidste sætning bruges ordet væsentlige, om
mængderne af andre miljøfarlige stoffer. Det er interessant, fordi der her skal
gøres brug af en vurdering i forbindelse med udstedelsen af et påbud, eller et
28
§ 25, stk. 3 beskriver, at tilsynsmyndigheden er plantedirektoratet. Plantedirektoratet skal føre tilsyn med
kvaliteten af spildevandsslam samt biologisk affald fra private, institutioner og private virksomheder. Tilsynet
skal føres efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
92

forbud (efter § 26 29 ). En vurdering, der skal sandsynliggøre, at der er sket en
lovovertrædelse, udelukkende med baggrund i, hvad der skønnes at være andre
miljøfarlige stoffer, og hvor meget der i givet fald må være tilstede af disse.
Hvis overtrædelsen af bekendtgørelsens regler er begået forsætligt, eller der er
handlet ved grov uagtsomhed (culpøst), kan der rejses straffesag, med op til 2
års fængselsstraf, eller bøder (§ 30, stk. 1 og stk. 2).
Det er vigtigt at understrege, at der over tid forekommer meget forskellige
koncentrationer af de samme miljøskadelige stoffer i slammet, i det samme
renseanlæg. Det afhænger af mange faktorer. Af denne grund skal man derfor
være opmærksom på undersøgelser, der hævder, at der ikke kan findes nogen
tegn på forurening, ved anvendelsen af spildevandsslam som gødning på marker.
Over 60.000 tons slam vil ikke kunne overholde grænseværdierne for indholdet
af NPE i 2002, som følge af opstramningen på grænseværdierne i
slambekendtgørelsen [8. bd. 17, s.590].
I Holland er ca. 97% af husholdningerne forbundet til et renseanlæg. Fra
målinger på 7 renseanlæg i Holland så det ud til, at ca. 99,8% af den
indkommende mængde af alkohol ethoxylater, blev fjernet fra spildevandet.
Herefter bliver det udledte spildevand fortyndet yderligere i kraft af, at det ledes
til recipienten, således at virkningen bliver minimal på vandlevende organismer
[1].
En sådan undersøgelse skal tages med forbehold, da NPE betragtes som yderst
skadeligt, selv i små doser.
29
§ 26, stk. 1 og 2 beskriver, at der kan nedlægges påbud om afhjælpende foranstaltniger, hvis der er fare for
forurening ved lagring af slam, og forbud mod anvendelse, hvis der er fare for forurening eller risiko herfor.
93

Konklusion
Spildevand, og i særdeleshed spildavandsslam vil altid indeholde en vis mængde
uønskede kemiske stoffer. Med den nuværende teknologi drejer det sig specielt
om NPE og Las, når der fokuseres på vaskemidler. Da slam har et højt indhold
af fosfat, er det ideelt at genanvende slam som gødningsmiddel. Desværre er
dette kun muligt hvis indholdet af uønskede substanser er så lavt, at de ikke
udgør en sundhedsrisiko for mikroorgansimer, planter og ultimativt også for
mennesker.
Hvis indholdet af miljøfremmede stoffer i slam og spildevand skal nedbringes,
er det nødvendigt med indførelse af ny teknologi, mere moderat brug af
vaskemidler samt strengere håndhævelse af nuværende lovgivning vedrørende
brug og udledning af uønskede kemikalier til naturen.
Ny teknologi kan være vaskemaskiner, der bruger mindre vand, med
medfølgende mindre forbrug af kalkbinder i vaskemidlet. Bedre renseanlæg, der
kan opfange miljøfremmede stoffer.
En holdningsændring i befolkningen kan føre til et reduceret forbrug af
vaskemidler generelt. Forbruget på nuværende tidspunkt anses for at være for
højt.
Endelig kan strengere lovgivning regulere brugen af visse stoffer, specielt på
producenternes side. Folks forbrugsvaner kan ligeledes reguleres med f.eks.
afgifter på vaskemidler med uønskede kemikalier, således at man støtter folk der
køber miljømæssigt hensynsfuldt.
94

10 Vaskemidlers indvirkning på miljøet
I dette afsnit ses der nærmere på indvirkningen på miljøet, af visse af
indholdsstofferne i vaskemidler. Bekymringen har mest koncentreret sig om
detergenter og kalkbindere, da det er disse indholdsstoffer, der er mest af i
koncentreret vaskemiddel.
Anvendelse af vaskemidler belaster miljøet, for alle vaskemidler indeholder
stoffer, der er skadelige for miljøet. I Danmark er knap 90% af alle husstande
tilsluttet et rensningsanlæg. De fleste renseanlæg fungerer meget effektivt med
både kemisk og mekanisk rensning, fosfor- og kvælstoffjernelse, og desuden
nedbrydes visse af de miljøfremmede stoffer helt eller delvist under
renseprocessen [5].
Selv meget effektivt fungerende renseanlæg vil aldrig kunne fjerne alle de
uønskede stoffer fra spildevandet. Fra alle rensningsanlæg udledes der en større
eller mindre del af de kemiske stoffer, der tilledes anlægget. I nogle tilfælde vil
dette kunne resultere i koncentrationer, der er skadelige for de mest følsomme
organismer.
Cirka 10% af de danske husstande er ikke tilsluttet et renseanlæg, så
spildevandet fra disse ejendomme tilledes typisk en privat septiktank. I
septiktanken bundfældes slammet, og der sker der en delvis udrådning af
slammet. Septiktanke tilsluttes enten et sivedræn, nedsivning eller et
biologisk sandfilter, herfra siver det gennem jorden til vandmiljøet.
Der er flere faktorer, der spiller ind på de miljøfremmede stoffers skæbne ved
nedsivning.
Ved nedsivning sker der en række processer i jorden, hvorved de let
nedbrydelige stoffer nedbrydes. Andre stoffer har tendens til at binde sig til
95

organiske partikler i jorden, så disse vil tilbageholdes i de øvre jordlag. Svært
nedbrydelige stoffer, der samtidig er vandopløselige, vil kunne ende i
grundvandet eller udledes til vandløb eller søer.
Problemets omfang vil afhænge af stoffernes biologiske nedbrydelighed, deres
tendens til at bindes til organisk materiale, deres giftighed, samt i hvilke
mængder de udledes. Spildevand, der passerer et biologisk sandfilter, indeholder
færre af de organiske miljøfremmede stoffer, end spildevand der ledes mere
direkte ud via sivedræn eller direkte nedsivning. Opholdstiden er nemlig vigtig
for nedbrydningen af de miljøfremmede stoffer [4].
Når man vurderer farligheden for miljøet af et indholdsstof, er det vigtigt både at
tage graden af giftighed og stoffets andel af det totale indhold i betragtning. Et
”meget giftigt” stof, der kun er tilsat vaskemidlet i ganske små mængder, er
således mindre farligt for miljøet, end et stof der er ”giftigt”, men udgør en stor
del af indholdet. De indholdsstoffer, der indgår i størst mængde i koncentreret
vaskepulver, er tensiderne og kalkbinderne. De mest anvendte tensider er alle
giftige for vandlevende organismer, og visse af kalkbinderne er også særdeles
problematiske, når de udledes til miljøet. Af de nævnte årsager er der lavet flest
undersøgelser af tensiders og kalkbinderes virkning i miljøet.
96

Tabel 17. miljøfareklassificering af udvalgte detergenter og kalkbindere, der anvendes i
colorvaskemidler. Se bilag 2 for betydningen af R-sætninger.
Stoffer og foreslået
miljøfare-
klassificering
N; R50/53
Alkoholethoxylat,
C12-15 AE-5
(gns. C13,5 AE-5)
Alkoholethoxylat,
C13/15 AE-3/7
(gns. C13,7 AE-5,7)
Alkoholethoxylat,
C12/14 AE-4/7
Aerob
bionedbrydelig A
Anaerob
bionedbrydelig B
97
Giftighed
EC/LC50
(mg/l)
Potentiel
bioakkumuler-
barhed
Ja Ja 0,01 – 1 Ja
BCF > 150
Ja Ja 0,01 – 1 Ja
BCF > 150
Ja Ja 0,01 – 1 Ja
BCF > 150
(gns. C13 AE-5,5)
N; R50
Alkoholethoxylat,
C12-C15 AE-7
(gns. C13,5 AE-7)
Ja Ja 0,75 – 2 (Nej)
Alkoholethoxylat,
C12/14 AE-3/9
(gns. C13 AE-6,3)
Ja Ja < 1 (Nej)
Alkylethersulfat,
C12-15 AE 3 S
Ja Ja 0,4 – 2,5 Nej
Alkylsulfat, C12-C18 Ja Ja 0,58 – 1,3 Nej
Lineære alkylbenzensulfonater,
C12
(gns. C11,6)
Ingen klassificering
Ja Nej 0,7 – 2,6 Nej
Alkylpolyglykosider,
C12-14
Ja Ja 2,5 – 10 Nej
Glukose amin,
C16-C18
Ja Ja 3 – 5 Nej
Fedtsyresæber Ja Ja 10–150 Ja
Isotridecanolethoxylat,
C13 AE-7
Ja Nej 1–10 (Nej)
Citrat Ja Ja > 80 Nej
Polycarboxylater Nej - > 200 Nej
Zeolith Nej Nej 380 Nej
Note: Vurdering af nedbrydelighed er baseret på data fra OECD test for let (aerob)
bionedbrydelighed (A) og ISO screeningstest (ISO 11734) for anaerob bionedbrydelighed (B).
Paranteser angiver usikre vurderinger. Kilde: [12].

Som det ses af det ovenstående tabel, er der stor forskel på giftigheden af de
forskellige detergenter. De spænder fra 0,01 (mg/l) for forskellige
alkoholethoxylater op til 150 (mg/l) for fedtsyresæber. Det ses også, at der kun
er ganske få detergenter, der ikke er nedbrydelige under iltfrie forhold. Ifølge
skemaet er det også kun få af detergenterne, der er bioakkumulerbare.
For kalkbinderne er giftigheden generelt meget lav, mens der er forskel på om
de kan nedbrydes under aerobe og anaeerobe forhold. Ingen af kalkbinderene er
bioakkumulerbare.
Det er altså muligt at se på miljøbelastningerne for forskellige indholdsstoffer i
vaskemidler, og finde de mindst miljøbelastende alternativer. Disse oplysninger
kan anvendes af producenterne til at producere mere miljøvenlige vaskemidler.
Under de forskellige miljømærker anvendes i vid udstrækning de mindst
belastende indholdsstoffer.
Når renset spildevand ledes ud til vandmiljøet, vil en del stoffer være tilbage i
vandet. Især svært nedbrydelige stoffer, der er vandopløselige, vil kunne ledes
ud til vandmiljøet. I nogle tilfælde finder de svært nedbrydelige lipofile stoffer
dog også vej til vandmiljøet, og det kan ske ved overbelastning af et
rensningsanlæg, ved udslip eller det sker i små mængder under den normale
funktion af et rensningsanlæg. I vandmiljøet vil de lipofile stoffer bindes til
sedimenterne, hvor der er iltfrie forhold. Dette kan være kritisk, hvis de lipofile
stoffer samtidig er svært nedbrydelige eller ikke er nedbrydelige under anaerobe
forhold.
I så tilfælde vil de kemiske stoffer kunne ophobes i sedimentet i høje
koncentrationer.
Når spildevandsslam spredes på landbrugsmarker, vil en del af de kemiske
stoffer, der oprindeligt var i spildevandet, kunne tilføres jorden. Især de kemiske
98

stoffer, der har en tendens til at binde sig til organisk materiale, bliver
bundfældet med slammet i renseanlægget, hvorved der sker en opkoncentrering
af de lipofile stoffer [11]. I slammet er det derfor de lipofile miljøfremmede
stoffer, der udgør et potentielt miljømæssigt problem. Spildevandsslam
indeholder dog en del vand (tørstofindhold ca. 80%). Derfor kan der også findes
vandopløselige stoffer i slammet. Men det er altså de lipofile og
bioakkumulerbare stoffer, der er størst opmærksomhed omkring, når man taler
anvendelse af slam til jordbrugsformål.
Som før nævnt er det det akvatiske miljø, der er bedst undersøgt med hensyn til
miljøfremmede stoffer, men indenfor mange stofgrupper er dataene for det
terrestriske miljø endnu spredte og mangelfulde.
Blandt de anioniske tensider er det sulfonaterne og sulfonsyrerne, der fokuseres
mest på. Disse er nedbrydelige under aerobe forhold, men nedbrydes ikke under
anaerobe forhold, og samtidig er de mere giftige end sulfaterne. Aktuelt er de
førnævnte sulfonater, lineær alkylbenzen sulfonater LAS, opført på
Miljøstyrelsens liste over uønskede kemiske stoffer. LAS er desuden et af de fire
kemiske stoffer (nonylphenol, phthalat, LAS, PAH) for hvilke, der er afsat
grænseværdier for, hvor stort indholdet må være i spildevandsslam
(Bekendtgørelse om vaske og rengøringsmidler). Hvis koncentrationerne
overskrider grænseværdierne, skal det bortskaffes på anden vis, f.eks. ved
forbrænding. Under klassificering står der, at LAS ”endnu ikke er på listen over
farlige stoffer”.
Der er planlagt projekter til undersøgelse af langtidseffekter af LAS på planters
optagelse af stoffet fra slam. Desuden skal det yderligere vurderes med henblik
på klassificering.
LAS er som før nævnt det mest anvendte anioniske tensid, så derfor lukkes der
løbende store mængder ud i miljøet, via den del, der ikke er blevet nedbrudt på
99

enseanlægget, og fra de husstande, der ikke er tilkoblede et renseanlæg. Både
grønne organisationer (Grøn Information, Det Økologiske Råd) og
forbrugerorganisationer (Aktive forbrugere) fraråder brug af vaskemidler med
LAS, og Miljøstyrelsen har også udgivet pjecer, der fraråder køb af vaskemiddel
med LAS. I miljømærkerne ”Svanen” og ”Bra Miljöval” må der ikke
forekomme LAS, mens der i EU’S ”Blomsten” tillades en meget lavt indhold af
LAS.
10.1 LAS i miljøet
LAS i landbrugsjord
Som før nævnt er det stort set kun under anaerobe forhold, at LAS kan udgøre et
miljømæssigt problem, for under aerobe forhold er halveringstiden, ligesom for
andre tensider, nede på nogle timer [4]. Der er lavet undersøgelser, der fastslår,
at halveringstiden for LAS, efter det er spredt ud på marken, ligger mellem 13
og 33 dage afhængigt af om jorden er meget sandet eller meget leret [25]. Dette
indikerer altså, at der i et vist omfang findes anaerobe forhold, når slammet er
blevet spredt på marken.
Inden vi går videre er det værd at nævne, at en halveringstid på 13-33 dage
faktisk ikke er nogen høj halveringstid. Hvis man sammenligner LAS med andre
kemikalier, der bliver spredt på landbrugsjorden, som f.eks. pesticider, så er
LAS meget mindre giftigt. Grunden til, at der alligevel er bekymring omkring
LAS, er, at det anvendes i meget store mængder i forhold til andre mere giftige
kemiske stoffer.
Når man gennemgår videnskabelige data er det, specielt i tilfælde hvor store
økonomiske interesser spiller ind, meget nødvendigt at være kritisk overfor sine
kilder. I dette tilfælde var halvdelen af de umiddelbart tilgængelige artikler
forfattet af ”Procter & Gamble” - det firma, der fremstiller ”Ariel”.
100

LAS er nok det indholdsstof , der er bedst undersøgt i det terrestriske miljø [17].
Alle forfattere er enige om, at aerob biologisk nedbrydning er den vigtigste
måde, hvorpå LAS i jorden bliver nedbrudt [17, 24, 25]. I sandet jord er der flere
og større lufthulrum end i leret jord, så derfor vil nedbrydningen foregå hurtigst
her, forskerne fastslår også at LAS bliver nedbrudt i de øverste meter jord.
I jord, der bliver tilført spildevandsslam, vil koncentrationen efter nogen tid
være på 1-5 mg./kg. Denne koncentration vil stort set opretholdes ved
regelmæssig slamudbringning [14]. Dette er mindre, end de laveste
koncentrationer af LAS, der har vist nogen effekt på forsøgsorganismer i
laboratoriet [2]. Artiklerne konkluderer alle, at det ikke er sandsynligt, at LAS på
længere sigt udgør nogen risiko for det terrestriske miljø [17, 24, 25]. Her er det
så man må gå ind og vurdere kildernes uafhængighed; kun én [24] af dem
stammer fra en uafhængig forskningsinstitution.
Er Miljøstyrelsens forholdsregler unødvendige, og er de grønne organisationer
hysteriske, når de anbefaler forbrugerne at vælge vaskepulver uden LAS? Det
er svært at vide, hvem der har ret på dette område. Det ville være interessant at
finde ud af, om den eksponering, der sker af dyr og planter i tiden umiddelbart
efter spredning af slam, har nogen effekt. Sikkert er det i hvert tilfælde, at der
umiddelbart efter spredning vil være nogle klumper af slam på jorden, hvor
koncentrationerne vil være store nok til at kunne påvirke de mest følsomme
organismer. En påvirkning af disse organismer vil ofte have betydning for det
samlede økosystem, idet de f.eks. kan fungere som fødegrundlag for flere andre
dyr.
Netop dette konkluderer forskerne bag et forsøg i ”Det Strategiske
Miljøforskningsprogram”. Dette forsøg viste, at de koncentrationer, der
101

forekommer i landbrugsjord er lavere end de lavest målte effektkoncentrationer.
Forskerne advarer mod i bred almindelighed at fastslå, at den aktuelle LAS
forurening i slammet ikke er et problem for levende organismer i jorden. Det
bliver i rapporten understreget, at forsøgsorganismerne ikke nødvendigvis er
repræsentative for alle jordlevende organismer. Det vil derfor være
hensigtsmæssigt at anvende en sikkerhedsfaktor på 10 eller 100, da det ikke kan
udelukkes, at der findes organismer, der er meget mere følsomme end
forsøgsorganismerne [14].
Tabel 18. Reelle koncentrationer i miljøet, effektkoncentrationer for de aktuelle
forsøgsdyr og den afskæringsværdi der er fastsat for indholdet af LAS i slam i
Danmark.
Fundne mængder Effektkoncentration Afskæringsværdi i
(min.-max.) EC10
slam
LAS i jord - 147 mg./kg. -
LAS i slam 1/7-2000 - - 1.300 mg./kg.
LAS i slam DK 200-16,000mg./kg. - -
LAS i jord behandlet
med slam- beregnet
DK
0,04-64 mg./kg. - -
LAS i jord behandlet
med slam- feltforsøg
DK
Kilde: [14].
15,4-17,1 mg./kg. - -
LAS i vandmiljøet.
Under ”Det Strategiske Miljøforskningsprogram ” er der blevet foretaget en
meget omfattende undersøgelse af to miljøfremmede stoffer, hvoraf det ene var
LAS. Forsøget er interessant, fordi det omfatter hele små økosystemer, til
forskel for tidligere undersøgelser, der er foretaget på enkelte arter, typisk i
laboratoriet. Forsøget viste, at de mere simple metoder ikke er følsomme nok til
realistiske risikovurderinger af giftige stoffer. De mest følsomme dyr i forsøget
viste sig at være blåmuslingelarver, hos disse kunne man se en signifikant effekt
102

ved koncentrationer på 0,08 mg./L., og allerede ved den laveste
forsøgskoncentration på 0,03 mg./L. kunne man spore en begyndende effekt.
Dette skal sammenholdes med de typiske koncentrationer i udløbsvand fra
velfungerende rensningsanlæg, der ligger mellem 0,01 og 0,03 mg./L.
Koncentrationerne ved udløbet ligger altså lidt under den lavest observerede
effektkoncentration, vel at mærke ved udløbet fra gode, velfungerende
renseanlæg, Situationen vil naturligvis være en anden, hvor urenset eller dårligt
renset spildevand udledes.
Forsøget her er foretaget i kæmpestore poser med havvand, og dette betyder, at
forsøget ikke omfatter sedimentet og de bundlevende dyr. Men vi ved, at LAS
har en tendens til at ophobes i sedimentet, og man kunne forestille sig, at der
forekommer højere koncentrationer i slammet end i vandet. Det er derfor
sandsynligt, at de aktuelle koncentrationer i slam tæt ved udløb fra
rensningsanlæg har et så højt indhold af LAS, så det påvirker nogle af de
bundlevende dyr.
Dette kan nemt komme til at få betydning for hele det akvatiske økosystem, for
LAS er nemlig som før nævnt bioakkumulerbart, og vil derfor kunne
opkoncentreres gennem fødekæden [”Det Strategiske Miljøforskningsprogram”,
1997].
Tabel 19. Eksempler på hvor store koncentrationer af LAS der reelt findes i forskellige
vandmiljøer.
Fundne mængder (min.-max.) Akut giftighed LC50/EC50
(min.)
LAS i laboratorieforsøg - 0,5 mg./l.
LAS I vandmiljø - 0,1 mg./l.
LAS i urenset spildevand 0,2-1,1 mg./l. -
LAS i renset spildevand 0,02-0,9 mg./l. -
LAS i vandløb 0,1-0,3 mg./l. -
LAS i havmiljø 0,03-0,09 mg./l. -
LAS i havbund ved kloakudløb 100-200 mg./ kg. -
LAS i bundaflejringer 3-17 mg./kg. -
Kilde: [14].
103

10.2 Nonylphenolethoxylat
Nonylphenol (NP) og dets ethoxylater (NPE) er anthropogene 30 stoffer. I slam
kan NP opkoncentreres, da det er nedbrydningsproduktet ved nedbrydning af
nonylphenolethoxylater, der som bekendt er nonioniske tensider. Da NP er
anthropogent må det antages, at baggrundskoncentrationen i naturen er nul. Ved
målinger på landbrugsjorde, der ikke har været slambehandlede, findes der dog
koncentrationer i området 0.003 – 0.007 mg/kg. Andre undersøgelser viser
koncentrationer under detektionsgrænsen [2].
Udenlandske undersøgelser viser, at ved udbringning af slam på marker, kan der
måles værdier af NP i størrelsen 0.3 – 5.0 mg/kg. Laboratorieforsøg viser også,
at NP kan nedbrydes i jorden, bl.a. som følge af mikrobiel aktivitet. Der er
fundet forskellige halveringstider, men man er samstemmende enige om, at der
sker en nedbrydning. Det er dog ikke angivet om NP mineraliseres helt eller kun
delvist.
Det er nødvendigt at der er ilt tilstede i jorden, før en nedbrydning kan forgå.
10.2.1 Bioakkumulering
Meget få undersøgelser har set på bioakkumulering af NP i jordlevende
organismer. Disse viser enten, at planternes NP-niveau er uafhængigt af NP-
mængden i slammet, eller at NP ikke findes i planter, selv efter udbringning af
slam med højt indhold af NP. Der fandtes ingen undersøgelser om
bioakkumulering for invertebrater 31 .
30 Anthropogen betyder menneskskabt.
31 Hvirvelløse dyr
104

1.1.1 Økotoksikologiske effekter
NP virker formentligt toksisk som et resultat af dets vekselvirkning med
proteiner, hvilket medfører en ændret form og aktivitet af enzymatiske proteiner.
Det er tillige vist at være et hormonlignende stof i pattedyr, der kan forstyrre
dyrs hormonbalance. Dette er ikke påvist for invertebrater [2].
For planter og invertebrater er der få undersøgelser, og disse påviser
uregelmæssigheder ved relativt høje doser. Det viser sig i reduktion af vækst for
planter, og for invertebrater en reduktion i reproduktion.
Undersøgelsen foreslår et krav om en grænseværdi på 0.01 mg/kg, men
understreger, at der ikke er nogen effekter i nærheden af denne værdi. Det lave
tal fremkommer udelukkende som følge af den datamængde der forefindes, og
datamaterialet kræver en sikkerhedsfaktor på 1000. Hermed ender man med en
værdi på 10.0 mg/kg, der er den kommende grænseværdi for juli 2002.
10.2.2 Fremtidig brug
Nonylphenolethoxylater er optaget på listen over uønskede stoffer [21], hvori
man kan læse, at der er en politisk målsætning for afvikling inden år 2000.
”Stofferne er prioriteret for en særlig indsats”. De er endnu ikke optaget på
listen over farlige stoffer, hvilket betyder at der ikke er tildelt nogen R-sætninger
(risikosætninger). Det skal dog yderligere vurderes med henblik på
klassificering. Stofgruppen har været til høring i EU angående bekendtgørelse
om forbud i vaske- og rengøringsbranchen. Det er notificeret i EU.
10.3 Glukosebaserede tensider (sukkertensider)
Enkelte colorvaskemidler indeholder C12-C14 alkylpolyglykosid eller C16-C18
alkylglukoseamin i mængder, der er under 5%. Disse tensider anvendes enten
som det eneste nonioniske tensid i produktet eller sammen med en
alkoholethoxylat (NPE). Alkylpolyglykosider er let bionedbrydelige i OECDs
105

aerobe test, og de er ligeledes fuldstændigt nedbrydelige under anaerobe forhold.
Disse tensider anses ikke for at være bioakkumulerbare, og de har en moderat
akvatisk giftighed, idet de laveste EC/LC50-værdier er mellem 2,5 og 10 mg/l.
Der foreligger ingen data for glukoseaminer, hvis miljøegenskaber dog vurderes
at ligne egenskaberne for de strukturelt beslægtede glukoseamider.
Glukoseamider er påvist at være let bionedbrydelige under aerobe forhold, og de
laveste EC/LC50 værdier (for C14 glukoseamid) er mellem 2,9 og 5 mg/l. De
miljømæssige egenskaber for glukosebaserede tensider medfører, at disse stoffer
ikke skal miljøfareklassificeres [23].
10.4 Kalkbindere – Deres belastning i miljøet, ved en livscyklus
analyse
Der er flere modeller for, hvordan man bedst anvender kalkbindere, i relation til
en vurdering af deres skadelige effekter på miljøet. Der er foretaget beregninger
for fire forskellige måder at bruge kalbinder på, i kombinationer med hinanden,
eller hver for sig. STPP (natriumtripolyfosfat) alene, Zeolith-A alene, Zeolith-A
sammen med PCA (polycarboxylater) og endeligt NTA (nitrilotriacetic acid).
Forfatterne til studiet konkluderer, at zeolithter alene ikke har nogen
miljømæssige ulemper, men at det har en dårlig ydelse. Derfor kan det ikke
anbefales. Det samme gælder for brugen af NTA, men her er det stoffets
giftighed der er problemet. NTA i sig selv er en glimrende kalkbinder, men der
er mistanke om kræftfremkaldende egenskaber, svær nedbrydelighed og evnen
til at mobilisere metaller. Sidstnævnte betyder, at der opstår mulighed for at
bringe tungmetaller i opløsning, sådan at de bliver tilgængelige for levende
organismer.
De andre to muligheder er lige gode. STPP alene er en meget god kalkbinder,
der blot har den egenskab, at den medvirker til eutrofiering, altså at der opstår en
opblomstring af alger i overfladevand, som følge af fosfatets gødende virkning.
106

Men eftersom der renses godt for fosfat i de fleste større byer, er den
miljøskadelige effekt uden større betydning. Den anden mulighed er en blanding
af PCA og Zeolith-A, der har den ønskede virkning, og som ikke bidrager med
nogen større ulempe for miljøet.
Konklusionen på rapporten er, at forskellene på de to sidste løsninger er så
minimale, at der ikke er grund til at fremstille den ene som mere fornuftig end
den anden.
Man hævder dog ikke, at der ikke er nogen miljøbelastning, for det er der.
Problemet er bare, at det er nødvendigt med kalkbinder i vaskemidler, og man
må derfor vælge dem, der skader mindst.
Det er muligt at forbedre skadevirkningen på miljøet, hvis der fra politisk side
opfordres til minimering af brugen af alle kalkbindere, mere effektive
vaskemaskiner og effektiv implementering af spildevandsdirektiver. De
nuværende restriktioner på brugen af NTA som detergent kalkbinder skal
vedblive, og eventuelt styrkes [13].
10.5 Perspektivering
I dette afsnit er der kun omtalt nogle få detergenter, nemlig lineære alkylbenzen
sulfonater LAS, nonylphenolethoxylat NPE og sukkertensider. LAS og NPE er
meget omdiskuterede stoffer, der begge er på ”Listen over uønskede stoffer”, og
for begge er der fastsat grænseværdier for det tilladte indhold i slam. Efter vores
mening er det ganske rimeligt, at der er bekymring for de miljømæssige effekter
af disse stoffer. Som omtalt i det foregående er der uenighed om den mulige
miljømæssige belastning. Men som f.eks. forsøget med LAS under ”Det
Strategiske Miljøforskningsprogram” viser, er der al mulig årsag til at være
påpasselige med at drage den konklusion, at et stof ikke er skadeligt eller kun er
meget lidt skadeligt, når grundlaget herfor kun er en enkeltartstest. I et samfund
107

hvor ”forsigtigtighedsprincippet” er en del af retspraksis, bør det under alle
omstændigheder være indlysende, at man må lade en eventuel tvivl komme
miljøet til gode.
Sukkertensider er omtalt som et eksempel på et alternativ til de mere
miljøbelastende detergenter. Udvikling og anvendelse af sådanne alternativer
burde fremmes, da der anvendes store mængder detergenter. En indsats på dette
område vil derfor få stor betydning for miljøet.
En undersøgelse, som den der er omtalt for kalkbindere, er et meget værdifuldt
redskab. Den giver oplysninger om, hvilke kalkbindere eller hvilke
kombinationer af kalkbindere, der er effektive og som samtidig belaster miljøet
mindst muligt.
108

11 Konklusion
Vi har nu belyst tekstilvaskemidler fra mange forskellige indfaldsvinkler.
Ressourceforbruget kan nedsættes af hver enkelt forbruger igennem
- nedsætning af forbruget af vaskemidler ved at dosere korrekt
- nedsætning af forbruget af vaskemidler ved at bruge kalkbinder – især i
områder med middelhårdt eller hårdt vand
- ikke at bruge skyllemidler
Alle disse tiltag vil først og fremmest være til gavn for miljøet, samtidig med at
forbrugeren selv tillige kan spare penge ved dette.
Der er mange forskellige grunde til vores adfærd m.h.t. vask. Nogle forbrugere
har en miljøbevidst holdning og handler også derefter, men der findes stadig
mange barrierer, der kan stå i vejen for en miljøbevidst adfærd. Mange fralægger
sig et ansvar for miljøet, og nogle synes det er for besværligt at sætte sig ind i
noget nyt og handler som de plejer, medens andre stadig plejer de fordomme,
som miljøbevidstheden lider under: det er ikke moderne og det er for dyrt.
Samtidig har vi her i landet en høj hygiejnestandard, der medfører, at vi ikke vil
virke usoignerede i andres øjne, så vi vasker meget – helst inden tøjet er beskidt,
og i hvert tilfælde lige så snart tøjet ikke længere kan betragtes som nyvasket.
Der er endnu ikke mange forbrugere, der reelt overvejer argumenterne for at
spare på tøjvask: det er miljørigtigt, økonomisk, bekvemt, tidsbesparende og det
slider mindre på tøjet.
For at skåne miljøet, er der fra offentlig side indført en miljømærkning af
produkter. Miljømærkerne er i dag: Svanemærket, Bra Miljöval og Blomsten, og
disse miljømærker følger nogle bestemte retningslinier og er styret fra det
109

offentliges side. Hovedformålet med denne mærkning er at bidrage til et mindre
miljøbelastende forbrug, samt være et supplement til de miljøpolitiske
styringsmidler (f.eks. afgifter), så forbrugeren gerne skulle tro på og kunne se et
formål med at købe miljømærkede produkter. I dag lyder anbefalingen klart fra
de offentlige instanser, at man skal købe miljømærkede produkter.
Indholdsstofferne belaster miljøet. Flere meget miljøbelastende stoffer kan
erstattes af mere miljøvenlige stoffer, eller de kan anvendes i mindre mængder,
uden at det går ud over effektiviteten. Der er dog stadig mange producenter, der
burde gå mere med på ”miljø-vognen”.
Der er fra Miljøstyrelsens side meget fokus på de forskellige miljøproblemer,
bl.a. indholdsstoffer, rensningsanlæg og slam, men set med private og
miljøbevidste øjne mangler der endnu nogle flere og måske mere restriktive
reguleringer på mange af de områder, vi her berører.
Afsluttende kan det siges, at der er store økonomiske interesser på spil indenfor
vaskemiddelområdet. Disse interesser vil naturligvis afspejle sig i den
information, der er tilgængelig på vaskemiddelområdet.
Under arbejdet med denne opgave har det da også været tydeligt, at der er
divergerende oplysninger om, og holdninger til miljøeffekten af de forskellige
indholdsstoffer.
Det vil altid være vigtigt at forholde sig kritisk til sine kilder, og indenfor dette
emne har det måttet prioriteres ekstra højt.
110

12 Litteraturliste
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
A.T. Kiewiet, J.R. Parsons og H.A.J. Govers. Prediction of the fate of alco
hol ethoxylates in sewage treatment plants. Chemosphere vol. 34, no 8.
(1997) pp. 1795-1801.
Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 82. Økotoksikologiske
jordkvalitetskriterier, (1997).
Bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar (2000), Bekendtgørelse om anvendelse
af affaldsprodukter til jordbrugsformål (Slambekendtgørelsen).
Bukhave M. Det Økologiske Råd. Husholdningskemikalier og spildevand,
november (1998).
Danmarks Miljøundersøgelser, faglig rapport. Natur og Miljø. Påvirkninger
og tilstand. (1997).
DMU nr. 224, januar (1998).
Den store danske encyklopædi.
DMU nyt nr. 3, september (2000).
Encyclopædia Britannica Online.
Forbrugerinformationen. Oversigt over indholdsstoffer i vaske- og
rengøringsmidler.
Siden kan findes på adressen:
www.renthjem.dk/grundsider/dokument.asp?id=1349 (d. 28.11.2000).
Forbrugerstyrelsen og Miljøstyrelsen. Fakta om Miljø- Vaske og
rengøringsmidler. (1998).
Forbrugerstyrelsen, Colorvaskemidler. Råd & Resultater (Teknik & Miljø)
Årg.39 Nr. 10 (1999).
G.K. Morse, R. Perry og J.N. Lester. The life-cycle environmental impact of
key detergent builder systems in the EU. The Science of the Total Environ-
111

[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
ment 166 (1995) pp. 179-192.
Grøn Information. Det hemmelige vaskemiddel - Grøn rapport om lineær
akylbenzen sulfonat. (1997).
Siden kan findes på adressen:
xhttp://www.greeninfo.dk/rapportlas.htm (d. 28.11.2000).
Guldagger M. Colorvaskemidler og miljø. Vask er hårdt for miljøet. Råd &
Resultater Nr. 10 (1999).
Jensen H. & Guldagger M. Colorvaskemidler, Miljøet vandt. Råd &
Resultater Nr. 10 (1999).
Kloepper-Sams, P., Torfs, F., Feijtel, T. & Gooch, J. Effects assessments
for surfactants in sludge ammended soils: a litterature review and perspec-
tives for terrestrial risk assessment. Sience of the Total Environment vol
185 s.171-185 (1996). (N.V. Procter & Gamble Eurocor SA).
Miljøministeriet, (1993), Husspildevand og renere teknologi.
Miljøstyrelsen. Baggrund 2, Tekstilvaskemidler. (1999).
Miljøstyrelsen. Miljøvejledning 2, Tekstilvaskemidler. (1999).
Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 1 (1998), Listen over uønskede stoffer.
Søren V. Jacobsen, Helene Kiil, Peter K. Kristensen, Morten I. Lau & Peter
C. Madsen; Enzymet lipolases brug i vaskemidler, læreranstaltens fælles
miljøkursus, (1993-1994).
Tema-rapport fra DMU nr. 15 (1997), Kemikalier i hverdagen.
Warne M.St.J. & Schifko A.D. Toxicity of Laundry Detergent Components
to a Freshwater Cladoceran and Their Contribution to Detergent Toxicity.
Ecotoxicology and Environmenta Safety. Nr.44 s.196-206 (1999).
Wolf, W. d. & Feijtel, T. Terrestrial risk assessment for linear alkylbenzen
sulfonat (LAS) in sludge –ammendes soils. Chemosphere vol. 36 no. 6 s.
1319-1343 (1998) (N.V. Procter & Gamble Eurocor SA).
112

[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
J. Bielefeldt, Vore Vaskemidler. (1954).
Statens Husholdningsråd. Vask og Vaskemidler (1974, red. 1981).
Forbrugerinfo (Miljøstyrelsen). Vask og Vaskemidler. September (2000).
Råd og Resultater. Tag fat på tøjvasken. Juni (1996).
Råd og Resultater. De fleste vasker tøjet rent. Oktober (1999).
Råd og Resultater. Test af kalkbindere. November (1998).
Danmarks Statistik. Indkomst, forbrug og priser. 2000:12 - April (2000).
Råd og Resultater. Test og miljøvurdering af skyllemidler. Maj (1995).
AMI-rapport, Arbejdstilsynet. Kortlægning af vaske- og rengøringsmidler.
(44, 1994).
Forbrugerinfo. Gennembrud for svanemærket. Nyhedsbrev December
(2000).
Forbrugerinfo. Tilliden til miljømærkerne er stor. Nyhedsbrev November
(2000).
Råd og Resultater. Det vasker sig at reklamere. Oktober (1999).
Dansk Naturfredningsforening. Parallelimport af miljømærket vaskepulver.
Nyhedsbrev November (2000).
CASA. Adfærd m.h.t. tøjvask og opvask. Marts (1996).
Råd og Resultater. Svaner og Blomster til gavn for miljøet. August (1998).
Grøn Information. Guide til mærker og miljø. Oktober (2000).
Dansk Varefakta Nævn. Vaskemidler DVN 6002:4. Juni (1997).
Forbrugerinfo. Oplysninger på emballagen. November (2000).
Grøn information. Liste over svanemærkede produkter. November (2000).
Natur- og Miljøpolitisk redegørelse. Husholdninger. (1999).
Miljømærkesekretariatet. Miljø kan mærkes.
Grøn Information. Miljøvenligt vaskepulver. Maj (1999).
Forbrugerinfo. Mærkning og deklaration. November (2000).
113

[49]
[50]
[51]
[52]
[53]
Miljøstyrelsen. Miljømærkning af produkter. Miljøprojekt nr.154 (1990).
Miljøstyrelsen. Vurdering af kriterier for svanemærkede produkter.
Arbejdsrapport nr.59 (1996).
Miljømærkesekretariatet. Om Blomsten og Svanen. Nyhedsbrev (2000).
Miljømærkesekretariatet. Sådan godkendes en vare. Nyhedsbrev (2000).
Århus Kommune. Grønt Regnskab. (1997).
Siden kan findes på adressen:
http://www.aarhus.dk/domino/MIL/milsite.nsf/384388c35d01a23e4125662c
003acf63/2eaa92d2f21d7e204125665c002e0553?OpenDocument
(d. 18.12.2000).
114

13 Forkortelser
CMC Carboxylmethylcellulose (antiredepositionsmiddel 32 )
DEHP di(2-ethylhexyl)phthalat (blødgørere i plast,
forekommer ikke i vaskemidler)
EDTA Ethylendiamintetraeddikesyre (kalkbinder)
LAS Lineære alkylbenzensulfonater (anioniske tensider)
NPE Nonylphenol samt nonylphenol ethoxylater (nonioniske tensider)
NTA Nitrilotriacetic acid - N(CH2COOH)3 (kalkbinder)
PAH Polycykliske, aromatiske hydrocarboner (forekommer ikke i
vaskemidler)
PCA Polycarboxylat (kalkbinder)
STPP Natriumtripolyfosfat (kompleksdanner)
TAED Tetraacetylendiamin (blegeaktivator)
32 Stof der forhindrer re-deposition, altså at de opløste partikler sætter sig tilbage i tekstilerne.
115

14 Bilag
Bilag 1 (3 sider).
Aspekter/kriterier samt livscyklus for Svanemærket og Blomsten
Aspekter/kriterier Blomsten Svanemærket Fase af
livscyklus
Miljøkriterier for Pointsystem samt Pointsystem samt Brugs- og
bestanddele samlede mængde samlede mængde
bort-
kemiske stoffer pr. vask kemiske stoffer pr. vask + skaffelses
+ max. grænse
max. grænse
fase
kritisk fortyndings- Giftighed og
volumen
nedbrydelighed
fosfater pr. vask fosfater pr. vask
samt max. grænse samt max. grænse
uopløselige uorganiske d) uopløselige uorganiske
stoffer
stoffer + max. grænse
opløselige
opløselige uorganiske
uorganiske stoffer stoffer
ikke bionedbrydelige ikke bionedbrydelige
organiske stoffer organiske stoffer (aerobe)
(aerobe)
ikke bionedbrydelige
ikke bionedbrydelige organiske stoffer
organiske stoffer (anaerobe)
(anaerobe)
h) organisk stof målt som
h) BOD
TOC
Emballage Grænser for vægt af forhold mellem vægt Frem-
emballage pr. vask og og nytte (recirkuleret stillingsfase
pointsystem i forhold til materiale) og om
indhold af returfibre emballagen er lavet af
karton eller plast
b) PVC må ikke indgå i
emballage og etiket
116

Aspekter/kriterier Blomsten Svanemærket Fase af
livscyklus
Andre miljø- totalvægt af bestand produktet må ikke være Brugs- og
kriterier dele mere giftige end klassificeret som meget bort-
vedrørende 1mg/l højest 10g/vask giftigt (T+), giftig (T), skaffelses
bestanddele totalvægt af bestand ætsende (C) eller
fase
dele mere giftige end sundhedsskadelig (Xn)
1mg/l og potentielt pH i vaskemiddelbioakkumulerbare
opløsningen må ikke
højest 0,25g/vask overstige 11,0
fosfonater må ikke må ikke ske dannelse
overstige 1g/vask af nedbrydnings-produkter,
APEO´er, visse
der kan klassificeres som
parfumer, EDTA og miljøfarlige
stoffer, der er kræft- bestanddele
fremkaldende, reproduk klassificeret R50+R53,
tionsskadelige og muta- R51+R53 og R52+R53 må
gene i henhold til EU højst tilsættes i mængder på
direktiv 67/548 må ikke 0,12 g/vask
være i vaskemidler fosfater og
fosforforbindelser må
kun indgå i begrænsede
mængder, i Norge i hht
lovgivning
fosfonater og NTA
må højst indgå med
0,5 g/vask
tensider skal være let
nedbrydelige og anaerobt
nedbrydelige
stoffer, som er klassificeret
som cancerogene,
genotoksiske og teratogene
i Norden må ikke tilsættes
enzymer skal være
indkapslede eller i
opslemning inden
tilsætning til vaskemidlet
og være uden
produktionsorganismer
kun parfume ifølge
IFA (Code of Practise) må
anvendes
følgende kemiske
forbindelser må ikke indgå:
reaktive og organiske
chlorforbindelser, EDTA,
optisk hvidt, farvestoffer
117

Aspekter/kriterier Blomsten Svanemærket Fase af
livscyklus
Forbruger- oplysninger vedrørende oplysninger på
Brugsfase
oplysninger færrest mulige skader emballagen skal følge
på miljøet
lovgivningen
b) Doseringsanvisninger i produktionslandet,
herunder doseringsanvis
ninger
Oplysninger på Kommissionens Kommissionens
Brugsfase
etiket vedrørende henstilling 89/542 henstilling 89/542
bestanddele enzymtyper skal fosformængder skal
angives
være angivet på
konserverings- og
desinfektionsmidler skal
angives i IUPAC
nomenklaturen
emballagen
Testning af Enzymer må ikke Er nævnt som kriterium Fremstilling
enzymers indeholde
tidligere, men ikke sfase
renhed produktionsorganismer krav om test
Vaskeevne Wash- and wear test og Nordisk testmetode og Brugsfase
minimumskrav
minimumskrav. EU
metode må benyttes, hvis
extrapolation viser
opfyldelse af kriterier
Myndigheds-krav Skal leve op til øvrig
EU lovgivning
118
Licens kan inddrages, hvis
miljø- og
arbejdsmiljøregler i
produktionslandet brydes
Kvalitetssikring Producenten skal
garantere for kvaliteten af
samtlige mærkede
produkter
Miljørede-gørelse Dokumentation for
efterlevelse af lovgivning
og kvalitetsstyrings-system,
evt. miljørevisionssystem
angives
Fremstillingsfase
Fremstillingsfase
Fremstillingsfase

Bilag 2.
Risikosætninger for miljøfarlighed.
N; R50/53 Meget giftig for organismer, der lever i vand;
kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet
119
*EC/LC50 ≤ 1 mg/l
Stoffet er ikke let nedbrydeligt eller log Pow ≥ 3.0
(medmindre BCF ≤ 100)
N; R50 Meget giftig for organismer, der lever i vand
*EC/LC50 ≤ 1 mg/l
N; R51/53 Giftig for organismer, der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet
1 mg/l < *EC/LC50 ≤ 10 mg/l
Stoffet er ikke let nedbrydeligt eller log Pow ≥ 3.0
(medmindre BCF ≤ 100)
R52/53 Skadelig for organismer, der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet
10 mg/l < *EC/LC50 ≤ 10 mg/l
Stoffet er ikke let nedbrydeligt
R52 Skadelig for organismer, der lever i vand
R53 Kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
*Akut toksicitet over for fisk, dafnier og alger [12].
vandmiljøet

15 Gode vaskeråd
Følgende er en liste over forfatterenes anbefaling til nogle gode vaskeråd som
kan følges, hvis man ønsker at vaske sit tøj på en miljømæssig hensynsfuld
måde:
1) Fyld vaskemaskinen op.
2) Brug kompakt vaskepulver.
3) Køb miljømærkede produkter.
4) Dosér vaskepulver som ved blødt vand. I områder med
middelhårdt eller hårdt vand, suppleres med kalkbinder.
5) Vask kulørtvask ved 40 °C og kogevask ved 60 °C. (kun ved
risiko for smittefare, eller særligt snavset tøj bør der vaskes ved
95 °C).
6) Undgå vaskepulver med optisk hvidt.
7) Undgå skyllemiddel.
8) Spring forvasken over.
9) Vask først tøjet når det er beskidt.
120