Forhåndsvisning - Kulturhusene i Danmark

KULTURPOLITIK
OG SOCIAL EKSKLUSION
– set fra Vollsmose
Af Herdis Weins, Vollsmose Kulturhus
Emnet for Shortcut Europe 2010 i Dortmund
var kulturpolitik og social eksklusion. Overskriften
kunne lige så godt have været kulturpolitik
og social inklusion, for hele konferencen
handlede om, hvordan man via en aktiv kulturpolitik
og de kulturelle institutioner fra musikkonservatorier
til medborgerhuse gennem utraditionelle
tiltag kan medvirke til at nå nogle af de grupper, der
sædvanligvis ikke fylder meget i kulturlivet, hverken
som publikum eller aktive deltagere. Når de endelig
optræder, er det som regel, fordi der tales/skrives/
spilles om dem, ikke fordi de selv ytrer sig. Der tales
kort sagt om dem, ikke til dem og da slet ikke
med dem. Det er de mennesker, der ofte kategoriseres
som de marginaliserede. Det er f.eks. indsatte,
psykisk syge, socialt udsatte og migranter - som
er det ord man benytter i Tyskland. Ikke indvandrere,
flygtninge, udlændinge, fremmedarbejdere,
og hvad vi ellers bruger af betegnelser herhjemme
– og hvor var det utroligt velgørende at høre en
fuldstændigt neutral og dækkende betegnelse
blive brugt konsekvent.
INGEN SIKRE SUCCES’ER
Når man som jeg arbejder i Vollsmose kulturhus,
er det et oplagt emne at interessere sig for. Vi ligger
ikke i et område, hvor de fleste beboere jævn-
ligt går i teatret, på museer, til aftenskolekurser
og foredragsrækker. Det er ikke her, den typiske
middelklasse-kulturforbruger – som han/hun defineres
af Danmarks Statistik – er i overtal. Så meget
desto større og mere spændende er de daglige
udfordringer. Her kan intet tages for givet, her er
ingen gamle, sikre succés-travere, der trygt kan
sættes på plakaten med jævne mellemrum. Her
må kæmpes om hver enkelt publikummer, og de
lokale har ikke stået i lange køer fra husets fødsel
for at blive aktive. Men – der er ved at være nogle
faste brugergrupper, og flere vil komme til. Forhåbentligt
vil mange af dem opstå på eget initiativ
og ikke udelukkende som resultat af noget, vi udtænker.
KULTUR UDEN TVANG
Selvom jeg er begejstret for tanken om, at man via
kulturpolitikken aktivt skal medvirke til at inkludere
alle grupper i et stort samfundsfællesskab,
så kunne jeg næsten undervejs også få for meget
af denne ”kulturen ud til folket” idé. Det kan nogle
gange minde lidt for meget om 70’erne, hvor de
arme arbejdere på B&W nærmest ikke kunne have
deres frokostpauser i fred, men absolut skulle udsættes
for teater eller andre kunstbegivenheder,
om de så ville eller ej.
Herdis Weins
er cand.mag i Æstetik & Kultur og
etnografi og ansat i Vollsmose Kulturhus.
Hun deltog i Shortcut Europe
2010 med temaet ”Cultural Policies and
Social Exclusion” den 3.-5. juni i år, og
skriver her sin personlige rapport fra
konferencen.
Selv om jeg er en absolut tilhænger af, at kulturen
skal ud i rigtigt mange hjørner, og at der skal
bruges mange midler på formidling, så skal man
vel også som kulturformidler eller kunstner respektere,
at det ikke ER alle, der føles trang til at
få teater eller billedkunst smidt i hovedet. Ja, måske
har nogle det med teater m.m. som jeg har
det med fodbold, håndbold og cykelløb: jeg kan
næsten blive direkte aggressiv af at blive tvangsindlagt
til at skulle høre om det i lange baner. >
Konferencen om Kulturpolitik og Social Eksklusion
fandt sted i Dietrich-Keuning-Haus i Dortmund
> Den tanke fik jeg ofte undervejs i konferencens
forløb, hvor mange gode oplægsholdere engageret
fortalte om fascinerende projekter, de havde
gennemført med dels at få nye grupper til at besøge
kulturinstitutionerne, dels med at få kulturinstitutionerne
til at gå på gader og arbejdspladser,
for at vise, hvad de har at byde på.
LOV TIL AT LAVE WESTERNS
Et andet aspekt af bestræbelserne på at inkludere
så mange som muligt i det aktive kulturliv er projekter,
hvor man opsøger grupper, der normalt
ikke kommer til orde selv, men som der til gengæld
ofte tales om, gerne som problemer eller
ofre. Det er bestemt noget, som beboerne i Vollsmose
kender til. Og de kender også til masser af
projekter, der gerne ville give dem mulighed for
at fortælle deres historier via film, musik eller andet.
Men måske ikke altid helt på deres præmisser.
Der ligger ofte en implicit forventning om, at når
de får mulighed for at ytre sig kunstnerisk, så skal
det handle om dem selv og deres dagligdag. Den
samme forventning, ja simpelthen ofte præmissen
for at få lov til at deltage i projekterne, er, at man
bruger sig selv og sin egen historie som omdrejningspunkt.
Men som en af oplægsholderne, der i
årevis har arbejdet med unge, der får muligheden
for at lave teater, så rigtigt bemærkede, så melder
de sig ikke nødvendigvist til projektet for at fortælle
om deres problemer, men for at lave teater.
Det var for mig et velgørende statement: Det er
ikke sikkert, at Osman fra Vollsmose drømmer om
at lave film om integration, når han melder sig til
et projekt, måske drømmer han i stedet om at lave
traditionelle westerns eller en komedie.
INSPIRATION FRA 70’ERNE
Da konferencen foregik i Tyskland og de fleste oplægsholdere
var tyskere eller fra tysktalende nabolande,
kom de fleste af dem ind på en bog, der
sidst i 70’erne gik sin sejrsgang blandt tyske intellektuelle,
især hos kunstnere og kulturformidlere,
Hilmar Hoffmanns ”Kultur für Alle”. På mig gjorde
den så stort et indtryk, at jeg søgte ind på dramaturgi
i Århus i stedte for teatervidenskab i Køben-
havn. Den betød også, at jeg meldte mig som forsøgskanin
til et helt nyt hovedfagsstudie, og det
var derfor med stor glæde, jeg opdagede, jeg ikke
var den eneste, den havde betydet så meget for.
Her på konferencen sad højtprofilerede og vældigt
erfarne kulturformidlingsforskere og kulturformidlingspraktikere
og henviste til deres tydelige
inspiration fra Hilmar Hoffmann. Da han ikke
er kendt i DK, kommer her et ultrakort resumé af
hans ideer: kulturen skal ud af sine sikre og trygge
rammer, folk skal animeres til selv at være kulturelt
aktive. Men i praksis kom det mest til at betyde, at
kulturen skulle være opsøgende.
NYT SKRIDT FOR KULTURFORMIDLINGEN
I dag er det selvfølgeligt for de fleste kulturformidlere,
men det var ikke normalt sidst i 70’erne,
at en højtrangerende kommunal embedsmand
i Tyskland fik masser af taletid i TV til at udbrede
ideer om, at f.eks. forfattere skulle konfronteres
med andet end deres traditionelle læsere. Her på
konferencen hørte jeg så pludselig Hoffmanns
arvtagere tænke et skridt videre: det skal ikke bare
handle om kultur für alle, det skal også handle om
kultur von allen og kultur mit allen. Og det er vel
her, kulturudøvere, -formidlere og -modtagere kan
finde sammen.
Udover de mange faglige oplæg og debatter indeholdt
Shortcut 2010 også en række ekskursioner til kulturelle
aktiviteter og seværdigheder i Ruhr distriktet, hvor
mange nedlagte kulminer nu indrettes som kulturhuse
og museer.
Et helt personlig indspark til at flytte egne
grænser fik jeg fra den hollandske oplægsholder
Ruud Breteler, der arbejder i Rotterdam: han
gjorde opmærksom på, at man jo i stedet for at
indkalde til møder m.m., hvor der stort set altid
kommer de samme, kan gå ud i området, sætte sig
på en café og komme i snak med de lokale. Så kan
man hen ad vejen spørge dem om, hvad de kunne
ønske sig. Det lyder jo så ligetil, men hvor tit gør
vi det?
DORTMUNDS VOLLSMOSE
For mig fik det en særlig betydning, at konferencen
fandt sted i Dietrich-Keuning-Haus i Dortmunds
Nordstadt. Her er beboersammensætningen
meget lig den i Vollsmose, og det var derfor
spændende for mig at høre om deres dagligdag
og aktiviteter, da de har 20 års erfaring.
Jeg vil her gerne takke husets leder Helga
Kranz, der, da jeg havde fortalt hende, jeg kom fra
et hus i et lignende område, gav mig en omfattende,
engageret og lærerig rundvisning i huset
på konferencens sidste dag. Det var en rigtig fin
afslutning efter de mange, lange og nogle gange
langhårede indlæg at møde en engageret kollega
og udveksle erfaringer på dagligdags niveau. <
20 OKTOBER 2010 KULTURHUSENE.DK 21