Shared care ved Skift af permanent blærekateter - Sundhedsstyrelsen

hjemmet fx medicindosering og sårskifte. Alligevel gav kateterbærerne udtryk for, at de
ikke ønskede at kateterskiftet skulle overtages af hjemmeplejen, da de ikke ville kunne
vide sig sikre på, om vedkommende ville kunne udføre kateterskiftet forsvarligt. De er
utrygge ved, om personalet har de færdigheder, der skal til. Samtidig har de erfaring
med, at der kommer mange forskellige fra gang til gang. Kateterskiftet er en større tillidssag
end andre plejemæssige opgaver.
Det er ikke altid, at kateterskiftet foregår lige uproblematisk, i og med at mange kateterbærere
har forstørret prostata. Nogle oplever, at de specielle katetre, der skal anvendes,
ikke er til stede i hjemmet, eksempelvis hvis der er blødning, eller er behov for et
andet specielt kateter.
”En søndag for nogen tid siden, var det stoppet. Vi har en hjemmesygeplejerske, hun er vant
til at lægge kateter. Ja, hun har i hvert fald tilladelsen til det. Hun ville gerne lægge det,
men hun kunne ikke få det op. Så ringede vi efter natlægen. Han kunne heller ikke, selvom
han prøvede to-tre gange. Så kom vi ud på urologisk afdeling. Den første af sygeplejerskerne
hun kunne heller ikke. Så kom der så en læge. Langt om længe tog de et nummer større. Det
fik han lagt, for det er lidt stivere i det. Sidste gang gjorde det så ondt, fordi der var en fem
seks stykker, der skulle prøve. Det giver en afskrækkelse fra at få det næste gjort” (Informant
nr. 8).
Det, ikke at vide hvem der kan anlægge kateteret, kan være en stressfaktor.
En havde dårlige erfaringer fra tidligere med hjemmesygeplejersker, som havde forsøgt
at skifte kateter, men han var alligevel indstillet på, at det var en opgave, som kunne
varetages af hjemmesygeplejerskerne, såfremt de får den nødvendige oplæring og rutine.
”Der har været nogle sygeplejersker, som har sagt, at det må de ikke. Derfor gik jeg ud fra,
at almindelige sygeplejersker ikke måtte skifte kateter, uden at de havde en eller anden lærdom
eller specialuddannelse i det. Hende, der var her den aften, hun måtte godt, hvis hun
kunne det, men det kunne hun ikke. Jeg ville sådan set ikke have problemer med det, bare
det er nogen der kan, altså har forstand på det, for nogen der ikke har forstand på det,
kommer vi ikke langt med” (Informant nr. 8).
4.5 diskussion og sammenfatning
Der blev fundet otte personer, som var villige til at deltage og som levede op til inklusionskriterierne.
Det var vanskeligt at rekruttere flere, i og med at mange kroniske kateterbærere
er oppe i årene og har andre lidelser, som påvirker deres evne til at forstå og
udtale sig. Således havde både Odense og Assens Kommune svært ved at skaffe informanter,
hvilket dog ikke havde den store konsekvens for projektet, da det ikke ville
være interessant at ændre noget i forhold til de borgere, som kateteriseres af den kommunale
hjemmepleje. En anden barriere var, at det var svært at få de personer som
fortsat kommer i urologisk ambulatorium, til skift af kateter, i tale. Mange ønskede
ikke at deltage, da de hørte, at projektet handlede om at etablere samarbejdsaftaler med
de praktiserende læger og hjemmeplejen, idet de frygtede, at deres deltagelse ville resultere
i, at de ikke længere ville kunne få kateteret skiftet i det urologiske ambulatorium.
Flere havde en anatomisk begrundelse, der gjorde, at de kun ønskede, at kateteret blev
skiftet af personale med stor rutine. Eksempelvis var en bløder og havde en forsnævring
i urinrøret, hvorfor der var risiko for en blødning, såfremt urinrøret blev perforeret.
47 Shared care ved skift af permanent blærekateter