Se programmet for 2010 her - Esbjerg International Chamber Music ...

Frank Bridge (1874-1941)
I ethvert land med en musikalsk tradition har
man væsentlige komponister man holder meget
af og som har betydet meget for musikken i det
pågældende land. Alligevel bliver de ikke rigtig
til noget i andre lande – det er som om deres
tonesprog er forbundet til en bestemt mentalitet,
at deres musik ikke er egentligt nytænkende
eller at deres musikalske bedrifter overskygges
af deres betydning for musikken i andre sammenhænge
– det være sig som administratorer,
pædagoger eller dirigenter mm.
I Storbritannien må Frank Bridge siges at falde i
den kategori. Når han nævnes udenfor Imperiet
er det oftest i kraft af hans status som lærer for
Benjamin Britten.
Han er nu ikke nogen uinteressant komponist!
En musiker der vedblev at udvikle sig gennem
næsten hele sit liv – fra en start som romantiker
med mere end et strejf at inspiration fra Brahms
indtil 1. verdenskrigs rædsler ændrede hans syn
på musik og på hvad musik skulle være.
Hans tonesprog ændrede sig i ekspressionistisk
retning og i løbet af 20´erne og 30´erne blev
han mere og mere isoleret fra publikum og de
musikalske parnas i takt med at hans musik blev
mere kompleks og krævende.
Lament for to bratscher
Frank Bridge spillede bratsch, og i sin egenskab
af bratschist spillede han såmænd sammen med
både Ravel og Gabriel Faure.
”Lament” for to Bratscher blev skrevet som et
af flere værker til en koncert i Albert Hall som
Bridge i marts 1912 spillede sammen med en
yngre bratschist der blev spået en verdenskarriere
som solist.
Bridge ydede ofte noget specielt personligt i
sine ”Laments” som han har skrevet nogle stykker
af. I denne Lament for to bratscher lykkes
det ham til tider at få dem til at lyde som næsten
4 bratscher, hvilket vel ikke mindst skyldes hans
indgående kendskab til dette instrument.
Værket falder i tre dele hvor de to yderdele
er en langt udspunden melankolsk melodi,
midterdelen har en elegant menuetkarakter og
flyder ubesværet tilbage til åbningsdelens mere
kromatisk prægede dialog. Efter et dynamisk
klimaks forsvinder musikken gradvis ind i
glemslen.
Strygesekstet i Es-Dur
Frank Bridge var det 9. af 12 børn og som 6-årig
fik han violinundervisning af sin strenge far,
der var dirigent for et par teaterorkestre. Frank
spillede fra 12-års alderen i disse orkestre og begyndte
at komponere og ikke mindst arrangere
musik for disse orkestre. Han var også i stand
til at sidde ind hvis der manglede et instrument
her eller der…!
Faderens undervisning gav ham et godt musikalsk
grundlag, en god sans for kvalitet og en
rund ryg.
Da han var 21 fik han et stipendium der gjorde
det muligt for ham at studere i 3 år hos tidens
væsentligste kompositionslærer, Charles Stanford.
I disse år skiftede han violinen ud med
bratsch, dannede en strygekvartet, begyndte at
dirigere og fik Arthur Sullivan-prisen i 1901 for
sin 1. strygekvartet.
Det var altså en ung mand med kurs mod
tinderne der i 1906 begyndte at skrive en strygesekstet
men den voldte ham mange kvaler,
ligesom andre værker gjorde det for ham i de
år. Hans søgen efter den rette musikalske vej,
og ikke mindst hans meget høje aktivitetsniveau
som musiker, lærer dirigent osv. gjorde at det
først var i 1912 han tog sekstetten op igen og
fik skrevet den færdig så den kunne uropføres i
Wigmore Hall i juni 1913 – spillet af The English
String Quartet med Bridge selv på Bratsch
og to kolleger fra hans studietid.
Sekstetten er romantisk i sit udtryk, vel ikke helt
en opdateret og anglificeret Brahms; men det
kan give et fingerpeg om hvad der venter.
De tre satser har flere referencer til hinanden,
med trediesatsens brug af temaer de foregående
satser blandet sammen med satsens eget materiale
som et af højdepunkterne i denne sekstet.
Men ellers er der et par ting det er værd at lytte
efter: I 1. satsen kommer der kort efter den
indledende venlige melodi en opadgående bevægelse
i bassen, og dette korte motiv bruges på
forskellige måder i de øvrige satser.