Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...

etragteren. Under jorden er der dog tilknyttet et informationscenter,
hvor uoplyste besøgende kan lære om jødeudryddelsen.
Konklusion og perspektivering
Det er aldrig tidligere sket, at en stat har opført et mindesmærke over
egne forbrydelser i sin hovedstad. Mindesmærker er historisk
forbundet med magten og er sædvanligvis blevet opført for at mindes
militære sejre og nederlag eller prominente historiske skikkelser. Ikke
desto mindre har Tyskland nu rejst et mindesmærke over forfædrenes
forbrydelser. Det kan kaldes blasfemi, både over for ofrene, de
overlevende og efterkommerne, men også over for forfædrene.
Omvendt kan det kaldes et kæmpe fremskridt, at en nation i dag
bekender sig til sin blakkede fortid i en sådan grad, at den opfører et
evigt minde derover i sit centrum.
Undervejs er det ofte blevet fremhævet, at debatten om mindesmærket
var vigtigere end selve mindesmærket. Med tiden blev det nærmest en
kliché, men ikke desto mindre må man ikke undervurdere dette
element. Gennem 17 år har mindesmærket gang på gang ryddet
overskrifterne og bidraget til en fortsat bearbejdning af
nationalsocialismens forbrydelser. I skyggen af folkemordet udspillede
sig desværre også undervejs en uhyggelig perverteret strid. Ikke
sjældent forsøgte debattørerne overivrigt at afdække nationalistiske
eller revisionistiske hensigter bag modstandernes argumenter. Især
offergrupperne behandlede hinanden aldeles usmageligt.
Nogle frygter, at Eisenmans mindesmærke bliver en Schlußstein.
De fleste hævder, at dette ikke vil være tilfældet, og at Tyskland de
næste mange år fortsat vil beskæftige sig med forfædrenes ugerninger.
Sikkert er det, at de sidste øjenvidner til Anden Verdenskrig om lidt er
borte, og at den levende biografiske overlevering derfor snart ikke
længere vil finde sted. Fremover vil viden om ugerningerne
udelukkende kunne opnås fra anden hånd. Måske kan et intelligent
modmindesmærke netop bidrage til, at erindringen om forbrydelsen
fortsat vil være levende for mennesker født efter 1945. Lige nu er det
umuligt at vurdere, hvilken fremtidig rolle ”Denkmal für die
ermordeten Juden Europas” vil få. Meget afhænger af, hvorledes
mindesmærket bliver anvendt. Vil almindelige tyskere komme forbi,
eller bliver det blot en turistattraktion. Kan den sælsomme
konstruktion fordre eftertanke, eller har kunsten vitterligt spillet fallit?
Den østrigske forfatter Robert Musil sagde engang, at ”intet i
verden er så usynligt som mindesmærker”. I tiden fra idéens
undfangelse i 1988 til Forbundsdagens vedtagelse i 1999 blev der i
Berlin opført 16 andre mindesmærker med relation til Holocaust og
Anden Verdenskrig. 116 Fremtiden vil vise, om disse mange
116 Heimrod p. 27-33. Kronologisk oversigt 1979-1999.
- 26 -