Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...

at kræve Forbundsdagen involveret i processen for første gang, og en
debat blev fastsat til den 9. maj 1996. Det parlamentariske pres fik
bygherrerne til at mødes igen, og de enedes om at fastholde
beslutningerne om placering og finansiering. Samtidig skulle processen
gøres mere åben ved afholdelsen af tre kollokvier med deltagelse af
politikere og eksperter. 33 Disse debatmøder blev afholdt i de første
måneder af 1997 med deltagelse af en lang række af Tysklands
fremmeste hoveder, men rammerne som bygherrerne havde udstukket
for diskussionerne affødte kritik. Kun selve udformningen var til
debat; formål og placering var afgjort. Derfor mistænkte kritikere
møderne for blot at være tænkt som en blåstempling af
mindesmærkeidéen. 34 Ikke desto mindre førte debatterne til megen
mediebevågenhed og en bredere debat i offentligheden. Den heftige
kritik der blev fremført under debatterne, blev da også taget til
efterretning og kunne tydeligt spores i udbudsmaterialet til den anden
konkurrence der blev udskrevet. Det slog fast at et selvstændigt
mindesmærke for sigøjnerne ville blive opført, og placeringen var nu
motiveret med den fremtidige betydning af en placering i hjertet af
den nye tyske hovedstad - ikke med henvisninger til Hitlers
Rigskancelli eller Berlinmuren. 35 Til forskel fra første runde blev der
nedsat en ekspertjury bestående af to museumsdirektører, en
historiker, en kunsthistoriker og en arkitekt til sammen med
bygherrerne at kåre en vinder. Juryen markerede en anerkendelse af
kritikken. Især den amerikanske historiker James Youngs indtræden i
juryen var interessant. Han havde tidligere advaret mod at tro, at et
centralt mindesmærke for jødeforfølgelserne kunne være ”die
Endlösung” 36 på hele erindringsproblematikken. 37 I stedet for at
iværksætte endnu en åben konkurrence, valgte man denne gang kun at
indbyde kunstnerne bag de bedste forslag fra første runde, samt nogle
få andre ind- og udenlandske kunstnere som man anså for
kvalificerede. 38
Field of Memory
Af de 19 bud som femmandsudvalget modtog, udvalgte de to. Et
projekt af arkitekten Richard Eisenman og billedkunsteren Richard
Serra i samarbejde og et projekt af arkitekten Gesine Weinmiller.
Støttekredsen ønskede et forslag fra konceptkunsteren Jochen Gerz
realiseret, mens regeringen og bystyret blev enige om at foretrække
33 Stavginski p. 153-160.
34 Heimrod p. 596-597. Korn i FAZ 07-01-97 & Heimrod p. 651-52. Stefanie
Endlich i TAZ 13-02-97.
35 Selling p. 222-225.
36 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98. “Endlösung” var nazisternes
betegnelse for jødeudryddelsen.
37 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98.
38 Stavginski p. 185-186.
- 10 -