Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...

Forkert eller ingen betydning
Da projektet kuldsejlede i 1995, revurderedes alle faktorerne inklusiv
beliggenheden. Kritikerne af placeringen kan opdeles i to grupper. En
gruppe der anså Ministergärten for at indebære forkerte budskaber, og
en gruppe, der omvendt anså Ministergärten som tømt for betydning.
Historikeren og pædagogen Annegret Ehmann tilhørte den første
gruppe og gik i rette med det intentionalistiske i placeringen. Hun
hævdede, at den nære forbindelse mellem offer og gerningsmand
kunne tolkes som ”der endgültige Triumph Hitlers.” 82 Hanno Loewy, i
dag direktør for det jødiske museum i Hohenems, betragtede
Ministergärten som et mytologisk sted. ”Hier herrschte das Böse und
hier ging es unter. 83 At sætte et mindesmærke her ville kun tjene til
vedligeholdelsen af en Hitlermyte. Fælles for de to er en stærk tro på
grundens særlige forbindelse til Det Tredje Rige. Et mindesmærke her
ville fokusere for ensidigt på magthaverne og det spind af myter
undergangen er forbundet med. 84
I direkte opposition hertil forårsagede arkitekten Bruno Flierl
megen uro på det andet kollokvium i 1997, med sin sylespidsen
analyse af Ministergärten. Han åbnede med ordene: ”Der Ort ist –
stadträumlich und städtebaulich betrachtet – kein Ort von Bedeutung
in der Stadt, er ist leer.“ 85 Det gjaldt også historisk og politisk. Han
understregede, at al den stund der i dag ikke var et eneste synligt spor
efter Det Tredje Rige i nærheden, var en sammenhæng mellem
mindesmærket og Nationalsocialismen uopnåelig. Stedet manglede
forudsætningerne for at kunne gå i dialog med de besøgende om
Tysklands historie. Omgivet som det ville blive af trafikerede veje,
lejligheder og delstatsadministrationsbygninger, var det uden
”Historizität” og ”Urbanität”, ”ohne diskursive Struktur” og ”isoliert
vom Außenraum”. 86 Dette syn på placeringen var ikke udelukkende
Flierls, men var tidligere blevet fremført af f.eks. arkitekten Max
82 Ehmann, Annegret: Kein Ort für Kaddisch?! Anmerkungen zum Mahnmalstreit,
In: Gesellschaft für Bildende Kunst (udg.), p. 31-36. Her p. 35.
83 Jeismann p. 129. Hanno Loewy i FR 14-08-95.
84 Også placeringens rolle i den historiografiske debat om Holocaust vakte røre.
Jäckel og Rosh bekender sig til den intentionalistiske skole, ifølge hvilken
Holocaust groft sagt alene var Hitlers værk. Heroverfor står den funktionalistiske
skole, der forfægter et strukturalistisk syn på Holocaust og hævder at løsningerne
på det ’jødiske problem’ spirede gradvist frem, samt at den tyske hær iværksatte
udryddelser uden direkte ordrer oven fra. Gennem årene har de to positioner
langsomt tilnærmet sig hinanden og i dag er de medieret på mange områder
(Niven p. 119-123). Harvard historikeren Daniel J. Goldhagen åbnede dog
debatten igen i 1996, da han i sin kontroversielle bog ”Hitlers Willing
Executioners” hævdede at en unik tysk antisemitisme havde fået ordinære tyskere
til at slagte jøderne (Rosenfeld, Gavriel D.: The Controversy That Isn’t: The
Debate over Daniel J. Goldhagen’s Hitlers Willing Executioners in Comparative
Perspetive, Contemporary European History, 8, 2, 1999, p. 249-273).
85 Heimrod p. 664. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97.
86 Heimrod p. 667. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97.
- 20 -