Inspirationskatalog Kolding Kommune - Udbudsportalen

inter 

12 hverdagsfortællinger 

K O L D I N G K O M M U N E

Forord 

I denne pjece finder du 12 såkaldte ”hverdagsfortællinger” til 

inspiration for tilbudsgiverne i forbindelse med Kolding Kommunes 

udbud af nyt plejecenter i Vonsild som OPP. 

Hver hverdagsfortælling beskriver gennem konkrete historier og 

fortællinger forskellige aspekter af det liv og den praksis, som 

brugerne og Kolding Kommune ønsker skal kendetegne det kommende 

plejecenter. Hver hverdagsfortælling indeholder også et eller flere 

nøgleord, som beskriver nogle af de værdier, som Kolding Kommune 

bl.a. ønsker, skal kendetegne det nye plejecenter. 

Hverdagsfortællingerne indeholder også billeder fra hverdagen på 

nuværende plejecentre. 

Hverdagsfortællingernes formål er at videreformidle brugernes og 

Kolding Kommunes ønsker til det fremtidige plejecenter og at fungere 

som inspiration for tilbudsgiverne. Hverdagsfortællingerne skal således 

ikke opfattes som kravspecifikationer. De skal give tilbudsgiverne en 

viden om, hvad der er vigtigt for brugere og medarbejdere, når det 

gode liv på plejecenteret skal leves. 

Hverdagsfortællingerne er udarbejdet gennem en omfattende 

brugerinddragelse faciliteret af konsulenter fra KL’s 

Konsulentvirksomhed. Her har en gruppe beboere, medarbejdere, 

pårørende og repræsentanter fra lokalsamfundet været ”på opdagelse” 

i dagligdagen på det nuværende plejecenter. På opdagelsen har 

gruppen interviewet andre beboere, medarbejdere og lokalsamfundet 

samt observeret forskellige dagligdagssituationer. Gruppens 

opdagelser blev efterfølgende fremlagt på en ideworkshop for en større 

interessentgruppe, bl.a. med deltagelse af politikere fra Byrådet, 

faglige organisationer samt en bred skare af ledere og medarbejdere 

fra Kolding Kommune, som udviklede ideer og forslag til den fremtidige 

praksis. Herefter blev opdagelserne og ideerne til fremtidig praksis 

omsat i de 12 hverdagsfortællinger. Hverdagsfortællingerne indeholder 

derfor både elementer og konkrete historier fra det nuværende 

plejecenter og nye ideer og forslag fremkommet på ideworkshoppen. 

2 Hverdagsfortællinger

Samarbejde giver faglighed 

Tema: Den gode arbejdsplads 

Klokken er lidt over 

seks om morgenen, 

og det er stadig 

mørkt, da Heidi 

sætter sig på cyklen. 

Heidi er A-menneske, 

så det gør hende ikke 

noget at stå tidligt 

op. Faktisk har hun 

og hendes team på 

Vonsildhave selv 

lavet deres vagtplan 

for en måned ad 

gangen. Underligt nok går det næsten altid op, selv om nogle skal 

aflevere børn og andre har fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet som 

skal passes ind. Heidi tænker, at hemmeligheden nok er det gode 

kollegaskab i teamet, som hun har oplevet gennem de snart mange år, 

hun har været ansat som sosu-assistent på Vonsildhave. Det gode 

kollegaskab viser sig også ved, at teamet en gang i mellem også går i 

biografen eller ud at spise sammen. Da Hanne, som er alene med 

børnene, var syg i sidste uge hjalp Heidi også Hanne med at køre 

hendes datter til svømning og tage nogle indkøbsvarer med hjem. 

Tyve minutter senere stiller Heidi cyklen foran Vonsildhave. Hun kigger 

op på bygningen, og smiler for sig selv. Tænk, at hun – en helt 

almindelig sosu-assistent – i sin tid var med til at give bygherrerne 

inspiration til, hvordan det nye byggeri blev en god og effektiv 

arbejdsplads? På vej ind ad døren møder Heidi Anders, der blev ansat 

for et par måneder siden, og de taler kort sammen. Anders glæder sig 

til den medarbejderudviklingssamtale, som han skal have senere på 

dagen med sin teamleder, Conny. Det er første gang Anders skal have 

en MUS-samtale, så han er lidt spændt på, hvordan det foregår, og 

hvad Conny vil sige. Selv tænker han, at han vil sige, at det er rigtigt 

godt, at teamet er så blandet – både med hensyn til alder og den 

faglige uddannelse. 


Anders bruger meget at spørge sådan nogle som Heidi – der har mere 

erfaring - til råds, når han står foran en helt ny opgave. Det er rart, for 

det er et meget stort ansvar at have, når beboerne skal passes og 

plejes. I går kom der en ældre dame direkte fra sygehuset, som skal 

have ret høje doser af ilt, men damen kommer hele tiden til at trække 

slangen med ilt ud af næsen. Den er nok heller ikke rar at have der 

hele tiden. I boligen ved siden af bor Jørgen, som er sengeliggende. 

Han har smerter, og lægen siger, han nok dør inden længe. Heldigvis 

er der et fint samarbejde mellem plejepersonalet, lægen og 

kommunens palliative team, som er gode til at give råd og vejledning 

om plejen af Jørgen. Og det har også givet meget, at Anders sammen 

med de andre medarbejdere på Vonsildhave har deltaget i et 

kursusforløb om beboernes sidste tid sammen med Kolding Kommunes 

egne medarbejdere. 

Anders og Heidi taler om, at de begge synes, der er stor faglig 

udvikling i at være ansat på Vonsildhave. Der er nye situationer og nyt 

at lære hver dag. Anders siger, at han godt kunne tænke sig at vide 

noget mere om demens, som fylder meget i hverdagen på 

plejecentret. Heidi foreslår, at han måske skal spørge Conny til MUSsamtalen 

om muligheden for, at han kan komme på et kursus. 

Nøgleord: 

• Et godt kollegaskab 

• Fagligt samarbejde og videndeling på tværs – også mellem 

Kolding Kommune og Vonsildhave 

• Mangfoldige og afvekslende opgaver 

• Bygningsmæssige rammer, der giver en god og effektiv 

arbejdsplads 


Kaptajn i eget liv 

Tema: Innovation og velfærdsteknologi 

5 Hverdagsfortællinger 

Børge er 84 år. I hele sit 

arbejdsliv sejlede han for Mærsk, 

så han har set og oplevet meget. 

Typisk var han af sted 6-8 

måneder med 4 måneders fri 

bagefter. Det der med en kone 

er aldrig rigtigt blevet til noget, 

så familie har han ikke. Som helt 

ung havde han en kæreste, 

Grethe, men det fungerede ikke 

rigtigt med de lange ture, så en 

dag han kom hjem var Grethe 

flyttet til København. Det er nu 

alt sammen så længe siden, og 

de sidste 25 år har Børge klaret 

sig selv på trods af det med 

ryggen, som gjorde, at han også 

måtte stoppe med at arbejde. 

Nu sidder Børge i kørestol, og bor på Vonsildhave, men han kan – og 

vil – langt det meste selv. Sådan har han altid været vant til det. 

Derfor er det også rart, at han har fået en af testlejlighederne, som er 

indrettet med alt muligt teknologisk udstyr, bl.a. et sensorgulv, så 

medarbejderne ved, når Børge er stået op. Faktisk er det mest det 

med at komme ud af kørestolen og over på vaskestolen, han har brug 

for hjælp til. Selve vaskeriet sker automatisk ved at trykke på en knap. 

Det er rart, for Børge har altid været lidt genert, og kan bedst lide selv 

at klare det. I sidste uge kom der nogle fra den virksomhed, som har 

lavet vaskestolen og så på, hvordan Børge brugte den, og spurgte til 

hans erfaringer med den. De var meget interesserede i, hvad Børge 

syntes var godt og dårligt ved den, så Børge fortalte dem, at han 

syntes tørringen var lidt for dårlig, og at det var svært at kende forskel 

på to af knapperne.

Med et betjeningspanel kan han også selv klare det meste af 

rengøringen – både af badeværelset og stuen. Dog skal han stadig 

have lidt hjælp til at gøre rent på hylderne med porcelænsfigurer. Det 

irriterer Børge, for hvis der kommer nye medarbejdere, så får de altid 

stillet figurerne forkert. Derfor vil han helst være i lejligheden, når de 

kommer. 

I lejligheden har Børge også en touch-skærm, hvor han kan bestille 

mad, få overblik over hvad der foregår på plejecentret og ringe op til 

Henry på 1. sal. Henry har været fisker, og de får tit en god snak, men 

det er ikke altid, at Børge orker at køre op at besøge Henry, og så er 

skærmen en god løsning. Touch-skærmen er koblet på det trådløse 

netværk, der er i alle boliger, så Børge har lovet sig selv at ville lære, 

hvordan han kan finde Jyllandspostens hjemmeside, så han kan læse 

nyhederne. 

På touch-skærmen kan personalet også dokumentere, når de har 

været inde og hjælpe Børge, særligt efter han har fået sukkersyge, er 

det vigtigt, at de følger med i blodsukkeret. Skærmen har 

talegenkendelse, så personalet kan bare slå et program til og så 

fortælle, hvad det er, de gør og måler, så er det registreret med det 

samme. Personalet siger, det er en stor lettelse. Især for Jing, som er 

fra Philippinerne, og synes, det godt kan være svært at skrive på 

dansk. 

Nøgleord: 

• Teknologi som middel til selvhjulpenhed hos beboerne og 

frigørelse af ressourcer 

• Afprøvning af ny velfærdsteknologi i hverdagen 

• Nem dokumentation for medarbejderne 


Med Ebbe på tur i centret 

Tema: Lokalsamfundet og Vonsildhave 

Ebbe har et job. Han kører med kioskvognen rundt til alle boligerne på 

Vonsildhave to gange om dagen. Nogle gange må han køre flere gange 

mellem butikken nede i stuen og lejlighederne på 1. sal, hvis han har 

glemt noget, eller der er særlige ønsker. Det gør nu ikke noget, for 

han har masser af tid, for Ebbe er jo selv beboer. Han elsker at tale 

med mennesker og bare fordi man er blevet ældre og dårlig til bens, 

så behøver man jo ikke at visne hen. Det er også dejligt, at der er 

nogen, som har brug for ham. 

Butikken er en café om dagen og en restaurant fra kl. 17. Der kommer 

mange fra ældreboligerne omkring Vonsildhave og får deres frokost i 

cafeen. Nogle gange spiser postbuddet Frank og håndværkerne ovre 

fra byggepladsen der også. De kan godt lide god gammeldags 

landkost. Om aftenen er det mest familier som kommer og spiser den 

simremad med masser af grønt, som restauranten serverer. Nogle 

spiser maden i restauranten, men mange tager den også med hjem 

som take away. 

Der er mulighed for at lukke en del af restauranten af med 

mobilvægge, hvis man f.eks. vil holde runde fødselsdage. Nogle gange 

er der også pårørende som holder begravelseskaffe i lokalerne, som 

faktisk bliver brugt til mange forskellige ting. Caféen kan klare det 

meste. 

Når Ebbe kører rundt på Vonsildhave med kioskvognen, møder han en 

masse mennesker fra Vonsild. Der er blandt andet dagplejemødrene 

med deres børn, som holder fælles legestue et par gange om ugen. 

Else, som også er Ebbes nabo, er tit med til legestuerne. Else har 

demens, og kan ikke længere så meget, men det er så sjovt og 

livsbekræftende at se de små børn. De larmer dog meget, så efter en 

halv time plejer Else at bede om at blive fulgt hjem. 


Hver tirsdag møder Ebbe også børnene fra den nærliggende skoles 4. 

klasse. De kender ham godt og råber ”Hej Ebbe!”, når de ser ham. 4. 

klasserne læser højt for nogle af beboerne rundt omkring i de mange 

hyggekroge på Vonsildhave, og får tit en historie fra gamle dage med 

retur. 

I det hele taget summer det af liv på Vonsildhave, som ikke længere 

hedder ”plejehjem”. Nu er det bare et moderne forsamlingshus for hele 

lokalsamfundet, inklusive beboerne på centeret. I en stor del af 

stueetagen er der aktivitetslokaler, hvor mange forskellige foreninger 

kommer og holder møder, laver gymnastik, spiller kort og meget 

andet. Det er gratis at 

låne lokalerne, men 

det er en betingelse 

at de ”skal bidrage til 

centrets liv” - fx ved 

at inddrage beboerne 

i aktiviteterne. Der er 

også en lokal aktivforening, 

som tilbyder 

særlige aktiviteter for 

beboerne og for 

mange af de andre 

ældre i 

lokalsamfundet. I 

denne uge er der ”Vild med dans”, et arrangement med en 

historiefortæller og så har havegruppen altid arbejdsmøde om 

torsdagen. 

Nøgleord: 

• Bibeholde den stærke kobling mellem plejecentret og det 

omkringliggende lokalsamfund 

• Liv på plejecentret – med kobling mellem foreningslivet og 

aktiviteter for beboerne 

• Kontakt mellem generationer 


En frivillig ildsjæl 

Tema: Pårørende og frivillige 

Yvonne er 43 år og regnskabsmedarbejder i et møbelfirma. De sidste 

fem år er hun kommet et par gange om ugen på Vonsildhave. Først 

var det pga. sin bedstemor, men efter at hun døde for tre år siden, er 

Yvonne blevet ved med at komme som frivillig besøgsven. Her er 

sådan en positiv stemning, og så varmer det at se, hvor glade 

beboerne er for at få besøg. 

For tiden er Yvonne besøgsven for Mary, der er fra England. Lige efter 

krigen kom Mary til Danmark, hvor hun mødte sin mand. Det meste af 

familien bor i England, så de kommer ikke så tit på besøg. Mary har nu 

også svært ved at kende andre end sin søster – og så altså Yvonne. 

Mary elsker at høre fuglene, så selv om det er marts måned og koldt i 

vejret, sætter de sig udenfor. Solsorten er begyndt at synge. Yvonne 

synes også, at andre af beboerne skal have mulighed for at komme en 

tur ud i dag, så hun har aftalt med personalet at hjælpe to andre 

beboere med ud i forårssolen. 

Personalet er rigtig glade for de ekstra hænder, det giver, når Yvonne 

er på besøg. Den største gevinst er dog, at Yvonne har påtaget sig at 

koordinere aktiviteterne for de frivillige i samarbejde med teamlederne 

på Vonsildhave. Nogle gange kræver det lige en opringning i 

arbejdstiden, men hendes arbejdsgiver synes det er helt fint, og han 

kan se, hvor glad Yvonne også bliver af det frivillige arbejde på 

Vonsildhave. 

Yvonne får tit en god kontakt til beboernes familier. De fleste er glade 

for de frivilliges indsats. Derfor har Yvonne også nogle gange været 

med til at løse op for de små problemer, der kan komme mellem 

personalet og de pårørende. Yvonne hører jo tit, hvad der tales om 

blandt de pårørende, og så forsøger hun at gøre personalet 

opmærksom på det, så de ved, hvad der rører sig. Det er faktisk et 

fast punkt på dagsordenen på det månedlige møde, hvor Yvonne og de 


andre frivillige mødes med personalet. Her taler de også altid om, 

hvordan de frivillige bedst muligt kan gøre gavn for beboerne. Nogle 

gange giver Yvonne også forslag til de pårørende, om hvordan de 

måske selv kan afhjælpe nogle af de små problemer. 

Det hjælper ofte, at det er Yvonne, som taler med de pårørende, fordi 

hun ikke er ansat på plejehjemmet, og selv har oplevet at være 

pårørende. Og nogle gange lykkes det hende endda at få nogle af de 

pårørende til at være med i frivillig-korpset, som hjælper til ved 

højtider, fester og andre sociale arrangementer. 

Nøgleord: 

• Frivillige bidrager til hverdagen på plejecentret 

• Afstemning af forventninger med pårørende 


Vaniljebudding kan friste 

Tema: Faglige retningslinjer i praksis 


Gunnar er 87 år og fysisk 

ganske svag. Han har været 

sengeliggende længe og har 

både tabt sig og fået liggesår. 

Han har svært ved at klare 

sig selv, og Gunnar blev 

derfor enig med datteren om 

at flytte på Vonsildhave. 

Gunnar har nu været på 

Vonsildhave i tre uger, og det 

har været ret overvældende 

at skulle forlade sit hjem 

gennem et halvt liv. Måske er 

det derfor, at appetitten har 

svigtet ham? Gunnar har 

sådan set aldrig spist særligt 

meget, men siden han 

flyttede på Vonsildhave er appetitten næsten helt væk. Han ved, at 

han har brug for mad for at have det godt, men som han siger: ”Nu 

har jeg et helt liv startet morgenen med en kop kaffe og en cigaret. 

Hvorfor skal det nu ændres, når jeg ikke vil?”. 

Gunnar synes, at der er alt for meget fokus på maden. Selv hans 

datter er begyndt at tale om, at han skal spise mere. Sygeplejersken 

har derfor haft en snak med ham, og de har sammen lagt en plan. 

Gunnar kan godt lide vaniljebudding, og de har nu aftalt, at personalet 

skal tilbyde ham budding så ofte, som det er muligt. Gunnar kan 

meget bedre lide at spise små, hyppige måltider. Desuden har de 

aftalt, at maden og drikkevarerne kan blive tilsat protein, så han 

hurtigere tager på i vægt, og kommer til kræfter. Gunnar smiler, da 

sygeplejersken roser ham for at have taget fire skefulde af buddingen. 

Gunnars tænder er heller ikke for gode. Finmotorikken er ikke længere 

til en ordentlig tandbørstning, og han er egentlig også ligeglad. Det er 

mest vane, at han børster tænder. Når Henriette er på arbejde om 

aftenen, får hun nogle gange lov til at børste Gunnars tænder, men

ellers vil han selv. Det er ok, det er jo hans tænder. Gunnar har 

forstået, at en sund mund hænger sammen med appetit. Han vil 

overveje, at lade personalet hjælpe med tandbørstningen. 

Sårsygeplejersken har været for at se på Gunnars liggesår. Hun 

fortæller bl.a., at Gunnar skal sørge for en proteinrig kost, at drikke 

meget, og at sårene heler bedst ved at blive renset og vasket dagligt 

med almindeligt rent vand fra hanen, men uden sæbe. Sygeplejersken 

siger også, at Gunnar kan få en pude at sidde på, og anbefaler ham at 

tage en lur midt på dagen, så såret kan undgå tryk. Gunnar synes, det 

er noget pjat, men vil gerne af med såret. Middagsluren kunne han 

måske godt bruge alligevel. Sårsygeplejersken skriver det ned, så 

Henriette kan se, hvad der er aftalt. De aftaler, at sygeplejersken 

kigger til Gunnar igen om et par dage. 

Nøgleord: 

• Faglige retningslinjer – men respekt og fleksibilitet overfor 

borgernes behov og vaner 

• Samarbejde med faglige specialister 


Morten Korch vs Pink Floyd 

Tema: Det fælles og det private 


Jytte er 92 år, og ”fejler det 

meste”, som hun selv siger. 

Appetit på livet har hun dog 

masser af. Hun holder 

meget af selskab, så Jytte 

går tit en tur med sin 

rollator rundt på 

Vonsildhave for at se, hvor 

der sker noget. Nogle 

gange bliver hun inviteret 

ind på besøg i de andre 

beboeres lejligheder, og så 

sidder de, og får en 

hyggesnak. 

Jytte har også sin faste 

plads i fællesstuen. Det er 

ligegyldigt om det er tv, 

gymnastik eller bingo der 

foregår. Hvis kræfterne er til det, så er Jytte altid med, og hun griner 

højt, selv om det tit får hende til at hoste efter et langt liv med 

cigaretter. 

Jytte har strikket et tæppe til den grå huskat, som går rundt på 

Vonsildhave. Egentligt er det Pouls kat. Den flyttede ind sammen med 

ham, og sover på hans værelse, men døren til Pouls lejlighed står altid 

på klem, så den kan komme og gå, som den vil. Poul har hele sit liv 

holdt sig mest for sig selv, og det gjorde han også de første par 

måneder på Vonsildhave, men der kommer tit nogen, og spørger til 

katten, og efterhånden synes Poul, at han kender de andre godt nok til 

at sætte sig ud i fællesstuen af og til for at få en snak. 

Ved siden af Poul bor Henrik. Henrik er 54 år, og altså meget yngre 

end de andre beboere. Henrik har sklerose, og sidder i kørestol. Det er

efterhånden meget få ting, som Henrik selv kan klare, så han har brug 

for hjælp til det meste. På bordet står et bryllupsbillede af Henrik og 

hans kone. Deres dengang to-årige tvillingedrenge er også med på 

billedet - i fine skjorter med butterfly. Det er næsten 20 år siden nu. 

Henrik er tit ked af det. Han synes ikke, det er fair med den sygdom. 

Han bryder sig heller ikke så meget om at være ude i fællesrummene. 

Han føler, at han taber værdighed ved, at andre kan se, at han skal 

have hjælp til at spise osv. Desuden synes han ikke, at han har noget 

til fælles med de ”gamle” beboere. Når de ser en film i fællesstuen, så 

er det tit en Morten Korch-film med Poul Reichardt. ”Det gider jeg altså 

ikke det der”, siger Henrik. Han vil meget hellere høre Pink Floyd – 

især er han glad for ”Dark side of the moon”. Han kan styre sit 

musikanlæg fra kørestolen, så for det meste opholder Henrik sig i sin 

lejlighed, hører musik, ser tv og glæder sig til at få besøg. 

Når hele familien kommer på besøg, er der lidt for trangt i lejligheden. 

Så booker de fødselsdagsstuen, hvor de kan sidde og snakke i fred og 

ro. I dag har den ene af drengene sin nye kæreste med. Pigen er lidt 

genert, men Henrik synes, det er dejligt at møde hende. 

Nøgleord: 

• Beboerne er forskellige og har forskellige behov 

• Respekt for privatlivet 

• Gode bygningsmæssige rammer for fællesskabet og for det 

private 


Beboernes hjem 

Tema: Bygning og indretning 

Karen skal flytte i plejebolig. Hun kan ikke længere overskue 

husholdningen, og hun glemmer nogle gange at spise eller at sove. 

Andre gange får hun spist aftensmad to gange. Karen og hendes 

datter, Irene, skal på besøg på Vonsildhave for at se, om det er et 

sted, der passer til Karen. De vælger at parkere i kælderen og tage en 

elevator direkte op i huset. Her møder de gruppelederen Mette, der 

giver dem et stort smil. ”Dav Karen. Jeg hedder Mette, jeg er 

gruppeleder, og jeg har glædet mig sådan til at vise dig Vonsildhave”. 

Mette viser først rundt i nogle af fælleslokalerne i stueetagen. Det er 

store og lyse rum centralt i huset. Det er rigtigt smart at rummene har 

mobilvægge, så de både kan være meget store og deles op i mindre og 

små hyggelige rum. Et sted sidder to damer og ser fjernsyn – et 

quizprogram. Fra det største af rummene ved siden af lyder der 

harmonikaspil og sang. Det er Viggo som spiller harmonika, og nogle 

af beboerne og andre ældre fra lokalområdet synger. Vonsildhave 

rummer også små hyggekroge, hvor man kan sidde to og to lidt for sig 

selv eller bruge computerne. De store glaspartier i facaderne og loftet i 

flere af fælleslokalerne gør, at man næsten føler, at man sidder ude i 

naturen. Karen tænker, at det er dejligt, at man hele året kan følge 

årstidernes skiften. Karen kigger ud af et af vinduerne, og ser ned på 

legepladsen udenfor, som hver eftermiddag indtages af en af 

børnehaverne fra lokalområdet. 

Rundvisningen fortsætter til et af bo-områderne på Vonsildhave, hvor 

en gruppe af lejligheder er grupperet omkring en lys og venlig 

fællesstue. Beboerne kan vælge at spise i fællesstuen, hvis de ikke 

foretrækker at spise nede i cafeen eller hjemme i deres lejlighed. 

Lejlighederne er meget forskellige både med hensyn til størrelse, 

farvevalg og indretning. Alle lejlighederne giver beboerne mulighed for 

selv at indrette sig. Karen får vist en bolig frem, hvor det er tydeligt, 

at det er den pågældende beboers private hjem. Alle lejlighederne er 

indrettet med skinner på væggene, så der nemt kan monteres loftlifte 


og moderne hjælpemidler, hvis man skulle få brug for det, så det er 

lettere for den ældre at klare sig og for personalet at hjælpe. 

Karen har altid holdt meget af at gå i haven. Derfor spørger hun, om 

de ikke også kan se haven omkring Vonsildhave. Da de kommer ud i 

haven, er der masser af dufte. Der er også en lille køkkenhave og en 

”natursti” hele vejen rundt om Vonsildhave. Omme på den anden side 

er der både en bæk med rislende vand og en indhegning med kaniner i 

brune og lyse farver, som hopper rundt. En af kaninerne stiller sig på 

bagbenene, og kigger på dem. Karen smiler. Her vil hun gerne bo. 

Nøgleord: 

• Fleksibilitet og variation 

• Bringe ”inde” ud og ”ude” ind. 

• Lys og luft 

• Hjemlighed 


Når Egon flytter ind 

Tema: Indflytning 


Egon står hjemme hos sig selv, og 

ser sine to sønner i gang med at 

pakke hans lejlighed ned. Efter to lidt 

kaotiske måneder har han fået en 

plejebolig på Vonsildhave, som han 

skal flytte ind i fra i morgen tidlig. 

Det er mærkeligt at stå der og se sit 

liv blive pakket i kasser, især fordi 

mange af kasserne ikke skal med i 

den nye bolig, da der ikke er ligeså 

meget plads der, som i den lejlighed, 

han nu flytter fra. 

I det mindste ved Egon, hvad det er 

han flytter hen til. Hans søn har lavet et stort stykke arbejde med at 

se på de forskellige plejecentres hjemmesider, og har også været på 

besøg på et par af dem. Det var, da sønnen kom hjem fra besøget på 

Vonsildhave, at han sagde: ”jeg synes, du skal slå til”. Sønnen lagde 

vægt på den levende beskrivelse af plejecentrets særkende og 

historierne fra livet og hverdagen på plejecentret. Og videoklippene af 

dagligdagen på hjemmesiden var Egon også imponeret over. En 

medarbejder på Vonsildhave har også været på besøg hjemme hos 

Egon, og Egon har også selv været på besøg og set et eksempel på sin 

kommende bolig, så han kunne få en ide om, hvordan tingene skulle 

stå. Så Egon slog til. 

Dagen efter sidder Egon i sin gamle lænestol i sin nye bolig. Sønnerne 

er i gang med at pakke det hele ud af kasserne igen. De taler om de 

forskellige ting, der bliver taget frem. Da han ankom to timer tidligere, 

følte han næsten, at der var en hel velkomstkomite til at tage imod 

ham. Medarbejderne stod klar til at hilse på, og han fik også en buket 

blomster. Det var rart, men også lidt overvældende.

Egons kontaktperson hedder Trine. De første dage følger hun ham 

meget tæt, og sørger for at vise ham rundt på centret. Navnene på de 

andre medarbejdere og hans nye naboer har han fået fortalt, men har 

også allerede glemt dem igen. Der er alt for mange indtryk på en gang 

til at kunne huske det hele. Heldigvis har Trine lovet, at hun nok skal 

blive ved med at nævne navnene den næste uges tid. Det skal nok 

hænge ved hen ad vejen. 

Egon har besluttet allerede at sove i sin nye bolig i nat. Det bliver 

mærkeligt, men han ville hellere tage omvæltningen på en gang. Han 

var dog glad for Vonsildhaves forslag om at lade flytningen løbe over 

et par uger. De har gode erfaringer med, at de nye beboere flytter ind 

stille og roligt over et par uger, og skifter lidt mellem at sove hjemme 

og på plejecentret. 

I morges tænkte Egon på vej til plejecentret: ”Nu er Plejer nok død”. 

Men som han sidder der, har han mere en følelse af, at Plejer måske 

godt kan overleve. I hvert fald hans Plejer. Personalet virker nemlig 

meget opsatte på, at mange af hans vaner og rutiner kan fortsætte. 

Og det er en rar fornemmelse at have, især når alt andet i livet lige i 

dag bliver kastet op i luften. Hvordan skal det her mon gå? 

Nøgleord: 

• Tydelig for potentielle og kommende beboere, hvad Vonsildhave 

er kendetegnet ved 

• Forståelse for det kaotiske og overvældende i at flytte på 

plejecenter 

• Beboernes vaner kan bevares 

• Fokus på de pårørendes rolle i indflytningen 


Så blev det weekend 

Tema: Plejeopgaven 


Rita er lige vågnet, og det første 

hun tænker, da hun slår øjnene 

op, er: ”Så blev det weekend”. 

Dagene på Vonsildhave kan godt 

ligne hinanden ret meget. Hun 

og de andre beboere er jo 

kommet godt op i årene, så 

meget af det, der tidligere gjorde 

deres liv varieret, er der jo ikke 

mere. Hun savner tit det liv, hun 

havde inden hun blev gammel. 

Livet da hendes børn var små. At 

tage på arbejde. Komme hjem 

og hygge med børnene om 

aftenen. Men når hun tænker 

over det, så var der jo også 

meget rutine dengang. Og 

masser af pligter. Det behøver 

hun da i hvert fald ikke at tænke 

så meget på mere. 

Ja, dagene kan ligne hinanden lidt. Men i dag er det lørdag, og der 

spiser de altid morgenbrød med birkes. Det er en lille ting, men selv 

små ting kan gøre en stor forskel. Så ved hun, at det er noget andet 

end fredag, eller torsdag, eller… Sosu-assistenten Rikke kommer ind, 

og står ved siden af Rita, mens hun selv står ud af sengen, og går hen 

til sit sminkebord. Rita har gennem længere tid øvet sig i selv at få 

benene ud over sengekanten og hive sig op at stå ved rollatoren. Hun 

har nu kunnet klare det selv i en uge, men hun vil stadig gerne lige 

have, at Rikke eller en anden står ved siden af, og kan støtte, hvis der 

er behov for det. 

Vel placeret foran sminkebordet tager Rita, ligesom alle andre lørdage, 

læbestift på. Nogle gange skal man gøre lidt ud af sig selv. Hun ved 

godt, at læbestiften ikke altid sidder helt perfekt. Men hun vil selv, og

det er dejligt, at personalet forstår, hvor meget lige det her betyder for 

hende. Rita kigger på Rikke, og smiler. Livet på et plejecenter er ikke 

altid lykken. Men det hjælper, at Rikke og hendes kollegaer virkelig ser 

ud til at nyde deres arbejde, og nyder at være sammen med alle de 

her gamle mennesker, som centeret jo er fyldt af. 

I en af de andre boliger er Ingolf allerede stået op. Ingolf er ny på 

Vonsildhave, og har ikke helt vænnet sig til livet her. Det er mærkeligt 

pludselig at have alt det her personale omkring sig, som jo også beder 

ham om at gøre ting på en lidt anden måde, end han er vant til. Han 

tænker på sit arbejdsliv, hvor han var direktør. Der var det sgu ham, 

der fortalte folk, hvad de skulle gøre. Det er ikke nemt at vænne sig til 

det omvendte. I går løb Ingolf tør for cigaretter, og så fik sosuhjælperen 

Pernille ham overtalt til, at de to skulle gå op til Brugsen 

sammen og købe nye. Han har det svært, hvis folk stiller ham 

opgaver. Og det var dejligt, at Pernille ikke bare bestemte. Han kender 

sig selv godt nok til at vide, at så var han sgu blevet lidt arrig. Ingolf 

ved jo nok godt, at det også var Pernilles måde at få vist ham rundt i 

lokalområdet, men det er også ok. 

Nøgleord: 

• Plads til forskellighed 

• Pædagogisk forståelse for det unikke i beboernes personlighed 

• Glæde ved arbejdet, humor og smil 

• Selvhjulpne beboere 


Grisehaler og gode historier 

Tema: Mad og måltider 

Klokken er 11.30 

på Vonsildhave, og 

Knud er lige 

kommet ud i den 

fælles stue for at 

spise frokost. Han 

sætter sig ved 

bordet, men det får 

han ikke lov til i 

lang tid. Sosuassitenten 

Tanja 

spørger Knud, om 

han ikke skal 

hjælpe med at 

dække bord. Først 

tænker han, at det gider han egentlig ikke, men det insisterende blik 

fra Tanja får ham alligevel op af stolen igen. Og det føles også godt at 

hjælpe til. Han har et ansvar, og det tager han seriøst. Mens han 

dækker bord, kommer de andre beboere ud, og sætter sig. Ingrid 

smiler over hele hovedet, da hun kommer ud. Hun husker alle højlydt 

på at i dag, skal de have gule ærter. Knud kan også dufte de gule 

ærter, og bliver endnu mere sulten, end han var før. At det lige blev 

gule ærter i dag, har de selv været med til at bestemme, med Ingrid 

som særlig varm fortaler. 

Da både beboerne og medarbejderne har sat sig, bliver maden sendt 

rundt. Alle, der kan, øser selv op, og Knud hjælper som sædvanlig sin 

gode ven Egon med at få mad på tallerkenen. Egon har svært ved det 

selv, men når først maden er på tallerkenen, går det fint. Knud smiler 

til medarbejderne: ”Så sidder I igen der med armene på ryggen, og 

lader os andre gøre arbejdet”. Det siger han næsten hver dag, og 

svaret kommer prompte tilbage fra Tanja: ”Du har godt af det Knud, 

og det ved du godt.” Og det ved han jo egentlig godt. 


I øvrigt er Egon ikke speciel vild med gule ærter, og han er ikke sen til 

at huske de andre på, at de om et par dage skal have grisehaler, 

Egons livret gennem et helt liv. Bare tanken om grisehalerne får 

minderne fra livet på gården til at vælte frem i Egon. De andre hører 

på Egons historie om den gang, hans gård brændte, og familien måtte 

bruge den første nat på nabogården, hvor nabokonen havde lavet en 

ordentlig portion grisehaler. Egon husker: ”Ja, selv under de tragiske 

omstændigheder kunne jeg stadig ikke lade være med at nyde den 

gode mad. Dét var en god omgang grisehaler”. 

Efter de har spist, tager Knud og Ingrid ud efter maden. Det gør de 

hver anden middag, mens nogle af de andre beboere har ansvaret på 

andre tidspunkter. 

Knud går tilbage mod sin bolig. Han glæder sig til i aften. Der har de 

aftalt at klæde sig lidt pænt på alle sammen. Det er jo fredag. Og han 

glæder sig til i morgen lørdag, for der skal de have brunch. 

Nøgleord: 

• Mad er vigtigt for alle mennesker, også for beboere i 

plejecenter 

• Maden som samtaleredskab 

• De ældre kan meget selv – også når det gælder måltidet 


Billeder fra en aktiv hverdag 

Tema: Aktiviteter på plejecentret 

Kaisa og Peter sidder ved bordet i fællesstuen, og skræller æbler 

sammen med sosu-hjælperen Lone. De skal lave æblekage senere i 

dag, og Lone har spurgt, om de ikke vil hjælpe til. Snakken går, mens 

skrællerne ryger af æblerne. 

Jens står foran sin cykel udenfor Vonsildhave. Han gør klar til sin 

daglige cykeltur gennem byen på den trofaste tre-hjulede. Jens er 101 

år, og er stolt af, at han cykler næsten hver dag. I går var han for 

træt, og han var lidt i tvivl, om han skulle cykle i dag, men sosuassistenten 

Michael fik ham overtalt over morgenmaden i morges. 

Gerda er rigtig glad i dag. For første gang fik hun i morges selv 

støttestrømperne på uden hjælp fra personalet. Det har været hendes 

mål i to måneder nu, og i dag lykkedes det. Hun blev så glad, så sosumedhjælperen 

Gitte, der stod ved siden af hende, fik et ordentligt 

knus. 

Tove er lige kommet tilbage fra gymnastik. Det var dejligt at få rørt sig 

og sunget et par sange. Og som sædvanlig sluttede timen med smil og 

højt humør. Selv Inger, der har svært ved at bevæge sig, fik hånden 

op til ansigtet i den sidste øvelse. Tove er imponeret over personalets 

gejst i gymnastiktimerne, og tænker, at de nok ville kunne få selv 

døde til at bevæge sig. 

Eigil er trukket i arbejdstøjet, og er gået udenfor sammen med sin 

besøgsven Peter, der kommer en gang om ugen. Det er forår, og der 

skal tages blade op af de store blomsterkrukker. Solen skinner, og det 

er langt at skulle bøje sig ned, men det er dejligt at være aktiv, og 

snakken med Peter går lystigt. 


Hans sidder ved et bord i en 

af hyggekrogene, og lægger 

puslespil med medarbejderen 

Martin. Martin havde lige 30 

minutter, og over puslespillet 

får de talt om løst og fast. 

På opslagstavlen hænger en 

seddel med beskrivelse af 

månedens busture, som 

arrangeres af frivillige fra 

OK-klubben. Johanne og Erna 

står, og studerer listen. De 

beslutter sig for, at de i hvert 

fald ikke skal gå glip af turen 

til Christiansfeld. 

Det er eftermiddag, og flere af beboerne er på vej hen til det store 

fælleslokale, for i dag er alle de mobile vægge klappet samme, så der 

nu er et stort og dejligt lyst lokale klar til den ugentlige omgang 

banko. Det er om at komme i god tid for at få den sædvanlige plads. 

Gangene summer af liv, mens borgere fra området omkring 

Vonsildhave og medlemmer af den frivillige forening Flora-Klubben 

også er ved at indfinde sig. 

Nøgleord: 

• Et aktivt liv – hele livet – med hjælp til selvhjælp 

• Aktiviteter kan både være planlagte og spontane 

• De frivilliges rolle i aktiviteter på centeret 


En værdig afsked 

Tema: Døden på plejecentret 

Birgittes mor Ellen bor på Vonsildhave. Hun er 89 år, og har levet et 

langt og godt liv, men nu er det ved at rinde ud. Ellen er gennem et 

par uger blevet svagere og svagere, og efter hun nu har fået 

lungebetændelse, tror hverken familien eller medarbejderne på 

plejecentret, at hun har særligt langt igen. Birgitte er til samtale med 

gruppelederen Charlotte, om hvad der skal ske den næste tid. Det er 

en svær samtale, for selvom Birgitte godt ved, at det nok er det 

bedste, så er det stadig næsten ubærligt nu, når det pludselig bliver så 

virkeligt. Hendes mor skal dø. De taler om, hvordan Birgitte og resten 

af familien gerne vil have tiden frem mod og efter Ellens død til at 

foregå. De kigger også på de ønsker, som Ellen selv fik skrevet ned i 

samarbejde med personalet for nogle måneder siden. Der står blandt 

andet, at Ellen gerne vil have sin lyserøde skjorte og de grå bukser på, 

når hun er død, og at hun gerne vil have beboerne med til 

udsyngningen. 

Charlotte fortæller også Birgitte om, hvor personalet kan være til 

rådighed, og hvor de ikke har mulighed for at hjælpe. I den svære 

samtale er Birgitte taknemmelig for, at Charlotte gør meget ud af at 

oplyse om mulighederne. Charlotte fortæller om det palliative team, 

som kan komme forbi, når det er nødvendigt, og om de frivillige 

vågekoner, der kan være der i den sidste tid. Det trøster også at vide, 

at personalet alle er uddannet i sorg- og krisehåndtering. 

En uge efter er Ellen død, og Birgitte og hendes familie er samlet for at 

tage afsked. Ellen sov ind i nat og heldigvis havde Birgitte og hendes 

brødre mulighed for at være der sammen de sidste timer. Personalet 

var ofte nede og se til Ellen og hjalp også med at tænde nogle lys. 

Lægen var også på besøg. 

Her til morgen er også personalet og en del af beboerne samlet. 

Personalet har taget nogle fine kapper på, og som Ellen havde ønsket 

synger de for med en salme, mens kisten bæres ud. Nogle af beboerne 

er synligt kede af det. Især Anna, som var Ellens gode ven i de sidste 

år, er berørt. 


Nøgleord: 


Ellen bæres ud til den ventende 

rustvogn. Foran plejecenteret 

vejrer Dannebrog på halv. 

• Respekt for beboernes og de pårørendes ønsker 

• Synligt ind, synligt ud 

• Ordentlige bygningsmæssige rammer for at tage afsked

Klik her for at angive tekst.

Inspirationskatalog Kolding Kommune - Udbudsportalen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?