Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...

elativere og normalisere nazismen. Schröder måtte derfor i februar
indrømme, at efter Walser-debatten kunne man ikke længere være
imod et mindesmærke. 44 Debatten kan ses som kulminationen på en
mangeårig strid i Tyskland om, hvorvidt tyskerne må nære positive
nationale følelser, eller om de for al fremtid skal leve i nazismens lange
skygger. Debatten er samtidig et eksempel på det hysteri og den
usaglighed, der gennemsyrer mange debatter om fortiden i Tyskland.
Det ses kun al for ofte, at debattører forsøger at påvise antisemitiske
undertoner i modstanderes argumentation, for derved at bringe
personer eller institutioner i miskredit. 45
Retfærdigvis skal det nævnes, at Schröders beslutning om at
foretage en kovending var blevet gjort noget lettere, da kulturminister
Naumann forinden havde fået overført beslutningskompetencen fra
de tre bygherrer til Forbundsdagen. 46 Naumann indgik herefter i
forhandlinger med Eisenman om yderligere at reducere antallet af
steler og i stedet indarbejde et Haus der Erinnerung indeholdende et
stort Holocaustbibliotek og et Genocide Watch Centre. Modellen høstede
ros for at indeholde en didaktisk ramme, men kritik for at overdrive
den. Publikum ville nu kunne gå forfærdet rundt mellem Eisenmans
steler, men efterfølgende besøge centeret og bevidne, at den tidligere
forbryderstat endegyldigt var trådt ind blandt moralens vogtere, lød
det blandt andet. 47 Naumann tog kritikken til efterretning og
begrænsede dernæst i samråd med Eisenman den didaktiske del til et
mindre Ort der Information indeholdende fakta om Holocaust og Kzlejrene.
Denne kombination af Eisenmans steler og Naumans Ort der
Information blev efter en række afstemninger d. 25. juni 1999
foretrukket af Forbundsdagen frem for de øvrige tilbageværende
forslag og står i dag opført i hjertet af Berlin. 48
Delkonklusion
Idéen om et mindesmærke for Europas myrdede jøder fulgte i
slipstrømmen af en spirende interesse blandt den brede tyske
befolkning for fortiden i 1980’erne.
Forslaget fra Lea Rosh i 1988 mødte dog megen modstand. De
andre offergrupper beklagede sig over at blive hensat som andenrangs
ofre, og idéen om at bygge ovenpå det tidligere Gestapo-hovedkvarter
kolliderede med et andet græsrodsinitiativs planer. I konkurrencen, der
blev udskrevet, indløb mere end 500 forslag, men kvaliteten var
forbløffende ringe, hvilket i sidste ende førte til, at kansler Kohl i 1995
nedlagde veto og krævede yderligere debat om projektet.
44 Heimrod p. 1237. Interview i Zeit 04-02-99.
45 Samtale med Ulla Strange-Hansen. Stud. Mag. i Moderne kunst og kultur ved
Københavns Universitet.
46 Stavginski p. 242-245.
47 Niven p. 230-231.
48 Stavginski p. 292-297.
- 12 -