Philosophy, science and the future (Master thesis in Danish, 2000)

Filosofien, forskningen og fremtiden 

- en undersøgelse af kognitionsforskningens betydning for filosofien 

Speciale af 

Mikkel Holm Sørensen 

Syddansk Universitet 

September 2000

Indholdsfortegnelse 

INDLEDNING....................................................................................................................................................... 4 

1. KOGNITIVISTISK FILOSOFI..................................................................................................................... 11 

1.1. NATURALISTISK FILOSOFI.......................................................................................................................... 11 

1.1.1. Den naturalistiske vending ............................................................................................................... 11 

1.1.2.Naturvidenskab og filosofi ................................................................................................................. 13 

1.1.3. Eksternalisme/internalisme: Begrundelse, sandhed og mening ........................................................ 14 

1.1.4. Erkendelsesteori og normativitet ...................................................................................................... 15 

1.1.5. Ontologi ............................................................................................................................................ 17 

1.2 KOGNITIVISTISK FILOSOFI: POSITIONER...................................................................................................... 18 

1.2.1 Computationel-symbolsk (klassisk) model ......................................................................................... 20 

1.2.2. Konnektionistisk model ..................................................................................................................... 22 

1.2.3 Inkorporativistisk (økologisk) model.................................................................................................. 26 

1.2.4 Kognitionsforskningens enhed? ......................................................................................................... 29 

1.2.5. Generel karakteristik ........................................................................................................................ 30 

1.3. DEN KOGNITIVISTISKE FILOSOFIS FORKLARINGSEVNE............................................................................... 34 

1.3.1. Semantik og intentionalitet ............................................................................................................... 34 

1.3.1.2 Repræsentation: Fundering af mening og intentionalitet..............................................................................35 

1.3.1.3 Repræsentation: Implementering .................................................................................................................48 

1.3.2. Ontologi ............................................................................................................................................ 50 

1.3.2.1 Tid................................................................................................................................................................ 51 

1.3.2.2 Bevidstheden................................................................................................................................................57 

1.4 OPSUMMERING ........................................................................................................................................... 63 

2. METAFILOSOFISKE SPØRGSMÅL.......................................................................................................... 66 

2.1 TRADITIONEL FILOSOFISK/ANGLO-AMERIKANSK KRITIK............................................................................. 66 

2.1.1 Refleksivitet........................................................................................................................................ 67 

2.1.2 Naturalisme og rationalitet. ............................................................................................................... 70 

2.2 KONTINENTAL KRITIK................................................................................................................................. 72 

2.2.1 Husserl: Psykologisme....................................................................................................................... 72 

2.2.2 Heidegger: Metafysik som teknik ....................................................................................................... 76 

2.3. FILOSOFISKE PERSPEKTIVER AF KOGNITIONSFORSKNINGEN....................................................................... 84 

2.3.1 Er kognitionsforskningen filosofi? ..................................................................................................... 84 

2.3.1.1 Hvad er filosofi? ..........................................................................................................................................84 

2.3.1.2 Naturalisme som filosofi? ............................................................................................................................86 

2.3.2 Filosofiske konsekvenser.................................................................................................................... 88 

LITTERATURFORTEGNELSE: ..................................................................................................................... 95 

2

ENGLISH SUMMARY .................................................................................................................................... 103 

3

Indledning 

4 

”[T]he horrid doubt always arises whether the 

convictions of man’s mind, which has been de- 

veloped from the mind of the lower animals, are 

of any value or at all trustworthy” 

Darwin 

1 Filosofien har aldrig og vil aldrig kunne besvare ét eneste filosofisk spørgs-mål. 

1.2 Filosofiske spørgsmål er defineret derved, at de ikke endegyldigt kan besvares. 

1.21 Selve fordringen om besvarelse af de filosofiske spørgsmål er ufilosofisk. 

1.3 Hver gang et givent filosofisk problem har nærmet sig en løsning, har en af 

enkeltvidenskaberne taget æren, eller en helt ny videnskab er opstået af selve be- 

svarelsen. Spørgsmålet viste eo ipso - ved selve sin besvarelse - slet ikke at være 

et rigtigt filosofisk spørgsmål. 

1.4 Filosofien vil derfor altid sidde tilbage med de ubesvarede og ikke mindst – de 

ubesvarlige spørgsmål. 

Med disse Tractatus-lignende postulater over filosofiens manglende potens begynder 

vi. Postulater som nogle, faktisk mange, mener er rimelige nok. Man kan måske lige- 

frem tale om en common sense forståelse af filosofiens natur. Nogle filosoffer har der- 

for også valgt at gøre en dyd ud af denne vanskæbne, og simpelthen valgt at identifice- 

re filosofi med spørgen eller refleksion slet og ret. En lignende mulighed er at afvise 

aporier under henvisning til, at det slet ikke er filosofiens opgave at ’svare’. Andre har 

hævdet, at filosofiens udeblevne succes skyldtes spørgsmålenes karakter af pseu- 

doproblemer. Atter andre har sågar patetisk erklæret filosofien død og givet depechen 

videre til enkeltvidenskaberne. Der er imidlertid også en del andre mere virksomt sin- 

dede gemytter, filosoffer som lægfolk, der forsigtigt vover at bestride dette ved at 

hævde, at filosofien rent faktisk ikke er så handlingslammet som påstået. 

Hvorvidt den ene eller den anden part har ret, er i og for sig også ligegyldigt, så 

længe der overhovedet er tvivl om filosofiens evne til at besvare relevante spørgsmål. 

Man kan nemlig spørge sig selv, hvad filosofien egentlig er for en beskæftigelse.

Jeg har altid undret mig over selve filosofiens natur og især karakteren af dens 

måde at udlægge verden på. Der skal ikke være tvivl om, at jeg ofte har næret en mis- 

tanke om, at de svar filosofien afkræver, slet ikke er i overensstemmelse med virkelig- 

hedens beskaffenhed. Mere teknisk kunne man sige, at menneskets erkendeformåen 

ikke er gearet til at besvare den type spørgsmål, som filosofien opererer med. Selvom 

filosofiens begreber måske ikke ligefrem kunne siges at være deciderede fejlagtige, 

kunne det tænkes, at de led under at være meget abstrakte eller ufleksibelt statiske. I 

den forbindelse er jeg enig med en række tænkere som Nietzsche, Heidegger, Adorno, 

Wittgenstein og flere såkaldte postmodernister, der har kritiseret ’rationalismen’, 

’metafysikken’, ’oplysningen’, ’filosofien’ eller hvad man nu vælger at kalde menne- 

skets hidtidige, og angiveligt fejlagtige, forsøg på at udlægge verden. Selv om der er 

en vis intuitiv kraft i størrelser som ’sandhed’, ’mening’, ’værdi’ osv., synes disse en- 

heder alligevel at besidde noget begrebsligt repressivt. Hermed ønsker jeg på ingen 

måde at gøre mig til talsmand for ekstreme varianter af den evigt tilbagevendende 

skepticisme, det være sig i form af diverse relativistiske konstruktivismer eller sprogli- 

ge idealismer. Jeg vedkender mig gerne realismen, i en variant der tilkender virkelig- 

heden eksistens og visse egenskaber uafhængigt af den menneskelige bevidsthed. På 

den anden side kan jeg ikke sige mig fri for en nærende mistanke om, at mange af de 

filosofiske problemer skyldes en form for utematiseret projektion af blot funktionelle 

egenskaber ved den menneskelige erkendelse, der ikke besidder en så substantiel on- 

tologisk status som ofte antaget. 

Selvom menneskets detroniseringsproces har været længe undervejs - få regner 

sig til Guds udvalgte, jorden som universets centrum eller homo sapiens som væsens- 

forskellig fra resten af verdens fauna - så synes antropocentriciteten alligevel at udgøre 

et stadigt skjult fundament. Og især indenfor filosofien og humaniora generelt, som 

skylder sin eksistens denne eksklusivitet. Der er ingen tvivl om, at mange af menne- 

skets træk er forskellige fra resten af virkeligheden, men det er tvivlsomt, om det er en 

klog strategi at opretholde et syn på dem som væsensforskellige, hvis man med væsen 

forstår noget i retning af prægnant kategorialt og ontologisk. I eksistentiel henseende 

synes der bestemt at være nogle unikke aspekter ved mennesket, men måske er netop 

5

eksistenstænkerne gået for vidt i retning af at definere menneskets særegne status som 

’eksistens’, ’Dasein’, ’Pour-soi’ osv. Intet under at mennesket er fremmedgjort, hvis 

beskrivelsen af vores værensform fordrer en polarisering af ’os’ overfor resten af uni- 

versets inventar. Så kan vi være nok så meget ’In-der-Welt-Sein’. 

Det er måske en tanke værd, at filosofiens manglende held med at løse sine pro- 

blemer kunne skyldes, at den, som residualbeholder for problemer der overstiger dag- 

ligdagens og de empiriske videnskabers forklaringsevne, antager at disse problemer er 

af en fuldstændig anden natur. Ja, måske endda så væsentligt anderledes - og dermed 

(ud fra samme logik) også højere eller større - at de simpelthen transcenderer enhver 

rimelig besvarelsesramme. Nogle gange kunne man få den tanke, at tænkere igennem 

tiden har forsøgt at overgå hinanden i graden af hysteri, for derved at understrege alvo- 

ren af sagen og deres kompromisløse engagement i sandheden. Den rendyrkede idea- 

lisme er i mine øjne et eksempel herpå, hvor spørgsmålet om overensstemmelse mel- 

lem væren og tænkning er blevet blæst op, og har taget helt urimelige former. Ofte 

under henvisning til at filosoffen nærmest heroisk bør modstå naiviteten og følge sit 

kald til at søge sandheden. Selvfølgelig med den tilføjelse, for at understrege det sub- 

tile i teorien, at virkelighedens totale bevidsthedsafhængighed i øvrigt intet ændrer ved 

dens empiriske fremtræden. 

Andre eksempler på filosofiens vildveje er de tunge begreber, den har slæbt rundt 

på siden antikken og ikke mindst skolastikken, som har dikteret det meste vesteuro- 

pæisk tænkning. Deres opståen og vedholdenhed beror på en vis intuitiv kvalitet, men 

der er samtidig en temmelig kraftig inerti i sådan en terminologi; noget næsten kon- 

struktivistisk, der i højere grad har blokeret end leveret adgang til verden selv. Dette 

kombineret med sejlivede forestillinger, som f.eks. Descartes særdeles grundige ad- 

skillelse af bevidstheden fra kroppen, der egentlig blot var et biprodukt af en erkendel- 

sesteoretisk pointe, men som var så veleksekveret, at filosofien siden har kunnet lune 

sig ved dette mystiske forhold mellem kroppen og sjælen. En adskillelse der er kardi- 

nal for filosofien, idet den rummer den højt besungne rationalitet og dennes begreber, 

diskursivitet osv.; den er fundament for diskussion om værdier og en evt. fri vilje, 

hvilket ellers ville være meningsløse størrelser; den udtrykker erkendelsens princi- 

6

pielle dikotomi og danner derved selve fundamentet for erkendelsesteorien osv. At 

Descartes’ fragmentering har opnået stjernestatus, skyldes at filosofien nærer sig af 

adskillelse. Descartes er således eksemplarisk, idet hans adskillelse af res cogitans og 

res extensa er et mønstereksempel på hvorledes filosofiens dyd, analysen - adskillelsen 

af problemstillingens bestanddele - oftere er betydeligt mere vellykket end det efter- 

følgende forsøg på at syntetisere delene til noget, der bare minder om den dagligdags 

virkelighed. Selvom filosoffer ofte har ry for at være luftkastel-entreprenører, er deres 

egentlige kendemærke snarere nedbrydningsaktiviteten. 

For at komme til sagen er min intension med denne opgave at foretage en undersøgelse 

af, hvorledes hævdvundne filosofiske dyder forholder sig til nutidens øvrige livtag 

med virkeligheden. Med alle disse påstande om filosofiens vildveje og uløselige apori- 

er, kunne det være passende at spørge til muligheden for at afhjælpe filosofien og ikke 

mindst filosofiens evne til at hjælpe til. Er det i realiteten filosofiens natur at beskæfti- 

ge sig med spørgsmål, der ikke regelret lader sig besvare, og har de en karakter af en 

forholden sig til selve menneskets forholden sig til virkeligheden? Rummer filosofien 

en mulighed for at bidrage til selve menneskets udforskning af verden eller ej, og er 

dette overhovedet filosofiens opgave? 

Som grundlag for en sådan diskussion, har jeg valgt at tage udgangspunkt i en 

konkret analyse af en variant af den naturalistiske filosofi. Nærmere bestemt vil jeg 

fokusere på den såkaldte kognitivistiske filosofi, 1 og se hvorledes denne forholder sig 

til klassiske filosofiske problemstillinger. Opgaven vil følgelig kredse om traditionelle 

1 Lidt terminologisk afklaring fra begyndelsen: Jeg tillader mig at benytte termen ’kognitivistisk filosofi’, da 

dette er den gængse betegnelse, selvom spørgsmålet om hvorvidt denne tendens overhovedet er filosofisk, er et 

af opgavens temaer. Jeg vil ligeledes benytte ’kognitionsforskning’ som synonymt med kognitivistisk filosofi, 

selvom denne term også dækker over andre discipliner. Ret beset udgør kognitivistisk filosofi blot en parcel af 

kognitionsforskningen side om side med de andre discipliner. Sagen er imidlertid den, at jeg ikke vil behandle 

andet end filosofisk relevante aspekter af kognitionsforskningen, hvorfor jeg tillader mig at bruge den generelle 

betegnelse. Termen ’kognitivisme’ vil jeg dog så vidt muligt undgå i denne forbindelse, idet en stigende antal 

filosoffer bruger ordet som komplementært til skepticisme som afløser for det lidt belastede ’absoluti sme’. 

7

erkendelsesteoretiske og ontologiske spørgsmål såsom bevidsthed, mening, intentio- 

nalitet, tid og rationalitet, men med kognitionsforskningen som udgangspunkt. 

Opgaven er delt op i to tempi, hvor jeg i den første del vil redegøre for den kog- 

nitivistiske filosofi og dens bud på mulige håndteringer af traditionelle filosofiske pro- 

blemer. I anden del vil jeg benytte den fremlagte kognitionsforskning som baggrund 

for en analyse og diskussion af forsøget på at naturalisere filosofien. Ikke mindst er det 

væsentligt at diskutere om og hvorvidt naturalismen overhovedet kan siges at besidde 

filosofiske kvaliteter endsige have relevans for filosofien. Hvis det antages at være 

tilfældet, kan man spørge til hvorledes den så bør forholde sig til mere traditionelle 

filosofiske domæner, metoder og discipliner. Er naturalismen en filosofisk farbar vej, 

eller er det mere relevant at vende den om og spørge til filosofien selv som farbar vej? 

I den forbindelse vil jeg også inddrage kritik fra kontinentalfilosofisk side, som i mine 

øjne er den skrappeste udfordring for en naturalisering af filosofien, idet man herfra 

betvivler hele denne udforskende entreprise. Dertil kommer, at jeg ikke finder det so- 

bert at udelade en så stor og indflydelsesrig tradition fra en metafilosofisk diskussion, 

på trods af dens umiddelbare heterogenitet i forhold til de udvalgte positioner i denne 

opgave. I forlængelse af denne holdning, vil jeg også give et bud på, hvorledes anglo- 

amerikansk og kontinental filosofi kunne opnå større gensidig kontakt. 

Når jeg har valgt kognitionsforskningen, er dette på ingen måde tilfældigt, men har 

mange grunde. For det første taler denne tilgang til mit naturvidenskabelige hjerte, og 

er i mine øjne en sund vej at gå – filosofisk eller ej. Kognitivistisk filosofi er derud- 

over højaktuel, hvilket ikke i sig selv er en filosofisk dyd (det opfattes snarere lidt su- 

spekt), men en fordel for en skribent der forsøger at gøre stoffet levende. Dertil kom- 

mer, at kognitivistisk filosofi i hele sin essens er et mere eller mindre eksplicit opgør 

med traditionelle filosofiske metoder, og i nogen grad også dennes grundantagelser, 

hvorfor den er et oplagt afsæt for en metafilosofisk diskussion. 

Kognitionsforskningen rummer også flere egenskaber, der gør den attraktiv rent 

filosofisk. F.eks. er tid et centralt aspekt i nogle af de modeller vi skal se på, og place- 

rer sig dermed i en solid filosofisk tradition for at knytte mennesket tæt sammen med 

8

tiden som fænomen. Desuden rummer kognitionsforskningen potentiale for at trække 

på flere filosofiske traditioners opnåede indsigter, hvilket jeg finder særdeles tiltalen- 

de. Som nævnt vil jeg forsøge at vise, hvorledes kognitionsforskningen kunne berede 

vejen for en mere frugtbar sammentænkning af, eller måske snarere samarbejde mel- 

lem, den kontinentale (fænomenologiske) og den anglo-amerikanske tradition. 

Sidst men ikke mindst adskiller kognitivistisk filosofi sig i dag fra relaterede for- 

gængere, ved at besidde et mere veludviklet videnskabeligt fundament til udforsknin- 

gen af de komplekse fænomener, som bevidstheden, sproget, tiden osv. udgør. Som 

det senere vil fremgå, er den primære forskel, at nye kognitionsmodeller er mere kom- 

plekse, kontekstuelle og dynamiske, hvor de tidligere hovedsageligt var funderet på 

computermodeller. Man kan sige, at naturvidenskaben har nået et kompleksitetsniveau, 

der gør det svært at affeje dens beskrivelser som blot simple reduktive modeller, især 

for en filosofi der i stor udstrækning stadig sidder fast i langt mindre fleksibelt be- 

grebsapparat. Indvendingerne fra den traditionelle filosofi har ofte været møntet på den 

første generation af kognitionsforskningen og er mindre træffende for kognitions- 

forskningens på sit nuværende højere stade. Et stade der er højt i to forstande, idet 

kognitionsforskningen rent formalt har udbytte af moderne matematiske modeller som 

f.eks. kaos- og kompleksitetsteorier, der rækker langt ud over tidligere mere lineære 

modeller. Konkret hviler kognitionsforskningen på den moderne teknologis mulighe- 

der for at foretage analyser og målinger af hidtil lukkede områder især indenfor neu- 

rologi, som giver særdeles interessant empirisk materiale til forståelsen af den menne- 

skelige kognition. På trods af de traditionelle indvendingers principielle karakter, er 

det spørgsmålet, om de kvantitativt er blevet overhalet indenom. I den forbindelse er 

det interessant at undersøge, om filosofien, der klassisk har været moderdisciplinen, 

som oprindeligt rummede alle de formelle og konkrete videnskaber, bliver indlemmet 

blandt disse igen. Der ville være noget filosofisk ironisk, men ikke desto mindre helt 

naturligt i, at børnene der fløj fra reden, med tiden overtager deres ophavs dont og må- 

ske også med tiden reden selv. Om dette så skyldes fadermord, eller naturens gang må 

være op til den enkelte at vurdere. 

9

Inden jeg blamerer mig yderligere som naiv scientistisk oplysningsoptimist, så 

lad os få syn for sagen. 

10

1. Kognitivistisk filosofi 

For overhovedet at kunne analysere, diskutere og vurdere den kognitivistiske filosofi i 

relation til traditionel filosofi, vil jeg først forsøge en generel karakteristik af den så- 

kaldte filosofiske naturalisme. En regelret definition af naturalistisk filosofi er ikke 

mulig, idet denne tendens, i lighed med de fleste andre filosofiske problemfelter, ikke 

er fri for splid. Der er derfor ikke tale om en fuldstændig entydig position, men snarere 

et felt af beslægtede teorier. Jeg vil på trods heraf forsøge at indkredse tendensen så 

stramt som muligt i de principielle aspekter med fare for, at nogle perifere varianter 

falder udenfor. Hermed ofres den minutiøse præcision til fordel for klarhed. Denne 

strategi er i tråd med resten af opgaven, idet kun de principielle aspekter af naturalis- 

men er af interesse i denne opgave. Samtidigt vil jeg gøre opmærksom på, at det kun er 

de teoretiske dele af naturalismen jeg beskæftiger mig med, og altså ikke etiske eller 

socialfilosofiske varianter. 

1.1. Naturalistisk filosofi 

1.1.1. Den naturalistiske vending 

Alt efter hvor rummelig man udfærdiger karakteristikken af den naturalistiske filosofi, 

vil man kunne finde spredte eksempler rundt omkring i filosofihistoriens afkroge. 2 Af 

relevans for denne opgave er dog kun den generelle tendens, som så dagens lys i mid- 

ten af forrige århundrede indenfor den engelsksprogede filosofi. Helt konkret kunne 

man tidsfæste bevægelsens fødsel til 1951, hvor W.v.O. Quines Two Dogmas of empi- 

ricism offentliggøres, og siden får status af en slags programerklæring for naturalis- 

men. Heri kritiserer Quine flere af rationalismens reminiscenser. I særdeleshed tanken 

2 I relation til Kitcher (1992) kan man sige, at den form for naturalisme jeg fokuserer på, er den såkaldte ” post- 

fregianske”, der er kendetegnet ved et opgør med, ikke blot den traditionelle filosofi, men i særdeleshed de 

stærkt rationalistiske tendenser i starten af sidste århundrede repræsenteret ved folk som Frege, Russell, den 

tidlige Wittgenstein, Husserl samt senere den sproglige vending. Accentueringen skyldes, ud over opgavens 

primært tematiske vinkel, at denne naturalistiske bølge har vundet meget bredere genlyd end de tilsvarende fo r- 

søg sidst i attenhundredetallet, og sandsynligvis vil få større idehistorisk betydning. 

11

om analycitet får en ordentlig medfart, idet Quine viser, at analycitet ikke kan forkla- 

res apriorisk, da det begreb om synonymitet som analyciteten angiveligt skulle define- 

res ud fra, selv hviler på analycitet (logisk nødvendighed). Siden har netop kritikken af 

(analytisk) apriorisme 3 været et af naturalismens kendetegn. Ligeledes gør Quine op 

med forestillingen om filosofi som sproganalyse. Sproglig mening er ikke filosofiens 

primære genstandsområde hævder Quine, men den bør snarere give sig i kast med rig- 

tig ontologi igen. Virkeligheden afdækkes ikke ved hjælp af en sproglig afklaring og 

begrebsanalyse alene, men bør udgøre et selvstændigt genstandsområde. Denne mod- 

vilje mod at analysere vore begreber om fænomenerne, i stedet for konstruktivt at pro- 

ducerer teorier om fænomenerne, har siden præget naturalismen. Samtidig slår Quine 

til lyd for, at man, som konsekvens af dommes udelukkende syntetisk aposteriori ka- 

rakter, bryder det principielle skel mellem filosofien og de øvrige videnskaber, og 

fremover betragter filosofien som en, om end abstrakt, del af videnskaben. Der er med 

andre ord ikke et privilegeret genstandsområde tilbage til filosofien. Ej heller en sær- 

egen metode eller terminologi. 

I 1960’erne finder Quines tanker støtte hos en gruppe australske filosoffer, bl.a. 

D.M.Armstrong og J.J.C.Smart, som ligeledes finder sproganalyse irrelevant for afkla- 

ringen af, hvad erkendelsen og verden egentligt er karakteriseret ved. På samme vis 

betoner Smart og Armstrong de nye og overvejende naturvidenskabelige metoder til 

afdækning af f.eks bevidstheden. Hvis naturvidenskaben er i fuld gang med at afdække 

hjernens neurologiske processer, kan filosofien ikke sidde dette overhørig, men må 

tage part i en empirisk udforskning. Hermed udvikler de australske filosoffer den så- 

kaldte identitetsteori, som hævder at bevidstheden ikke er andet end neuro-kemiske 

processer i hjernen. Selvom teorien ikke isoleret set nyder den store opmærksomhed 

mere, men kun i funktionalistiske varianter, har den foranlediget en mindre ortodoks 

og mere uimponeret måde at bedrive forskning om bevidstheden. 

I 1969 er Quine atter på banen igen med Epistemology Naturalized, med en af- 

visning af erkendelsesteoriens status af prima philosophia. I stedet for rationalistiske 

udledninger af aprioriske erkendebetingelser og evidenskrav, bør erkendelsesteorien i 

3 Den syntetiske apriorisme har ikke længere mange tilhængere. 

12

fremtiden blot udgøre en parcel af psykologien (ifølge Quine den behavioristiske). I 

stedet for at spilde sit krudt på at udtænke snedige aprioriske argumenter imod skepti- 

cismen, bør man hellere foretage konkrete empiriske undersøgelser af, hvordan men- 

nesket rent faktisk perciperer, ræssonerer osv. 

Generelt kan man sige, at naturalismen afviser mange gamle filosofisk rationalistiske 

mærkesager, såsom at logik, fornuft og mening skulle være særlige super-empiriske 

fænomener, hævet over videnskabens øvrige genstandsfelt. Der er ikke en speciel on- 

tologisk sfære eller andre verdener, der rummer filosofiens genstande, men de er en 

del af vores virkelighed på samme måde som partikler, stjernetåger og hysteriske an- 

fald. Filosofien bør dele metode, ontologi, terminologi osv. med videnskaben og ligge 

i naturlig forlængelse af denne. Ikke for at hengemme eller negligere filosofiens klas- 

siske problemstillinger, men tværtimod netop for at forklare og forstå dem. Størrelser 

som det transcendentale subjekt og ideale meninger og begreber er ikke just mere be- 

gribelige i deres filosofiske gevandter end i en eventuel naturlig forklaring. Selvom 

naturalismen tit har været udskældt for at være ignorant og blindt reduktionistisk, er 

dens motiv nøjagtig det samme som den traditionelle filosofis: at forstå og forklare 

alverdens fænomener. Forskellen er i den henseende blot metoden og graden af ære- 

frygt for de filosofiske problemer, samt en vilje til ikke at differentiere menneskets 

forskellige udlægninger af verden unødigt. Naturalismen foretager derved en dobbelt- 

bevægelse, idet mennesket frarøves dets status af centrum for beskrivelsen af verden 

(som i rationalismen: privilegeret indsigt i virkeligheden; teismen: Guds udvalgte; hu- 

manismen: særegen status i naturen osv.), men placeres samtidig midt i naturen som 

del af denne. 

1.1.2.Naturvidenskab og filosofi 

Filosofisk naturalisme lægger sig typisk op af en i forvejen etableret videnskab. Det 

være sig fysikken, biologien eller psykologien. Oftest antages disse at befinde sig in- 

den for samme overordnede ramme - hvad man vagt kunne kalde naturlige beskrivel- 

sesmodeller – og deler ofte visse antagelser. F.eks danner neodarwinismen, big bang, 

atommodellen og andre veletablerede teorier typisk fælles referenceramme. At natura- 

13

lismen støtter sig til naturvidenskabelige teorier, har ofte affødt den fordom, at den 

derfor er restriktiv og eliminativ overfor klassisk humanistiske emner og intet interes- 

sant efterlader hos mennesket. Sandheden er dog, at dens primære motiv ikke er elimi- 

nation per se, men en reduktion af tilsyneladende overnaturlige fænomener til mere 

velkendte og velbeskrevne fænomener, eller en konstruktiv måde at redegøre for for- 

holdet mellem forskellige emergente beskrivelsesniveauer. At operere med forskellige 

beskrivelsesniveauer - liv skal f.eks. beskrives anderledes end kulstofmolekyler - der 

kræver forskellige begreber og metoder, er ikke det samme som at opfatte dem som 

ontologisk heterogene. Som eksempel regner mange naturalister mening, intentionali- 

tet, bevidsthed og andre luftige størrelser for fuldgyldige naturlige fænomener, der blot 

skal forklares ud fra gængs naturvidenskabelig terminologi. Faktisk opererer mange 

naturalister med en temmelig tolerant realistisk ontologi. 4 

1.1.3. Eksternalisme/internalisme: Begrundelse, sandhed og mening 

I relation til metodologiske overvejelser, er det karakteristisk for naturalistiske teorier, 

at de overvejende bekender sig til en eksternalistiske begrundelses-, menings- og 

sandhedsteorier. Hermed menes, at de i modsætning til megen traditionel filosofi 

henlægger kriterier for begrundelse og sandhed samt meningens fundament udenfor 

det erkendende subjekt. F.eks vil en naturalist typisk tilskrive hjerneprocessers grad af 

pålidelighed, eller evolutionært udvalgte erkendemekanismer, som det der befordrer 

begrundelse for viden og dermed fundament for al tale om rationalitet. I modsætning 

hertil ville mere traditionelle filosoffer som Descartes og Husserl henvise til størrelser 

som ubetvivlelighed og evidens som begrundelsesbefordrende - altså subjektets interne 

forhold til det erkendte. På samme vis hævder mange naturalister ikke underligt, at 

sandhed er en kvalitet, som et udsagn besidder, af grunde eksternt i forhold til det er- 

kendende subjekt. 

4 Visse naturalister hævder ligefrem at naturaliseringen består i at udvide de naturlige kategorier, og så at sige 

indlemme ’unaturlige’ fænomener i stedet for at reducere dem. Se Petitot et al. (1999) pp. 68-71, 317 ff., 83 ff. 

og 330 ff. Ligeledes er Hoffmeyer (1993) af den overbevisning, at naturvidenskaberne i høj grad bør komme til 

filosofien og ikke omvendt. Selv hælder jeg til en moderat tolerant naturalisme, som det vil fremgå. 

14

Forskellen mellem naturalisme og traditionel filosofi på disse punkter skyldes 

også opfattelsen af, hvad viden er. Hvor viden traditionelt er blevet opfattet som eks- 

plicit propositionel og diskursiv, er der en udbredt tendens til også at inkludere før- 

sprolige og ikke-diskursive tilstande som vidensformer. F.eks kropslig kunnen og vis- 

se intuitive tilstande. Populært kaldet ’tavs viden’. 

Afskrivningen af internalismen er en del af et større opgør med traditionel erken- 

delsesteori, som ikke længere opfattes som en autonom disciplin med egne termer og 

regler, men forsøges mere eller mindre reduceret til gængs naturvidenskabelig be- 

handling. Desuden betyder afvisningen af internalisme i kombination med benægtelsen 

af aprioritet, at erkendelsesteorien relegeres som prima philosophia. En status den som 

bekendt overtog fra metafysikken med Descartes og den moderne filosofis gennem- 

brud. I det hele taget er tanken om subjektets transparens for sig selv samt evnen til 

uhildet at konstruere erkendelsesteori som lænestolsbeskæftigelse blevet så miskredite- 

ret fra forskellige sider, at denne forestilling ikke længere ukontroversielt lader sig op- 

retholde. Mere positivt hævdes det i denne forbindelse, som vi senere skal se, at krop- 

pen og omgivelserne spiller en fremtrædende, men hidtil overset, rolle i erkendelsen. 

1.1.4. Erkendelsesteori og normativitet 

Et punkt som oprindeligt adskilte naturalismen fra den traditionelle filosofi, var 

spørgsmålet om erkendelsens normativitet. Hermed menes, at der traditionelt har været 

sat et skarpt skel mellem normative og deskriptive aspekter af erkendelsen, hvor det 

normative udgjorde det intrinsisk filosofiske og det deskriptive blev overladt til viden- 

skaber som psykologi, biologi osv. Når jeg skriver i datid skyldes det, at der internt i 

naturalismen er opstået en strid om, hvorvidt en naturalisme kan/bør bevare de norma- 

tive aspekter og hermed forblive erkendelsesteori i klassisk forstand. 

Overordnet set gives der tre former for naturalistisk erkendelsesteori, som ad- 

skiller sig i graden af hvilken plads de levner for traditionel erkendelsesteori og dennes 

normativitet: 5 

5 Inddelingen af de naturalistiske erkendelsesteorier her er i store træk i overensstemmelse med Almeder (1990), 

Maffie (1990b), Koppelberg (1993) og Kornblith (1985). 

15

1) Den første variant søger helt og aldeles at erstatte den traditionelle erkendelsesteo- 

ri med naturvidenskabeligt empiriske undersøgelser af eks. menneskets hjerne, 

biologiske betingelser for erkendelsen osv. Enhver normativ betragtning over 

hvorledes mennesket bør erkende eller hvordan hvorledes erkendelsen overhovedet 

bør udforskes hviler på forældede forestillinger. Filosofien besidder ingen privile- 

geret status i forhold til enkeltvidenskaberne, og kan følgelig ikke udstikke kriterier 

for gyldig erkendelse endsige opstille metaregler for undersøgelsen af erkendelsen. 

Iblandt fortalere for en sådan radikal (eliminativ) naturalisering er Quine fremtræ- 

dende. 6 

2) Den anden, og mere moderate variant, ønsker ligeledes at benytte naturvidenskaben 

til at afdække den menneskelige erkendelse, men finder ingen grund til at fjerne de 

normative elementer fra denne undersøgelse. Tværtimod betones det, som indenfor 

traditionel filosofi, at erkendelsesteorien er intrinsisk normativ og bør vurdere be- 

grundelse, rationalitet og udpege kognitive mål. Blot bør selve undersøgelsen inte- 

grere empiriske metoder. 

Vandene skilles imidlertid når det kommer til normativitetens karakter og status, 

og man bør skelne mellem: 7 

a) Kriterialisme: Det normative supervenierer på det deskriptive og er derfor 

hverken autonomt eller reducibelt. Deskriptive kriterier fikserer normative 

egenskaber, men sidstnævnte kan ikke reduceres til førstnævnte. Filosofiens 

opgave er at tage sig af de normative og typisk meta-epistemologiske aspekter 

af erkendelsesteorien. 

b) Definisme: Det normative er (intensionelt) identisk med, og kan defineres 

som, deskriptive elementer i erkendelsen. Det normative er blot hypotetisk 

imperativt, idet rationalitet, begrundelse osv. kun kan afgøres i relation til 

konkrete epistemiske mål og situationer. 

6 Dog er Quine ikke altid helt klar på dette punkt, og lyder snart som reduktionist og snart som scientist (se tredje 

variant nedenfor). 

7 Se Maffie (1990b) pp. 285-6. 

16

c) Reduktionisme: Ved hjælp af visse ”brobygningslove” kan normativiteten 

ved erkendelsen reduceres til, og derved legitimiseres af, deskriptive aspek- 

ter. Normative prædikater er ekstensionelt identiske med deskriptive ditto. 

Det normative ophører dog ikke med at eksistere, fordi det det reduceres til 

deskriptive elementer, lige så lidt som vand ophører med at eksistere ved re- 

ducering til H2O. 

3) Den tredje variant ønsker hverken at afskaffe eller transformere erkendelsesteorien, 

men blot føre den over på naturvidenskabens hænder. Ud fra en overbevisning om 

at naturvidenskaben udgør den eneste legitime undersøgelse af verden og derfor 

dens epistemiske prioritet, bør erkendelsesteorien i traditionel forstand i fremtiden 

være et udelukkende naturvidenskabeligt forehavende. 

Hele diskussionen om normativitet vil vi berøre senere. Overordnet kan man sige, at 

hvis normativiteten antages at udgøre et irreducibelt aspekt ved erkendelsesteorien, ser 

en restløs naturalisering af filosofien, alt andet lige, vanskeligere ud. 

1.1.5. Ontologi 

Selvom man ikke foretage en skarp adskillelse af erkendelsesteori og ontologi, og på 

trods af at vi allerede har berørt ontologiske problemstillinger, bør det for klarhedens 

skyld slås fast, at også ontologiske spørgsmål placerer sig centralt i forbindelse med 

naturalismen. Filosofiens forskellige fænomener som bevidstheden, tid, mening osv. 

forsøges forklaret indenfor gængs naturvidenskabelig ontologi. Især spiller spørgsmå- 

let om bevidsthedens ontologiske status en fremtrædende rolle. Karakteristisk for natu- 

ralistiske teorier om emnet er da heller ikke overraskende, at bevidstheden, sammen 

med sine erkendelsesteoretiske og semantiske karakteristika som f.eks. intentionalitet, 

søges forklaret vha. neurologi, biologi osv. Forsøgene på dette har været talrige, men 

det må endnu erklæres for et åbent spørgsmål, hvorvidt den klassiske dualisme (og 

selvfølgelig en mentalistisk monisme), lader sig forklare i en naturvidenskabelig mo- 

nisme. Derfor har spørgsmålet også oplevet en veritabel ’revival’ i de senere år - der 

tales ligefrem om ”the consciousness boom” - og regnes af nogle for at være naturvi- 

17

denskabens største tilbageblevne gåde. 8 Da problemet må siges at være kardinalt for 

filosofien (næsten alle filosofiske problemer knytter sig til den menneskelige bevidst- 

hed i en eller anden forstand), må evnen til at redegøre plausibelt og ikke mindst fæ- 

nomenologisk adækvat for bevidstheden - ”the hard problem” - på sigt blive en slags 

lakmustest af de naturalistiske teoriers chance for at kunne tilskrives filosofisk præg- 

nans. 

1.2 Kognitivistisk filosofi: Positioner 

Den kognitivistiske filosofi lader sig ikke regelret indføje under naturalismen, hvilket 

den følgende diskussion også vil afsløre. Sagen er den, at det ikke alene er en vurde- 

ringssag, hvornår en given teori er naturalistisk og kognitiv filosofisk, men at de to 

rubriceringer også krydser hinanden såvel tematisk som historisk. Kognitivistisk filo- 

sofi er derfor ikke en ægte delmængde af naturalismen, men har historisk vist sig i tra- 

ditionelt filosofiske klæder. F.eks. er det sigende, at både Descartes og Hobbes kan 

siges at stå fadder til kognitivistisk filosofi, hvorved både den udtalt rationalistiske og 

en materialistisk naturalisme har præget tendensen fra begyndelsen. Dertil kommer, at 

kognitionsforskningen typisk har været bedrevet af matematikere på den ene side, og 

naturvidenskabsfolk på den anden, hvilket har delt tendensen i rationalisme, intellektu- 

alisme og platonisme overfor naturalisme. 9 

Da de ikke-naturalistiske varianter af den kognitivistiske filosofi efterhånden er 

marginaliserede, og udgangspunktet for denne opgave er en tematisering af en natura- 

8 Her bør man være opmærksom på forskellen mellem ’mind’ og ’consciousness’, hvor sidstnævnte er mere 

specifik end førstnævnte og dækker over bevidsthedens særegne karakter af givethed for sig selv som bevidst. Et 

træk ved bevidstheden der er blevet genstand for stigende interesse i engelsksproget filosofi efter Thomas Nagel 

gav det vendingen: ”What it´s like to be …” i artiklen What it’s like to be a Bat (1974). Man kunne lidt nyfigent 

hævde, at netop pga. det vagt definerede ’mind’, som har været den gængse betegnelse for bevidstheden som 

forskningsobjekt, har der hersket en tendens til at overse bevidsthedens helt centrale karakter istikon. 

9 Denne pointe fremhæver Lakoff og Johnson (1999) så kraftigt, at de ligefrem forbeholder termen ’philosophi- 

cal cognitivism’ til de varianter, der tydeligt har rationalistisk arvegods i baggagen, og benytter af konnotative 

hensyn slet ikke ’filosofi’ i forbindelse med de mere naturalistiske varianter af kognitionsforskningen, som de 

selv taler for. Jeg er for så vidt enig i denne betragtning, hvilket også fremgår af den lille sproglige subtilitet, at 

18

listisk kognitionsforskning i relation til filosofien, vil jeg derfor lade denne problem- 

stilling hvile af hensyn til overskueligheden. Jeg vil i det følgende fremlægge en skitse 

over den moderne kognitionsforsknings historie og grundpositioner. Hermed fokuserer 

jeg udelukkende på den såkaldte ’kognitivistiske vending’, der havde sit udspring i 

midten af forrige århundrede, og ser bort fra de spredte og usystematiserede tiltag filo- 

sofihistorien tidligere har budt på. 

Hvorvidt den kognitivistiske filosofi skal tilskrives en decideret udviklingshisto- 

rie, eller snarere er kendetegnet ved vekslende tendenser, er et spørgsmål om tempe- 

rament. Kognitionsforskningens hidtidige udvikling vurderes internt meget forskelligt 

lige fra den langsomme modning til revolutionære omvæltninger. 10 Tilsyneladende er 

der dog tale om, at de forskellige grundpositioner har eksisteret side om side stort set 

hele tiden, men med vekslende dominans. Under alle omstændigheder finder jeg det 

relevant at redegøre for de forandringer der trods alt har været, idet de vil belyse en del 

fordomme overfor den kognitivistiske filosofi og bidrage til at afklare, hvorvidt den 

udgør et seriøst bud på en fremtidig filosofi. Jeg holder altså ikke de historiske aspek- 

ter for væsentlige per se, idet kun kognitionsforskningens kvalitative udvikling har 

(tematisk) relevans for denne opgave. Dog er der en vis, om end ikke streng, kronolo- 

gisk relation mellem de følgende positioner. 

jeg benytter termen ’kognitivistisk filosofi’, og ikke ’filosofisk kognitivisme’. Det er altså ikke kognitionsfors k- 

ningen som filosofisk, men filosofien som kognitionsforskning, der er det interessante filosofiske spørgsmål. 

10 Petitot et.al (1999) betoner ikke forandringerne så kraftigt, og udlægger kognitionsforskningen som en tradit i- 

on med vekslende dominans af ellers sideløbende tendenser. Se Petitot et.al (1999) pp. 5 ff. Lakoff og Johnson 

(1999) hævder herimod, at kognitionsforskningen har undergået så kraftige forandringer, at kun visse meget 

generelle træk er forblevet fælles for den tidlige og den sene variant. Se Lakoff og Johnson (1999) pp. 74 ff. 

Uenigheden hviler dog i sidste ende på Lakoff og Johnsons kraftige accentuering af et enkelt aspekt, nemlig 

graden af kroppens indvirkning på erkendelsen, som er en relativt ny tendens. 

19

1.2.1 Computationel-symbolsk (klassisk) model 11 

Kognitionsforskningen havde sit udspring i 1950’erne, i forbindelse med den voksende 

interesse for formal logik og symbolske beregningsprocesser som led i computerforsk- 

ningen. Med baggrund i kybernetikken baseres kognitionsforskningen på Turings og 

Neumanns teorier om informationsprocesser. Processer man i funktionalistisk ånd mo- 

dellerede som regelstyret (programmeret) manipulation af diskrete symboler, der i 

princippet kunne udføres af et hvilket som helst system. Kognition antog man at være 

mulig at beskrive udelukkende ved hjælp af lineære algoritmer og digitale (enten/eller) 

computermodeller. Forskellige kognitive opgaver foregår rundt omkring i separate 

moduler, som sekventielt løser hver af deres lille bid af beregningen i overensstem- 

melse med det overordnede program. 

Grundet den rent funktionalistiske opfattelse var den symbolske model også tid- 

ligere omgærdet af en generel optimisme overfor mulighederne for at skabe 

kunstig intelligens, idet substratet for symbolmanipulationen blev betragtet som uaf- 

hængigt af selve funktionen. Med andre ord var den menneskelige hjerne blot et neu- 

tralt medium - den såkaldte ”wetware” - og ikke mere knyttet til programmet, intelli- 

gensen, end at hjernen i princippet kunne programmeres anderledes, og programmet 

køres på anden hardware. Ydermere giver denne funktionalisme sig til udtryk derved, 

at kognition udelukkende relateres til symbolernes repræsentationskarakter og ikke 

nødvendigvis til bevidstheden. Med denne nedprioritering af bevidsthedens aktive 

rolle i kognitionen, minder modellen meget om den behaviorisme den ellers var et im- 

plicit opgør med. 

Den computationelt-symbolske model anvender tre beskrivelsesniveauer, som 

kunne illustreres således: 

1) 

11 Jeg bør beklage de lidt kunstige betegnelser på de forskellige positioner, men det skyldes dels områdets angli- 

cistiske karakter og dels at tendensen er så relativ ny, at der simpelthen ikke foreligger nogen fast dansk nomen- 

klamentur endnu. Jeg har valgt termer, der tydeliggør positionernes respektive karakteristika til fordel for det 

mundrette. 

Implementeringsniveau: radiorør, chips, neuroner osv. 

20

3) 

2) 

Som den opmærksomme læser måske bemærker, indebærer denne indeling en udvidel- 

se af den klassiske dualismeproblematik med endnu et niveau, det såkaldte ”Mind- 

mind” problem, hvor vanskeligheden er at redegøre for programmernes relation til det 

fænomenologiske niveau. Kort sagt er problemet det klassiske funktionalistiske, at der 

er forskel på at have en repræsentation, og at repræsentationen er givet for subjektet. 

Vi vender tilbage til dette. 

Funktionelt niveau: Programmer. 

Semantisk niveau: Intentionalitet, repræsentation osv. 

Kendetegnende for denne model er, at den trækker store veksler på tidligere filo- 

sofiske antagelser, og kun i mindre grad er udtryk for naturalisme. De funktionelle 

modeller der anvendes, minder en del om tidligere rationelle forestillinger om erken- 

deapparatets ’Vermögen’, og deres status tangerer det transcendentale. Der er helt kla- 

re skel mellem kognitionen som konkret forløbende, og så de ideale lovmæssigheder 

der styrer processerne. En skelnen der kendetegner antinaturalistisk filosofi, og som 

man bl.a. finder hos Kant og i særdeleshed i Husserls indvendinger mod psykologis- 

mens sammenblanding af det normative (rent logiske) og det deskriptive (empirisk 

konkrete) niveau. Den computationelt-symbolske model er derfor mest at regne for en 

moderne rationalistisk og kvasi-transcendentalistisk forståelse af kognitionen. 

Tidligere tiders tænkning giver sig også til kende deri, at den computationelt- 

symbolske model opfatter de enheder eller symboler, systemet opererer med - normalt 

kaldet repræsentationer (se nedenfor) - for selvstændige meningsenheder, struktureret 

af semantik og syntaks. Nogle tillægger ligefrem de symbolske enheder en karakter af 

propositional attitudes og regner systemet af symboler for et ”language of thought”. 12 

Herved minder modellen i betænkelig grad den traditionelle filosofiske tanke om at 

bevidstheden og intelligensen er mere eller mindre eksplicit ræsonneren. At opfatte 

12 En tankegang Jerry Fodor nidkært forsvarer. Se Fodor og Pylyshyn (1988). 

21

sproget som nødvendigt opbygget af mindre sprogbidder, minder lidt om at opfatte 

bordet lavet af små borde. En tankegang der dog umiddelbart gør det lettere at redegø- 

re for en række fænomenale kognitive træk end ud fra de følgende modeller. F.eks. er 

det, ud fra denne model, ikke så vanskeligt at redegøre for menneskets evne til at dan- 

ne og forstå uendeligt mange sætningskonstruktioner med (angiveligt) endelige midler. 

Det skyldes groft sagt, at mentale repræsentationer besidder kombinatoriske semanti- 

ske og syntaktiske strukturer, hvorfor man ud fra kendskab til én sætnings betydning, 

kan genererer et utal af andre. 13 Andre fænomener som intentionalitet og propositional 

attitudes lader sig ligeledes lettere forstå, idet de semantiske kvaliteter derved er til 

stede fra starten, og ikke skal forklares som et produkt af systemets virksomhed. Dog 

er der et problem med at redegøre for, hvorledes systemet selv opnår status af seman- 

tisk-symbolsk system. Således giver modellen måske slet ikke en egentlig kognitiv 

forklaring, men måske kun en computationel, idet systemet strengt taget kun kan siges 

at besidde syntaks, men ikke semantik. Systemets symboler er jo blot tildelt en me- 

ning, men man kan ikke sige, at systemet forstår symbolerne. 14 

Vanskelighederne med at redegøre for intentionalitet eller repræsentationernes 

givethed, samt den udprægede funktionalistiske opfattelse af kognitionen som den 

computationelt-symbolske model er kendetegnet ved, har været hovedårsagen til, at 

kognitionsforskningen hidtil generelt har nydt ringe anseelse indenfor filosofien. En 

opfattelse som er regulært fordomsfuld overfor nyere modeller, der ikke opererer med 

samme klodsede dikotomi mellem det semantiske og det processuelle niveau. 

1.2.2. Konnektionistisk model 

I halvfjerdserne bryder en anden type teori frem, som fjerner sig fra tanken om regel- 

bunden seriel manipulation af diskrete symboler. 15 I stedet betones kognitionen som et 

dynamisk system 16 af netværk med en mængde indbyrdes forbundne subsystemer, der 

13 Ibid. 

14 Jf. Searles berømte ”chinese room” eksempel. Se Searle (1997). 

15 Modellen er ikke helt ny, blot en forbedret udgave af tidligere teorier. Se Bechtel et al. (1998) pp.38 ff. 

16 Dynamiske systemer (=kaotiske = komplekse = ikke-lineære = selvorganiserende) udgør ret beset en selv- 

stændig model, men jeg benytter den her af hensyn til overskueligheden kun i forbindelse med konnektionismen. 

22

i sig selv kun er i stand til meget beskedne processer. Disse subsystemer (neurale en- 

heder) antages at kunne bestå af små grupper af neuroner og i nogle tilfælde af én en- 

kelt neuron. Enten med analoge (graduerede) eller digitale input og output som funkti- 

on af enhedernes ’tyngde’ (”weight”) og ’tilbøjelighed’ (”bias”), hvilket groft sagt vil 

sige styrken af de synaptiske forbindelser. Systemets neurale enheder er forbundet så- 

ledes, at ændring i én enhed forårsager ændring i alle de andre (variable) enheder, 

hvorved hele systemet ændrer tilstand (”state”). Dette giver sig til udtryk i typiske 

mønstre og regulariteter, der på et højere niveau kan tolkes som regelbundne, men som 

ikke er direkte styret af disse regler. Der er altså ikke nødvendigvis et program der sty- 

rer systemet ’udefra’, hvorfor man også normalt betegner deres strukturering ’selvor- 

ganiserende’. 17 

Konnektionistisk system: 

Det viste system er et backpropagation system, hvor de ubrudte pile 

angiver feedforward forbindelser, og de stiplede linjer feed-back for- 

bindelser. Antallet af enheder, lag, forbindelser og disse forbindelsers 

styrke kan varieres. 

Dynamiske systemers tilstand kan beskrives vha. differentialligninger med variabler 

og parametre (der ikke påvirkes af variablernes ændring) som en funktion af tiden. 

Hermed ser jeg bort fra ikke-dynamiske konnektionistiske og rent dynamiske modeller. Samtidig er introduktio- 

nen til de dynamiske aspekter forsimplet. For en grundigere introduktion til dynamiske modellers status i kogn i- 

tionsforskningen, se Gelder og Port (1995). 

17 Konnektionismens popularitet hænger nok sammen med, at systemet tilsyneladende selv ’klarer ærterne’. 

Kompleksiteten i systemerne gør det i realiteten umuligt at programmere for alle funkt ioner. 

23 

Output enheder 

Interne enheder 

Input enheder

Systemet kan påvirkes udefra eller indefra som følge af variablernes gensidige påvirk- 

ning. Ud fra ligningen gives systemets samlede mulige tilstande, hvilket kan afbildes 

geometrisk i et såkaldt tilstandsrum (”state space”): 

Tilstandsrum: 

Hvert punkt på kurven repræsenterer systemets tilstand til et givent tidspunkt. 

Rummet kan have lige så mange dimensioner som antal beskrevne enheder. 

Kurven kan passere områder af erindring, syn osv. 

Centralt i denne model er tanken om de højereordens mønstres karakter af emergens, 

altså populært sagt at et komplekst fænomens opståen ikke er direkte forudsigeligt ud 

fra sammensætningen af dets dele. Emergente fænomener opstår som følge af syste- 

mets interne dynamik, og kan beskrives kvalitativt, altså som systemets overordnede 

opførsel. 18 

Tilfælles med den computationelt-symbolske model har konnektionismen fore- 

stillingen om kognition som repræsentation, men i en anden forstand. I modsætning til 

den computationelt-symbolske opererer konnektivismen ikke med, at enhederne (re- 

præsentationerne), systemet processerer vha., i sig selv besidder semantik og syntaks. 

Processerne er ikke symbolske, men numeriske. Sandhed, mening og reference hævdes 

derimod at være højereordens fænomener, der opstår som produkt af systemets proces- 

ser. Repræsentation i gængs forstand - symboler, propositioner, billeder eller hvad der 

måtte besidde en eller anden form for semantik - regnes for resultatet af det kognitive 

systems processer indenfor konnektivismen, og ikke som dets ’byggesten’. Modellen 

er netop dynamisk derved, at en erindring eller et begreb ikke bliver ’hentet frem’ fra 

et lager af fuldt færdige semantiske enheder, men opstår først som en global tilstand 

18 Kvantitative dynamiske beskrivelser - en nøjagtig angivelse af alle ligningens værdier - er næsten umuligt i så 

komplekse systemer som kognitionen, der er underlagt mange faktorer. F.eks. omgivelser, hjernens konkrete 

udformning, fysiske tilstand osv. 

24

som følge af subsystemernes indbyrdes aktivitet. 19 Et begreb er eksempelvis distribue- 

ret ud i netværket i form af forskellige mikrokendetegn (som f.eks. ’har en hank’, ’er 

rumlig’, ’til at drikke af’ osv. i tilfældet ’kop’), og forefindes derfor ikke som en se- 

mantisk enhed. 

Eksplicitte repræsentationer behøver i øvrigt ikke spille en synderligt fremtræ- 

dende rolle i konnektivismen, idet man sagtens kan forestille sig systemets tilstande 

som overvejende ’tavse’ og banen de tegner som processuel ’kunnen’. Samtidig er det 

heller ikke utænkeligt, at kun i en given kontekst kan evt. repræsentationelle tilstande 

siges at være specifikt repræsenterende. 

Fordelene ved konnektionismen som model for den menneskelige kognition er flere, 

og modellen har også haft stor empirisk succes i forsøg med kunstige systemers løs- 

ning af forskellige kognitive opgaver. For det første ligner modellen, med sit netværk 

af systemer og subsystemer, i betydelig grad nutidige neurale beskrivelser af hjernen, 

og kaldes heller ikke uden grund for ”neurale netværk”. For det andet er modellen me- 

re fleksibel og levner væsentligt større forklaringsrum for forskellige velkendte fæno- 

mener. F.eks. er det lettere ud fra en konnektionistisk model at forstå så fundamentale 

egenskaber som tilegnelse af evner, idet modellen meget generelt fortalt, pga. sin dy- 

namiske natur, kan redegøre for, hvorledes et system kan lære af sine egne fejl og ud- 

vikle sig. 20 Samtidigt reagerer et konnektionistisk system på beskadigelse ved ikke at 

19 Herved levner denne forståelse af repræsentation også en mulighed for at betragte konnektionismen som en 

subniveau-beskrivelse i forhold til den computationel-symbolske, således at denne først ’sætter ind’ på konnekti- 

onismens output-niveau. Nogle tilhængere af den computationel-symbolske model hævder derfor, at konnektio- 

nismen er en teori om implementeringsniveauet - altså kognitionens rent neurologiske niveau - og ikke om (se l- 

ve) kognitionen på det semantiske niveau. Se f.eks. Fodor og Pylyshyn (1988) for sådan en holdning. Hertil kan 

siges, at fordi den computationelt-symbolske model har vanskeligheder med at redegøre for implementering, 

betyder det ikke, at den konnektivistiske model har problemer med at redegøre for kognition. 

20 Det antages at foregå vha. feedback-mekanismer, der, på baggrund af de faktiske output, retter subsystemernes 

’tyngder’ og ’tilbøjeligheder’ ind efter de ønskede output. De ønskede output kan være programmeret (regelsty- 

ret), men vil i et konnektionistisk system typisk være dannet vha. konfrontation med paradigmatiske eksempler. 

Således er systemets begyndelsestilstand i teorien underordnet, idet vægtene og tilbøjelighederne justeres unde r- 

25

gå fuldstændigt ned, men blot gradvist svækkes (”graceful degradation”), idet andre 

subsystemer delvist overtager funktionerne. Et fænomen man kender fra hjernebeska- 

digede mennesker, der mister nogle, men ikke alle deres kognitive evner på en gang 

(med mindre hele hjernen beskadiges). Computationelt-symbolske systemer er deri- 

mod anderledes sårbare overfor beskadigelse, pga. deres serielle opbygning. 21 Alt i alt 

vejer vinden i retning af at konnektivismen bliver den dominerende beskrivelsesmodel 

i fremtiden, selvom mange endnu ikke er parate til at opgive ’den gamle model’ (hvor- 

for tilhængerne lidt eufemistisk benævner den som ”den klassiske model”). 

1.2.3 Inkorporativistisk (økologisk) model. 

Sidst i halvfjerdserne forelå store mængder empirisk dokumentation for, at man ikke 

kunne forstå kognitive processer uden at inddrage menneskets konkrete indlejring i en 

krop og en verden. De tidligste modellers ensidige fokusering på rent formale og 

funktionelle aspekter afvises som alt for simple og abstrakte. I stedet fremhæves kog- 

nitionens kontekstuelle karakter. En kontekst der både skal forstås horisontal og verti- 

kalt (eller synkront og diakront). Således udforskes både kognitionens konkrete omgi- 

velser og sociale aspekter, men også den fylogenetiske og ontogenetiske udviklings 

betydning. Indenfor den kognitive lingvistik hævdes det f.eks., at store dele af vores 

begrebsapparat er metaforisk afledt af fællesmenneskelige taktile og kinæstetiske erfa- 

ringer, hvorved menneskets konkrete fysiologi samt verdens beskaffenhed former er- 

kendelsen. 22 Selvom dette virker banalt, er det ikke desto mindre, i sin konsekvens, et 

opgør med megen tidligere tænkning. 

Den inkorporative model er kendetegnet ved en nedtoning af erkendelsens repræ- 

sentationskarakter. Kognition opfattes således ikke længere som noget der foregår ’in- 

de i hovedet’, men som en proces der interagerer med omgivelserne i en ikke-triviel 

forstand. Som partielle væsner - ikke autonome - anvender mennesket verden i en sy- 

vejs. Samtidig er systemerne kendetegnet ved Hebbs-rule, som siger, at styrken af en given synaps er proportio- 

nal med antallet af aktiveringer af synapsen. 

21 Se Stillings et al. (1995) pp. 70 ff. for en uddybning af dette og evt. Fodor og Pylyshyns (1988) nedtoning af 

samme karaktertræk. 

22 Især Lakoff og Johnson er talsmænd for denne opfattelse i Lakoff (1987) samt Lakoff og Johnson (1999). 

26

nergetisk relation (vha. fortrolighed med naturlove osv.). Kroppen opfattes derfor ikke 

som en ting blandt andre, der kan benyttes som instrument for kognitionen, men som 

integreret moment i erkendeprocessen. 23 F.eks. har studier af motoriske/kinæstetiske 

fænomener vist, at kroppen spiller sammen med omgivelserne i kognitionen, på en 

måde så de gensidigt påvirker og ’tegner’ hinanden. Helt konkret hævder Lakoff og 

Johnson (1999), at de selvsamme sensorisk-motoriske mekanismer, der er involveret i 

bevægelse, også anvendes i kognitionen. På lignende vis har studier af farveperception 

miskrediteret tanken om en fuldt og færdig ’given’ verden, da farvers fremtræden er 

tydelige eksempler på, hvorledes kognition er en forening af verdens egenskaber in re 

og kognitionens bearbejdning af disse. 24 F.eks. er kategoriseringen af farver (i øvrigt 

kulturelt varierende) ud fra fokus en kognitiv bearbejdning (afhængig af øjets tre far- 

vestave) og vilkårlig i forhold til lysbølgernes spektrale kontinuum. 

Med denne betoning af meningens skabelse i berøringen med omgivelserne, 

overfor en statisk gengivelse af en foreliggende mening, ligger positionen sig mellem 

de klassiske former for idealisme og realisme. Afstanden fra realismen skyldes pro- 

blematiseringen af det givne og til forskel fra idealismen tillægges virkeligheden en 

større grad af ’modstand’. Kognitionen opfattes som præsenterende og hverken repræ- 

senterende eller konstituerende. Følgelig bliver realismens forestilling om gengivelse 

af en foreliggende verden eller idealismens immanens udsat for kritik. 

I relation til denne inkorporerede opfattelse inddrages tidligere fænomenologiske 

undersøgelser af ’den levede erkendelse’ hos den sene Husserl og i særdeleshed hos 

den tidlige Heidegger samt Merleau-Ponty. I lighed med Merleau-Ponty flyttes fokus 

fra en hypostaserende opfattelse af menneskets viden som diskursiv og eksplicit til 

23 Uden at lægge for meget i ordvalget, kan man sige, at hvor tidligere modeller var ’individualistiske’, altså ved 

henlægge erkendelsen til et intraindividuelt anliggende og centrere sig om menneskets interne erkendeprocesser, 

er inkorporativismen ´kontekstualistisk’ ved at antage omgivelsernes direkte indflydelse på erkendelsen. Di- 

stinktion bør ikke forveksles med internalisme kontra eksternalisme, idet sidstnævnte kun angår bevidsthedens 

anpart i erkendelsen. Man kan således godt være eksternalist og individualist på samme tid, ved f.eks. at udpege 

ubevidste hjerneprocesser som fundamentet for mening. 

24 Se Varela et al. (1993) pp. 157-78, Vollmer (1990) kap.B og Lakoff (1987) pp. 24-30. 

27

processuel kunnen. Med et citat af Yeats kunne positionens parole lyde: ”Man can em- 

body the truth, but he cannot know it”. 

Det er ikke altid klart, hvorvidt denne opfattelse af kognitionen gælder al erken- 

delse eller blot aspekter af denne, og positionen savner en præcisering af dette. For det 

første fordi tanken om, at erkendelsen ingen repræsentationskarakter besidder, ikke er 

særlig plausibel i forbindelse med abstraktion, gisninger osv., der ikke synes kropslige 

i deres aktualitet. At begreberne og relationerne man anvender sandsynligvis er afledt 

af en kropslig tilgang til verden, er derimod en anden sag. Ligeledes ville positionen 

naturalistisk set stå stærkest, hvis den bekendte sig til en delvis realisme, og antog vis- 

se fænomener for ’givne’, og kun henregnede sociale fænomener, sekundære kvaliteter 

o.lign. til den inkorporativt ’præsenterende’ sfære. 25 Under alle omstændigheder bør 

det præciseres, hvorledes positionen forholder sig til realisme og antirealisme, på trods 

af deres insisteren på at nedbryde gamle dikotomier. Det er ikke klart, hvor man står, 

når man som Lakoff og Johnson skriver: ”There is a world independent of our under- 

standing of it” (1999; p.90), for senere at skrive: ”In embodied realism, where truth 

depends on understanding, there is no such metaphysics-epistmology split” (p.114). 

Man kan ikke med den ene arm hævde at udtale sig om verden an sich, og med den 

anden definere sandhed som et beskrivelsesimmanent forhold. 

Også inkorporativismen tager bevidstheden for et givent fænomen, der ikke kan 

udelades i forklaringen af kognition. Netop derfor opstår vanskelighederne, idet man 

bestræber sig på en eksternalistisk og en økologisk forklaring af kognition, men samti- 

digt ikke vil lade bevidstheden i stikken. Herved forpligter man sig til et naturalistisk 

begrebsapparat, men forsøger at forklare et fænomen, der er kendetegnet ved stort set 

udelukkende ikke-naturalistiske karakteristika. 

Det bør understreges at den inkorporativistiske model ikke er uforenelig med de 

to tidligere omtalte, og ses oftest fremstillet i forening med konnektionismen (og næ- 

sten altid som en dynamisk model). Modellen skal således i højere grad forstås som en 

25 Og igen vil realismen spøge, idet i hvert fald sekundære kvaliteter også besidder visse givne egenskaber ( høje- 

reordens egenskaber – egenskaber ved egenskaberne) som f.eks. antal, topologi, orden m.v. Se Klausen (2000) 

p.23. 

28

udvidelse af konnektionismens genstandsfelt end en decideret selvstændig ny model. 

Samtidig bør det påpeges, at modellen på trods af de senere års hastigt stigende popu- 

laritet, endnu ikke er nær så udbredt som de to tidligere omtalte ’paradigmer’. At jeg 

her har medtaget modellen som ligeværdigt bud skyldes, at jeg finder tendensen per- 

spektivrig og ikke mindst filosofisk interessant. Jeg vil derfor fremstille og argumente- 

re for en kombination af dynamisk konnektionisme og (delvis) inkorporativisme, som 

ikke blot kognitionsforskningens, men også naturalistisk filosofis stærkeste kort. 

1.2.4 Kognitionsforskningens enhed? 

På baggrund af ovenstående må der straks melde sig en tvivl hos læseren om hvorvidt 

kognitionsforskningen overhovedet kan siges at udgøre en samlet tendens. Det er da 

heller ingen hemmelighed, at kognitionsforskningen er præget af intern uenighed og 

divergerende retninger, hvilket alene antallet af publikationer tilegnet oversigt og pæ- 

dagogiske redegørelser for kognitionsforskningen vidner om. Mange taler sågar om 

flere paradigmer indenfor kognitionsforskningen på trods af, at der ikke engang er 

enighed om, hvilke paradigmer der er tale om. 26 

Dette skal ikke afholde os fra at søge en indkredsning af de fælles bestræbelser, 

der, trods mange forskellige konkrete udformninger fordelt på flere grunddiscipliner, 

er karakteristisk for kognitionsforskningen som helhed. Især ikke fordi der rent faktisk 

findes mange former for eklektiske hybrider mellem de forskellige grundpositioner, 

der forsøger at uddrage de respektivt stærkeste aspekter til en samlet model. Dette er i 

mine øjne også den mest sødygtige løsning om end også mest besværlige og komplek- 

se. 

Endnu en gang er det ikke min hensigt at fremlægge et komplet katalog og ind- 

drage eksotiske eksemplarer, men give et ikke alt for idiosynkratisk bud på kognitions- 

forskningens karakteristika. Det vil sige, at jeg vil forsøge at indfange nogle om end 

meget generelle og principielle linjer i kognitionsforskningens metode, domæne, grun- 

26 Mange skelner mellem den computationel-symbolske model på den ene side og konnektionismen på den an- 

den, hvor enkelte (Lakoff og Johnson) hævder at den inkorporerede model er det afgørende nybrud. Gelder 

(1997) skelner derimod mellem statiske og dynamiske modeller, der dog læner sig op af skellet mellem den 

computationel-symbolske og konnektionismen. 

29

dantagelser, og forsøge ikke at fortabe mig i trættende interne polemikker, der ikke 

direkte angår vores problemfelt. Mit ærinde i denne opgave er ikke at forsvare en spe- 

cifik kognitivistisk filosofisk position, men snarere at gøre gældende, hvorledes sådan 

en form for undersøgelse af den menneskelige erkendelse og udlægning af verden for- 

holder sig til traditionel filosofi. Således udgør den kognitivistiske filosofi, jeg frem- 

lægger, ikke nogen selvstændig position eller konkret teori, men er en lettere idealise- 

ret og konstrueret model. Det umiddelbart høje abstraktionsniveau er imidlertid ikke at 

beklage, men tjener til at luge ud i irrelevante digresser, og er samtidig et passende 

afsæt for den efterfølgende metafilosofiske diskussion 

1.2.5. Generel karakteristik 

Kognitionsforskningen er en tværdisciplinær udforskning af intelligens i bred forstand, 

hovedsageligt som den kommer til udtryk hos normalt fungerende fuldvoksne af arten 

homo sapiens. 27 Det vil lidt mindre formelt sige, at kognitionsforskningen undersøger 

hukommelse, perception, forestillingsevne, sprog mv. hos typiske voksne mennesker, 

indenfor forskellige discipliner som lingvistik, neurologi, kybernetik, psykologi, filo- 

sofi, antropologi, biologi osv. 28 Intelligens eller kognitionen antages at være et fuldt ud 

naturligt fænomen hos et evolutionært udviklet væsen, som restløst kan forklares vha. 

naturalistisk terminologi. Det vil sige, at alle aspekter af kognitionen menes at høre ind 

under naturvidenskabens ontologi, samt at de kan beskrives i ikke- 

erkendelsesteoretiske termer. 

Formalt set sker den menneskelige kognition i et dynamisk sammenspil af et net- 

værk af ikke-symbolske processer og en kropslig omgang med verden. Kognition hvi- 

ler både på intern og ekstern repræsentation og på direkte interageren med omgivelser- 

ne. Den respektive prægnans af hhv. repræsentationelle og ikke-repræsentationelle 

tilstande er vanskelig at afgøre, men repæsentationsaspektet udgør sandsynligvis kun 

27 ”Hovedsageligt” indikerer, at allerede her er et forbehold, idet store kredse indenfor kognitionsforskningen 

finder i særdeleshed kunstig intelligens, men også kognition hos dyr, som hørende til forskningsområdet. Samt i- 

dig kan undersøgelse af afvigende adfærd også tjene til at belyse normal kognition. 

28 Det bør påpeges, at der er stigende interesse for det affektive og emotionelles påvirkning af kognitionen, hvor- 

for ’intelligens’ måske ikke er dækkende demarkation for fremtidig kognitionsforskning. 

30

en mindre del af kognitionen i almindelige gøremål, og er kun helt eksplicit i abstrakt 

refleksion, imagination o.lign. Ellers synes intentionaliteten transparent, således at 

man direkte handler og ’lever ud i’ en verden, der er funderet i ikke-repræsentationelt 

medgivne meningshorisonter og ’tavse’ kompetencer. 29 

Visse formale aspekter ved kognition antages at være universelle fænomener, 

som går igen i alle intelligente systemer, men det menneskelige erkendeapparat ad- 

skiller sig ved at være konkret forankret i sin fysiske kontekst. At kognitionen er kon- 

tekstuelt funderet opfattes ikke som relativerende i pejorativ forstand, men netop som 

tegn på kognitionens adaptive egenskaber, og i sidste ende som tegn på dens reale 

(naturlige) og faktiske ontologi. Endvidere betyder det, at viden ikke er en streng rati- 

onel størrelse, og ikke fundamentalistisk begrundet i visse priviligerede perceptions- 

eller apriori akter. Rationalitet er snarere et relationelt forhold til et givent epistemisk 

mål, der gradueret kan bedømmes, og ikke en absolut transpraktiel måleenhed. Sand- 

hed opfattes ideelt set som korrespondens med virkeligheden, enten propositionelt som 

klassisk eller i højere grad som en funktionel overensstemmelse med virkeligheden, 

men kravene til begrundelse fastholdes ikke strengt i overensstemmelse hermed. For 

det første fordi sandhed ikke altid er en velvalgt betegnelse, hvis store dele af vores 

omgang med virkeligheden netop foregår ’håndterende’ og ikke-propositionelt. For det 

andet fordi det bliver vanskeligt at fastslå hvori korrespondensen består, når kognitio- 

nen opfattes som kendetegnet ved flere forskellige niveauer. Gælder overensstemmelse 

mellem det fænomenologiske niveau og sagforholdet, eller mellem det neurologiske 

niveau og sagforholdets struktur eller noget helt tredje? 

Rent metodologisk bekender kognitionsforskningen sig i udpræget grad til empi- 

riske undersøgelser, og pga. af sit kontekstualistiske standpunkt helst af kognitionen i 

naturlige omgivelser. Dvs. at man så vidt muligt søger at undgå idealiserede laborato- 

rieforsøg til andet end detailundersøgelser, idet dette i mange henseender amputerer 

29 ’Verden’ skal i denne sammenhæng forstås kvalitativt, som enheden af ’rummet for mulige handlinger’. Når 

jeg benytter ’verden’ i andre forbindelser, er termen neutralt ekstensionel. 

31

kognitionen. 30 Udover empiri benytter kognitionsforskningen selvsagt også deduktiv 

ræsonneren på almindelig videnskabelig vis, samt fænomenologi og almindelig ”sund” 

refleksion. Metoderne afspejler en grundlæggende realisme, hvor visse af de under- 

søgte sagforholds egenskaber samt dets eksistens antages at være uafhængig af den 

undersøgende bevidsthed. Herved er den kendetegnet ved et mere fallibilistisk og min- 

dre konklusivistisk syn på erkendelsen og ikke mindst undersøgelsen af denne. Prisen 

for dette standpunkt er, at kognitionsforskningen ikke kan hævde at afdække den en- 

delige (metafysiske) sandhed, men må føre sig mindre prætentiøst frem og argumente- 

re for sin relative forklaringskraft. Skepticismen som ligger og truer i dette søges ned- 

tonet og erstattet af en mere pragmatisk hypotetisk tilgang til undersøgelsens egen epi- 

stemologiske status. 

Kognitionsforskningen opererer med mange beskrivelsesniveauer - lige fra bio- 

logi over psykologi til sociologi - som forsøger at indfange den menneskelige kogniti- 

on i mange af dens, formodentligt næsten uendelige, facetter. Denne brede orientering 

afspejler dog fælles forpligtigelse på et naturalistisk grundlag, hvor fænomener, der 

ikke er reducerbare, forsøges forstået ud fra emergens og superveniensteorier. 

Kognitionsforskningen adskiller sig fra behaviorismen ved at inddrage og opfatte 

det bevidste niveau som væsentlig forklaringsgrund for kognition. Kognitionsforsk- 

ningen går, i modsætning til behaviorismen, ind i ”the black box” for at afdække hvil- 

ke processer der transformerer ’input’ til ’output’. Og dette i to forstande, idet kogniti- 

onsforskningen ikke alene kræver afdækning af kognitionens neurologiske, funktio- 

nelle og diverse andre transmissionsfaktorer - altså hvad der foregår i the black box - 

men i høj grad også hvad der er givet for the black box. Hermed menes at det fænome- 

nologiske indhold betragtes som et ikke-negligerbart aspekt (ved dele) af kognitionen, 

som bør inddrages. 

Rent idehistorisk ligger kognitionsforskningen i forlængelse af oplysningstanken, 

idet tænkningens og erkendelsens fundament søges afdækket i en slags kritisk filosofi. 

Kognitionsforskningen er dog hverken rationalistisk eller idealistisk, da det ikke er 

30 I analogi til sprogfilosofien kan man sige, at kognitionsforskningen er gået fra at studere idealkognition til at 

undersøge dagligkognition. 

32

forholdet mellem tænkning og væren i streng forstand, der er undersøgelsens mål. Sna- 

rere er det kognition som aspekt af menneskets omgang med verden, der er i centrum. 

Det er væsentligt at bemærke, at i en sådan empirisk form for kritisk filosofi - Kritik 

der natürlichen Kognition - er den kimæriske rene fornuft udskiftet med en mere kom- 

pleks og ikke så gennemskuelig naturlig kognition. Både som undersøgende og under- 

søgt. Beskrivelser af erkendelsen, der henviser til højere modaliteter som ’nødvendige 

betingelser’ og transcendentalitet, er derved ikke legitime. Kognitionsforskningen for- 

søger derimod at afdække kognitionens faktiske (subjektive og objektive) forudsætnin- 

ger, hvorved de erkendelsesteoretiske og metafysiske prætentioner slækkes betyde- 

ligt. 31 På ontogenetisk niveau kan visse aspekter ved kognitionen siges at have en apri- 

orisk karakter - som adaptivt formede medfødte kognitive strukturer - men dog kun 

aposteriorisk karakter på fylogenetisk niveau. 32 Pudsigt nok omtaler Kant selv denne 

”middelvej” mellem de to mulige ”veje” for nødvendig overensstemmelse mellem er- 

faring og begreb, nemlig erfaringsbaseret begrebsdannelse eller begrebernes muliggø- 

relse af erfaring: 

”Wollte jemand zwischen den zwei genannten einzigen Wegen noch einen Mittelweg vorschlagen, 

nämlich, daβ sie weder selbstgedachte erste Prinzipien a priori unserer Erkenntnis, noch 

auch aus der Erfahrung geschöpft, sondern subjektive, uns mit unserer Existenz zugleich eingeplanzte 

Anlagen zum Denken wären..[]..so würde..[].. das wider gedachten Mittelweg entscheidend 

sein: daβ in solchem Falle den Kategorien die Notwendigkeit mangeln würde, die ihrem 

Begriffe wesentlich angehört..[]..Ich würde nicht sagen können: die Wirkung ist mit der Ursache 

im Objekte (d.i. notwendig) verbunden, sondern ich bin nur so eingerichtet, daβ ich diese 

Vorstellung nicht anders als so verknüpft denken kann”. 33 (Min fremhævning). 

Som Kant så rigtigt siger (indvender!), skyldes sådanne ’apriori’ kognitive strukturer 

blot vores faktiske indretning, der er selektivt nedarvet og måske er i overensstemmel- 

31 En kontinental indvending ville hertil være, at det måske ikke er metafysiske prætentioner, men forudsætnin- 

ger, der præger kognitionsforskningen, i og med den utematiseret forudsætter en naturvidenskabelig metafysik. 

Da vi vil vende tilbage til dette, kan foreløbig siges, at den form for kognitionsforskning jeg plæderer for, fors ø- 

ger at være refleksiv, fænomenologisk adækvat og ontologisk fleksibel, hvorved det dogmatisk metafysiske 

nedtones. Desuden er det spørgsmålet om ikke en eller anden form for metafysik er forudsat, både som resonans 

for refleksionen og som heuristisk princip, og hvorfor så ikke benytte den hidtil mest konstruktive? 

32 På sin vis har rationalismen således ret hvad angår det ontogenetiske og empirismen hvad angår det fylogen e- 

tiske niveau. Se Vollmer (1990) p. 133. 

33 Kant (1996) B167-68. 

33

se med virkeligheden, men ikke har karakter af nødvendighed i Kants forstand. Der er 

kun faktisk ’nødvendige’ aspekter og ingen transcendentalt interessante træk ved kog- 

nitionen. Kognitionsforskningen udgør derved den egentlige kopernikanske vending, 

idet udgangspunktet ikke tages i mennesket qua menneske, men af heuristiske grunde. 

Mennesket er derved ikke længere principielt undersøgelsens udgangspunkt. 34 

1.3. Den kognitivistiske filosofis forklaringsevne 

Hvis man skal vurdere kognitionsforskningens filosofiske kvaliteter, må man sand- 

synliggøre dens evne til at komme med holdbare bud på filosofiske spørgsmål. Her- 

med mener jeg ikke blot, at kognitionsforskningen skal blande sig i koret af alverdens 

’løsninger’ på de filosofiske spørgsmål, men hævde sig som et systematisk og markant 

livtag med hidtidige genstridige problemer. Jeg vil af samme grund give nogle eksem- 

pler på, hvorledes kognitivistisk filosofi griber traditionelle problemer an, og forsøge 

at afveje disse forslags forklaringskapacitet. Eksemplerne skal, i tråd med opgavens 

metafilosofiske sigte (og vedkendte fallibilistiske ånd), forstås som typer af forklarin- 

ger, og ikke som teorier jeg finder endegyldigt sande. 

Jeg har valgt at fremdrage nogle forskellige bud på, hvorledes nogle af de van- 

skeligste spørgsmål om menneskets omgang med verden kunne besvares. Afsnittet er 

inddelt i to underafsnit - henholdsvis Semantik og intentionalitet og Ontologi - som 

hver især omhandler et væsentligt aspekt af kognitivistisk filosofi. Under Semantik og 

intentionalitet hører spørgsmål om mening, repræsentation, intentionalitet o.lign. Un- 

der Ontologi behandler jeg spørgsmål vedrørende tidens og bevidsthedens ontologi. 

1.3.1. Semantik og intentionalitet 

Repræsentationers status og natur har altid placeret sig centralt i kognitionsforsknin- 

gen, men der har været en udtalt tilbøjelighed til at de repræsenterende symboler blev 

taget for givet. Hermed overså man, at de symboler de undersøgte computationelle 

34 Se Vollmer (1990) pp.170-72 for en lignende pointe. Det skal dog retfærdigvis inskydes, som også Heidegger 

har gjort opmærksom på, at Kant henlægger tyngdepunktet til den transcendentale apperception og ikke menn e- 

sket i sig selv. Da mennesket imidlertid eksklusivt forbindes med denne transcendentalitet, er ånden i en kope r- 

nikansk relegering af mennesket fra centrum ikke indfriet. 

34

systemer opererede med, var forlenet med mening af de forskere, der havde designet 

dem. Først i de senere år er der kommet betydelig fokus på meningens fundering, og 

hvad ’repræsentation’ overhovedet betyder. Mening forsøges eks. forklaret som et 

simpelt og alment biologisk fænomen. Dette kommer f.eks. til udtryk hos den danske 

biokemiker Jesper Hoffmeyer, samt i lignende form hos visse filosoffer som Ruth 

Millikan. Til forskel fra traditionelle filosofiske meningsteorier, opfattes mening ikke 

længere som et eksklusivt antropologisk fænomen. 35 Mening kan ifølge disse teorier 

nærmest gradbøjes, idet mening er kendetegnende for et helt spektrum, strækkende sig 

fra helt rudimentære signaler til komplekse budskaber. At der ikke er lys på den ene 

side af klokkeblomsten ’betyder’ for den, at den bør strække sig i retning af lyset. Og 

for bakterien ’betyder’ det mørkere farvand ”iltfattigt”, og dens hale sætter i gang for 

at bringe den i retning af lysere vand. Mening er helt fundamentalt en forskel eller en 

ændring og kendetegnende for selv den mest simple form for information. Mening i 

form af et billede eller af en proposition er specialtilfælde, og hovedparten af den me- 

ning, vi er omgivet af, er kropslig og ’tavs’. 

Den væsentligste indvending mod sådan en udlægning af mening er blot, at det 

ikke er det samme fænomen, som filosofien har forsøgt at forklare i årtusinder. Me- 

ning i den traditionelle forstand involverer nemlig en artikuleret fænomenologisk gi- 

vethed og udgør et helt andet fænomen, end når den del af en plantes stængel, der er i 

skygge, danner længere celler, så planten gror imod lyset. Hvorvidt de to fænomener 

er kvalitativt eller blot kvantitativt forskellige, vil vi se på i det følgende. 

1.3.1.2 Repræsentation: Fundering af mening og intentionalitet 

At kognitive processer er computationelle og involverer repræsentationer i den ene 

eller anden form, må siges at have udgjort kognitionsforskningen to væsentligste credi. 

Klassisk opfattedes disse repræsentationer som entiteter systemet internt opererer med 

(’individualisme’). Mange nyere modeller benytter dog helt eller delvist eksterne re- 

præsentationer, hvilket vil sige entiteter udenfor systemet, der anvendes semantisk i 

35 Hos Hoffmeyer synes der dog, i lighed med sin store inspirator Gregory Bateson, at være tale om at nedbryde 

skellet mellem ånd og natur, i stedet for en egentlig reduktion. 

35

kognitionen (’kontekstualisme’). Atter andre og lidt mere marginale teorier forsøger at 

redegøre for kognitionen uden ideen om repræsentationer (inkorporativisme). Hvorvidt 

den såkaldte ’folk psychology’ 36 er relevant, er genstand for stor debat, men tiltagende 

er en tendens til at anerkende disse ’forklaringer’ som et aspekt ved dele af kognitio- 

nen. Der kræves altså ikke blot en redegørelse for hvorledes repræsentationer opnår 

semantisk indhold, men også for hvorledes dette indhold er givet. 

Kognitivistisk filosofiske teorier er generelt (metafysisk) realistiske, idet verden - 

i robust forstand - antages at eksistere og besidde visse egenskaber uafhængigt af den 

menneskelige erkendelse. Rent erkendelsesteoretisk antager man dog sjældent en fuld- 

stændig overensstemmelse mellem menneskets repræsentationer og de erkendte sag- 

forhold an sich. 37 Det skyldes dels, at de fleste teorier deler evolutionsteorien som 

baggrund, hvorved erkendelsens pålidelighed opfattes som dikteret af en adaptiv 

formning, som kun befordrer tilstrækkelig overensstemmelse med de erkendte sagfor- 

hold. 38 Dels at de fleste kognitionsforskere er bevidst om alle de øvrige faktorer, der 

gør sig gældende i dannelsen af mening ud over objektets beskaffenhed. Herunder 

konkrete behov, fysiologi, sociale aspekter osv. 39 

36 Med folk psychology menes common sense opfattelsen af, at bevidste motiver, propositional attitudes og andre 

første-personlige mentale tilstande udgør essensen og grunddynamikken i kognitionen. 

37 Evolutionsteorien fordrer metafysisk realisme da miljøet er primært i forhold til den tilpassede egenskab, i 

dette tilfælde kognitionen (dette gælder også en idealistisk konstituerende bevidsthed). Hermed dog ingen erke n- 

delsesteoretisk garanti for adgangen til virkeligheden. Se Meyers (1990). 

38 Da sagen er omdiskuteret og vi vender tilbage til den, vil jeg blot slå fast, at jeg, i lighed med de fleste evolut i- 

onære erkendelsesteoretikere, hælder til en ”ikke-panglossisk” tolkning af erkendelsens evolutionære formning. 

Den menneskelige erkendelse opfattes i denne tolkning ikke som optimal rationel, men som tilpasset, hvor e r- 

kendelsen er udvalgt efter tilstrækkelig overlevelsesrelevant nøjagtighed, bl.a. i relation til energimæssige om- 

kostninger. Som analogi anfører Stich (1990) p.61, at hyre en privatdetektiv. Indtil et vist punkt vil hans oplys- 

ninger være relevante, og ’value for the money’. På et tidspunkt vil der dog kun være marginale oplysninger 

tilbage, og det vil være spild af energi at indhente dem. Det bør understreges, at der også gives andre gode arg u- 

menter for en ikke-panglossisk erkendelsesteoretisk evolutionstolkning. 

39 Inkorporativister vil dog normalt bede sig friholdt fra realisme/antirealisme (og internalisme/ ekster-nalisme) 

diskussionen, idet de hælder til en ’interaktionisme’, hvor der ikke er en skarp skelnen mellem kroppen og ver- 

den. Verden forefindes kun - som kvalitativ betegnelse - fordi vi interagerer med den. 

36

Som en naturalisme må kognitionsforskningens repræsentations og erkendelses- 

teorier undgå at benytte et ikke-naturligt begrebsapparat, hvorved man ikke blot kan 

refererer til en teleologisk intentionalitet eller en superempirisk rationalitet. 

Et eksempel på en meningsteori, der for alvor tager naturalistiske kategorier som 

givne forudsætninger, er Ruth Millikans teori om mening som biologisk funktion. 40 

Teorien er teleosemantisk i og med dens funktionelle redegørelse for indre repræsen- 

tationers meningsfundering, hvor semantik afhænger af repræsentationens funktion 

(”teleo”), og ikke af et aktuelt repræsentationsbillede eller lignende. Teorien er ligele- 

des en historisk kausal meningsteori, hvor intentionalitet er fremadrettet pga. dens 

funktion, men kausalt funderet i dens historie, og bør derfor skelnes fra både rent kau- 

sale og rent teleologiske teorier. 

Centralt i denne teori er tanken om, at alle biologiske organismer samt deres ak- 

tiviteter er kendetegnet ved at udvise proper functions. Hermed menes, at den ”egen- 

tlige funktion” ved en kapacitet hos en given organisme, er den egenskab i kraft af 

hvilken organismens forgængere overlevede. Dette skal forstås historisk, sådan at 

egenskabens egentlige funktion fastsættes i kraft af, hvorvidt denne funktion sikrede 

eller bidrog til forgængernes overlevelse. Egenskaben klassificeres ikke ud fra hvorle- 

des den aktuelt opfører sig, dens dispositioner eller molekylære opbygning, men ud fra 

hvad den skylder sin reproduktion. F.eks. er det hjertes egentlige funktion at pumpe 

blod, uanset det måtte være defekt. På den anden side vil en genstand, der besidder 

samme egenskaber og udøver samme aktuelle funktion, men som har en anden histo- 

rie, ikke kunne siges at have samme egentlige funktion. Til en egentlig funktion knyt- 

ter sig en ”Normal forklaring”, der redegør for hvorledes funktionen virker efter ’hen- 

sigten’, ud fra dens struktur og de forhold (Normal betingelser) den historisk har udført 

sin egentlige funktion succesfuldt under. 41 

40 Følgende er en forenklet fremstilling af Millikans (1989) og (1995) meget tekniske teori, og støtter sig i nogen 

grad til Eckhart (1995) pp. 223-31, Guichard (1995) og Mackor (1995). 

41 ’Normal forklaring’ og ’Normalt’ med stort ’N’ henviser til de forhold, der historisk har medført egenskabens 

reproduktion qua værtens overlevelse. Det Normale er en kvasi-normativ kategori, og refererer ikke til hyppig- 

hed, gennemsnit eller aktualitet, men til egenskabens intrinsisk biologiske funktion. Flere kommentatorer har 

påpeget det uheldige i at Millikan benytter vendingen ’Normal forklaring’, idet dette kompromiterer det natural i- 

37

Repræsentation og intentionalitet bliver hos Millikan også forklaret ud fra teorien 

om egentlige funktioner. Intentionalitet er ifølge denne teori ikke en intrinsisk kvalitet 

ved mentale tilstande, men tilhører en større familie centreret om to paradigmatiske 

eksemplarer, indikation og imperativitet. Indikation og imperativitet er overvejende 

ens, men bør alligevel adskilles. I relation til indikation er intentionalitet en Normal 

relation mellem en ”producer” og en ”consumer” (i samme organisme eller i to for- 

skellige), som i kraft af en ”mapping relation” til verden, sætter konsumøren i stand til 

at udføre sin egentlige funktion. Med mapping relation menes det forhold mellem in- 

tentionens komponenter og sagforholdets komponenter, der er fikseret historisk kau- 

salt. Repræsentationen har som kriterium for egentlig funktion, at producenten og kon- 

sumøren er ’enige’ om repræsentationens mapping relation til sagforholdet. Intentio- 

nalitetens egentlige funktion er blot, under Normalbetingelser, at sætte konsumøren i 

stand til at udføre sin egentlige funktion (hvad end den måtte være), ved at forlene 

denne med et ’kort’ over et sagforhold, og siger dermed intet om intentionens indhold 

eller dens eventuelle overensstemmelse med virkeligheden. Hvis det lykkes bien at 

finde nektar på rette sted som følge af overværelse af en anden bis dans, har produ- 

cent-konsument kooperativet udvist sin egentlige funktion, og dansen har repræsente- 

ret stedet med nektarsvulmende blomster. 

For imperative repræsentationer gælder det samme, blot med den lille forskel at 

konsumenten skal foranledige et givet sagforhold i overensstemmelse med den impe- 

rative repræsentations indhold, for at repræsentationen udfører sin egentlige funktion. 

Idet intentionalitet defineres relationelt og teleofunktionelt, er der intet eksklusivt 

intentionalt ved mentale repræsentationer. Mentale repræsentationer er kun intentio- 

nale, for så vidt de fungerer som instrument imellem en producent og en fortolker. 

Mentale repræsentationer besidder heller intet eksklusivt hvad angår semantisk ind- 

hold. Der findes forskellige typer tegn, men mentale repræsentationer svarer ikke til én 

stiske udgangspunkt for teorien. Aporien er sandsynligvis kun terminologisk og kan fjernes med et deskriptivt 

ordvalg, hvorfor jeg ser bort fra dette. ’Hensigt’ er mit ordvalg og skal forstås funktionelt - ikke intensionelt- 

psykologisk. 

38

af disse typer som sådan. 42 Derimod tilhører mentale repræsentationer, hvis de rubrice- 

res efter det semantiske indholds fundering, sammen med signalsystemer som biers 

dans og bæveres plasken med halen, klassen af såkaldte ”intentional icons”. 

Intentionale ikoner er bl.a. kendetegnet ved altid at være ”artikulerede”, hvormed 

Millikan mener, at de projektivt ’afbilder’, om end meget simpelt og abstrakt, hele sag- 

forholdet. 43 De besidder hermed en kompositionel struktur, der rummer et variant og et 

invariant aspekt. Det variante og det invariante svarer til henholdsvis det semantiske 

indhold, og syntaksen. Et intentionalt ikon tilhører en ”familie” af relaterede intentio- 

nelle ikoner, som har invariante aspekter tilfælles, men besidder forskellige variante. 

Invariant er for bier at danse, hvor dansens vinkel i forhold til solen, dansens figur osv. 

er varianter og dermed det repræsentationelle indhold. Transformationer af eller ope- 

rationer på det intentionale ikon, svarer til transformationer af eller operationer på den 

reale værdi (”real value”). Real værdien er hvad det indikative intentionale ikon ’afbil- 

der’, hvis det udfører sin egentlige funktion, og det sagforhold det imperativt intentio- 

nale ikon bevirker, hvis det udfører sin egentlige funktion. Real værdien er derved en 

Normal betingelse for det intentionale ikons egentlige funktion. Real værdien er altså 

ikke helt det samme som reference i normal forstand, idet intentionale ikoner kan have 

reference uden real værdi, f.eks. i tilfældet ’julemand’ eller ”hop til månen”. Andre 

gange har et intentionalt ikon real værdi, men ingen reference, som f.eks for prædika- 

terne i negerende sætninger (”skibet er ikke blåt”), ubestemte sætninger (”nogle hunde 

er grimme”) og universale beskrivelser (”alle hunde er grimme”). Forskellen til refe- 

rence er, at real værdien er defineret funktionelt. 

På samme vis er et intentionelt ikons mening det sagforhold, som ikonet afbilder 

under Normalbetingelser. Mening har altså real værdien som forudsætning. For inten- 

tionale ikoner uden real værdi, er sætningens semantiske indhold dens intension, hvil- 

ket også kan oversættes dens givethedsmåde eller fregianske mening. 44 

42 Mentale repræsentationer, sprog osv. har dog den væsentlige egenskab, at konsumøren kan identificere ref e- 

rencen, og dermed ved hvad repræsentationen ’handler om’. Mere om dette nedenfor. 

43 I modsætning til andre ”intentionale tegn” som f.eks. trafikfyret, der giver et tegn (’stop’), men ikke noget helt 

sagforhold, hvorved de intentionale tegn er bundet til tid og sted. 

44 Se Millikan (1989) pp. 111-13. 

39

I modsætning til mere simple intentionale ikoner er mentale repræsentationer 

kendetegnet ved givethed for konsumenten (og typisk også producenten), samt ved at 

indikation og imperativitet kan adskilles. Biens dans er derimod både informativ og 

præskriptiv. At mentale repræsentationer er givne (identificerbare), medfører evnen til 

negering, slutning (f.eks. evnen til at identificere mellemtermen i en syllogisme), ab- 

straktion og propositional attitudes. Egenskaber der ifølge tankegangen må udgøre 

(have udgjort) så stor en fordel, at de har medvirket til menneskets overlevelse. At vi 

så alligevel så ofte tager fejl eller ønsker noget selvdestruktivt skyldes blot, at disse 

mentale tilstande blot skal udføre deres egentlige funktion under Normale omstændig- 

heder, hvilket i lighed med andre egentlige funktioner kun behøver at være en sjælden 

gang (jf. kamelæonens pigmenteringsændring som forsvarsmekanisme). 

For så vidt som teorien er et forsøg på at redegøre for intentionalitet uden bevidsthe- 

den, er det lidt unfair at beskylde Millikan for at negligere fænomenologien. Umiddel- 

bart synes teorien dog at underspille bevidsthedens rolle for kraftigt i forhold til det 

kriterium for fænomenologisk adækvans, jeg tidligere nævnte. Millikan opregner 

nogle egenskaber, som kun mentale repræsentationer besidder, men bevidstheden sy- 

nes langt fra at være en uundværlig attribut for repræsentation. At bevidstheden derfor 

ikke blot er et kontingent ontologisk fænomen - som de fleste moderne mennesker vil 

vedgå - men i realiteten også nærmest kontingent i forhold til repræsentation virker en 

smule kontraintuitivt. Millikan har dog frænder på dette punkt. F.eks hævder 

A.Gopnik, at mennesket blot har så lang erfaring med intentionalitet som relationelt 

fænomen, at vi fejlagtigt opfatter de medfølgende mentale tilstande som intrinsisk in- 

tentionelle. Gopnik henviser til eksperter som stormestre i skak, der hævder at se brik- 

kerne som indbyrdes stridende kræfter og ikke et ternet bræt med nogle distinkte brik- 

ker, baseballspillere der adspurgt svarer, at deres succes med slagene skyldtes, at de så 

bolden bedre den dag, og læger der kan se på folk, om de har kræft. At processuel 

kunnen med øvelse bliver umiddelbar (og ubevidst) er et kendt fænomen, og argu- 

mentet er så, at disse mennesker selvsagt ikke ser det hævdede, men at de implicit 

slutter dertil, ud fra mange års erfaring med korrelationen mellem f.eks. ansigtskulør 

40

eller et særligt åndedrag og kræft. Ligeledes er intentionalitet fænomenologisk betrag- 

tet også kun ’set’ pga. langvarig erfaring med de korrelerede fænomener og ikke di- 

rekte første-personligt givet. At intentionalitet synes fænomenologisk umiddelbar, et 

ikke det samme som at den er kognitivt umiddelbar. Intentionalitetens tilsyneladende 

direkte givethed beror på en erfaringsmæssig efterrationalisering, hvor intentionalite- 

ten iblandes en ellers tom, men givet, mental tilstand. Hvis man nu forestillede sig en 

civilisation af skakspillere - Kasparovia - hvor alle fra tidlig alder fik intens undervis- 

ning i skak, og hvor skak var den primære sociale faktor, så ville ingen betvivle, at 

kongens styrke var noget, der direkte kunne ses. Det ville være psykologisk folklore - 

folk psychology! 

Som empirisk understøttelse af sin påstand anfører Gopnik studier af børn, der 

viser, at først i tre-fire års alderen begynder forsøgspersonerne at referere til tilstande 

med karakter af intentionalitet. 45 Intentionalitet som mentalt fænomen skyldes derfor 

blot social og kulturel prægning, og er ikke fænomenologisk givet. 

Trods det psykologisk interessante i sådan en teori, er det spørgsmålet om ikke Gopnik 

forfalder til en form for behaviorisme, skønt hun selv benægter, at dette er tilfældet. 

Irrealiteten angår ifølge Gopnik kun intentionalitetens hævdede fænomenologiske gi- 

vethed, og ikke bevidst liv som sådan. Man kunne ikke desto mindre spørge, hvad der 

kendetegner min tanke om Anders And, som jeg tavst sidder og tænker. Det er jo ikke, 

fordi den minder om mentale tilstande, jeg tidligere har været i (i forbindelse med An- 

ders And-relateret opførsel), at jeg ved, at den er ’om’ Anders And, eller fordi min 

opførsel ligner den, andre har udvist, når de hævdede at tænke på Anders And. Og 

hvad er forskellen i opførsel, når jeg tænker på hhv. Anders And og Fedtmule? Jeg ved 

vel, at jeg tænker på Anders And, fordi dette intentionale indhold er repræsentationens 

’substans’ og oplevelsen af Anders And selve repræsentationens individuerende 

aspekt. 

45 Se Gopnik (1995) pp. 318-34. Gopnik husker dog klædeligt at indføre det forbehold, at et givent udviklings- 

trins karakteristika ikke kan (og slet ikke barndommens ufuldkommenhed) anføres som konklusivt argument for 

en kognitiv eller psykologisk teori. Se ibid. p.339. 

41

Hertil kunne svares, at jeg reelt ikke tænker på noget, når der ingen (potentiel) 

opførsel er relateret, men at der blot er den korrelerede - og i sig selv semantisk tomme 

- neurale aktivitet i min hjerne. Denne udlægning kunne evt. styrkes, hvis man inddrog 

mentale fænomener som drømme. Tit har drømme en meget lidt konkret karakter, hvor 

man snarere er i forskellige tilstandsmodi, og ikke direkte involveret (dette forklarer 

måske deres uvirkelighedskarakter). F.eks. erindrer jeg en drøm, hvor jeg talte med en 

kvinde, som genopfriskede min hukommelse med alle de jazzmusikere, der var bosat i 

nærheden af min barndomsby. I drømmen genkendte jeg alle navnene, og huskede 

straks alle deres adresser. Sagen er blot den, at jeg bagefter ikke erindrer et eneste af 

navnene, og at der aldrig har boet jazzmusikere indenfor en meget stor radius af min 

barndomsby (hvilket jeg ville vide pga. mit kendskab til miljøet). Det vil sige, at jeg i 

drømmen ikke reelt genkendte navnene og deres adresser, men blot var i en genken- 

delsestilstand (næsten) uden indhold. 

Jeg vil ikke prima facie afvise, at noget lignende kan forekomme i vågen tilstand, 

og at man kan være i en fortrolig tilstand med sit mentale indhold uden berettiget 

grund. Neurofysisk har man også forsøgt at forklare déjà-vu på denne måde, nemlig 

ved at en genkendelsestilstand indtræder før, eller samtidig med, perceptionernes regi- 

strering, som man derfor synes at genkende. Overført på vores model fra tidligere vil 

det svare til, at min tilstandsbane passerer igennem genkendelsesområdet i tilstands- 

rummet, men blot uden nogle konkrete input. Fortroligheden med det mentale indhold, 

der fænomenologisk virker som en intrinsisk aspekt af selve intentionaliteten - selve 

givetheden - er blot et følgefænomen og i øvrigt illusionært. Bevidstheden er således 

reel nok, men besidder ingen intentional relevans. 

Selvom vi måtte give teleosemantikerne lang snor og sige, at dette kunne være en 

plausibel forklaring af intentionalitet, er problemet dermed ikke løst. Som jeg tidligere 

nævnte, ville nogle hævde, at det slet ikke er det filosofisk interessante intentionali- 

tetsbegreb, der her er forsøgt forklaret, men et andet og kvalitativt anderledes. Det op- 

rindelige problem angår i stedet bevidsthedens mystiske evne til at ’rumme’ og ’være 

om’ den intenderede genstand, og dette forhold indfanges helt bevidst ikke af ekster- 

nalismen. Som Søren Harnow Klausen udtrykker det: 

42

”Så selv om vi forærer teleo-semantikerne repræsentationsbegrebet, sidder vi tilbage med et fænomen 

- ”kvasi-repræsentation” kunne man måske kalde det - der sjovt nok forekommer både 

mere centralt og mere mystisk end det de beskæftiger sig med”. 46 

Problemet er derfor ikke, at Millikan ikke formår at give en plausibel forklaring på 

bevidsthedens status i relation til repræsentation og erkendelse. Det er jo hele ud- 

gangspunktet og kunne klares ved at opfatte bevidstheden som et evolutionært bipro- 

dukt til kognitive funktioner, hvilket er en udbredt tolkning af darwinismen (om end i 

relation til et så særpræget fænomen som bevidstheden en meget lidt plausibel opfat- 

telse). 47 Det egentlige problem er, hvis hendes teori omdefinerer intentionalitetsbegre- 

bet ved at negligere den fænomenologiske givethed. Det er al ære værd at forsøge at 

reducere genstridige fænomener, hvis dette muliggør en (ægte) forklaring, men det er 

problematisk, hvis man bortreducerer væsentlige træk. Konfronteret med denne pro- 

blemstilling kan Millikan og andre eksternalister hævde, enten at bevidstheden ikke er 

er et essentielt træk ved intentionalitet, eller argumentere for, at bevidstheden kun er 

en kvantitativ overlejring af den mere fundamentale form, og at begge typer tilhører 

samme kategori. Det sidstnævnte argument er meget vanskeligt at opretholde, da den 

tilsvarende diskussion om bevidsthedens ontologi har vist sig næsten umulig at basere 

på kvantitative argumenter, hvilket sandsynligvis ville smitte af på denne problemstil- 

ling. Den førstnævnte er da også den mest udbredte opfattelse hos eksternalisterne. 

Men herved udsætter de sig for beskyldninger om at forklare noget andet en det oprin- 

delige fænomen. Vi lader foreløbig sagen ligge, da den vil dukke op igen. 

Et andet problem ved Millikans teori er det intime ægteskab med neodarwinis- 

men, fordi Millikan derved overlader al funderingen af sin teori til en helt anden disci- 

plin, som hun nok ikke filosofisk har evnerne og mulighederne for at gennemskue i 

alle sine aspekter. For det andet er der sået tvivl om visse af darwinismens grundpiller 

på en måde der også rammer Millikan. Alvin Plantinga argumenterer for at funktioner 

ikke så let lader sig definere naturalistisk, uden i det mindste at bygge på en supernatu- 

46 Klausen (2000) p.10. 

47 Problemet ved at forklare bevidstheden som et biprodukt til en eller anden kognitiv funktion, er at bevidsth e- 

dens blotte væren, er det største mysterium. Hvis en slange spyede ild for at regulere kropstemperaturen, ville 

denne funktion også være meget mindre interessant, end selve evnen til at producere ild. 

43

alistisk metafysik (Plantinga 1993b). Definitionen af funktioner, biologiske såvel som 

artificielle, må enten blive cirkulær (hvilket er lidt af en vurderingssag om Millikans 

er!), eller forudsætte en overordnet normativitet, som rækker ud over den naturalistiske 

beskrivelses rækkevidde, idet tilskrivelsen af funktionalitet bliver vilkårlig (er det fi- 

skens funktion at rådne op eller svømme?). Funktionalitet bliver slet og ret et begreb 

som vi deskriptivt projicerer ind i verden, og ikke et fungerende de re princip. Millikan 

tager dog til genmæle i et senere værk, hvor hun overbevisende forsvarer sine ’egentli- 

ge funktioner’. Bl.a. ved at henvise til, at ’egentlige funktioner’ er ment som en teknisk 

term, og ikke udspringer af en analyse af dagligdagsbetydningen af funktioner. Der- 

med forsøger hun at undgå både vilkårligheden (egenskabens overlevelsesbidrag skal 

vurderes i relation til andre muligheder) og det projektive element (egenskaben er in- 

trinsisk). 48 Hvorvidt det dermed lykkes hende at undgå at projicere formål ind i ver- 

den, er i det mindste tvivlsomt, og jeg vil ikke gå længere ind i den stadigt verserende 

debat udover at antyde, at de fleste forskere på området trods alt mener at kunne defi- 

nere funktioner ikke-teleologisk. Lad os godtage det for argumentets skyld. 

Plantingas argument indskriver sig i rækken af principielle indvendinger mod en 

fuldstændig naturalisering, hvor verdens hævdede mangel på mål og normativitet kriti- 

seres for ikke blot at være fænomenologisk og intuitivt betænkeligt, men også be- 

grebsligt problematisk. At naturen besidder funktionalitet uden teleologi, kan dog iføl- 

ge Plantinga opretholdes som en regulativ ide, et instrumentalistisk Als ob. Skønt det 

er ret nedslående at operere med teorier, der ingen ontologisk modpart besidder, kunne 

man måske alligevel udnytte situationen konstruktivt. I henhold til den kognitive ling- 

vistiks undersøgelser af menneskets metaforiske sprogbrug, kunne man måske afdæk- 

ke oprindelsen af begreber som funktion og mening som metaforiske projektioner. 

Nogle studier har f.eks. vist, at mennesket forstår og anvender sociale relationsbegre- 

ber før naturvidenskabelige, 49 og samtidig er ’mening’ tæt beslægtet med ’retning’ på 

græsk (og synonymt på fransk). En grundig etymologisk undersøgelse af disse forbin- 

delser ville sandsynligvis være oplysende, og måske kunne man vha. denne viden ud- 

48 Millikan (1995) kap. 1 og 2. 

49 Se Roodin & Rybash (1985). 

44

skifte vores illegitime projektion af de teleologiske ’mening’ og ’funktion’ med mere 

naturalistiske neutrale termer. 

En meget kontroversiel konsekvens af Millikans teori er, at hvis man i et tankeekspe- 

riment forestillede sig, 50 at der pga. et statistisk usandsynligt sammenfald mellem til- 

stedeværelsen af de rette atomer og molekyler samt en elektrisk udladning, skulle op- 

stå en fuldstændig tro kopi af mig fra det ene øjeblik til det andet, kunne denne Mikkel 

2 ikke siges at besidde intentionalitet (endsige hjerte, lunger, nyrer eller noget som 

helst andet, der normalt kendetegner et menneske). Grunden er, at de rette historiske 

betingelser ikke har været til stede til at befordre egentlige funktioner. Der knytter sig 

med andre ord ingen Normalforklaring til Mikkel 2’s intentionalitet (eller hjerte, lun- 

ger, nyrer osv.). Mikkel 2 rummer slet og ret ikke mentale repræsentationer, da han 

ingen historie besidder, hvorfor repræsentationerne aldrig har opnået egenskaben af at 

repræsentere. Fra modstandernes side (især internalisters) antages dette at udgøre et 

argumentum ad absurdum for Millikans forsøg på at naturalisere intentionalitet, idet 

det simpelthen strider imod en common sense intuition om, hvad intentionalitet og be- 

vidst virksomhed er. 

Til dette er der dog flere ting at sige. Tankeeksperimentet er en slags eidetisk va- 

riation over vores intension af begrebet intentionalitet. Derfor skulle det intuitivt over- 

bevisende ligge i, at Mikkel 2, der ex hypothesi er identisk med mig såvel fysiologisk 

som psykologisk, må besidde intentionalitet, da han oplever det samme som mig. For 

så vidt er argumentet cirkulært, idet hans fænomenologiske oplevelser ikke kan be- 

nyttes som argument, da netop fænomenologiens betydning for intentionalitet er til 

diskussion. Dette kan vi imidlertid se bort fra for sportens skyld, idet eidetiske variati- 

oner, trods denne argumentationstekniske svaghed, har deres styrke i det intuitivt 

overbevisende. 

Mere generelt er det dog spørgsmålet, om ikke sådanne tankeeksperimenter er 

illegitime, da argumentationen hviler på det Millikan kalder ”menings rationalistiske” 

50 Eksemplet er Millikans eget. Se Millikan (1984) p. 93. 

45

præmisser. 51 Hermed menes, at der i filosofihistorien har hersket en næsten ubrudt in- 

ternalistisk tendens til at mene, at mening (og i slemme tilfælde også ekstension) in- 

korrigibelt og transparent kan fastslås apriori. Millikans tese er herimod, at ingen me- 

ning gives uden den rette historie og kontekst, samt at der ikke gives nogen form for 

privilegeret internalistisk adgang til begrebers og sætningers mening. Følgelig kan 

man heller ikke anvende tankeeksperimenter som en slags analytisk begrebsafklaring 

eller til at afdække ontologiske forhold. Indvendingen hviler med andre ord på en 

umiddelbar common sense opfattelse af intentionalitetens karakter, og udgør ikke en 

egentlig trussel mod en teori der tager et helt andet udgangspunkt, idet indvending må- 

ske blot er udtryk for en ældgammel fordom om at man kan gennemskue et givent fæ- 

nomens essens apriorisk. Som David Papineau skriver: 

”A defender of [the teleological] theory can simply point out that the theory is intended as a 

theoretical reduction of the everyday notion of representationel content, not as a piece of conceptual 

analysis. And as such it can be expected to overturn some of the intuitive judgements 

we are inclined to make on the basis of the everyday notion”. 52 

Man kunne også vende tankeeksperimenterne imod meningsrationalisterne selv og 

hævde, at grunden til at mange tankeeksperimenter netop ikke formår at trække tydeli- 

ge grænser for mening, men deler antagonisterne i forskellige fortolkninger, er et indi- 

cium på, at mening ikke gives i små essentialistisk veldefinerede aprioriske kvanter. At 

tankeeksperimenter giver en afklaring af vores intuitioner om begrebers intension, er 

ofte kun interessant for det samme: en afklaring af den dagligdags brug af begreberne. 

Hvis man ikke er dagligsprogsfilosof og holder dette sprog for ukrænkeligt, kunne det 

tænkes, at disse begreber i nogle tilfælde burde erstattes af nogle mere stramt definere- 

de. Tankeeksperimentet efterlader med andre ord ideen om historie som fundament for 

intentionalitet usandsynlig i forhold til en aktualistisk variant, men spørgsmålet er, om 

man vil lade intuitionen råde i sådan et tilfælde af ovennævnte grunde. 

Søren Harnow Klausen imødegår dette argument ved at påpege, at sandsynlighe- 

den for at vores intuition er helt galt afmarcheret er meget lille: 

51 Om menings-rationalisme se epilog i Millikan (1984) og (1995) kap.14. 

52 Papineau Naturalism Part II p. 93. Her citeret fra Klausen (2000) p.9. 

46

”Det er jo forforståelsen - den måde vi opfatter fænomenerne på - der danner grundlag vor 

identifikation af dem. Hvis en teori overhovedet skal være en teori om det samme fænomen, må 

den derfor bevare en del (og gerne en central del) af det gængse, fænomenologisk og intuitivt 

funderede begrebs indhold”. 53 

Atter synes vi at være tilbage ved problemet om, hvorvidt mening og intentionalitet 

kan forklares uden fænomenologien, uden at sagen går tabt. Klausen opfatter selvsagt 

fænomenologien for en sådan ”central del” og Millikan og Papineau bygger deres teo- 

rier på, at den ikke er. Strander vi så her? Klausen mister point rent argumentatorisk, 

idet han læner sig op af en cirkularitet. Hvis man altid skal konsultere fænomenologi- 

en, kan man aldrig korrigere fejlagtig fænomenologi, og det er spørgsmålet, hvor me- 

get fænomenologien skal tillægges af argumentatorisk trumfkvalitet. 54 På den anden 

side er det korrekt, at vores teorier altid i sidste ende henviser til en eller anden form 

for empirisk positivitet. Hvis ikke vores teorier og modeller i en eller anden forstand 

refererer til nogle erfaringer med virkeligheden, er det vanskeligt at begribe deres sta- 

tus. Man gør dog klogest i at skelne mellem fænomenologiens empirisk-genetiske ver- 

sus dens logiske/erkendelsesteoretiske/semantiske primat. Der er ingen tvivl om, at 

alle videnskabelige forklaringer udspringer af en almindelig common sense omgang 

med de belyste fænomener, men mange teorier har netop fjernet sig fra dette ophav, 

hvilket overhovedet har muliggjort en udvikling i vores indsigt i verden. I den forbin- 

delse er det i øvrigt interessant, hvorledes vores fænomenologiske opfattelser er ’pla- 

stiske’ og kan ’inkorporere’ teoretiske forestillinger. De såkaldte top down processer 

synes at kunne ’styre’ fænomenologien ud fra forventninger, vaner og sandsynligvis 

også mere abstrakte verdensopfattelser. Vores fortrolighed udvides gradvist, ved at 

forestillinger overlapper hinanden i en slags familielighed væk fra den oprindelige 

common sense opfattelse. F.eks. kan visse ting med træning opnå en vis givethed, så 

som ikke-euklidsk geometri for matematikere og fysikere. 

53 Ibid. 

54 Hvis man opererer med et meget bredt fænomenologi-begreb, så enhver form for opfattelse er fænomenolo- 

gisk givet, så er forståelsens fænomenologiske fundament en trivialitet. Jeg tror dog at læren af kognitionsfors k- 

ningen er, at det fænomenologiskes demarkartion skal findes i dens empiriske genese, altså i den perceptuelle 

erfaring af verden. Det semantiske begreb om fænomenologi bør derfor nok af-platonificeres og indsnævres til 

en mere umiddelbar anskuelighed. 

47

Af disse grunde finder jeg ikke fænomenologien pålidelig som absolut korrektiv 

til vore teorier. Måske er det netop filosofiens tur til at afgive fænomenologisk arve- 

gods til fordel for mere dækkende ekstra-fænomenologiske forklaringsmodeller. Vi 

vender tilbage til dette. 

1.3.1.3 Repræsentation: Implementering 

Lad os vende blikket mod konnektivismen og se hvorvidt det er tilfældet, at mening 

ikke forefindes i velafgrænsede og apriorisk tilgængelige pakker, men er mere kontek- 

stuelt afhængige. Samtidig kan konnektivismen give et bud på, hvorledes Millikans 

teori kan understøttes rent neuralt-arkitektonisk. 

Ifølge Andy Clarks (Clark 1997) redegørelse for en konnektionistisk model for- 

ligger det semantiske indhold ikke i færdige enheder i en lagerhal og venter på at blive 

brugt, men er distribueret ud i systemets netværk i mikroegenskaber, der først i forbin- 

delse med hinanden opnår egentlig semantik. Meningen er ikke vilkårligt distribueret, 

men på en måde hvor repræsentationer, der deler mikroegenskaber, også deler neurale 

enheder og tyngder. Repræsentationerne lagres oven på hinanden (”superposition”), 

hvorved repræsentationer, der deler centrale egenskaber (eks. ”har fire ben”, ”har ha- 

le”), også deler de neurale enheder, der aktiverer (’rummer’) disse mikroegenskaber. 

På de punkter hvor repræsentationsindholdet er indbyrdes afvigende, aktiveres de af 

forskellige enheder (”har spidse ører”, ”har snabel”). Overensstemmelse i semantisk 

indhold afspejles altså i repræsentations vehikler, og deres overordnede forbindelse 

udgør en slags familielighed. Der vil derfor være nogle ’brændpunkter’, som oftest er 

aktiverede, og ifølge Hebb’s regel resulterer dette i kraftigere synaptiske forbindelser 

mellem den eller de enheder, der danner disse centrale semantiske aspekter. 

Dette stemmer fuldstændigt overens med fund indenfor den kognitive lingvistik 

og almindelig erfaring. Det forklarer f.eks. generalisering, som ud fra modellen foregår 

ved, at når visse, endda perifere, enheder aktiveres, så vil de stærke synaptiske forbin- 

delser typisk aktivere de andre enheder og danne typiske mønstre. Aktiveringen af ”si- 

ger vov”, vil aktivere ”har fire ben”, ”har hale” osv. Det bør tilføjes, at reglen ikke 

udelukkende er semantisk, men også gælder morfologiske fænomener som mønster- 

genkendelse. 

48

Overlapningen af repræsentationers ’lagring’ bekræfter også de talrige doku- 

mentationer af, at repræsentationer lagres centreret omkring prototyper. Mange studier 

har vist, at prototyper, på tværs af sprog og kulturer, genkendes lettere og hurtigere, 

huskes bedre, og bedømmes som mere korrekte eksemplarer end mere perifere. 55 Ud 

fra modellen skyldes dette, at de enheder, der aktiverer de mikroegenskaber, der til- 

sammen udgør prototypen, statistisk set oftest er aktiveres, hvorfor de er centralt ’pla- 

ceret’ i den semantiske metrik. Yderligere er der lavet forsøg med konnektionistiske 

netværk der, selv om de aldrig blev konfronteret med et eksemplar, selv konstruerede 

prototyper i overensstemmelse med Hebb’s regel. Dette understøtter teorien om pro- 

totypeeffekten, idet prototyper tilsyneladende opstår spontant og derved lettere forkla- 

res som universelt fænomen. 

Det interessante i forbindelse med Millikans tankeeksperiment er, at Clark samtidig 

hævder, at repræsentationer er intrinsisk kontekstafhængige. 56 Som konsekvens af re- 

præsentationernes overlappende distribution, kan mange forskellige aktiveringsmøn- 

stre repræsentere en given ting blot med små variationer i en eller flere mikroegenska- 

ber. Ud fra et enkelt input aktiveres mange mulige output. For at fiksere én af disse er 

systemet afhængig af kontekstuel information. Og man kan ikke blot tage ”en kop kaf- 

fe”, og så trække ”en kop” fra, for at få begrebet ’kaffe’ isoleret. Det vil stadig være 

kontekstinficeret af f.eks. ”brun væske i kontakt med porcelæn”. Hvis man var startet 

med et andet udgangspunkt (”kaffe i dåse”), ville man blot have andre mikroegenska- 

ber på slæb (”brunt granulat i kontakt med blik”). Konteksten er ifølge teorien altså 

ikke en repræsentations omgivelser, men selve repræsentationens bestanddele - mikro- 

egenskaberne - og dermed et intrinsisk aspekt af repræsentationen. Konsekvensen er at 

der ikke gives kontekstfrie og atomare symboler. Og kontekstafhængigheden gælder 

’hele vejen ned’, så der heller ikke er kontekstfrie sub-symbolske byggeklodser: 

55 Se Lakoff & Johnson (1999), Lakoff (1987) og Varela et al. (1993). 

56 At repræsentationer er kontekstsensitive er der intet nyt i og helt ukontroversielt. F.eks. ’farves’ et ords betyd- 

ning af sammenhængen. 

49

”It is only relative to some specific inputs that the weights give rise to activation patterns that 

can be seen as expressing this or that (context-involving) content..[]..Symbols, in short, do not 

exist in these systems exept as context-sensitive responses to inputs. No wonder it is contextsensitivity 

all the way down.” 57 

Dette betyder også, at viden er processesuel, og ikke en ”tekst” der hentes frem. Tek- 

sten skrives undervejs: 

”The representation of the knowledge is set up in such a way, that the knowledge necessarily influences 

the course of processing. Using knowledge in processing is no longer a matter of finding 

the relevant information in memory and bring it to bear: It is part and parcel of the processing 

itself.” 58 

Ikke alene kunne denne model være et eksempel, på hvorledes Millikans teori kunne 

være konkret implementeret i hjernen. Den kunne også anvendes som en underbygning 

af et angreb på meningsrationalisme og anvendelsen af tankeeksperimenter. Det kunne 

tænkes, at tankeeksperimenter ingen prægnans havde, fordi mening, som kontekstaf- 

hængig, ikke apriori kan fastslås. I kontrafaktiske sammenhænge og især i tankeekspe- 

rimenter, hvor meningen bevidst sættes under pres, går det derfor helt galt, idet man 

afkræver svar, der ikke findes. 

1.3.2. Ontologi 

Som naturalisme deler kognitionsforskningen rent principielt ontologi med naturviden- 

skaben. Det vil sige, at man forsøger at redegøre for fænomener som tid og bevidsthed 

uden at ty til byggesten udenfor naturvidenskabernes arsenal. I relation til tiden, er 

dette imidlertid ikke særligt oplysende, idet tid blot er forudsat som en given størrelse 

indenfor de fleste naturvidenskabelige discipliner, hvorfor disse ikke kan levere mere 

fundamentale udlægninger af fænomenet. På lignende vis synes bevidstheden udeluk- 

kende at besidde heterogene egenskaber i forhold til videnskabernes begreber og be- 

skrivelsesmodeller, og det er ikke umiddelbart indlysende, hvordan begreber og meto- 

der hentet herfra skal kunne indfange bevidstheden. Ikke desto mindre kan kognitions- 

forskningen give bud på, hvorledes tiden kan beskrives formalt og hvorledes undersø- 

gelsen af bevidstheden bør forme sig. 

57 Clark (1997) pp.180-81. 

58 McClelland, Rumelhart, & Hinton (1988) p. 32. 

50

1.3.2.1 Tid 

Tiden har det karaktertræk tilfælles med bevidstheden, at den er et allestedsnærværen- 

de fænomen, men ikke desto mindre (måske netop derfor!) meget vanskeligt at temati- 

sere. Af samme grund udgør spørgsmålet om tidens natur en af de ældgamle gåder, der 

til alle tider har optaget tænkere. Spørgsmålet oplevede en renæssance i forrige år- 

hundrede, da det blev genstand for grundige undersøgelser fra fænomenologisk side. 

Kendetegnende for den fænomenologiske opfattelse af tiden var, at den var et fæno- 

men, der knyttede sig intimt til menneskets erkendelse og eksistens. 

Indenfor kognitionsforskningen har man bibeholdt tanken om at tiden bør under- 

søges fænomenologisk. Således knytter flere af kognitionsforskningens tidsteoretikere 

direkte an til Husserl i deres undersøgelser i en bestræbelse på at udfærdige tidsteorier, 

der er i harmoni med tids fænomenologiske prægnans. En prægnans der umiddelbart 

gør det vanskeligt at opfatte tid som løsrevet fra menneskets kognition. 

Fundamentalt for Husserls tidsopfattelse er, at han i lighed med Kant indså, at ti- 

den ikke blot kan forstås som en succession af diskrete nu’er, men grundlæggende ud- 

gør en strømmende enhed. Denne enhedskarakter kan tiden imidlertid ikke opnå ved at 

bevidstheden så at sige opsummerer og syntetiserer efter et givent interval, men må 

’hele tiden’ foreligge. Ellers ville tiden ikke fremstå som en helhed undervejs, men 

kun instantant i det øjeblik intervallet var til ende og bevidstheden ’gjorde status’. Og 

foregribe tidens gang kan man jo heller ikke pga. tidens irreversibilitet, så enheden kan 

heller ikke bestå i forhåndskendskab til forløbet. 

Husserls yndlingseksempel til illustration af dette er en melodi, en tidslig gestalt 

par excellence, da den ingen rumlige egenskaber besidder. Melodien er kun en melodi, 

og ikke blot en samling diskrete toner, fordi tonerne er forbundet. Samtidig er melodi- 

en ikke blot en harmoni, da tonerne ikke foreligger samtidigt. Tidsbevidstheden udfol- 

der sig sammen med tidsobjektet, og er på en gang en enhed og et mangefold. Hvordan 

kan det gå til? 

Husserls løsning er at opfatte nuet som udstrakt, og hævde at en forudsætning for 

at der overhovedet kan forelægge tidsbevidsthed (og tid) er, at nuet ikke er diskret og 

atomart. I stedet må nuet udgøres af tre momenter, som hver især konstituerer nuets 

51

’fylde’. Centralt i nuet er den primære givethed (”primäre Empfindung”), selve det 

præsenterede nærvær af den intenderede genstand. Denne del af nuet minder om den 

traditionelle punktuelle opfattelse af nuet. Det der udmærker Husserls opfattelse er, at 

nuet også rummer en intention af det der øjeblikket forinden var præsent, en såkaldt 

retention, som et medgivet moment ved det nærværende nu. Således forsvinder den 

forgående tone i melodien ikke ud i glemslen, blot fordi den ikke er nærværende mere, 

men bliver hængende ’i kulissen’. Samtidig er retentionen ikke en erindring, da reten- 

tionen overhovedet, som moment af nuet, er en forudsætning for erindringen. En erin- 

dring er en re-præsentation og gives i et nu, hvorfor den ikke selv kan være del af det 

præsente nu. 

I lighed med retentionens bagudvendte intendering, rummer nuet også en ’frem- 

adrettethed’ eller en ’vendthed’ mod det kommende. Ellers ville første tone af en me- 

lodi ikke være del af en melodi, og melodien ville derfor aldrig kunne tage sin begyn- 

delse. Denne foregribelse kalder Husserl for protention. Retention og protention er 

ikke symmetriske, idet rententionens indhold foreligger som passeret, hvorimod pro- 

tentionens indhold først skal ’udfyldes’ af det kommende (indholdet er modalt set hhv. 

nødvendig og mulig). Samtidig er forholdet asymmetrisk derved, at retention indvirker 

på protention, men ikke omvendt. 59 Endnu engang er der ikke tale om, at protentionen 

kan sidestilles med håb og forventning som psykologiske fænomener, da disse, i lighed 

med erindringen, kun kan gives i et konstitueret nu, og derfor forudsætter protentio- 

nen. Retention og protention er ikke solitære, men indlejret i en hel horisont af gradvist 

svagere retentioner i bagudgående retning, og tiltagende kraftigere imødekommende 

protentioner. Pga. denne glidende overgang er det derfor også lidt misvisende at tale 

om retentioner og protentioner, men snarere som hele hhv. retentive og protentive re- 

gioner af det intenderede mangefold. 

59 Protentionen indvirker muligvis på retentionen derved, at den som affektiv modus ’stemmer’ hele nuet på en 

bestemt vis. Husserl nåede ikke i de offentliggjorte manuskripter at elaborere denne tankegang synderligt, men 

der forefindes passager i de upublicerede, som behandler dette. Desuden har Heidegger arbejdet en del med 

lignende tanker. 

52

Det triadiske nu bør ikke kun forstås som forudsætning for udelukkende tempo- 

rale genstande som melodier, men for al bevidst oplevelse, og i sidste ende al erken- 

delse overhovedet. Hvorledes forholder dette fænomenologiske forhold sig så til kog- 

nitionen? 

Tim van Gelder giver i Wooden Iron? Husserlian Phenomenology Meets Cogni- 

tive Science et bud på en kognitiv beskrivelse af tiden, der ikke alene er forenelig med 

Husserls tidsanalyser, men samtidig synes at bringe lys over disse. 60 Gelder benytter 

en dynamisk model hentet fra Sven Anderson og Robert Ports forsøg med neurale net- 

værks auditive mønstergenkendelse. Det dynamiske netværk består af en række distri- 

buerede variabler (neurale enheder), der ændrer deres aktivitet og indbyrdes forbindel- 

ser som en funktion af de andre enheders aktivitet, hvilket kan beskrives i en differen- 

tialligning (som jeg nok skal spare læseren for her). 61 Netværkets totale tilstand på et 

givent tidspunkt er en funktion af alle de neurale enheders værdier, og svarer til et 

punkt i tilstandsrummet (se ovenfor). Systemet ændrer hele tiden tilstand som følge af 

de neurale enheders gensidige påvirkning, og dermed tegner systemet en bane igennem 

tilstandsrummet. Banens form bestemmes dels af systemets arkitektur samt input ude- 

fra. Banen bestemmes med andre ord af systemets indre dynamik - de ’kræfter’ (”at- 

tractors”) totaltilstanden påvirkes af. Gelder foreslår som grov analogi en kugle på et 

glat, men bølget underlag, som hele tiden forandrer sig, og tvinger kuglen i en ny ret- 

ning. Vel at mærke oftest uden at ’nå frem’. Systemets opførsel kan påvirkes på to 

måder. Dels ved direkte intervention i nuværende tilstand – kuglen bliver løftet et an- 

det sted hen. Dels ved at landskabet ændres, og tilstanden tvinges i en ny retning. Den- 

ne retningsændring som følge af et kvalitativt nyt landskab, kaldes tvedeling (”bifur- 

cation”). Disse kvalitative tilstandsændringer gør systemet ikke-lineært eller ustabilt. 

I forbindelse med auditiv mønstergenkendelse betyder dette, at et system, ved 

indlæring, har dannet et tiltrækningspunkt (attractor) for hver distinkt tone i det dy- 

60 Gelders model er stort set i overensstemmelse med Varelas (1999), der dog er mere teknisk og ikke helt så 

klar. Varela knytter desuden an til den videre fænomenologiske traditions tidsanalyser, hvor Heidegger og Mer- 

leau-ponty er fremtrædende. Begge modeller er dynamiske (konnektivistiske) og inkorporativistiske og blev 

præsenteret ved en konference i Bordeaux i 1995, men udviklet uafhængigt af hinanden. 

61 Se Gelder (1999) pp. 252-3. 

53

namiske landskab. Lige meget hvilken tilstand systemet er i (givet at denne tilstand 

blot relaterer sig til at lytte til melodien), vil det ved input af en given tone blive til- 

trukket tonens punkt. Inden det når derhen, vil der typisk have lydt en anden tone, ba- 

nen ændres (tvedeling), og systemet søger mod det nye punkt osv. Systemet er hele 

tiden i bevægelse, og en kombination af tilstanden, input og systemets arkitektur be- 

stemmer hvorhen turen går. 

ser. 

I relation til tid, er der flere ligheder mellem modellem og Husserls undersøgel- 

• Systemet er fundamentalt dynamisk, ligesom menneskets kognition og erkendelse 

fundamentalt er tidslig. 

• Systemets tilstand ændrer sig kontinuerligt, hvilket stemmer overens med Hus- 

serls tanke om en grundlæggende konstituerende tidsstrøm, samt at tidsbevidsthe- 

den udfolder sig sammen med det intenderede tidslige objekt. 

• Tilstandsbanen er ubrudt, men dynamisk, hvilket svarer til at tidsbevidstheden 

udgør en helhed, men indeholder et mangefold. 

• Modellen illustrerer, hvorledes nuet kan være rummeligt, idet ligningen for sy- 

stemets tilstand på sin vis ’rummer’ både tidligere og fremtidige tilstande. Reten- 

tion og protention er givet i differentialligningen for nuværende tilstand som hhv. 

de feedbackmekanismer, der udgør variabler i ligningen, samt ligningens determi- 

nation af, hvor banen vil forsætte hen givet nuværende position. Ud fra den geo- 

metriske illustration kan man også nærmest se retention og protention. Ifølge den- 

ne model udgør retentionens andel af den nuværende tilstand det faktum, at den 

befinder sig i netop dette punkt i tilstandsrummet og ikke et andet. Billedligt talt 

udgør retentionen den egenskab, at tilstandsbanens ’hale’ vender den vej, den gør. 

På samme vis er protentionen til stede i og med at banens fortsatte bevægelse af- 

gøres af den nuværende tilstand samt systemets intrinsiske dynamik. Protentionen 

er tilstandens potentielle kraft (retning), der, givet systemets intrinsiske dynamik 

og positionen i tilstandsrummet, former den fremtidige bevægelse. 

• Rententionens aftagende og protentionens tiltagende kraft er også indeholdt i mo- 

dellen, idet tidligere tilstandes påvirkning af ligningen (vha. feedback mekanis- 

54

mer) gradvist aftager. Fremtidige tilstande er tilsvarende vage i forhold til nuvæ- 

rende tilstand, idet systemet, om end deterministisk, er ustabilt og hele tiden æn- 

drer tilstand, hvorfor det er svært at ’se’ langt ud i tilstandsrummet. Måske skulle 

man derfor med et lidt Heideggersk klingende udtryk sige, at protentionen udgør 

en ’åbenhed’ for det kommende. 62 

Umiddelbart er den største ulempe ved sådan en model, som jeg ser det, at den er me- 

get formal, og dermed næsten fuldstændig tom. På trods af pædagogiske forsøg på at 

visualisere dynamiske systemer geometrisk, forbliver modellen meget abstrakt, og der 

er som altid ved anvendelse af idealiserede modeller risiko for at ende i ren steril tom- 

hed, langt fra livsverdenens fænomenologi. Omvendt kunne dette måske netop være 

modellens force. Hermed mener jeg, at modellen understøtter fænomenologien, og 

derfor kunne betragtes som fænomenologiens ’bagside’. 63 Man kan jo ikke just sige, at 

retention og protention er forklaret som fænomener, blot fordi de er fænomenologisk 

blotlagt. Derimod giver den matematiske model, i kombination med en fænomenolo- 

gisk beskrivelse, måske noget der minder om en forklaring på, hvorledes retention og 

protention kan være indeholdt i nuet (den nuværende tilstand). At den matematiske 

udlægning ikke er umiddelbart lige så indlysende som en fænomenologisk beskrivelse, 

taler ikke i sig selv imod den, men kunne i lighed med andre videnskabelige (ontologi- 

ske) teorier være et tegn på større (ekstra-fænomenologisk) adækvans. Der er intet un- 

derligt i, ja det er vel næsten trivielt, at vi er mere bekendt med det fænomenologiske 

niveau end med de underliggende processer, som jeg forudsætter er ukontroversielt at 

antage eksistensen af. Med en lidt plat analogi er vi også mere bekendt med billederne 

på tv-skærmen end det elektriske kredsløb. 

62 Se Varela (1999). pp.295 ff. 

63 Hermed afslører jeg min manglende kongenialitet overfor den klassisk fænomenologiske dyd, at opfatte f æ- 

nomenologi og ontologi som sammenfaldende. I forbindelse med bevidsthedens givethed, som givethed, kunne 

jeg nok lokkes til at mene noget sådant, men ellers anser jeg fænomenologi for at være en deskriptiv metode, der, 

for at følge Husserls fordring i Logische Untersuchungen (LU), er metafysisk neutral. Rent ontologisk bør en 

fænomenologi suppleres af hypotetisk-deduktive teorier. 

55

Hvad jeg anser for styrken i dette er, at de fænomenologiske undersøgelser, og 

den matematiske model beskriver fænomenerne fra forskellige sider og gensidigt støt- 

ter hinanden. Hermed optræder de to respektive beskrivelsesniveauer eksemplarisk, og 

demonstrerer hvorledes forskellige tilgange bedre kan beskrive og forklare et fænomen 

i forening. Faktisk korrigerer modellen, som Gelder bemærker, Husserls egne under- 

søgelser, idet modellen ikke som Husserl tvinges til at anvende paradoksale perceptive 

vendinger for at beskrive retentionens givethed som på én gang direkte og indirekte. 

Husserl opfattede selv tanken om ”iagttagelse af det forgangne” som aporetisk og 

sammenlignede det med ”jern af træ”, men formåede aldrig at give en mere plausibel 

redegørelse for det selv. 64 I den matematiske model er der derimod intet problem i, at 

retention (og protention) er medgivet i nuet, da de indgår i og er en væsentlig del af 

ligningen for den nuværende tilstand qua dynamisk. 

Igen er der dog indvendinger. For det første følger det ikke, at man opnår en for- 

klaring ved at anvende flere beskrivelsesniveauer. Hertil vil jeg svare, at hvis modellen 

er en generel lov, forklarer den tid på samme vis som tyngdeloven forklarer genstandes 

fald mod jorden. For det andet kan det indvendes, at det fænomen, Husserl beskriver, 

er intrinsisk fænomenologisk og ingen formaliserbar ’bagside’ besidder. Den matema- 

tiske model beskriver derfor et helt andet fænomen, hvilket man kunne kalde generel 

dynamik i stedet for tid. Og det filosofiske spørgsmål om tiden angår det sidstnævnte 

fænomen (det førstnævnte er måske slet ikke et ’fænomen’). 

Denne indvending er ikke så let at afvise. Dels fordi Husserls tidsanalyser i sig 

selv er vanskelige og ikke just opmuntrer til diskussioner, der fordrer stort overblik. 

Dels fordi vi med spørgsmålet om fænomenologiens status atter falder i bevidstheds- 

spørgsmålets sorte hul. Problemet er endnu engang, at det fænomenologiske aspekt - 

og dermed bevidsthedens andel - ikke blot føjer noget til i kvantitativ forstand, men 

måske fundamentalt ændrer fænomenets karakter. Hvis tiden opfattes som et emergent 

fænomen med eget beskrivelsesniveau, er der nok noget om snakken, og man kunne 

være henvist til at redegøre ikke-fænomenologisk for dens opståen. 

64 ”Hölzerenes Eisen”. Zur Phänomenologie des inneren Zeitbewuβtseins, p. 415. Se Gelder (1999) p. 262. 

56

I modsætning til de tidligere eksempler er jeg dog ikke så villig til at overgive 

mig her. Mens der kan være et argument i, at intentionalitet hviler (delvist) på givet- 

hed, ser jeg ikke så store problemer i at forklare tiden ekstra-fænomenologisk. Tidens 

fænomenologiske karakter af flydende syntetiseren - enheden i og af flerheden - ville 

blot være fænomenkarakteren og ikke dens ontologiske karakter. Og denne fænomen- 

karakter kunne forsøges forklaret ved dynamiske neurokemiske modeller som den 

ovenfor skitserede, hvor tid helt fundamentalt er en neurologisk ’spændingsforskel’ 

eller ’frekvens’, der er uafhængig af bevidsthedens virke. 

1.3.2.2 Bevidstheden 

Filosofien skylder bevidstheden hele sin eksistens. Både i den trivielle forstand, at 

uden bevidsthed gaves der ikke filosofiske problemer, idet ingen hermed ville have 

noget at spørge om. Men også i den betydning, at bevidstheden er af en natur, der ikke 

ligner noget som helst andet i universet. Bevidstheden er slet og ret et fænomen, vi 

ikke ville støde på noget som helst sted, hvis ikke lige det var fordi, at den hele tiden er 

hos os. Bevidsthedens paradoksale natur, at den på én gang er det mest og det mindst 

bekendte, er simpelthen filosofisk par excellence. 

Kendetegnende for bevidsthedsteorier indenfor kognitionsforskningen har været 

et overvejende funktionalistisk syn på fænomenet. Hvor reduktive og eliminative teo- 

rier hidtil har haft stor betydning for kognitionsforskningen, har superveniens- og 

emergensteorier efterhånden vundet indpas. Forskellen er, at her hævdes bevidstheden 

at være et fænomen, der altid vil opstå givet menneskets neurologi (plus måske den 

øvrige virkeligheds indretning), men som ikke er reducerbart hertil. Bevidstheden er 

således ikke identisk med neurologiske processer, men et forudsigeligt fænomen i re- 

lation til hjernens arkitektur. Hvorvidt emergens og superveniens godtages som be- 

skrivelser, er lidt af et temperamentsspørgsmål, og man kan ikke rigtigt bebrejde skep- 

tikerne deres modvilje. Ved at kalde tingene noget andet, forklarer man ikke den vir- 

kelige gåde, hvad det vil sige, at noget er givet for sig selv. En mulig udvej var at på- 

pege, at selvom kausalitet rent intuitivt synes lineær og kontinuerlig, kunne det tænkes 

at naturen også byder på knapt så forståelige (anskuelige?) træk som f.eks. superveni- 

ens. Som led i en mere principiel pointe kunne man hævde, at tiden, hvor common 

57

sense forståelse af verden var tilstrækkelig, så sit endeligt med den moderne fysiks 

indtog. Fordi vi rent evolutionært er blevet udstyret med kognitive evner, der er tilpas- 

set et makrokosmisk niveau 65 og spontant forstår kausalitet lineært og rum euklidsk, er 

det ikke ensbetydende med, at verden primært er sådan indrettet. Jeg ser intet inkonsi- 

stent i at antage, at verden besidder en kompleksitet, eller i det mindste strukturer og 

lovmæssigheder, det ikke er selektivt formålstjenligt (ja måske slet ikke faktisk muligt) 

at besidde fuld indsigt i. At en sådan begrænsning af menneskets umiddelbare indsigt i 

verdens beskaffenhed medfører andre videnskabsteoretiske problemstillinger vil jeg 

ikke benægte, men det er heller ikke nyt. 

Skønt bevidsthedens rolle i erkendelsen ikke tillægges samme status som i tradi- 

tionel (internalistisk) filosofi, antages den trods alt at spille en rolle, eftersom evolutio- 

nen normalt ikke udvikler egenskaber uden funktioner. 66 I denne forbindelse har dis- 

kussionen om folk psychology domineret. Argumentet fra eliminativisternes side vil 

typisk være, at de førvidenskabelige opfattelser, mennesket igennem tiden har haft af 

mange fænomener, næsten uden undtagelse har vist sig at være fejlagtige. Det er der- 

for ifølge tankegangen sandsynligt, at det genstridige dualismeproblem vil blive løst 

med en videnskabelig forklaring, der overflødiggør bevidstheden. Mentale fænomener 

er altså at opfatte i lighed med tidligere antagelser som flogiston og æteren. At folk 

psychology har floreret så længe, taler ikke for dens sandhed - tværtimod - det beviser 

blot, at den i primitivitet hører til blandt hulemænd, og som videnskabeligt objekt er 

65 Hermed mener jeg, at menneskets umiddelbare erfaringssfære ikke omfatter et mikrokosmisk og et evt. hyper- 

kosmisk niveau. Vi registrerer temperatur og ikke gennemsnitlig atomhastighed og mærker heller ikke jordens 

rotation. Makrokosmos, som naturvidenskabeligt begreb, bør ikke forveksles med det erkendelsesteoretiske 

begreb mesokosmos, som jeg i overensstemmelse med Gerhard Vollmer (1990 og 1982) fremover vil anvende 

som betegnelse for menneskets umiddelbare erfaringssfære. Mesokosmos er ikke sammenfaldende med makro- 

kosmos, idet visse fænomener hjemmehørende på dette niveau, så som magnetisme, elektriske felter og infrarødt 

lys, ikke er direkte perciperbare. 

66 Hvorvidt alle egenskaber har funktion er omstridt indenfor evolutionsforskningen. Varela et al. (1993) forsø- 

ger sig med en ikke-selektiv teori, hvor træk reproduceres, der ikke er en direkte hindring for værtsorganismen. 

Bevidstheden skulle ifølge tankegangen være en sådant ikke-ufordelagtig men måske ret beset overflødig egen- 

skab. Se Varela et al. (1993) kap. 9. Generelt er problemet med en sådan teori, at hindring skal defineres meget 

præcist. Er det f.eks. en hindring at besidde en uvirksom egenskab som bruger energi eller tynger? 

58

stagneret for årtusinder siden. Når eliminativistiske teorier alligevel ikke er i så høj 

kurs lige nu, skyldes det, at bevidstheden synes at have en andeledes evident fænome- 

nologi, og de fleste er også enige om, at mentale fænomener er fundamentet for, at der 

overhovedet gives sådan noget som videnskab. Der er dog ingen tvivl om, at folk psy- 

chology vil komme under massivt pres fremover. 

Hvis man tager bevidsthedens uudgrundelige natur i betragtning, og ikke mindst 

den manglende progression med at fremstille blot nogenlunde tilfredsstillende bud på 

hvad bevidsthed kunne være, synes det nærliggende at antage, at en evt. forklaring 

fordrer værktøjer, som mennesket endnu ikke er i besiddelse af. Derfor vil jeg i det 

følgende ikke fremsætte konkrete løsningsforslag, men komme med tentative bud på 

nye strategier og restaurering af gamle metoder. Jeg har valgt at sammenstykke et 

dobbeltsidigt forslag til en fremtidig behandling af bevidsthedsproblemet, som afspej- 

ler hhv. bevidsthedens ’yder-’ og ’inderside’. Dvs. dels en ontologisk genetisk del, 

hvor jeg skitserer en mulig vej for en forklaring af, hvorledes bevidsthed kan opstå fra 

et substrat med væsensforskellige egenskaber. Dels en fænomenologisk del, hvor jeg 

skitserer en opstrammet og fokuseret udforskning af bevidsthedens givethed. 

I Consciousness and Space (1997) fremdrager Colin McGinn bevidsthedens 

manglende rumlige egenskaber, som et sted hvor fokus burde rette sig. Selvom diskus- 

sionen i dag mest går på qualia og givethed, er bevidsthedens essentielt urumlige ka- 

rakter et klassisk demarkationskriterium, som især Descartes var meget opmærksom 

på. Problemet med den manglende rumlighed er, at det ofte tvinger udlægninger af 

bevidstheden til urimeligheder. Dualismen er ontologisk problematisk, mentalismen 

uplausibel, dobbeltaspektteorien kunstig og materialismen fænomenologisk utilfreds- 

stillende. Disse blindgyder skyldes sandsynligvis menneskets kognitive arkitektur, 

som primært opererer i rumlige kategorier, og ofte bestemmer alt negativt, der ikke 

falder her indenfor. 67 Denne ”folk theory of space” (p.104) tillader ingen form for me- 

diering pga. dens markante rumlige asymmetri. Det er således ikke muligt at begribe, 

hvorledes en urumlig bevidsthed kan opstå af et fysisk substrat som hjernen, hvilket 

67 Et tegn herpå er alle de rumlige metaforer vore begreber er opbygget omring , hidrørende fra vores perceptu- 

elle omgang med verden, som den kognitive lingvistik overbevisende har dokumenteret. 

59

ikke mange betvivler er tilfældet. McGinns bud er, at den fysiske virkelighed må inde- 

holde ikke-rumlige egenskaber, som gør en forklaring af bevidsthedens opståen mulig. 

Egenskaber som vores nuværende fysikalistiske ontologi blot ikke rummer. En til- 

nærmelse af spørgsmålet om bevidsthedens ontologi, kræver med andre ord en ny ge- 

nerel ontologi: 

”We need a conceptual breakthrough in the way we think about the medium in which material 

objects exist, and hence in our conception of material objects themselves. That is the region in 

which our ignorance is focused: not in the details of neurophysiological activity but, more fundamentally, 

in how space is structered or constituted”. 68 

Eksemplerne på divergenser mellem vores intuitive måde at opfatte rummet og nye 

naturvidenskabelige afdækninger er mange, og man kan i flæng nævne: relativitetsteo- 

riens brud med euklidsk geometri i form af ’bøjede rum’, parallelle linjer der krydser 

hinanden osv.; kvantemekanikkens ikke-lokaliserbare partikler og kvantespring, samt 

den moderne fysiks ’ormehuller’ og superstrengsteoriens multidimensionalitet. Pro- 

blemet med at måtte ty til ikke-visualiserbare forklaringsmodeller er ikke ny, men bør 

måske forsøges igen. Hvorvidt der fordres en generel eller lokal ontologisk ændring 

kan i princippet diskuteres, men meget taler for at vores samlede ontologi bør revide- 

res, hvis et fænomen som bevidstheden skal indfanges. Ellers får man problemer 

(kendt fra dobbeltaspektteorien) med at redegøre for, hvorfor netop hjernen rummer 

kimen til mere differentierede rumlige fænomener. 

Ovenstående tentative spekulationer vil blive mødt af megen kritik. Mange vil 

f.eks. synes, at det kun er de uinteressante aspekter af bevidstheden, der evt. kan for- 

klares, men ikke selve givetheden. Hertil kan svares, at selve opklaringen af hvordan 

denne urumlige egenskab kan opstå, måske også ville kaste lys over givetheden. Må- 

ske er givetheden blot et primitivt og irreducibelt træk ved et emergent fænomen kendt 

som bevidsthed. Hvis ikke dette imidlertid godtages, og givetheden stadig anses for at 

være et mysterium, ville en afklaring af bevidsthedens ontologiske forankring stadig 

være et skridt i den rigtige retning. 

Under alle omstændigheder fordrer bevidstheden, at den også undersøges fæno- 

menologisk. Bevidsthedens givethed er trods alt et temmelig fremtrædende aspekt, og 

68 Ibid p.103. 

60

desuden udgør givetheden vores mest intime kendskab til bevidstheden, hvorfor den 

om ikke andet end af heuristiske grunde bør inddrages. Derfor foreslår flere en gene- 

rel, konsekvent og systematisk fænomenologisk undersøgelse af bevidsthedens karak- 

ter (Varela et al. (1991), Varela (1997) og Shear (1997)). Kendetegnende for både Va- 

rela og Shear er et dobbelt sigte med en sådan analyse. Dels et kendskab til selve be- 

vidsthedens natur i dens rene ikke-intentionale ’grundform’. Dels et mere klassisk fæ- 

nomenologisk og kritisk filosofisk ærinde, hvor bevidsthedens funktion i erkendelsen 

søges afdækket. 

I relation til første delmål af undersøgelsen er det karakteristisk, at de begge ar- 

gumenterer for en orientering imod traditioner, der har flere tusinde års erfaring med 

bevidsthedens fænomenologi, nemlig østens religioner og meditative teknikker (Varela 

et al.(1991), Varela (1997) og Shear (1997)). Selvom der altid har bestået et skisma 

mellem østens og vestens åndelige traditioner, er der ingen tvivl om, at østlige tænkere 

har et større kendskab til genstandsløse og udifferentierede bevidsthedstilstande, som 

kunne være af stor interesse for vestlig fænomenologi. På tværs af religiøse og filoso- 

fiske orienteringer kendetegnes denne ’rene’ tilstand som bevidsthedens fundament, og 

opfattes som selve det mentale livs medium. 69 Det interessante ved en sådan tilstand 

er, at den deler flere karakteristika med visse kvantemekaniske fænomener, og tilsy- 

neladende forholder sig til sit fænomenologiske indhold, som rum forholder sig til sit 

materiale indhold: 

”Thus on this account both matter and the usual contents of consciousness appear to emerge 

from an object-free, nonlocal, space-like ’ground state’ and to manifest their phenomena (matter 

and phenomenological contents, respectively) through wave-like fluctuations of this ground. 

And if quantum theorists such as Bohm and Wigner are correct, this spacelike ground appears in 

both cases, to have a further, prespatial foundation (’quantum pre-geometry’ and ’pure consciousness’, 

respectively) containing no manifest content (whether space-time bound structures or 

qualia). Qualitatively speaking, then, the difference between these ultimate foundations becomes 

vanishingly small, if not simply non-existent”. 70 

Det andet interessante ved denne tilstand, hvor hverken materialitet eller et egentligt 

jeg er tilstede, er, at en undersøgelse af denne kunne kaste lys over bevidsthedens mest 

fundamentale operationer, og dermed være udgangspunkt for det andet delmål, under- 

69 Shear (1997) p.370. 

61

søgelsen af bevidsthedens erkendemæssige funktioner. En sådan undersøgelse ville 

placere sig i forlængelse af ’klassisk’ fænomenologi, men med den væsensforskel, at 

der ville være tale om en empirisk og naturalistisk tilgang (Varela (1997) og Shear 

(1997). Varela kalder sin metode for ”neurofænomenologi” (Varela 1997) og indskær- 

per, at kun i gensidig justering med neurologi og kognitionsforskning generelt vil en 

fænomenologi være værd at forfølge. På lignende vis erklærer Shear: 

”Thus, in the context of the possibility of a science of consciousness, the crucial factor is how 

well reports of inner experiences become systematically correlated with objectively observable 

phenomena in accord with standard objective scientific protocols..[]..In short, the relevant empirical 

data would include, for example, correlations of reports og specific experiences with specific 

physiological (especially brain) states and psychological and behavioural parameters of the 

kind already studied in psychological and psychophysiological research”. 71 

Håbet består i at finde systematiske korrelationer mellem neurale og fænomenologiske 

tilstande, der kunne afsløre nye sider af fænomenologiens dynamik, modi og niveauer. 

Til forskel fra klassisk fænomenologi, tager man hermed afstand fra idealistiske fore- 

stillinger om fænomenologiens ontologiske implikationer. 

Jeg er godt klar over, at der ikke er meget konkret kød på ovennævnte forslag til frem- 

tidig undersøgelse af bevidstheden, netop fordi de kun har karakter af forskningsstra- 

tegier. På den anden side ville det ikke være særligt troværdigt, med nutidens viden, at 

udkaste en decideret ’forklaring’ af bevidstheden, og man må sige, at spørgsmålet om 

bevidstheden stadig er åbent. 

Rent filosofisk kunne der dog være interessante pointer i det foregående. Der sy- 

nes nemlig at være en tendens til, at større og større dele af f.eks. bevidsthedsproble- 

matikken bliver lagt over i ikke-filosofiske hænder. Både de ontologiske problemstil- 

linger vedrørende bevidsthedens urumlighed, der sandsynligvis ikke kan løses filoso- 

fisk, men skal overtages af fysikken, samt arbejdet med at kortlægge fænomenologiens 

neurologiske korrelationer. Problemet er, at filosofien ikke længere kan råde over den 

videnskabelige ekspertviden, der ellers altid har udgjort en vigtig del af den filosofiske 

70 Ibid p.372. 

71 Ibid p.369. 

62

’palet’. Naturvidenskaben er simpelthen blevet for differentieret og kompleks til at 

besidde fuld indsigt i. 

1.4 Opsummering 

Vi har i det foregående set på den kognitivistiske filosofi og eksempler på mulige må- 

der at forklare klassiske filosofiske spørgsmål som intentionalitet, tid og bevidsthed. 

Hermed ønsker jeg på ingen måde at efterlade det indtryk, at kognitionsforskningen 

har løst alle problemer - hvilket diskussionerne også har demonstreret - men snarere 

lidt tentativt antydet, hvor der kunne være en mulig vej frem. Fordi der er problemer 

og et tilsyneladende uendeligt komplekst forskningsfelt, kan tilgangen godt være sund. 

Anderledes formuleret synes det lovende at ligge i kognitionsforskningen metoder, 

bredde og fleksibilitet samt ikke mindst dens forpligten sig på et naturalistisk ud- 

gangspunkt, der for enhver pris forsøger at undgå at ’humanisere’, ’transcendentalise- 

re’ eller på anden vis kategorielt opsplitte genstandsfeltet på trods af fænomenernes 

umiddelbart heterogene natur. Vel at mærke uden at negligere evidente fænomener og 

blot forfalde til en arrogant scientisme, hvor alle forklaringsgrunde henlægges til eks- 

trafænomenale domæner. På trods af antydninger af at visse filosofiske spørgsmål gi- 

vetvis vil lukrere på naturvidenskabelige fremskridt, betyder det ikke, at kognitions- 

forskningen ikke bestræber sig på, så vidt muligt, at levere fænomenologisk adækvate 

teorier. Blot ikke for en hver pris. De anførte eksempler er - hvor muligt - netop anført 

pga. deres fænomenologiske styrke. Samtidig rummer en fænomenologisk opmærk- 

somhed mulighed for at trække på såvel anglo-amerikanske som kontinentale filosofi- 

ske traditioner. Hvis man konkretiserede og afmystificerede visse af de fænomenologi- 

ske analyser foretaget af kontinentale filosoffer, kunne man få nyttig indsigt i, hvordan 

verden fremstår for mennesket. Eksempelvis kunne mange af Husserls undersøgelser 

være af stor interesse for kognitionsforskningens perceptions- og tidsanalyser, og af- 

dækningen af menneskets kontekstualitet og ’verdens-skaben’ kunne have stor gavn af 

Heidegger og Merleau-Pontys tidlige arbejder. 72 Selvom det ikke er kontinentalt orto- 

72 Man anvender også Heideggers og den sene Husserls undersøgelser af affektive modi indenfor de nye grene af 

kognitionsforskningen, der fokuserer på følelsernes kognitive effekt. Se Varela (1999) pp.295 ff. 

63

dokst at anvende fænomenologien så eklektisk, kunne det ikke desto mindre være kon- 

struktivt. 

Styrken af kognitionsforskningen er i mine øjne, at den er et tværvidenskabeligt 

felt, hvor (angiveligt) komplekse fænomener forsøges afdækket med en tilsvarende 

metodologisk og teoretisk kompleksitet. Dynamiske modeller, fænomenologiske un- 

dersøgelser og empiri anses alle at være måder at indfange kognitionen på. Ikke alene 

rummer dette den fordel, at et kvantitativt større antal forskere undersøger samme fæ- 

nomener fra forskellige vinkler. Disse forskellige vinkler er i sig selv efterstræbelige i 

forhold til rent filosofiske - det være sig fænomenologiske eller analytiske - undersø- 

gelser, idet den udvidede optik, efter min bedste overbevisning, bedre matcher fæno- 

menernes egen natur. Der vil dog være problemer med den meget ’bredde’ måde at 

begribe erkendelsen, så som overskuelighed, tværfaglighed på bekostning af dybde og 

ikke mindst arbejdsdelingen mellem de forskellige discipliner. Det vil kræve en stor 

indsats at samle trådene. Vanskelighederne ved at håndtere kognitionens kompleksitet 

og kontekstualitet bør dog aldrig føre til en negligering af disse træk. Ligeledes bør 

erkendelsen af kognitionens kontekstualitet afføde en fremelskning af fleksible beskri- 

velsesværktøjer, uden at blive tandløst holistisk. Kognitionsforskningen må gerne tæn- 

ke holistisk - hvis sobert og ikke på bekostning af detailanalyser. Jeg vil her gøre Bate- 

sons ord til mine: ”In other words, the theory of mind presented here is holistic and, 

like all serious holism, is premised upon the differentiation and interaction of parts”. 73 

I relation til mine indledende betragtninger om filosofiens analyserende natur, lever 

kognitionsforskningen dermed i høj grad op til kravet om dissektionens klarhed, men 

formår samtidig at lappe mange af hullerne igen og efterlader ikke disjecta membra. 

Naturalisme er ikke nødvendigvis reducerende, men kan også være syntetiserende. 

Fordi den opererer med mange forskellige beskrivelsesniveauer, stræber den stadig 

efter en samlet ontologi. 

Selvom kognitionsforskningen således endnu langtfra kan fremlægge et katalog 

over endelige løsninger, er jeg ikke i tvivl om, at den repræsenterer et potent bud på en 

måde at tackle de gamle ’uløselige’ problemer omkring menneskets erkendelse. Ikke 

73 Bateson (1979) p.104. 

64

mindst fordi den faktisk udviser højest konvergente resultater indenfor forskellige om- 

råder. Noget der i et realistisk sind som mit - ceteris paribus - er et tegn på, at man har 

fat i den lange ende. 

Kognitionsforskningen er dog ikke problemfri, og man ville gøre sig selv en uvi- 

denskabelig bjørnetjeneste ved at forsøge at skjule dette. F.eks. præges tendensen, af 

en del udlægninger, hvor metaforerne anvendes ukritisk og der strøs rundhåndet med 

vendinger som antyder, at systemerne ’forstår’, ’genkender’ m.v., at modellerne ’for- 

klarer’ snarere end at beskriver, og hvor komplicerede processer som ’forståelse’ og 

’genkendelse’ beskrives som ’tilstande’. Dette er desværre svært forsimplende, og ef- 

terlader nogle gange et indtryk af en flok amatører, der ikke helt har forstået vanske- 

ligheden og kompleksiteten af emnet. Jeg vælger blot at bemærke dette, fordi jeg af 

svagt skeptiske grunde ikke mener, at man sprogligt kan komme helt på højde med 

sagen selv, hvorfor metaforer og insisterende vendinger er uundgåelige. Det farverige 

sprog bør dog ikke tage overhånd, og samtidig bør vanskeligheden ikke overdrives i en 

sprogidealisme, hvor tilgangen til sagen selv udelukkes. Selvom om sproget måske 

evolutionært set har andre funktioner end de store metafysiske afdækninger, kan det 

trods alt bringe os et stykke, hvis vi får bedre kendskab til dets natur og virkemåde. 

Netop med afsæt i en grundig kognitiv lingvistisk undersøgelse af sprogets metafori- 

ske og bogstavelige egenskaber - en gåen vores begreber etymologisk efter i sømmene 

- kunne man udforme en slags kritisk sprogteori. Ikke fordi jeg opfatter al kognition 

som sprogmedieret eller sprogafhængig, men fordi videnskaben hviler på en sproglig- 

hed, der fordrer en afklaring af, hvorvidt vore begreber refererer til verden i realistisk 

forstand. 

I relation til neodarwinismen knytter sig alene et par problemer. Helt generelt bør 

man holde sig fra at gøre teorien til en metaforklaring af alle fænomener, hvilket der 

nogle gange er optræk til. Det er ganske enkelt dogmatisk. Mere konkret er problemet 

med neodarwinismen, at selvom teorien tilhører den hårde kerne af de allermest etab- 

lerede videnskabelige teorier, rummer den stadigvæk kontroversielle aspekter. Heri- 

blandt nogle af de centrale teser som selektion og funktionalitet. Dette er ikke nødven- 

digvis bekymrende, men kunne være et tegn på en levende forskning. Problemet er 

65

lot, som vi før var inde på, at nogle af vanskelighederne berører selve fundamentet 

for en naturalisering af filosofien, nemlig forsøget på at beskrive verden uden brug af 

teleologiske eller normative begreber. Kan man redegøre deskriptivt for f.eks. mening, 

rationalitet og kognitive funktioner, eller smugler man illegitimt disse størrelser ind i 

teorierne i en ikke-naturalistisk form? 

Med disse spørgsmål bevæger vi os et trin op i argumentationsniveauet, og går 

fra de konkrete til de mere principielle problemstillinger. Lad os følge tendensen og 

kaste os ud i den metafilosofiske diskussion. 

2. Metafilosofiske spørgsmål 

På trods af kognitionsforskningen evt. store succes med at tilnærme sig ellers utilnær- 

melige filosofiske problemstillinger, er det ikke dermed givet, at tendensen er ’godar- 

tet’. Måske er kognitionsforskningen blot så ny, at nogle lader sig forblinde af dens 

overbevisende scientistiske fremtoning, med indviklede matematiske modeller, svung- 

ne diagrammer, marsvandrende robotter osv. Kognitionsforskningen kunne også let, 

set med historiske øjne, være sådan et modelune og langt fra et filosofisk prægnant 

projekt. Mange vil i hvert fald have deres forbehold overfor en sådan måde at afdække 

menneskets erkendelse og omgang med verden. 

Vi skal i det følgende gennemgå nogle indvendinger fra forskellig side. Vi læg- 

ger ud med typiske traditionelt filosofiske og anglo-amerikanske indvendinger, og ser 

derefter på forskellige typer kontinentale kritikpunkter. Førstnævnte vil dels rumme 

kritik af kognitionsforskningen og dels af naturalismen generelt fordelt på viden- 

skabsteori og filosofi mere bredt. Sidstnævnte er hovedsageligt indvendinger mod filo- 

sofi som naturalisme. 

2.1 Traditionel filosofisk/anglo-amerikansk kritik 

Når kognitionsforskningen opererer med en blot moderat realisme og en fejlbarlig ra- 

tionalitet, er det relevant at spørge til den ontologiske status af de træk ved menneskets 

erkendelse, som afdækkes. Hvis tanken om ’det givne’ i det mindste ikke uproblema- 

tisk kan forudsættes og vore ’evidenser’ ikke er evidente, må det afgøres, hvorvidt af- 

66

dækningen selv influerer det afdækkede, eller overhovedet afdækker. Man kan f.eks. 

foretage den gamle refleksivitetstest, hvor man afprøver, hvorvidt modellens generelle 

teori om menneskets erkendelse af verden er i harmoni med forudsætningerne for at 

kunne indtage en position som kognitionsforskningens. Ligeledes må kognitionsforsk- 

ningen som naturalisme være i stand til at svare på, hvilken status rationalitet og er- 

kendelsesteoretisk normativitet besidder. 

2.1.1 Refleksivitet 

Det bør fra starten slås fast, at kognitionsforskningen som en naturalistisk teori vil 

hælde til naturalistisk videnskabsteori. Hermed mener jeg, at videnskabens rammer, 

mål, metoder, forudsætninger osv. er interne anliggender for videnskaben selv, og ikke 

et rent filosofisk projekt der ligger ’før’ eller ’over’ videnskaben i logisk prioritet. 

Hvad og hvordan videnskaben bør udforske, kan kun afgøres empirisk og ikke aprio- 

risk. I forbindelse med kognitionsforskningen er dette så meget desto mere passende, 

da projektet netop har til formål at afdække den menneskelige erkendelse i alle sine 

afskygninger herunder videnskabelig erkendelse. Det kan derfor heller ikke undre, at 

kognitiv videnskabsteori er en blomstrende disciplin. 

Med et fallibilistisk udgangspunkt er kognitionsforskningen selvsagt ikke ratio- 

nalistisk af natur, og eo ipso ikke underlagt samme rigide refleksivitetskrav. Refleksi- 

vitet er kun problematisk i forbindelse med skepticismer og (fundamentalistiske) er- 

kendelsesteorier med enslydende strenge begrundelseskrav. 74 Derfor er der intet apo- 

retisk i at hævde, at erkendelsen principielt er fejlbarlig og samtidig antage at nærme 

sig virkelighedens beskaffenhed. Selvom rationalistisk sindede filosoffer gerne hæv- 

der, at teorier der ikke opererer med absolut gyldighed er selvrefuterende, er dette ikke 

tilfældet. Man kan godt vedkende sig en position, der ikke kan begrundes ’hele vejen 

ned’ i ikke-kontroversielle argumenter, uden at afskrive sig rationalitet og prægnans. 

Nicholas Rescher elaborerer i The strife of systems tanken om, at al filosofi i sidste 

ende består af valg mellem kognitive værdier, der for så vidt er rationelle (den eneste 

rationalitet der gives ifølge standpunktet) men ikke universelle. Han opregner snesevis 

74 Forskellen er, at rationalister mener at kunne indfri kravene, hvor skeptikerne ikke finder det muligt. 

67

af eksempler på aporier fra filosofihistorien, hvor forskellige udtømmende og attrakti- 

ve positioner er indbyrdes uforenelige, hvorfor kognitive idealer tvinger den enkelte til 

at vælge. Og dermed vælger man også rationalitet relativt til ens kognitive værdier, 

som f.eks. hvad man godtager som evident eller givent. Ens eget standpunkt er derved 

’tvingende’ for en selv, men er ude fra set blot relativt. 

Sådanne teorier kan få rationalister og ’rigtige’ filosoffer til at ryste opgivende på 

hovedet, idet der ikke henvises til en transsubjektiv rationalitet. De vil hævde, at hvis 

positionen på metaplan accepterer relativitet (og kun på standpunktsniveau er ’absolu- 

tister’), vil den blive overrumplet af en universalisme. Argumentet ville være som føl- 

ger: 

1) Hvis noget er sandt ifølge en absolutistisk objektivismes (AO) værdiskema, 

så er det (absolut) sandt. (P) (A:P → P) 

2) AO er er sand ifølge dens eget værdiskema A:A 

3) AO er (absolut) sand. 

Argumentet fejler pga.1), idet der ikke er sagt noget om, at et værdibaseret rationelt 

skema befordrer absolut sandhed, men kun at alle positioner, på baggrund af deres 

kognitive værdier, ser sig selv som ’sandheden’. Der er således forskel på at indrømme 

at AO er en konsistent og meningsfuld position og vedgå 1) - altså at den er absolut 

sand. 75 

Moralen, der skal drages af dette, er (meta-) erkendelsesteoretisk og ikke ontolo- 

gisk. Kognitionsforskningen opererer med en realistisk opfattelse af sandhed, som 

(ideelt) overensstemmelse med sagen (hvor overensstemmelse kun i nogle tilfælde er 

af propositionel karakter og ellers af funktionel/pragmatisk), men er blot relativistisk 

mht. begrundelsen. Mennesket kan ikke kan basere sine udkast på en hyper- 

menneskelig optik og rationalitet, men er henvist til at begynde in media res. I samme 

ånd er kognitionsforskningens basis også forsøg, tests og anden empirisk tilnærmelse 

kombineret med fænomenologiske undersøgelser og sund refleksion. Modeller frem- 

sættes og efterprøves, de kritiseres og justeres eller bortkastes. Man forsøger på ny 

75 Se Rescher (1985) pp. 182-83. 

68

osv. Undersøgelserne af den menneskelige kognition er mest at forstå som en godmo- 

dig brydekamp med virkeligheden, hvor der nogle gange viser sig et effektivt håndtag. 

Denne interaktion med verden, involverer også en gensidig påvirkning mellem to 

(eller flere) niveauer på undersøgelsens aktive side. På det konkrete niveau undersøges 

kognitionen, og på et metaniveau ligger alle forudsætninger, de metafysiske såvel som 

de mere rationelle. Disse niveauer er ikke uafhængige, og heller ikke prioriteret som 

mange filosoffer vil hævde. Empiriske afdækninger af kognitionen bør selvfølgeligt 

indgå i de metafysiske refleksioner. Omvendt vil få benægte, at måden man vælger at 

undersøge verden på afspejler nogle grundlæggende metafysiske forudsætninger, som 

bør tematiseres. Mennesket er med andre ord solidt placeret i ’øjenhøjde’ med verden, 

og må forsøge at spille ping pong med den. For heldigvis findes verden som konkret 

spillerum, den er blot ikke selv i stand til at tale, men svarer kun som spurgt. Når filo- 

sofferne indvender, at kognitionsforskningen måske er bedre til at afdække konkrete 

funktioner ved den menneskelige erkendelse, men at den ikke er i stand til at afsløre 

forudsætningerne for sådanne afdækninger - det egentlige filosofiske projekt - er der 

tre ting at sige. For det første kan disse to niveauer, som anført ovenfor, ikke adskilles 

skarpt i en naturalistisk tænkning, hvorfor indsigt i det ene alt andet lige fører til øget 

indsigt i det andet. For det andet kan disse forudsætninger, hvis metafysiske og dermed 

i princippet ikke-erkendbare, ikke omgås mere kompetent af filosoffer end andre. For 

det tredje virker det som en gammel fordom, at indsigt i forudsætningerne for under- 

søgelse af erkendelsen skulle være en eksklusiv filosofisk evne, som ikke kan bestrides 

af andre. En sådan forestilling kan kun opretholdes, hvis man bibringer filosofiens hie- 

rarki-tankegang, og hvis erkendelsen selv opfattes som en mystisk relation. Hvis er- 

kendelse er et lige så naturligt forhold som at holde på et glas eller at holde balancen, 

hvorfor ikke give kognitionsforskningen, udstyret med sund refleksionsevne og pas- 

sende filosofisk skoling, licens til at kaste sig ud i projektet. 

Alt i alt kan spørgsmålet om ondartet refleksivitet afvises, skønt kognitionsforsk- 

ningen vedkender det principielt relative i sin afdæknings status. I en formodning om, 

at evolutionen ikke garanterer infallibel tilgang til verden, og vi samtidig ikke har til- 

gang til en privilegeret position hvorfra vi kan dømme, nedtones prætentionerne for 

69

den menneskelige rationalitet. Gud er død, og forhåbentligt følger alle de rationalisti- 

ske reminiscenser snart med i graven. I stedet henvises til en form for ”opbygning af 

skibet i åben sø”, hvor metafysiske antagelser og konkrete teorier gensidigt justerer 

hinanden vha. af en, trods alt, medvirkende verden. Ikke et filosofisk spektakulært 

svar, men et sobert bud på en håndtering af de menneskelige vilkår, som det moderne 

verdensbillede tegner det: 

”The Humean predicament is the human predicament”. 76 

2.1.2 Naturalisme og rationalitet. 

En klassisk indvending mod naturalisering og lignende relative teorier er problemet 

med rationalitetens tilsyneladende absolutte natur. En status der dårligt lader sig forene 

med et kontingent faktum som menneskets kognition. Helt banalt er spørgsmålet, at 

hvis mennesket er et evolutionært produkt, der meget let kunne have været faldet an- 

derledes ud, hvorfor anvender vi/participerer vi i/er vi kendetegnet ved en ikke-relativ 

og ikke-kontingent fornuft? Og hvorledes skal man kunne redegøre for en rationalitet, 

der defineres som normativ og ideal vha. deskriptive og kvantitative begreber? 

Inden vi går videre, er det på sin plads at slå fast, at rationalitet ikke er en entydig 

størrelse. Begrebet har gennem hele filosofihistorien været præget af uklarhed, og i 

denne forbindelse vil jeg skelne mellem en handlings- eller processuelt orienteret be- 

tydning og en statisk principiel. Rationalitet både kan efter min mening have en nor- 

mativ betydning som f.eks.: ”Var det rationelt gjort?”. I dette tilfælde er rationalitet en 

normativ term, som angiver opportun handlen i forhold til et givent mål. Hvis målet er 

epistemisk er rationelle midler f.eks. de logiske slutningsregler. Det ’rationelle’ kan 

imidlertid også angive metafysiske størrelser - f.eks. de logiske grundprincipper - som 

ikke er andet end deskriptive udsagn af ekstrem generalitet, men som historisk er ble- 

vet tolket som et slags ideale fornuftsprincipper. 

Denne tendentiøse distinktion gør det en del lettere for naturalismen at give sit 

bud på hvad rationalitet er. Til den første normative variant vil svaret være, at denne 

form for rationalitet hverken er universel eller ideal, men snarere situations- og målbe- 

76 Quine (1985a) p.17, 

70

stemt. Og normativ er den kun i betydningen hypotetisk imperativt. Rationalitet af- 

hænger med andre ord af hvilke mål der opereres med og kan desuden gradbøjes. 

F.eks. er det rationelt for en indbrudstyv at medbringe noget at brække vinduet op 

med, men diskutabelt hvorvidt tyveri er en rationel levevej. De normative aspekter af 

en handling hviler (supervenierer) på konkrete empiriske kriterier (kriterialisme), og 

hidrører ikke fra en ideal rationalitet. 

Rent kategorisk hører epistemisk rationalitet - at opnå viden - ind under generel 

målrationalitet, og rationaliteten af ens overbevisning afhænger af begrundelsen. Be- 

grundelsen ar at sammenligne med de skridt man tager, for at nå sit mål. Lad os se 

nærmere på dette. Viden har som bekendt siden Platons Theatetus været opfattet som 

sand, begrundet overbevisning. Med Gettiers drilagtige artikel fra 1963 Is Justified 

True Belief Knowledge? blev denne sejlivede opfattelse imidlertid sat på en alvorlig 

prøve, og siden har erkendelsesteoretikere udvist stor opfindsomhed, når det gjaldt om 

at kreere tankeeksperimenter, der kunne tilbagevise en modstander. Da spørgsmålet 

om rationalitet som epistemisk vurdering knytter sig hertil, er den selvsagt også berørt 

af dette. 

Uden at kuldsejle den erkendelsesteoretiske diskussion fuldstændigt, kunne man 

forestille sig, at en neddrosling af de universalistiske ambitioner ville afhjælpe lidt af 

miseren. Ikke alene fordi en del empiriske undersøgelser har vist, at mennesket de 

facto sjældent udviser imponerende rationalitet selv i afslappede og stimulerende for- 

søgssituationer. 77 Mere væsentligt er det, at det simpelthen er vanskeligt at afgrænse, 

hvad rationalitet i bredere forstand er for en størrelse, og hvorledes man skal give en 

ikke-relativ målestok for epistemiske præstationer. Der vil altid kunne udtænkes et 

scenarie, hvor den foretrukne rationalitetsstrategi vil vise sig uegnet, og der er ingen 

situation, hvor man ikke principielt kan forestille sig en anden rationalitet mere veleg- 

net. Om ikke andet så pga. menneskets begrænsede kognitive kapacitet, der alene ef- 

terlader konsistens mellem alle ens overbevisninger som et uopnåeligt mål. 78 Med 

77 Se Stich (1990) for eksempler herpå. 

78 Ikke engang supercomputere kan teste deres overbevisninger for indbyrdes konsistens indenfor relevant tid, 

hvis blot de rummer få overbevisninger. Se regnestykket hos Stich (1990) p.152. 

71

denne ideelt set uformående kognition, er det spørgsmålet, om ikke erkendelsesteori- 

ens absolutte normativitet bliver et futilt projekt. Et bør forudsætter vel stadig et reali- 

stisk kan. Hermed skal dog ikke være sagt, at alle former for bedømmelse af kognitivt 

relevante beskæftigelser er overflødige, og i kognitionsforskningens kritiske projekt 

ligger også et revisionistisk ønske om forbedring af vores afdækning af virkeligheden. 

Videnskaben er således ofte tjent med visse retningslinjer. Disse regler kan blot ikke 

være apriori eller (ikke-trivielt) universelle, men må bero på erfaringer og vil være 

knyttet en bestemt praksis. I samme pragmatiske ånd bør sandhed ikke opfattes som 

kognitionens højeste og intrinsiske mål. I stedet bør succeskriteriet være en form for 

effektivitet, hvor en afvejning af ressource-/energiforbrug, relevans, adækvans, pålide- 

lighed og måske flere parametre indgår. I én kontekst - eks. at undgå giftige slanger - 

er hurtighed centralt, i en anden - f.eks videnskab, hvor tidsforbruget er næsten lige- 

gyldigt - er optimering af præcision det primære kognitive mål. Således kunne filosofi 

og videnskab, som specialtilfælde af kognitive forehavender, have sandhed som regu- 

lativt ideal. 

Til alt dette ville mange filosoffer hævde, at forsøget på at gøre rationalitet til et empi- 

risk spørgsmål er meningsløst. Det rationelle er i hele sin essens anti-empi-risk og an- 

går tværtimod idealiteter. Nogle af de hårdeste og mest berømte kritikpunkter af en 

naturalistisk udlægning af rationalitet er fremsat af kontinentale tænkere, så lad os be- 

nytte lejligheden til at krydse kanalen. 

2.2 Kontinental kritik 

2.2.1 Husserl: Psykologisme 

I slutningen af det 19. århundrede var det åndelige klima præget af videnskabelig op- 

timisme og positivisme. De mange nye videnskaber forsøgtes anvendt som universal- 

teorier, og heller ikke mennesket gik fri for at blive ’restløst forklaret’ indenfor ram- 

merne af forskellige mere eller mindre videnskabelige discipliner. Det faldt flere be- 

sindige tænkere for brystet, og der opstod en regulær modbevægelse med Gottlob Fre- 

ge og Edmund Husserl som markante fortalere. Husserl grundlagde fænomenologien 

72

netop ved at udsætte scientismen og i særdeleshed forsøget på at redegøre naturviden- 

skabeligt for bevidstheden, for skarp kritik. Som logiker af uddannelse pegede Husserl 

på en række logiske forhold som ikke var forenelige med en ”psykologisme” - altså et 

forsøg på at forklare logiske slutningsformer, sandhed o.lign. ud fra menneskets speci- 

fikke psykologi. 79 Husserls mest systematiske kritik af psykologismen finder sted i 

LU, i det første bind kaldet Prolegomena zur reinen Logik. Heri anfører Husserl en 

række argumenter for hvorfor man ikke bør sammenblande det ideale og det reale ni- 

veau i erkendelsen. Fyndigt indkredser han problemet således: 

”Die psychologistischen Logiker verkennen die grundwesentlichen und ewig unüberbruchbaren 

Unterschiede zwischen Idealgesetz und Realgesetz, zwischen normierende Regelung und kausaler 

Regelung, zwischen logisher und realer Notwendigkeit, zwischen logischem Grund und 

Realgrund. Keine denkbare Abstufung vermag zwischen Idealem und Realem Vermittlungen 

herzustellen”. 80 

Der hersker med andre ord ifølge Husserl en kategorial forskel på hhv. den konkrete 

mentale tilstand - f.eks. ”jeg mener at 2 + 3 = 5” - og de ideale lovmæssigheder der 

kommer til udtryk i denne tilstand: at 2 + 3 er 5. Hvor det reale udgør den mentale 

tilstands ’materie’, udgør det ideale dens form, hvor det reale er afhængigt af konkret 

instantiering, er det ideale uafhængigt heraf, hvor den mentale tilstand skal undersøges 

empirisk, kan den ideale kun behandles apriorisk, hvor det reale kun har deskriptiv 

karakter, har det ideale normativ osv. Den form for nødvendighed en logisk dom er 

kendetegnet ved, kan ikke forklares ud fra de kontingente regelmæssigheder der måtte 

kendetegne det mentale liv. Der er slet og ret en væsentlig forskel i modal styrke, og 

apriorisk nødvendige logiske domme ville ikke kunne funderes på kausalt baserede 

regelmæssigheder. Som Hume gjorde opmærksom på, er der ingen apriorisk tilgænge- 

lig nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning. 

79 Det bør bemærkes, at der gives flere forskellige former for psykologisme. Lige fra den trivielle hvor erkende l- 

se blot skal foregå i det mentale liv, til transcendentale som hos Kant og Husserl selv. For ikke at forplumre 

tingene holder vi os til naturalistiske varianter, som i princippet både kan være realistiske og anti-realistiske. 

Sidstnævnte vil groft sagt primært betone subjektsiden som erkendelsens fundament, hvor førstnævnte henlæg- 

ger fundamentet til både subjekt- og objektsiden. 

80 LU I pp.79-80. 

73

På trods af at Husserls kritik stadig af mange regnes for at være noget nær kon- 

klusiv, hører den nok til et af de svagere kapitler i hans fænomenologiske karriere. 

Som Søren Harnow Klausen skriver: ”[Sie] ist nicht überzeugend, vor allem, weil es 

zutiefst unphänomenologish ist”. 81 Sagen er den, at Husserl intet sted demonstrerer 

forskellen mellem idealitet og realitet overbevisende, men blot som gammel (plato- 

nisk) logiker forudsætter denne og tillige fremstiller den som transcendental betingelse 

for erkendelse. Som både Klausen og Adorno samstemmende bemærker, konstruerer 

Husserl det ideales absolutte sandhed og an sich væren som evident. Klausen garnerer 

med en kritik af denne fremgang fra Husserls egen side: 

”Es ist interessant, diese Argumentationsform mit dem zu vergleichen, was Husserl in seinen 

späteren Werken selbst zu den von ihm so genannten ”dogmatischen Theorien der Evidenz” 

sagt. In seiner Formalen und Transzendentalen Logik werden diese Theorien gerade dadurch 

gekenntzeichnet, daβ sie von einer ”naiv vorausgesetzten Wahrheit-an-sich” her die Evidenz 

konstruieren”. 82 

Adorno supplerer lakonisk: 

”Es stellt sich ein naiver Realismus der Logik her”. 83 

Fænomenologi kan ikke i samme bevægelse både fremvise sagen, dens absolutte sand- 

hed og nødvendige forudsætninger, og Husserl glemmer sine egne præmisser. 

Også Husserls forsøg på at fremstille psykologismens relativisme som menings- 

løs er forfejlet. Argumentet fra Husserls side er, at hvis sandhed for psykologismen er 

relativt til menneskets konkrete mentale liv, kunne der opstå den absurde situation, at 

sandheden om menneskets forsvinden ingen sandhed var: ”es besteht die Wahrheit, 

daβ keine Wahrheit besteht” (LU B119). Der ville i så fald ingen mennesker være til at 

bekræfte sandheden. 

Husserls absolutisering og hypostasering af sandheden og de logiske love løber 

simpelthen af med ham. En anti-realistisk psykologist ville hævde, at sandhed i samme 

forstand som domme og udsagn forudsætter dømmende og talende bevidstheder. At 

der stadig ville være en eller anden form for verden på trods af menneskehedens (og 

81 Klausen (1994) p.121. 

82 Ibid. 

83 Adorno (1956) p.65. 

74

alle andre lignende væsners) udslettelse er en sandhed for os nu, og betyder ikke at det 

er sandt (for nogen) i det tilfælde. Husserl har således ret, når han siger: ”Man kan 

nicht der Wahrheit relativieren und an der Objektivität des Seins festhalten” (LU 

B132), men han glemmer, at objektiviteten for den anti-realistiske psykologist forud- 

sætter subjekter på samme vis som sandhed. 84 

Husserl synes i sin kritik at forudsætte, at hvis logiske love, sandhed osv. ikke 

kan være funderet alene i subjektets mentale liv, så må de have absolut, evig og ren 

status. Dette har flere konsekvenser. Bl.a. giver denne enten-eller holdning Husserl 

problemer, idet han for at redegøre for subjektets intime kendskab til de logiske 

grundprincipper og deslige ikke kan undgå at fratage dem deres ’rene ideale’ status og 

smitte dem med fakticitet, da de jo kun forekommer i konkret bevidst liv: 

”Nicht als ein dem Bewuβtsein bloβ Ersheinendes und von ihm heteronom Hinzuneh-mendes, 

sondern als Wahr wüβte das Bewuβtsein die Logik nur, wenn sie selbst das Wissen des 

Bewuβtsein wäre. Durch ihre lediglich registrierende Hinnahme, der eines ”Phänomens” höherer 

Ordnung, mag zwar die Reinheit des Logischen Apriori gerettet sein. Die Logik verliert aber 

zugleich den Charakter der unbedingten Gültigkeit, der für den logischen Absolutismus ebenso 

unverletzlich ist wie die ideale Reinheit. Ihre Gesetzte gälten dann nur im Rahmen ihres ”Erscheinens” 

und blieben dogmatisch, unafgewiesen, kontingent. Sie würden, paradox, zu Erfahrungsregeln: 

der Absolutismus schlüge in Empirismus um”. 85 

Dialektisk slår Husserls ekstreme logiske absolutisme over i sin modsætning, empi- 

risme. Desuden kunne man hævde, at hvis logikken og andre rationelle principper var 

fuldstændigt uafhængige af mennesket, så var det muligt at vi endnu ikke (måske al- 

drig ville) havde erkendt dem. Så kunne der opstå en situation, lignende den Husserl 

selv skitserer, hvor det var sandt, at tertium non datur hverken var sand eller falsk. 

Platonikere og realister har altid haft svært ved at redegøre for menneskets binding til 

rationelle principper, hvis disse er rent ideale. 

Hvad Husserl endvidere overser er muligheden for at idealitet og realitet ikke er 

så skarpt adskilt som antaget. For en kognitivistisk (realistisk) variant af psykologis- 

men ville pointen netop være, at distinktionen mellem idealitet og realitet ikke er on- 

tologisk som Husserl antager. Det ideale er ikke forankret i hverken en platonisk him- 

84 En opfattelse der til forveksling ligner Husserls egen i senværkerne. 

85 Ibid. p.84. 

75

mel eller i en transcendental subjektivitet, men er slet og ret formale træk ved menne- 

skets erkendelse af en ellers konkret verden. Disse træk bliver blot evidente, når men- 

nesket beskriver denne verden, og kan formaliseres i visse principper. Identitetsprin- 

cippet er f.eks. blot det allermest almene deskriptive træk ved virkeligheden, og for så 

vidt sandt, men hverken nødvendigt sandt, absolut sandt eller en transcendental betin- 

gelse for verdens fremtrædelse. De logiske grundprincipper og slutningsregler har blot 

’fat i verden’ så tilstrækkeligt (hhv. deskriptivt og instrumentalt), at deres indlysende 

sandhed er blevet selekteret. 86 De er ikke desto mindre principielt lige så korrigible 

som Euklids geometri, der også synes umiddelbart evident. Husserl er så forhippet på 

at undgå at få besudlet det ideale (”Geltung”) med det subjektivt reale (”Genesis”), at 

han overser, at disse altid hænger sammen i konkrete akter. Geltung kan i sidste ende 

ikke adskilles fra Genesis, hvis man ikke godtager en realistisk hypostasering, men 

antager at logiske domme altid foretages i konkrete bevidstheder og er gyldige pga. 

træk som virkeligheden faktisk besidder. Det ”ideale” er altså helt og fuldt inventar i 

denne kontingente verden, og der består ikke længere nogen vanskeligt forklarlig rela- 

tion mellem mennesket og en overempirisk rationalitet: 

”Die Übereinstimmung zwischen Natur und Vernunft kommt nicht dadurch zustande, daβ es in 

der Natur vernünftig zugeht, sondern in der Vernunft natürlich”. 87 

2.2.2 Heidegger: Metafysik som teknik 

I et interview i Der Spiegel i 1966, kalder Martin Heidegger kybernetikken for ”ato- 

malderens metafysik”. Et udsagn der ikke kan tolkes anderledes, end at Heidegger må 

tage afstand fra hele kognitionsforskningens projekt 88 og i bredere forstand naturalis- 

men. For at forstå den præcise betydning af Heideggers dom, bør man ikke alene ken- 

86 Slutningsreglerne har sandsynligvis ikke kun har instrumental status, idet de netop synes at have ’fat i verden’. 

Samtidig kunne grundprincippernes deskriptivitet blot angå mesokosmos. Kvantemekanikken overholder f.eks. 

tilsyneladende ikke altid kontradiktionsprincippet. 

87 G. Klumbies, citeret fra Vollmer (1990) p.118. 

88 Man kunne polemisk påpege, at netop efterkrigstidens kybernetik, med dens til tider næsten transcendentale 

opfattelse af regler for styring, ikke lå langt fra Heideggers egen værenstænkning, hvor sproget har lignende 

selvstændig og ’styrende’ karakter. 

76

de til hans undersøgelser af metafysikkens historie, men mere konkret til hans tanker 

om teknik, som ligger direkte i forlængelse heraf. Og netop teknikbegrebet er relevant 

i denne sammenhæng. 

I begyndelsen af Sein und Zeit (SuZ) skitserer Heidegger, hvorledes en analyse af 

menneskets måde at forstå væren på kan føre til selve meningen med væren. Det skyl- 

des, at mennesket som Dasein, er kendetegnet ved en åbning overfor væren, således at 

Dasein er værens ’sted’. Et element i denne forberedelse af en forståelse af væren, er 

en undersøgelse af Daseins hidtidige måde at udlægge væren. Kendetegnende for de 

hidtidige værensforståelser er, at de har været ’metafysiske’, hvormed Heidegger me- 

ner, at man har anvendt noget værende til at forklare væren som sådan. Hvis man skal 

nå ind til en originær værensforståelse, må man derfor skrælle alle de ontologisk- 

historiske lag af for at komme ind til selve den oprindelige kerne. Ifølge Heidegger er 

det i destruktionen af ontologiens historie ikke interessant at se på, hvilke overleverede 

svar de enkelte tænkere har givet, men snarere de ikke kendte spørgsmål der lå til 

grund. Afskrælningen eller destruktionen er derved i lige så høj grad en søgen ind til 

den spørgeramme, som de enkelte filosoffer har været indlejret i, og peger følgelig på 

værensudlægningens historie. Og ved at vende blikket fra udlægningers indhold til 

forvaltningen af spørgsmålene, viser metafysikken sig (primært som en utematiseret 

forståelse af tiden). En metafysik som må tematiseres for at meningen med væren no- 

gensinde kan afdækkes. 

Efter SuZ foretager Heidegger den navnkundige Kehre, og hans filosofiske pro- 

jekt får om end ikke et nyt mål - en forståelse af væren - så i hvert fald en anden vej. I 

stedet for den foretagsomme antropocentriske Daseinsanalytik, hvor vægten ligger på 

Daseins egen aktive del i værensudlægningen og hvor tonen er lidt mere optimistisk 

(hvis det ikke er et for stærkt ord at bruge om Heidegger), bliver tonen mere mørk, 

stilen mere usystematisk og vævende, og tanken om aktive ontologiske udkast stærkt 

dæmpet. Dasein omtales nu oftere som Der Mensch, værens afdækning er nu en til- 

skikkelse (Ereignis) og ikke frugten af akademisk arbejde. Den hermeneutisk- 

historiske opfattelse af værensforståelse skærpes yderligere, garneret med en sprogide- 

alisme som ikke levner meget til muligheden for en umiddelbart ’given’ verden. Tiden 

77

som væsentligt aspekt af værensforståelse er bibeholdt, men ikke i en så (relativt!) en- 

kel form som i SuZ. Den ontologiske relevante tid er nu historie, som knytter sig Hei- 

deggers nye kærlighed for verbale former i stedet for substantive former, der angiver at 

værens visen sig er en historisk (skæbnemæssig) tilskikkelse (”Schickung”) og ikke 

blot et foreliggende statisk faktum. 

I sit sene forfatterskab kaster Heidegger sig over teknik som en metafysisk væ- 

rensudlægning, altså en utematiseret forståelsen af væren, hvor ud fra afdækningen 

forsøges. I modsætning til det tidligere forfatterskab tilskrives denne vildfarelse ikke 

menneskets egen ignorans, men at vi er ført hertil af metafysikkens indre historiske 

dynamik. I samme forstand som Platon ikke havde andet valg end at udlægge fæno- 

menerne ved hjælp af ideerne, idet verden slet og ret tog sig sådan ud for ham. 89 Med 

vanlig etymologisk grundighed redegør Heidegger for teknik samt relaterede begreber 

og påpeger, at teknik i bund og grund er afdækning. Men ikke afdækning som sand- 

hed, hvor værens væsen viser sig (eller rettere ’væsner’), 90 men i form af rigtighed. 

Teknikken er jo metafysisk derved, at den forsøger at forklare væren vha. noget væ- 

rende (f.eks. atomer og naturlove). Den tekniske udlægning af væren er altså rigtig, og 

har fat i en flig af væren, men ikke dens væsen. Dette er imidlertid ikke bedre end in- 

genting, som den beskedne måske ville sige, idet de rigtige udlægninger ikke blot for- 

trænger hinanden, men dækker for sandheden. Det rigtige blænder for den mere skjulte 

sandhed. 

Kendetegnende for teknikken er en nytteorienteret, produktiv og optimerende 

opfattelse af verden, hvor vinden ikke længere er vind, men potentiel kraft, kornet ikke 

længere flora, men afgrøde osv. Denne menneskets ”udfordring” af verden som ”be- 

holdning” (”Bestand”) eller stillen som i bestille (”stellen”, ”bestellen”) er et udtryk 

for teknikkens væsen som ”stillads” (”Ge-stell”). Et væsen mennesket dog ikke har 

erkendt, men som i det skjulte udfordrer mennesket til at udfordre verden som bestand. 

Stilladset er skikkelse af den (metafysiske) tilskikkelse (”Geschick”), som råder i tek- 

nikken, den måde hvorpå det virkelige nu afdækker sig som bestand: 

89 Heidegger (1996) p.17 

90 Det er det markerede ’som’ i ’noget der viser sig som noget’, der ifølge Heidegger er af interesse. 

78

”Ge-stell heiβt das Versammelnde jenes Stellens, das den Menschen stellt, d.h. herausfordert, 

das Wirkliche in der Weise des Bestellens als Bestand zu entbergen” (Tecknik p.20). 

”Wir nennen jenes versammelnde Schicken, das den Menschen erst auf einen Weg des Entbergens 

bringt, das Geschick” (Ibid. p.24). 

Mennesket har således intet valg i retning af at afdække virkeligheden som beholdning 

- et matematisk beregneligt og naturvidenskabeligt tilgængeligt ”System von Informa- 

tionen”- idet stilladset dikterer en sådan fremtoning af det værende. I relation til oven- 

stående bemærkninger om metafysikkens historie udgør teknikken de utematiserede 

spørgsmål. Så længe mennesket ikke gennemskuer denne fremtoning som tilskikkelse 

(skæbne), opnår vi ikke et frit forhold til værens væsen, og det rigtige vil fortsat blæn- 

de for det sande. Hele det naturvidenskabelige projekt, og dermed også kognitions- 

forskningen, er blot i teknikkens vold. Hvis og når kognitionsforskningen opnår lo- 

vende resultater ved at udlægge mennesket som beholdning, skyldes det intet andet, 

end at vi på dette tidspunkt i metafysikkens historie er tilskikket at forstå verden såle- 

des. Virkeligheden er, som Baudrillard hævder, en skøge, idet den underkaster sig en- 

hver teori, vi måtte nedlægge over den. 

Hvis man ser bort fra Heideggers til tider lidt krukkede og redundante stil, og de 

grove penselstrøg hans tænkning males med, så er der bid i disse refleksioner. Skønt 

det er lidt usportsligt at være så generel - en slags almen poisoning the well - så må 

man sige at pointen er generel - hvis sand. Ingen bør kunne sige sig fri for en nagende 

mistanke om, at nutidens videnskabelige evidenser er enten historisk, kulturelt eller på 

anden vis betinget, så det i princippet ikke er en mere korrekt udlægning af verden 

videnskaben foretager, end den fortidens teisme stod for. Er der så intet at svare Hei- 

degger med. Jo - der er et par rimelige indvendinger, men man løber hurtigt den risiko 

blot at placere sig i den modsatte skyttegrav. Sagen er den, at man med en sådan dis- 

kussion når helt ned til rødderne af filosofiske opfattelser, hvor det oftere er overbe- 

visninger end reel diskursivitet, der er på færde. 

Lige på og hårdt kunne man beskylde Heidegger for at simplificere fænomenolo- 

gien (sic!). Hermed mener jeg, at han tilsyneladende hævder, at virkeligheden frem- 

træder som beholdning - også for den ikke-trænede fænomenolog - hvilket er at frem- 

hæve én af tingenes fremtrædelsesmåder blandt mange. Jeg ser ikke umiddelbart alt i 

79

mine omgivelser som anvendeligt eller beholdning, men kan vælge at gøre det. Jeg kan 

også intendere dem på anden vis, og måske endda ikke-intentionelt blot lade dem være 

tilstede, som f.eks. i særlige stemninger. Virkeligheden er fyldt af fænomener, der er 

kendetegnet ved en sådan ikke-teknisk fremtræden. Det er kunsten helt banalt et ek- 

sempel på. 91 Argumentet med at tingene alligevel - dybest set - fremtræder på denne 

facon gælder heller ikke. Hvis det ikke kan verificeres på anden vis, bør det give sig 

fænomenologisk. Min pointe er netop, at det gør det ikke umiddelbart. Man kunne og- 

så vende den om og sige, at hvis virkeligheden fremtræder som beholdning, så har den 

gjort det siden det første væsen ’så’ en frugt som føde. Da dette sandsynligvis gælder i 

hvert fald for hele historien af højerestående dyr, hvorfor så ikke antage, at det histori- 

ske argument falder til fordel for et realistisk: så er verden nok - blandt andet - behold- 

ning. 

Heidegger ville sikkert vedgå, at virkeligheden til dels er beholdning og beregn- 

bar, men tilføje at dette ikke udtømmer dens væsen (hvilket intet gør hvis hans sene 

forfatterskab læses ret). Svaret må være: nej, for det første fordi ’virkelighedens væ- 

sen’ er en kimære set fra naturalistisk side, som burde have været opgivet på Platons 

tid, og for det andet fordi den naturvidenskabelige tilgang til virkeligheden aldrig har 

hævdet at være udtømmende. Ambitionen er at afdække så store dele af virkeligheden 

som muligt med samme type værktøjer, men ikke at mase alle fænomener ind i samme 

optik. Man forsøger jo heller ikke at beskrive en af Beethovens strygekvartetter, som 

”hestehaler der bliver gnedet mod kattetarme”. 92 Kognitionsforskningen insisterer net- 

op på en meget bevidst differentiering af beskrivelsesniveauer. Derfor kunne man godt 

forsøge at anvende nogle af de samme beskrivelsesmetoder på tværs af fænomenerne, 

93 og forpligte sig på fælles ontologiske rammer. 

91 Heidegger imødegår dette argument i andre værker ved at redegøre for, hvorledes kunsten er blevet værkfoku- 

seret, oplevelsesdyrkende og fetischistisk. Ud over den kulturkritiske pointe i denne udlægning af moderne 

kunst, som jeg i øvrigt er helt enig i, synes jeg ikke at kunst - som fænomen og ikke som kulturelt forvaltet - 

dermed er helt afskrevet som et ikke-teknisk aspekt af vores tilværelse. 

92 Et pragtfuldt eksempel af William James. 

93 F.eks. de dynamiske modeller synes at udvise stor fleksibilitet. 

80

Helt generelt kan man sige, at Heideggers projekt med at finde ind til værens væ- 

sen simpelthen er for prætentiøst, og ingen steder hører hjemme i en moderne forståel- 

se af verden. Heidegger ville sandsynligvis blot respondere, at denne moderne forstå- 

else af verden selv er til undersøgelse. Herved forstår han dog ikke helt indvendingen, 

for den indebærer netop, at virkeligheden ikke restløst kan afdækkes, og slet ikke på et 

så metafysisk (i normalbetydningen) niveau som Heidegger forsøger. Selvom jeg er 

solidt plantet i den moderne scientistiske forståelse af mennesket, kan jeg ikke med 

min velvillige imødekommenhed se, hvad det er for et menneskesyn, der legitimerer 

en status af ”værens lysning”. Med mindre dette helt banalt betyder, at noget er givet 

for os (hvorved lopper også er en slags Dasein). Fra at kunne erkende dele af (eller 

måske blot opportunt omgå) virkeligheden til at begribe væren selv, er simpelthen et 

spring jeg ikke kan genkende fra nogen som helst erfaring i mit liv. 

Mange vil betragte disse pointer som useriøse i relation til Heideggers tænkning. 

Jeg kan dog ikke umiddelbart se det inferiøre i en sådan konkretisering. Igen ville jeg 

blive mødt af en beskyldning for, for det første at forblive indenfor teknikkens ’kon- 

kretisme’, og for det andet at jeg overhovedet ikke har forstået Heidegger. Jeg ser dog 

intet principielt problem i at udfordre en fænomenolog med konkrete eksempler. Lad 

os antage, bare for argumentets skyld, at store dele af videnskaben, og dermed også 

kognitionsforskningen, måske blot som følge af et lykketræf, rent faktisk var på rette 

spor. Lad os yderligere antage, at man havde afdækket, hvorledes menneskers begre- 

ber er kategoriseret og hvorfor (måske psykologiske årsager til visse ideer osv.), såle- 

des at man kunne give gode forklaringer på nogle af menneskets metafysiske forestil- 

linger (altså som før nævnt et moderne kritisk projekt). Samme undersøgelser viste 

måske også, at tanken om væren var en rest af den ældre skolastiske substansmetafy- 

sik, oprindeligt opstået som en hypostasering af visse rumlige relationer. Eller at væ- 

renstænkningen var fyldt med utematiseret metaforik, hvilket ikke skyldtes sprogets 

metafysiske autonomi og tungetalende væsen som ”Haus des seins”, men konkrete 

fællesmenneskelige kropslige erfaringer, der havde aflejret sig i (og dannet) sproget, 

og som kunne afdækkes i kognitivt lingvistiske studier. Hele Heideggers tænkning 

81

ville derved få et (tragisk) ironisk skær, og blot stå tilbage som en, trods alt, kraftfuld 

og intellektuelt fokuseret præstation. 

Hertil ville Heidegger selvfølgelig svare, at man intet havde lært af hans spørgen 

som ”die Frommigkeit des Denkens”, men fortsat buser frem og afkræver virkelighe- 

den svar. Endnu engang må jeg bekende min svaghed for den slags besindige argu- 

menter, idet jeg som ’skabsagnostiker’ altid har muligheden af videns umulighed i 

baghovedet. Alligevel må jeg sige, at jeg ikke forstår den underlige hybrid af en yd- 

myg spørger, der samtidig er metafysikkens skueplads. Selvom Heidegger hævder, at 

vi med teknikkens stillads mister mødet med vores væsen, kan jeg ikke se andet end, at 

vi er på den helt gale banehalvdel med talen om menneskets væsen som værens lys- 

ning - ja overhovedet med tale om menneskets væsen. På trods af Heideggers afstand- 

tagen fra humanismen, trives antropomorfismen stadig godt i hans tænkning. 

En sidste generel pointe jeg vil anføre, som jeg har strejfet flere gange i det fore- 

gående, er selve fænomenologiens status. Når man læser Husserl og Heideggers vær- 

ker gribes man altid i starten af stor ærefrygt over, at tænkere, der i princippet har ad- 

gang til samme fænomenologi, kan aftvinge fænomenerne så mange nuancer og dyb- 

de. Der opstår dog stille og roligt en mistanke om, at alt det de er i stand til at få fæ- 

nomenerne til ’at sige’, måske ikke kun baserer sig på det givne. Dernæst opstår 

spørgsmålet, hvad hvis der opstår uenighed om en fænomenologisk undersøgelse? 

Hvad hvis det givne ikke giver det samme for alle? Husserl ville berolige os med, at 

variationer kun kunne angå meget perifere fænomener, og ingen eidetiske elementer, 

og Heidegger ville formodentlig sige, at så havde men ikke dvælet nok ved fænome- 

nerne. Men hvad hvis eidetik og væsenstænkningen slet ikke opfattes som legitime 

tilgange, men som et arkaisk levn? 

Kunne man ikke undersøge fænomenologiens ’metoder’ og forudsætninger lidt 

nøjere, i retning af at opstille bedre kriterier for, hvornår et forhold er fænomenologisk 

givet. Når jeg overhovedet vover at antaste fænomenologien, som er et efterhånden 

bredt accepteret værktøj (også hos undertegnede), og dermed udstille mig selv, skyldes 

det en mistanke om det ’givnes’ status. Mit skyts retter sig mest mod Heidegger, idet 

han synes at ville lade fænomenologien være afsæt for grandiose udkast. Heidegger 

82

ville nok være varsom med at hævde, at værens væsen eller teknikkens stillads direkte 

er givet, men vil derimod pege på forskellige indikationer på deres tilstedeværelse i 

mere åbenlyse fænomener (krydret med en kvasi-transcendental argumentation om 

disse fænomeners forudsætninger for fremtrædelse). Problemet er blot, som før anty- 

det, at det bliver et stykke hermeneutisk - og spekulativt – arbejde, der kommer til at 

diktere udfaldet, og ikke fænomenologi. Hvis jeg skal kunne se teknikkens væsen som 

stillads, skal jeg udøve en del hermeneutisk vold på fænomenerne, hvilket ikke er det 

samme som at sige, at jeg ikke kan skimte ’teknik’ som intrinsisk træk ved verden. 94 

Tanken om teknikken er med andre ord dels spekulativ, dels i sidste ende hvilende på 

nogle ikke fænomenologisk givne forudsætninger (om væsen og væren), og kan ikke 

forvente generel opbakning. Hvilket argumenter for teknikkens realitet de re heller 

ikke umiddelbart kan, men de må bero på empiriske afdækninger. I relation til en så- 

dan undersøgelse af fænomenologi, vil kognitionsforskningens begreb om top down 

processer være interessant, idet meget tyder på, at teorier, kontekst, træning og for- 

ventning former den måde fænomenerne fremtræder. Fænomenologi kan med andre 

ord ikke stå alene i fremtiden, hvis det givne ikke blot givent. 

Afslutningsvis vil jeg slå fast, at min sympati for Heidegger rækker til indrøm- 

melse af, at selvfølgelig bør vi hele tiden reflektere over vores måde at udlægge ver- 

den, og hele tiden have for øje at den vel kan være forkert. Men det er på den anden 

side fuldstændig banalt og almen videnskabelig praksis. Og vi er sikkert ganske rigtigt 

indlejret i en historicitet, hvor verden i dag har et mere teknisk skær end tidligere tiders 

teistiske verdensforståelser. Vi lever dog også i kvantitativ historie, således at vores 

viden om verden i dag afspejler mange års akkumuleret erfaring med verden. En erfa- 

ring der ikke er baseret på at udlægge væren vha. noget værende, men på at udlægge 

det meste værende vha. noget mere fundamentalt værende. Spørgsmålet om væren - at 

det værende er, og at der overhovedet er noget og ikke snarere ingenting - er det aller- 

mest faktiske ved fakticiteten, al tænknings initialbetingelse, og ikke meningsfuldt til 

94 Dette bekræfter ikke Heideggers pointe, idet teknikkens væsen burde være tilgængelig for mig på utvungen 

vis. Hvis teknikkens stillads rent faktisk fremtræder for Heidegger men ikke mig, kunne det skyldes nogle ikke- 

fænomenologiske forudsætninger og idealer. 

83

at søge bagom. Derfor ser jeg ingen grund til ikke at forsøge kognitionsforskningens 

udlægning af mennesket, da den er i harmoni med vores - i øvrigt succesfulde - forstå- 

else af resten af verden. Skønt ’succes’ er et teknisk parameter, og denne måde at ud- 

lægge verden på nok ikke indfanger ’væren’ og fænomenernes ’væsen’, så gør det ikke 

så meget, da Heideggers teknik i mine øjne højst er en beskrivelse af menneskets nu- 

værende livtag med verden og ikke et argument imod. Et sådant argument vil hvile på 

nogle forudsætninger. I sidste ende er en værenstænkning ikke mindre utematiseret og 

illegitim end den tekniske tilgang til verden. Hvis denne så blot ikke er blindt redukti- 

vistisk, så kan jeg ikke se det fejlagtige i forsøget på at beskrive mennesket på en tids- 

svarende måde. 

2.3. Filosofiske perspektiver af kognitionsforskningen 

2.3.1 Er kognitionsforskningen filosofi? 

I det foregående har jeg diskuteret ud fra den forudsætning, at kognitionsforskningen, 

og naturalisme mere generelt, kan regnes til filosofien. Dette er imidlertid ikke helt 

uproblematisk, og fordrer en afklaring af, hvilket filosofibegreb der opereres med. Må- 

ske skyldes uoverensstemmelserne slet ikke, at man indtager antagonistiske positioner 

indenfor filosofien, men at den naturalistiske tilgang slet ikke er filosofisk, når det 

kommer til stykket. Det må i hvert fald være på tide at få en principiel afklaring af, 

hvad filosofien er. 

2.3.1.1 Hvad er filosofi? 

Det kan vel næppe undre nogen, at filosofien - kontroversernes arena par excellence - 

heller ikke er kendetegnet ved nogen klar demarkation og karakteristik. Indlednings- 

vist tillod jeg mig at skitsere filosofiens misere uden først at redegøre for en decideret 

filosofiopfattelse. Sagen er, at jeg dels ikke fandt det nødvendigt, for den første del af 

opgaven, at karakterisere filosofien, og dels at jeg ikke finder en essentialistisk og (ik- 

ke-triviel) restløs definition af filosofien mulig. 95 Da vi nu er nået til et punkt, hvor 

95 Filosofien bør i stedet opfattes som et netværk af beslægtede bestræbelser på at begribe verden og refererer 

snarere til en ekstension end en intension. 

84

selve filosofiens natur er relevant som baggrund for en vurdering af, hvorvidt kogniti- 

onsforskningen og naturalisme mere generelt, kan siges at besidde filosofiske kvalite- 

ter, er det nødvendigt med en kort præcisering af, hvad filosofi overhovedet er. Af 

grunde nævnt ovenfor kan der dog kun blive tale om en løs samt kontroversiel beskri- 

velse. 

Det kunne være fristende at hævde, at filosofien kun kan defineres negativt, som 

residuum for alle de spørgsmål, der ikke er blevet afklaret af naturvidenskaben, eller 

kan besvares ved at leve et almindeligt liv. Filosofi er med andre ord spørgsmål, der 

hidrører fra ikke-filosofiske beskæftigelser, som er opstået ved et ufuldkomment for- 

søg på at forklare og forstå verden. Det filosofiske udtrykker således blot en vis grad af 

genstridighed og relevans, intet intrinsisk filosofisk. 96 

Man kan dog foretage den positive demarkation, at filosofiske spørgsmål, i mod- 

sætning til religiøse som de ellers deler skæbne med, forsøges behandlet udelukkende 

på rationel basis, i hvert fald ideelt set. Qua selvsamme rationalitet er filosofiens 

spørgsmål kendetegnet ved en principiel stræben mod svar, hvilket ikke er tilfældet for 

den ikke-diskursive religiøsitet. 

Selvom jeg ikke er nået langt, har jeg allerede lagt mig ud med en del. Mange vil 

ikke være enige i min karakteristik af filosofien som residual, og dermed heller ikke 

spørgsmålenes ekstrafilosofiske fundament. Dertil kommer, at nogle opfatter filosofi- 

ens væsen som spørgende eller reflekterende – ikke som svarende. Uden at ville kaste 

mig ud i en længere diskussion allerede her, vil jeg sige, at den sidstnævnte tilgang til 

filosofiens svarpotentiale er mig ubegribelig. Alle træder ind i filosofien af undren og 

nysgerrighed, og engagementet er båret af håb om svar. Filosofien har i lighed med 

f.eks. medicin, sin egen ophævelse som ideal. Tanken om at undersøge for undersøgel- 

sens skyld og ikke bekymre sig om udfaldet er slet og ret meningsløst. At påstå andet 

er blot resigneret hykleri og dekadence. 

96 Sat på spidsen kunne man hævde, at hvis filosofiske problemer direkte angik vores overlevelse, så var de bl e- 

vet løst (ellers var vi her ikke). Filosoffen er ikke en evolutionært selekteret race (tvært imod). 

85

Når filosofien har bestået som disciplin og ikke mindst beskæftigelse, skyldes det 

dels menneskets trang til kendskab om sine ’rammer’. Tilstanden af erkendt uvidenhed 

eller inkonsistens er simpelthen ubehagelig. Dertil kommer, at filosofi er et område 

(måske snarere en tilstand), som andre discipliner og lægfolk uvægerligt bevæger sig 

ind i, når de nærmer sig deres teori eller verdensbilledes grænseegne. Filosofiske 

spørgsmål hidrører derfor ikke blot ab extra, men har også sin egentlige relevans for 

eksterne mål. 97 Filosofien har dog nået en sådan alder, at den har fået sit eget liv, hvor- 

for spørgsmålene nogle gange bliver opfattet som kun internt relevante. Man skal blot 

huske på, at de kun er interne, fordi de ikke er besvaret. Selvom mange opfatter filoso- 

fien som principielt afgrænset, er sandheden, at den kun er historisk afgrænset. 

I relation til vores problemformulering er det interessant, at det ofte bliver hæv- 

det, at filosofien opererer på et helt andet niveau end videnskaberne (og på anden vis 

end religion og kunst). Filosofien kan ingenting tage for givet og intet hævde ukontro- 

versielt: Deomnibus dubitandum et disputandum est. Med denne selvforståelse har 

fulgt platonisme, skolastik, rationalisme, sprogfilosofi og mange andre tendenser. 

Tanken om aprioritet og analycitet, overblik og fornuftens uhildethed er alt sammen 

filosofiske dyder par excellence. 

At ingen har fattet mistanke til, at alle de synder andre discipliner begår skulle 

være undgåelige, og alle de kriterier de ikke kan honorere skulle være opnåelige inden- 

for den beskæftigelse vi kalder filosofi. At al den middelmådighed og vulgaritet der 

kendetegner stort set alt andet, hvad vi foretager os, skulle kunne overvindes inden for 

filosofien. At selv om vi har opgivet mange forestillinger om menneskets særstilling, 

har vi ikke draget konsekvensen og forladt tanken om overnaturlige evner som filoso- 

fien forudsætter. Det er mig lidt af en gåde. 

2.3.1.2 Naturalisme som filosofi? 

Jeg skal være den sidste til at nægte, at der sikkert er en masse filosoffer, som vil hæv- 

de, at naturalisme ikke er ægte filosofi. Når dette ikke rigtigt påvirker mig, skyldes det, 

97 Ingen ville frivilligt bedrive filosofi, hvis de aldrig var stødt på et relevant, men ubesvarligt problem. Filosof i- 

en nærer sig af andre teoretiske, og i sidste ende praktiske problemer. 

86

at en stram definition af filosofien slet ikke gives, og hvis dette var muligt, ville det 

ikke udelukke muligheden af en forandring og/eller forbedring af filosofien. Så selvom 

naturalismen bryder mange af den traditionelle filosofis bud og ikke altid er kendeteg- 

net ved filosofiens kardinaldyder, er naturalisme filosofi. 

Umiddelbart kunne der bestå et problem i at diskutere naturalismen som filosofi, 

da den i lighed med filosofien ikke klart kan defineres. Hvis man ikke forventer restlø- 

se og minutiøse beskrivelser af en tendens, er denne vaghed heller intet problem. 

Som indvending mod naturalismen filosofiske kvaliteter, ville mere traditionelt 

sindede filosoffer hævde, at naturalismen i sit udgangspunkt ikke er filosofisk, idet den 

demarkerer sit emneområde som sammenfaldende med videnskaberne. Ikke fordi det 

ikke er fuldt ud legitimt at forsøge at forklare verden naturvidenskabeligt, men det har 

bare intet med filosofi at gøre. 98 Det hører som Husserl siger til den naturlige indstil- 

ling, hvor objekterne blot tages for givne, uden at tematisere deres fremtrædelsesmåde 

og mulighed. Videnskaben kan aldrig begrunde sin egen tilgang og sit eget verdens- 

billede, men må støtte sig til metateorier som erkendelsesteori og metafysik. Hertil vil 

naturalismen svare, at de principielle skel som filosofien sætter mellem metaniveau og 

realniveau, ideelt og reelt, normativt og deskriptivt, funderende og forårsagende ikke 

er så velfunderede som antaget. Spørgsmål om hvordan og hvorledes tingene fremtræ- 

der er overordentligt vanskelige, men skal ikke stilles i nogen privilegeret tilstand. 

Naturalismen er netop et opgør med tanken om, at en logisk-hierarkisk arbejdsdeling 

er nødvendig. Den anses end ikke for mulig, idet en sådan arbejdsdeling forudsætter, at 

begrundelsen har et absolut fundament (hvis den ikke skal være dogmatisk eller cir- 

kulær), og denne tankegang er blevet massivt miskrediteret hos langt de fleste nyere 

filosoffer og samtidig ikke tilfredsstillende demonstreret hos tilhængerne. Forskellen 

er således mellem traditionelle absolutister og fundamentalister på den ene side og 

naturalister og andre ligesindede på den anden, at førstnævnte forbliver dogmatikere, 

hvor sidstnævnte erkender cirkulariteten af deres erkendelsesteori. En cirkularitet der 

ikke kan undgås, lige meget hvilken erkendeform der henvises til. Det højeste niveau i 

98 Filosofiens kuriosum er ofte at have påberåbt sig ”Wissenschaftlichkeit” men samtidigt distanceret sig fra 

videnskaberne. 

87

egrundelsesrækken altid må forudsætte sin egen gyldighed. Og så hjælper det ikke at 

henvise til en funderende evidens, da dette formelt er en omgåelse af det strenge be- 

grundelseskrav, hvis man ikke tillader Gud eller anden superempirisk instans som ga- 

rant for evidensens absolutte gyldighed. 99 Samtidigt er infallibilistisk fundamentalisme 

lidet sandsynlig med den empiriske viden vi besidder i dag om den menneskelige kog- 

nitions ophav, struktur og formål. 

Der er med andre ord intet principielt skel mellem begrundelse og metabegrun- 

delse, idet begge i sidste ende hviler på samme erkendeproces: en konkret empirisk 

omgang med verden. Og netop naturalisme i form af kognitionsteori vil, af alle tidlige- 

re anførte grunde, være mere velegnet til at følge begrundelsen til dørs, idet den med 

en hidtil uset kompleksitet dækker kognitionens mange aspekter. 

Alt i alt udgør naturalismen et legitimt filosofisk projekt, og måske også det sun- 

deste med det øvrige kendskab vi har til verden i dag, da den i det mindste ikke forud- 

sætter illusoriske erkende- og begrundelsesevner. Også selvom naturalismen rykker 

ved den hidtidige filosofis selvforståelse som et rationelt og dermed universalt projekt. 

Især fordi denne selvforståelse stemmer dårligt overens med filosofiens faktiske skæb- 

ne som en uophørlig strid: 

”Der ärgste Feind aller Philosophie ist ihre eigene Geschichte”. 100 

2.3.2 Filosofiske konsekvenser 

Vi har i det foregående præsenteret, diskuteret og vurderet kognitionsforskningen i 

relation til filosofien, og det må nu være på sin plads at trække de store linjer op for 

mit syn på de filosofiske konsekvenser af alt dette. 

Hvis spørgsmålet er om hvorvidt kognitionsforskningen udgør en decideret aflø- 

ser for filosofisk refleksion, er svaret selvsagt negativt, idet filosofisk tænkning udgør 

en del af kognitionsforskningen. Hvorvidt kognitionsforskningen vil ændre filosofi 

99 En kohærens teori ville heller ikke kunne levere varen, da det strenge begrundelseskrav ville tvinge kohæren- 

sen til at bestå af implikationelle forbindelser, hvilket er meget vanskeligt for større strukturer at honorere. De s- 

uden er det spørgsmålet om ikke kohærens selv hviler på begrundelse og ikke omvendt. 

100 Hans Leisegang, citeret fra Rescher (1985) p.221. 

88

som selvstændig disciplin er derimod mere åbent. Filosofien hævdes ikke at være fuld- 

stændig futil, men de klassiske filosofiske distinktioner og begreber tages heller ikke 

umiddelbart for givne forudsætninger, men snarere som værktøjer der kritisk bør un- 

dersøges. I stedet for terapi a la Wittgensteins antifilosofi kan kognitionsforskningen 

opfattes som en naturalistisk variant af kritisk filosofi, der, ved at afdække forudsæt- 

ningerne for menneskets forståelse og fremstilling af virkeligheden, kan begrænse 

metafysiske excesser. 

Kognitionsforskningen vil også have betydning for filosofiens forhold til tænk- 

ning og refleksion. Arbejdsgangen vil ændres, idet refleksion eller tænkning ikke op- 

fattes som mål i sig selv, men som led i et konstruktivt forsøg på at afdække menne- 

skets omgang med verden. Tilfælles med en tænkningsfilosofi ad modum Heidegger 

har kognitionsforskningen en meget lille forventning til endegyldige metafysiske ud- 

lægninger, og vedkender sig det tentative og fallibilistiske i menneskets teoriudkast. 101 

Denne antagelser har dog ikke et så skeptisk præg i kognitionsforskningen. Hverken i 

form af sprogidealisme, historicisme eller en (ontologi-) metafysik. Menneskets op- 

hold i en beskrivelsesmæssig immanens - at befinde sig indenfor beskrivelsens egen 

ramme - opfattes ikke som en ’skæbne’, men som et vilkår der indefra stille og roligt 

kan arbejdes konstruktivt på at tage livtag med. Det hjælper i hvert fald ikke hverken 

at nihilistisk opgive ’sagen selv’ eller forudsætte et urokkeligt transempirisk ståsted for 

enhver ægte erkendelse og videnskabelighed. Fænomenologi og refleksion anses end- 

videre ikke for at være mål og ontologisk gældende per se, men anvendes mindre høj- 

tideligt som supplerende instrumenter, idet undersøgelsen har som mål at afdække og- 

så disse kognitive ’vejes’ pålidelighed. 

At filosofien er død og videnskaben tager over, som Richard Rorty og visse an- 

dre taler for, anses ikke for at være en korrekt diagnose ud fra kognitionsforskningens 

synspunkt trods dens naturalistiske ståsted. Det ville forudsætte en opretholdelse af 

101 Heideggers tænkning ligner kognitionsforskningen deri, at begge udgør en slags reaktion på oplysningsideen 

med dens rationalistiske fordring om endelig afskaffelse af vildledende fordomme. Mens kognitionsforskningen 

udgør en revideret kritisk filosofi, hvor fordommene blot forsøges tematiseret og korrigeret, vælger Heidegger 

det romantiske opgør, i form af en helhedstænkning hvor fordommene regnes for både uundgåelige (historisk- 

skæbnemæssigt) og uundværlige (hermeneutisk). 

89

den traditionelle logiske-hierarkiske opfattelse af arbejdsdelingen mellem filosofi og 

videnskab. Filosofien anses ikke som videnskabens modeller forudsætning, men som 

en integreret del af en tværfaglig afdækning af den menneskelige kognition. Hvis be- 

grebsafklaring, refleksion og videnskabsteori mere bredt ikke længere opfattes som 

eksklusive filosofiske beskæftigelser, men generelle videnskabelige kompetencer, vil 

filosofien ændre karakter fra at være ”Wissenschaftstheorie” i klassisk tysk forstand til 

at være integreret del af enkeltvidenskaberne. Filosofien har så at sige sejret sig ihjel 

rent videnskabsteoretisk, idet videnskaberne har taget filosofiens lærdom til sig, hvor- 

ved filosofien som selvstændig (videnskabsteoretisk) disciplin er blevet overflødig. 

Alt i alt vil filosofien fortsat bestå, men den kan godt berede sig på, at stadig fær- 

re af dens traditionelle spørgsmål er fredede for videnskabelig indblanding. Dette 

skyldes en blanding af en videnskab i fortsat udvikling og ikke mindst tidsånden. Vin- 

dene blæser ikke til gunst for en accentuering af spørgsmålenes principielle ubesvare- 

lighed, hvilket imidlertid ikke er det samme som en indrømmelse af, at selvom de 

måtte være meningsfulde, vil de måske de facto aldrig blive besvaret pga. menneskets 

kognitive udstyr. Håbet opgives i hvert fald ikke. Det lyder måske oplysningsoptimi- 

stisk og positivistisk, men er blot et udtryk for en ændret opfattelse af filosofiske 

spørgsmåls epistemiske status – ikke deres sværhedsgrad. 

90

3. Afsluttende bemærkninger 

Vi har været vidt omkring, gravet dybt og svævet højt. Vi har jongleret med mange 

bolde, men har også stedvist monomanisk bidt os fast. Alt i alt håber jeg at opgavens 

form afspejler min filosofiske opfattelse, som vægter både detailstudiet og det brede 

perspektiv som væsentlige momenter i samme helhed. Afrundingsvis må det være på 

sin plads at ridse de vigtigste pointer op og danne os et overblik over alt det foregåen- 

de. I tråd med ånden i resten af denne opgave, kan der dog ikke blive tale om nogen 

form for Q.E.D eller endegyldige konklusioner. 

Vi har set på kognitionsforskningen som et naturalistisk bud på en tilgang til 

nogle af de centrale filosofiske problemer. Ud fra en syntetisk konstrueret og i nogen 

grad idealiseret model, har jeg argumenteret for, at kognitionsforskningens metoder og 

grundantagelser gør os bedst rustet til at løse de potentielt løselige problemer og tera- 

peutisk/kritisk luge ud i dem, der enten stiller for store krav til vores erkendelse, eller 

ret beset er meningsløse. Herved udgør kognitionsforskningen en moderne variant af 

den kritiske filosofi, hvor idealt set alle forudsætninger og aspekter af kognitionen for- 

søges afdækket. Disse forudsætninger og aspekter opfattes i tråd med naturalismen 

som faktiske og som genstand for empirisk afdækning, hvor mennesket som ligevær- 

digt inventar i universet kun af kontingente grunde udgør centrum for undersøgelserne. 

Kognitionsforskningens force er i relation hertil dens bredde og højt differentierede 

men samtidigt syntetiserende tilgang, der forhåbentligt med tiden lader os ane sam- 

menhæng mellem tidligere diskrete parceller af kognitionen. Ikke mindst er kogniti- 

onsforskningens inddragelse af de kropslige aspekter af erkendelsen et afgørende 

fremskridt. Især i retning af at forstå vores begreber og erkendelse bedre på baggrund 

af en primært handlingsorienteret tilgang til verden. Dette giver et solidt naturalistisk 

bud på hvorledes vores erkendelse, på trods af dens manglende sikkerhed (i Kants for- 

stand), hverken er umotiveret eller vilkårlig. Dertil kommer, at teorien om vores er- 

kendelses handlingsbaserede og metaforiske karakter, ikke kun vil bringe lys over filo- 

sofiske spørgsmål, men også vil forgrene sig konstruktivt ud i de fleste andre teoreti- 

ske forehavender. Den inddragne fysiologi betyder ydermere en øget integrering af 

91

forståelsen af mennesket, og dette er det første skridt i retning af at bryde den tyngende 

dualisme. 

For filosofien betyder alt dette, at den i højest mulig grad bør slå pjalterne sam- 

men med de øvrige discipliner indenfor kognitionsforskningen, når det drejer sig om 

udforskningen af alle den menneskelige erkendelses aspekter. Eller rettere bør filosofi- 

en forstå sig selv som en væsentlig del af kognitionsforskningen, idet filosofiske me- 

toder og dyder udgør væsentlige dele af kognitionsforskningens fundament. 102 Som 

selvstændig disciplin har filosofien ingen privilegeret rolle, og kan i spørgsmål om den 

menneskelige kognition ikke demarkeres principielt. Hvis spørgsmål stadig holdes for 

essentielt filosofiske, skyldes dette enten en misforståelse af spørgsmålenes natur, eller 

at de er stillet forkert. Tanken om ubesvarelige spørgsmål kan ikke opretholdes. Kun 

en indrømmelse af deres overordentlige sværhedsgrad. 

Bevidstheden er stadig en gåde, og selvom kognitionsforskningen skulle have 

succes med at afdække dens funktion, udgør dens ontologiske status stadig lidt af et 

mysterium. Selvom jeg personligt finder bevidsthedens gådefulde natur irriterende, er 

det usagligt at negligere denne. Om bevidsthedens tilsyneladende uforklarlighed skyl- 

des forklaringens immanens, som bryder en evt. nødvendig epistemologisk distance, 

forskel, negering eller lignende, eller bevidstheden bare er uforklarlig slet og ret, vil 

jeg nødigt stille mig til dommer over. Det ville i hvert fald være forræderi mod det 

naturalistiske udgangspunkt at holde visse spørgsmål for principielt ubesvarlige. Alt i 

alt taler meget dog for, at kognitionsforskningen, dens øvrige kvaliteter og dyder taget 

i betragtning, bør få chancen som et nyt forsøg på også at afdække bevidstheden, skønt 

den ikke, på netop det område, er mere forklaringsdygtig end andre tilgange. 

Opgaven har mange steder kredset om spørgsmål om fænomenologi, og traditio- 

nen tro har termen været anvendt i flere betydninger. Vi har berørt forholdet mellem 

fænomenologi og ontologi i forbindelse med tid og bevidsthed, hvor spørgsmålet går 

på, hvorvidt der er sammenfald mellem disse fænomeners fremtræden og ontologi. Jeg 

har primært argumenteret for, at det er der ikke, i hvert fald ikke i eksklusiv forstand. 

102 Visse argumenterer for at der uden filosofien overhovedet ikke ville være en samlet kognitionsforskning, men 

blot diffuse beslægtede projekter indenfor forskellige discipliner. Se Dupuy (1999) p.539. 

92

Fænomenologien er sandsynligvis blot et beskrivelsesniveau blandt andre, og kun pri- 

vilegeret af heuristiske årsager. En anden problemstilling er spørgsmålet om fænome- 

nologi og mening. Jeg har forsøgt at problematisere den tætte sammenknytning af in- 

tension samt intentionalitet og fænomenologi, og argumenteret for en mere eksternali- 

stisk opfattelse af semantik. Det umiddelbart kontraintuitive i en eksternalistisk me- 

ningsteori er bedømmes harmløst, idet intuition som konsekvens af positionen ikke 

tillægges megen argumentatorisk kraft. 

Denne generelle argumentation for eksternalisme og en begrænsning af fænome- 

nologi til deskriptivt værktøj, skyldes en overbevisning om at dette er de behørige 

skridt at tage i retning af en naturalisering af filosofien. Ikke mindst fordi kognitions- 

forskningen, som en fremtrædende naturalisme, i stadig stigende grad anvender ikke- 

anskuelige beskrivelsesmodeller som den øvrige videnskab. Og når man som jeg ikke 

opererer med et meget bredt begreb om fænomenologi, betyder dette også en nedto- 

ning af fænomenologiens ontologiske betydning og internalismen status generelt. 

For filosofien kunne talen om anskuelighed versus ikke-anskuelighed få alvorlige 

betydninger, idet filosofien netop synes at have et nært forhold til internalisme og fæ- 

nomenologiske metoder. Min påstand er, at filosofiens arsenal af beskrivelsesværktøj, 

heriblandt sproget som fremtrædende eksempel, er tættere knyttet til dets perceptuelle 

og kropslige opståen og dermed tættere knyttet til mesokosmos end videnskabernes 

beskrivelsesmetoder. Selv filosofiens abstraktioner er dybt forankret i et sprog, hvor 

mange centrale begrebsstrukturer er metaforisk afledt af en konkret omgang med ver- 

den. Dette svækker alt andet lige filosofiens beskrivelsesmæssige fleksibilitet og kom- 

pleksitet. Fænomenologiens dominans fører i højere grad filosofien til idealisme, rati- 

onalisme eller andre former for perspektiv-chauvenisme. 

Hvis filosofien primært besidder beskrivelsesværktøjer tæt knyttet til det meso- 

kosmiske niveau, og virkeligheden efter alt at dømme er meget mere kompleks og 

mangfoldig end den kommer til udtryk på dette niveau, så bør dette have konsekvenser 

for filosofiens arbejdsområder og status. Hvor jeg ikke ser noget problem i at opret- 

holde en metafysisk realisme, så kniber i tiltagende grad med at tilslutte sig en synder- 

lig fyldig erkendelsesteoretisk realisme. Selvom verden måtte besidde mange af de 

93

mesokosmiske træk vi tillægger den, kunne disse udgøre en forsvindende lille del af 

dens egenskaber og samtidig være så tilpas anderledes, at de ikke egnede sig som ud- 

gangspunkt for en generel afdækning. 

Dertil kommer at filosofien ofte har gjort en dyd ud af enkelthed i udlægningen 

af verden. Sikkert som en reminiscens af respekt for Gud som designeren og det skola- 

stiske: Simplex sigillum veri. Som jeg drilsk hævdede indledningsvist, vil visse filoso- 

fiske problemer måske blive afklaret udenfor filosofien pga. problemernes komplekse 

karakter, og filosofien risikerer, på trods af dens højlydte insisteren på problemernes 

principielle art, at blive underløbet kvantitativt: Simplex sigillum falsi. 

94

Litteraturfortegnelse: 

Adorno, T.W.: Kritik des logischen Absolutismus. Adorno, T.W.: Zur Metakri- 

tik der Erkenntnistheorie. Studien über Husserl und die phäno- 

menologischen Antinomien. Stuttgart 1956. 

Almeder, R.: On Naturalizing Epistemology. American Philosophical Quar- 

terly Vol. 27, no. 4. 1990. 

Alston, W.P.: The Reliability of Sense Perception. New York 1996. 

Bateson, G.: Mind and Nature. A Necessary Unity. New York 1979. 

Bechtel, W. et al.: The Life of Cognitive Science. Bechtel, W. & Graham, G. (eds.): 

A Companion to Cognitive Science. Oxford 1998. 

Billman, D.: Representation. Bechtel, W. & Graham, G. (eds.): A Companion 

to Cognitive Science. Oxford 1998. 

Bonjour, L.: In Defence of Pure Reason. A Rationalist Account of A Priori 

Justification. New York 1998. 

- The Structure of Empirical Knowledge. Cambridge (Mass.) 

1985. 

Brown, H.I.: Rationality. London 1990. 

Churchland, P.S. & 

Sejnowski, T.J.: Neural Representation and Neural Computation. Lycan, W.G. 

(ed.): Mind and Cognition. An Anthology. Oxford 1999. 

Clark, A.: From Text to Process: Connectionism’s Contribution to the Fu- 

ture of Cognitive Science. Johnson, D.M. og Ernling, C.E.(eds.): 

The Future of the Cognitive Revolution. New York 1997. 

- Embodied, situated, and distributed cognition. A Companion to 

Cognitive Science. Oxford 1998. 

Davidson, D.: Knowing One’s Own Mind. Lycan, W.G. (ed.): Mind and Cog- 

nition. An Anthology. Oxford 1999.

Dreyfus, H.L.: From Micro-worlds to Knowledge Representation: AI at an Im- 

passe. Haugeland, J. (ed.): Mind Design II. Cambridge (Mass.) 

1997. 

Dupuy, J.P.: Philosophy and Cognition: Historical Roots. Petitot, J. et al. 

(eds.): Naturalizing Phenomenology. Issues in Contemporary 

Phenomenology and Cognitive Science. Stanford 1999. 

Eckhardt, B.v.: What is Cognitive Science? Cambridge (Mass.) 1995. 

Elman, J.L.: Connectionism, artificial life, and dynamical systems. Bechtel, 

W. & Graham, G. (eds.): A Companion to Cognitive Science. 

Oxford 1998. 

- Language as a Dynamical System. Gelder, T.v. & Port, R.F. 

(eds.): Mind as Motion: Explorations in the Dynamics of Cogni- 

tion. Cambridge (Mass.) 1995. 

Flanagan, O.: Consciousness. Bechtel, W. & Graham, G. (eds.): A Companion 

Fodor, J.A. & 

to Cognitive Science. Oxford 1998. 

Pylyshyn, Z.W.: Connectionism and cognitive architecture: A Critical analysis. 

Cognition Vol. 28, nr. 1. Amsterdam 1988. 

Garfield, J.L.: Philosophy: Foundations of Cognitive Science. Stillings, N.A. et 

Garfield, J.L. & 

al. (eds.): Cognitive Science. An Introduction. Cambridge 

(Mass.) 1995. 

Weisler, S.E.: Semantics. Stillings, N.A. et al. (eds.): Cognitive Science. An 

Introduction. Cambridge (Mass.) 1995. 

Gelder, T.v.: The Dynamical Alternative. Johnson, D.M. og Ernling, C.E. 

(eds.): The Future of the Cognitive Revolution. New York 1997. 

- Wooden Iron? Husserlian Phenomenology Meets Cognitive 

Science. Petitot, J. et al. (eds.): Naturalizing Phenomenology. Is- 

sues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science. 

Stanford 1999. 

96

Gelder, T.v. & 

Port, R.F.: It’s about Time: An Overview of the Dynamical Approach to 

Cognition. Gelder, T.v. & Port, R.F. (eds.): Mind as Motion: Ex- 

plorations in the Dynamics of Cognition. Cambridge (Mass.) 

1995. 

Globus, G.G.: Heidegger and Cognitive Science. Philosophy Today. Vol.34, 

nr.1. Chicago 1990. 

Goldman, A.I.: Cognition and Modal Metaphysics. Goldman, A.I.: Liaisons. 

Philosophy Meets the Cognitive and Social Sciences. Cambridge 

(Mass.) 1992 a. 

- Epistemics: The regulative Theory of Cognition. Kornblith, H. 

(ed.): Naturalizing Epistemology. Cambridge (Mass.) 1985. 

- Epistemology and Cognition. Cambridge (Mass.) 1986. 

- Metaphysics, Mind, and Mental Science. Goldman, A.I.: Liai- 

sons. Philosophy Meets the Cognitive and Social Sciences. Cam- 

bridge (Mass.) 1992 b. 

- Types of Interfaces between Philosophy and Cognitive and So- 

cial Sciences. Goldman, A.I.: Liaisons. Philosophy Meets the 

Cognitive and Social Sciences. Cambridge (Mass.) 1992 c. 

Gopnik, A.: How We Know Our Minds: The Illusion of First-Person Know- 

ledge of Intentionality. Goldman A.I. (ed.): Readings in Philo- 

sophy and Cognitive Science. Cambridge (Mass.) 1995. 

Guichard, L.: The Causal Efficacy of Propositional Attitudes. Kuipers, T.A.F. 

& Mackor, A.R. (eds.): Cognitive Patterns in Science and Com- 

mon Sense. Amsterdam 1995. 

Heidegger, M.: Die Frage nach der Technik. Heidegger, M.: Die Technik und die 

Kehre. Stuttgart 1996. 

- Sein und Zeit. Tübingen 1993. 

Hoffmeyer, J.: En snegl på vejen. Betydningens naturhistorie. København 1993. 

97

Husserl, E.: Logische Untersuchungen. Gesammelte Schriften bd.2-4. Ham- 

burg 1992. 

- Philosophie als strenge Wissenschaft. Frankfurt am Main 1971. 

Johnson, D.M.: Taking the Past Seriously. How History Shows that Eliminati- 

vists’ Account of Folk Psychology is Partly Right and Partly 

Wrong. Johnson, D.M. & Erneling, C.E. (eds.): The Future of the 

Cognitive Revolution. New York 1997. 

Kant, I.: Kritik der reinen Vernunft. Frankfurt am Main 1996. 

Kim, J.: Mental Causation. Lycan, W.G. (ed.): Mind and Cognition. An 

Anthology. Oxford 1999. 

Kitcher, P.: The Naturalists Return. The Philosophical Review. Vol.101, 

no.1. 1992. 

Klausen, S.H.: Bevidsthed og repræsentation. Filosofiske studier Vol. 20 (under 

udgivelse). København 2000. 

- Die Ontologie des Intentionalen. Danish Yearbook of Philosophy 

1994. 

Koppelberg, D.: Was Macht eine Erkenntnistheorie Naturalistisch?. Journal for 

General Philosophy of Science. Vol 27. Dordrecht 1996. 

Kornblith, H.: Introduction: What Is Naturalistic Epistemology? Kornblith, H. 

(ed.): Naturalizing Epistemology. Cambridge (Mass.) 1985. 

Køppe, S.: Virkelighedens niveauer. København 1993. 

Lakoff, G. & 

Johnson, M.: Philosophy in the Flesh. The Embodied Mind and its Challenge 

to Western Thought. New York 1999. 

Lakoff, G.: Women, Fire and Dangerous Things. What Categories Reveal 

about the Mind. Chicago 1990. 

Mackor, A.R.: Intentional Psychology is a Biological Discipline. Kuipers, 

T.A.F. & Mackor, A.R. (eds.): Cognitive Patterns in Science and 

Common Sense. Amsterdam 1995. 

98

Maffie, J.: Naturalism and the Normativity of Epistemology. Philosophical 

Studies Vol.59, no.3. 1990 a. 

- Recent Work on Naturalized Epistemology. American Philo- 

McClelland, J.L., 

Rumelhart, D.E. & 

sophical Quarterly. Vol.27, no.4. 1990 b. 

Hinton G.E.: The Appeal of Parallel Distributed Processing. Rumelhart, D.E., 

McClelland, J.L. and the PDP Research Group: Parallel Distri- 

buted Processing. Explorations in The Microstructure of Cogni- 

tion. Vol.1. Cambridge (Mass.) 1988. 

McGinn, C.: Consciousness and Space. Shear, J. (ed.): Explaining Conscious- 

ness – The ’Hard Problem’. Cambridge (Mass.)1997. 

McIntyre, R.: Naturalizing Phenomenology? Dreske on Qualia. Petitot, J. et al. 

(eds.): Naturalizing Phenomenology. Issues in Contemporary 

Phenomenology and Cognitive Science. Stanford 1999. 

Meyers, R.G.: Evolution as a Ground for Realism. Rescher, N. (ed.): Evolution, 

Cognition and Realism. Studies in Evolutionary Epistemology. 

Lanham 1990. 

Millikan, R.G.: Knowing What I’m Thinking Of. Aristotelian Society. Supple- 

mentary Vol.67. 1993. 

- Language, Thought and other Biological Categories. Cambridge 

(Mass.) 1984. 

- Troubles with Wagner’s Reading of Millikan. Philosophical 

Studies Vol.86. 1997. 

- The Price of Correspondence Truth. Noûs. Vol.20, Nr.4. 

Bloomington 1986. 

- White Queen Psychology and Other Essays for Alice. Cambridge 

(Mass.) 1995. 

99

Neisser, U.: The Future of Cognitive Science. Johnson, D.M. & Erneling, 

C.E. (eds.): The Future of the Cognitive Revolution. New York 

1997. 

Norton, A.: Dynamics: An Introduction. Gelder, T.v. & Port, R.F. (eds.): 

Mind as Motion: Explorations in the Dynamics of Cognition. 

Cambridge (Mass.) 1995. 

Næss, A.: Husserl on the Apodictic Evidence of Ideal Laws. Mohanty, J.N. 

(ed.): Readings on Edmund Husserl’s Logical Investigations. 

Haag 1977. 

Patzig,G.: Husserl on Truth and Evidence. Mohanty, J.N. (ed.): Readings 

on Edmund Husserl’s Logical Investigations. Haag 1977. 

Plantinga, A.: Is Naturalism Irrational? Plantinga, A.: Warrant and Proper 

Function. New York 1993 a. 

- Naturalism versus Proper Function. Plantinga, A.: Warrant and 

Proper Function. New York 1993 b. 

Putnam, H.: Why Reason can’t be Naturalized. Philosophical Papers Vol. 3. 

New York 1983. 

Quine, W.v.O.: Epistemology Naturalized. Kornblith, H. (ed.): Naturalizing Epi- 

stemology. Cambridge (Mass.) 1985 a. 

- Natural Kinds. Kornblith, H. (ed.): Naturalizing Epistemology. 

Cambridge (Mass.) 1985 b. 

- Two Dogmas of Empiricism. Quine, W.V.O.: From a Logical 

Point Of View. Cambridge 1971. 

Reed, E.: The Cognitive Revolution from an Ecological Point of View. 

Johnson, D.M. & Erneling, C.E. (eds.): The Future of the Cogni- 

tive Revolution. New York 1997. 

Rescher, N.: The Strife of Systems. An Essay on the Grounds and Implications 

of Philosophical Diversity. Pittsburgh 1985. 

100

Roodin, P. & 

Rybash, J.: Social Cognition: A Life Span. Schlechter et al. (eds.): New Di- 

rections in Cognitive Science. Norwood 1985. 

Rorty, R.: Philosophy and the Mirror of Nature. Wiltshire 1980. 

Rosenberg, A.: A Field Guide to Recent Species of Naturalism. The British 

Journal for the Philosophy of Science. Vol. 47. Edinburgh 1996. 

Roy, J.M. et al.: Beyond the Gap: An Introduction to Naturalizing Phenomenolo- 

gy. Petitot, J. et al. (eds.): Naturalizing Phenomenology. Issues 

in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science. Stan- 

ford 1999. 

Searle, J.R.: Minds, Brains, and Programs. Haugeland, J. (ed.): Mind Design 

II. Cambridge (Mass.) 1997. 

- The Critique of Cognitive Reason. Goldman, A.I. (ed.): Rea- 

dings in Philosophy and Cognitive Science. Cambridge (Mass.) 

1995. 

Shear, J.: The Hard Problem: Closing the Empirical Gap. Shear, J. (ed.): 

Explaining Consciousness – The ’Hard Problem’. Cambridge 

(Mass.)1997. 

Smith, D.W.: Intentionality Naturalized? Petitot, J. et al. (eds.): Naturalizing 

Phenomenology. Issues in Contemporary Phenomenology and 

Cognitive Science. Stanford 1999. 

Soffer, G.: The Critique of Relativism in the Prolegomena to the Logical 

Investigations. Soffer, G.: Husserl and the Question of Relati- 

vism. Dordrecht 1991. 

Stich, S.P.: The Fragmentation of Reason: Preface to a Pragmatic Theory of 

Cognitive Evaluation. Cambridge (Mass.) 1990. 

Stufflebeam, R.S.: Representation and computation. Bechtel, W. & Graham, G. 

(eds.): A Companion to Cognitive Science. Oxford 1998. 

Varela, F.J. et al.: The Embodied Mind. Cognitive Science and Human Experience. 

Cambridge (Mass.) 1993. 

101

Varela, F.J.: The Specious Present: A Neurophenomenology of Time Consci- 

ousness. Petitot, J. et al. (eds.): Naturalizing Phenomenology. Is- 

sues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science. 

Stanford 1999. 

- Neurophenomenology: A Methodological Remedy for the Hard 

Problem. Shear, J. (ed.): Explaining Consciousness – The ’Hard 

Problem’. Cambridge (Mass.)1997. 

Vollmer,G.: Evolutionäre Erkenntnistheorie. Stuttgart 1990. 

- Probleme der Anschaulichkeit. Philosophia naturalis Vol.19. 

Meisenheim am Glan 1982. 

102

English summary 

Philosophy has always struggled with somewhat insoluble problems and unanswerable 

questions. Is this misfortune due to the nature of the questions, the wrong method in 

handling them or some other undetected obstacle? I argue that the answers to this are 

in some way positive for all three questions that all three questions can, to some ex- 

tent, be answered in the positive. If the definition of the philosophical problem is an 

unanswerable question, philosophy is rather meaningless and futile. Ironically, this 

self-image has in no way kept philosophers from having a very high self-esteem. This 

tendency probably goes back to the birth of philosophy in ancient Greece where the 

unproductivity of the aristocracy was a sign of nobility. I ask the question whether 

philosophy, just because of its age and academic status until today, is a viable form of 

doing business with the world. For this purpose, I investigate if and how a modern 

naturalistic theory of the human mind and knowledge - the so-called cognitive science 

- will influence the way philosophy is done and understood. 

The essay is divided into three parts. The first part gives a brief overview of natu- 

ralistic philosophy, and then tries to characterise what cognitive science is all about, 

and how it deals with old philosophical problems such as mind-body dualism, inten- 

tionality, meaning and the flow of time. I present different kinds of cognitive models - 

classical symbolic computationalism, connectionism and ecological embodied cogni- 

tivism - and argue for a constructed hybrid between connectionism and moderate em- 

bodied cognitivism. The ’solutions’ proposed for the old philosophical problems get 

their theoretical foundations from different scientific areas such as dynamical models 

in mathematics, evolutionary theory and biological semiotics. As to the question of the 

consciousness, I only sketch a way to deal with the problem and do not try to ’solve’ 

it. The question cannot, I argue, be solved in a speculative way, but only by a combi- 

nation of (non-dogmatic) phenomenology and empirical investigation. Today we are 

simply not in possession of the proper scientific tools. The main objection to the pro- 

posed ’solution’ is the targeting. Some philosophers will argue that the phenomena I 

103

am trying to explain are not identical with the ones philosophy has tried to explain for 

a couple of thousand years, mainly due to the extra-phenomenological character of my 

suggestions. Time is primarily experienced time, intentionality is mainly dependent on 

appearances and so on, the traditional philosopher would argue. My main reply to this 

is that phenomenology is only a descriptive tool (among others) and cannot have the 

kind of intrinsic explanatory power which it is traditionally supposed to have. Since 

the breakthrough of modern science, many scientific theories have transcended the 

phenomenological level with great success. Transcending the phenomenological level 

of common sense - or what I call the macro-phenomenological level - is possibly a 

sine qua non for developing our understanding of the reality, when the selection of our 

cognitive equipment is determined by survival (adaptation) and not exact correspon- 

dence. Besides, phenomenology is itself a topic under investigation in cognitive sci- 

ence. 

In the second part I discuss metaphilosophical questions in relation to cognitive 

science and the naturalisation of philosophy. Various common objections from both 

Anglo-American and continental philosophy are discussed. Some of them concern the 

relativity and moderate realism of the position I have suggested as the most viable kind 

of naturalism. My defence is, crudely put, that some of the premises for that kind of 

rationalistic normativity and evaluation which the opponents presuppose is a reminis- 

cence of an outdated understanding of knowledge and science. Instead of rigid and 

aprioristic rationality the only realistic course is an empirical, context-sensitive and 

fallible way of justification. 

The last and most severe objection, which I deal with at length, is Heidegger's 

critique of the modern technical way of handling and describing reality. The strength 

of Heidegger's argument is due partly to the fundamental character of the critique and 

partly to the fact that his point is somewhat akin to mine. Despite the fact that Heideg- 

ger's thoughts on the technical character of the world are similar to cognitive science’s 

theory of top-down causation of the phenomenology of objects and states of affairs, 

Heidegger seems to overdo the idea and end up in a kind of sceptical relativism. In- 

stead cognitive science, while it as a fallibilism is well aware of the possible falsity of 

104

its theories, takes the technical as a de re quality of the world - among others. Ac- 

knowledging that the technical description of reality is not exhaustive, cognitive sci- 

ence has never pretended to deliver the final truth about the inner essence of reality, 

but it is nevertheless possibly the closest we get to a practically relevant description 

the world. 

In the final chapter I sketch some philosophical perspectives of the relatively 

great success of cognitive science. As I see the matter, philosophy cannot ignore the 

naturalistic way of explaining human cognition with scientific descriptive tools, meth- 

odology and ontology. The old schisms between the province, subjects and status of 

philosophy and science, which philosophy has been defending for thousands of years 

as its raison d’être, cannot be withheld without dogmatism. The only chance for the 

continued contribution from philosophy to the wide investigation of human dealing 

with the world, in terms of truth, meaning and knowledge, is by joining forces with 

cognitive science. Otherwise philosophy as a discipline will run the risque of being left 

out in the cold oblivion. Not because philosophical reflexion will be neglected, but 

because philosophy generally has taught science a lesson about conditions for de- 

scribing the world which has enabled science to look out for itself. Philosophy of sci- 

ence is in other words an integrated part of all proper scientific theorising today, and 

has in principle no need of (external) philosophical guidance or justification. 

105

Philosophy, science and the future (Master thesis in Danish, 2000)

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?