Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...

funktionalismen 93 for vidt at lægge al skylden over på hele folket. Alle var
trods alt ikke skyldige. 94 Dette tolkede Korn som en frygt for at bringe
den nationalsocialistiske fortid for tæt på. Han beskyldte Rosh for at
ville holde ”die Zukunft des vereinten Deutschland »sauber«”. 95 Det
var en meget hård beskyldning med diskussionen om offerhierarki in
mente. Det er ikke svært at forestille sig, hvilket ramaskrig der var
opstået, hvis Støttegruppen selv havde foreslået en placering i
hjertekulen af det nye Tysklands hovedstad. Korns udtalelse skal
nærmere ses som et udtryk for den hysteriske form debatten til tider
tog. Ikke sjældent greb debattørerne til smagløse retoriske kneb, der
skulle føre modstandernes synspunkter tilbage til
Holocaustrevisionisme eller til forsøg på at normalisere nazismen og
genoprette tysk nationalstolthed.
Hvordan?
Debatten om mindesmærkets ikonografi tog først rigtig fart efter de
528 forslag fra første runde blev offentliggjort i 1995. Den fortsatte
herefter indtil 1999 og Forbundsdagens vedtagelse af Eisenmans
omarbejdede projekt. I debatten gjorde to overordnede synspunkter
sig gældende: Det ene nærede en dyb mistillid til kunstens evner
overfor opgaven, og anså resultatet af konkurrencen i 1995 som
kunstens endegyldige nederlag. Det andet antog at abstrakt moderne
kunst netop besad muligheden for at nytænke mindesmærkerne og
løsrive dem fra deres traditionelle rolle som magthavernes
manifestationer. Disse to positioner vil blive behandlet i det følgende
afsnit.
Mindesmærke mod sig selv
Frankfurter Allgemeine Zeitungs kulturkorrespondent Jens Jessen
hørte til den første af de ovennævnte grupper. Følgende citat af ham
er rammende for denne sides synspunkter.
”Es gibt für Deutsche keine angemessene Form, sich zu den
Verbrechen des Dritten Reichs öffentlich zu verhalten.
Man sollte deshalb diese immer falsche Form niemals, und
schon gar nicht monumental, in Beton gießen. Man kann die
Form nur immer neu vergeblich suchen, nicht mit der
auftrumpfenden Geste der Kunst (denn Kunst trumft immer
auf), sondern mit gesenktem Haupt, an den Orten des
Massenmordes, in den Lagern.” 96
93 Se note 83.
94 Niven p. 205.
95 Cullen p. 78. Korn i FR 13-09-96.
96 Jessen, Jens: Die Bewältigungsprofis, In: Neuen Gesellschaft für Bildende Kunst (udg.),
p. 86-91. Her p. 91.
- 22 -