Forhåndsvisning - Kulturhusene i Danmark

ET FORSøG PÅ EN GENVEJ
Vi tillader os derfor et forsøg på en genvej, og
hvorfor ikke bare ringe til Hans Jørgen Vodsgaard,
og spørge, hvad det hele egentlig drejer sig om?
Hans, kan du helt kort – men dog lidt længere
end teksten på forsiden af din bog – forklare,
hvad din bog drejer sig om?
Jo, helt kort så søger den at præsentere en ny forståelsesramme,
der forsvarer og videreudvikler
den Nordiske Kulturmodel ved at inddrage nye
forståelser af læring og civilsamfund.
Æhhh… det blev jeg helt ærligt ikke så meget
klogere af…Den Nordiske Kulturmodel?
Ja…Danmark udmærkede sig i sin tid ved i 1961 at
være det andet land efter Frankrig, der fik et kulturministerium.
Den første kulturminister, Julius
Bomholt, forsvarede med det såkaldte ’armslængde
princip’ kunsten og kulturen både mod statslig
styring og markedets påvirkning. Det var jo særligt
vigtigt set i lyset af 30’rnes erfaringer med fascisme,
nazisme og stalinisme. Bl.a. holdt man efter
krigen op med at benytte det af fascismen misbrugte
ord ’folket’ og talte i stedet om ’befolkningen’.
Det er nu den frie selvstændige borger og en
humanistisk kultur, der er i centrum og ikke det nationale
og den ’folkelige sammenhængskraft’. Det
blev senere kultursociologen Peter Duelund, der
blev ophavsmand til det samlende begreb ’den
nordiske kulturmodel’. Kort sagt var og er målet i
’den nordiske kulturmodel’ at fremhæve kunstens
og kulturens betydning for oplysning, dannelse
og demokrati, og det er netop det, jeg forsøger at
videreføre og udbygge i bogen ved at inddrage
læringsbegreber og synsvinkler på civilsamfundet.
Okay…du skriver, bl.a. på forsiden, om en
paradigmestrid…. men hvem er det, der
strides?
Det er grundlæggende en strid mellem to forskellige
måder at forstå bl.a. kulturpolitikken på. På den
ene side en humanistisk demokratisk forståelse
og på den andens side så en markedsøkonomisk
instrumentel forståelse. Sidstnævnte har gennemsyret
hele samfundet i de senere år, og denne instrumentelle
tilgang har vist sig at have indflydelse
inden for alle de blødere politik-områder, som uddannelse,
forskning, folkeoplysning, kulturliv… og
medier for den sags skyld.
Er denne strid ny?
Nej, langt fra… den her modsætning har været
på spil siden det moderne samfunds udvikling,
og derved er det en gammel strid. Den meget
anerkendte filosof og sociolog Jürgen Habermas
taler om striden mellem den ’tekniske instrumentelle
fornuft’, og den ’kommunikative fornuft’, og
det er sådan set den strid, der er på spil her. Det
der særligt har udmærket det danske og de andre
nordiske samfund er, at man traditionelt har
prioriteret den ’kommunikative fornuft’, og det er
helt tilbage til den tid, hvor Danmark havde oplyst
enevælde, og hvor man i løbet af 1800 tallet
udviklede andelsbevægelsen, folkeoplysningen
og folkehøjskoler og foreningsliv. Senere har 1900
tallet været domineret af den socialdemokratiske
og den radikale bevægelse, der har sikret udviklingen
af velfærdssamfundet, og hvor man har
forsvaret principper i den nordiske kulturmodel
mod markedet. Man kan også sige, at oprøret fra
68 herhjemme efterfølgende fremmede nye græsrodsbevægelser,
lokale borgerfora og ikke mindst
kvindebevægelsen. Alle disse lokalt forankrede
folkelige borger-rørelser kan ses som en styrkelse
af civilsamfundet.
Hvornår ændrede det sig?
I 1980’erne bryder den markedsliberalistiske tænkning
igennem på mange områder, og den er blevet
fuldt udfoldet her i 00’erne. Som eksempel kan
nævnes New Public Management, altså ledelsesformer
hentet fra erhvervsliv og industri, der nu
overføres til den offentlige forvaltning. Herefter
handler det meget om, og på rigtig mange områder,
at skabe en verden i relation til markedet.
Man kan sige, at børnehaverne ikke længere er et
område for fri leg og læring, men et sted, der skal
gøre børnene skoleegnede. Folkeskolerne er nu et
sted for en faglig kvalificering til det kommende
arbejdsliv, hvor det tidligere handlede mere om
alsidighed, det hele menneske og kvalificering
til folkestyret. Det samme gælder for gymnasiet,
hvor det almendannende sigte er presset af studieforberedende
mål i forhold til de videregående
uddannelser, og på universiteterne handler det
ikke om fri forskning eller den frie tanke, men om
at komme ”fra tanke til faktura”, som Helge Sander,
den tidligere videnskabsminister, sagde. Også i
folkeoplysningen, på højskolerne og på aftenskolerne
handler det i meget høj grad om tilegnelsen
af erhvervsmæssige kvalifikationer.
Ja…ok…men hvad er problemet egentlig i det?
Ja, man kan jo sige, at det er godt nok, at man tænker
på de økonomiske aspekter af en fremtid, hvor
alle og alt skal optimeres i forhold til den internationale
konkurrence, men man risikerer i høj grad
at miste det værdigrundlag, som jeg mener, er
en forudsætning for en oplyst debat og et stærkt
demokrati. Desuden vil den ensidige markedsøkonomiske
og teknokratiske politik ikke fremme
effektivitet og konkurrenceevne. Man har det
seneste tiår talt meget om at skabe uddannelser
og forskning i verdensklasse, men realiteten er, at
landet som tidligere lå i verdensklassen, i denne
periode er faldet tilbage i Danmarksserien.
Også inden for kunsten og kulturen bliver politikken
siden slutningen af 90’erne stadig mere
rettet mod erhvervslivet, og kulturarbejdere ses
som en slags kreativitetsreserve, der kan anvendes
i oplevelsesøkonomien og ved branding både
nationalt og lokalt, hvilket fører til såkaldt ”borgmesterkultur”
eller om man vil ”Pavarottisering”
af kulturlivet. Efter min mening rammer det hele
det kulturelle område og det lokalt forankrede kulturliv,
og derved bliver mennesket defineret som
medarbejder og forbruger og ikke som medborger
i det offentlige liv og i civilsamfundet.
Bogen er jo bl.a. bygget op over resultaterne af en
omfattende spørgeskemaundersøgelse. Hvilke
af resultaterne finder du mest interessante…
eller overraskende?
Jeg synes, det mest interessante var, at undersøgelsen
af aktive i de lokale kulturelle samråd gav et
klart billede af, at de repræsenterer en humanistisk
dagsorden. Det viser sig, at de tydeligvis bedre kan
lide den ’Nordiske Kulturmodel’ og er imod de nye
kulturpolitiske tendenser. De ser i højere grad sig
selv som knyttet til det traditionelle folkeoplysende
område, end til hvad man kunne kalde det ’professionelle
kulturliv’ eller den ’professionelle kunst’.
Tidligere undersøgelser har vist, at de frivillige kulturelle
foreninger ikke tager samfundsmæssig stilling,
men denne undersøgelse viser, at de har klare
holdninger, og at disse holdninger i øvrigt går på
tværs af partipolitiske standpunkter. Rent faktisk
forsvarer de undersøgte kulturelle foreninger en
humanistisk forståelse som modvægt til den instrumentelle
kolonisering af civilsamfundet, og
det synes jeg da, er kulturpolitisk interessant! De
kulturpolitiske beslutningstagere bør anerkende
og give området en langt større påskønnelse. Man
bør påskønne, at der her findes kræfter, der tilbyder
aktiviteter og initiativer, som vi simpelthen
ville være nødt til at opfinde, hvis ikke de var der
i forvejen! Disse borgere, der bruger tid og energi
på at skabe frie rum i det civile samfund, repræsenterer
efter min mening meget væsentlige værdier i
samfundet som helhed.
Kulturhusene er jo ofte resultatet af initiativer i
civilsamfundet og huser jo også en meget væsentlig
del af civilsamfundets foreningsliv.
Kan du sige noget om, hvor Kulturhusene efter
din mening er placeret i denne paradigmestrid?
Kulturhusene forstår jeg som en del af civil-
samfundet. De fremmer civilsamfundets lærings-
kapacitet, og de danner rum og rammer om det,
vi – sammen med Habermas - kunne kalde den
kommunikative fornuft. EU har vedtaget en lovgivning
omkring livslang læring, som er på vej til
at blive implementeret i medlemsstaterne, og det
rammer mange politiske områder. Der tales om
fem hovedmål for den livslange læring i denne
lovgivning, men disse mål rummer en dobbelthed,
der netop drejer som om instrumentelle og demokratiske
behov. Den ene del - og nok væsentligste
del - sigter på kvalificering af borgerne i forhold til
arbejdsmarkedet, men den andet del handler om
personlig realisering, om aktivt medborgerskab,
kulturel sammenhængskraft og social inklusion.
Disse mål sigter jo på at styrke demokratiet og et
frit civilsamfund, og lige præcis her mener jeg, at
Kulturhusene har noget meget væsentlig at bidrage
med.
Jo…men hvorfor nu lige fokusere på EU?
Fordi det er EU, der bestemmer lovgivningen på
dette område, og når EU benytter disse læringsbegreber
og læringsmål, så skal de enkelte stater
kunne godtgøre, at de forsøger at realiserer disse
mål. Og jeg synes kulturhusene har en række klare
argumenter for, at de bidrager meget aktivt til at
realisere disse mål. Så når kulturhusene skal argumentere
for deres berettigelse og legitimere deres
eksistens, så er der en politisk pointe i at pege på
disse krav fra EU, der jo principielt er uafviselige.
Så vidt jeg har forstået, mener du, at det frie
kulturliv generelt er under pres, idet både
læringsprocesser og aktiviteter i civilsamfundet
trues af en ’instrumentalisering’. Er Kulturhusene
truet af den samme udvikling?
Tidsånden er, at man fokuserer på det målelige i
forhold til markedet, og i en tid med ”borgmester-
kultur” og ”Pavarottisering” m.m. er det vigtigt at
fastholde kulturhusenes tydelige slægtskab med
daghøjskoler, højskoler, aftenskoler og biblioteker
som lærings- og videnscentre frem for eksempelvis
at udvikle samarbejdet med kommunale job
– og beskæftigelsescentre eller andre erhvervsrettede
kommunale eller private serviceinstitutioner.
Har du en anbefaling eller to til folk i og omkring
Kulturhusene i Danmark?
Kulturhusene har en støtte i EU’s lærings-diskurs,
og jeg tror, det er vigtigt, at kulturhusene indarbejder
den i deres identitet indadtil og udadtil.
Kulturhusene skal fokusere på det, de er særligt
gode til, og som ingen andre aktører kan tilbyde:
nemlig at de som lokale læringscentre kan skabe
rum og rammer om det kulturaktive liv og det lokale
sociale fællesskab. Og så har jeg læst om jeres
Projektstationer, som jeg synes er et godt initiativ,
idet Kulturhusene ikke bare stiller sig til rådighed,
men også proaktivt udvikler nye kulturaktiviteter
og nye netværk. Jeg synes kulturhusene har en
væsentlig rolle, når de ikke bare formidler og faciliterer,
men også igangsætter. Et af problemerne
i foreningslivet – bortset fra idrætten - er, at man
ikke er særligt gode til at samarbejde og tale med
én stemme for bedre at blive hørt. Fx kunne de
lokale kulturelle foreninger godt bruge et årligt
møde, hvor man udvikler i fællesskab. Nogle af
dem har landsorganisationer og paraplyorganisationer,
men der mangler et overordnet talerør for
hele det brede foreningsliv, og der kunne jeg godt
forestille mig, at kulturhusene kunne støtte op om
processer, hvor man mødtes for at udvikle fælles
spørgsmål og fælles svar. Kulturhusene har jo allerede
kontakt med rigtig mange af disse foreninger.
Lokalt er der behov for samarbejde på tværs, men
også centralt på landsplan er det nødvendigt.
Her afslutningsvis… vi er ved at forberede et
visionsseminar den 26. november, hvor vi vil
diskutere udviklingen af en statslig rammelov
for kulturhusene. Har du lyst til at deltage i
arbejdet?
Ja - det lyder da spændende, men lad mig lige
kigge i kalenderen, for der er vist noget med, at
jeg skal til Ljubljana, men nej… det er weekenden
før, så jo tak!, det lyder rigtig spændende, så det
vil jeg gerne.
Super… tak for nu, og vi SeS! < SSO
HANS JøRGEN VODSGAARD
Mag. art. i idéhistorie. Forsker og leder af
Interfolk, Institut for Civilsamfund; fhv.
højskoleforstander, leder af oplysningsforbundet
SFOF m.v. Forfatter til bl.a.
Menneske først - mellem højskoleånd
og arbejdsliv (1997), Den særegne højskole
- idegrundlag og tradition (2000),
Højskole til tiden - nye læringsbehov for
den senmoderne ungdom (2003), Nordisk-Europæisk
Akademi - baggrund og
visioner (2006), samt Da dannelsen gik
ud – en kortlægning af det almene sigte
i nordisk folkeoplysning og foreningsliv
(2009). Har desuden skrevet adskillige
artikler og rapporter om folkeoplysning
og foreningsliv.
Bogen fås ved henvendelse til Kulturelle
Samråd i Danmark, Farvergade 27D,
1463 København K., tlf. 33 93 13 26, kulturellesamraad@kulturellesamraad.dk.
Hans Jørgen Vodsgaard
Den frie kultur
- paradigmestrid om læring, kunst og
civilsamfund
285 sider (indbundet)
Interfolks Forlag, 2010
ISBN 978-87-992776-1-2
Pris: 195 kr. + forsendelse
6 OKTOBER 2010 KULTURHUSENE.DK 7