Dovne danske ører Kronik skrevet sammen med Gitte ... - Pia Quist

Dovne danske ører
Af Gitte Gravengaard og Pia Quist
Københavns Universitet
Kronik bragt i Berlingske Tidende, 11. december 2006
Leverpostejsdansk er det eneste sprog danskerne gider lytte til. Hvis man taler bare en lille smule
anderledes end Jeppe Nybroe eller Paula Larrain, bliver man ikke taget seriøst og i visse tilfælde heller
ikke forstået. Det er den daglige erfaring for dem som taler traditionel dialekt eller har dansk som
andetsprog. Nordmænd og svenskere har også vanskeligt ved at blive forstået i Danmark. De fleste
danskere giver simpelthen op når de hører en sproglig afvigelse. Men hvis vi på længere sigt vil bevare
dansk som et levende og samfundsbærende sprog, er vi nødt til at lære at åbne de dovne danske ører.
Mange mennesker oplever at de ikke bliver betragtet som ligeværdige sprogbrugere i det danske
sprogsamfund alene af den grund at deres sprog falder uden for den snævre standardsprogsnorm. Det
offentlige rum, medier og skole er systematisk renset for udpræget sproglig variation. Så hvorfor
anstrenge sig? Jo, fordi problemet med de dovne og intolerante danske ører har konsekvenser for
sammenhængskraften i vores samfund på flere områder. Vi vil pege på tre:
For det første viser gentagne undersøgelser at danskere ikke bare lukker ørerne for, men direkte
nedvurderer alle som taler med en smule lokal farvning. Direkte adspurgt lovpriser størstedelen af alle
danskere de danske dialekter. Dialekterne anses for at være "hyggelige" og "søde", så "dem skal vi da
bevare". Billedet ser imidlertid helt anderledes ud i de forsøg hvor det er underbevidste
sprogholdninger der testes, dvs. hvor folk ikke ved at det er sprogholdninger man undersøger. Her er
det eneste der dur – det eneste der tages seriøst – københavnsk. Resultatet er det samme uanset hvor i
landet danskerne testes. Opvurderingen af københavnsk og nedvurderingen af jysk, fynsk, sjællandsk
osv. sker også i Næstved, Odder, Vinderup m.v. Den københavnske dialekt er normen som danskerne
vurderer al dansk tale i forhold til.
Der er flere årsager til at det netop er københavnsk der har vundet terræn i hele landet. Den markante
sproglige ensretning er en forholdsvis ny udvikling historisk set. En udvikling som er kulmineret i takt
med national- og velfærdsstatens cementering de sidste ca. 50 år. Gennem uddannelsessystemet, den
offentlige administration og de nationale medier har den københavnske sprognorm bredt sig til hele
landet. Det dominerende sprog i det offentlige rum er rigsdansk, det vil sige københavnsk. Og her
mener vi dansk middelklassekøbenhavnsk. Københavnere med navne som Hassan eller Margrethe II
regnes ikke med her. Den sproglige ensretning – som sprogforskere kalder standardisering – har
betydet at mange af de traditionelle dialekter i dag er døde og borte. Man kan stadig høre regionale
forskelle på mange danskeres sprog, men forskellene er så små at flere dialektforskere slet ikke vil
kalde dem dialekter længere. Og så burde problemet vel være løst? Desværre! Der er stadig meget lidt
tolerance over for selv bittesmå udtaleforskelle som stadig eksisterer regionalt i Danmark.
Ingen fortæller os direkte at rigsdansk er det eneste accepterede sprog. Men fordi det kun er rigsdansk
som tales i alle formelle sammenhænge, vises det at det er det eneste som dur, det eneste som bliver
taget seriøst. Prøv for eksempel at tænke på i hvilke sammenhænge vi møder ikke-københavnske
dialekter i TV. Ud over et par vejrdamer med lidt jysk intonation, er det stort set kun i

satireprogrammer og platte reklamer man møder jysk, bornholmsk og fynsk. Skal man portrættere en
virkelig dumrian, sørger man for at udstyre denne med en forstillet sydfynsk accent. Problemet er ikke
så meget at Sonofon eller Drengene fra Angora bruger dialekter som en del af deres udtryk. Problemet
er at det er de eneste sammenhænge hvor vi i medierne møder andre former for dansk end det
leverpostejsfarvede københavnske. Ud over satire og parodi er de traditionelle dialekter henvist til det
private rum, til festen hos tante Karen.
Det andet punkt som vi kort vil berøre, er at de intolerante danske ører også går ud over vores ellers så
lovpriste internordiske sprogforståelse. En undersøgelse af hvordan vi i Norden kommunikerer med
hinanden, viser at danskerne er de dårligste til at forstå deres naboer. Danskere er simpelthen dårligere
til at forstå svensk og norsk, end nordmænd og svenskere er til at forstå dansk. De danske unge i
undersøgelsen er de mest tilbøjelige til at give op (og evt. skifte til engelsk) når de taler med en
svensker eller nordmand. Det er tankevækkende! Problemet er at når man aldrig udsættes for
situationer hvor man skal anstrenge sig for at forstå sin samtalepartner, så lærer man heller ikke at
bruge de sproglige strategier der skal til for at tilpasse sig en situation hvor taler og lytter har
forskellige varianter af samme sprog. Hvis vi i skolen blev undervist i det, hvis vi øvede os og vænnede
os til det, ville vi opdage at svensk og norsk og dansk er varianter af samme sprog som vi sagtens kan
bruge med hinanden indbyrdes. Det ville være et trist tab for os alle hvis den internordiske
sprogforståelse går fløjten til fordel for engelsk – pga. de dovne danske ører.
Det tredje og sidste punkt vi vil berøre har med dansk talt med accent at gøre. Den sproglige
intolerance er også et problem for mange nye danskere. Har man et andet modersmål og først lærer sig
dansk som voksen, står man i en urimelig vanskelig position over for de dovne danske ører. Næsten
alle voksne indvandrere har erfaringer med ikke at blive forstået og ikke blive taget alvorligt når de
forsøger sig på dansk. Mange der kommer til Danmark som ung eller voksen, lærer sig et godt og
flydende dansk, men bibeholder en udtalerest, en accent, som kan henføres til deres førstesprog. I langt
de fleste tilfælde kan accenten ikke ændres. Faktum er at man ikke 'bare' kan beslutte sig for at tale det
leverpostejsfarvede rigsdanske. Spørg blot Henrik og Mary, Hassan og Mediha. Men accent behøver
ikke have konsekvenser for kommunikationen hvis vi som lyttere lærer at tolerere variation. Vi er nødt
til lære os selv ikke at tolke dansk med accent som modvilje mod Danmark og det danske sprog. I
stedet skal vi være glade for og stolte over at mennesker der ikke lige er født her i landet, rent faktisk
bruger det danske sprog.
Der er to væsentlige årsager til at vi er blevet så dårlige til at forstå og acceptere andre varianter af
dansk end den rigsdanske. Den ene har vi allerede været inde på: Når det offentlige rum er systematisk
renset for sproglig variation, har vi meget sjældent mulighed for at møde og dermed lære at forstå
forskellige udgaver af dansk. Vi er alle gennem vores socialisering blevet vant til at fremmede talere,
altså mennesker vi ikke kender personligt – i TV, Radio, i skolen, i banken osv. – taler på én bestemt
måde. Derfor har vi en indgroet forventning om at 'den fremmede' taler rigsdansk, og når denne
forventning så ikke opfyldes, reagerer vi med overraskelse, måske ligefrem forskrækkelse, og så lukker
vi ørerne. Dette hænger sammen med den anden årsag som vi vil trække frem: Danskerne har fralagt
sig deres lytteransvar. I takt med den sproglige standardisering har der udviklet sig en ubalance mellem
talerens og lytterens ansvarsfordeling. Ansvaret for vellykket kommunikation – for at vi kan forstå
hinanden – ligger i dag helt og aldeles hos taleren. Det er den talende der må tilpasse sig. Hvis man
ikke bliver forstået, er det ens egen skyld. Det er en udbredt forventning blandt danskere at den talende
skal ændre sit sprog, så modtageren uden anstrengelser forstår. Sådan behøver det ikke være. Der er en
urimelig ubalance i dette forhold. Vellykket kommunikation kræver nemlig både en engageret taler og
en engageret lytter. Lytteren må erkende og vedstå sig sit lytteransvar. Vi har glemt at det også kræver

noget at være en god lytter. Vi behøver dog bare at kigge til vores naboland i nord, Norge, for at se at
det kan være anderledes. I Norge har man traditionelt været bedre til at anerkende sine dialekter, og
man er også meget bedre til at forstå hinanden. Lytteransvaret tages med andre ord mere alvorligt.
Det er helt afgørende for det danske sprogs overlevelse at vi i Danmark bliver bedre til at rumme
mangfoldighedens dansk. Vi er simpelthen nødt til at bearbejde vores egne og andres holdninger til
sproglig variation. For at gøre det må der sættes ind på mindst to niveauer: Institutionsniveau og
individniveau.
På institutionsniveau er det specielt skolen og medierne der bør gøre en indsats for at give danskerne
deres lytteransvar tilbage. Lad os for eksempel få et sprogligt mangfoldigt Danmarks Radio. Brug
nyhedsoplæsere fra hele landet og lad være med at tekste dialekttalende. Det ville ikke alene have en
væsentlig signalværdi – et signal der viser at vi burde kunne forstå – det ville også give os en mulighed
for at høre forskellige slags dansk og dermed mulighed for at vænne os til det. Det ville tage brodden af
forbløffelsen over at det dansk der kommer ud af munden på en taler, ikke lige er københavnsk.
I skolen bør alle børn fra de allerførste skoleår lære at lytte til og forstå forskellige udgaver af dansk.
Der er i folkeskolen og gymnasiet stor fokus på mundtlighed (og skriftlighed), men desværre
udelukkende med fokus på udtryk, formidling og fremstilling. Eleverne lærer at præsentere sig selv
eller et stofområde, men de lærer ikke hvordan man lytter. Der bør også undervises i at lytte og afkode,
for eksempel at lytte til og forstå forskellige dialekter, dansk med accent og ikke mindst svensk og
norsk. Det er ikke vanskeligt at forestille sig undervisningsforløb der kan anlægge en sådan vinkel. Se
film, tv-programmer, lyt til radio og gamle og nye optagelser med mangfoldige udgaver af dansk. Der
er brug for en meget mere afbalanceret undervisning i – ja, sproglighed – afbalanceret mellem både
produktion og reception. Det burde høre til almen dannelse at være i stand til at forstå sønderjysk,
bornholmsk og andre slags dansk, og at kunne tale med en svensker eller en nordmand uden at skifte til
engelsk. Det burde være en dyd i vores samfund at kunne gebærde sig i et sprogligt mangfoldigt
Danmark.
På individniveau kan den enkelte også selv gøre noget. For det første må vi alle gøre os vores
lytteransvar bevidst. Vi har alle i konkrete samtalesituationer et personligt ansvar for at
kommunikationen bliver vellykket. Det handler om dannelse og pli. Selvom vi alle har
sprogholdninger som for de flestes vedkommende sikkert er dybt rodfæstede, er det vigtigt at være
bevidst om at man har sprogholdninger. Hvis man for eksempel oplever at man ikke kan tage en person
alvorlig alene fordi vedkommende taler dialekt, bør man kritisk ransage sine sprognormer. Alle bør
træne sit personlige "dialektøre" – åbn ørerne og gør en dyd ud af at være god til at lytte og forstå.
Noget andet man også kan gøre er – noget så banalt og festdræbende som – at undlade at grine af
dialekter. Fjern det fjogede grin når du hører en jysk politiker eller bornholmsk fisker på TV. Vi bør
også alle være glade og stolte når vi hører udlændige tale dansk. Hjælp de der forsøger at lære sig
dansk, med at få gode kommunikationsoplevelser. Hvis vi vil bevare dansk som et levende og
samfundsbærende sprog, er vi nemlig nødt til åbne vores ører for alle dets brugere. Vi skal favne
mangfoldighedens dansk i det offentlige, i medier, skole og hjem.
_______________________
Gitte Gravengaard og Pia Quist er kvinderne bag hjemmesiden www.dialekt.dk som er en portal for
formidling af forskning i danske dialekter og sproglig variation. Hjemmesiden er tilknyttet
Københavns Universitet.