Shared care ved Skift af permanent blærekateter - Sundhedsstyrelsen

2. kateterisation
2.1 introduktion
Ordet ”kateter” er afledt fra det græske ord at føre ind i. Kateterisation er en procedure,
hvor der anlægges et hult rør til blæren for at tillade drænage af urin. Kateteret
anlægges oftest via urinrøret og fastholdes i blæren vha. en ballon. Kateterisation kan
dog også ske via et suprapubisk kateter, et kateter der anlægges til blæren via et lille snit
i den nederste del af abdomen lige over skambenet. Endelig kan kateterisation foregå
som en intermitterende handling, hvor en person ved egen eller med andres hjælp tømmer
blæren med et engangskateter. Denne procedure benævnes, alt efter hvilke hygiejniske
forskrifter der følges, ren intermitterende kateterisation (RIK) eller steril intermitterende
kateterisation (SIK). Urininkontinens, der er vanskelig at behandle eller kronisk
retention er ofte årsagen til behovet for et permanent kateter. For mænds vedkommende
skyldes afløbsproblemer til tider godartet forstørret prostata eller prostatacancer.
Endvidere vil neurologiske sygdomme ofte være forbundet med ufuldstændig blæretømning.
2.2 et historisk tilbageblik
Hvordan man kunne tømme en overfyldt blære, har siden oldtiden været et af de problemer
datidens læger af og til stod overfor. Blærekateterisation var en af de første teknikker,
hvor der blev anvendt instrumenter, hvilket formentlig skyldes den umiddelbare
let forståelige sammenhæng mellem urinvejenes anatomi og retention. Det krævede
ikke indsigt i komplicerede fysiologiske processer eller videnskabelig forklaring. De første
kateterisationer blev foretaget med strå og rørformede palmeblade. I Kina blev der
anvendt lakbeklædte hule stængler fra en løgplante til fremstilling af katetre (8).
En søgning i gamle græske og latinske tekster beskriver kendskabet til de anatomiske
forhold og bevidstheden om nogle af de komplikationer, som kan forekomme i forbindelse
med kateterisation. Brugen af de instrumenter som blev anvendt ved tømning af
blæren, er i nogle tekster udførligt beskrevet. Hipokrates nævner således i sine tekster i
år 500 f.kr. tynde rør, som ofte var fremstillet af bronze (8). Sumererne, som var efterkommere
af de gamle egyptere, benyttede instrumenter af guld. De første katetre var
lange lige rør, som var svære at anlægge, og samtidig var det meget smertefuldt at få et
anlagt. Ved udgravning af Pompei er der fundet s­formede metal­katetre. Senere i det
800­900 århundrede blev det anbefalet at anvende katetre bestående af bly, sølv eller
guld (9). Sølv blev det foretrukne materiale, på grund af at det var lettere at forarbejde.
Desuden blev det påstået, at det havde en antiseptisk virkning.
De første fleksible katetre var lavet af huder fra dyr eller fiskeskind og anvendt af
Avicenna i år 1036. Arcularis (år 1484) anvendte katetre af papir, træ eller læder, mens
Cazevane producerede et kateter af elfenben. Franskmanden Herissand var den første
der foreslog gummikatetre, men det var først da Goodyear opfandt vulkaniseringsmetoden,
der gjorde materialet mere glat og fleksibelt, at det kunne anvendes. En kollega
til Goodyear, August Nelaton brugte metoden til at udvikle nye katetre. Kateteret blev
videreudviklet til et ballonkateter i 1853. De katetre som anvendes i dag til langtidsdrænage
har en ballon og er ofte fremstillet af latex (eller silikone). De betegnes
Foleykatetre opkaldt efter Dr. Frederick B. Foley en amerikansk urolog, som introducerede
kateteret i midten af 1930’erne (11).
24 Shared care ved skift af permanent blærekateter