MARTINs - Det Danske Missionsforbund

Magasinet udgives af Det Danske Missionsforbund
og udkommer 8 gange om året, heraf er de to
temablade Magasinet udsendes til menighedernes
medlemmer. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis
Missionsforbundets teologiske grundlag.
Abonnement
Abonnement: Kr. 325,–
(Pensionister kr. 275,–)
Ansvarshavende
Forbundsrådet
v/formand Bo Lundgaard
Se oplysninger nedenfor
Redaktionsgruppe Menighedsstof
Søren Mortensen, Ultvedparken 68
9382 Tylstrup. Tlf. 98 26 13 41
smort@stofanet.dk
Redaktionsgruppe Temastof
Per Hansen
Enghavevej 3, 3200 Helsinge
Tlf. 48 79 39 48 / 26 16 06 52
redaktion@ddm–magasinet.dk
Jeanette Munksbøl
Faste medarbejdere
Peter Götz
Gunni Bjørsted
Ruben Andersen Hoel
Tomas Lindholm
Annoncer (ikke i TEMA-numre)
Kr. 3,25 pr. sp/mm for digitalt materiale. +25% for
opsætning.
Støtteannoncer kr. 3,– pr. sp/mm.
Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se
nedenfor).
Nyt om navne (ikke i TEMA-numre)
Deadline: den 1. 3 måneder før bladet udkommer.
Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se
nedenfor).
Ekspedition
Birgitte Tinggaard Nielsen
Folstedvej 35, 9700 Brønderslev
Tlf. 98 82 32 11
magasinet@nypost.dk
Grafisk design
Giraffe | mail@giraffe.dk
Oplag og Tryk
1.250 hos HANDY PRINT, Skive
ISSN 1603–1954
Missionsforbundets sekretariat
Rosenlunden 17, 5000 Odense C
Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00
Nordea Reg 2374 konto 0370110700
ddm@email.dk www.missionsforbundet.dk
Missionsforbundet
Missionsforstander: Peter Götz,
Hyacintvej 6, 3060 Espergærde
Tlf. 49 17 04 16
missionsforstander@missionsforbundet.dk
peter@goetz.dk
Formand
Bo Lundgaard
Fælledvej 16, 7200 Grindsted
Tlf.: 75 32 48 85
formand@missionsforbundet.dk
FOTOS i dette nummer
Ruben Andersen-Hoel: Side 1, 22 og 23
Jeanette Munksbøl: Side 1, 2, 3, 8, 11, 12, 13, 21
og 24
Privatfotos Anette Schütze: Side 4, 5, 6 og 7
Free Burma Rangers: Side 14, 15, 16 og 17
Arkivfotos Saddleback: 18,19 og 20
Det
STØRS
Af Jeanette Munksbøl, TEMA-redaktionen
Det er tidlig morgen
på landet.
Solen har ikke
været oppe længe
nok til at fortrænge
disen,
men dog præcis
så længe, at fuglene er vågnet, og veloplagte
synger dagen ind.
Markerne emmer af dug, mens kornet vipper
i morgenluften, og valmuerne nikker
velvilligt med deres store ansigter vendt
mod himlen - den samme himmel, som
sekunder efter blir det første tavse vidne
til at seks 15-årige, med høj hastighed og i
en stjålen bil, rammer ind i et vejtræ. Bilen
væltes om på taget, kurer150 meter hen
ad den ellers morgenstille vej, og lander få
øjeblikke efter på tværs af kørebanen, ikke
mange meter fra vores hus.
Braget vækker mig, og skrigene, som synes
at blive ved og ved i en hjerteskærende
uendelighed, vil jeg når som helst kunne
genkalde for mit indre øre.
En ganske almindelig torsdag morgen
klokken seks finder jeg så mig selv i græsrabatten
foran naboens hus, med armene
omkring en forslået og skrigende teenager.
Få meter fra os ligger veninden og jamrer
stille, med den ene arm næsten flået af. En
af mine naboer sidder hos hende, og en anden
dækker nådigt den kvæstede arm med
et håndklæde. Derfra hvor jeg sidder, kan
jeg se en pøl af blod brede sig på asfalten
under hendes hoved. To drenge er løbet ud
over markerne i panik, og to andre ligger
tilsyneladende uden bevidsthed bag ved
bilen.
Den første halve time er kun fuglene, de
nikkende valmuer og de drivende skyer
sammen med os i kaos. Vi kan blot vente,
bevare roen, trøste og lindre, holde om og
holde ud og gi’ os selv.
Den morgen i grøftekanten er kærligheden
ikke teori, en varm følelse eller en
smuk tanke.
Lige dér, konfronteret med lidelsen, smerten
og angsten, opdager jeg, at kærligheden
ikke så meget er i tanken, som i kroppen.
At den kommer fra et sted langt inde
eller dybt nede, en uanet ressource, som
fortæller mig og min krop, hvordan vi skal
handle. At den mere er en urgammel indre
drivkraft end en idé. At kærligheden gir
sit helt eget gensvar på lidelse.
”Rent instinkt”, vil nogen hævde.
Men instinkter er til for overlevelse, og selvets
overlevelse har aldrig været på kærlighedens
dagsorden.
Kærlighed kan man tvært imod dø af.
Kærlighed kan være både upraktisk, fornuftstridig
og farlig. Den er sjældent lønsom
i gængs forstand, gør ikke rig eller
magtfuld, dukker kun sporadisk op i prime
time, og slet ikke i de kulørte blade.
Kærligheden kaster sig ofte ud i umulige
opgaver, og kærlighedens gerninger finder
vi ikke sjældent midt i en blodig og
uhyrlig virkelighed.
Med Kristus kom kærlighed til verden
– ikke i glimmer og rampelys, men i et
uskønt sceneri med blod og kaos – det har
ikke ændret sig meget siden.
Kær/lig/he/den/over/vinderalt, synger
Steffen Brandt fra TV2 optimistisk med sin
helt egen overbevisende frasering.
”Gør den nu også det?” spurgte vi os selv i
redaktionen for et halvt års tid siden. Det
er jo et fuldstændig bibelsk udsagn, men
holder det i vor (post)moderne verden?
Er der ikke for mange forhold, der kuldsejler,
for mange der slås og slår hinanden
ihjel? For megen kold kynisme og karrieretænkning?
2

3 LEDER
TE...
Er kærligheden ikke blevet kold hos de fleste,
som bibelen advarer os om?
Findes kærligheden stadig derude et sted?
Er kærligheden overhovedet det, vi tror, den
er – eller er den måske noget langt større
og dybere, end vi selv og vores flimrende
mediebetændte verden forestiller sig?
”Kald det kærlighed – kald det li’ hva’ du
vil – der findes ingen ord, ingen ord, der
helt slår til, så kald det lige hvad du vil...”
har Lars Lilholt sunget på festivalpladserne
ud over det ganske danske land i et par
årtier. Måske er det udsagn sandt i to betydninger:
Sandt, at der ikke findes ord, der
helt slår til – og sandt, ikke, at vi har kaldt
det, hvad vi ville – men at vi har kaldt alt,
hvad vi ville, for kærlighed.
Må vi dog, hver især, i de vilkår og under de
betingelser, som blev vores, genopdage,
opleve og udleve kærlighedens sande væsen.
Kun sådan demonterer vi absurditeten,
og skaber forbindelse mellem det skønne
og det virkelige.
I dette nummer af magasinet TEMA har vi
bedt mennesker, som på hver deres vis
trækker på denne forunderlige kærlighedskraft,
om at fortælle, hvordan kærligheden
virker i deres liv. Det er forskelligt, hvad de
kalder den: drivkraften, kilden, gudbilledligheden,
en spejling. Fælles for dem er, at
det er berøringen med en kærlighed, større
end dem selv og deres egne behov, som
gør dem til de ildsjæle, de er. Og at det er
den personlige erfaring med denne kærlighed,
som på mangfoldig måde lader dem
sætte Guds riges aftryk i verden.
”Så bliver da disse tre: tro, håb og kærlighed
– men størst blandt dem er kærligheden!”
Nye Testamente, Paulus’ første brev til menigheden
i Korint, 1. kap. 13. vers.

I Bibelen kan man læse i 1. Korinterbrev
13 at kærligheden, som tåler alt, tror
alt, håber alt, aldrig ophører. Men er det
nu også sandt. Udholder kærligheden
virkelig alt?
Kan den det? Hvad er kærlighed? Er det når
vi er forelskede og lytter til popsange der
omhandler kærligheden, går lange ture i
måneskin, eller spiser en romantisk middag
og vi føler, at vi er de eneste mennesker i
hele verden og alt er godt. Eller måske når
vi taler sammen i timevis i telefonen med
vores elskede. Da er det måske lettere at
tro på Biblens ord.
Men hvad nu, når vi ikke er forelskede, eller
den kærlighed vi troede vi havde, bliver
testet. Hvor let er det så at tro på at kærligheden
overvinder alt?
For hvis Biblens ord er sande, er det så os
mennesker, der giver op for let? Eller er der
mere i det?
For mig er den største og reneste kærlighed,
den guddommelige kærlighed. Det er
den rene kærlighed og kraft, vi alle bliver
født med. Det er kraften, hvorfra vi alle
kommer. Men desværre også den vi glemmer
hurtigst. Det er den form for kærlighed,
der ikke stiller krav. Den er betingelseløs.
Det er, når vi mennesker får adgang til
den kærlighed, at den kan være og er en
drivkraft.
Men det menneskelige sind har tendens til
at afdramatisere den kraft vi alle har i os. Vi
har alt for travlt med at dømme hinanden
og holde os selv og andre nede. Vi stiller
ofte betingelser for kærligheden, også selv
om vi ikke er bevidste om det.
Kærlighed mellem mennesker er stærk, og
der findes vel nok ikke et stærkere bånd af
For MARTIN
Af Anette Schütze, psykoterapeut. Mor til Martin der døde i 2007.
kærlighed, end den mellem mor og barn.
Jeg troede, jeg vidste, hvad kærlighed var,
indtil min søn blev født i 1990. Han blev,
pga. af lægefejl, dybt hjerneskadet. Det
fik mig til at stille spørgsmålstegn ved alt.
hvad jeg til det punkt havde lært om mig
selv og kærlighed.
Før jeg blev gravid, var jeg en arbejdende
kvinde, var gift, havde venner, troede på
Gud. Jeg var nok, hvad man kan kalde en
gennemsnitsdansker. Jeg havde, hvad jeg
anså for at være et fyldestgørende og tilfredsstillende
liv.
Mens jeg var gravid, gjorde jeg mig forestillinger
om, hvordan livet med det nye
barn ville være.
Vores barn havde delvis mine gener og
ville føre min familie videre til kommende
generationer.
Men den normale dreng med det normale
potentiale var død ved fødslen. Fremtiden
var slut, inden den begyndte.
Alle mine planer, tanker, forestillinger om
hvordan vores familie skulle være, måtte
dø, for at jeg, i bogstaveligste forstand,
kunne holde Martin i live.
At Martin blev født som han gjorde, drev
mig til en dyb eksistentiel krise. Det stred
imod mine forestillinger om voksenlivet, livet
som mor. Og af frygt for at gå til grunde,
havde jeg så travlt med at holde sammen
på mig selv, at det gik ud over ægteskabet.
Men hvad der var værre, jeg blev fyldt med
en ubeskrivelig vrede. Vrede imod lægen,
der var skyld i at min søn, fik den skæbne,
som han gjorde, men jeg blev også vred på
Gud. Jeg kunne ikke forstå, hvis Gud virkelig
elskede mig, hvordan han så lade dette
ske?
4
Inden jeg blev mor, var der flere aspekter
af min personlighed, som jeg tog for givet.
Da jeg fik Martin, måtte jeg gang på gang
stille spørgsmålstegn ved, hvem jeg i virkeligheden
var.
Det gik pludselig op for mig, at jeg hele mit
liv havde holdt min kærlighed hemmelig.
Havde ikke rigtigt givet udtryk for den. Der
var tider, hvor jeg troede, at jeg ikke var i
stand til at elske overhovedet. Alt det fik
Martin åbnet op for. Jeg havde lært hjemmefra,
at kærlighed var lig med ting og
penge. Men dem slags havde ingen betydning
for Martin. For at få et tæt og nært
forhold til ham, måtte jeg give af mig selv.
I de næsten 17 år, Martin levede skete det
mange gange, at jeg var ved at give op.
Netop fordi jeg, bare for at holde ham i live,
elskede ham så højt, smertede det mig at
jeg flere gange dagligt måtte påføre ham
ubehag.
Der var mange år hvor jeg næsten ikke sov,
og jeg var fysisk drænet. Men jeg nægtede
alligevel at give op. Den dybe og inderlige
kærlighed jeg havde til ham, fik mig altid til
at tage en dag mere. Nogle dage måtte jeg
bede Gud om styrke til bare at klare mig
igennem den næste time. Den fik jeg.
Jeg følte hele tiden, at jeg måtte tage vare
på andre, før jeg kunne tage mig af mig
selv. Problemet var, at jeg aldrig tog mig
af mig selv. Jeg var så optaget af, hvordan
andre havde det, at jeg glemte mig selv i
processen. Dette er noget, mange mødre
kan nikke genkendende til. Vi ofrer os selv,
men er det kærlighed? Vi bliver nødt til at
give til os selv, før vi kan give til andre. Det
er ikke egoisme, men egen omsorg.
MOTHER TERESA: ”Mod alle slags sygdomme findes der medicin og behandling, bare ikke mod det, at være uø
tror jeg ikke, denne forfærdelige sy

5
s skyld?
nsket. Og hvis der ikke er hænder, der er villige til at tjene, og hjerter, der er villige til at elske,
gdom nogensinde kan blive helbredt.”

Betragter vi vores sjæl som en bankkonto,
så bliver vi nødt til at sætte penge ind, før
vi kan hæve. Jeg hævede i mange år, uden
at sætte ind.
Jeg ville vise verden, hvor meget jeg kunne,
men gik ned på det. Jeg valgte mig selv
fra, og det gik galt.
Vi er et produkt af alt, hvad vi kommer ud
for, både godt og ondt. At Martin og jeg fik
den skæbne, vi gjorde, gav mig anledning
til at undersøge de leveregler, jeg selv er
vokset op med. Jeg voksede op i et hjem,
hvor børn skulle ses men ikke høres.
Vor tids børn er ofte materielt forkælede.
”Mine børn skal have alt det, jeg ikke selv
havde”, siger vi alle sammen. Eller måske
giver vi vores børn alle de materielle ting,
for at dække over vores egen skyld over, at
vi i virkeligheden ikke bruger nok tid sammen
med dem. Fordi Martin var som han
nu var, så havde han ingen glæde af computer,
mobiltelefon eller dyrt mærketøj.
Det eneste, jeg kunne give ham, var mig
selv. Min kærlighed. Det skulle jeg dog
først lære. Finde den del af mig selv. Det
var dejligt men også skræmmende at opdage,
hvor megen kærlighed jeg faktisk
rummede. Jeg forsøgte nogle gange at holde
igen, så andre ikke skulle se det. Men
det følelsesløse mønster jeg var vokset op
i, var blevet brudt. Det gjorde Martin med
sin blotte tilstedeværelse. På den måde
opdagede jeg, at kærlighed faktisk staves
T I D.
Intet er mere vigtigt end den kvalitets tid vi
bruger sammen.
På grund af den dybe og nogle gange overvældende
kærlighed jeg følte for Martin,
smertede det mig at være vidne til alt det,
han skulle igennem, og at jeg som mor ikke
bare kunne tage hans smerte og bære den
for ham. Der var så mange følelser, som
jeg ikke kunne rumme. Men det gik op for
mig, at ved at skubbe de følelser til side og
bare handle, slap jeg for at mærke angsten,
fortvivlelsen, vreden og sorgen, der gennemsyrede
min krop.
Jeg vidste endnu ikke, at det var som at
holde en badebold under vand. Jeg brugte
så mange kræfter på at holde følelserne
væk, og efterhånden måtte jeg finde på
andre metoder til at holde dem nede. Sorgen,
vreden angsten var ved at æde mig
op. Jeg brugte absurde mængder af mad
for at kvæle de ubehagelige følelser, og
snart var de så dybt begravet, at min sjæl
nærmest døde. Jeg tilsidesatte mig selv
fuldstændigt og udviklede en spiseforstyrrelse.
Det var den eneste måde, jeg følte,
jeg kunne overleve på.
Gennem hele livet med Martin har jeg ofte
følt mig mere som plejer end som mor. Der
var så mange praktiske ting der skulle gøres,
bare for at holde ham i live. Men en
del af mig følte også, at jeg ved at føle mig
som plejer, kunne lægge afstand til den
umenneskelige smerte.
Først kort inden Martin død, gav jeg endeligt
slip, og overgav mig til min rolle som
mor, og den smerte det var, at se mit barn
dø. Det eneste jeg kunne gøre var, at bede
til Gud om at give mig styrke til at give slip
på Martin, og at kunne gå igennem den
smerte det ville være at miste ham.
Jeg vidste allerede, at jeg elskede ham nok
til at jeg ikke længere vil holde på ham.
Jeg kan ikke forklare det med ord, men
jeg vidstem, at ved at overgive mig helt til
kærligheden og derved også til Gud, var
jeg ikke var alene. Det var den kraft, der
fik mig til at klare mig igennem dagen. Det
var som om, jeg fik de kræfter, jeg skulle
have, og de rigtige mennesker blev sendt
6
til mig på de rigtige tidspunkter. Jeg lod mit
eget ego træde til side i fuld tillid til processen.
Ved at gøre det, fik jeg adgang til den
stærke Guddommelige kærlighed, som vi
alle har adgang til, men måske er bange
for at mærke.
For den mærkes kun, når vores ego træder
til side.
Jeg har ofte spurgt mig selv, om det var
mig, der holdt Martin i live. Var det min
dybe kærlighed til ham, der afholdt ham
fra at få den fred, som han måske gerne
ville have haft. Elskede jeg ham for meget,
eller var min kærlighed destruktiv? Holdt
den ham i live, fordi jeg ikke kunne give
slip? Eller var det min dybe kærlighed til
ham, der gav ham flere år, end nogen læge
havde troet var muligt? Måske er døden
perfekt timet? Var det Guds vilje, at Martin
blev så gammel som han gjorde?
Jeg tænker meget over min mission her i
livet. Jeg ved, at Martin kom til mig af en
grund. Det er ikke så længe siden, at jeg
begyndte at forstå det. Jeg er her for at tjene
Gud. Det er vi alle, og vi var har alle vores
måde at gøre det på. Martin blev også
født til at tjene Gud. Martins mission var at
lære mig, hvad kærlighed er. Vi gik meget
igennem, for at jeg kunne få den lærdom.
MOTHER TERESA: ”Det er let nok at elske mennesker, der er lang
Luk kærligheden ind i dit hjem, for det er h

7
Han var nøglen til min kærlighed. Måske
har jeg af frygt for at miste, holdt fast på
noget, som skulle have været sat fri. Det
gik op for mig, at Martin var blevet min
identitet. Så hvem ville jeg være, hvis han
døde? Det kunne jeg ikke svare på og det
var skræmmende.
For mig er kærlighed også at overgive sig
til noget, som er større. Jeg havde gennem
mange år haft så mange følelser i min krop,
som jeg forsøgte at holde nede, og først da
jeg overgav mig, følte jeg, at der kom hul
på bylden.
Jeg var så langt nede, jeg kunne komme,
da jeg nærmest i desperation bad Gud om
at tage byrden fra mig. Jeg magtede ikke
længere at holde alle følelserne nede.
Min sjæl havde været død alt for længe, og
alt for længe havde jeg, pga. af min dybe
kærlighed til min søn, tilsidesat mig selv og
gjort maden til min ven.
Som børn får vi alle stempler eller etiketter
af vores forældre, som vi meget ofte ikke
engang sætter spørgsmålstegn ved. En af
mine etiketter var, at jeg var den stærke.
Jeg stillede aldrig spørgsmålstegn ved det.
Heller ikke når jeg var ved at gå ned. Jeg
tillod ikke mig selv at føle den smerte, jeg
havde inden i mig.
Jeg tænkte, at hvis jeg ikke gjorde det, så
var jeg svag og svaghed var ikke tilladt i
min familie. Men styrken var jo kun en delvis
maske.
Jeg måtte smide min sociale maske for at
finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var.
For mig blev det ikke kun en vej frem, men
også en vej ind – ind i mig selv.
Jeg begyndte at tale med en psykolog, som
fik lukket op for alle de følelser, jeg havde
forsøgt at holde nede. Det gik også op for
mig, at jeg ikke kun var vred på hele verden,
men også havde været det på Gud.
Jeg begyndte at læse i bibelen igen. Endnu
en gang, som så mange gange før, var den
med til at give mig den fred, som jeg i så
mange år havde søgt efter de forkerte steder.
Jeg lærte at føle kærlighed til mig selv,
hvilket jeg ikke havde gjort før. Jeg lærte,
at når jeg følte mig ked af det eller stresset,
hvilket tidligere resulterede i overspisning,
så kunne jeg sætte mig ned og lave
lidt vejrtrækningsøvelser. Så ville trangen
forsvinde, og mit ellers meget høje stressniveau
ville gå ned.
Jeg lærte, at kærlighed også er at tilgive
det utilgivelige. Jeg tilgav fødselslægen,
og da jeg havde gjort det, havde han ikke
længere nogen magt over mig. Min tilgivelse
betyder ikke, at det, han gjorde, var
i orden, men jeg ligger ikke længere under
for den vrede, jeg følte før.
Vreden sendte mig i et emotionelt fængsel,
men kærligheden satte mig fri.
t væk. Det er ikke altid så let, at elske dem, der er nærmest.
er, den indbyrdes kærlighed skal begynde.”
”På den måde opdagede jeg,
at kærlighed faktisk
staves T I D.”
Martin døde fredfyldt i mine arme en smuk
og varm aften i maj 2007. Han tog tilbage
til den kraft, han kom fra. Det giver mig
fred at vide det. Det giver mig fred at vide,
at den kærlighed havde til ham gjorde, at
hans liv her på jorden ikke var spildt. Martin
lærte mig, hvad kærlighed i virkeligheden
er, og han var nøglen til mit hjerte.
Min kærlighed til ham er ikke blevet mindre,
fordi han ikke længere er her fysisk.
Min sorg og smerte over at have mistet
ham er til tider ubærlig, men jeg ved, at
jeg vil komme igennem det en dag. Ved at
bruge kærligheden som drivkraft og være
taknemmelig for den tid han var her og
glædes over, hvor mange mennesker han
faktisk rørte, så vil en del af ham altid være
her. Martins jordiske rester ligger på en
smuk kirkegård nord for København, men
selv er han begravet i mit hjerte.
Jeg lovede Martin på hans dødsdag, at jeg
til ære for ham ville leve mit liv fuldt ud.
Jeg vil aldrig mere lukke mit hjerte, men
lade det være fyldt af den kærlighed, som
han fik åbnet for, og som jeg nu ved, at jeg
til hver en tid har adgang til.
Med den livserfaring jeg har, og de oplevelser
jeg har været igennem, har livet lært
mig, at Guds kærlighed er en drivkraft, som
vi alle har adgang til. Det eneste vi skal
gøre er at vælge til. Ubetinget.
Så for at svare på det spørgsmål, som startede
det hele. Kan Kærligheden udholde
alt?
Ja. Det tror jeg på, af hele mit hjerte.

Pludselig gik det op for
mig, at mødet med Guds
kærlighed kun handler
om at blive fundet og
at lade sig finde
– Punktum !!
Det var
overrumplende..!
8

9
Thyge og
Interview med præst, demonstrant, og fodboldtræner
Thyge Enevoldsen, fra Grønnevangskirken i Hillerød
KÆRLIGHEDEN
Af Jeanette Munksbøl, TEMA-redaktionen
Hvad er kærligheden? Er den større, og
end hvad, kan den vælges eller er valget
truffet? Skal man altid vælge kærligheden
før alt andet, også når det tilsyneladende
er håbløst? Overlever man
på kærlighed, eller dør man af den? Har
kærlighed en pris? Kan man overhovedet
elske, uden at betale en pris?
Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt,
udholder alt...
Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre
– men størst af dem er kærligheden...
Jeg har ringet Thyge op en søndag aften,
egentlig bare for at finde et tidspunkt hvor
jeg kan lave det interview, vi har aftalt.
Selv har jeg netop siddet og forsøgt at
italesætte lidt af det, vi gerne vil spore os
ind på i nærværende nummer, og at formulere
nogle overordnede spørgsmål. Jeg
læser dem op for ham i telefonen, og der
blir stille.
Der går et stykke tid, før Thyge bryder tavsheden:
”Det er meget overordnede spørgsmål,”
siger han – ”og jeg oplever jo livet
mere konkret...”
Jeg iler med at understrege, at det netop er
på grund af hans konkrete tilgang til det at
være præst, til tilværelsen, til irakiske asylansøgere,
til det at være menneske, at vi
har bedt ham om at medvirke.
Så kommer ordene strømmende, og det
går op for mig, at nu er vi midt i det; febrilsk
finder jeg blok og kuglepen, og begynder
at notere.
”For mig” begynder Thyge, ”blev Guds kær-
lighed for alvor opdaget gennem lignelsen
om den fortabte søn.
Der gik nogle år, før jeg fandt ud af, at det
var så STORT! Indtil da havde jeg lært at de
tre lignelser i Lukas evangeliet kap.15 – først
om fåret og om mønten og dernæst om
den fortabte søn – at disse lignelser udtrykte
en slags teologisk balance i det at møde
Gud: På den ene side - at blive fundet ligesom
fåret og mønten. Og på den anden
side at gå i sig selv og omvende sig ligesom
sønnen - for til sidst at vende hjem.
I 1999 sad jeg så på Menighedsfakultetet i
Århus og hørte en gammel mellemøst-missionær
Kenneth Bailey genfortælle lignelsen
om den fortabte søn. Pludselig gik det
op for mig, at mødet med Guds kærlighed
kun handler om at blive fundet og at lade
sig finde – punktum !! Det var overrumplende..!
Bailey tog os med ind i det mellemøstlige
univers - den kontekst, som er selve baggrunden
for at forstå, hvad det egentlig er,
Jesus siger med den fortælling. Når lignelsen
om den fortabte søn blev fortalt ude i
de små landsbyer i palæstina, fandt Bailey
på tilhørernes reaktioner ud af, hvor uhørt
provokerende den var. Ingen med en mellemøstlig
kulturbaggrund kunne forestille
sig det utænkelige: At en søn, som har kastet
så stor en skam – ikke bare over sin far,
men over hele sin slægt og sin landsby – at
sådan en person overhovedet kunne drømme
om at vende hjem til landsbyen igen.
Sønnen ville nemlig ved sin tilbagevenden
gå en krank skæbne i møde. Efter forskrifterne
i de jødiske Talmud-skrifter blev man
kort og kontant straffet med udstødelse,
hvis man som den fortabte søn havde sat
familiens og landsbyens rigdom over styr
blandt hedninger.
Landsbyens mænd ville
tage imod synderen
ved byporten, trække
ham ind på torvet og
gennemføre en nøje
beskrevet udstødelsesceremoni:
”Quetzatza”.
Hver enkelt ville smide en håndfuld brændt
korn eller jord i en lerkrukke, og derefter
kaste krukken i jorden foran den unge
mands fødder, så den knustes, mens de
udtalte dommen: ”På samme måde som
denne krukke er knust, er vores forhold til
dig nu ødelagt – du har ikke mere med os
at gøre!”
Derefter ville den unge mand ikke længere
være en del af deres fællesskab, og måtte
flakke ensom og fremmed om.”
I lignelsen fortæller Jesus, at faderen på
lang afstand får øje på sin bortløbne søn, og
løber ham i møde. I Mellemøsten løber en
mand med respekt for sig selv bare ikke…
”Gør han det”, fortæller Thyge, ”mister han
anseelse. Det er uværdigt – og derfor nærmest
utænkeligt.”
FAKTABOKS:
Thyge Enevoldsen
Født 1960 i Hvide Sande.
Gift med Grethe og har 3 voksne
børn.
Teolog fra Menighedsfakultetet i
Århus.
Præst i Grønnevang kirke, Hillerød,
siden 1991.
Deltidsansat som socialarbejder
ved Hillerød kommune siden 1999.
Jean-Jacques Rousseau: ”Vi kalder kun kærligheden blind,
fordi dens evne til at se langt overskrider vores forestillingsevne.”

”Så hvorfor løber faderen?! Hvorfor løber
han??!!” spørger Thyge, og telefonen er
ladet med begejstring, da han efter at ha’
ladet spørgsmålet hænge i luften præcis
så længe, at jeg selv når frem til svaret,
udbryder: ”- fordi han ville komme først!!!
Han løb ud gennem landsbyen for at komme
først og redde sønnen fra dom og udstødelse!!
Faderen løber, for at nå sin søn
før dommerne !! Faderen redder den søn,
som netop har bragt den allerstørste skam
over familien. Faderen ta’r selv skammen
på sig, og ifører sønnen sin egen festdragt
– husets fineste. Faderen iklæder i al offentlighed
sønnen sin egen retfærdighed,
så hele landsbyen kan se, at forsoningen
har fundet sted !!
Dét er den kærlighed, som er blevet min
drivkraft. Gennem Jesus har jeg fået lov til
at opdage og tro og tage imod, at sådan
er Gud !!!”
Beretningen fortæller videre, at den ældste
søn ikke vil feste med; at han, misundelig
og fornærmet blir stående udenfor. ”Også
det var i mellemøsten en skam” fortsætter
Thyge Enevoldsen ”– en søn betvivlede ikke
offentligt sin fars beslutninger og dømmekraft.
Da faderen forlader festen for at gå
ud til denne anden søn, er det endnu en
uhørt handling fra faderens side. Når værten
undtagelsesvis forlod festen, var det
en del af traditionen, at hele festen standsede;
musikken hørte op, ingen spiste, drak
eller dansede, før værten igen var tilbage.
Så endnu engang tilsidesætter faderen alle
konventioner, al overlevering og sin egen
anseelse – fordi kærligheden er større!”
Jeg er stille og lidt eftertænksom – overvejer
mit næste spørgsmål. Det får jeg ikke
stillet, for Thyge lader ufortrødent sin tankerække
fortsætte: ”Da jeg sad der i Århus
den dag i 1999 sammen med alle de andre
præster, blev jeg klar over, at det evange-
lium, jeg indtil da havde forkyndt, var alt,
alt for småt.
Kærligheden er større!
Dét er min drivkraft!
Den kærlighed har jeg også mødt gennem
andre mennesker. Jeg husker den fra min
barndom – spejlinger af den fuldkomne
kærlighed; en kærlighed som gi’r håb, som
inspirerer.
En kærlighed som spejledes ind i konkrete
livssituationer, mennesker, som har set
mig med Guds blik. Dette blik, som ser
hvor stort et andet menneske er: et barn,
en konfirmand, ens næste. I Guds målestok
er mennesket større end alt andet. Et sted
siger Jesus: ”Det, min far har givet mig, er
større end alt andet...” – det, hans far har
givet ham er os..! Det er et mirakel at få
lov til at se et andet menneske, som Gud
ser det.
Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg kan
huske de mennesker, der så mig sådan.
Derfor er omdrejningspunktet for mig blevet
billedet af faderen, der løber for at
komme først, som ta’r skammen på sig,
vinder sit barn tilbage, befrier det fra dommen
– det er mit kildespring”, konkluderer
Thyge Enevoldsen.
”Jeg havde jo mødt kærligheden længe
før det nye møde med evangeliet tilbage
i 1999. Men pludselig fandt jeg ud af, hvor
meget den kærlighed hænger sammen
med Jesus. Og hvor sandt det er, når Jesus
siger, at ”- det vand jeg gir bli’r et kildespring
...””
Jeg spørger, hvad mødet med den store
kærlighed - sådan helt konkret – har betydet
i Thyges liv – både som præst og som
menneske. ”Jamen det er jo det, der gør,
at jeg elsker at ha´ med mennesker at gøre
– både i kirken, i lokalområdet og som træner
på fodboldbanen. Det er jo nok også
det, som gør, at vi ikke kan holde ud stiltiende
at se på den situation, vores irakiske
10
flygtninge er i.
Et ægtepar fra kirken havde nogle irakiske
kristne med i bibelkreds, så vi lærte dem
at kende. På den måde opdagede vi, hvordan
det er, de bliver behandlet. Det gik op
for os, at vores asylpolitik er urimelig og
umenneskelig, og det blev umuligt at holde
mund. Kærligheden gør, at det er umuligt.
Det er da ikke altid, at jeg gider eller orker,
men kærligheden skubber på...”
Jeg bemærker, at også mennesker, som
ikke bekender sig til en bestemt overbevisning,
kan synes at være drevet af en stærk
uegennyttighed og kærlighed til en sag, til
næsten.
Thyges kommentar lyder: ”Jeg kan ikke
overskue, hvad der er andres motiver og
kilde. Jeg må blot konstatere, at nogle
mennesker simpelthen spreder kærlighed
omkring sig på en måde, som inspirerer og
stemmer til taknemlighed og ydmyghed.
Det er guddommeligt, et mirakel, en gave,
hver gang det sker. Jeg tilskriver det den
kærlighed, som har elsket os først – også
hos mennesker, som ikke nødvendigvis bekender
sig til en religiøs overbevisning. Det
er nærmere en Gudbilled-lighed, en spejling
i os som mennesker. Det er dét, som
gør, at vi overhovedet kan være til i denne
her verden – at den kærlighed findes. Det
er en betingelse for liv, på samme måde
som at solen skinner. En kærlighed, som vi
er afhængige af fortsat lever og ånder i vores
folkesjæl.”
André Gide: Kærligheden er sådan indrettet, at den ikke kan stå stille -
den må vokse for ikke at blive mindre.

11
” DU ER I VERDEN for at tjene menneskene, ikke Gud.
Hvis du bestemmer dig for at glemme dette vrøvl om
Guds nærvær og Guds fravær og retter al din kraft mod
menneskene, så bliver dine gerninger Guds gerninger.
Nedgør ikke dig selv ved bestandigt at flirte med din tro
og dine tvivl. Du kan ikke forlange klarhed, tryghed,
indsigt. Prøv at forstå, at Gud er i sit værk, ligesom
Bach lever i sin h-moll-messe. Du tolker et partitur.
Undertiden er det gådefuldt, det er uundgåeligt. Når du
lader musikken lyde – så åbenbarer du Bach. Læs noderne!
Og spil dem efter evne. Men tvivl ikke på Bachs og
Skaberens eksistens.”
Nathan Söderblom til Henrik, i Ingmar Bergman’s roman DEN GODE VILJE

13
Af Jeanette Munksbøl, TEMA-redaktionen
At
elske
er at
træffe en
beslutning fra
dybet af sit indre.
Fortsat at elske er,
konsekvent og vedholdende,
at stå ved sit valg, og til
stadighed sige ja til det,
man har besluttet.
Kærligheden koster i sin
yderste konsekvens alt,
kræver alt af os, og forlanger
ubarmhjertigt, at vi uden
forbehold overgir os selv til
den anden.
Kærligheden fødes dagligt i os,
når vi vælger at gi’ afkald på
livet, som noget, vi personligt
har råderet over, for at række
ud over os selv, og leve på
kærlighedens betingelser:
ikke at ville forandre, men at
acceptere ikke at ville eje, men at
gi’ af os selv ikke at binde, men at
slippe.
”Den, som tør miste sit liv skal
vinde det...” siger Jesus. ”At vove
er at miste fodfæstet for en tid –
ikke at vove er at miste livet for
altid,” konkluderer Søren Kierkegaard.
At elske et andet menneske må være
livets største vovestykke.
Kærligheden ikke bare tåler sandheden –
den lever af den!
Også forskelligheden trives i
kærligheden.
Hvor der er kærlighed og accept vil to
være mere helstøbte end én.
I et fællesskab, hvor ingen søger sit eget,
vil to kunne udrette, hvad én ikke magter.
Ofte tænker vi på kærlighed og vrede som
to uforenelige størrelser.
Derfor siger vi: ”Jeg elsker dig, men jeg
er vred på dig”.
Hvor kærligheden er til stede, er det
muligt at sige: ” Jeg elsker dig, og er
vred på dig.”
Kærlighedens modsætning er aldrig
uenigheden – men altid ligegyldigheden!
I kærligheden trives drømmen om det
fuldkomne, side om side med
styrken og viljen til at vandre sammen med,
og at elske, det ufuldkomne;
nu og her, og under de forhåndenværende
omstændigheder.
”Hvis en mand gav al sin rigdom bort for
kærlighed, ville man da ringeagte ham?” (Kong
Salomons højsang)
For at bevare det kærlighedens kim som er
nedlagt i dit hjerte, må du til stadighed gi’
bort af dine personlige”rigdomme”:
Retten til at ha’ ret, til at mistro, til
at bebrejde, til at være i centrum –
og ingen vil kunne ringeagte dig
for det, for tør du opgi’
den ret, vil det blive
til rigdom og
velsignelse i
dit liv!

Kærlighedens svar er
HANDLING
Af Per Hansen, TEMA-redaktionen
Karen og David Eubank lever sammen
med deres tre børn på 2, 5 og 7
år i grænselandet mellem Thailand og
Burma. Herfra foretager de rejser ind i
Burma for at yde nødhjælp og trøst til de
mange internt fordrevne flygtninge i de
øde egne i det østlige Burma.
I foråret 2008 har nyhederne været fyldt
med beretninger om naturkatastrofer i den
sydvestlige del af Burma og om magthavernes
manglede modtagelighed for udefra
kommende nødhjælp. Situationen i landet
er værre end nogensinde. Efter at oppositionspolitikeren
Aung San Suu Kyi igen er
blevet tilbageholdt og sat i husarrest, har
generalerne knust ethvert tilløb til at oprette
demokratiske tilstande i landet. Etniske
mindretal oplever mord, voldtægt, tvangsarbejde,
religiøs forfølgelse, tvangsforflyttelse
og nedbrænding af deres landsbyer.
Resultatet er mere end 1 million fordrevne
og i hundredetusindevis af flygtninge.
Ægteparret Eubanks arbejder for frihed i
Burma; åndelig frihed og, som en naturlig
frugt af dette, også politisk frihed. Deres
mission er at hjælpe, indgyde håb og bringe
kærlighed til alle mennesker i Burma, uanset
stammetilhørsforhold eller religion. De
træner og indsætter teams, som går over
grænsen med medicin, lærere, præster og
andre for at yde nødhjælp til de mange
internt fordrevne flygtninge som er under
angreb fra den burmesiske hær.
Ved at sende teams og gå sammen med
disse mennesker ind i krigszonen håber de
14
at kunne bringe hjælp til de undertrykte og
tænde små bål af kærlighed og håb.
De støtter forsonings- og enheds tiltag
mellem forskellige etniske minoriteter og
det burmesiske folk, og koordinerer årlige
møder og seminarer. Eubanks støtter også
evangelisation, kirkeligt arbejde, kostskoler
og undervisningsprogrammer for de
etniske minoriteter i Thailand.
David og Karen har skrevet hver sin lille artikel
om hvad der driver dem til at opgive
et normalt, trygt og ordinært familieliv og
rejse med hele familien i et af verdens farligste
områder:
David fortæller:
EN HjERTESAG
Denne artikel er skrevet for at forklare hvorfor
vi, med hele familien, går ind i Burma.
Når vi tager af sted sker det efter megen
bøn, omtanke og efter samtale med vores
venner. Vi er kontinuerligt i gang med at
optræne nye ledere, at yde hjælp til de internt
fordrevne flygtninge (IFF), at møde
vores venner og stå sammen med dem i
de svære tider.
- Situationen i Burma bliver stadig vanskeligere.
- Mens vi var på en hjælpeaktion dybt inde
I Burma tidligere i år, blev Aung San Suu Kyi
arresteret og mange af hendes støtter blev
myrdet. Uanset om man er indfødt burmeser
eller tilhører en af de mange etniske
minoriteter i Burma, kan man ikke vide sig
sikker for terroren fra magthavernes side.
Vi har hjulpet og behandlet og bedt for
mange kvinder, som er blevet voldtaget af
Elsa Gress: Hvis kærligheden er en illussion, så til helvede med virkeligheden.

15
soldaterne fra den burmesiske hær, børn
som er blevet skudt, forældre som har set
deres børn blive smidt ind i brændende bål
og utallige andre ugerninger.
- Vi ønsker at bære vidnesbyrd om Guds
kærlighed i både ord og handling. Dette
ønske driver os. Vi ønsker at stå ved deres
side, som har brug for hjælp, og fortælle
verden om deres lidelser. De har brug for
kærlighed, retfærdighed og nåde. Og dette
gælder alle i Burma; de pro-demokratiske
grupper, de etniske minoriteter, diktatorerne
og deres hær – alle har de værdi og brug
for Guds kærlighed.
- Skønt det er magthaverne der har forårsaget
de største lidelser, er ingen af de ovennævnte
grupper uskyldige. Alle må bære
sin del af skylden. Alexander Solzhenitsyn
lærte fra sine mange fængselsophold un-
der et andet diktatorisk system: ”Gradvist
gik det op for mig, at den linie, der går
imellem godt og ondt, ikke går mellem stater,
socialklasser eller politiske partier, men
direkte igennem ethvert menneskehjerte.”
Vi efterstræber disse menneskehjerter og
kæmper for menneskelighed.
- Vi tager af sted med hele vores familie for
at dele vores liv med de forfulgtes familie.
Nogle vil sikkert stille spørgsmålstegn ved,
om det er klogt at arbejde på denne måde.
Vi erkender, at vi begår fejl, men når vi går
ud, går vi i tro og tillid til Gud.
- Når vi bliver presset og truet på livet, vil
de fleste af os stille spørgsmålet: Hvordan
skal det dog gå med mig? Det rigtige
spørgsmål er imidlertid: ”Hvad skal jeg
gøre?” Når vi stiller os selv det spørgsmål,
vil vi finde kærlighedens svar. Og gøre det
vi må gøre, drevet af kærligheden i hjerte,
sind og sjæl:
- Vi elsker det burmesiske folk og ønsker at
hjælpe dem. Det er vores hjerte…
Vi mener at undertrykkelse er moralsk forkert,
det er vores sind.
- Vi rejser ind i Burma, fordi burmesere
også er Guds børn, og det rigtige at gøre er
at forsøge at hjælpe dem og stå ved deres
side. Det er vores sjæl.
- Vi rejser med vores familie med hjælp
og støtte fra mennesker over hele verden.
Ikke for at tage unødige risici, ej heller kan
vi være sikre på, hvor stor en forskel vores
arbejde gør, men vi vil gerne være kærlighedens
vidnesbyrd.
HvORFOR TAGER vI HELE
Karen og David (i midten af billedet) på vej ind
i kampzonen i Burma sammen med deres tre
børn og et team af hjælpere.

FAKTABOKS:
Teknisk set er Eubanks arbejde fordelt på tre områder:
Christians Concerned for Burma (CCB)
Free Burma Rangers (FBR)
Burma Initiative (BI)
Igennem disse organisationer ønsker man at støtte forbøn, humanitær nødhjælp,
lederudvikling, enhed og juridisk hjælp for det burmesiske folk, uanset
race eller religion.
Free Burma Rangers har trænet mere end 90 multietniske teams og der er i
øjeblikket 29 full-time teams i aktion i Karen, Karenni, Shan, Arakan og Lahu
provinserne i Burma. Disse teams har flere end 300 gange været i krigszonerne
i Burma på ophold af 1-2 måneders varighed. Flere end 300.000 patienter har
igennem de sidste 10 år fået lægehjælp og omkring 600.000 mennesker er blevet
hjulpet på anden måde.
Organisationens erklærede mål er: At sætte de undertrykte i frihed og være et
værn for menneskelig værdighed, retfærdighed og forsoning for alle mennesker
i Burma.
Yderligere information på
www.freeburmarangers.org
www.prayforburma.org
16
FAMILIEN MED IND I BURMA?
Karen fortsætter:
- Jeg skal endnu en gang have mine børn
med på en tur ind i Burmas jungle. Denne
gang er opgaven at uddanne nogle unge
ledere og at yde nødhjælp til de mange,
der flygter for regimets forfølgelser.
Jeg har behov for at sætte ord på mine tanker
inden denne rejse. For hvad hvis der
sker noget med os og folk spørger: Hvad
tænkte hun dog på?
- Jeg elsker mine børn utroligt højt. De er en
konstant glæde og tilfredsstillelse i mit liv.
At opfostre og uddanne dem er en opgave,
som jeg nyder: At give dem redskaber og
sandheder med i livet.
- Før børnene blev født, var jeg dybt involveret
i arbejdet sammen Dave i Burma. Da
børnene begyndte at dukke op, kastede jeg
al min entusiasme ind i moderrollen. Jeg
ønskede, at mine børn skulle lære at elske
Gud og alle mennesker og rejse sammen
med os i vores arbejde. Og vores børn elsker
at være med og har fået mange ”tanter”
og ”onkler” i både Thailand og Burma. For
dem er vi alle én stor familie. De har haft
gode oplevelser både i flygtningelejrene og
landsbyerne sammen med de flygtninge,
vi har mødt og hjulpet. Mange af disse har
også udtrykt, at de har følt børnenes tilstedeværelse
som en stor opmuntring.
- Selv om det kan være farligt, er det både
bekræftende og opløftende at se Sahale (7
år), Suuzanne (5 år) og Peter Eliya (2 år)
opleve og tage del i det fællesskab og den
kærlighed, som omkranser rejserne til vores
venner I Burma.
Det berører os alle dybt, når vi møder enkelheden,
gavmildheden og gæstfriheden
hos flygtningene, og jeg håber, at mine
børn vil vokse op og huske dette.
H. C. Andersen: Det er med kærlighed som med en

17
Sahale og Sue på hesteryg i Karen provinsen
- Jeg ser det som en investering i de evige
værdier.
- Jeg håber, at de mennesker, vi kommer i
kontakt med, oplever, at vi betragter dem
alle som unikke og værdifulde. Som familie
vil vi gerne returnere lidt af den kærlighed
og opmuntring som de har vist os. Jeg håber
også, at vi kan overbevise dem om, at
der findes en glæde og en fred, som er uafhængig
af omstændighederne; og at den
forfølgelse og de trængsler de møder, kan
blive forløst af Guds kærlighed. Jeg tror på
et godt liv for alle – det er Jesu løfte, og jeg
holder fast i det håb. Vi elsker at være sammen
som familie, og når vi tager af sted,
opfatter vi os som en del af den langt større
Guds familie.
- Efterhånden som Gud har åbnet dørene
til denne opgave har jeg oplevet, at Gud
på utallige måder har givet mig fred i mit
indre. I begyndelsen var det, som om Gud
sagde til mig: Karen, du og jeg har altid
været nært forbundet. Hvis nu Dave blev
dræbt, ville du så vende dig imod mig? Han
skildpadde. De fleste kender den kun forloren.
mindede mig om at Dave og alle de andre
mennesker i mit liv, var en gave, og at
den mest betydningsfulde relation i mit liv
måtte være - til Gud. Selv midt i sorg og
ulykke tror jeg, at Gud er suveræn og Han
er det urokkelige anker i min tilværelse.
Senere fortalte en af mine nærmeste venner
mig at hun hver dag bad denne bøn:
”Herre, jeg giver mine børn tilbage til dig”.
Uanset om jeg oplever ydre tryghed eller
ej, takker jeg Gud for, at han sørger for mig.
Jeg spurgte en karenleder, som havde været
ude for mange dramatiske begivenheder,
om hvordan han bad om beskyttelse
for sig selv. Han kunne fortælle mig, at det
gjorde han aldrig. ”Jeg beder om, at jeg må
være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
i færd med at gøre Guds vilje. Det er
ikke min opgave at være bekymret for min
egen sikkerhed. Når jeg en dag dør, håber
jeg bare at høre Ham sige: Velkommen min
gode og trofaste tjener!”
- I vores arbejde med de internt fordrevne
flygtninge i Burma har jeg fokuseret på arbejdet
med børnene. Vi begyndte en bør-
neklub med temaet om ”overflod af liv”
baseret på Johannesevangeliet kapitel 10
vers 10. Her siger Jesus: ”Tyven kommer
kun for at stjæle og slagte og ødelægge.
Jeg er kommet, for at de skal have liv og
have i overflod.” Vi møder mange mennesker,
som har været presset til det yderste.
Er overflod af liv muligt for dem? Det er en
kendsgerning, at mange af de lidende har
en stærk tro, som både belærer og inspirerer
mig. Giver deres tro på Jesus dem et
overflodsliv midt i frygt og ulykke?
- Vi kommer ikke til flygtningene med svar
på alting, men vi kender kraften i kærligheden
og i håbet. Jeg ønsker, at mine børn
skal lære denne kraft at kende.

Rick Warren , der her beder sammen med et par rockere før et ”dirt-ra-
ce”, er en kontroversiel perrson i det globale kirkeliv. Forbes Magazine
nævner ham blandt de 30 mest indflydelsesrige personer i USA...
”Jeg er overbevist om, at hvis vi kristne 18
forbliver tavse og ikke tager til genmæle I
forsvar for de fattige, så mister vi vores
ret til at bære vidnesbyrd om Guds
kærlighed til verden”,

19
Lad det knuse
DIT HJERTE…
Af Per Hansen, TEMA-redaktionen
jeg er i udgangspunktet i forsvarsposition,
når endnu en amerikansk superevangelist/profet/forkynder
dukker op
i den europæiske horisont.
Efter at have levet 51 år i den såkaldt karismatiske
afdeling af Guds Rige i Danmark,
fristes man til hver gang at udbryde: Been
there, done that, seen it all - didn’t work...
Og lige nøjagtig sådan havde jeg det med
Rick Warren, da jeg for jeg ved ikke hvilken
gang hørte om en ”vækkelse” i USA. Det
forekom mig endnu en gang at hele verden
nu er kristnet 77 gange og Robert Mugabe
og Vladimir Putin i virkeligheden er ”born
again”.
Bevares, jeg læste Rick Warrens bøger om
målrettet menighed/liv og så videre, men
det var såmænd ikke så forskelligt fra budskabet
i min gamle antikvariske bog fra
1929: ”How I multiplied my income in selling
life insurances” (Hvordan jeg mangedoblede
mine indtægter ved at sælge livsforsikringer).
Struktur – og blikket fæstnet
på det vi gerne vil opnå. Det hjælper altid.
Og så skam få mig.
Rick Warren var på programmet til Willow
Creeks lederkonference sidste år i København,
og jeg var på forudindtaget...
I en time tryllebandt denne mand mig og
700 andre tilstedeværende danske kirkeledere.
Han talte girafsprog og ud af hjertet
– og lige pludselig forstod vi alle, hvordan
han med en række almindeligheder alligevel
kunne fascinere hele verden. Rick Warren
havde havde sit hjerte placeret i midten
Rick Warren er en af de mest inflydelsesrige kristne i den vestlige derden...
og hjernen i kontakt med det blod der blev
pumpet ud herfra.
Ikke ét om ord hørte vi om ”purpose-driven”,
men 60 minutter om, hvordan Gud
havde rørt ved Kay og Rick Warren, og hvordan
alle millionerne fra de mange solgte
bøger nu nåede de AIDSramte og de allerfattigste
i denne verden.
WORLD-WIDE-KAMpAGNE
”Jeg er overbevist om, at hvis vi kristne
forbliver tavse og ikke tager til genmæle
i forsvar for de fattige, så mister vi vores
ret til at bære vidnesbyrd om Guds kærlighed
til verden”.
Dette stærke udsagn stammer fra en kampagne
i begyndelsen af juni i år – sendt som
et åbent brev til præsident Bush og 150.000
evangeliske kristne kirker i hele verden. Og
manden bag appellen er Rick Warren.
I april 2008 kaldte Rick Warren til kamp
imod hvad han kalder de fem “Globale Goliather”:
åndelig tomhed,
selvoptaget lederskab,
ekstrem fattigdom,
globale epidemier
analfabetisme.
Hans målsætning er en ny reformation hvor
ansvarligheden hos mennesker, troværdigheden
i kirken og medmenneskeligheden i
samfundet bliver genoprettet.
STRATEGIEN BLIvER KALDT p.E.A.C.E.
promote reconciliation / Medvirk til forsoning
Equip servant leaders / Udrust tjenende
ledere
Assist the poor / Hjælp de fattige
Care for the sick /Tag hånd om de syge
Educate the next generation /Uddan den
næste generation
Skt. Teresa af Avilla: ”Bøn består ikke i at tænke meget, men i at elske meget.”

Den 22. august 2006 blev Warren kontaktet
af Rwandas præsident Paul Kagame, som
bad ham om at hjælpe Rwanda til at blive
en ”Purpose-Driven nation”. For at implementere
dette sendte Rick Warren flere end
2.000 Saddleback medlemmer til Rwanda i
små grupper for at sætte gang i en national
strategi i samarbejde med 600 lokale
kristne kirker. Også erhvervsledere og det
rwandesiske parlament var involveret i reformationen
af det af dybt sårede land.
Hvem er denne Rick Warren?
Hans bedst kendte bog ”Det målrettede
liv” har solgt 30 millioner eksemplarer og
var igennem tre år, fra den udkom i 2002,
den bedst sælgende bog i verden! Og er
stadig til dato den mest sælgende bog i
USA nogensinde. Et simpelt regnestykke vil
vise, at manden er blevet multimillionær
på sine bøger.
I 1980 startede Rick Warren en lille menighed
I Lake Forest, Californien, Saddleback
Church. Til den første gudstjeneste samlede
man knapt 200 personer. I dag deltager
22.000 hver uge i gudstjenesterne, og
det samlede antal medlemmer er 80.000.
På toppen af successen i 2004 læste Ricks
hustru, Kay, i Newsweek om HIV/AIDS katastrofen
i det sydlige Afrika. Indenfor den
samme uge fik hun konstateret brystcancer,
og selvom præsteparret ikke havde ændret
livsstil med de mange penge der fossede
ind i husholdningskassen, førte det til en
periode med selvransagelse.
Under en missionsrejse til Sydafrika oplevede
Rick Warren selv for første gang den
utrolige fattigdom, sygdom og hungersnød
i de fjerneste egne af det ellers så rige
land.
Hjemme fra Afrika oprettede Kay og Rick
Warren en fond ”Acts of Mercy (barmhjertighedsgerninger)”.
Fra begyndelsen en
fond der skulle støtte AIDS-ramte både i
hjemlandet og i Afrika. ” I USA er 90% af
de HIV/AIDS ramte homoseksuelle hvide
mænd”, siger Rick Warren. ”I resten af verden
er 90% farvede kvinder der ofte har
været udsat for voldtægt”. Udover denne
fond stiftedes i månederne efter også
”Equipping The Church (Udrustning til kirken)”
og, som allerede nævnt, P.E.A.C.E.
Sidstnævnte arbejder nu i 47 udviklingslande
på alle fem kontinenter.
OMvENDT TIENDE
Ægteparret Warren har fra deres unge dage
været fast besluttet på at give 10% af deres
indtægter til kirkens arbejde. I dag har de
vendt dette princip på hovedet. 10% af de-
MOTHER THERESA: ”Gud ser kun på vor kærlighed. Han spørger ikke efter, hvor mange bøger, vi har læ
20
res indtægter bliver brugt til at leve for, de
resterende 90% går til nødlidende, syge og
uuddannnede ud over hele verden.
Warren siger: ”Da jeg så Gud velsigne en
bog, som nu har solgt over 30 millioner
eksemplarer, så vidste jeg at det ikke var
på grund af mig. Guds godhed omvendte
mig. Jeg måtte bede Gud om tilgivelse for
at have overset de 2000 vers i bibelen der
handler om at tage sig af de fattige. Og da
Gud begyndte at tale til min hustru om disse
ting, sagde han til hende: ”Du kan enten
lade denne nød komme ind i dit hjerte og
lade det knuse det, eller du kan fortrænge
det”. Vi valgte det første.
EN Ny REFORMATION
”Alle disse kolossale problemer er for store
til at USA, NATO, EU eller FN kan løse dem,”
siger Warren. ”Men jeg har oplevet på mine
rejser, at der i selv de mest utilgængelige
egne af verden findes en lokal kirke. De
kristne i Vesten har her en kærlighedsopgave:
Giv disse lokale menigheder redskaber
til at række ud til dem, der har behov
for hjælp. Lad os skabe en ny reformation.
Den første handlede om tro, lad denne
være handling.”
Læs mere på:
http://thepeaceplan.com

21
Lad os skabe en ny reformation.
Den første handlede om tro,
lad denne være handling.”
st, eller hvor mange mirakler, vi har udført, men om vi har gjort vort bedste i kærlighed til ham.”

23
Kære
BETTINA & JOHN
Af Stine Larsen, Helsinge
Tillykke med hinanden og tillykke med kærligheden.
Tak fordi I fandt hinanden. I har til
fulde været med til at sætte fokus på forelskelsen
og kærligheden de sidste mange
måneder. Det har været synligt for alle at I
var fuldstændig vilde med hinanden.
Jeg kan ikke tage til bryllup uden at fælde
en lille tåre. Hver gang en brud træder ind
af døren og ser så fantastisk smuk ud rammer
det mig lige midt i tårekanalen. Det er
næsten som om at man kan se kærligheden
bølge af sted mellem kvinde og mand.
Kærlighed er en vældig kraft, som kan vælte
ind over os og fuldstændig ændre vores
fokus, planlægning og almindelige sunde
fornuft. I den fase kalder vi det forelskelse
og når der er gensvar på den, vokser den
og bliver til kærlighed.
Kærligheden er hvad vi vokser af og næres
ved. Det er det lille barn der mærker sig
elsket i armene hos sine forældre, det er
skolebarnets oplevelse af at komme hjem
når det har været en rigtig dum dag, det
er teenagerens holdepunkt når alt er kaos
indeni at de voksne stadig elsker en med
piercinger, mærkeligt tøj og musik, det er
den første kærestes bløde læber, og det er
blikket over aftensmaden og den elskedes
velkendte krop. Det er kærlighedens vej
gennem livet.
Men kærlighed er kun kærlighed når vi føler
at vi har fået den for intet, gratis, uden
at have gjort os fortjent til den. Og kærligheden
er også allerstærkest når vi får den
på trods af hvad vi har fortjent.
Når vi i kærlighed deler ud og rækker ud
til et andet menneske med hjælp er det
en flad fornemmelse når modparten straks
begynder at stresse for at gøre gengæld og
betale tilbage.
Hvis og når vi spontant og med glæde har
gjort en anden en tjeneste, er det en temmelig
flad fornemmelse at opleve, at den
anden straks vil ”betale ” med en eller anden
modydelse – inklusiv den overdrevne,
endeløse taksigelses modydelse. Så føles
det faktisk som om den anden ikke rigtigt
har taget imod gaven, men rækker den tilbage,
bare i en anden form. Så kærlighed,
der er købt og betalt holder i betalingsøjeblikket
op med at være kærlighed. Den
bliver ved modydelsen reduceret til et forretningsmæssigt
lige for lige; og det er da
også udmærket i næringslivet – det er bare
helt uden næring for den del af os, der
hungrer efter nærhed, kontakt og varme.
Kærlighed er kun kærlighed når vi får den
for intet.
Kærligheden har en pris men kan hverken
købes eller sælges.
Kærlighed koster noget og mest for den
der elsker mest. Det ved enhver, der elsker:
Forældre der kæmper den kærlighedens
kamp, der kaldes opdragelse med deres
børn; ægtefæller, der livet igennem må
slide hinandens hjørner af; og venner, der
møjsommeligt må slå tilgivelsens bro over
meningsforskellenes og interessemodsætningernes
afgrund. Mest koster kærligheden,
når barnet ikke kom hjem; når elskeren
ikke var tro; og når vennen vendte sig
bort uden at ville tage imod den udstrakte
hånd. D.v.s. mest koster kærligheden, når
den ingenting får for det, den betaler!
At kærlighed ikke købes eller sælges gælder
også for vores gudsforhold. Vi kan ikke
erhverve Guds kærlighed gennem gerninger
eller pæn opførsel. Vi kan kun få den
af nåde, få den gratis. Tilsvarende kan Gud
heller ikke købe vores kærlighed, hverken
med moralisme eller mirakler. Man kan
købe eller true sig til lydighed, men ikke
til kærlighed.
Guds kærlighed er til stede allerede før du
tager imod den. Guds kærlighed er den
stemme der kalder dig ved navn ud af mørket
til at stå i lyset. Når du træder frem kan
du vælge at stå med ryggen til Gud, der
sker så det at din egen skygge ligger foran
dig og så kan det være svært at se vejen
frem, vælger du at stå med ansigtet vendt
mod Gud, falder hans lys på dig og du kan
se vejen frem.
Kære Bettina og John.
Her står I så, med ansigterne vendt mod
os. Og det er helt tydeligt at se på jer at
kærligheden er pragtfuldt, stor og helt vidunderlig.
Men i alt det store og smukke ligger også
kærlighedens smerte.
Der er lidelse forbundet med kærligheden.
Den er lidelsesfuld fordi den der elsker tilstrækkeligt
højt, er udleveret på nåde og
unåde til den han eller hun elsker; og fordi
han eller hun ikke kan kæmpe for sin kærlighed
med noget andet middel end det:
at blive ved med at elske, selv når det gør
ondt.
Det er kærlighedens vilkår.
Bliv ved med at elske hinanden, med den
store pragtfulde, svære og besværlige kærlighed.
Hjertelig tillykke.
De kursiverede afsnit er citater fra ”Kærlighedens
pris” af Bent Falk
Udgivet af Forlaget ANIS 2005

AFSENDER
MAGASINETs ekspedition
Birgitte Tinggaard Nielsen
Folstedvej 35
9700 Brønderslev
BLAD ID 47749
Returneres ved varig adresseændring
Om jeg så taler med menneskers og engles tunger,
men ikke har kærlighed, er jeg et rungende
malm og en klingende bjælde. Og om jeg så
har profetisk gave og kender alle hemmeligheder
og ejer al kundskab og har al tro, så jeg
kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er
jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg
ejer, og giver mit legeme hen til at brændes,
men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,
den misunder ikke, kærligheden praler ikke,
bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt,
søger ikke sit eget, hidser sig ikke
op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde
i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den
tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver,
de skal forgå; tungetale, den skal forstumme;
og kundskab, den skal forgå. For vi erkender
stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men
når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise
forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn,
forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et
barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det
barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde,
men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender
jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt
ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.
Med magasinet TEMA ønsker vi at sætte
fokus på emner og begreber, som er af
væsentlig betydning for selve det at
være menneske.
Målet er at skabe et blad, som tør gå i
dybden og stille spørgsmål omkring eksistensen,
og som kan være et tilbud og en
mulighed såvel for det troende, som for
det søgende menneske.
TEMA vil gerne perspektivere tilværelsens
store spørgsmål, udfordre til eftertanke,
og samtidig være ikke-sekterisk og
udogmatisk – også selv om det i udgangspunktet
altid vil være præget af kristen
tænkning og troserfaring.
Bladet er ikke først og fremmest lavet for
de kristnes skyld, men for helhedens.
Med magasinet TEMA forsøger vi, ud fra
en kristen kontekst, at være relevante i
forhold til vores tid, vores verden og den
udvikling som præger os alle. Vi ønsker
ikke at klappe på skulderen, men vil
hellere gi’ et kærligt spark og hellere
udfordre end behage.
Målet er et blad, som ikke arkiveres lodret
men vandret: i skrivebordsskuffen, arkivkassen,
på sofa- eller natbord. Fordi det er
værd at gemme og genlæse og godt at gi
væk eller låne ud, hvis et af temaerne har
været oppe at vende i en samtale.
Et blad, som bør ud til venner, naboer,
familie – som en kommentar, en opmuntring,
en indledning til en samtale. Det er
sådan, vi tænker, når vi laver blad i redaktionen
– men det er samtidig den del, som
kun du som læser, har indflydelse på.
Vi tænker magasinet TEMA som et
væsentligt input, somme tider endda profetisk.
Samtalen og udviklingen de senere
år har været klart påvirket af temaer som
Er kirken en kvinde? – Hvad er kirke? – De
fremmede – Den røde tråd – Emergent
Church – Åndelige discipliner.
At forestille sig, at de artikler aldrig var
blevet til, og at ingen derfor havde læst
dem, er en interessant tanke.
En ikke uvæsentlig del af vores koncept
har også været princippet om ikke at
anvende genbrugstekster. Med ganske få
undtagelser har alle interview, artikler,
illustrationer etc. været skabt direkte til
Magasinet. Det er ambitiøst, men er også
med til at sikre sammenhæng og – ikke
mindst – kreativitet.
Bladet udgives og finansieres af Det
Danske Missionsforbund, og håbet er, at
du som læser vil tænke bladet ind i stadig
nye sammenhænge, og vil opleve det
som et konkret redskab til at skabe det
rum, hvori det går an at tale om troen og
evangeliet.
Vi betragter fortsat TEMA som et væsentligt
samtalerum for de kommende års
udvikling.