1 LUMEN nr. 79 | Oktober 2011 - Sankt Mariæ Kirke

Skt. Mariæ og rosenkransen
Den 13.november 1892 blev der indviet en ny
kirke i København. 1892 det er længe siden; så
længe siden, at ingen nulevende har oplevet dagen.
Men den dag begynder sognets historie: En
historie der indebærer en fl ytning og et navneskift.
Den nye kirke lå i Boyesgade, og året efter
blev den sognekirke – blot den anden katolske
sognekirke på Sjælland. Datoen den 13-11 synes
tilfældig. I alt fald fejres der ikke nu nogen særlig
fest den dag. Men kirkens navn er ikke tilfældigt.
Den blev kaldt Vor Frue af Rosenkransen.
Ved sogneomlægningen i 1942 blev den beskedne
kirkebygning i Boyesgade nedlagt og den nuværende
kirke på Jens Jessensvej taget i brug.
I et land hvor katolikkerne var en minoritet, skulle
det navn understrege den særlige katolske identitet.
Navnet afspejler tidsånden ikke bare i Danmark,
men også i Rom. På Peters stol i Rom sad
Leo XIII (1810-1903). Han var en stor diplomat
og en stor lærd, der var på forkant med udviklingen
i Kirke og samfund. Det var således ham, der i
1879 havde udnævnt den salige John Henry Newman
(1801-1890) til kardinal, og det var ham, der
i 1891 havde udsendt den første pavelige rundskrivelse
om sociale forhold (Rerum Novarum). Men
han var også meget Mariafrom, og han er ligefrem
blevet kaldt ”Rosenkranspaven”, fordi så mange
af hans skrivelser omhandlede Maria og rosenkransen.
Den første søndag i oktober 1893 1) kunne
den nye sognemenighed så for første gang fejre
10
Vor Frue af Rosenkransen, og samtidig fejre oktober
måned som rosenkransmåned. Dette sidste var
nemlig et af ”Rosenkranspavens” initiativer.
Rosenkransen går tilbage til Middelalderen, og
den har nydt mange pavers bevågenhed: Således
også den hellige Pius V’s (1504-1572). Han var
dominikaner og overgav i 1569 dominikanerordenen
den opgave at fremme brugen af rosenkransen.
En pave anno dazumal var ikke bare en åndelig
magtfaktor, men også en verdslig. Det var i hans
kapacitet af statsmand, at han stablede en alliance
på benene mellem en række stater i det vestlige
Middelhavsområde; en alliance vendt mod de osmanniske
tyrker, der på den tid kontrollerede Grækenland,
Lilleasien, Mellemøsten og Nordafrika,
foruden det meste af det, der siden skulle blive til
Albanien, Jugoslavien, Bulgarien og Rumænien.
De udgjorde en meget reel fare for det kristne
Vesteuropa. Flere gange stod de f.eks. foran Wiens
mure.
Efter Konstantinopels fald i 1453 var Cypern den
østligste forpost for de kristne. Som arvtager efter
den sidste korsfarerkonge 2) , sad venetianerne på
magten dér, men i løbet af 1570-71 blev de efter
blodige kampe fordrevet af tyrkerne. Det er baggrunden
for pavens alliance. Den 7.oktober 1571
mødtes så to store fl åder af galejskibe ud for Grækenlands
vestkyst. Den kristne sejr ved Lepanto
var overvældende, men det må ikke forties, at
Cypern forblev tyrkisk. Den øverste admiral for
den kristne fl åde var en halvbroder til den spanske
konge, og på det verdslige plan er det spanierne,
der høster frugterne af sejren. De er fra da af den
stærkeste sømagt i Middelhavet. Men ét er verdslig
magt, noget andet åndelig magt. Paven befandt
sig i Rom, dér bad han for fl ådens sejr, og endnu
før noget budskab var nået frem til ham, kendte
han udfaldet. Han tilskrev Gudsmoder sejren, og
indstiftede en fest til hendes ære: Den fest hedder
nu Vor Frue af Rosenkransen, men dengang blev
den kaldt Vor Frue af Sejren.
Se, det er en forunderlig historie. Det er en historie,
hvor verdslig og åndelig magt er vævet uløseligt
sammen. Men det er også en historie om bøn-