GRALENS VOGTER - Boghallen.dk

Michael P. Spradlin
Den yngste tempelridder
GRALENS VOGTER
På dansk ved
Erik Barfoed
Politikens Forlag

Skt. Albans Kloster, England
Marts 1191

assd
1
elvom jeg bliver kaldt Tristan, kender jeg ikke
mit rigtige navn. Broder Tuck fandt mig på
FA Skt. Tristans Dag for næsten femten år siden.
Han er en rar og venlig mand, men døvstum
og ikke engang i stand til at skrive ned for mig,
hvordan jeg er havnet her. Abbeden, som er en meget strengere
type, siger, at jeg blev fundet på klosterets trappe hin augustnat.
Ikke mere end nogle få dage gammel, sulten og vrælende, klædt i et
beskidt, uldent tæppe.
Jeg har ladet mig fortælle, at man kunne høre heste, der red bort
i natten, men det var broder Tuck, der fandt mig, så vi ved ikke,
om han så rytterne eller bare fik et glimt af dem. Abbeden sagde,
at to af munkene fulgte dem ind i skoven, men hurtigt tabte sporet.
Han tror også, at jeg er af adelig herkomst. En bonde ville ikke
have råd til så fine heste, og det er ikke sandsynligt, at en bondemand
ville opgive et barn, som en dag ville vokse sig stærk og
kunne arbejde på gården. Og en bonde ville næppe heller være i
stand til at skrive den besked, der nænsomt var lagt ind mellem
folderne i tæppet. På en uanseelig stump pergament stod der:
FAf
g
f g
hjjk S
13

“Mun ke, vi overlader dette uskyldige barn til jer. Hans eksistens
er en trussel for mange. Fortæl ham, han var elsket, men måtte i
sikkerhed for dem, der vil ham ondt. Vi vil holde øje med ham,
indtil tiden er inde.”
Den, der skrev beskeden, må mene, at jeg er i sikkerhed, nu
hvor jeg er næsten femten. Så vidt man ved på klosteret, er der
aldrig kommet nogen for at spørge til mig eller “holde øje” med
mig. Måske kunne mine forældre, hvem de end er, ikke holde deres
løfte.
Munkene var altid gode mod mig, men de var cisterciensere, og
efter deres mening kunne man ikke være for ung til at arbejde. Jeg
måtte arbejde for føden. Men jeg havde ikke noget imod dem, for
de arbejdede selv lige så hårdt. Jeg har boet på Skt. Albans hele mit
liv, og mine tidligste minder handler ikke om munkenes navne og
ansigter, men derimod om pligter. Det var et fattigt kloster, men vi
havde afgrøder og får og geder nok til at klare os. Vi behøvede ikke
meget. I den omkringliggende skov var der brænde nok til, at vi
kunne klare os igennem vinteren. Nyttehaverne forsynedes os med
rigelige mængder af grøntsager, og markerne gav os hvede, som vi
lavede brød af. Når vi manglede andet, byttede munkene sig til det
i Dover eller en af landsbyerne i nærheden.
Det var en stille og rolig tilværelse, men arbejdet holdt aldrig
op. Nyttehaven var mit væsentligste bidrag til klosteret. Broder
Tuck og jeg passede den lige fra såningen om foråret til høsten om
efteråret. Arbejdet med lugejernet var roligt og gav mig god tid til
at tænke. Haven lå på en solbeskinnet plet bag klosteret, og når det
regnvåde forår var forbi, var vejret som regel smukt.
Klosteret lå ved hovedvejen en dags ridt nordvest for Dover.
14

Der boede tredive munke. Det var for mange år siden bygget som
en mindre borg af træ og rejste sig over den omkringliggende skov.
Udformningen var enkel, for cistercienserne var ikke overfladiske,
men mente, at mennesket er sat på jorden for at tjene Gud, ikke for
at smykke hans bygninger med stads.
Men det var et rart sted, der virkede indbydende og imødekommende
på de få rejsende, som lagde vejen forbi. Munkenes
spisesal var smukt oplyst af vinduer, der gik helt op under taget.
Områderne omkring klosteret var pæne og velholdte, for munkene
mente, at orden var nødvendig for, at man kunne koncentrere sig
om Gud.
Skovene omkring klosteret og en tur til Dover tre år tidligere
var alt, hvad jeg havde set af verden – selvom disse steder ikke var
det eneste, jeg kendte til den. Munkene tilbød rejsende på vejen til
Dover husly, og af dem fik jeg ting at vide. Spændende ting, der
foregik på fjerne steder, og som fik mig til at drømme om at tage af
sted og se dem med egne øjne. Gamle fortællinger om underværker
og eventyr, om pragtfulde slag og eksotiske steder. I den senere tid
handlede det alt sammen om korstoget. Kong Richard, som nogle
kalder Løvehjerte, førte krig i Det hellige Land, og den gik dårligt.
Kong Richard havde siddet på tronen i næsten to år og havde det
meste af tiden været på korstog langt fra England. Han blev kaldt
Løvehjerte, fordi han efter sigende var en blodtørstig kriger, modig
og heroisk, og fast besluttet på at fordrive Saladin og saracenerne
fra Det hellige Land.
Saladin var leder af de muslimske styrker, der kæmpede mod
kong Richard. Han skulle være lige så modig og blodtørstig en
kriger, som Løvehjerte, og han havde svoret at befri Det hellige
15

Land fra de kristne. Selv de, som påstod, at Gud var på vores side,
indrømmede, at det ikke ville blive nemt at besejre Saladin.
For munkene var nyt fra øst af særlig interesse. De mente, at
Saladins succes var et tegn på, at verdens ende var nær. Måske ville
Frelseren snart vende tilbage.
Sådan løb mine tanker en klar solskinsdag, mens jeg arbejdede
i haven ved siden af broder Tuck. Han var en stor mand, stærk og
robust, og han havde et stort hjerte. Selvom han ikke kunne tale,
kom han med blide, nynnende lyde, når han skubbede lugejernet
gennem jorden, og bevægede sig i en rytme, kun han selv mærkede.
Han hørte ikke rytterne komme, hørte ikke hovene tordne mod
den hårde jord eller ringbrynjernes og sværdenes metalklang, da
ridderne gjorde holdt foran klosterets port.
Riddere med strålende hvide tunikaer og røde kors på brystet.
Krigermunkene. De berømte Kristi Fattige Riddere af Salomons
Tempel. Bedre kendt som tempelridderne.

assd
2
idderne red gennem klosterporten og ind i
skyggen af de høje træer, der stod omkring
FA gårdspladsen. Jeg talte tyve mand, alle sammen
med gode heste og ringbrynjer, der glimtede i
morgensolen. Abbeden kom ned ad fortrappen
for at tage imod de rejsende.
“Velkommen, Herrens krigere,” sagde han.
Jeg standsede arbejdet og lænede mig op ad lugejernet, mens jeg
så til fra haven. Jeg prikkede broder Tuck på skulderen og pegede
på tempelridderne på deres heste henne på gårdspladsen.
En høj ridder i en kutte med gyldne kanter steg af hesten og tog
hjelmen af for at hilse på abbeden.
“Tak, fader,” sagde han. Hans stemme var lys og virkede malplaceret
hos en kriger. Tempelridderne måtte ikke barbere sig, men
denne ridders skæg var sparsomt, måske var han ude af stand til at
få fuldskæg. Ansigtet var smalt, som om hjelmen var for stram og
havde presset hans træk sammen i en permanent skulen. Han bar
marskalemblemet på sin tunika, hvilket betød, at det var ham, der
havde kommandoen.
FAf
g
f g
hjjk R
17

“Mit navn er sir Hugh Monort. Vi er på vej til Dover og derefter
Det hellige Land.” Han pegede på en anden ridder, der steg af
hesten og stod med tømmen i hånden. “Dette er sir Thomas Leux,
min næstkommanderende. Vi har redet langt i dag og vil gerne tilbringe
natten her,” sagde han.
“I er velkomne, herre,” sagde abbeden. “Vi er et fattigt kloster,
men rige i ånden. Jeg beder nogle af vore brødre hjælpe jer med
hestene, og så kan I spise sammen med os i aften.”
Sir Hugh gav sine mænd ordre til at sidde af. Ridderne steg
af hestene. Nogle af dem begyndte at strække sig og ryste ben og
arme, for de var trætte efter rejsen.
“Tristan!” Abbeden råbte mit navn.
“Ja, fader,” svarede jeg og kom løbende ovre fra haven.
“Gør plads i stalden til gæsternes heste, og kom så med noget
reb, og hjælp dem med at binde forbenene sammen på resten. Giv
dem foder og hø.”
“Ja, fader,” sagde jeg.
Sir Thomas, der havde overhørt samtalen, trådte et skridt frem,
tog hjelmen af og stod med tømmen til sin hest i hånden. Han var
et hoved højere end mig, og der hang et stort slagsværd i hans bælte.
Selvom hans ansigt var dækket af støv, kunne jeg se et langt ar på
hans kind, som gik hele vejen fra det højre øje ned over ansigtet,
indtil det forsvandt i hans skæg. Hans hår var rødblondt, og et
afslappet smil prydede hans ansigt.
“Efter dig, knægt,” sagde han.
Jeg førte ham over gårdspladsen, mens sir Hugh blev stående
og talte med abbeden. De andre riddere talte lidt med brødrene,
mens de ventede på, at jeg skulle vende tilbage med noget reb.
18

Vi gik om bag hovedbygningen, hvor udhusene lå. Vi havde en
lille stald deromme med et par arbejdsheste, to malkekøer og nogle
geder. Ud over mine pligter i haven var det også mig, der passede
klosterets dyr.
På vej hen til staldene præsenterede ridderen sig.
“Mit navn er sir Thomas Leux,” sagde han.
Jeg standsede og vendte mig om for at bukke, men han viftede
afværgende ad mig. En ridder var en adelsmand, og jeg var forpligtet
til at bukke for ham.
“Åh, der er ingen grund til at bukke. Vi holder ikke så meget på
formerne i tider som disse,” sagde han. “Var det Tristan, du hed?”
“Ja, herre,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at bukke
lidt.
Jeg lagde mærke til, at sir Thomas’ tunika var tyndslidt, og at
der sad kager af mudder og støv på hans sko. Hans ringbrynje var
misfarvet, og flere steder var der rustpletter på den. Men skæftet på
det sværd, der hang ved hans side, glimtede til gengæld i sollyset.
“Du må undskylde, men du virker lidt ung af en munk at være.”
“Jeg har ikke aflagt klosterløfte, herre,” sagde jeg. “Jeg er for ældreløs.
Munkene har taget sig af mig, siden jeg var spæd.”
“Javel ja. Nå, men du ser jo stærk og sund ud. Det lader til, at
de har taget sig godt af dig,” sagde han.
Da vi nåede stalden, åbnede jeg stalddøren og førte hans hest
ind i en af de tomme båse.
“Er det dig, der passer stalden?” spurgte sir Thomas.
“Ja. Blandt andet,” svarede jeg. “Jeg arbejder også i haven og
hjælper kokken med morgen­ og aftenmåltiderne, og én gang om
ugen samler jeg en favn brænde i skoven, så vi har nok til komfuret
19

og ildstederne til vinter. Jeg hjælper også til med høsten. Og hvis
der ellers er noget, der skal gøres, tilfalder det som regel mig.”
“En imponerende række af opgaver. Er du sikker på, at du ikke
har sprunget noget over?” spurgte sir Thomas med et hævet bryn.
“Nej, herre, det er vist det hele, skulle jeg mene,” sagde jeg flov
over at jeg havde plapret løs til en ridder, som formodentlig ikke
interesserer sig det mindste for min dagligdag.
“Hvad stalden angår,” sagde han og så sig omkring, “lader det til,
at munkene har valgt den rette til opgaven. Dette må være den mest
ryddelige og rene stald, jeg nogensinde har set.” Han lo. Jeg løftede
sadlen af hans hest og lagde den over stangen i båsen. Jeg fjernede
saddelsveddækkenet og gned forsigtigt hesten på bagfjerdingen. Så
fyldte jeg krybben med hø og hældte en spand vand i truget, som
hesten kunne drikke.
“Jeg skal lige hjælpe de andre med deres heste,” sagde jeg, “men
når jeg er færdig, kan jeg godt strigle ham for dig.”
En blanding af udmattelse og taknemmelighed viste sig i sir
Thomas’ ansigt.
“Det skal du ikke ulejlige dig med,” sagde han.
“Det er ingen ulejlighed. Jeg kan se, at I rejser uden væbner og
våbendragere, så jeg går ud fra, I godt kunne bruge lidt hjælp. Og
for øvrigt siger abbeden, at vi har pligt til at hjælpe korsfarerne, alt
det vi kan.”
“Gør han virkelig?” sagde sir Thomas. “Godt, så tager jeg imod
dit venlige tilbud.”
Da jeg forlod stalden, tog jeg en rulle reb fra en krog på væggen
og kastede den over skulderen. Vinden havde blæst døren i, og da
jeg åbnede den, tog et vindstød den og slog den op med et brag.
20

Til min rædsel så jeg sir Hughs hest stejle forskrækket og
vrinske, fordi den blev bange for lyden.
“Rolig, rolig!” råbte han og tog et stykke af tømmen og slog
hesten, der gjorde bukkespring og slog med hovedet. Det fik bare
hingsten til at stejle igen og gøre et spring til siden. Da den landede,
mistede sir Hugh grebet om tømmen og faldt om på jorden.
Hingsten stejlede igen, landede på alle fire, snublede og bragede
ind i hegnet. Et af forbenene ramte en bjælke, og det begyndte at
bløde fra en lille rift.
Sir Hugh var kollapset på jorden, så jeg sprang frem, mens
hingsten stadig havde sænket hoved, og kastede mig om halsen
på den med begge arme, inden den gav sig til at stejle igen. Jeg
hviskede roligt til hesten og holdt den fast, da den prøvede at rive
sig fri. I løbet af få sekunder holdt hesten op med at te sig og faldt
til ro, mens den støttede forsigtigt med forbenet på jorden. Den
prustede og vrinskede, men den var faldet til ro.
Jeg slap hestens hals og fik fat i tømmen. Sir Thomas stod i
stalddøren med et smil om læberne. “Godt klaret, knægt,” sagde
han.
“Godt klaret? Godt klaret?” råbte sir Hugh og kom på benene.
“Denne idiotiske drengs skødesløshed har gjort min hest lam og
var lige ved at koste mig livet – og så roser du ham?”
Jeg krympede mig over hans ord. Sir Thomas skulede til sir
Hugh, men sagde ikke noget.
“Tåbelige dreng!” Sir Hugh gik hen mod mig med lange skridt.
“Halvhjerne! Denne hingst har kostet ordenen tredive guldstykker.
Tredive! Og nu er dens ben ødelagt.” Sir Hugh spilede kinderne ud,
og forfærdelsen stod malet i hans ansigt.
21

“Det er kun en lille rift, herre,” sagde jeg. “Jeg tror ikke, at
hesten er lam. Broder Tuck har mange ...”
Sir Hugh gav sig med overdrevne bevægelser til at tage sine
ringbrynjehandsker på.
“Hvor vover du?” hvæsede han og trådte helt hen til mig. Jeg trådte
et skridt baglæns, da han greb fat i min trøje med den ene hånd. Jeg
prøvede at vriste mig fri, men turde ikke give slip på hingsten, der
kunne begynde at stejle igen. Han førte sin jernbeklædte knytnæve
tilbage for at slå mig, og jeg forsøgte efter bedste evne at dukke mig.
Det ville komme til at gøre ondt.

assd
3
en det gjorde det ikke. Slaget kom aldrig.
“Stands!” lød en stemme. Jeg rettede mig
FA op og så, at sir Thomas havde grebet fat i sir
Hughs arm bagfra. Sir Hugh forsøgte forgæves
at få armen fri, men den anden ridder var stærkere.
“Slip mig!” spruttede sir Hugh. “Vil du øjeblikkelig give slip på
mig! Hvor vover du at forgribe dig på regimentets marskal?”
“At være marskal giver dig ikke ret til at tærske løs på en uskyldig
dreng,” svarede sir Thomas roligt.
“Den dreng har ødelagt min elskede hingst.”
Sir Thomas gav slip på sir Hugh, men gik samtidig rundt om
ham og placerede sig mellem sir Hugh og mig. Jeg vidste ikke, hvad
jeg skulle gøre. Det var alt sammen gået så hurtigt. Jeg var havnet
midt i en konflikt, som havde meget lidt med mig at gøre.
“Jeg skal nok selv tage mig af hesten, sir Hugh ...” begyndte jeg,
men sir Thomas vendte sig om og betragtede mig med et hævet
bryn. Jeg ville ønske, jeg havde holdt min mund. Han vendte sig
atter mod sir Hugh.
FAf
g
f g
hjjk M
23

“Jeg forlanger, at du træder til side, ellers indberetter jeg dig!”
Sir Hugh kogte af raseri, og spyttet fløj fra hans mund. Det så ud,
som om han når som helst kunne finde på at trække sit sværd og
slå sir Thomas i jorden.
“Hvis du gør det, vil jeg komme med modanklager mod dig, om
at du har optrådt på en måde, som er skadelig for ordenen. Hvis
hingsten havde stejlet igen, kunne du meget vel være blevet slået ihjel
eller være kommet alvorligt til skade. Efter al sandsynlighed reddede
drengen dit liv. Hesten ser ikke ud til at have lidt overlast. Jeg er
sikker på, at munkene kan smøre såret med salve og forbinde det.
Nu falder du til ro og går din vej.” Sir Thomas talte meget dæmpet,
lagde jeg mærke til. Hans stemme var rolig, og tonefaldet jævnt.
Sir Hugh var blevet rød i hovedet. Han havde vist stadig lyst til
at slå mig. Hans høgelignende træk var hårde, og årerne på hans
hals og i hans pande stod frem, da hans ansigt fortrak sig i en
rasende grimasse.
“Jeg advarer dig, sir Hugh, hvis du rører denne dreng, får jeg
dig bragt for ordenens stormester,” sagde sir Thomas.
“Du ville du aldrig turde!” sagde sir Hugh. Men tonefaldet var
anderledes. Han lød usikker. Hans holdning havde ændret sig, og
det var, som om luften gik ud af ham.
“Du kan jo lade det komme an på en prøve,” sagde sir Thomas
stille.
Sir Hugh så sig over skulderen. De andre riddere havde samlet sig
i den anden side af klostergården og stod og iagttog ordvekslingen.
Broder Rupert stod og holdt broder Tuck, der arrigt prøvede at
komme fri for at komme mig til undsætning. Jeg gav tegn til, at han
skulle blive, hvor han var.
24

Sir Hugh vendte sig igen mod sir Thomas. Hans ansigt var
koldt. Rendyrket had brændte i hans øjne, men sir Thomas vaklede
ikke. Han stod trodsigt og afventede sir Hughs næste træk.
“Jeg skal nok få ram på dig, sir Thomas. Jeg advarer dig ...” Han
lod de ildevarslende ord hænge i luften. “Sørg for, at den ufor skammede
knægt tager sig af min hest,” sagde han og marcherede af sted
i retningen af klosteret, hvor han forsvandt op ad trapperne og ind
i salen med abbeden i hælene.
“Jeg er ked af, at marskallens hest kom til skade på grund af
mig, herre,” sagde jeg.
Sir Thomas vendte sig om og klappede hingsten på halsen.
“Tag dig ikke af det, Tristan. Stor ståhej for ingenting. Det var
ikke din skyld. Lad os ikke snakke mere om det. Men måske ville
det være bedst, hvis du tog dig af hingsten.”
“Jeg vil ikke have, at du kommer i vanskeligheder på grund af
mig. Jeg skal nok forklare abbeden ...”
Sir Thomas løftede hånden og standsede mig. “Du har ikke
gjort noget forkert. Sir Hugh er regimentets marskal, men det er
mig, der leder disse riddere. Sir Hugh ved, at han ikke nyder nogen
respekt blandt egne rækker. Han har magtfulde venner i ordenen
og ved hoffet. Men det har jeg også. Dette her betyder intet. Tænk
ikke mere på det.”
Sir Thomas’ ord beroligede mig nogenlunde, og jeg førte hingsten
ind i stalden og stillede den i båsen ved siden af sir Thomas’
hest. Hingsten var stadig nervøs, men efter at have fået vand og
foder faldt den lidt til ro. Et øjeblik efter kom broder Tuck farende
ind i stalden. Han tog mit hoved i sine hænder og betragtede mig,
som om han ville se, om jeg var kommet noget til. Jeg forsik­
25

ede ham om, at jeg havde det helt fint, og viste ham den lille
flænge på hingstens ben. Han studerede såret og gik så hen til en
hylde i den anden ende af stalden og hentede en lille lerkrukke
til mig.
Krukken indeholdt en klistret masse, som han lavede ud af forskellige
planter og rødder, han fandt i skoven omkring klosteret.
Jeg gned en stor håndfuld af blandingen på såret og lagde pres på
det i nogle minutter, indtil det tørrede. Broder Tuck rakte mig et
stykke rent klæde, som jeg bandt om hingstens ben som en ekstra
forbinding.
Da hestene var staldet op, vendte sir Thomas tilbage til klosteret,
mens jeg hjalp de andre riddere med deres heste. Jeg var lige blevet
færdig, da der blev ringet til aftensmad.
Jeg indtog min sædvanlige plads for enden af det lange bord i
den store sal. Munkene havde båret ekstra borde og bænke frem
for at gøre plads til gæsterne. Sir Hugh sad ved siden af abbeden,
og et kort øjeblik mødtes vore øjne, og jeg fik et glimt af det samme
hadske blik, jeg havde set ude ved stalden. Jeg kiggede hurtigt væk.
Jeg begyndte at spise, men kunne mærke, at der stod nogen ved
siden af mig. Jeg kiggede op og fik øje på sir Thomas, der stod med
tallerken og kop.
“Må jeg sidde ved siden af dig, Tristan?” spurgte han.
“Selvfølgelig, herre, det behøver du da ikke spørge om,” svarede
jeg, da han satte sig over for mig.
“Du er en dygtig ung mand. Hurtig i hovedet og god til dine
mange opgaver,” sagde sir Thomas.
“Tak, herre.” Jeg rødmede lidt, for jeg var ikke vant til ros. Brødrene
var for det meste venlige, men roste meget sjældent.
26

han.
“Hvornår har du tænkt dig at aflægge klosterløftet?” spurgte
“Klosterløfte, herre? Åh. Nej. Jeg har ikke tænkt mig at træde
ind i ordenen.”
“Virkelig? Interessant. Hvad har du så i tankerne? Du må være,
hvad? Snart femten? Hvad har du så tænkt dig, hvis du ikke vil
være præst?”
Sir Thomas’ direkte facon gjorde mig usikker. Hvordan havde
han kunnet gætte min alder så præcist? Hvorfor var han så interesseret
i min fremtid?
“Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Jeg kunne godt tænke mig
at rejse og se andre steder. Andre steder end her, mener jeg. Endnu
ved jeg ikke rigtig, hvad jeg vil ... Undskyld, herre? Men hvorfor
spørger du?”
“Bare nysgerrig. Rejse, siger du. Det forstår jeg godt. Jeg drømte
også om at se verden, da jeg var på din alder. Men du bliver nødt til
at tjene til føden, få et job af en eller anden slags,” sagde han.
“Ja, herre. Det har du nok ret i,” sagde jeg.
“Men det kan jeg måske hjælpe dig med. Vi rider til Dover i
morgen for at slutte os til resten af regimentet. Så snart vores skibe
vender tilbage, provianterer vi og tager af sted til Outremer.”
“Outremer, herre?” spurgte jeg.
“Ja, tempelridderne kalder Det hellige Land for Outremer. Det
betyder “landet på den anden side af havet”. Jeg tænkte på, om du
ville have lyst til at drage med mig og gå i lære som min væbner?”
Han så forventningsfuldt på mig.
“Om forladelse ... herre ... Undskyld ... Hvad?” spurgte jeg.
Sir Thomas lo stille. “Du hørte mig vist udmærket, knægt. Du
27

forekom mig ikke at være døv i eftermiddags. Hvad siger du?”
Med funklende øjne iagttog han, hvordan jeg sloges med det overvældende
tilbud.
Jeg så ned langs bordet og så, at sir Hugh sad og iagttog os med
ansigtet i koncentrerede folder, som om han forsøgte at finde ud af,
hvad sir Thomas havde sagt til mig.
“Jeg takker mange gange, herre,” sagde jeg til sidst, “men jeg
kan ikke forlade Skt. Albans.”
“Hvorfor ikke? Jeg har talt med abbeden, og han bifalder forslaget,
hvis du selv vil. Jeg har fået meget at vide om dig, unge
mand. Eftersom du ikke vil tiltræde ordenen, vil du under alle
omstændigheder snart være nødt til at forlade stedet her. Kunne det
ske på nogen bedre måde end som en tempelridders væbner? Du
vil komme til at rejse, se verden og tjene en ædel sag. Ikke mange
får den mulighed.” Sir Thomas spiste af sin tallerken med gryderet
og brød og så ikke på mig, mens han talte.
“Jeg beklager, herre, men jeg har pligter. Der er meget at gøre i
haven ...”
Sir Thomas afbrød mig. “Og timingen er perfekt, for jeg har
netop brug for en væbner. Ham, jeg havde, har forladt ordenen og
er vendt hjem til familien for at hjælpe sin syge far. Du vil gøre mig
en stor tjeneste ved at sige ja.”
Jeg var stum. Hvordan skulle jeg kunne træffe en sådan beslutning?
Opgive det eneste liv, jeg nogensinde havde kendt?
“Det bliver ikke let,” fortsatte han. “Arbejdet er hårdt og farligt.
Vi er på vej i krig. Tag ikke fejl, knægt. Men du vil få en god
uddannelse. Jeg skal nok lære dig alt, hvad du har brug for at vide,
om at gå i krig. Det bliver et pragtfuldt eventyr.”
28

Brødrene har tit sagt til mig, at Guds veje er uransagelige. At
hans guddommelige tilstedeværelse altid er omkring os, og at han
giver os det, vi har brug for, netop som vi har allermest brug for det.
Var det ham, der sendte sir Thomas til klosteret på det tidspunkt,
hvor jeg havde allermest brug for denne mulighed?
Sir Thomas’ øjne funklede, og hans smil var ægte. I det øjeblik
følte jeg, at jeg havde fået en ven for livet. Men da jeg kastede et
blik ned langs bordet og så sir Hugh skule til mig, gik det op for
mig, at jeg også havde fået en fjende.